Fagbøger Historie

“Nutidens løgnehistorier adskiller sig ikke væsentligt fra 1930’ernes propaganda”

Vi rammes stadig af ’flyveblade’ i nutidens medievirkelighed, mener Lars-Martin Sørensen, som er forskningsleder ved Det Danske Filminstitut. Han er også forfatter til bøgerne Dansk film under nazismen og Sidste nyt fra Berlin, der handler om propaganda og misinformation i 1930’erne og under krigen.

”Forud for Hitlers magtovertagelse var der næsten frit spil for de danske journalister,” forklarer Lars-Martin Sørensen.

Men det skulle for alvor forandre sig op gennem 1930’erne.

”Efter Hitlers magtovertagelse var nazisterne blevet ekstremt opmærksomme på, hvordan de blev omtalt i nabolandenes medier.”

Den danske udenrigsminister, Peter Munch, havde gennem 1930’erne mere end 94 ’kammeratlige’ samtaler med pressen i Danmark. Han uddelte gang på gang reprimander til aviserne, der ikke måtte provokere nazisterne i Tyskland. Viderebragte de danske aviser ikke de officielle tyske meddelelser uredigerede, kom de tyske gesandter på nakken af dem og det officielle Danmark. Og derfor opstod de ’kammeratlige samtaler’ med udenrigsministeren, der i den diplomatiske sags tjeneste så stort på pressefrihed.

LÆS OGSÅ: Sidste nyt fra Berlin. Dansk journalistik under pres i Hitlers Tyskland

“I pressen gør man så det, at man laver en fysisk opsætning af aviserne, der fortæller læseren, at ‘her har man en side propaganda. Intet af det, der står her, står til troende. Men nu får du det alligevel.’ Man gør i virkeligheden opmærksom på, at du ikke kan stole på dét, der står i avisen. Det er jo fantastisk! Hvor vildledende informationen end er, så er det jo en læseropdragende måde at gebærde sig på. Aviserne fortæller altså: ‘Her kan I se, at de siger diametralt modsatte ting. Det gør de, fordi noget er under opsejling. Men nu skal I bare se noget løgn, de fortæller’”.

Ukendt afsender

Dét der karakteriserede den nazistiske misinformation i 1930’erne var, at afsenderen altid var helt tydelig. Man var ikke i tvivl om, at den tyske propagandaminister Joseph Goebbels mente, at jøder var at regne med rotter. For det sagde han, mens man så hans ansigt eller hørte hans stemme. Man vidste, hvem afsenderen var.

“Dét der karakteriserede den nazistiske misinformation i 1930’erne var, at afsenderen altid var helt tydelig. Man var ikke i tvivl om, at den tyske propagandaminister Joseph Goebbels mente, at jøder var at regne med rotter.”

“I dag kan man ikke længere tage bestik af, hvem der siger hvad. Fordi formålet med nogle af de propagandister, der agerer i dag – særligt de russiske troldefabrikker – ikke som sådan er at skabe usikkerhed om et enkelt forhold. Deres hovedinteresse er at skabe usikkerhed om alt. Og derfor spreder de deres misinformation anonymt for at skabe splid, opbrud og polarisering i vores del af verden og i særdeleshed i USA. Og det er en ny situation,“ mener Lars-Martin Sørensen.

Er du, som mennesker er flest og sidder på Facebook eller Instagram, mens du lader blikket glide ned over hvad dagen har bragt, bliver politiske propagandabeskeder blandet sammen med en hilsen fra mor og billederne af dine børn fra sommerferien. Og medmindre du er en dygtig webanalytiker, så har du ikke en chance for at vurdere, hvem afsenderen er – eller om der overhovedet er en. Måske er det endda bare en webrobot, der spytter det her ud.

LÆS OGSÅ: Nyhedsdækningen under Hitlers regime. Smuglæs i Sidste nyt fra Berlin

“Vi så blandt andet, hvordan det her udspillede sig under valgkampen i ‘16, hvor Hillary Clinton blev gjort skyldig i enhver forbrydelse, man kan komme i tanke om, at nogen kan begå.”

Nyhedsjournalistikken i opbrud

Hadpropaganda har nemlig gode betingelser på nettet, og “nutidens løgnehistorier adskiller sig ikke væsentligt fra 1930’ernes mere primitivt distribuerede propaganda”, som Lars-Martin Sørensen skriver i Sidste nyt fra Berlin. Dét, der har ændret sig, er måden, det spredes på og den kontekst, det sættes i. Og i internettets tidsalder forstærkes lemmingeeffekten af nettets algoritmer. Hvor de mange er, kommer flere til. For sociale medier er som Det Vilde Vesten, hvor oneliners løber med opmærksomheden til fordel for den nuancerede udredning. Men der er opklaring forude.

“Markedet for nyhedsjournalistik er i opbrud. Alting er gratis. Men det, folk bevidst går efter, er jo så baggrundsartiklen.”

“Markedet for nyhedsjournalistik er i opbrud. Alting er gratis. Men det, folk bevidst går efter, er jo så baggrundsartiklen. Det er de gennemarbejdede artikler, man gerne vil betale for. De jo går ind og plukker emner ud og giver en tilbundsgående kritisk beskrivelse af dem, som en modvægt til alt det andet flimmer.”

Kan man stole på medierne?

Den svenske professor Hans Rosling sagde i et berømt afsnit af Deadline, at “man ikke kan benytte sig af medierne, hvis man vil forstå verden”. For de skal sælge aviser og kilde vores nysgerrighed og opmærksomhed. Og derfor hører vi om katastroferne og sensationerne, mens den stille fremgang ofte bliver glemt.

LÆS OGSÅ: På rejse med en overlever. Jesper Clemmensen om mødet med den 95-årige Jan Rocek

“Rosling hænger sin hat ved, at normalbilledet ser helt anderledes ud end den prisme, der hedder dagspressen. Men det er for mig mere en modsætning mellem øjeblikket og overblikket,” siger Lars-Martin Sørensen.

Bogen Factfulness af Hans Rosling er i øvrigt også udkommet på Lindhardt og Ringhof.

“Selvom der er svipsere hist og pist, så mener jeg faktisk, at man kan stole på de store, publistiske medier.”

”Men selvom der er svipsere hist og pist, så mener jeg faktisk, at man kan stole på de store, publistiske medier. Helt generelt skal de jo informere os, og de skal også helst informere os korrekt. Men måske er det i virkeligheden vigtigst, at de får os til at tænke os om,” siger Lars-Martin Sørensen.


Sidste nyt fra Berlin

Beretningen om hvordan danske journalister dækkede de gruopvækkende begivenheder der fandt sted under Hitlers regime fra 1933. Bogen undersøger, hvordan begivenheder som Hitlers magtovertagelse, De Olympiske Lege i Berlin og Krystalnatten videreformidles til de danske avislæsere. Sidste nyt fra Berlin præsenterer et vigtigt historisk vidnesbyrd, der viser, hvor svært det er at berette om store historiske begivenheder, mens de finder sted.

Læseren får et indblik i journalisternes hverdag og arbejdsforhold, hvor det gjaldt om at holde gode miner til slet spil for overhovedet at få lov til at skrive noget som helst. I en evig slingren mellem Goebbels’ propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium forsøger de udsendte journalister alle at få deres del af sandheden.

Du kan købe Sidste nyt fra Berlin her eller hos din lokale boghandler.