I 1939 havde den danske skibsfart 550 skibe og 12.000 søfolk. Blot fem år senere var 427 danske skibe gået ned, og 1.900 danske søfolk havde mistet livet. Mindetavlen fortæller den ofte glemte historie om de danske maskinofficerer, der ofrede livet til søs under Anden Verdenskrig.
Navnene bag tavlen
Man skal ikke læse ret mange beretninger om forlis under Anden Verdenskrig, inden man spørger sig selv, hvad der fik de danske søfolk til at fortsætte sejladsen i så usikre tider. Risikoen for grufulde forlis, når torpedoen, bomben eller minen eksploderede, var stor. Var de gjort af særligt heltestof, eller var de modige og håbede det bedste? For mange søfolks vedkommende var det uden tvivl et bevidst valg som modstand mod nazismen.
I dag hænger en mindetavle hos Maskinmestrenes Forening på Sankt Annæ Plads i København. Tavlen ærer, navn efter navn, de over 195 danske maskinofficerer, der mistede livet på havet under krigen. Men hvad tavlen ikke fortæller, er historien om, hvordan maskinofficererne på tragisk vis mistede livet til søs. Trods deres ofre for krigen, er historien om de danske søfolk ofte glemt. Det er denne historie, som Gustav Schmidt Hansens Mindetavlen nu ønsker at fortælle.
I Mindetavlen omtales hver eneste af de 195 navne, og det beskrives, hvordan deres skibe forliste under Anden Verdenskrig. Bogen er på denne måde med til at bevare historierne om de danske maskinofficerers indsats under krigen. Og det er bestemt en heroisk indsats, som er værd at huske.
Et lille udsnit af de over 195 navne på Mindetavlen
Danske skibe i de allieredes tjeneste
Kun 21 år efter afslutningen på Første Verdenskrig stod verden igen over for en katastrofal krig. Allerede tre dage efter at Tyskland angreb Polen d. 1. september 1939, blev de første danske skibe ofre for krigen.
Anden Verdenskrig blev anderledes for de danske søfolk end den forrige krig. Under Første Verdenskrig havde Danmark været neutral, og der havde været gode penge at tjene for både sømænd og rederier. På samme måde forsøgte Danmark at opretholde neutralitet under Anden Verdenskrig; men det smuldrede fuldstændig d. 9. april 1940.
Med tyskernes besættelse af Danmark blev den danske handelsflåde omgående delt i to. En udeflåde og en hjemmeflåde. Godt 6.000 søfolk havnede i udeflåden, og for mange af disse betød det mange års fravær fra deres nærmeste.
Mange af skibene fra udeflåden blev beslaglagt og endte med at blive et stort dansk bidrag til de allieredes krigsførelse. Efter d. 9. april 1940 og i løbet af krigen blev 246 danske skibe udelukket fra Danmark. Disse skibe sejlede herefter under andet flag, heriblandt England, Frankrig og USA.
Krigens mange farer til søs
Under Anden Verdenskrig lurede farerne overalt på søfolkene. Nu var det ikke kun tåge, stormvejr eller orkaner, der udgjorde en risiko for forlis. Skibene var udsat for stort set alle former for krigspåvirkninger, fra luftangreb til angreb fra overfladeskibe. Samtidig var der minerne, som blev lagt ud i tusindvis i de danske farvande. Dertil kom angreb fra den vel nok mest uforudsigelige af alle farer, nemlig angreb fra ubådene.
De tyske angrebsbåde, Schnellboote, kunne skyde en hastighed på 80 kilometer i timen – og endda accelerere til 90 kilometer i timen i kortere perioder.
Ubådende var et afgørende torpedobærende fartøj. Torpedoen blev anset for at være et lumsk og kampafgørende våben. Dels fordi et torpedoangreb oftest blev rettet mod en intetanende modstander, i hvert fald hvis angrebet kom fra en ubåd. Og dels fordi et skib normalt ikke slap godt fra en torpedotræffer. Hvis skibet så alligevel overlevede en træffer, kunne det efterfølgende relativt nemt sænkes med nogle kanonsalver.
Efter krigens rædsler, var mange søfolk skadet på krop og sjæl. Men tilbagevenden til Danmark og det danske samfund gik ikke lige nemt for alle.
Uretfærdighed mod søens folk
Det var ikke kun de praktiske ting som nyt arbejde, løn og arbejdsvilkår, der skulle afklares. Tilvænningen til normale tilstande kunne også volde betydelige problemer. Mange af søfolkene havde været væk fra familien og hjemmet i fem-seks år. Det betød at det i høj grad også var de følelsesmæssige forhold, der skulle håndteres.
Efter befrielsen begik det offentlige Danmark en stor uretfærdighed over for søfolkene. Rigsdagen vedtog i oktober 1945 erstatningsloven for besættelsestidens ofre, men krigssejlerne blev ikke inkluderet i denne. Det betød, at søfolk ikke kunne få erstatning for psykiske skader, de måtte have pådraget sig ved sejlads under krigen.
Mange af søfolkene følte mangel på anerkendelse for deres indsats fra samfundet og oplevede stor bitterhed som følge heraf. Trods fysiske og psykiske skader, måtte de fortsætte med at arbejde.
Jeg mener i høj grad, at søfolkenes indsats under krigen i mange år har været nedprioriteret, når historien om Anden Verdenskrig og modstanden mod nazismen skulle skrives.
Gustav Schmidt Hansen i Mindetavlens introduktion
Først mange år senere blev de psykiske skader anerkendt og omfattet af erstatninger. Endnu senere, i 1988, blev også de søfolk, der havde været interneret eller tilbageholdt, tilgodeset. Men da var en stor del af de strandede søfolk allerede døde.
I Mindetavlen fortælles de glemte historier om de omkomne søfolk. Bogen går bag om hvert et navn på Mindetavlen og fortæller skib for skib om deres skæbner. Forfatter Gustav Schmidt Hansen har i en årrække gravet i arkiver i ind- og udland for at samle brikkerne til historien om Mindetavlen. Og for ham har bogen ét klart formål: at beretningerne om de danske maskinofficerer skal bevares for eftertiden.
I Mindetavlen går Gustav Schmidt Hansen bag om navnene på Mindetavlen. Bogen fortæller historien om over 195 danske maskinofficerer, der mistede livet på havet under Anden Verdenskrig.
Mindetavlen er resultatet af mange års intenst arkivarbejde for at rekonstruere historien bag navnene på tavlen. Bogen tager læseren gennem de farer, der lurede som sømand under krigen, og fortæller skib for skib om den skæbne, der overgik sømændene.
Forfatter Gustav Schmidt Hansen (f. 1948) har sammenlagt været søfarende maskinassistent og maskinmester i 36 år og maskinmester på land i seks år.
I 1939 havde den danske skibsfart 550 skibe og 12.000 søfolk. Blot fem år senere var 427 danske skibe gået ned, og 1.900 danske søfolk havde mistet livet. Mindetavlen fortæller den ofte glemte historie om de danske maskinofficerer, der ofrede livet til søs under Anden Verdenskrig.
Navnene bag tavlen
Man skal ikke læse ret mange beretninger om forlis under Anden Verdenskrig, inden man spørger sig selv, hvad der fik de danske søfolk til at fortsætte sejladsen i så usikre tider. Risikoen for grufulde forlis, når torpedoen, bomben eller minen eksploderede, var stor. Var de gjort af særligt heltestof, eller var de modige og håbede det bedste? For mange søfolks vedkommende var det uden tvivl et bevidst valg som modstand mod nazismen.
I dag hænger en mindetavle hos Maskinmestrenes Forening på Sankt Annæ Plads i København. Tavlen ærer, navn efter navn, de over 195 danske maskinofficerer, der mistede livet på havet under krigen. Men hvad tavlen ikke fortæller, er historien om, hvordan maskinofficererne på tragisk vis mistede livet til søs. Trods deres ofre for krigen, er historien om de danske søfolk ofte glemt. Det er denne historie, som Gustav Schmidt Hansens Mindetavlen nu ønsker at fortælle.
I Mindetavlen omtales hver eneste af de 195 navne, og det beskrives, hvordan deres skibe forliste under Anden Verdenskrig. Bogen er på denne måde med til at bevare historierne om de danske maskinofficerers indsats under krigen. Og det er bestemt en heroisk indsats, som er værd at huske.
Danske skibe i de allieredes tjeneste
Kun 21 år efter afslutningen på Første Verdenskrig stod verden igen over for en katastrofal krig. Allerede tre dage efter at Tyskland angreb Polen d. 1. september 1939, blev de første danske skibe ofre for krigen.
Anden Verdenskrig blev anderledes for de danske søfolk end den forrige krig. Under Første Verdenskrig havde Danmark været neutral, og der havde været gode penge at tjene for både sømænd og rederier. På samme måde forsøgte Danmark at opretholde neutralitet under Anden Verdenskrig; men det smuldrede fuldstændig d. 9. april 1940.
Med tyskernes besættelse af Danmark blev den danske handelsflåde
omgående delt i to. En udeflåde og en hjemmeflåde. Godt 6.000 søfolk havnede i udeflåden, og for mange af disse betød det mange års fravær fra deres nærmeste.
Mange af skibene fra udeflåden blev beslaglagt og endte med at blive et stort dansk bidrag til de allieredes krigsførelse. Efter d. 9. april 1940 og i løbet af krigen blev 246 danske skibe udelukket fra Danmark. Disse skibe sejlede herefter under andet flag, heriblandt England, Frankrig og USA.
Krigens mange farer til søs
Under Anden Verdenskrig lurede farerne overalt på søfolkene. Nu var det ikke kun tåge, stormvejr eller orkaner, der udgjorde en risiko for forlis. Skibene var udsat for stort set alle former for krigspåvirkninger, fra luftangreb til angreb fra overfladeskibe. Samtidig var der minerne, som blev lagt ud i tusindvis i de danske farvande. Dertil kom angreb fra den vel nok mest uforudsigelige af alle farer, nemlig angreb fra ubådene.
i timen – og endda accelerere til 90 kilometer i timen i kortere perioder.
Ubådende var et afgørende torpedobærende fartøj. Torpedoen blev anset for at være et lumsk og kampafgørende våben. Dels fordi et torpedoangreb oftest blev rettet mod en intetanende modstander, i hvert fald hvis angrebet kom fra en ubåd. Og dels fordi et skib normalt ikke slap godt fra en torpedotræffer. Hvis skibet så alligevel overlevede en træffer, kunne det efterfølgende relativt nemt sænkes med nogle kanonsalver.
Efter krigens rædsler, var mange søfolk skadet på krop og sjæl. Men tilbagevenden til Danmark og det danske samfund gik ikke lige nemt for alle.
Uretfærdighed mod søens folk
Det var ikke kun de praktiske ting som nyt arbejde, løn og arbejdsvilkår, der skulle afklares. Tilvænningen til normale tilstande kunne også volde betydelige problemer. Mange af søfolkene havde været væk fra familien og hjemmet i fem-seks år. Det betød at det i høj grad også var de følelsesmæssige forhold, der skulle håndteres.
Efter befrielsen begik det offentlige Danmark en stor uretfærdighed over for søfolkene. Rigsdagen vedtog i oktober 1945 erstatningsloven for besættelsestidens ofre, men krigssejlerne blev ikke inkluderet i denne. Det betød, at søfolk ikke kunne få erstatning for psykiske skader, de måtte have pådraget sig ved sejlads under krigen.
Mange af søfolkene følte mangel på anerkendelse for deres indsats fra samfundet og oplevede stor bitterhed som følge heraf. Trods fysiske og psykiske skader, måtte de fortsætte med at arbejde.
Først mange år senere blev de psykiske skader anerkendt og omfattet af erstatninger. Endnu senere, i 1988, blev også de søfolk, der havde været interneret eller tilbageholdt, tilgodeset. Men da var en stor del af de strandede søfolk allerede døde.
I Mindetavlen fortælles de glemte historier om de omkomne søfolk. Bogen går bag om hvert et navn på Mindetavlen og fortæller skib for skib om deres skæbner. Forfatter Gustav Schmidt Hansen har i en årrække gravet
i arkiver i ind- og udland for at samle brikkerne til historien om Mindetavlen. Og for ham har bogen ét klart formål: at beretningerne om de danske maskinofficerer skal bevares for eftertiden.
LÆS OGSÅ: 195 danske maskinofficerer mistede livet på havet. Læs i Mindetavlen
Mindetavlen
I Mindetavlen går Gustav Schmidt Hansen bag om navnene på Mindetavlen. Bogen fortæller historien om over 195 danske maskinofficerer, der mistede livet på havet under Anden Verdenskrig.
Mindetavlen er resultatet af mange års intenst arkivarbejde for at rekonstruere historien bag navnene på tavlen. Bogen tager læseren gennem de farer, der lurede som sømand under krigen, og fortæller skib for skib om den skæbne, der overgik sømændene.
Forfatter Gustav Schmidt Hansen (f. 1948) har sammenlagt været søfarende maskinassistent og maskinmester i 36 år og maskinmester på land i seks år.
Du kan købe Mindetavlen online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: