Op til overfladen af Margaret Atwood er en fængslende fortælling om natur, ægteskab og at finde sig selv i jagten på noget andet.
Romanen fortæller historien om en talentfuld kvindelig kunstner, der vender tilbage til sin hjemby i Canada for at finde sin forsvundne far. Med sin elsker Joe og ægteparret Anna og David drager kvinden til en fjerntliggende ø i det nordlige Quebec, hvor hun fængsles af isolationen og det forførerende vildnis.
LÆS OGSÅ: Få overblik over Margaret Atwoods forfatterskab
Den unavngivne hovedperson bliver i jagten på spor til sin fars mystiske forsvinden konfronteret med alt fra sit barndomshus til følelser og minder om forgangne begivenheder, og lidt efter lidt overgår fortiden hende og driver hende ind i naturens vildnis, vildskab og galskab. Vold og død lurer lige under overfladen og sex bliver katalysator for konflikt og farlige valg.
Op til overfladen er gennemsyret af spænding, kompleksitet og er rost for sit strålende sprog og skarpe prosa.
Margaret Atwood
Op til overfladen
Oversat af Annelise Schønnemann
Kapitel 1
Jeg kan ikke fatte jeg igen befinder mig på denne vej, der snor sig af sted forbi søen hvor de hvide birke er ved at dø, sygdommen breder sig op sydfra, og jeg lægger mærke til at de nu lejer vandflyvere ud. Men vi er stadig i nærheden af bygrænsen; vi kom ikke igennem, byen er svulmet så meget op at den har fået en ringvej, det er succes.
Jeg har aldrig betragtet den som en by, men som sidste eller første yderpost, afhængigt af hvad vej vi skulle, en hoben skure og kasser og én hovedgade med en biograf, itz, med det oyale, røde R brændt ud, og to restauranter hvor man serverede identiske, grå hakkebøffer overklistret med muddersovs og dåseærter, vandede og blege som fiskeøjne, og pommes frites der var slørede af fedtstof. Bestil et pocheret æg, sagde min mor, man kan se på kanterne om det er frisk.
I en af de restauranter kravlede min bror ned under bordet engang før jeg blev født, og lod hænderne glide op og ned ad servitricens ben mens hun serverede maden; det var under krigen, og hun havde skinnende, orange rayonstrømper på, han havde aldrig set dem før, min mor gik ikke med dem. Et andet år løb vi gennem sneen over fortovet på bare fødder fordi vi ingen sko havde, de var blevet slidt op om sommeren. Dengang sad vi i bilen med fødderne indsvøbt i tæpper og lod som om vi var sårede. Min bror sagde at tyskerne havde skudt fødderne af os.
Men nu sidder jeg i en anden bil, David og Annas; den har skarpe finner og er stribet af krom, et klodset uhyre fra for ti år siden, han må række ind under instrumentbrættet for at tænde lysene. David siger de ikke har råd til en nyere, hvilket sikkert ikke er rigtigt. Han er en god chauffør, det er jeg klar over, alligevel holder jeg den ene hånd på døren. For at presse imod og for at jeg kan komme hurtigt ud hvis det bliver nødvendigt. Jeg har kørt i den samme bil med dem før, men på denne vej virker det ikke rigtigt, enten er de tre det forkerte sted, eller også er jeg.
Jeg sidder på bagsædet med rygsækkene; denne her Joe sidder ved siden af mig og tygger på tyggegummi og holder mig i hånden, begge dele får tiden til at gå. Jeg undersøger hånden: håndfladen er bred, de korte fingre strammer grebet og slapper af, mens de piller ved min guldring, drejer den, det er en refleks han har. Han har bondehænder, jeg har bondefødder, det fortalte Anna os. Nu kan alle trylle lidt, hun læser i hånden ved selskaber, hun siger det er en erstatning for samtale. Da hun læste i min sagde hun: ”Har du en tvilling?” Jeg sagde nej. ”Er du sikker?” sagde hun, ”for nogle af linierne er dobbelte.” Pegefingeren fulgte stregerne: ”Du havde en god barndom, men så kommer der den her sjove afbrydelse.” Hun rynkede panden, og jeg sagde jeg bare gerne ville have at vide hvor længe jeg skulle leve, hun kunne springe resten over. Derefter fortalte hun os at Joes hænder var pålidelige men ikke følsomme, og jeg lo, hvilket var en fejl.
Fra siden ligner han bisonen på den amerikanske femcent, lådden og butsnudet, med små, sammenknebne øjne og det trodsige men sindssyge udtryk, som hos en art der engang var dominerende, men nu trues af udslettelse. Det er også sådan han opfatter sig selv: afsat, uretfærdigt. Han ønsker hemmeligt at de ville oprette en slags park for ham, ligesom et fuglereservat. Smukke Joe.
Han kan mærke jeg betragter ham og giver slip på min hånd. Så tager han tyggegummiet ud, pakker det sammen i sølvpapiret og putter det i askebægeret og lægger armene over kors. Det betyder at det ikke er meningen jeg skal iagttage ham; jeg ser fremad.
I de første par timer vi kørte, kom vi gennem udfladede, ko-overdryssede bjerge og løvtræer og døde elme-skeletter, derpå ind i nåletræerne og de tunneler som var blevet sprængt i den lyserøde og grå granit, og de usolide turisthytter, og skiltene hvor der stod PORTEN TIL NORDEN; der er mindst fire byer der påstår de er det. Fremtiden ligger mod nord, det var engang et politisk slagord; da min far hørte det, sagde han at der var ikke andet i norden end fortiden, og den var der heller ikke meget af. Hvor han end er nu, død eller levende og ingen ved hvilken af delene, laver han ikke længere epigrammer. De har ikke ret til at blive gamle. Jeg er misundelig på dem hvis forældre døde da de var unge, det er nemmere at huske, de forandrer sig ikke. Det var jeg sikker på mine ikke ville, jeg kunne tage af sted og vende tilbage meget senere, og alt ville være det samme. Jeg tænkte på dem som nogen der levede på en anden tid, gik og passede hvad de skulle, lukket trygt inde bag en mur der var lige så gennemsigtig som husblas, mammutter frosset inde i en gletcher. Det eneste jeg skulle gøre var at komme tilbage når jeg var klar, men jeg blev ved med at udsætte det, der ville blive alt for meget der skulle forklares.
Nu passerer vi den sidevej som går ned til den grube amerikanerne hulede ud. Herfra ser den ud som en uskyldig bakke dækket af graner, men de tykke elektriske ledninger der løber ind i skoven, røber den. Jeg har hørt de var taget af sted, det var måske en finte, de kunne sagtens være der endnu, generalerne i betonbunkers og de almindelige soldater i underjordiske boligkomplekser hvor lyset er tændt hele tiden. Der er ingen mulighed for at kontrollere det, for vi får ikke lov at komme ind. Byen indbød dem til at blive, det var godt for omsætningen, de drak en masse.
”Det er der raketterne er,” sagde jeg. Var. Jeg retter det ikke.
David siger: ”Skide fascistiske svineyankeer,” som om han kommer med en bemærkning om vejret.
Anna siger ikke noget. Hendes hoved hviler på ryglænet, de lyse hårspidser vifter i trækken fra sidevinduet som ikke kan lukke rigtigt. Tidligere havde hun sunget House of the Rising Sun og Lili Marlene, begge to flere gange, mens hun prøvede at gøre stemmen guttural og dyb; men det lød som et hæst barns. David åbnede for radioen, han kunne ikke finde noget, vi var mellem to stationer. Da hun var midt i St. Louis Blues begyndte han at fløjte, og hun holdt op. Hun er min bedste ven, min bedste veninde; jeg har kendt hende i to måneder.
Jeg læner mig frem og siger til David: ”Flaskehuset ligger forbi næste sving og til venstre,” og han nikker og sagtner farten. Jeg har fortalt dem det tidligere, jeg regnede med det var den slags ting som ville interessere dem. De er ved at lave en film, Joe laver kameraarbejdet, han har aldrig gjort det før, men David siger de er de nye renæssancemænd, man lærer sig selv hvad man har brug for at lære. Det var hovedsagelig Davids idé, han kalder sig instruktøren; de har allerede forteksterne klar. Han vil gerne have billeder af ting de falder over, tilfældige eksempler kalder han dem, og det kommer filmen også til at hedde: Tilfældige eksempler. Når de har brugt deres beholdning af film op (hvilket var alt hvad de havde råd til; og kameraet er lejet) vil de se på det de har samlet, og omarbejde det.
”Hvordan kan I vide hvad I skal tage med, hvis I ikke allerede ved hvad det handler om?” spurgte jeg David da han beskrev det. Han gav mig et af sine indviet-til-novice blikke. ”Hvis du lukker sindet på forhånd på den måde, ødelægger du det. Du har brug for at det strømmer.” Anna der stod ovre ved komfuret og målte kaffe af, sagde at alle hun kendte var ved at lave en film, og David sagde at det sgu da ikke betød, at han ikke skulle gøre det. Hun sagde: ”Du har ret, undskyld”; men hun ler ad det bag hans ryg, hun kalder filmen Tilfældige sextempler.
Flaskehuset er lavet af sodavandsflasker der holdes sammen af cement og har flaskebunden udad, grønne og brune i zigzag-mønstre, ligesom dem de lærte os at tegne på indianertelte i skolen; der er en mur rundt om som også er lavet af flasker, ordnet i bogstaver så at de brune siger FLASKE VILLA.
”Fint,” siger David, og de står ud af bilen med kameraet. Anna og jeg kravler ud efter dem; vi strækker armene, og Anna tager en cigaret. Hun har en lilla tunika og hvide bukser med svaj på, der er allerede en plet på dem, olie fra bilen. Jeg sagde til hende hun skulle tage cowboybukser eller sådan noget på, men hun siger hun ser tyk ud i dem.
”Hvem har lavet det, bevar mig vel, tænk på alt det arbejde,” siger hun, men jeg ved ikke andet om det end at det altid har ligget der, og at den indfiltrede, sorte gransump rundt om det får det til at se endnu mere usandsynligt ud, et meningsløst monument for en eller anden sær person i landflygtighed eller måske en frivillig eneboer ligesom min far, der har valgt denne sump fordi det var det eneste sted han kunne opfylde sin livslange drøm om at leve i et hus af flasker. Inden for muren er der et forsøg på en græsplæne og et bed med orange, kvastede morgenfruer.
”Mægtigt,” siger David, ”virkelig godt,” og han lægger armen om Anna og giver hende et kort klem for at vise han er glad, som om hun på en eller anden måde er ansvarlig for flaskevillaen. Vi sætter os ind i bilen igen.
Jeg ser på sidevinduet som om det er en fjernsynsskærm. Der er ikke noget jeg kan genkende før vi når grænsen, afmærket med det skilt som siger BIENVENUE på den ene side og WELCOME på den anden. Der er skudhuller i skiltet, de ruster rødt i kanterne. De har altid været der, om efteråret bruger jægerne det til at skyde til måls efter; ligegyldigt hvor mange gange de erstatter det eller maler det, kommer skudhullerne igen, som om de ikke bliver lavet der, men vokser ved en slags indre logik eller smitte, ligesom mug eller bylder. Joe vil gerne filme skiltet, men David siger: ”Arh, hvorfor det?”
Nu er vi på min hjemmebane, fremmed territorium. Min hals snører sig sammen, som den lærte at gøre da jeg opdagede at folk kunne sige ord som gik ind i ørerne på mig og ikke betød noget. At være døvstum ville være nemmere. De kort med håndalfabetet på som de stikker frem mod én når de gerne vil have en kvartdollar. Alligevel ville man blive nødt til at lære at stave.
Den første lugt er møllen, savsmuld, der er dynger af det i gården med de stablede træplader. Træmassen kommer et andet sted hen i papirmøllen, men de større træstammer samles i et aflukke på floden, en ring af træstammer som er lænket sammen, mens de løse stammer skubber til hinanden indenfor; de kommer ned til saven via en larmende slisk oppe i luften, det er ikke blevet lavet om. Bilen kører under den, og vi snor os op i en lille arbejderby, nydeligt planlagt med offentlige blomsterbede og et springvand fra det attende århundrede midt i, stendelfiner og en kerub som mangler noget af ansigtet. Det ligner en kopi, men det kan godt være den er ægte.
Anna siger: ”Arv, sikke et flot springvand.”
”Firmaet har bygget det hele,” siger jeg, og David siger: ”Rådne kapitalistsvin” og begynder igen at fløjte.
Jeg siger han skal dreje til højre, og det gør han. Her burde vejen være, men i stedet er der et ramponeret, ternet skilt, vejen er spærret.
”Hvad nu,” siger David.
Vi tog ikke noget kort med fordi jeg vidste vi ikke fik brug for et. ”Jeg bliver nødt til at spørge,” siger jeg, så han bakker bilen ud og vi kører ned ad hovedgaden indtil vi kommer til en hjørnebutik, blade og slik.
”De må mene den gamle vej,” siger kvinden med kun en anelse accent. ”Den har været lukket i årevis, I skal tage den nye.” Jeg køber fire vaniljeis fordi det er ikke meningen man skal spørge uden at købe noget. Hun huler ned i paptromlen med en metalske. Tidligere fik man isen indrullet i papir, som de så skrællede af som bark og trykkede de korte isstammer ned i vaflerne med tommelfingeren. Det må være gået af mode.
Jeg går tilbage til bilen og fortæller David hvilken vej han skal køre. Joe siger han bedre kan lide chokolade.
Intet er det samme, jeg kender ikke vejen længere. Jeg lader tungen glide rundt om isen, prøver at koncentrere mig om den, de kommer tang i den nu, men jeg er ved at begynde at ryste, hvorfor er vejen anderledes, det skulle han ikke have givet dem lov til, jeg vil helst vende om og tage tilbage til byen og aldrig finde ud af hvad der er sket med ham. Jeg vil komme til at græde, det ville være forfærdeligt, ingen af dem ville vide hvad de skulle gøre, og det ville jeg heller ikke. Jeg bider ned i vaflen og jeg kan ikke føle noget et øjeblik andet end den knivskarpe smerte op ad siden af ansigtet. Bedøvelse, det er én teknik: hvis det gør ondt, så opfind en smerte. Jeg har det udmærket.
David bliver færdig med sin vaffel, smider den papsmagende spids ud ad vinduet og starter bilen. Vi kører gennem den del som har bredt sig ud fra byen siden jeg var her, nybyggede firkantede bungalower ligesom dem i byen bortset fra den lyserøde og pastelblå pynt, og et par aflange skure længere fremme, tagpap og uhøvlede brædder. En klynge børn leger i det våde mudder som gør det ud for græsplæner; de fleste af dem er klædt i tøj som er for stort til dem, og det får dem til at se ud som om de er hæmmet i væksten.
”De må kneppe meget her,” siger Anna, ”det er vel kirken.” Så siger hun: ”Er jeg ikke skrækkelig.”
David siger: ”Det sande nord, stærkt og frit.”
Bag ved husene rækker to større børn med mørkt ansigt blikdåser frem mod bilen. Måske hindbær.
Vi kommer til den benzintank hvor kvinden sagde vi skulle dreje til venstre, og David stønner af fryd: ”Kære venner, se der,” og de vælter ud som om det vil slippe væk hvis de ikke er hurtige nok. Det de er efter er de tre udstoppede elsdyr på en tribune nær ved benzinpumperne: de er klædt på i mennesketøj og har ståltråd i så at de står på bagbenene, en far-elg med trenchcoat og pibe, en mor-elg i blomstret kjole og hat med blomster og en lille drenge-elg med korte bukser, stribet bluse og baseballkasket og viftende med det amerikanske flag.
Anna og jeg følger efter. Jeg går hen bag ved David og siger: ”Skal du ikke have benzin,” han bør ikke bruge elsdyrene uden at betale, ligesom toiletterne er de her for at trække kunder til.
”Åh, se,” siger Anna og hendes hånd kommer op foran munden, ”der er én til på taget,” og det er der, en lille pige-elg med flæsekjole og blond paryk med fletninger, og hun holder en rød parasol i den ene klov. Hende får de også. Ejeren af tankstationen står bag ved sit udstillingsvindue af spejlglas i sin undertrøje og skuler ad os gennem støvlaget.
Da vi sidder i bilen igen, siger jeg som om jeg forsvarede mig: ”De var der ikke før.” Anna drejer hovedet mod mig, min stemme må lyde mærkelig.
”Før hvad?” siger hun.
Den nye vej er brolagt og lige, to baner med en linie ned langs midten. Den er allerede ved at samle vartegn, et par reklameskilte, et krucifiks ved vejsiden med en Kristus af træ hvor ribbenene rager frem, den fremmede gud, så mystisk for mig som nogen sinde. Nedenunder er der et par syltetøjskrukker med blomster, margeritter og rød høgeurt og de hvide man kan tørre, blomsterranker, evighedsblomster, der må have været sket et biluheld.
Indimellem krydser den gamle vej os; det var en jordvej, fuld af buler og huller, den fulgte terrænets kurver, op og ned ad bakker og rundt om skrænter og kampestene. De plejede at køre så hurtigt som muligt på den, deres far kendte hver tomme af den og kunne (sagde han) køre ad den med bind for øjnene, hvilket var hvad det ofte virkede som om de gjorde, når de kom masende op forbi de skilte hvor der stod PETITE VITESSE og styrtede ned over elevatorkanterne og klemte sig forbi klippestykkerne, GARDEZ LE DROIT, med tudende horn; de øvrige havde haget sig fast inde i bilen og blev mere og mere køresyge til trods for de pebermyntetabletter moderen uddelte, og til sidst kastede de svimmelt op i vejkanten, blå asters og lyserød gederams, hvis han kunne nå at standse, eller ud ad bilvinduet hvis han ikke kunne, eller i papirsposer, han forudså nødsituationer, hvis han havde travlt og slet ikke ville standse.
Det går ikke, jeg kan ikke kalde dem ”de” som om de var en andens familie: Jeg må afholde mig selv fra at fortælle den historie. Men alligevel, når jeg ser den gamle vej bølge af sted i det fjerne gennem træerne (hvor hjulspor og stier allerede er blevet utydelige af græs og unge træer, den forsvinder snart) får det mig til at lede i tasken efter de pebermyntetabletter jeg har taget med. Men der er ikke længere brug for dem, også selv om den nye vej går over til at blive grus i stedet for asfalt (”må have valgt den forkerte fyr ved sidste valg,” siger David for sjov) og den kendte lugt af vejstøv der damper bag ved og rundt om os blander sig med bilens lugt af benzin og indtræk.
”Troede du sagde det blev slemt,” siger David over skulderen, ”det er overhovedet ikke slemt.” Vi er næsten allerede ved landsbyen, de to veje løber sammen her men gjort bredere – klippen sprængt væk, træer væltet med bulldozer, rødder op i luften, nåle der bliver røde – forbi den flade skrænt hvor valgplakaterne bliver malet over igen og igen, nogle falmede og ulæselige, andre frisk gule og hvide: VOTEZ GODET, VOTEZ OBRIEN, sammen med hjerter og initialer og ord og reklamer: SALADA TE, BLUE MOON HYTTER 800 m, QUÉBEC LIBRE, OP I RØVEN, BUVEZ COCA COLA GLACÉ, JESUS FRELSER, en blanding af krav og sprog, et røntgenbillede af det ville være distriktets fuldstændige historie.
Men de har snydt, vi er her for tidligt, og jeg føler mig berøvet noget, som om jeg ikke rigtigt kan komme hertil medmindre jeg har lidt; som om det første glimt af søen, som vi nu kan se, blå og kølig som forløsningen, skulle være gennem tårer og et slør af opkast.
Op til overfladen er Margaret Atwoods anden roman fra 1972, som her genudgives i smukt udstyr med lærred og halvbind.
En ung kvinde tager med nogle venner ud i den canadiske ødemark for at lede efter sin far, der er meldt savnet.
Hun beslutter sig for at stikke af fra sine venner, og eftersøgningen af faren forvandler sig i stedet til hendes søgen efter sig selv.
Op til overfladen af Margaret Atwood er en fængslende fortælling om natur, ægteskab og at finde sig selv i jagten på noget andet.
Romanen fortæller historien om en talentfuld kvindelig kunstner, der vender tilbage til sin hjemby i Canada for at finde sin forsvundne far. Med sin elsker Joe og ægteparret Anna og David drager kvinden til en fjerntliggende ø i det nordlige Quebec, hvor hun fængsles af isolationen og det forførerende vildnis.
LÆS OGSÅ: Få overblik over Margaret Atwoods forfatterskab
Den unavngivne hovedperson bliver i jagten på spor til sin fars mystiske forsvinden konfronteret med alt fra sit barndomshus til følelser og minder om forgangne begivenheder, og lidt efter lidt overgår fortiden hende og driver hende ind i naturens vildnis, vildskab og galskab. Vold og død lurer lige under overfladen og sex bliver katalysator for konflikt og farlige valg.
Op til overfladen er gennemsyret af spænding, kompleksitet og er rost for sit strålende sprog og skarpe prosa.
Du kan købe Op til overfladen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Margaret Atwood
Op til overfladen
Oversat af Annelise Schønnemann
Kapitel 1
Jeg kan ikke fatte jeg igen befinder mig på denne vej, der snor sig af sted forbi søen hvor de hvide birke er ved at dø, sygdommen breder sig op sydfra, og jeg lægger mærke til at de nu lejer vandflyvere ud. Men vi er stadig i nærheden af bygrænsen; vi kom ikke igennem, byen er svulmet så meget op at den har fået en ringvej, det er succes.
Jeg har aldrig betragtet den som en by, men som sidste eller første yderpost, afhængigt af hvad vej vi skulle, en hoben skure og kasser og én hovedgade med en biograf, itz, med det oyale, røde R brændt ud, og to restauranter hvor man serverede identiske, grå hakkebøffer overklistret med muddersovs og dåseærter, vandede og blege som fiskeøjne, og pommes frites der var slørede af fedtstof. Bestil et pocheret æg, sagde min mor, man kan se på kanterne om det er frisk.
I en af de restauranter kravlede min bror ned under bordet engang før jeg blev født, og lod hænderne glide op og ned ad servitricens ben mens hun serverede maden; det var under krigen, og hun havde skinnende, orange rayonstrømper på, han havde aldrig set dem før, min mor gik ikke med dem. Et andet år løb vi gennem sneen over fortovet på bare fødder fordi vi ingen sko havde, de var blevet slidt op om sommeren. Dengang sad vi i bilen med fødderne indsvøbt i tæpper og lod som om vi var sårede. Min bror sagde at tyskerne havde skudt fødderne af os.
Men nu sidder jeg i en anden bil, David og Annas; den har skarpe finner og er stribet af krom, et klodset uhyre fra for ti år siden, han må række ind under instrumentbrættet for at tænde lysene. David siger de ikke har råd til en nyere, hvilket sikkert ikke er rigtigt. Han er en god chauffør, det er jeg klar over, alligevel holder jeg den ene hånd på døren. For at presse imod og for at jeg kan komme hurtigt ud hvis det bliver nødvendigt. Jeg har kørt i den samme bil med dem før, men på denne vej virker det ikke rigtigt, enten er de tre det forkerte sted, eller også er jeg.
Jeg sidder på bagsædet med rygsækkene; denne her Joe sidder ved siden af mig og tygger på tyggegummi og holder mig i hånden, begge dele får tiden til at gå. Jeg undersøger hånden: håndfladen er bred, de korte fingre strammer grebet og slapper af, mens de piller ved min guldring, drejer den, det er en refleks han har. Han har bondehænder, jeg har bondefødder, det fortalte Anna os. Nu kan alle trylle lidt, hun læser i hånden ved selskaber, hun siger det er en erstatning for samtale. Da hun læste i min sagde hun: ”Har du en tvilling?” Jeg sagde nej. ”Er du sikker?” sagde hun, ”for nogle af linierne er dobbelte.” Pegefingeren fulgte stregerne: ”Du havde en god barndom, men så kommer der den her sjove afbrydelse.” Hun rynkede panden, og jeg sagde jeg bare gerne ville have at vide hvor længe jeg skulle leve, hun kunne springe resten over. Derefter fortalte hun os at Joes hænder var pålidelige men ikke følsomme, og jeg lo, hvilket var en fejl.
Fra siden ligner han bisonen på den amerikanske femcent, lådden og butsnudet, med små, sammenknebne øjne og det trodsige men sindssyge udtryk, som hos en art der engang var dominerende, men nu trues af udslettelse. Det er også sådan han opfatter sig selv: afsat, uretfærdigt. Han ønsker hemmeligt at de ville oprette en slags park for ham, ligesom et fuglereservat. Smukke Joe.
Han kan mærke jeg betragter ham og giver slip på min hånd. Så tager han tyggegummiet ud, pakker det sammen i sølvpapiret og putter det i askebægeret og lægger armene over kors. Det betyder at det ikke er meningen jeg skal iagttage ham; jeg ser fremad.
I de første par timer vi kørte, kom vi gennem udfladede, ko-overdryssede bjerge og løvtræer og døde elme-skeletter, derpå ind i nåletræerne og de tunneler som var blevet sprængt i den lyserøde og grå granit, og de usolide turisthytter, og skiltene hvor der stod PORTEN TIL NORDEN; der er mindst fire byer der påstår de er det. Fremtiden ligger mod nord, det var engang et politisk slagord; da min far hørte det, sagde han at der var ikke andet i norden end fortiden, og den var der heller ikke meget af. Hvor han end er nu, død eller levende og ingen ved hvilken af delene, laver han ikke længere epigrammer. De har ikke ret til at blive gamle. Jeg er misundelig på dem hvis forældre døde da de var unge, det er nemmere at huske, de forandrer sig ikke. Det var jeg sikker på mine ikke ville, jeg kunne tage af sted og vende tilbage meget senere, og alt ville være det samme. Jeg tænkte på dem som nogen der levede på en anden tid, gik og passede hvad de skulle, lukket trygt inde bag en mur der var lige så gennemsigtig som husblas, mammutter frosset inde i en gletcher. Det eneste jeg skulle gøre var at komme tilbage når jeg var klar, men jeg blev ved med at udsætte det, der ville blive alt for meget der skulle forklares.
Nu passerer vi den sidevej som går ned til den grube amerikanerne hulede ud. Herfra ser den ud som en uskyldig bakke dækket af graner, men de tykke elektriske ledninger der løber ind i skoven, røber den. Jeg har hørt de var taget af sted, det var måske en finte, de kunne sagtens være der endnu, generalerne i betonbunkers og de almindelige soldater i underjordiske boligkomplekser hvor lyset er tændt hele tiden. Der er ingen mulighed for at kontrollere det, for vi får ikke lov at komme ind. Byen indbød dem til at blive, det var godt for omsætningen, de drak en masse.
”Det er der raketterne er,” sagde jeg. Var. Jeg retter det ikke.
David siger: ”Skide fascistiske svineyankeer,” som om han kommer med en bemærkning om vejret.
Anna siger ikke noget. Hendes hoved hviler på ryglænet, de lyse hårspidser vifter i trækken fra sidevinduet som ikke kan lukke rigtigt. Tidligere havde hun sunget House of the Rising Sun og Lili Marlene, begge to flere gange, mens hun prøvede at gøre stemmen guttural og dyb; men det lød som et hæst barns. David åbnede for radioen, han kunne ikke finde noget, vi var mellem to stationer. Da hun var midt i St. Louis Blues begyndte han at fløjte, og hun holdt op. Hun er min bedste ven, min bedste veninde; jeg har kendt hende i to måneder.
Jeg læner mig frem og siger til David: ”Flaskehuset ligger forbi næste sving og til venstre,” og han nikker og sagtner farten. Jeg har fortalt dem det tidligere, jeg regnede med det var den slags ting som ville interessere dem. De er ved at lave en film, Joe laver kameraarbejdet, han har aldrig gjort det før, men David siger de er de nye renæssancemænd, man lærer sig selv hvad man har brug for at lære. Det var hovedsagelig Davids idé, han kalder sig instruktøren; de har allerede forteksterne klar. Han vil gerne have billeder af ting de falder over, tilfældige eksempler kalder han dem, og det kommer filmen også til at hedde: Tilfældige eksempler. Når de har brugt deres beholdning af film op (hvilket var alt hvad de havde råd til; og kameraet er lejet) vil de se på det de har samlet, og omarbejde det.
”Hvordan kan I vide hvad I skal tage med, hvis I ikke allerede ved hvad det handler om?” spurgte jeg David da han beskrev det. Han gav mig et af sine indviet-til-novice blikke. ”Hvis du lukker sindet på forhånd på den måde, ødelægger du det. Du har brug for at det strømmer.” Anna der stod ovre ved komfuret og målte kaffe af, sagde at alle hun kendte var ved at lave en film, og David sagde at det sgu da ikke betød, at han ikke skulle gøre det. Hun sagde: ”Du har ret, undskyld”; men hun ler ad det bag hans ryg, hun kalder filmen Tilfældige sextempler.
Flaskehuset er lavet af sodavandsflasker der holdes sammen af cement og har flaskebunden udad, grønne og brune i zigzag-mønstre, ligesom dem de lærte os at tegne på indianertelte i skolen; der er en mur rundt om som også er lavet af flasker, ordnet i bogstaver så at de brune siger FLASKE VILLA.
”Fint,” siger David, og de står ud af bilen med kameraet. Anna og jeg kravler ud efter dem; vi strækker armene, og Anna tager en cigaret. Hun har en lilla tunika og hvide bukser med svaj på, der er allerede en plet på dem, olie fra bilen. Jeg sagde til hende hun skulle tage cowboybukser eller sådan noget på, men hun siger hun ser tyk ud i dem.
”Hvem har lavet det, bevar mig vel, tænk på alt det arbejde,” siger hun, men jeg ved ikke andet om det end at det altid har ligget der, og at den indfiltrede, sorte gransump rundt om det får det til at se endnu mere usandsynligt ud, et meningsløst monument for en eller anden sær person i landflygtighed eller måske en frivillig eneboer ligesom min far, der har valgt denne sump fordi det var det eneste sted han kunne opfylde sin livslange drøm om at leve i et hus af flasker. Inden for muren er der et forsøg på en græsplæne og et bed med orange, kvastede morgenfruer.
”Mægtigt,” siger David, ”virkelig godt,” og han lægger armen om Anna og giver hende et kort klem for at vise han er glad, som om hun på en eller anden måde er ansvarlig for flaskevillaen. Vi sætter os ind i bilen igen.
Jeg ser på sidevinduet som om det er en fjernsynsskærm. Der er ikke noget jeg kan genkende før vi når grænsen, afmærket med det skilt som siger BIENVENUE på den ene side og WELCOME på den anden. Der er skudhuller i skiltet, de ruster rødt i kanterne. De har altid været der, om efteråret bruger jægerne det til at skyde til måls efter; ligegyldigt hvor mange gange de erstatter det eller maler det, kommer skudhullerne igen, som om de ikke bliver lavet der, men vokser ved en slags indre logik eller smitte, ligesom mug eller bylder. Joe vil gerne filme skiltet, men David siger: ”Arh, hvorfor det?”
Nu er vi på min hjemmebane, fremmed territorium. Min hals snører sig sammen, som den lærte at gøre da jeg opdagede at folk kunne sige ord som gik ind i ørerne på mig og ikke betød noget. At være døvstum ville være nemmere. De kort med håndalfabetet på som de stikker frem mod én når de gerne vil have en kvartdollar. Alligevel ville man blive nødt til at lære at stave.
Den første lugt er møllen, savsmuld, der er dynger af det i gården med de stablede træplader. Træmassen kommer et andet sted hen i papirmøllen, men de større træstammer samles i et aflukke på floden, en ring af træstammer som er lænket sammen, mens de løse stammer skubber til hinanden indenfor; de kommer ned til saven via en larmende slisk oppe i luften, det er ikke blevet lavet om. Bilen kører under den, og vi snor os op i en lille arbejderby, nydeligt planlagt med offentlige blomsterbede og et springvand fra det attende århundrede midt i, stendelfiner og en kerub som mangler noget af ansigtet. Det ligner en kopi, men det kan godt være den er ægte.
Anna siger: ”Arv, sikke et flot springvand.”
”Firmaet har bygget det hele,” siger jeg, og David siger: ”Rådne kapitalistsvin” og begynder igen at fløjte.
Jeg siger han skal dreje til højre, og det gør han. Her burde vejen være, men i stedet er der et ramponeret, ternet skilt, vejen er spærret.
”Hvad nu,” siger David.
Vi tog ikke noget kort med fordi jeg vidste vi ikke fik brug for et. ”Jeg bliver nødt til at spørge,” siger jeg, så han bakker bilen ud og vi kører ned ad hovedgaden indtil vi kommer til en hjørnebutik, blade og slik.
”De må mene den gamle vej,” siger kvinden med kun en anelse accent. ”Den har været lukket i årevis, I skal tage den nye.” Jeg køber fire vaniljeis fordi det er ikke meningen man skal spørge uden at købe noget. Hun huler ned i paptromlen med en metalske. Tidligere fik man isen indrullet i papir, som de så skrællede af som bark og trykkede de korte isstammer ned i vaflerne med tommelfingeren. Det må være gået af mode.
Jeg går tilbage til bilen og fortæller David hvilken vej han skal køre. Joe siger han bedre kan lide chokolade.
Intet er det samme, jeg kender ikke vejen længere. Jeg lader tungen glide rundt om isen, prøver at koncentrere mig om den, de kommer tang i den nu, men jeg er ved at begynde at ryste, hvorfor er vejen anderledes, det skulle han ikke have givet dem lov til, jeg vil helst vende om og tage tilbage til byen og aldrig finde ud af hvad der er sket med ham. Jeg vil komme til at græde, det ville være forfærdeligt, ingen af dem ville vide hvad de skulle gøre, og det ville jeg heller ikke. Jeg bider ned i vaflen og jeg kan ikke føle noget et øjeblik andet end den knivskarpe smerte op ad siden af ansigtet. Bedøvelse, det er én teknik: hvis det gør ondt, så opfind en smerte. Jeg har det udmærket.
David bliver færdig med sin vaffel, smider den papsmagende spids ud ad vinduet og starter bilen. Vi kører gennem den del som har bredt sig ud fra byen siden jeg var her, nybyggede firkantede bungalower ligesom dem i byen bortset fra den lyserøde og pastelblå pynt, og et par aflange skure længere fremme, tagpap og uhøvlede brædder. En klynge børn leger i det våde mudder som gør det ud for græsplæner; de fleste af dem er klædt i tøj som er for stort til dem, og det får dem til at se ud som om de er hæmmet i væksten.
”De må kneppe meget her,” siger Anna, ”det er vel kirken.” Så siger hun: ”Er jeg ikke skrækkelig.”
David siger: ”Det sande nord, stærkt og frit.”
Bag ved husene rækker to større børn med mørkt ansigt blikdåser frem mod bilen. Måske hindbær.
Vi kommer til den benzintank hvor kvinden sagde vi skulle dreje til venstre, og David stønner af fryd: ”Kære venner, se der,” og de vælter ud som om det vil slippe væk hvis de ikke er hurtige nok. Det de er efter er de tre udstoppede elsdyr på en tribune nær ved benzinpumperne: de er klædt på i mennesketøj og har ståltråd i så at de står på bagbenene, en far-elg med trenchcoat og pibe, en mor-elg i blomstret kjole og hat med blomster og en lille drenge-elg med korte bukser, stribet bluse og baseballkasket og viftende med det amerikanske flag.
Anna og jeg følger efter. Jeg går hen bag ved David og siger: ”Skal du ikke have benzin,” han bør ikke bruge elsdyrene uden at betale, ligesom toiletterne er de her for at trække kunder til.
”Åh, se,” siger Anna og hendes hånd kommer op foran munden, ”der er én til på taget,” og det er der, en lille pige-elg med flæsekjole og blond paryk med fletninger, og hun holder en rød parasol i den ene klov. Hende får de også. Ejeren af tankstationen står bag ved sit udstillingsvindue af spejlglas i sin undertrøje og skuler ad os gennem støvlaget.
Da vi sidder i bilen igen, siger jeg som om jeg forsvarede mig: ”De var der ikke før.” Anna drejer hovedet mod mig, min stemme må lyde mærkelig.
”Før hvad?” siger hun.
Den nye vej er brolagt og lige, to baner med en linie ned langs midten. Den er allerede ved at samle vartegn, et par reklameskilte, et krucifiks ved vejsiden med en Kristus af træ hvor ribbenene rager frem, den fremmede gud, så mystisk for mig som nogen sinde. Nedenunder er der et par syltetøjskrukker med blomster, margeritter og rød høgeurt og de hvide man kan tørre, blomsterranker, evighedsblomster, der må have været sket et biluheld.
Indimellem krydser den gamle vej os; det var en jordvej, fuld af buler og huller, den fulgte terrænets kurver, op og ned ad bakker og rundt om skrænter og kampestene. De plejede at køre så hurtigt som muligt på den, deres far kendte hver tomme af den og kunne (sagde han) køre ad den med bind for øjnene, hvilket var hvad det ofte virkede som om de gjorde, når de kom masende op forbi de skilte hvor der stod PETITE VITESSE og styrtede ned over elevatorkanterne og klemte sig forbi klippestykkerne, GARDEZ LE DROIT, med tudende horn; de øvrige havde haget sig fast inde i bilen og blev mere og mere køresyge til trods for de pebermyntetabletter moderen uddelte, og til sidst kastede de svimmelt op i vejkanten, blå asters og lyserød gederams, hvis han kunne nå at standse, eller ud ad bilvinduet hvis han ikke kunne, eller i papirsposer, han forudså nødsituationer, hvis han havde travlt og slet ikke ville standse.
Det går ikke, jeg kan ikke kalde dem ”de” som om de var en andens familie: Jeg må afholde mig selv fra at fortælle den historie. Men alligevel, når jeg ser den gamle vej bølge af sted i det fjerne gennem træerne (hvor hjulspor og stier allerede er blevet utydelige af græs og unge træer, den forsvinder snart) får det mig til at lede i tasken efter de pebermyntetabletter jeg har taget med. Men der er ikke længere brug for dem, også selv om den nye vej går over til at blive grus i stedet for asfalt (”må have valgt den forkerte fyr ved sidste valg,” siger David for sjov) og den kendte lugt af vejstøv der damper bag ved og rundt om os blander sig med bilens lugt af benzin og indtræk.
”Troede du sagde det blev slemt,” siger David over skulderen, ”det er overhovedet ikke slemt.” Vi er næsten allerede ved landsbyen, de to veje løber sammen her men gjort bredere – klippen sprængt væk, træer væltet med bulldozer, rødder op i luften, nåle der bliver røde – forbi den flade skrænt hvor valgplakaterne bliver malet over igen og igen, nogle falmede og ulæselige, andre frisk gule og hvide: VOTEZ GODET, VOTEZ OBRIEN, sammen med hjerter og initialer og ord og reklamer: SALADA TE, BLUE MOON HYTTER 800 m, QUÉBEC LIBRE, OP I RØVEN, BUVEZ COCA COLA GLACÉ, JESUS FRELSER, en blanding af krav og sprog, et røntgenbillede af det ville være distriktets fuldstændige historie.
Men de har snydt, vi er her for tidligt, og jeg føler mig berøvet noget, som om jeg ikke rigtigt kan komme hertil medmindre jeg har lidt; som om det første glimt af søen, som vi nu kan se, blå og kølig som forløsningen, skulle være gennem tårer og et slør af opkast.
Op til overfladen er Margaret Atwoods anden roman fra 1972, som her genudgives i smukt udstyr med lærred og halvbind.
En ung kvinde tager med nogle venner ud i den canadiske ødemark for at lede efter sin far, der er meldt savnet.
Hun beslutter sig for at stikke af fra sine venner, og eftersøgningen af faren forvandler sig i stedet til hendes søgen efter sig selv.
Du kan købe Op til overfladen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: