FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”
Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter? Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?
I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.
Af Inger Gammelgaard Madsen
Jeg har altid skrevet, lige fra jeg lærte at læse og skrive. I skolen elskede jeg at skrive stil, som ofte blev læst op i de andre klasser. Som barn skrev jeg mest historier om dyr og var meget inspireret af Walt Disney, så der var tilhørende tegninger, da jeg også altid har tegnet meget.
Derfor blev jeg også senere uddannet i den grafiske branche, hvor jeg har arbejdet det meste af mit liv, så der ikke var tid til at skrive.
I 2001 sagde jeg op i Salling stormagasin, hvor jeg dengang havde været ansat i 18 år som grafiker i reklameafdelingen, for at blive selvstændig i min egen grafiske virksomhed. Først da kom jeg i gang med at skrive igen, da jeg nu kunne frigøre tiden til det. Det blev til Dukkebarnet.
Bustur satte gang i tankerne
Dukkebarnet er skrevet i 2004, hvor det blev muligt og populært for børn at skrive sammen i fora på internettet, og det var deraf idéen kom. Jeg hørte to mødre bag mig i bybussen tale om deres teenagepiger, som altid sad ved deres computer, men ingen af mødrene anede, hvad de lavede.
Der havde allerede været meget i pressen om pædofile, som udnyttede de fora til at finde deres ofre ved selv at udgive sig for at være børn, så det undrede mig meget, at de mødre ikke var mere opmærksomme. Da jeg senere var i containeren med en affaldssæk, syntes jeg, at jeg så noget uhyggeligt mellem sækkene, og så kom tanken – hvad nu hvis?
Det var både spændende og nervepirrende at skrive bogen. Mens jeg skrev, dukkede der hele tiden noget op i pressen om piger, som var blevet antastet af mænd på internettet, noget kom meget tæt på det, jeg sad og skrev, og jeg frygtede hele tiden, at man ville finde en pige død i en container, inden jeg var færdig med at skrive bogen.
Opgav at få bogen udgivet
Det var svært at komme igennem nåleøjet til forlagene. Det var under finanskrisen, og ingen forlag ville udgive den. Et par stykker var tæt på og læste manuskriptet flere gange og beholdt det længe, inden de alligevel afslog.
Faktisk opgav jeg at få den udgivet, men så skete der det, at Forlaget Darklights på Møn søgte en grafiker til at lave bogomslag, og den stilling søgte jeg og fik den.
Da jeg senere luftede, at jeg for resten også havde et manus liggende i skuffen, som aldrig var blevet udgivet, ville forlagsdirektøren gerne kigge på det, og så blev Dukkebarnet udgivet i 2008 – 4 år efter, at den var skrevet.
Læserne gør det muligt
Det var fantastisk og helt umuligt at forstå, at der pludselig var læsere, som syntes om det, jeg havde skrevet. Ventetiden på biblioteket var på 13 år på grund af lang venteliste, og jeg fik mange mails og blev spurgt om, hvornår der kom en ny bog fra mig.
Det er jo kun læserne, som gør det muligt for en forfatter at leve af sit job, så jeg er lykkelig og taknemmelig for alle de læsere, som nu trofast følger med i Roland Benito-serien.
Siden Dukkebarnet udkom i 2008, er det blevet til en ny bog hvert år, som jeg udgiver fra mit eget forlag, Forlaget Farfalla, som jeg etablerede i 2010. I øjeblikket skriver jeg på nr. 12 i serien, og det er takket være læserne, der hele tiden spørger efter en fortsættelse.
Inger Gammelgaard Madsen (f. 1960) debuterede i 2008 med Dukkebarnet, som blev første bind i en serie på foreløbigt 11 bøger om politimanden Roland Benito.
Foruden bogserien, som udkommer på forfatterens eget forlag, Forlaget Farfalla, har Inger Gammelgaard Madsen også begået to krimiserier i samarbejde med Lindhardt og Ringhof: Brændende skyld og Sanitøren.
FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”
Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter? Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?
I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.
Af Inger Gammelgaard Madsen
Jeg har altid skrevet, lige fra jeg lærte at læse og skrive. I skolen elskede jeg at skrive stil, som ofte blev læst op i de andre klasser. Som barn skrev jeg mest historier om dyr og var meget inspireret af Walt Disney, så der var tilhørende tegninger, da jeg også altid har tegnet meget.
Derfor blev jeg også senere uddannet i den grafiske branche, hvor jeg har arbejdet det meste af mit liv, så der ikke var tid til at skrive.
I 2001 sagde jeg op i Salling stormagasin, hvor jeg dengang havde været ansat i 18 år som grafiker i reklameafdelingen, for at blive selvstændig i min egen grafiske virksomhed. Først da kom jeg i gang med at skrive igen, da jeg nu kunne frigøre tiden til det. Det blev til Dukkebarnet.
Bustur satte gang i tankerne
Dukkebarnet er skrevet i 2004, hvor det blev muligt og populært for børn at skrive sammen i fora på internettet, og det var deraf idéen kom. Jeg hørte to mødre bag mig i bybussen tale om deres teenagepiger, som altid sad ved deres computer, men ingen af mødrene anede, hvad de lavede.
Der havde allerede været meget i pressen om pædofile, som udnyttede de fora til at finde deres ofre ved selv at udgive sig for at være børn, så det undrede mig meget, at de mødre ikke var mere opmærksomme. Da jeg senere var i containeren med en affaldssæk, syntes jeg, at jeg så noget uhyggeligt mellem sækkene, og så kom tanken – hvad nu hvis?
Det var både spændende og nervepirrende at skrive bogen. Mens jeg skrev, dukkede der hele tiden noget op i pressen om piger, som var blevet antastet af mænd på internettet, noget kom meget tæt på det, jeg sad og skrev, og jeg frygtede hele tiden, at man ville finde en pige død i en container, inden jeg var færdig med at skrive bogen.
Opgav at få bogen udgivet
Det var svært at komme igennem nåleøjet til forlagene. Det var under finanskrisen, og ingen forlag ville udgive den. Et par stykker var tæt på og læste manuskriptet flere gange og beholdt det længe, inden de alligevel afslog.
Faktisk opgav jeg at få den udgivet, men så skete der det, at Forlaget Darklights på Møn søgte en grafiker til at lave bogomslag, og den stilling søgte jeg og fik den.
Da jeg senere luftede, at jeg for resten også havde et manus liggende i skuffen, som aldrig var blevet udgivet, ville forlagsdirektøren gerne kigge på det, og så blev Dukkebarnet udgivet i 2008 – 4 år efter, at den var skrevet.
Læserne gør det muligt
Det var fantastisk og helt umuligt at forstå, at der pludselig var læsere, som syntes om det, jeg havde skrevet. Ventetiden på biblioteket var på 13 år på grund af lang venteliste, og jeg fik mange mails og blev spurgt om, hvornår der kom en ny bog fra mig.
Det er jo kun læserne, som gør det muligt for en forfatter at leve af sit job, så jeg er lykkelig og taknemmelig for alle de læsere, som nu trofast følger med i Roland Benito-serien.
Siden Dukkebarnet udkom i 2008, er det blevet til en ny bog hvert år, som jeg udgiver fra mit eget forlag, Forlaget Farfalla, som jeg etablerede i 2010. I øjeblikket skriver jeg på nr. 12 i serien, og det er takket være læserne, der hele tiden spørger efter en fortsættelse.
Inger Gammelgaard Madsen (f. 1960) debuterede i 2008 med Dukkebarnet, som blev første bind i en serie på foreløbigt 11 bøger om politimanden Roland Benito.
Foruden bogserien, som udkommer på forfatterens eget forlag, Forlaget Farfalla, har Inger Gammelgaard Madsen også begået to krimiserier i samarbejde med Lindhardt og Ringhof: Brændende skyld og Sanitøren.
Læs mere og køb Brændende skyld her
Læs mere og køb Sanitøren her
Andre læste også: