Byttet er en udspekuleret, psykologisk thriller, der konstant får læseren til at tvivle på alt. Man tvivler på egen dømmekraft, og på hvem der har gjort hvad, og hvorfor.
Det svenske par Carl og Helene har brug for en stille ferie for at have tid til at finde hinanden igen og redde deres parforhold. Derfor har de byttet deres hjem i den stockholmske skærgård med et amerikansk par fra Californien. Men allerede da de lander i Santa Cruz, føles noget forkert.
LÆS OGSÅ: Det skulle have været den perfekte ferie. Stefan Ahnhem udforsker i den psykologiske thriller Byttet, hvor galt det kan gå når man bytter hus med fremmede
Hvorfor huskes billederne af hjemmet anderledes, end de faktisk ser ud på e-mailen? Hvad er det, Carl finder i afløbet? Hvorfor vil politiet lige pludselig tale med ham og Helene? Og måske endnu vigtigere, hvad foretager det amerikanske par sig i deres svenske hjem?
Forfatteren til Byttet, Stefan Ahnhem, er bedst kendt for Fabian Risk-serien, som er udkommet i 30 lande og har solgt mere end 2,5 millioner bøger.
Læs de to første kapitler af Byttet herunder:
Byttet
Stefan Ahnhem
Carl Wester
Santa Cruz, søndag eftermiddag, august 2019
Han slukkede mobiltelefonen og lukkede øjnene, indtil alle tal og grafer var forsvundet fra hans nethinde.
Derefter lod han blikket glide ud over Stillehavet og konstaterede, at det netop denne sene eftermiddag virkelig levede op til sit navn, som det lå der, spejlblankt, og ventede på om få timer at fuldende, om ikke verdens smukkeste, så i hvert fald verdens mest instagrammede solnedgang.
I lufthavnen, inden kufferterne overhovedet var puttet i bagagerummet, havde han straks forsikret sig om, at chaufføren ville køre ad Highway 1 i sydlig retning langs kysten. Det forlængede turen med et kvarter, men til gengæld fik han en udsigt, man umuligt kunne se sig mæt på.
Ved siden af ham, på bagsædet, var Helene allerede faldet i søvn, før de havde forladt San Francisco, og for at undgå, at hun fik ondt i nakken, havde han rullet hendes tørklæde sammen til en pude og forsigtigt skubbet det ind mellem hende og sideruden.
Det slog ham, hvor smuk hun var, ligesom Stillehavet. Det gjorde det ofte, indimellem flere gange om dagen. Hun var virkelig i en klasse for sig. Som for eksempel hendes mund. Det var den, han havde forelsket sig i, første gang han så hende. Hendes overdrevent fyldige, men mærkværdigt nok helt naturlige læber.
Sandheden var, at han efter alle disse år stadig ikke forstod, hvorfor hun havde valgt netop ham. Men måske var det, som hun sagde. Som hun altid sagde. At hun elskede ham for lige præcis den, han var.
Der havde været gange, hvor han havde tvivlet. Og deres forhold havde da også været forfulgt af kriser. Men det var dengang. De seneste måneder havde været rolige, og de havde ikke skændtes en eneste gang. Alligevel vidste han ikke helt, hvor deres forhold befandt sig nu.
Kompasnålen blev ved med at snurre rundt, og bare for at få den til at stoppe og give ham en retning havde han besluttet sig for at antage, at hun talte sandt, når hun sagde, at hun stadig elskede ham. Det måtte dette initiativ med en måneds ferie i Santa Cruz, bare de to, trods alt være et tegn på.
Hele rejsen var Helenes idé fra ende til anden. Normalt var det altid ham, eller rettere sagt hans assistent, Mirja, der holdt styr på bookningerne og sørgede for, at standarden holdt et tåleligt niveau, og at alting kørte på skinner.
Men denne gang var det Helene, der selv havde fundet huset, bestilt rejsen og stået for hele planlægningen. Hun var ikke engang gået med til at lade ham vælge et hotel med det argument, at enhver hotelsuite, hvor luksuriøs den end måtte være, ville være forbundet med arbejde.
Som svar på spørgsmålet om, hvorfor de absolut skulle rejse så langt og ikke kunne blive i Europa, havde hun sagt, at de var nødt til at komme væk og være i fred fra alt og alle, hvis de skulle have en chance for at finde tilbage til hinanden.
Jo flere tidszoner, der var mellem dem og deres hverdag, desto bedre. Og måske havde hun ret. Måske var det her, lige hvad de havde brug for.
Alene i løbet af den timelange bilrejse langs kysten havde han nået at tænke og reflektere mere, end han havde gjort siden den skæbnesvangre søndag i februar. Det var nøjagtig et halvt år siden i dag.
Et halvt år, hvor han i ren selvopholdelsesdrift var flygtet ind i sit arbejde, væk fra Helene og hendes sorg. Væk fra alt det, som i virkeligheden var hans ansvar. Så hvis en af dem stod i minus og burde være eftergivende i de kommende uger, var det ham.
Hun havde tilladt ham ét ønske angående ferieboligen. Resten havde været op til hende. Havet, havde han svaret. Hvis de absolut skulle leje et hus, ville han have udsigt og direkte adgang til havet uden først at være nødt til at krydse en trafikeret vej eller lignende.
For Helenes vedkommende var det betydeligt vigtigere, at der var en swimmingpool. Hun syntes, sand mest var til besvær, og det kunne aldrig falde hende ind at bade frivilligt i naturlige bølger.
Mærkeligt nok viste det sig, at kombinationen af swimmingpool og det at være tæt på havet var væsentlig mere usædvanligt, end man skulle tro, og efter at have støvsuget markedet var det kun lykkedes hende at finde et enkelt hus i Santa Cruz, der opfyldte netop de kriterier.
Han havde foreslået, at hun udvidede søgeområdet langs kysten mod syd, men det var for sent. Hun havde allerede forelsket sig i huset og kontaktet ejerne, der til at begynde med ikke havde været det mindste interesserede i at leje deres hjem ud til nogle vildfremmede skandinaver.
Men vanen tro havde Helene ikke taget et nej for et nej. Han kendte ingen, der var så stædig som hende, og et par uger senere var det lykkedes hende at overtale ejerne til at tilbringe sommerferien i deres hus i Stockholms skærgård, hvorefter husbyttet pludselig blev en realitet.
I forhold til arbejdet havde han lovet hende at være offline det meste af tiden og begrænse sin e-mailkorrespondance til et par enkelte gange. Noget, der ville blive vanskeligt, om ikke umuligt, da opkøbet af Stern & Ljung trak ud og stadig ikke var faldet på plads.
Og det på trods af at kontraktforhandlingerne havde været i gang i mere end et halvt år, fordi den ene mere uvedkommende detalje efter den anden var blevet ved at bremse processen.
Egentlig var det ikke så underligt, at de forhalede salget. Uanset hvordan man så på det, var det et stort prestigetab for det traditionsrige gamle ejendomsselskab, der var gået i arv gennem flere generationer og havde en omsætning tæt på det firedobbelte af hans eget selskab, Inwesters Capital.
Det var med andre ord et kontroversielt opkøb, der ville skabe en hel del bølgeskvulp i vandglasset. Ikke mindst i betragtning af, at han på trods af sine mange år i ejendomsbranchen stadig blev anset som en opkomling.
Der var dog ingen tvivl om, at det var en god forretning for begge parter. Stern & Ljungs storhedstid var forbi, og i stedet for at lide en langsom og pinefuld død med konstant røde tal på bundlinjen, kunne de sammen med hans moderne syn på, hvad en ejendomsportefølje var, vende tab til gevinst.
Det seneste, han havde hørt, inden han var nødt til at sætte telefonen på flyfunktion, var, at man endelig var nået til enighed om kontraktens mange paragraffer og tilføjelser.
Så det eneste, han i virkeligheden ventede på, var, at Ragnar Severin skulle give lyd fra sig og meddele, at blækket fra alle underskrifterne var tørt.
En besked, der burde komme når som helst, da klokken havde passeret to om natten hjemme i Stockholm.
Skulle det vise sig, at de havde brug for yderligere et par timer, var det heller ikke noget større problem. De havde stadig god tid til at offentliggøre nyheden, før børsen åbnede klokken ni. Det vigtigste var, at han sørgede for at holde så meget af arbejdet som muligt uden for Helenes synsfelt.
Dette var først og fremmest deres ferie, og det var nu, han havde chancen for at vise og overbevise hende om, at hun, på trods af alt det, de havde gjort mod hinanden og gået igennem, stadig var kvinden i hans liv.
Noget, der for hans eget vedkommende aldrig havde hersket den mindste tvivl om. I hans øjne kunne ingen måle sig med Helene. Sådan havde det været siden den aften i Stockholm for otte år siden.
Hun havde siddet et par borde fra ham sammen med sin veninde på Sturehof i det centrale Stockholm. Selv havde han været der for at fejre en ejendomshandel sammen med Ragnar og de nærmeste i teamet. Men i det sekund hun mødte hans blik, havde han glemt alt om kroner, procenter og avancer.
Nogle timer senere mødtes de i Obaren, der lå i det tilstødende lokale bag restauranten. Hendes veninde var ikke længere at se, og han havde forladt sit selskab for at byde hende på en Dark’n’stormy, hvis han ikke huskede helt forkert.
De havde snakket, men hendes udstråling havde gjort alle hans andre sanser så iltfattige, at han ikke havde hørt et eneste ord af, hvad nogen af dem sagde. Ikke før han begik den fejl at spørge, hvad hun arbejdede med.
’Er det mig eller mit arbejde, du er interesseret i?’ havde hun svaret og stillet sit glas fra sig.
’Snart spørger du vel også om, hvor meget jeg tjener.’
Derefter var hun fortsat med en lang udredning om, hvordan mange, der aldrig havde nået at foretage et aktivt karrierevalg, var endt der, hvor de var, ved en ren tilfældighed.
’Og hvad med dig?’ havde han spurgt i et forsøg på at lette stemningen.
’Skal jeg tolke det, som at du er en af dem?’
Det gav gevinst, og et smil bredte sig over hendes læber.
’Det ville blive over mit lig at overlade noget til tilfældighederne.’
Nogle drinks senere havde de både grinet og stort set ordnet verdenssituationen. De havde indgående diskuteret, om flueafsnittet i Breaking Bad var det bedste eller det dårligste, og de var blevet enige om, at ikke engang The Beatles nåede op på Bob Dylans niveau.
Alligevel havde hun takket nej til at følge med hen til hans suite på Grand Hôtel og havde forladt ham med et smil og et kindkys som trøst.
’Men vent, jeg ved jo ikke engang, hvad du hedder,’ havde han råbt efter hende med en stemme, der lød nøjagtig lige så desperat, som han havde været.
’Navn og arbejde,’ havde hun svaret uden at vende sig om.
’Snart skal du vel også have mit mobilnummer. Hvis det er meningen, at vi skal ses igen, kommer det sikkert til at ske. Ellers takker jeg for en rigtig dejlig aften’.
’Måske husker jeg forkert,’ havde han sagt, mest for at få hende til at blive lidt længere.
’Men var der ikke en, der sagde noget om, at hun aldrig overlader noget til tilfældighederne?’
Først da var hun gået tilbage til ham og havde trykket sine læber mod hans i et kys, der for altid skulle gøre ham afhængig af mere.
Men mere var der ikke sket. I det mindste ikke den nat. Før han nåede at åbne øjnene igen, havde hun været på vej ud. Sekundet efter havde hun været væk.
Nu sad hun her på bagsædet ved siden af ham, så tæt på, at han bare behøvede at læne sig over mod hendes side for at mærke hendes duft og lytte til hendes langsomme, dybe vejrtrækning. Han fik lyst til at give hende et kys.
Et, der var præcis ligesom dengang på Obaren. Det var længe siden nu. Men han ville ikke risikere at vække hende.
I stedet kiggede han ud på det forbipasserende landskab, hvor bebyggelsen blev stadig tættere. Forfaldne villaer i en broget blanding af stilarter.
Nogle i mursten med tykke mure. Andre i træ og med farvesammensætninger, der på trods af at de så hjemmebyggede ud og hverken havde dampspærrer eller korrekte nedløb, kun kunne få en i godt humør.
Jo længere ind mod byen de kom, desto større og mere luksuriøse blev husene, og på Santa Cruz Beach blev der spillet volleyball og trænet. Solbrændte mennesker i alle aldre gik rundt overalt med et surfbræt under den ene arm.
Der var unægtelig en herlig og afslappet atmosfære, i modsætning til Stureplan, hvor blikket evindeligt søgte rundt for at finde ud af, hvilket armbåndsur vedkommende på den anden side af forhandlingsbordet havde på. Alt det, som egentlig ikke betød noget.
Han opdagede bagsiden af medaljen et par gader senere, da bilen holdt for rødt lys ved siden af en avisstand, hvor spisesedlen viste en langhåret, blond mand med et vejrbidt ansigt, men en veltrænet overkrop.
Stadig intet spor af hjemløse Justin! lød overskriften, og han kunne ikke lade være med at forsikre sig om, at chaufføren havde låst alle dørene.
Det var naturligvis en overreaktion. Samtidig kunne man ikke lukke øjnene for, at store dele af den amerikanske vestkyst havde et voksende problem med sin usædvanligt høje andel af hjemløse og al den kriminalitet, der fulgte i kølvandet på det.
Men for en gangs skyld var det ikke noget, han behøvede at bekymre sig om. Det her var ikke en rapport, han gennemgik før et muligt opkøb. Der var ingen tal, han skulle bruge for at få prisen ned.
Dette var en ferie, og selvom det ville tage ham et par dage at komme ned i gear, havde han ikke tænkt sig at vente et sekund med at begynde at nyde den.
2
”Åh, hvor er det flot!”
Chaufføren havde knap nået at sagtne farten og standse foran indkørslen til Pleasure Point Drive, før Helene var ude af taxien og på vej op mod huset.
”Er det ikke, Carl?”
Hun stoppede op og vendte sig mod ham.
”Helt sikkert, Helene. Helt sikkert,” sagde han med et øje på chaufføren, der tog kufferterne ud af bagagerummet.
”Virkelig. Superfint,” tilføjede han for en sikkerheds skyld, helt på det rene med, at hun lige nu var ekstra skrøbelig og tyndhudet.
Den mindste smule tvivl fra hans side risikerede at såre hende, hvilket var det sidste, han ønskede.
Det spillede ingen rolle, at huset manglede den der woweffekt og standardmæssigt lå milevidt fra deres eget hjem. Det, der virkelig betød noget, var, at de var alene, og alt det, de ville lave i huset. Alt det, der ville bringe deres kuldsejlede forhold på ret køl igen.
Desuden så huset, trods dets mangler, helt okay ud med garagens facade af sten, de vajende palmer og det bagvedliggende hus vendt ud mod havet. Andet havde han heller ikke forventet efter at have set billederne, som Helene havde vist ham i foråret.
Alligevel var der noget, som gjorde, at han, så snart han havde givet chaufføren nogle sedler i drikkepenge, sendte en kort besked til Mirja, hvis arbejdstid han havde sørget for at synkronisere med deres nye tidszone.
Skal bruge en liste med gode hoteller i nærheden ASAP.
Set i bakspejlet var det helt ubegribeligt, at han ikke allerede havde sørget for, at der fandtes nogle ventende forudbestilte alternativer.
Ganske vist havde han højt og helligt lovet Helene at overlade det til hende. Men det forhindrede jo ikke en plan B eller måske endda en plan C.
”Carl, det her bliver så fantastisk,” lød det fra Helene bag ham. ”Jeg kan mærke det.”
Det var ikke, fordi han troede, det ville blive nødvendigt at skifte hus. Det handlede mere om at have noget parat, i tilfælde af at det blev det. En mulighed, der, selvom den ikke blev brugt, gav ham en tiltrængt ro.
”Er du ikke enig?” fortsatte Helene, mens han lod mobiltelefonen glide tilbage i jakkelommen og vendte sig mod hende.
”Selvfølgelig bliver det alletiders.”
Han sendte hende et smil, der ville give ham mælkesyre i kindmuskulaturen, hvis det varede meget længere.
”Hvorfor skulle det ikke blive det?”
Det her var en balancegang, hvor han ikke havde råd til at træde forkert. Lige nu blev selv den mindste ansigtstrækning sat under lup. Hver eneste stavelse, han tog i sin mund, blev vejet på en guldvægt.
”Fordi du ikke kan lide at slippe kontrollen.”
Hun gik hen til ham og lod sine arme hvile på hans skuldre i en slags halv omfavnelse.
”Fordi det er noget af det allerværste, du ved. Men jeg lover dig, det her er lige, hvad vi har brug for.”
”Det er godt,” sagde han og fastholdt sit smil, som om det var hans eneste livline.
”Du kan ikke lide det,” sagde hun efter et øjebliks stilhed, mens hun kiggede ham i øjnene. ”Jeg kan se det på dig. Du hader det, gør du ikke?”
”Nej, hvor har du det fra? Jeg sagde jo, at jeg synes, det ser rigtig fint ud.”
”Jamen jeg kan jo se på dig, at du ikke …”
”Skat,” afbrød han, ”hvad siger du til, at vi går ind og ser os omkring i stedet for at stå herude og drage en masse forhastede konklusioner?”
Helene kiggede på ham, som om det handlede om at finde fem fejl, før hun til sidst nikkede, slap hans skuldre og fortsatte op mod huset.
”Og du tager altså fuldkommen fejl, bare så du ved det,” råbte han efter hende, mens han trak håndtagene ud på kufferterne og begyndte at trække dem op ad indkørslen.
”Jeg er helt sikker på, at det her bliver godt. Helt fantastisk, faktisk.”
Helene svarede ikke, men fortsatte hen mod hoveddøren, hvor hun løftede måtten foran døren.
Hvordan går det? skrev han til Mirja på mobiltelefonen, mens Helene ledte efter nøglen. Finder du noget?
”Som jeg forstod det, skulle de ligge her.”
Helene slap dørmåtten igen og kiggede sig omkring.
”Mener du nøglerne?”
”Ja, de skulle ligge her under dørmåtten.”
”Og du er sikker på, at det var måtten dér, og ikke en anden?”
”Ja. ’Under the mat in front of the main entrance’. Hvis det ikke er her, hvor skulle det så være?”
Hun prøvede igen og vendte denne gang måtten helt om for at sikre sig, at nøglen ikke havde sat sig fast på undersiden.
”Men de er her ikke, Carl. Nøglerne er her ikke.”
Hun slap måtten og sukkede.
”Tænk, hvis de har glemt at lægge dem til os. Hvad skal vi så gøre? Hvis vi ikke kan komme ind.”
”Selvfølgelig kommer vi ind. De er her sikkert et eller andet sted.”
”Nej, jeg har jo lige kigget, og de er her ikke.” Hun slog ud med armene og sukkede igen.
”Helene, tag det nu bare stille og roligt, det skal nok gå. Hvor skrev de, at nøglerne helt nøjagtig skulle ligge?”
”Præcis der hvor jeg sagde. ’Under the mat in front of the main entrance’.”
”Må jeg se e-mailen?” sagde han, mens han tog fat i dørhåndtaget og rykkede i døren for at konstatere det indlysende.
”Hvorfor det? Tror du ikke på mig?”
”Jo, jeg ville bare se det med egne øjne.”
”Der står, at nøglerne skal ligge under dørmåtten foran hoveddøren. Og hvis jeg ikke husker helt forkert, kommer der et punktum efter det. Hverken mere eller mindre.”
”Okay, men så foreslår jeg, at vi ringer til dem.”
”Ringer? Nu? Men klokken er jo halv tre om natten i Sverige. De ligger sikkert og sover.”
”Og hvad så?” Han trak på skuldrene. ”Det er mere, end vi kan gøre. Bare giv mig nummeret, så ringer jeg.”
”Nej, her skal ikke ringes og gøres ved. Lad nu bare mig tage mig af det her.”
”Er det ikke præcis det, jeg har gjort? Og vi kan jo se, hvor godt det lige gik.”
Det sidste lød hårdere, end han havde haft til hensigt, betydeligt hårdere, og han så straks på hende, at ordene var gået lige igennem hendes papirtynde forsvar. Det var så typisk ham. At gå over grænsen, så snart han begyndte at blive træt og utålmodig.
Men det ændrede ikke på, at han havde ret. Han havde mere end én gang tilbudt at overtage mailkorrespondancen netop for at undgå misforståelser som denne. Helene havde som sædvanligt nægtet at høre på ham.
I stedet havde hun forsikret ham om, at alt var under kontrol, og at det eneste, han behøvede at gøre, var at slappe af og nyde, at det for en gangs skyld ikke var ham, der stod for det hele. Så nu stod de her uden nøgle til det hus, de skulle bo i den kommende måned.
”Helene, undskyld,” fortsatte han og gik hen til hende. ”Det var dumt sagt. Jeg mente det ikke på den måde.”
”Nå, hvordan mente du det så?”
”Ikke andet end at det måske havde været bedre, hvis vi … Eller ved du hvad? Nu glemmer vi det. Det var nok bare jetlaggen, som snakkede.”
”Okay.” Helene nikkede og tørrede sig under øjnene.
”Kom nu, så finder vi de der nøgler i stedet for.” Tanken havde været at omfavne hende, men noget holdt ham tilbage og gjorde, at det ikke blev til mere end en hånd på hendes skulder.
”Men hvad skal vi gøre, hvis de ikke er her? Vi kan jo ikke bare gå rundt og lede på må og få i en uendelighed.”
”Selvfølgelig er de her et eller andet sted,” sagde han og kunne mærke mobiltelefonen vibrere i lommen.
”Man bytter jo ikke hus med nogen på den anden side af jordkloden og glemmer at lægge nøglerne. Det gør man bare ikke.”
Han lettede på den ene af de to kaktuspotter for at se, om der lå noget under den, hvilket var lige præcis, hvad der gjorde.
”Se! Hvad var det, jeg sagde? Her er de jo.”
Han tog nøglebundtet og holdt det op i luften.
”Hvad ville du gøre uden mig?”
”Ja, det må du nok sige,” sagde hun med et kort grin og tog imod nøglerne.
”Selvom der stod, at de skulle ligge under dørmåtten. Det stod der. Det er jeg sikker på.”
”Kan vi ikke bare glemme det der nu? Det er jo ikke jordens undergang.”
”Det ved jeg godt. Men synes du da ikke også, at det er dårlig stil at skrive én ting og så …”
”Helene, jeg ved ikke, hvordan du har det med jetlaggen, men hvis vi ikke snart går indenfor, falder jeg i søvn stående herude.”
”Undskyld,” sagde hun og vendte sig mod døren. ”Jeg bliver bare så …” Hun sukkede. ”Træt.”
”Men så er vi i det mindste i samme båd,” sagde han og benyttede lejligheden til at tage sin mobiltelefon frem og åbne beskeden fra Mirja, imens Helene låste op.
Svært at finde noget ledigt med en acceptabel standard. Det bedste alternativ er Sanctuary Beach Resort lidt længere sydpå ned mod Monterey. Intet ledigt nu, men fra og med torsdag har de en pano- ramasuite ud mod havet. Skal jeg booke den?
Der var fire døgn til torsdag, men det var der ikke noget at gøre ved, så han sendte et Ja afsted, idet Helene fik døren op og forsvandt ind i huset.
”Jeg sagde jo, at det nok skulle gå,” udbrød han, samtidig med at svaret fra Mirja vibrerede i hans hånd.
Hvor mange nætter?
Begynd med en uge, svarede han og afventede et Okay, før han tog kufferterne og bar dem over dørtærsklen.
Fire skridt ind i entréen, mere krævede det ikke, før han indså, at det måske alligevel ikke var Helene, der havde læst forkert i e-mailen om nøglerne.
Han havde jo set billederne af huset. Der havde ikke været så mange, højst en ti stykker. Helene havde vist ham dem på sin computer, både af eksteriør og interiør, inden hun var gået videre med selve husbyttet.
Udefra havde det set ud præcis, som han huskede det, og han havde ikke engang overvejet, at de kunne være kørt forkert. Men nu hvor han var indenfor, var han ikke længere lige så overbevist.
Selve indretningen så ud, som han huskede den fra billederne. Det var det samme køkken, som fortsatte ud i et rummeligt køkkenalrum med en pejs i højre side.
De samme glasdøre ud mod poolområdet og havet, der fortsatte uendeligt ud mod horisonten.
Men det var også det eneste, han kunne genkende. Resten kunne han ikke huske. Som spejlene, der sad tilfældigt på væggene. Eller sofaen. Der havde ganske vist også været en sofa på billederne, men han huskede den som hvid, ikke som falmet mintgrøn.
Det var samme sag med malerierne. Han huskede dem som eksklusive og smagfulde. Han var endda blevet interesseret i, hvem kunstneren var for eventuelt at indkøbe nogle værker til sig selv.
De her så snarere ud til at være malet af nogen, der havde taget et weekendkursus, hvor både staffeli, pensler og maling var inkluderet i kursusafgiften.
Eller de hysterisk mønstrede gardiner, de tørrede blomsterbuketter og alle porcelænsfigurerne, der forestillede forskellige dyr. Intet af det havde været på nogen af de billeder, han havde set.
I hvert fald ikke så vidt han kunne huske. Han havde ganske vist haft travlt med opkøbet af Stern & Ljung, da husets ejere pludselig var gået med til at bytte, og de havde været nødt til at træffe en hurtig beslutning.
Men det her ville han have reageret på, uanset hvor stresset og optaget han var. Det var han sikker på. Det samme gjaldt Helene.
”Gud, hvor godt. Carl, er du ikke også tørstig?”
Han kiggede over mod Helene, som stod i køkkenet og drak et glas vand, tilsyneladende helt upåvirket af den ændrede indretning.
”Kom og tag et glas, før du besvimer af væskemangel,” fortsatte hun og fyldte det igen.
Han gik hen til hende og tog imod glasset.
”Og du er sikker på, at vandet fra hanen er okay?”
Hun nikkede.
”Drik du bare. Og tro mig, du ser om nogen ud til at have brug for det.”
Han tømte glasset og indså straks, at hun havde helt ret. Det var, som om væsken forsvandt ud i kroppen, før den havde nået mavesækken.
Hun fyldte glasset igen.
”Her, drik lidt mere.”
Efter også at have drukket det var væskebalancen endelig ved at være genoprettet, og måske var det det egentlige problem. Han havde altid været sart.
Et pludseligt fald i blodsukkeret, mere skulle der ikke til, før han ikke kunne kontrollere sit humør. Det var derfor, han altid havde en pose nødder og mørk chokolade med sig.
Af en eller anden grund havde han ikke fået den med på rejsen, hvilket var usædvanligt for ham. Så usædvanligt, at han havde lavet en mindre scene i flyet, da han havde tømt sin håndbagage i jagten på posen, som han var overbevist om befandt sig der et sted.
Men det havde han for længst lagt bag sig, og hvis han ikke tilfældigvis havde set mærket på kanten af glasset, han lige havde drukket af, ville hans smil i det mindste have været et ærligt forsøg på at være positiv. Nu blev det ikke til mere end en grimasse.
”Hvad er der galt?”
Helene kiggede på ham, som om hun bare havde ventet på, at han skulle finde noget at beklage sig over.
Det var læbestift. Skrigende pink læbestift.
”Ingenting,” sagde han og rystede på hovedet.
”Det er okay. Alt er godt.”
At Helene var usminket og aldrig ville drømme om at male sine læber i 80’er- pink, gjorde ikke sagen bedre.
”Carl. Jeg kan jo se på dig, at der er noget i vejen.”
Hun fulgte hans blik mod glasset og holdt det op mod lyset.
”Hvad er det her? Læbestift?”
Han nikkede og trak på skuldrene.
”Det ligner det unægtelig.”
”Ad, hvor ulækkert.”
Hun lavede en grimasse og slap glasset ned i køkkenvasken, som om det bar på en smitte.
”Og nu hvor jeg tænker over det, så skrev de faktisk noget om, at de ikke har været her i et stykke tid, og at rengøringsfirmaet har en tendens til at sjuske, så snart huset står tomt.”
”Okay,” sagde han og tørrede sig om munden med den ene hånd.
”Ja, der kan man bare se.”
”Ja, der kan man bare se hvad? Hvad mener du med det?”
”Ikke noget særligt, ud over at det …”
Han trak på skuldrene og lod samtidig en finger glide hen over emhætten.
”Måske er det lidt slapt ikke at have mere styr på tingene end som så.”
Helene sukkede bag ham.
”Jeg vidste, at det ville blive sådan her. Jeg vidste det.”
”Blive hvordan? Hvad har jeg nu gjort?”
”Du overdriver. Det gør du altid, når det handler om rengøring. Det mindste lille støvfnug, og du ser rødt.”
”Det mindste lille støvfnug?”
Han rakte pegefingeren frem mod hende.
”Er det, hvad du vil kalde det her?”
Han ventede på en form for reaktion, men der kom ingen, og for sent indså han, at der slet ikke var noget støv på fingeren.
”Undskyld, Helene,” fortsatte han med et suk.
”Skal vi ikke bare slå en streg over alt det her og prøve at komme på plads i stedet? Det er bare mig, der har været for hårdt spændt for, lidt for længe, det er det hele. Det skal nok blive rigtig godt, det her, skal du se. Helt fantastisk, okay?”
Helene nikkede, men blikket var sænket, og trækningerne i underlæben viste tydeligt, at han ikke var den eneste, der var helt udmattet.
”Du …” fortsatte han og forsøgte at få øjenkontakt.
”Kom nu, lad os få pakket ud, inden det bliver for sent.”
”Jeg ville bare have, at det her skulle blive så godt som muligt,” sagde hun med gråden i halsen.
”Forstår du det? At vi kunne være i fred og tage os af hinanden. Bare os to. Dig og mig og ingen andre. Ingen kolleger og venner, intet hotelpersonale, der konstant kommer og forstyrrer. Intet af alt det der, som vi ellers har så meget af.
Som vi ganske vist selv har valgt og godt kan lide, men som også dræner i hvert fald mig for energi. For ikke at nævne vores forhold. Og hvis der er noget, vi har brug for efter det seneste halve år, er det ny energi. Så jeg beder dig, kan vi ikke i det mindste give det en chance?”
”Helene, selvfølgelig skal vi give det en chance.”
”Mener du det? Altså, seriøst. Mener du det virkelig?”
Helenes omfavnelse kom som en total overraskelse, og det tog ham flere sekunder at gengælde den. Dette var anden gang, hun rørte ved ham, siden de ankom. Så meget fysisk kontakt havde de slet ikke haft de seneste måneder.
Alene det at føle hendes krop mod sin egen var en oplevelse, han var begyndt at tvivle på, han nogensinde ville få igen. Men der stod de med armene rundt om hinanden.
”Tak,” sagde hun efter et øjebliks stilhed og lod sit hoved hvile mod hans bryst.
”Jeg ved, hvor grænseoverskridende sådan noget som det her kan være for dig. Så tak, fordi du prøver at gøre dit bedste. Og i morgen skal jeg nok tjekke, at der ikke er flere glas med læbestift på. Du behøver ikke at løfte så meget som en finger. Det lover jeg. Jeg tager mig af det. Okay?”
”Okay,” sagde han og nikkede.
”Det er alletiders. Og jeg kan også sagtens hjælpe til, hvis det skulle være. Hele formålet med det her er jo, at vi skal være sammen.”
”Men?” sagde hun og vred sig ud af hans favn.
”Hvad mener du med ’men’?”
”Der er noget mere, ikke? Noget andet.”
”Helene.”
Han holdt en pause for at finde de rigtige ord.
”Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg havde foretrukket at bo på et hotel med fuld service, tilberedt mad og rene håndklæder hver dag. Men det ville du ikke, og det er fint, du har sikkert ret. Det her er nok bedre for os.”
”Men?” sagde hun igen med et insisterende blik.
”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal …”
Hans blik flakkede, og han tvang det tilbage til hendes.
”Jeg har en fornemmelse af, at … Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, ud over at der er noget med det her hus. Noget, der ikke helt er, som det skal være.”
”Jeg har en fornemmelse af, at … Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, ud over at der er noget med det her hus. Noget, der ikke helt er, som det skal være.”
”Carl, du har været imod husbyttet, lige siden jeg …”
”Nej, det handler overhovedet ikke om det,” afbrød han.
”Okay, de har ikke været her i et stykke tid, og rengøringspersonalet har sjusket lidt. Det er ikke deres skyld. Det kan ske for enhver, selvom jeg ikke forstår, hvorfor de ikke skifter rengøringsfirma. Men det er deres sag og ikke noget, jeg skal blande mig i. Men billederne derimod. Dem, du viste mig. Kan du huske dem? Dem, du havde fået på e-mail.”
”Ja, hvad er der med dem?”
”De ligner ikke det her.” Han slog ud med armene.
”Hvad mener du med det?”
”Ja, enten er vi gået ind i det forkerte hus, eller også er billederne flere år gamle. Altså mindst et årti, måske endnu ældre. Medmindre de har skiftet malerierne ud, lagt et slidt gammelt gulvtæppe over parketgulvet og fyldt huset med en masse spejle og loppefund, lige inden vi skulle komme. De sidste to muligheder er begge højst mærkværdige, hvis du spørger mig, og viser det sig, at dette er det rigtige hus, og at det virkelig er her, vi skal bo, er vi blevet snydt, uanset hvordan man vender og drejer det.”
Han trak på skuldrene.
”Godt og grundigt snydt. Og bare tanken om, at de samme mennesker lige nu befinder sig hjemme i vores hus, føles virkelig ikke særlig …”
”Men vent lige lidt,” afbrød Helene og tog endnu et skridt væk fra ham.
”Der er faktisk endnu en mulighed, ikke?”
”Og hvad skulle det være?”
”At du simpelthen husker forkert. At de billeder, du taler om, ikke viste noget andet end netop det her. Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg knap nok selv huske, hvordan de så ud.”
Carl rystede på hovedet.
”Nej, jeg husker ikke forkert.”
Og nu var han endelig sikker.
”Jeg husker præcis de billeder, og hvordan de så ud.”
Helt sikker.
”Du har dem vel stadig blandt dine e-mails, så du kan jo bare finde dem og selv se efter, hvis du ikke tror på mig.”
”Ja, det burde jeg vel have.”
Helene tog sin mobiltelefon frem og begyndte at søge blandt sine e-mails.
”Det var vel engang i maj, ikke?”
”Jo.”
”Her er de,” sagde hun efter at have scrollet lidt.
”Er det dem her, du mener?”
Carl tog imod telefonen, klikkede på et af billederne og zoomede på må og få ind på en detalje her og der, for til sidst at indse, at det, han havde været fuldstændig overbevist om, var helt forkert.
Billedet viste det samme rum, som de befandt sig i. Det var de samme porcelænsfigurer, de samme hæslige malerier og de samme tørrede blomsterbuketter.
Han klikkede videre til de andre billeder, og det var det samme. Alt så ud præcis som nu. Spejlene, der sad de mærkeligste steder, den mintgrønne sofa og det slidte gulvtæppe. Hver eneste detalje var tilsyneladende ens.
Det var, som om billederne var taget i nøjagtig dette øjeblik, men e-mailen var dateret den 5. maj, hvilket var præcis tre måneder siden. Det kunne ikke være de samme billeder, som han havde set før.
Eller kunne det? Var det trods alt ham, der huskede så forkert?
”Okay”, sagde han til sidst og nikkede.
Mest fordi han havde brug for at sige noget.
”Det ser ud til, at du har ret. Det er min hukommelse, den er gal med.”
Men mest af alt havde han brug for tid til at tænke.
”Jeg kiggede nok ikke så nøje.”
Men ikke nu. Det måtte vente.
”Og med lidt rengøring bliver det her sikkert rigtig godt.”
”Det har du allerede sagt, flere gange endda. Spørgsmålet er, om du virkelig mener det, eller om du bare siger det for ikke at gøre mig ked af det.”
”Nej, overhovedet ikke. Selvom jeg lige nu vil sige og love hvad som helst, hvis jeg ikke snart får lov at gå i seng.”
Helene grinede og strøg ham over kinden.
”Carl, jeg forstår, hvis du er helt udmattet. Normalt ville du allerede have sovet i over fem timer. Men du er altså nødt til at holde dig vågen lidt endnu. Jeg har nemlig en lille overraskelse, som ikke kan vente.”
”Hvad er det for en overraskelse?”
”Bare rolig. Jeg ved, at overraskelser er noget af det værste, du ved, men jeg lover, at du godt vil kunne lide den her. Så stol på mig, og gå ud og slå dig ned i en af liggestolene ved poolen, så kommer jeg, så snart jeg er færdig med forberedelserne.”
Han skulle til at sige noget, spørge, om det ikke kunne vente til i morgen, når han var udhvilet og i stand til at sætte pris på, hvad end det nu var.
Men i stedet nikkede han, forlod køkkenområdet og fortsatte gennem den overmøblerede stue mod glasdørene, mens han forsøgte at overbevise sig selv om, at det nok bare var ham, der huskede forkert.
At det var sådan her, billederne havde set ud, og at alt var, som det skulle være.
Stefan Ahnhem: Byttet
★★★★ “Intet er, hvad det udgiver sig for at være i denne svindler-krimi” – Jyllands-Posten
Stefan Ahnhem, som står bag de bedstsælgende krimier om Fabian Risk, har skrevet en psykologisk thriller om parforhold i opløsning.
Carl og Helene har brug for en lang ferie, hvor de har tid til at finde hinanden igen. De har fundet et drømmehus i Californien og har derfor byttet deres hjem med et amerikansk par, som skal tilbringe sommeren i deres villa i Stockholms skærgård. Men så snart Carl og Helene lander i Santa Cruz er der noget, som føles forkert. Så huset virkelig sådan ud på billederne? Og hvad har det andet par egentlig gang i i deres hjem? Byttet beskæftiger sig med, hvordan vores drømme og fantasier kan vendes imod os, så vi i sidste ende ikke tør tro på os selv..
Byttet er en udspekuleret, psykologisk thriller, der konstant får læseren til at tvivle på alt. Man tvivler på egen dømmekraft, og på hvem der har gjort hvad, og hvorfor.
Det svenske par Carl og Helene har brug for en stille ferie for at have tid til at finde hinanden igen og redde deres parforhold. Derfor har de byttet deres hjem i den stockholmske skærgård med et amerikansk par fra Californien. Men allerede da de lander i Santa Cruz, føles noget forkert.
LÆS OGSÅ: Det skulle have været den perfekte ferie. Stefan Ahnhem udforsker i den psykologiske thriller Byttet, hvor galt det kan gå når man bytter hus med fremmede
Hvorfor huskes billederne af hjemmet anderledes, end de faktisk ser ud på e-mailen? Hvad er det, Carl finder i afløbet? Hvorfor vil politiet lige pludselig tale med ham og Helene? Og måske endnu vigtigere, hvad foretager det amerikanske par sig i deres svenske hjem?
Forfatteren til Byttet, Stefan Ahnhem, er bedst kendt for Fabian Risk-serien, som er udkommet i 30 lande og har solgt mere end 2,5 millioner bøger.
Læs de to første kapitler af Byttet herunder:
Byttet
Stefan Ahnhem
Carl Wester
Santa Cruz, søndag eftermiddag, august 2019
Han slukkede mobiltelefonen og lukkede øjnene, indtil alle tal og grafer var forsvundet fra hans nethinde.
Derefter lod han blikket glide ud over Stillehavet og konstaterede, at det netop denne sene eftermiddag virkelig levede op til sit navn, som det lå der, spejlblankt, og ventede på om få timer at fuldende, om ikke verdens smukkeste, så i hvert fald verdens mest instagrammede solnedgang.
I lufthavnen, inden kufferterne overhovedet var puttet i bagagerummet, havde han straks forsikret sig om, at chaufføren ville køre ad Highway 1 i sydlig retning langs kysten. Det forlængede turen med et kvarter, men til gengæld fik han en udsigt, man umuligt kunne se sig mæt på.
Ved siden af ham, på bagsædet, var Helene allerede faldet i søvn, før de havde forladt San Francisco, og for at undgå, at hun fik ondt i nakken, havde han rullet hendes tørklæde sammen til en pude og forsigtigt skubbet det ind mellem hende og sideruden.
Det slog ham, hvor smuk hun var, ligesom Stillehavet. Det gjorde det ofte, indimellem flere gange om dagen. Hun var virkelig i en klasse for sig. Som for eksempel hendes mund. Det var den, han havde forelsket sig i, første gang han så hende. Hendes overdrevent fyldige, men mærkværdigt nok helt naturlige læber.
Sandheden var, at han efter alle disse år stadig ikke forstod, hvorfor hun havde valgt netop ham. Men måske var det, som hun sagde. Som hun altid sagde. At hun elskede ham for lige præcis den, han var.
Der havde været gange, hvor han havde tvivlet. Og deres forhold havde da også været forfulgt af kriser. Men det var dengang. De seneste måneder havde været rolige, og de havde ikke skændtes en eneste gang. Alligevel vidste han ikke helt, hvor deres forhold befandt sig nu.
Kompasnålen blev ved med at snurre rundt, og bare for at få den til at stoppe og give ham en retning havde han besluttet sig for at antage, at hun talte sandt, når hun sagde, at hun stadig elskede ham. Det måtte dette initiativ med en måneds ferie i Santa Cruz, bare de to, trods alt være et tegn på.
Hele rejsen var Helenes idé fra ende til anden. Normalt var det altid ham, eller rettere sagt hans assistent, Mirja, der holdt styr på bookningerne og sørgede for, at standarden holdt et tåleligt niveau, og at alting kørte på skinner.
Men denne gang var det Helene, der selv havde fundet huset, bestilt rejsen og stået for hele planlægningen. Hun var ikke engang gået med til at lade ham vælge et hotel med det argument, at enhver hotelsuite, hvor luksuriøs den end måtte være, ville være forbundet med arbejde.
Som svar på spørgsmålet om, hvorfor de absolut skulle rejse så langt og ikke kunne blive i Europa, havde hun sagt, at de var nødt til at komme væk og være i fred fra alt og alle, hvis de skulle have en chance for at finde tilbage til hinanden.
Jo flere tidszoner, der var mellem dem og deres hverdag, desto bedre. Og måske havde hun ret. Måske var det her, lige hvad de havde brug for.
Alene i løbet af den timelange bilrejse langs kysten havde han nået at tænke og reflektere mere, end han havde gjort siden den skæbnesvangre søndag i februar. Det var nøjagtig et halvt år siden i dag.
Et halvt år, hvor han i ren selvopholdelsesdrift var flygtet ind i sit arbejde, væk fra Helene og hendes sorg. Væk fra alt det, som i virkeligheden var hans ansvar. Så hvis en af dem stod i minus og burde være eftergivende i de kommende uger, var det ham.
Hun havde tilladt ham ét ønske angående ferieboligen. Resten havde været op til hende. Havet, havde han svaret. Hvis de absolut skulle leje et hus, ville han have udsigt og direkte adgang til havet uden først at være nødt til at krydse en trafikeret vej eller lignende.
For Helenes vedkommende var det betydeligt vigtigere, at der var en swimmingpool. Hun syntes, sand mest var til besvær, og det kunne aldrig falde hende ind at bade frivilligt i naturlige bølger.
Mærkeligt nok viste det sig, at kombinationen af swimmingpool og det at være tæt på havet var væsentlig mere usædvanligt, end man skulle tro, og efter at have støvsuget markedet var det kun lykkedes hende at finde et enkelt hus i Santa Cruz, der opfyldte netop de kriterier.
Han havde foreslået, at hun udvidede søgeområdet langs kysten mod syd, men det var for sent. Hun havde allerede forelsket sig i huset og kontaktet ejerne, der til at begynde med ikke havde været det mindste interesserede i at leje deres hjem ud til nogle vildfremmede skandinaver.
Men vanen tro havde Helene ikke taget et nej for et nej. Han kendte ingen, der var så stædig som hende, og et par uger senere var det lykkedes hende at overtale ejerne til at tilbringe sommerferien i deres hus i Stockholms skærgård, hvorefter husbyttet pludselig blev en realitet.
I forhold til arbejdet havde han lovet hende at være offline det meste af tiden og begrænse sin e-mailkorrespondance til et par enkelte gange. Noget, der ville blive vanskeligt, om ikke umuligt, da opkøbet af Stern & Ljung trak ud og stadig ikke var faldet på plads.
Og det på trods af at kontraktforhandlingerne havde været i gang i mere end et halvt år, fordi den ene mere uvedkommende detalje efter den anden var blevet ved at bremse processen.
Egentlig var det ikke så underligt, at de forhalede salget. Uanset hvordan man så på det, var det et stort prestigetab for det traditionsrige gamle ejendomsselskab, der var gået i arv gennem flere generationer og havde en omsætning tæt på det firedobbelte af hans eget selskab, Inwesters Capital.
Det var med andre ord et kontroversielt opkøb, der ville skabe en hel del bølgeskvulp i vandglasset. Ikke mindst i betragtning af, at han på trods af sine mange år i ejendomsbranchen stadig blev anset som en opkomling.
Der var dog ingen tvivl om, at det var en god forretning for begge parter. Stern & Ljungs storhedstid var forbi, og i stedet for at lide en langsom og pinefuld død med konstant røde tal på bundlinjen, kunne de sammen med hans moderne syn på, hvad en ejendomsportefølje var, vende tab til gevinst.
Det seneste, han havde hørt, inden han var nødt til at sætte telefonen på flyfunktion, var, at man endelig var nået til enighed om kontraktens mange paragraffer og tilføjelser.
Så det eneste, han i virkeligheden ventede på, var, at Ragnar Severin skulle give lyd fra sig og meddele, at blækket fra alle underskrifterne var tørt.
En besked, der burde komme når som helst, da klokken havde passeret to om natten hjemme i Stockholm.
Skulle det vise sig, at de havde brug for yderligere et par timer, var det heller ikke noget større problem. De havde stadig god tid til at offentliggøre nyheden, før børsen åbnede klokken ni. Det vigtigste var, at han sørgede for at holde så meget af arbejdet som muligt uden for Helenes synsfelt.
Dette var først og fremmest deres ferie, og det var nu, han havde chancen for at vise og overbevise hende om, at hun, på trods af alt det, de havde gjort mod hinanden og gået igennem, stadig var kvinden i hans liv.
Noget, der for hans eget vedkommende aldrig havde hersket den mindste tvivl om. I hans øjne kunne ingen måle sig med Helene. Sådan havde det været siden den aften i Stockholm for otte år siden.
Hun havde siddet et par borde fra ham sammen med sin veninde på Sturehof i det centrale Stockholm. Selv havde han været der for at fejre en ejendomshandel sammen med Ragnar og de nærmeste i teamet. Men i det sekund hun mødte hans blik, havde han glemt alt om kroner, procenter og avancer.
Nogle timer senere mødtes de i Obaren, der lå i det tilstødende lokale bag restauranten. Hendes veninde var ikke længere at se, og han havde forladt sit selskab for at byde hende på en Dark’n’stormy, hvis han ikke huskede helt forkert.
De havde snakket, men hendes udstråling havde gjort alle hans andre sanser så iltfattige, at han ikke havde hørt et eneste ord af, hvad nogen af dem sagde. Ikke før han begik den fejl at spørge, hvad hun arbejdede med.
’Er det mig eller mit arbejde, du er interesseret i?’ havde hun svaret og stillet sit glas fra sig.
’Snart spørger du vel også om, hvor meget jeg tjener.’
Derefter var hun fortsat med en lang udredning om, hvordan mange, der aldrig havde nået at foretage et aktivt karrierevalg, var endt der, hvor de var, ved en ren tilfældighed.
’Og hvad med dig?’ havde han spurgt i et forsøg på at lette stemningen.
’Skal jeg tolke det, som at du er en af dem?’
Det gav gevinst, og et smil bredte sig over hendes læber.
’Det ville blive over mit lig at overlade noget til tilfældighederne.’
Nogle drinks senere havde de både grinet og stort set ordnet verdenssituationen. De havde indgående diskuteret, om flueafsnittet i Breaking Bad var det bedste eller det dårligste, og de var blevet enige om, at ikke engang The Beatles nåede op på Bob Dylans niveau.
Alligevel havde hun takket nej til at følge med hen til hans suite på Grand Hôtel og havde forladt ham med et smil og et kindkys som trøst.
’Men vent, jeg ved jo ikke engang, hvad du hedder,’ havde han råbt efter hende med en stemme, der lød nøjagtig lige så desperat, som han havde været.
’Navn og arbejde,’ havde hun svaret uden at vende sig om.
’Snart skal du vel også have mit mobilnummer. Hvis det er meningen, at vi skal ses igen, kommer det sikkert til at ske. Ellers takker jeg for en rigtig dejlig aften’.
’Måske husker jeg forkert,’ havde han sagt, mest for at få hende til at blive lidt længere.
’Men var der ikke en, der sagde noget om, at hun aldrig overlader noget til tilfældighederne?’
Først da var hun gået tilbage til ham og havde trykket sine læber mod hans i et kys, der for altid skulle gøre ham afhængig af mere.
Men mere var der ikke sket. I det mindste ikke den nat. Før han nåede at åbne øjnene igen, havde hun været på vej ud. Sekundet efter havde hun været væk.
Nu sad hun her på bagsædet ved siden af ham, så tæt på, at han bare behøvede at læne sig over mod hendes side for at mærke hendes duft og lytte til hendes langsomme, dybe vejrtrækning. Han fik lyst til at give hende et kys.
Et, der var præcis ligesom dengang på Obaren. Det var længe siden nu. Men han ville ikke risikere at vække hende.
I stedet kiggede han ud på det forbipasserende landskab, hvor bebyggelsen blev stadig tættere. Forfaldne villaer i en broget blanding af stilarter.
Nogle i mursten med tykke mure. Andre i træ og med farvesammensætninger, der på trods af at de så hjemmebyggede ud og hverken havde dampspærrer eller korrekte nedløb, kun kunne få en i godt humør.
Jo længere ind mod byen de kom, desto større og mere luksuriøse blev husene, og på Santa Cruz Beach blev der spillet volleyball og trænet. Solbrændte mennesker i alle aldre gik rundt overalt med et surfbræt under den ene arm.
Der var unægtelig en herlig og afslappet atmosfære, i modsætning til Stureplan, hvor blikket evindeligt søgte rundt for at finde ud af, hvilket armbåndsur vedkommende på den anden side af forhandlingsbordet havde på. Alt det, som egentlig ikke betød noget.
Han opdagede bagsiden af medaljen et par gader senere, da bilen holdt for rødt lys ved siden af en avisstand, hvor spisesedlen viste en langhåret, blond mand med et vejrbidt ansigt, men en veltrænet overkrop.
Stadig intet spor af hjemløse Justin! lød overskriften, og han kunne ikke lade være med at forsikre sig om, at chaufføren havde låst alle dørene.
Det var naturligvis en overreaktion. Samtidig kunne man ikke lukke øjnene for, at store dele af den amerikanske vestkyst havde et voksende problem med sin usædvanligt høje andel af hjemløse og al den kriminalitet, der fulgte i kølvandet på det.
Men for en gangs skyld var det ikke noget, han behøvede at bekymre sig om. Det her var ikke en rapport, han gennemgik før et muligt opkøb. Der var ingen tal, han skulle bruge for at få prisen ned.
Dette var en ferie, og selvom det ville tage ham et par dage at komme ned i gear, havde han ikke tænkt sig at vente et sekund med at begynde at nyde den.
2
”Åh, hvor er det flot!”
Chaufføren havde knap nået at sagtne farten og standse foran indkørslen til Pleasure Point Drive, før Helene var ude af taxien og på vej op mod huset.
”Er det ikke, Carl?”
Hun stoppede op og vendte sig mod ham.
”Helt sikkert, Helene. Helt sikkert,” sagde han med et øje på chaufføren, der tog kufferterne ud af bagagerummet.
”Virkelig. Superfint,” tilføjede han for en sikkerheds skyld, helt på det rene med, at hun lige nu var ekstra skrøbelig og tyndhudet.
Den mindste smule tvivl fra hans side risikerede at såre hende, hvilket var det sidste, han ønskede.
Det spillede ingen rolle, at huset manglede den der woweffekt og standardmæssigt lå milevidt fra deres eget hjem. Det, der virkelig betød noget, var, at de var alene, og alt det, de ville lave i huset. Alt det, der ville bringe deres kuldsejlede forhold på ret køl igen.
Desuden så huset, trods dets mangler, helt okay ud med garagens facade af sten, de vajende palmer og det bagvedliggende hus vendt ud mod havet. Andet havde han heller ikke forventet efter at have set billederne, som Helene havde vist ham i foråret.
Alligevel var der noget, som gjorde, at han, så snart han havde givet chaufføren nogle sedler i drikkepenge, sendte en kort besked til Mirja, hvis arbejdstid han havde sørget for at synkronisere med deres nye tidszone.
Skal bruge en liste med gode hoteller i nærheden ASAP.
Set i bakspejlet var det helt ubegribeligt, at han ikke allerede havde sørget for, at der fandtes nogle ventende forudbestilte alternativer.
Ganske vist havde han højt og helligt lovet Helene at overlade det til hende. Men det forhindrede jo ikke en plan B eller måske endda en plan C.
”Carl, det her bliver så fantastisk,” lød det fra Helene bag ham. ”Jeg kan mærke det.”
Det var ikke, fordi han troede, det ville blive nødvendigt at skifte hus. Det handlede mere om at have noget parat, i tilfælde af at det blev det. En mulighed, der, selvom den ikke blev brugt, gav ham en tiltrængt ro.
”Er du ikke enig?” fortsatte Helene, mens han lod mobiltelefonen glide tilbage i jakkelommen og vendte sig mod hende.
”Selvfølgelig bliver det alletiders.”
Han sendte hende et smil, der ville give ham mælkesyre i kindmuskulaturen, hvis det varede meget længere.
”Hvorfor skulle det ikke blive det?”
Det her var en balancegang, hvor han ikke havde råd til at træde forkert. Lige nu blev selv den mindste ansigtstrækning sat under lup. Hver eneste stavelse, han tog i sin mund, blev vejet på en guldvægt.
”Fordi du ikke kan lide at slippe kontrollen.”
Hun gik hen til ham og lod sine arme hvile på hans skuldre i en slags halv omfavnelse.
”Fordi det er noget af det allerværste, du ved. Men jeg lover dig, det her er lige, hvad vi har brug for.”
”Det er godt,” sagde han og fastholdt sit smil, som om det var hans eneste livline.
”Du kan ikke lide det,” sagde hun efter et øjebliks stilhed, mens hun kiggede ham i øjnene. ”Jeg kan se det på dig. Du hader det, gør du ikke?”
”Nej, hvor har du det fra? Jeg sagde jo, at jeg synes, det ser rigtig fint ud.”
”Jamen jeg kan jo se på dig, at du ikke …”
”Skat,” afbrød han, ”hvad siger du til, at vi går ind og ser os omkring i stedet for at stå herude og drage en masse forhastede konklusioner?”
Helene kiggede på ham, som om det handlede om at finde fem fejl, før hun til sidst nikkede, slap hans skuldre og fortsatte op mod huset.
”Og du tager altså fuldkommen fejl, bare så du ved det,” råbte han efter hende, mens han trak håndtagene ud på kufferterne og begyndte at trække dem op ad indkørslen.
”Jeg er helt sikker på, at det her bliver godt. Helt fantastisk, faktisk.”
Helene svarede ikke, men fortsatte hen mod hoveddøren, hvor hun løftede måtten foran døren.
Hvordan går det? skrev han til Mirja på mobiltelefonen, mens Helene ledte efter nøglen. Finder du noget?
”Som jeg forstod det, skulle de ligge her.”
Helene slap dørmåtten igen og kiggede sig omkring.
”Mener du nøglerne?”
”Ja, de skulle ligge her under dørmåtten.”
”Og du er sikker på, at det var måtten dér, og ikke en anden?”
”Ja. ’Under the mat in front of the main entrance’. Hvis det ikke er her, hvor skulle det så være?”
Hun prøvede igen og vendte denne gang måtten helt om for at sikre sig, at nøglen ikke havde sat sig fast på undersiden.
”Men de er her ikke, Carl. Nøglerne er her ikke.”
Hun slap måtten og sukkede.
”Tænk, hvis de har glemt at lægge dem til os. Hvad skal vi så gøre? Hvis vi ikke kan komme ind.”
”Selvfølgelig kommer vi ind. De er her sikkert et eller andet sted.”
”Nej, jeg har jo lige kigget, og de er her ikke.” Hun slog ud med armene og sukkede igen.
”Helene, tag det nu bare stille og roligt, det skal nok gå. Hvor skrev de, at nøglerne helt nøjagtig skulle ligge?”
”Præcis der hvor jeg sagde. ’Under the mat in front of the main entrance’.”
”Må jeg se e-mailen?” sagde han, mens han tog fat i dørhåndtaget og rykkede i døren for at konstatere det indlysende.
”Hvorfor det? Tror du ikke på mig?”
”Jo, jeg ville bare se det med egne øjne.”
”Der står, at nøglerne skal ligge under dørmåtten foran hoveddøren. Og hvis jeg ikke husker helt forkert, kommer der et punktum efter det. Hverken mere eller mindre.”
”Okay, men så foreslår jeg, at vi ringer til dem.”
”Ringer? Nu? Men klokken er jo halv tre om natten i Sverige. De ligger sikkert og sover.”
”Og hvad så?” Han trak på skuldrene. ”Det er mere, end vi kan gøre. Bare giv mig nummeret, så ringer jeg.”
”Nej, her skal ikke ringes og gøres ved. Lad nu bare mig tage mig af det her.”
”Er det ikke præcis det, jeg har gjort? Og vi kan jo se, hvor godt det lige gik.”
Det sidste lød hårdere, end han havde haft til hensigt, betydeligt hårdere, og han så straks på hende, at ordene var gået lige igennem hendes papirtynde forsvar. Det var så typisk ham. At gå over grænsen, så snart han begyndte at blive træt og utålmodig.
Men det ændrede ikke på, at han havde ret. Han havde mere end én gang tilbudt at overtage mailkorrespondancen netop for at undgå misforståelser som denne. Helene havde som sædvanligt nægtet at høre på ham.
I stedet havde hun forsikret ham om, at alt var under kontrol, og at det eneste, han behøvede at gøre, var at slappe af og nyde, at det for en gangs skyld ikke var ham, der stod for det hele. Så nu stod de her uden nøgle til det hus, de skulle bo i den kommende måned.
”Helene, undskyld,” fortsatte han og gik hen til hende. ”Det var dumt sagt. Jeg mente det ikke på den måde.”
”Nå, hvordan mente du det så?”
”Ikke andet end at det måske havde været bedre, hvis vi … Eller ved du hvad? Nu glemmer vi det. Det var nok bare jetlaggen, som snakkede.”
”Okay.” Helene nikkede og tørrede sig under øjnene.
”Kom nu, så finder vi de der nøgler i stedet for.” Tanken havde været at omfavne hende, men noget holdt ham tilbage og gjorde, at det ikke blev til mere end en hånd på hendes skulder.
”Men hvad skal vi gøre, hvis de ikke er her? Vi kan jo ikke bare gå rundt og lede på må og få i en uendelighed.”
”Selvfølgelig er de her et eller andet sted,” sagde han og kunne mærke mobiltelefonen vibrere i lommen.
”Man bytter jo ikke hus med nogen på den anden side af jordkloden og glemmer at lægge nøglerne. Det gør man bare ikke.”
Han lettede på den ene af de to kaktuspotter for at se, om der lå noget under den, hvilket var lige præcis, hvad der gjorde.
”Se! Hvad var det, jeg sagde? Her er de jo.”
Han tog nøglebundtet og holdt det op i luften.
”Hvad ville du gøre uden mig?”
”Ja, det må du nok sige,” sagde hun med et kort grin og tog imod nøglerne.
”Selvom der stod, at de skulle ligge under dørmåtten. Det stod der. Det er jeg sikker på.”
”Kan vi ikke bare glemme det der nu? Det er jo ikke jordens undergang.”
”Det ved jeg godt. Men synes du da ikke også, at det er dårlig stil at skrive én ting og så …”
”Helene, jeg ved ikke, hvordan du har det med jetlaggen, men hvis vi ikke snart går indenfor, falder jeg i søvn stående herude.”
”Undskyld,” sagde hun og vendte sig mod døren. ”Jeg bliver bare så …” Hun sukkede. ”Træt.”
”Men så er vi i det mindste i samme båd,” sagde han og benyttede lejligheden til at tage sin mobiltelefon frem og åbne beskeden fra Mirja, imens Helene låste op.
Svært at finde noget ledigt med en acceptabel standard. Det bedste alternativ er Sanctuary Beach Resort lidt længere sydpå ned mod Monterey. Intet ledigt nu, men fra og med torsdag har de en pano- ramasuite ud mod havet. Skal jeg booke den?
Der var fire døgn til torsdag, men det var der ikke noget at gøre ved, så han sendte et Ja afsted, idet Helene fik døren op og forsvandt ind i huset.
”Jeg sagde jo, at det nok skulle gå,” udbrød han, samtidig med at svaret fra Mirja vibrerede i hans hånd.
Hvor mange nætter?
Begynd med en uge, svarede han og afventede et Okay, før han tog kufferterne og bar dem over dørtærsklen.
Fire skridt ind i entréen, mere krævede det ikke, før han indså, at det måske alligevel ikke var Helene, der havde læst forkert i e-mailen om nøglerne.
Han havde jo set billederne af huset. Der havde ikke været så mange, højst en ti stykker. Helene havde vist ham dem på sin computer, både af eksteriør og interiør, inden hun var gået videre med selve husbyttet.
Udefra havde det set ud præcis, som han huskede det, og han havde ikke engang overvejet, at de kunne være kørt forkert. Men nu hvor han var indenfor, var han ikke længere lige så overbevist.
Selve indretningen så ud, som han huskede den fra billederne. Det var det samme køkken, som fortsatte ud i et rummeligt køkkenalrum med en pejs i højre side.
De samme glasdøre ud mod poolområdet og havet, der fortsatte uendeligt ud mod horisonten.
Men det var også det eneste, han kunne genkende. Resten kunne han ikke huske. Som spejlene, der sad tilfældigt på væggene. Eller sofaen. Der havde ganske vist også været en sofa på billederne, men han huskede den som hvid, ikke som falmet mintgrøn.
Det var samme sag med malerierne. Han huskede dem som eksklusive og smagfulde. Han var endda blevet interesseret i, hvem kunstneren var for eventuelt at indkøbe nogle værker til sig selv.
De her så snarere ud til at være malet af nogen, der havde taget et weekendkursus, hvor både staffeli, pensler og maling var inkluderet i kursusafgiften.
Eller de hysterisk mønstrede gardiner, de tørrede blomsterbuketter og alle porcelænsfigurerne, der forestillede forskellige dyr. Intet af det havde været på nogen af de billeder, han havde set.
I hvert fald ikke så vidt han kunne huske. Han havde ganske vist haft travlt med opkøbet af Stern & Ljung, da husets ejere pludselig var gået med til at bytte, og de havde været nødt til at træffe en hurtig beslutning.
Men det her ville han have reageret på, uanset hvor stresset og optaget han var. Det var han sikker på. Det samme gjaldt Helene.
”Gud, hvor godt. Carl, er du ikke også tørstig?”
Han kiggede over mod Helene, som stod i køkkenet og drak et glas vand, tilsyneladende helt upåvirket af den ændrede indretning.
”Kom og tag et glas, før du besvimer af væskemangel,” fortsatte hun og fyldte det igen.
Han gik hen til hende og tog imod glasset.
”Og du er sikker på, at vandet fra hanen er okay?”
Hun nikkede.
”Drik du bare. Og tro mig, du ser om nogen ud til at have brug for det.”
Han tømte glasset og indså straks, at hun havde helt ret. Det var, som om væsken forsvandt ud i kroppen, før den havde nået mavesækken.
Hun fyldte glasset igen.
”Her, drik lidt mere.”
Efter også at have drukket det var væskebalancen endelig ved at være genoprettet, og måske var det det egentlige problem. Han havde altid været sart.
Et pludseligt fald i blodsukkeret, mere skulle der ikke til, før han ikke kunne kontrollere sit humør. Det var derfor, han altid havde en pose nødder og mørk chokolade med sig.
Af en eller anden grund havde han ikke fået den med på rejsen, hvilket var usædvanligt for ham. Så usædvanligt, at han havde lavet en mindre scene i flyet, da han havde tømt sin håndbagage i jagten på posen, som han var overbevist om befandt sig der et sted.
Men det havde han for længst lagt bag sig, og hvis han ikke tilfældigvis havde set mærket på kanten af glasset, han lige havde drukket af, ville hans smil i det mindste have været et ærligt forsøg på at være positiv. Nu blev det ikke til mere end en grimasse.
”Hvad er der galt?”
Helene kiggede på ham, som om hun bare havde ventet på, at han skulle finde noget at beklage sig over.
Det var læbestift. Skrigende pink læbestift.
”Ingenting,” sagde han og rystede på hovedet.
”Det er okay. Alt er godt.”
At Helene var usminket og aldrig ville drømme om at male sine læber i 80’er- pink, gjorde ikke sagen bedre.
”Carl. Jeg kan jo se på dig, at der er noget i vejen.”
Hun fulgte hans blik mod glasset og holdt det op mod lyset.
”Hvad er det her? Læbestift?”
Han nikkede og trak på skuldrene.
”Det ligner det unægtelig.”
”Ad, hvor ulækkert.”
Hun lavede en grimasse og slap glasset ned i køkkenvasken, som om det bar på en smitte.
”Og nu hvor jeg tænker over det, så skrev de faktisk noget om, at de ikke har været her i et stykke tid, og at rengøringsfirmaet har en tendens til at sjuske, så snart huset står tomt.”
”Okay,” sagde han og tørrede sig om munden med den ene hånd.
”Ja, der kan man bare se.”
”Ja, der kan man bare se hvad? Hvad mener du med det?”
”Ikke noget særligt, ud over at det …”
Han trak på skuldrene og lod samtidig en finger glide hen over emhætten.
”Måske er det lidt slapt ikke at have mere styr på tingene end som så.”
Helene sukkede bag ham.
”Jeg vidste, at det ville blive sådan her. Jeg vidste det.”
”Blive hvordan? Hvad har jeg nu gjort?”
”Du overdriver. Det gør du altid, når det handler om rengøring. Det mindste lille støvfnug, og du ser rødt.”
”Det mindste lille støvfnug?”
Han rakte pegefingeren frem mod hende.
”Er det, hvad du vil kalde det her?”
Han ventede på en form for reaktion, men der kom ingen, og for sent indså han, at der slet ikke var noget støv på fingeren.
”Undskyld, Helene,” fortsatte han med et suk.
”Skal vi ikke bare slå en streg over alt det her og prøve at komme på plads i stedet? Det er bare mig, der har været for hårdt spændt for, lidt for længe, det er det hele. Det skal nok blive rigtig godt, det her, skal du se. Helt fantastisk, okay?”
Helene nikkede, men blikket var sænket, og trækningerne i underlæben viste tydeligt, at han ikke var den eneste, der var helt udmattet.
”Du …” fortsatte han og forsøgte at få øjenkontakt.
”Kom nu, lad os få pakket ud, inden det bliver for sent.”
”Jeg ville bare have, at det her skulle blive så godt som muligt,” sagde hun med gråden i halsen.
”Forstår du det? At vi kunne være i fred og tage os af hinanden. Bare os to. Dig og mig og ingen andre. Ingen kolleger og venner, intet hotelpersonale, der konstant kommer og forstyrrer. Intet af alt det der, som vi ellers har så meget af.
Som vi ganske vist selv har valgt og godt kan lide, men som også dræner i hvert fald mig for energi. For ikke at nævne vores forhold. Og hvis der er noget, vi har brug for efter det seneste halve år, er det ny energi. Så jeg beder dig, kan vi ikke i det mindste give det en chance?”
”Helene, selvfølgelig skal vi give det en chance.”
”Mener du det? Altså, seriøst. Mener du det virkelig?”
Helenes omfavnelse kom som en total overraskelse, og det tog ham flere sekunder at gengælde den. Dette var anden gang, hun rørte ved ham, siden de ankom. Så meget fysisk kontakt havde de slet ikke haft de seneste måneder.
Alene det at føle hendes krop mod sin egen var en oplevelse, han var begyndt at tvivle på, han nogensinde ville få igen. Men der stod de med armene rundt om hinanden.
”Tak,” sagde hun efter et øjebliks stilhed og lod sit hoved hvile mod hans bryst.
”Jeg ved, hvor grænseoverskridende sådan noget som det her kan være for dig. Så tak, fordi du prøver at gøre dit bedste. Og i morgen skal jeg nok tjekke, at der ikke er flere glas med læbestift på. Du behøver ikke at løfte så meget som en finger. Det lover jeg. Jeg tager mig af det. Okay?”
”Okay,” sagde han og nikkede.
”Det er alletiders. Og jeg kan også sagtens hjælpe til, hvis det skulle være. Hele formålet med det her er jo, at vi skal være sammen.”
”Men?” sagde hun og vred sig ud af hans favn.
”Hvad mener du med ’men’?”
”Der er noget mere, ikke? Noget andet.”
”Helene.”
Han holdt en pause for at finde de rigtige ord.
”Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg havde foretrukket at bo på et hotel med fuld service, tilberedt mad og rene håndklæder hver dag. Men det ville du ikke, og det er fint, du har sikkert ret. Det her er nok bedre for os.”
”Men?” sagde hun igen med et insisterende blik.
”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal …”
Hans blik flakkede, og han tvang det tilbage til hendes.
”Jeg har en fornemmelse af, at … Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, ud over at der er noget med det her hus. Noget, der ikke helt er, som det skal være.”
”Jeg har en fornemmelse af, at … Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, ud over at der er noget med det her hus. Noget, der ikke helt er, som det skal være.”
”Carl, du har været imod husbyttet, lige siden jeg …”
”Nej, det handler overhovedet ikke om det,” afbrød han.
”Okay, de har ikke været her i et stykke tid, og rengøringspersonalet har sjusket lidt. Det er ikke deres skyld. Det kan ske for enhver, selvom jeg ikke forstår, hvorfor de ikke skifter rengøringsfirma. Men det er deres sag og ikke noget, jeg skal blande mig i. Men billederne derimod. Dem, du viste mig. Kan du huske dem? Dem, du havde fået på e-mail.”
”Ja, hvad er der med dem?”
”De ligner ikke det her.” Han slog ud med armene.
”Hvad mener du med det?”
”Ja, enten er vi gået ind i det forkerte hus, eller også er billederne flere år gamle. Altså mindst et årti, måske endnu ældre. Medmindre de har skiftet malerierne ud, lagt et slidt gammelt gulvtæppe over parketgulvet og fyldt huset med en masse spejle og loppefund, lige inden vi skulle komme. De sidste to muligheder er begge højst mærkværdige, hvis du spørger mig, og viser det sig, at dette er det rigtige hus, og at det virkelig er her, vi skal bo, er vi blevet snydt, uanset hvordan man vender og drejer det.”
Han trak på skuldrene.
”Godt og grundigt snydt. Og bare tanken om, at de samme mennesker lige nu befinder sig hjemme i vores hus, føles virkelig ikke særlig …”
”Men vent lige lidt,” afbrød Helene og tog endnu et skridt væk fra ham.
”Der er faktisk endnu en mulighed, ikke?”
”Og hvad skulle det være?”
”At du simpelthen husker forkert. At de billeder, du taler om, ikke viste noget andet end netop det her. Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg knap nok selv huske, hvordan de så ud.”
Carl rystede på hovedet.
”Nej, jeg husker ikke forkert.”
Og nu var han endelig sikker.
”Jeg husker præcis de billeder, og hvordan de så ud.”
Helt sikker.
”Du har dem vel stadig blandt dine e-mails, så du kan jo bare finde dem og selv se efter, hvis du ikke tror på mig.”
”Ja, det burde jeg vel have.”
Helene tog sin mobiltelefon frem og begyndte at søge blandt sine e-mails.
”Det var vel engang i maj, ikke?”
”Jo.”
”Her er de,” sagde hun efter at have scrollet lidt.
”Er det dem her, du mener?”
Carl tog imod telefonen, klikkede på et af billederne og zoomede på må og få ind på en detalje her og der, for til sidst at indse, at det, han havde været fuldstændig overbevist om, var helt forkert.
Billedet viste det samme rum, som de befandt sig i. Det var de samme porcelænsfigurer, de samme hæslige malerier og de samme tørrede blomsterbuketter.
Han klikkede videre til de andre billeder, og det var det samme. Alt så ud præcis som nu. Spejlene, der sad de mærkeligste steder, den mintgrønne sofa og det slidte gulvtæppe. Hver eneste detalje var tilsyneladende ens.
Det var, som om billederne var taget i nøjagtig dette øjeblik, men e-mailen var dateret den 5. maj, hvilket var præcis tre måneder siden. Det kunne ikke være de samme billeder, som han havde set før.
Eller kunne det? Var det trods alt ham, der huskede så forkert?
”Okay”, sagde han til sidst og nikkede.
Mest fordi han havde brug for at sige noget.
”Det ser ud til, at du har ret. Det er min hukommelse, den er gal med.”
Men mest af alt havde han brug for tid til at tænke.
”Jeg kiggede nok ikke så nøje.”
Men ikke nu. Det måtte vente.
”Og med lidt rengøring bliver det her sikkert rigtig godt.”
”Det har du allerede sagt, flere gange endda. Spørgsmålet er, om du virkelig mener det, eller om du bare siger det for ikke at gøre mig ked af det.”
”Nej, overhovedet ikke. Selvom jeg lige nu vil sige og love hvad som helst, hvis jeg ikke snart får lov at gå i seng.”
Helene grinede og strøg ham over kinden.
”Carl, jeg forstår, hvis du er helt udmattet. Normalt ville du allerede have sovet i over fem timer. Men du er altså nødt til at holde dig vågen lidt endnu. Jeg har nemlig en lille overraskelse, som ikke kan vente.”
”Hvad er det for en overraskelse?”
”Bare rolig. Jeg ved, at overraskelser er noget af det værste, du ved, men jeg lover, at du godt vil kunne lide den her. Så stol på mig, og gå ud og slå dig ned i en af liggestolene ved poolen, så kommer jeg, så snart jeg er færdig med forberedelserne.”
Han skulle til at sige noget, spørge, om det ikke kunne vente til i morgen, når han var udhvilet og i stand til at sætte pris på, hvad end det nu var.
Men i stedet nikkede han, forlod køkkenområdet og fortsatte gennem den overmøblerede stue mod glasdørene, mens han forsøgte at overbevise sig selv om, at det nok bare var ham, der huskede forkert.
At det var sådan her, billederne havde set ud, og at alt var, som det skulle være.
Stefan Ahnhem: Byttet
★★★★ “Intet er, hvad det udgiver sig for at være i denne svindler-krimi” – Jyllands-Posten
Stefan Ahnhem, som står bag de bedstsælgende krimier om Fabian Risk, har skrevet en psykologisk thriller om parforhold i opløsning.
Carl og Helene har brug for en lang ferie, hvor de har tid til at finde hinanden igen. De har fundet et drømmehus i Californien og har derfor byttet deres hjem med et amerikansk par, som skal tilbringe sommeren i deres villa i Stockholms skærgård. Men så snart Carl og Helene lander i Santa Cruz er der noget, som føles forkert. Så huset virkelig sådan ud på billederne? Og hvad har det andet par egentlig gang i i deres hjem? Byttet beskæftiger sig med, hvordan vores drømme og fantasier kan vendes imod os, så vi i sidste ende ikke tør tro på os selv..
Du kan købe Byttet online fx hos Bog&idé eller i den nærmeste boghandel.
Andre læste også: