Krimi Læseprøve og uddrag Stefan Ahnhem Svenske krimier

Stefan Ahnhem klar med ny, spændende krimi, En helt anden historie.

En helt anden historie, Stefan Ahnhem gode bøger, krimi

En helt anden historie af Stefan Ahnhem er en nervepirrende krimi, der udforsker grænserne mellem at være offentlig og privat. Begynd din læsning her.


I En helt anden historie af Stefan Ahnhem findes en kendt livsstilsblogger myrdet i en suite på et af Stockholms luksushoteller. Sagen havner på Malin Rehnbergs bord, og spørgsmålet bliver imidlertid, om det er en kynisk iscenesat henrettelse eller resultatet af en erotisk leg, der er gået for vidt?

Efterforskningen har ikke været i gang mange timer, før det går op for Malin, at den også indebærer en kamp mod hendes nye chef, der ønsker, at Rigskriminalpolitiet nedprioriterer sagen til fordel for en sag om trafficking. Hendes chef er dog ikke hendes eneste udfordring, for også på hjemmefronten skaber det uforudsigelige liv som efterforsker problemer.

Da der bliver begået endnu et mord, er alt oppe at vende. Umiddelbart er der ikke en forbindelse mellem ofrene, men måske kan det nye dødsfald være en brik i en større sag. Og hvem er den ukendte stalker, der bliver ved med at dukke op i efterforskningen, og hvad vil han?

LÆS OGSÅ: Det sidste søm. En grandios og nerveflænsende finale på Stefan Ahnhems Fabian Risk-serie

En helt anden historie er en selvstændig krimi fra Stefan Ahnhem, kendt for Fabian Risk-serien, der er udkommet i 30 lande og har solgt mere end 2,5 millioner bøger.

Husk også at følge vores Facebook-side Gerningsstedet. Hvor vi dagligt taler om krimier.


En helt anden historie

Stefan Ahnhem

1

Tanken var svimlende. Så svimlende, at den gjorde ham beruset. Hans inderligste ønske var ved at blive opfyldt. Et ønske, der egentlig var for naivt og skrøbeligt til at have en chance for at overleve ude i den barske virkelighed.

Men sådan var det ikke. Det her var ikke blot endnu en våd drøm, han pludselig ville vågne op af, svedig og viklet ind i klamme lagener. Nej, det her skete virkelig, og for at forsikre sig om, at han faktisk stod foran håndvasken i netop dette elegante badeværelse, der duftede som i en reklamefilm, gav han sig selv en hård lussing, inden han fortsatte med at hive hårstrå ud af næseborene.

Fra det tilstødende værelse lød kendingsmelodien fra Rapports tidlige aftenudsendelse på høj volumen. Fjernsynet var det første, han havde sørget for at tænde, da han var kommet ind i rummet. Ikke fordi, han kiggede på det med nogen større interesse, men mest fordi, der til forskel fra derhjemme, var et fjernsyn at tænde for, som desuden havde kanaler i overflod.

”Velkommen til Rapport,” sagde nyhedsværten.

”Vi begynder i København, hvor det danske politi tidligere i dag bekræftede, at det var Mogens Klinge, den operative chef for den danske efterretnings- tjeneste, PET, der tidligt i går morges blev fundet død i en bil på bunden af indløbet til Københavns havn.”

Derhjemme havde han ingen trang til at anskaffe sig et fjernsyn, men så snart han indlogerede sig på et hotel, kunne han ikke lade være med at smide sig i dobbeltsengen og, bevæbnet med fjernbetjeningen, se den ene mere obskure kanal efter den anden. Uanset om det var et langsomt parti billard eller gamle sort-hvide billeder fra en eller anden krig.

”Ifølge vores oplysninger skal Mogens Klinge være blevet skudt i hovedet på klos hold,” forsatte nyhedsværten.

”Hvorvidt det drejer sig om drab eller selvmord, er til gengæld stadig usikkert, siger Jan Hesk fra det danske politi, der samtidig understreger, at man på dette tidlige tidspunkt i efterforskningen undersøger en større mængde forskellige spor.”

Lige denne gang havde han dog ikke nået mere end at tænde for fjernsynet og skrue op for lyden, før han havde været nødt til at gå i gang med sine forberedelser. Alene det at fjerne de sidste hårstrå fra næsen tog sin tid, og her gik det ikke at gå på kompromis. Det var en selvfølge, at han skulle være ren og fin på alle leder og kanter.

Ingen gik så meget op i renlighed som Coco. Det var de mange reklamer, hun lavede for dybderensende masker, fugtgivende hudcremer og alt sådan noget, et tydeligt bevis på. Ganske vist havde hun, ligesom ham, en lidt kinky side, men glatbarberet og ren skulle han være, og derfor havde han spenderet over en time under bruseren og brugt en hel pose engangsskrabere.

Og det var langtfra det eneste, han havde gjort. Alene i løbet af det seneste år havde han trænet mellem tre og fire gange om ugen med et par håndvægte og en yogamåtte. Derudover havde han holdt en streng diæt med kun to kaloriefattige måltider om dagen, og han var nu præcis så tynd, stærk og senet, som han vidste, Coco ville have ham.

”I bilen sammen med Mogens Klinge skal der også have været en kvinde, som endnu ikke er identificeret,” fortsatte nyhedsværten fra det tilstødende værelse.

”Af den grund har man udsendt billeder af kvinden og bedt offentligheden om hjælp. Billeder, der dels viser hendes ansigt, dels nogle signifikante ar på indersiden af hendes lår.”

Nu var tiden inde. Endelig ville alle hans forberedelser lønne sig. Hans tålmodighed og udholdenhed. Alt det, han havde gået og glædet sig til i så lang tid. De havde danset deres dans og leget deres leg. Hun havde spillet kostbar, og han havde foregivet at blive såret. Hun havde været katten og han musen, eller også var det omvendt.

Det spillede ingen rolle. Det vigtigste var, at de havde gjort alt det, man skulle gøre, inden de for alvor kunne gå i gang. Inden der ikke længere var nogen vej tilbage.

Det havde der egentlig aldrig været. Men Coco havde haft brug for tid til at nå frem til den samme konklusion som ham. Og nu var hun der. Nu havde hun endelig indset, at hun tilhørte ham, at hun altid havde tilhørt ham, og måden, hun havde vist det på, var så typisk hende, at han blev varm i hele kroppen.

Først og fremmest var det billedet, hun havde lagt på Instagram med teksten My room, my view, for the next 24 hours. #noneedtoask #willnottellyouwhere #youwhoknowyouknow #indesperateneedofso- meprivacy #radiosilencefor24. Et billede, hvor man med en smule fantasi kunne skimte den forgyldte hane øverst oppe på spiret i tårnet på den tyske kirke.

Mere information end det havde han ikke behøvet for at regne ud, hvor hun befandt sig. #youwhoknowyouknow. At det var en ledetråd til hans tyske aner, var hævet over enhver tvivl. Selvfølgelig havde hun lavet lige så meget research om ham, som han havde gjort om hende.

Hvis ikke endnu mere. Det havde han set flere tegn på i årenes løb. En enkelt gang var hun gået så langt, at hun havde hyret en privatdetektiv, der i en hel uge havde holdt øje med ham og været i hælene på ham, hvor end han havde gået.

At hun desuden havde gjort det soleklart for alle andre almindelige dødelige, at hun ikke ville forstyrres i det kommende døgn, skadede heller ikke, selvom prikken over i’et dog var billedtekstens længde på 142 tegn, inklusive mellemrum.

Det var nemlig præcis det antal gange, de havde været i kontakt med hinanden i årenes løb. Fra den allerførste gang han havde taget mod til sig og skrevet til hende, til alle de hemmelige besøg, han havde aflagt, og frem til opslaget i dag, der ikke kunne tolkes som andet end en udstrakt hånd til netop ham.

”Med os i studiet har vi Erica Andersson fra Helsingborg, der gjorde det makabre undervandsfund i København tidligt i går morges,” lød det fra fjernsynet.

”Velkommen.”

”Tak skal du have.”

”Fortæl. Hvad var det egentlig, der skete?”

”Jo, altså, min danske kæreste, Mikkel, og jeg var ude at ro i kajak i havnen.”

Efter at have pudset næse og skyllet ansigtet rent en sidste gang, smurte han sig ind i creme, tog mere deodorant på og børstede tænder, hvorpå han forlod badeværelset og gik ind i soveværelset. Her begyndte han at klæde sig på, mens nyhedsværten interviewede den kraftige kvinde.

”Og hvad skete der så?”

”Jo længere vi kom ud, jo højere gik bølgerne. Især efter krydstogtskibene, som lægger til i den nordlige del af havnen. Så til sidst mistede jeg balancen og kom til at snurre rundt, og så var det, at jeg …”

Kvinden tabte tråden og havde åbenbart svært ved at tale om det.

”Så var det, at jeg så …”

Han slukkede for fjernsynet, tjekkede, at læderbukserne sad, som de skulle, og bestemte sig for at knappe endnu en knap op i den farvestrålende skjorte, han havde set Coco gøre reklame for. Til sidst stoppede han etuiet med ringen i lommen, tog den overdådige blomsterbuket med hvide liljer og forlod værelset.

Han skulle tre etager op. For ikke at risikere at blive forpustet og svedig, havde han foretrukket at tage elevatoren, men det ville ikke fungere med hans nøglekort. Derfor måtte det blive ad de tæppebeklædte trapper i et passende langsomt tempo for at holde pulsen i ro.

Det til trods fortsatte den stædigt med at stige, da der kun var et par trappetrin tilbage. Ikke fordi, han var forpustet og i dårlig form, men fordi tiden endelig var inde. Fordi han inden for et par minutter ville forlade før og træde ind i efter. Så stort var det. Både for ham og for Coco.

At elevatordørene skulle åbne lige i det øjeblik, han var på vej op ad af trapperne, var selvfølgelig irriterende, men værre var det heller ikke. Manden, som kom ud af elevatoren, var ung, højst femogtyve år, og klædt i slidte Converse, stramme jeans og en hættetrøje.

Han lignede ikke en, der havde råd til at betale for nogen af suiterne på denne etage. Han så ikke engang ud som en, der havde råd til værelserne tre etager længere nede. På den anden side var det nogenlunde sådan, de fleste it-milliardærer plejede at gå klædt. Som om de på trods af al deres succes mest af alt havde lyst til at hoppe op på deres skateboard og rulle væk langs fortovet.

Han bestemte sig for at vente og lade, hvem end det nu var, gå ind til sig selv, inden han selv fortsatte op til korridoren med alle suiterne. Problemet var, at han i stedet for det lille klik, der opstod, når man holdt nøglekortet mod låsen, tydeligt kunne høre manden banke på en af dørene. Noget, der kunne tyde på, at han, når alt kom til alt, alligevel ikke var en it-fantast med egen suite.

Egentlig var det helt unødvendigt. Især i betragtning af, hvor meget det bød ham imod. Han havde jo allerede forstået, hvordan det hang sammen. Men hvor pinefuldt det end var, kunne han ikke forhindre sig selv i at tage de sidste skridt op ad trappen.

Synet af Coco, der åbnede døren og slap manden ind, ætsede som syre i hans øjne. Hans Coco. Hvordan kunne hun gøre det imod ham? Hans elskede Coco. Hvordan kunne kun gøre det?

2

”Standing bow pulling pose,” messede den kvindelige instruktør i sin stramtsiddende træningstop og mindst lige så stramme krop.

”Put the right hand in front of you, palm facing up. Grab your right foot from the inside by the ancle.”

Malin Rehnberg kunne ikke lade være med at blive irriteret på hende. På hendes fuldstændige mangel på underhudsfedt og på de hæslige tatoveringer. Men mest af alt lod hun sig irritere over det engelske. De befandt sig i Sverige, nærmere bestemt på Södermalm, og hun var overbevist om, at alle i yogasalen var svenskere. Men Tricia, som instruktøren havde præsenteret sig som, fortsatte stædigt på sit amerikaniserede engelsk.

”Left arm up, shoulder to chin. Inhale and charge your upper body forward.”

Egentlig var hun irriteret på hele denne bikram-sauna-ting fra start til slut. De evighedslange positioner, der fik kroppen til at gøre ondt på steder, hun ikke engang vidste fandtes. Den høje temperatur og luftfugtigheden, der gjorde, at hun konstant var på grænsen til at kaste op. Og den klistrede salte sved, der løb overalt, og her mente hun virkelig overalt. Sveden fra de andre halvnøgne kroppe ville hun slet ikke tænke på.

”Pull your leg up towards the ceiling. Bring your body forward.”

Hun havde ikke svært ved at forstå, hvorfor de fleste stod på deres måtter i badebukser og bikini, men det betød ikke, at hun havde tænkt sig at synke så lavt. Aldrig i livet, om hun ville stå der halvnøgen med skrævet i vejret, selvom alt det træningstøj, hun havde på, klistrede mod hendes hud og gjorde de allerede umulige øvelser endnu mere umulige.

Had var måske for stærkt et udtryk, men et sted i dets absolutte nærhed var hun dog nødt til at holde sig for at beskrive sit forhold til bikramyoga nogenlunde korrekt. Dette var tredje gang, hun prøvede det, efter en af hendes kolleger på politistationen havde talt varmt for, hvad der ikke kunne beskrives som andet end selvtortur, og overtalt hende til at slå til på et nedsat klippekort på hele ti gange.

Men egentlig var alting hendes mands, Anders, skyld. Det var ham, der havde pisket en stemning op og været efter hende med, at hun burde komme i gang med at træne. Han havde ganske vist ikke sagt det ligeud. Det kunne han aldrig finde på. Tværtimod fortalte han hende altid, hvor smuk hun var, og at hun kun blev smukkere med årene.

Men hun kunne mærke det på ham. Hvad han egentlig syntes. Det spillede ingen rolle, hvad han svarede, når hun spurgte. Det, han virkelig mente, endte alligevel altid med at sive ud mellem sidebenene, i tonefaldet og i de små, men velafvejede, suk.

Han syntes, hun var tyk. At hendes BMI holdt sig inden for det, der blev anset for normalen, var ligegyldigt. I hans øjne var hun værre end en overvægtig hvalros, der, hvis hun ikke snart gjorde noget, ville finde sig selv strandet i sandet et sted og undre sig over, hvad der var sket.

Selv var han, dygtig som han var, begyndt at løbetræne i det seneste år og havde tabt sig seksten kilo, hvilket mildt sagt var provokerende. Det var så typisk ham. Først at bestemme sig for noget og derefter bare gå i gang med at gøre det. Fra beslutning til handling på ingen verdens tid, tilsat nul forståelse for, at alle ikke havde det præcis lige så let som ham.

For hendes vedkommende kunne han slå sig selv for brystet, så meget han lystede. Det ændrede alligevel ikke på, at han var blevet kedeligere. Han, der ellers altid havde kunnet trække en flaske vin op til aftensmaden på en helt almindelig tirsdag, hvis ånden kom over ham, ville nu for tiden aldrig komme på så dekadent en tanke som at drikke alkohol midt i ugen, medmindre der var noget særligt at fejre. Og det var altså den samme mand, som havde en af landets største whiskysamlinger i kælderen.

Hvorvidt han anså, at de havde nok at fejre netop i aften for at ville gøre en undtagelse fra sit mantra om, at danskvand med en skive citron i et fint glas minsandten også var festligt, måtte tiden vise. Det var trods alt deres 10-års bryllupsdag.

Selv var hun én stor undtagelse, og lige nu, hvor hun lagde sig ned på maven og kunne mærke kebabben, hun havde proppet i sig til frokost, blive presset op mod mavemunden, førte hun en hård kamp mod sin indre stemme, der mente, at dette var fuldstændig vanvittigt, og at hun hurtigst muligt burde rejse sig op, rulle måtten sammen og takke for i dag.

Men hun var fast besluttet på ikke at give op. Hun havde ikke tænkt sig at komme hjem på deres bryllupsdag og fortælle, at hun ikke havde orket at gennemføre træningen, bare for at se ham nikke med det skæve smil, som afslørede, at han i virkeligheden aldrig havde forventet andet. Nej, den tilfredsstillelse havde hun minsandten ikke tænkt sig at give ham.

”On your stomach, bend your knees and grab both your feet behind you.”

Vibrationerne fra mobiltelefonen, der lå gemt under håndklædet, spredte sig via måtten til hendes mave. Det var strengt forbudt at tage telefonen med ind. Men der var ingen aflåselige skabe i omklædningsrummet, og hun stolede ikke på alle disse tatoverede hippietyper, så derfor havde hun taget både mobiltelefon og pengepung med sig ind.

”Take a deep breath. Slowly and gently kick both your legs back and up behind you.”

Spørgsmålet var, om de andre også kunne mærke vibrationerne. Som manden på måtten ved siden af, der absolut skulle røre ved hende, så snart de skulle strække armene ud til siden. Havde det ikke været, fordi de skulle kigge lige op i loftet, ville han sikkert have gloet surt på hende.

”Look up, kick up. Keep your legs back and up.”

Normalt ville hun ikke have haft noget problem med bare at lade den ringe og vente til senere med at se, hvem det var. Nu føltes det at svare som det vigtigste i hele verden, og trangen til at slippe grebet om fødderne, lette på håndklædet og kaste et blik på skærmen var næsten større, end da hun holdt op med at ryge.

”Look up. Head up. Knees more in. Role forward. Keep kicking up. Keep kicking. And slowly, slowly lower back down. And relax.”

Til sidst gav hun efter og så, at det var hendes kollega, Per Wigsell, som havde ringet. De havde arbejdet i det samme team siden oktober forrige år, og hun havde stadig ikke vænnet sig til, at nogen kunne være så knastør og helt befriet fra alt, der mindede om humor og ironi. Hun så ganske vist ikke så meget til ham, da han havde for vane at være hjemme med syge børn, så snart en af hans søndercurlede unger gav den mindste lyd fra sig.

Men nu havde han altså ringet, ovenikøbet en lørdag aften. Normalt ville han aldrig drømme om at røre en finger efter klokken sytten, selv hvis hvert eneste højhus i Stockholm blev ramt af et fly. At han for en gangs skyld måtte vente lidt på hende, var kun ren karma.

Hun slukkede derfor skærmen helt uden dårlig samvittighed og skulle lige til at gå i gang med den næste torturstilling, da den igen lyste op med en sms, der informerede om, at hun havde modtaget en telefonsvarerbesked.

”Hey, you there in the pink … thing”, råbte instruktøren.

”No cell phones during class.”

”Undskyld, jeg skal bare lige …” Malin afspillede beskeden og satte mobiltelefonen mod øret.

”Hej Malin, det er Per,” lød Wigsells stemme

”Undskyld, jeg ringer og forstyrrer, men jeg har lige været i kontakt med Aronsson, og der er kommet en anmeldelse fra Grand Hôtel om, så vidt jeg forstår, et drab.”

”No, please,” fortsatte det tatoverede skelet oppe foran.

”I’m asking you to put it away now.”

”Ja, har jeg jo sagt. Jeg er bare nødt til at aflytte det her. Det er faktisk vigtigt.”

”Han ville have, at jeg skulle tage derhen hurtigst muligt,” fortsatte Wigsells indspillede stemme.

”Problemet er, at jeg er nødt til at være hjemme med børnene, da Susanna er til venindemiddag.”

Hun slukkede mobiltelefonen og tog et par slurke af det vand, hun havde med.

”Thank you,” sagde Tricia uden antydningen af et smil.

”Okay, let’s move on to the fixed firmed pose, or the thunderbolt pose, as some people still call it.”

En anmeldelse om et drab på Grand Hôtel. Det lød alvorligt. Men ikke værre, end at Inger Carlén og Markus Höglund kunne tage sig af det. Nu havde de ganske vist allerede temmelig meget på deres bord, hvilket man ikke kunne sige om hverken hende eller Wigsell. Men at han bare skulle læsse det hele over på hende, havde hun ikke sådan uden videre tænkt sig at gå med til. Især ikke, når det var hendes bryllupsdag, hvilket han i øvrigt udmærket godt vidste.

Hun havde fortalt det til hele teamet til frokosten i går. Om hvordan hun sidste år havde overrasket Anders med en fin middag på Gondolen og et standup-show bagefter, og at hun nu håbede, men ikke forventede, at han ville invitere hende på noget rigtig romantisk.

Men selv hvis det ikke havde været hendes bryllupsdag. Hvorfor skulle hun så opgive sin træning, som hver eneste celle i hendes krop ganske vist skreg efter at slippe for, bare fordi hans kone sad og rødvinssludrede med sine veninder? Nej, der trak hun altså grænsen.

Ja, Per var da under tøflen, hvilket han langt fra var alene om. Der fandtes så mange nedbøjede manderygge derude, at hun var overbevist om, at det største erhverv inden for alle kategorier i fremtiden ville være kiropraktor.

Men sandheden var, at hun ikke kendte en større tøffelhelt end netop Wigsell. Hvis hans kone sagde hop, ville han uden at blinke slippe alt andet og begynde at hoppe på stedet, mens han afventede nye ordrer. Det hele var blevet så åbenbart i løbet af de seneste måneder, at hun altid kom til at tænke på Devos ’Whip It’, så snart han trådte ind i lokalet.

”Hej. Undskyld mig,” lød en forsigtig stemme.

Malin vendte sig om og så en sydeuropæisk mand med gråsprængt hår stikke hovedet ind gennem døråbningen.

”We’re in the middle of a class, so you can’t come in here”, sagde den tatoverede diktator.

”Please, close the door.”

”Undskyld,” fortsatte manden, der var iklædt tjeneruniform.

”Jeg ville bare høre, om der er …”

”Ja, men det må desværre vente, indtil vi er færdige. Som jeg sagde, er vi midt i en træning. Så vær venlig at lukke døren.”

Så hun kunne altså tale svensk, den lille Tricia. Endda flydende. Hun ville vædde på, at hun egentlig hed Tina Persson eller noget andet bonderøvsagtigt, men havde bestemt sig for at skifte navn til noget mere sexet efter at have røget sig skæv og danset parringsdans rundt om et bål på en strand i Goa.

”Jeg beklager og vil ikke forstyrre, men det er meget vigtigt, og jeg er nødt til at vide, om der er en Malin Rehnberg til stede?” sagde manden og kiggede sig omkring.

”Ja, det er mig.” Hun løftede hånden og vinkede.

”Jeg hedder Josef, og jeg arbejder på Restaurant Kamarina her på hjørnet. Jeg skal hilse fra en Per Wigsell og sige, at du er nødt til at tage hen til Grand Hôtel. Han sagde, at han har prøvet at ringe og har lagt en besked på din telefonsvarer.”

I et par sekunder troede hun ikke sine egne ører. Hvordan kunne Wigsell vide, at hun var til yoga, og havde han virkelig kontaktet grækeren på hjørnet bare for at få fat på hende?

Erkendelsen kom som et lyn fra en klar himmel. Eller også var der nu lagt så tilpas mange puslespilsbrikker, at hun kunne se hele billedet og endelig forstå, hvordan det hang sammen.

”Denne Per Wigsell,” sagde hun og kunne mærke sit dårlige humør lette.

”Sagde han noget om, at det haster, eller kan jeg nå …”

”Haster, ja.” Manden nikkede.

”Det sagde han. Det haster meget. Så du må hellere skynde dig. Nu er jeg nødt til at komme tilbage,
så tak for nu.”

Manden forsvandt ud gennem døråbningen.

Selv rejste hun sig op og begyndte at rulle måtten sammen.

”Hello. Excuse me,” sagde instruktøren.

”What are you doing?”

”Exsqueeze me,” sagde Malin og begyndte at gå hen mod døren.

”Hvad ser det ud til?”

”Altså, vi har nogle få regler her, og en af dem er, at vi lader telefonen blive i omklædningsrummet. En anden er, at ingen forlader salen, mens vi træner. Og nu har du brudt …”

”Arrest me,” afbrød hun, hvorefter hun tog klippekortet op af lommen og kastede det op i luften.

”Der er syv gange tilbage, så først til mølle.”

Hun åbnede døren og kunne høre, hvordan flere af de svedige kroppe bag hende kæmpede med at komme først, mens hun forlod salen.

Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været i så godt humør. Det var, som om hendes dårlige humør var forduftet sammen med sveden. Og det hele var bare, fordi hendes elskede Anders havde arrangeret en lille overraskelse på deres bryllupsdag.

3

For en gangs skyld sørgede hun for at holde et adstadigt tempo på cyklen på vej ned ad Götgatsbacken og videre langs med Skeppsbron. Var der noget, hun ikke ville, så var det at ankomme dampende af sved med plamager på størrelse med LP’er under armene.

At Anders åbenbart havde instrueret Wigsell om, at det hastede, var der ikke noget at gøre ved. Det måtte tage den tid, det tog. Han ville nok sætte pris på, at hun, udover den langsomme cykeltur, også havde taget sig tid til et grundigt brusebad, og imod alle regler havde lånt en smule luksusdeodorant fra en af taskerne i omklædningsrummet.

I det mindste havde hun sin rødblomstrede sommerkjole med flæser på, selvom kjoler egentlig ikke var hendes stil. Især ikke blomstrede med en alt for dyb udskæring.

Det med udskæringen var faktisk ikke noget, hun havde skænket en tanke, da hun havde taget den på i morges. Da havde hun mest været ude på at minde Anders om, at det ikke var en hvilken som helst dag i dag. Men han havde knap set til hendes side, hvilket hun ikke kunne beskylde en del andre mænd for.

Det var alle lige fra naboen, der havde klippet hækken på den anden side af gaden, til manden, der afleverede pantflasker i Konsum. De havde alle klædt hende af med øjnene i så udpræget grad, at hun havde lovet sig selv aldrig at tage kjolen på igen.

Men lige nu, hvor hun steg af cyklen og låste den fast bag den overkonstruerede og kantede lille kioskbygning på Strömkajen, var den lige i øjet. Skulle hun være helt ærlig, følte hun sig rigtig lækker og endda lidt sexet i forventning om det, der ventede.

Det hele var næsten lidt uvirkeligt, som om hun befandt sig midt i et eventyr, og hun var fuld af forundring over, at det ikke blot var lykkedes Anders at finde energi nok til at arrangere en overraskelse, men at han desuden havde gjort så meget ud af det.

Det var selvfølgelig derfor, hans mor var kommet og havde hentet Love. Hun havde ellers altid travlt med noget andet. Noget, der var vigtigere end at passe sit eneste barnebarn. Det drejede sig i virkeligheden slet ikke om, at han var nødt til at tage på arbejde for at holde et møde, der under ingen omstændigheder kunne vente til mandag. En forklaring, hun ellers havde slugt råt, og som var den egentlige årsag til, at hun havde været sur på ham stort set hele dagen.

Havde det ikke været på grund af det, ville hun for eksempel have taget sig tid til at køre ind til byen og købe de røde blondetrusser, hun vidste, han ville kunne lide. Nu gik hun i stedet rundt i nogle trusser, der mere mindede om mamelukker, som en anden mormor. Jo, de var da behagelige og holdt alting på plads, men uanset hvor behagelige de var, hørte de ikke hjemme på Grand Hôtel.

Erkendelsen fik hende pludselig til at stoppe op og kigge sig over skulderen for at forsikre sig om, at der ikke var nogen i hendes umiddelbare nærhed. Inden hun nåede at komme på bedre tanker, sparkede hun sandalerne af, førte hænderne op under kjolen og trak trusserne af.

Det hele gik så hurtigt, at hun først indså, hvad hun havde gjort, da hun igen var på vej over Strömkajens brostensbelægning med trusserne i træningstasken og omgivet af den forfriskende aftenbrise fra Stockholms Ström.

Hun havde aldrig gjort noget lignende, i hvert fald ikke i de sidste tyve år, og hun kunne allerede nu forestille sig, hvor overrasket Anders ville blive, når han opdagede hendes lille påfund. Så sent som i denne uge, midt i deres onsdagssex, havde han haft den frækhed at klage over, at hun aldrig overraskede ham længere. Som om det skulle gøre hende mere kreativ. For ikke at tale om, hvordan hele idéen om onsdag aftener var den diametrale modsætning af overraskelser. Men det var vel det, han havde indset til sidst.

Hun krydsede gaden og fortsatte op mod den overdådige hotelindgang. Hun havde været der nogle gange før, i den elegante Cadierbar, der med sine behagelige lænestole, udmærkede drinks og ret fantastiske betjening altid havde fået hende til at føle sig særligt udvalgt. Som om lige præcis hun havde fortjent at blive sluppet ind i deres parallelunivers, langt væk fra trængslen i undergrundsbanen, Roskildesygen og krummerne på køkkengulvet.

Og allerede nu kunne hun mærke det. At hun blev mere og mere opstemt, for hvert skridt hun tog mod indgangen, hvor hotelportieren stod i kjolesæt og høj hat og bød folk velkommen. Det ville blive sjovt, det her. Specielt, hvis de begyndte med et par drinks for at komme i den rette stemning. Måske ville han simpelthen overraske hende med champagne og jordbær.

Men efter drinks og middag, og hvad der nu ellers var, ville det ikke længere være op til ham. I samme øjeblik, de var tilbage på hotelværelset, ville hun tage kommandoen. Så var det hendes tur til at overraske, og hun ville gøre ting ved ham, som han aldrig havde turdet drømme om. Ting, der ville vise ham, hvor langt de var fra deres udløbsdato.

Hun smilede til portieren, som åbnede døren for hende, og fortsatte ind i lobbyen, der med sine store tæpper, borde med blomsterdekorationer og marmorsøjler fik hende til at føle sig fem kilo lettere og nyforelsket igen.

Bag receptionsdisken stod tre kvinder i forskellig alder og kiggede mod hende, mens de talte sammen. Hun sendte et smil afsted i deres retning og fortsatte videre mod Cadierbaren, hvor hun kiggede rundt i lokalet med et selvsikkert blik.

Antallet af summende gæster, der sad spredt i øerne af lænestole, var lige tilpas, for at de skulle kunne fungere som statister i den romantiske film om, hvordan hun og Anders genfandt den gnist, som engang havde været der, men var gået tabt undervejs. Ved flyglet sad en kvindelig barpianist og fremførte en version af ’Imagine’, der ville få John Lennon til at vende sig i graven. Men det var præcis, som det skulle være. Dekadent, virkelighedsfjernt og aldeles, aldeles vidunderligt.

Det eneste, som ødelagde billedet, var Anders’ fravær. Hun kunne ikke få øje på ham nogen steder, og hun var endda gået en ekstra runde for at forsikre sig om, at han ikke sad og ventede i en af lænestolene med høj ryg. Måske var han bare på toilettet. Eller oppe på hotelværelset for at forberede noget. Måske sad han allerede i restauranten.

”Undskyld,” lød en lavmælt stemme lige bag hende, og da hun vendte sig om, så hun, at det var den ældste af de tre kvinder fra receptionen.

”Er De Malin Rehnberg?”

”Ja, det er mig,” sagde hun og nikkede.

Anders havde åbenbart flere overraskelser i ærmet.

”Hvad drejer det sig om?” fortsatte hun i et forsøg på at lege med.

”Hvis De vil være så venlig at følge med mig,” svarede receptionisten med et smil, der var umuligt at aflæse, hvorpå hun vendte tilbage mod lobbyen.

Malin fulgte efter hende hen til elevatordørene, hvor receptionisten stoppede op, vendte sig mod hende og gav hende et nøglekort.

”Her har De en nøgle.”

”Og hvilket værelse er det?” sagde hun og smålo.

”Det kan jo være godt at vide.”

”Flagsuiten,” sagde receptionisten uden antydning af et smil.

”Den er på øverste etage. Bare brug nøglekortet i elevatoren. Og her er mit direkte nummer, hvis der skulle være noget.”

”Okay, så ved jeg det. Tak skal De have.” Malin tog imod visitkortet og trådte ind i elevatoren.

”Og lige en ting til.” Receptionisten trykkede på dørknappen, så elevatordørene blev holdt åbne.

”Jeg vil sætte stor pris på, hvis vi kan forsøge at holde det hele så diskret som muligt”

”Undskyld mig?” Malin vendte sig om, usikker på, om hun havde hørt rigtigt.

”Ja, vi vil jo så vidt muligt undgå at forstyrre de øvrige gæster. Det håber jeg, De har forståelse for.”

Elevatordørene lukkede i, og Malin holdt nøglekortet mod kortlæseren, mens hun trykkede på knappen til den øverste etage, hvorefter elevatoren begyndte at køre op. Det gik langsomt, men det gjorde hende ikke noget. Hun havde brug for tid til at tænke. Til at fordøje, hvad alt det her egentlig handlede om, for lige nu følte hun kun forvirring.

Hun vidste ikke, hvor meget en suite kostede pr. nat, bortset fra at det var et fantasibeløb med væsentlig flere nuller, end Anders havde råd til. Medmindre han havde vundet i Lotto, solgt nogle af sine klenodier fra whiskysamlingen eller var faldet over et guldfund, sidste gang han var ude at rode i haven.

Hvad end det var, ville han aldrig kunne holde det hemmeligt for hende. Ikke engang når det bare drejede sig om hendes kundebonus på ICA-kortet. Desuden var der noget mystisk ved receptionisten, der til at begynde med havde opført sig meget diskret og professionelt, men til sidst nærmest havde været direkte uforskammet.

Puslespilsbrikkerne passede simpelthen ikke sammen. Det gjorde de først, da elevatordørene gled fra hinanden, og hun kunne træde ud og stille sig på det tykke gulvtæppe, der absorberede så meget lyd, at man fik propper i ørene. Hun kiggede sig omkring i korridoren, der var prydet af elegant stukkatur, væglamper og malerier.

Erkendelsen spredte sig som en langsom chokbølge gennem hendes krop. Som om hun for bare et par minutter siden var faldet i søvn i en liggestol på en paradisstrand og nu var ved at vågne op på fjeldet midt i en snestorm. Måske var det derfor, hun både frøs og svedte på samme tid.

Hun var nødt til at samle sig, før hun kunne fortsætte gennem korridoren. Indse, at intet at det, hun havde forventet, var det, hun var på vej ind til. Det var svært, måske ligefrem umuligt, og det eneste, hun havde lyst til, var at vende tilbage mod elevatoren og køre ned igen, forlade hotellet og kaste sig op på cyklen.

Men da hun stod ved messingskiltet, der med sirlige bogstaver informerede om, at dette var Flagsuiten, havde hun nået at omstille sine forventninger nok til at kunne trykke nøglekortet mod låsen, åbne og gå ind, forberedt på stort set hvad som helst.

Det første, der mødte hende, var en rumlig entre, hvilket gjorde, at det føltes mere som en stor luksuriøs lejlighed end som et hotelværelse. Der hang elegante frakker på nogle af bøjlerne, og på gulvet stod tre par sko, alle højhælede og sikkert meget eksklusive. En aluminiumskuffert, der havde fået et par buler her og der, stod på gulvet ved siden af et sideboard, hvor der lå et håndskrevet brev ved siden af en urørt frugtskål.

Kære Coco
Hjerteligt velkommen til Grand Hôtel. Vi håber, De får et vidunderligt ophold her hos os og føler Dem hjemme. Tøv ikke med at kontakte os, hvis vi kan være behjælpelige med noget. Vi står til tjeneste døgnet rundt.
Venlige hilsner personalet,
Grand Hôtel

Coco … Kunne det virkelig være den Coco? Hun vendte sig mod kufferten og læste navneskiltet, der hang fra håndtaget. Jo, det var virkelig hende. En af Sveriges allerførste og mest succesrige livs- stilsbloggere, der havde formået at fastholde grebet om sine følgere gennem alle de forvandlinger og image-skift, hun havde gennemgået.

Selv havde hun aldrig forstået sig på Coco, eller Carola Jespersson, som der egentlig stod i hendes pas. Hun var ganske vist smuk som en fotomodel med sine mørke, let nostalgiske lokker og uskyldige ansigt, hvilket selvfølgelig stod i en interessant kontrast til hendes ellers indimellem grænseoverskridende udstråling. Men mest af alt virkede hun uintelligent, eller for nu at sige det ligeud, dum som en dør.

At hun havde sans for forretninger, kunne man til gengæld ikke tage fra hende. Hun havde formået at opbygge en hel industri ved fuldstændig at udstille sig selv og hele sit liv, og samtidig få det til at fremstå som en lang succeshistorie, hvor selv den mindste lille ikke-hændelse blev blæst op til en stor guldrandet begivenhed.

Det spillede ingen rolle, om hun lå syg med 37,6 i feber, besøgte en swingerklub i København, eller om hun netop havde bestemt sig for ikke at printe boardingkortene til alle sine flyrejser ud, og i stedet have dem digitalt af hensyn til miljøet. I Cocos verden eksisterede der ikke noget, som ikke kunne forvandles til indhold og overskrifter.

Malin fortsatte ind mod noget, der lignede en stue, med forskellige sofagrupper samt en rummelig spisestue, hvor man kunne nyde en enestående udsigt mod det kongelige slot på den anden side af vandet.

Sandsynligvis havde Coco hverken behøvet at betale for udsigten eller suiten. Måske havde hun endda fået penge for at skrive et lille kortfattet blogindlæg med nogle billeder, hvor hun med sin sædvanlige trutmund bekræftede, hvor skønt det var med en nat på Grand.

I den fjerneste væg, til højre for hende, stod skydedørene åbne ind til et værelse med en stor sofa i midten foran et fjernsyn, der var omgivet af bogreoler langs væggene. Men hendes interesse blev i stedet fanget af det tilstødende værelse på hendes venstre side. Det havde også skydedøre, men de var af en eller anden grund lukkede.

Hun gik derhen, og for ikke at afsætte nogen fingeraftryk, brugte hun stoffet på sin kjole, da hun trak den ene dør til side. Den anden fulgte med af sig selv, og sammen gled de lydløst ind i væggen og åbnede op til soveværelset, eller the master bedroom, som det hed på hotelsprog.

Wigsell havde haft ret i, at det var en hastesag, så meget måtte hun give ham, hendes lille piskede kollega. Han havde endda nævnt noget om, at det drejede sig om et dødsfald på Grand Hôtel. Men det havde åbenbart ikke været værre, end at han selv kunne blive hjemme, så hans kone ikke var nødt til at afbryde sin livsvigtige venindemiddag.

Nu skulle hun ikke være alt for hård ved ham. Han havde sikkert bare videreformidlet det, han havde fået at vide af Måns Aronsson, deres nye chef, som siden årsskiftet havde taget over efter Herman Edelman.

Og Aronsson havde sikkert modtaget informationen fra den vagthavende, der havde været i kontakt med personalet på Grand, og ud fra den lidt ældre receptionist at dømme, var det i hotellets interesse at nedtone det hele. Men at beskrive det som et dødsfald, uagtet at det konkret var det, der var tale om, var alligevel en lidt for stor underdrivelse. En mere retvisende beskrivelse havde været en nedslagtning, alternativt et blodbad.

Mens hun gik ind i værelset, tog hun mobiltelefonen frem, fandt nummeret til Aronsson og ringede ham op. Meget kunne man sige om hendes nye chef, men desværre ikke så meget positivt. Sandheden var, at hun overhovedet ikke kunne fordrage manden, og uanset hvor meget hun forsøgte, blev hun i dårligt humør, så snart hun kom til at tænke på ham.

Hun kunne ikke forklare hvorfor. I bund og grund var han både kompetent og en ganske udmærket leder. De første uger havde han endda været rigtig flink og venligt indstillet over for hende. Han var kommet med komplimenter om hendes arbejdsindsats og havde haft lakridspiber med til møderne, så snart han havde hørt, at de hørte til blandt hendes yndlingsslik. Alt imens hun selv havde mærket det begynde at klø over hele kroppen, så snart møderne med ham trak ud. Som om hun fik et udbrud af akut Aronsson-eksem, hver gang han viste sig.

At han til sidst havde opgivet sine forsøg på at være flink, var ikke specielt underligt. Alt andet havde snarere været mærkeligt, da hun aldrig selv havde budt ham på så meget som et smil, og derfor var de nu nået frem til en slags terrorbalance, hvor ingen af dem gjorde noget for at skjule, hvor lidt de faktisk brød sig om hinanden.

”Malin,” sagde han i et så intetsigende toneleje, at man kunne få den ide, at han egentlig var en stemmerobot.

”Jeg troede, du skulle fejre din bryllupsdag.”

”Det troede jeg også, men så fik jeg et lille opkald fra en vis Wigsell, som selvfølgelig ikke kunne komme, da hans kone er til venindemiddag.”

Hun kunne høre Aronsson udstøde et træt suk i den anden ende.

”Betyder det, at du så er der nu i stedet for?”

”Noget i den stil, ja. Men jeg ringer ikke, fordi du skal lave bølgen og sende mig blomster som tak for hjælpen.”

”Ikke det? Men det var da heldigt, at vi kunne få det på plads. Og nu vil du have, at jeg skal spørge dig, hvorfor du ringer. Men …”

”Fordi det her ikke bare er et almindeligt dødsfald,” afbrød hun.

”Og hvis jeg var dig, ville jeg, uanset om du nu er iført morgenkåbe, pyjamas eller kun en læder-strap-on med nitter, sørge for at få hele maskineriet herover i en slem fart.”

”Okay,” sagde Aronsson, hvorpå samtalen blev afsluttet med et klik.

Malin puttede mobiltelefonen tilbage i træningstasken og gik hen til dobbeltsengen, der med sit tilsølede sengetøj lignede noget, der for blot et par timer siden havde udgjort selve epicenteret for helvede, hvis der altså fandtes sådan et.

Skråt over ansamlingerne af blod lå livsstilsbloggeren nøgen på ryggen med sine mørke hårlokker og udslåede arme. Hovedet hang ud over kanten nede ved fodenden af sengen. Det, der nu var tilbage af det.

Af ansigtet var der ikke meget andet end en mørk klat, hvor man med en smule fantasi kunne ane dele af læberne, et smadret øjeæble og små hvide stykker af sønderslåede tænder. Desuden glimtede nogle grønne glasskår her og der.

Hun gik rundt om sengen og så våbnet ligge smidt på gulvet. En bordlampe med en smadret grøn glasfod. Gerningsmanden havde dog åbenbart ikke ladet sig nøje med den skade, lampen havde forvoldt, men i sit raseri grebet fat i den næste genstand i form af en tung kandelaber, der lå smidt blandt lagenerne i sengen.

Dog var det ikke lysestagen, hendes blik fæstede sig ved, men det sorte blanke hjørne, der stak frem under dynen omtrent ti, tyve centimeter fra liget. På trods af at hun allerede havde forstået, at det var en mobiltelefon, da hun lænede sig frem og forsigtigt lettede på dynen, kunne hun ikke forstå, hvordan det kunne gå til, at hun kiggede direkte på sit eget spejlbillede, som med et nøjagtigt lige så spørgende blik også kiggede tilbage på hende.

Det forstod hun først, da det gik op for hende, at den stadig var i gang med at filme.




Stefan Ahnhem



En helt anden historie

En kendt livsstilsblogger bliver fundet myrdet i en suite på et af Stockholms luksushoteller. Er det en kynisk iscenesat henrettelse eller resultatet af en erotisk leg, der er gået for vidt?

Sagen havner på Malin Rehnbergs bord, Fabian Risks tidligere kollega fra Helsingborg-politiet. Malin er nødt til at tage kampen med sin nye chef, der ønsker, at Rigskriminalpolitiet hellere skal fokusere på en vigtig sag om trafficking. Samtidig har Malin store ægteskabelige problemer, som hun må tackle sideløbende med den komplicerede sag.

Da der bliver begået endnu et mord, er alt oppe at vende. Umiddelbart er der ikke en forbindelse melem ofrene, men måske kan det nye dødsfald være en brik i en større sag. Og hvem er den ukendte stalker, der bliver ved med at dukke op i efterforskningen, og hvad vil han?

Du kan købe En helt anden historie af Stefan Ahnhem online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.

Hvis du vil finde endnu flere gode anbefalinger, så har vi samlet en liste med skønne krimi bøger.