Fiktion

En stor fortælling om skyld og uskyld. Smuglæs i Ane Riels roman Bæst

Ane Riel er forfatteren bag de anmelderroste romaner Slagteren i Liseleje og Harpiks. Nu udkommer hun med romanen Bæst, der er en stor fortælling om skyld og uskyld og samtidig en lille varm historie om et usædvanligt venskab.


Bæst

Ingen ved, hvor lille Leon har sine muskler fra. Men hans mor ved om nogen, hvor svært han har ved at styre dem. Især når han vil kæle.

Og Leon vil virkelig gerne kæle.

Mens Danica bakser med sin søn, kæmper Mirko med sine forbudte følelser. Han er endnu kun en dreng, da han forelsker sig brændende i Danica. Det er en umulig kærlighed, for Danica er ikke alene en voksen kvinde og mor til Leon, hun er også gift med en uovervindelig kæmpe af en mand.

Hjertet og lysterne driver Mirko ud af sit ærbare hjem og ind i Danicas hemmelige helvede. Det får en fatal udgang for alle, han holder af, og efter en dramatisk nat bliver Mirko bundet til Leon og hans gådefulde kræfter for resten af livet.

LÆS OGSÅ: “Hvem er egentlig det største bæst?” – Interview med Ane Riel

Du kan købe Bæst online, bl.a. på Saxo.com, eller i din lokale boghandel fra d. 10. oktober 2019.


Ane Riel

Bæst


Ved floden


Det er nu lidt ærgerligt, at jeg sådan kommer til at slå dem ihjel. Det er jo ikke ligefrem, fordi de er farlige. De er bare dejlige at kæle med. Og så er de små nok til at være i en lomme. Kan du også godt lide mus?

Du æder dem vel.

Tænk at være så lille, at man kunne pile ned i et hul i jorden og forsvinde. Det ville jeg gerne kunne, bare en gang imellem. Folk lægger altid mærke til mig, fordi jeg er så stor. „Se lige ham der,“ siger de og peger. Det er godt nok at være stor, når man skal slæbe tømmer eller læsse kornsække, men ikke når man har fået besked på at gemme sig. Lige nu ville jeg hellere være en mus end en mand.

Kan du huske Mirko, som var sammen med mig sidst? Det er ham, jeg venter på. Det var også ham, der sagde, at jeg skulle stikke af og skjule mig her ved floden, hvis noget gik galt ude på gården. Jeg troede virkelig ikke, at det ville gå galt, når nu alt er gået godt i to uger. Men så var det, at jeg kom til at klemme lidt for hårdt. Jeg gjorde det ikke med vilje.

Det var, fordi hun skreg. Pigen.

Jeg kan ikke holde det ud, når nogen skriger.

Hun var ellers så flink over for mig. Jeg tror godt, hun kunne lide mig. Hun var også dejlig at røre ved, helt utrolig blød. Hvis hun kunne have været i min lomme, havde jeg nok taget hende med.


Mirko er det flinkeste menneske, jeg kender. På en måde også det eneste. Han er i hvert fald den eneste, som kender mig rigtigt. Hvis jeg nogensinde skulle komme til at gøre noget slemt ved Mirko, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle gøre af mig selv bagefter. Jeg ville nok dø.

Måske ville jeg komme til at ligne ham den unge mand med de indfaldne kinder og udstående øjne, vi mødte engang. Ham glemmer jeg aldrig. Det var på en af småvejene nede sydpå, tror jeg. Det var under alle omstændigheder ulidelig hedt og havde været det længe, for hele dalen var knastør fra nord til syd.

Mirko og jeg var søgt ind i skyggen under et træ, da vi så manden nærme sig. Han trak fødderne mærkeligt hen over gruset og var næsten helt i knæ, mens han gik. „Se ham der,“ sagde jeg til Mirko. „Han er da lige ved at dejse omkuld.“

„Det har du ret i,“ sagde Mirko, og så råbte han manden an. „Halløj, kammerat, du trænger til at hvile dig. Sæt dig her i skyggen og få lidt vand.“

Manden standsede op ud for os, men ligegyldigt hvor meget Mirko lokkede, ville han hverken sætte sig i skyggen eller have noget at drikke. Han havde mistet sin forlovede i en brand, fortalte han. Og det var hans skyld det hele! Han peb, mens han talte. Ligesom et træt, gammelt æsel. Han lignede også et træt, gammelt æsel.

Fyren røbede ikke, hvad det var, han havde gjort – ærgerligt nok, for det gad jeg da godt vide. Men han fortalte, at han ville blive ved med at gå imod solen, indtil heden havde pint livet ud af ham. Tænk, det sagde han! Jeg ved ikke, om det lykkedes ham at dø på den måde, men rart så det ikke ud. Hans øjne stod så langt ud af hovedet på ham, at de vel nærmest havde et forspring.

Da han stavrede videre ud ad landevejen, troede jeg flere gange, at han ville falde, men det gjorde han ikke. Mirko sagde, vi skulle lade ham gå. Det ligner ellers ikke Mirko at lade nogen lide på den måde.

Vi sad længe og kiggede efter manden, indtil han bare var et dirrende sort insekt, som forsvandt ind i lyset.

„Ville han virkelig dø, fordi han ikke kunne leve uden sin forlovede?“ spurgte jeg Mirko bagefter. „Hun må sørme have været flink.“

„Det handlede vist mere om, at han ikke kunne leve med skylden,“ svarede Mirko, og så ville han i øvrigt ikke tale mere om det. Han var mærkelig stille resten af dagen.


Jeg har ikke lyst til at brænde op af solen. Der må være bedre måder at dø på, hvis man virkelig vil. Man kunne for eksempel drukne sig i en flod.

Hvis nu jeg sprang ud på det dybeste sted lige derhenne, ville jeg nok være død på et øjeblik. Der er masser af vand i floden for tiden, meget mere end sidst vi var her. Jeg gætter på, at strømmen ville føre mig ned til knækket ved den store grædepil, hvor jeg ville blive kilet fast mellem rødderne, der rager ud i vandet. Så ville man finde mig der, og jeg ville være lige så død som den fugl, Mirko har opkaldt mig efter.

Den er ikke bare død, siger han. Den er uddød. Jeg er ikke helt sikker på, hvor længe man skal være død, før man er uddød, men hvis jeg nu først blev fundet efter en uge?

Dronten hedder den. Mirko kalder mig nu Dodo. Det er bare et andet navn for den samme fugl, siger han, og det er lettere at sige, når man skal kalde på mig. Det skal han tit. Jeg selv er ikke spor let, tværtimod er jeg sådan lidt tung i det fra naturens side. Lidt svær, siger Mirko.

Og sommetider møgbesværlig.

Heldigvis er han for længst holdt op med at kalde mig Leon! Det hed jeg, da jeg var lille. Når det er mørkt, og jeg ikke er faldet rigtig i søvn endnu, kan jeg nogle gange høre min mor råbe det: Leon, nej, du må ikke! Nej, Leon, NEJ! Sådan sagde hun. Det brød jeg mig ikke om.

Hun kunne også finde på at skrige.

Det er længe siden nu, og jeg har svært ved at huske det. Jeg ved heller ikke rigtig, om jeg har lyst.


Hvornår mon Mirko dukker op? Han lovede mig, at han ville komme. Og jeg lovede ham, at jeg ville skjule mig bag det her krat, hvor man kun kan se mig fra flodsiden – for eksempel hvis man er en krage, som sidder på en gren lidt herfra og holder øje med det hele. Jeg ville altså ønske, du kom tættere på, så jeg kunne se dig rigtigt. Du er næsten skjult i alle de skygger.

Jeg gør ingenting.

Tænk, hvis Mirko synes, jeg er blevet så besværlig efter det med pigen, at han slet ikke kommer. Så tror jeg nok, jeg bliver nødt til at drukne mig. Men foreløbig venter jeg bare. Jeg kan godt lide at sidde og se på floden, når den glimter i solen som nu. Det er sådan et dejligt tidspunkt af dagen, også selvom det er forbandet varmt.

Jeg tror ikke, jeg tager min skjorte på igen. Jeg nåede slet ikke at få den på, da jeg stak af. Det hele skulle gå så stærkt.


Du! Hvis man virkelig gerne vil drukne sig, er det nok en fordel, at man ikke kan svømme. Det kan jeg ikke, så på den måde er jeg heldig. Mirko prøvede ellers at lære mig det engang, hvor vi var rejst helt ud til kysten for at rense blæksprutter.

„Du skal bare bevæge dig rigtigt,“ blev han ved med at sige, mens han viste mig, hvordan jeg skulle sparke med benene og bevæge armene på samme tid. „Kom nu, Dodo, det er nemt nok. Når blæksprutterne kan, kan du også.“
De har for pokker kun deres arme at tænke på!

Jeg skulle ikke nyde noget, så jeg blev bare stående i vand til knæene og gloede på Mirko, indtil han omsider gav op.

Nej, så skulle du have set hende danserinden, vi så i en af byerne for noget tid siden. Er du vimmer, hvor hun kunne bevæge det hele på én gang. Mirko fortalte mig, at hun kunne meget mere end dét! Det var i hvert fald det, han sagde, efter at han havde været med hende oppe i et værelse på første sal. For at snakke.

Mens de gjorde det, gik jeg rundt og kiggede efter mus i gyden bag ved bygningen. Ja, jeg kan som sagt godt lide mus, varme mus med blød pels. De må have snakket længe deroppe, for jeg nåede at fange hele tre mus imens. De to døde med det samme, så dem smed jeg fra mig igen, men den tredje tog jeg med i lommen. Det var en fin mus, det kunne jeg mærke, da jeg aede den nede i lommen. Så døde den også.

Jeg smed den væk, inden Mirko opdagede noget. Han har aldrig været helt så glad for pels, som jeg er, men han kunne sandelig godt lide at snakke med hende danserinden. Bagefter fik jeg ud af ham, at de havde talt om fugle og bier og blomster deroppe bag gardinerne. Tror du lige, jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde været med!

Bier har også en slags pels, har du tænkt over det? Jeg forsøgte engang at ae en, der sad på en solsikke. Så stak den mig, og så døde den. Helt af sig selv. Bum. Midt i solsikken. Det var ikke min skyld.

Jeg gad godt vide, hvordan det er at dø.

Jeg kunne ikke tænke mig at dø i mørket i en bukselomme. Eller i høet i en lade, mens man ligger og skriger. Og altså heller ikke i heden på en landevej. Men måske er det ikke så slemt at dø i en stor, gul solsikke. Eller i en flod, der glimter i eftermiddagssolen.


Hov, det minder mig om, at jeg har en gave til dig! Jeg har den her i lommen … Se, det er et hjerte! Det er den unge piges. Hun havde det om halsen i en kæde, men kæden knækkede altså, da jeg rørte ved den. Lidt ligesom halsen. Se lige, hvor det skinner, det lillebitte hjerte. Mirko fortalte engang, at I kragefugle er glade for blanke ting, så derfor tænkte jeg, at du skulle have det. Du behøver ikke at give mig noget til gengæld, bare du lover at blive, indtil Mirko kommer. Jeg kaster det over til dig …

Kan du se det? Det landede vist i græsset under din gren.

Gid du fløj herned, så jeg kunne røre ved dig. Og gid du også kunne tale. Så kunne du fortælle mig, hvordan det er at flyve. Humlebien kan slet ikke flyve, ved du godt det? Men den gør det alligevel. Og dyr kan ikke tale.

Måske kunne du gøre det alligevel?

Så ville du tale pænt, tror jeg. Det er noget andet med de fyre, vi arbejder sammen med. Daglejere er tit meget grove i kæften, men ikke Mirko og jeg. Vi skal tale pænt, siger Mirko. Jeg gør mig virkelig også umage med det, når jeg endelig får lov at tale. Som nu. Jeg må godt tale med dyrene, siger Mirko. Det sker der ikke noget ved. Og med Mirko selvfølgelig. Ellers skal jeg helst holde mund.

Så tænker jeg i stedet for. Der er meget at tænke over, når man tænker over det. For eksempel kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan humlebien kan flyve, når dens vinger er så bittesmå i forhold til resten af den. Og hvorfor damer aldrig har buskede øjenbryn.

Ikke at det gør mig klog at tænke så meget. Det gør mig bare fuld af tanker. Og spørgsmål! Mirko har givet mig besked på ikke at spørge nogen om noget, når vi er på arbejde. „Dodo, hør nu her,“ siger han. „Alt det, du går og spekulerer over, kan vi snakke om, når vi er alene. Så kommer vi ikke galt af sted.“

Men det kan vare længe, før vi er alene, for som regel arbejder vi dagen lang i et eller andet sjak med en masse andre mænd, og bagefter både spiser og sover vi også sammen med dem. Det er næsten altid i en barak af en art, hvor alle kan høre, hvad man siger. Så siger jeg ingenting andet end ja og nej eller javel og værsgo og undskyld, mens jeg er ved at blive tosset i hovedet af spørgsmål og tanker, jeg ikke vil glemme. Jeg har altid været så pokkers bange for at glemme det, jeg gerne vil huske, selvom Mirko påstår, at det er langt værre at huske det, man gerne vil glemme.

Når vi så endelig er alene, kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg først skal sige, især ikke, hvis jeg i samme øjeblik får øje på noget nyt, som jeg også gerne vil snakke om, og det gør jeg tit. Så er det, som om mit hoved begynder at koge, og alle tankerne flyder sammen i en stor, varm flod, der presser på indefra. Måske kommer jeg til at græde. Når jeg så holder op igen, er floden tørret ud, og tankerne ligger og spræller i sandet som små, dumme fisk, der ikke er værd at samle på. Eller spørge om.

Og så spørger jeg som regel alligevel.

Det er besværligt at have det på den måde. Der skal meget til for at gøre mig træt, selvom de altid sætter mig til det tungeste arbejde, men hold da op, hvor kan jeg blive udmattet af at tænke. Mirko er meget bedre til det. Han siger også, at det er med indtryk som med mad. Hvis man sluger maden, opdager man aldrig, hvordan den smagte; men hvis man tygger den langsomt og længe, så forstår man, hvad det var, man fik. Så bliver man ikke bare mæt, men også klogere.

„Tyg nu lidt på det,“ siger han tit. „Jeg har ikke noget imod, du stiller mig spørgsmål, Dodo. Men du skal give tankerne tid til at fylde og falde på plads, inden du spørger. Så vil du opdage, at du allerede kender svaret på meget. Og hvis ikke, kan det såmænd være, at det spørgsmål, du stiller, er klogere end det svar, du får.“

Jeg prøver at gøre, hvad Mirko siger, men jeg kommer alligevel til at spørge uden at tænke særlig længe først. Han svarer mig som regel, og hver gang synes jeg, at svaret lyder klogere end spørgsmålet. Men nogle gange svarer han mig ikke. Så ser han i stedet på mig med sine meget blå øjne, som siger: Tyg, Dodo. Tyg! Og så prøver jeg.

Nu er jeg nået frem til, at humlebien nok basker ekstra hurtigt med sine bittesmå vinger. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor damer aldrig har buskede øjenbryn!

Det må jeg tygge lidt mere på.

Damer forstår Mirko sig også langt bedre på, end jeg gør. Og unge piger! Tag nu bare det, der skete for nogle uger siden ude på den gård, vi arbejder på for tiden. Der kom hende pigen ind i stalden og spurgte Mirko, om han ikke havde lyst til at gå en aftentur. „Vi kunne gå en tur ned langs floden,“ sagde hun.

Jeg tror slet ikke, hun lagde mærke til, at jeg sad lidt derfra og kunne høre det hele. Eller også var hun ligeglad. Hun var sådan en, der gjorde, som det passede hende, sagde Mirko senere – og det var farligt. Det skulle jeg nok have tænkt på i dag. At hun var farlig.

Nå, men jeg kunne se, at Mirko tænkte sig godt om, inden han omsider svarede pigen. „Hør her, hvad jeg har lyst til, er sådan set underordnet,“ sagde han. „Deres far er min arbejdsgiver, og hvis jeg sagde ja til det, De foreslår, kunne det skabe uoverskuelige problemer. Min makker og jeg vil nødig smides på porten eller opleve det, der er værre. Det forstår De vel nok? Bare det, at De står her og taler med mig, kunne være et problem. Tænk, hvis en af Deres brødre havde hørt, hvad De netop foreslog?“

Sådan sagde han. Han taler altid meget høfligt til folk.

„Det var dog utroligt,“ sagde pigen så. Hun lød som et lille, hæst dyr.„Hvorfor ikke have det lidt hyggeligt, når chancen byder sig? Jeg bliver afsindig af det her liv. Jeg er ikke noget barn længere, og alligevel må jeg intet! Ikke engang tage hjemmefra uden opsyn. Det er fanden gale mig som at være i fængsel. Jeg ender med at kede mig ihjel!“

Det var lige, så hun spruttede til sidst.

Så drejede hun om på hælen og marcherede ud af stalden med hænderne i siden og hovedet højt løftet. Hendes mund var blevet til en lille, rød krans, kunne jeg se. Den så dejlig blød ud, den mund. Hendes bryster så også både runde og bløde ud, som de svuppede op og ned i kjoleudskæringen, da hun gik. Det lagde jeg skam mærke til. Mirko fortalte mig engang, at sådan nogle damebryster kan være fulde af mælk, men at det ikke var noget, jeg skulle tænke for meget på.

Jeg kan godt fortælle dig, at det er svært at lade være med at tænke på noget, som man ikke må tænke for meget på! Og da især når det er blødt og vuggende og kan være fyldt med mælk. På den måde er damer jo en slags køer, bortset fra at de ikke har det hele dinglende mellem benene.

Da jeg bagefter spurgte Mirko, hvorfor han havde takket nej til at gå tur langs floden med hende pigen, sagde han noget meget besynderligt.

„Det var slet ikke det, hun ville, Dodo. Hun ville en tur i høet med mig. Det var det, jeg sagde nej til.“

Dér gik det for alvor op for mig, at damer taler et helt andet sprog end mænd. Enten det, eller også er de bare dummere end mænd, når de ikke kan finde ud af at sige, hvad de vil. Hun kunne da bare have sagt, at hun ville gå tur i høet.


Nej, det vil jeg ikke tænke på nu. Jeg vil tænke på noget andet, indtil Mirko kommer. Jeg vil tænke på Mirko og mig.

Jeg har kendt ham, så længe jeg kan huske, og han har kendt mig lidt længere, siger han. Han er vel nærmest som en storebror, selvom jeg er en hel del større end ham. Mirko siger, at jeg aldrig er blevet rigtig voksen. Jeg er bare vokset.

Engang lod vi da også, som om jeg var hans lillebror. Det er længe siden. Da jeg så voksede ham over hovedet og i øvrigt slet ikke lignede ham, lavede vi mig om til en fætter. Det gik fint en tid, indtil nogen ville vide noget om vores familie. Så blev jeg en kammerat i stedet for. Det vil jeg også gerne være. Mirkos kammerat.

Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke rigtig ligner nogen. Kun hvis de er meget store og stærke, kan jeg ligne dem lidt, men så er det alligevel, som om jeg altid er endnu større og stærkere. Jeg har virkelig mange hårde buler alle vegne. Muskler. Det er bedst, at vi skjuler det, så meget vi kan, siger Mirko. Derfor skal jeg bade for mig selv og altid have skjorte på, selv hvis det er meget varmt. Folk kan godt blive lidt forskrækkede, hvis jeg ikke har skjorte på, og der er ingen grund til at forskrække nogen.

Det er også for at undgå, at de begynder at undre sig for meget. Jeg er sådan en, folk undrer sig over. Jeg kan endda undre mig lidt over mig selv. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har fået alle de buler? Allerhelst ville jeg bare ligne Mirko, så jeg kunne blive hans lillebror igen. Når jeg nævner det, siger Mirko det samme hver gang: „Vi finder alligevel aldrig ud af, hvorfor du er blevet så stærk, Dodo, så lad nu være med at tænke på det. Nogle ting må man bare acceptere.“

Jeg er glad for, at du ikke er blevet forskrækket og er fløjet din vej, selvom jeg sidder her i bar overkrop. Det er rart at mærke luften på huden, og når der nu ikke er nogen mennesker, som kan se mig, gør det ikke noget.

Jeg ville ønske, jeg ikke var så stærk.

Nå ja, Mirko fortalte mig om en tegneserie, han læste for længe siden. Der var en fyr i den tegneserie, som var endnu stærkere, end jeg er – og så kunne han flyve! Det gad jeg godt kunne. Men manden findes slet ikke, siger Mirko. Han er bare en, som nogen har fundet på.

Tror du også, jeg er en, som nogen har fundet på?

Hvem?


Det var i Amerika, Mirko læste om ham manden. Han siger, han læste meget, da han var derovre. Alle mulige historier. Mange af dem kan han huske endnu, og hvis jeg er heldig, fortæller han mig en, når vi er alene. Af og til låner han også en bog hos en af de damer, han godt kan lide at besøge. Eller vi finder en, som vi lægger fra os igen, når vi er færdige med den. Jeg kan bedst lide dem med billeder i. Og dem, der ender godt.

Engang fandt vi en, der handlede om en mand, som blev bundet af bittesmå mennesker. Faktisk tænkte jeg først, at det var manden, som var kæmpestor, og at de andre var ligesom Mirko. Men Mirko forsikrede mig om, at det var lilliputterne – det hed de – som var bittesmå, og manden, der var ganske normal. Jeg ville nu nok alligevel helst have været en lilliput, for de var jo flere af samme slags. Det kan da ikke være rart at være normal, hvis man er den eneste, som er det.

Den allermærkeligste af historierne var nu alligevel den, der handlede om en mand på et kors. Altså sådan en slags fugleskræmsel. Han døde … men var så ikke død alligevel. Hvad mener du? Ja, det var vist ment som en god slutning, men jeg syntes ærlig talt, det var noget underligt noget. Nå ja, han kunne også gå på vandet, ham manden. Det ved jeg så tilfældigvis, at man ikke kan!

For en sikkerheds skyld undersøgte jeg bagefter, om en af de mus, jeg var kommet til at tage for hårdt på, kunne finde på at live op igen. Det kunne den ikke. Jeg havde lagt den ned i en lille tobaksæske, så der ikke kom et dyr og åd den. Dér lå den og blev mindre og mindre og kom til at se mere og mere død ud, indtil den må have været fuldkommen uddød.

Jeg tror ikke på det fugleskræmsel.

Nej, så tror jeg mere på ham fyren, der kunne flyve.


Tænk, at jeg engang har været mindre end Mirko. Så lillebitte, at jeg kunne være inde i min mor. Jeg kan overhovedet ikke huske det, og Mirko vil ikke tale om det.

Jeg ved kun, at han var en halvstor dreng, da jeg blev født, og at vi boede i nærheden af hinanden et eller andet sted i denne her kæmpestore dal. Han har glemt, hvor det var, siger han. Nu bor vi i hele dalen.

Hør! Der kommer nogen. Det må være ham.


Mirko


Det var ikke den største af dalens byer, men den var dog stor nok til at kunne bryste sig af en mindre jernbanestation. Og ikke så langt fra stationen, som den yderste post mod nordvest, lå en skole for byens og oplandets unger.

Mirko hørte til de sidste.

Skolen var indrettet i et for længst nedlagt mejeri, som stadig lugtede svagt af sur mælk. Fra de smalle vinduer var der udsigt til de nærmeste vinmarker og bjergene mod vest. Stationen kunne ikke ses fra skolestuen, men sporene løb langs skolens grund. Et trøstesløst hegn af udgåede vinstokke markerede skellet og fungerede, symbolsk om ikke andet, som et værn for børnene. Når toget passerede udenfor, stod undervisningen stille et øjeblik, mens murene rystede svagt og de gamle mælkejunger, som var stuvet sammen i et baglokale, klirrede metallisk mod hinanden. De kunne bruges som ekstra stole, hvis alle mødte op, men det skete aldrig. Der var altid nogle af dem fra gårdene, som blev væk.

Dadum dadum. Mirko kunne godt lide lyden af toget. Det lød som et hjerteslag. Et stærkt hjerte. Alligevel var han ikke sikker på, at han ville bryde sig om at køre med tog.

Man underviste flere aldre på samme tid, men fordelte dog drengene og pigerne i hvert sit rungende rum. Den betragtelige åbning mellem rummene spærrede man med et klæde, som nok skærmede for udsynet, men ikke for lyden. Ethvert forsøg på kønsopdeling blev da også opløst, i samme øjeblik skoleklokken ringede, og eleverne myldrede ud i solen og søgte sammen med deres jævnaldrende som per instinkt.

Bortset fra dem, der ikke søgte nogen.

„Du siger ikke meget, Mirko.“ Det var hans lærerinde, som talte til ham, da han forlod klasselokalet efter sidste time. „Men dine besvarelser er altid fejlfri. Jeg har på fornemmelsen, at du lytter mere end de fleste. Er det ikke rigtigt?“

Mirko nikkede.

Lærerinden læspede. Bethsvarelthser.

Han var altid den sidste til at gå ud. De andre løb. Mirko havde ikke noget at løbe efter, og der var ikke nogen, som løb efter Mirko. Der var højst nogen, som råbte noget ad ham. Det var som regel om hans ører.

Den morgen havde han gjort, hvad han altid gjorde, når han stod op og skulle i skole. Han havde først hjulpet sin far med at malke køerne, derpå havde han vasket sig og spist sin grød med omhu, mens hans storebror havde slugt en dobbelt portion på den halve tid. Og mens broderen var forsvundet på sin larmende cykel med støvet hvirvlende omkring sig, havde Mirko sagt farvel til sin mor i køkkenet, vinket til sin far i marken og trasket stille og roligt ud ad markvejen i retning af byen. Han brød sig hverken om at cykle eller larme og heller ikke synderligt om at gå i skole. Men han ville gerne blive klogere på noget andet end køer, de tre dage om ugen han havde mulighed for det.

Mirko var elleve et halvt og ikke specielt stor af sin alder. Men han havde en ro i blikket, som fik lærerne til at anbringe ham sammen med de større drenge i lokalet. På den måde snød han. Men også kun på den måde.

Nu traskede han roligt hjemad. Han gik igennem byens krogede gader, hvor de tandløse bedstemødre sad på deres små skamler i skyggen af husmurene og kommenterede alt, hvad de fik øje på. „Der er den søde dreng,“ var der en, der råbte, da Mirko gik forbi. „Han har nok været i skole,“ lød det skingert fra en anden nogle meter længere fremme. „Han har kønne øjne,“ råbte en tredje. „Og ører som min afdøde husbond.“

Så lo de hjerteligt med deres venlige gummer og små, gnistrende øjne. Mirko var aldrig helt sikker på, om det var meningen, at han skulle høre dem. Men han kunne godt lide dem.

Han skråede over byens torv, hvor nogle store drenge spillede boccia, og videre ud ad vejen mod øst. Et lille stykke ude af byen passerede han kirken, der lå og lyste på sin lille bakke bag nogle forblæste nerier og en gammel rønne, som havde stået tom i årevis. På den anden side af bakken lå kirkegården med sine grå sten. „Hils din mor!“ blev der pludselig råbt, og Mirko nikkede forskrækket uden at få øje præsten, hvis stemme han dog genkendte.

Han krydsede stenbroen, der slog en blød bue hen over vandet på det stykke, hvor floden var smallest. Og som altid lod han sin hånd glide over de grove sten i den lave mur, der udgjorde en afskærmning mod vandet. En dreng fra byen var engang druknet efter at være faldet ned fra muren. Han havde været overmodig, sagde man. Han ville vise sig for de andre børn ved at gå på muren. Der var ikke langt ned til vandet og ikke langt fra midten af floden og ind til bredden, men drengen havde ikke kunnet svømme. Han var blevet taget af strømmen og senere fundet død længere sydpå. Kort efter havde Mirkos far lært Mirko at svømme og befalet ham aldrig nogensinde at være overmodig eller gå steder, han ikke burde gå. Mirko havde aldrig vovet sig op på muren.

På den anden side af broen kunne han være fortsat ad den vej, som ville føre ham hjem imellem markerne. Men i stedet drejede han fra mod nord og fulgte en smal vej, der først snoede sig omkring en vinmark og derpå borede sig ind igennem et mindre stykke skov. Derinde bag træerne mødte den floden. Der var også en lysning, hvor daglejerne undertiden slog sig ned, eller nogen kom for at fiske.

Den dag var der ingen, og Mirko satte sig i græsset ved bredden. Det brune vand bevægede sig roligt mod syd under træernes flimrende skygger. Længere nordpå skød bifloder sig ud fra bjergene og gled gennem marker og skove for at slutte sig til hovedfloden. Som arterier til aorta, havde hans lærerinde sagt. Eller rettere, hun havde vist dem et billede af kroppens indre og sammenlignet det med deres store dal. Blodårerne hænger sammen, ligesom floderne hænger sammen, havde hun sagt. Og hjertet hørte åbenbart til oppe nordpå, havde Mirko tænkt.

Når der fra tid til anden blev fragtet tømmer ad floden til savværket syd for byen, var luften fyldt med råb på dette sted. Men denne dag var der ingen andre lyde end insekternes summen og fuglenes raslen i løvet. Vandet stod nogenlunde højt. Det var godt. Var sommeren meget tør, ville floden krybe sammen i midten af sit leje, så fortabte fisk lå og gispede efter vejret på sandbankerne. Mirko kunne ikke holde synet ud. Han prøvede altid at hjælpe, men når han kom derhen igen, lå der nye fisk og døde. Det var, som det skulle være, havde hans far sagt. Naturen var rå, men rimelig. Hans far havde engang set en sulten bjørnemor med to unger helt nede i flodlejet. De var trukket ned fra bjergene og igennem dalen for at finde mad, og den dag havde de holdt sig et mægtigt gilde på fiskenes bekostning, havde faderen fortalt.

Mirko havde endnu aldrig set en bjørn og for så vidt heller aldrig oplevet et gilde. Hans forældre var ikke sådan nogle, der festede. Men de takkede altid Gud for de små glæder, og dem var der mange af, trods alt. Mirko var en af dem.

Da han igen trådte ud fra træernes skygge, blev han næsten blændet af solen. Snart krydsede han hovedvejen og drejede ned ad en lille grusvej, der førte ham ind mellem markerne. Et sted blev han stående for at betragte en ko, som havde trukket sig væk fra sin flok. Dens fæller havde fundet skygge under nogle cypresser og stod og gloede i samme retning. Men koen her trodsede heden og havde placeret sig midt under den bagende sol, langt fra vandtrug og skygge, med ryggen til dem.

Den drejede hovedet og så på Mirko med et mørkt blik, han ikke kunne tyde. Tyggede. Tænkte, måske. Så løftede den halen og forrettede sin dampende nødtørft som en slags hilsen. En sværm af fluer dukkede op ud af ingenting og indtog kokassen som en falsk skygge. Da koen gik ét skridt frem og to tilbage, lettede de et øjeblik blot for straks efter at generobre den forjættede fæces. Deres summen blandede sig med cikadernes sang og dyrets gumlen og indimellem et skrig fra en rovfugl. Mirko kendte godt den ko; den gik altid for sig selv. Han kunne ikke finde ud af, om den var sky eller fandenivoldsk. Måske kunne man være begge dele.

Hjemme på gårdspladsen var hans far ved at spænde hesten for vognen. „Nå, Mirko, fik du så lært noget i skolen i dag?“

Sådan spurgte han altid.

„Ja,“ svarede Mirko, som han plejede. „Hvor skal du hen?“

„Jeg skal et ærinde i byen, men først skal jeg over til nabogården. Du kan tage med, hvis du vil?“

„Den store? Tvillingernes?“

„Nej, den lille. Enkens.“

Det var ikke, fordi Mirko havde nogen særlig interesse i at besøge nabogården, men eftersom han ikke havde andre planer for sin eftermiddag, ville han gerne med sin far. Enken havde han kun hørt om. Hendes mand var død et par år forinden, og børnene var rejst – på nær den ene datter, som vist var voksen nu.

Han sad på ladet af hestevognen, mens de bumlede ud ad det smalle hjulspor, der bugtede sig mellem markerne og endte ude ved naboens gård. Hestens mægtige hove hvirvlede støvet op, så det trak en tør tåge efter vognen.

De boede i det sydøstlige hjørne af den langstrakte dal, helt derude i kanten, hvor landskabet gradvist blev mere kuperet, før det overgav sig helt til bjergene. Nabogården var da heller ikke synlig fra deres egen gård på grund af en bakke med nogle forblæste træer, der stod tæt sammen i en klynge, som om de rådslog om skellet. Netop fordi Mirko ikke kunne se den fra sit eget hjem, havde denne gård altid forekommet ham at være meget langt væk.

Solen brændte, træet knirkede, hovslagene faldt dumpt og støt, og Mirko faldt hen i en behagelig vuggende sløvhed. Imens sad hans far roligt på vognens buk; han hvilede hænderne i skødet og lod hesten vælge sit tempo. De to havde for længst indgået et partnerskab, hvor der ikke var grund til kamp. Han pressede ikke hesten, og hesten gjorde til gengæld, hvad der forventedes af den. På mange måder lignede de hinanden.

Mirko foretrak at sidde omme på ladet med ryggen til sin far. Han kunne godt lide at skue tilbage på det, de havde passeret og nu lod bag sig. Det var som at køre ud af et billede, der åbnede sig villigt for ham og blev større og større. Det gav ham tid til at betragte detaljerne og ro til at slippe dem igen, når de omsider forsvandt i utydelighed. Kiggede han derimod fremad i køreretningen, følte han det, som han blev angrebet af indtryk, der susede bort til hver side, før han kunne nå at indfange og fordøje dem. Den ene gang han havde prøvet at sidde i et automobil, var det svimlet for ham, og han havde det bagefter, som om nogen havde presset mad i ham, uden at han havde fået tid og lov til at tygge den først.

Nu sagde hans far en lyd oppe foran, og Mirko drejede sig for at se frem. Efter det næste sving kom nabogården til syne i landskabet. Først hovedhuset, der lå på tværs og lyste blegt som en træt gammel so, der havde smidt sig lidt tilfældigt op ad et par cypresser. Bag huset kunne skimtes et par andre bygninger, og som baggrund for det hele rejste bjergene sig som konger på rad mod en dybblå himmel. Som et øksehug skar en smal slugt sig igennem bjergene i det fjerne og dannede en løjerlig sprække over gårdens tag.

Mirko havde vistnok været med ovre hos naboen et par gange som lille, men der var intet ved gården, som vakte nogen minder i ham nu. Med sine lyse sten og sit okkerrøde tegltag lignede den enhver anden gård på egnen.

De fulgte hjulsporet venstre om hovedhuset og ind på gårdspladsen, der lå øde hen. Kun et par forvirrede høns gik og pirkede i det gule græs mellem gruset. Ovre fra stalden lød der brægen. Så muhen. Mirkos far sprang ned fra bukken, mens Mirko blev siddende stille og opmærksom på ladet. Hesten lod hovedet dale et par tommer og den ene af de store baghove falde fremad i hvileposition. I det fjerne slog kirkeklokken sit timeslag. Det var ikke altid, man kunne høre den. Lydens retning var bestemt af vinden, hvis retning var bestemt af Gud. I hvert fald ifølge Mirkos mor, som selv var meget bestemt i den retning. Når man kunne høre klokken, var det Gud, der ville have, at man skulle være opmærksom.

Mirkos far tog sin kasket af og tørrede sin pande med et skjorteærme, før han kort orienterede sig og derpå gik over mod køkkendøren. Han havde kasketten i hånden og slog den lydløst mod sit lår, mens han gik. Mirko kunne høre ham fløjte sagte på en måde, som afslørede, at han koncentrerede sig om noget andet end melodien. Hans far var kun nået halvvejs over pladsen, da enken kom ud fra køkkenet som en krumbøjet skygge.

Først da hun stod foran ham, rettede hun sig delvist ud, mens hun samtidig flyttede hænderne fra ryggen og fremefter, så de borede sig knugende ind i hendes flanker. Hendes sorte lærredskjole var så slidt, at den snarere var grå. Håret var trukket stramt tilbage og gemt under et tørklæde, der også havde været sort engang. Kun en bræmme af hvide hår var at se lige under tørklædet. Og dertil et blegt ansigt, der så ud, som om solens stråler aldrig havde nået det. Der var hverken farve eller væde tilbage i hende, konstaterede Mirko fra sin udkigspost. Hun var visnet.

Den gamle dame, som måske ikke var helt så gammel, som hun gav indtryk af, kneb øjnene sammen foran Mirkos far og sagde en lyd, der lød, som om den kom fra et dyr. En fugl måske.

Mirkos far svarede med et pænt goddag. Og da enken ikke sagde mere, men blot stirrede på ham gennem to små sprækker i det sprukne ansigt, fortsatte han med at tale. Mirko kunne se hans ryg bevæge sig og høre hans godmodige stemme forklare noget om nogle køer, der skulle drives ind fra en fjern mark. Noget om en markvej og et forslag. Ja, det var kun et forslag, men han håbede, de kunne være interesserede. Det ville være sådan en hjælp for ham, om han kunne blive fri for at skulle drive sine køer den store omvej. Han talte og talte, mens enken bare stirrede og stirrede, indtil hans stemme begyndte at lyde som hans nervøse fløjten. Det varede lidt, før Mirkos far omsider forstod, at enken ikke længere kunne høre, endsige forstå halvdelen af, hvad han sagde til hende.

Det næste, der skete, var ikke noget, man umiddelbart ville hæfte sig ved som betydningsfuldt. Ikke desto mindre skulle det forandre Mirkos liv for tid og evighed og gøre ham skyldig i alverdens ting.

Mord blandt andet. Eller noget, der lignede.

Datteren kom ud ovre fra stalden, og nu kom hun hen imod dem med sit lange hår bølgende ned over skuldrene. Mirko havde aldrig set en kvinde have langt, løst hår. Indtil det øjeblik havde han aldrig rigtig set på en kvinde. Eller stirret, rettere, for han kunne ikke få øjnene fra hende.

Hendes blå kjole var vel nok slidt ligesom moderens, alligevel virkede den ikke sådan. Den mindede mere om skindet på en saftspændt drue, en støvet blålilla drue. Og ud over kjolen flød håret som blød, rødgylden harpiks. Mirko havde set rødhårede piger før uden at registrere andet ved dem, end at de skilte sig ud fra det mørkhårede flertal, men denne gang bed han mærke i enhver detalje. Håret havde en glød, der fik det til at stråle forunderligt i solskinnet, men det var ikke kun håret. Også ansigtet var lysende og livfuldt. Solen havde strøet fregner over hendes næse og plantet varme i kinderne, mens skyggen havde trukket fine hvide striber, hvor hun havde knebet øjnene sammen for lyset. Mirko syntes, han så et glimt af grønt i hendes øjne, og han lagde mærke til, at læberne rødmede, uden at det så ud til, at hun havde smurt noget på dem ligesom nogle af damerne inde i byen. Det var, som om alle de farver, moderen havde mistet, havde fundet en plads hos datteren.

Hun sagde noget til Mirkos far, som vendte sig om mod hende med en lille, overrasket bevægelse. Han hilste venligt og trak så lidt i sine brede læderseler med sine brede hænder, mens kasketten dinglede fra en lillefinger.

De aftalte.

Noget om køerne og markvejen. Mirkos far sagde, at han var yderst taknemmelig. At han nok skulle holde vejen pæn. At de altid kunne bruge hans store tyr til deres kvier. Og han sagde, at han kunne regne ud, at de først og fremmest måtte mangle hænder. At han ville ønske, han kunne tilbyde sin egen arbejdskraft som tak, men at han havde så meget at se til, at han umuligt selv kunne overkomme mere. Til gengæld ville han få den ene af sine knægte til at give en hånd med hos dem. De to døtre var flyttet nu, men der var da to knægte tilbage. Den ældste af dem var stor og stærk. Ham kunne han nok sende over nogle gange om ugen, selvom han allerede havde et arbejde at passe i byen. I smedjen.

Pludselig vendte Mirkos far sig om mod hestevognen. Han så ud, som om han kom i tanke om noget.

Ja, vores Mirko kunne måske også hjælpe, sagde han. Derhjemme gik Mirko allerede til hånde med det meste. Han var ikke så stor og stærk endnu, men han var en god knægt. En flink dreng. Passede sin skole hver anden dag. Han sagde måske ikke så meget, men en god dreng, det var han i hvert fald. Dygtig med dyrene var han også. Mirkos far bevægede sig hen til hestevognen, mens han talte, og stod snart ved siden af den med hånden oppe på ladet. Han bankede let på brædderne, hver gang han havde sagt noget, som om det kunne forstærke hans udsagn. En god dreng, det var han. Bum.

Mirko selv hørte knap nok efter. Han så kun kvinden med det rødgyldne hår. Og hun så ham. Hun havde fået øje på ham oppe på ladet, og nu smilede hun til ham med grønne øjne og hvide tænder og små fordybninger i kinderne. Mirko gengældte smilet med en åben mund i et blussende ansigt.

Lidt derfra stod enken og skulede i sin gråsorte kjole som en krage uden mage.


Mirkos far nævnte ingenting om besøget, da de kørte ind til byen bagefter for at hente nogle varer. Først da de var tilbage på gården og havde spændt hesten fra, kom han ind på det.

„Hør, Mirko, nu er det vel i orden, at jeg tilbød hende Danica din hjælp?“

Han kiggede på Mirko hen over hestens ryg. Der var varme, glatte aftryk, hvor køreselen havde siddet. Det dampede fra dem.

Mirko kunne mærke blodet stige op i kinderne og skyndte sig at kigge ned på den strigle, han stod med i hånden.

„Ja ja, det er fint,“ sagde han. „Jeg skal nok hjælpe.“

Han smagte på navnet uden at sige det højt. Danica.

Hans far klappede hesten og lod den gå ind i sin boks. „Det er godt, Mirko. Men lad os nu se, om ikke din bror kan klare det hele, i hvert fald en tid. Så kan du måske overtage senere.“ Han lukkede boksdøren. „Indtil da har vi såmænd rigeligt til dig her.“

*

Mirkos storebror hjalp til hos Danica i halvandet år, der føltes som et halvt århundrede. I al den tid passede Mirko fortsat sin skole og sine pligter, så ingen bemærkede nogen forandring. Kun var han ikke nede ved floden eller ude ved køerne, som han plejede, når han holdt fri for sig selv. Det var der ingen, som kontrollerede, og derfor var der heller ingen, som anede, at han i al hemmelighed var begyndt at besøge nabogården.

I begyndelsen spejdede han fra deres egen sydligste mark, hvor han sad i skjul i skellet. Derfra kunne han se nabogårdens trætte tagryg, men ellers kun en del af den store fold, der strakte sig op mod deres marker. Da han en dag var blevet træt af at betragte det brogede dyrehold, vovede han sig ned langs folden. En af hestene fulgte ham nysgerrigt på den anden side af hegnet, indtil den ikke kunne komme længere. Mirko krøb et stykke videre for at spejde ud over naboens lucernemark, men bortset fra en flok skader var der intet at se.

Næste dag var det anderledes. Da han gik derned igen, fik han øje på datteren, og hans forskrækkelse ved at se hende var så stor, at han sank i knæ et øjeblik. Hun havde blikket vendt den anden vej og opdagede ham ikke. Med mellemrum bøjede hun sig ned, og han så det røde hår forsvinde i lucernen for at dukke op igen lidt efter. På et tidspunkt viste moderen sig som en sort skikkelse i det fjerne. Hun skreg noget på en hæs og uforståelig måde, igen og igen, og datteren gik roligt tilbage mod gården. Danica. Måske havde moderen råbt Danica. Den gamle var åbenbart temmelig døv, men Mirko var ikke sikker på, hvor meget hun kunne se. Derfor havde han presset sig tæt ned mod jorden, da hun kiggede i hans retning.

En meget tidlig morgen, endnu før daggry, besluttede han sig for at gå øst om folden og følge det vilde, kuperede terræn langs bjergene. På den måde kunne han ved at bevæge sig i ly af bakker og krat komme helt om til bagsiden af Danicas gård. Særlig ét buskads egnede sig fremragende som diskret udkigspost, eftersom det voksede på en lille forhøjning, han let kunne komme til uden at blive set fra gården. Her kunne han ligge mageligt på maven og betragte gården, beskyttet af en tætgrenet myrte og et lille granatæbletræ, som flettede sig ind i hinanden over hans ryg.

Fra buskadset havde han udsyn til gavlen af en lade og staldbygningens lange bagside og, på stykket imellem de to bygninger, et lille das med en dør, der var efterladt åben. Mellem dasset og stalden kunne han se lidt af gårdspladsen og bag den noget af hovedhuset, som tegnede sig utydeligt i det gråblå morgenmørke. Han bemærkede en lille tilbygning et stykke derfra, næsten helt nede for enden af stalden. Der så ud til at være en kraftig slå for døren, og Mirko antog derfor, at den blev brugt som dyreboks, omend placeringen virkede lidt pudsig. Der var også et vindue.

Langt mere usædvanlig var dog staldbygningens nærmeste hjørne, der ikke var bygget i lyse sten som resten af stalden, men i stedet forekom mørkt og buet. Det kunne næsten se ud, som om en enorm dyrefod var på vej ud gennem muren i retning mod bjergene. Det runde hjørne blev ikke mindre mystisk af, at det begyndte at skinne, mens Mirko betragtede det. Solen var endnu ikke kravlet helt op over bjergene bag ham, men den smalle slugt, der skar sig ned igennem dem, lukkede lidt af lyset ned i dalen på forhånd – som en dør på klem – og det var disse tidlige stråler, der nu lyste hjørnet op.

Det må være bronze, tænkte Mirko. Han kunne ikke få det til at være andet end en gammel kirkeklokke, man havde indmuret i staldvæggen. Og den var stor. Øjensynlig stor nok til, at han kunne være inde i den. Han måtte tilbage og malke, men det blanke hjørne fyldte ham med undren resten af dagen.

Da han kom tilbage et par dage efter, fik han dog andet at tænke på, for denne gang var han ikke alene bag stalden. Nu sad Danica dernede, lige ved siden af klokken, og solede sig i det tidlige morgenlys.

Hun så ham ikke.

Mirko iagttog hende fra sit skjulested på bakken, mens hun betragtede bjergene og den opstigende sol. Der var ingen risiko for, at hun ville få øje på ham, og alligevel holdt han vejret. Hun havde kun en natkjole på. Og så havde hun bare fødder, der gned sig mod hinanden i græsset.

Et tørt kald omme fra gårdspladsen fik hende til at rejse sig med et sæt. Hun lagde flygtigt en hånd på klokken, da hun passerede den for at gå rundt om hjørnet og i retning af lyden.


Snart fandt han ud af, at pladsen på bagsiden af staldbygningen og lige ved siden af klokken var et sted, Danica yndede at opholde sig ved daggry. Hun var altid alene, uden moderen, og Mirko forestillede sig, at han var den eneste, som overhovedet vidste, at hun kom der. Han kunne ikke lade være med at føle, at hun havde delt en hemmelighed med ham.

Hun satte sig altid på en lav skammel, som stod op ad muren. Af og til sang hun, og Mirko forsøgte febrilsk at fange tonerne mellem den raslen og puslen, der huserede i buskadset og det stride græs, når naturen var ved at vågne.

Af og til læste hun i en bog, og Mirko ville ønske, han kunne se, hvad det var for en.

Af og til lukkede hun øjnene. Vistnok. Også det var svært at se på den afstand.

Og af og til lænede hun hovedet tilbage mod muren og førte sin hånd op under kjolen.

Mirko var ikke sikker på, hvad hun lavede med den hånd, men han var næsten sikker på, at hun kunne lide det. Og han var helt sikker på, at hans mor ikke ville bryde sig om, at han så det.


Det skete, at han så sin storebror hjælpe Danica i marken og nede ved gården, og i de øjeblikke følte han en mærkelig vrede mod sin bror. Det forskrækkede ham. Han kunne jo virkelig godt lide sin bror, også selvom han med tiden havde ændret sig en del. Det forekom Mirko, at broderen for det meste havde tankerne et andet sted. Oftest var han tvær og utilnærmelig og fór op over det mindste. Men så, ud af det blå, kunne han være overstadig og fjollet med sin nye, dybe stemme og klodsede, store krop. Hans bror var ved at blive voksen, det kunne Mirko godt regne ud, men han mente nu, at der måtte være fornuftigere måder at blive voksen på.

Tilsyneladende ænsede broderen slet ikke kirkeklokken i Danicas staldhjørne. De par gange Mirko så ham komme om bagved for at benytte dasset, kastede han ikke så meget som et blik over mod det runde hjørne. Hans bror så ingenting. Eller også så han noget, Mirko ikke kunne se. Mirko undrede sig, men var først og fremmest lettet over broderens manglende interesse for stedet og klokken. Det var Danicas særlige sted og på en måde også Mirkos.

*

Endelig blev det Mirkos tur! Hans bror havde fået tilbudt et værelse i forbindelse med smedjen, men det var på betingelse af, at han skulle være der hele tiden og tage sin del af ansvaret. Det ville han hellere end gerne, og samme aften betroede han Mirko hvorfor. Det handlede først og fremmest om smedens datter og hendes hvide bagdel, som han igennem to år havde fået lov til at røre ved i smug. „Du siger ikke noget til far og mor,“ sagde hans bror. „Især ikke til mor!“

„Jeg siger ingenting,“ hviskede Mirko fra værelsets anden seng, mens han i et hektisk øjeblik prøvede at forestille sig Danicas hvide bagdel i mørket. Og så hendes kartoffelplanter og hendes lucerne og hendes dyr og hendes plov, som han for guds skyld skulle være god til at håndtere, hvis han fik lov. Og så hendes hvide bagdel igen.

Han var så spændt i alle celler, at han slet ikke sov den nat. Ovre fra broderens seng lød der velkendte lyde. Så et støn. Og så en snorken.


Mirko stillede på gårdspladsen til tiden og gik ikke hjem, før Danica sagde, han skulle. Han selv sagde ingenting, ikke en lyd. Han kunne ikke, ikke engang når hun spurgte ham om noget. Han kunne kun mærke svaret brænde i kinderne.

Danica lod som ingenting. Hun behandlede Mirko venligt og varmt, roste ham endda for at tage sig så godt af dyrene. Han gjorde mindst lige så megen gavn som sin storebror, sagde hun en dag, men det skulle han nok ikke røbe for broderen. Hun blinkede til Mirko, da hun sagde det sidste, og der var et øjeblik, hvor han hverken kunne tale eller røre sig ud af stedet. Sådan stod han, ubevægelig, mens han så hende forlade stalden og forsvinde ud i lyset på gårdspladsen med håret som en gnistrende ild ned ad ryggen. Et vindpust fik det til at løfte sig og ilden til at blusse. Så var hun væk. Tilbage var en høne, der gik og så forbavset ud.

En nat drømte han om Danica. De smilede til hinanden ude i marken. Talte sammen, sådan rigtigt som voksne. Lo sammen. Det var ham, der fik hende til at le. Om morgenen blev han liggende bomstille i sengen og prøvede at finde tilbage i drømmen, men uden held. Den sad i ham som en varme i flere dage. Dog kun indtil han drømte om hende igen. Nu sad han på hendes das og var helt nøgen. Døren var væk, og oppe på bakken lå hans bror og Danica og grinede ad ham. Den morgen stod han op og gik i skole med en fornemmelse i kroppen, der var så ubehagelig, at han svarede forkert på et spørgsmål, han ikke havde hørt regnelæreren stille. De andre morede sig højlydt, da han slyngede et tilfældigt tal ud, mens hans lærer så forbløffet på ham.

Fornemmelsen forsvandt gudskelov den følgende dag, da Danica kom ud og smilede til ham, fuldstændig som hun plejede. „Du møder lige så trofast, som solen står op hver morgen,“ sagde hun.

Mirko rødmede. Faktisk var han mødt op bag buskadset en time før og havde set hende sidde og betragte solopgangen og gøre det der med hånden under natkjolen.

Det gav et gib i ham, da hun nu løftede armene for at tæmme sit hår bag nakken med et stykke halmsnor. Bagefter hang håret ned ad ryggen på hende som halen på en fuks. Tykt, tæt og rødt. Hun gjorde en bevægelse med hovedet, der fik det til at svirpe. Og så blinkede hun til ham igen.

Morgenen efter vågnede han i en våd seng. Han kunne ikke huske, hvad han havde drømt. Måske noget om at tisse. En gang imellem tog han vasketøjet for sin mor; det gjorde han den dag.


Månederne gik, og Mirko mødte trofast op hos Danica, undertiden også uden at hun vidste det. Han følte sig som en fisk for enden af en line. Han mærkede krogen, så snart han slog øjnene op, og inden længe blev han trukket ind, indtil han lå under myrten og granatæbletræet og gispede efter vejret. Han kunne hverken forklare det eller forstå det. Når han forsøgte at anvende den logik, han plejede at støtte sig til, stødte han mod en mur. Noget sagde ham, at det var dumt, det hele. Snotdumt. Men han kunne ikke lade være.

Fra buskadset var han begyndt at kortlægge hendes krop. Bare sådan helt forsigtigt. Han havde ikke været i nærheden af at røre ved hende – hvis man så bort fra de gange, hun havde rørt ved ham: Når hun havde lagt en hånd på hans skulder eller grebet ud efter hans arm. Eller flygtigt strøget hans hår, så han kunne mærke det rejse sig alle andre steder end på hovedet som en iskold, gysende varme.

Mirko forestillede sig, hvor glat hendes hår måtte føles i håndfladen. Hvor blød hendes hals måtte være. Meget langsomt nærmede han sig brysterne i tankerne, men han turde slet ikke tænke på at røre ved dem, heller ikke uden på kjolen. Han ville bare så gerne se på dem, helst lidt på afstand til at begynde med. De virkede så små og fine i forhold til dem, han kendte hjemmefra. Hans mors var mere tunge i det. Moderens sad også et godt stykke lavere; det havde han ikke kunnet undgå at bemærke, selvom de altid var gemt bag flere lag tøj. Søstrenes var lidt mindre – i hvert fald som han huskede dem, før de flyttede hjemmefra – men ellers nogenlunde magen til moderens og også godt gemt.

Danicas var lige inde bag kjolestoffet, og nogle gange var de lige ved at bore sig igennem. Så vidste han ikke, hvor han skulle kigge hen, hverken i drømme eller i virkeligheden. De stirrede på ham. Hvad der fandtes længere nede, havde han dårligt nogen anelse om. Han begyndte spontant at rødme, når hans tanker faldt på det, og skyndte sig at styre dem i andre retninger.

Snart var det en helt bestemt fantasi, som jævnligt optog ham. Han forestillede sig, at Danica fik øje på ham oppe på bakken, når hun sad ved siden af klokken om morgenen. At hun fangede hans blik og langsomt trak kjolen af, så han kunne få lov at se, hvad der gemte sig indenunder.

Selvfølgelig ville det aldrig nogensinde ske, det vidste han da godt. Alligevel kunne han godt lide at tænke på det som noget, der kunne ske. Han kunne godt lide at have Danica at tænke på. Også bare som en, han kunne snakke med, når han ellers en dag blev modig nok til at tale.


Mirko blev ved med at passe sin skole, som det forventedes af ham. I pauserne, når han sad for sig selv og betragtede de andre, tænkte han ofte på, at det ville være bedre, hvis det var en pige på hans egen alder, han interesserede sig for. Ikke at der var de store chancer for, at interessen ville blive gengældt, for der var ikke rigtig nogen, som interesserede sig for Mirko. Men alligevel. Det ville nok være mere naturligt.

Men så vidt han kunne se, bestilte pigerne i skolen ikke andet end at hviske og hvine og pege fingre og blive uvenner og gå fnisende rundt med hinanden under armen, når de var blevet venner igen. Det var tåbeligt. De ville være en hel masse på én gang, men de var ikke nogen.

De flød bare rundt, ind og ud af hinanden, så han dårligt kunne kende forskel på dem. Deres bevægelser var nervøse, som om de hele tiden blev bedømt. Når de talte, kunne han se på dem, at deres tanker var et andet sted. Deres blikke flakkede. Der var intet, der gnistrede og holdt ham tryllebundet. Han kunne ikke engang tænke sig at se deres bagdele.

Sandheden var, at han følte sig uendelig meget ældre end dem. Han havde en fornemmelse af, at han havde set noget, de intet kendte til. Heller ikke drengene. Slet ikke drengene.


Det hårde arbejde satte sig snart i kroppen og gjorde ham fastere og stærkere. Han var også blevet lidt højere. På sin vis føltes det godt at slide i det. Han kunne bedre være i sit hoved, når kroppen arbejdede, og bedre falde i søvn om aftenen, hvor tankerne ellers ville holde ham vågen som summende fluer.

„Jeg skal love for, at du tager fat, Mirko.“ Sådan sagde hans far en dag, hvor de hjalp hinanden i marken. „Jeg mødte hende Danica inde på torvet, og hun sagde, at du knokler som en ung mand ovre hos hende. Det er godt, min dreng. Det gør mig stolt at høre.“

En ung mand.

Mirko kunne ikke blive voksen hurtigt nok, og hvis Danica kaldte ham en ung mand, var han godt på vej. Han var dog udmærket klar over, at han ikke blev voksen af at vokse. Man måtte først og fremmest tilegne sig viden for at blive stor.

„Dumhed kommer I ingen vegne med,“ havde hans lærerinde sagt. „Men med kløgt er der ingen grænser.“ Hun havde kigget på Mirko, da hun sagde det sidste. Bare kort, men nok til at han forstod, at det var ham, hun talte til. Han var for længst holdt op med at fokusere på hendes læspen.

Heldigvis var han god til at huske, når først han havde sat sig for at lære noget. Hans lærerinde spurgte ham indimellem, om han ikke ville låne en bog med hjem, når han gik ud af lokalet som den sidste. Han nikkede hver gang. Han havde allerede læst alt i forældrenes beskedne bogsamling. Og selvom han endnu ikke følte sig helt klar til at tale med Danica om Synd & Sandhed, Koens drægtighed, Herrens veje, Urternes kraft og Jesu Liv og Korssting, mente han nok, hun fornemmede, at han ikke var helt dum. Jo mere hun smilede og talte til ham, som havde han været en voksen, des klogere følte han sig.

Efterhånden blev han modig nok til at svare på hendes spørgsmål. „Jo tak, det går fint,“ sagde han for eksempel, når hun spurgte. Så rettede han sig op og tørrede sveden af panden med sit skjorteærme, præcis som hans far ville have gjort.

Så meget desto mere ærgrede det Mirko, at hans hjælp ikke altid slog til. Fra tid til anden hyrede Danica en daglejer eller to, som sov i en køjeseng i et delvist afskærmet hjørne af laden. Mirko var mærkelig urolig, når daglejerne var der. Heldigvis opholdt de sig kun på gården for en begrænset periode, ofte blot nogle få dage, og de var sjældent særlig spændende eller kloge at høre på. Det beroligede ham lidt. I øvrigt var det en sært pinefuld trøst, at der var flere forskellige. Så længe der ikke kun var én. En, der blev.

*

„Godmorgen, unge mand,“ var Danica begyndt at sige, når hun kom ud og mødte Mirko på gårdspladsen. Hun smilede hver gang, så de små fordybninger kom til syne i hendes kinder.

Han havde lagt mærke til, at hun manglede en tand i overmunden, helt ude i højre side af et ellers perfekt tandsæt. Det gjorde ikke noget med det sorte hul. Tværtimod håbede han at få det at se, for det viste sig kun, når Danica lo meget hjerteligt. Han havde set det, dengang vædderen havde haft fat i hendes vasketøj; og dengang han selv var skvattet i møddingen omme bag laden. Det sidste havde været frygtelig pinligt, og han kunne have gravet sig ned af skam, dog ikke lige der. Men hun havde leet så varmt, at han også var kommet til at le; og så var det ikke pinligt længere, bare vidunderligt. Siden havde de grinet ad det flere gange. „Nu ikke noget med at snuble,“ råbte hun, når hun så ham med trillebøren på vej til møddingen. Og så dukkede det lille, sorte hul frem mellem de hvide tænder.

Når Danica kom Mirko i møde, så hun altid på ham, som om han var et menneske, hun havde lyst til at møde. Hun så ham direkte i øjnene.

Så direkte, at han i begyndelsen måtte slå blikket ned med det samme, selvom han ikke ville. Med tiden blev han bedre til at gengælde hendes blik, og alligevel var det altid ham, der slap hendes grønne øjne, før hun slap hans blå.


Da Mirko nærmede sig de fjorten, følte han sig stærk som en okse og fuld af varme og spirende lykke, på trods af at efteråret varslede noget andet. Og så en morgen var det ikke Danica, der mødte ham på gårdspladsen. Det var heller ikke enken; havde det så bare været hende. Nej, denne disede efterårsmorgen var det en mand, som kom til syne. Måske var han daglejer, men han kom ikke ud ovre fra laden. Han stod i Danicas køkkendør.

Én kæmpestor mand.

„Godmorgen,“ sagde den fremmede, idet han bukkede hovedet og trådte ud på trappeafsatsen. Hans stemme var lige så dyb, som han var høj. „Nu skal vi to i marken.“ Da han ramte gruset, kunne det mærkes, hvor Mirko stod.

Mirko sagde ingenting. Han gloede.

Mandens skjorteærmer var rullet op til albuerne, og overarmene spilede stoffet helt ud. Hans underarme var brede og solbrændte, hænderne enorme. Skjorten stod halvvejs åben og blottede et tæt behåret bryst.

Manden knappede sine bukser og trak selerne op på plads. Så spyttede han i gruset. „Jeg kan forstå på hende Danica, at du er flink til at hjælpe. Hun kommer lidt senere, skal lige på højkant.“

Han så ikke på Mirko, mens han sagde det. Han så sig omkring. Kneb øjnene sammen, orienterede sig. Måske fordi han ikke havde set gården i dagslys før nu, tænkte Mirko.

Hvor kom han fra? Mirkos bror havde engang påstået, at „hende Danica“ af og til gik på værtshus i byen og efter sigende ikke holdt sig tilbage med hverken alkohol eller mænd. Det havde Mirko ikke troet et ord af. Hans bror ville bare gøre sig interessant; som om han vidste noget! Mirko havde da heller ikke spurgt nærmere til det, mest af frygt for at afsløre sin interesse for deres nabo, men måske også lidt af angst for at blive overbevist. Faktisk havde han gjort, hvad han kunne for at glemme, hvad broderen havde sagt. I dette øjeblik følte han sig tør i halsen og mærkelig mat i kroppen.

Den fremmede så ud, som om han snildt kunne pløje hele dalen op ene mand. Nu gned han hænderne mod hinanden og så over mod laden. „Ja, lad os komme i gang. Jeg har lige et par timer, inden jeg må ud på savværket.“ Han vinkede Mirko efter sig og begyndte at gå over gårdspladsen med store skridt.

Mirko fulgte modvilligt med. Inde bag køkkenvinduet så han enken stå og stirre fra sit mørke.

„Det var dog en dejlig tøs,“ hørte han manden mumle.

Det var som at gå bag et dyr. Et stort, brummende dyr.

Idet manden skubbede ladeporten op, vendte han sig om og fangede Mirkos blik.

„Sikke en kvinde. Mellem os sagt har jeg sgu aldrig oplevet noget lignende, og jeg har ellers prøvet en del.“ Hans øjne var mørke, næsten helt sorte. „Nå, Marko … var det Marko? … den slags er du måske for ung til at vide noget om?“

Nu blinkede han til Mirko.

Da Mirko stadig ikke svarede med andet end en måben, udstødte manden et fornøjet grynt og lagde en tung hånd på hans skulder. „Åh, du skulle bare vide, hvad der venter. En skønne dag, min ven … en skønne dag.“

Så vendte han om og gik ind i laden.

Karl hed manden. Og han blev boende.

*

Efter at Karl var kommet ind i billedet, var det blevet smerteligt; og alligevel kunne Mirko ikke lade være med at drive ned mod Danicas gård i daggryet, også de morgener han ikke skulle møde der. Lykkeligvis kunne hun stadig bruge hans hjælp nogle gange om ugen, eftersom Karl var forpligtet af savværket og væk det meste af dagen.

„Er det virkelig nødvendigt at tage af sted så tidligt?“ spurgte Mirkos mor ham en morgen. Dagen var endnu kun et skær på himlen over bjergene, og hun trådte ind i køkkenet, netop som han var på vej ud. „Og så ofte?“

Mirko smilede lidt forsigtigt og nikkede tøvende.

Hans mor rystede på hovedet. „Ja, pligtopfyldende har du altid været, Mirko. Du er til at stole på. En god dreng. Jeg takker Herren for dig hver eneste dag.“

Mirko så ned i gulvet og skyndte sig ud. Hun vidste ikke, at han havde skulket fra skole nogle dage før. Lærerinden havde troet på, at det var noget med en syg moster. Mirko havde ikke set sin moster i flere år. Han havde heller aldrig løjet før.

Det ottende bud.

Han fik ondt i maven af at tænke på det. Men hans moster kunne vel godt have været syg den dag? I så fald var det ikke en rigtig løgn.


Morgen efter morgen fandt han ned til buskadset, og han så lyset ramme klokken i staldhjørnet. Og skamlen, som Danica plejede at sidde på. Hun sad der aldrig, ikke mere, og alligevel ventede han.

Karl kom altid ud først. Som regel helt nøgen med det halvlange mørke hår i vild uorden. For det meste skulle han på das, og der sad han så med åben dør og stirrede ud mod bjergene. Andre gange stillede han sig og pissede i græsset, mens han fløjtede til solen. Karls krop var imponerende, alt hos ham syntes større, længere, mørkere og bredere end på andre mænd. Dog med en enkelt undtagelse, kunne Mirko konstatere. På ét punkt havde Mirko allerede vokset sig lidt større end Karl. Og alene derfor følte han midt i magtesløsheden en hemmelig fryd ved at se Karl pisse.

Senere kom Danica. Altid i bare tæer og hvid natkjole. Selv på afstand kunne Mirko se hendes bryster prikke til stoffet. Hun sad også på dasset med åben dør. Hun var et maleri i en ramme, tænkte han. Lidt ligesom det, der hang hjemme i deres stue. Bare uden Jesusbarnet.

Og endelig kom enken i sit gråsorte tøj. Mirko spekulerede på, om hun sov i det. Måske var hun vokset sammen med sin sorg, måske var hun ligefrem gråsort inden under tøjet. Danica havde fortalt Mirko, at hendes mor var blevet helt og aldeles døv nu. Hun havde det ikke så godt, havde hun sagt. Mirko måtte bære over med den gamle kone, hvis hun virkede streng.
Mirko bar over. Han ville gøre hvad som helst, Danica bad ham om. Det var værre med Karl. Når Karl indimellem hjalp til med noget af det groveste, udstak han ordrer, som Mirko ikke havde den mindste lyst til at følge. Ikke at han havde noget imod at gøre, hvad han fik besked på. Han ville bare ikke gøre det for Karls skyld. Og så gjorde han det alligevel, fordi det i sidste ende var for Danica.

En tidlig morgen, før Karl havde vist sig, syntes Mirko, at han hørte Danica skrige. Han opfattede det ikke rigtigt, før det var overstået. Men jo, det havde været et skrig. Ikke et forskrækket skrig, men et klagende skrig, og det havde lydt som hende. Bagefter føltes minutterne lange som timer, og Mirkos hjerte bankede, så han næsten ikke kunne trække vejret. Han ville røre sig, men kunne ikke. Han lå bare der, under myrten og granatæbletræet, og turde ingenting.

Så kom Karl ud og pissede og gik ind igen. Og lidt efter kom hun. I sin hvide natkjole. På bare tæer. Hun småsang.

Det måtte have været en rovfugl, han havde hørt, konkluderede Mirko.

Danica havde tydeligvis ikke lidt skade på nogen måde. På sin vis havde det været bedre, hvis Karl gjorde hende ondt, tænkte han i et svagt øjeblik. For så kunne han tillade sig at hade manden for alvor. Bagefter skammede han sig over at tænke så forfærdelig en tanke.

Det tiende bud!

Han vidste godt, det hele var forkert. Han var på afveje i buskadset og i hovedet og alle mulige andre steder. Men det var, som om han var styret af en kraft nu. En, der var større end den, hans mor bad til. I det mindste var de ikke gift, så måske gjaldt det tiende bud ikke rigtig i dette tilfælde.

Og måske ville Karl rejse igen. Det lå i daglejernes natur at bryde op, havde Mirkos far engang sagt: „Lige så glade vi er for at kunne blive, Mirko, lige så glade er de for at kunne rejse. Visse mennesker er slet ikke i stand til at slå rod.“


Du kan købe Bæst online hos f.eks. Saxo eller i din nærmeste boghandel fra d. 10. oktober 2019.



Flere bøger af Ane Riel


Slagteren i Liseleje

Slagteren i Liseleje af Ane Riel

Det var næppe næstekærlighed, som drev den elskelige Judith til at forkæle Liselejes forsumpede skæbner med cognac og natlige middage.

Til gengæld var det muligvis en slags kærlighed, der drev Jørgen til at søge sin mors anerkendelse. Koste hvad det ville. Men hvor langt falder æblet fra stammen?

Slagteren i Liseleje er en grum, overrumplende og vittig fortælling. En rejse gennem kontrastfyldte sind i en verden af sandhed og bedrag, sødme og syre, perversion og vanvid, skønhed og gru.

Og så er det på sin vis en fortælling om svin og æbler. På godt og ondt.

Du kan købe Slagteren i Liseleje online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.



Harpiks

Harpiks af Ane Riel

Pigen Liv vokser op på en lille ø sammen med en mor, som er for stor til at kunne forlade soveværelset, og en far, der fylder hjemmet op med skrammel og melder sin levende datter død.

At han også kvæler sin egen mor, synes ret naturligt for Liv, som i begyndelsen ikke sætter spørgsmålstegn ved den forkrøblede verden, hun præsenteres for. Hun tvivler da heller ikke på, at hun selv er elsket af den far, som holder hende skjult i en gammel container.

Harpiks er en smuk fortælling om kærlighed, loyalitet og omsorg. Men det er også en gysende beretning om angst for at miste, om fastholdelse, splittelse og paranoia – og om utilsigtet ondskab.

Du kan købe Harpiks online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.