Fiktion

Når digteren er en samfundsobservatør. Naiha Khiljee debuterer med digtsamlingen Kære søster

Debutant Naiha Khiljee er aktuel med Kære søster – en samling skarpe og humoristiske digte om præstationskultur, forskelsbehandling, livsglæde og stigende fremmedhad.


For mindre end et år siden gav Naiha et interview til dr.dk med videoklip, hvor hun reciterede to af sine digte. Den performance fik en hel forlagsredaktion til at spærre øjnene op, og få dage senere havde hun en bogkontrakt.

Spoken word har på flere måder været en katalysator for Naihas kærlighed til sproget. Vi har spurgt hende, hvad det er, den kunstform kan, hvad det er for et “vi”, som er på færde i hendes digte, og om digteren er en samfundsobservatør.         

Hvad betyder spoken word for dig?

Spoken word poesi er en mundtlig poesi-form, og digtene spejler derfor også den daglige tale med elementer af forkert grammatik, slang, danglish og hvad der ellers forekommer af sjove ting i daglig tale. Slang, dialekter og anvendelse af forskellige sprog er kun en berigelse for spoken word-kunsten. Det synes jeg er sjovt, fordi mennesket træder frem i kunsten på en anden måde, end det gør i klassisk poesi. Jeg synes også, det gør det nemmere at relatere til, fordi der er en umiddelbarhed i kunsten, som jeg tror taler til mange mennesker.

LÆS OGSÅ: Oprør er også for pæne piger. Naiha Khiljee debuterer med digtsamlingen Kære søster

Hvordan opdagede du spoken word?

Jeg opdagede spoken word, da jeg var på udveksling i den canadiske by Toronto. Toronto er kendt for at have en meget aktiv kunstscene og har produceret nogle af de største navne inden for musik, film, poesi osv. At være i hjertet af byen og opleve spoken word på en lille propfyldt café for første gang var helt magisk.

Optræderne leverede en helt særlig blanding af skuespil, rim, rytme og historiefortælling. De gik fra at være ganske “almindelige” mennesker, som sad på bordet ved siden af i caféen, til at blive mytiske figurer på scenen med mikrofoner i hænderne.

Den forvandling synes jeg stadigvæk er noget af det stærkeste ved spoken word. At det er så jordnært og overmenneskeligt på samme tid – når det altså er bedst. 

Hvad er det, den kunstform kan?

Spoken word-kulturen har en indbygget modstand mod magtstrukturer, hvor end de forekommer – om det er i form af forfinet smagsdommeri i litteraturkredse, eller om det er i form af statens forskelsbehandling af borgere. Den modstand trives i spoken word-kulturen og er derfor et rigtig godt redskab til at sætte fokus på de ting, som ikke fungerer i dagligdagen.

Samtidig er der en enorm styrke og sårbarhed i leveringen af spoken word-digte, hvilket jeg tror kan give et kunstnerisk rum, som er mere personligt og interaktivt, end hvad vi fx. ser i klassisk teater-regi. I Toronto var der altid en tæt dialog mellem kunstner og publikum – bl.a. i form af de ikoniske knips fra publikum under optrædener. 

I flere af bogens digte optræder stemmer, som tydeligvis ikke direkte er digterens egen stemme, men som på forskellig vis kommenterer problemer og fænomener i samfundet.

Er digteren i bogen en samfundsobservatør?

Ja, helt sikkert. Digteren er en person på kanten af de fleste af sine beretninger – hvilket gør, at digteren også ofte vender blikket mod sig selv for at se, hvad samfundet afslører om digterens spejlbillede. Det bliver bl.a. tydeligt i et digt som “12-talspige//Hustler”, hvor digteren bliver konfronteret med sit eget ønske om at præstere og vinde anerkendelse fra andre. 

LÆS OGSÅ: Naiha Khiljee har skrevet en digtsamling om racisme, kvinderettigheder og hæsblæsende gode dage – smuglæs!

Hvad betyder præstationskultur for dig?

Præstation er et vigtigt emne for mig, fordi jeg konstant ser hvad der sker med mennesker, der lever under præstationspres. Jeg tror ikke, det er sundt for nogen at leve med følelsen af hele tiden at skulle levere noget særligt til omverdenen, hvilket desværre virker til at være normen i vores samfund.

Vi forventes at knokle i skolen for at få tilfældige tal på et stykke papir, vi forventes at lege modeller på vores sociale medier for at få likes, vi forventes at bage glutenfri, veganske speltboller derhjemme for at bevise, at vi kan passe på den samme krop, som vi bruger mindst 37 timer på at smadre i løbet af ugen.

Det er selvfølgelig sagt karikeret, men det kan godt føles lidt meningsløst at levere sit liv og sin sjæl til et system der virker så tilfældigt. Det håber jeg, vi kan blive klogere på i fremtiden.

Digte opererer ofte med et lyrisk “jeg”. I flere af dine digte er det et lyrisk “vi”. Hvordan kan det være? 

For mig er det meget vigtigt at anse mennesker som en del af et fællesskab. Jeg tror, vi som samfund har bevæget os et sted hen, hvor vi tror, at vi kan lære den enkelte person at kende som individ, men jeg tror i virkeligheden, at det er langt mere sigende at lære en person at kende via de fællesskaber, personen indgår i, og hvordan personen indgår i dem.

På mange måder er der en levende kærlighed til fællesskabet igennem digtsamlingen. Kærligheden får forskellige former og bliver personificeret igennem forskellige karakterer som fx. fasteren i “Min faster er bedre end din faster” og broren i “Shabab”, men der er er en gennemgribende fællesskabsånd, som jeg synes er vigtig, for at mennesket kan fungere.

Der er også mange digte om at være høj på livet. Hvad tænker du om det?

Digtene om at være høj på livet er nok en påmindelse, både til mig selv og læseren om de ting, der er værd at kæmpe for. Et digt som “Mit hjerte er mæt” fortæller fx. historien om digterens møde med en mand i et bjergområde, som udstråler en kærlighed og barmhjertighed, der for mig er nok til at få lyst til at tro på det gode i alle mennesker.

Samtidig er digtene med til at fortælle en historie om, hvem digteren er – nemlig en person, der elsker livet lige så passioneret, som personen kæmper for et bedre samfund. 

Hvad er et “sanseligt geni”?

Et sanseligt geni er en person som mærker verden på en lidt mere intens måde end gennemsnittet – lugte er lidt stærkere, lyset lidt skarpere og lydene lidt højere. Det er, hvad man i andre sammenhænge ville kalde en “særligt sensitiv” person. Jeg synes bare, det udtryk er lidt nedern, fordi det lyder som om, der er noget galt med én, hvis man er særligt sensitiv. Derfor blev det i digtet til en slags superkraft – sansernes superman – et sanseligt geni.

På mange måder er det også, hvad jeg prøver at gøre med mine digte – at fremhæve en råstyrke, der kan gemme sig bag dét, som på overfladen kan ligne noget negativt.


Naiha Khiljee: Kære søster

Naiha Khiljee, Kære søster

Spoken word-kunstner, aktivist og uddannet i psykologi på Københavns Universitet og University of Toronto. Dette er Naiha Khiljees baggrund udover hendes litterære kapacitet.

Nu er hun debuteret med digtsamlingen Kære søster, der med humor og skarpe iagttagelser skildrer emner som dagens feminisme og fremmedhad.

Du kan købe Kære søster online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.