Fiktion Franske krimiforfattere Guillaume Musso Krimi Læseprøve og uddrag

Guillaume Musso aktuel med ny forrygende krimi. Læs de 3 første kapitler af Den ukendte kvinde fra Seinen her

Guillaume Musso

Den ukendte kvinde fra Seinen er en vaskeægte hæsblæsende Guillaume Musso-krimi om forbyttede identiteter og en mystisk kult.


En tåget decembernat bliver en ung, nøgen kvinde fisket op af Seinen. Hun lever, men kan ikke huske, hvem hun er. Modvilligt lader hun sig bringe på hospitalet, men kun få timer efter stikker hun af.

En DNA-analyse viser, at kvinden er den berømte pianist Milena Bergman. Men det er umuligt, for Milena døde i et flystyrt over et år tidligere.

LÆS OGSÅ: Rækkefølgen på Guillaume Mussos fantastiske krimier

Roxane Montchrestien er inspektør hos det parisiske politis Kontor for Særlige Sager. Hun bliver besat af sagen og det umulige spørgsmål: Hvordan kan man på én gang være død og i live? Sammen med Milenas tidligere forlovede, Raphaël, indleder hun en menneskejagt gennem Paris, fuld af mysterier, løgne og intriger.

Guillaume Musso skriver bøger, der er umulige at lægge fra sig. Nu er han aktuel med spændingsromanen Den ukendte kvinde fra Seinen. Mussos romaner er oversat til 42 sprog, adskillige er filmatiseret, og i 2022 var han for 11. år i træk Frankrigs bedst sælgende forfatter.

Læs de tre første kapitler af Den ukendte kvinde fra Seinen herunder:




Den ukendte kvinde fra Seinen

Guillaume Musso


1.

Paris.

“Denne gang har du bragt os alle sammen i fare, Roxane – politienheden, dine kollegaer, mig …”

Den civile politibil havde netop forladt Avenue de la Grande Armée og var nået ind på Place de l’Étoile. Det var første gang, stabschef Sorbier åbnede munden, siden de havde forladt Nanterre. Med hænderne klemt fast om rattet fortsatte politibetjenten sine bebrejdelser i et alvorligt tonefald.

“Hvis pressen i nuværende situation finder ud af, hvad det er, du har gjort, vil selv politikommissær Charbonnel være i fare for at ryge.”

Roxane Montchrestien sad tavs ved siden af ham og så ud ad sideruden, der var stribet af regnen. Paris lå trist og ildevarslende under en lav, grå himmel, og siden månedens begyndelse havde dagene været uden lys. Fugtigheden havde bredt sig til bilens indre. Roxane lænede sig frem for at skrue helt op for blæseren og kneb øjnene sammen.

Triumfbuens tunge og spøgelsesagtige masse kunne knap nok anes i den tætte regn. De triste omgivelser fik hende til at tænke på demonstrationen den lørdag, hvor den mest voldsparate gren af De Gule Veste havde hærget det parisiske monument.

Nyheden om den folkelige opstand var gået verden rundt og havde båret yderligere ved til den giftige stemning, som forpestede landet. Siden da havde situationen ikke forbedret sig.

“Du har kort sagt bragt os alle i en lortesituation,” sluttede Sorbier af og satte bilen i lavere gear for at dreje ned ad Avenue Marceau.

I sædet ved siden af sad Roxane og tog imod bebrejdelserne uden så meget som at overveje at sige noget til sit forsvar. Hun respekterede sin overordnede, stabschef Sorbier, som var leder af PPF, Politienheden for Personer på Flugt.

Det var hende, som havde skabt problemerne. I flere måneder havde hun bevæget sig gennem en tunnel uden ende. Hun gned øjnene og rullede sideruden ned. Ved kontakten med den kolde luft fik hun fornemmelsen af, at den gav hende energien tilbage og fremkaldte en velgørende erkendelse:

Hendes skæbne ville for fremtiden forme sig uden for det nationale politikorps.

“Jeg indgiver min afskedsbegæring, chef,” sagde hun og rettede sig op i sædet. “Det er det bedste for alle parter.”

Roxane følte en vis lettelse ved at sige disse ord. Hun, som altid havde levet for sit arbejde, befandt sig nu i en situation, hvor hun var ude af stand til at udføre det ordentligt. Som hos mange af hendes kollegaer var hendes følelse af uro blevet til ren fortvivlelse. I Frankrig, nærmere bestemt i Paris-området, var hadet mod politiet blevet mærkbart. Overalt.

“DRÆB JER SELV! DRÆB JER SELV!”

Hun kom til at tænke på de afskyelige slagord, som folk råbte efter politibetjentene under demonstrationerne. Så er det nu, tænkte hun, mens hun indåndede flere mundfulde forurenet luft. Det er nu, jeg skal forlade tjenesten.

En dødsensfarlig kædereaktion havde sat sig i bevægelse, som havde fået folk til at hade dem, hvis opgave det var at beskytte dem. Folk lavede fælder for politiet i ghettoerne, de belejrede politistationerne, lynchede betjente til demonstrationerne og skød efter dem med fyrværkeri midt i Paris.

Deres børn gik i skole knuget af angst, deres familier gik i opløsning, og lørdag efter lørdag, demonstration efter demonstration blev de i medierne med slet skjult fornøjelse fremstillet som nazister.

“DRÆB JER SELV! DRÆB JER SELV!”

Det er nu, jeg skal forlade tjenesten. Hun var heldig med ikke at have nogen forpligtelser. Ikke noget lån at tilbagebetale, ikke noget barn at opfostre eller noget børnebidrag at betale. Hun ville ikke bare forlade politiet, men også dette sygelige land. Hun ville finde sig en afsondret, men ikke alt for afsidesliggende klippe, hvorfra hun med sorg i hjertet kunne se på, mens alting gik op i flammer.

“Du får min opsigelse allerede i aften,” sagde hun. Sorbier rystede på hovedet.

“Glem det, Roxane. Du kommer ikke til at slippe så let!”

De kørte nu langs med Seinen i retning af Place de la Concorde. For første gang skjulte Roxane ikke sit dårlige humør.

“Kan jeg i det mindste få at vide, hvor du kører mig hen?” “Jeg tager dig ud på græs.”

Udtrykket fik hende næsten til at smile. Hun så for sig det grønne landskab, forestillede sig en let brise, marker, så langt øjet rakte, det modne korn i solskinnet, lyden af køernes klokker. Meget langt væk fra hverdagens realiteter i Paris – en sygdomsbefængt, beskidt og hensygnende by med en tung sky af forurening og en allestedsnærværende trist stemning hængende over sig.

Sorbier ventede, til han var midt på Pont de la Concorde, før han forklarede, hvad han havde i tankerne.

“Planen er følgende, Roxane: Charbonnel har fundet et stille arbejde til dig, så ingen hverken hører eller ser noget til dig i et par måneder.”

“Så jeg bliver forflyttet, skal det forstås sådan?” “Midlertidigt, ja.”

François Charbonnel var divisionspolitikommissær hos Centralkontoret for Organiseret Kriminalitet, der udgjorde den overordnede struktur, som PPF var en del af.

“Og min efterforskningsgruppe?”

“Politiassistent Botsaris tager over i den mellemliggende periode. Du får mulighed for at komme på fode igen. Hvis du bagefter stadig føler for det, kan du droppe os.”

Roxane tog hånden op til det øverste af brystet, som et surt opstød havde sat i brand.
“Hvad er denne nye udnævnelse nærmere bestemt?”


2.


“Har du nogensinde hørt om KSS?” “Nej.”

“Det havde jeg oprigtig talt heller ikke før her til formiddag.”

Sorbier var i det mindste så ærlig, at han ikke forsøgte at få sit forslag til at lyde bedre, end det var.
Vinduesviskerne arbejdede ihærdigt på at holde trit med regnen, som piskede ned over forruden. De nåede over på venstre Seinebred, og bilen blev opslugt af trafikpropperne, som lammede Boulevard Saint-Germain.

“Kontoret for Særlige Sager blev oprettet under Pompidou i 1971,” forklarede stabschefen. “Det er direkte underlagt Politipræfekturet. I begyndelsen havde enheden til opgave at efterforske de noget særlige sager, som Kriminalpolitiet ikke kunne give rationelle forklaringer på.”

“Hvad mener du med ‘særlige sager’?”

“Alle de sager, der har med overnaturlige fænomener at gøre.” “Seriøst?”

“Ja, men man er nødt til at se tingene i forhold til den tids kontekst,” forklarede Sorbier.

“Samfundet var ved at opdage det, man kaldte ‘magisk realisme’. Man begyndte at studere visse områder, der lå uden for den etablerede videnskab, folk var vildt optagede af ufoer, Den fantastiske virkelighed gik som varmt brød hos boghandlerne, Undersøgelses- og Oplysningscentret om Uidentificerede Rumfænomener stod for at åbne i Toulouse …”

“Hvorfor er der ingen, som har hørt om det?”

Roxanes overordnede trak på skuldrene.

“Enheden er omtalt i nogle avisartikler fra dengang. Den havde i slutningen af halvfjerdserne og i firserne omkring ti personer tilknyttet. Men socialisternes magtovertagelse og samfundsudviklingen medførte ændringer for enheden, der i tiden efter i højere grad blev brugt som sted til opbevaring af betjente, som havde fået nogle ridser i lakken, eller som var kommet i vanskeligheder på grund af en bommert.”

Roxane havde hørt om centeret Le Courbat i Touraine, som var skabt af Sikkerhedspolitiet til de politibetjente, der led af depressioner, var alkoholiserede eller udbrændte, men hun havde aldrig før hørt om det sted, Sorbier talte om.

“Med tiden flyttede KSS, og kontorets aktive mandskab svandt lidt efter lidt ind, som sne, der smelter i solen. I dag udgør det ikke andet end en enkel post i budgettet, som vil blive sløjfet fra juni måned. Altså bliver du nok den sidste politibetjent til at udfylde den stilling.”

“Kunne du ikke have fundet et andet sted, hvor jeg kunne lægge mig hen at dø?”

Sorbier lod ikke hendes kommentar gå ubemærket hen.

“Jeg tror ikke rigtig, det er noget, du selv kan bestemme, Roxane. Og for en, der for fem minutter siden ville tage sin afsked, forekommer du mig en smule prikken.”

Stabschefen var netop drejet til højre ind ad Rue du Bac. Roxane rullede vinduet helt ned. Rue de Grenelle og videre ad Rue de Verneuil og Rue de Varenne … Saint-Thomas-d’Aquin-kvarteret var det område, hun var vokset op i. Hun havde gået i skole lige i nærheden, i Saint-Clothilde-skolen.

Hendes far, som var militærmand, havde arbejdet i Krigsministeriet i Hôtel de Brienne. Familien havde boet i Rue Casimir-Perier. Saint-Thomas-d’Aquin-kvarteret var som Saint-Germain-des-Prés, men uden turister og folk, der kom for at blive set.

Det var uventet for hende at være tilbage i dag. Vage, men beroligende minder dukkede frem. Et parketgulv i versaillesstil, som var blevet stribet af solen, hvidt stuk med akantusblade, klimprende toner fra et gammelt Steinway, en bronzeskulptur af en kat, som stod oprejst som en butler og syntes at betragte en hånligt oppe fra kaminhylden.

En hidsig dytten fra en taxachauffør bragte hende tilbage til virkeligheden.

“Hvor mange personer får jeg i mit team?”

“Ikke nogen. Som jeg sagde, har kontoret kørt på pumperne i årevis. I de sidste måneder har der kun været en person på posten, politikommissær Marc Batailley.”

Roxane rynkede panden. Navnet sagde hende noget, men hun var ude at stand til at bestemme det nærmere. Sorbier opfriskede hendes hukommelse.

“Batailley er tidligere chef i Kriminalpolitiet. Han havde sin storhedstid i halvfemserne, da det efterforskningsteam, han ledede i Marseille, fik identificeret og arresteret ‘Havemanden’, en af de første seriemordere i Frankrig.”

“Havemanden?”

“Fyren klippede alt, der stak ud på sine ofre, af med beskæresaks: fingre, tæer, ører, penis …”

“Meget originalt.”

“Efter den store triumf lykkedes det Batailley at blive forflyttet til Kriminalpolitiets afdeling i Paris, men han indfriede aldrig de forventninger, man havde til ham. Jeg tror, at det skyldtes problemer i familien. Han mistede et barn, og hans ægteskab gik i stykker. De sidste år af hans karriere var noget svingende på grund af et svigtende helbred, hvilket var grunden til, at han blev overflyttet til KSS.”

“Er han gået på pension?”

“Ikke endnu, men han havde et alvorligt hjertetilfælde i nat. Det var, da han hørte det, Charbonnel trak i trådene for at få dig gemt af vejen i den stilling.”

Sorbier slog katastrofeblinket til, før han parkerede bilen foran hegnet ind til Square des Missions-Étrangères. Det var holdt op med at regne. Roxane steg hurtigt ud af bilen. Fugten var overalt, i hendes tøj, hendes hår og hendes hjerne. Sorbier steg også ud, lænede sig op ad kølerhjelmen og tændte en cigaret.

Det var begyndt at blæse op. Endelig kunne man trække vejret. Et lille stykke af en svagt blå himmel åbnede sig oven over parken. Børnene var allerede tilbage og brød ud i glædesråb, mens de kastede sig over vippen og rutsjebanen.

Roxane havde barndomsminder fra stedet. Jordbær-vaniljeis fra isboden, besøgene med hendes mor i Le Bon Marché og i Conran Shop, Romain Garys lejlighed et stykke derfra, hvor hun, dengang hun skulle op i fransk til studentereksamen, gik nysgerrigt forbi og altid lurede ind ad ejendommens fordør, hvis den stod åben, i håbet om at møde Romain, Jean og Diegos genfærd.

“Her er dit kontor,” meddelte Sorbier og pegede op i luften.

Roxane kiggede op. Først forstod hun ikke, hvad hendes overordnede hentydede til, men så fik hun øje på noget, der mindede om et vagttårn med et ur øverst oppe. Et tårn tilbagetrukket fra gaden, som hun aldrig tidligere havde lagt mærke til, og som ragede op over de omkringliggende bygninger.

“Bygningen er fra tyverne,” begyndte Sorbier i en lidt docerende tone.

“Den blev bygget som afdeling af Le Bon Marché og er tegnet af arkitekten Louis-Hippolyte Boileau. Den er fra det tidspunkt, hvor stormagasinet udvidede med etableringen af en fødevareafdeling. Politipræfekturet overtog stedet i begyndelsen af halvfemserne, men staten har netop sat bygningen til salg.”

Roxane gik hen mod den store blåmalede indgangsport.

“Jeg kører igen,” sagde Sorbier og rakte hende et bundt nøgler. “Og husk nu, for guds skyld, ingen dumheder, Roxane.”

“Har du koden til porten?”

“301207 – datoen for etableringen af Tigerkorpset. Efterfulgt af K som Korps.”

“Eller som i Kontoret for Særlige Sager,” bemærkede hun.

“Jeg håber, at vi er helt enige om det her, Roxane. Sørg for at holde lav profil. Vi vil ikke altid være der til at rage dine kastanjer ud af ilden.”


3.


Hvis tårnet ude fra gaden ikke gjorde synderligt væsen af sig, virkede det majestætisk og storslået, så snart man kom ind ad porten. For enden af en lille gård beplantet med træer knejsede det smukt mellem to kedelige bygninger. De mægtige urskiver oppe i toppen fik tårnet til at virke højere og plantede det solidt i himlen over Paris. En hel lille fæstning midt i det 7. arrondissement.

Roxane gik hen over brostenene, til hun nåede til “fyrtårnets” indgang, hvor en højrød scooter stod parkeret. Med en af de nøgler, hun havde fået af Sorbier, låste hun den massive indgangsdør i lakeret træ op. Indenfor blev hele klokketårnet gennemstrømmet af lys.

Lyset strømmede ind ad vinduerne som i en kirke og fyldte de tre etager med et varmt skær. Stueetagen slog tonen an: røde mursten, egetræsparket, en metalkonstruktion med nittede jernbjælker i Gustave Eiffel-stil.

En vindeltrappe i smedejern strakte sig op gennem hele bygningen og forbandt de fire etager. Roxane gik op ad trinnene med blikket rettet mod toppen. Hun følte sig godt tilpas. Varmesystemet brummede. Nogle toner fra et klaver kunne høres oppe fra toppen af tårnet. Impromptus af Schubert. Musik, hun havde hørt i sin barndom.

Hun nåede op på første repos. Etagen var delt i to. Til den ene side var der et utal af metalskabe og hylder, som gik fra gulv til loft, arkivkasser, en fax og tilmed en minitel. Til den anden side var der et tekøkken med en rå træbordplade, og bag det et badeværelse.

Ved siden af en fotokopimaskine blev et juletræ med gammeldags pynt bevogtet af en stor sibirisk kat, som lå og slængede sig på en seng af papirer. Da hankatten fik øje på Roxane, mjavede den og flygtede op på etagen ovenover.

“Kom her, mis.”

Politibetjenten løb efter den op ad trappen og bøjede sig ned for at klø dyret på maven. Katten var kraftigt bygget og havde en skinnende sølvfarvet pels og et hoved som en kat i en tegnefilm.

“Den hedder Putin,” sagde en stemme bag hende.

Overrasket vendte Roxane sig om og lagde hånden på sin Glock, som var gemt væk i sit hylster. Der stod en ung kvinde tæt ved vinduet på reposen på anden sal. Femogtyve år, afrohår, mørk hud, et smaragdgrønt blik bag hornbriller, et strålende smil og mellemrum mellem fortænderne.

“Hvem fanden er du?” sagde Roxane vredt.

“Valentine Diakité,” præsenterede den anden kvinde sig med rolig stemme. “Jeg er studerende på Sorbonne.”

“Hvad laver du her?”

“Jeg arbejder på min ph.d. om Kontoret for Særlige Sager.” Roxanne sukkede.

“Og hvorfor giver det dig tilladelse til at opholde dig her?”

“Jeg har fået tilladelse af politikommissær Batailley. Jeg har brugt seks måneder på at sortere og bringe orden i alle sagsmapperne. Du skulle have set, hvordan arkivet så ud før. Et stort rod!”

Roxane så den ph.d.-studerende gå rundt mellem kasserne, som om hun var en prinsesse i sit palads. Med sine sorte strømpebukser, sin fløjlsnederdel, rullekravesweater og sine brune læderstøvler fik hun Roxane til at tænke på en moderne udgave af Emma Peel.

“Og hvem er du?”

“Politiet, politikommissær Roxane Montchrestien.”

“Er det dig, som skal tage over efter Marc Batailley?” “Sådan kan man godt udtrykke det.”

“Har du nyt om hans tilstand?”

“Nej.”

“Stakkels mand. Det er frygteligt, det, han har været ude for. Jeg har ikke kunnet tænke på andet siden i morges. Det var mig, som fandt ham, da jeg mødte ind.”

“Så det var her, han fik sit hjerteslag?”

“Jeg tror ikke, det var et hjerteslag, jeg tror, at han faldt på trappen,” sagde hun og pegede på den snoede metalkonstruktion. “Det er superlet at snuble.”

Roxane forlod den unge kvinde og gik op til den øverste etage. Der lå Batailleys kontor. Det var et besynderligt sted: mindst seks meter til loftet, der blev båret af sammennittede metalbjælker, en stor chesterfieldsofa, et prægtigt egetræsskrivebord i Jean Prouvé-stil.

Indretningen og de røde mursten gav stedet en atmosfære, der var som en blanding af en engelsk klub og et newyorkerloft. Men det var først og fremmest udsigten, man lagde mærke til, for man havde en svimlende smuk panoramaudsigt ud over Paris.

Mod vest Eiffeltårnet og Invalidedomen, mod nord Montmartre og Sacré-Cœur, mod syd Luxembourghaven og det skrækkelige Tour Montparnasse og mod øst Notre Dame, som stadig var ødelagt.

Man fik en berusende følelse af at svæve hen over verden, at være på afstand af den og undslippe dens vanvid.




Guillaume Musso: Den ukendte kvinde fra Seinen

Nu kommer endelig en ny roman fra spændingens mester, Guillaume Musso. Det er ikke uden grund af Musso er Frankrigs bedstsælgende forfatter. Han leverer nemlig hæsblæsende spænding fyldt med plot twists som garanterer underholdning til sidste side.

I denne roman reddes en ung, nøgen kvinde op af Seinen. Hun lever, men kan ikke huske, hvem hun er. Hun bringes på hospitalet, men få timer senere stikker hun af. En DNA-analyse viser, at kvinden er den berømte pianist, Milena Bergman. Men det er umuligt, for Milena døde i et flystyrt et år tidligere. Politiinspektør Roxane Montchrestien bliver besat af sagen og det umulige spørgsmål: Hvordan kan man være både død og i live? Sammen med Milenas tidligere forlovede, Raphaël, indleder hun en menneskejagt gennem Paris fuld af mysterier, løgne og intriger. 

Du kan købe Den ukendte kvinde fra Seinen online fx hos Saxo.com eller i din lokale boghandel.