Læseprøve og uddrag Romaner om 2. verdenskrig Skønlitteratur

Tilståelser er et psykologisk drama om alt det, der gemmer sig under menneskets overflade. Tyvstart din læsning her

tilståelser, christian mørk

Christian Mørks ny roman Tilståelser er en fortælling om en stor krig, der udkæmpes i det små midt på Stillehavet. Smuglæs i romanen herunder.


Lyt til begyndelsen af Tilståelser her:

Tilståelser starter i 1943, hvor 2. Verdenskrig udkæmpes over Stillehavet mellem Japan og Amerika. En gruppe amerikanske soldater er nødlandet, og overalt omkring dem falder japanske piloter også.

LÆS OGSÅ: 10 gribende historiske romaner om Anden Verdenskrig

For at overleve, må amerikanerne og japanerne slutte fred og forsøge at komme levende i land. For at gøre det, bliver alliancer nødt til at blive indgået – men langsomt bliver de også brudt igen.

Læs et uddrag af Tilståelser herunder.

Du kan købe Tilståelser online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 6 maj.




TILSTÅELSER

Christian Mørk


KAPITEL 1

Det er september 1974, og der ligger en patronkasse af metal på loftet hos marskandiseren, som døde for nylig. Man fandt hende deroppe alene. Irene blev ikke gammel. Butikken er lukket, og banken har allerede solgt bygningen, som skal rives ned for at gøre plads til en bowlingbane.

Håndværkerne troede ellers, at de havde fået det meste med udenfor første gang, men kassens olivengrønne maling skjulte den først blandt de mangefarvede parasoller, der stod klappet sammen op ad væggene i årtier og blev til falmede badeflag fra en ferie, der varede for længe.

Nu bliver kassen omsider opdaget og hevet udenfor. Hen i bunken med det andet ragelse, som heller ikke kunne sælges før konkursen. En flyttemand prøver med en skruetrækker at lirke den gamle lås op, men den binder, og han mister snart interessen. Mens håndværkerne går til frokost og lader fugtbøjede brætspil og hullede lænestole blive afbleget af Floridas atomhvide sol ude på byggepladsen, er Paco opmærksom på den bulede kasse med ordene U.S. Navy påtrykt.

Han burde være i skole, for hans forsinkede omprøve er om en uge, og han er bagefter, hele tiden bagefter, kammeraterne har fået deres eksamen. Men orkansæsonen er ikke løjet af endnu, og der er varslet en ny superstorm ved kysten i løbet af aftenen. Himlen har allerede det gulliggrå skær, som lover regn, der ikke holder op, før bilerne ved kantstenen står under vand op til rattet.

Lillebyen Islamorada, som han er vokset op i og aldrig har forladt mere end én dag ad gangen, ligger midt på en smal tange, som kun lige akkurat rager op over havoverfladen og mest fungerer som gennemkørsel for turister på vej ned til endestationen Key West, hvor hverdagsfisk som mangrovesnappere koster tre gange så meget at få på tallerkenen som i Pacos hjemby.

Han kan se, hvordan hans matematiklærer, Mrs. Koch, står længere henne ad gaden og hamrer spånplader for sine ruder. De nikker på afstand. Ingen får straf for at pjække i dag. Vinden løjer ikke af, men tager kun til. Den Mexicanske Golf rører på sig.

Patronkassen er af den slags, han har set før på overskuds- lagre, da han var lille. Den er aflang, med håndtag i hver ende og et skævt låg, der skal vippes helt tilbage, så projektilerne i en fart kan sættes ind i kammeret på alle dagdrømmes maskingevær. Der findes masser af den slags på drengeværelserne rundtomkring på vejene, og alle Pacos kammerater har haft sådan én til pornoblade og lommeknive under sengen, før de blev halvvoksne.

Da han var mindre, var det sjovt at stikke forbi Irenes veranda for at rode i bunkerne med knoldet skrammel, men han har aldrig set militærgrej hos hende før. Måske stod det alt sammen på loftet. Hun var nu god nok. Men hun kunne aldrig tåle besøg særlig længe ad gangen.

Og døren skulle være åben imens. Noget med hendes nerver, plejede hun at sige uden at se ham i øjnene, imens hun med besvær knappede hans sodavand op.

Han skal til at gå videre, men studser alligevel ved synet. For kassen er banket så skæv, at den må have været igennem et havari eller slag med en hammer, selvom låsen ser ud til at holde endnu. Han anbringer den på tanken af sin motorcykel. Han kører hjem ad sidegaderne, så han ikke risikerer at skulle standse og forklare sig, hvis han bliver genkendt af en lærer.

De slanke både, der normalt fanger sejlfisk for turisterne, er trukket op og fastgjort under presenninger oppe på parkeringspladsen. Af og til skæver han ned på låget, hvor malingen er skallet af for nylig i flytterodet, så kassens nøgne metalridser med mange års forsinkelse nu begynder at ruste i den salte luft.

Paco sikrer sig, at han er alene, før han finder boremaskinen og uden besvær får lukket kassen op. Han har ikke nået at forestille sig, hvad der kan være indeni, og bliver derfor ikke skuffet, da hans fingre kun bladrer igennem stakkevis af, hvad der ligner brevpapir, omviklet med elastikker, der er så mørnede, at de springer ved den mindste berøring. Det hele lugter af papirstøv.

Han samler også et irret stykke metal op fra kassens bund. Emblemet forestiller to matgyldne ørnevinger, som svæver over bogstavet N i sort, før de vikler sig sammen til en spids allernederst. Der er en nål hæftet bagpå, så man kan fæstne det på tøjet. Han lægger boremaskinen på plads, ellers bliver hans far bare tosset over rodet, når han kommer hjem fra arbejde, og han tager den sparsomme last med op på sit værelse.

Udenfor er vinden begyndt at bøje palmerne, så de bliver liggende og ikke rejser sig igen. Synet gør ham ikke urolig. Hvert år sin stormsæson. Kirken har desuden en god kælder, hvis det bliver slemt.

De mange papirer ser ud til at være lagt i rodede stakke for længe siden, og ingen af dem har lidt vandskade. Et lag støv har også bremset tiden. Paco kan se, at der er flere, som har skrevet:

Én bunke har samme farve, og skriften er gnidret, men på engelsk, som han godt kan tyde. En anden stak har udelukkende sine tanker nedfældet med blyant på stift brunt papir og med sirligt prentede skrifttegn, som Paco ikke forstår. Kinesisk, måske?

Han kan se, at tegnene minder lidt om dem, han kender fra Wing Fats pantelånerbutik ovre i nabobyen, men alligevel ikke helt, for de her er enklere i formen. I bunden ligger en tredje samling ark, også på engelsk, og med den mest læselige håndskrift på mere moderne linjeret papir, nærmest som om forfatteren har villet gøre sit arbejde så tydeligt som muligt i protest mod de to andre forskellige versioner.

Sedlerne i den sidste bunke er også nedfældet på engelsk, men skriften kan ikke holde sig i ro, den hvirvler omkring linjerne, hen langs marginen og tilbage igen. Han ser det hele igennem igen og opdager, at der er sat engelsksprogede ark fast på siderne med asiatiske skrifttegn, en oversættelse, der har taget tid og møje.

Nej, vent: Der er to forskellige oversættelser, lader det til, for også her er skriften forskellig. Han prøver at lægge det hele i rækkefølge, for der er tilføjet datoer på nogle af arkene, men giver op efter at have prøvet i et stykke tid. Det er en rodebunke.

Paco bøjer sig helt ned for at indsnuse kassens historie, men gider ikke rigtig, for hans lille tyveri er allerede begyndt at virke som lektier, han ikke har bedt om at få for, og snart skal han aldrig gå i skole mere, men ud at arbejde i Golfen som alle de andre. Han vil gøre det senere. Han lukker øjnene. Kun metalduft og mørnet papirstøv. Gamle breve. Ikke noget særligt. Han går ned i køkkenet for at tage en af sin fars øl, da telefonen ringer.

– Paquito, det er mig.

– Far, er I kommet i havn?

– Nej, vi bliver på boreplatformen og rider stormen af.

Jeg ville bare sige det, så du ikke ringer til kontoret for at få besked, når jeg ikke står ved færgelejet. Jeg tager båden med de andre, når det er overstået.

For første gang den dag begynder noget at gnave i brystet på Paco. Hans fars stemme lyder for rolig.

– Hvad siger formanden? spørger Paco.

– Det samme som firmaet i Houston. At vi bare skal lukke lugerne og blive i vores køjer. Det er ikke første gang. Og du tager direkte over i kirken, hvis alarmen lyder, ¿me entiendes? Ikke noget med bare at fræse rundt på den kværn og spille stor mand. Og du vover på at tage bilen.

– Ja, ja, siger Paco og mærker rødmen i kinderne. Han er lige ved at lægge på. Hans fars stemme bliver altid studs lige før en storm.

– Ikke noget “ja, ja”.

– Jeg har allerede taget mad nok med i rygsækken til to dage. Og lommelygte og batterier. Det er ikke min første storm. Kan du huske mors sidste?

Han fortryder ikke ordene, der ryger ud af ham som så mange gange før, men tonefaldet, som han ikke kan formilde. Hans far bider kun sjældent på, når familiespøgelset bliver påkaldt.

Tavshed og mumlen i baggrunden, kan han høre. Andre borebisser, der også skal bruge telefonen. Mere uro på de smalle metalgange, end hans far vil indrømme, for Paco kan selv høre det, og mest af alt kan han mærke den stemme, der melder sig lige før et skænderi, som altid handler om det samme savn, som han aldrig får lov at følge til dørs.

– Det snakker vi ikke mere om, det har jeg jo sagt. Aldrig. Og du har at tale ordentligt til mig. Hvis ikke du kan …

Paco står med et dødt telefonrør i hånden. Han klikker med plasticgaflen, det hænger på, men der er ingen forbindelse. Han ånder ud. Udenfor har vindens fløjten i elledningerne ændret sig til en dyb, vedvarende brummen. Man kan ikke se solen længere. Hver gang det stormer sådan her, bliver minderne om hans mor så tunge, at han kan fornemme hendes ludende tøven i stuen.

Hun lyttede ikke, da der stadig var plads i beskyttelsesrummet dengang, og Paco allerede sad dernede med de andre fra byen og tryglede hende om også at komme indenfor. Men hun insisterede på at køre deres pickuptruck i sikkerhed først. Far havde ikke betalt forsikringen. Imens steg vandet. Det snakker vi ikke mere om.

Hans far skal nok klare sig derude, siger Paco til sig selv, mens han spæner op ovenpå og skynder sig at finde sin rygsæk og den bulede patronkasse. Det er normalt, at forbindelsen ryger i en storm. Han ville også selv helst være derude, storm eller ej. Han plagede sin far om at få lov til at søge om en tjans om bord, men fik som svar, at den eksamen skulle klares først.

Den gamle behandler ham stadigvæk som den dreng, der ingenting sagde, efter at hans mors stol ved bordet stod tom. De første mindre grene udenfor bliver blæst op fra jorden og flyver rundt som forstenede slanger. Paco bliver utilpas ved synet, selvom han hele dagen har forsøgt at berolige sig selv ved at køre formålsløst omkring og se ud over vandet. Han løber ned igen og tænder for tv’et, men får det endnu værre af at se den påtagede ro i fjernsynsstudiet langt borte.

Stormen Carmen er passeret hen over det østlige Cuba og har kurs mod Alabama, som vi kan se på kortet her, siger den halvskaldede og halvsmilende meteorolog fra studiet i New York og peger på håndtegnede advarselspile, der alle vender ind imod kysten, men som først skal forbi Florida Keys-øgruppen. Det går løs nu, om lidt, og ikke først til aften.

Værten siger noget om vindstyrke og om flere dødsfald i Havana, og først da falmer smilet. Paco slukker igen og går ud i garagen. Den afblegede pickup lugter af gammel maling og af sædets bløde plastic, og det hele stinker af fattigdom. Nøglen sidder parat. Det ville være så let. Bare én bevægelse.

Han har tit kørt i den uden kørekort, når hans far har taget ekstra vagter på platformen. Men han har også set vinden kaste fiskerbåde ind over land. Hans far har aldrig tævet ham efter at have set for mange nye kilometer på triptælleren, men hans hån svider mere for hver gang.

Paco tager patronkassen, låser efter sig og sparker motorcyklen i gang, kører ind mod byen. Hans vanetænkning overdøver frygten. Vand er igen bare vand. Motoren mellem hans lår bliver til sikkerhed.

Han genkender sin klassekammerat Owen i spring hen over gaden med en kat i favnen, fregner og åben mund, og ingen af dem når at råbe noget til den anden i farten. Owens far slår. Owen har fået plads på en tunfisker efter eksamen, og alle ved, at han aldrig kommer hjem igen. Stadig ingen rigtig regn, kun et vådt lag støv i vinden, men det gør ondt i kinderne, når det rammer. Det blinkende stopsignal på hovedgaden er slukket. Mrs. Kochs hus er nu helt dækket til med træplader, og kun en stribe lys skinner ud gennem dem fra hendes nye fæstning.

Da alarmen lyder, mærker Paco det først i mellemgulvet, oo-wee-oo-wee, og han er nødt til at spænde patronkassen fast en gang til, motoren hakker, han har uroen i kroppen hele tiden nu og vil i dækning.

Vindstødet kommer bagfra og med en sådan kraft, at det blæser ham ud af sadlen og slynger ham hen ad gaden, ind i døren på en parkeret bil. Det er de første rigtig stride dråber, der vækker ham igen bagefter, og han spjætter. Der er ikke noget blod, men han er ved at få en bule større end den, hans knold har lavet i døren.

Hans Honda er kørt ind i et træ, og forgaflen er bøjet. Regnen har silet så kraftigt i mellemtiden, at bildækket ved siden af ham er under vand op til hjulkapslerne, hans knæ gør ondt, men det lykkes ham alligevel at kravle hen og samle patronkassen og rygsækken op, før han humper sig vej gennem gaderne op til kirken, hvor han skynder sig hen til beskyttelsesrummet.

Der er sat en kædelås på både kirkedøren og lemmen oven på beskyttelsesrummet. En seddel hænger i et stykke tape og blafrer en forklaring, som regnen har fjernet.

Han ser sig omkring med kvalmen stående i halsen, måske har jeg hjernerystelse, tænker han. Det eneste, han kan se, er et udvisket gråt bagtæppe med enkelte sorte omrids på, men så slår det ham, at netop Irenes forladte hus har en kælder, for han har selv hjulpet til med at bære en vaskemaskine derned for nylig for hende. Der er ikke langt derhen.

Han lader Hondaen være og sjosker i vand til skinnebenene gennem tre forhaver, indtil han står ved huset på nedrivningspladsen. Der er ikke låst. Hoveddøren står endda og klaprer så meget, at den er ved at ryge af hængslerne.

– Hallo?

Ikke et menneske nogen steder. Han går indenfor i den oversjaskede entré og gennem de tømte stuer for at lede efter kælderskakten, som han husker den, men finder kun murhammere og cigaretskod. Indtil, omsider, en lem kommer til syne ude i det, der engang var køkkenet. Han skubber en dynge murbrokker til side og tager i håndtaget, der binder, men giver sig. Han finder lommelygten frem.

En trappe og helt tørre kældervægge. Han går derned og lukker først døren efter at have sikret sig, at der ikke er smæklås på udefra. Sætter et ekstra stykke af håndværkernes gaffatape omkring fallen på døren for en sikkerheds skyld. Betongulvet holder også tørt dernede. Han trækker i kæden til pæren i loftet, men strømmen er gået overalt. Lyskeglen i hans lommelygte er derimod stærk. Den skal kunne holde hele natten, så han skruer ned.

Der står gammeldags rejsekufferter med hank ovre i hjørnet ved siden af den rustne tørretumbler. Han rører ved dem. Kakifarvet stof. Men hovedet dunker for meget til, at han vil undersøge nærmere lige nu. Han sætter sig på en sæk og åbner den øl, han havde med i tasken.

Det knager og brager oppe over de tykke loftsbjælker, men de rokker sig ikke. Kun en smule vand drypper ind under køkkendøren deroppe og farver de øverste trin mørke. Han kan ikke tillade sig at falde i søvn i nat, det ved han godt, for vand stiger hurtigt under jorden. Langsomt fortager hovedpinen sig.

Han tager patronkassen frem igen og lukker den op. Selvom han aldrig har skrevet et brev til andre end sine bedsteforældre og en pige ved navn Shandra, som ikke svarede, føler han sig allerede ansvarlig for, at alle disse nedfældede tanker ikke bliver ødelagt i stormen, det skal han nok sørge for. Han vil passe på ikke at miste noget i dag, særlig i dag.

Han lægger forsigtigt det øverste ark papir ind under lygtens kegle og giver sig til at læse.


KAPITEL 2: Toby

December, 1943 – Stillehavet

Mit navn er Toby, Toby Etting, og de andre hader mig.

Jeg er begyndt at hive sider ud af logbogen om bord for at skrive, eller bare lade som om, for når jeg skjuler mig bag et ark papir, gemmer jeg også lidt af min skam. Det er min skyld, at vi måtte nødlande herude i havets tommeste lomme, og jeg kommer nok inden længe til at mærke druknedøden snarere end en ren seng på et infirmeri derhjemme. Fem dage. Så hurtigt forsvinder tilliden til verden, når radioen ikke duer. Det havde jeg aldrig troet.

Bølgerne slår mod vandflyverens skrog og laver bulede smæklyde, og flere af os propper fingrene i ørerne, når vi skal sove. Det giver allerede ingen mening at tænke for meget på tiden, for vi driver for vind og vejr og kan ikke gøre andet. Før eller siden vil vores maskine blive ramt af en bølge, og den vil tage os med sig i dybet, det ved vi, selvom alle prøver at fortrænge det. Men fartøjet har intet andet valg, for det er bygget til at flyve, ikke til at flyde endeløst omkring sådan her uden pejling. Det suger vand til sig i små slurke. Det kan ikke gøre for det.

Selv hvis jeg fortalte de andre præcis, hvor vi var, ville det ikke betyde noget, for flyet er ikke længere i stand til at lette uden at styrte igen med det samme. Brændstoffet rækker ikke. Og skulle der alligevel være næsten nok, så er vi for langt væk fra alt, hvad vi kender, til at kunne nå i sikkerhed. Med en nødtørftigt repareret antenne kan vi ikke række ret langt ud efter hjælp, selv hvis vi kunne komme op i marchhøjde. Vi er blinde og døve og halte.

Jeg sidder på skrogets ryg, sådan som jeg er begyndt at gøre det næsten hele dagen. Heroppefra kan jeg stadig tydeligt høre den svage lyd af vand, der pibler ind gennem membranen af sammenføjede paneler et sted i nærheden, hvor jeg ikke kan se det.

Havet finder hele tiden nye veje ind i skroget, selvom jeg øser og holder øje med hver en tomme og tætner sprækkerne med smeltet gummi, så godt jeg kan. Det får jeg ingen ros for. De andre tror, at jeg finder på det med vandet og bare vil aflede opmærksomheden fra min egen dårlige samvittighed. Af og til stirrer jeg længe ned på overfladen og kan fornemme dem håbe på, at jeg vil springe i og forsvinde.

Nogle af os holder øje med skumtoppene, indtil det fine strejf begynder at ligne ildfluer, når solen rammer rigtigt. Andre ser deres mødre i skikkelse af skyer, der næsten antager menneskelig form, men aldrig helt, siger de. Det er til at blive sindssyg af, og det bliver vi nok snart.

En af vores fjender om bord er begyndt at tale som en kvinde, når han ligger og sover, og det har ingen reageret på, for vi har alle ændret os lidt på den korte tid. Ingen kan gemme sig helt. Vi føler alle den samme uro vokse og forgrene sig. Det er den nervøse tikken før døden, der minder alt for meget om sult, eller om øjeblikket, før en granat går af mellem hænderne på én.

I nat, mens jeg sad på min gamle navigatørplads og sov, vågnede jeg ved en fornemmelse af, at vi for alvor var begyndt at hælde mere til bagbord end ellers, sådan som jeg har frygtet. Det var vindstille, og der var meget lidt sø. En af japanerne hostede, det var ham Iichi, ham med flest gradstegn og alligevel mindst magt. Jeg satte mig op og forsøgte at finde balancen i mørket for at måle, hvordan vi lå i vandet, og blev sikker på, at vi har mere slagside. Dagslyset har bekræftet det bagefter. Der er ingen tvivl.

Egentlig er dette en slags logbog, selvom ingen vel kommer til at læse den. Som navigatør skal jeg føre sådan en ifølge regulativerne, især efter kaptajnens død, men et par af de andre er begyndt at følge trop, efter at jeg er begyndt. En af japanerne hamstrer det brune toiletpapir, hvor man kan skrive på den blanke side, hvis ikke man kommer til at krølle det først.

Vi tog af sted fra flybasen hjemmefra med det formål at redde nødstedte, som vi selv er blevet til nu, hvorimod vores fjender lettede tungt lastet med ammunition og had til os. Nej, nu lyver jeg, for vores had brænder lige så klart som deres. Det er kun, fordi vi er redningstjeneste, at vi kan lade, som om vi ikke kender til den slags følelser.

Det er mig, der har hundevagten i nat. Det varer kun et par øjeblikke, så er jeg kravlet op i mine kikkertøjne og har glemt alt om mine medfanger trods lugten af deres frygt, sved, og afføring. Jeg ænser igen kun den skarpe streg, der adskiller sort vand forneden fra himmelprikket blåt foroven, og jeg følger stjernernes bevægelser i en bue ned mod horisontens afgrund, indtil de ikke skinner mere. Det er mit nyeste ritual, og det giver mig hovedpine.

Visheden om, at ingen kommer for at redde os, gør kun tjansen værre, det ved jeg godt. Men jeg kan ikke lade være med at stirre.

For kun fem dage siden var jeg ikke tosset, tro mig. Min uniform lugtede af sæbe. Jeg kunne se ud i horisonten uden at blive bange. Jeg vil derfor begynde min fortælling lige dér, da jeg ankom til krigen og var ny.



Christian Mørk: Tilståelser

Det er på Stillehavet, men positionen er ukendt. Der er ingen redning i sigte, og vandflyveren kan ikke længere lette. Det eneste der er, er en tom horisontlinje og lyden af bølgerne mod skroget.

Da 2. Verdenskrig udkæmpes over Stillehavet af Amerika og Japan, er en amerikansk besætning nødlandet uden radio, og japanske piloter styrter ned overalt. Nu sidder dødsfjenderne tæt sammen, og hadet og mistilliden får alt til at koge.

Men den fælles nød kræver, at de slutter fred og forsøger at komme levende i land. Alliancer indgås og brydes igen. Imens skræller isolationen alles facader af og blotlægger hemmeligheder, forbudt kærlighed og en fælles menneskelighed, hvor ingen til sidst er sikre på, hvem de var, før de blev skibbrudne.

Du kan købe Tilståelser online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 6 maj.