Amerikanske romaner Ernest Hemingway Fiktion Klassikere Klassikere

Et tværsnit af Hemingways journalistik. Smuglæs i Udvalgte reportager fra fire årtier af Ernest Hemingway

Udvalgte reportager fra fire årtier består af 75 reportager fra Hemingways karriere som journalist. Det er journalistik, der skrev historie, fortalt i Hemingways karakteristisk enkle stil. Smuglæs i bogen her.

Hemingway var ikke kun forfatter – han var også journalist. I sine reportager tager han os med gennem det 20. århundredes største begivenheder.

Hemingway skriver om Den Spanske Borgerkrig, rapporterer fra D-dag i 1944 og deltager i befrielsen af Paris. Men han beretter også om kunsterne i Paris, tyrefægtning i Pamplona, safari og dybhavsfiskeri. Han skriver om hændelsen, der bliver til hans verdenskendte roman Den gamle mand og havet og læser vellystigt sine egne nekrologer efter at være styrtet ned med fly to gange inden for to døgn. 

LÆS OGSÅ: “Papas råd sidder i mit baghoved, når jeg skriver” – Mich Vraa om Hemingway

Du kan købe Udvalgte reportager fra fire årtier online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra den 20. januar.


Ernest Hemingway

Reportager fra fire årtier

På dansk ved Mich Vraa og Knud Holst

OM AT BLIVE SKUDT IGEN: BREV FRA GOLFSTRØMMEN

Esquire • juni 1935

Hvis De nogensinde bliver nødt til at skyde en hest, så stil Dem så tæt på ham at De ikke kan ramme ved siden af, og skyd ham i panden i præcis det punkt hvor en linje trukket fra hans venstre øre til hans højre øje skærer en anden linje trukket fra hans højre øre til hans venstre øje. En kugle dér fra en kaliber .22 pistol vil dræbe ham øjeblikkelig og uden smerte, og hele hans krop vil kappes med resten af ham om at nå jorden, og han vil ikke røre sig igen undtagen for at strække sine stive ben, så han falder som et fældet træ.

Hvis De nogensinde bliver nødt til at skyde en haj, så skyd ham hvor som helst langs en ret linje ned gennem midten af hans hoved, fra spidsen af hans snude til tredive centimeter bag hans øjne. Hvis De kan se den, så del denne linje med en anden der går mellem hans øjne, og hvis De kan ramme ham dér, er han død. En .22’er vil tage livet af ham lige så godt som en .45’er. Men tro endelig ikke at han ikke vil kunne bevæge sig en hel del bagefter, bare fordi De ved at han er død. Han vil ikke tænke en eneste tanke efter at De har ramt ham dér, men han vil være i stand til at svømme planløst omkring i temmelig lang tid. Hvis man vil lamme ham, skal det gøres med et kølleslag i hovedet.

Hvis De vil dræbe et hvilket som helst stort dyr, skal De skyde det i hjernen hvis De ved hvor den er placeret, og kan ramme den. Hvis De vil dræbe dyret, men det ikke spiller nogen rolle om det kan bevæge sig efter skuddet, kan De gå efter hjertet. Men hvis De vil stoppe et stort dyr, skal De altid sigte efter knogler. Den bedste knogle at knuse er nakken eller en hvilken som helst del af rygsøjlen; dernæst skuldrene. Et tungt, firbenet dyr kan bevæge sig med brækket bagben, men en brækket skulder vil få ham til at bryde sammen og holde ham ved jorden.

Deres korrespondents sind har været optaget af skydning, og han føler sig inspireret til at videregive disse oplysninger efter han netop har skudt sig selv i begge bens lægmuskler. Denne manøvre som er vanskelig at gennemføre med en enkelt kugle, blev ikke udført som et eksperiment, men var fuldkommen uforudset. Deres korrespondent blev engang af en læser af dette blad kritiseret for ikke at være tilstrækkelig åben for det uforudsete under sine rejser. I bestræbelserne på at rette op på denne mangel ender Deres korrespondent så med at skyde sig selv gennem begge ben med den ene hånd, mens han med den anden slår fangstkrogen i en haj. Så langt er han parat til at gå for at tilfredsstille en læser. Hvis læseren gerne vil slå Deres korrespondent til jorden ved at knuse en større knogle i hans krop eller lægge ham død med et velplaceret hovedskud eller se ham sprinte hen mod iskassen med en kugle i hjertet, kommer læseren til selv at trykke på aftrækkeren.

Vi havde forladt Key West tidligt om morgenen og var cirka tredive sømil ude i Golfstrømmen hvor vi fiskede med madding efter båden i østlig retning langs en tung, mørk strøm på vej mod Bimini i Bahamas. Vinden var i syd og blæste på tværs af strømmen; det var moderat hårdt fiskevejr, men det var en flot dag. Vi havde set en suppeskildpadde svømme lige under overfladen og var ved at rigge en harpun til for at tage ham og lægge ham i salt i en tønde, først et lag kød, så et lag salt, som kødproviant til turen, da Dos fik en meget stor guldmakrel på krogen. Mens han fightede makrellen, tabte vi skildpadden af syne.

En anden guldmakrel bed på hos Henry Strater, formand for Maines tunfiskeklub, i det følgende benævnt formanden, og mens formanden arbejdede med fisken, dukkede en stime lysende grønne guldmakreller op, og under dem kom en stor haj af den type som vi kalder galanos langs den cubanske kyst, op og brød overfladen bag formandens guldmakrel som sprang desperat ud af vandet. Han blev i luften, stadig desperat, mens hajen røg ud af vandet efter ham. Formanden arbejdede med formandsagtig snilde og intelligens, slog bremsen fra, gav ham line til at flygte fra hajen, og da linen slappedes, spyttede makrellen krogen ud.

Guldmakrellen var bag båden agterende, og mens Dos optog levende billeder, satte vi en ny madding på formandens krog, og han kastede den ud til en makrel og var endnu i gang med at kaste til den ene eller den anden af dem da hajen havde taget maddingen i den del af sin anatomi som Old Bread, rorgængeren, plejede at omtale som sin tyktarms udmunding.

Mens formanden svedte tran med hajen på krogen, rullede Deres korrespondent line af et kæmpestort, nyt 14/0-hjul med en masse kasseret line på (vi havde testet hjulets linekapacitet og prøvet hvordan det nye VomHofe-forfang fungerede og havde endnu ikke sat god ny line på hjulet), og en meget stor galano tog maddingen, vendte rundt og svømmede væk med den og knækkede den gamle line. »Den kopulerende tævehund,« sagde Deres korrespondent og smed en ny madding ud fra den samme line. Galanoen vendte rundt med to liner vajende fra munden som det ene sæt knurhår på en malle og tog også denne madding, og da Deres korrespondent gav linen et ryk, sprang den en gang til. Derefter tiltalte Deres korrespondent atter galanoen i tredje person og satte en tredje madding på formandens solide forfang. Denne madding svømmede galanoen omkring flere gange før han tog den; idet han tydeligvis blev kildet af de to lineender der nu vajede fra hans gab i mallelignende umalleagtighed (Deres korrespondent har læst og beundret Pylon af mr. William Faulkner), men slugte så endelig maddingen og svømmede væk, så formandens kraftige hickory-stang bøjede i trækket fra den nye niogtredivetrådsline mens Deres korrespondent tiltalte galanoen med ordene: »Kom så, lad os se dig trække, din tævehund.«

I nogle minutter svedte Deres korrespondent og formanden, begge travlt optaget af hver sin haj (formandens på let grej, så han måtte tage varsomt på den), og så var Deres korrespondents fisk ved skibssiden, og mens Saca, kokken, holdt forfanget, slog Deres korrespondent krogen i galanoen, og mens han holdt ham med den store fangstkrog, skød han ham i hovedet med sin pistol, en kaliber .22 Colt automatic, og et langt hollow-point riffelprojektil. Dos var oppe på bådens bro og tog billeder af hajen der gik amok i vandet, og Deres korrespondent spejdede efter en chance til at skyde ham igen for at få ham til ro så vi kunne slæbe ham om til agterspejlet og banke ham med køllen indtil han var i en tilstand hvor vi kunne skære krogene ud, da fangstkrogen knækkede med et højt knald, skaftet ramte Deres korrespondent over den højre hånd og, da Deres korrespondent så ned, opdagede han at han var blevet skudt gennem sit venstre bens lægmuskel.

»Afkom af ugler og svin,« ytrede Deres korrespondent. »Jeg er blevet skudt.«

Der var ingen smerte og intet ubehag; kun et lille hul en håndsbredde under knæskallen og endnu et hul med mere ujævne kanter og større end min tommelfinger og et antal mindre sår på begge bens lægge. Deres korrespondent gik hen og satte sig. Smældet fra fangstkrogen der knækkede, og pistolens rekyl var sket præcis samtidig, og ingen andre havde hørt pistolen gå af. Jeg kunne således ikke se hvordan der skulle kunne være affyret mere end ét skud. Men hvor kom så de andre sår fra? Kunne jeg havde trykket af to eller tre gange uden at vide det, på samme måde som visse eks-elskerinder forklarede at have gjort under drabene i Love Nest. Fandeme nej, tænkte Deres korrespondent. Men hvor kom så alle de huller fra?

»Hent joden, Bread.«

»Hvordan er det sket, Cap?«

»Jeg blev skudt da krogskaftet knækkede.«

Mens alt dette udspandt sig, kæmpede formanden hårdt med sin galano.

»Jeg kan ikke regne det ud,« sagde jeg. »Der er et regulært hul efter en kugle der har åbnet sig som en blomst, men hvor fanden kommer alle de små sår fra? Prøv at se om du kan finde et hul i cockpittet dér hvor jeg stod, eller måske et projektil.«

»Vil De ha’ en drink, Cap?« spurgte Bread.

»Senere.«

»Der er ingen kugle, Cap,« sagde Saca. »Ingen steder overhovedet.« »Så sidder den i mit ben. Vi må pakke sammen i en helvedes fart og sejle ind.«

»Vi må samle jollen op, Cap,« sagde Bread. »Vi slap den da De krogede hajerne.«

»For pokker, Hem, det er jo et helvedes hul,« sagde Dos. »Vi må hellere sejle ind.«

»Vi må hellere kappe linen,« sagde jeg.

Saca gik agterud for at give besked til formanden som stadig havde gang i galanoen. Formanden kappede linen og kom op hvor jeg sad. »For fanden, knægt, jeg vidste ikke at du var blevet skudt,« sagde han. »Jeg troede det var for sjov. Jeg kunne mærke noget der ramte mine sko. Jeg troede det var for sjov. Ellers var jeg sgu da ikke blevet ved hajen.«

Deres korrespondent rejste sig og gik om til agterdækket. Dér, øverst på messinglisten der skrånede lidt indad oven på lønningen, var det stjerneformede aftryk som kuglen havde lavet da den rikochetterede. Det forklarede splinterne. Selve projektilet sad tydeligvis i min venstre læg. Der var ingen som helst smerte. Det er derfor Deres korrespondent i begyndelsen af dette brev skrev at hvis man vil stoppe et stort dyr, skal man skyde efter knoglerne.

Vi kogte noget vand, skrubbede med antiseptisk sæbe og hældte skudhullerne fulde af jod mens vi sejlede ind mod Key West. Deres korrespondent må vedgå at han affyrede et lige så dygtigt skud med sin frokost ned i en spand mens vi sejlede ind, at doktor Warren i Key West fjernede kuglefragmenter, sonderede sårene, fik taget et røntgenfoto, besluttede at udlade at fjerne det største kuglestykke som sad en halv snes centimeter inde i lægmusklen, og at hans afgørelse blev underbygget derved at såret vedblev at være rent og uden betændelse, og at turen kun blev forsinket med seks dage. Det næste af disse breve vil blive sendt fra Bimini. Deres korrespondent håber at holde dem i en informativ tone og åbne for det uforudsete.

En enkelt ting som jeg er villig til at fastslå helt definitivt og på trods af al litteratur om emnet som De muligvis har læst, er at sejlfisk ikke stikker til en madding for at dræbe den. De tager mere eller mindre forsigtigt maddingen mellem deres underkæbe og overkæbens sværd. Deres underkæbe er bevægelig, og deres overkæbe hvis forlængelse er sværdet eller næbbet, er fastsiddende på kroppen. Det der ser ud som om de stikker med sværdet, sker når fisken tager maddingen i gabet og trækker prøvende i den. Når fisken kommer mod maddingen direkte bagfra for at tage den i gabet, må han løfte sværdet ud af vandet for at få maddingen inden for rækkevidde af sin underkæbe. Dette er en besværlig stilling at svømme i, og fiskens sværd vrikker derfor fra side til side. Mens det gør det, kan det nemt komme til at slå imod forfanget eller endda maddingen. Men det sker ved et tilfælde, ikke med det forsæt at dræbe maddingen.

Hvis sejlfisk stikker til maddingen i stedet for at tage den, hvordan skulle de så blive fanget af maddinger på udliggere sådan som de fiskes i Miami og Palm Beach? Linen med maddingen holdes af en tøjklemme, og fisken må gribe fat om den for at trække den fri.

Jeg kom til at overveje den mulighed at sejlfisk ikke stikker med sværdet, ved at se mere end fire hundrede marliner hugge på en madding uden at stikke til den – på trods af alt hvad jeg havde læst om at de stak med sværdet. Sidste vinter begyndte jeg at tænke over spørgsmålet om hvorvidt sejlfisk stikker eller ej, og vi holdt alle sammen omhyggeligt øje med deres svømmeteknik i vandet og studerede også den måde de huggede på. Hele sidste vinter så jeg ikke en eneste sejlfisk stikke til en madding; og på én dag fik vi krogen i ni fisk. Nu er jeg overbevist om at de ikke stikker til en madding for at dræbe den i højere grad end en marlin gør.

En anden ting har vi lært sidste vinter og forår. Store fisk, marlin, store guldmakreller og sejlfisk, holder sig i nærheden af skildpadderne, både suppe- og karetteskildpadderne, som man ser hvor de svømmer eller flyder i overfladen eller i færd med at tage føde til sig ude i Golfstrømmen.

Træk derfor altid en madding tæt forbi en skildpadde når man ser én derude. Jeg tror de store fisk holder sig i nærheden af dem for at æde af de mindre fisk der samles i skildpaddens skygge og ly; præcis som de samles omkring ens båd hvis man har motorstop eller driver med strømmen.

Blå marlin dukkede også op sidste vinter ud for Key West. En blev fanget, og tre andre blev kroget og rev sig løs. Vi tiltrak fem i vinterens løb; havde hug af endnu to uden at få krogen i nogen af dem. De blev lokket op af maddingen og fulgte os et stykke tid hvorefter de dykkede. To kom op lige uden for revet på cirka tolv favne vand. De andre tre var mere end ti sømil ude i strømmen.

På vej til Bimini vil vi trække madding et godt stykke ud mod Golfstrømmens akse og se hvad vi kan lokke frem. Der er en masse meget fint udseende havstrømme derude med en verden af flyvefisk som vi har måttet krydse når vi sejlede frem og tilbage til Cuba, og det er ikke til at sige hvad vi måske rammer derude. Deres korrespondent har en plan om at undgå at ramme sig selv i benet.


Udvalgte reportager fra fire årtier

“Hele sit liv opsøgte Hemingway de mest dramatiske oplevelser, og ofte gjorde han det som journalist. Det er som om, han aldrig sagde nej; som om han var parat til at kaste sig ud i et hvilket som helst eventyr for at høste de erfaringer og oplevelser, der var så livsvigtige for ham. Han var af den opfattelse, at en forfatters eget liv skulle være eventyrligt; det skulle være det stof, som han byggede sin kunst på.” – Mich Vraa i bogens forord

LÆS OGSÅ: Klassikere i nye klæder: Ernest Hemingways samlede værker

Bogen indeholder 75 af Hemingways artikler, hvoraf de 35 aldrig før har været udgivet på dansk. Forfatter og journalist Mich Vraa har oversat disse 35 artikler og skrevet forord til bogen.

Du kan købe Udvalgte reportager fra fire årtier online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra den 20. januar.