Efter mere end et år på New York Times bestsellerliste er Karen M. McManus tilbage i Bayview, hvor en mystisk person truer med at afsløre dine dybeste hemmeligheder, hvis ikke du vil lege Sandhed eller Konsekvens. En leg, der meget vel kan ende fatalt … Start din læsning af En af os dræber her!
Det er et år siden, Simon døde, og et år siden, at Bayview-firkløveret blev renset for alle anklager, og i tiden der er gået, har der ikke manglet nye sladderaps på Bayview High. Ingen har kendt folks hemmeligheder lige så godt som Simon. Indtil nu.
Nogen er fast besluttet på at føre Simons arv videre med nye spilleregler. Hvis du vælger ikke at lege med, afslører gamemasteren en hemmelighed.
Phoebe er det første offer. Og Phoebes hemmelig er mørk. Maeve er den næste, og hun burde vide bedre: Vælg altid ‘konsekvens’.
Da det bliver Knox’ tur, er konsekvenserne blevet dødelige …
Reporter (står i vejkanten af en bugtet gade med en stor hvidpudset bygning i baggrunden): Godmorgen. Her er Liz Rosen fra Channel 7 News. Jeg er live fra Bayview High, hvor eleverne er tydeligt mærkede af gårsdagens tab af endnu en klassekammerat. Det er det andet tragiske dødsfald blandt teenagere i denne lille by på kun atten måneder, og stemningen foran skolen emmer af både chok og fornemmelsen af, at man har oplevet alt dette før.
(Klip til to piger. Den ene tørrer tårer væk fra ansigtet, den anden er udtryksløs.)
GRÆDENDE PIGE: Det er bare … det er bare virkelig sørgeligt. Altså, nogle gange føles det, som om Bayview er forbandet, ikke? Først Simon, og nu det her.
UPÅVIRKET PIGE: Det her er slet ikke ligesom det, der skete med Simon.
REPORTER (retter mikrofonen mod den grædende pige): Var du gode venner med den afdøde elev?
GRÆDENDE PIGE: Ikke sådan venner venner. Eller venner overhovedet, faktisk. Altså, jeg er kun førsteårselev.
REPORTER (vender sig mod den anden pige): Og hvad med dig?
UPÅVIRKET PIGE: Jeg tror ikke, det er meningen, at vi skal tale med dig.
Ti uger tidligere
Reddit, underforummet “Hævnen er min” Tråd startet af Bayview2020
Hey. Er det her den samme gruppe, som Simon Kelleher plejede at skrive i? –Bayview2020
Vær hilset. Den selv samme. – Darkestmind
Hvorfor har I flyttet den? Og hvorfor er der næsten ingen indlæg? – Bayview2020
For mange gloaber og journalister på den gamle side. Og vi har nye sikkerhedsforanstaltninger. Det lærte vi af vores gamle ven Simon. Som jeg gætter på, at du kender, ud fra dit brugernavn? – Darkestmind
Alle kender Simon. Eller. Kendte ham. Men altså, vi var ikke venner. –Bayview2020
Okay. Hvad bringer dig hid? – Darkestmind
Det ved jeg ikke. Jeg kom bare forbi. – Bayview2020
Løgner. Det her forum er dedikeret til hævn, og det er ikke let at finde. Du er her, fordi du vil noget. Hvad er det? Eller skal jeg sige hvem? – Darkestmind
Hvem. Nogen har gjort noget forfærdeligt. Det har ødelagt mit liv og så mange andres. Samtidig fik det INGEN konsekvenser for dem. Og jeg kan ikke gøre noget ved det. – Bayview2020
Hørt, hørt. Vi har en masse til fælles. Det er noget lort, når den person, der har ødelagt ens liv, får lov til at gå rundt, som om intet var hændt. Som om det, de har gjort, ikke betyder noget. Men jeg må nok være uenig i din konklusion. Der er altid noget, man kan gøre. – Darkestmind
Kapitel et
Maeve Mandag den 17. februar
Min søster synes, at jeg er en slacker. Hun siger det ikke direkte – eller skriver det, teknisk set – men det er temmelig underforstået:
Har du kigget på den liste over universiteter, jeg har sendt dig?
Det er ikke for tidligt at begynde at kigge i løbet af vinteren på sit tredje år. Faktisk er det lidt for sent.
Hvis du har lyst, kunne vi besøge nogle af stederne, når jeg kommer hjem til Ashtons polterabend.
Du burde også søge ind et sted, der er totalt ude af din komfortzone. Hvad med University of Hawaii?
Jeg ser op fra de mange blinkende beskeder på min telefon og møder Knox Myers’ spørgende blik. “Bronwyn synes, at jeg skal gå på universitetet på Hawaii,” beretter jeg, og han får næsten sin empanada galt i halsen.
“Hun ved godt, at det er en ø, ikke?” spørger han, mens han rækker ud efter et glas vand og drikker halvdelen i en enkelt slurk. Café Contiagos empanadas er legendariske i Bayview, men de er noget af en mundfuld, hvis man ikke er vant til stærk mad. Og det er Knox, der flyttede hertil fra Kansas i folkeskolen, og hvis livret stadig er gryderet med champignon, helt klart ikke. “Har hun allerede glemt, at du er voldsomt strandfjendsk?”
“Jeg er ikke strandfjendsk,” protesterer jeg. “Jeg er bare ikke fortaler for sand. Eller for meget sol. Eller understrøm. Eller havdyr.” Knox hæver brynene højere og højere for hver sætning. “Og det var ligesom dig, der fik mig til at se Monsters of the Deep,” pointerer jeg. “Min havfobi er primært din skyld.” Knox var min første kæreste, og da vi blev kærester sidste sommer, var vi begge to så uerfarne, at det tog os noget tid at indse, at vi faktisk ikke er tiltrukket af hinanden. Vi brugte det meste af vores tid som kærester på at se Science Channel, og det burde nok have givet os et praj om, at vi er bedre som venner.
“Jeg er overbevist,” siger Knox tørt. “Det er tydeligvis den rigtige skole for dig. Jeg ser frem til at læse det, der utvivlsomt bliver et dybtfølt ansøgningsessay, når den tid kommer.” Han læner sig frem mod mig og hæver stemmen for at understrege sine ord. “Næste år.”
Jeg sukker og trommer med fingrene på det farverige kakkelbord. Café Contiago er en argentinsk café med mørkeblå vægge og et loft lavet af tin, og i luften hænger en blanding af søde og krydrede dufte. Cafeen ligger mindre end halvanden kilometer fra vores hus, og den blev mit yndlingssted at lave lektier, dengang Bronwyn tog afsted til Yale, og mit værelse pludselig var alt for stille. Jeg kan godt lide den venlige og lidt travle stemning, og ikke mindst det, at ingen har noget imod, at jeg sidder her i tre timer, selvom jeg kun bestiller kaffe. “Bronwyn synes, at jeg er bagud,” siger jeg til Knox.
“Nå, men Bronwyn havde også nærmest sin Yale-ansøgning klar i børnehaven, havde hun ikke?” siger han. “Vi har tid nok.” Knox er ligesom mig: en syttenårig tredjeårselev på Bayview High, der er ældre end de fleste andre på vores årgang. I hans tilfælde er det, fordi han var lidt lille af sin alder i børnehaveklassen, og hans forældre lod ham derfor gå året om. I mit tilfælde er det, fordi jeg røg ind og ud af hospitalet det meste af min barndom på grund af leukæmi.
“Det har vi vel.” Jeg rækker ind over bordet for at tage Knox’ tomme tallerken og sætte den oven i min egen, men i stedet vælter jeg saltbøssen og sender hvide krystaller ud over bordet. Næsten uden at tænke over det, tager jeg et drys salt og smider det over skulderen. For at afværge uheld, ligesom Ita har lært mig. Min bedstemor er meget overtroisk: Noget af det er colombiansk overtro, noget af det har hun taget til sig, efter at have boet i USA i tredive år.
Som barn plejede jeg at rette mig efter det hele, især når jeg var syg. Hvis jeg tager perlearmbåndet på, som Ita gav mig, så vil den her undersøgelse ikke gøre ondt. Hvis jeg undgår sprækkerne i gulvet, så vil antallet af hvide blodlegemer være normalt. Hvis jeg nytårsaften spiser tolv vindruer til midnat, så dør jeg ikke i det nye år.
“Det er i øvrigt ikke verdens undergang, hvis du ikke begynder på universitetet med det samme,” siger Knox. Han sidder og hænger i stolen, mens han skubber en mørkebrun hårtot væk fra panden. Knox er så tynd og benet, at han selv efter at have proppet sig med alle sine egne empanadas samt halvdelen af mine, stadig ser sulten ud. Hver gang han er hjemme hos os, prøver én af eller begge mine forældre at fede ham op. “Det er der mange, der ikke gør.” Hans blik flakker rundt i restauranten, inden det lander på Addy Prentiss, der er på vej gennem køkkendøren med en bakke balancerende i den ene hånd.
Jeg betragter Addy sno sig gennem Café Contiago, mens hun scenevant sætter tallerkner af undervejs. Da kriminalprogrammet Mikhail Powers Undersøger i Thanksgiving-ferien sendte deres særudgave “Bayview-Firkløveret: Hvor er de nu?”, havde Addy for første gang nogensinde indvilget i at lade sig interviewe. Sikkert fordi hun kunne mærke, at producerne var ved at forberede et portræt af hende som gruppens slacker.
Min søster var kommet ind på Yale, Cooper havde et spektakulært stipendium til Cal State Fullerton, og selv Nate var begyndt at tage nogle fag på det lokale college. Men den vinkel ville hun ikke finde sig i. Adelaide Prentiss ville ikke acceptere overskriften “Bayviews tidligere skønhedsdronning topper i high school”.
“Hvis man ved, hvad man vil, når man bliver student, så er det da fint,” havde hun sagt, mens hun sad på en taburet på Café Contiago med dagens ret skrevet med farverigt kridt på en tavle bag sig. “Men hvis man ikke gør, hvorfor så betale en formue for noget, som man måske aldrig kommer til at bruge? Når man er atten år, er der ikke noget galt i ikke at have planlagt resten af sit liv.”
Eller sytten. Jeg ser varsomt på min telefon, mens jeg venter på endnu en byge af beskeder fra Bronwyn. Jeg elsker min søster, men hendes perfektionisme er svær at leve op til.
Aftengæsterne er ved at ankomme, og mens de sidste par borde bliver fyldt op, skifter en eller anden kanal på de store, væghængte fjernsyn, så de alle sammen viser Cal State Fullertons første kamp i årets baseballsæson. Addy standser op, da hendes bakke er næsten tom, og hun kaster et blik rundt i lokalet og smiler, da hun fanger mit blik. Hun baner sig vej hen til vores hjørnebord og sætter en lille tallerken med alfajores ned mellem Knox og mig.
De små sammenlagte småkager med cremet karamel i midten er en af Café Contiagos specialiteter, og det er den eneste ret, Addy har lært at lave, i løbet af de ni måneder, hun har arbejdet her.
Knox og jeg rækker begge ud efter dem på samme tid. “Er der andet, I vil have?” spørger Addy og sætter en lok af sit sølvrosa hår om bag øret. Hun har afprøvet et par forskellige hårfarver i årets løb, men hvis det ikke er lyserødt eller lilla, holder det ikke længe. “Hvis I vil bestille, skal I gøre det nu. Alle holder pause, når Cooper skal pitche, og det er om …” Hun skæver op til uret på væggen, “… cirka fem minutter.”
Jeg ryster på hovedet, og Knox rejser sig op og børster krummerne af sin grå yndlingshættetrøje. “Jeg skal ikke have noget, men jeg skal lige på toilettet,” siger han. “Gider du spærre min plads, Maeve?”
“Selvfølgelig,” siger jeg og sætter min taske over på hans stol.
Addy vender sig halvt om og taber så næsten sin bakke. “Uuuh! Der er han!”
Hver eneste skærm i restauranten viser det samme billede: Cooper Clay, der går op til pitcher-højen for at varme op til sin første baseballkamp på universitetet. Jeg har lige set Cooper i juleferien, og selvom det ikke engang er to måneder siden, ser han større ud, end jeg husker ham. Det samme markerede kæbeparti, det samme flotte udseende, men med et stålsat blik i øjnene, som jeg aldrig har set før. Men så igen, indtil dette øjeblik har jeg altid kun set Cooper pitche på afstand.
Jeg kan ikke høre kommentatorerne på grund af snakken i caféen, men jeg kan næsten gætte, hvad de siger: Når det kommer til college-baseball, er Coopers debutkamp det eneste, der er værd at tale om, og det er stort nok til, at hele kampen nu bliver dækket af en af de lokale sportskanaler. Noget af det skyldes dels, at medlemmerne af Bayview-Firkløveret stadig er berygtede, dels at han er en af de eneste åbent homoseksuelle baseballspillere, men det skyldes også, at han har været totalt dominerende under forårstræningen. Eksperterne er begyndt at vædde om, hvorvidt han vil skifte til et hold i den nationale baseball-liga, inden han overhovedet har spillet sin første universitetssæson færdig.
“Vores superstjerne skal endelig møde sin skæbne,” siger Addy kærligt, da Cooper retter på sin kasket på skærmen. “Jeg bliver nødt til lige at gå en runde mellem mine borde, så kommer jeg ned til jer igen.” Hun begynder at bevæge sig gennem restauranten med sin bakke under armen og en blok i hånden, men gæsternes opmærksomhed er allerede skiftet fra maden til baseball.
Mine øjne hviler på skærmen, selvom de har klippet væk fra Cooper til et interview med det andet holds træner. Hvis Cooper vinder, bliver det et godt år. Jeg prøver at skubbe tanken til side, så snart den dukker op, for jeg kommer ikke til at kunne nyde kampen, hvis jeg gør det til endnu et væddemål med skæbnen.
En stol skraber højlydt mod gulvet ved siden af mig, og en velkendt sort læderjakke stryger mod min arm. “Hva’ så, Maeve?” spørger Nate Macauley og sætter sig til rette på sin stol. Hans blik vandrer hen over det saltstænkede bord. “Åh åh. Saltmassakre. Vi er dødsdømte, er vi ikke?”
“Ha og ha,” siger jeg, men det rykker i mine mundvige. Efter Nate og Bronwyn blev kærester for næsten et år siden, er han blevet som en bror for mig, så jeg går ud fra, at drillerierne følger med. Selv nu, hvor de “holder pause” for tredje gang siden Bronwyn tog afsted på universitetet.
Efter at have brugt hele sidste sommer på ængsteligt at fundere over, hvorvidt det kunne fungere med et langdistanceforhold på tværs af landet, har min søster og hendes kæreste ligesom fundet sig til rette med et mønster, hvor de er uadskillelige, skændes, slår op og finder sammen igen, og det virker – mærkeligt nok – til at fungere for dem begge to.
Nate griner bare, og vi glider over i en behagelig stilhed. Det er let at hænge ud med ham og Addy og resten af Bronwyns venner. Vores venner, siger hun altid, men det er ikke rigtigt. De var hendes først, og de ville ikke være mine uden hende.
Min telefon bipper som på kommando, og jeg ser ned på en besked fra Bronwyn. Er kampen begyndt?
Om lidt, skriver jeg. Cooper er ved at varme op.
Jeg ville ønske, at de sendte det på ESPN, så jeg kunne se det!!! Desværre kan man ikke se Pacific Coast Sports Network i New Haven, Connecticut. Eller noget andet sted uden for en tre timers radius fra San Diego. Og man kan heller ikke streame det på nettet.
Jeg optager det til dig, minder jeg hende om.
Det ved jeg godt, men det er ikke det samme.
Sorry 🙁
Jeg sluger det sidste af min småkage og ser så længe på de grå prikker på min skærm, at jeg er ret sikker på, hvad der er på vej. Bronwyn er lynhurtig til at skrive beskeder. Hun tøver aldrig, medmindre hun skal til at sige noget, som hun tror, hun ikke bør sige, og i øjeblikket er der kun et enkelt emne på hendes selvvalgte tal-ikke-om-dette-liste.
Og så kommer det: Er Nate der?
Min søster bor ganske vist ikke på værelset ved siden af mit længere, men det betyder ikke, at jeg ikke kan drille hende lidt. Hvem? svarer jeg, inden jeg skæver til Nate. “Bronwyn siger hej,” siger jeg til ham.
Hans mørkeblå øjne glimter, men hans ansigt er udtryksløst. “Selv hej.”
Jeg forstår det vel godt. Lige meget, hvor glad man er for et andet menneske, så ændrer det sig, når man pludselig går fra at være sammen hele tiden til ikke længere at være det. Sådan har jeg det også, selvom det er noget andet. Men Nate og jeg har ikke den slags forhold, hvor vi snakker om vores følelser. Det har vi begge to kun med Bronwyn, så i stedet skærer jeg ansigt af ham. “Fortrængning er usundt, at du ved det.”
Før Nate kan nå at svare, er der pludselig en hektisk aktivitet omkring os: Knox kommer tilbage, Addy hiver en stol over til vores bord, og der dukker en tallerken med tortillachips dækket af oksekødsstrimler, smeltet ost og chimichurri op foran mig – Café Contiagos udgave af nachos.
Jeg ser i den retning, de kom fra, og møder et par mørkebrune øjne. “Snacks til kampen,” siger Luis Santos og svinger det viskestykke, han brugte til at holde på tallerkenen, op på skulderen. Luis er Coopers bedste ven fra Bayview High, og han var Coopers catcher på baseballholdet, indtil de begge to blev studenter sidste år.
Hans forældre ejer Café Contiago, og han arbejder der på deltid, mens han tager et par fag på City College. Lige siden jeg gjorde hjørnebordet til mit andet hjem, har jeg set mere til Luis, end jeg gjorde, mens vi stadig gik i skole sammen.
Knox kaster sig over tallerkenen med nachos, som om han ikke lige havde kørt to omgange empanadas og en tallerken småkager ned for fem minutter siden. “Pas på, den er varm,” advarer Luis, da han sætter sig ned på stolen over for mig. Du gør mig varm, tænker jeg med det samme, for jeg har en pinlig svaghed for flotte og veltrænede fyre, og det får mig til at opføre mig som en tolvårig. Man skulle tro, at jeg havde lært lektien, dengang min ugengældte forelskelse i en af skolens basketballspillere førte til et ydmygende indlæg på Simon Kellehers sladderblog, About That, da jeg gik på første år. Men nej.
Jeg er egentlig ikke sulten, men jeg trækker alligevel en nacho ud fra bunden af bunken. “Tak, Luis,” siger jeg og sutter saltet af et af hjørnerne.
Nate griner smørret. “Hvad var det, du sagde om fortrængning, Maeve?”
Jeg bliver varm i kinderne, og jeg kan ikke komme i tanke om et bedre svar end at proppe hele nachoen ind i munden og tygge aggressivt på den i retning af Nate. Nogle gange ved jeg virkelig ikke, hvad min søster ser i ham.
Pis. Min søster. Jeg kaster et hurtigt blik på min telefon, og jeg mærker et stik af skyldfølelse, da jeg ser rækken af emojis med triste ansigter, som Bronwyn har sendt. Det var bare for sjov. Nate ser ud, som om han har det elendigt, forsikrer jeg hende. Det gør han ikke, for der er ikke nogen, der kan se mere pisseligeglad ud end Nate Macauley, men jeg er sikker på, at det er sådan, han har det.
Phoebe Lawton, en af de andre tjenere på Café Contiago, som også er tredjeårselev på Bayview High, deler et par vandglas ud og sætter sig ved den fjerneste ende af bordet. I samme øjeblik slentrer den første batter ind på banen. Kameraet zoomer ind på Coopers ansigt, da han fører handsken op til ansigtet og kniber øjnene sammen. “Kom så, Coop,” mumler Luis med sin venstre hånd instinktivt krøllet sammen, som om han havde en baseballhandske på. “Så er det nu.”
Slå ventetiden ihjel med disse bøger af Karen M. McManus
Fem elever går til eftersidning. Én kommer ikke ud i live
Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning. En af dem kommer ikke ud af lokalet i live, men hvem har slået Simon ihjel?
Det viser sig hurtigt, at han havde planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre, stræberen Bronwyn, sportsstjernen Cooper, forbryderen Nate og skønheden Addy.
Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?
Piger, der forsvinder i Echo Ridge, kommer sjældent hjem igen
Echo Ridge er en by med mange hemmeligheder. Ellerys moster forsvandt derfra som 17-årig, og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet.
Ellery kender alt til hemmeligheder. Hendes mor har dem, hendes bedstemor har dem. Og efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige – og de fleste er ikke gode til at holde på dem. I Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv …
Karen M. McManus har en BA i Engelsk fra College of the Holy Cross og en master i Journalistik fra Northeastern University. Hun bor i Cambridge, Massachussets, og når hun ikke er i gang med sin næste bog, så elsker hun at rejse sammen med sin søn. Hun debuterede med bestselleren En af os lyver i 2017, som tilbragte mere end et år på den prestigefulde New York Times bestsellerliste. Fortsættelsen En af os dræber udkommer på dansk i januar 2020.
Efter mere end et år på New York Times bestsellerliste er Karen M. McManus tilbage i Bayview, hvor en mystisk person truer med at afsløre dine dybeste hemmeligheder, hvis ikke du vil lege Sandhed eller Konsekvens. En leg, der meget vel kan ende fatalt … Start din læsning af En af os dræber her!
Det er et år siden, Simon døde, og et år siden, at Bayview-firkløveret blev renset for alle anklager, og i tiden der er gået, har der ikke manglet nye sladderaps på Bayview High. Ingen har kendt folks hemmeligheder lige så godt som Simon. Indtil nu.
Nogen er fast besluttet på at føre Simons arv videre med nye spilleregler. Hvis du vælger ikke at lege med, afslører gamemasteren en hemmelighed.
Phoebe er det første offer. Og Phoebes hemmelig er mørk. Maeve er den næste, og hun burde vide bedre: Vælg altid ‘konsekvens’.
Da det bliver Knox’ tur, er konsekvenserne blevet dødelige …
Du kan købe En af os dræber, fx på på Saxo.com, eller hos din lokale boghandler
En af os dræber
af Karen M. McManus
På dansk ved
Dorthe Hjort Jensen
Fredag den 6. marts
Reporter (står i vejkanten af en bugtet gade med en stor hvidpudset bygning i baggrunden): Godmorgen. Her er Liz Rosen fra Channel 7 News. Jeg er live fra Bayview High, hvor eleverne er tydeligt mærkede af gårsdagens tab af endnu en klassekammerat. Det er det andet tragiske dødsfald blandt teenagere i denne lille by på kun atten måneder, og stemningen foran skolen emmer af både chok og fornemmelsen af, at man har oplevet alt dette før.
(Klip til to piger. Den ene tørrer tårer væk fra ansigtet, den anden er udtryksløs.)
GRÆDENDE PIGE: Det er bare … det er bare virkelig sørgeligt. Altså, nogle gange føles det, som om Bayview er forbandet, ikke? Først Simon, og nu det her.
UPÅVIRKET PIGE: Det her er slet ikke ligesom det, der skete med Simon.
REPORTER (retter mikrofonen mod den grædende pige): Var du gode venner med den afdøde elev?
GRÆDENDE PIGE: Ikke sådan venner venner. Eller venner overhovedet, faktisk. Altså, jeg er kun førsteårselev.
REPORTER (vender sig mod den anden pige): Og hvad med dig?
UPÅVIRKET PIGE: Jeg tror ikke, det er meningen, at vi skal tale med dig.
Ti uger tidligere
Reddit, underforummet “Hævnen er min”
Tråd startet af Bayview2020
Hey.
Er det her den samme gruppe, som Simon Kelleher plejede at skrive i? –Bayview2020
Vær hilset.
Den selv samme. – Darkestmind
Hvorfor har I flyttet den? Og hvorfor er der næsten ingen indlæg? – Bayview2020
For mange gloaber og journalister på den gamle side.
Og vi har nye sikkerhedsforanstaltninger. Det lærte vi af vores gamle ven Simon.
Som jeg gætter på, at du kender, ud fra dit brugernavn? – Darkestmind
Alle kender Simon. Eller. Kendte ham. Men altså, vi var ikke venner. –Bayview2020
Okay. Hvad bringer dig hid? – Darkestmind
Det ved jeg ikke. Jeg kom bare forbi. – Bayview2020
Løgner. Det her forum er dedikeret til hævn, og det er ikke let at finde.
Du er her, fordi du vil noget.
Hvad er det? Eller skal jeg sige hvem? – Darkestmind
Hvem.
Nogen har gjort noget forfærdeligt.
Det har ødelagt mit liv og så mange andres.
Samtidig fik det INGEN konsekvenser for dem.
Og jeg kan ikke gøre noget ved det. – Bayview2020
Hørt, hørt.
Vi har en masse til fælles.
Det er noget lort, når den person, der har ødelagt ens liv, får lov til at gå rundt, som om intet var hændt.
Som om det, de har gjort, ikke betyder noget.
Men jeg må nok være uenig i din konklusion.
Der er altid noget, man kan gøre. – Darkestmind
Kapitel et
Maeve
Mandag den 17. februar
Min søster synes, at jeg er en slacker. Hun siger det ikke direkte – eller skriver det, teknisk set – men det er temmelig underforstået:
Har du kigget på den liste over universiteter, jeg har sendt dig?
Det er ikke for tidligt at begynde at kigge i løbet af vinteren på sit tredje år. Faktisk er det lidt for sent.
Hvis du har lyst, kunne vi besøge nogle af stederne, når jeg kommer hjem til Ashtons polterabend.
Du burde også søge ind et sted, der er totalt ude af din komfortzone.
Hvad med University of Hawaii?
Jeg ser op fra de mange blinkende beskeder på min telefon og møder Knox Myers’ spørgende blik. “Bronwyn synes, at jeg skal gå på universitetet på Hawaii,” beretter jeg, og han får næsten sin empanada galt i halsen.
“Hun ved godt, at det er en ø, ikke?” spørger han, mens han rækker ud efter et glas vand og drikker halvdelen i en enkelt slurk. Café Contiagos empanadas er legendariske i Bayview, men de er noget af en mundfuld, hvis man ikke er vant til stærk mad. Og det er Knox, der flyttede hertil fra Kansas i folkeskolen, og hvis livret stadig er gryderet med champignon, helt klart ikke. “Har hun allerede glemt, at du er voldsomt strandfjendsk?”
“Jeg er ikke strandfjendsk,” protesterer jeg. “Jeg er bare ikke fortaler for sand. Eller for meget sol. Eller understrøm. Eller havdyr.” Knox hæver brynene højere og højere for hver sætning. “Og det var ligesom dig, der fik mig til at se Monsters of the Deep,” pointerer jeg. “Min havfobi er primært din skyld.” Knox var min første kæreste, og da vi blev kærester sidste sommer, var vi begge to så uerfarne, at det tog os noget tid at indse, at vi faktisk ikke er tiltrukket af hinanden. Vi brugte det meste af vores tid som kærester på at se Science Channel, og det burde nok have givet os et praj om, at vi er bedre som venner.
“Jeg er overbevist,” siger Knox tørt. “Det er tydeligvis den rigtige skole for dig. Jeg ser frem til at læse det, der utvivlsomt bliver et dybtfølt ansøgningsessay, når den tid kommer.” Han læner sig frem mod mig og hæver stemmen for at understrege sine ord. “Næste år.”
Jeg sukker og trommer med fingrene på det farverige kakkelbord. Café Contiago er en argentinsk café med mørkeblå vægge og et loft lavet af tin, og i luften hænger en blanding af søde og krydrede dufte. Cafeen ligger mindre end halvanden kilometer fra vores hus, og den blev mit yndlingssted at lave lektier, dengang Bronwyn tog afsted til Yale, og mit værelse pludselig var alt for stille. Jeg kan godt lide den venlige og lidt travle stemning, og ikke mindst det, at ingen har noget imod, at jeg sidder her i tre timer, selvom jeg kun bestiller kaffe. “Bronwyn synes, at jeg er bagud,” siger jeg til Knox.
“Nå, men Bronwyn havde også nærmest sin Yale-ansøgning klar i børnehaven, havde hun ikke?” siger han. “Vi har tid nok.” Knox er ligesom mig: en syttenårig tredjeårselev på Bayview High, der er ældre end de fleste andre på vores årgang. I hans tilfælde er det, fordi han var lidt lille af sin alder i børnehaveklassen, og hans forældre lod ham derfor gå året om. I mit tilfælde er det, fordi jeg røg ind og ud af hospitalet det meste af min barndom på grund af leukæmi.
“Det har vi vel.” Jeg rækker ind over bordet for at tage Knox’ tomme tallerken og sætte den oven i min egen, men i stedet vælter jeg saltbøssen og sender hvide krystaller ud over bordet. Næsten uden at tænke over det, tager jeg et drys salt og smider det over skulderen. For at afværge uheld, ligesom Ita har lært mig. Min bedstemor er meget overtroisk: Noget af det er colombiansk overtro, noget af det har hun taget til sig, efter at have boet i USA i tredive år.
Som barn plejede jeg at rette mig efter det hele, især når jeg var syg. Hvis jeg tager perlearmbåndet på, som Ita gav mig, så vil den her undersøgelse ikke gøre ondt. Hvis jeg undgår sprækkerne i gulvet, så vil antallet af hvide blodlegemer være normalt. Hvis jeg nytårsaften spiser tolv vindruer til midnat, så dør jeg ikke i det nye år.
“Det er i øvrigt ikke verdens undergang, hvis du ikke begynder på universitetet med det samme,” siger Knox. Han sidder og hænger i stolen, mens han skubber en mørkebrun hårtot væk fra panden. Knox er så tynd og benet, at han selv efter at have proppet sig med alle sine egne empanadas samt halvdelen af mine, stadig ser sulten ud. Hver gang han er hjemme hos os, prøver én af eller begge mine forældre at fede ham op. “Det er der mange, der ikke gør.” Hans blik flakker rundt i restauranten, inden det lander på Addy Prentiss, der er på vej gennem køkkendøren med en bakke balancerende i den ene hånd.
Jeg betragter Addy sno sig gennem Café Contiago, mens hun scenevant sætter tallerkner af undervejs. Da kriminalprogrammet Mikhail Powers Undersøger i Thanksgiving-ferien sendte deres særudgave “Bayview-Firkløveret: Hvor er de nu?”, havde Addy for første gang nogensinde indvilget i at lade sig interviewe. Sikkert fordi hun kunne mærke, at producerne var ved at forberede et portræt af hende som gruppens slacker.
Min søster var kommet ind på Yale, Cooper havde et spektakulært stipendium til Cal State Fullerton, og selv Nate var begyndt at tage nogle fag på det lokale college. Men den vinkel ville hun ikke finde sig i. Adelaide Prentiss ville ikke acceptere overskriften “Bayviews tidligere skønhedsdronning topper i high school”.
“Hvis man ved, hvad man vil, når man bliver student, så er det da fint,” havde hun sagt, mens hun sad på en taburet på Café Contiago med dagens ret skrevet med farverigt kridt på en tavle bag sig. “Men hvis man ikke gør, hvorfor så betale en formue for noget, som man måske aldrig kommer til at bruge? Når man er atten år, er der ikke noget galt i ikke at have planlagt resten af sit liv.”
Eller sytten. Jeg ser varsomt på min telefon, mens jeg venter på endnu en byge af beskeder fra Bronwyn. Jeg elsker min søster, men hendes perfektionisme er svær at leve op til.
Aftengæsterne er ved at ankomme, og mens de sidste par borde bliver fyldt op, skifter en eller anden kanal på de store, væghængte fjernsyn, så de alle sammen viser Cal State Fullertons første kamp i årets baseballsæson. Addy standser op, da hendes bakke er næsten tom, og hun kaster et blik rundt i lokalet og smiler, da hun fanger mit blik. Hun baner sig vej hen til vores hjørnebord og sætter en lille tallerken med alfajores ned mellem Knox og mig.
De små sammenlagte småkager med cremet karamel i midten er en af Café Contiagos specialiteter, og det er den eneste ret, Addy har lært at lave, i løbet af de ni måneder, hun har arbejdet her.
Knox og jeg rækker begge ud efter dem på samme tid. “Er der andet, I vil have?” spørger Addy og sætter en lok af sit sølvrosa hår om bag øret. Hun har afprøvet et par forskellige hårfarver i årets løb, men hvis det ikke er lyserødt eller lilla, holder det ikke længe. “Hvis I vil bestille, skal I gøre det nu. Alle holder pause, når Cooper skal pitche, og det er om …” Hun skæver op til uret på væggen, “… cirka fem minutter.”
Jeg ryster på hovedet, og Knox rejser sig op og børster krummerne af sin grå yndlingshættetrøje. “Jeg skal ikke have noget, men jeg skal lige på toilettet,” siger han. “Gider du spærre min plads, Maeve?”
“Selvfølgelig,” siger jeg og sætter min taske over på hans stol.
Addy vender sig halvt om og taber så næsten sin bakke. “Uuuh! Der er han!”
Hver eneste skærm i restauranten viser det samme billede: Cooper Clay, der går op til pitcher-højen for at varme op til sin første baseballkamp på universitetet. Jeg har lige set Cooper i juleferien, og selvom det ikke engang er to måneder siden, ser han større ud, end jeg husker ham. Det samme markerede kæbeparti, det samme flotte udseende, men med et stålsat blik i øjnene, som jeg aldrig har set før. Men så igen, indtil dette øjeblik har jeg altid kun set Cooper pitche på afstand.
Jeg kan ikke høre kommentatorerne på grund af snakken i caféen, men jeg kan næsten gætte, hvad de siger: Når det kommer til college-baseball, er Coopers debutkamp det eneste, der er værd at tale om, og det er stort nok til, at hele kampen nu bliver dækket af en af de lokale sportskanaler. Noget af det skyldes dels, at medlemmerne af Bayview-Firkløveret stadig er berygtede, dels at han er en af de eneste åbent homoseksuelle baseballspillere, men det skyldes også, at han har været totalt dominerende under forårstræningen. Eksperterne er begyndt at vædde om, hvorvidt han vil skifte til et hold i den nationale baseball-liga, inden han overhovedet har spillet sin første universitetssæson færdig.
“Vores superstjerne skal endelig møde sin skæbne,” siger Addy kærligt, da Cooper retter på sin kasket på skærmen. “Jeg bliver nødt til lige at gå en runde mellem mine borde, så kommer jeg ned til jer igen.” Hun begynder at bevæge sig gennem restauranten med sin bakke under armen og en blok i hånden, men gæsternes opmærksomhed er allerede skiftet fra maden til baseball.
Mine øjne hviler på skærmen, selvom de har klippet væk fra Cooper til et interview med det andet holds træner. Hvis Cooper vinder, bliver det et godt år. Jeg prøver at skubbe tanken til side, så snart den dukker op, for jeg kommer ikke til at kunne nyde kampen, hvis jeg gør det til endnu et væddemål med skæbnen.
En stol skraber højlydt mod gulvet ved siden af mig, og en velkendt sort læderjakke stryger mod min arm. “Hva’ så, Maeve?” spørger Nate Macauley og sætter sig til rette på sin stol. Hans blik vandrer hen over det saltstænkede bord. “Åh åh. Saltmassakre. Vi er dødsdømte, er vi ikke?”
“Ha og ha,” siger jeg, men det rykker i mine mundvige. Efter Nate og Bronwyn blev kærester for næsten et år siden, er han blevet som en bror for mig, så jeg går ud fra, at drillerierne følger med. Selv nu, hvor de “holder pause” for tredje gang siden Bronwyn tog afsted på universitetet.
Efter at have brugt hele sidste sommer på ængsteligt at fundere over, hvorvidt det kunne fungere med et langdistanceforhold på tværs af landet, har min søster og hendes kæreste ligesom fundet sig til rette med et mønster, hvor de er uadskillelige, skændes, slår op og finder sammen igen, og det virker – mærkeligt nok – til at fungere for dem begge to.
Nate griner bare, og vi glider over i en behagelig stilhed. Det er let at hænge ud med ham og Addy og resten af Bronwyns venner. Vores venner, siger hun altid, men det er ikke rigtigt. De var hendes først, og de ville ikke være mine uden hende.
Min telefon bipper som på kommando, og jeg ser ned på en besked fra Bronwyn. Er kampen begyndt?
Om lidt, skriver jeg. Cooper er ved at varme op.
Jeg ville ønske, at de sendte det på ESPN, så jeg kunne se det!!! Desværre kan man ikke se Pacific Coast Sports Network i New Haven, Connecticut. Eller noget andet sted uden for en tre timers radius fra San Diego. Og man kan heller ikke streame det på nettet.
Jeg optager det til dig, minder jeg hende om.
Det ved jeg godt, men det er ikke det samme.
Sorry 🙁
Jeg sluger det sidste af min småkage og ser så længe på de grå prikker på min skærm, at jeg er ret sikker på, hvad der er på vej. Bronwyn er lynhurtig til at skrive beskeder. Hun tøver aldrig, medmindre hun skal til at sige noget, som hun tror, hun ikke bør sige, og i øjeblikket er der kun et enkelt emne på hendes selvvalgte tal-ikke-om-dette-liste.
Og så kommer det: Er Nate der?
Min søster bor ganske vist ikke på værelset ved siden af mit længere, men det betyder ikke, at jeg ikke kan drille hende lidt. Hvem? svarer jeg, inden jeg skæver til Nate. “Bronwyn siger hej,” siger jeg til ham.
Hans mørkeblå øjne glimter, men hans ansigt er udtryksløst. “Selv hej.”
Jeg forstår det vel godt. Lige meget, hvor glad man er for et andet menneske, så ændrer det sig, når man pludselig går fra at være sammen hele tiden til ikke længere at være det. Sådan har jeg det også, selvom det er noget andet. Men Nate og jeg har ikke den slags forhold, hvor vi snakker om vores følelser. Det har vi begge to kun med Bronwyn, så i stedet skærer jeg ansigt af ham. “Fortrængning er usundt, at du ved det.”
Før Nate kan nå at svare, er der pludselig en hektisk aktivitet omkring os: Knox kommer tilbage, Addy hiver en stol over til vores bord, og der dukker en tallerken med tortillachips dækket af oksekødsstrimler, smeltet ost og chimichurri op foran mig – Café Contiagos udgave af nachos.
Jeg ser i den retning, de kom fra, og møder et par mørkebrune øjne. “Snacks til kampen,” siger Luis Santos og svinger det viskestykke, han brugte til at holde på tallerkenen, op på skulderen. Luis er Coopers bedste ven fra Bayview High, og han var Coopers catcher på baseballholdet, indtil de begge to blev studenter sidste år.
Hans forældre ejer Café Contiago, og han arbejder der på deltid, mens han tager et par fag på City College. Lige siden jeg gjorde hjørnebordet til mit andet hjem, har jeg set mere til Luis, end jeg gjorde, mens vi stadig gik i skole sammen.
Knox kaster sig over tallerkenen med nachos, som om han ikke lige havde kørt to omgange empanadas og en tallerken småkager ned for fem minutter siden. “Pas på, den er varm,” advarer Luis, da han sætter sig ned på stolen over for mig. Du gør mig varm, tænker jeg med det samme, for jeg har en pinlig svaghed for flotte og veltrænede fyre, og det får mig til at opføre mig som en tolvårig. Man skulle tro, at jeg havde lært lektien, dengang min ugengældte forelskelse i en af skolens basketballspillere førte til et ydmygende indlæg på Simon Kellehers sladderblog, About That, da jeg gik på første år. Men nej.
Jeg er egentlig ikke sulten, men jeg trækker alligevel en nacho ud fra bunden af bunken. “Tak, Luis,” siger jeg og sutter saltet af et af hjørnerne.
Nate griner smørret. “Hvad var det, du sagde om fortrængning, Maeve?”
Jeg bliver varm i kinderne, og jeg kan ikke komme i tanke om et bedre svar end at proppe hele nachoen ind i munden og tygge aggressivt på den i retning af Nate. Nogle gange ved jeg virkelig ikke, hvad min søster ser i ham.
Pis. Min søster. Jeg kaster et hurtigt blik på min telefon, og jeg mærker et stik af skyldfølelse, da jeg ser rækken af emojis med triste ansigter, som Bronwyn har sendt. Det var bare for sjov. Nate ser ud, som om han har det elendigt, forsikrer jeg hende. Det gør han ikke, for der er ikke nogen, der kan se mere pisseligeglad ud end Nate Macauley, men jeg er sikker på, at det er sådan, han har det.
Phoebe Lawton, en af de andre tjenere på Café Contiago, som også er tredjeårselev på Bayview High, deler et par vandglas ud og sætter sig ved den fjerneste ende af bordet. I samme øjeblik slentrer den første batter ind på banen. Kameraet zoomer ind på Coopers ansigt, da han fører handsken op til ansigtet og kniber øjnene sammen. “Kom så, Coop,” mumler Luis med sin venstre hånd instinktivt krøllet sammen, som om han havde en baseballhandske på. “Så er det nu.”
Forsæt din læsning i En af os dræber. Du kan forudbestille En af os dræber online på fx saxo.com eller hos din lokale boghandler.
Se bogtraileren
Slå ventetiden ihjel med disse bøger af Karen M. McManus
Fem elever går til eftersidning. Én kommer ikke ud i live
Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning. En af dem kommer ikke ud af lokalet i live, men hvem har slået Simon ihjel?
Det viser sig hurtigt, at han havde planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre, stræberen Bronwyn, sportsstjernen Cooper, forbryderen Nate og skønheden Addy.
Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?
Du kan købe En af os lyver online fx hos saxo.com eller hos din lokale boghandler. Læs også et uddrag af bogen her.
Se bogtraileren
LÆS OGSÅ: Fem grunde til hvorfor du skal læse Echo Ridge af Karen M. McManus
Piger, der forsvinder i Echo Ridge, kommer sjældent hjem igen
Echo Ridge er en by med mange hemmeligheder. Ellerys moster forsvandt derfra som 17-årig, og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet.
Ellery kender alt til hemmeligheder. Hendes mor har dem, hendes bedstemor har dem. Og efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige – og de fleste er ikke gode til at holde på dem. I Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv …
Echo Ridge er Karen M. McManus’ anden roman.
Du kan købe Echo Ridge online fx hos saxo.com eller hos din lokale boghandler. Læs også et uddrag af bogen her.
Se bogtraileren
Om Karen M. McManus
Karen M. McManus har en BA i Engelsk fra College of the Holy Cross og en master i Journalistik fra Northeastern University. Hun bor i Cambridge, Massachussets, og når hun ikke er i gang med sin næste bog, så elsker hun at rejse sammen med sin søn. Hun debuterede med bestselleren En af os lyver i 2017, som tilbragte mere end et år på den prestigefulde New York Times bestsellerliste. Fortsættelsen En af os dræber udkommer på dansk i januar 2020.
Andre læste også: