Anden verdenskrig Bøger om Danmark Fagbøger Historie

Skibet fra helvede: Rædslerne fra Anden Verdenskrig drev i land på Møn, mens danskerne fejrede befrielsen

Skibet fra helvede, Jesper Clemmensen, Thomas Albrektsen

Skibet fra helvede er den bemærkelsesværdige historie om, hvordan rædslerne fra 2. verdendskrig drev i land i et lille dansk øsamfund og satte befrielsesfesten på pause.

Mens beboerne på Møn den 5. maj 1945 vågnede efter at have fejret frihedsbudskabet, blev en ramponeret flodpram bugseret ind til det lille fiskerleje Klintholm Havn. Nede i lastens stinkende og jamrende mørke befandt sig 345 udsultede, syge og døende fanger fra koncentrationslejren Stutthof i det tyskbesatte Polen – og en redningsaktion uden sidestykke tog sin begyndelse.

Læs et forkortet uddrag fra Skibet fra Helvede af Thomas Albrektsen og Jesper Clemmensens herunder.

Du kan købe Skibet fra helvede online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Klintholm Havn, Møn. Lørdag den 5. maj 1945

Danskeren, som træder ned ad stigen til prammens halvmørke indre, hedder Rasmus Fenger. Han er praktiserende læge i området. Overalt hvor han kigger hen, ligger og sidder tynde skikkelser i stribede fangedragter og slidt tøj. Der mumles, men høres også stille gråd i mængden. Stanken er fæl, og det er åbenlyst hvorfor.

I dørken ser han spor af opkast, af urin og ekskrementer. Fangerne ligger stuvet sammen på rækker, svøbt i lasede tæpper og tøj. En smal passage mellem rækkerne gør, at han kan bevæge sig længere ind i den lange, dunkle pram, der er opdelt i tre store sammenhængende lastrumssektioner under det lave tag holdt oppe af jerndragere. Selve skroget er af jern, men med et skelet af planker på indersiden.

Herinde har der engang været fyldt op med kæmpe kulbunker, nu er det mennesker, som udgør lasten. Og jo længere doktoren når frem gennem prammen, i des ringere forfatning forekommer skikkelserne. Nogle kryber langs dørken. De har udtryksløse øjne, mens de tigger om mad. Andre ligger apatiske hen, uden at ænse doktoren i habitjakken, som forsøger at tælle dem. Selvom det virker umuligt lige nu, må han prøve at danne sig et overblik. Der er i hundredvis af sjæle.

Langt de fleste af de befriede fanger er underernærede og syge. Flere af dem er så tynde, at knoglerne nærmest stikker hul på huden, der hos mange bærer tydelige spor af vold.

Doktoren undersøger dem nærmere og opdager, at mange af fangerne også har store åbne, væskende sår på benene. Måske fra støvlespark. Andre har ar i hovedbunden efter slag med geværkolber og knipler, mens adskillige mærker på magre rygge og skulderblade vidner om fangevogternes brug af pisk. I tøjet og i håret, på armene og på benene af de forpinte mennesker opdager den erfarne mediciner det, han frygter allermest. Lus. Kriblende lus betyder fare for plettyfus. En sygdom, der i bedste fald kan resultere i høj feber, kulderystelser, hovedpine, ledsmerter og voldsom hoste. I værste fald kan den give udslæt på kroppen, nyresvigt, hæmme lungefunktionen, ramme centralnervesystemet, sende de smittede ud i delirium og ende med at tage livet af dem. Et udbrud af plettyfus kan slå størstedelen af den levende last ihjel – det gælder også de lokale, hvis de smittes af de inficerede lus.

Skibet fra helvede: Rædslerne fra Anden Verdenskrig drev i land på Møn, mens danskerne fejrede befrielsen
Fanger i bunden af prammen.
Credit: Møns Lokalarkiv

Kun få fanger i de tre lastrum virker nogenlunde raske. Doktoren har i radiotransmissioner fra London hørt meldinger om koncentrationslejre, men har næsten ikke kunnet tro historierne. Det lød for vanvittigt, når der blev talt om lejrene. Nu ser han, at historierne må være sande. Stående midt i et bevis på nazisternes værste forbrydelse kan han i øjeblikket kun komme på ét ord, der beskriver hans oplevelse: »Forfærdeligt«. Og så indser han, at opgaven er for uoverskuelig for ham alene. Han får brug for hjælp. 

Rystet klatrer Fenger op gennem lugen og henvender sig straks til et par af de modstandsfolk, som efter ordre fra baron Niels Rosenkrantz bevogter prammen. Smittefaren fra koncentrationslejrfangerne er direkte synlig, meddeler doktoren og tilføjer, at fangerne under ingen omstændigheder må blande sig med lokalbefolkningen. Baronen kommer til for at få et kig ned gennem lugen. Det er chokerende, hvad han ser.

Han har aldrig troet, at mennesker kunne se sådan ud, fortæller han senere: »Det var meget ubehageligt, og da jeg kom hjem om aftenen og havde oplevet det, blev jeg ligefrem syg. Den oplevelse af at have set det gjorde mig fuldstændig ude af den.« Nede på kajen fortæller Fenger sin hustru om de sultende og ødelagte fanger, han lige har mødt, og sammen beslutter ægteparret, at hun skal køre til den nærliggende landsby Borre for at hente alle de rugbrød, der kan skaffes.

De vil også forsøge at hente junger med mælk oppe fra Søndergården, der hører under Klintholm Gods. På vej hen til de modstandsfolk, som skal hjælpe hende med at hente forsyninger, får Albertine Marie Helene Fenger øje på de tyske gendarmer ombord på slæbebåden Danzig, der bugserede prammen ind til Klintholm Havn. På dækket spiller de uniformerede tyskere musik, synger, spiser og ryger cigaretter. Den muntre stemning støder Albertine, som nu kender til prammens dystre last.

Mens doktor Fenger venter på brød og mælk, får han sat et par andre vigtige ting i værk. Først ringer han til Stege, hvor han ved, at et par potentielle hjælpere bor. De meddeler doktoren, at de vil ankomme snarest. Dernæst sætter han en gruppe lokale mænd i gang med at bygge primitive lokummer på havnen. Nogle af de nu forhenværende fanger ombord kan dog ikke vente og sætter sig på prammens lønning.

Deres ekskrementer løber direkte ned i havnebassinet. En ram lugt af lort driver ind over fiskerlejet, og spor af afføring på fangedragterne og det pjaltede tøj afslører, at de under sejladsen benyttede lastrummene som toilet. En af polakkerne fortæller senere, at da nogle af fangerne undervejs forrettede deres nødtørft ved lønningen, mistede de balancen og faldt overbord.

Tyskerne skød efter dem. Til sidst turde ingen længere gå op på dækket. Efter noget tid vender fru Fenger sammen med et par modstandsfolk tilbage til Klintholm Havn. De parkerer deres lastvogn tæt på prammen og åbner bagsmækken til ladet, hvor der ligger cirka 125 rugbrød. Flere modstandsfolk stimler hurtigt til og hjælper med at bære forsyningerne over på prammen. Den lokale vilje til at hjælpe gør sig også gældende hos Søndergården, som sender knapt 400 liter frisk mælk i store junger til havnen.

Kort tid efter at den første ladning nødhjælp er ankommet til Klintholm Havn, triller en personvogn fra Stege ind i fiskerlejet.

Skibet fra helvede: Rædslerne fra Anden Verdenskrig drev i land på Møn, mens danskerne fejrede befrielsen
Lastrummet i den sorte varevogn fra Lindholm Forsøgsstation er proppet med brød som doktor Fengers hustru, Albertine Marie Helene Fenger har hentet sammen med lokale modstandsfolk.
Credit: Møns Lokalark

I bilen sidder de to hjælpere, som blev tilkaldt for lidt siden. Det er hovedbyens praktiserende læge, Bendt V. Mortensen, og hans hustru, Helene Mortensen, leder af den lokale Dansk Røde Korsafdeling på Møn. De aner ikke, hvilken opgave de snart står overfor, men for fru Mortensen skal redningsaktionen blive hendes livs vigtigste mission. Ved kajen møder lægeparret doktor Fenger og baron Rosenkrantz, som begge virker lettere chokerede og nervøse over opgaven med den udsultede og dødssyge skare i bunden af prammen. Sammen begynder de fire mønboere at planlægge, hvordan hjælpearbejdet skal gribes an. Ét er helt sikkert: Ingen af dem er klædt på til at kunne klare opgaven alene – ikke engang sammen er de nok.  

Den 47-årige Helene Mortensen overtager på vegne af Dansk Røde Kors officielt ansvaret for de hundredvis af forpinte mennesker og går straks i gang med at organisere maden på havnekajen. Hun har endnu ikke set, hvad der gemmer sig i lasten. Det har indtil denne dag slet ikke været en del af en lokalafdelings opgaver at påtage sig krigshjælpearbejde, men fru Mortensen er den oplagte til at kunne lede og organisere så gevaldig en opgave. Dansk Røde Kors bistår staten ved humanitære katastrofer og overtog den 5. maj om morgenen officielt ansvaret for de op mod 18.000 ikke-tyske flygtninge, der i ugerne op til Befrielsen er havnet i Danmark. Det kan kun lade sig gøre at klare opgaven ved at mobilisere Dansk Røde Kors’ store kreds af frivillige rundtomkring i landet. 

Mens Helene Mortensen sætter gang i sit arbejde på kajen, kravler hendes mand ned i prammen for med egne øjne at se, hvem og hvad der er tale om. Under dækket bliver den 46-årige Bendt V. Mortensen ligesom doktor Fenger mødt af en tysktalende Franciszek Wysocki, som viser ham rundt i den ildelugtende fangetransport og beretter om den kritiske helbredstilstand ombord.

Under inspektionen mellem de mange afkræftede mænd, kvinder og børn noterer Bendt V. Mortensen sig, at polakken virker handlekraftig og udviser lederevner. Det sker, da Wysocki flere gange forklarer nogle oprørte landsmænd, at de ikke må forlade prammen, fordi de danske læger frygter et smitteudbrud. Han er den oplagte kontaktperson mellem de danske hjælpere og de fremmede ombord, vurderer Mortensen, som udnævner Wysocki til en slags forbindelsesofficer. Hans første opgave bliver at skabe ro i lastrummene, hvor flere folk højlydt jamrer efter mad. De forstår ikke, at de ikke må komme på land.

Skibet fra helvede: Rædslerne fra Anden Verdenskrig drev i land på Møn, mens danskerne fejrede befrielsen
Fanger i bunden af prammen.
Credit: Møns Lokalarkiv

Det er mange timer siden, at tyskeren meddelte dem, at de var fri. Ordene, som Wysocki oversætter fra den danske læge, får hurtigt flokken til at dæmpe sig:

»De forsikrer os om, at vi ikke mere skal frygte noget fra tyskernes side. Vi er på den danske ø Møn, og fra dette øjeblik er vi under de danske myndigheders beskyttelse,« råber han.

Inden længe vil de to danske læger tilse dem alle, lover han, men først skal de spise. Noget, mange af fangerne ikke har gjort i flere dage, og som er ved at drive flere til vanviddets rand.

Rygterne om en flodpram, der er blevet bugseret ind i Klintholm Havn med en skræmmende last, når hurtigt frem til redaktionen på Møns Dagblad i Stege.

Her sidder den energiske 20-årige journalistelev Gert Munch. En lidenskabelig sjæl, som giver sig fuldt ud i alt, hvad han foretager sig. Han haster afsted østover.

I virvaret af redningsfolk på havnen hører Munch, at prammens last stammer fra koncentrationslejren Stutthof i det nordlige Polen og rummer alskens sygdomme. Dysenteri, tuberkulose, tyfus og måske plettyfus. Journalisteleven finder frem til Fenger og Mortensen.

Det er farligt at gå ombord, men han overbeviser dem om vigtigheden af historien. Den unge avismand får herefter tilladelse til at passere de danske modstandsfolk på kajen, og øjeblikke senere tager han notater til sit livs historie. Det syn, han møder, skal for evigt følge ham – nazisternes forbrydelser bliver næsten en besættelse.

Skibet fra helvede: Rædslerne fra Anden Verdenskrig drev i land på Møn, mens danskerne fejrede befrielsen
Modstandsbevægelse bevogter kulprammen i Klintholm Havn.
Credit: Møns Lokalarkiv

Igen tager Franciszek Wysocki imod nede i mørket. På tysk introducerer Munch sig som dansk journalist fra den lokale avis og lader sig herefter vise rundt. Han væmmes også ved synet af de syge og svækkede skikkelser i stribede uniformer, men mere end medlidenhed er det vrede, som vælder op i ham.

De tyske fangevogtere har ikke hjulpet de mange mennesker væk fra krigens elendighed, tænker han, men derimod handlet som kujoner i panik ved at sende fangerne over Østersøen.

Wysocki beretter til journalisteleven, at der under flugten hver dag døde mellem 15 og 20 mennesker. De døde blev kastet overbord, så man undgik rådnende lig. Han fortæller også, at da flugten fra Stutthof begyndte i slutningen af april, blev hundredvis af fanger efterladt, mens de lå pinte af tortur, tyfus eller dysenteri.

Gert Munch fylder notesblokken. En anden af de tidligere fanger kan afsløre, at den ældste ombord er en 71-årig kvinde. Den yngste er en kun 12-årig dreng, som har været nazisternes fange i to år, lyder det.

Hvert menneskes historie er en tragedie, konstaterer Gert Munch. I løbet af de første dage efter 5. maj fotograferer flere forskellige personer rædslerne, som det lille fiskerleje pludselig står med. Det er usikkert, hvem der tager de tidligste billeder, men nogle af dem bliver i hvert fald knipset i forbindelse med Gert Munchs første besøg i lastrummene.

Selv tager han hele tiden notater. Brikker i billeder og ord, der senere skal blive til en stort opsat reportage. En mand, hvis højre ben er amputeret til over knæet, humper støttet af to trækrykker forbi den unge journalist.

Skibet fra helvede: Rædslerne fra Anden Verdenskrig drev i land på Møn, mens danskerne fejrede befrielsen
Doktor Fenger og journalist Gert Munch Yderst til venstre på besøg i Stutthof 1960.
Credit: Johannes Lundstrøm

Længere fremme i halvmørket bukker Gert Munch sig for at få kontakt til en synligt mager mand i stribet fangedragt, der varmer sig under et slidt tæppe. Den voksne mand stirrer på Munch med sine udslukte øjne og trækker sit højre bukseben op til midt på låret for at vise, hvor tynde hans ben er. De er ikke større end overarmene på en yngre skolepige, og hans knæ er blødende sår.

Videre mellem de hundredvis af tidligere fanger opdager Gert Munch en halvvoksen knægt, der sidder op ad prammens skrog med korslagte arme over benene. Han forsøger at få varmen. Ved siden af, under det samme tæppe, ligger en mand, som ikke har formået at spise noget af det udleverede rugbrød.

Skibet fra helvede: Rædslerne fra Anden Verdenskrig drev i land på Møn, mens danskerne fejrede befrielsen
Spisetid ombord på prammen.
Credit: Møns Lokalarkiv

En kortklippet skikkelse iført fangedragt holder om ham og ser bedende op mod danskeren. Manden under tæppet har lukkede øjne, hans mund er lidt åben. Huden i ansigtet ser hård og læderagtigt ud. Kun sveden i panden afslører, at han ikke er død endnu. Et foto fanger det forpinte udtryk.

Synet og oplevelserne i bunden af prammen ville sende mange hurtigt retur til land, men ikke Gert Munch. Han vil se og vide mere. Noget i ham siger, at det er vigtigt, det, han har gang i. Han står midt imellem beviserne på nazisternes forbrydelser. 


Skibet fra helvede: Rædslerne fra Anden Verdenskrig drev i land på Møn, mens danskerne fejrede befrielsen

Den 5. maj 1945 om morgenen, mens beboerne på Møn vågnede efter at have fejret frihedsbudskabet, blev en flodpram bugseret ind til det lille fiskerleje Klintholm Havn. Ombord på prammen var 345 fanger fra kz-lejren Stutthof, og en redningsaktion uden sidestykke tog sin begyndelse. 

Her starter fortællingen om en lokalbefolkning, der ved et tilfælde blev hvirvlet ind i verdenshistoriske begivenheder og udviste et unikt sammenhold og hjælpsomhed. Og det er også fortællingen om at blive reddet fra rædsler og skulle slå sig ned i et nyt og fremmed land.

Skibet fra helvede er den bemærkelsesværdige historie om, hvordan rædslerne fra 2. verdendskrig drev i land i et lille dansk øsamfund og satte befrielsesfesten på pause. For mønboerne, modstandsfolk og lokale læger satte deres eget liv på spil og kastede sig ind i arbejdet med at hjælpe de udsultede, syge og døende kz-fanger. 

Du kan købe Skibet fra helvede online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Vil du have flere anbefalinger til spændende bøger? Så læs her: 10 nye bøger du skal læse i helligdagene