Historie

Danmarks glemte kapitel – Smuglæs i “Den yderste grænse”

Den tidligere modtager af Weekendavisens Litteraturpris, Mikkel Kirkebæk, fortæller i sit stort anlagte tobindsværk historien om dansk-baltisk auxiliær corps.

For første gang kortlægges én af de mest kontroversielle – og i dag mindst kendte – affærer i dansk politik i mellemkrigstiden: Udsendelsen af et privatfinansieret militærkorps til kamp mod bolsjevismen i Sovjet i 1919.

Dansk Baltisk Auxiliær Corps bestod af lejesoldater og ideologisk motiverede frivillige, som trodsede den officielle neutralitetspolitik og drog i krig med regeringens hemmelige accept.

Kampene var uhørt brutale og for mange af de frivillige blev deltagelsen i de baltiske uafhængighedskrige starten på en ny militant aktivisme efter hjemkomsten. Striden om den yderste grænse kom derfor ikke kun til at påvirke de frivillige, men også det danske samfund i tiden op mod og under Anden Verdenskrig.

Særligt gennem de mange breve og dagbogsnotater kommer vi helt tæt på de frivillige, og vi kommer i biddselse er hidtil ukendt kildemateriale. Et glemt kapitel af vores historie, der ikke alene prægede samtid og efterkrigstid, men også trækker tråde til dansk sikkerhedspolitik i Østersøregionen i dag.

Nedenfor kan du læse et uddrag af Den yderste grænse, som kan købes fra 15. november 2019.


SKANDINAVISK MILITÆR TIL BALTIKUM I 1918?

Verdenskrigens afslutning og de nye stater i øst


De frivillige i Dansk-Baltisk Auxiliær Corps blev først hvervet og indsat i Baltikum i begyndelsen af 1919. Men for at forstå, hvordan den danske regering kunne tillade, at det kom så vidt, må vi tilbage til den storpolitiske udvikling i slutningen af 1918.

I Baltikum var stemningen anspændt i efteråret 1918. Tyske tropper holdt endnu landene besat, men alle vidste, at Verdenskrigens afslutning ikke var langt borte. Et tysk nederlag ville øjeblikkelig skabe en helt ny geopolitisk situation i regionen. Selvom den bolsjevikiske ledelse ved Brest-Litovsk- aftalen var gået med til at afgive Baltikum, betød det ikke, at den accepterede selvstændighedsbevægelserne i disse områder.

Tværtimod ønskede det røde lederskab af flere grunde hurtigst muligt at genindlemme Baltikum i det bolsjevikiske Rusland. Geopolitisk var Østersøkysten vigtig for bolsjevik- kerne. Uden havnene i Estland og Letland mistede bolsjevik- Rusland en stor del af deres manøvrerum økonomisk såvel som militært. Havnene forbandt også Rusland med Tyskland og de skandinaviske lande og var således en vigtig træde- sten i forhold til den annoncerede verdensrevolution.

Især i slutningen af Verdenskrigen, hvor bolsjevikkerne ønskede at understøtte de revolutionære tendenser i Tyskland, blev generobring af Baltikum set som særlig vigtig. Hertil kom, at de – med rette – frygtede, at uafhængige baltiske lande (og Finland) kunne blive samlingspunkter for Den Russiske Borgerkrigs hvide styrker, der med mulig opmarch i de nordlige randstater ville udgøre en seriøs trussel mod Sankt Petersborg og dermed hele den bolsjevikiske bevægelse. Bolsjevikkerne blev dog foreløbig holdt i skak af de tyske tropper, der havde okkuperet Baltikum under Verdenskrigen.

Det billede skulle imidlertid snart vende. Selvom de tyske hære stod fast og stærkt på Østfronten, blev Tyskland den 11. november 1918 tvunget til at indgå våbenhvile i Verdens- krigen grundet krigens gang på Vestfronten. Våbenhvilen – der var optakten til de egentlige fredsforhandlinger – skulle afslutte krigen og indeholdt derfor krav om en delvis afvæbning af den tyske hær og ditto tilbagetrækning af tyske tropper fra de erobrede områder.

Mere specifikt blev de tyske styrker i våbenhvilebetingelsernes artikel XII overalt beordret tilbage til 1914-grænserne. Men for de tyske okkupationstropper i det tidligere russiske område stillede sagen sig noget anderledes. I en særlig passus i artikel XII blev det fastslået, at de tyske tropper først skulle trækkes ud af de tidligere russiske områder, når de allierede “ønskede det”.

Håbet var, at de tyske troppers tilstedeværelse i det tidligere zarrige kunne forhindre en umiddelbar bolsjevikisk overtagelse. På sigt var det naturligvis de allieredes plan, at de tyske tropper skulle trækkes væk fra området, men her og nu udfyldte de en vigtig opgave som stødpude mod den ekspansive bolsjevisme. Fra allieret side både frygtede og foragtede man nemlig bolsjevikkerne.

Man foragtede dem, fordi de med separatfreden i Brest-Litovsk havde trukket Rusland ud af Verdenskrigen og dermed sveget deres militære forpligtelser over for de allierede. Og man frygtede dem, fordi man anså den ekspansive bolsjevisme som en stor fare mod de europæiske staters samfundsorden og stabilitet. Det sidste, de allierede ønskede, var derfor et bolsjevikisk Baltikum.

Et sådant syntes dog nært forestående. Allerede den 13. november 1918 – blot to dage efter indgåelsen af våbenhvilen mellem Ententen og Tyskland – annullerede den bolsjevikiske ledelse Brest-Litovsk-aftalen og dermed også deres egen afgivelse af Baltikum.

Fra allieret side var dilemmaet altså, at man gerne så tyske tropper og tysk indflydelse fjernet fra Baltikum, men at man samtidig ikke kunne lade dette ske, så længe truslen om bolsjevikisk invasion fra øst var overhængende og umiddelbar. I mangel af en bedre løsning blev Tyskland altså foreløbig bundet til østområderne gennem bestemmelserne i våbenhvileaftalen.


Tyskerne forlader Baltikum

De tyske ledere havde under våbenhvileforhandlingerne med de allierede selv udtrykt ønske om at lade tropper blive i Baltikum efter krigsafslutningen af hensyn til den lokale befolknings ve og vel. Her tænkte tyskerne i første omgang på det lokale tyskbaltiske mindretal i Baltikum, som man ikke øn- skede at efterlade i hænderne på hverken de nationale kræf- ter eller bolsjevikkerne.

Tyskerne ønskede naturligvis også fortsat at bevare den politiske indflydelse i regionen, hvilket bedst kunne opnås ved at blive så længe som muligt i området. Men den tyske østhær begyndte at vise opløsningstendenser efter våbenhvilen, og soldaterne ville hjem. Samtidig begyndte man fra tysk side at spekulere i, hvorvidt man ville opnå flere fordele ved at trække tropperne helt hjem.

I våbenhvileaftalen stod der, at Tyskland skulle rømme de erobrede områder, når de allierede ønskede det, men der stod ikke noget om, at tyskerne ikke måtte lade det ske før dette tidspunkt – sådan blev teksten i hvert fald tolket fra tysk side. Dele af det tyske magtapparat mente således, at en påbegyndt tilbagetrækning ville tvinge de allierede til et samarbejde i den antibolsjevikiske kamp, der siden kunne veksles til indrømmelser i fredsbetingelserne på andre områder.

Tyskerne nåede sandsynligvis også frem til den konklusion, at de ikke ønskede at agere hjælpetropper for de allierede, hvis de tyske soldater efter endt dåd blot kunne sendes bort, når de ikke længere var ønskede. Den udbredte krigstræthed blandt soldaterne og den uklare tyske kurs i rømningsspørgsmålet førte imidlertid til, at tropperne selv påbegyndte en delvis uorganiseret evakuering fra midten af november 1918.

Fra at have insisteret på at blive begyndte de tyske myndigheder nu at forberede hjemsendelsen af tropperne. De tyske tropper forsvandt helt fra Estland i november, og i Letland forblev kun en mindre frivillig tysk enhed tilbage, der i Kurlandshavnene og primært Liepāja [Libau] skulle sikre troppernes tilbagetog (den såkaldte “Jernbrigade”, der senere blev kendt under navnet “Jerndivisionen”).

Den tyske tilbagetrækning fra Baltikum kom meget ubelejligt for de allierede. Som krigens sejrherrer stod de med ansvaret for krigens efterspil, og det tyske exit skabte behov for øjeblikkelige alternativer, der kunne sikre ro og orden i det russiske kaos, indtil en nyordning af hele området kunne fastlægges. Denne nyordning skulle efter planen findes ved en fredskonference i Paris i starten af 1919, hvor alle de spørgsmål, krigen havde rejst, skulle afklares, og rammerne for freden og fremtiden i Europa skulle fastlægges.

Også fra estisk og lettisk side blev udviklingen efter våbenhvilen set som bekymrende. I de nye selvudråbte stater var man naturligvis meget interesseret i at få den tyske besættelsesmagt sendt hjem, men man vidste også godt, at det højst sandsynligt ville betyde, at bolsjevikkerne ville overtage kontrollen – og så ville man være lige vidt i de nationale projekter.

De baltiske stater eksisterede på dette tidspunkt mest af alt som ideer i hovedet på de nationale eliter. Der var så godt som intet fungerende statsapparat eller fungerende militære styrker under national kontrol, der kunne afværge lokale røde oprør eller sikre staternes østgrænse og over- levelse ved et bolsjevik-russisk angreb. Man var altså helt prisgivet omverdenens hjælp.

Allerede inden den tyske tilbagetrækning fra områderne arbejdede såvel de allierede som de lokale nationale kræfter derfor på at få løst problemet omkring den mulige tyske tilbagetrækning. En nærliggende løsning ville naturligvis være, at de allierede selv deployerede tropper i området. Men da det i de sidste måneder af krigen stod klart, at Tyskland ville tabe, begyndte krigstrætheden og håbet om en snarlig fred også at brede sig i de allierede hære. Det sidste, mange alli- erede ledere ønskede, var derfor en ny økonomisk og mand- skabsmæssig mobilisering til et tvivlsomt felttog ind i østområderne og det politiske og militære kaos, som zarrigets fald havde efterladt.

Imidlertid var man fra allieret side klar over, at man måtte forsøge at sikre områderne mod det magtvakuum, der ville opstå. Derfor opstod tanken om at lade en ikkeallieret militærstyrke intervenere. Vigtigt var dog, at en sådan styrke i udgangspunktet kunne agere neutralt i spændingsfeltet mellem såvel de lokale som de storpolitiske interesser. Fra både baltisk og britisk side begyndte pilen ret hurtigt at pege på de skandinaviske lande.

Disse syntes umiddelbart at have den perfekte profil til opgaven. Danmark, Norge og Sverige havde været neutrale i Verdenskrigen og var modsat mange andre lande derfor ikke slidt ned af krigen – hverken økonomisk eller militært. Hertil kom, at Danmark og specielt Sverige havde stærke historiske bånd til Baltikum og sandsynligvis også ville have en egeninteresse i at få tyskerne fjernet fra Norden såvel som at holde bolsjevikkerne væk fra egen baghave.

Derudover mente mange, at skandinaverne var sluppet lovlig let gennem Verdenskrigen og derfor nu havde en moralsk forpligtelse til at yde et bidrag til sikkerheden og stabiliteten i deres eget nærområde. På baggrund af disse overvejelser opstod tanken om, at de skandinaviske landes hære skulle indsættes i Baltikum. For de skandinaviske lande ville en militær intervention imidlertid langtfra være uproblematisk.



Verdenskrig og neutralitet
– svenske hærstyrker til Baltikum?

Ifølge en britisk rapport blev ideen om svensk militær intervention i de baltiske stater ved en tysk repatriering første gang bragt i spil i begyndelsen af september 1918, mens Verdenskrigen stadig rasede. Det var den tidligere udenrigsminister i den provisoriske russiske Kerenskij-regering, Mikhail Teresjtjenko, der over for flere svenske ministre påpegede faren for spredningen af bolsjevismen under det magtvakuum, der ville opstå i randstaterne med en tysk tilbagetrækning. Teresjtjenko, der var blevet anholdt af bolsjevikkerne under Ok- toberrevolutionen, men som siden flygtede til Vesten, mødte ifølge rapporten ikke sympati fra svensk side til sine ideer.

Forslaget om at sende svenske tropper til Baltikum blev imidlertid samme måned gentaget af balterne selv.

I maj 1918 havde både Frankrig, Storbritannien og Italien de facto anerkendt Estlands uafhængighed, mens landet var besat af tyske styrker. Dermed havde den estiske nationalforsamling opnået de allieredes accept og international legitimitet. Det er dog vigtigt at bemærke, at der ikke var sket en de jureanerkendelse af landet, og at de allieredes forhold til esterne mest af alt fulgte politiske spor, der kunne svække tyske og bolsjevikiske interesser mere end snævert styrke de nationale estiske.

Imidlertid havde de facto-anerkendelsen af Estland givet selvstændighedsbevægelsen blod på tanden, og fra estisk side foregik der under den tyske besættelse et intenst inter- nationalt lobbyarbejde for at pleje estiske nationale interesser og sørge for, at landet ville få uafhængig status efter krigen.

Allerede i slutningen af september 1918 kontaktede den estiske udsending i Stockholm, Jaan Tönisson, den svenske regering og forhørte sig om muligheden for, at svenskerne kunne sende militære styrker til Estland. Disse skulle holde både tyske og bolsjevikiske elementer i skak efter et forventeligt tysk nederlag i Verdenskrigen og på den måde sikre nationalforsamlingen ro til at opbygge egne estiske sikkerhedsstyrker.

I de følgende måneder henvendte Tönisson sig vedholdende til den svenske regering i spørgsmålet. Ideen om, at svenske tropper skulle tage aktivt del i udviklingen i randstaterne, var ikke kun et udefrakommende synspunkt. I den konservative svenske avis Nya Dagligt Allehanda kunne man allerede den 10. oktober 1918 læse, at såfremt de tyske tropper blev tvunget til at forlade Østersøprovinserne, burde svenske tropper rykke ind for at bekæmpe den bolsjevikiske terror og genoprette roen i regionen.

Dette synspunkt blev dog imødegået dagen efter i regeringsorganet Social Demokraten, der slog fast, at Sverige ikke havde intentioner om at agere ordenshåndhævere i Baltikum.

Helt fremmed for svenskerne var interventionsspørgsmål imidlertid ikke. I efterdønningerne af Den Russiske Revolution havde svenskerne i februar 1918 sendt en interventionsstyrke til Ålandsøerne for at afvæbne de russiske tropper og stedlige bolsjevikker. Ålandsøerne mellem Sverige og Finland havde en stor svensktalende befolkning, men havde siden 1809 været en del af Det Russiske Kejserrige. De svenske handlinger vakte derfor international opmærksomhed – og skabte brydninger med finnerne, der efter deres selvstændighed i december 1917 anså øerne som finsk område.

Selvom svenskerne således havde vist vilje til at bruge militær magt, også over for russiske interesser, syntes den svenske regering imidlertid mindre interesseret i et baltisk eventyr. På baggrund af samtaler med flere ledende ministre kunne den britiske diplomatiske repræsentant i Stockholm, mr. Robert Henry Clive, i en meddelelse til London den 11. oktober 1918 berette om en klar svensk modvilje mod at sende tropper til Baltikum, selvom der blev udtrykt stor bekymring over udviklingen.

Den yderste grænse

Den svenske modvilje forstærkedes sandsynligvis af, at diskrete svenske forespørgsler til Tyskland om, hvordan stormagten ville stille sig til et muligt svensk engagement i Østersøregionen, blev besvaret negativt på dette tidspunkt.

Sagen fik imidlertid ikke lov at dø ud, idet svenskerne fra forskellig side blev holdt til ilden i spørgsmålet. Især estiske udsendinge fra den nyetablerede estiske nationalforsamling var meget aktive i bestræbelserne på at få Sverige til at involvere sig – og de var overbeviste om, at svenskerne kunne overtales til et militært engagement.

I en hemmelig indberetning til briterne kunne den estiske repræsentant i Sverige, Jaan Tönisson, efter samtaler med den svenske regering således berette, at såfremt en situation opstod, hvor tyskerne blev tvunget bort fra Østersøområdet, ville svenskerne ”overveje” sagen. Ifølge indberetningen kunne et svensk engagement i Baltikum dog kun komme på tale, hvis eventuelle aktioner kunne ske uden tyske protester.

Under Verdenskrigen havde det svenske centrum-højre haft stærke bånd til Tyskland, og desuden var sporene fra konflikten om Ålandsøerne sand- synligvis stadig friske i erindringen. Her blev svenskerne blot en måned efter ankomsten tvunget til at overlade kontrollen over øerne til en tysk landgangsstyrke.

Fra svensk side var man altså meget opmærksom på, at stormagterne havde vitale interesser i regionen, som man ikke ønskede at udfordre. Dette var sandsynligvis også grun- den til, at Tönisson i sin indberetning bemærkede, at såfremt man skulle videre fra de uofficielle samtaler, krævede det, at Ententen gav sit samtykke til et eventuelt svensk engagement. Den estiske repræsentant kunne samtidig meddele, at en officiel delegation fra Estland om kort tid ville henvende sig i London og Paris for at diskutere spørgsmålet.

Allerede dagen efter, den 12. oktober 1918, kunne den britiske diplomatiske repræsentant i Danmark, lord Kilmarnock, videresende en hemmelig besked om, hvilke ønsker esterne ville møde op med i London og have som forventninger til de kommende fredsforhandlinger i Paris. Ud over et ønske om en fuldstændig tysk tilbagetrækning fra estiske områder, løsladelse af alle politiske og militære fanger, indsættelse af estisk regering og statsapparat m.m. blev der desuden fremsat ønske om britisk våbenhjælp og et hurtigt samtykke fra Ententen til svenske troppers indsættelse i Estland.

Samtidig med Kilmarnocks briefing modtog det britiske udenrigsministerium en rapport fra den britiske militærat- taché i København, der analyserede situationen og slog til lyd for nødvendigheden af militær assistance udefra for at dække intervallet mellem den tyske tilbagetrækning og opbygningen af lokale estiske hærstyrker.

I forlængelse heraf anførte han: Det forlyder fra de estiske repræsentanter, at de har loddet stemningen hos mr. Branting [den socialdemokratiske leder Hjalmar Branting] samt en af de svenske ministre og modtaget positive tilkendegivelser. Efter eget udsagn undlod de at gå til danskerne, i sikker – og utvivlsomt berettiget – forvisning om, at en sådan anmodning ville være omsonst grun- det den danske regerings vanlige forsagthed i udenrigspolitiske anliggender.

Omvendt vurderer de, at svenskerne med deres mere aggressive og selvsikre sindelag ikke ville vægre sig ved forehavendet, forudsat at de allierede gav deres samtykke, og at tyskerne ikke reelt protesterede – hvilket de angivelig ikke skulle have noget grundlag for at gøre.

Militærattacheen konkluderede yderligere, at den skandinaviske solidaritet, der var styrket kraftigt under Verdenskrigen, ville betyde, at hvis først svenskerne blev overtalt til deltagelse, ville Danmark og Norge også bakke op om aktionen.

Den 15. oktober 1918 blev spørgsmålet om svensk militærhjælp til balterne drøftet internt i Sverige på et møde i Hemliga Utskottet – en form for udenrigspolitisk nævn med deltagelse af alle store partier fra Rigsdagens to kamre. På baggrund af uformelle samtaler med de allierede repræsentanter i Stockholm forudså udenrigsminister Johannes Hellner, at Sverige kunne forvente en snarlig officiel henvendelse fra Ententen om at sende tropper til Baltikum.

Af mødereferatet fremgår det, at den svenske regering fandt det meget lidt ønskværdigt for Sverige at begive sig ud i et sådant eventyr, men hvis en henvendelse rent faktisk kom, måtte sagen naturligvis alvorligt overvejes.

Under diskussionerne kom en række forskellige holdninger til spørgsmålet frem. Eksempelvis mente Branting ikke, at Sverige skulle reagere på sagen, hvis kun én af de krigsførende magter i Verdenskrigen hen- vendte sig. Men hvis der fra begge stridende parter blev rettet forespørgsel til de skandinaviske lande om at optræde som ordensmagt i Baltikum og holde det truende anarki tilbage, så ville det være utiltalende, hvis Sverige afviste et sådant andragende.

Branting mente desuden, at det naturligvis var bedst at tage et sådant skridt i forening med Norge og Danmark, men selv hvis disse stater ikke skulle vove at engagere sig, burde Sverige ikke unddrage sig. Flere mødedeltagere bakkede op om Brantings synspunkter. Andre mente, at man under ingen omstændigheder skulle involvere sig uden Danmark og Norge, og påpegede, at en intervention kunne bringe svenske undersåtter i Rusland i fare.

Generelt var der en opfattelse af, at Sverige var bedst tjent med ikke at involvere sig, men derudover var der uenighed om, hvilke krav der skulle være opfyldt, hvis omstændighederne gjorde, at det alligevel kom på tale.

Statsminister Nils Edén konkluderede, at det var et vanskeligt spørgsmål, og at der ikke skulle træffes nogen beslutninger uden yderligere samråd med de deputerede. Fra svensk side besluttede man således foreløbig at se tiden an.


Britisk baltikumpolitik

Det estiske pres og de løbende indberetninger fra Stockholm og København om sagen blev starten på især britiske bestræbelser på at få de skandinaviske lande til at sende hærstyrker til Baltikum. Som tidligere nævnt tiltalte tanken briterne af flere grunde. På flere kaserner i Storbritannien kom det til mytteri i slutningen af 1918, fordi soldaterne mente, at demobiliseringen gik for langsomt.

Samtidig med det øgede britiske fokus på inddæmningen af bolsjevismen i det tidligere zarrige opstod bevægelsen ”Hands off Russia!” i Storbritannien. Det var en anti-interventionsbevægelse, der agiterede for, at briterne ikke skulle blande sig i de interne russiske affærer – et synspunkt, der vandt indpas i britiske arbejderkredse også uden for de kommunistiske rækker.

Britiske ledere frygtede endvidere, at egne krigstrætte tropper kunne blive “inficeret” med bolsjevikiske tanker, hvis de blev sendt til den røde bevægelses kerneland. Hertil kom uvilje mod at finde de nødvendige økonomiske midler, der ville være forbundet med en allieret intervention i Rusland. Ud over de her nævnte umiddelbare udfordringer ved selv at optrappe engagementet i Baltikum flugtede det alternative skandina- viske spor godt med både de kortsigtede og de langsigtede mål i den britiske baltikumpolitik, der på dette tidspunkt var under udvikling.

Under hovedparten af Verdenskrigen havde Storbritannien ikke haft en selvstændig baltikumpolitik, da området blev opfattet som en del af Rusland. En britisk baltikumpolitik begyndte først så småt at udvikle sig efter Den Russiske Revolution i 1917. I kølvandet på denne skelsættende begivenhed fandt en række hændelser sted, der krævede britisk stillingtagen til Østersøregionen.

Allerede i december 1917 erklærede Finland sin uafhængighed. I den efterfølgende borgerkrig, der brød ud i 1918, øgede Tyskland sin indflydelse i Finland (blandt andet gennem et militært ekspeditionskorps), hvilket briterne naturligvis måtte være opmærksomme på. I Estland havde nationalforsamlingen (Maapäev) allerede i november 1917 erklæret, at den var højeste myndighed i Estland, og dette blev fulgt op af den formelle uafhængighedserklæring 24. februar 1918.

På samme vis som i Estland blev en provisorisk nationalforsamling proklameret i Letland i november 1918, og kravet om snarlig uafhængighed lød også her stadig stærkere. Hvor Baltikum for briterne tidligere havde været en politisk “enkel” og overskuelig del af krigen mellem et allieret Rusland og et fjendtligt Tyskland, blev regionen efter revolutionen i 1917 et kludetæppe af problemer, der krævede ny politisk stillingtagen.

Brest-Litovsk-aftalen om separatfred mellem Tyskland og bolsjevikkerne og den tyske besættelse af hele Baltikum i de første måneder af 1918 krævede yderligere politisk fokus på regionen.

I perioden umiddelbart efter de store tyske sejre blev hovedformålet i den nyopståede britiske baltikumpolitik at svække den tyske indflydelse i området. Det skete blandt andet ved at opmuntre og støtte de baltiske nationalistbe- vægelser, da deres nationalisme var direkte vendt mod tysk indflydelse. Det var også grunden til, at både Storbritannien og Frankrig i maj 1918 anerkendte Estland de facto.

Samtidig forsikrede man esterne om, at de allierede ikke ville anerkende Tysklands krav om tysk suverænitet i Baltikum. Men derudover gav de allierede ingen løfter for fremtiden til balterne, ej heller at de baltiske lande ville blive anerkendt de jure med tiden.

De mange spørgsmål vedrørende regionen måtte ifølge de allierede vente med at falde på plads til efter krigsafslutningen. Det var tydeligt, at den britiske baltikum- politik under Verdenskrigen var dikteret af de kortsigtede militære mål.

De mere langsigtede perspektiver i forhold til baltisk selvstændighed blev udskudt, og som den finske historiker Olavi Hovi konkluderer, var den britiske baltikum- politik så vagt formuleret, at den i høj grad lå åben for fortolkninger. Resultatet var store forhåbninger hos balterne og et stort manøvrerum til briterne, der umiddelbart syntes mere interesserede i at bekæmpe tyskerne end i reelt at støtte baltisk uafhængighed.

Efter Verdenskrigens afslutning, hvor trusselsbilledet i britisk perspektiv skiftede fra tysk til bolsjevikisk, gentog mønsteret sig. Det var tydeligt, at briterne havde en klar interesse i at stoppe bolsjevikkernes fremmarch i Østersø- regionen og derfor forfulgte kortsigtede militære og politiske initiativer, der flugtede med dette ønske.

Dette betød en fortsat støtte til de baltiske nationalister. Men samtidig begyndte mere langsigtede løsninger for regionen at presse sig på, og i forhold til disse indgik baltisk uafhængighed ikke nødvendigvis som en naturlig ting. Fra britisk side var man som sådan ikke imod baltisk uafhængighed. Måske kunne der endog vise sig flere fordele ved uafhængige baltiske stater, idet etableringen af sådanne kunne tjene flere britiske mål samtidig, nemlig at udelukke den tyske indflydelse i området, stoppe bolsjevismens fremmarch og sikre, at et genrejst Rusland ikke blev for stærkt.

En venligsindet regering i Estland kunne også betyde handels- og havnemuligheder i den inderste del af Østersøen, og som det fremgår af en rapport fra den britiske militærattaché i København, kunne en estisk nationalhær måske vise sig uvurderlig for allierede interesser i en senere fase af Den Russiske Borgerkrig mellem de røde og de hvide.

Men foreløbig holdt man fra britisk side flere muligheder åbne. Især fordi briternes langsigtede mål om at fjerne den bolsjevikiske trussel fra Rusland og holde Tyskland i skak måske bedre kunne opnås ved at støtte de kontrarevolutionære russiske hvide styrker, der efterhånden begyndte at gøre sig gældende.

De russiske hvide generaler så imidlertid ikke et løsrevet Baltikum som en del af fremtiden, men ønskede derimod at genoprette det gamle zarrige med grænserne fra før Verdens-krigen. Dette var langt hen ad vejen i tråd med de franske synspunkter, idet Frankrig ønskede så stærk en modpol til Tyskland som muligt og derfor helst ikke så et fremtidigt hvidt Rusland alt for sønderrevet og svagt.

Set fra et baltisk nationalt perspektiv var de russiske hvide styrker således også en trussel. For briterne kunne de derimod være en del af løsningen – på bekostning af balterne. Flere ting var således i spil for briterne, der behændigt sørgede for ikke at love for meget og holde alle muligheder åbne. Langt hen ad vejen blev den britiske baltikumpolitik imidlertid dikteret af de kortsigtede militære mål, og derfor blev det nu – som tidligere – britisk politik at støtte de nationale kræfter i Baltikum mod den overhængende fare for bolsjevikisk invasion.

Alt i alt talte meget således for, at briterne skulle lægge pres på de skandinaviske regeringer for at få dem engageret i en militær intervention i Baltikum. Af de interne britiske overvejelser omkring spørgsmålet er det da også tydeligt, at man gerne ville støtte balternes ønske om et svensk militært engagement. I en påtegning fra det britiske udenrigsministerium til esternes henvendelse blev det slået fast, at det ville være ”usandsynligt”, at Ententen ville opponere mod afsendelsen af svenske tropper til Estland, og at det egentlige problem nok nærmere ville bestå i, hvorvidt svenskerne havde viljen til at indsætte tropper, når det kom til stykket.

Sagen rundede også udenrigsminister Arthur James Balfour, der i sin påtegning betonede, at såfremt de baltiske lande blev efterladt svage og ubeskyttede med Rusland på den ene side og Tyskland på den anden, ville de uundgåeligt før el- ler siden komme under tysk indflydelse. Ifølge Balfour var det eneste alternativ, at de baltiske lande i fællesskab knyttedes til Skandinavien i en konføderativ nordisk-baltisk blok.

Balfour afsluttede derfor sine kommentarer med følgende: “Jeg anbefaler derfor på det kraftigste, at Sverige på enhver måde bør tilskyndes til at hjælpe sine baltiske brødre.”

Fra det britiske udenrigsministerium blev der derfor få dage senere skrevet til mr. Clive i Stockholm, at han gerne måtte lade svenskerne vide, at såfremt interventionen skete efter ønske fra den estiske nationalforsamling og alene havde det formål at opretholde ro og orden, ville briterne se positivt på en sådan.

Fra britisk side var der ikke blot givet grønt lys til skandinavisk militært engagement i Baltikum – det blev nu officiel britisk politik at søge at overbevise i første række svenskerne, men siden også danskerne og nordmændene om, at deres hærstyrker måtte intervenere i det tidligere kejserrige for at komme balterne til hjælp. De svenske tilbagemeldinger var dog stadig vage, hvis ikke direkte negative, og af flere indberetninger fra Clive fremgår det, at svenskerne var bekymrede over risikoen for at komme i væbnet konflikt med bolsjevikkerne.

Hertil kom de mange uafklarede forhold omkring interventionen, som vakte bekymring og usikkerhed – eksempelvis spørgsmål omkring størrelsen på det troppekontingent, der skulle allokeres til opgaven.

I det hele taget var der meget ved sammenbruddet i det gamle kejserrigeklos op ad den svenske østgrænse – der bekymrede svenskerne. Over for den britiske repræsentant i Stockholm udtrykte den svenske regering da også stor nervøsitet over den generelle udvikling i regionen, såfremt man blot lod stå til.

Ifølge Clives indberetning havde den svenske udenrigsminister spurgt til, hvorvidt den amerikanske præsident Wilsons ønsker om tysk tilbagetrækning ville betyde, at alle Tysklands 46 divisioner på Østfronten skulle fjernes, og indberetningen gengav samtidig den svenske ministers bekymrede ord i så tilfælde: ”Hvis disse alle blev trukket tilbage, uden at de allierede sendte tropper i deres sted, mente han, at Europa var i stor fare grundet spredningen af den bolsjevisme, der uvægerlig ville følge.”

Som det fremgår, havde både briterne og svenskerne stor interesse i at gøre noget ved problemet, blot mente begge parter, at det var bedst, hvis modparten gjorde det beskidte arbejde og deployerede tropper til opgaven.

Der er ingen tvivl om, at Sverige i første række var omdrejningspunktet for både den baltiske og den britiske interesse. Af de tre skandinaviske lande blev Sverige regnet som den stærkestemilitærmagt, og desuden havde svenskerne en egeninteresse i ordnede forhold i rigets ”baghave”.

Tilsvarende var interessen for og presset mod Norge mindst. Modsat Sverige regnede briterne ikke Norge som en militærmagt af betydning, og det befolkningsmæssigt mindste af de tre nordiske lande havde samtidig forsvindende få interesser i Baltikum sammenlignet med Danmark og Sverige. Mens svenskerne var omdrejningspunktet for den baltiske og den britiske interesse, holdt Danmark sig foreløbig på sidelinjen. Men der er ingen tvivl om, at danskerne var velinformerede om, hvad der foregik, og nøje fulgte sagen.


Danske interesser i interventionsspørgsmålet

Den 18. oktober 1918 skrev pressekonsulenten ved det danske gesandtskab i London, Erik Møller, et længere memorandum omhandlende muligheden for dansk medvirken til intervention i Baltikum. Det er uklart, præcis hvem papiret var skre- vet til, men sandsynligvis en større kreds af højreorienterede danske politikere og erhvervsmænd. Skrivelsen ligger i privatarkivet efter formanden for Industrirådet, Alexander Foss, der også var folketingspolitiker for Det Konservative Folkeparti.

Under alle omstændigheder viser dette memorandum, at man fra dansk side var velunderrettet om udviklingen i det baltiske spørgsmål. Samtidig giver skrivelsen et godt indblik i nogle af de overvejelser, en mulig intervention ville give anledning til i Danmark.

Møller mente, at de tyske tropper snart ville rømme Baltikum, og at der var grund til at antage, at Danmark og Sverige kunne ventes at modtage en anmodning fra Ententen og Amerika om at besætte områderne. Ifølge Møller burde Danmark af flere grunde svare positivt på en sådan opfordring. Indledningsvis anførte han, at danskerne burde engagere sig i opgaven af humanitære grunde, da det ville skåne balterne for fornyede rædsler. I tillæg til dette mente Møller, at det alene ville være skandinaviske tropper, der kunne varetage opgaven uden samtidig at blive beskyldt for at handle ud fra storpolitiske bagtanker.

Hans egentlige ærinde med det lange memorandum fremgik imidlertid tydeligt af næste punkt i hans lange argumentation for, at Danmark burde gå aktivt ind i Baltikum: For det andet fordi et Afslag paa en saadan Opfordring vil have meget uheldig Virkning paa Stemningen i Entente-Lan- dene og Amerika.

I de vanskelige Aar efter Krigen vil de tidligere Neutrales Stilling ikke blive misundelsesværdig. De sejrende vil først og fremmest sørge for deres egne Fornødenheder, bagefter kommer de tidligere Neutrale, sidst Fjenderne. Men selv mellem de Neutrale bliver der forskellige Klasser af Behandling.

Danmarks Stilling er foreløbig god. Vi har Chance for at komme med mellem Neutrale af Klasse I. Siger vi Nej, udsætter vi os for at tabe denne, medens Sverige ved et imødekommende Svar faar Chancen for at naa op i en bedre Klasse. Fra et specifikt dansk Standpunkt maa der regnes med, at Ententens og Præsident Wilsons Interesse for en gunstig Løsning af det nordslesvigske Spørgsmaal vil kølnes ved Afslag.

Alle tænkende Mennesker i Vesteuropa har forstaaet, at vi paa Grund af vor Beliggenhed maatte være neutrale i det, der for dem virkelig staar som en Verdenskamp for Civilisationen, Retfærdighed og Kristendom, men undslaar vi os ogsaa i et Tilfælde, hvor vi kunde give vort Indskud i det, de med Rette eller Urette ser som et Korstog, vil Tilbagevirkningen være skæbnesvanger.

Møller pegede endvidere på, at en fælles skandinavisk intervention ville styrke de nordiske bånd og desuden give sympati i Østersøprovinserne, hvilket ville gavne vores handelsforhold i regionen. Alene af sidstnævnte grund, mente Møller, måtte man ikke lade svenskerne alene om opgaven, da de efterfølgende ville stå med alle de økonomiske og politiske fordele.

Med hensyn til de vanskeligheder, der måtte forekomme, mente Møller ikke, at Tyskland ville blive et pro- blem, da de selv så en fordel i, at bolsjevismen ikke spredte sig i Østersøområdet. Derimod pegede Møller på de indre- politiske vanskeligheder uden at gå nærmere ind på disse, og derudover på forholdet til Rusland, som han mente var svært at forudse på grund af den uklare politiske stilling.

For at tækkes pressen pegede Møller på en række forhold, der med fordel kunne bringes i spil, eksempelvis Danmarks historiske bånd til Baltikum. Møller talte ikke på den danske radikale regerings vegne, men de overvejelser, han gjorde sig, var nogle, alle danske beslutningstagere tænkte over og måtte forholde sig til.

De skandinaviske lande stod virkelig over for flere store dilemmaer. På samme måde som de nationale bevægelser i Baltikum var de skandinaviske lande fanget mellem på den ene side at ønske tysk tilbagetrækning fra Østersøområdet, og på den anden side at frygte for konsekvensen heraf i form af potentiel bolsjevikisk aggression.

De skandinaviske lande var tilmed fanget i et politisk spil mellem stormagterne, som det var svært at komme ud af på en god måde. Med rette frygtede de skandinaviske lande for konsekvenserne af intervention i Baltikum, hvor man kunne risikere – eller snarere forvente – militære konfrontationer med nærliggende stormagter som bolsjevik-Rusland og Tyskland.

Samtidig ville det være svært for de skandinaviske lande blankt at afvise de allierede, der efter Verdenskrigen ville stå som de ubestridte sejrherrer i Europa. Allerhelst ville de skandinaviske lande takke nej til opgaven i forlængelse af neutralitetspolitikken, men de anså det alligevel for opportunt ikke blankt at afvise de allierede.

I Skandinavien anlagde man i slutningen af Verdenskrigen derfor en nølende holdning over for de britiske forespørgsler.


Britisk pres intensiveres

Den høfligt afvisende holdning i de skandinaviske lande blev naturligvis bemærket i London. Den 24. oktober konkluderedes det således i det britiske udenrigsministerium, at svenskerne sandsynligvis ikke ville sende tropper. Det fik dog blot briterne til at overveje andre måder at engagere skandinaverne på i sikringen af østområderne: “Spørgsmålet er da, om vi bør lodde stemningen hos svenskerne og danskerne? (og nordmændene, der måske nødig vil holdes udenfor) angående muligheden for at levere våben og materiel til esterne.” Ifølge briterne ville det altså være hurtigere at få våben frem på denne måde end at sende dem fra Storbritannien.

En anden årsag kunne være, at briterne under alle omstændigheder gerne så et skandinavisk engagement i Baltikum – og på forskellig vis søgte at fremme et sådant, hvis ikke på den ene måde, så på den anden. Det var således tydeligt, at man fra britisk side ikke var indstillet på at lade de nordiske lande slippe for at deltage i den militære aktivitet i Baltikum. Ville de ikke intervenere, måtte de bidrage med våben, så de baltiske lande hurtigere selv kunne opbygge kapaciteter til forsvar af egne grænser.

Umiddelbart skulle man tro, at våbenhjælp var mere spiseligt for de skandinaviske regeringer, men også dette tiltag ville bringe skandinaverne i konflikt med bolsjevik-Rusland og potentielt også Tyskland – og ikke mindst deres egen neutralitetspolitik. Briterne var dog heller ikke indstillet på at opgive deres ønske om skandinaviske tropper endnu.

I det britiske udenrigsministerium modtog man nemlig meldinger fra esterne, der mente, at svenskerne ville opgive deres tøven, hvis blot Ententen pressede yderligere på. Det besluttede briterne derfor at gøre.

Indtil nu havde hele affæren kørt ad uformelle kanaler, men udenrigsministeriet besluttede at skifte spor og gå over til officielle henvendelser, ”eftersom det kan give de skandinaviske regeringer et mere konkret indtryk af, hvad vi søger at gøre”, som man udtrykte det i en intern skrivelse i udenrigsministeriet.

De diplomatiske repræsentanter sir Robert Henry Clive i Stockholm, sir Mansfeldt Findlay i Oslo [Kristiania] og lord Kilmarnock i København blev nu pålagt at videregive indholdet i en enslydende officiel henvendelse fra det britiske udenrigsministerium udsendt den 28. oktober 1918 til de tre nordiske landes regeringer. Skrivelsen indledte med at opridse situationen i Baltikum, når de tyske tropper blev trukket væk. Herefter blev de britiske ønsker meget konkrete:

… medmindre der ydes hjælp udefra, vil esterne, letterne og litauerne være sårbare over for det bolsjevikiske angreb, længe før de kan gøre sig forhåbninger om at organisere deres egne forsvarsstyrker.

Dette kan hverken være i deres eller civilisationens interesse, og den mest tilfredsstillende løsning ville måske være, at den svenske regering, eller de skandinaviske regeringer i samdrægtighed, tilslutter sig den allerede fremlagte løsning og yder militær beskyttelse til disse små stater.

Den danske regering blev gjort bekendt med skrivelsens indhold i form af et såkaldt ”aide mémoire” afleveret af Kilmarnock til det danske udenrigsministerium dagen efter.

Det var klar tale fra stormagtens side. Og når stormagterne taler klart og tydeligt til de mindre nationer, er det oftest en god idé at lytte.

Af skrivelsen fremgik det også, at der ikke nødvendigvis var brug for en stor militærstyrke. Som eksempel blev Letland anvendt, idet det anførtes, at såfremt letterne blev understøttet med 2000 udenlandske tropper, ville de sandsynligvis selv være i stand til at rejse 10.000 mand på kort tid, hvilket ville gøre dem i stand til at forsvare egne grænser.

De britiske tal bundede næppe alene i en nøgtern militærfaglig analyse. Den underliggende dagsorden var utvivlsomt, at den foreliggende opgave ville have et omfang, som de skandinaviske lande ville være i stand til at løfte trods deres begrænsede militære ressourcer.

Skrivelsen fra briterne indeholdt imidlertid også en passus, af hvilken det fremgik, at såfremt de skandinaviske lande ikke kunne sende tropper, burde de ”i det mindste” assistere de baltiske lande med våben og materiel, som de i øvrigt efterfølgende ville blive kompenseret for af briterne.

Samtidig med henvendelsen til de skandinaviske regeringer afsendte briterne information om memorandummets indhold til den amerikanske regering.

Afslutningsvis i denne underretning anførte briterne, at det ville blive meget påskønnet, hvis amerikanerne gennem deres repræsentanter i de skandinaviske hovedstæder ville lægge pres på regeringerne i Oslo [Kristiania], Stockholm og København.

Det er klart, at de skandinaviske regeringer følte dette pres, da de modtog henvendelsen i slutningen af oktober 1918. Samtidig førte den til heftig diplomatisk aktivitet de skandinaviske lande imellem, da hvert af de tre lande ønskede at lodde stemningen i de øvrige nordiske hovedstæder.

Allerede den 29. oktober 1918 indløb der et foreløbigt svar fra Danmark til briterne. Lord Kilmarnock kunne berette, at han havde holdt et møde med den danske udenrigsminister Erik Scavenius og forelagt ham skrivelsen fra det britiske udenrigsministerium. Om den danske udenrigsministers svar skrev Kilmarnock:

“… han vil omhyggeligt overveje sagen i samråd med Kristiania [Oslo] og Stockholm. Hans Excellence forudser vanskeligheder i at efterleve forslagene grundet såvel potentielle komplikationer med bolsjevik- regeringen som forventelige indvendinger mod indgriben fra fremtrædende parter her.

Det var naturligvis ikke det svar, briterne havde håbet på. Trods det faktum, at danskerne ikke indledningsvis afviste sagen, lå det i luften, at dette ville blive resultatet. Den britiske påtegning til sagen i udenrigsministeriet konkluderede da også, at ”dette er ikke særlig lovende”, og at man nu måtte afvente svar fra Sverige og Norge.

Det venlige danske svar til briterne om, at man ville ”overveje sagen”, dækkede i virkeligheden over en langt mere afvisende holdning, end man umiddelbart meddelte briterne. Sagen var naturligvis meget prekær, da den britiske forespørgsel kunne blive opfattet som en opfordring til at opgive neutraliteten.

Samtidig med at man over for briterne foregav at holde døren åben for deres forespørgsel om dansk militærhjælp til balterne, var det samtidig magtpåliggende for den danske regering hurtigt at markere over for Tyskland, at neutraliteten stod fast. Det sås blandt andet tydeligt i det danske udenrigsministeriums korrespondancer med den danske gesandt i Berlin om sagen.


Dansk afvisning – på de indre linjer

Dagen efter Kilmarnocks samtale med den danske udenrigsminister videresendte den danske gesandt i Berlin, Carl Moltke, endnu et memorandum til det danske udenrigsministerium.

Dette var udfærdiget af den danske konsul i Liepāja (i Letland) og vicekonsulerne fra Sverige og Norge samme sted. Da post- og telegrafforbindelserne i Liepāja var usikre, og man ved personlig overlevering kunne skrive uden censur, havde man besluttet at lade den svenske vicekonsul overbringe de skandinaviske repræsentanters memorandum personligt til Moltke med videreformidling for øje.

Af både Moltkes følgeskrivelse og det vedlagte memorandum fremgik det, at meningen med henvendelsen var at tilskynde de skandinaviske regeringer til at stille sig velvilligt til eventuelle opfordringer fra Ententen om at overtage den militære beskyttelse af Baltikum, såfremt de tyske styrker blev trukket væk fra området.

Af svaret til den danske gesandt i Berlin samme dag, den 30. oktober 1918, fremgik det tydeligt, at Udenrigsministeriet var meget mere afklaret og afvisende over for sagen, end udenrigsministeren havde givet udtryk for over for briterne.

Til gesandten i Berlin skrev Udenrigs- ministeriet blandt andet: Hvad den danske Reg.s Stilling angaar maa UM formene, at der ikke under nogen Omstændigheder kan blive Tale om Militærhjælp ved udsendelse af danske Militærkræfter til de nævnte Lande. I det hele taget vil alene indrepolitiske Grunde ikke alene stille sig mod dette, men formentlig ogsaa imod Udlaan eller Udførsel herfra af Vaaben, hvilket jo ogsaa stødte paa Vanskeligheder, da Spørgsmaalet drejede sig om Finland.

Hertil kommer endvidere Betragtninger af udenrigspolitisk Art, som med Kraft vilde kunne gøres gældende paa et Tidspunkt, hvor man langtfra kan sige, at der har fundet nogen Afklaring Sted af de politiske Forhold i Rusland og særlig i Grænselandene til Tyskland.

Selvom man ikke havde meldt det ud over for briterne, var beslutningen om det danske nej således allerede truffet. Samme dag, den 30. oktober, indløb der en skrivelse fra Clive i Stockholm til det britiske udenrigsministerium.

Den britiske repræsentant havde holdt møde med den svenske udenrigsminister, Johannes Hellner, og meldingerne var mere positive set ud fra et britisk synspunkt, om end dog stadig henholdende ligesom de danske.

Efter en delvis tyskvenlig kurs under Verdenskrigen havde svenskerne nu hårdt brug for at forbedre deres forhold til de allierede, hvorfor man nødig ville skabe endnu en brudflade til briterne. Man havde året forinden (1917) haft en levnedsmiddelkrise i Sverige på grund af britisk handelsembargo og hård britisk kurs over for den tyskvenlige konservative svenske regering.

Fødevarekrisen førte til massemøder – de såkaldte hungerdemonstrationer – og revolutionsstemning i Sverige. En ny liberal/socialdemokratisk regering blev imidlertid valgt i efteråret 1917 med Niels Edén som statsminister. Denne forsøgte sig med en mere proallieret udenrigspolitik og havde i foråret 1918 opnået en vigtig importaftale med briterne, som nu endelig ikke måtte bringes i fare.

Indledningsvis understregede den svenske udenrigsminister, at han ikke kunne give et endeligt svar, før han havde vendt sagen med den svenske regering. Personligt var han imidlertid tilhænger af en skandinavisk intervention, men han forudså, at det ville blive meget svært at overtale de fire socialistiske kollegaer i den svenske regering til at acceptere dette. Og under alle omstændigheder ville Sverige ifølge Hellner ikke handle alene, men kun i fuld enighed med Danmark og Norge.

Om den svenske stilling skrev marineminister Erik Palmstierna følgende i sin dagbog den 31. oktober 1918: Vores stilling indebærer en konflikt mellem dels vores pligtfølelse til at bekæmpe bolsjevismen og dels forsigtigheds- hensyn, dikteret af uroen i den svenske arbejderverden. Såfremt vi via en indgriben skulle komme i strid med ’republikken Rusland’, vil det vække røre i Sverige.

Det norske svar var nu også landet hos briterne. Det mindede meget om tilbagemeldingerne fra de to øvrige nordiske lande, om end briterne så noget mere positivt på den norske tilbagemelding, idet de opsummerede situationen på denne måde:

”Som vanligt er nordmændene de mest imødekom- mende, men de vil formentlig være både ude af stand og uvillige til reel handling uden samarbejde fra svenskerne og danskerne, fra hvilke vi næppe vil høste mere end generelle sympatitilkendegivelser.

Den britiske konklusion omkring Norge bundede måske mere i stor utilfredshed med Sverige og Danmark, som man forventede mere af, end i egentlig tilfredshed med det norske svar, der ud over afslaget på militærhjælp kun kunne stille briterne i udsigt, at den norske regering kunne give privatpersoner tilladelse til at udføre våben og ammunition til Baltikum.

Ligesom den danske regering havde også den norske regering med udenrigsminister Nils Ihlen i spidsen reelt meget tidligt besluttet, at norsk statslig militærhjælp ikke kunne komme på tale.


Det officielle afslag fra de skandinaviske regeringer

At der skulle findes andre modeller for dansk hjælp til Baltikum end de regulære interventionstropper, stod endegyldigt klart for briterne, da de 3. november 1918 modtog Danmarks officielle afslag på anmodningen.

Den danske udenrigsminister begrundede afslaget med, at den danske hær ude- lukkende var til forsvar af hjemlandet. Afslaget, der blev gentaget i en verbalnote den 9. november 1918, gjaldt ifølge sidstnævnte både tropper og våben.

Tilsvarende tilkendegivelser fra Norge og Sverige tikkede snart ind i London. I en skrivelse fra Clive i Stockholm refererede den britiske repræsentant et møde afholdt 3. november 1918 med den svenske udenrigsminister.

Ifølge referatet af dette møde krævede det en godkendelse fra det svenske parlament, hvis der skulle sendes regulære svenske tropper til Baltikum. At en sådan godkendelse ville blive givet, anså den svenske minister for meget tvivlsomt.

På endnu et møde i Hemliga Utskottet den 4. november 1918 blev den britiske henvendelse diskuteret indgående. Den svenske udenrigsminister redegjorde indledningsvis for sagen. Ifølge egen beretning havde han henvendt sig til den tyske repræsentant i Stockholm for at få klarhed over, hvordan man fra tysk side stillede sig til begæringen om svensk hjælp til de baltiske provinser.

Den tyske repræsentant havde forklaret, at man i Tyskland ønskede en samvirken med Ententemagterne mod bolsjevismen. Men han havde samtidig ladet forstå, at tiltag, der kunne give Ententemagterne anledning til at kræve de tyske troppers tilbagetrækning, ikke ville blive set på med milde øjne af tyskerne.

Den svenske statsminister fastslog på den baggrund, at Ententemagterne havde et politisk motiv, og at de derfor ikke alene handlede af humanitære årsager. Det var, konkluderede statsministeren, Ententemagternes plan at få de skandinaviske lande til at gå deres ærinde.

Regeringen havde derfor tænkt sig at svare ikke direkte afvisende, men påpege nødvendigheden af at få yderligere klarhed over situationen, og at man ikke kunne gå ind i sagen uden at få en anmodning fra begge de krigsførende parter.

På baggrund af ministrenes beretning opstod der i udvalget en diskussion, der igen pegede på faren ved, at de tyske tropper blev trukket tilbage, uden at der var erstatning for dem. I så henseende var det vigtigt, at Sverige arbejdede for, at disse tropper ikke skulle sendes tilbage.

Sluttelig blev det i lighed med det foregående møde i udvalget fremført, at man ville have nøjere oplysninger fra Østersøprovinserne. Det var ønskværdigt til dette formål at få sendt en person ud for at undersøge forholdene og afgive rapport om, hvordan stillingen var.

Den yderste grænse

I det store og hele blev synspunkterne pro et contra fra det foregående møde vendt endnu en gang. Ultimativt endte det dog med, at svenskerne så flere ulemper end fordele ved at engagere sig i sagen, og derfor blev den britiske henvendelse besvaret negativt.

At spørgsmålet om den skandinaviske militærhjælp til Baltikum blev rejst midt under Verdenskrigen, var naturligvis stærkt medvirkende til den afvisende skandinaviske holdning. Politisk kunne man som neutrale magter ikke støtte udsendelsen af tropper på foranledning af den ene part i krigen. Allerede inden våbenhvilen i Verdenskrigen stod det således klart, at det britiske forsøg på at få skandinaviske tropper til at agere ”boots on the ground” i Baltikum var mislykkedes.

Men faren fra bolsjevikkerne var ikke forsvundet, og det var den britiske skuffelse over den skandinaviske passivitet heller ikke, så det åbenbaredes hurtigt, at sagen ikke var lukket med skandinavernes afslag.


Baltiske henvendelser – britiske bekymringer

Det var meget tydeligt, at indholdet i henvendelserne fra de baltiske udsendinge kun rangerede som biting sammenlignet med de problemer, henvendelserne kunne give anledning til i forhold til de allierede stormagter.

Eksempelvis beskrev det danske udenrigsministerium i starten af november 1918, hvordan de havde modtaget både skriftlig og mundtlig henvendelse fra litauerne om hjælp – helst tropper, men subsidiært våben eller blot “moralsk støtte”.

Hvis man havde forventet, at en del af den efterfølgende rapport om sagen ville omhandle Danmarks muligheder for at hjælpe den lille baltiske søsternation i en svær stund, så blev man slemt skuffet. Litauernes ønsker blev nemlig hurtigt fejet til side af Udenrigsministeriet:

“De fornævnte tvende lithauiske Herrer erholdt kun mundtlig det Svar, at Ministeriet vilde gøre sig bekendt med den overrakte skriftlige Henvendelse, men at man ikke var af den Formening, at nogen effektiv Hjælp kunde tænkes herfra,” som det blev formuleret.

Det var tydeligt, at litauernes problematiske situation og ønsket om uafhængighed ikke blev prioriteret særlig højt i det danske statsapparat. I den fire sider lange rapport fyldte litauernes problemer og bønner da heller ikke meget mere end disse få linjer. Den resterende del af rapporten omhandlede derimod de spørgsmål, henvendelsen kunne give anledning til i de dansk-britiske relationer. Og det blev taget meget, meget seriøst – hver en diplomatisk sten og mulighed blev vendt og drejet.

Som eksemplet viser, var den danske regering ikke specielt imødekommende, hjælpsomme eller forstående over for balterne i 1918.

Præcis det samme gjorde sig gældende for den norske og den svenske regering. De skandinaviske regeringer indtog rollen som afmålte betragtere, mens de afventede udviklingen i Baltikum og den kommende fredskonference i Paris, der skulle klarlægge grænserne i efterkrigstidens Europa. Medvirkende til den distancerede holdning var, at de tre baltiske lande blev betragtet som ustabile statsdannelser, der næppe ville bestå længe.

Som den norske historiker Tom Kristiansen bemærker, kunne ingen i 1918 forudse, hvilke af de mange nationale og regionale løsrivelser – selvudråbte i kaosset efter imperiernes opløsning – der ville vise sig langtidsholdbare.

Derfor betød forholdet til balterne ikke meget for de skandinaviske regeringer i slutningen af 1918. Det helt afgørende i det baltiske spørgsmål for alle skandinaviske lande var forholdet til briterne. Og ingen af de skandinaviske lande kunne leve med et dårligt forhold til stormagten. Nogle havde dog mere på spil end andre …


Her slutter uddraget af Den yderste grænse, som kan købes fra 15. november 2019.

LÆS OGSÅ: Nyhedsdækningen under Hitlers regime. Smuglæs i Sidste nyt fra Berlin