Fiktion

“Hvem er egentlig det største bæst?” – Interview med Ane Riel

Ane Riel, Bæst, Harpiks, Slagteren i Liseleje

Hvis man skal sige noget sammenfattende om danske Ane Riels romaner, må det være, at de overrasker fra start til slut.

I hendes debutroman Slagteren i Liseleje pønser en pæn, ældre dame på, hvordan hun skal tage livet af postbudet. I Harpiks, hendes anden roman, er et hus fyldt med alt for mange ting, et alt for stort menneske og en pige, som på en måde ikke længere findes.

I Riels seneste roman, Bæst, spiller en stærk men tragisk supermand en væsentlig rolle. Det samme gør en kvinde, der ikke kan kæle med sin egen søn, og så indeholder romanen tydelige referencer til John Steinbecks klassiker Mus og mænd.

Desuden handler romanen om skyld og uskyld – og bæster i alle afskygninger.

Ane Riels opfindsomhed fejler ingenting. Men: hvor kommer historierne fra? Læs med her, hvor Ane fortæller om romanen Bæst.


Hvorfor hedder romanen Bæst?

Bæstet optræder i mange afskygninger i romanen – både i ordets egentlige betydning som det vilde dyr, men også som et menneske, der vækker afsky eller frygt. Og så er der også den mere harmløse version: noget med at knokle som et bæst. Bæstet dukker faktisk op i alle de afskygninger – og hos næsten alle bogens karaktererne på et eller andet tidspunkt.

Der er også en lidt mere privat grund til bogens titel – og dén handler om, at bogen har været lidt af et bæst for mig at skrive, det har været hårdt. Jeg har følt det som at slås med lidt af et vilddyr – men jeg har gudskelov fornemmelsen af, at jeg har … jeg vil ikke sige tæmmet det, men jeg er blevet gode venner med bæstet i sidste ende.

Særligt én af romanens karakterer ville være ganske ubehagelig at slås med. Vil du ikke fortælle lidt om ham – den muskuløse? Hvor kommer dén karakter fra?

For et par år siden stødte jeg tilfældigt på en videnskabelig artikel om en dreng, som blev født i Berlin i 2004 og som havde vakt nogen forbløffelse, fordi han fra naturens side var ekstremt muskuløs. Han havde allerede som spæd sat nogle muskler, som han ikke burde kunne have. Og de voksede bare. Som 4-årig kunne han løfte 3,5 kilo i hver hånd ud i strakte arme – noget, som mange voksne ville have svært ved.

Læs også: Ane Riel skriver, så du bliver varm om hjertet, mens det løber dig koldt ned ad ryggen

Videnskabsfolkene har fundet ud af, at der er det galt med ham, at han har en meget sjælden dobbelt genmutation som gør, at han mangler det protein, der hedder myostatin, som vi alle sammen har i kroppen og som hæmmer muskelvæksten. Når man ikke har myostatin, så bliver musklerne ved med at vokse – og alt tyder på, at den her dreng bare vil blive ved med at vokse i muskuløs retning.

Og det satte min fantasi i gang! 

Det er jo et mandeideal at være superstærk, så der er nok nogle drenge, der kunne drømme om at være ham. På den anden side, så kunne det også give en masse problemer – især hvis man forestiller sig, at man ikke er helt i stand til at styre de der muskler. Så kunne man godt ende med en karakter, som ligner en tragisk Supermand. Og dén idé blev jeg tændt på.

På bogens forside optræder to karakterer, som ser ret forskellige ud. De er begge voksne, men meget forskellige i størrelse?

Ja – det er Dodo og Mirko og de er et ret umage par.

Dodo er vores tragiske supermand – den lille, muskuløse dreng, der er blevet voksen. Han er voksen, som vi ser ham på forsiden og som vi møder ham i bogens første kapitel, men hans hjerne har ikke helt kunnet følge med muskeludviklingen. Han er lidt tilbage, når det kommer til kløgt.

Bæst, Ane Riel, Harpiks, Slagteren i Liseleje

Hans ven Mirko er noget mindre, men 13 år ældre end Dodo. Han er en intelligent fyr, som gør hvad han kan for at afbøde, at der sker noget og de kommer galt afsted som følge af Dodos manglende evne til at styre sine kræfter. Mirko er hele tiden nogle skridt foran for at undgå de farer, de kunne ryge ud i.

Men der er også det med Mirko, som læseren mærker, at han ved noget, som den anden ikke ved om deres fortid. Og det kæmper han faktisk med at vide. Der er foregået noget, der ikke er rart. Og han bærer på en voldsom skyldfølelse over det, der er sket.

De to venner går sammen, holder sammen og har tilsyneladende kun hinanden. De rejser rundt og ernærer sig som daglejere, og befinder sig kun i kort tid de steder, de arbejder, indtil de rejser videre.

Det er de to karakterer, som indleder bogen og tegner rammefortællingen for den.

Og se, dét lyder jo så lidt som en anden, meget kendt og klassisk fortælling…?

Ja, det kom det til, efter jeg havde skrevet på historien i en noget anderledes version – meget dansk og mere nutidig – i et halvt års tid. Det gik op for mig, at jeg havde skabt nogle alt for konkrete og snævre rammer for mine karakterer, og det ville jeg gerne ændre på. Og først da var det, at Steinbeck kom indover.

Egentlig blev jeg mindet om ham, fordi jeg læste lidt mere om myostinforskning og nu bed ekstra mærke i nogle meget store, muskuløse mus, som et forskerhold engang havde fremavlet – mighty mice, kaldte de dem. Og dét fik mig til at tænke på John Steinbecks ”Mus og mænd”, hvor der netop er en stor, stærk fyr, som kommer til at slå mus ihjel, fordi han klemmer for hårdt.

Pludselig gik det op for mig, at jeg i virkeligheden ved at skrive noget, der mindede om den historie: altså om en stor, stærk fyr, som ikke kan styre sine kræfter og har en ven, som er klogere. Jeg tænkte meget over, om jeg skulle prøve at skrive noget helt andet – eller om jeg i stedet skulle bruge det som en tydelig reference?

Jeg kan virkelig godt lide Steinbeck og hans universer, så jeg endte med at bruge hans historie som inspiration for rammefortællingen i min roman – samtidig med, at jeg leger lidt med læsernes forventninger til handlingen. Sker der nu det samme som i “Mus og mænd”?

Påmindelsen om Steinbeck gav mig så også lyst til at anbringe mine karakterer i det store, åbne landskab og tilbage i tid frem for i den snævre, danske provinsbyramme, jeg først havde arbejdet med.

Ja, Mirko og Dodo går rundt i et landskab, men det er svært som læser at gennemskue, hvor vi egentlig er – og for den sags skyld: hvornår. Er det bevidst?

Det er meget bevidst.

I virkeligheden håber jeg, at min roman vil blive læst som et eventyr, forstået på den måde at man køber præmissen og accepterer, at den her meget store dal, mine karakterer befinder sig i og hvor det hele foregår, er deres verden. Den behøver faktisk ikke have ret meget med den virkelige verden at gøre.

Jeg kan godt lide det store, meget visuelle der ligger i et landskab med marker, en flod og bjerge i horisonten. Det er meget billedskabende – men jeg vil gerne have at læseren skaber sine egne billeder, som ikke er forstyrret af en bestemt dal, eller bestemt flod eller et bestemt sted i det hele taget.

Læs også: Ane Riels Harpiks filmatiseres med stjernespækket rolleliste

Det var også en måde at give mig selv frie tøjler – at give mig et råderum. Eller et legerum. Jeg ville gerne sætte min egen kreativitet fri, give mig selv frie rammer til at skrive, hvad jeg havde lyst til og skabe det landskab, som jeg synes spiller bedst sammen med historien uden at blive forstyrret af facts – som jo kommer ind i samme øjeblik man angiver et navn på et land eller et bestemt årstal. Så ville jeg føle mig forpligtet til at researche grundigt og rette mig ind efter nogle bestemte scenarier – og det samme vil læseren.

I romanens rammefortælling møder vi altså Dodo og Mirko, de to mænd, der pryder bogens forside. Men udover de to, så rummer romanen et stort persongalleri, som tegner romanens egentlige historie. Hvor kommer de karakterer fra?

I starten var jeg ret optaget af den stærke dreng – hvordan han måtte have det, hvordan det måtte være at have alle de muskler – men så blev jeg mere og mere interesseret i hvordan det måtte være at være den stærke drengs mor. Hun har jo født et abnormt barn, og det er så én ting at han er tung og stor og stærk – men en anden ting er jo, at hvis han ikke kan styre sine kræfter, så kunne det gå hen og blive meget besværligt at være hans mor. Og det har jeg så ladet drengens stakkels mor opleve: at det er utroligt besværligt og at det faktisk gør utroligt ondt at have med drengen at gøre. Efterhånden bliver det sådan, at ethvert kærtegn er forbundet med smerte. Og jeg tænker – altså, nu er jeg ikke selv mor, men jeg tænker at det må være noget af det værste: at man ikke kan kærtegne sit barn uden det gør ondt.

Og drengen vil gerne kæle, han vil meget gerne kæles med. Men jo mere han længes efter kærtegn, jo mere ondt gør det på hende, for så klemmer han jo mere til for at holde fast på hende. Det er jo super tragisk.

Ane Riel, Bæst, Harpiks, Slagteren i Liseleje

Så: jeg havde lyst til at blive klogere på den her mor, fordi hun selvfølgelig elsker sin søn og vil ham det bedste – men hen ad vejen bliver nødt til at træffe nogle beslutninger, som måske ikke ligefrem er det bedste for ham. Hun får virkelig sat sine følelser på prøve.

Og sådan er det egentlig med alle bogens karakterer: de forsøger alle at gøre det rigtige og gøre det godt. Men det går sjældent, som de håber eller forventer.

Du nævnte i starten at Mirko bærer på en skyldfølelse over noget, der er sket i Dodo og Mirkos fortid. I det hele taget spiller spørgsmålet om skyld og uskyld en ret stor rolle i bogen…?

Ja, det gør det. Det var egentlig ikke tænkt sådan fra begyndelsen – men det endte med at blive et hovedtema efterhånden som handlingen synliggjorde sig for mig.

Begge dele spiller ind på forskellige måder. Uskylden knytter dels sig til det uskyldige barn – man bliver jo født uskyldig ind i verden, selv når man bliver født med et bjerg af muskler. Uskylden handler også om den unge drengs uskyldighed ift erotik. Og så spiller spørgsmålet om skyld og uskyld en stor rolle i forhold til at have gjort noget – at have været årsag til noget, noget tragisk – en ulykke eller måske ligefrem en forbrydelse – uden at ville det.

Dodo kommer til at gøre ting og lave ulykker. Han er virkelig et ulykkesbarn – men han er jo samtidig netop et barn, et uskyldigt barn, selv som voksen. Hjernen følger ikke helt med; han ved faktisk ikke rigtig, hvad han gør. Han har tåbens uskyldighed eller naivitet – og det undskylder på en eller anden måde hans handlinger.

Mirko har ingen undskyldning. Han er helt klar over, hvad han gør, når han kommer til at gøre noget, der har ulykkelige konsekvenser. Og det har han det rigtig skidt med. Han har en samvittighed som Dodo ikke har. Og det kæmper han med – ikke mindst da han kommer til at gøre noget, der får ret voldsomme konsekvenser. Og her handler det lige så meget om, at han bliver bevidst om, at han faktisk nok har ønsket ondt mod nogle andre. Han oplever at blive opfyldt af had, hævntørst – eller jalousi. Og det er en forfærdelig erkendelse for ham at komme til.

Mirko kæmper meget med sin samvittighed og med sin gudfrygtige opdragelse. Og faktisk stiller han på et tidspunkt spørgsmålet: ”Hvem er egentlig den største forbryder: er det den, som inderligt ønsker et andet menneske dødt, men ikke slår det ihjel – eller er det den, som kommer til at slå et andet menneske ihjel men ikke ønskede det?” Altså: er det intentionen eller konsekvensen som er værst eller mest uhyggelig.

Jeg tænkte selv i første omgang: det jo være konsekvensen, for det har jo netop konsekvens for andre, hvis nogen dør.

Men så spurgte jeg mig selv: Hvem ville jeg helst være spærret inde i en elevator med: et stort godmodigt dyr, som ikke har nogen intention om at slå mig ihjel eller æde mig – men som til gengæld meget let kunne komme til at mase mig eller sætte sig på mig, og så ville jeg dø – –

Eller et menneske, som jeg ved inderligt, inderligt ønsker mig død og ønsker at slå mig ihjel – og måske oven i købet har våbnet til det – men hvor sandsynligheden for, at personen ville gøre det ikke er nær så stor som, at dyret satte sig på mig.

Hvem ville jeg ønske at være sammen med?

Der tror jeg faktisk nok, jeg ville ønske dyret.

For der er noget trygt ved uskyldigheden. Selvom der er en fare forbundet med den.  Hvorimod der er noget dybt uhyggeligt ved intentionen. Selvom faren måske ville være mindre.

Så det kom jeg til at tænke meget over – og det kan man så også tænke over i bogen: De ulykker der sker – hvem bærer skylden?

Og hvem er egentlig det største bæst? Det har jeg ikke engang selv et entydigt svar på.


Bæst, Ane Riel, Harpiks, Slagteren i Liseleje

Ingen ved, hvor lille Leon har sine muskler fra. Men hans mor ved om nogen, hvor svært han har ved at styre dem. Især når han vil kæle.

Og Leon vil virkelig gerne kæle.

Mens Danica bakser med sin søn, kæmper Mirko med sine forbudte følelser. Han er endnu kun en dreng, da han forelsker sig brændende i Danica. Det er en umulig kærlighed, for Danica er ikke alene en voksen kvinde og mor til Leon, hun er også gift med en uovervindelig kæmpe af en mand.

Hjertet og lysterne driver Mirko ud af sit ærbare hjem og ind i Danicas hemmelige helvede. Det får en fatal udgang for alle, han holder af, og efter en dramatisk nat bliver Mirko bundet til Leon og hans gådefulde kræfter for resten af livet.

BÆST er en stor fortælling om skyld og uskyld, og samtidig en lille varm historie om et usædvanligt venskab.

Læs mere og køb Ane Riels Bæst her – eller hos din lokale boghandler

Bæst, Ane Riel, Harpiks, Slagteren i Liseleje

Læs også Anes tidligere romaner: Harpiks samt debuten Slagteren i Liseleje

Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen. Har tilsvarende kronisk mangel på plads i bogreolen. Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til presse og læsere i de godt elleve år, jeg har arbejdet i bogbranchen.