En lille by. To forsvundne piger. Store hemmeligheder. Du kender hende måske fra bestselleren En af os lyver. Nu er Karen M. McManus tilbage med en ny roman, hvor piger forsvinder sporløst fra den lille idylliske by, Echo Ridge. Du kan tyvstarte på hendes nye bog her.
KAPITEL 1
ELLERY FREDAG DEN 30. AUGUST
Hvis jeg var overtroisk, ville dette være et dårligt varsel.
Der er kun én kuffert tilbage på bagagebåndet. Den er skrigende pink, dækket af Hello Kitty-klistermærker og er helt sikkert ikke min.
Min bror, Ezra, ser den køre forbi os for fjerde gang, mens han læner sig ind mod håndtaget på sin egen kæmpestore kuffert. Menneskemængden om båndet er næsten væk, bortset fra et par, der skændes om, hvem af dem der skulle have holdt styr på deres biludlejningsreservation. “Måske skal du bare tage den,” foreslår Ezra. “Det virker, som om dens ejer ikke var med vores fly, og jeg er sikker på, at personen har en interessant garderobe. Sikkert en masse polkaprikker. Og glimmer.” Hans telefon ringer, og han hiver den op af lommen. “Bedste er udenfor.”
“Det er bare løgn,” mumler jeg og sparker spidsen af min ene sko ind i metalkanten af båndet. “Hele mit liv var i den kuffert.”
Det er en anelse overdrevet. Mit rigtige liv var i La Puente, Californien, indtil for cirka otte timer siden. Bortset fra de papkasser, der blev sendt til Vermont i sidste uge, indeholdt kufferten alt, hvad der er tilbage.
“Vi skal vel anmelde det.” Ezra kigger rundt i bagagehallen, mens han lader hånden løbe over sit plyssede hår. Han plejede at have mørke, tykke krøller ligesom mine, der hang ned i øjnene, og jeg har stadig ikke vænnet mig til den frisure, han fik i sommer. Han tipper sin kuffert og drejer over mod informationsskranken.
“Det er sikkert herovre.”
Med sit røde udslæt af bumser på kinder og kæbe ligner den tynde fyr bag skranken en, der stadig går i high school. Der står “Andy” på det gyldne navneskilt, der sidder skævt fast i hans blå vest. Andys tynde læber sitrer, da jeg fortæller ham om min kuffert, og han strækker hals mod Hello Kittytasken, der stadig kører rundt på båndet. “Flynummer 5624 fra Los Angeles? Med en mellemlanding i Charlotte?” Jeg nikker. “Er du sikker på, at den der ikke er din?”
“Ret sikker.”
“Nedtur. Men den skal nok dukke op. Du skal bare udfylde den her.” Han hiver en skuffe ud og trækker en formular op, som han smider over til mig. “Der er også en kuglepen et sted,” mumler han, mens han halvhjertet kigger mellem en stak papirer.
“Jeg har selv en.” Jeg lyner min rygsæk op og lægger en bog på disken, mens jeg leder efter en kuglepen. Ezra rynker panden, da han ser det ramponerede omslag.
“Seriøst, Ellery?” spørger han. “Tog du Med koldt blod med på flyet? Hvorfor sendte du den ikke bare afsted med resten af dine bøger?”
“Den er værdifuld,” forsvarer jeg mig.
Ezra ruller med øjnene. “Du ved godt, at det ikke er Truman
Capotes rigtige autograf. Sadie blev totalt snydt.”
“Whatever. Det er tanken, der tæller,” mumler jeg. Vores mor købte den “signerede” førsteudgave på eBay til mig, da hun fik rollen som Afdød #2 i I Lovens Navn for fire år siden. Hun gav Ezra et pladeomslag med Sex Pistols, hvor Sid Vicious’ autograf sikkert er lige så forfalsket. Vi skulle have købt en bil med pålidelige bremser i stedet, men Sadie har aldrig været god til at langtidsplanlægge. “Nå, men du ved, hvad de siger om Murderland. Skik følge …”
“Skal I til Echo Ridge?” spørger Andy. Jeg holder en kort pause ved det andet c i mit efternavn, og han tilføjer: “Det kalder de det faktisk ikke mere. Og I er for tidligt på den. De åbner først i næste uge.”
“Det ved jeg godt. Jeg mente ikke forlystelsesparken. Jeg mente …” Jeg tier stille, inden jeg når at sige byen, og lægger Med koldt blod ned i tasken. “Glem det,” siger jeg og vender igen opmærksomheden mod formularen. “Hvor lang tid plejer det at tage, før man får sine ting tilbage?”
“Det burde ikke tage mere end en dag.” Andys blik flakker mellem Ezra og mig. “I ligner hinanden ret meget. Er I tvillinger?”
Jeg nikker og bliver ved med at skrive. Ezra, høflig som altid, svarer: “Det er vi.”
“Jeg skulle have været tvilling,” siger Andy. “Men den anden blev absorberet inde i livmoderen.” Ezra udstøder et overrasket lille fnys, og jeg prøver på ikke at grine. Det her sker hele tiden for min bror. Folk deler de mærkeligste ting med ham. Det kan godt være, at vi har samme ansigtstræk, men han er den, alle stoler på. “Jeg har altid tænkt, at det ville have været cool at have en tvilling. Så kunne man lade, som om man var den anden, og lave sjov med alle andre.” Jeg ser op, og Andy kigger igen på os med sammenknebne øjne. “Men det kan I jo nok ikke. I er jo ikke den rigtige slags tvillinger.”
“Helt sikkert ikke,” siger Ezra med et anstrengt smil. Jeg skriver hurtigere og giver den udfyldte formular til Andy, som river den øverste side af og giver mig den gule kopi.
“Der er en, der ringer til mig, ikke?” spørger jeg.
“Jep,” siger Andy. “Hvis du ikke hører fra dem i morgen, så ring til nummeret i bunden. Hyg jer i Echo Ridge.”
Ezra udstøder et højt suk, da vi går over mod svingdørene, og jeg griner til ham over skulderen. “Du får altid de bedste venner.”
Han skutter sig. “Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på det. Absorberet. Hvordan sker det overhovedet? Altså … nej. Det vil jeg ikke tænke på. Det vil jeg ikke vide. Men hvor mærkeligt må det ikke være at vokse op med den viden? At vide, hvor let man selv kunne have været den forkerte tvilling.” Vi skubber dørene op, og jeg bliver overrasket, da vi bliver ramt af en mur af kvælende varm luft, der lugter af udstødning.
Selv på den sidste dag i august havde jeg regnet med, at Vermont ville være meget koldere end Californien. Jeg sætter mit hår op, mens Ezra kigger på sin telefon. “Bedste skriver, at hun kører rundt og rundt, fordi hun ikke vil betale for en parkeringsplads.”
Jeg rynker panden og kigger på ham. “Skriver Bedste beskeder, mens hun kører bil?”
“Åbenbart.”
Jeg har ikke set min mormor, siden hun besøgte os i Californien for ti år siden, men baseret på det, jeg kan huske, virker det helt atypisk for hende.
Vi venter et par minutter, helt matte i varmen, indtil en skovgrøn Subaru-stationcar kører op foran os. Vinduet i passagersiden bliver rullet ned, og Bedste stikker hovedet ud.
Selvom hendes tykke, grå pandehår er nyklippet, ser hun ikke meget anderledes ud, end hun gør på Skype. “Kom så, hop ind,” halvråber hun, mens hun ud af øjenkrogen holder øje med en færdselsbetjent, der står et par meter fra os. “De vil ikke lade én holde stille i mere end et minut.” Hun trækker hovedet til sig, mens Ezra trækker sin enlige kuffert hen mod bagagerummet.
Da vi sætter os ind på bagsædet, vender Bedste sig om mod os, og det gør den yngre dame, der sidder bag rattet, også.
“Ellery, Ezra, det her er Melanie Kilduff. Hendes familie bor lidt længere nede ad vejen. Jeg er frygtelig natteblind, så Melanie var rar at køre mig. Hun plejede at passe jeres mor, da hun var yngre. I har sikkert hørt om hende.”
Ezra og jeg kigger på hinanden med store øjne. Ja. Ja, vi har. Sadie forlod Echo Ridge, da hun var atten, og hun har kun været tilbage to gange siden. Den første gang var året, inden vi blev født, da vores morfar døde af et hjerteanfald. Den anden gang var for fem år siden til Melanies teenagedatters begravelse. Ezra og jeg så særudsendelsen af krimiprogrammet Dateline – “Mysteriet i Murderland” – derhjemme, mens en af vores naboer passede os. Jeg var tryllebundet af historien om Lacey Kilduff, den smukke, lyshårede homecoming-dronning fra min mors hjemby, der blev fundet kvalt i en halloween-forlystelsespark. Lufthavns-Andy havde ret. Ejeren af parken ændrede navnet fra Murderland til Fright Farm et par måneder senere. Jeg er ikke sikker på, at sagen ville have fået lige så meget landsdækkende opmærksomhed, hvis ikke parkens navn på den måde havde været lige i øjet.
Eller hvis ikke Lacey havde været den anden smukke teenager fra Echo Ridge – og endda fra den præcis samme vej – der skabte tragiske overskrifter.
Sadie ville ikke svare på nogen af vores spørgsmål, da hun kom hjem fra Laceys begravelse. “Jeg vil gerne bare glemme det,” sagde hun, når vi spurgte. Hvilket er det samme, som hun hele vores liv har sagt om Echo Ridge. Det er vel egentlig ret ironisk, at vi alligevel endte her.
“Hyggeligt at møde dig,” siger Ezra til Melanie, mens jeg på en eller anden måde formår at få mit eget spyt galt i halsen. Han dunker mig hårdere i ryggen end nødvendigt. Melanie er smuk på en falmet måde med glansløst, lyst hår, der er flettet i en fransk fletning, lyseblå øjne og et stænk af fregner. Hun sender os et afvæbnende smil, der afslører et mellemrum mellem fortænderne. “I lige måde. Undskyld for sinkelsen, men der var overraskende meget trafik. Hvordan gik flyveturen?”
Før Ezra kan nå at svare, lyder der et højt bump fra taget af Subaruen, som får Bedste til at hoppe i sædet. “I bliver nødt til at køre videre,” råber færdselsbetjenten.
“Burlington er den mest uforskammede by,” vrisser Bedste.
Hun trykker på knappen i døren, der får vinduet til at rulle op, mens Melanie langsomt lirker bilen ud bag en taxa. Jeg fumler med min sikkerhedssele, mens jeg stirrer på Melanies nakke. Jeg havde ikke forventet at møde hende på denne måde. Jeg regnede med, at jeg ville møde hende på et tidspunkt, eftersom hun og Bedste er naboer, men jeg troede mere, det ville blive med et hurtigt vink, når jeg var ude med skraldet, ikke med en timelang køretur, i det øjeblik jeg landede i Vermont.
“Jeg var ked af at høre om jeres mor,” siger Melanie, mens hun kører ud fra lufthavnens område og ind på en smal hovedvej, der er fyldt med grønne skilte. Klokken er næsten ti om aftenen, og foran os glimter lyset fra vinduerne i en klynge lave bygninger. “Men jeg er glad for, at hun får den hjælp, hun har brug for. Sadie er sådan en stærk kvinde. Jeg er sikker på, I snart vil være tilbage hos hende, men jeg håber, I vil nyde jeres tid i Echo Ridge. Det er en dejlig, lille by. Jeg ved, at Nora ser frem til at vise jer rundt.”
Sådan. Det er sådan, man styrer en akavet samtale. Der er ingen grund til at starte med Jeg er ked af, at jeres mor kørte sin bil ind i en guldsmedebutik, mens hun var høj på opiater og blev nødt til at tage på afvænning i fire måneder. Bare anerkend elefanten i rummet, gå udenom, og så en glat overgang til mere behagelige samtaleemner.
Velkommen til Echo Ridge.
Jeg falder i søvn, kort efter at vi har ramt hovedvejen, og rører mig ikke, før en høj lyd river mig ud af søvnen. Det lyder, som om bilen bliver overdænget med sten fra alle sider. Jeg vender mig desorienteret mod Ezra, men han ser lige så forvirret ud.
Bedste vender sig i sædet, mens hun råber hen over den buldrende larm. “Hagl. Ikke ualmindeligt på denne tid af året. Selvom de her nu er rimelig store.”
“Jeg kører lige ind til siden og venter på, at det holder op,” halvråber Melanie. Hun lemper bilen ud i vejsiden og trækker håndbremsen. Haglene rammer hårdere end nogensinde, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun kommer til at have hundredvis af små buler i bilen, når det er overstået. Et særligt stort hagl klasker ind midt på forruden og forskrækker os alle.
“Hvordan kan det hagle?” spørger jeg. “Det var varmt i Burlington.”
“Hagl bliver dannet oppe i skyerne,” forklarer Bedste og rækker hånden op mod himlen. “Temperaturerne er meget kolde deroppe. Haglene smelter dog hurtigt på jorden.” Hendes stemme er ikke ligefrem varm – jeg er ikke sikker på, at varme er en mulighed for hende – men den er mere levende, end den har været hele aftenen. Bedste arbejdede tidligere som lærer, og hun er helt klart mere tilpas i den rolle end i rollen som mormor med midlertidig forældremyndighed. Ikke at jeg bebrejder hende.
Hun hænger på os i de seksten uger, som Sadies afvænningsdom varer. Og omvendt. Dommeren insisterede på, at vi skulle bo hos noget familie, hvilket begrænsede vores valgmuligheder en hel del. Vores far var et engangsknald – en stuntmand, eller det hævdede han i hvert fald i løbet af de hele to timer, som han og Sadie brugte sammen efter at have mødt hinanden på en natklub i LA. Vi har ikke nogen tanter, onkler, fætre eller kusiner. Ikke et eneste menneske, bortset fra Bedste, der kunne tage os. Vi sidder et øjeblik i stilhed og betragter haglene hoppe på kølerhjelmen, indtil hyppigheden daler, og det endelig stopper helt.
Melanie drejer ud på vejen igen, og jeg skæver til uret på instrumentbrættet. Den er næsten elleve. Jeg har sovet næsten en time. Jeg puffer til Ezra og spørger: “Vi må være lige ved at være der, ikke?”
“Næsten,” siger Ezra. Han sænker stemmen. “Stedet er en fest på en fredag aften. Vi er ikke kørt forbi en eneste bygning de sidste mange kilometer.”
Det er kulsort udenfor, og selv efter at have gnedet mig i øjnene et par gange kan jeg ingenting se gennem vinduet, bortset fra et par skyggeagtige, slørede omrids af nogle træer. Men jeg prøver, for jeg vil gerne se det sted, som Sadie ikke kunne vente med at forlade. “Det er ligesom at bo i et postkort,” plejede hun at sige. “Smukt, skinnende og indelukket.
Alle, der bor i Echo Ridge, opfører sig, som om man forsvinder i den blå luft, hvis man forlader området.”
Bilen kører over et bump, og min sikkerhedssele skærer sig ind i min hals, da jeg bliver kastet til siden. Ezra gaber så meget, at hans kæbe siger knækkelyde. Jeg er sikker på, han følte sig forpligtiget til at holde sig vågen og holde samtalen i gang, da jeg faldt i søvn, selvom ingen af os har sovet ordentligt i flere dage.
“Nu er der kun omkring en kilometer hjem.” Bedstes stemme fra forsædet kommer bag på os begge. “Vi er lige kørt forbi ‘Velkommen til Echo Ridge’-skiltet, selvom det er så dårligt oplyst, at jeg ikke går ud fra, I overhovedet opdagede det.”
Hun har ret. Det gjorde jeg ikke, selvom jeg havde lavet en mental note om at kigge efter det. Skiltet var en af de få ting, som Sadie talte om i forbindelse med Echo Ridge. Som regel efter et par glas vin. “‘Befolkningstal 4.935.’ Ændrede sig aldrig i de atten år, jeg boede der,” ville hun sige med et hånligt smil. “Hvis man tager nogen med ind, skal man åbenbart smide en anden ud først.”
“Nu kommer vejbroen, Melanie.” Bedstes stemme lyder advarende.
“Det ved jeg,” siger Melanie. Vejen drejer skarpt, idet vi kører under en grå stenhvælving, og Melanie sætter farten helt ned. Der er ingen gadelamper på den her strækning, og Melanie tænder for det lange lys.
“Bedste er virkelig dårlig til bare at sidde ved siden af,” hvisker Ezra.
“Er hun?” hvisker jeg tilbage. “Men Melanie er jo så forsigtig.”
Jeg fniser, samtidig med at min mormor brøler “Stop!” med så kommanderende en stemme, at både Ezra og jeg hopper i sædet. I et splitsekund tror jeg, at hun har supersonisk hørelse og er irriteret over vores små stikpiller. Men Melanie klodser bremsen og stopper bilen så pludseligt, at jeg bliver slynget frem i sikkerhedsselen.
“Hvad f…?” Ezra og jeg spørger samtidig, men Melanie og Bedste har allerede klikket sikkerhedsselerne op og er klatret ud af bilen. Vi udveksler forvirrede blikke og følger efter. Jorden er dækket af pytter af halvsmeltede hagl, og jeg går uden om dem hen mod min mormor. Bedste står foran Melanies bil med blikket fast fæstnet på den del af vejen, der er badet i lys fra billygterne.
Og på den ubevægelige skikkelse, der ligger lige midt i det. Dækket af blod, med halsen i en frygtelig forkert vinkel og vidtåbne øjne, der stirrer på ingenting.
Se bogtraileren
Læs mere om Echo Ridge
Echo Ridge er en by med mange hemmeligheder. Ellerys moster forsvandt derfra som 17-årig, og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet.
Ellery kender alt til hemmeligheder. Hendes mor har dem, hendes bedstemor har dem. Og efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige – og de fleste er ikke gode til at holde på dem. I Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv …
Karen M. McManus har en BA i Engelsk fra College of the Holy Cross og en master i Journalistik fra Northeastern University. Hun bor i Cambridge, Massachussets, og når hun ikke er i gang med sin næste bog, så elsker hun at rejse sammen med sin søn. Hun debuterede med bestselleren En af os lyveri 2017, som tilbragte mere end et år på den prestigefulde New York Times bestsellerliste. Echo Ridge er hendes anden roman.
En lille by. To forsvundne piger. Store hemmeligheder. Du kender hende måske fra bestselleren En af os lyver. Nu er Karen M. McManus tilbage med en ny roman, hvor piger forsvinder sporløst fra den lille idylliske by, Echo Ridge. Du kan tyvstarte på hendes nye bog her.
KAPITEL 1
ELLERY
FREDAG DEN 30. AUGUST
Hvis jeg var overtroisk, ville dette være et dårligt varsel.
Der er kun én kuffert tilbage på bagagebåndet. Den er skrigende pink, dækket af Hello Kitty-klistermærker og er helt sikkert ikke min.
Min bror, Ezra, ser den køre forbi os for fjerde gang, mens han læner sig ind mod håndtaget på sin egen kæmpestore kuffert. Menneskemængden om båndet er næsten væk, bortset fra et par, der skændes om, hvem af dem der skulle have holdt styr på deres biludlejningsreservation. “Måske skal du bare tage den,” foreslår Ezra. “Det virker, som om dens ejer ikke var med vores fly, og jeg er sikker på, at personen har en interessant garderobe. Sikkert en masse polkaprikker. Og glimmer.” Hans telefon ringer, og han hiver den op af lommen. “Bedste er udenfor.”
“Det er bare løgn,” mumler jeg og sparker spidsen af min ene sko ind i metalkanten af båndet. “Hele mit liv var i den kuffert.”
Det er en anelse overdrevet. Mit rigtige liv var i La Puente, Californien, indtil for cirka otte timer siden. Bortset fra de papkasser, der blev sendt til Vermont i sidste uge, indeholdt kufferten alt, hvad der er tilbage.
“Vi skal vel anmelde det.” Ezra kigger rundt i bagagehallen, mens han lader hånden løbe over sit plyssede hår. Han plejede at have mørke, tykke krøller ligesom mine, der hang ned i øjnene, og jeg har stadig ikke vænnet mig til den frisure, han fik i sommer. Han tipper sin kuffert og drejer over mod informationsskranken.
“Det er sikkert herovre.”
Med sit røde udslæt af bumser på kinder og kæbe ligner den tynde fyr bag skranken en, der stadig går i high school. Der står “Andy” på det gyldne navneskilt, der sidder skævt fast i hans blå vest. Andys tynde læber sitrer, da jeg fortæller ham om min kuffert, og han strækker hals mod Hello Kittytasken, der stadig kører rundt på båndet. “Flynummer 5624 fra Los Angeles? Med en mellemlanding i Charlotte?” Jeg nikker. “Er du sikker på, at den der ikke er din?”
“Ret sikker.”
“Nedtur. Men den skal nok dukke op. Du skal bare udfylde den her.” Han hiver en skuffe ud og trækker en formular op, som han smider over til mig. “Der er også en kuglepen et sted,” mumler han, mens han halvhjertet kigger mellem en stak papirer.
“Jeg har selv en.” Jeg lyner min rygsæk op og lægger en bog på disken, mens jeg leder efter en kuglepen. Ezra rynker panden, da han ser det ramponerede omslag.
“Seriøst, Ellery?” spørger han. “Tog du Med koldt blod med på flyet? Hvorfor sendte du den ikke bare afsted med resten af dine bøger?”
“Den er værdifuld,” forsvarer jeg mig.
Ezra ruller med øjnene. “Du ved godt, at det ikke er Truman
Capotes rigtige autograf. Sadie blev totalt snydt.”
“Whatever. Det er tanken, der tæller,” mumler jeg. Vores mor købte den “signerede” førsteudgave på eBay til mig, da hun fik rollen som Afdød #2 i I Lovens Navn for fire år siden. Hun gav Ezra et pladeomslag med Sex Pistols, hvor Sid Vicious’ autograf sikkert er lige så forfalsket. Vi skulle have købt en bil med pålidelige bremser i stedet, men Sadie har aldrig været god til at langtidsplanlægge. “Nå, men du ved, hvad de siger om Murderland. Skik følge …”
“Skal I til Echo Ridge?” spørger Andy. Jeg holder en kort pause ved det andet c i mit efternavn, og han tilføjer: “Det kalder de det faktisk ikke mere. Og I er for tidligt på den. De åbner først i næste uge.”
“Det ved jeg godt. Jeg mente ikke forlystelsesparken. Jeg mente …” Jeg tier stille, inden jeg når at sige byen, og lægger Med koldt blod ned i tasken. “Glem det,” siger jeg og vender igen opmærksomheden mod formularen. “Hvor lang tid plejer det at tage, før man får sine ting tilbage?”
“Det burde ikke tage mere end en dag.” Andys blik flakker mellem Ezra og mig. “I ligner hinanden ret meget. Er I tvillinger?”
Jeg nikker og bliver ved med at skrive. Ezra, høflig som altid, svarer: “Det er vi.”
“Jeg skulle have været tvilling,” siger Andy. “Men den anden blev absorberet inde i livmoderen.” Ezra udstøder et overrasket lille fnys, og jeg prøver på ikke at grine. Det her sker hele tiden for min bror. Folk deler de mærkeligste ting med ham. Det kan godt være, at vi har samme ansigtstræk, men han er den, alle stoler på. “Jeg har altid tænkt, at det ville have været cool at have en tvilling. Så kunne man lade, som om man var den anden, og lave sjov med alle andre.” Jeg ser op, og Andy kigger igen på os med sammenknebne øjne. “Men det kan I jo nok ikke. I er jo ikke den rigtige slags tvillinger.”
“Helt sikkert ikke,” siger Ezra med et anstrengt smil. Jeg skriver hurtigere og giver den udfyldte formular til Andy, som river den øverste side af og giver mig den gule kopi.
“Der er en, der ringer til mig, ikke?” spørger jeg.
“Jep,” siger Andy. “Hvis du ikke hører fra dem i morgen, så ring til nummeret i bunden. Hyg jer i Echo Ridge.”
Ezra udstøder et højt suk, da vi går over mod svingdørene, og jeg griner til ham over skulderen. “Du får altid de bedste venner.”
Han skutter sig. “Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på det. Absorberet. Hvordan sker det overhovedet? Altså … nej. Det vil jeg ikke tænke på. Det vil jeg ikke vide. Men hvor mærkeligt må det ikke være at vokse op med den viden? At vide, hvor let man selv kunne have været den forkerte tvilling.” Vi skubber dørene op, og jeg bliver overrasket, da vi bliver ramt af en mur af kvælende varm luft, der lugter af udstødning.
Selv på den sidste dag i august havde jeg regnet med, at Vermont ville være meget koldere end Californien. Jeg sætter mit hår op, mens Ezra kigger på sin telefon. “Bedste skriver, at hun kører rundt og rundt, fordi hun ikke vil betale for en parkeringsplads.”
Jeg rynker panden og kigger på ham. “Skriver Bedste beskeder, mens hun kører bil?”
“Åbenbart.”
Jeg har ikke set min mormor, siden hun besøgte os i Californien for ti år siden, men baseret på det, jeg kan huske, virker det helt atypisk for hende.
Vi venter et par minutter, helt matte i varmen, indtil en skovgrøn Subaru-stationcar kører op foran os. Vinduet i passagersiden bliver rullet ned, og Bedste stikker hovedet ud.
Selvom hendes tykke, grå pandehår er nyklippet, ser hun ikke meget anderledes ud, end hun gør på Skype. “Kom så, hop ind,” halvråber hun, mens hun ud af øjenkrogen holder øje med en færdselsbetjent, der står et par meter fra os. “De vil ikke lade én holde stille i mere end et minut.” Hun trækker hovedet til sig, mens Ezra trækker sin enlige kuffert hen mod bagagerummet.
Da vi sætter os ind på bagsædet, vender Bedste sig om mod os, og det gør den yngre dame, der sidder bag rattet, også.
“Ellery, Ezra, det her er Melanie Kilduff. Hendes familie bor lidt længere nede ad vejen. Jeg er frygtelig natteblind, så Melanie var rar at køre mig. Hun plejede at passe jeres mor, da hun var yngre. I har sikkert hørt om hende.”
Ezra og jeg kigger på hinanden med store øjne. Ja. Ja, vi har. Sadie forlod Echo Ridge, da hun var atten, og hun har kun været tilbage to gange siden. Den første gang var året, inden vi blev født, da vores morfar døde af et hjerteanfald. Den anden gang var for fem år siden til Melanies teenagedatters begravelse. Ezra og jeg så særudsendelsen af krimiprogrammet Dateline – “Mysteriet i Murderland” – derhjemme, mens en af vores naboer passede os. Jeg var tryllebundet af historien om Lacey Kilduff, den smukke, lyshårede homecoming-dronning fra min mors hjemby, der blev fundet kvalt i en halloween-forlystelsespark. Lufthavns-Andy havde ret. Ejeren af parken ændrede navnet fra Murderland til Fright Farm et par måneder senere. Jeg er ikke sikker på, at sagen ville have fået lige så meget landsdækkende opmærksomhed, hvis ikke parkens navn på den måde havde været lige i øjet.
Eller hvis ikke Lacey havde været den anden smukke teenager fra Echo Ridge – og endda fra den præcis samme vej – der skabte tragiske overskrifter.
Sadie ville ikke svare på nogen af vores spørgsmål, da hun kom hjem fra Laceys begravelse. “Jeg vil gerne bare glemme det,” sagde hun, når vi spurgte. Hvilket er det samme, som hun hele vores liv har sagt om Echo Ridge. Det er vel egentlig ret ironisk, at vi alligevel endte her.
“Hyggeligt at møde dig,” siger Ezra til Melanie, mens jeg på en eller anden måde formår at få mit eget spyt galt i halsen. Han dunker mig hårdere i ryggen end nødvendigt. Melanie er smuk på en falmet måde med glansløst, lyst hår, der er flettet i en fransk fletning, lyseblå øjne og et stænk af fregner. Hun sender os et afvæbnende smil, der afslører et mellemrum mellem fortænderne. “I lige måde. Undskyld for sinkelsen, men der var overraskende meget trafik. Hvordan gik flyveturen?”
Før Ezra kan nå at svare, lyder der et højt bump fra taget af Subaruen, som får Bedste til at hoppe i sædet. “I bliver nødt til at køre videre,” råber færdselsbetjenten.
“Burlington er den mest uforskammede by,” vrisser Bedste.
Hun trykker på knappen i døren, der får vinduet til at rulle op, mens Melanie langsomt lirker bilen ud bag en taxa. Jeg fumler med min sikkerhedssele, mens jeg stirrer på Melanies nakke. Jeg havde ikke forventet at møde hende på denne måde. Jeg regnede med, at jeg ville møde hende på et tidspunkt, eftersom hun og Bedste er naboer, men jeg troede mere, det ville blive med et hurtigt vink, når jeg var ude med skraldet, ikke med en timelang køretur, i det øjeblik jeg landede i Vermont.
“Jeg var ked af at høre om jeres mor,” siger Melanie, mens hun kører ud fra lufthavnens område og ind på en smal hovedvej, der er fyldt med grønne skilte. Klokken er næsten ti om aftenen, og foran os glimter lyset fra vinduerne i en klynge lave bygninger. “Men jeg er glad for, at hun får den hjælp, hun har brug for. Sadie er sådan en stærk kvinde. Jeg er sikker på, I snart vil være tilbage hos hende, men jeg håber, I vil nyde jeres tid i Echo Ridge. Det er en dejlig, lille by. Jeg ved, at Nora ser frem til at vise jer rundt.”
Sådan. Det er sådan, man styrer en akavet samtale. Der er ingen grund til at starte med Jeg er ked af, at jeres mor kørte sin bil ind i en guldsmedebutik, mens hun var høj på opiater og blev nødt til at tage på afvænning i fire måneder. Bare anerkend elefanten i rummet, gå udenom, og så en glat overgang til mere behagelige samtaleemner.
Velkommen til Echo Ridge.
Jeg falder i søvn, kort efter at vi har ramt hovedvejen, og rører mig ikke, før en høj lyd river mig ud af søvnen. Det lyder, som om bilen bliver overdænget med sten fra alle sider. Jeg vender mig desorienteret mod Ezra, men han ser lige så forvirret ud.
Bedste vender sig i sædet, mens hun råber hen over den buldrende
larm. “Hagl. Ikke ualmindeligt på denne tid af året. Selvom de her nu er rimelig store.”
“Jeg kører lige ind til siden og venter på, at det holder op,” halvråber Melanie. Hun lemper bilen ud i vejsiden og trækker håndbremsen. Haglene rammer hårdere end nogensinde, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun kommer til at have hundredvis af små buler i bilen, når det er overstået. Et særligt stort hagl klasker ind midt på forruden og forskrækker os alle.
“Hvordan kan det hagle?” spørger jeg. “Det var varmt i Burlington.”
“Hagl bliver dannet oppe i skyerne,” forklarer Bedste og rækker hånden op mod himlen. “Temperaturerne er meget kolde deroppe. Haglene smelter dog hurtigt på jorden.” Hendes stemme er ikke ligefrem varm – jeg er ikke sikker på, at varme er en mulighed for hende – men den er mere levende, end den har været hele aftenen. Bedste arbejdede tidligere som lærer, og hun er helt klart mere tilpas i den rolle end i rollen som mormor med midlertidig forældremyndighed. Ikke at jeg bebrejder hende.
Hun hænger på os i de seksten uger, som Sadies afvænningsdom varer. Og omvendt. Dommeren insisterede på, at vi skulle bo hos noget familie, hvilket begrænsede vores valgmuligheder en hel del. Vores far var et engangsknald – en stuntmand, eller det hævdede han i hvert fald i løbet af de hele to timer, som han og Sadie brugte sammen efter at have mødt hinanden på en natklub i LA. Vi har ikke nogen tanter, onkler, fætre eller kusiner. Ikke et eneste menneske, bortset fra Bedste, der kunne tage os. Vi sidder et øjeblik i stilhed og betragter haglene hoppe på kølerhjelmen, indtil hyppigheden daler, og det endelig stopper helt.
Melanie drejer ud på vejen igen, og jeg skæver til uret på instrumentbrættet. Den er næsten elleve. Jeg har sovet næsten en time. Jeg puffer til Ezra og spørger: “Vi må være lige ved at være der, ikke?”
“Næsten,” siger Ezra. Han sænker stemmen. “Stedet er en fest på en fredag aften. Vi er ikke kørt forbi en eneste bygning de sidste mange kilometer.”
Det er kulsort udenfor, og selv efter at have gnedet mig i øjnene et par gange kan jeg ingenting se gennem vinduet, bortset fra et par skyggeagtige, slørede omrids af nogle træer. Men jeg prøver, for jeg vil gerne se det sted, som Sadie ikke kunne vente med at forlade. “Det er ligesom at bo i et postkort,” plejede hun at sige. “Smukt, skinnende og indelukket.
Alle, der bor i Echo Ridge, opfører sig, som om man forsvinder i den blå luft, hvis man forlader området.”
Bilen kører over et bump, og min sikkerhedssele skærer sig ind i min hals, da jeg bliver kastet til siden. Ezra gaber så meget, at hans kæbe siger knækkelyde. Jeg er sikker på, han følte sig forpligtiget til at holde sig vågen og holde samtalen i gang, da jeg faldt i søvn, selvom ingen af os har sovet ordentligt i flere dage.
“Nu er der kun omkring en kilometer hjem.” Bedstes stemme fra forsædet kommer bag på os begge. “Vi er lige kørt forbi ‘Velkommen til Echo Ridge’-skiltet, selvom det er så dårligt oplyst, at jeg ikke går ud fra, I overhovedet opdagede det.”
Hun har ret. Det gjorde jeg ikke, selvom jeg havde lavet en mental note om at kigge efter det. Skiltet var en af de få ting, som Sadie talte om i forbindelse med Echo Ridge. Som regel efter et par glas vin. “‘Befolkningstal 4.935.’ Ændrede sig aldrig i de atten år, jeg boede der,” ville hun sige med et hånligt smil. “Hvis man tager nogen med ind, skal man åbenbart
smide en anden ud først.”
“Nu kommer vejbroen, Melanie.” Bedstes stemme lyder advarende.
“Det ved jeg,” siger Melanie. Vejen drejer skarpt, idet vi kører under en grå stenhvælving, og Melanie sætter farten helt ned. Der er ingen gadelamper på den her strækning, og Melanie tænder for det lange lys.
“Bedste er virkelig dårlig til bare at sidde ved siden af,” hvisker Ezra.
“Er hun?” hvisker jeg tilbage. “Men Melanie er jo så forsigtig.”
Jeg fniser, samtidig med at min mormor brøler “Stop!” med så kommanderende en stemme, at både Ezra og jeg hopper i sædet. I et splitsekund tror jeg, at hun har supersonisk hørelse og er irriteret over vores små stikpiller. Men Melanie klodser bremsen og stopper bilen så pludseligt, at jeg bliver slynget frem i sikkerhedsselen.
“Hvad f…?” Ezra og jeg spørger samtidig, men Melanie og Bedste har allerede klikket sikkerhedsselerne op og er klatret ud af bilen. Vi udveksler forvirrede blikke og følger efter. Jorden er dækket af pytter af halvsmeltede hagl, og jeg går uden om dem hen mod min mormor. Bedste står foran Melanies bil med blikket fast fæstnet på den del af vejen, der er badet i lys fra billygterne.
Og på den ubevægelige skikkelse, der ligger lige midt i det. Dækket af blod, med halsen i en frygtelig forkert vinkel og vidtåbne øjne, der stirrer på ingenting.
Se bogtraileren
Læs mere om Echo Ridge
Echo Ridge er en by med mange hemmeligheder. Ellerys moster forsvandt derfra som 17-årig, og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet.
Ellery kender alt til hemmeligheder. Hendes mor har dem, hendes bedstemor har dem. Og efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige – og de fleste er ikke gode til at holde på dem. I Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv …
→ Tilføj Echo Ridgetil din Goodreads
→ Find bogen her
Om Karen M. McManus
Karen M. McManus har en BA i Engelsk fra College of the Holy Cross og en master i Journalistik fra Northeastern University. Hun bor i Cambridge, Massachussets, og når hun ikke er i gang med sin næste bog, så elsker hun at rejse sammen med sin søn. Hun debuterede med bestselleren En af os lyver i 2017, som tilbragte mere end et år på den prestigefulde New York Times bestsellerliste. Echo Ridge er hendes anden roman.
Andre læste også: