For USAs store ikoniske forfatter, Ernest Hemingway, var både krig og kvinder en kamp, som rigtige mænd tog del i. Han var gift fire gange og deltog i lige så mange krige.
I maj 1944 fik Hemingway en enestående chance af den amerikanske hær for i 10 måneder som krigskorrespondent at rapportere direkte fra Anden Verdenskrig, mens den kulminerede og Tyskland stod over for sit endegyldige sammenbrud. Muligheden, som andre journalister og forfattere ville have givet den ene arm for, forspildte han delvist med pinlig selviscenesættelse og ved (mod alle regler) at optræde, som om han selv var aktivt kæmpende.
Hans største bedrift, og den der oftest fremhæves, var, at han, mens den amerikanske hær modtog den tyske kommandants overgivelse, sammen med en gruppe højrøstede mænd styrede direkte mod Place Vendôme og ”befriede” baren på Hotel Ritz. De blev der i en uge, og Hemingway berettede storskrydende, at han egenhændigt havde taget livet af 21 fjender i tysk uniform på sin vej gennem Nordfrankrig. Tallet steg til 122 ud på de små timer. Baren på Ritz bærer i dag hans navn, Bar Hemingway, og der hænger billeder af ham på de panelbeklædte vægge.
Senere sluttede han sig til sin ven, den amerikanske general Buck Lanham, hvor han var i en måned. Længe nok til at han oplevede 22. infanteriregiment trænge ind i Tyskland.
Længe efter krigen udgav han Over floden ind i skovene (1950), der af kritikken blev set som en skuffelse, selv om den momentant indeholder fine eksempler på Hemingways prosa.
Kvinder, krig og den uspolerede natur
Hemingway deltog i de store krige i 1900-tallets første halvdel – foruden det løse; Første Verdenskrig, Den Spanske Borgerkrig og Anden Verdenskrig og han skabte litteratur af det han så: Romaner som Farvel til våbnene, Hvem ringer klokkerne for, Over floden ind i skovene og Øen og havet foruden en række noveller og kortere tekster.
Ernest Hemingway, Milan, 1918 som frivillig for det amerikanske Røde Kors . Portræt af Ermeni Studios, Milan, Italien. Foto fra Ernest Hemingway Photograph Collection, John F. Kennedy Presidential Library and Museum, Boston.
Tematisk kredser Hemingway i sit forfatterskab om kvinder, krig og den store uspolerede natur, der i sig selv er en uophørlig fortælling om fødsel og død.
“Døden kan aldrig overvindes, den er kun et spørgsmål om tid. I forfatterskabet allierer Hemingway sig med døden – if you cant’t beat it, join it!”
Et sted siger Hemingway, at kærlighed aldrig kan ende lykkeligt, for den ender altid med død. Døden kan aldrig overvindes, den er kun et spørgsmål om tid. I forfatterskabet allierer Hemingway sig med døden – if you cant’t beat it, join it! – og ifølge Hemingway sørger man for at leve så autentisk og tro mod sig selv som muligt og det er det, de gør, hans krigere, jægere, fiskere, boksere og tyrefægtere, og når de gør det, er det muligt for dem at gå døden i møde – modigt og værdigt.
Efter high school forlod Hemingway som 18-årig forældrenes trygge Chicago-forstad Oak Park for at blive ambulancechauffør for amerikansk Røde Kors på den østrigsk-italienske front i Første Verdenskrig. I juni 1918, to uger før han blev 19, blev han alvorligt såret af en østrigsk mortérgranat, mens han delte cigaretter og chokolade ud til soldaterne ved fronten.
Både granatsplinter og tabet af hans første, store kærlighed, den syv år ældre sygeplejerske Agnes von Kurowsky, som han mødte på det amerikanske militærhospital i Milano, tog han med sig resten af livet. Oplevelserne og den umulige kærlighed blev senere til romanen Farvel til våbnene (1929). Agnes giftede sig aldrig, men Hemingway gjorde. Fire gange.
I 1921 blev han gift med Hadley. De flyttede til Paris, hvorfra Hemingway arbejdede som udenrigskorrespondent. Det var her, han blev en del af det modernistiske kunstnermiljø og her han besluttede at blive forfatter. I 1926 kom, inspireret af tiden og vennerne, debutromanen Solen går sin gang (1926). Da Farvel til våbnene udkom tre år senere var Hemingway allerede gift anden gang, nu med Pauline, som hans første kone troskyldigt havde præsenteret ham for.
“Ingen satte mere pris på at høre, hvor fantastisk han var end Hemingway.”
Et år efter den spanske borgerkrigs udbrud i 1936 rejste Hemingway via Paris til Madrid. I restauranten i kælderen under Hotel Gran Via sad han og holdt hof, da journalisten Martha Gellhorn trådte ind. Hemingway havde mødt hende tidligere i Key West. Hun havde smigret ham skamløst og ingen satte mere pris på at høre, hvor fantastisk han var end Hemingway.
Han var i Spanien for nyhedsbureauet North American Newspaper Alliance for at skrive om den blodige kamp mod den fascistiske generalisimo, Francisco Franco, fra modpartens, republikanernes, side. Republikanerne fik støtte fra venstreorienterede, kommunister, idealister og kunstnere fra mange lande i Europa, der uden nævneværdig kamperfaring sluttede sig til såkaldte internationale brigader.
Hemingway havde indlogeret sig selv i værelse 108 på Hotel Florida på Plaza de Callao, og Gellhorn havde han indlogeret i det tilstødende værelse 109. Affæren kunne dårligt skjules, for efterhånden som det rygtedes, at Hemingway residerede på Hotel Florida strømmede også tidens litterære koryfæer som W.H. Auden, J.B. Priestley og Sean O’Casey til.
Hemingway kørte iført baskerhue ud til slagmarkerne i taxi. Her og i baren hentede han stof til de 31 artikler, som han sendte til sit nyhedsbureau – mens han gemte de bedste godbidder til den store roman om konflikten, som langsomt var begyndt at tage form.
“Hemingway kørte iført baskerhue ud til slagmarkerne i taxi.”
Journalistkollegaen Herbert Mathews fra New York Times og Robert Merriman, der var økonom og fra Californien, og som i Spanien fungerede som major i 15. Internationale Brigade, brugte han i forening som forbillede, da han skrev sin hovedperson Robert Jordan i Hvem ringer klokkerne for (1940).
Verden rundt
Det skulle egentlig have været en bryllupsrejse til fjernøsten, da Hemingway og hans tredje kone, Martha Gellhorn, i 1941 rejste til Hong Kong. Martha ville desuden skrive om nationalistlederen Chiang Kai-sheks kamp mod det kejserlige Japans agression mod kineserne til magasinet Collier’s Weekly, og Hemingway havde en aftale med statslige amerikanske organisationer om at indsamle efterretninger om Kina. Det er det, der hedder spionage. Det blev et møde med en gådefuld og farverig orientalsk verden befolket af diktatorer, drukkenbolte, galninge, skurke og helte. Bryllupsrejsen? Nåja, den blev begyndelsen til enden på deres ægteskab.
Ernest Hemingway på safari i Africa med et nedlagt dyr taget mellem 1933 og 1934. Foto fra Ernest Hemingway Photograph Collection, John F. Kennedy Presidential Library and Museum, Boston.
Hemingway havde end ikke pakket ud efter ankomsten til Hongkong Hotel i Pedder Street, før han buldrede ned i baren The Grips i lobbyen. På ingen tid havde han samlet et hof lydhøre journalister, forfattere, drukmåse, diplomater og rigmænd, der beredvilligt delte ud af deres syn på verdens skæve gang og deres faste repertoire af vittigheder.
“Hemingway havde end ikke pakket ud efter ankomsten til Hongkong Hotel i Pedder Street, før han buldrede ned i baren The Grips i lobbyen.”
”Hemingway faldt lynhurtigt til i Hong Kong,” kommenterede Martha Gellhorn tørt i sin bog Travels With Myself and Another (1978). Det var hende, der tog ud og besøgte de lokale markeder, opiumshuler og bordeller, mens han blev hængende i baren.
Ud over at hælde spiritus på sit tiltagende misbrug lykkedes det faktisk Hemingway at indsamle efterretninger til den amerikanske stat og få taget mål og syet en jakke, inden parret med fly rejste ud og besøgte forskellige frontafsnit, bl.a. ved Canton og Kunming.
”De var reelt journalistiske krigsturister, men blev behandlet som diplomatiske udsendinge,” lød kritikken senere, hvilket omvendt er forklaringen på, at de blev modtaget af notabiliteter som den anti-kommunistiske nationalistleder Chiang Kai-shek.
Tilbage i Hong Kong skiltes parret for at rejse hver sin omvej hjem. En af Hemingways rige venner fra The Grips sørgede for, at han ikke følte sig ensom på hotelværelset og betalte tre kinesiske prostituerede for at holde ham med selskab. Hændelsen omtales i den store, posthume roman, Øen og havet (1970), der blev skrevet på Cuba i krigens skygge. Bogens sidste del er en elementært spændende jagt på tyske ubåde i Caribien.
“En af Hemingways rige venner fra The Grips sørgede for, at han ikke følte sig ensom på hotelværelset og betalte tre kinesiske prostituerede for at holde ham med selskab.”
På Cuba fik Hemingway tilmed en opgave fra et forlag om at redigere en antologi om mænd i krig, Men at War, og han gik i gang med stor alvor og samlede tekster fra antikken til Anden Verdenskrig og skrev selv et fyldigt forord. Bogen skulle ikke forstås som en glorificering af krig, skrev han. Han havde lagt vægt på kun at medtage tekster, der berettede om soldatens og krigens vilkår med ægthed og autenticitet. Bogen skulle forstås som en påvisning af, at mænd til alle tider havde været nødt til at tage kampen op mod ydre fjender. Udgivelsen blev på over 1.000 sider og udkom i 1942.
I 1952 udkom den korte roman Den gamle mand og havet, der med gammeltestamentlig styrke handler om at blive gammel og se livets afslutning i øjnene. Pengene herfra brugte Hemingway på en safari med sin fjerde hustru, Mary, til Østafrika. Mod rejsens slutning var de impliceret i to på hinanden følgende flystyrt.
Parret overlevede, men Hemingway havde de resterende år af sit liv konstante smerter og et støt svigtende helbred. I 1959 købte han det hus i Ketchum, Idaho, der blev hans tilflugtssted efter at han var blevet smidt ud af Cuba af Castro-regimet, der havde beslaglagt hans hjem. Det var her, han som en skygge af sig selv til sidst skød sig – en søndag i sommeren 1961.
I forordet til antologien Men at War havde Hemingway i 1942 bl.a. skrevet, at han hader krig, og at han foragter de politikere, der forårsager den: ”men jo mere du hader krigen, des mere ved du, at når den er blevet dig påtvunget, uanset af hvilke årsager, så er du nødt til at gå ind i den og gøre dit for at vinde den og medvirke til at opretholde freden. Uanset om vi skal kæmpe i 100 år, uanset, hvem vi skal kæmpe imod og fortsætte til målet er nået.”
Hemingway
Ernest Hemingway (1899-1961) var en af det 20. århundredes vigtigste og mest indflydelsesrige amerikanske forfattere. Han er kendt for sin karakteristiske enkle fortællestil. I 1954 modtog Hemingway Nobelprisen i litteratur.
“Hele sit liv opsøgte Hemingway de mest dramatiske oplevelser, og ofte gjorde han det som journalist. Det er som om, han aldrig sagde nej; som om han var parat til at kaste sig ud i et hvilket som helst eventyr for at høste de erfaringer og oplevelser, der var så livsvigtige for ham. Han var af den opfattelse, at en forfatters eget liv skulle være eventyrligt; det skulle være det stof, som han byggede sin kunst på.” – Mich Vraa i forordet til Udvalgte reportager gennem fire årtier.
For USAs store ikoniske forfatter, Ernest Hemingway, var både krig og kvinder en kamp, som rigtige mænd tog del i. Han var gift fire gange og deltog i lige så mange krige.
I maj 1944 fik Hemingway en enestående chance af den amerikanske hær for i 10 måneder som krigskorrespondent at rapportere direkte fra Anden Verdenskrig, mens den kulminerede og Tyskland stod over for sit endegyldige sammenbrud. Muligheden, som andre journalister og forfattere ville have givet den ene arm for, forspildte han delvist med pinlig selviscenesættelse og ved (mod alle regler) at optræde, som om han selv var aktivt kæmpende.
Hans største bedrift, og den der oftest fremhæves, var, at han, mens den amerikanske hær modtog den tyske kommandants overgivelse, sammen med en gruppe højrøstede mænd styrede direkte mod Place Vendôme og ”befriede” baren på Hotel Ritz. De blev der i en uge, og Hemingway berettede storskrydende, at han egenhændigt havde taget livet af 21 fjender i tysk uniform på sin vej gennem Nordfrankrig. Tallet steg til 122 ud på de små timer. Baren på Ritz bærer i dag hans navn, Bar Hemingway, og der hænger billeder af ham på de panelbeklædte vægge.
LÆS OGSÅ: Et tværsnit af Hemingways journalistik. Smuglæs i Udvalgte reportager fra fire årtier af Ernest Hemingway
Senere sluttede han sig til sin ven, den amerikanske general Buck Lanham, hvor han var i en måned. Længe nok til at han oplevede 22. infanteriregiment trænge ind i Tyskland.
Længe efter krigen udgav han Over floden ind i skovene (1950), der af kritikken blev set som en skuffelse, selv om den momentant indeholder fine eksempler på Hemingways prosa.
Kvinder, krig og den uspolerede natur
Hemingway deltog i de store krige i 1900-tallets første halvdel – foruden det løse; Første Verdenskrig, Den Spanske Borgerkrig og Anden Verdenskrig og han skabte litteratur af det han så: Romaner som Farvel til våbnene, Hvem ringer klokkerne for, Over floden ind i skovene og Øen og havet foruden en række noveller og kortere tekster.
Tematisk kredser Hemingway i sit forfatterskab om kvinder, krig og den store uspolerede natur, der i sig selv er en uophørlig fortælling om fødsel og død.
Et sted siger Hemingway, at kærlighed aldrig kan ende lykkeligt, for den ender altid med død. Døden kan aldrig overvindes, den er kun et spørgsmål om tid. I forfatterskabet allierer Hemingway sig med døden – if you cant’t beat it, join it! – og ifølge Hemingway sørger man for at leve så autentisk og tro mod sig selv som muligt og det er det, de gør, hans krigere, jægere, fiskere, boksere og tyrefægtere, og når de gør det, er det muligt for dem at gå døden i møde – modigt og værdigt.
LÆS OGSÅ: Kvinder læser da Hemingway!
Krigskorrespondent
Efter high school forlod Hemingway som 18-årig forældrenes trygge Chicago-forstad Oak Park for at blive ambulancechauffør for amerikansk Røde Kors på den østrigsk-italienske front i Første Verdenskrig. I juni 1918, to uger før han blev 19, blev han alvorligt såret af en østrigsk mortérgranat, mens han delte cigaretter og chokolade ud til soldaterne ved fronten.
Både granatsplinter og tabet af hans første, store kærlighed, den syv år ældre sygeplejerske Agnes von Kurowsky, som han mødte på det amerikanske militærhospital i Milano, tog han med sig resten af livet. Oplevelserne og den umulige kærlighed blev senere til romanen Farvel til våbnene (1929). Agnes giftede sig aldrig, men Hemingway gjorde. Fire gange.
I 1921 blev han gift med Hadley. De flyttede til Paris, hvorfra Hemingway arbejdede som udenrigskorrespondent. Det var her, han blev en del af det modernistiske kunstnermiljø og her han besluttede at blive forfatter. I 1926 kom, inspireret af tiden og vennerne, debutromanen Solen går sin gang (1926). Da Farvel til våbnene udkom tre år senere var Hemingway allerede gift anden gang, nu med Pauline, som hans første kone troskyldigt havde præsenteret ham for.
Et år efter den spanske borgerkrigs udbrud i 1936 rejste Hemingway via Paris til Madrid. I restauranten i kælderen under Hotel Gran Via sad han og holdt hof, da journalisten Martha Gellhorn trådte ind. Hemingway havde mødt hende tidligere i Key West. Hun havde smigret ham skamløst og ingen satte mere pris på at høre, hvor fantastisk han var end Hemingway.
Han var i Spanien for nyhedsbureauet North American Newspaper Alliance for at skrive om den blodige kamp mod den fascistiske generalisimo, Francisco Franco, fra modpartens, republikanernes, side. Republikanerne fik støtte fra venstreorienterede, kommunister, idealister og kunstnere fra mange lande i Europa, der uden nævneværdig kamperfaring sluttede sig til såkaldte internationale brigader.
LÆS OGSÅ: “Han tillader katastrofen uden at svælge i den” – Hella Joof om Hemingway
Hemingway havde indlogeret sig selv i værelse 108 på Hotel Florida på Plaza de Callao, og Gellhorn havde han indlogeret i det tilstødende værelse 109. Affæren kunne dårligt skjules, for efterhånden som det rygtedes, at Hemingway residerede på Hotel Florida strømmede også tidens litterære koryfæer som W.H. Auden, J.B. Priestley og Sean O’Casey til.
Hemingway kørte iført baskerhue ud til slagmarkerne i taxi. Her og i baren hentede han stof til de 31 artikler, som han sendte til sit nyhedsbureau – mens han gemte de bedste godbidder til den store roman om konflikten, som langsomt var begyndt at tage form.
Journalistkollegaen Herbert Mathews fra New York Times og Robert Merriman, der var økonom og fra Californien, og som i Spanien fungerede som major i 15. Internationale Brigade, brugte han i forening som forbillede, da han skrev sin hovedperson Robert Jordan i Hvem ringer klokkerne for (1940).
Verden rundt
Det skulle egentlig have været en bryllupsrejse til fjernøsten, da Hemingway og hans tredje kone, Martha Gellhorn, i 1941 rejste til Hong Kong. Martha ville desuden skrive om nationalistlederen Chiang Kai-sheks kamp mod det kejserlige Japans agression mod kineserne til magasinet Collier’s Weekly, og Hemingway havde en aftale med statslige amerikanske organisationer om at indsamle efterretninger om Kina. Det er det, der hedder spionage. Det blev et møde med en gådefuld og farverig orientalsk verden befolket af diktatorer, drukkenbolte, galninge, skurke og helte. Bryllupsrejsen? Nåja, den blev begyndelsen til enden på deres ægteskab.
Hemingway havde end ikke pakket ud efter ankomsten til Hongkong Hotel i Pedder Street, før han buldrede ned i baren The Grips i lobbyen. På ingen tid havde han samlet et hof lydhøre journalister, forfattere, drukmåse, diplomater og rigmænd, der beredvilligt delte ud af deres syn på verdens skæve gang og deres faste repertoire af vittigheder.
”Hemingway faldt lynhurtigt til i Hong Kong,” kommenterede Martha Gellhorn tørt i sin bog Travels With Myself and Another (1978). Det var hende, der tog ud og besøgte de lokale markeder, opiumshuler og bordeller, mens han blev hængende i baren.
LÆS OGSÅ: “Hemingway er vores alle sammens alpine guide” – Steffen Jacobsen introducerer til mesterens forfatterskab
Ud over at hælde spiritus på sit tiltagende misbrug lykkedes det faktisk Hemingway at indsamle efterretninger til den amerikanske stat og få taget mål og syet en jakke, inden parret med fly rejste ud og besøgte forskellige frontafsnit, bl.a. ved Canton og Kunming.
”De var reelt journalistiske krigsturister, men blev behandlet som diplomatiske udsendinge,” lød kritikken senere, hvilket omvendt er forklaringen på, at de blev modtaget af notabiliteter som den anti-kommunistiske nationalistleder Chiang Kai-shek.
Tilbage i Hong Kong skiltes parret for at rejse hver sin omvej hjem. En af Hemingways rige venner fra The Grips sørgede for, at han ikke følte sig ensom på hotelværelset og betalte tre kinesiske prostituerede for at holde ham med selskab. Hændelsen omtales i den store, posthume roman, Øen og havet (1970), der blev skrevet på Cuba i krigens skygge. Bogens sidste del er en elementært spændende jagt på tyske ubåde i Caribien.
På Cuba fik Hemingway tilmed en opgave fra et forlag om at redigere en antologi om mænd i krig, Men at War, og han gik i gang med stor alvor og samlede tekster fra antikken til Anden Verdenskrig og skrev selv et fyldigt forord. Bogen skulle ikke forstås som en glorificering af krig, skrev han. Han havde lagt vægt på kun at medtage tekster, der berettede om soldatens og krigens vilkår med ægthed og autenticitet. Bogen skulle forstås som en påvisning af, at mænd til alle tider havde været nødt til at tage kampen op mod ydre fjender. Udgivelsen blev på over 1.000 sider og udkom i 1942.
I 1952 udkom den korte roman Den gamle mand og havet, der med gammeltestamentlig styrke handler om at blive gammel og se livets afslutning i øjnene. Pengene herfra brugte Hemingway på en safari med sin fjerde hustru, Mary, til Østafrika. Mod rejsens slutning var de impliceret i to på hinanden følgende flystyrt.
LÆS OGSÅ: “Papas råd sidder i mit baghoved, når jeg skriver” – Mich Vraa om Hemingway
Parret overlevede, men Hemingway havde de resterende år af sit liv konstante smerter og et støt svigtende helbred. I 1959 købte han det hus i Ketchum, Idaho, der blev hans tilflugtssted efter at han var blevet smidt ud af Cuba af Castro-regimet, der havde beslaglagt hans hjem. Det var her, han som en skygge af sig selv til sidst skød sig – en søndag i sommeren 1961.
I forordet til antologien Men at War havde Hemingway i 1942 bl.a. skrevet, at han hader krig, og at han foragter de politikere, der forårsager den: ”men jo mere du hader krigen, des mere ved du, at når den er blevet dig påtvunget, uanset af hvilke årsager, så er du nødt til at gå ind i den og gøre dit for at vinde den og medvirke til at opretholde freden. Uanset om vi skal kæmpe i 100 år, uanset, hvem vi skal kæmpe imod og fortsætte til målet er nået.”
Hemingway
Ernest Hemingway (1899-1961) var en af det 20. århundredes vigtigste og mest indflydelsesrige amerikanske forfattere. Han er kendt for sin karakteristiske enkle fortællestil. I 1954 modtog Hemingway Nobelprisen i litteratur.
“Hele sit liv opsøgte Hemingway de mest dramatiske oplevelser, og ofte gjorde han det som journalist. Det er som om, han aldrig sagde nej; som om han var parat til at kaste sig ud i et hvilket som helst eventyr for at høste de erfaringer og oplevelser, der var så livsvigtige for ham. Han var af den opfattelse, at en forfatters eget liv skulle være eventyrligt; det skulle være det stof, som han byggede sin kunst på.” – Mich Vraa i forordet til Udvalgte reportager gennem fire årtier.
Du kan købe Hemingways bøger her eller hos din lokale boghandler.
Andre læste også: