Romaner

“Man kunne ikke skrive noget, der var så grotesk og anbringe det i så realistiske rammer, fik jeg at vide” – Ane Riel om sin debut

Ane Riel, Debut, Debutroman, Slagteren i Liseleje, Man glemmer aldrig sin første

FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”

Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter?  Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?

I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.


Af Ane Riel

Det kom godt nok meget pludseligt, det der med at skrive en roman! Det var ikke noget, jeg nogensinde havde overvejet kunne være en mulighed for mig – heller ikke, selvom jeg havde erfaring med at skrive børnebøger. Jeg kan ikke engang prale med, at romanskriveriet var noget, jeg havde gået og fantaseret om eller i det mindste haft lyst til på et eller andet tidspunkt i mit liv. Nej, jeg tumlede bare ind i det som 41-årig – og på opfordring – og nåede aldrig rigtig at drømme om det, før det var blevet til virkelighed. Alligevel føles det nu, som om en livslang drøm er gået i opfyldelse.

En ål og en novelle

Det var en novellekonkurrence og en ål, der skulle til. Da jeg rundede fyrre havde jeg endnu aldrig forsøgt mig med at skrive fiktion for voksne, men kreativ var jeg, og kreativiten strittede i alle mulige retninger. Det havde en veninde bemærket, og da hun så et opslag om en novellekonkurrence, opfordrede hun mig til at deltage. Jeg mente ikke, at det var noget, jeg duede til, men fik alligevel lyst til at gøre forsøget. Og her var det så, at jeg opdagede en aldeles ukendt side af mig selv: Den grumme!

Jeg – som hidtil kun havde skrevet søde og venlige børnebøger – sad pludselig dér og havde en fest med at skrive om død, vold og kannibalisme.

På dette tidspunkt var jeg et lidt forvirret sted i mit liv, hvor jeg ikke rigtig kunne finde fokus. Jeg havde gennem længere tid søgt en retning at gå, men var i dyb tvivl om, hvor jeg skulle hen, og hvad jeg egentlig kunne. Novelleskriveriet pirkede til noget, der føltes rigtigt. Formatet var ovenikøbet til at overskue, så jeg begyndte at lege med tanken om at få udgivet en novellesamling.

Ane Riel, Debut, Debutroman, Slagteren i Liseleje, Man glemmer aldrig sin første

Men så var det, at der kom en ål i vejen! Filmmanden Peter Aalbæk, som er en ven af huset, læste min første novelle, roste mit talent og foreslog mig at skrive en roman. Set i bakspejlet var det præcis dét puf, jeg havde brug for. Jeg tog opfordringen som en kærkommen udfordring og kastede mig øjeblikkelig ud i projektet.

Sprogets musik

Det lidt usædvanlige (og pinlige) ved dette er, at jeg faktisk ikke havde nogen anelse om, hvad der rørte sig på litteraturfronten. Jeg havde ikke fulgt med, kendte vitterlig intet til, hvad der blev skrevet, hvordan det blev skrevet, eller hvem, der gjorde det. Sagen var, at jeg i årevis havde haft hovedet nede i en boblende jazzgryde, helt uden interesse for andet. Derfor var det også mere end et årti siden, jeg havde læst en roman, da jeg selv begyndte at skrive en.

Læs mere om Ane Riels forfatterskab her: Ane Riel skriver, så du bliver varm om hjertet mens det løber dig koldt ned ad ryggen

Dét er jo ikke noget, jeg ligefrem er stolt af. På den anden side har det formentlig medvirket til, at det manuskript, jeg så kom med, var helt upåvirket af den verden, jeg søgte ind i. Jeg skrev ikke på egentlig litterær erfaring og inspiration, anden end den, jeg havde med mig fra tidligere i livet, men snarere på en erfaring med musikalsk improvisation og den jargon og humor, der knytter sig til jazzmiljøet. Dertil må ni års tilknytning til Storm P.-Museet nok have betydet et eller andet, især Storms ’omvendte’ måde at anskue verden og mennesker på har jeg altid været betaget af.                  

Med debuten genfandt jeg min skønlitterære læselyst, og siden har jeg læst en god bunke inspirerende forfattere. Når det kommer til min egen sprogbehandling, føler jeg dog stadig, at det først og fremmest er faktorer fra musikkens verden, jeg støtter mig til. Sagt på en anden måde kan jeg ikke konstruere en sætning eller et afsnit uden instinktivt at forholde mig til rytme, klang, frasering, melodi osv.

Alene det, at der ’mangler et slag’ i en sætning, kan forstyrre mig nok til, at jeg bliver nødt til at skrive den om, uanset at den ellers fungerer perfekt.

Hvad handlingen angår bliver den hovedsagelig improviseret frem, så på den måde går der vel også en slags jazz i skidtet. Jeg aner virkelig ikke, hvor jeg skal hen, når jeg begynder på en bog!

At skrive fra hjertet og skyde fra hoften

Det gjorde jeg så heller ikke, da jeg begyndte at skrive Slagteren i Liseleje.

Fra den dag, hvor jeg havde besluttet mig for at skrive en roman, slog jeg antennerne ud og håbede på at blive inspireret. Det blev jeg nærmest øjeblikkelig:

Jeg sad i mit arbejdsværelse i vores lille hus i Liseleje, kiggede ud ad vinduet og fik øje på en pudsig ældre dame, som gik forbi ude på grusvejen. Snart begyndte jeg at fantasere om, hvad hun fantaserede om – og så skød jeg derfra.

Ane Riel, Debut, Debutroman, Slagteren i Liseleje, Man glemmer aldrig sin første, Harpiks, Bæst
Ane Riel debuterede med romanen Slagteren i Liseleje i 2013. I 2015 fulgte romanen Harpiks. I oktober udkommer Ane Riels tredje roman, Bæst.

Bogen tog alverdens uforudsete retninger udi gammeltestamentlige skrifter, den sorte skole på Frederiksberg, slagterliv, guldalderkunst, græske myter og æblets forunderlige verden, men den endte alligevel med at hænge sammen på sin egen skæve og ret groteske måde.

Jeg skrev, så det sprøjtede, med følelsen af at have alt at vinde. Jeg kan huske, hvor vigtigt det var for mig, at det var en fuldkommen ærlig bog, forstået på den måde, at hverken historien eller teksten på noget tidspunkt måtte være formet ud fra spekulationer i, hvad forlagene og læserne nok ville kunne lide (det vidste jeg så heller ikke en pind om). Nej, den skulle være hundrede procent ’mig’. Kun på den måde ville jeg kunne føle mig oprigtigt stolt og tilfreds, hvis jeg skulle gå hen og få den antaget og måske ligefrem få succes med den.

Antaget!

Og, oh lykke, den blev antaget. Og fik succes. Og jeg var stolt som en pave. Manuskriptet måtte dog først igennem tre større forlag, som afslog den. Man kunne ikke skrive noget, der var så grotesk og anbringe det i så realistiske rammer, fik jeg blandt andet at vide. Fair nok, men jeg holdt nu fast i det groteske, og skruede endda lidt op for det.

Så lykkedes det endelig. Hos Tiderne Skifter troede man både på bogens originalitet og på en fremtid for mit forfatterskab. Forlægger Claus Clausen tog chancen og investerede tid og kræfter i at gøre en udgivelsesværdig forfatter ud af mig ved at udsætte mig for et nænsomt blodbad af højrøde overstregninger, ændringsforslag og kommentarer. Jeg kom ved gud i skole.

Dermed begyndte sprogets mange muligheder at åbne sig for mig, og jeg begyndte at elske ikke bare at skrive, men også at læse og lære af det. Arbejdet med debuten var en afsindig givende proces, som jeg er meget taknemmelig for i dag. Ikke mindst betød det, at jeg med langt større sikkerhed kunne skrive Harpiks bagefter.

Og om lidt udkommer Bæst, min tredje roman – denne gang på forlaget Lindhardt og Ringhof. Den har ikke meget med Slagteren i Liseleje at gøre, men alligevel ser jeg tydeligt en tråd, der går tilbage gennem Harpiks og ned til mit første spæde skridt ind i romanernes verden på en grusvej i Liseleje.


Ane Riel, Debut, Debutroman, Man glemmer aldrig sin første, Slagteren i Liseleje

Ane Riel (f. 1971) debuterede i 2013 med romanen Slagteren i Liseleje. Det store gennembrud kom med romanen Harpiks (2015), der er solgt til over 20 lande og har vundet flere danske og internationale priser. Filmatiseringen med bl.a. Ghita Nørby og Sofie Gråbøl får premiere i januar 2020.

I oktober 2019 udkommer Ane Riels tredje roman, Bæst – en episk roman, om et usædvanligt venskab.

Læs mere om “Slagteren i Liseleje” og “Harpiks” her

Du kan købe Bæst online her eller i din lokale boghandel fra d. 10. oktober 2019.