CarlsenPuls Fantasy Young Adult-romaner

Det tog Adam Silvera 10 år at skrive sin fantasyroman. Nu udkommer den endelig

Adam Silvera, evighedssøn, infiinity son, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, fantasy

Adam Silvera, forfatter til blandt andet De dør begge til sidst og Hvis det er os, har altid drømt om at udgive en fantasyroman. Og selvom drømmen endte med at tage 10 år, er den nu endelig blevet til virkelighed. Her kan du læse det første kapitel af Evighedssøn.

Evighedssøn af Adam Silvera

Adam Silvera, evighedssøn, infiinity son, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, fantasy

Brødrene Emil og Brighton er vokset op i New York og har altid idoliseret Spell Walkerne – en gruppe magikere, som har svoret at gøre verden fri for Spectere. Brighton ville ønske, at han besad magiske evner, så han kunne tilslutte sig kampen mod dem

Emil ønsker bare, at kampene skal stoppe. En dag viser det sig dog, at Emil besidder en evne – en evne, som placerer ham midt i kampen, og som gør ham til den heltemodige Spell Walker, som Brighton så brændende ønsker at være. Broderskab, kærlighed og loyalitet bliver sat på prøve, og ingen slipper uskadt fra kampene.

Du kan købe Evighedssøn online, fx hos saxo.com eller hos din lokale boghandler.


Evighedssøn
Af Adam Silvera

På dansk ved
Betty Frank Simonsen

ET
BRØDRE

EMIL

Jeg er fast besluttet på at leve mit eneste liv ordentligt, men man kan ikke sige det samme om min bror.

Ingen forventer, at Brighton er et modent og voksent menneske, når vi bliver atten ved midnat, men han er nødt til at tage sig sammen. Det er længe siden, vi var børn og legede, at vi havde kræfter som alle de overjordiske, der render rundt på gaderne her til aften.

Livet er ikke bare sjov og ballade for dem, men Brighton bliver ved med at vende det blinde øje til alle de dystre overskrifter, vi ser hver dag. Jeg kan ikke få ham til at se sandheden, men jeg kan tage fat i mig selv.

Jeg er færdig med at klæde mig ud som de heltemodige Spell Walkere til halloween, og jeg er færdig med at se på overjordiske og væsner, der med deres medfødte magiske kræfter kæmper mod hinanden i stålbure. Jeg er så færdig med det.

Jeg er nødt til at chille, for vi er meget tætte, tro mig. Hvis du så meget som rører Brighton, kan du være sikker på at få problemer med mig, også selv om jeg slet ikke kan slås.

Men for helvede, indimellem har jeg ikke kunnet lade være med at tvivle på, om vi overhovedet er tvillinger, eller om Brighton måske blev forbyttet som spæd eller i al hemmelighed er adopteret. Det er sikkert på grund af alle de tegneserier om skiftinger, jeg har læst gennem årene.

Vi er ude til en gadefest, der varer hele natten, og Brighton forsøger at få sat forskellige interviews op til sin netserie, Overjordiske i New York, men ingen gider stille op. Alle har travlt med at fejre Den kronede drømmer, et mat stjernebillede på den mørke himmel, som bliver hængende det meste af måneden og så lægger sig til at sove igen i syvogtres år.

Det er godt at se, at de overjordiske for en gangs skyld fester. De eneste gange, jeg ellers ser dem forsamle sig på den måde, er, når de demonstrerer mod den vold og uretfærdighed, de udsættes for, og som er fordoblet i løbet af de sidste ni måneder.

At være homo er ikke bare regnbuer og solskin, men lige siden Blackoutet – det værste angreb i New York, jeg har oplevet i min levetid – har folk behandlet overjordiske, som om de var terrorister.

Festen i aften minder mig om, dengang jeg var til min første Pride-parade. Jeg var sprunget ud over for mine nærmeste, og alt var i orden der, men jeg havde stadig en knude i maven over at spekulere på, om fremmede mennesker var cool med mig og min kærlighed.

Det ville have været rart at kunne læse tanker. Under paraden mærkede jeg lettelse og tryghed og glæde og håb, og det var som et uopslideligt reb, der bandt os sammen. For første gang nogensinde kunne jeg trække vejret ubesværet sammen med fremmede.

Jeg gad vide, hvor mange overjordiske der trækker vejret på den måde i aften.

Brighton står bag sit tripod-kamerastativ og filmer dem, der strømmer ind i teltene, inden han retter kameraet mod den gigantiske, flimrende, kronede figur på himlen.

“Alt ændrer sig i morgen, jeg kan mærke det,” siger Brighton. “Folk vil også få lyst til at filme os.”

“Ja, måske.”

Brighton er tavs så længe, at det bliver pinligt. “Du tror aldrig på mig. Men du får se.”

“Måske er det i år, at vi giver slip på det,” siger jeg. “Du har så meget at glæde dig til allerede med college i en ny by og din serie og …”

“Folk kan godt få nye kræfter, når de fylder atten,” afbryder Brighton mig.
“Ja, i bøger og på film.”

“Som alle er baseret på overjordiske, der historisk set fik deres magiske kræfter, da de fyldte atten.”

“Men hvor tit sker det lige?”

“Bare fordi det ikke sker så tit, betyder det ikke, at det er umuligt.” Brighton vinder altid alle diskussioner, så jeg holder kæft. Jeg gider ikke skændes, når vi skal holde fødselsdag. Problemet er, at han ikke ser tavshed som et hvidt flag. “Timingen er perfekt, Emil.

Den kronede drømmer forøger alle overjordiskes kræfter, og hvis vi bare har en lille smule lyskraft i os fra mormor, så kan det måske antænde noget større. Jeg kan bare … Jeg kan allerede mærke det.”

“Du kan mærke det? Er det endnu en clairvoyantjoke?”

Brighton ryster på hovedet og griner. “Funny, men nej. Jeg mener det. Jeg kan ikke forklare det, men jeg kan bare føle det i mit blod og helt ind i mine knogler.”

“Lad os vædde tyve dollars om den blod-og-knogle-følelse.” Lettjente penge, så jeg kan købe mig en ny graphic novel.

“Aftale.”

Vi fistbumper. Det er vores ting.

Brighton vil gerne til et rave oppe på et tag, og vi står i kø, mens folk bliver lukket ind i et brownstone-rækkehus. Vi står bag to kvinder, der er iført de halvlange kåber, som mange overjordiske bruger. Mine tæer er ved at krumme sig helt om til hælen, da jeg kommer i tanke om, at vi indtil for to år siden havde nogle, som vi brugte for sjov, fordi vi ikke anede, hvor betydningsfulde de kåber er.

Indtil vores bedste veninde Prudencia forklarede, hvordan det hang sammen. Jeg gav hurtigt vores væk til det lokale herberg. Da kvinderne bliver lukket ind, stiller vi os på fortrappen, men en afdæmpet udsmider afspærrer os vejen.

“Kun for overjordiske,” siger han.

“Men det er vi også,” siger Brighton.

I et kort øjeblik drukner det brune i mandens øjne i glødende galakser, det afslørende kendetegn for alle overjordiske. “Bevis det,” siger han.

Brighton ser på ham, som om hans øjne vil begynde at hvirvle rundt med stjerner og kometer, hvis han bare prøver hårdt nok.

“Undskyld ulejligheden.” Jeg trækker grinende Brighton med mig ned ad trappen. “Troede du, du kunne lyve om at have magiske kræfter, som om dine øjne var et falsk id-kort?”

Brighton ignorerer mig og peger på brandtrappen. “Vi klatrer op der, så vi får nogle gode billeder.”

“Hvad? Nej. Dude, det er en fest. Hvem gider se på det?”

“Det er måske et ritual.”

“Det rager ikke os. Jeg går ikke derop.”

Han løsner kameraet fra tripod’en. “Fint nok.”

Jeg tjekker uret på min telefon. “Det er vores fødselsdag om et kvarter, lad os nu bare hænge ud.”

Brighton kigger op mod taget. “Giv mig fem. Det kan måske bruges til serien.”

Jeg sætter mig på fortovet med hans tripod. “Du er ikke til at styre.”

“Fem minutter,” siger Brighton igen og klatrer op ad brandtrappen. “Og hold op med at sidde der og hænge. Ret dig op!”

Det er ikke alle, der går så meget op i ranke rygge og tonede kroppe, som han gør. Nogle af os skjuler vores skravlede kroppe i baggy trøjer og hænger med skuldrene og venter bare på den dag, hvor vi kan folde os helt ind i os selv og fuldkommen forsvinde.

Jeg kan ikke styre min Instagram-trang, mens jeg venter på Brighton. Min yndlingsnaturfotograf er den første, der dukker op. Hun tager billeder af fønixer – ildfugle, der genfødes – i al deres pragt.

Hendes seneste video viser en flammestormsfønix, der flyver ind i et uvejr i Brasilien. Jeg scroller ned og finder den fitnessfyr, hvis sixpack er blevet ret så velkendt for mig i løbet af de sidste måneder, og selv om jeg

leger lidt med hans træningsprogram, er jeg slet ikke i nærheden af at ligne ham eller den håndfuld andre fitnessfyre, jeg følger. Hans motiverende tekst gør ikke rigtig noget for mig i aften, så jeg lægger telefonen fra mig og forsøger at indånde den virkelige verden.

Den her gadefest er everything.

Der er børn, der løber rundt på luft, og folk, der griller mad på sollys, som stråler ud fra deres håndflader. Jeg håber, at Nicholas Creekwell – den første dude, jeg nogensinde helt ægte har kunnet lide – fejrer det på sin egen måde i aften. Han var min kemimakker, og han elsker kemi så højt, at han vil læse alkymi og brygge eliksirer på college.

Han så godt ud og var endnu bedre selskab og overraskede mig ad helvede til, da han opløste døren til mit smadrede skab på skolen, så jeg kunne få fat i min regnemaskine til terminsprøven i matematik.

Jeg holdt på Nicholas’ hemmelighed, især over for Brighton, men selv om han stolede på mig, erklærede han, at han ikke var klar til et forhold, så vi blev venner i stedet. Kan ikke lade være med at tænke på, om tingene ville have været anderledes, hvis jeg havde en sixpack at trække på.

Der er en, der sælger smukke sølvkikkerter. Jeg ville godt give kassen for en flot en, men min mor er den første til at minde mig om, at skolebøger ikke betaler sig selv. Især fordi hun stadig betaler af på min fars enorme hospitalsregninger på grund af et eksperiment med blodalkymi, som kun gjorde hans knoglekræft værre, inden han døde i marts.

Min far var fascineret af stjernerne og så selv frem til at skulle se Den kronede drømmer. Måske kommer jeg til at se dette mirakel i al sin storhed, når jeg er ældre og har råd til en kikkert, og min far kommer til at se det i et andet liv, hvis man ellers tror på den slags.

Der lyder støvletramp i gruset, og jeg ser væk fra teltet og i retning af en kvinde i tyverne, der er ved at nærme sig. Sved får hendes hud til at glinse, som om hun har løbet flere kilometer. Hun har en lidt klodset blazer på, der mangler et ærme, og hendes arm ser solbrændt ud i forhold til hendes blege ansigt. Hun er ikke ligefrem klædt på til en aftenløbetur.

To skikkelser følger hende fra luften. Den ene er en kvinde, der hænger omtrent tre meter oppe i luften, og den anden er en fyr, som bæres oppe af vindpust, der fejer alt skrald til side, når han glider forbi.

Jeg rejser mig og trækker mig væk, fra hvad det end er, der skal til at ske, vender mig om mod brandtrappen, hvor Brighton er fire etager oppe. “Brighton, kom ned!”

Kvinden falder over en kantsten og hamrer hovedet ned i asfalten. Jeg burde ikke være sådan en kujon, jeg burde hjælpe hende på benene, men angsten har et fast greb om mig og trænger mig ind mod muren. Hun rejser sig og tager fat om teltstangen, så den lyser op i en klar orange.

Hvidglødende ild løber op ad hendes arm, som om hun er badet i benzin, og nogen har sat ild til hende. Teltdugen har ikke en chance – et flammehav strømmer ind mod de andre telte i nærheden. Dette kaos kommer ikke til at gavne folks opfattelse af overjordiske, som de allerede tror er farlige.

Nogen tager fat om skulderen på mig, og jeg taber tripod’en.

“Er du okay?” spørger Brighton.

Jeg skal lige have vejret. “Lad os gå.”

“Vent lige.” Brighton er tryllebundet af den vilde ravage og tager kameraet op.

“Stop dig selv.” Jeg tager fat om hans arm, men han river sig løs.

“Jeg er nødt til at dokumentere det her.”

“Gu fanden er du ej.”

Når man tænker på, at Brighton er den med den næsthøjeste karakter på hele vores skole, så er han faktisk overraskende dum. Hvis han var enhver anden, ville jeg bare skride. Det er derfor, jeg ikke har det i mig at blive en helt, selv om det var noget, jeg drømte om engang. Jeg er alt for glad for at leve til, at jeg tør risikere mit eget liv.

Men Brighton drømmer om at få den slags videooptagelser til sin serie. De fleste overjordiske i kvarteret er klogere og bliver ikke hængende for at se, hvordan det her ender. Nogle teleporterer så hurtigt, at jeg ikke ville kunne se dem, hvis jeg blinkede med øjnene.

Skikkelserne i luften river sig løs af skyggen og bevæger sig ud i månelyset. Spell Walker-emblemet på deres kraftsikre veste skinner som det stjernebillede, der har givet dem deres navn.

“Maribelle og Atlas!” råber Brighton og løfter næven i vejret.

Hvad har kvinden gjort, siden hun har Spell Walkerne i hælene? Da hendes arm igen forvandler sig til hvidglødende flammer, får jeg klart udsyn til hendes øjne. Ingen astrallegemer hvirvler rundt i øjnene som hos en overjordisk. De er mørke, med en brændende orange bræmme.

En eklipse – kendetegnet for Spectere. Jeg håber, at alle Spectere kommer ind at sidde. At stjæle blod fra væsner for at tiltuske sig magiske kræfter er en frygtelig forbrydelse.

Almindelig ilddannelse er skræmmendenok i sig selv, men vi bliver ikke hængende, hvis den her Specter skal til at brænde op af fønixild. Jeg skal lige til at slæbe af sted med Brighton, men kan ikke ryste glimtet i hans øjne af mig. Vi ved om nogen, hvor risikabelt det er at indtage blod fra væsner.

Spectere giver deres liv i bytte for magt, og jeg beder til, at min bror aldrig kommer til at forveksle den tragedie med et mirakel.

Du kan forudbestille Evighedssøn online, fx hos saxo.com eller hos din lokale boghandler.


LÆS OGSÅ: Alt du har brug for at vide om Adam Silveras nye roman

Læs også Hvis det er os af Becky Albertalli og Adam Silvera

hvis det er os, adam silvera, becky albertalli, ya, young adult

Et tilfældigt møde på et posthus i New York. En række do-over-dates. To drenge. Hvad er universets plan med dem?

Ben er en drømmer – såret og i gang med at sende ekskærestens ejendele retur efter deres break up. Arthur er i New York for at arbejde og kæmper for at føle sig hjemme. Første gang de ser hinanden, støder de bogstavelig talt sammen på et posthus.

Derefter finder de hinanden igen ved hjælp af Craigslist. Måske er det skæbnen, men efter en række katastrofale første dates, bliver de måske nødt til at se i øjnene, at universet skulle have blandet sig helt uden om.

Du kan købe Hvis det er os online, fx hos saxo.com eller hos din lokale boghandler. Læs også et uddrag af bogen her.

LÆS OGSÅ: Becky Albertalli og Adam Silveras venskab er goals

Se bogtraileren