Smuglæs i Gileads døtre her. Femten år efter Tjenerindens fortælling sluttede, eksisterer rædselsregimet Gilead stadig. Dog er der tegn på, at det langsomt er ved at smuldre indefra. Tre kvinder bliver afgørende for Gileads sidste dage.
Gileads døtre er deres historie. Nedenfor kan du læse begyndelsen på romanen, som har fået fremragende anmeldelser både internationalt og herhjemme:
★★★★★ „Har man læst Tjenerindens fortælling eller set HBO’s serieversion i The Handmaid’s Tale, bliver man ikke skuffet over opfølgeren.“ – Berlingske
★★★★★ „Fremragende.“ – Ekstra Bladet
„Dystopisk sensation … Pageturner-spændende.“ – Weekendavisen
„Gileads døtre er Atwood, når hun er allerbedst.“ – The Guardian
„Vigtig, rørende og spændende som en thriller.“ – Mail on Sunday
„Gileads døtre er en værdig fortsættelse af en litterær klassiker.“ – USA Today
LÆS OGSÅ: Atwood er tilbage med ny bog fra Gilead – men hvordan passer den lige med tv-serien The Handmaid’s Tale?
„Vores tid sammen skal til at begynde, min læser. Måske vil du betragte disse sider fra min hånd som en skrøbelig skattekiste, der skal åbnes med den yderste forsigtighed. Måske vil du rive dem i stykker. Eller brænde dem. Det sker ofte med ord.“
Margaret Atwood
Gileads døtre
På dansk ved
Lisbeth Møller-Madsen
I
Statue
Ardua Hall-håndskriftet
1
Man skal være død for at få en statue, men jeg har fået en, mens jeg stadig lever. Jeg er allerede stiv af skræk.
Denne statue var en ringe anerkendelse af alt det, jeg havde bidraget med, stod der i begrundelsen, som blev læst op af Tante Vidala. Hun var blevet valgt til opgaven af vores overordnede og langtfra begejstret. Jeg takkede hende så beskedent, jeg kunne, hvorefter jeg trak i det reb, som løsnede lagenet, der indhyllede mig. Det faldt bølgende til jorden, og dér stod jeg. Vi råber ikke hurra her på Ardua Hall, men nogle klappede diskret. Jeg bøjede hovedet til tak.
Min statue er større, end jeg er i virkeligheden, sådan som statuer ofte er, og jeg fremstår yngre, slankere og i bedre form, end jeg har været i nogen tid. Jeg er meget rank, skuldrene er trukket tilbage, og munden buer i et bestemt, men velvilligt smil. Mit blik er rettet mod et kosmisk referencepunkt for at udtrykke min idealisme, min ufravigelige pligtfølelse, min faste beslutning om at overvinde alle forhindringer. Ikke at noget på himlen ville kunne ses af min statue, for den er placeret midt i en mørk gruppe træer og buske tæt på stien foran Ardua Hall. Vi Tanter skal ikke blive overmodige, ikke engang når vi er af sten.
En pige på syv-otte år klamrer sig til min venstre hånd, mens hun betragter mig med et tillidsfuldt blik. Min højre hånd hviler på hovedet af en kvinde, som kryber sammen ved siden af mig. Hun har et slør over håret, og øjnene ser op på mig med et udtryk, der både kan være opgivende og taknemmeligt – en af vores Tjenerinder. Bag mig står en af mine Perlepiger, klar til at rejse ud for at missionere. Fra et bælte, jeg har om livet, hænger min strømpistol og minder mig om det, jeg ikke formåede. Hvis jeg havde været mere målrettet, havde sådan et hjælpemiddel ikke været nødvendigt. Overbevisningen i min stemme ville have været nok.
Som skulptur er statuen ikke særlig vellykket. Den er for overlæsset. Jeg ville have foretrukket mere fokus på mig selv. Men i det mindste ser jeg tilregnelig ud. Det kunne let være gået anderledes, for den aldrende kunstner – en troende kvinde, som nu er død – havde en tendens til at give sine motiver udstående øjne som tegn på inderlig fromhed. Tante Helenas buste ser ud, som om hun har hundegalskab, Tante Vidalas, som om hun har basedow, og Tante Elizabeths virker på nippet til at eksplodere.
Ved afsløringen var kunstneren nervøs. Var hendes gengivelse af mig smigrende nok? Kunne jeg lide den? Ville man se, at jeg kunne lide den? Jeg overvejede at rynke panden, når lagnet blev trukket af, men kom på bedre tanker. Jeg er ikke hjerteløs. „Meget livagtig,“ sagde jeg.
Det er ni år siden. Siden da er min statue mærket af vind og vejr, duer har dekoreret mig, mos er vokset frem i mine mest fugtige sprækker. Tilbedere er begyndt at efterlade offergaver ved mine fødder: æg for frugtbarhed, appelsiner til at antyde graviditetens runding, croissanter som hentydning til månen. Jeg ignorer brødet – som regel har det været udsat for regn – men snupper appelsinerne. De er så forfriskende.
Jeg skriver dette i mit private fristed på Ardua Hall-biblioteket – et af de få, der er tilbage efter de entusiastiske bogafbrændinger, som har fundet sted i hele landet. Fortidens korrupte og blodige fingeraftryk må fjernes for at viske tavlen ren til de moralsk rene generationer, som snart vil komme. Det er teorien.
Men blandt de blodige fingeraftryk er også nogle, vi selv har afsat, og de kan ikke så let vaskes bort. I årenes løb har jeg begravet mange lig, men nu har jeg fået lyst til at grave dem op igen – om ikke andet for at oplyse dig, min ukendte læser. Hvis du læser, har dette manuskript i det mindste overlevet. Eller måske drømmer jeg og får aldrig en læser. Måske taler jeg på alle måder for døve ører.
Det er nok skrivning for i dag. Jeg har ondt i hånden, ondt i ryggen, og min faste kop varm aftenmælk venter. Nu vil jeg gemme disse udgydelser på mit skjulested, mens jeg undgår overvågningskameraerne – jeg ved, hvor de sidder, for jeg har selv sat dem op. Trods disse sikkerhedsforanstaltninger er jeg bevidst om den risiko, jeg løber. Det kan være farligt at skrive. Hvilke afsløringer og dernæst hvilke anklager lurer om hjørnet? Der er mange fra Ardua Hall, som ville elske at få fingrene i disse sider.
Vent, råder jeg dem tavst. Det bliver værre.
II
DYREBARE BLOMSTER
Udskrift af øjenvidneberetning 369A
2
I har bedt mig fortælle, hvordan det var at vokse op i Gilead. I siger, at det vil hjælpe jer, og jeg vil gerne hjælpe. Jeg forestiller mig, at I kun forventer rædselshistorier, men faktisk var mange børn elskede og værdsatte i Gilead som andre steder, og mange voksne var flinke, men ufuldkomne i Gilead som andre steder.
Jeg håber, I vil have i baghovedet, at vi alle føler en vis nostalgi for den venlighed, vi har oplevet som barn, uanset hvor bizarre omstændighederne ved den barndom må virke på andre. Jeg er enig i, at Gilead langsomt bør udfases – det indeholder for meget, som er forkert, for meget, som er uægte, og for meget, som helt sikkert er i direkte modstrid med det, Gud havde tænkt sig – men I må levne plads til også at begræde det gode, som vil gå tabt.
På den skole, hvor jeg gik, var lyserødt til forår og sommer, blommefarvet var til efterår og vinter, hvidt var til særlige anledninger: søndage og festlige lejligheder. Armene tildækkede, håret tildækket, nederdelen til knæet, indtil man fyldte fem, og derefter højst fem centimeter over anklen, for mænds drifter var frygtelige, og de drifter måtte holdes i ave. Mænds øjne var overalt som tigerøjne, og de lyskasterøjne måtte skærmes mod vores lokkende og nærmest blændende magt – mod vores velformede eller magre eller tykke ben, mod vores yndefulde eller knoklede eller pølsetykke arme, mod vores fersken- eller skjoldede hud, mod vores blanke, snoede krøller eller vores grove, uregerlige manker eller vores tynde, halmlignende fletninger, mod det hele. Uanset vores former og træk var vi fælder eller lokkemad og kunne ikke gøre noget ved det. Vi var de uskyldige og skyldfri årsager, som alene ved vores natur kunne gøre mænd så vilde af begær, at de vaklede og ravede og faldt ud over kanten – hvilken kant, tænkte vi? Var det som en klippe? – og styrtede ned i et flammehav som snebolde af brændende svovl kastet af Guds vrede hånd. Vi vogtede over en uvurderlig skat, som befandt sig – uset – inden i os. Vi var dyrebare blomster, som skulle opbevares i sikkerhed i drivhuse, ellers ville vi blive overfaldet, og vores kronblade ville blive revet af, og vores skat ville blive stjålet, og vi ville blive flået i stykker og trampet under fode af de frådende mænd, som kunne lure om hvert eneste hjørne derude i den store, skarpe, syndefulde verden.
Det var den slags, Tante Vidala med den evigt løbende næse fortalte os i skolen, mens vi broderede petitpoint til lommetørklæder eller fodskamler eller indrammede billeder. Yndlingsmønstrene var blomster i en vase og frugt i en skål. Men Tante Estée, den lærerinde, vi bedst kunne lide, sagde, at Tante Vidala overdrev, og at der ikke var nogen grund til at skræmme livet af os, for at give os en sådan aversion kunne influere negativt på, om vi blev lykkelige i vores fremtidige ægteskaber.
„Alle mænd er ikke sådan, piger,“ sagde hun beroligende. „De bedste af dem har gode egenskaber. Nogle af dem har rimelig selvkontrol. Og når I først er gift, vil I opleve det helt anderledes og slet ikke så skræmmende.“ Ikke at hun selv vidste noget om det, for Tanterne var ikke gift. Det var ikke tilladt. Det var derfor, de havde lov til at skrive og læse.
„Vi og jeres fædre og mødre gør os meget umage med at vælge den rette mand til jer, når den tid kommer,“ sagde Tante Estée. „Så I skal ikke være urolige. I skal bare koncentrere jer om lektierne og stole på, at de voksne gør det, der er bedst for jer, så vil alt ende godt. Det beder jeg for.“
Men på trods af Tante Estées smilehuller og venlige ord var det Tante Vidalas version, der vandt. Den dukkede op i mine mareridt. Drivhusets ruder, der knustes, derefter sønderriven og flåen og trampen af hove med lyserøde og hvide og blommefarvede rester af mig spredt ud over jorden. Jeg frygtede tanken om at blive voksen – voksen nok til at blive gift. Jeg havde ingen tillid til Tanternes kloge valg. Jeg frygtede, jeg ville blive gift med en liderbuk.
De lyserøde, hvide og blommefarvede kjoler hørte til reglementet for særlige piger som os. Almindelige piger fra Økonofamilierne gik altid i det samme – grimme kjoler med striber i mange farver og grå kapper, det samme, som deres mødre gik i. De lærte heller ikke at brodere petitpoint eller hækle, kun almindelig syning og at folde papirblomster og den slags. De var ikke udvalgt til at blive gift med de bedste mænd – Jakobs Sønner eller en Kommandant eller deres sønner – som vi var. Selvom de kunne blive valgt til det, når de blev ældre, hvis de var kønne nok.
Ingen sagde det højt. Det var ikke meningen, man skulle vigte sig af sit gode udseende, det var ikke beskedent, eller bemærke, at andre så godt ud. Men vi piger vidste udmærket, hvordan tingene hang sammen. Det var bedre at være køn end at være grim. Selv Tanterne lagde mere mærke til de kønne piger. Men hvis man allerede var udvalgt, betød det ikke så meget.
Jeg skelede ikke som Huldah eller havde en konstant, irriteret panderynke som Sjunemmit, og jeg havde ikke næsten usynlige øjenbryn som Becka, men jeg var ufærdig. Mit ansigt var som dej. Det lignede de småkager, som Zilla, min yndlings-Martha, bagte til mig for at forkæle mig, med rosinøjne og tænder af græskarfrø. Men selvom jeg ikke var særlig køn, var jeg meget, meget udvalgt. Dobbelt udvalgt. Ikke bare på forhånd udvalgt til at blive gift med en Kommandant, men oprindelig udvalgt af Tabitha, som var min mor.
Dette er den historie, Tabitha plejede at fortælle. „Jeg var ude og gå en tur i skoven,“ sagde hun, „da jeg kom til et forhekset slot, hvor en masse små piger var låst inde. Der var ingen af dem, som havde en mor, og de blev alle sammen holdt fanget af de onde hekse. Jeg havde en tryllering, som kunne låse døren til slottet op, men jeg kunne kun redde én lille pige. Så jeg kiggede meget grundigt på dem alle sammen, og ud af alle de mange piger valgte jeg dig!“
„Hvad skete der med de andre?“ spurgte jeg. „De andre små piger?“
„De blev reddet af nogle andre mødre,“ sagde hun.
„Havde de også trylleringe?“
„Selvfølgelig, skat. For at blive mor skal man have en tryllering.“
„Hvor er den tryllering?“ spurgte jeg. „Hvor er den nu?“
„Lige her på min finger,“ sagde hun og pegede på en finger på sin venstre hånd. Hun sagde, at det var hjertefingeren. „Men min ring rummede kun ét ønske, og det brugte jeg på dig. Så nu er det en helt almindelig hverdagsring til mødre.“
På det sted i historien fik jeg lov til selv at tage ringen på. Den var af guld med tre diamanter: én stor med en mindre på hver side. Den så ud, som om den godt engang kunne have været en tryllering.
„Tog du mig så op og bar mig?“ spurgte jeg. „Ud af skoven?“ Jeg kunne historien udenad, men jeg elskede at høre den igen.
„Nej, min egen. Det var du allerede for stor til. Hvis jeg havde skullet bære dig, ville jeg være kommet til at hoste, og så ville heksene have hørt os.“ Det kunne jeg godt forstå, for hun hostede faktisk meget. „Jeg tog dig i hånden, og så sneg vi os ud af slottet, så heksene ikke kunne høre os. Vi sagde begge to: Ssh, ssh …“ og her satte hun en finger for munden, og jeg satte også en finger for munden og sagde henrykt ssh, ssh. „Og derefter var vi nødt til at løbe meget hurtigt gennem skoven for at slippe væk fra de onde hekse, for en af dem havde set os gå ud ad døren. Vi løb, og så gemte vi os i et hult træ. Det var meget farligt!“
Jeg havde en svag erindring om engang at have løbet i en skov, mens nogen holdt mig i hånden. Havde jeg gemt mig i et hult træ? Jeg syntes, jeg kunne huske, jeg havde gemt mig et sted. Så måske var det sandt.
„Og hvad skete der så?“ spurgte jeg.
„Så tog jeg dig med hjem til dette smukke hus. Er du ikke glad for at være her? Vi elsker dig alle sammen så højt! Var det ikke heldigt for os begge to, at jeg valgte dig?“
Jeg sad og puttede mig ind til hende med hendes arm om mig og mit hoved hvilende mod hendes tynde krop, så jeg tydeligt kunne mærke de enkelte ribben. Mit øre var presset mod hendes brystkasse, og jeg kunne høre hendes hjerte hamre løs derinde – hurtigere og hurtigere, syntes jeg, mens hun ventede på mit svar. Jeg vidste, at der var magt i det svar. Det afgjorde, om hun smilede eller ej.
Hvad andet kunne jeg sige end ja og ja? Ja, jeg var glad. Ja, jeg var heldig. Og det var også sandt.
3
Hvor gammel var jeg på det tidspunkt? Måske seks-syv år. Det er svært at sige, for jeg husker ikke rigtig noget før da.
Jeg elskede Tabitha meget højt. Hun var smuk, selvom hun var så tynd, og hun kunne lege med mig i timevis. Vi havde et dukkehus, der var magen til det hus, vi boede i. Der var en stue og en spisestue og et stort køkken til Marthaerne, og i farens arbejdsværelse var der et skrivebord og bogreoler. Alle de små falske bøger på hylderne havde blanke sider. Jeg spurgte, hvorfor der ikke stod noget i dem – jeg havde en vag fornemmelse af, at der skulle være noget på de sider – og min mor svarede, at bøger var til pynt ligesom vaser med blomster.
Alle de løgne hun måtte fortælle for min skyld! For at passe på mig! Men hun var god til det. Hun var meget opfindsom.
På dukkehusets førstesal var der dejlige, store soveværelser med gardiner og tapet og malerier – pæne malerier af frugt og blomster. Der var mindre soveværelser på anden sal og fem badeværelser i alt, selvom alle sagde, at det ene var til at pudre næsen – hvorfor bruge et badeværelse til det? – og en kælder med viktualierum.
Vi havde alle de dukker til dukkehuset, man kunne få brug for. En mordukke med samme blå kjole som Kommandanters Hustruer, en lille pigedukke med tre kjoler – lyserød, hvid og blommefarvet ligesom mine egne – tre Marthadukker i matgrønt med forklæder, en Vogter med kasket til at køre bilen og slå græsplænen, to Engle til at stå ved lågen med deres bittesmå plasticgeværer, så ingen kunne komme ind og gøre os noget, og en fardukke i nystrøget Kommandantuniform. Han sagde aldrig meget, men han gik meget frem og tilbage og sad for enden af spisebordet, og Marthaerne kom med ting til ham på bakker, og bagefter gik han ind på sit arbejdsværelse og lukkede døren.
På den måde mindede min Kommandantdukke meget om min egen far, Kommandant Kyle, som smilede til mig og spurgte, om jeg havde været artig, hvorefter han forsvandt. Forskellen var, at jeg kunne se, hvad Kommandantdukken lavede inde på sit arbejdsværelse – sad ved sit skrivebord med sin Computale og en stak papirer – men hvad min rigtige far angik, vidste jeg det ikke, for ingen havde adgang til min fars arbejdsværelse.
Det, min far lavede derinde, var efter sigende meget vigtigt – de vigtige ting, som mænd gjorde, for vigtige til at lade kvinder blande sig, for de havde mindre hjerner, som var ude af stand til at tænke store tanker ifølge Tante Vidala, som underviste os i religion. Det ville være som at lære en kat at hækle, sagde Tante Estée, som underviste os i håndarbejde, og det fik os til at le, fordi det var så dumt! Katte havde ikke engang fingre!
Mænd havde altså noget i deres hoveder, der var ligesom fingre, men en form for fingre, som piger ikke havde. Og det forklarede alt, sagde Tante Vidala, og så blev der ikke sagt mere om det. Hendes mund smækkede i og lukkede de ord inde, som kunne være kommet ud. Jeg vidste, at der måtte være flere ord, for allerede dengang var der noget galt med forklaringen om kattene. Katte var ikke interesserede i at hækle. Og vi var ikke katte.
Forbudte ting sætter tanker i gang. Det var derfor, Eva spiste af æblet fra kundskabens træ, sagde Tante Vidala. For mange tanker. Så visse ting var det bedst ikke at vide. Ellers tabte man sine kronblade.
I æsken med dukkehuset havde der også været en Tjenerindedukke med rød kjole og bulnende mave og et hvidt hovedtøj, der skjulte hendes ansigt, men min mor sagde, at vi ikke havde brug for en Tjenerinde i vores hus, fordi vi allerede havde mig, og man skulle ikke være grådig og ønske sig mere end én lille pige. Så vi pakkede Tjenerinden ind i silkepapir, og Tabitha sagde, at jeg senere kunne give hende til en anden lille pige, som ikke havde sådan et dejligt dukkehus og kunne få stor glæde af en Tjenerindedukke.
Jeg var kun glad for at pakke Tjenerindedukken ned i æsken, for de rigtige Tjenerinder gjorde mig nervøs. Vi så dem på skoleudflugter, hvor vi gik to og to i en lang række med en Tante for hver ende. Disse udflugter gik til kirker eller også til en af flere parker, hvor vi fik lov at lege sanglege eller se på ænder i søerne. Senere ville vi få lov at gå til Bjærgninger og Lovprisseancer i vores hvide kjoler for at se folk blive hængt eller gift, men det var vi endnu for små til, sagde Tante Estée.
I en af parkerne var der gynger, men på grund af vores nederdele, som kunne risikere at blive blæst op af vinden, så man kunne kigge op under dem, kunne vi ikke tillade os en gyngetur. Kun drenge kunne tage sig den slags friheder. Kun de måtte stige til vejrs og dykke ned. Kun de var luftbårne.
Jeg har aldrig prøvet at gynge. Det er stadig et af mine store ønsker. Når vi marcherede ned ad gaden, kom Tjenerinderne gående to og to med deres indkøbskurve. De så ikke på os, eller næsten ikke, eller ikke direkte. Vi måtte heller ikke se på dem, for det var uhøfligt at stirre på dem, sagde Tante Estée, ligesom det var uhøfligt at stirre på krøblinger eller andre, som skilte sig ud. Vi måtte heller ikke stille spørgsmål om Tjenerinderne.
„Alt det får I at vide, når I er gamle nok,“ sagde Tante Vidala. Alt det. Tjenerinderne var en del af alt det. Noget slemt altså. Noget skadeligt eller noget skadet, som kunne være en og samme ting. Havde Tjenerinderne engang været som os, hvide og lyserøde og blommefarvede? Havde de sjusket, havde de ladet en lokkende del af sig selv blive synlig?
Man kunne ikke se ret meget af dem nu. Man kunne ikke engang se deres ansigter på grund af det hvide hovedtøj, de gik med. De så alle sammen ens ud.
I vores dukkehus var der også en Tantedukke, selvom hun egentlig ikke hørte til i et hus. Hun hørte til på en skole eller på Ardua Hall, hvor Tanterne efter sigende boede. Når jeg legede med dukkehuset alene, plejede jeg at lukke Tantedukken inde i kælderen, selvom det ikke var særlig pænt af mig. Så hamrede og hamrede hun på kælderdøren og skreg „Luk mig ud“, men den lille pigedukke og Marthadukken, der havde hjulpet hende, lod som ingenting, og somme tider morede de sig.
Jeg er ikke stolt af mig selv, når jeg fortæller om den ondskabsfuldhed, selvom det kun var en dukke, det gik ud over. Det er en hævngerrig side i min natur, som det desværre aldrig helt er lykkedes mig at få bugt med. Men i en beretning som denne er det bedst at lægge sine fejl frem sammen med alt andet, man har gjort. Ellers vil ingen forstå, hvorfor man har truffet de valg, man har.
Det var min mor, Tabitha, som lærte mig at være ærlig over for mig selv, og det er ret ironisk, når man tænker på alle de løgnehistorier, hun fortalte mig. Retfærdigvist var hun sikkert ærlig, når det gjaldt hende selv. Hun prøvede virkelig – tror jeg – at være så godt et menneske som muligt under omstændighederne.
Hver aften, når hun havde fortalt mig en godnathistorie, puttede hun mig i sengen sammen med mit yndlingstøjdyr, som var en hval – fordi Gud havde skabt hvaler til at lege i havet, var det i orden at lege med en hval – og så bad vi sammen.
Bønnen var en sang, som vi sang i fællesskab:
Nu er det tid at gå til ro,
Til Gud jeg vil min sjæl betro.
Og hvis jeg dør, før det bli’r dag,
Min sjæl til himlen Han vil ta’.
De fire engle om mig står,
Våger imens natten går.
En skal vogte, en skal bede,
To herfra min sjæl skal lede.
Tabitha havde en smuk stemme, som en sølvfløjte. Når jeg om aftenen er ved at falde i søvn, kan jeg nu og da næsten høre hende synge.
Der var et par ting ved sangens tekst, som generede mig. For det første englene. Jeg ved godt, at de skulle være den slags engle, som havde hvide natskjorter og fjer, men det var ikke sådan, jeg så dem for mig. Jeg så dem som vores Engle, mænd i sorte uniformer med stofvinger syet på tøjet og geværer. Jeg brød mig ikke om at tænke på, at fire Engle med geværer stod rundt om min seng, mens jeg sov, for de var trods alt mænd, så hvad med de dele af mig, der måske stak ud fra sengetøjet? Mine fødder for eksempel. Ville det ikke opildne deres drifter? Det ville det. Det var ikke til at komme udenom. Så de fire engle var ikke en behagelig tanke.
Det var heller ikke særlig opmuntrende at synge om at dø, mens man sov. Jeg troede ikke, det ville ske for mig, men hvad hvis det gjorde? Og hvordan så min sjæl ud? Den tingest, som englene skulle lede væk? Tabitha sagde, at det var ens åndelige side, som ikke døde, når kroppen gjorde, og at det var meningen, det skulle virke opløftende.
Men hvordan så den ud, min sjæl? Jeg forestillede mig, at den lignede mig, bare meget mindre. Lige så lille som pigen i dukkehuset. Den var inden i mig, så måske var det den, der var den uvurderlige skat, Tante Vidala sagde, vi skulle vogte så omhyggeligt over. Man risikerede at miste sin sjæl, sagde hun og pudsede næse, og så ville den falde ud over kanten og styrte ned og ned og bryde i brand ligesom de liderlige mænd. Det ville jeg meget gerne undgå.
4
Da vi kom til den næste periode, jeg vil beskrive, må jeg have været otte år, måske ni. Jeg kan huske begivenhederne, men ikke min præcise alder. Det er svært at huske datoer, især fordi vi ikke havde kalendere. Men jeg fortsætter så godt, jeg kan.
Dengang hed jeg Agnes Jemima. Agnes betød „lam“, sagde min mor, Tabitha. Hun citerede et digt:
Lille lam, hvem skabte dig?
Ved du, hvem der skabte dig?
Der var mere, men det har jeg glemt.
Med hensyn til Jemima stammede det navn fra en historie i Bibelen. Jemima var en helt særlig lille pige, for hendes far, Job, kom ud for en masse ulykker, som Gud nedkaldte over ham som en del af en prøvelse, og det værste var, at alle Jobs børn blev dræbt. Alle hans sønner, alle hans døtre, dræbt! Jeg gøs, hver gang jeg hørte det. Job må have haft det forfærdeligt, da han fik det at vide.
Men Job bestod prøvelsen, og så gav Gud ham nogle andre børn – flere sønner og også tre døtre – og så blev han glad igen. Og Jemima var en af de døtre. „Gud gav hende til Job, ligesom Gud gav dig til mig,“ sagde min mor
„Var du udsat for ulykker? Før du valgte mig?“
„Ja, det var jeg,“ sagde hun og smilede.
„Bestod du prøvelsen?“
„Det må jeg have gjort,“ sagde min mor. „Ellers ville jeg ikke have kunnet vælge sådan en dejlig datter som dig.“
Jeg kunne godt lide historien. Det var først senere, jeg kom til at tænke over den. Hvordan kunne Job lade Gud udstyre ham med et kuld nye børn, mens han samtidig forventede, at Job lod, som om de tidligere ikke længere betød noget?
Når jeg ikke var i skole eller sammen med min mor – og jeg var mindre og mindre sammen med min mor, fordi hun mere og mere lå i sin seng ovenpå, hvor hun „hvilede sig“, som Marthaerne sagde – kunne jeg godt lide at opholde mig i køkkenet og se Marthaerne bage brød og småkager og postejer og kager og lave supper og sammenkogte retter. Alle Marthaerne blev kaldt Martha, fordi det var det, de var, og de gik alle sammen ens klædt, men de havde også alle sammen et fornavn. Vores hed Vera, Rosa og Zilla. Vi havde tre Marthaer, fordi min far var så betydningsfuld. Jeg kunne bedst lide Zilla, fordi hun talte lavmælt, mens Vera havde en meget skinger stemme, og Rosa skulede. Det kunne hun nu ikke gøre for. Det var bare sådan, hendes ansigt var skabt. Hun var ældre end de to andre.
„Må jeg hjælpe til?“ spurgte jeg vores Marthaer. Så gav de mig små stykker brøddej, som jeg kunne lege med, og jeg formede en mand af dejen, som de bagte i ovnen sammen med det, de selv bagte. Jeg lavede altid mænd, aldrig kvinder, for når de var bagt, spiste jeg dem, og det gav mig en følelse af at have en hemmelig magt over mænd. Det var begyndt at gå op for mig, at uanset de drifter, Tante Vidala sagde, at jeg vakte i dem, havde jeg ingen magt over dem.
„Må jeg lave brødet fra begyndelsen?“ spurgte jeg en dag, netop som Zilla tog dejfadet ud af skabet for at gå i gang. Jeg havde set dem gøre det så mange gange, at jeg var overbevist om, at jeg kunne finde ud af det.
„Det behøver du ikke lære,“ sagde Rosa og skulede mere end ellers.
„Hvorfor ikke?“ spurgte jeg.
Vera lo sin hæse latter. „Al den slags kommer du til at have Marthaer til,“ sagde hun. „Når de har fundet en mand til dig, som er stor og magtfuld.“
„Han skal ikke være stor.“ Jeg ville ikke have en tyk mand.
„Selvfølgelig ikke. Det er bare noget, man siger.“
„Du kommer heller ikke til at købe ind,“ sagde Rosa. „Det gør din Martha. Eller din Tjenerinde, hvis du får brug for sådan en.“
„Det er ikke sikkert, hun får det,“ sagde Vera. „Når hendes mor var … “
„Det taler vi ikke om,“ sagde Zilla.
„Hvad?“ sagde jeg. „Hvad med min mor?“ Jeg var klar over, at der foregik noget hemmeligt med min mor – det havde noget at gøre med den måde, de sagde hvile sig på – og det gjorde mig bange.
„Bare at din mor selv var i stand til at få et barn,“ sagde Zilla beroligende,„så det er jeg sikker på, at du også er. Du vil da gerne have et barn, ikke?“
„Jo,“ svarede jeg, „men jeg vil ikke have en mand. Jeg synes, de er ækle.“
De lo alle tre.
„Ikke dem alle sammen,“ sagde Zilla. „Din far er en mand.“
Det havde jeg ikke noget svar på.
„De skal nok sørge for, at han er rar,“ sagde Rosa. „Det bliver ikke hvem som helst.“
„De skal holde standarden,“ sagde Vera. „De lader dig ikke blive gift med en, der er under dit niveau. Det er helt sikkert.“
Jeg havde ikke lyst til at tænke mere på mænd.
„Men hvis jeg gerne vil?“ spurgte jeg. „Selv lave dej til brød?“ Jeg var såret. Det var, som om de lukkede sig om sig selv og holdt mig ude. „Hvad hvis jeg gerne selv vil bage brød?“
„Jamen, så vil dine Marthaer selvfølgelig være nødt til at lade dig gøre det,“ sagde Zilla. „Det vil være dig, der står for husholdningen. Men det vil få dem til at se ned på dig. Og de vil føle, at du trænger ind på det, der er deres område. De ting, de er bedst til. Sådan vil du da ikke have, de skal tænke, vel?“
„Din mand vil heller ikke bryde sig om det,“ sagde Vera med endnu en hæs latter. „Det er hårdt ved hænderne. Se bare på mine!“ Hun rakte dem frem. Hendes fingre var knudrede, huden var ru, neglene korte med flossede neglerødder – slet ikke som min mors slanke og elegante hænder med deres tryllering. „Hårdt arbejde – det går altid ud over hænderne. Og han vil ikke bryde sig om, at du lugter af dej.“
„Eller blegemiddel,“ sagde Rosa. „Fra vasketøjet.“
„Han vil foretrække, at du holder dig til broderi og den slags,“ sagde Vera.
„Petitpoint,“ sagde Rosa. Det lød hånligt.
Broderi var ikke min stærke side. Jeg blev ustandselig kritiseret for løse og sjuskede sting.
„Jeg hader petitpoint. Jeg vil bage brød.“
„Vi kan ikke altid gøre det, vi har lyst til,“ sagde Zilla blidt. „Det gælder også dig.“
„Og indimellem er vi nødt til at gøre noget, vi ikke kan fordrage,“ sagde Vera. „Det gælder også dig.“
„Så kan I da også bare lade være!“ sagde jeg. „I er rigtig tarvelige!“ Hvorefter jeg løb ud af køkkenet.
På det tidspunkt var jeg begyndt at græde. Selvom jeg havde fået at vide, at jeg ikke måtte forstyrre min mor, sneg jeg mig ovenpå og ind på hendes værelse. Hun lå under sit smukke, hvide dynetæppe med blå blomster. Hun havde lukkede øjne, men hun måtte have hørt mig, for hun åbnede dem. For hver gang jeg så hende, virkede hendes øjne større og mere lysende.
„Hvad er der, min egen?“ spurgte hun.
Jeg kravlede ned under dynetæppet og puttede mig ind til hende. Hun var meget varm.
„Det er ikke retfærdigt,“ hulkede jeg. „Jeg vil ikke giftes! Hvorfor skal jeg?“
Hun sagde ikke: Fordi det er din pligt, som Tante Vidala ville have gjort, eller: Det vil du gerne, når du bliver stor, som Tante Estée altid sagde. I begyndelsen sagde hun slet ikke noget. I stedet knugede hun mig ind til sig og strøg mig over håret.
„Tænk på, hvorfor jeg valgte dig,“ sagde hun, „frem for alle de andre.“
Men jeg var blevet for gammel til at tro på historien om det aflåste slot, trylleringen, de onde hekse, og hvordan vi var løbet derfra.
„Det er bare et eventyr,“ sagde jeg. „Jeg kom ud af din mave ligesom andre børn.“
Det bekræftede hun ikke. Hun sagde slet ingenting. Af en eller anden grund gjorde det mig bange.
„Det gjorde jeg da! Gjorde jeg ikke?“ spurgte jeg. „Det har Sjunemmit sagt. I skolen. Om maver.“
Min mor knugede mig tæt ind til sig.
„Uanset hvad der sker,“ sagde hun så, „må du aldrig glemme, at jeg altid har elsket dig meget højt.“
5
I har sikkert allerede gættet, hvad jeg nu vil fortælle, og det er slet ikke rart.
Min mor lå for døden. Alle vidste det, undtagen mig.
Jeg fik det at vide af Sjunemmit, som sagde, hun var min bedsteveninde. Egentlig måtte vi ikke have bedsteveninder. Det var ikke pænt at danne lukkede grupper, sagde Tante Estée. Det fik de andre piger til at føle sig udenfor, og vi skulle alle sammen hjælpe hinanden med at være så perfekte som muligt.
Tante Vidala sagde, at bedsteveninder førte til hvisken og intriger og hemmeligheder, og intriger og hemmeligheder førte til ulydighed mod Gud, og ulydighed førte til oprør, og oprørske piger endte som oprørske kvinder, og en oprørsk kvinde var endnu værre end en oprørsk mand, for oprørske mænd endte som forrædere, mens oprørske kvinder endte som horkvinder.
Det fik Becka til at spørge med sin musestemme: Hvad er en horkvinde? Vi piger blev alle sammen overraskede, for Becka stillede meget sjældent spørgsmål. Hendes far var ikke Kommandant som vores fædre. Han var bare tandlæge, men en vældig god tandlæge, og vores familier gik alle sammen hos ham, og det var derfor, Becka havde fået lov at gå i vores skole. Det betød til gengæld, at de andre piger så ned på hende og forventede, at hun skulle underkaste sig dem.
I dag sad Becka ved siden af mig – hun prøvede altid at komme til at sidde ved siden af mig, medmindre Sjunemmit skubbede hende væk – og jeg kunne mærke, at hun rystede over hele kroppen. Jeg var bange for, at Tante Vidala ville straffe hende for at være næsvis, men det ville have været svært for nogen, selv Tante Vidala, at anklage Becka for at være næsvis.
Sjunemmit hviskede hen over mig til Becka: Dumt spørgsmål! Tante Vidala smilede stramt, som hun altid gjorde, og sagde, at hun ikke håbede, at Becka nogensinde selv ville lære det ad erfaringens vej, for horkvinder endte med at blive stenet eller hængt med en sæk over hovedet. Tante Estée sagde, at der ikke var nogen grund til at skræmme pigerne unødigt, og så smilede hun og sagde, at vi var dyrebare blomster, og hvem havde nogensinde hørt om en oprørsk blomst?
Vi så på hende og spærrede øjnene så meget op, vi kunne, for at demonstrere vores uskyld, mens vi nikkede for at vise, at vi var enige med hende. Ingen oprørske blomster her.
Hjemme hos Sjunemmit havde de kun én Martha, mens vi havde tre, så min far var vigtigere end hendes. Nu forstår jeg, at det var derfor, hun ville være min bedsteveninde. Hun var ikke særlig høj og havde to lange, tykke fletninger, som jeg misundte hende, for mine egne fletninger var tynde og kortere, og hun havde sorte øjenbryn, der fik hende til at se mere voksen ud, end hun var. Hun var dominerende, men kun når Tanterne ikke så det. Når vi var uenige om noget, ville hun altid have ret, og hvis man modsagde hende, gentog hun bare det, hun allerede havde sagt, men højere. Hun var uforskammet mod mange af de andre piger, især Becka, og jeg er flov over at måtte indrømme, at jeg var for svag til at sætte hende på plads. Jeg var i det hele taget veg, når jeg var sammen med piger på min egen alder, men derhjemme sagde Marthaerne, at jeg var stædig.
„Din mor ligger for døden, ikke?“ hviskede Sjunemmit til mig i et spisefrikvarter.
„Nej, hun gør ej,“ hviskede jeg tilbage. „Hun er bare svagelig!“ Det var det, Marthaerne kaldte det: Din mor er svagelig. Det var, fordi hun var svagelig, at hun var nødt til at hvile sig meget og hoste. I den senere tid havde Marthaerne båret bakker op til hendes værelse, men når de kom ned igen, var tallerkenerne næsten ikke rørt.
Jeg fik ikke lov at gå op til hende så ofte som før. Når det skete, henlå hendes værelse i halvmørke. Det lugtede heller ikke som hende længere, en let, sød lugt som hostaen med liljeblomsterne nede i haven, men som om en gammel og snavset fremmed havde sneget sig ind og gemte sig under hendes seng.
Så sad jeg på min mors sengekant, mens hun lå sammenkrøbet under sengetæppet med de broderede blå blomster, og holdt hendes tynde hånd med trylleringen i min, mens jeg spurgte, hvornår hendes svagelighed gik væk, og hun svarede, at hun bad til, at smerterne snart forsvandt. Det beroligede mig, for det betød, at hun ville blive rask. Så spurgte hun mig, om jeg var artig, og om jeg havde det godt, og jeg svarede altid ja, og så knugede hun min hånd og spurgte mig, om jeg ville bede sammen med hende, og så sang vi sangen om englene, der stod omkring hendes seng. Bagefter sagde hun tak, og så var det nok for den dag.
„Men hun ligger altså for døden,“ hviskede Sjunemmit. „Det er derfor, hun er svagelig. Hun er ved at dø.“
„Det passer ikke,“ hviskede jeg for højt. „Hun bliver snart rask. Når smerterne forsvinder. Det er det, hun beder til.“
„Piger,“ sagde Tante Estée. „I spisefrikvarteret bruger vi munden til at spise, og vi kan ikke tale og tygge samtidig. Er vi ikke heldige, at vi får så god mad?“ Det var æggesandwicher, som jeg normalt godt kunne lide, men nu fik jeg kvalme af lugten.
„Jeg hørte det fra vores Martha,“ hviskede Sjunemmit, da Tante Estée var optaget af noget andet. „Og det var en af jeres Marthaer, der havde fortalt hende det. Så det er sandt.“
„Hvem af dem?“ spurgte jeg. Jeg kunne ikke fatte, at en af vores Marthaer ville være så illoyal at lade, som om min mor lå for døden – ikke engang skulende Rosa.
„Hvor skulle jeg vide det fra? De er alle sammen bare Marthaer,“ sagde Sjunemmit og slog med de lange, tykke fletninger.
Da vores Vogter den eftermiddag havde kørt mig hjem fra skole, gik jeg ud i køkkenet. Zilla var ved at rulle dej ud til en tærte, og Vera var ved at partere en kylling. På komfuret stod en suppegryde og simrede. Her ville de umage kyllingestykker komme i sammen med alle grøntsagsrester og skroget. Vores Marthaer var meget påpasselige med maden, så ingenting gik til spilde.
Rosa stod ved den store dobbeltvask og skyllede tallerkener. Vi havde opvaskemaskine, men den benyttede Marthaerne kun, når Kommandanten havde holdt middage herhjemme, fordi den brugte så meget elektricitet, sagde Vera, og den skulle vi forsøge at spare på, fordi der var krig. Somme tider kaldte Marthaerne den for den langsomme-kedel-krig, fordi den aldrig rigtigt kom i kog, eller Ezekiels hjul, fordi den rullede af sted uden at komme nogen vegne. Men den slags sagde de kun, når de var alene.
”Sjunemmit siger, at en af jer har sagt til deres Martha, at min mor ligger for døden,“ busede det ud af mig. „Hvem var det? Det er jo løgn!“
De holdt alle sammen inde med det, de var midt i. Det var, som om jeg havde viftet med en tryllestav og fastlåst dem i deres stillinger. Zilla med kagerullen løftet, Vera med en kødøkse i den ene hånd og en lang, bleg kyllingehals i den anden, Rosa med et fad og en karklud. De så på hinanden.
„Vi troede, du vidste det,“ sagde Zilla blidt. „Vi troede, din mor havde fortalt dig det.“
„Eller din far,“ sagde Vera. Det var dumt, for hvornår skulle han have gjort det? Han var næsten aldrig hjemme mere, og når han var, spiste han enten middag alene i spisestuen eller sad bag den lukkede dør til sit arbejdsværelse og tog sig af vigtige ting.
„Det gør os meget ondt,“ sagde Rosa. „Din mor er en god kvinde.“
„En eksemplarisk Hustru,“ sagde Vera. „Hun har udholdt sine lidelser uden at klage.“
Nu var jeg sunket sammen over bordet i køkkenet og græd med hænderne for ansigtet.
„Vi må alle bære de lidelser, vi bliver underkastet for at prøve os,“ sagde Zilla. „Vi må ikke opgive håbet.“
Håbet om hvad? tænkte jeg. Hvad var der at håbe på? Det eneste, jeg kunne se forude, var tab og mørke.
Min mor døde om aftenen to dage senere, men jeg fik det først at vide den følgende morgen. Jeg var vred på hende, fordi hun ikke havde fortalt mig, at hun var dødssyg – selvom hun på en måde havde fortalt mig det. Hun havde bedt om, at smerterne snart ville forsvinde, og hendes bøn blev hørt.
Da jeg var færdig med at være vred, føltes det, som om noget var blevet skåret ud af mig – et stykke af mit hjerte, som givetvis nu også var dødt. Jeg håbede, at de fire engle omkring hendes seng alligevel var virkelige, og at de havde våget over hende, og at de havde ledt hendes sjæl herfra som i sangen. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan de løftede hende op og op, helt op i en gylden sky. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke tro på det.
Mangler du stadig at læse Tjenerindens fortælling?
En grusom beretning fra den nære fremtids USA, der er blevet til diktaturet Gilead.
De få fødedygtige kvinder, der er tilbage, efter at forurening har gjort befolkningen steril, er blevet placeret hos den mandlige elite, så deres slægt kan videreføres. Hvis tjenerinderne nægter, bliver de slået ihjel.
LÆS OGSÅ: The Testaments udkommer efteråret 2019. Sidste nyt om efterfølgeren til Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Tjenerinden Offred anbringes i huset hos en af det totalitære samfunds spidser og hans kone. Men den undertrykkende stat kan ikke udslette Offreds længsler og ønsker.
Tjenerindens fortælling er en skarp, universel fortælling om uvidenhed, frygt og undertrykkelse. Romanen er Margaret Atwoods hovedværk fra 1985.
Du kan købe Tjenerindens fortælling som hardback her eller paperback her. Begge udgaver kan også fås i din lokale boghandel.
Efter 35 år kom den endelig: Fortsættelsen til Margaret Atwoods dystopiske klassiker Tjenerindens fortælling, der i mellemtiden er blevet til en af de mest sete tv-serier på HBO, The Handmaid’s Tale.
Smuglæs i Gileads døtre her. Femten år efter Tjenerindens fortælling sluttede, eksisterer rædselsregimet Gilead stadig. Dog er der tegn på, at det langsomt er ved at smuldre indefra. Tre kvinder bliver afgørende for Gileads sidste dage.
Gileads døtre er deres historie. Nedenfor kan du læse begyndelsen på romanen, som har fået fremragende anmeldelser både internationalt og herhjemme:
★★★★★ „Har man læst Tjenerindens fortælling eller set HBO’s serieversion i The Handmaid’s Tale, bliver man ikke skuffet over opfølgeren.“ – Berlingske
★★★★★ „Fremragende.“ – Ekstra Bladet
„Dystopisk sensation … Pageturner-spændende.“ – Weekendavisen
„Gileads døtre er Atwood, når hun er allerbedst.“ – The Guardian
„Vigtig, rørende og spændende som en thriller.“ – Mail on Sunday
„Gileads døtre er en værdig fortsættelse af en litterær klassiker.“ – USA Today
LÆS OGSÅ: Atwood er tilbage med ny bog fra Gilead – men hvordan passer den lige med tv-serien The Handmaid’s Tale?
„Vores tid sammen skal til at begynde, min læser. Måske vil du betragte disse sider fra min hånd som en skrøbelig skattekiste, der skal åbnes med den yderste forsigtighed. Måske vil du rive dem i stykker. Eller brænde dem. Det sker ofte med ord.“
Du kan købe Gileads døtre online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Margaret Atwood
Gileads døtre
På dansk ved
Lisbeth Møller-Madsen
I
Statue
Ardua Hall-håndskriftet
1
Man skal være død for at få en statue, men jeg har fået en, mens jeg stadig lever. Jeg er allerede stiv af skræk.
Denne statue var en ringe anerkendelse af alt det, jeg havde bidraget med, stod der i begrundelsen, som blev læst op af Tante Vidala. Hun var blevet valgt til opgaven af vores overordnede og langtfra begejstret. Jeg takkede hende så beskedent, jeg kunne, hvorefter jeg trak i det reb, som løsnede lagenet, der indhyllede mig. Det faldt bølgende til jorden, og dér stod jeg. Vi råber ikke hurra her på Ardua Hall, men nogle klappede diskret. Jeg bøjede hovedet til tak.
Min statue er større, end jeg er i virkeligheden, sådan som statuer ofte er, og jeg fremstår yngre, slankere og i bedre form, end jeg har været i nogen tid. Jeg er meget rank, skuldrene er trukket tilbage, og munden buer i et bestemt, men velvilligt smil. Mit blik er rettet mod et kosmisk referencepunkt for at udtrykke min idealisme, min ufravigelige pligtfølelse, min faste beslutning om at overvinde alle forhindringer. Ikke at noget på himlen ville kunne ses af min statue, for den er placeret midt i en mørk gruppe træer og buske tæt på stien foran Ardua Hall. Vi Tanter skal ikke blive overmodige, ikke engang når vi er af sten.
En pige på syv-otte år klamrer sig til min venstre hånd, mens hun betragter mig med et tillidsfuldt blik. Min højre hånd hviler på hovedet af en kvinde, som kryber sammen ved siden af mig. Hun har et slør over håret, og øjnene ser op på mig med et udtryk, der både kan være opgivende og taknemmeligt – en af vores Tjenerinder. Bag mig står en af mine Perlepiger, klar til at rejse ud for at missionere. Fra et bælte, jeg har om livet, hænger min strømpistol og minder mig om det, jeg ikke formåede. Hvis jeg havde været mere målrettet, havde sådan et hjælpemiddel ikke været nødvendigt. Overbevisningen i min stemme ville have været nok.
Som skulptur er statuen ikke særlig vellykket. Den er for overlæsset. Jeg ville have foretrukket mere fokus på mig selv. Men i det mindste ser jeg tilregnelig ud. Det kunne let være gået anderledes, for den aldrende kunstner – en troende kvinde, som nu er død – havde en tendens til at give sine motiver udstående øjne som tegn på inderlig fromhed. Tante Helenas buste ser ud, som om hun har hundegalskab, Tante Vidalas, som om hun har basedow, og Tante Elizabeths virker på nippet til at eksplodere.
Ved afsløringen var kunstneren nervøs. Var hendes gengivelse af mig smigrende nok? Kunne jeg lide den? Ville man se, at jeg kunne lide den? Jeg overvejede at rynke panden, når lagnet blev trukket af, men kom på bedre tanker. Jeg er ikke hjerteløs. „Meget livagtig,“ sagde jeg.
Det er ni år siden. Siden da er min statue mærket af vind og vejr, duer har dekoreret mig, mos er vokset frem i mine mest fugtige sprækker. Tilbedere er begyndt at efterlade offergaver ved mine fødder: æg for frugtbarhed, appelsiner til at antyde graviditetens runding, croissanter som hentydning til månen. Jeg ignorer brødet – som regel har det været udsat for regn – men snupper appelsinerne. De er så forfriskende.
Jeg skriver dette i mit private fristed på Ardua Hall-biblioteket – et af de få, der er tilbage efter de entusiastiske bogafbrændinger, som har fundet sted i hele landet. Fortidens korrupte og blodige fingeraftryk må fjernes for at viske tavlen ren til de moralsk rene generationer, som snart vil komme. Det er teorien.
Men blandt de blodige fingeraftryk er også nogle, vi selv har afsat, og de kan ikke så let vaskes bort. I årenes løb har jeg begravet mange lig, men nu har jeg fået lyst til at grave dem op igen – om ikke andet for at oplyse dig, min ukendte læser. Hvis du læser, har dette manuskript i det mindste overlevet. Eller måske drømmer jeg og får aldrig en læser. Måske taler jeg på alle måder for døve ører.
Det er nok skrivning for i dag. Jeg har ondt i hånden, ondt i ryggen, og min faste kop varm aftenmælk venter. Nu vil jeg gemme disse udgydelser på mit skjulested, mens jeg undgår overvågningskameraerne – jeg ved, hvor de sidder, for jeg har selv sat dem op. Trods disse sikkerhedsforanstaltninger er jeg bevidst om den risiko, jeg løber. Det kan være farligt at skrive. Hvilke afsløringer og dernæst hvilke anklager lurer om hjørnet? Der er mange fra Ardua Hall, som ville elske at få fingrene i disse sider.
Vent, råder jeg dem tavst. Det bliver værre.
II
DYREBARE BLOMSTER
Udskrift af øjenvidneberetning 369A
2
I har bedt mig fortælle, hvordan det var at vokse op i Gilead. I siger, at det vil hjælpe jer, og jeg vil gerne hjælpe. Jeg forestiller mig, at I kun forventer rædselshistorier, men faktisk var mange børn elskede og værdsatte i Gilead som andre steder, og mange voksne var flinke, men ufuldkomne i Gilead som andre steder.
Jeg håber, I vil have i baghovedet, at vi alle føler en vis nostalgi for den venlighed, vi har oplevet som barn, uanset hvor bizarre omstændighederne ved den barndom må virke på andre. Jeg er enig i, at Gilead langsomt bør udfases – det indeholder for meget, som er forkert, for meget, som er uægte, og for meget, som helt sikkert er i direkte modstrid med det, Gud havde tænkt sig – men I må levne plads til også at begræde det gode, som vil gå tabt.
På den skole, hvor jeg gik, var lyserødt til forår og sommer, blommefarvet var til efterår og vinter, hvidt var til særlige anledninger: søndage og festlige lejligheder. Armene tildækkede, håret tildækket, nederdelen til knæet, indtil man fyldte fem, og derefter højst fem centimeter over anklen, for mænds drifter var frygtelige, og de drifter måtte holdes i ave. Mænds øjne var overalt som tigerøjne, og de lyskasterøjne måtte skærmes mod vores lokkende og nærmest blændende magt – mod vores velformede eller magre eller tykke ben, mod vores yndefulde eller knoklede eller pølsetykke arme, mod vores fersken- eller skjoldede hud, mod vores blanke, snoede krøller eller vores grove, uregerlige manker eller vores tynde, halmlignende fletninger, mod det hele. Uanset vores former og træk var vi fælder eller lokkemad og kunne ikke gøre noget ved det. Vi var de uskyldige og skyldfri årsager, som alene ved vores natur kunne gøre mænd så vilde af begær, at de vaklede og ravede og faldt ud over kanten – hvilken kant, tænkte vi? Var det som en klippe? – og styrtede ned i et flammehav som snebolde af brændende svovl kastet af Guds vrede hånd. Vi vogtede over en uvurderlig skat, som befandt sig – uset – inden i os. Vi var dyrebare blomster, som skulle opbevares i sikkerhed i drivhuse, ellers ville vi blive overfaldet, og vores kronblade ville blive revet af, og vores skat ville blive stjålet, og vi ville blive flået i stykker og trampet under fode af de frådende mænd, som kunne lure om hvert eneste hjørne derude i den store, skarpe, syndefulde verden.
Det var den slags, Tante Vidala med den evigt løbende næse fortalte os i skolen, mens vi broderede petitpoint til lommetørklæder eller fodskamler eller indrammede billeder. Yndlingsmønstrene var blomster i en vase og frugt i en skål. Men Tante Estée, den lærerinde, vi bedst kunne lide, sagde, at Tante Vidala overdrev, og at der ikke var nogen grund til at skræmme livet af os, for at give os en sådan aversion kunne influere negativt på, om vi blev lykkelige i vores fremtidige ægteskaber.
„Alle mænd er ikke sådan, piger,“ sagde hun beroligende. „De bedste af dem har gode egenskaber. Nogle af dem har rimelig selvkontrol. Og når I først er gift, vil I opleve det helt anderledes og slet ikke så skræmmende.“ Ikke at hun selv vidste noget om det, for Tanterne var ikke gift. Det var ikke tilladt. Det var derfor, de havde lov til at skrive og læse.
„Vi og jeres fædre og mødre gør os meget umage med at vælge den rette mand til jer, når den tid kommer,“ sagde Tante Estée. „Så I skal ikke være urolige. I skal bare koncentrere jer om lektierne og stole på, at de voksne gør det, der er bedst for jer, så vil alt ende godt. Det beder jeg for.“
Men på trods af Tante Estées smilehuller og venlige ord var det Tante Vidalas version, der vandt. Den dukkede op i mine mareridt. Drivhusets ruder, der knustes, derefter sønderriven og flåen og trampen af hove med lyserøde og hvide og blommefarvede rester af mig spredt ud over jorden. Jeg frygtede tanken om at blive voksen – voksen nok til at blive gift. Jeg havde ingen tillid til Tanternes kloge valg. Jeg frygtede, jeg ville blive gift med en liderbuk.
De lyserøde, hvide og blommefarvede kjoler hørte til reglementet for særlige piger som os. Almindelige piger fra Økonofamilierne gik altid i det samme – grimme kjoler med striber i mange farver og grå kapper, det samme, som deres mødre gik i. De lærte heller ikke at brodere petitpoint eller hækle, kun almindelig syning og at folde papirblomster og den slags. De var ikke udvalgt til at blive gift med de bedste mænd – Jakobs Sønner eller en Kommandant eller deres sønner – som vi var. Selvom de kunne blive valgt til det, når de blev ældre, hvis de var kønne nok.
Ingen sagde det højt. Det var ikke meningen, man skulle vigte sig af sit gode udseende, det var ikke beskedent, eller bemærke, at andre så godt ud. Men vi piger vidste udmærket, hvordan tingene hang sammen. Det var bedre at være køn end at være grim. Selv Tanterne lagde mere mærke til de kønne piger. Men hvis man allerede var udvalgt, betød det ikke så meget.
Jeg skelede ikke som Huldah eller havde en konstant, irriteret panderynke som Sjunemmit, og jeg havde ikke næsten usynlige øjenbryn som Becka, men jeg var ufærdig. Mit ansigt var som dej. Det lignede de småkager, som Zilla, min yndlings-Martha, bagte til mig for at forkæle mig, med rosinøjne og tænder af græskarfrø. Men selvom jeg ikke var særlig køn, var jeg meget, meget udvalgt. Dobbelt udvalgt. Ikke bare på forhånd udvalgt til at blive gift med en Kommandant, men oprindelig udvalgt af Tabitha, som var min mor.
Dette er den historie, Tabitha plejede at fortælle. „Jeg var ude og gå en tur i skoven,“ sagde hun, „da jeg kom til et forhekset slot, hvor en masse små piger var låst inde. Der var ingen af dem, som havde en mor, og de blev alle sammen holdt fanget af de onde hekse. Jeg havde en tryllering, som kunne låse døren til slottet op, men jeg kunne kun redde én lille pige. Så jeg kiggede meget grundigt på dem alle sammen, og ud af alle de mange piger valgte jeg dig!“
„Hvad skete der med de andre?“ spurgte jeg. „De andre små piger?“
„De blev reddet af nogle andre mødre,“ sagde hun.
„Havde de også trylleringe?“
„Selvfølgelig, skat. For at blive mor skal man have en tryllering.“
„Hvor er den tryllering?“ spurgte jeg. „Hvor er den nu?“
„Lige her på min finger,“ sagde hun og pegede på en finger på sin venstre hånd. Hun sagde, at det var hjertefingeren. „Men min ring rummede kun ét ønske, og det brugte jeg på dig. Så nu er det en helt almindelig hverdagsring til mødre.“
På det sted i historien fik jeg lov til selv at tage ringen på. Den var af guld med tre diamanter: én stor med en mindre på hver side. Den så ud, som om den godt engang kunne have været en tryllering.
„Tog du mig så op og bar mig?“ spurgte jeg. „Ud af skoven?“ Jeg kunne historien udenad, men jeg elskede at høre den igen.
„Nej, min egen. Det var du allerede for stor til. Hvis jeg havde skullet bære dig, ville jeg være kommet til at hoste, og så ville heksene have hørt os.“ Det kunne jeg godt forstå, for hun hostede faktisk meget. „Jeg tog dig i hånden, og så sneg vi os ud af slottet, så heksene ikke kunne høre os. Vi sagde begge to: Ssh, ssh …“ og her satte hun en finger for munden, og jeg satte også en finger for munden og sagde henrykt ssh, ssh. „Og derefter var vi nødt til at løbe meget hurtigt gennem skoven for at slippe væk fra de onde hekse, for en af dem havde set os gå ud ad døren. Vi løb, og så gemte vi os i et hult træ. Det var meget farligt!“
Jeg havde en svag erindring om engang at have løbet i en skov, mens nogen holdt mig i hånden. Havde jeg gemt mig i et hult træ? Jeg syntes, jeg kunne huske, jeg havde gemt mig et sted. Så måske var det sandt.
„Og hvad skete der så?“ spurgte jeg.
„Så tog jeg dig med hjem til dette smukke hus. Er du ikke glad for at være her? Vi elsker dig alle sammen så højt! Var det ikke heldigt for os begge to, at jeg valgte dig?“
Jeg sad og puttede mig ind til hende med hendes arm om mig og mit hoved hvilende mod hendes tynde krop, så jeg tydeligt kunne mærke de enkelte ribben. Mit øre var presset mod hendes brystkasse, og jeg kunne høre hendes hjerte hamre løs derinde – hurtigere og hurtigere, syntes jeg, mens hun ventede på mit svar. Jeg vidste, at der var magt i det svar. Det afgjorde, om hun smilede eller ej.
Hvad andet kunne jeg sige end ja og ja? Ja, jeg var glad. Ja, jeg var heldig. Og det var også sandt.
3
Hvor gammel var jeg på det tidspunkt? Måske seks-syv år. Det er svært at sige, for jeg husker ikke rigtig noget før da.
Jeg elskede Tabitha meget højt. Hun var smuk, selvom hun var så tynd, og hun kunne lege med mig i timevis. Vi havde et dukkehus, der var magen til det hus, vi boede i. Der var en stue og en spisestue og et stort køkken til Marthaerne, og i farens arbejdsværelse var der et skrivebord og bogreoler. Alle de små falske bøger på hylderne havde blanke sider. Jeg spurgte, hvorfor der ikke stod noget i dem – jeg havde en vag fornemmelse af, at der skulle være noget på de sider – og min mor svarede, at bøger var til pynt ligesom vaser med blomster.
Alle de løgne hun måtte fortælle for min skyld! For at passe på mig! Men hun var god til det. Hun var meget opfindsom.
På dukkehusets førstesal var der dejlige, store soveværelser med gardiner og tapet og malerier – pæne malerier af frugt og blomster. Der var mindre soveværelser på anden sal og fem badeværelser i alt, selvom alle sagde, at det ene var til at pudre næsen – hvorfor bruge et badeværelse til det? – og en kælder med viktualierum.
Vi havde alle de dukker til dukkehuset, man kunne få brug for. En mordukke med samme blå kjole som Kommandanters Hustruer, en lille pigedukke med tre kjoler – lyserød, hvid og blommefarvet ligesom mine egne – tre Marthadukker i matgrønt med forklæder, en Vogter med kasket til at køre bilen og slå græsplænen, to Engle til at stå ved lågen med deres bittesmå plasticgeværer, så ingen kunne komme ind og gøre os noget, og en fardukke i nystrøget Kommandantuniform. Han sagde aldrig meget, men han gik meget frem og tilbage og sad for enden af spisebordet, og Marthaerne kom med ting til ham på bakker, og bagefter gik han ind på sit arbejdsværelse og lukkede døren.
På den måde mindede min Kommandantdukke meget om min egen far, Kommandant Kyle, som smilede til mig og spurgte, om jeg havde været artig, hvorefter han forsvandt. Forskellen var, at jeg kunne se, hvad Kommandantdukken lavede inde på sit arbejdsværelse – sad ved sit skrivebord med sin Computale og en stak papirer – men hvad min rigtige far angik, vidste jeg det ikke, for ingen havde adgang til min fars arbejdsværelse.
Det, min far lavede derinde, var efter sigende meget vigtigt – de vigtige ting, som mænd gjorde, for vigtige til at lade kvinder blande sig, for de havde mindre hjerner, som var ude af stand til at tænke store tanker ifølge Tante Vidala, som underviste os i religion. Det ville være som at lære en kat at hækle, sagde Tante Estée, som underviste os i håndarbejde, og det fik os til at le, fordi det var så dumt! Katte havde ikke engang fingre!
Mænd havde altså noget i deres hoveder, der var ligesom fingre, men en form for fingre, som piger ikke havde. Og det forklarede alt, sagde Tante Vidala, og så blev der ikke sagt mere om det. Hendes mund smækkede i og lukkede de ord inde, som kunne være kommet ud. Jeg vidste, at der måtte være flere ord, for allerede dengang var der noget galt med forklaringen om kattene. Katte var ikke interesserede i at hækle. Og vi var ikke katte.
Forbudte ting sætter tanker i gang. Det var derfor, Eva spiste af æblet fra kundskabens træ, sagde Tante Vidala. For mange tanker. Så visse ting var det bedst ikke at vide. Ellers tabte man sine kronblade.
I æsken med dukkehuset havde der også været en Tjenerindedukke med rød kjole og bulnende mave og et hvidt hovedtøj, der skjulte hendes ansigt, men min mor sagde, at vi ikke havde brug for en Tjenerinde i vores hus, fordi vi allerede havde mig, og man skulle ikke være grådig og ønske sig mere end én lille pige. Så vi pakkede Tjenerinden ind i silkepapir, og Tabitha sagde, at jeg senere kunne give hende til en anden lille pige, som ikke havde sådan et dejligt dukkehus og kunne få stor glæde af en Tjenerindedukke.
Jeg var kun glad for at pakke Tjenerindedukken ned i æsken, for de rigtige Tjenerinder gjorde mig nervøs. Vi så dem på skoleudflugter, hvor vi gik to og to i en lang række med en Tante for hver ende. Disse udflugter gik til kirker eller også til en af flere parker, hvor vi fik lov at lege sanglege eller se på ænder i søerne. Senere ville vi få lov at gå til Bjærgninger og Lovprisseancer i vores hvide kjoler for at se folk blive hængt eller gift, men det var vi endnu for små til, sagde Tante Estée.
I en af parkerne var der gynger, men på grund af vores nederdele, som kunne risikere at blive blæst op af vinden, så man kunne kigge op under dem, kunne vi ikke tillade os en gyngetur. Kun drenge kunne tage sig den slags friheder. Kun de måtte stige til vejrs og dykke ned. Kun de var luftbårne.
Jeg har aldrig prøvet at gynge. Det er stadig et af mine store ønsker. Når vi marcherede ned ad gaden, kom Tjenerinderne gående to og to med deres indkøbskurve. De så ikke på os, eller næsten ikke, eller ikke direkte. Vi måtte heller ikke se på dem, for det var uhøfligt at stirre på dem, sagde Tante Estée, ligesom det var uhøfligt at stirre på krøblinger eller andre, som skilte sig ud. Vi måtte heller ikke stille spørgsmål om Tjenerinderne.
„Alt det får I at vide, når I er gamle nok,“ sagde Tante Vidala. Alt det. Tjenerinderne var en del af alt det. Noget slemt altså. Noget skadeligt eller noget skadet, som kunne være en og samme ting. Havde Tjenerinderne engang været som os, hvide og lyserøde og blommefarvede? Havde de sjusket, havde de ladet en lokkende del af sig selv blive synlig?
Man kunne ikke se ret meget af dem nu. Man kunne ikke engang se deres ansigter på grund af det hvide hovedtøj, de gik med. De så alle sammen ens ud.
I vores dukkehus var der også en Tantedukke, selvom hun egentlig ikke hørte til i et hus. Hun hørte til på en skole eller på Ardua Hall, hvor Tanterne efter sigende boede. Når jeg legede med dukkehuset alene, plejede jeg at lukke Tantedukken inde i kælderen, selvom det ikke var særlig pænt af mig. Så hamrede og hamrede hun på kælderdøren og skreg „Luk mig ud“, men den lille pigedukke og Marthadukken, der havde hjulpet hende, lod som ingenting, og somme tider morede de sig.
Jeg er ikke stolt af mig selv, når jeg fortæller om den ondskabsfuldhed, selvom det kun var en dukke, det gik ud over. Det er en hævngerrig side i min natur, som det desværre aldrig helt er lykkedes mig at få bugt med. Men i en beretning som denne er det bedst at lægge sine fejl frem sammen med alt andet, man har gjort. Ellers vil ingen forstå, hvorfor man har truffet de valg, man har.
Det var min mor, Tabitha, som lærte mig at være ærlig over for mig selv, og det er ret ironisk, når man tænker på alle de løgnehistorier, hun fortalte mig. Retfærdigvist var hun sikkert ærlig, når det gjaldt hende selv. Hun prøvede virkelig – tror jeg – at være så godt et menneske som muligt under omstændighederne.
Hver aften, når hun havde fortalt mig en godnathistorie, puttede hun mig i sengen sammen med mit yndlingstøjdyr, som var en hval – fordi Gud havde skabt hvaler til at lege i havet, var det i orden at lege med en hval – og så bad vi sammen.
Bønnen var en sang, som vi sang i fællesskab:
Nu er det tid at gå til ro,
Til Gud jeg vil min sjæl betro.
Og hvis jeg dør, før det bli’r dag,
Min sjæl til himlen Han vil ta’.
De fire engle om mig står,
Våger imens natten går.
En skal vogte, en skal bede,
To herfra min sjæl skal lede.
Tabitha havde en smuk stemme, som en sølvfløjte. Når jeg om aftenen er ved at falde i søvn, kan jeg nu og da næsten høre hende synge.
Der var et par ting ved sangens tekst, som generede mig. For det første englene. Jeg ved godt, at de skulle være den slags engle, som havde hvide natskjorter og fjer, men det var ikke sådan, jeg så dem for mig. Jeg så dem som vores Engle, mænd i sorte uniformer med stofvinger syet på tøjet og geværer. Jeg brød mig ikke om at tænke på, at fire Engle med geværer stod rundt om min seng, mens jeg sov, for de var trods alt mænd, så hvad med de dele af mig, der måske stak ud fra sengetøjet? Mine fødder for eksempel. Ville det ikke opildne deres drifter? Det ville det. Det var ikke til at komme udenom. Så de fire engle var ikke en behagelig tanke.
Det var heller ikke særlig opmuntrende at synge om at dø, mens man sov. Jeg troede ikke, det ville ske for mig, men hvad hvis det gjorde? Og hvordan så min sjæl ud? Den tingest, som englene skulle lede væk? Tabitha sagde, at det var ens åndelige side, som ikke døde, når kroppen gjorde, og at det var meningen, det skulle virke opløftende.
Men hvordan så den ud, min sjæl? Jeg forestillede mig, at den lignede mig, bare meget mindre. Lige så lille som pigen i dukkehuset. Den var inden i mig, så måske var det den, der var den uvurderlige skat, Tante Vidala sagde, vi skulle vogte så omhyggeligt over. Man risikerede at miste sin sjæl, sagde hun og pudsede næse, og så ville den falde ud over kanten og styrte ned og ned og bryde i brand ligesom de liderlige mænd. Det ville jeg meget gerne undgå.
4
Da vi kom til den næste periode, jeg vil beskrive, må jeg have været otte år, måske ni. Jeg kan huske begivenhederne, men ikke min præcise alder. Det er svært at huske datoer, især fordi vi ikke havde kalendere. Men jeg fortsætter så godt, jeg kan.
Dengang hed jeg Agnes Jemima. Agnes betød „lam“, sagde min mor, Tabitha. Hun citerede et digt:
Lille lam, hvem skabte dig?
Ved du, hvem der skabte dig?
Der var mere, men det har jeg glemt.
Med hensyn til Jemima stammede det navn fra en historie i Bibelen. Jemima var en helt særlig lille pige, for hendes far, Job, kom ud for en masse ulykker, som Gud nedkaldte over ham som en del af en prøvelse, og det værste var, at alle Jobs børn blev dræbt. Alle hans sønner, alle hans døtre, dræbt! Jeg gøs, hver gang jeg hørte det. Job må have haft det forfærdeligt, da han fik det at vide.
Men Job bestod prøvelsen, og så gav Gud ham nogle andre børn – flere sønner og også tre døtre – og så blev han glad igen. Og Jemima var en af de døtre. „Gud gav hende til Job, ligesom Gud gav dig til mig,“ sagde min mor
„Var du udsat for ulykker? Før du valgte mig?“
„Ja, det var jeg,“ sagde hun og smilede.
„Bestod du prøvelsen?“
„Det må jeg have gjort,“ sagde min mor. „Ellers ville jeg ikke have kunnet vælge sådan en dejlig datter som dig.“
Jeg kunne godt lide historien. Det var først senere, jeg kom til at tænke over den. Hvordan kunne Job lade Gud udstyre ham med et kuld nye børn, mens han samtidig forventede, at Job lod, som om de tidligere ikke længere betød noget?
Når jeg ikke var i skole eller sammen med min mor – og jeg var mindre og mindre sammen med min mor, fordi hun mere og mere lå i sin seng ovenpå, hvor hun „hvilede sig“, som Marthaerne sagde – kunne jeg godt lide at opholde mig i køkkenet og se Marthaerne bage brød og småkager og postejer og kager og lave supper og sammenkogte retter. Alle Marthaerne blev kaldt Martha, fordi det var det, de var, og de gik alle sammen ens klædt, men de havde også alle sammen et fornavn. Vores hed Vera, Rosa og Zilla. Vi havde tre Marthaer, fordi min far var så betydningsfuld. Jeg kunne bedst lide Zilla, fordi hun talte lavmælt, mens Vera havde en meget skinger stemme, og Rosa skulede. Det kunne hun nu ikke gøre for. Det var bare sådan, hendes ansigt var skabt. Hun var ældre end de to andre.
„Må jeg hjælpe til?“ spurgte jeg vores Marthaer. Så gav de mig små stykker brøddej, som jeg kunne lege med, og jeg formede en mand af dejen, som de bagte i ovnen sammen med det, de selv bagte. Jeg lavede altid mænd, aldrig kvinder, for når de var bagt, spiste jeg dem, og det gav mig en følelse af at have en hemmelig magt over mænd. Det var begyndt at gå op for mig, at uanset de drifter, Tante Vidala sagde, at jeg vakte i dem, havde jeg ingen magt over dem.
„Må jeg lave brødet fra begyndelsen?“ spurgte jeg en dag, netop som Zilla tog dejfadet ud af skabet for at gå i gang. Jeg havde set dem gøre det så mange gange, at jeg var overbevist om, at jeg kunne finde ud af det.
„Det behøver du ikke lære,“ sagde Rosa og skulede mere end ellers.
„Hvorfor ikke?“ spurgte jeg.
Vera lo sin hæse latter. „Al den slags kommer du til at have Marthaer til,“ sagde hun. „Når de har fundet en mand til dig, som er stor og magtfuld.“
„Han skal ikke være stor.“ Jeg ville ikke have en tyk mand.
„Selvfølgelig ikke. Det er bare noget, man siger.“
„Du kommer heller ikke til at købe ind,“ sagde Rosa. „Det gør din Martha. Eller din Tjenerinde, hvis du får brug for sådan en.“
„Det er ikke sikkert, hun får det,“ sagde Vera. „Når hendes mor var … “
„Det taler vi ikke om,“ sagde Zilla.
„Hvad?“ sagde jeg. „Hvad med min mor?“ Jeg var klar over, at der foregik noget hemmeligt med min mor – det havde noget at gøre med den måde, de sagde hvile sig på – og det gjorde mig bange.
„Bare at din mor selv var i stand til at få et barn,“ sagde Zilla beroligende,„så det er jeg sikker på, at du også er. Du vil da gerne have et barn, ikke?“
„Jo,“ svarede jeg, „men jeg vil ikke have en mand. Jeg synes, de er ækle.“
De lo alle tre.
„Ikke dem alle sammen,“ sagde Zilla. „Din far er en mand.“
Det havde jeg ikke noget svar på.
„De skal nok sørge for, at han er rar,“ sagde Rosa. „Det bliver ikke hvem som helst.“
„De skal holde standarden,“ sagde Vera. „De lader dig ikke blive gift med en, der er under dit niveau. Det er helt sikkert.“
Jeg havde ikke lyst til at tænke mere på mænd.
„Men hvis jeg gerne vil?“ spurgte jeg. „Selv lave dej til brød?“ Jeg var såret. Det var, som om de lukkede sig om sig selv og holdt mig ude. „Hvad hvis jeg gerne selv vil bage brød?“
„Jamen, så vil dine Marthaer selvfølgelig være nødt til at lade dig gøre det,“ sagde Zilla. „Det vil være dig, der står for husholdningen. Men det vil få dem til at se ned på dig. Og de vil føle, at du trænger ind på det, der er deres område. De ting, de er bedst til. Sådan vil du da ikke have, de skal tænke, vel?“
„Din mand vil heller ikke bryde sig om det,“ sagde Vera med endnu en hæs latter. „Det er hårdt ved hænderne. Se bare på mine!“ Hun rakte dem frem. Hendes fingre var knudrede, huden var ru, neglene korte med flossede neglerødder – slet ikke som min mors slanke og elegante hænder med deres tryllering. „Hårdt arbejde – det går altid ud over hænderne. Og han vil ikke bryde sig om, at du lugter af dej.“
„Eller blegemiddel,“ sagde Rosa. „Fra vasketøjet.“
„Han vil foretrække, at du holder dig til broderi og den slags,“ sagde Vera.
„Petitpoint,“ sagde Rosa. Det lød hånligt.
Broderi var ikke min stærke side. Jeg blev ustandselig kritiseret for løse og sjuskede sting.
„Jeg hader petitpoint. Jeg vil bage brød.“
„Vi kan ikke altid gøre det, vi har lyst til,“ sagde Zilla blidt. „Det gælder også dig.“
„Og indimellem er vi nødt til at gøre noget, vi ikke kan fordrage,“ sagde Vera. „Det gælder også dig.“
„Så kan I da også bare lade være!“ sagde jeg. „I er rigtig tarvelige!“ Hvorefter jeg løb ud af køkkenet.
På det tidspunkt var jeg begyndt at græde. Selvom jeg havde fået at vide, at jeg ikke måtte forstyrre min mor, sneg jeg mig ovenpå og ind på hendes værelse. Hun lå under sit smukke, hvide dynetæppe med blå blomster. Hun havde lukkede øjne, men hun måtte have hørt mig, for hun åbnede dem. For hver gang jeg så hende, virkede hendes øjne større og mere lysende.
„Hvad er der, min egen?“ spurgte hun.
Jeg kravlede ned under dynetæppet og puttede mig ind til hende. Hun var meget varm.
„Det er ikke retfærdigt,“ hulkede jeg. „Jeg vil ikke giftes! Hvorfor skal jeg?“
Hun sagde ikke: Fordi det er din pligt, som Tante Vidala ville have gjort, eller: Det vil du gerne, når du bliver stor, som Tante Estée altid sagde. I begyndelsen sagde hun slet ikke noget. I stedet knugede hun mig ind til sig og strøg mig over håret.
„Tænk på, hvorfor jeg valgte dig,“ sagde hun, „frem for alle de andre.“
Men jeg var blevet for gammel til at tro på historien om det aflåste slot, trylleringen, de onde hekse, og hvordan vi var løbet derfra.
„Det er bare et eventyr,“ sagde jeg. „Jeg kom ud af din mave ligesom andre børn.“
Det bekræftede hun ikke. Hun sagde slet ingenting. Af en eller anden grund gjorde det mig bange.
„Det gjorde jeg da! Gjorde jeg ikke?“ spurgte jeg. „Det har Sjunemmit sagt. I skolen. Om maver.“
Min mor knugede mig tæt ind til sig.
„Uanset hvad der sker,“ sagde hun så, „må du aldrig glemme, at jeg altid har elsket dig meget højt.“
5
I har sikkert allerede gættet, hvad jeg nu vil fortælle, og det er slet ikke rart.
Min mor lå for døden. Alle vidste det, undtagen mig.
Jeg fik det at vide af Sjunemmit, som sagde, hun var min bedsteveninde. Egentlig måtte vi ikke have bedsteveninder. Det var ikke pænt at danne lukkede grupper, sagde Tante Estée. Det fik de andre piger til at føle sig udenfor, og vi skulle alle sammen hjælpe hinanden med at være så perfekte som muligt.
Tante Vidala sagde, at bedsteveninder førte til hvisken og intriger og hemmeligheder, og intriger og hemmeligheder førte til ulydighed mod Gud, og ulydighed førte til oprør, og oprørske piger endte som oprørske kvinder, og en oprørsk kvinde var endnu værre end en oprørsk mand, for oprørske mænd endte som forrædere, mens oprørske kvinder endte som horkvinder.
Det fik Becka til at spørge med sin musestemme: Hvad er en horkvinde? Vi piger blev alle sammen overraskede, for Becka stillede meget sjældent spørgsmål. Hendes far var ikke Kommandant som vores fædre. Han var bare tandlæge, men en vældig god tandlæge, og vores familier gik alle sammen hos ham, og det var derfor, Becka havde fået lov at gå i vores skole. Det betød til gengæld, at de andre piger så ned på hende og forventede, at hun skulle underkaste sig dem.
I dag sad Becka ved siden af mig – hun prøvede altid at komme til at sidde ved siden af mig, medmindre Sjunemmit skubbede hende væk – og jeg kunne mærke, at hun rystede over hele kroppen. Jeg var bange for, at Tante Vidala ville straffe hende for at være næsvis, men det ville have været svært for nogen, selv Tante Vidala, at anklage Becka for at være næsvis.
Sjunemmit hviskede hen over mig til Becka: Dumt spørgsmål! Tante Vidala smilede stramt, som hun altid gjorde, og sagde, at hun ikke håbede, at Becka nogensinde selv ville lære det ad erfaringens vej, for horkvinder endte med at blive stenet eller hængt med en sæk over hovedet. Tante Estée sagde, at der ikke var nogen grund til at skræmme pigerne unødigt, og så smilede hun og sagde, at vi var dyrebare blomster, og hvem havde nogensinde hørt om en oprørsk blomst?
Vi så på hende og spærrede øjnene så meget op, vi kunne, for at demonstrere vores uskyld, mens vi nikkede for at vise, at vi var enige med hende. Ingen oprørske blomster her.
Hjemme hos Sjunemmit havde de kun én Martha, mens vi havde tre, så min far var vigtigere end hendes. Nu forstår jeg, at det var derfor, hun ville være min bedsteveninde. Hun var ikke særlig høj og havde to lange, tykke fletninger, som jeg misundte hende, for mine egne fletninger var tynde og kortere, og hun havde sorte øjenbryn, der fik hende til at se mere voksen ud, end hun var. Hun var dominerende, men kun når Tanterne ikke så det. Når vi var uenige om noget, ville hun altid have ret, og hvis man modsagde hende, gentog hun bare det, hun allerede havde sagt, men højere. Hun var uforskammet mod mange af de andre piger, især Becka, og jeg er flov over at måtte indrømme, at jeg var for svag til at sætte hende på plads. Jeg var i det hele taget veg, når jeg var sammen med piger på min egen alder, men derhjemme sagde Marthaerne, at jeg var stædig.
„Din mor ligger for døden, ikke?“ hviskede Sjunemmit til mig i et spisefrikvarter.
„Nej, hun gør ej,“ hviskede jeg tilbage. „Hun er bare svagelig!“ Det var det, Marthaerne kaldte det: Din mor er svagelig. Det var, fordi hun var svagelig, at hun var nødt til at hvile sig meget og hoste. I den senere tid havde Marthaerne båret bakker op til hendes værelse, men når de kom ned igen, var tallerkenerne næsten ikke rørt.
Jeg fik ikke lov at gå op til hende så ofte som før. Når det skete, henlå hendes værelse i halvmørke. Det lugtede heller ikke som hende længere, en let, sød lugt som hostaen med liljeblomsterne nede i haven, men som om en gammel og snavset fremmed havde sneget sig ind og gemte sig under hendes seng.
Så sad jeg på min mors sengekant, mens hun lå sammenkrøbet under sengetæppet med de broderede blå blomster, og holdt hendes tynde hånd med trylleringen i min, mens jeg spurgte, hvornår hendes svagelighed gik væk, og hun svarede, at hun bad til, at smerterne snart forsvandt. Det beroligede mig, for det betød, at hun ville blive rask. Så spurgte hun mig, om jeg var artig, og om jeg havde det godt, og jeg svarede altid ja, og så knugede hun min hånd og spurgte mig, om jeg ville bede sammen med hende, og så sang vi sangen om englene, der stod omkring hendes seng. Bagefter sagde hun tak, og så var det nok for den dag.
„Men hun ligger altså for døden,“ hviskede Sjunemmit. „Det er derfor, hun er svagelig. Hun er ved at dø.“
„Det passer ikke,“ hviskede jeg for højt. „Hun bliver snart rask. Når smerterne forsvinder. Det er det, hun beder til.“
„Piger,“ sagde Tante Estée. „I spisefrikvarteret bruger vi munden til at spise, og vi kan ikke tale og tygge samtidig. Er vi ikke heldige, at vi får så god mad?“ Det var æggesandwicher, som jeg normalt godt kunne lide, men nu fik jeg kvalme af lugten.
„Jeg hørte det fra vores Martha,“ hviskede Sjunemmit, da Tante Estée var optaget af noget andet. „Og det var en af jeres Marthaer, der havde fortalt hende det. Så det er sandt.“
„Hvem af dem?“ spurgte jeg. Jeg kunne ikke fatte, at en af vores Marthaer ville være så illoyal at lade, som om min mor lå for døden – ikke engang skulende Rosa.
„Hvor skulle jeg vide det fra? De er alle sammen bare Marthaer,“ sagde Sjunemmit og slog med de lange, tykke fletninger.
Da vores Vogter den eftermiddag havde kørt mig hjem fra skole, gik jeg ud i køkkenet. Zilla var ved at rulle dej ud til en tærte, og Vera var ved at partere en kylling. På komfuret stod en suppegryde og simrede. Her ville de umage kyllingestykker komme i sammen med alle grøntsagsrester og skroget. Vores Marthaer var meget påpasselige med maden, så ingenting gik til spilde.
Rosa stod ved den store dobbeltvask og skyllede tallerkener. Vi havde opvaskemaskine, men den benyttede Marthaerne kun, når Kommandanten havde holdt middage herhjemme, fordi den brugte så meget elektricitet, sagde Vera, og den skulle vi forsøge at spare på, fordi der var krig. Somme tider kaldte Marthaerne den for den langsomme-kedel-krig, fordi den aldrig rigtigt kom i kog, eller Ezekiels hjul, fordi den rullede af sted uden at komme nogen vegne. Men den slags sagde de kun, når de var alene.
”Sjunemmit siger, at en af jer har sagt til deres Martha, at min mor ligger for døden,“ busede det ud af mig. „Hvem var det? Det er jo løgn!“
De holdt alle sammen inde med det, de var midt i. Det var, som om jeg havde viftet med en tryllestav og fastlåst dem i deres stillinger. Zilla med kagerullen løftet, Vera med en kødøkse i den ene hånd og en lang, bleg kyllingehals i den anden, Rosa med et fad og en karklud. De så på hinanden.
„Vi troede, du vidste det,“ sagde Zilla blidt. „Vi troede, din mor havde fortalt dig det.“
„Eller din far,“ sagde Vera. Det var dumt, for hvornår skulle han have gjort det? Han var næsten aldrig hjemme mere, og når han var, spiste han enten middag alene i spisestuen eller sad bag den lukkede dør til sit arbejdsværelse og tog sig af vigtige ting.
„Det gør os meget ondt,“ sagde Rosa. „Din mor er en god kvinde.“
„En eksemplarisk Hustru,“ sagde Vera. „Hun har udholdt sine lidelser uden at klage.“
Nu var jeg sunket sammen over bordet i køkkenet og græd med hænderne for ansigtet.
„Vi må alle bære de lidelser, vi bliver underkastet for at prøve os,“ sagde Zilla. „Vi må ikke opgive håbet.“
Håbet om hvad? tænkte jeg. Hvad var der at håbe på? Det eneste, jeg kunne se forude, var tab og mørke.
Min mor døde om aftenen to dage senere, men jeg fik det først at vide den følgende morgen. Jeg var vred på hende, fordi hun ikke havde fortalt mig, at hun var dødssyg – selvom hun på en måde havde fortalt mig det. Hun havde bedt om, at smerterne snart ville forsvinde, og hendes bøn blev hørt.
Da jeg var færdig med at være vred, føltes det, som om noget var blevet skåret ud af mig – et stykke af mit hjerte, som givetvis nu også var dødt. Jeg håbede, at de fire engle omkring hendes seng alligevel var virkelige, og at de havde våget over hende, og at de havde ledt hendes sjæl herfra som i sangen. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan de løftede hende op og op, helt op i en gylden sky. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke tro på det.
Mangler du stadig at læse Tjenerindens fortælling?
En grusom beretning fra den nære fremtids USA, der er blevet til diktaturet Gilead.
De få fødedygtige kvinder, der er tilbage, efter at forurening har gjort befolkningen steril, er blevet placeret hos den mandlige elite, så deres slægt kan videreføres. Hvis tjenerinderne nægter, bliver de slået ihjel.
LÆS OGSÅ: The Testaments udkommer efteråret 2019. Sidste nyt om efterfølgeren til Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Tjenerinden Offred anbringes i huset hos en af det totalitære samfunds spidser og hans kone. Men den undertrykkende stat kan ikke udslette Offreds længsler og ønsker.
Tjenerindens fortælling er en skarp, universel fortælling om uvidenhed, frygt og undertrykkelse. Romanen er Margaret Atwoods hovedværk fra 1985.
Du kan købe Tjenerindens fortælling som hardback her eller paperback her. Begge udgaver kan også fås i din lokale boghandel.
Andre læste også: