De danske frivillige i Dansk-Baltisk Auxilliær Corps vendte sejrrige hjem fra uafhængighedskrigene i Baltikum i 1919. Men efter krigen blev mange af korpsets veteraner en del af den yderste højrefløj og nogle endte som kernen i den danske nazistbevægelse. Det beskriver Mikkel Kirkebæk i tobindsværket Den yderste grænse, der har vundet prisen som Årets Historiske Bog 2019.
“Helt i 1920 – Landsforræder under besættelsen.”
Sådan skrev aviserne om kaptajn Richard Gustav Borgelin, da han i 1947 blev idømt halvandet års fængsel for samarbejde med tyskerne under besættelsen. Borgelin var ikke noget ukendt navn. Sammen med 200 andre danske frivillige var han rejst til Baltikum i 1919 for at hjælpe esterne i deres uafhængighedskrig. Det lykkedes at slå de russiske kommunister tilbage og sikre de baltiske landes selvstændighed.
I Den yderste grænse undersøger historiker Mikkel Kirkebæk, hvorfor de unge mænd i korpset senere kom til at spille en markant rolle på den yderste højrefløj.
Fattige arbejdere i krig
De danske frivillige i Dansk-Baltisk Auxiliær Corps var en broget flok. Nogle rejste til Estland for at bekæmpe kommunismen, andre var eventyrere, der gjorde sig romantiske forestillinger om krig. Men langt de fleste var fattige arbejdere, der sluttede sig til korpset af ren og skær pengenød.
LÆS OGSÅ: Danmarks glemte kapitel – Smuglæs i Den yderste grænse
“Det var faktisk slet ikke et ideologisk korps fra starten. Mange var egentlig bare almindelige, unge mænd fra København. De rejste afsted, fordi de måtte tjene til dagen og vejen, og fordi arbejdsløsheden var tårnhøj i Danmark på det tidspunkt,” fortæller Mikkel Kirkebæk.
Det var altså ikke et had til kommunismen, der drev hovedparten af de frivillige i korpset. Men ved hjemrejsen var billedet et helt andet.
“Der var langt flere, der var ideologisk overbeviste antikommunister, da de rejste hjem til Danmark, end der var, da de tog afsted,” siger Mikkel Kirkebæk.
Lynhurtig forråelse
I løbet af de få måneder korpset var udsendt, skete der en hurtig radikalisering af de danske frivillige.
“Det er en ekstremt brutal krig, de bliver en del af. I starten er danskerne voldsomt chokerede over de ting, de oplever. Der bliver ofte ikke taget krigsfanger. Alle kommunisterne bliver skudt med det samme, og civilbefolkningen bliver plyndret. Men lynhurtigt sker der en forråelse af det danske korps. De tilpasser sig krigen, og snart begynder de selv at deltage i krigens brutalitet, blandt andet henrettelse af krigsfanger,” siger Mikkel Kirkebæk.
“Det er en ekstremt brutal krig, de bliver en del af. I starten er danskerne voldsomt chokerede over de ting, de oplever. Der bliver ofte ikke taget krigsfanger. Alle kommunisterne bliver skudt med det samme, og civilbefolkningen bliver plyndret.”
Løjtnant Peter de Hemmer Gudme, der var en af de frivillige i Dansk-Baltisk Auxiliær Corps, forsøgte senere at forklare, hvilken stemning der havde grebet soldaterne og fået dem til at acceptere drab på krigsfanger og civile. Hvordan kunne de slå ihjel uden skyldfølelse?
“Dens [krigens, red.] værste Skyggeside er, at den avler et Had, der kan gaa ud over alle Bredder, og som ikke kender til Naade. En Officer betegnede saaledes engang Bolschevikerne som gale Hunde, der maatte slaas grundigt ned, før de naaede at gøre mere Skade,” skrev Gudme i 1921.
Klasseforrædere
Da korpset vendte hjem til Danmark, fik det en blandet modtagelse. I den konservative overklasse fik de danske frivillige status af helte, fordi de havde kæmpet mod kommunismen i øst. Men i arbejderklassen, som de fleste af korpsets deltagere kom fra, var modtagelsen en helt anden.
”Blandt arbejderne bliver de Baltikumsfrivillige set som klasseforrædere. De har jo været ovre og skyde på deres russiske klassefæller. Mange steder bliver veteranerne mobbet ud af arbejdspladserne og kastet ud i en form for pariatilværelse,” siger Mikkel Kirkebæk.
“Mange steder bliver veteranerne mobbet ud af arbejdspladserne og kastet ud i en form for pariatilværelse.”
Det er med til at forklare, hvorfor en tredjedel af korpset i løbet af få måneder lod sig indrullere i andre militære korps, der kæmpede mod det kommunistiske Rusland. Sidenhen blev mange aktive i DNSAP, det danske nazistparti.
LÆS OGSÅ: Bernhard Sindberg reddede tusindvis af mennesker under Nanjing-massakren
“I virkeligheden er det jo ikke særlig mærkeligt, at de havner i den nazistiske bevægelse. De bliver skubbet ud af deres egne miljøer, og derfor søger de andre fællesskaber. De er i forvejen militante, og så har de fået en frygt for kommunismen og en spirende antisemitisme med fra krigene i Baltikum,” forklarer Mikkel Kirkebæk.
En renskuret heltefortælling
Efter de to verdenskrige stod erindringen om de Baltikumsfrivillige i et romantisk skær – især i deres egne fortællinger.
“I de frivilliges erindringer er historien som regel, at fjenden var grusom, mens de selv var retfærdige og spillede efter reglerne. Men selvfølgelig var danskerne hverken bedre eller værre end de andre på fronten – de tilpassede sig hurtigt krigens brutalitet. Så de var på ingen måde det moralske fyrtårn, som de senere påstod,” siger Mikkel Kirkebæk.
“Selvfølgelig var danskerne hverken bedre eller værre end de andre på fronten – de tilpassede sig hurtigt krigens brutalitet. Så de var på ingen måde det moralske fyrtårn, som de senere påstod.”
At mange af de frivillige blev en del af den danske nazistbevægelse i årene efter 1. verdenskrig, har heller ikke været en del af fortællingen før nu, fortæller Mikkel Kirkebæk.
“Heltefortællingen er drevet af de frivillige selv. Det er renskurede fortællinger, som mangler mange lag af historien. De frivillige hjalp de baltiske lande med at opnå selvstændighed, og det kan man med rette være stolt af. Men historien om de danske frivillige i Baltikum bør være baseret på et faghistorisk grundlag, ikke fantasifulde erindringer.”
Mikkel Kirkebæk: Den yderste grænse
For første gang kortlægges én af de mest kontroversielle – og i dag mindst kendte – affærer i dansk politik i mellemkrigstiden: Udsendelsen af et privatfinansieret militærkorps til kamp mod bolsjevismen i Sovjet i 1919. Dansk Baltisk Auxiliær Corps bestod af lejesoldater og ideologisk motiverede frivillige, som trodsede den officielle neutralitetspolitik og drog i krig med regeringens hemmelige accept. Kampene var uhørt brutale og for mange af de frivillige blev deltagelsen i de baltiske uafhængighedskrige starten på en ny militant aktivisme efter hjemkomsten. Striden om den yderste grænse kom derfor ikke kun til at påvirke de frivillige, men også det danske samfund i tiden op mod og under Anden Verdenskrig.
De danske frivillige i Dansk-Baltisk Auxilliær Corps vendte sejrrige hjem fra uafhængighedskrigene i Baltikum i 1919. Men efter krigen blev mange af korpsets veteraner en del af den yderste højrefløj og nogle endte som kernen i den danske nazistbevægelse. Det beskriver Mikkel Kirkebæk i tobindsværket Den yderste grænse, der har vundet prisen som Årets Historiske Bog 2019.
“Helt i 1920 – Landsforræder under besættelsen.”
Sådan skrev aviserne om kaptajn Richard Gustav Borgelin, da han i 1947 blev idømt halvandet års fængsel for samarbejde med tyskerne under besættelsen. Borgelin var ikke noget ukendt navn. Sammen med 200 andre danske frivillige var han rejst til Baltikum i 1919 for at hjælpe esterne i deres uafhængighedskrig. Det lykkedes at slå de russiske kommunister tilbage og sikre de baltiske landes selvstændighed.
I Den yderste grænse undersøger historiker Mikkel Kirkebæk, hvorfor de unge mænd i korpset senere kom til at spille en markant rolle på den yderste højrefløj.
Fattige arbejdere i krig
De danske frivillige i Dansk-Baltisk Auxiliær Corps var en broget flok. Nogle rejste til Estland for at bekæmpe kommunismen, andre var eventyrere, der gjorde sig romantiske forestillinger om krig. Men langt de fleste var fattige arbejdere, der sluttede sig til korpset af ren og skær pengenød.
LÆS OGSÅ: Danmarks glemte kapitel – Smuglæs i Den yderste grænse
“Det var faktisk slet ikke et ideologisk korps fra starten. Mange var egentlig bare almindelige, unge mænd fra København. De rejste afsted, fordi de måtte tjene til dagen og vejen, og fordi arbejdsløsheden var tårnhøj i Danmark på det tidspunkt,” fortæller Mikkel Kirkebæk.
Det var altså ikke et had til kommunismen, der drev hovedparten af de frivillige i korpset. Men ved hjemrejsen var billedet et helt andet.
“Der var langt flere, der var ideologisk overbeviste antikommunister, da de rejste hjem til Danmark, end der var, da de tog afsted,” siger Mikkel Kirkebæk.
Lynhurtig forråelse
I løbet af de få måneder korpset var udsendt, skete der en hurtig radikalisering af de danske frivillige.
“Det er en ekstremt brutal krig, de bliver en del af. I starten er danskerne voldsomt chokerede over de ting, de oplever. Der bliver ofte ikke taget krigsfanger. Alle kommunisterne bliver skudt med det samme, og civilbefolkningen bliver plyndret. Men lynhurtigt sker der en forråelse af det danske korps. De tilpasser sig krigen, og snart begynder de selv at deltage i krigens brutalitet, blandt andet henrettelse af krigsfanger,” siger Mikkel Kirkebæk.
Løjtnant Peter de Hemmer Gudme, der var en af de frivillige i Dansk-Baltisk Auxiliær Corps, forsøgte senere at forklare, hvilken stemning der havde grebet soldaterne og fået dem til at acceptere drab på krigsfanger og civile. Hvordan kunne de slå ihjel uden skyldfølelse?
“Dens [krigens, red.] værste Skyggeside er, at den avler et Had, der kan gaa ud over alle Bredder, og som ikke kender til Naade. En Officer betegnede saaledes engang Bolschevikerne som gale Hunde, der maatte slaas grundigt ned, før de naaede at gøre mere Skade,” skrev Gudme i 1921.
Klasseforrædere
Da korpset vendte hjem til Danmark, fik det en blandet modtagelse. I den konservative overklasse fik de danske frivillige status af helte, fordi de havde kæmpet mod kommunismen i øst. Men i arbejderklassen, som de fleste af korpsets deltagere kom fra, var modtagelsen en helt anden.
”Blandt arbejderne bliver de Baltikumsfrivillige set som klasseforrædere. De har jo været ovre og skyde på deres russiske klassefæller. Mange steder bliver veteranerne mobbet ud af arbejdspladserne og kastet ud i en form for pariatilværelse,” siger Mikkel Kirkebæk.
Det er med til at forklare, hvorfor en tredjedel af korpset i løbet af få måneder lod sig indrullere i andre militære korps, der kæmpede mod det kommunistiske Rusland. Sidenhen blev mange aktive i DNSAP, det danske nazistparti.
LÆS OGSÅ: Bernhard Sindberg reddede tusindvis af mennesker under Nanjing-massakren
“I virkeligheden er det jo ikke særlig mærkeligt, at de havner i den nazistiske bevægelse. De bliver skubbet ud af deres egne miljøer, og derfor søger de andre fællesskaber. De er i forvejen militante, og så har de fået en frygt for kommunismen og en spirende antisemitisme med fra krigene i Baltikum,” forklarer Mikkel Kirkebæk.
En renskuret heltefortælling
Efter de to verdenskrige stod erindringen om de Baltikumsfrivillige i et romantisk skær – især i deres egne fortællinger.
“I de frivilliges erindringer er historien som regel, at fjenden var grusom, mens de selv var retfærdige og spillede efter reglerne. Men selvfølgelig var danskerne hverken bedre eller værre end de andre på fronten – de tilpassede sig hurtigt krigens brutalitet. Så de var på ingen måde det moralske fyrtårn, som de senere påstod,” siger Mikkel Kirkebæk.
At mange af de frivillige blev en del af den danske nazistbevægelse i årene efter 1. verdenskrig, har heller ikke været en del af fortællingen før nu, fortæller Mikkel Kirkebæk.
“Heltefortællingen er drevet af de frivillige selv. Det er renskurede fortællinger, som mangler mange lag af historien. De frivillige hjalp de baltiske lande med at opnå selvstændighed, og det kan man med rette være stolt af. Men historien om de danske frivillige i Baltikum bør være baseret på et faghistorisk grundlag, ikke fantasifulde erindringer.”
Mikkel Kirkebæk: Den yderste grænse
For første gang kortlægges én af de mest kontroversielle – og i dag mindst kendte – affærer i dansk politik i mellemkrigstiden: Udsendelsen af et privatfinansieret militærkorps til kamp mod bolsjevismen i Sovjet i 1919. Dansk Baltisk Auxiliær Corps bestod af lejesoldater og ideologisk motiverede frivillige, som trodsede den officielle neutralitetspolitik og drog i krig med regeringens hemmelige accept. Kampene var uhørt brutale og for mange af de frivillige blev deltagelsen i de baltiske uafhængighedskrige starten på en ny militant aktivisme efter hjemkomsten. Striden om den yderste grænse kom derfor ikke kun til at påvirke de frivillige, men også det danske samfund i tiden op mod og under Anden Verdenskrig.
Du kan købe Den yderste grænse her eller hos din lokale boghandler.
Andre læste også: