Ernest Hemingway (1899-1961) behøver næppe nogen introduktion som forfatter. Verdenskendt for det internationale gennembrud Farvel til våbnene og med en nobelpris i litteratur i 1954 for en lang række af klassikere kan Hemingways litterære indflydelse næsten kun underdrives. Men Hemingway var i lige så høj grad journalist, som han var forfatter.
Han rapporterede fra brændpunkter som Den Spanske Borgerkrig, D-dag i 1944 og deltager i befrielsen af Paris. Men han berettede også om kunsterne i Paris, tyrefægtning i Pamplona, safari og dybhavsfiskeri. Han skriver om hændelsen, der bliver til hans verdenskendte roman Den gamle mand og havet og læser vellystigt sine egne nekrologer efter at være styrtet ned med fly to gange inden for to døgn.
Få et indblik i journalisten og forfatteren Ernest Hemingway og varm op til samlingen Udvalgte reportager gennem fire årtier med journalist, forfatter og oversætter, Mich Vraas, forord. Han har for første gang oversat 35 af de i alt 75 reportager.
Forord af Mich Vraa
I januar 1990 fløj jeg fra den franske ø Guadeloupe til Caracas i Venezuela for at besøge Jan Stage, Politikens farverige korrespondent i Caribien og Latinamerika. Da jeg trådte ud på Jans terrasse, kunne jeg se ud over palmekronerne i den bedre del af byen. Maestroen hilste på, hentede to kolde Cardenal fra køleskabet, satte sig i en stol og kastede nonchalant en lille kortbølgeradio hen over bordet. Jeg greb den og gjorde ligesom ham: holdt den op til øret og lyttede til verdensnyhederne på en eller anden international nyhedskanal. Valg i Nicaragua, sandinister, Panama, Manuel Noriega. Ikke emner der sagde mig det store.
Jeg var noget verdensfjern i de dage, en drømmer, og uanset hvor meget Jan også drømte, så var han i hvert fald ikke verdensfjern. Han så mig i øvrigt an i en dags tid og erklærede så at jeg var tilstrækkelig lidt idiot til at han gerne ville tage mig med ud til kysten.
Det blev en mindeværdig uge i et fiskerleje ved Venezuelas caribiske kyst hvor filmatiseringen af Hemingways Den gamle mand og havet nemt kunne være realiseret. Der var ikke dengang noget ved Jan Stage eller situationen der fik mig til at tænke på Ernest Hemingway, for jeg kendte ikke alverden til det amerikanske ikon. Vidste vel knap nok at han – i øvrigt ligesom både Jan Stage og mig – var både forfatter og journalist, to professioner der somme tider overlapper, ofte måske mere end de burde.
Jan blev tit kritiseret for at digte lidt rigeligt til ære for dramatiseringen. Så vidt jeg husker, talte vi ikke om det dengang i Venezuela, men i dag ved jeg naturligvis at Jan Stage var ganske overordentligt inspireret af Hemingway. Han var vel den danske forfatters og journalists stærkeste forbillede. Og Stage og Hemingway var fælles om et noget andet syn på sandheden end det gængse. Mere nuanceret, kunne man sige. Med Hemingways egne ord:
God skrivekunst er sand skrivekunst. Hvis et menneske
finder på en historie, så vil den være sand i det omfang og i det forhold til
livskundskab og samvittighedsfuldhed som vedkommende besidder; så når han
finder på noget, er det så sandt som hvis det virkelig var til.
Eller:
Alle gode bøger har det tilfælles at de er mere sande,
end de ville have været hvis de var sket i virkeligheden …
Hemingway var optaget af sandheden, men som det fremgår, var den for ham ikke nogen absolut størrelse. Selv om han hele sit liv med mellemrum arbejdede som journalist, så var hans tekster så godt som altid udtalt litterære, og mange passager fra journalistikken går igen i uændret form i hans skønlitterære produktion.
Det er kort sagt ikke altid til at vide om man læser en reportage eller en fiktiv fortælling. Symbiosen mellem forfatterens og reporterens metier var måske det allermest frugtbare element i Hemingways karriere. Han var af den opfattelse at en forfatters eget liv skulle være eventyrligt; det skulle være det stof som han byggede sin kunst på. De følgende er ikke hans ord, men han applauderer dem ivrigt i den sidste artikel i denne bog:
Ernest Hemingway holder en maskinpistol om bord på hans yacht, the Pilar i 1935. Foto fra Ernest Hemingway Photograph Collection, John F. Kennedy Presidential Library and Museum, Boston.
Forfattere håber altid at deres næste bog vil blive deres
bedste, for de vil ikke se i øjnene at det er deres nuværende måde at leve på
der forhindrer dem i nogensinde at skabe noget anderledes eller bedre. (Cyril
Connolly, Den urolige grav)
Farefulde oplevelser giver farefulde fortællinger
Hele sit liv opsøgte Hemingway de mest dramatiske oplevelser, og ofte gjorde han det som journalist. Det er som om han aldrig sagde nej; som om han var parat til at kaste sig ud i et hvilket som helst eventyr for at høste de erfaringer og oplevelser der var så livsvigtige for ham.
Fra den mere uskyldige flirt med døden i en urutineret barberelevs stol i denne bogs første artikel En gratis barbering til konfrontationen med dødsensfarlige sårede løver og bøfler i Afrika i Optegnelser om farligt vildt og deltagelse i hans tids tre store krige: Første og Anden Verdenskrig og Den Spanske Borgerkrig. I forbindelse med sidstnævnte bliver det for alvor svært at skelne journalisten Ernest Hemingway fra forfatteren og soldaten af samme navn. Her er han vel mest journalist:
Deres korrespondent hørte den sidste granat der ramte hans hotel. Han hørte den forlade batteriet og derefter det fløjtende brøl som fra et subwaytog da den nærmede sig og slog imod gesimsen over vinduet og fyldte værelset med en byge af knust glas og puds. Og mens glasskårene stadig faldt klirrende mod gulvet, og man lyttede efter det næste skud fra batteriet, gik det op for én at man nu endelig var tilbage i Madrid.
Og måske også her. Men i aktiv ildkamp under Anden
Verdenskrig.
Jeg undersøgte vejen med min kikkert, men kunne ikke se noget. I mellemtiden kørte det tyske køretøj, som ikke var en tank, men en let armeret, tysk jeep der medførte et maskingevær og en 20-mm-kanon, en runde i skoven og kom drønende op ad vejen mens den fyrede løs på korsvejen. Alle begyndte at skyde på den, men den snurrede rundt og forsvandt ind i skoven igen. Archie Pelkey, min chauffør, fik affyret tre skud mod den, men kunne ikke afgøre om han havde ramt …
“Det er journalistik, men det er sandelig også litteratur”
Hans beretninger fra krigene er blevet kritiseret for at
være overdramatiserede og udtryk for selviscenesættelse. Sammenblandingen af
rollerne som forfatter og som aktiv soldat nåede et nærmest bizart højdepunkt
under Anden Verdenskrig: Da fik Hemingway den amerikanske marines
efterretningstjeneste til at udruste sin båd Pilar med dybvandsbomber og andet
seriøst militært grej og stævnede ud på jagt efter endnu større bytte end de
vældige marliner, hajer og tun som han plejede at fange i farvandene omkring
Cuba: fjendtlige tyske ubåde. Han sænkede ikke nogen, men oplevelserne gav stof
til hans skrivning, ikke mindst til murstensromanen Øen og havet som udkom ni
år efter hans død i 1961.
Charme, selvtillid og lækkert hår
Hemingways tørst efter oplevelser går som en rød tråd gennem hele hans liv. Det som hos de fleste mennesker forbliver drømme – »Lad os flytte til Paris og leve af at skrive« … »Jeg vil til Afrika og skyde løver« … »Jeg vil være med i første række når De Allierede rykker ind i Tyskland« – gjorde Hemingway til sin virkelighed. Som det naturligste af verden.
Da han som 41-årig af en avisredaktør i New York blev bedt om at rejse til Kina for at skrive om den kinesisk-japanske krig, sagde han ja tak til en opgave der stillede meget store journalistiske krav. Men hans umådelige tro på sig selv svigtede ham aldrig, ja, faktisk må en stor del af forklaringen på hans tidlige og tilsyneladende nemme succes skulle findes i denne velvoksne selvtillid.
Ernest Hemingway, Milan, 1918 som frivillig for det amerikanske Røde Kors . Portræt af Ermeni Studios, Milan, Italien. Foto fra Ernest Hemingway Photograph Collection, John F. Kennedy Presidential Library and Museum, Boston.
En ung mand med et overordentligt godt udseende og overskud af karisma og selvtillid der træder ind på verdens scene, rede til at møde en hvilken som helst udfordring med det ene mål at blive en verdenskendt forfatter. Eller rettere: Med det mål at opleve alt hvad verden kunne byde på, og samtidig blive en verdenskendt forfatter. Og i Kina spiste han så frokost med generalissimo Chiang Kaisheks hustru og beroligede hende som en anden diplomat med at USA nok fortsat skulle støtte Kinas krig med Japan.
»Hvis de vil trække hjælpen tilbage,« sagde jeg til hende, idet jeg huskede hvordan det var gået for sig i Spanien, »så vil det første træk blive at trække de militære rådgivere, instruktørerne og stabsofficererne hjem. Så længe de bliver, betyder det at hjælpen vil fortsætte med at komme.«
Dette »jeg« som den klassiske journalistuddannelse altid har lært fagets udøvere at undgå eller i hvert fald begrænse, går igen i stort set al Hemingways journalistik. Uden jeget ville der nemlig næsten ingenting være. Han ser og hører og lugter og føler, og han beskriver det hele så klart og tydeligt at læseren har en følelse af selv at være til stede. For at gøre det måtte han skrive »jeg«. Det er journalistik, men det er sandelig også litteratur, og for Hemingway var der – til trods for at han ofte nok hævdede det modsatte – så godt som ingen forskel.
” Det er nærmest grotesk så mange dyr der altid kommer til skade i Hemingways nærhed”
Når først man begynder at skrive historier i første person, og hvis historierne er skrevet overbevisende nok, så vil folk som læser dem, næsten altid tro at man skriver om ting der er sket for én selv. Det er der ikke noget mærkeligt ved, for mens man fandt på historierne, måtte man lade tingene ske for den person der fortæller historien. Hvis man gør dette virkelig godt, så vil personen som læser dem, tro at tingene også er sket for ham. Hvis man kan få dette til at lykkes, er man ved at have fundet det som man søger, hvilket er at gøre historien mere virkelig end nogen virkelighed …
Ernest Hemingway på safari i Africa med et nedlagt dyr taget mellem 1933 og 1934. Foto fra Ernest Hemingway Photograph Collection, John F. Kennedy Presidential Library and Museum, Boston.
Som læser af Hemingways journalistiske og litterære værker
og lejlighedsvis gransker af hans turbulente liv er det nemt at komme til at
tage afstand fra dele af hans personlighed. Han kan optræde som en brovtende
drukkenbolt og slagsbror, og det er nærmest grotesk så mange dyr der altid
kommer til skade i Hemingways nærhed. Kamptyre og -haner, duer der tjener som
levende mål for flugtskydning, enorme sværdfisk som han fanger og dræber for
sin fornøjelses skyld, løver og leoparder og andet afrikansk trofævildt.
Den mest effektive måde at stoppe en leopard på, er et
haglgevær, og man bør ikke skyde før dyret er inden for en afstand på ti meter.
For undertegnede som har en ret udtalt snert af Dr. Dyregod
i sig, er det ubehagelige sager. Men uanset hvad man tænker og mener om
machomanden der yndede at kalde sig Papa, så er hans fornyelse af sproget,
skrivningen og den filosofi der ligger bag hans fortælleform, ikke til at komme
uden om for en journalist eller en forfatter. Om man er sig det bevidst eller
ej, så sniger Papas teknik, hans stilistiske mådehold, hans brug af sin
»indbyggede, stødsikre lortedetektor«, sig ind på alle os som gerne vil finde
den mest effektive måde at skrive historier på.
Udvalgte reportager fra fire årtier
Udvalgte reportager fra fire årtier er et mageløst tværsnit af Hemingways journalistik. Han skriver om kunstnere i Paris, fra sin første tyrefægtning, fra Den Spanske Borgerkrig, han omtaler i et afsnit den hændelse, der bliver til Den gamle mand og havet. Han er på safari og på dybhavsfiskeri, han er med på D-dag i 1944 og deltager i befrielsen af Paris. Og han læser vellystigt sine egne nekrologer efter at være styrtet ned med fly to gange inden for to døgn. Det er journalistik, der skrev historie og satte en standard.
“Alle gode bøger ligner hinanden derved, at de alle er sandere, end hvis deres handling virkelig havde fundet sted, og efter at De er færdig med at læse en sådan bog, vil de føle, at det alt sammen er hændt dem og bagefter tilhører det hele dem; det gode og det onde, ekstasen, angeren og sorgen, menneskene og stederne og hvordan vejret var. Hvis man kan nå dertil, at man kan give folk det, så er man forfatter.”
Fra artiklen “Hilsen fra en gammel journalist på Cuba”, 1934
Bogen indeholder 75 artikler, heraf er de 35 aldrig udgivet på dansk før. De er fremragende oversat af Mich Vraa.
Ernest Hemingway (1899-1961) behøver næppe nogen introduktion som forfatter. Verdenskendt for det internationale gennembrud Farvel til våbnene og med en nobelpris i litteratur i 1954 for en lang række af klassikere kan Hemingways litterære indflydelse næsten kun underdrives. Men Hemingway var i lige så høj grad journalist, som han var forfatter.
Han rapporterede fra brændpunkter som Den Spanske Borgerkrig, D-dag i 1944 og deltager i befrielsen af Paris. Men han berettede også om kunsterne i Paris, tyrefægtning i Pamplona, safari og dybhavsfiskeri.
Han skriver om hændelsen, der bliver til hans verdenskendte roman Den gamle mand og havet og læser vellystigt sine egne nekrologer efter at være styrtet ned med fly to gange inden for to døgn.
Få et indblik i journalisten og forfatteren Ernest Hemingway og varm op til samlingen Udvalgte reportager gennem fire årtier med journalist, forfatter og oversætter, Mich Vraas, forord. Han har for første gang oversat 35 af de i alt 75 reportager.
Forord af Mich Vraa
I januar 1990 fløj jeg fra den franske ø Guadeloupe til Caracas i Venezuela for at besøge Jan Stage, Politikens farverige korrespondent i Caribien og Latinamerika. Da jeg trådte ud på Jans terrasse, kunne jeg se ud over palmekronerne i den bedre del af byen. Maestroen hilste på, hentede to kolde Cardenal fra køleskabet, satte sig i en stol og kastede nonchalant en lille kortbølgeradio hen over bordet. Jeg greb den og gjorde ligesom ham: holdt den op til øret og lyttede til verdensnyhederne på en eller anden international nyhedskanal. Valg i Nicaragua, sandinister, Panama, Manuel Noriega. Ikke emner der sagde mig det store.
Jeg var noget verdensfjern i de dage, en drømmer, og uanset hvor meget Jan også drømte, så var han i hvert fald ikke verdensfjern. Han så mig i øvrigt an i en dags tid og erklærede så at jeg var tilstrækkelig lidt idiot til at han gerne ville tage mig med ud til kysten.
Det blev en mindeværdig uge i et fiskerleje ved Venezuelas caribiske kyst hvor filmatiseringen af Hemingways Den gamle mand og havet nemt kunne være realiseret. Der var ikke dengang noget ved Jan Stage eller situationen der fik mig til at tænke på Ernest Hemingway, for jeg kendte ikke alverden til det amerikanske ikon. Vidste vel knap nok at han – i øvrigt ligesom både Jan Stage og mig – var både forfatter og journalist, to professioner der somme tider overlapper, ofte måske mere end de burde.
Læs også: Derfor læser jeg Hemingway af Leif Davidsen
Jan blev tit kritiseret for at digte lidt rigeligt til ære for dramatiseringen. Så vidt jeg husker, talte vi ikke om det dengang i Venezuela, men i dag ved jeg naturligvis at Jan Stage var ganske overordentligt inspireret af Hemingway. Han var vel den danske forfatters og journalists stærkeste forbillede. Og Stage og Hemingway var fælles om et noget andet syn på sandheden end det gængse. Mere nuanceret, kunne man sige. Med Hemingways egne ord:
God skrivekunst er sand skrivekunst. Hvis et menneske finder på en historie, så vil den være sand i det omfang og i det forhold til livskundskab og samvittighedsfuldhed som vedkommende besidder; så når han finder på noget, er det så sandt som hvis det virkelig var til.
Eller:
Alle gode bøger har det tilfælles at de er mere sande, end de ville have været hvis de var sket i virkeligheden …
Hemingway var optaget af sandheden, men som det fremgår, var den for ham ikke nogen absolut størrelse. Selv om han hele sit liv med mellemrum arbejdede som journalist, så var hans tekster så godt som altid udtalt litterære, og mange passager fra journalistikken går igen i uændret form i hans skønlitterære produktion.
Læs også: Derfor læser jeg Hemingway af Mich Vraa
Det er kort sagt ikke altid til at vide om man læser en reportage eller en fiktiv fortælling. Symbiosen mellem forfatterens og reporterens metier var måske det allermest frugtbare element i Hemingways karriere. Han var af den opfattelse at en forfatters eget liv skulle være eventyrligt; det skulle være det stof som han byggede sin kunst på. De følgende er ikke hans ord, men han applauderer dem ivrigt i den sidste artikel i denne bog:
Forfattere håber altid at deres næste bog vil blive deres bedste, for de vil ikke se i øjnene at det er deres nuværende måde at leve på der forhindrer dem i nogensinde at skabe noget anderledes eller bedre. (Cyril Connolly, Den urolige grav)
Farefulde oplevelser giver farefulde fortællinger
Hele sit liv opsøgte Hemingway de mest dramatiske oplevelser, og ofte gjorde han det som journalist. Det er som om han aldrig sagde nej; som om han var parat til at kaste sig ud i et hvilket som helst eventyr for at høste de erfaringer og oplevelser der var så livsvigtige for ham.
Fra den mere uskyldige flirt med døden i en urutineret barberelevs stol i denne bogs første artikel En gratis barbering til konfrontationen med dødsensfarlige sårede løver og bøfler i Afrika i Optegnelser om farligt vildt og deltagelse i hans tids tre store krige: Første og Anden Verdenskrig og Den Spanske Borgerkrig. I forbindelse med sidstnævnte bliver det for alvor svært at skelne journalisten Ernest Hemingway fra forfatteren og soldaten af samme navn. Her er han vel mest journalist:
Deres korrespondent hørte den sidste granat der ramte hans hotel. Han hørte den forlade batteriet og derefter det fløjtende brøl som fra et subwaytog da den nærmede sig og slog imod gesimsen over vinduet og fyldte værelset med en byge af knust glas og puds. Og mens glasskårene stadig faldt klirrende mod gulvet, og man lyttede efter det næste skud fra batteriet, gik det op for én at man nu endelig var tilbage i Madrid.
Og måske også her. Men i aktiv ildkamp under Anden Verdenskrig.
Jeg undersøgte vejen med min kikkert, men kunne ikke se noget. I mellemtiden kørte det tyske køretøj, som ikke var en tank, men en let armeret, tysk jeep der medførte et maskingevær og en 20-mm-kanon, en runde i skoven og kom drønende op ad vejen mens den fyrede løs på korsvejen. Alle begyndte at skyde på den, men den snurrede rundt og forsvandt ind i skoven igen. Archie Pelkey, min chauffør, fik affyret tre skud mod den, men kunne ikke afgøre om han havde ramt …
Hans beretninger fra krigene er blevet kritiseret for at være overdramatiserede og udtryk for selviscenesættelse. Sammenblandingen af rollerne som forfatter og som aktiv soldat nåede et nærmest bizart højdepunkt under Anden Verdenskrig: Da fik Hemingway den amerikanske marines efterretningstjeneste til at udruste sin båd Pilar med dybvandsbomber og andet seriøst militært grej og stævnede ud på jagt efter endnu større bytte end de vældige marliner, hajer og tun som han plejede at fange i farvandene omkring Cuba: fjendtlige tyske ubåde. Han sænkede ikke nogen, men oplevelserne gav stof til hans skrivning, ikke mindst til murstensromanen Øen og havet som udkom ni år efter hans død i 1961.
Charme, selvtillid og lækkert hår
Hemingways tørst efter oplevelser går som en rød tråd gennem hele hans liv. Det som hos de fleste mennesker forbliver drømme – »Lad os flytte til Paris og leve af at skrive« … »Jeg vil til Afrika og skyde løver« … »Jeg vil være med i første række når De Allierede rykker ind i Tyskland« – gjorde Hemingway til sin virkelighed. Som det naturligste af verden.
Da han som 41-årig af en avisredaktør i New York blev bedt om at rejse til Kina for at skrive om den kinesisk-japanske krig, sagde han ja tak til en opgave der stillede meget store journalistiske krav. Men hans umådelige tro på sig selv svigtede ham aldrig, ja, faktisk må en stor del af forklaringen på hans tidlige og tilsyneladende nemme succes skulle findes i denne velvoksne selvtillid.
En ung mand med et overordentligt godt udseende og overskud af karisma og selvtillid der træder ind på verdens scene, rede til at møde en hvilken som helst udfordring med det ene mål at blive en verdenskendt forfatter. Eller rettere: Med det mål at opleve alt hvad verden kunne byde på, og samtidig blive en verdenskendt forfatter. Og i Kina spiste han så frokost med generalissimo Chiang Kaisheks hustru og beroligede hende som en anden diplomat med at USA nok fortsat skulle støtte Kinas krig med Japan.
»Hvis de vil trække hjælpen tilbage,« sagde jeg til hende, idet jeg huskede hvordan det var gået for sig i Spanien, »så vil det første træk blive at trække de militære rådgivere, instruktørerne og stabsofficererne hjem. Så længe de bliver, betyder det at hjælpen vil fortsætte med at komme.«
Læs også: Derfor læser jeg Hemingway af Hella Joof
Dette »jeg« som den klassiske journalistuddannelse altid har lært fagets udøvere at undgå eller i hvert fald begrænse, går igen i stort set al Hemingways journalistik. Uden jeget ville der nemlig næsten ingenting være. Han ser og hører og lugter og føler, og han beskriver det hele så klart og tydeligt at læseren har en følelse af selv at være til stede. For at gøre det måtte han skrive »jeg«. Det er journalistik, men det er sandelig også litteratur, og for Hemingway var der – til trods for at han ofte nok hævdede det modsatte – så godt som ingen forskel.
Når først man begynder at skrive historier i første person, og hvis historierne er skrevet overbevisende nok, så vil folk som læser dem, næsten altid tro at man skriver om ting der er sket for én selv. Det er der ikke noget mærkeligt ved, for mens man fandt på historierne, måtte man lade tingene ske for den person der fortæller historien. Hvis man gør dette virkelig godt, så vil personen som læser dem, tro at tingene også er sket for ham. Hvis man kan få dette til at lykkes, er man ved at have fundet det som man søger, hvilket er at gøre historien mere virkelig end nogen virkelighed …
Som læser af Hemingways journalistiske og litterære værker og lejlighedsvis gransker af hans turbulente liv er det nemt at komme til at tage afstand fra dele af hans personlighed. Han kan optræde som en brovtende drukkenbolt og slagsbror, og det er nærmest grotesk så mange dyr der altid kommer til skade i Hemingways nærhed. Kamptyre og -haner, duer der tjener som levende mål for flugtskydning, enorme sværdfisk som han fanger og dræber for sin fornøjelses skyld, løver og leoparder og andet afrikansk trofævildt.
Den mest effektive måde at stoppe en leopard på, er et haglgevær, og man bør ikke skyde før dyret er inden for en afstand på ti meter.
For undertegnede som har en ret udtalt snert af Dr. Dyregod i sig, er det ubehagelige sager. Men uanset hvad man tænker og mener om machomanden der yndede at kalde sig Papa, så er hans fornyelse af sproget, skrivningen og den filosofi der ligger bag hans fortælleform, ikke til at komme uden om for en journalist eller en forfatter. Om man er sig det bevidst eller ej, så sniger Papas teknik, hans stilistiske mådehold, hans brug af sin »indbyggede, stødsikre lortedetektor«, sig ind på alle os som gerne vil finde den mest effektive måde at skrive historier på.
Udvalgte reportager fra fire årtier
Udvalgte reportager fra fire årtier er et mageløst tværsnit af Hemingways journalistik. Han skriver om kunstnere i Paris, fra sin første tyrefægtning, fra Den Spanske Borgerkrig, han omtaler i et afsnit den hændelse, der bliver til Den gamle mand og havet. Han er på safari og på dybhavsfiskeri, han er med på D-dag i 1944 og deltager i befrielsen af Paris. Og han læser vellystigt sine egne nekrologer efter at være styrtet ned med fly to gange inden for to døgn. Det er journalistik, der skrev historie og satte en standard.
“Alle gode bøger ligner hinanden derved, at de alle er sandere, end hvis deres handling virkelig havde fundet sted, og efter at De er færdig med at læse en sådan bog, vil de føle, at det alt sammen er hændt dem og bagefter tilhører det hele dem; det gode og det onde, ekstasen, angeren og sorgen, menneskene og stederne og hvordan vejret var. Hvis man kan nå dertil, at man kan give folk det, så er man forfatter.”
Fra artiklen “Hilsen fra en gammel journalist på Cuba”, 1934
Bogen indeholder 75 artikler, heraf er de 35 aldrig udgivet på dansk før. De er fremragende oversat af Mich Vraa.
Du kan købe Udvalgte reportager fra fire årtier af Ernest Hemingway online her eller i din lokale boghandel fra d. 20. januar.
Andre læste også: