Fiktion

Grum idyl noir i nordsjællandsk badeby. Start din læsning af Ane Riels Slagteren i Liseleje her

Judith Abild Behring har lig i lasten og en skjult dagsorden, der vender op og ned på livet for de lokale i Liseleje. Ane Riels prisbelønnede Slagteren i Liseleje er en grum, vittig og særdeles velkomponeret debutroman.


Slagteren i liseleje, Ane Riel

Det var næppe næstekærlighed, der drev den elskelige Judith til at forkæle Liselejes forsumpede skæbner med cognac og natlige middage. Til gengæld var det muligvis en slags kærlighed, der drev Jørgen til at søge sin mors anerkendelse – koste hvad det ville. Men hvor langt falder æblet fra stammen?

LÆS OGSÅ: Ane Riel skriver, så du bliver varm om hjertet, mens det løber dig koldt ned ad ryggen

Slagteren i Liseleje er en satirisk og overrumplende fortælling, en rejse gennem kontrastfyldte sind i en verden af sandhed og bedrag, sødme og syre, perversion og vanvid, skønhed og gru.

Slagteren i Liseleje og Ane Riels anden roman Harpiks genudgives nu i nye, flotte udgaver.

Du kan købe Slagteren i Liseleje online her eller i din lokale boghandel.





Ane Riel

Slagteren i Liseleje



Kom indenfor

Om en dame i Liseleje,
hendes hund
og et postbud

Den 1. oktober 2011


Judith Abild Behring overvejede at slå postbudet ihjel. Det havde intet med rudekuverter at gøre, selv om hun hverken brød sig om hans måde at lægge dem i hendes postkasse på eller brevene i sig selv. Disse klinisk hvide standardstørrelser med ruder, der aldrig duggede, fordi indholdet var blottet for hjertevarme og medmenneskelighed. Selv et frimærke med et menneskes spyt havde været at foretrække frem for maskinstemplingen, stregkoderne, numrene, anonymiteten.

Og her kunne postbudet så have forsøgt at mildne omstændighederne med et lille varmt smil i retning af køkkenet, hvor hun ventede på sin plads ved vinduet. Måske et venligt vink? Eller i det mindste et anerkendende blik til den veltrimmede forhave mellem dem. De blomstrende roser. Den smukt buede flisegang, der bød indenfor i paradis. Der var meget at smile til.

I stedet lod han de hvide kuverter glide ned i metalboksen med et målrettet blik uden skyggen af interesse for modtageren. Det lignede snarere en triumferen, når han lod hånden blive hængende i luften et øjeblik efter, at den havde sluppet papiret. Han tog sig tid til at være omhyggelig og lagde sågar kun én rudekuvert i ad gangen, selv når der var flere, der skulle samme vej. Det gjorde han aldrig med reklamerne og de andre breve. De blev afleveret skødesløst, samlet, måske ligefrem mast gennem sprækken, hvis der var mange.

Det var kun rudekuverterne, der fik særbehandling. Regningerne. De fik hans lillefinger til at stritte i diskret arrogance, som om han kendte til indholdet og frydede sig over det. Judith undersøgte hver gang, om kuverterne havde været åbnede, eller om man kunne læse noget, hvis man holdt dem op mod lyset. Det første havde de aldrig, og det sidste kunne man sjældent. Men postbudet havde måske en særlig teknik.

Så trak han langsomt armen til sig gennem den åbne bilrude, greb fat i rattet og vendte blikket mod vejen. Hun så det hele gennem køkkenvinduet. Han så hende ikke, men hun vidste, at han vidste, at hun var der.

Hendes overvejelser havde heller intet at gøre med de hjulspor, han efterlod sig, fordi han insisterede på at køre bilen tæt op til postkassen, så han slap for at stige ud. Hun kunne ellers blive godt muggen, når hun så, hvordan han gassede bilen op, som om han ville være helt sikker på, at dækkenes grove zigzagmønster blev tatoveret brutalt ned i hendes fine muld. Særlig i regnvejr, når jorden var blød, og bilen sank dybt.

Mest irriteret blev hun dog, når klokken endnu en gang havde sneget sig over ét, før det knasede i gruset på Rødhalsevej, og lyden fra den gule varevogn og de smækkende postkasselåg nærmede sig oppe fra hjørnet. Hun havde aldrig vænnet sig til den sene postomdeling i Liseleje. Det nagede hende, at hun ikke vidste, hvor længe hun skulle vente. At hun ikke kunne gå fra sit hus, fordi hun nu engang ikke brød sig om at forlade det, før posten var hentet i sikkerhed. Og allermest nagede det hende, at han så ofte kørte forbi derude helt uden at standse eller kaste et blik i hendes retning.

Men alt det skulle han naturligvis ikke slås ihjel for.

I øvrigt var det ikke kun postbudet og ventetiden, der bragte hendes sind i kog. Lige så irriteret var hun på sommerens lyde af legende børn og motorsave og gøende hunde. Og ikke mindst på de højrøstede selskaber, som blev hængende i haverne til midnat efter at have mæsket sig i billige grillpølser vendt på dyre gasgriller af selvudråbte mestre i Weber-udstyr. Men hun lod sig aldrig mærke med sin irritation, for det ville være en falliterklæring, og Judith brød sig ikke om at tabe.

Hun havde det bedst, når sommerhusgæsterne havde forladt deres huse og lod hende og områdets få andre helårsbeboere tilbage i stilheden mellem fyrretræerne. Det gav hende en behagelig følelse af kontrol.

***

Klokken var 11.52 på denne uvant varme efterårsdag, hvor de lyserøde høstanemoner strålede om kap i middagssolen, majestætisk knejsende på deres høje stilke. Judith betragtede dem gennem køkkenvinduet til lyden af kaffemaskinen, der var nået halvvejs gennem brygningen af seks stærke kopper. Den spruttende lyd mindede hende om, at hun burde afkalke maskinen.

Kunne man bruge afkalker? Kunne det slå et menneske ihjel? Hun satte sig på hug og studerede kemikaliesamlingen i bunden af skabet. Der var de velkendte rillede, grønne plastikflasker, de lyseblå spritflasker, den klare med optændingsvæske.

Afkalkeren stod bagerst. Ved indtagelse: Drik rigeligt med vand. Fremkald ikke opkastning, og søg læge ved varigt ubehag. Der måtte være noget mere effektivt. Hun mente at have set en flaske med et dødningehoved.

Der var selvfølgelig også det lille glas ude fra udhuset. Skulle hun bruge det?

Postbudet var en ret stor mand, ikke tyk, men muskuløs. På femoghalvtreds. Hun havde holdt øje med ham, når bussen passerede hans have i Asserbo. Hvis hun satte sig på et af de bagerste sæder, sad hun højt nok til at kigge ind over plankeværket. Hun havde set ham sole sig derinde. Nøgen og velskabt. Smuk ligefrem. Judith kunne godt lide smukke mennesker. Ja, hun værdsatte om nogen harmoni og perfektion. Så det var bestemt heller ikke af den grund, at hun havde denne lyst til at tage livet af ham.

Nej, hun kunne mærke, at han ikke kunne lide hende. Det var, som om han kunne gennemskue alt, hvad hun tænkte og gjorde. Det var højst ubehageligt. Alle kunne jo lide Judith. Alle!

Hun var det sødeste og rareste og mest hjælpsomme menneske i Halsnæs Kommune. Når hun spadserede ned til købmanden med sin bløde hat sirligt placeret over det grå hår og med sin lille puddel dansende foran sig, hilste de allesammen så hjerteligt på hende. Sommergæsterne. Helårsbeboerne. De smilede og nikkede, og hun uddelte stående invitationer til eftermiddagskaffe i bløde stole og sørgede for at indkøbe kager, så hun altid var beredt. Bastogne som regel. Hun foretrak at servere sit berømmede hjemmebag, men skulle det knibe med tiden og overskuddet, var bastogne et udmærket alternativ.

Nogle gange kom de så på besøg i hendes hjem og sad mellem de hvidmalede vægge i det gule hus og sludrede om vejret og haven og kaffen og hunden og købmandens tilbud i denne uge. Og ikke mindst om købmanden. Og om hans lange søn, der stod til at overtage butikken. Judith havde været populær i Liseleje, lige siden hun flyttede ind i det lille stenhus midt på Rødhalsevej for tretten år siden. Hvorfor pokker ville postbudet ikke forstå det?

Hun satte sig med en kop kaffe ved spisepladsen ved vinduet og tændte for radioen, netop som de sidste rådhusslag klingede ud, og middagsradioavisen gik i gang. Den handlede om den nye regering, en rocker i Køge, krise i Grækenland, fedtafgift og flystyrt i Indonesien.

Kaffen smagte bedst, når man hældte den ud over en sukkerknald, havde hun opdaget. Særlig hvis man også hældte lidt cognac i sammen med fløden, bare en anelse.

Postbudet havde endnu ikke vist sig.

Hun slukkede for radioen, så snart nyhedsoplæserens drevne stemme takkede af. Der var engang, de altid hed noget med Ole, oplæserne. Nyhederne var bedre dengang.

Inde fra stuen lød det lille bump, det gav, når hunden hoppede ned fra sin plads i sofaen. Det var en hvid puddel i mellemstørrelsen, der dog mest lignede en veltilpas konge, når den slængede sig i det vinrøde fløjl. Nu travede den målbevidst ud til sin kvindelige herre i køkkenet og lagde sit krøllede hoved i hendes skød. Det var tid til middagsforkælelsen. Judith kløede den kærligt bag de bløde ører, og den pressede kinden mod hendes lår som tak.

“Min elskede Hannibal,” hviskede hun.

I samme øjeblik hun holdt op med at klø, fløj pudlen tilbage, logrende, med forventningen lysende ud af de mørke øjne. Den stirrede stift på hende, mens hun rejste sig fra sin stol.

“Skal vi gøre noget ved det, ven?”

Hunden svarede med et bekræftende bjæf, hvorefter den strøg ud til døren i det tilstødende bryggers. Dens kløer lød som små stifter, der dansede hen over linoleumsgulvet.

Dybfryseren stod i udhuset, så de måtte krydse over den lille terrasse langs siden af huset. Hun havde hjemmesko på, marineblå med en lille hæl, og en småblomstret kjole under den tynde cardigan. De fleste tippede hende til at være en del ældre, end hun var. Treogtres var det rigtige svar. Og på efterløn.

Det var virkelig usædvanligt varmt denne dag. Hun kunne godt have undværet cardiganen. Tænk engang, i oktober!

Judith fandt nøglen, der var gemt af vejen på en krog bag udhænget. Hun havde det bedst med at låse, selv om det var begrænset, hvad udhuset rummede af værdi. Det var her, hun opbevarede sine frugter og haveredskaber og lidt ting og sager fra sin tid i slagterfaget. Og så naturligvis dybfryseren.

Hun var mere bekymret for, om nogen kunne finde på at bryde ind i selve huset og stjæle den PH-lampe, som hun havde fået af en taknemlig bekendt fra vejen. En kontorartikelmand, der var ud af en ganske velrenommeret familie. Staklen havde været syg, og hun havde hjulpet lidt til. Lampen var blevet hendes kæreste eje, blandt andet fordi dens berømte bløde lys faldt så smukt over dugen på spisebordet, men især fordi dens tidligere og nu afdøde ejer ved flere lejligheder havde nævnt, hvor fin og dyr den var.

Den enorme fryser bugnede af kød. Kød, der var skåret ud med kyndig hånd og lagt i gennemsigtige plastikposer med små fine mærkater, som hun havde skrevet indhold og dato på. Der var bøffer, skanke, indvolde, mørbrader. Og Judith vidste præcis, hvordan hun skulle servere det alt sammen, så himlen åbnede sig for hendes gæster.

Kun Hannibals poser var ikke mærkede, men de havde til gengæld et helt hjørne for sig selv. Hun fiskede en af dem op og studerede den lidt. Så lagde hun den til optøning i et stort fad, hvor der i forvejen lå en plastikpose med et kødben, som nu var tøet op.

Fadet var i smukt håndmalet porcelæn, kongeligt oven i købet, og det var den eneste ejendel, Judith havde fra sin mor. Det syntes næsten lidt for fint til udhuset og til plastikposer med kødben. Alligevel havde det sin faste plads på det gamle træbord ved siden af dybfryseren.

En stråle af middagssol fandt pludselig vej ind ad udhusets lille vindue og fik fadet til at lyse. Posen med det optøede ben duggede let, og så snart Judith åbnede for den, blandede den umiskendelige lugt af råt kød sig med duften af æbler fra trækasserne i hjørnet.

Udenfor ventede hendes krøllede ven utålmodigt, mens Judith vandede komposten med den kødsaft, der havde samlet sig i bunden af posen. Omsider fiskede hun kødbenet op. Hannibal sprang rundt om hende i forventningsfulde små hop, indtil han fik lov at gribe benet i luften og stryge ned i haven med sin fangst.

Snart lå hunden på sin faste plads under æbletræet og gnavede løs på denne lækkerbisken, som var det hans sidste måltid. Nok var han en kær lille mellempuddel, men han ærede altid sin biologiske forfader, ulven, ved at fortære det hele: kød, marv, ben, brusk. Naturen fik lov at leve. Alt ville ryge ned. Judith kunne ikke drømme om at fodre sin elskede ven med dyre og kunstige tørfoderprodukter, der meget vel kunne påføre den alskens sygdomme og tage livet af den før tid. Nej, hun havde sat sig ind i stoffet. Biologien. Hunde skulle have råt kød og rå ben til deres ulvemaver, og Hannibal var et spillevende bevis på, at hun havde ret.

Judith betragtede ham lidt og smilede. Så smed hun posen i skraldespanden under udhusets halvtag og gik tilbage over fliserne. Vanen tro blev hun stående et øjeblik på trinnet foran bryggersdøren. Hun lyttede efter postbilen, men kun en solsorts spæde sang brød stilheden over Rødhalsevej.

***

Han kom klokken 13.14. For en gangs skyld kørte han ikke helt op til postkassen, eller forbi, men standsede en halv meter før. Lige ud for flisegangen, der sluttede i en herskabelig afrunding nede ved vejen.

Ja, en vej var det jo knap nok. Rødhalsevej var egentlig bare et blindt hjulspor, der fik hullerne fyldt op med grus, når tømreren oppe på hjørnet havde hentet et læs. Førhen havde Ole Valentin fra nr. 9 suppleret med hønsefoder, når han indimellem havde en sæk, der var blevet for gammel. Foderet blev frygteligt fedtet i regnvejr, men det værste var, at man ikke kunne høre, når folk trådte på det. Judith ville vide det, når nogen passerede. Hun havde dog aldrig klaget over det, for Ole Valentin havde altid været så glad for hende, og hans sympati skulle ikke sættes over styr for en sæk hønsefoder.

Nu var han i øvrigt død.

Hun havde trukket sig lidt væk fra vinduet, så hun ikke så let kunne ses udefra. Judith vidste godt, at postbudet ville standse i dag, for hun havde selv sendt det anbefalede brev, han var på vej med. Fra postafdelingen i SuperBrugsen i Hundested. I Frederiksværk havde hun risikeret at blive genkendt af postdamen, og det kunne være blevet frygteligt pinligt, men i Hundested anede de ikke, hvem hun var.

Hun trak sig ind i stuen, mens han nærmede sig huset. Han skulle have lov at komme helt op til døren. Helt op og ind. Dørklokken ringede. Hun lod ham ringe to gange.

“Jaaaeh? Næh, goddag-goddag.” Judith talte med sin blideste stemme, idet hun åbnede hoveddøren for sin gæst og lod duften af nybagte kanelboller sive ham i møde på trappetrinnet. Hendes smil var varmt. Overrasket.

“Kommer du med noget til mig?” spurgte hun uskyldigt, mens hun gned sine knastørre hænder i et viskestykke, som om hun var blevet afbrudt i noget.

Jo, han var virkelig en smuk mand. De grå stænk lagde sig som sølvtråde gennem det mørke hår i hans tindinger, og øjnene var blå og dybe. Han smilede venligt på en meget professionel måde. Det irriterede hende.

“Ja, goddag … igen … fru Behring, jeg har et anbefalet brev til Dem. Er De rar at kvittere for modtagelse her?”

Postbudet rakte hende brevet sammen med den lille metalpen, hun skulle bruge til at underskrive elektronisk. Derpå holdt han maskinen med skrivefeltet frem, så den hvilede sikkert på hans venstre håndled. Der var ingen rysten i hans stemme, ingen tøven i hans bevægelser. Hans øjne kiggede direkte ind i hendes, men på denne distancerede måde. Det var det blik, hun ikke kunne holde ud. Det nagede hende, at hun ikke kunne afkode det. Regne ham ud.

Hun lod sin velplejede pegefinger glide hen under navnet på brevet. Frk. Judith Abild Behring, stod der ret beset. Fingeren standsede under Frk., mens perlemorslakken skinnede diskret i middagssolen. “Hov hov?” næsten hviskede hun med en stemme, der lød, som om den forventede en undskyldning. Så blinkede hun til ham, demonstrativt indforstået.

Postbudet reagerede ved at kigge flygtigt ned på kuverten.

“Åh ja, selvfølgelig. Frøken Behring, ikke fru,” korrigerede han sig selv. “Jeg beklager,” tilføjede han uden at lyde, som om han mente det.

Judith smilede insisterende, mens hun atter fangede hans mørkeblå øjne. “Ja, det er ikke, fordi jeg ikke har fået tilbud …”

Hun sendte ham sit allervenligste blik.

Modtageren kvitterede uden så meget som en antydning af sympati. “Nej, selvfølgelig har du det … De … det,” svarede han tørt.

“Årh, vi er da dus. Så gamle er vi da heller ikke, vi to!”

Judith kluklo, varmt og hjerteligt. Kulden i hans afvisende blik irriterede hende grænseløst nu. Alligevel fortsatte hun som Titanic mod isbjerget.

“Men hør nu, kom nu lige indenfor …”

Hun smilede og vinkede med kvitteringspennen, mens hun lynhurtigt trak sig tilbage gennem entréen og ind ad døren til køkkenet.

“Tak, men nu er jeg jo på arbejde.”

“Jo jo, men kom lige … Jeg skal lige … Kom nu ind et øjeblik,” insisterede hun fra køkkenet. “Du skal lige have denne her. Behold endelig skoene på.” Han kunne ikke se hende.

***

Postbudet trådte ind i entréen med kvitteringsmaskinen i hånden. Hans øjne fæstnede sig et øjeblik ved et falmet sort-hvidt foto, der hang på væggen. Det forestillede en lille, lyshåret dreng med skoletaske og knivskarp skilning. Knægten stod ret i sine korte bukser og lange strømper og smilede, som om han var beordret til det. Så gled hans blik videre gennem den åbne dør for enden af entréen og ind i stuen, hvor et stort vinduesparti åbenbarede en enorm baghave.

“Juhu, Postmand Per. Det er herude, det foregår!” kvidrede Judith nu. Han drejede modvilligt om på hælen og fulgte hendes kald.

Køkkenet var dækket af et lyseblåt linoleumsgulv, der knirkede let, når man trådte på det. En karklud hang symmetrisk i knivskarpe folder på vandhanen over køkkenvasken. Olier og eddiker var omhyggeligt anbragt på en sirligt dekoreret træbakke på køkkenbordet, og ved siden af stod en stor skål med æbler, der bød sig rødmende til. Her duftede af kanelboller og kaffe, og så var der en let sødlig lugt af noget mere ubestemmeligt. Postbudet blev stående lige inden for døren.

Pudlen, der have fået ordre til at blive liggende i et hjørne, fik med et diskret håndtegn fra sin herre lov at løbe hen til gæsten. Den hoppede resolut op ad postbudets bukser, mens den peb af begejstring.

“Ja, selvfølgelig må du hilse på Hannibal. Nu skal jeg tage den dér for dig,” sagde Judith og flåede lynhurtigt kvitteringsmaskinen ud af hånden på den nyankomne. “Selvfølgelig skal I lige hilse.”

I næste nu hældte hun en større portion godbidder i hånden på sin gæst. Hannibal smågøede i forventning, og postbudet satte sig på hug og fodrede den ivrige hund med én godbid ad gangen.

Den sødlige, let kvalme lugt steg op fra hans hånd.

“Det er tørret lever. Han elsker lever … Ja, er han ikke kær? Tænk, han er snart fem år. Det kan man da ikke mærke, vel?” Judiths stemme lagde sig som et gnistrende syntetisk tæppe over det knælende postbud. Han forholdt sig tavs.

Knap havde han rejst sig, før en stol var trukket ud fra spisepladsen i hjørnet og en kop dampende kaffe sat frem til ham.

“Du skal da lige have en kop kaffe at styrke dig på.”

Nu blev der anbragt en tallerken ved siden af koppen. Postbudet stirrede ned på en flækket kanelbolle med tandsmør.

“Værsgo! Den skal du også have. Bollerne skal jo ikke gå til spilde.” Judith pegede først på bollen og dernæst på træstolen med den tykke, småblomstrede pude, der var bundet fast med blå silkebånd. “Se bare, fra den plads kan du holde øje med postbilen.” Hun vidste, hvad hun talte om.

“Hør nu, det er meget venligt af dig, men jeg må altså videre,” forsøgte postbudet.

“Så travlt har du vel heller ikke,” sagde Judith, mens hendes pegefinger prikkede huller i luften over stolen. “Sæt dig nu ned og få lidt! Jeg skal lige hente noget. Jeg har det herinde ved siden af … det tager bare et øjeblik. Sæt dig nu.”

***

Før Judith forsvandt ind i stuen, vendte hun sig i døren. En slet skjult triumf tegnede sig i hendes blik, da hun så sin gæst sætte sig på køkkenstolen. Han havde ryggen til hende.

Derpå gik hun målbevidst hen til det lille, runde mahognispisebord, hvor hun tidligere havde stillet to marmeladeglas frem. Små buttede glas med rødternede stofhætter og etiketter med blomstrede kanter og skråskrift.

Ved siden af glassene lå den lokale avis slået op. Et broget udpluk af lokalsamfundet fordelte sig i små fotos over en halvside. Snapshots af fjantede teenagepiger med bumser og piercinger, der voksede ud af de usikre ansigter. Femårige knægte, der enten var lige ved at græde eller lige ved at få nogen til det. Omhyggeligt opstillede sølvbrudepar i falmede bryllupsversioner med store runde 80’er-briller og permanentet page. Og grå demente damer, der fyldte halvfems eller fejrede diamantbryllup uden at ane det.

Alle blev ønsket til lykke af nogen, som glædede sig til en fest, der kom, eller over en, der lige havde fundet sted. Der blev råbt hurra med op til flere a’er fra søskende og forældre og bedsteforældre og svigerfamilier. Og en enkelt uheldig trediveårig blev gjort til grin af vennerne med et småsløret fuldemandsportræt.

Midt i det hele smilede postbudet venligt og professionelt til de grundige læsere af Frederiksværk Ugeblad. Kære Per, tillykke med de 55 år fra Søs og Anders, stod der under ham.

Judith lagde begge hænder på glassene og ventede. Der lød en forsigtig klirren fra køkkenet, og indimellem knirkede stolen svagt. Hun trådte først ud i køkkenet i det øjeblik, han tog den første bid af den anden halve kanelbolle.

“Kan du lide æbler? Jeg har så mange, og jeg kan ikke selv nå at få dem spist. Men så er det jo godt, at man kan sylte.”

Han drejede hovedet mod hende, tyggende, men kun for et øjeblik. Så vendte han igen blikket mod forhaven. Hun satte sig på slagbænken langs væggen og smilede til hans profil.

“Hvordan er kanelbollen?”

Judith vidste som alle andre i byen, at hendes bagværk var forbandet lækkert. Bastognerne lå godt og sikkert i skabet og ventede på mindre vigtige gæster.

Han tog sig tid til at tygge færdig, og hun tog sig tid til at betragte ham, mens hun skubbede de to marmeladeglas hen over bordet mod ham.

“Den er glimrende, tak,” svarede han omsider. Så stirrede han ned på glassene.

Hun nød øjeblikket. Nød, at han blev nødt til at rose hende. At takke hende. Og om lidt ville han være nødt til at takke igen. For marmeladen. Hun ville trække pinen lidt ud for ham, så hun smilede bare. Uden at sige et ord.

“Øh … er det … Hvad nu?” fremstammede han usikkert, mens hans blik gled fra glassene op til Judiths smilende ansigt.

Hun sagde stadig intet.

Han havde drukket det meste af sin kaffe.

Hannibals hale begyndte pludselig at slå mod linoleumsgulvet, som om pudlen fornemmede sin ejers lykkefølelse. Og delte den. Hunden havde anbragt sig under bordet med sine forben halvt ind over postbudets sko.

Nu havde de ham.





Jeg læser engelsk på Københavns Universitet og er studentermedhjælper i Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Personligt læser jeg (næsten) alt, og jeg elsker at kunne være med til at give den gode læseoplevelse videre.