CarlsenPuls Young Adult-romaner

Slip monstret fri – forfatteren til Six of Crows er tilbage med en ny hæsblæsende roman

den besatte konge, king of scars, nikolai lantsov, grisha, grishaverse, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, bog, bøger, læs, læsning, ungdomsroman, leigh bardugo

Leigh Bardugo er tilbage i Grishaverset! Denne gang handler det om den hemmelighedsfulde prins Nikolai Lantsov, men byder også på gensyn med velkendte karakterer fra det magiske univers. Varm op til udgivelsen af Den besatte konge med bogens første kapitel.

den besatte konge, king of scars, nikolai lantsov, grisha, grishaverse, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, bog, bøger, læs, læsning, ungdomsroman

Dima var den første, der hørte stalddørene smække. Inden for i køkkenet i det lille bondehus boblede det som en gryde i kog. Vinduerne var lukket tæt i imod stormen, og luften var varm og fugtig. Væggene raslede, når Dimas højrøstede brødre prøvede at overdøve hinanden, mens hans mor nynnede og vippede foden i takt til en sang, Dima ikke kendte.

Hun havde hans fars ødelagte skjorteærme i et fast greb i skødet, og synålen bevægede sig som en ivrig spurv ind og ud af stoffet med ujævn rytme, mens den lange, uldne tråd ormede sig elegant frem mellem hendes fingre.

Dima var den yngste af seks drenge. Han var efternøleren, som hans mor havde fået for sent, længe efter at lægen, som hver sommer rejste igennem deres landsby, havde fortalt hende, at det var slut med flere børn. En uventet velsignelse, sagde Mama, når hun knugede Dima ind til sig og pylrede om ham, mens de andre var ude at passe deres pligter. En uønsket mund at mætte, snerrede hans ældre bror Pyotr.

Fordi Dima var så lille, blev han sjældent inddraget i sine brødre vittigheder og ofte glemt i de larmende skænderier om husholdningen, og det var derfor, han som den eneste den efterårsaften, mens han stod ved vasken og skrubbede den sidste af de gryder, som hans brødre havde sørget for at levne til ham, hørte det altødelæggende slam fra stalddørene.

Dima skrubbede endnu hårdere, fast besluttet på at gøre arbejde færdigt og komme i seng, inden nogen fandt på at sende ham ud i mørket. Han kunne høre deres hund, Molniya, klynke på køkkenverandaen og tigge om rester og et varmt sted at sove, mens vinden tog til med et vredt brøl.

Grenene slog mod vinduerne. Mama løftede hovedet, og de grove furer om hendes mund blev endnu dybere. Hun skulede, som om hun havde lyst til at sende vinden i seng uden aftensmad. „Vinteren kommer for tidligt og bliver hængende for længe.“

„Hmm,“ sagde Papa. „Ligesom din mor.“ Mama gav ham et spark med sin støvle.

Hun havde stillet et lille glas kvas bag komfuret om natten som en gave til husspøgelserne, som vogtede over gården og sov bag ved det gamle smedejernskomfur for at holde varmen. Det var i hvert fald det, Mama sagde. Papa rullede bare med øjnene og klagede over, at det var spild af godt kvas.

Dima vidste, at Pyotr, når alle var gået i seng, ville slubre det i sig og spise den tørre skive honningkage, som Mama havde pakket ind i et stykke stof.

„Tipoldemors spøgelse vil hjemsøge dig,“ advarede Dima indimellem. Men Pyotr tørrede bare hagen af i sit ærme og sagde: „Der findes ikke spøgelser, dit lille fjols. Kirkegårdsormene åd Baba Galina til frokost, og det samme vil ske for dig, hvis du ikke holder din mund.“

Nu bøjede Pyotr sig ned og stødte hårdt til Dima. Dima spekulerede tit over, om Pyotr lavede nogle særlige øvelser for at gøre sine albuer mere spidse. „Kan du høre det der?“ spurgte hans bror.

„Der er ikke noget at høre,“ sagde Dima. Stalddøren …

„Der er noget derude, som rider med stormen.“

Hans bror prøvede åbenbart bare at skræmme ham.

„Hold op med at være dum,“ sagde Dima, men han var lettet.

„Hør,“ sagde Pyotr, og idet vinden fik taget til at skælve, og ilden spruttede i kaminen, syntes Dima, at han hørte noget udover stormen – et højt råb i det fjerne, som et sultent dyr, der hylede, eller et vrælende barn. „Når vinden fejer hen over kirkegården, vækker den alle ånderne i de spædbørn, der døde, inden de nåede at modtage deres helgens navn. Malenchki. De tager ud for at lede efter sjæle, de kan stjæle for at tuske sig vej ind i himlen.“ Pyotr bøjede sig ned og borede en finger ind i Dimas skulder. „De tager altid de yngste.“

Dima var fyldt otte nu og var gammel nok til at vide bedre, men alligevel søgte hans blik hen mod de mørke vinduer og ud mod den månebelyste gårdsplads, hvor træerne bøjede sig og skælvede i vinden. Det gibbede i ham. Han kunne have svoret – blot et øjeblik kunne han have svoret, at han så en skygge glide igennem haven, en mørk plet, der var meget større end en fugl.

Pyotr lo og pjaskede sæbevand på ham. „Du bliver da også dummere og dummere, for hver dag der går. Hvem skulle være interesseret i din lille, ligegyldige sjæl?“

Pyotr er bare vred, fordi det var ham, der var babyen før dig, fortalte Mama altid Dima. Du skal prøve at være sød over for din bror, selvom han er ældre, men ikke klogere. Dima prøvede. Det gjorde han virkelig. Men en gang imellem havde han bare lyst til at skubbe Pyotr omkuld, så han kunne se, hvordan det føltes at være den lille.

Vinden aftog, og i den pludselige stilhed var det umuligt at overhøre det skarpe smæld, der genlød over gårdspladsen.

„Hvem lod stalddørene stå?“ spurgte Papa.

„Det var Dimas job at tjekke stalde i aften,“ svarede Pyotr artigt, og hans brødre, der var samlede omkring bordet, klukkede som forfjamskede høns.

„Jeg lukkede dem,“ protesterede Dima. „Jeg satte slåen for!“

Papa lænede sig tilbage i stolen. „Er lyden så noget, jeg forestiller mig?“

„Han tror sikkert, at det var et spøgelse, der gjorde det,“ sagde Pyotr.

Mama så op fra sin lapning. „Du må ud og lukke døren og sætte slåen for, Dima.“

„Jeg skal nok gøre det,“ sagde Pyotr og sukkede opgivende. „Vi ved alle sammen, at Dima er mørkeræd.“

Men Dima kunne mærke, at det her var en prøve. Papa forventede, at han tog ansvar. „Jeg er ikke bange,“ sagde han. „Selvfølgelig går jeg ud og lukker døren.“

Dima ignorerede Pyotrs selvtilfredse udtryk. Han tørrede hænderne og tog frakke og hue på. Mama rakte ham en tinlygte. „Skynd dig,“ sagde hun og slog hans krave op, så han ikke blev kold om halsen. „Skynd dig tilbage, så skal jeg nok putte dig og fortælle en historie.“

„En ny en?“

„Ja, og en god en, om havfruerne fra norden.“

„Er der magi med?“

„Masser. Smut nu.“

Dima kastede et enkelt blik på ikonet af Sankt Feliks på væggen bag døren. Skæret fra stearinlyset flakkede hen over hans sorgfulde ansigt, og hans blik var fuldt af medfølelse, som om han vidste, hvor koldt der var derude. Feliks var blevet spiddet på en æblegren og kogt levende, kun få timer efter at han havde udført miraklet i plantagen. Han havde hverken råbt eller grædt, men blot foreslået landsbyens beboere, at de vendte ham, så flammerne kunne nå om på den anden side. Feliks ville ikke være bange for et uvejr.

I samme øjeblik Dima åbnede køkkendøren, forsøgte vinden at vriste den fra ham. Han smækkede den i bag sig og hørte låsen slå klik på den anden side. Han vidste, at det var midlertidigt, en nødvendighed, men det føltes alligevel som en straf.

Han kiggede tilbage på de oplyste vinduer, mens han tvang sine fødder ned ad trappen til det tørre grus på gårdspladsen og fik den frygtelige tanke, at hans familie havde glemt alt om ham, i samme øjeblik han forlod det varme køkken, og at ingen ville græde eller slå alarm, hvis han aldrig vendte tilbage. Vinden ville slette Dima af deres hukommelse.

Han tænkte på den lange, månebelyste strækning, han skulle forcere, forbi hønsehuset og gåsegården til stalden, hvor deres gamle hest, Gerasim, og koen, Mathilde, stod.

„Med savklinger af stål,“ hviskede han og kørte i forbifarten hånden hen over den nye plov, som om den var en lykkebringende talisman. Han vidste ikke helt, hvorfor klingerne var bedre, men da ploven ankom, var det de ord, hans far stolt havde gentaget over for naboerne, og Dima kunne godt lide deres stærke klang.

Der havde været lange diskussioner ved køkkenbordet om ploven og om alle kongens landbrugsreformer, og hvad de måtte medføre af håb og problemer.

„Vi er på vej mod en ny borgerkrig,“ mumlede Mama. „Kongen handler for overilet.“

Men Papa var begejstret. „Hvorfor bekymrer du dig, når din mave er fuld, og dit tag lige er lappet med tjære? Dette år var det første, hvor vi høstede afgrøder nok til at sælge på markedet og ikke kun mætte os selv.“

„Fordi kongen sænkede hertug Radimovs tiende til en brøkdel af det, den var!“ udbrød Mama.

„Og skal vi være kede af det?“

„Det bliver vi, når hertugen og hans adelige venner myrder kongen i hans seng.“

„Kong Nikolai er en krigshelt!“ sagde Papa og viftede afværgende med hånden, som om problemer kunne verfes væk som piberøg. „Der kommer ikke noget kup uden hærens opbakning.“

De talte i ring, diskuterede de samme emner aften efter aften. Dima forstod ikke meget af det, blot at han skulle huske den unge konge i sine bønner.

Gæssene skræppede og puslede i deres gård, opskræmte over enten vejret eller Dimas nervøse fodtrin, da han gik forbi. Foran sig så han de store, åbne stalddøre, der gik op og i, som om bygningen sukkede, som om døråbningen var en mund, der kunne suge ham til sig i et enkelt åndedrag. Han kunne godt lide stalden om dagen, når sollyset faldt ned gennem taglamellerne, og alting var en duft af hø og af Gerasims prusten og Mathildes misbilligende muhen.

Men om natten forvandlede stalden sig til en hul skal, der ventede på at blive beboet af et eller andet frygteligt dyr – et eller andet snu væsen, der måske lod dørene blæse op for at lokke en dum dreng derind. For Dima vidste, at han havde lukket den dør. Han var helt sikker, og han kunne ikke lade være med at tænke på Pyotrs malenchki, de små spøgelser på jagt efter en sjæl at stjæle.

Hold op, skændte Dima. Pyotr slog selv slåen fra, så du ville blive nødt til enten at gå ud i kulden eller skamme dig over at nægte det. Men Dima havde vist sin bror og sin far, at han kunne være modig, og den tanke varmede ham, da han slog kraven op om ørerne og rystede i den bidende vind. Først da gik det op for ham, at han ikke længere kunne høre Molniya gø. Hun havde ikke stået ved døren og prøvet at snige sig ind i køkkenet, da Dima begav sig ud.

„Molniya?“ sagde han, og vinden tog fat i hans stemme og kastede den fra sig. „Molniya!“ råbte han – kun en lille smule højere, i tilfælde af at noget andet end hans hund befandt sig herude og lyttede med.

Skridt for skridt begav han sig hen over gårdspladsen, mens træernes skygger gøs og skælvede hen over jorden. På den anden side af skoven kunne han se det brede bånd, som var vejen. Den førte helt ned til byen, helt ned til kirkegården. Dima fulgte den ikke med blikket, for det var for let at forestille sig en eller anden slæbende skikkelse, klædt i laser og pjalter, bevæge sig ned ad den med klumper af kirkegårdsjord efter sig.

Så hørte han et dæmpet klynk et sted mellem træerne. Dima skreg, og et par gule øjne stirrede tilbage på ham i mørket. Lyset fra hans lygte faldt på et par sorte poter, pjusket pels og blottede tænder.

„Molniya!“ sukkede han lettet og var taknemmelig over stormens høje jamren. Han kunne ikke klare tanken om, at hans brødre hørte hans pinlige, høje skrig og kom løbende ud blot for at se deres stakkels hund krybe sammen i buskene. „Kom her, tøs,“ lokkede han. Molniya havde trykket maven flad mod jorden og lagt ørene helt tilbage. Hun bevægede sig ikke.

Dima kiggede hen på stalden. Planken, der skulle have siddet på tværs af dørene og holdt dem på plads, lå i busken og var smadret til pindebrænde. Et eller andet sted derinde kunne han høre en blød, våd snøftelyd. Havde et såret dyr fundet vej ind i stalden? Eller en ulv?

Det gyldne lys fra bondehusets vinduer forekom håbløst langt væk. Måske skulle han gå tilbage efter hjælp. Det kunne da ikke være meningen, at han helt alene skulle stå ansigt til ansigt med en ulv. Men hvad nu, hvis der ikke var noget derinde? Eller bare en eller anden harmløs kat, som Molniya havde muntret sig med? Så ville ikke kun Pyotr, men alle hans brødre grine.

Dima slæbte sig frem med lygten i udstrakt arm. Han ventede, til stormen lagde sig, og greb fat om kanten af den åbne dør, så den ikke ramte ham, når han gik ind.

Der var mørkt i stalden, og næsten intet månelys trængte derind. Dima kantede sig længere ind i mørket. Han tænkte på Sankt Feliks’ milde øjne og den tornebesatte æblegren, der gennemborede hans hjerte. Og så kastede vinden sig frem, som om den havde fået vejret igen. Dørene lukkede sig bag Dima med et smæld, og det svage lys fra hans lanterne spruttede og gik ud.

Han kunne høre stormen rase udenfor, men inde i laden var der stille. Dyrene var blevet stille, som om de ventede, og gennem duften af det søde hø kunne han fornemme deres sure frygt – og noget andet. Dima kendte lugten, fra når de slagtede gæs til festmåltiderne: den stærke, varme og kobberagtige lugt af blod.

Gå tilbage, sagde han til sig selv.

Noget bevægede sig i mørket. Dima fangede et glimt af månelys og et skær af noget, der måske var øjne. Og så var det, som om et stykke af mørket brød fri og kom glidende gennem laden.

Dima trådte et skridt tilbage og knugede den nytteløse lygte ind til sig. Skyggen var klædt i laser og pjalter af noget, der måske engang havde været fint tøj, og i et kort, håbefuldt øjeblik troede Dima, at det var en rejsende, der var gået ind i laden for at sove, mens stormen rasede.

Men skyggen bevægede sig ikke som en mand. Den var for yndefuld og for stille, og den krøb fremad på hug.

Dima udstødte et klynk, da skyggen kom nærmere. Dens øjne var kulsorte, og ud fra kløerne på dens fingerspidser bredte nogle mørke årer sig, som om dens hænder var blevet dyppet i blæk. Det var, som om skyggerne, der lå som slyngtråde hen over dens hud, pulserede.

Løb, sagde Dima til sig selv. Skrig. Han tænkte på, hvor tillidsfuldt gæssene bevægede sig hen til Pyotr, og på at der ikke lød en eneste protest fra dem i det korte sekund, inden hans bror vred halsen om på dem. Dumme dyr, tænkte Dima altid, men nu forstod han.

Tingen rejste sig op fra sin bagdel som en sort silhuet, og ud fra dens ryg foldede sig to kæmpestore vinger, hvis kanter bølgede som røg.

„Papa!“ forsøgte Dima at råbe, men ordet lød blot som et lille suk.

Væsnet tøvede, som om ordet på en eller anden måde var velkendt for det Det lyttede, med hovedet på skrå, og Dima tog endnu et skridt tilbage, og et til.

Monstrets blik for hen på Dima, og pludselig var væsnet kun få centimeter væk og tårnede over ham. Da det grå måneskær faldt over dets krop, så Dima, at de mørke pletter om munden og brystet var blod.

Væsnet lænede sig frem og tog en dyb indånding. Tæt på havde det en ung mands træk – indtil det adskilte læberne og trak mundvigene tilbage og blottede nogle lange, sorte hugtænder.

Det smilede. Monstret smilede – fordi det vidste, at det snart ville få sig et godt måltid. Dima mærkede noget varmt glide ned ad sit ben og opdagede, at han tissede i bukserne.

Monstret kastede sig frem.

Døren bag Dima fløj op, da stormen trængte ind. Der lød et højt smæld, idet vinden fejede væsnets klobesatte fødder væk under det og slyngede den bevingede krop ind i den modsatte væg. Slaget fik træpanelerne til at splintre, og monstret faldt sammen i en bunke på gulvet.

Nu kom en skikkelse i gråbrun frakke gående ind i laden med lange skridt og langt, sort hår, som flagrede i en fremmed vind. Månen oplyste hendes ansigt, og nu græd Dima endnu mere, for hun var for smuk til at være et almindeligt menneske, og det betød, at hun måtte være en helgen. Han var død, og hun var kommet for at føre ham til de lyse enge.

Men hun standsede ikke for at tage ham op i sine arme eller bede stille bønner eller sige trøstende ord. I stedet gik hun med fremstrakte hænder hen mod monstret. Hun måtte altså være krigerhelgen, ligesom Sankt Juris og Sankta Alina af Forkastningen.

„Pas på,“ hviskede Dima, af skræk for at hun ville komme til skade. „Den har … sådan nogle tænder.“

Men hans helgen var frygtløs. Hun puffede til monstret med støvlesnuden og trillede det om på siden. Væsnet snerrede, da det vågnede, og Dima knugede hårdere om sin lygte, som om den kunne bruges som skjold.

Med enkelte, hurtige bevægelser fik helgenen lænket monstrets hænder og kløer. Så trak hun hårdt i lænken og tvang det op at stå. Det snerrede ad hende, men hun hverken skreg eller veg tilbage. I stedet gav hun udyret et klask over snuden, som om det var et ulydigt kæledyr.

Monstret hvæsede og sled forgæves i sine lænker. Det foldede vingerne ud én gang, to gange, og prøvede at feje benene væk under hende, men hun knyttede den ene hånd om lænken og kastede den anden frem. Et nyt vindstød ramte monstret og slyngede det ind mod staldvæggen. Det ramte jorden og faldt på knæ og kom vaklende på benene igen på en måde, der fik det til at virke sært menneskeligt, ligesom Papa, når han kom sent hjem fra kroen. Helgenen trak i lænkerne. Hun mumlede et eller andet, og monstret hvæsede igen, mens vinden hvirvlede omkring dem.

Ikke en helgen, gik det op for Dima. En grisha. En soldat fra Den Anden Hær. En stormrejser, der kunne styre vinden.

Hun fjernede sjalet fra sine skuldre, kastede det hen over væsnets hoved og skuldre og førte sit tilfangetagne bytte kæmpende og snerrende forbi Dima.

Hun kastede en sølvmønt hen til Dima. „For ødelæggelserne,“ sagde hun med øjne, der strålede som juveler i måneskæret. „Du har ikke set noget i aften, er du med? Hold tand for tunge, ellers har jeg ham ikke i snor næste gang.“

Dima nikkede og mærkede nye tårer trille ned ad sine kinder. Grishaen løftede et øjenbryn. Han havde aldrig set et ansigt som hendes, det var smukkere end et malet ikon, og øjnene var blå som den dybeste flod. Hun kastede endnu en mønt hen til ham, og han nåede kun lige at gribe den i luften.

„Den er til dig. Du skal ikke dele den med dine brødre.“

Dima så efter hende, da hun sejlede ud gennem stalddørene. Han tvang sine fødder til at bevæge sig. Han ville tilbage til huset, finde sin mor og gemme sig i hendes skørter, men han var desperat efter at få et sidste glimt af grishaen og hendes monster. Han fulgte efter dem, så stille han kunne. I skyggen på den måneoplyste vej holdt en stor vogn med en sortklædt chauffør og ventede. En kusk sprang ned og greb fat om kæden og hjalp til med at få slæbt monstret ind.

Dima vidste, at det på trods af den kølige sølvmønt i hans hånd måtte være noget, han drømte, for kusken kiggede ikke på monstret og sagde: Kom så, dit udyr! Eller: Du skal ikke genere de her mennesker igen! som heltene i historierne ville gøre.

I stedet syntes Dima, at han i de mørke skygger fra de svajende fyrretræer hørte kusken sige: „Pas på hovedet, Deres Højhed.“

King of Scars (1) – Den besatte konge

den besatte konge, king of scars, nikolai lantsov, grisha, grishaverse, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, bog, bøger, læs, læsning, ungdomsroman, leigh bardugo

Nikolai Lantsov er en hemmelighedsfuld prins. Ingen kender til de rædsler, han gennemgik under borgerkrigen i hans land, og han har ingen planer om at afsløre dem for nogen.

Hans land er truet af fjender udefra, og Nikolai er tvunget til at søge nye alliancer, da en voksende trussel mod den svækkede Grisha-hær nærmer sig. Imens kæmper Nikolai selv med en mørk magi, der spreder sig inden i ham dag for dag, og som truer med at tilintetgøre alt det, han har kæmpet for.

Men nogle hemmeligheder bør forblive hemmelige, og nogle sår kan aldrig heles.

King of Scars er en selvstændig serie i Grishaverset. Bogen udkommer d. 26/9.

Forudbestil Den besatte konge online her.

Slå ventetiden ihjel med disse bøger af Leigh Bardugo

Six of Crows (1) – Kragens kald

kragens kald, six of crows, leigh bardugo

Det kriminelle geni Kaz har en drøm om at lede Ketterdams underverden, men han er ung og savner de andre banders respekt.

Derfor påtager han sig en livsfarlig opgave, som ingen af de andre kriminelle tilsyneladende vil røre ved. Kaz sammensætter et højst usædvanligt hold af mindre respektable forbrydere fra underverdenen.

Kaz og hans lille hold er de eneste, der står mellem verden, som de kender den, og den enorme trussel, som de skal forhindre i at udfolde sig. Hvis de altså ikke slår hinanden ihjel først …

Læs det første kapitel af Kragens kald eller køb bogen online her.

Se bogtraileren her

LÆS OGSÅ: Fem følelser du vil opleve, hvis du har læst Six of Crows eller gerne vil det

Six of Crows (2) – Det korrupte rige

Six of crows, Det korrupte rige, Leigh Bardugo

Kaz og hans hold har gennemført århundredets mest dristige kup – og overlevet det. Men i stedet for at læne sig tilbage og nyde frugten af deres hårde arbejde, må de kæmpe for deres liv igen. De er blevet snydt og svækket, og holdets gejst og ressourcer er ved at nå et nulpunkt.

Magtfulde kræfter fra hele verden samles i Ketterdam for at finde hemmeligheden bag det farlige stof jurda parem, og på samme tid udfordre Kaz på hans evner og ikke mindst hans holds loyalitet. En krig ulmer i byens mørke og krogede gader – en kamp om genoprejsning og hævn, som vil afgøre Grisha-verdenens skæbne.

Læs det første kapitel af Det korrupte rige eller køb bogen online her.

Tornenes sprog – Midnatsfortællinger

tornenes sprog, mitnatsfortællinger, tornenes sprog - midnatsfortællinger, leigh bardugo, six of crows, kragens kald, det korrupte rige, ya, young adult, fantasy

Tornenes sprog – Midnatsfortællinger er dystre eventyr om en magisk verden med blodtørstige uhyrer, hekse og prinser, der tørster efter magt, hævn og kærlighed. Det er fortællinger om unge, stærke piger, der trodser den klassiske forestilling om, at de skal vente på en, der er stærkere end dem selv, for at klare sig gennem en ondskabsfuld verden.

Her tager pigerne sagen i egne hænder og begiver sig ud på farlige rejser, der meget vel kan koste dem livet, men som også kan få afgørende betydning for deres liv og lykke. Og de er ikke alle rene af hjertet …

Læs et uddrag af Tornenes sprog eller køb bogen online her.