“Jeg føler lidt, at jeg har været oppe at slås med et vildt dyr gennem to år,” siger Ane Riel om romanen Bæst.
Bæst er historien om et venskab mellem den unaturligt stærke Leon, der elsker at kæle, og drengen Mirko, som forelsker sig brændende og meget uheldigt i Leons mor. Vi har mødt Ane Riel til en snak om bogen.
En lille fyr, der bliver født som supermand
“Da jeg skulle finde idéer til min bog, søgte jeg alt muligt mærkeligt frem på nettet. Der stødte jeg på en artikel om en dreng, som blev født i Berlin i 2004 og havde vakt opmærksomhed allerede som spæd, fordi han havde usædvanligt store muskler. Det viste sig, at han havde en meget sjælden dobbelt genmutation, som betød, at han ikke producerede det stof, der regulerer vores muskelvækst, og det gav ham jo nogle uhyrlige kræfter. Som bare fireårig kunne han for eksempel holde to 3,5 kilos vægte frem for sig i strakte arme!”
“Den pågældende dreng bliver holdt hemmelig, så jeg kunne ikke læse så meget om ham. Men der var noget spændende ved tanken om en lille fyr, der bliver født som en supermand. Et ideal. Men hvad nu, hvis han ikke kan finde ud at styre de her ekstreme kræfter? Så bliver hans styrke måske en svaghed. Et handicap. Det ville jeg gerne skrive om,” fortæller Ane Riel.
“Det var, som om historien havde en egen vilje, og jeg havde virkelig svært ved at tæmme den. Den pegede på alle mine svagheder, og det var jo ikke rart, så jeg var mange gange ved at opgive.”
Først og fremmest handler Ane Riels bog om bæster i mange forskellige former. Men der ligger også en mere personlig årsag bag titlen.
“Den har været et bæst for mig at skrive. Jeg føler lidt, at jeg har været oppe at slås med et vildt dyr gennem to år,” siger Ane.
“Det var, som om historien havde en egen vilje, og jeg havde virkelig svært ved at tæmme den. Den pegede på alle mine svagheder, og det var jo ikke rart, så jeg var mange gange ved at opgive. Men jeg tog det alligevel som en udfordring, og så endte vi som perlevenner, bæstet og jeg.”
Alt kan ske
Til at begynde med placerede Ane Riel historien i en lille by i Vendsyssel i 1980’erne, men efter et halvt års arbejde måtte hun sande, at det ikke var det rigtige valg.
Ane Riel debuterede i 2013 med romanen Slagteren i Liseleje, der fik prisen Bedste Danske Spændingsdebut af Det Danske Kriminalakademi.
“Historien passede simpelthen ikke ind i de snævre rammer, jeg havde anbragt den i, og det var nok derfor, at jeg hele tiden følte en modstand. Der er jo mange småting, man skal have styr på, når tid og sted er så definerede. Jeg har intet imod at researche, hvis det er givende for fortællingen, men denne gang følte jeg det begrænsende. Bæstet ville bare ikke bo i Bindslev! Til sidst besluttede jeg mig for at løfte mine hovedkarakterer ud af 80’erne og den danske provins og anbringe dem et sted med videre rammer, hvor min fantasi kunne få lov at sprælle,” siger Ane.
“Jeg har intet imod at researche, hvis det er givende for fortællingen, men denne gang følte jeg det begrænsende. Bæstet ville bare ikke bo i Bindslev!”
Derfor endte den stærke Leon og vennen Mirko i en unavngivet dal i et varmt land, som man aldrig helt finder ud af hvor ligger. Vi ved heller ikke rigtig, hvilken tid de lever i. På den måde var det helt op til Ane, hvordan alting hang sammen.
“Jeg gav mig selv det løfte, at nu måtte alt ske.”
Det bliver bedst, hvis man improviserer
Det kunne aldrig falde Ane Riel ind at lave en tidslinje og udtænke handlingen, inden hun går i gang med en roman. Ligesom læseren aner hun ikke, hvor det hele skal ende.
“Det bliver bedst, hvis jeg improviserer. Og i virkeligheden skal jeg nok helst være lidt ude at skide; lidt usikker på hvad jeg har gang i. Det skaber en særlig spænding i mig, som med lidt held forplanter sig som noget godt i teksten. Nogle gange løber det af med mig. Så skriver jeg en masse uden at ane, hvad det går ud på. Og så sidder jeg pludselig dér og bliver bevæget af den drejning, tingene tog. Eller skraldgriner. Jeg elsker den uforudsigelighed, der skabes ved, at jeg ikke ved, hvor historien lander. OM den overhovedet lander!”
“I virkeligheden skal jeg nok helst være lidt ude at skide; lidt usikker på hvad jeg har gang i. Det skaber en særlig spænding i mig, som med lidt held forplanter sig som noget godt i teksten. Nogle gange løber det af med mig. Så skriver jeg en masse uden at ane, hvad det går ud på.”
“Det lyder måske let, men sandheden er, at det er enormt udmattende at skrive på den måde. Ikke mindst kræver det et stort redigeringsarbejde bagefter, fordi du skal have filet denne her store rå klump fortælling til, samtidig med at du forsøger at bevare improvisationens friskhed. Men der sker også noget i redigeringen, som indimellem kan føles helt magisk. Pludselig forstår du, hvorfor du skrev det, du gjorde.”
“Da jeg gik i gang med at skrive min debutroman, havde jeg ikke læst skønlitteratur i 12 år. Jeg fulgte slet ikke med i, hvem der var noget, eller hvordan man skrev. Jeg anede for eksempel ikke, hvem Knausgård var. Jeg havde bare haft hovedet begravet i jazz i årevis. Det betød nok, at jeg kom med noget, som var lidt anderledes og ikke rigtig fulgte nogle regler. Efter min første bog udkom, har jeg læst en masse romaner og er blevet både betaget og inspireret af det, men jeg tror alligevel, at jeg med debuten fik fanget min egen spæde tone, skabt mig et forsigtigt udgangspunkt, som jeg nu er i færd med at bygge ovenpå.”
“Da jeg gik i gang med at skrive min debutroman, havde jeg ikke læst skønlitteratur i 12 år. Jeg fulgte slet ikke med i, hvem der var noget, eller hvordan man skrev. Jeg anede ikke, hvem Knausgård var.”
Om at skrive om det, man ikke kender til
Ane Riels bøger handler mildt sagt om det bizarre. Om gamle damer, der planlægger at myrde postbuddet med afkalkervæske. Om folk, der har samlet så mange ting, at det er ved at skubbe dem ud af huset. Og i Bæst om muskelbundtet Leon, som ikke kan styre sine kræfter. Men hvad blev der af Mark Twains gode råd om at skrive om det velkendte?
“Jeg vil gerne udfordre mig selv, og det gør jeg bedst ved at skrive om det, jeg ikke ved en pind om. I Harpiks beskriver jeg for eksempel en hoarders kaotiske tilværelse, mens jeg selv kommer jeg fra et ekstremt ryddeligt hjem, hvor der var orden på alt.”
“Jeg tror, at det ville kede mig at skrive om mit eget liv, for det kender jeg jo så udmærket i forvejen. Jeg vil gerne overraskes og blive klogere på andre og dermed måske også mig selv. At skrive handler for mig om at få sat fantasien, forestillingsevnen og empatien i spil.”
Vi er altså langt fra autofiktionen i Ane Riels forfatterskab. Og så alligevel.
“Det mest fascinerende ved at skrive om nogen, som umiddelbart synes fuldkommen fremmed for mig, er faktisk, at jeg altid finder noget genkendeligt – og så er vi slet ikke er så langt fra hinanden. Vi er forbundet af de samme følelser, den samme angst, den samme længsel efter accept og kærlighed. Det fremmede bliver på den måde nærværende, forhåbentlig ikke bare for mig, men også for læseren.”
“Man kan da ikke sympatisere med en far, som spærrer sin lille datter inde i container. Eller en fyr, som vil dræbe sin bedste ven. Eller hvad?”
“Det virkelig interessante opstår, når man ikke helt kan finde ud af, hvor man skal placere sine sympatier. For man kan da ikke sympatisere med en far, som spærrer sin lille datter inde i container. Eller en fyr, som vil dræbe sin bedste ven. Eller et grotesk muskelbundt uden fornemmelse for godt og ondt. Eller hvad?”
Leon er et gådefuldt barn med alt for megen muskelkraft og en haltende intelligens. Og så vil han virkelig gerne kæle.
Det er på ingen måder let at være Leons mor. Det er heller ikke helt let at være Mirko, den meget unge nabosøn, som forelsker sig brændende i Danica.
En kvinde, han ikke burde begære, fordi hun er voksen, fordi hun er Leons mor og ikke mindst, fordi hun er gift med en uovervindelig kæmpe af en mand.
Alligevel kan Mirko ikke tøjle sit hjerte og begær – og det skal vise sig at få omfattende konsekvenser for alle de involverede.
Bæst er en stor og episk roman, der beretter om et usædvanligt venskab.
“Jeg føler lidt, at jeg har været oppe at slås med et vildt dyr gennem to år,” siger Ane Riel om romanen Bæst.
Bæst er historien om et venskab mellem den unaturligt stærke Leon, der elsker at kæle, og drengen Mirko, som forelsker sig brændende og meget uheldigt i Leons mor. Vi har mødt Ane Riel til en snak om bogen.
En lille fyr, der bliver født som supermand
“Da jeg skulle finde idéer til min bog, søgte jeg alt muligt mærkeligt frem på nettet. Der stødte jeg på en artikel om en dreng, som blev født i Berlin i 2004 og havde vakt opmærksomhed allerede som spæd, fordi han havde usædvanligt store muskler. Det viste sig, at han havde en meget sjælden dobbelt genmutation, som betød, at han ikke producerede det stof, der regulerer vores muskelvækst, og det gav ham jo nogle uhyrlige kræfter. Som bare fireårig kunne han for eksempel holde to 3,5 kilos vægte frem for sig i strakte arme!”
LÆS OGSÅ: En stor fortælling om skyld og uskyld. Smuglæs i Ane Riels roman Bæst
“Den pågældende dreng bliver holdt hemmelig, så jeg kunne ikke læse så meget om ham. Men der var noget spændende ved tanken om en lille fyr, der bliver født som en supermand. Et ideal. Men hvad nu, hvis han ikke kan finde ud at styre de her ekstreme kræfter? Så bliver hans styrke måske en svaghed. Et handicap. Det ville jeg gerne skrive om,” fortæller Ane Riel.
Først og fremmest handler Ane Riels bog om bæster i mange forskellige former. Men der ligger også en mere personlig årsag bag titlen.
“Den har været et bæst for mig at skrive. Jeg føler lidt, at jeg har været oppe at slås med et vildt dyr gennem to år,” siger Ane.
“Det var, som om historien havde en egen vilje, og jeg havde virkelig svært ved at tæmme den. Den pegede på alle mine svagheder, og det var jo ikke rart, så jeg var mange gange ved at opgive. Men jeg tog det alligevel som en udfordring, og så endte vi som perlevenner, bæstet og jeg.”
Alt kan ske
Til at begynde med placerede Ane Riel historien i en lille by i Vendsyssel i 1980’erne, men efter et halvt års arbejde måtte hun sande, at det ikke var det rigtige valg.
“Historien passede simpelthen ikke ind i de snævre rammer, jeg havde anbragt den i, og det var nok derfor, at jeg hele tiden følte en modstand. Der er jo mange småting, man skal have styr på, når tid og sted er så definerede. Jeg har intet imod at researche, hvis det er givende for fortællingen, men denne gang følte jeg det begrænsende. Bæstet ville bare ikke bo i Bindslev! Til sidst besluttede jeg mig for at løfte mine hovedkarakterer ud af 80’erne og den danske provins og anbringe dem et sted med videre rammer, hvor min fantasi kunne få lov at sprælle,” siger Ane.
Derfor endte den stærke Leon og vennen Mirko i en unavngivet dal i et varmt land, som man aldrig helt finder ud af hvor ligger. Vi ved heller ikke rigtig, hvilken tid de lever i. På den måde var det helt op til Ane, hvordan alting hang sammen.
“Jeg gav mig selv det løfte, at nu måtte alt ske.”
Det bliver bedst, hvis man improviserer
Det kunne aldrig falde Ane Riel ind at lave en tidslinje og udtænke handlingen, inden hun går i gang med en roman. Ligesom læseren aner hun ikke, hvor det hele skal ende.
“Det bliver bedst, hvis jeg improviserer. Og i virkeligheden skal jeg nok helst være lidt ude at skide; lidt usikker på hvad jeg har gang i. Det skaber en særlig spænding i mig, som med lidt held forplanter sig som noget godt i teksten. Nogle gange løber det af med mig. Så skriver jeg en masse uden at ane, hvad det går ud på. Og så sidder jeg pludselig dér og bliver bevæget af den drejning, tingene tog. Eller skraldgriner. Jeg elsker den uforudsigelighed, der skabes ved, at jeg ikke ved, hvor historien lander. OM den overhovedet lander!”
“Det lyder måske let, men sandheden er, at det er enormt udmattende at skrive på den måde. Ikke mindst kræver det et stort redigeringsarbejde bagefter, fordi du skal have filet denne her store rå klump fortælling til, samtidig med at du forsøger at bevare improvisationens friskhed. Men der sker også noget i redigeringen, som indimellem kan føles helt magisk. Pludselig forstår du, hvorfor du skrev det, du gjorde.”
LÆS OGSÅ: Prisvindende og skæve romaner. Her er rækkefølgen på Ane Riels bøger
“Da jeg gik i gang med at skrive min debutroman, havde jeg ikke læst skønlitteratur i 12 år. Jeg fulgte slet ikke med i, hvem der var noget, eller hvordan man skrev. Jeg anede for eksempel ikke, hvem Knausgård var. Jeg havde bare haft hovedet begravet i jazz i årevis. Det betød nok, at jeg kom med noget, som var lidt anderledes og ikke rigtig fulgte nogle regler. Efter min første bog udkom, har jeg læst en masse romaner og er blevet både betaget og inspireret af det, men jeg tror alligevel, at jeg med debuten fik fanget min egen spæde tone, skabt mig et forsigtigt udgangspunkt, som jeg nu er i færd med at bygge ovenpå.”
Om at skrive om det, man ikke kender til
Ane Riels bøger handler mildt sagt om det bizarre. Om gamle damer, der planlægger at myrde postbuddet med afkalkervæske. Om folk, der har samlet så mange ting, at det er ved at skubbe dem ud af huset. Og i Bæst om muskelbundtet Leon, som ikke kan styre sine kræfter. Men hvad blev der af Mark Twains gode råd om at skrive om det velkendte?
“Jeg vil gerne udfordre mig selv, og det gør jeg bedst ved at skrive om det, jeg ikke ved en pind om. I Harpiks beskriver jeg for eksempel en hoarders kaotiske tilværelse, mens jeg selv kommer jeg fra et ekstremt ryddeligt hjem, hvor der var orden på alt.”
LÆS OGSÅ: “Man kunne ikke skrive noget, der var så grotesk og anbringe det i så realistiske rammer, fik jeg at vide” – Ane Riel om sin debut
“Jeg tror, at det ville kede mig at skrive om mit eget liv, for det kender jeg jo så udmærket i forvejen. Jeg vil gerne overraskes og blive klogere på andre og dermed måske også mig selv. At skrive handler for mig om at få sat fantasien, forestillingsevnen og empatien i spil.”
Vi er altså langt fra autofiktionen i Ane Riels forfatterskab. Og så alligevel.
“Det mest fascinerende ved at skrive om nogen, som umiddelbart synes fuldkommen fremmed for mig, er faktisk, at jeg altid finder noget genkendeligt – og så er vi slet ikke er så langt fra hinanden. Vi er forbundet af de samme følelser, den samme angst, den samme længsel efter accept og kærlighed. Det fremmede bliver på den måde nærværende, forhåbentlig ikke bare for mig, men også for læseren.”
“Det virkelig interessante opstår, når man ikke helt kan finde ud af, hvor man skal placere sine sympatier. For man kan da ikke sympatisere med en far, som spærrer sin lille datter inde i container. Eller en fyr, som vil dræbe sin bedste ven. Eller et grotesk muskelbundt uden fornemmelse for godt og ondt. Eller hvad?”
Leon er et gådefuldt barn med alt for megen muskelkraft og en haltende intelligens. Og så vil han virkelig gerne kæle.
Det er på ingen måder let at være Leons mor. Det er heller ikke helt let at være Mirko, den meget unge nabosøn, som forelsker sig brændende i Danica.
En kvinde, han ikke burde begære, fordi hun er voksen, fordi hun er Leons mor og ikke mindst, fordi hun er gift med en uovervindelig kæmpe af en mand.
Alligevel kan Mirko ikke tøjle sit hjerte og begær – og det skal vise sig at få omfattende konsekvenser for alle de involverede.
Bæst er en stor og episk roman, der beretter om et usædvanligt venskab.
Du kan købe Bæst online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: