Det sker jævnligt at jeg – både på sociale medier og ude i virkeligheden – hører udsagn fra kvinder som: “Jeg læser ikke Hemingway, det lader jeg mændene om”; “Hemingway er rigtig mandelitteratur” – eller: “Hemingway er bare for macho for mig.”
Og det gør mig hver gang trist, ærgerlig – og super irriteret. Det gør mig trist på vegne af de stakkels kvinder, der ikke har læst ham; det ærgrer mig på vegne af dem, som lader sig afskrække af den slags udsagn og derfor ikke læser Hemingway, for det er simpelthen synd og skam. Og det irriterer mig, fordi hvad betyder det egentlig? En mande-forfatter? Hvad er det overhovedet?
“Ska du lese den med tissen, da?”
Jeg kommer uvægerligt til at tænke på et interview med en norsk kernefysiker, jeg faldt over for nogle år siden. Hun forklarer, at det forekommer hende, at både tøj, legetøj og bøger til børn bliver mere og mere kønnet – i forhold til det overhovedet at betegne noget som drenge- eller pigeting, -tøj eller -bøger.
LÆS OGSÅ: “Han tillader katastrofen uden at svælge i den” – Hella Joof om Hemingway
Og så har hun den her fantastiske pointe: Hendes datter finder en bog, hun egentlig synes ser spændende ud, men hun tænker, at det vist er en drengebog. Hvortil moren spørger: “Skal du lese den med tissen, da?” [skal du læse den med tissemanden, red.] – for hvis ikke det er tilfældet, så handler det vel grundlæggende om, om man synes bogen og dens emne er interessant. Og hvis den er det, og den i øvrigt er skrevet på et sprog, man forstår – så er det vel bare en bog?
Den helt simple pointe forekommer mig at være mindst lige så gældende når det kommer til voksne mennesker.
Et andet perspektiv
Her vil nogen måske indvende, at der simpelthen er emner og måder at se verden på, som hører til i et maskulint univers og er svære for kvinder at forstå – sådan ud fra devisen: Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus.
LÆS OGSÅ: “Hemingway fik mig til at indse, at det at skrive er et livsvalg” – forfatter Lotte Kaa om Hemingway
Til dem vil jeg sige: Jamen, hvem vil ikke gerne rejse til fremmede planeter eller endda galakser, få nye perspektiver og simpelthen opleve verden gennem andres øjne? Endda i sikkerhed fra sin egen sofa? Det vil JEG i hvert fald gerne; jeg vil endda sige, at det er en af de væsentligste årsager til, at jeg læser skønlitteratur – og at jeg elsker at læse skønlitteratur.
For er det ikke netop det, skønlitteraturen kan: Lade os træde i en andens sted, vise os verden som den tager sig ud for andre, fra et andet perspektiv? Det at få lov at træde helt ind i hovedet på et andet menneske, forstå livsvilkår, handlinger og verdensopfattelse fra dét synspunkt, dét er jo helt enestående for litteraturen – og i øvrigt med til at udvikle læsere til empatiske mennesker. Det er der faktisk studier, der viser.
Den særlige stil
Hvad angår Hemingways emner: Ja, han skriver om ‘pikkede’ emner som krig, tyrefægtning, jagt og fiskeri. Han skriver også om kærlighed; om stærke, udspekulerede, bramfri kvinder, der bedrager deres mænd og ryger og drikker – i øvrigt præcis som deres mandlige counterparts i værkerne. Hemingway er med andre ord både store følelser, spændende karakterer og verdenshistoriske begivenheder – det hele fortalt i hans helt særlige, yderst præcise, ordknappe stil.
LÆS OGSÅ: “Alle kan være med!” – chef for Gyldendal Live, Christina Thiemer om Hemingway
Og se: Jeg kan forstå, at man kan synes om eller ikke synes om hans stil (og det er faktisk allerede løgn, for jeg forstår faktisk ikke, hvordan man ikke kan synes om den) – men kan vi blive enige om, at stil ikke er en kønnet størrelse?
Så hey kvinder: Læs lige noget Hemingway! Det kan da ikke passe, at det store, vidtfavnende og helt enestående forfatterskab skal være forbeholdt mænd?!
Og NÅR du nu læser ham, så prøv at gøre det uden at iføre dig de briller, du måske har fået foræret, der hedder: ‘Se, her er en rigtig mande-forfatter!’
Læs ham nu bare. Og bedøm selv.
Det sker jævnligt at jeg – både på sociale medier og ude i virkeligheden – hører udsagn fra kvinder som: “Jeg læser ikke Hemingway, det lader jeg mændene om”; “Hemingway er rigtig mandelitteratur” – eller: “Hemingway er bare for macho for mig.”
Og det gør mig hver gang trist, ærgerlig – og super irriteret. Det gør mig trist på vegne af de stakkels kvinder, der ikke har læst ham; det ærgrer mig på vegne af dem, som lader sig afskrække af den slags udsagn og derfor ikke læser Hemingway, for det er simpelthen synd og skam. Og det irriterer mig, fordi hvad betyder det egentlig? En mande-forfatter? Hvad er det overhovedet?
“Ska du lese den med tissen, da?”
Jeg kommer uvægerligt til at tænke på et interview med en norsk kernefysiker, jeg faldt over for nogle år siden. Hun forklarer, at det forekommer hende, at både tøj, legetøj og bøger til børn bliver mere og mere kønnet – i forhold til det overhovedet at betegne noget som drenge- eller pigeting, -tøj eller -bøger.
LÆS OGSÅ: “Han tillader katastrofen uden at svælge i den” – Hella Joof om Hemingway
Og så har hun den her fantastiske pointe: Hendes datter finder en bog, hun egentlig synes ser spændende ud, men hun tænker, at det vist er en drengebog. Hvortil moren spørger: “Skal du lese den med tissen, da?” [skal du læse den med tissemanden, red.] – for hvis ikke det er tilfældet, så handler det vel grundlæggende om, om man synes bogen og dens emne er interessant. Og hvis den er det, og den i øvrigt er skrevet på et sprog, man forstår – så er det vel bare en bog?
Den helt simple pointe forekommer mig at være mindst lige så gældende når det kommer til voksne mennesker.
Et andet perspektiv
Her vil nogen måske indvende, at der simpelthen er emner og måder at se verden på, som hører til i et maskulint univers og er svære for kvinder at forstå – sådan ud fra devisen: Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus.
LÆS OGSÅ: “Hemingway fik mig til at indse, at det at skrive er et livsvalg” – forfatter Lotte Kaa om Hemingway
Til dem vil jeg sige: Jamen, hvem vil ikke gerne rejse til fremmede planeter eller endda galakser, få nye perspektiver og simpelthen opleve verden gennem andres øjne? Endda i sikkerhed fra sin egen sofa? Det vil JEG i hvert fald gerne; jeg vil endda sige, at det er en af de væsentligste årsager til, at jeg læser skønlitteratur – og at jeg elsker at læse skønlitteratur.
For er det ikke netop det, skønlitteraturen kan: Lade os træde i en andens sted, vise os verden som den tager sig ud for andre, fra et andet perspektiv? Det at få lov at træde helt ind i hovedet på et andet menneske, forstå livsvilkår, handlinger og verdensopfattelse fra dét synspunkt, dét er jo helt enestående for litteraturen – og i øvrigt med til at udvikle læsere til empatiske mennesker. Det er der faktisk studier, der viser.
Den særlige stil
Hvad angår Hemingways emner: Ja, han skriver om ‘pikkede’ emner som krig, tyrefægtning, jagt og fiskeri. Han skriver også om kærlighed; om stærke, udspekulerede, bramfri kvinder, der bedrager deres mænd og ryger og drikker – i øvrigt præcis som deres mandlige counterparts i værkerne. Hemingway er med andre ord både store følelser, spændende karakterer og verdenshistoriske begivenheder – det hele fortalt i hans helt særlige, yderst præcise, ordknappe stil.
LÆS OGSÅ: “Alle kan være med!” – chef for Gyldendal Live, Christina Thiemer om Hemingway
Og se: Jeg kan forstå, at man kan synes om eller ikke synes om hans stil (og det er faktisk allerede løgn, for jeg forstår faktisk ikke, hvordan man ikke kan synes om den) – men kan vi blive enige om, at stil ikke er en kønnet størrelse?
Så hey kvinder: Læs lige noget Hemingway! Det kan da ikke passe, at det store, vidtfavnende og helt enestående forfatterskab skal være forbeholdt mænd?!
Og NÅR du nu læser ham, så prøv at gøre det uden at iføre dig de briller, du måske har fået foræret, der hedder: ‘Se, her er en rigtig mande-forfatter!’
Læs ham nu bare. Og bedøm selv.
Find og læs mere om Hemingways samlede værker i artiklen her
Køb Hemingways bøger her eller hos din lokale boghandler
Andre læste også: