Dorthe Løwendahl Bomann Fagbøger Læseprøve og uddrag Niels Hausgaard

Når vi ånder i takt: Niels Hausgaard sætter ord på, hvordan historier har spillet en stor rolle i hans liv. Læs et uddrag her

Niels Hausgaard

Niels Hausgaard og journalist Dorthe Løwendahl Bomann udforsker i Når vi ånder i takt, hvordan vi har fortalt historier til hinanden, siden vi sad om lejrbålet for 350.000 år siden.


“Vi skal fortælle historier, finde vores fælles materiale. Når vi tør blotte os, være selvironiske og forlade tomgangssnakken, viser vi hinanden tillid, så berører vi hinanden. Og så ånder vi i takt.”, siger Niels Hausgaard og deler ud af historier fra sit eget lange liv i bogen Når vi ånder i takt.

Historiefortælling har haft en særlig betydning for Niels Hausgaard, lige siden han lå under spisebordet og lyttede til en langsom rumlen af voksne stemmer i sit barndomshjem. Sammen med journalist Dorthe Løwendahl Bomann udforsker han historiefortællingens betydning for mennesker, og hvorfor nogle historier er bedre end andre i deres fælles bog Når vi ånder i takt.

LÆS OGSÅ: Bøger til dig, der vil læse om Kim Larsen og andre folkekære danske personligheder



Se en video med Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann:





Når vi ånder i takt dykker ned i spændende videnskab om historiefortælling, mens Niels Hausgaard med udgangspunkt i sit liv sætter ord på, hvordan historier har spillet en uundværlig rolle for ham.

Læs første kapitel af Når vi ånder i takt herunder:




Når vi ånder i takt

Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann


DEN HVIDE KLOVN

Jeg døde en februardag i 2016. Jeg kan ikke huske datoen, men det var en af de sidste dage på måneden. Aftenen før havde jeg spillet koncert i Grenaa, og da jeg om morgenen vågnede på mit hotelværelse i Aarhus, kørte mit hjerte helt vildt.

Jeg tænkte, at det var da mærkeligt. Så jeg åbnede mit vindue og røg en cerut, det plejede normalt at hjælpe på alting. Det gjorde det bare ikke den dag. Til sidst ringede jeg til min gamle ven Tess Pedersen, som var min manager dengang. Han boede inde ved siden af.

Jeg sagde til ham, at mit hjerte var gået helt amok. Tess kom ind, han mente, at jeg sikkert bare skulle have noget morgenmad.

”Det er nok rigtigt,” svarede jeg, og så faldt jeg om.

Jeg kom først helt til mig selv i et modtagelsesrum på Skejby. En sygeplejerske sad og holdt øje med mig. Hun prøvede nænsomt at forklare, at jeg havde haft et hjertestop, men det vidste jeg jo godt.

”Hvor er Tess henne,” ville jeg gerne vide.

Han var udenfor, i gang med at ryge en smøg. Jeg fik min mobiltelefon, så jeg kunne ringe til ham, og Tess ville simpelthen ikke tro på, at det var mig. Han var sikker på, at jeg var død.

”Det er altså mig, jeg ligger lige herinde,” måtte jeg overbevise ham om. Men jeg havde jo også været død på hotelværelset i atten minutter.

Tess havde reddet mit liv ved at give mig hjertemassage, indtil ambulancen kom. Han havde brækket stort set alle mine ribben, så jeg havde afsindigt ondt. Men så fik jeg morfin, og derefter fik jeg det virkelig, virkelig godt.

Jeg følte intet andet end mild taknemmelighed over alt: Hvis nogen kom og rettede på min dyne, eller hvis nogen satte et glas vand til mig, blev jeg simpelthen så rørt:

”Nej, tusind, tusind tak, åh!”

Jeg var tæt på lykkelig, fordi de var så flinke alle sammen. En sygeplejerske kom sommetider ind for at snakke med mig, det var selvfølgelig for at se, om jeg havde taget skade. Det var jeg også rørt over, tænk, at de havde tid til det. Jeg havde hørt, at de havde så travlt.

I mine ører lyder du nærmest sentimental. Det ligner dig ikke?

Min datter besøgte mig og sagde, at det var direkte vammelt. Normalt taler vi jo slet ikke sådan – der er det lige ud af posen, vi siger de mest barske ting, for så ved vi begge, at vi ikke er ligeglade med hinanden.

Der skete så også det, at jeg fik besøg af min kone og min regnskabsfører. Jeg tror, det var første gang, de skulle se mig, efter jeg var kommet til bevidsthed. Jeg lå og småslumrede, da de kom ind på stuen, og da jeg vågnede, så de helt forskrækkede ud.

Det var så, fordi jeg lå med en klovnenæse på, sådan en rød skumgumminæse. Jeg var positiv og glad, måske endda lidt infantil af al den morfin, jeg havde fået. Og så lå jeg og tog næsen af og på. Jeg har i dag stadig ingen anelse om, hvor den kom fra, eller hvordan jeg havde fået fat i den. Måske havde en hospitalsklovn tabt den, og så har jeg samlet den op.

Det er alt sammen meget mærkeligt. Det kan selvfølgelig også være, at jeg var med i et forsøg, hvor hospitalet ville vide, om sådan en næse kunne gøre noget godt, når folk kom tilbage fra hjertestop, men det holdt de sikkert hurtigt op med igen.

Hvordan reagerede de, da de så dig?

De syntes vist, det var lige frisk nok. Birgit, min regnskabsfører, har efterfølgende fortalt, at jeg åbenbart forsøgte at berolige dem, at jeg ville lette stemningen lidt. For så slemt var det hele heller ikke. Jeg var jo ikke længere død.

Lægerne troede først, jeg havde fået en blodprop, men det viste sig at være en form for hjerteflimmer. Gennem blodårerne i min lyske førte lægerne nogle ledninger op til mit hjerte, og så blev der lavet små forbrændinger rundt om det sted, hvor blodåren går ind på hjertet.

Det må man godt nok tage hatten af for, det er jo helt vildt. Hold kæft, det er flot, og jeg har ikke mærket det siden. De satte også en pacemaker ind, men den kunne de godt have sparet, for den har aldrig været i brug.

Hvordan oplevede du det, at du døde?

Jeg mærkede en uendelig fred og var egentlig lidt ked af at blive kaldt tilbage. Mens jeg lå på båren, råbte folk, at jeg skulle sige mit navn, og det irriterede mig:

”Kan I ikke stoppe, jeg har det lige så godt?!”

Men jeg er godt opdraget, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte svare. Umiddelbart efter hørte jeg én sige:

”Jeg tror, vi har ham.”

Og så blev jeg levende igen.

Så du dig selv oppefra, sådan som man har hørt om?

Nej, det var mere, at jeg mærkede fred og blødhed. En tilstand, der var så dyb og behagelig, så rar. Det skal man ikke være bange for, hvis det er på den måde, man engang skal dø. Lægerne sagde efterfølgende til mig, at jeg måtte forvente at rende ind i en depression.

Det ser man tit efter sådan en oplevelse. Jeg skulle i hvert fald tage et halvt år, hvor jeg skulle slappe af og ikke foretage mig noget.

Det kan godt være, at det er det rigtige for nogle, men hvis jeg skulle have sat seks måneder af til at gruble over, hvad der var sket, var jeg da først blevet deprimeret. Jeg var også midt i en turné, så jeg kunne ikke bare tage hjem til Hundelev, det ville jeg ikke.

Vi havde allerede aflyst en række koncerter, Tess havde været ude i offentligheden og sige, at jeg havde haft lungebetændelse. Det var klogt af ham. Hvis folk hørte, at jeg havde været død, havde det taget al fokus, og det gad jeg ikke. Lungebetændelse, derimod, spørger man ikke ind til. Det er alt for kedeligt. Så tolv dage efter hjertestoppet stod jeg på scenen igen. Det var det rigtige for mig at gøre.

Fordi du følte dig forpligtiget over for publikum?

Det er en del af mit liv at overholde de aftaler, jeg laver. Både hvis jeg har skrevet en kontrakt om at komme ud at spille, og endnu mere hvis det er en mundtlig aftale. Aftaler skal overholdes. Det er ikke en del af mit liv at løbe fra noget.

Men noget kunne jo komme i vejen, døden, for eksempel?

Det gjorde den også. I tolv dage.

Hvordan kunne du overhovedet optræde med brækkede ribben?

Jeg havde Signe Svendsen og Christian Alvad med på turnéen. De støttede mig inde bag tæppet, så jeg kunne nøjes med at gå de sidste tre meter hen til en taburet. Vi fortsatte bare, hvor vi slap.
Den første aften håbede jeg, at et eller andet ville åbenbare sig for mig.

Og det hele kom bare til mig, situationen og tilliden til, at det hele nok skulle gå. Velværet ved at være der. Jeg kunne med det samme mærke, at det hele kørte igen – jeg kunne snakke med publikum, kontakten var der. Min tillid til dem, deres tillid til mig. Det var så godt, og jeg blev så glad.

Jeg tror ikke, at der var nogen blandt publikum, der mærkede noget.

Hvordan var det at komme tilbage på scenen?

Det var som at komme hjem igen. Det er mit liv at optræde og at underholde. Fortælle historier. Hvis jeg skulle vælge det fra, ville jeg også vælge mit liv fra.

Historier er som næring. Det er lidt på samme måde, som hvis du får et godt måltid eller lytter til god musik. Historier giver lysere og stærkere farver i mig. Det kan være, du er pissesur, fordi din bil er i stykker – ikke nok med, at du punkterer, køleren er også utæt. Men hvis du sætter dig ned og lytter til en god fortælling eller noget god musik, så ender du med at tænke, at nå ja, det er jo også bare et dæk og en køler.

Forleden kørte jeg til Sjælland i Gittes Ford Ka, fordi min egen bil, som jeg holder meget af, er på værksted. Det er virkelig en lang tur, når man sidder krøllet helt sammen, det er skidevarmt, og man har lidt krampe i venstre ben. Og i røven.

Men så laver vi en dejlig koncert, og alle er glade, og så indser man, at sådan en biltur jo egentlig er ligegyldig. Man sidder bare lidt ubekvemt. Jamen, herreste gud.

Du får et nyt perspektiv?

Ja, det løfter én op. Det giver en form for renselse. Man kommer ud i hjørnerne og finder ud af at skille det væsentlige fra det uvæsentlige.

Gav dit hjertestop dig også det – et nyt perspektiv?

Det har givet mig et overblik på en måde. Min tanke er blevet mere fri og elastisk. Jeg er blevet mindre bekymret, uden at det dog er kammet over i lalleglæde. Jeg bekymrer mig for tendensen til mindre solidaritet mennesker imellem, jeg bekymrer mig for min familie.

Jeg bekymrer mig over troen på, at flere våben og soldater er løsningen på noget som helst, og jeg bekymrer mig for vores handlingslammelse i forbindelse med klimaet. Men jeg tror på, at vi har en fremtid.

Det lyder, som om du har fundet en ro?

Jeg har øvet mig i at tænke mit eget liv til ende. Det er ikke længere ubekvemt – tanken om at ende et sted med en duft af medicin og pis bekymrer mig ikke. Når der ikke er mere liv tilbage, så er vi fri, væk. Så må andre køre videre.

Du er ikke bange for døden?

Nej, for jeg tænker min egen død igennem mindst én gang dagligt. Og jeg tænker den helt til ende. Jeg forestiller mig, at mit liv hører op, at jeg ligger et sted og ikke længere kan trække vejret. Det er virkelig ubehageligt, første gang man gør det. Man kan næsten ikke leve med det.

Derfor skal man blive ved, for til sidst kan man håndtere det og acceptere tanken om, at livet lige så stille holder op. Det er en måde at sætte sig selv fri på, synes jeg, når man kan acceptere, at vi er som planter, der visner, får dobbelthager, taber bladene og dør.

Har du fortalt om din egen død fra scenen?

Det er ikke en hemmelighed, at jeg var hinsides i atten minutter, inden jeg blev genoplivet af Tess, men længere er den heller ikke. For mig ville det føles dybt patetisk, hvis jeg begyndte at optræde med egne helbredsproblemer. Så skulle jeg nok finde et andet job.

Men jeg taler gerne om døden fra scenen. Den er en uundgåelig del af vores fælles skæbne, og vi har generelt vanskeligt ved at tale om den, og det gør døden til et oplagt emne for mig. Vi har ingen problemer med at tale om fødslen, det er bare i den modsatte ende af livet.

Hvis vi kunne befri os for angsten og usikkerheden over for døden – hold op, hvor kunne vi leve! Jeg mener, at vi skal leve, som om vi aldrig skal dø, og det glæder mig, når gamle mænd planter små egetræer. De vil aldrig se dem gro op, men andre vil.

Har oplevelsen også betydet noget for dig som historiefortæller?

For mig er historiefortælling ikke noget, der er løsrevet fra resten af mit liv. Det er lyden af den måde, jeg lever på, den måde, jeg omgås mennesker på. Jeg har ikke valgt at fortælle historier. Det er noget, der har valgt mig, føler jeg, for jeg har altid fortalt historier. Gradvist er det blevet en form for håndværk, som jeg bruger overalt i min tilværelse – uafhængigt af mit job.

Når jeg optræder, kræver jeg altid af mig selv, at det skal handle om noget. Der skal være en bund i det. På min seneste tour har jeg været lidt mere alvorlig med de emner, jeg har taget op, og lidt mindre tø-hø end normalt. Det har jeg haft det rigtigt godt med. Men jeg har mødt folk, der har sagt, at de plejer at grine noget mere.

”Nå,” kan jeg så svare, ”sådan er det ikke lige nu.”

Jeg synes, at tiden kalder på, at vi forholder os mere alvorligt til vores fælles liv. Det er at snyde, hvis jeg skøjter let hen over alvoren bare for at få folk til at grine. Jeg kan godt lide at få folk til at grine, men det er ikke nok.

Men trods alt vigtigt?

Vi må ikke glemme humoren, og jeg skal også hele tiden huske på, at der på min kontrakt står, at jeg skal underholde, ikke prædike. Når man griner, kan man komme videre, for så er alle parader nede, og så kan vi nå hinanden. Det gør vi ikke, når vi er forbitrede. Så trænger vi ikke ind til hinanden med de historier, vi gerne vil fortælle.

For mig er humor en væsentlig del af det at fortælle historier. Humor er mange ting, og jeg har faktisk mødt folk, der har studeret det på universitetet. De har dissekeret det sønder og sammen, så man tænkte, at det ikke har noget med sagen at gøre.

Hold kæft, de var ikke ret sjove, de mennesker – og man kan faktisk ikke lade være med at omfatte dem med stor humor. Jeg har altid haft det svært med folk, der vil tale meget om humor.

Hvorfor det – du kan vel tale om humor, ligesom du kan tale om død og kærlighed?

Man kan ikke rigtigt sætte en definition på det. Humor er et overskudsfænomen, og for mig handler humor om at acceptere, at vi alle sammen er hinandens klovne. Livet er fyldt med klovne, der går rundt og er lige så tåbelige som os andre. Vi skal forstå, at vi alle sammen er ufrivilligt morsomme.

Vi må gerne grine af de andre, og de andre må også gerne grine af os. For vi er alle sammen sjove, vi er edderrødme sjove. Tag nu for eksempel vores selvhøjtidelighed. Det er sjovt at iagttage folk, som ikke føler sig iagttaget. Dem, der glemmer at holde maven inde. Det kan jeg godt lide.

Vi kender alle de to klassiske cirkusklovne: den hvide klovn og August med de store sko. Den hvide klovn har fint sminkede øjenbryn, nogle gange har han endda en skønhedsplet på kinden. Han er altid elegant klædt i et kostume med pailletter og har en lille og spids hvid hat på, mens han spiller O, mein Papa på trompet.

Han er selvhøjtidelig, selvoptaget og bedrevidende, og altid skal han rette på den kluntede August, der kommer galt afsted. Vi bliver irriterede på den hvide klovn, der skælder den uheldige August ud, og vi griner, når den hvide klovn selv ender med narrehatten på. Hvilket han gør hver gang. Klovnene er to stereotyper, men de er også drama – et billede på humor og ingen humor.

Vi skal alle sammen være villige til at påtage os rollen som den hvide klovn. Den ufrivilligt morsomme. Selvironien er for mig den ædleste form for humor. Det er det, jeg kalder stor humor. Det er vigtigt at kunne se sig selv udefra.

Jeg ser humor som en gave. Den er lidt frisk luft omkring problemerne. Den er en stødpude. Man risikerer ikke ret nemt at gå psykisk i stykker, hvis man har lidt humor til at afbøde stødene. Jo mere regelrette vi er, jo mere vi stræber efter at opfylde tidens krav og har de håndsyede underbukser lige i røven, des sjovere er det, når vi fejler og rammer ved siden af skiven.

Det må vi lære at acceptere, ellers bliver vi ynkelige og ensomme.

Man kan selvfølgelig ikke sige til et sønderslået menneske, at han eller hun skal anskaffe sig et kilo humor, for så går det hele meget nemmere. Humor er ikke som Rexona, som du bare kan tage af eller på. Det er noget, du har med dig fra din opvækst, hvor den har boblet i dit blod – måske af overskud, måske af nød og trang, måske af begge dele. Man kan sikkert også arve anlæg for det. Den kan bare ikke købes.

Er du god til at være selvironisk?

Den bedste …

Hvordan?

Jeg har ikke noget imod at udlevere mig selv. Forleden stod jeg på et overfyldt apotek og ventede. En kvinde kom ind og fik øje på mig. Hun vinkede ekstatisk og smilede. Jeg genkendte hende ikke, men vinkede tilbage. Så gik hun vinkende imod mig – og forbi mig og gav et stort kram til en ung mand, der stod lige bag mig. Hvor mange der så det, ved jeg ikke, men jeg grinede hele vejen hjem.

Er du kommet mere helskindet gennem dit liv ved at bruge humor?

Det tror jeg, men jeg kan ikke vide det. Jeg bruger ikke humor bevidst, det er en del af min måde at være på. Om det har noget med humor at gøre, ved jeg ikke, men jeg ærgrer mig forholdsvist lidt. Hvis jeg har haft et økonomisk tab, tænker jeg:

”Godt det kun er penge, og at ingen kom til skade.” I svage stunder kan jeg alligevel godt få lidt ondt af mig selv, økonomien kan altså være frygtelig træls at forholde sig til. Man kan tænke tanken, helt stakåndet, at ”det her, det har jeg simpelthen ikke fortjent”.

Så ringer jeg til en kammerat:

”Jeg har simpelthen så ondt af mig selv lige nu,” kan jeg så sige. Og så kan han svare:

”Det der er ingenting. Så skal du vide, hvor ondt jeg havde af mig selv i går.”

”Ikke så ondt, som jeg har.”

”Jo, det kan du tro.”

Så udstøder vi begge et fuldtonet tø-hø.

Selvmedlidenhed er noget af sjoveste, jeg bruger tit fænomenet fra scenen. Vores problemer handler som regel bare om, at vi er blevet gamle. Alderdommen kræver, at Gud har givet én lidt humor med på rejsen.

Hvad er det sværeste ved alderdommen?

Det er nok at vænne sig til den tiltagende transparens. Man bliver usynlig, gennemsigtig. Hvor tit har man ikke hørt en gammel, usynlig mand stædigt insistere på at fortælle om sit liv, sit levnedsløb. Det er så smerteligt, at det er morsomt, og ingen gider høre det.

Lægger du aldrig humoren fra dig?

I det daglige tror jeg faktisk, at de fleste oplever mig som ret alvorlig. Hvis noget fortjener alvor, så får det alvor. Hvis noget fortjener pjat, så får det pjat. Jeg føler mig hjemme i begge lejre. Jeg accepterer, der er sager, der er så vigtige, at de godt må være kedelige.

Det, der derimod er mindre vigtigt, men dog kedeligt, føler jeg mig provokeret af. Så kan jeg godt verbalt sabotere det for at se, om der er liv: Skal jeg til et møde med meget alvorlige mennesker, der tager sig selv meget højtideligt – mennesker, der er bange for, at de ikke er gode nok – er jeg nødt til at have en ekstra dimension med for overhovedet at kunne holde sådan et dødssygt møde ud.

Det er tit møder, der handler om tal. Mens folk diskuterer regnskaber og budgetter, som jo egentlig er alvorlige nok, er jeg mentalt et helt andet sted. Når nogen begynder at slikke kælent på tallene og se lystent frem mod næste punkt, hvor der skal arbejdes med procenter, kæmper jeg mig til overfladen for at få luft.

Jeg skyder et par muntre, men malplacerede bemærkninger ind. Det er sikkert temmelig anstrengende for nogle, men jeg får det meget bedre.

Fortæller du så en joke?

Jokes og vittigheder er humorens krykker. Gastronomiens cowboytoast, pizzaernes Hawaii. Vittigheder får os til at udstøde lyde i halsen, men de berører os ikke, og det er heller ikke deres hensigt.

Så en vittighed med ”Der var tre sømænd og en nonne …”

Jeg skulle lige til at nævne sømanden og nonnen, men jeg afstod af ren pli.

Risikerer du ikke at skabe en form for distance, når du insisterer på at være morsom?

Det synes jeg faktisk ikke, at jeg gør. Ironi skaber distance, og lige præcis ironien finder jeg svært utiltalende. Så er det, fordi man ikke har andet, man kan finde frem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til, når jeg støder på mennesker, der er ironiske.

Det kan man godt møde i medieverdenen. De bruger det som et skjold, men jeg vil hellere se, hvem de er. De tør bare ikke. Jeg tror, det handler om, at de føler sig utrygge – de ved ikke, om den måde, de er på, rækker. Om det er nok.

Så føler de sig fristet af at tale nedladende over for dem, der ser DK4 på tv. De tror, at vi så tilhører den samme klub, hvad vi i øvrigt sjældent gør. Jeg tænker altid: ”Var du virkelig nødt til at sige det?”
Kommer du aldrig galt afsted med at bruge humor?

Det har helt sikkert bragt mig i mange vanskeligheder. Særligt som barn, men også som voksen. Nogle gange rækker humoren ikke, og så kan folk gå i vrede fra mine shows. Det er gerne, hvis jeg siger noget om indvandrerpolitikken. Det kan tænde folk. Så kan jeg stå med al mit gode humør oppe på scenen.
Historier og humor har altid været en del af dit liv.

Hvordan har du det med at kigge tilbage på det?

Min tilværelse har generelt vendt meget lidt bagud. Men jeg kan godt se, at mine rødder har haft en indflydelse. Man kan jo heller ikke påstå, at rødderne på en mælkebøtte ingen betydning har.

Mit liv har altid forekommet mig kaotisk og tilfældigt, ligesom en billardkugle, man støder til, men jeg har altid været tryg ved at se ind i kaos. Lige fra jeg var barn, har jeg altid vidst, at det hele nok skal gå – bare ikke hvordan.




Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann: Når vi ånder i takt

Historiefortælling har lige fra barndommen haft en særlig betydning for Niels Hausgaard, og gennem et halvt århundrede har han underholdt med historier på sin helt egen facon.

Sammen med journalist Dorthe Løwendahl Bomann udforsker han historiefortællingens betydning for mennesker, og hvorfor nogle historier er bedre end andre.

“Vi skal fortælle historier, finde vores fælles materiale. Når vi tør blotte os, være selvironiske og forlade tomgangssnakken, viser vi hinanden tillid, så berører vi hinanden. Og så ånder vi i takt.”, siger Hausgaard og deler ud af historier fra sit eget lange liv.

Du kan købe Når vi ånder i takt online fx hos Bog&idé eller i nærmeste boghandel.