Fagbøger Historie

Nyhedsdækningen under Hitlers regime. Smuglæs i Sidste nyt fra Berlin

Sidste nyt fra Berlin

Sidste nyt fra Berlin præsenterer et vigtigt historisk vidnesbyrd, der viser, hvor svært det er at berette om store historiske begivenheder, mens de finder sted. Smuglæs i bogen her.


Sidste nyt fra Berlin

Beretningen om hvordan danske journalister dækkede de gruopvækkende begivenheder der fandt sted under Hitlers regime fra 1933. Bogen undersøger, hvordan begivenheder som Hitlers magtovertagelse, De Olympiske Lege i Berlin og Krystalnatten videreformidles til de danske avislæsere.

I Sidste nyt fra Berlin får læseren et indblik i journalisternes hverdag og arbejdsforhold, hvor det gjaldt om at holde gode miner til slet spil for overhovedet at få lov til at skrive noget som helst. I en evig slingren mellem Goebbels’ propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium forsøger de udsendte journalister alle at få deres del af sandheden.

Forfatter Lars-Martin Sørensen er ph.d. og forskningsleder ved Det Danske Filminstitut. Han har tidligere skrevet Dansk film under nazismen, der afslørede den danske filmbranches samarbejde med Nazityskland.

Du kan købe Sidste nyt fra Berlin online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16. september 2019.



Lars Martin Sørensen

Sidste nyt fra Berlin


Introduktion: Øjeblikket og overblikket


Det Tredje Rige, “En Befaling fra Skaberen!”

Uniformer og Faner, Proklamationer og Taler, højstemt Begejstring på Nazisternes Partidag

Fra vor Korrespondent,

BERLIN, FREDAG

Hele Tyskland aander og tænker og taler i Dag kun om Nürnberg. Aviserne er fulde af Beskrivelser og Partikongressens Radio giver Talerne hele Dagen, og alle Mennesker, man træffer, taler kun om, hvad der foregaar nede i den sydtyske By.


Sådan indleder Berlingske Tidendes berlinerkorrespondent sin reportage fra nationalsocialisternes partikongres i Nürnberg på forsiden af den lørdagsavis, som den 2. september 1933 rammer Berlingskes læsere i Danmark. Et øjebliksbillede fra Tyskland, et land, hvor efterskælvene fra nazisternes magtovertagelse i de tidlige vinter- og forårsmåneder stadig rumler. Beretningen fortsætter:


Hitler tager plads på Tribunen under et vældigt Hagekors. Øverst på Tribunen står Fanfareblæserne og nu paa et givet Signal smælder en Fanfare ud … Stabschef Röhm, S.A.-Hærens Fører, træder frem. Under fuldstændig Tavshed læser han Navnene op paa de mange Hundrede Nazister, der i de senere Aar er blevet skudt i Kampen mod Kommunisterne. Dæmpede Trommehvirvler ledsager den endeløse Opremsning …


Baron Cai Schaffalitzky de Muckadell, hedder Berlingskes Tysklandskorrespondent i 1933. Og hans ordvalg i reportagen vidner om, at han ikke blot beretter om den begejstring, mange – men bestemt ikke alle –tyskere følte i de dage. Nej, korrespondenten er begejstret og formidler sin begejstring til sine hjemlige læsere. Overskriften slår religiøse toner an, han oplever og fortæller ikke om endnu et paradenummer i den endeløse række af de pompøst koreograferede masseoptrin, der tjente til at opbygge og cementere personkulten om Hitler som førerskikkelse. Berlingskes udsendte baron er historiens øjenvidne i øjeblikket, og han suges ind af begivenheden og begejstres over det, han bevidner. Og han har af gode grunde ingen anelse om de rædsler, der venter forude. Ti år senere indledte de allierede massive bombardementer af Hamburg:


… klokken tyve minutter over et rejste der sig en ildstorm så intens, som intet menneske ville have troet muligt … Bag sammenstyrtende facader skød flammer høje som huse op, med over 150 kilometer i timen rullede de som flodbølger gennem gaderne og snurrede som cylindre af ild i sælsomme rytmer henover de åbne pladser. I nogle kanaler brændte vandet. Sporvognenes glasruder smeltede, sukkerforrådet kogte i bageriernes kældre. De, der var flygtet op fra beskyttelseskældrene, sank grotesk forvredne ned i den flydende asfalt, hvor tykke blærer boblede op … Fra nogle flakkede de små, blålige fosforflammer stadig, andre var brændt brune eller purpur og skrumpet ind til en tredjedel af deres naturlige størrelse. De lå sammenkrummet i pøle af deres eget delvist afkølede fedt … man kunne bære asken fra en hel familie bort i en enkelt vaskekurv.


Sådan så der ud i Hamburg efter de allieredes ’Operation Gomorrah’ i sensommeren 1943. Sådan så Det Tredje Riges endeligt ud, år før de sidste bomber var kastet. Beskrivelsen stammer fra den tyske litterat W.G. Sebalds essay Luftkrig og Litteratur. Den gru har tyske forfattere ifølge Sebald fortrængt fra deres bøger; scenerier som det ovenfor beskrevne har kun få haft lyst til at nedfælde på papir. De er uønskede erindringsbilleder, som Sebald har måttet grave dybt for at fremdrage.

Der ligger både et tidsspænd og et erkendelsesspænd mellem Sebalds tilbageskuende analyse, der godtgør, at også tyskerne måtte bære både tabernes skam og så ubegribelige lidelser, at efterkrigstidens forfattere veg tilbage for at beskrive dem, og det øjebliksbillede, Cai Schaffalitzky de Muckadell tegner for Berlingskes læsere. Sebald skaber et overblik. Muckadell beretter om et øjeblik. Et sted mellem de to former for beretning ligger forståelsen af, hvad samtidens mennesker fik ud af at læse dagens avis i en historisk epoke, hvor sidste nyt fra Berlin var noget, man fulgte nøje i Danmark, til tider ængsteligt, til andre tider med fascination, vel oftest med blandede følelser. Når man kender historiens resultater, kan man læse øjebliksberetningerne gennem en helt anden optik. Mellem øjeblikket og overblikket kan man tage en pejling på, hvad mediebrugere kan bruge medier til i et mere generelt perspektiv. Hvad kunne man vide om Hitlers Tyskland? Hvornår og hvordan blev det fortalt? lyder denne bogs centrale spørgsmål.

I årene fra Hitlers magtovertagelse og frem til invasionen af Danmark og Norge den 9. april 1940 tog danske skribenter et utal af pejlinger på ’det nye Tyskland’, på nazisternes ambitioner, intentioner og handlinger. Danske aviskorrespondenter og lejlighedsskribenter skrev hjem om forholdene i Tyskland, og flere af de professionelle skribenter udgav også erindringsbøger efter krigen. Disse tekster udgør en række kilder til historien om, hvordan Det Tredje Rige blev fortalt, og indirekte også en karakteristik af fortællerne og den erkendelsesproces, de gennemgik i årene op til og under Anden Verdenskrig. For en ’koncentrationslejr’ var ikke det samme i 1933 som i 1945. Begrebet udviklede sig fra at dække over en midlertidig opdragelseslejr, hvor modstandere af den nazistiske revolution blev tilbageholdt, indtil revolutionen var vel overstået, til de ’dødsfabrikker’ med ligdynger foran krematorieovnene, man tænker på, fra de allierede tropper befriede lejrene, og frem til nutiden. Og Cai Schaffalitzky de Muckadell var ikke helt så begejstret for Det Tredje Rige i 1938, som da han rapporterede fra partidagen i september 1933. Den tidligere søofficer var ifølge Hans Hertel en mand, som i sin tid som berlinerkorrespondent fra 1932-38 havde “et signeret foto af Hitler stående på sit flygel og spillede gerne efter propagandaminister Goebbels’ melodibog”. Baronen blev kaldt hjem fra Berlin i 1938, og da Tyskland kapitulerede i 1945, trådte han af som redaktør af Berlingske Aftenavis. Han kom og gik med Hitler, så at sige. Så både de ting, der blev fortalt om, og fortællerne selv forandrede sig, mens Tyskland marcherede imod afgrunden.

De vilkår, korrespondenterne arbejdede under, satte tydelige spor af desillusion og kynisme i særligt deres erindringsbøger. Deres hverdag i Hitlers Berlin gav dem indsigt i langt mere, end de kunne skrive hjem om. Og misforholdet mellem, hvad de vidste, og hvad de kunne fortælle, står som en stadig kilde til både frustration og resignation. De måtte konstant manøvrere i et vanskeligt krydsfelt af magtinteresser, som indsnævrede mulighederne for, hvad der kunne fortælles om forholdene i Tyskland. Leder man efter finurlige eksempler på, at de tyske myndigheder blev snøret af en snedig journalist, som mellem linjerne fortalte sine danske læsere en historie, nazisterne ikke brød sig om, finder man generelt kun ubetydeligheder. Men det var ikke kun de tyske myndigheder, der satte snævre rammer for korrespondenternes virke. Også det danske udenrigsministerium og danske diplomater i Tyskland fungerede ofte som tyskernes forlængede og censurerende arm. Og endelig afgjorde redaktionssekretariaterne i København, hvad der skulle bringes i avisen, i hvilken opsætning og sammenhæng. Så forestillingen om reporteren som den ensomme ulv, der opsnuser en vigtig historie og formidler den frit til sine læsere, er håbløst romantisk.

Det er fortællerne, deres arbejdsvilkår og beretninger, denne bog handler om. Som sådan udgør bogen én historie om, hvordan Tysklands vej imod katastrofen blev fortalt for danske læsere – ikke historien. For det primære kildemateriale, tusinder af avisartikler, er uhyre heterogent. Avisernes holdninger og udlægninger stritter – som jeg skal vise – i så mange forskellige og ofte indbyrdes modstridende retninger, at dette forbehold skal understreges.

Det primære fokus er viet berlinerkorrespondenterne, for selvom også lejlighedsskribenterne lagde penselstrøg til det billede, man som læser kunne danne sig af Hitlers Tyskland, så er det nyhedsstoffet, som mest kontant beretter om den politiske udvikling, der fik direkte konsekvenser for samtidens læsere. Desuden foretager jeg et udblik til den sammenhæng, nyhederne fra Berlin blev præsenteret i, og de hjemlige journalisters kommentarer til det sidste nye. For de begivenheder, der i dag har vundet status som historiske korsveje, blev eksempelvis diskuteret på lederplads og måtte konkurrere med andre – i dag glemte – historier om læsernes opmærksomhed. De færreste læser en avis fra start til slut, og det er et åbent spørgsmål, hvilke(n) historie(r) eksempelvis Berlingskes læsere søndag den 4. marts 1934 hæftede sig ved: “Nettet samles tættere og tættere om Stavisky-Banden”, lød en af topoverskrifterne – og så fulgte beretningen om en celeber parisisk mord- og bedragerisag, som involverede både statsadvokater, filmfolk og den østrigske “Operette-Primadonna Rita Georg”. Oprulningen af den sag var flankeret af en notits om det amerikanske samfunds fjende nr. 1, storgangsteren John Dillinger, der havde skudt en fængselsvagt og var brudt ud af Crown Point-fængslet. Også her var der smæk for skillingen, krudtrøg og hvinende bildæk. I den sammenhæng måtte så historien om et afgørende skridt i nazificeringen af den tyske kirke kæmpe om læsernes opmærksomhed. Under overskriften “Nazister paa Prædikestolen og Nazister paa Kirkegulvet!” fortæller de Muckadell om, hvordan “Kirke-Striden i Tyskland nu med raske Skridt nærmer sig sin Afslutning.” Nogle gejstlige er allerede sendt på orlov, mens andre nok skal “faa Kærligheden at føle”, forlyder det. Hvilket ifølge artiklens ordlyd er at betragte som et fremskridt. Det var historien om det nye Tyskland på fremmarch. Eftertiden vil vide, at netop kirkelige kredse dannede den mest organiserede modstand imod Hitlers cementering af sin nyvundne magt. Men ingen kan vide, hvor mange af Berlingskes læsere der fordybede sig i kirkehistorien og måske fornemmede, at nok en bastion imod Hitlers tyranni stod for fald, når både gangsteren Dillinger og celebre ’Operette-Primadonnaer’ fristede i samme opslag. Man kan dog med sikkerhed vide, at læserne havde mulighed for at kende til den nazistiske ensretning af kirkelivet i Tyskland, og at korrespondenten trak den historie i en retning, der var ’det nye Tyskland’ venligt stemt. Man kan også uden videre konstatere, at en avis, der lader to sensationalistiske historier fylde så bastant på forsiden, prioriterer sit stof efter kommercielle alen. Det er ikke pressen som demokratiets vagthund i oplysningens tjeneste, men nyheder som slagvarer, der dominerer her.

Avisforside i bogen Sidste nyt fra Berlin
Et snapshot af tidens mediebillede. Nyhedsprioritering efter kommerciel alen i Berlingske, marts 1934.

I sideblikket til de sensationalistiske historier ligger både et snapshot af det mediebillede, der omgav datidens læsere, og et mere tidløst lærestykke i, hvordan en kommercielt drevet presse prioriterer virkelighedens hændelser. Prioriteringen mellem det væsentlige og det uvæsentlige afgør, i hvilket omfang pressens fyrtårne kaster et lys, samtidens aktører kan navigere efter; visse hændelser får konsekvenser og kanoniseres siden som historiske skilleveje, andre – heriblandt ofte de sensationalistiske historier – har ingen konsekvenser for andre end de direkte implicerede, er derfor ofte dybest set irrelevante og glemmes hurtigt. I den periode, det handler om her, var behovet for klart skinnende fyrtårne akut, for det 20. århundredes mest skelsættende begivenheder nærmest snublede over hinanden fra 1933 og frem til Anden Verdenskrig.

Endelig er 1930’erne en periode, der jævnligt bruges som klangbund for en udbredt ængstelse i vor tid: Er den højrepopulistiske afmontering af de liberale demokratiers basale institutioner første skridt på vejen til samme form for totalitarisme, som førte til Anden Verdenskrig? Kan den omsiggribende manipulation af nettets informationsstrømme sidestilles med den propaganda, der udgik fra Goebbels’ propagandaministerium? Og hvad med undergravningen af de internationale organisationer og traktater, verden byggede som bolværk imod totalitarisme og krig efter 1945? Er verden tilbage på 1930’ernes kurs imod barbariet? I bogens efterskrift bevæger jeg mig fra den historiske, kildebaserede analyse ind i spekulationernes og fremskrivningernes farvand og fremdrager en række af de paralleller og forskelle mellem dengang og nu, som man ganske enkelt ikke kan undgå at hæfte sig ved, når man befinder sig i 2019, mens man gennemtrawler tusindvis af avisartikler fra 1930’ernes historiske skæbnetime.

Kapitel 1

Penneførerne

Den til tider tumultariske omskiftelighed, der prægede tiden fra 1933 og frem til Anden Verdenskrig, satte dybe aftryk på de vilkår, berlinerkorrespondenterne og deres kolleger i Danmark arbejdede under. Det nye regime i Berlin var lige så ømskindet over for negativ omtale, som det var aggressivt i sine klager til danske myndigheder og aviser, når nogen hvæssede pennen imod nazismen. Det tyske gesandtskab i København orienterede rutinemæssigt Udenrigs- og Propagandaministeriet i Berlin om, hvad danske aviser skrev om Tyskland. Negativ omtale medførte prompte diplomatiske protester, trusler om eksempelvis boykot af danske varer og til tider også direkte henvendelser fra den tyske presseattaché til avisernes redaktioner og bestyrelsesmedlemmer. Allerede i marts 1933 indkalder udenrigsminister P. Munch de danske redaktører til en af i alt 94 kammeratlige samtaler op gennem 30’erne, hvor ministeren appellerer til mådehold i kritikken af det, der nu er Hitlers Tyskland. Danmark er et neutralt land, og det skal dansk presse gerne afspejle. I den øvelse måtte Munch og den danske stat være varsom med at fremstå alt for kontrollerende over for pressen. For blev den politiske kontrol med pressen tydelig for tyskerne, kunne Munch ikke fralægge sig ansvaret i prekære situationer med dansk pressefrihed som begrundelse. Så udenrigsministeren var på en vanskelig balancegang. Det var især interviews med tyske flygtninge, skarpe overskrifter og karikaturtegninger, der var på P. Munchs dagsorden i marts 1933. Særligt henstillingen om ikke at bringe udtalelser fra tyske modstandere af det nazistiske regime må antages at have begrænset berlinerkorrespondenternes muligheder for at bringe kritik af forholdene i Tyskland. Men det var karikaturerne, der stod mest blæst om, for selvom Munch formanede, var ikke alle redaktioner lige lydhøre. Eksempelvis i august 1934, hvor Social-Demokraten bringer en tegning af Hitler, Göring og Jesus korsfæstede på Golgata under overskriften “Jesus og de to Røvere”, som afstedkommer polemik på højt plan mellem det tyske gesandtskab i København og Udenrigsministeriet. Dette er bare én af 1930’ernes talrige ’karikaturkriser’, som både P. Munch og statsminister Stauning så sig kaldet til at skride ind over for. Den politiske pression fra både Tyskland og Danmark gik hårdest ud over tegneren Hans Bendix, som i 1934 blev indkaldt til en kammeratlig samtale med Stauning og fik den besked, at hvis han fortsatte med at udgive sit antinazistiske tidsskrift Aandehullet, så måtte han stoppe som fastansat tegner på Social-Demokraten, hvorefter Bendix lukkede bladet.

Den skærpede overvågning af hele det tyske samfund efter Hitlers magtovertagelse reducerede de danske journalisters mulige kildevalg og lokale kontaktnet betragteligt. Både fordi informationsstrømmen fra magtens centrum tilflød pressen i stadig mere strømlinede og beskårne doser, fordi overvågningen af, hvad der blev skrevet, blev stadig mere nidkær, og fordi myndighederne målrettet begrænsede udenlandske journalisters mulighed for at udveksle viden med deres tyske kolleger, som samtidig af gode grunde blev stadig mindre åbenmundede. Isoleringen af udenrigskorrespondenterne blev sat i system; Goebbels’ propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium afholdt separate pressemøder for tyske og udenlandske journalister, og sidstnævnte fik stillet presseklubber til rådighed, hvorfra de kunne arbejde – vigtigst vel nok: havde adgang til at telefonere deres rapporter hjem – og forholdsvis let kunne overvåges og aflyttes af deres tyske værter.

Telefonlinjen fra presseklubberne kunne også afbrydes, når situationen krævede det, som tilfældet var den 9. april 1940, hvor besættelsen af Danmark indvarslede endnu vanskeligere vilkår for den nationale og internationale nyhedsformidling. Med det tyske felttog imod Polen og verdenskrigens udbrud i september 1939 indførte den danske stat censur af udlandsnyheder, som i første omgang blev varetaget af Post- og Telegrafvæsenet. Nyhedsbureauernes bulletiner fra Tyskland var dog allerede censureret fra tysk hold, så danske aviser kunne uhindret trykke, hvad Ritzaus Bureau havde at melde fra Det Tredje Rige. For berlinerkorrespondenterne betød krigsudbruddet i efteråret 1939 nok en beskæring af deres kontaktnet: De fleste franske og engelske kolleger forlod Berlin. Politiken rapporterede allerede ugen før krigsudbruddet i september 1939 og dagen efter indgåelsen af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, Molotov-Ribbentrop-pagten, om “en ganske følelig Krigspsykose” i hovedstadens udenlandske koloni. Kun fire franske journalister var tilbage, de engelske havde stort set alle taget turen hjem over enten København eller Amsterdam. Det var den 24. august. Så mens tyske tanks ugen efter rumlede imod den polske grænse for at sprænge rigets grænser imod øst, indsnævredes adgangen til verden uden for de nazistisk kontrollerede sfærer yderligere for de danske korrespondenter i Berlin.

Med besættelsen af Danmark skærpedes den danske censur efter diktat fra tyskerne. Aviscensuren var dansk selvcensur under tysk overvågning, varetaget af Udenrigsministeriets Pressebureau, der fungerede som både en censurende instans, et forhandlingsforum for pressen og de danske myndigheder og en slags stødpude mellem pressen og besættelsesmagten.

Pressen blev mødt med krav om at trykke tyske og danske officielle erklæringer uden ledsagende kommentarer. Senere fulgte en anden type tvangsindlagte artikler, der på bastant vis illustrerede for læserne, hvorledes dagsordenen var sat af både besættere og besatte. Eksempelvis da de tyske myndigheder krævede forsidenyheden om mordet på Kaj Munk bragt side om side med en lige så stort opsat artikel om drabet på en tysk medløber i Slagelse.

Fra første færd udmøntede censuren sig primært i kontante forbud imod artikler om visse emneområder. Særligt militære oplysninger og information om trafik- og forsyningsforhold blev betragtet som følsomme, hvilket var relativt let for pressen at efterkomme. Vanskeligere var det at dæmme op for, hvad tyskerne betragtede som antitysk propaganda, og eftertiden har lunet sig ved de mere eller mindre subtile drillerier, som kvikke hoveder fik sneget igennem på eller mellem linjerne. Mest berømt er vel Kristeligt Dagblads historie fra den 22. august 1940 om, hvordan danske skove hærges af skadedyret bøgenonnen, som “opæder alt, hvad opædes kan” – en humoristisk allegorisering over den tyske besættelse, som i foråret 1945 fik et modstykke i kortfilmen Kornet er i fare, der ligeledes muntrede sig med at mane en skadedyrsplage frem med overtydelig reference til tyskernes hærgen. Den mere direkte kritik af besættelse og samarbejdspolitik fik i juli 1940 sit eget straffelovstillæg, som medførte, at man kunne straffes med fængsel i et år, “hvis man på skrift eller anden måde giver meddelelser, der er egnede til at skade landets interesser”. Så avisredaktørerne blev holdt i ave af den ’frivillige selvcensur’, som de fleste accepterede lettere modvilligt. Dertil kom frygten for tyske repressalier, hvis noget eller nogen blev opfattet som antitysk. I den første tid efter invasionen fulgte en stribe tyske overgreb imod pressefolk; flere blev arresteret, en enkelt døde i arresten, andre – eksempelvis Berlingskes udenrigsredaktør Nic Blædel – fik skriveforbud. Og endelig var der den danske regerings forbud imod det, der kunne bringe den penible samarbejdspolitik i faretruende svingninger. Så selvom der formelt ikke var direkte, generel tysk aviscensur i det besatte Danmark frem til samarbejdspolitikkens endeligt i august 1943, så var der adskillige gode grunde til at træde varsomt. Og varsomheden på de danske redaktioner smittede naturligvis af på berlinerkorrespondenternes albuerum, der i forvejen var voldsomt indskrænket af forholdene i Tyskland. For den legale presses vedkommende var det en skøn illusion, at pennen skulle være stærkere end sværdet.

Korrespondenter og kendisser i Berlin

En aften i slutningen af marts 1940 er berlinerkorrespondenten Jacob Kronika vært for et cocktailparty på det statelige Hotel Adlon ikke langt fra Berlins vartegn, Brandenburger Tor. Rundt om hjørnet, i regeringskvarteret i Wilhelmstrasse, er planlægningen af Operation Weserübung, invasionen af Danmark og Norge, i gang. I løbet af det sidste halvår har Hitlertyskland besejret sin store nabo i øst, Polen. Søkrigen mod Churchills Storbritannien er i gang. Europa har slukket lyset. Men på Hotel Adlon er der lys, varme, klirrende krystalglas og dannet tale. Blandt Kronikas gæster er Associated Press’ chefredaktør i Berlin, Louis P. Lochner, der efter krigen redigerer de 7000 maskinskrevne dagbogssider fra Joseph Goebbels’ hånd, som allierede tropper finder som sodsværtede løsark i Propagandaministeriets bomberamte baggård. Æresgæsten er Karen Blixen. Hun er udsendt af Politiken til at skrive essays hjem fra Berlin, London og Paris, og hun er dødtræt af sine emsige oppassere fra det tyske propagandaministerium, som følger hende overalt i Berlin, og har derfor bedt Kronika om at arrangere en sammenkomst med engelske og amerikanske kolleger, så hun kan få et friskt pust fra den engelsktalende verden. Blixens bestik af nazismen lyder blandt andet som følger:


Når man i nogen tid har forsøgt at lære Det Tredie Rige at kende og har hørt om dets organisation, dets sociale arbejde, dets kunst og arkitektur og dets filosofi og idealer, kan det ske, at man bliver stående stille på gaden og med en følelse af forløsning ser på de soldater, som marcherer vestpå, og som nu skal ud og i lag med folk af en anden art. Ja, man kan komme på den tanke, at det for en race, der har sit ideal og sit formål i sig selv, og som i sit credo forbyder blodblanding, bliver en nødvendighed at føre krig, at føre en hvilken som helst krig, for at holde blodomløbet i orden. Det er dog altid en slags forhold at stå i til andre mennesker: at slås med dem.


At den tyske værnemagt er på vej mod nord for at slås med danskere og nordmænd, erfarer Kronika få dage senere. Den 8. april tager Kronikas rapport fra Berlin Nationaltidendes forside under overskriften: “Truslen imod Nordens Fred. Foruroligende Udvikling det sidste Døgn. Tyskland rejser Tvivl om Sverige og Norges Neutralitet”. Men endnu er der fred og fest på Adlon, og Jacob Kronika er tryllebundet af Politikens udsendte. I sin erindringsbog Minder fra dengang skriver han lidt over tyve år senere:


Havde jeg kunnet tegne – jeg burde naturligvis have fotograferet, men i teknisk henseende når jeg ikke mere i dette liv at blive en moderne journalist – så ville jeg med min griffel have gjort noget særligt ved den hat, som Karen Blixen ved denne lejlighed bar i Berlins ’Adlon’. Den kan ikke beskrives. Den var stor. Og sort. Og den så ud til at bestå af lutter fjer. Den stod som en uudgrundelig mørk ramme omkring et blegt, lysende ansigt med tindrende øjne.


I essayet Breve fra et land i krig præsenteres Berlin og Det Tredje Rige, som det tog sig ud for Blixens tindrende øjne, få dage før de tyske troppers fremstød mod nord satte en brat stopper for baronessens planlagte Europarundrejse for Politiken. Men skarpheden i Blixens analytiske optik skyldes rimeligvis også efterrationaliseringens klargørende filtrering, for essayet udkom – ligesom flere af berlinerkorrespondenternes erindringsbøger – først efter krigen, og de er derfor ikke noget vindue til, hvad man kunne vide om nazismen i marts 1940. Flere af Blixens iagttagelser fremstår da også aldeles tidløse:


I en totalitær stat må der vistnok nødvendigvis, ved siden af den egentlige embedsstand, udvikle sig en slags politisk gejstlighed, en stab af sociale sjælesørgere. De højststående imellem dem er her lønnede, men de fleste gør ’ærestjeneste’. De har en magt af den samme art som den katholske kirke i dens store tid. Folkets private åndelige velfærd, især dets opdragelse til og forbliven i den rette tro er for en stor del lagt i deres hænder og føles af dem som deres ansvar. De rekrutteres, tror jeg, navnlig fra det, vi kalder middelklassen. Man kan dårligt forestille sig, at dette sociale præsteskab i væsentlig højere grad end det katholske præsteskab kan have noget privatliv – det er andre menneskers privatliv, der udgør indholdet i deres tilværelse, og som de hjælper på, styrer, retleder og aver.


Jacob Kronika
Først den ene vej, og så den anden vej. Jacob Kronika lod sig besnære af nazismen frem til midten af 1930’erne. Så blev han erklæret modstander af Hitlers regime.

Ordene kunne være en karakteristik af den farveløse Stasi-agent i den tyske film Das Leben der Anderen (De andres liv). De kunne også beskrive det massernes tankepoliti, der har tjent diktaturstater som Japan i årene op til Anden Verdenskrig, Sovjetunionen under Stalin og Kina under Maos kulturrevolution.

Byen, folket, forvandlingerne og krigen på hjemmefronten er Blixen langtfra alene om at beskrive fra Berlin for danske læsere. Hun er heller ikke ene om at sidestille politik med religion i oplevelsen og beskrivelsen af Hitlertyskland. Kronika gjorde det også under indtryk af øjeblikkets hændelser i hjemsendte dagbladsartikler til blandt andet Nationaltidende og Flensborg Avis. Han fik også Berlins fald med. Og blev deporteret til en sovjetisk interneringslejr sammen med blandt andre dagbladet Social-Demokratens berlinerkorrespondent Arild Hvidtfeldt og Politikens Robert Christiansen.

Kronika, Hvidtfeldt og mindst nok et dusin danske korrespondenter udgjorde sammen et særligt miljø i det Berlin, der forandrede sig så tumultarisk fra Hitlers magtovertagelse i 1933 til kapitulationen i 1945. De mødtes under dagens dont, blandt andet ved de pressekonferencer nazistyret afholdt for udenlandske korrespondenter fra aviser og telegrambureauer med forskellige politiske ståsteder, nogle af dem af nazistisk observans. En af dem var drengebogsforfatteren Peter Jerndorff-Jessen, som noget præmaturt proklamerede Tysklands sejr på Østfronten for den nazistiske avis Fædrelandets læsere den 10. oktober 1941 under overskriften: “Rusland er knust. Nu kommer Turen til England! Det er i helt koncentreret Form det Facit, som man kan gøre op i Dag.” En anden af Fædrelandets udsendte var journalist Frithiof Rolsted, som Hvidtfeldt kort efter sin ankomst ufrivilligt fik til bords en aften i Propagandaministeriets presseklub. Hvidtfeldt skriver:


Efter et stykke tid med forsøgt samtale, der nærmest var ensbetydende med tavshed, sagde han glad og frisk: ’Nu har vi kendt hinanden så længe, så nu synes jeg vi skal være dus!’ Jeg var så nyankommen, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det kunne føre til, men jeg svarede: ’Jeg er ligeglad, hvad folk siger til mig, men jeg vil gerne blive ved med at sige De til Dem.’ Vi spiste måltidet til ende, men han opsøgte mig aldrig senere, selvom jeg sad alene ved et bord. Der var meget at finde sig tilrette med i begyndelsen.


Skaren af korrespondenter talte også Henrik V. Ringsted og Edvard Andersen fra Politiken, Aage Hjelm-Hansen, B.T.-redaktør Carl Henrik Clemmensen, som blev myrdet af danske nazister, heriblandt Søren Kam, for at kalde en af Fædrelandets journalister for en landsforræder. Der var Helge Knudsen fra Berlingske Tidende, som blev erklæret uønsket af tyskerne i 1943 og erstattet af Poul von Stemann og den angiveligt meget tyskvenlige Jens Tang. Han måtte se sig selv hængt til tørre i det illegale blad De Frie Danske for sin “usømmelige, altid tyskvenlige Tilrettelægning af Telegramstoffet”. Hvidtfeldt beskriver ham med følgende karakteristik: “Tangs særegne mentale ballast bestod i, at han ikke blot var særdeles tyskvenlig, men derudover var anti-engelsk, anti-amerikansk, anti-fransk og anti-russisk, alt lige indædt. Hvilket på det givne tidspunkt var lidt rigeligt for meget af det mindre gode.” Det skudsmål sekunderer Politikens Henrik V. Ringsted med en endnu mere krads salut om, at den noget overvægtige Tangs navn er særdeles passende: “Noget blævrende noget, der står og vajer lidt i strømmen.” Heller ikke Kronika gik ram forbi. Som Højgaard-kredsens kontaktmand i Berlin havde han benyttet sine forbindelser til at videregive oplysninger til denne klike af højrenationale erhvervsmagnater, heriblandt A.P. Møller og Knud Højgaard, om, at Berlin gerne så den danske samlingsregering udskiftet med et apolitisk fagministerium, hvilket kredsen forgæves forsøgte at få kong Christian X til at virke for. Hvidtfeldt beskriver Kronika som hjælpsom og “ubetinget dansksindet, men alligevel var der så meget tyskeri tilbage i ham, at han aldrig selv ville kunne blive klar over det”. En del af det omtalte “tyskeri” udsprang givet af Kronikas forfatterskab til bogen Revolution fra 1935, som var Hitlers projekt venligt stemt, hvilket Kronika med årene fortrød bitterligt og siden undsagde ved enhver given lejlighed – også før krigen.

Så nok var de danske berlinerkorrespondenter kolleger, der dagligt mødtes i presseklubben, til pressekonferencer, på barer og i beskyttelsesrum, som delte tips, rationeringsmærker og til tider sym- og antipatier. De delte den skæbne, krigens vilkår underlagde dem. Men venner var de ikke nødvendigvis. De ideologiske og menneskelige konflikter, den tyske besættelse af Danmark havde trukket skarpt op på hjemmefronten, delte også vandene og vilkårene for deres journalistiske virke i Hitlertysklands hovedstad. Men selvom korrespondenternes politiske ståsteder i udgangspunktet satte skel mellem dem, skete det ikke sjældent, at mødet med det berlinske propagandamaskineri fik selv erklærede nazister på andre tanker. Berlingskes Helge Knudsen opregner i sin erindringsbog adskillige eksempler på nazistiske korrespondenter fra flere lande, som enten opgav nazismen, fordi omfanget af løgn og intimidering fra de tyske myndigheders side blev for overvældende, eller bare kom for skade at udtrykke så skrap en kritik af det “modbydelige System”, at de slet og ret blev deporteret.

Hverdag i Wilhelmstrasse

Fra det noble Hotel Adlon, hvor Karen Blixen var midtpunkt for Kronikas cocktailparty få dage før invasionen af Danmark og Norge, til det punkt imod syd, hvor Berlinmuren i årtier skar byen op i øst og vest, kan man spadsere ad Wilhelmstrasse på cirka et kvarter. Gaden ligner i dag andre tidligere østberlinske hovedstrøg, grå sandstensbygninger, restauranter, internationale kædebutikker. I krydset ved Niederkirchnerstrasse, bag en rest af den Berlinmur, der nu er hakket til ruin af trofæjagende turister, ligger en tom grund. Her lå Gestapos hovedkvarter. Lidt tilbagetrukket fra vejen og det areal, der nu fremstår så påfaldende bevidst ubebygget, ligger museet Topographie des Terrors – ’beskrivelsen af terrorens sted’ – som i plancher, fotos og tekst hårrejsende konkret opruller det voldsregime, der havde sit absolutte centrum netop her, i Wilhelmstrasse.

Billede af Wilhelmstrasse fra Sidste nyt fra Berlin
Wilhelmstrasse i det centrale Berlin var én lang nazistisk magtbastion og et sted, hvor korrespondenterne konstant måtte træde varsomt.

Det var til denne gade, Jacob Kronika, Cai Schaffalitzky de Muckadell, Helge Knudsen, Arild Hvidtfeldt og de øvrige berlinerkorrespondenter kom fra deres respektive lejligheder og værelser rundtom i byen. De kom for at deltage i daglige pressemøder, møde hinanden, tale med – eller som oftest blot lytte til – regimets repræsentanter, kort sagt: for at høre sidste nyt fra Hitlers Berlin. Det foregik i Udenrigsministeriet og Propagandaministeriet. ’Auswärtiges Amt’, Udenrigsministeriet, lå i den nordlige ende af Wilhelmstrasse, op imod Adlon og byens vartegn, Brandenburger Tor, lige ved siden af Hitlers Rigskancelli. Propagandaministeriet havde til huse over gaden længere nede, syd for nutidens tomme grund ved Topographie des Terrors. Og her gik de så, korrespondenterne, under vajende hagekorsbannere blandt Det Tredje Riges spidser, forbi SS-vagterne, ind i von Ribbentrops udenrigsministerium, ud på gaden igen, langs Rigskancelliet, forbi den massive og stadig eksisterende bygning, hvor Görings Luftwaffe i dag er skiftet ud med det tyske finansministerium, hen over Leipziger Strasse, som førte op til presseklubben, få minutters gang mod øst på den trækransede Leipziger Platz. Vejen gik forbi SS-huset, sikkerhedstjenestens hovedkvarter og domicilet for det nazistiske blad Angriff, ned til Goebbels’ propagandaministerium på Wilhelmplatz nr. 68. Wilhelmstrasses nordlige ende var én lang nazistisk magtbastion.

Propagandaministeriet var det første sted, nyankomne danske korrespondenter mødte det officielle Tyskland. Det var her, deres akkreditering som udenlandske journalister blev udleveret. Med fulgte et legitimationskort, som gav lov til at aflytte udenlandsk radio, et privilegium der ikke var forundt almindelige tyskere. Det var også her, man fik udleveret rationeringskort. Ganske rundhåndet fik hver korrespondent, ud over den almindelige ration af kød, smør og brød, også tildelt en ekstra personration og en særlig tobaksration på tyve cigaretter om dagen. Billetter, billeder, tilladelse til at telefonere til udlandet, indbydelser til diverse arrangementer, benzinrationer og sågar rekvisitionssedler til fodtøj hos særlige skomagere, der på grund af lædermangel kun betjente udlændinge, var ministeriet også leverandør af. Nazityskland havde brug for velvillig omtale, og korrespondenternes kår, i hvert fald de materielle, var noget mere komfortable end den kummerlige tilværelse, den menige tysker fristede. Så Propagandaministeriet var en vigtig samarbejdspartner for korrespondenterne, både hvad angik daglig- og arbejdsliv. Og ministeriets ’landereferenter’ stod for både at servicere korrespondenterne og for at overvåge, at de ikke skrev noget ufordelagtigt til læserne derhjemme eller i det hele taget overskred grænserne for, hvad regimet betragtede som god tone og opførsel i og uden for avisspalterne. En uoverlagt bemærkning over en drink i presseklubben efter arbejdstid kunne resultere i deportation, hvis den kom de muldvarpe, Gestapo havde plantet blandt korrespondenterne, for øre. Et privat brev med et bare tilnærmelsesvist tyskfjendtligt indhold ligeså, hvis det blev opsnappet af brevcensuren. Den skæbne overgik i 1943 Helge Knudsen. Han fik indrejseforbud, fordi han havde været lidt for åbenmundet i et privat brev til en britisk kollega. Det gjaldt om at træde varsomt op og ned ad Wilhelmstrasse.

“Fra officiel tysk Side …”, eller “Fra velunderrettede Kilder i den tyske Hovedstad forlyder det …” er faste vendinger i rapporterne fra Hitlers Berlin. De dækker over, at korrespondenten havde sin historie fra et af de daglige pressemøder for udenlandske journalister og måske ønskede at lægge lidt distance til indholdet med den indledende faste vending, der ud over kildeangivelsen også tjente som en advarsel til læserne: Her er det Tyskland, der taler.

I en periode var det Propagandaministeriet, der arrangerede to daglige briefinger, en klokken 12.30 og en anden ved 17.30-tiden. Fra tysk side deltog pressereferenter fra Propagandaministeriet og Udenrigsministeriet, som informerede om henholdsvis inden- og udenrigsforhold. Til stede var ofte også en repræsentant for nazistpartiet og OKW – den militære overkommando. Og så the gentlemen of the press, som ifølge flere kilder oftest kedede sig bravt, fordi der ikke var tale om et reelt pressemøde, men ren envejskommunikation; ofte endeløse tirader vendt imod Tysklands fjender, intetsigende løgnehistorier om tyske fremskridt på alle fronter og i alle det nazistiske samfundslivs forhold, selv da enhver vidste, at nu gik det hastigt fremad for de russiske arméer i øst og de allierede i vest. Men man måtte holde gode miner til slet spil for ikke at falde i unåde, og indimellem var der faktisk stof at skrive hjem om. Et fast indslag ved pressemøderne var “bestilte Spørgsmaal”, som nazistiske korrespondenter havde fået til opgave at stille, så der dog hvilede et skær af tovejskommunikation over seancerne. Denne ikke videre subtile måde at styre emnevalget for briefingen gør både den svenske journalist Arvid Fredborg og Social-Demokratens Arild Hvidtfeldt sig lystige over i deres erindringsbøger. Sidstnævnte beretter om, hvordan han fra 1943, hvor han ankom til Berlin, deltog i daglige pressemøder i både Propagandaministeriet og i Udenrigsministeriet, som konkurrerede om korrespondenternes gunst. Ikke for korrespondenternes skyld, men fordi rivaliseringen mellem de to ministerier var knivskarp. Den udmøntede sig også i, at ministerierne stillede hver sin presseklub til rådighed for korrespondenterne. Propagandaministeriets lå, som allerede nævnt, på Leipziger Platz, Udenrigsministeriets i Fasanenstrasse nær Kurfürstendamm. Fra krigsudbruddet i 1939 overtog udenrigsminister Ribbentrop udlandspropagandaen fra Goebbels og etablerede sin egen presseklub, hvilket fluks fik Goebbels til at investere en halv million rigsmark i en om- og udbygning af klubben på Leipziger Platz. Ribbentrops modsvar kom prompte: Han udstyrede sin klub med swimmingpool, bar, biograf, beskyttelsesrum og keglebane i kælderen. Så der var krig på kniven om at lokke korrespondenterne indenfor. Og selvom de skandinaviske korrespondenter ifølge Fredborg foretrak ’Auslandspresseklub’ i Fasanenstrasse, måtte man “passe paa ikke alt for ensidigt at holde sig til den – det blev straks observeret af ’den anden Side’, dvs. Propagandaministeriet.”

De rammer, korrespondenterne var underlagt, kan bedst beskrives som flydende, til enhver tid genstand for de tyske myndighedspersoners lunefulde omskiftelighed. Der var formelt ingen generel og regulær forcensur ved krigsudbruddet – det kom senere. Ordningen blev slået propagandistisk op som pressefrihed – en frihed med meget stærke modifikationer: Al rapportering måtte holde sig til “autoriserede kilder”, og indholdet i artikler baseret på disse kilder – meddelelser fra hæren, udtalelser fra pressebriefingerne og artikler i tyske aviser – måtte ikke afvige fra kildens tankegang og tendens. Korrespondenterne blev desuden holdt i ave af en stadig blanding af lokkemad, konstant overvågning og intimidering, ikke blot trusler imod den enkelte journalist, men også hans hjemland. I den sammenhæng var pressebriefingerne et vigtigt instrument, som Berlingskes Helge Knudsen forklarer i sin erindringsbog:


Nazisterne bombarderede os med Henvisninger til Bismarcks Ord, hvorefter ethvert Folk maa betale for de Ruder, dets Presse slaar itu. Som slette Pædagoger vilde Nazisterne terpe den ind i Hovedet paa os for at intimidere os. De prædikede for os om vor Pligt til at pleje det gode Naboskab mellem Folkene. Derfor skulle vi kun sysselsætte os med de positive Sider af Nazismen.

… Med Sukker og Pisk skulde vi dresseres til den nye Europas Pressepolitik. Vi blev lokket og truet. Naar blot vi var fornuftige, vilde vort Land faa det som i Paradis, medens i modsat Fald alverdens Ulykker vilde regne ned over det og Gestapo tage sig af os.


Grovkornede og fornærmende udfald imod korrespondenter og deres blade hørte til dagens orden på pressemøderne, hvor det også blev oplyst, hver gang en journalist var blevet udvist af Tyskland. “Det nervepirrende Spil” indebar ifølge Arvid Fredborg, at korrespondenterne måtte balancere “en farlig Linie”, hvor det “der kunde gaa an i Gaar, kan være en Umulighed i Morgen”. Krydsede man den usynlige og bevægelige grænse, som de tyske embedsmænd vogtede nidkært, ventede sanktioner, der spændte fra mundtlige røfler over skriftlige advarsler til møder, hvor man måtte stå skoleret for et af de to ministeriers pressechefer. Herfra eskalerede straffen fra opfordringer til at forlade Tyskland til midlertidig eller permanent udvisning. I yderste instans ventede arrestation og anklager for spionage eller højforræderi. Mellemtrin i denne konfliktoptrapning var regulær sabotage af journalistens arbejdsforhold, eksempelvis udelukkelse fra vigtige arrangementer og telefonspærring. Og sanktionerne blev afstemt efter, hvilket land korrespondenten repræsenterede – der gjaldt en anden alen i strafudmålingen for en allieret italiener end eksempelvis en neutral svensker.

Helge Knudsen
Berlingskes korrespondent i Berlin fra 1938, Helge Knudsen, mente, at pressen var den første stormagt, Hitler besejrede.

Det ekstremt snævre albuerum i forhold til kildebrug og vilkårligheden i rammerne for det tilladte var et middel til at tøjle korrespondenterne. Fraværet af håndfaste regler gav så udstrakt rum for hårdhændet og personlig fortolkning, at man aldrig kunne vide sig sikker og derfor trådte ekstra varsomt. Den britiske historiker Ian Kershaw har beskrevet, hvordan Hitlers magtudøvelse mimede dette fravær af direkte regler og ordrer, som man kunne forholde sig til. Føreren var ikke optaget af at regulere i detaljen, men udstak blot de overordnede mål for sine nærmeste. Så var det op til de lavererangerende i hierarkiet at udføre det, de forstod som ’førerens vilje’. Og da intet middel blev skyet i den øvelse, var resultatet et hensynsløst og uberegneligt despoti, hvor ingen kunne føle sig sikre. Helge Knudsen gør resultatet af Wilhelmstrasses pressehåndtering op med følgende ord:


Har vi Bladfolk taget imod Bordtalernes Hyldest, hvorefter vi var den sjette eller syvende Stormagt; og endnu mere: har vi selv troet paa, at vi har en Opgave og et Ansvar udover Morgenens Forsidesensation i Avisen, saa maa vi også tilstaa, at vi var den første Stormagt, Hitler besejrede. Vort Nederlag var med til at bane Vej for hans andre Sejre. Følgelig maa vi bære vor Del af Medansvaret for det Helvede, han skabte.


Du kan købe Sidste nyt fra Berlin online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16. september 2019.


LÆS OGSÅ: 14 bøger der gør dig klogere på 2. verdenskrig