Jeffrey Archers roman Rivalerne er en hæsblæsende og lidenskabelig roman om tre mænd, som kæmper om magten i den politiske top i Storbritannien.
Rivalerne af bestsellerforfatteren Jeffrey Archer, som blandt andet står bag Clifton-krøniken, er af udenlandsk presse dømt til at være en af Archers allerbedste.
LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer
Jeffrey Archers medrivende, politiske roman handler om tre mænd, som hver især kæmper om en dag at blive premierminister i England.
De tre mænd, der slås om den politiske magt er Charles, som aldrig bliver jarl som sin far, men derimod har arvet sin mors vilje til at bestemme sin egen skæbne.
Simon, hvis far ofrede alt for, at hans søn ville få ført sine drømme ud i virkeligheden. Og Ray, der kommer fra fattige kår, men som ivrigt kæmper for at opnå det umulige.
De tre mænd har ingen fælles fortid, men alle går de ind i engelsk politik. Gennem tre årtier følger vi deres indbyrdes kamp om indflydelse, magt og nøglerne til Downing Street 10 – premierministerens bolig.
Deres ære bliver testet, deres loyalitet forrådt og deres kærlighed til familie og fædreland udfordret.
Jeffrey Archer
Rivalerne
Oversat af Ib Christiansen
1
Hvis Charles Guerney Hampton var blevet født ni minutter før, ville han være blevet jarl og have arvet et slot i Skotland, ni tusind hektar jord i Somerset og en blomstrende bankvirksomhed i City i London.
Der skulle gå flere år, før den unge Charles helt fattede, hvad det betød at være blevet nummer to i livets første væddeløb.
Hans tvillingebroder Rupert kom med nød og næppe gennem den første prøvelse, og i de følgende år pådrog han sig ikke bare de sædvanlige børnesygdomme, men det lykkedes ham også at tilføje skarlagensfeber, difteri og meningitis, så hans mor, Lady Hampton, var bekymret for, om han kunne overleve.
Charles var derimod klart nok den type, der overlevede, og han havde arvet så meget af familien Hamptons ambitioner, at der var rigeligt til både ham og hans broder. Der gik kun få år, før de, der kom i forbindelse med brødrene for første gang, fejlagtigt gik ud fra, at det var Charles, der var arving til titlen som jarl.
Efterhånden som årene gik, prøvede Charles’ far desperat at finde frem til bare et eller andet, hvor Rupert kunne triumfere over sin broder – men forgæves. Da de to drenge var otte år, blev de sendt på forberedelsesskole på Summerfields, hvor generationer af Hamptons var blevet beredt til Etons prøvelser. I løbet af den første måned på skolen var Charles blevet valgt til klasserepræsentant, og ingen kunne forhindre hans videre færd frem mod posten som elevrådsformand som tolvårig. På det tidspunkt var Rupert blevet til ”Lille Hampton”. De to drenge fortsatte til Eton, og i det første skoleår blev Charles bedre end Rupert i hvert eneste fag, roede fra ham på floden og var lige ved at slå ham ihjel i bokseringen.
Da deres bedstefar, den trettende jarl af Bridgewater, endelig døde i 1947, overtog deres far hans titel, og som ældste søn blev den sekstenårige Rupert da automatisk vicomte Hampton, mens Charles måtte tage til takke med en intetsigende titulatur.
Den velbårne Charles Hampton følte vrede, hver gang han hørte sin broder ærbødigt tiltalt som ”Deres Nåde”.
På Eton fortsatte Charles med at udmærke sig, og han sluttede sin skolegang som præsident for den fornemme Eton klub Pop, hvorefter han blev tilbudt optagelse på Christ Church i Oxford, hvor han skulle læse historie. Rupert kom igennem de samme år uden at gøre sig bemærket på nogen som helst måde. Da den unge vicomte fyldte atten, vendte han tilbage til familiens gods i Somerset for at tilbringe resten af sit liv som jorddrot. En mand, der har udsigt til at skulle arve ni tusind hektar, kan ikke bare betegnes som landmand.
I Oxford fortsatte Charles, der nu ikke længere stod i skyggen af Rupert, som en ung mand, der nærmest fandt, at universitetet var noget af en antiklimaks. Han kunne bruge hele ugen til at læse om sine forfædres historie, og weekenderne til selskaber og rævejagter hjemme på godset. Da ingen et øjeblik havde antydet den mulighed, at Rupert skulle søge ind i finansverdenen, gik man ud fra, at når først Charles var færdig i Oxford, skulle han efterfølge sin far i Hamptons Bank, først som bestyrelsesmedlem og siden som formand – selv om det ville blive Rupert, der til sin tid skulle arve familiens aktiepost.
Men den antagelse blev revideret, da den velbårne Charles Hampton en aften blev halet med til et møde i Oxford Union af en giftefærdig studine fra Somerville, der forlangte, at han skulle høre Sir Winston Churchill, der for en sjælden gangs skyld ville medvirke i en debat om emnet: ”Hellere borgerlig i underhuset end adelig i overhuset.”
Charles sad nede bag i salen, der var tæt pakket med ivrige studenter, der var som hypnotiseret af den gamle statsmands optræden. Hans blik veg ikke fra den store leder fra krigsårene under det vittige og overbevisende foredrag, men den tanke, der igen og igen for igennem hans hjerne, var erkendelsen af, at det kun var ved et tilfælde, at Churchill ikke var blevet født til at være den niende hertug af Marlborough. Her var en mand, der havde domineret storpolitikken i hele verden gennem tre årtier, og derefter havde afslået enhver arvelig udmærkelse, som en taknemmelig nation kunne byde på, herunder titlen som hertug af London.
Charles lod sig aldrig siden titulere. Fra det øjeblik var hans endemål og ambitioner hævet over noget så uvæsentligt som titler.
En anden student, der hørte Churchill den aften, var også optaget af sin egen fremtid. Men han overværede ikke arrangementet klemt inde mellem de øvrige studenter nede bag i den fyldte sal. Den høje unge mand, der var i kjole og hvidt, sad for sig selv i en stor stol på en forhøjning, for det var hans ret som præsident for Oxford Union. Hans medfødte gode udseende havde ikke spillet nogen rolle for valget af ham, for man optog endnu ikke kvindelige medlemmer.
Simon Kerslake var ganske vist den førstefødte, men han nød ikke godt af nogle af de privilegier, Charles Hampton havde. Han var eneste søn af en familieadvokat, og han var helt klar over, hvilke ofre hans far havde bragt for at sikre, at hans søn kunne gennemføre sin skolegang på den lokale kostskole som dagelev. Simons far var død i sin søns sidste skoleår, og han efterlod sin enke en lille livrente og et pragtfuldt Mackinley standur. Simons mor solgte uret en uge efter begravelsen, for at hendes søn kunne komme igennem sit sidste år med alle de ekstra småting, som hans kammerater bare tog for givet.
Lige siden den dag, da Simon tog sine første skridt, havde han villet være den bedste til alt. Han var notorisk en stræber, og mange af hans kammerater mente, at han havde for skarpe albuer og var arrogant, alt efter hvor jaloux de var. Det sidste år på Lancing blev Simon forbigået som elevformand, og han tilgav aldrig rektoren denne mangel på forudseenhed. Senere samme år fik han at vide, at der lige akkurat ikke var plads til flere nye studenter på Magdalen College i Oxford det semester. Den afgørelse var Simon ikke meget for at acceptere.
Med samme post fik han tilbudt en legatplads ved Durham University, og den sagde han omgående nej tak til. ”Fremtidige premierministre uddannes ikke på Durham,” forklarede han sin mor.
”Hvad så med Cambridge?” spurgte hans mor forsigtigt.
”De har ingen politisk tradition,” svarede Simon.
”Men hvis der ikke er nogen mulighed for at få plads i Oxford, så…”
”Det var ikke det, jeg sagde, mor,” svarede den unge mand. ”Jeg er indskrevet i Oxford den dag, semesteret begynder.”
Efter atten år med utrolige sejre havde mrs. Kerslake lært at lade være med at spørge sin søn: ”Hvordan vil du bære dig ad med det?”
Cirka fjorten dage før julesemesteret i Oxford skulle begynde indlogerede Simon sig i et lille pensionat i nærheden af Iffley Road. På et bukkebord i hjørnet af sit værelse, som han agtede at beholde permanent, skrev han en liste over samtlige kollegier i Oxford, som han delte op i fem kolonner. Han agtede at besøge tre hver formiddag og tre hver eftermiddag, til han havde fået et positivt svar på det spørgsmål, han agtede at stille den universitetslærer, der stod for optagelse af nye studenter: ”Har De fået afbud fra nogen, som havde opnået at blive optaget i det nye semester?”
Det var den fjerde eftermiddag, netop da tvivlen var begyndt at melde sig, og Simon tænkte på, om han alligevel ville blive nødt til at rejse til Cambridge i den følgende uge, at han fik sit første bekræftende svar.
Lederen af indskrivningen af nye studenter ved Worcester College fjernede brillerne fra sin næsetip og stirrede op på den høje unge mand, hvis kraftige mørke hårlok blev ved med at falde ned over panden på ham. Den unge mands intense brune øjne veg ikke fra ham. Alan Brown var den toogtyvende universitetslærer, Simon havde besøgt i løbet af fire dage.
”Ja,” svarede han. ”Der er faktisk, sørgeligt nok, sket det, at en ung mand fra Nottingham High School, der havde fået tilbudt optagelse hos os, omkom ved en motorcykelulykke i sidste måned.”
”Hvilke fag skulle han have læst?” Simons ord kom lidt usikkert, hvilket ikke lignede ham. Han bad til, at det ikke var kemi, arkitektur eller klassiske sprog. Alan Brown søgte i et kartotek på et drejestativ på skrivebordet og nød åbenbart det lille krydsforhør. Han kiggede på kortet, da han fandt det. ”Historie,” meddelte han.
Simons puls gik op til ét hundrede og tyve. ”Jeg var lige på nippet til at komme ind ved Magdalen for at læse politik, filosofi og økonomi,” sagde han. ”Kunne jeg komme i betragtning til den ledige plads?”
Den ældre mand formåede ikke helt at skjule sit smil. Han havde aldrig i sine fireogtyve år i faget været ude for en sådan anmodning.
”Fulde navn?” sagde han og tog brillerne på igen, som om de nu skulle til at ordne det, deres møde egentlig handlede om.
”Simon John Kerslake.”
Dr. Brown tog sin telefon og drejede et nummer. ”Nigel?” sagde han. ”Det er Alan Brown. Har du på et eller andet tidspunkt overvejet at optage en ung mand ved navn Kerslake på Magdalen?”
Mrs. Kerslake blev ikke spor forbavset, da hendes søn med tiden blev præsident for Oxford Union. Det var vel bare endnu et skridt på vejen mod posten som premierminister, drillede hun. Gladstone, Asquith … Kerslake?
Ray Gould blev født i et lille mørkt rum uden vinduer oppe over faderens slagterforretning i Leeds. De første ni år af sit liv måtte han dele det værelse med sin svagelige bedstemor, til hun døde i en alder af enogtres år.
Rays nære forhold til den gamle kvinde, der havde mistet sin mand i den første verdenskrig, forekom ham først at være romantisk. Han lyttede betaget, når hun fortalte ham om sin heltemodige mand i hans smarte kakiuniform – en uniform, der nu lå lagt fint sammen i hendes nederste skuffe, men som stadig kunne ses på det falmede brune fotografi ved siden af hendes seng. Man snart begyndte bedstemoderens historier at fylde Ray med sorg, da det gik op for ham, at hun havde været enke i næsten tredive år. Til sidst stod hun for ham som en tragisk skikkelse, da han erkendte, hvor lidt hun havde oplevet af verden uden for det lille trange kammer, hvor hun levede omgivet af alle sine ejendele og en gul kuvert, der indeholdt fem hundrede uindløselige krigsobligationer.
Der havde ikke været nogen grund til, at Rays bedstemor skulle skrive testamente, for han arvede ikke andet end værelset. Fra den ene dag til den anden holdt det op med at være et soveværelse for to personer og blev til et studerekammer, der var fyldt med evigt skiftende biblioteksbøger og skolebøger. De førstnævnte blev tit afleveret for sent, så Rays sparsomme lommepenge måtte bruges til bøderne. Men for hver ny karakterbog, han kom hjem med, blev det mere og mere klart for hans far, at der ikke blev tale om at udvide skiltet over butikken, så der kom til at stå Gould og søn.
Da Ray var elleve år, fik han det største legat, der var at få til Roundhay latinskole. Iført sit livs første par lange bukser – som hans mor havde lagt flere centimeter op – og et par hornbriller, der ikke passede helt, drog han af til den første dag i sin nye skole. Rays mor håbede på, at der gik andre drenge i den, som var lige så tynde og fulde af filipenser som hendes søn, og at hans uregerlige røde hår ikke ville være årsag til, at han blev drillet hele tiden.
Da det første halvår var gået, opdagede Ray til sin forbavselse, at han var langt forud for sine kammerater, faktisk så meget, at rektoren fandt det klogest at lade ham rykke en klasse op ”for at give knægten noget at rive i,” som han forklarede hans forældre. Da skoleåret, som han næsten udelukkende tilbragte i klasselokalet, var forbi, var Ray blevet nummer tre i klassen, og han var nummer ét i latin og engelsk. Kun når der skulle vælges hold til de forskellige sportsgrene, måtte Ray affinde sig med at være den, der uvægerligt blev tilbage som den sidste. Hvor strålende hans hjerne end måtte være, kunne den åbenbart ikke klare koordinationen med hans krop.
Under alle omstændigheder var den eneste konkurrence, han gik ind for det år, prisopgaven for den bedste stil. Vinderen ville komme til at læse sit bidrag op for de forsamlede elever og forældre ved årsafslutningen. Endnu før han indleverede sit bidrag, var Ray begyndt at øve sig i fremførelsen i mundtlig form, når han var alene på sit kammer, for han var bange for, at han ikke kunne nå at forberede sig ordentligt, hvis han ventede, til vinderens navn blev meddelt.
Rays klasselærer havde forklaret eleverne, at der var helt frit emne for deres stile, men at de burde prøve at beskrive en oplevelse, der havde betydet noget enestående for dem. Efter at have læst Rays skildring af sin bedstemors liv i det lille kammer over slagterforretningen følte klasselæreren ikke trang til at tage fat på det næste manuskript. Efter at han pligtskyldigst havde kæmpet sig igennem de øvrige bidrag, var det uden tøven, at han anbefalede Rays stil som vinder. Det eneste forbehold, han røbede over for Ray, var valget af titel. Ray takkede ham for det gode råd, men titlen forblev uændret.
Ved årsafslutningen var salen stuvende fuld; der var ni hundrede børn med forældre. Da rektoren var færdig med sin tale, og bifaldet var døet hen, meddelte han: ”Og så vil jeg bede vinderen af stilekonkurrencen om at læse sit bidrag op: Ray Gould.”
Ray forlod sin plads i salen og gik fuld af selvtillid op på tribunen. Han stirrede ud over to tusind forventningsfulde ansigter, men viste ingen tegn på nervøsitet, måske blandt andet fordi han havde svært ved at se længere end til tredje række. Da han meddelte titlen på sin afhandling, begyndte nogle af de mindre elever at fnise, så Ray snublede lidt over de første få sætninger. Men da han nåede til sidste side, var der helt stille i den tætpakkede sal, og da han havde sluttet den sidste sætning, modtog han det første stående bifald i sit liv.
Den tolvårige Ray Gould forlod forhøjningen og sluttede sig igen til sine forældre nede i salen. Hans mor sad med bøjet hoved, men han kunne stadig se tårerne løbe ned ad hendes kinder. Hans far prøvede at lade være med at se stolt ud. Selv da Ray havde sat sig ned, blev bifaldet ved, så også han bøjede hovedet og så ned på overskriften over sin prisbelønnede stil: ”De første ændringer, jeg vil gennemføre, når jeg bliver premierminister.”
2
Torsdag, den 10. december 1964
Speakeren rejste sig og så ud over underhuset. Han trak i sin lange sorte silkekappe og hev lidt i den store paryk, der dækkede hans halvskaldede isse. Huset var på det nærmeste kommet ud af kontrol under en særlig ophidset runde af spørgsmål til premierministeren, og det var med virkelig glæde, at han så uret vise halv fire. Tiden var inde til at gå over til næste punkt på dagsordenen.
Han stod lidt og flyttede vægten fra fod til fod, mens han ventede på, at de omkring fem hundrede tilstedeværende parlamentsmedlemmer skulle finde på plads, før han højtideligt forkyndte: ”Nye medlemmer, der ønsker at aflægge ed.” Den tætpakkede forsamling flyttede blikket fra speakeren til den anden ende af salen som publikum ved en tenniskamp.
Det nyvalgte medlem af parlamentet stod ved indgangen til underhuset. Han var over en meter og halvfems høj og så ud som en mand, der var født til at være medlem af det konservative parti. Hans patricierhoved virkede aristokratisk indrammet af en manke af lyst hår, der var omhyggeligt friseret. Iført en mørkegrå, dobbeltradet habit og sit regimentsslips fra grenadergarden i rødbrunt og blåt trådte Charles Hampton fire skridt frem. Traditionen bød, at et medlem skulle anbefale ham, og at et andet skulle tilslutte sig anbefalingen og støtte den, og de to stod nu på hver sin side af ham. Som et velindstuderet hold ved et vagtskifte standsede de og bukkede, hvorefter de gik frem mod det lange bord, der stod foran speakerens stol mellem de to forreste bænke. Det forbavsede Charles at se, hvor lille den sal i virkeligheden var. Der var ikke meget mere end længden af et sværd mellem regeringens og oppositionens bænke. Charles huskede på, at historisk havde det engang været længden af et sværd, der havde udgjort sikkerheden for de bitre modstandere, der sad over for hinanden.
Han lod sine anbefalere blive stående tilbage og gik hen langs det lange bord, hvor han måtte skræve over premierministerens og udenrigsministerens ben, før han fik overrakt eden af protokolføreren.
Han stod med det lille kort i højre hånd og udtalte ordene så fast, som havde det været et ægteskabsløfte.
”Jeg, Charles Hampton, sværger herved, at jeg i huldskab og troskab vil tjene Hendes Majestæt Dronning Elizabeth, hendes arvinger og efterfølgere i henhold til loven, så sandt hjælpe mig Gud.”
Der lød bifaldsmumlen fra hans kolleger, da det nye parlamentsmedlem bøjede sig ned for at skrive sig på den liste af pergament, der lå på bordet, foldet sammen i bogform. Charles fortsatte hen til speakerens stol, hvor han standsede og bukkede.
”Velkommen i huset, mr. Hampton,” sagde speakeren og gav ham hånden. ”Jeg håber, at De vil komme til at tjene dette sted mange år frem i tiden.”
”Tak, mr. speaker,” sagde Charles og bukkede en sidste gang, før han fortsatte hen til det lille område bag speakerens stol. Han havde udført den lille ceremoni helt, som den konservative ”indpisker” havde indøvet den med ham i den lange gang uden for sit kontor.
”Til lykke med den flotte sejr, Charles,” sagde den tidligere premierminister og nuværende leder af oppositionen, Sir Alec Douglas-Home, der også gav ham et varmt håndtryk. ”Jeg er overbevist om, at De vil kunne yde meget for Deres parti og for landet.”
”Tak,” svarede det nye medlem, og efter at have ventet, til Sir Alec havde genindtaget sin plads på den forreste oppositionsbænk, begav han sig op ad midtergangen for at finde en plads på en af de bageste af de lange grønne bænke.
I de næste to timer fulgte Charles Hampton det, der foregik i underhuset, med en blanding af ærbødighed og ophidselse.
Han frydede sig over det enkle og retfærdige parlamentariske system, der udfoldede sig i den livlige debat foran ham. Labour mod Tory – arbejderpartiet mod de konservative, regering mod opposition, ministeren på bænken mod skyggeministeren på bænken overfor. Og ligesom når det drejede sig om to foldboldhold, vidste Charles, at der var opdækning på alle pladser – hvert regeringsmedlem blev hele tiden skarpt overvåget af sin skyggeminister. Han vidste også, at hvis de konservative vandt det næste parlamentsvalg, ville skyggeholdet være godt forberedt til at afløse den afgående Labour-regering.
Han så op mod tilskuergalleriet og fik øje på sin kone, Fiona, sin far, den fjortende jarl af Bridgewater, og sin broder, vicomte Hampton, der alle sad og så stolt ned på ham. For første gang i sit liv havde han fundet noget, som han ikke var født med retten til; noget han havde måtte gøre sig umage for at opnå.
Raymond Gould stirrede ned på indbydelsen. Han havde aldrig set Downing Street nr. 10 indvendigt. Under de sidste tretten års konservative styre var det meget få af Labours tilhængere, der havde det. Han rakte det prægede kort hen over morgenbordet til sin kone.
”Skal jeg sige ja eller nej, Ray?” spurgte hun med sin brede Yorkshire accent.
Hun var det eneste menneske, der stadig kaldte ham Ray, og selv hendes forsøg på at være morsom irriterede ham efterhånden. De græske tragedieforfattere havde ladet deres dramaer bygge på ”den skæbnesvangre fejltagelse”, og han var ikke i tvivl om, hvad hans havde bestået i.
Han havde truffet Joyce ved et bal for sygeplejerskerne på Leeds General Hospital. Han havde ikke haft lyst til at gå med, men en andenårsstuderende, som han kendte fra Roundhay, havde overbevist ham om, at det kunne være en morsom afveksling. I skolen havde han kun vist ringe interesse for piger, og, som hans mor hele tiden mindede ham om, den slags blev der rigelig tid til, når først han havde fået sin eksamen. Da han begyndte som student, følte han sig sikker på, at han var den eneste på hele universitetet, der endnu var jomfru.
Det var endt med, at han sad for sig selv i et hjørne af en sal, der var udsmykket med mere og mere slappe balloner, og trist til mode indtog en cola gennem et bøjet sugerør. Hver gang hans gamle skolekammerat dukkede op på dansegulvet – hele tiden med en ny partner – smilede Raymond bredt igen. Med sine sygekassebriller gemt af vejen i inderlommen kunne han ikke altid være sikker på, at det var den rigtige, han smilede til. Han begyndte at tænke på, hvornår han mon kunne være bekendt at tage hjem uden at være nødt til at indrømme, at aftenen havde været en total fiasko. Han ville være blevet bange for den pige, der kom hen og begyndte at tale til ham, hvis ikke det havde været for den velkendte brede dialekt.
”Er du så også på universitetet?”
”Ligesom hvem?” spurgte han uden at se direkte på hende.
”Ligesom din ven,” sagde hun.
”Ja,” svarede han og så op på en pige, der formodentlig var på hans egen alder.
”Jeg er fra Bradford.”
”Jeg er fra Leeds,” indrømmede han, og efterhånden som sekunderne gik, erkendte han, at hans ansigt var ved at blive lige så rødt som hans hår.
”Det kan man næsten ikke høre, synes jeg.”
Det passede ham udmærket.
”Mit navn er Joyce,” sagde hun uopfordret.
”Jeg hedder Ray,” sagde han.
”Skal vi danse?”
Han havde lyst til at sige, at han så godt som aldrig havde været på et dansegulv i hele sit liv, men det turde han ikke. Som en marionetdukke rejste han sig op og lod hende styre ham ud mod de dansende. Så meget for hans faste overbevisning om at være en født lederskikkelse.
Da først de var ude på dansegulvet, så han rigtigt på hende for første gang. Hun var såmænd ikke så værst; det måtte enhver normal knægt fra Yorkshire såmænd indrømme. Hun var omkring en meter og femoghalvfjerds, og det kastaniebrune hår, som sad samlet i en hestehale, stemte fint til de mørkebrune øjne, som hun havde sminket en smule for meget. Hun havde en lyserød læbestift på i samme farve som den korte nederdel, hvorfra der udgik et par meget kønne ben. De så endog endnu mere tiltrækkende ud, når hun svingede rundt til musikken fra det fire mand store studenterband. Raymond opdagede, at når han svingede Joyce meget hurtigt rundt, kunne han se det øverste af hendes strømper, og han blev på dansegulvet meget længere, end han ville have troet muligt. Da kvartetten havde pakket deres instrumenter sammen, kyssede Joyce ham godnat, før Ray vendte hjem til sit lille hummer over slagterbutikken.
Den følgende søndag gjorde han et forsøg på at klare sig noget bedre og tog hende med ud på en rotur på Aire, men hans præstation dér var ikke meget bedre end på dansegulvet, og han blev overhalet af alt, hvad der befandt sig på floden, inklusive en energisk svømmer. Han skævede ud ad øjenkrogen for at se, om der kom en drillende latter, men Joyce smilede bare og snakkede om, hvordan hun savnede Bradford og glædede sig til at vende hjem som sygeplejerske. Ray havde lyst til at forklare hende, at han længtes efter at gøre sig fri af Leeds. Han kunne dårligt nok vente på at komme til London. Men han var også klar over, at han ikke havde lyst til at lade den smukke pige blive tilbage. Da han til sidst havde afleveret robåden, inviterede Joyce ham med hjem til sit pensionat på en kop te. Han blev ildrød i hovedet, da han gik forbi værtinden, og Joyce gennede ham op ad den slidte stentrappe til sit lille værelse.
Ray sad på enden af den smalle seng, mens Joyce lavede to krus te uden mælk. Efter at de begge to havde ladet, som om de drak af den, satte hun sig ved siden af ham med hænderne i skødet. Han koncentrerede sig om at lytte efter en ambulance, hvis udrykningshorn var ved at forsvinde i det fjerne. Hun bøjede sig frem og kyssede ham, tog hans ene hånd og lagde den på sit knæ.
Hun skilte hans læber, og deres tunger mødtes. Han syntes, at det var en ejendommelig fornemmelse, men særdeles pirrende. Han holdt øjnene lukkede, mens hun blidt førte ham videre til nye oplevelser, indtil han ikke længere kunne lade være med at begå, hvad han var sikker på, at hans mor engang havde beskrevet som en dødssynd.
”Det bliver nemmere næste gang,” sagde hun genert, mens hun kravlede ud af den smalle seng for at fordele det krøllede tøj, der lå ud over hele gulvet, imellem dem. Det havde hun ret i. Han ville have hende igen mindre end en time efter, og denne gang havde han vidt åbne øjne hele tiden.
Der gik endnu seks måneder, før Joyce begyndte at komme med antydninger om fremtiden, og på det tidspunkt var Ray blevet træt af hende og havde kastet sine øjne på en kvik lille matematiker på sidste års holdet. Den matematikstuderende stammede fra Surrey.
Netop da Ray var ved at samle tilstrækkeligt mod til at sige til Joyce, at nu måtte det være forbi imellem dem, fortalte hun ham, at hun var gravid. Hans far ville være gået på ham med slagterøksen, hvis han havde foreslået en ulovlig abort. Han mor var bare lettet over, at det var en pige fra Yorkshire.
Ray og Joyce blev gift i St. Mary’s i Bradford i sommerferien. Da bryllupsbillederne blev fremkaldt, virkede Ray så nedtrykt og Joyce så lykkelig, at de snarere lignede far og datter end mand og kone. Efter en reception i et lokale ved siden af kirken tog det nygifte par til Dover for at nå natfærgen. Deres første nat som mr. og mrs. Gould blev en katastrofe. Ray viste sig at være utroligt lidt søstærk. Joyce håbede bare på, at Paris ville blive noget mindeværdigt – og det kom til at slå til. Hun aborterede den anden nat af deres hvedebrødsdage.
”Det er nok på grund af al den ophidselse,” sagde hans mor, da de kom hjem. ”Nå, men I kan jo altid få en anden, ikke sandt? Og så kan folk heller ikke sige, at det var …” Hun tog sig i det.
Ray viste ingen interesse for at prøve at få et barn igen. Han tog afgangseksamen med en tårnhøj førstekarakter i Leeds og flyttede så som planlagt til London for at få en praktisk uddannelse som advokat. Efter ganske få måneder i hovedstaden falmede hans erindring om Leeds, og da den toårige praktiske uddannelse var gennemført, var Ray blevet accepteret som en meget efterspurgt yngre advokat som medhjælp for ældre kolleger. Fra da af omtalte han kun sjældent sin nordengelske afstamning for sin omhyggeligt udvalgte nye omgangskreds, og de kammerater, der kaldte ham Ray, fik et skarpt ”Raymond” som tak for deres fortrolighed.
Den eneste undtagelse, Ray gjorde fra denne regel, var, når det tjente hans spirende politiske karriere. Leeds nordlige valgkreds – Leeds North – havde opstillet Raymond som Labours parlamentskandidat ud af et udvalg på syvogtredive emner. Folk i Yorkshire kan godt lide mennesker, der bliver hjemme, og Raymond havde været hurtig til – med en noget tydelig Yorkshire dialekt – at gøre det udvalg, der skulle foretage indstillingen, opmærksom på, at han havde gået på Roundhay gymnasiet lige i udkanten af valgkredsen, og at han havde sagt nej tak til et studielegat i Cambridge, fordi han foretrak at gøre sin uddannelse færdig ved universitetet i Leeds.
Der var gået ti år siden mr. og mrs. Goulds mindeværdige bryllupsrejse, og Raymond havde for længe siden erkendt, at han var bundet til Joyce på livstid. Selv om hun kun var toogtredive, var hun allerede nødt til at tildække de engang så slanke ben, der havde været det første, der virkede så tiltrækkende på ham.
Hvordan kunne man blive straffet så hårdt for sådan en patetisk fejltagelse? følte Raymond trang til at spørge guderne. Så moden, han selv havde ment at være; hvor umoden, han havde vist sig at være. En skilsmisse ville være det fornuftigste, men det ville have sat en stopper for hans politiske ambitioner. For slet ikke at tale om det problem, det ville betyde i forhold til hans forældre. Efter i ti år at have huset de unge Goulds, når de var på besøg i Leeds, var de kommet til at forgude deres svigerdatter. Nå, retfærdigvis måtte man sige, at det ikke havde været lige katastrofalt alt sammen; han måtte erkende, at de lokale også forgudede hende. Under valgkampen seks uger før havde hun langt bedre forstået at være sammen med fagforeningsfolkene og deres forfærdelige koner, end han selv nogen sinde havde formået, og han måtte anerkende, at hun havde været en vigtig medvirkende faktor til, at han havde vundet mandatet i Leeds med mere end nitten tusind stemmer. Det undrede ham, hvordan hun kunne lyde så oprigtig hele tiden; det faldt ham overhovedet ikke ind, at det var oprigtigt.
”Hvorfor køber du dig ikke en ny kjole til Downing Street?” sagde Raymond, da de rejste sig fra morgenbordet. Hun smilede. Han havde ikke på eget initiativ foreslået hende sådan noget så langt tilbage, som hun kunne huske. Joyce gjorde sig ingen illusioner om sin mand og hans følelser for hende. Hun håbede bare på, at han efterhånden ville forstå, at hun kunne hjælpe ham til at realisere sine uudtalte ambitioner.
Den aften, hvor de skulle til reception i Downing Street, gjorde Joyce sig al mulig umage for at tage sig så godt ud som muligt. Hun havde tilbragt formiddagen i Marks & Spencer for at finde noget at tage på, der passede til lejligheden, og hun sluttede med at vælge en kjole, som hun var faldet for i det øjeblik, hun trådte ind i afdelingen. Den sad ikke helt perfekt, men sælgeren forsikrede Joyce om, at ”fruen ser helt bedårende ud i den.” Hun håbede bare på, at Raymonds kommentarer ville være halvt så smigrende. Da hun endelig nåede hjem, gik det op for hende, at hun ikke havde noget, der passede til den usædvanlige farve.
Raymond kom sent hjem fra underhuset, og det glædede ham at se, at Joyce var klar til at gå, da han sprang ud af sit bad. Han bed en kritisk bemærkning i sig om, at hendes nye kjole stod meget dårligt til hendes gamle sko. Mens de kørte i retning af Westminster, terpede han navnene på samtlige kabinetsmedlemmer med hende og lod hende gentage dem, som om hun var en skolepige.
Det var en klar og kølig aften, så Raymond parkerede sin Volkswagen i den reserverede gård bag parlamentet, og de gik henover Whitehall til nummer 10. Der stod en enkelt politibetjent på vagt uden for premierministerens embedsbolig. Da han så Raymond nærme sig, slog han ét slag med dørhammeren, og så blev der lukket op for det unge medlem med frue.
Raymond og Joyce blev lidt forlegent stående i hallen, som om de ventede uden for rektors kontor, til de endelig blev vist videre op til første sal. De gik langsomt op ad trappen, der viste sig at være mindre storslået, end Raymond havde forventet. På væggen hang der fotografier af tidligere premierministre. ”Der er for mange konservative,” mumlede Raymond på vej forbi Chamberlain, Churchill, Eden, Macmillan og Home med Attlee som den eneste indrammede modvægt.
Foroven ved trappen stod Harold Wilsons tætte skikkelse med piben i munden og ventede på at modtage sine gæster. Raymond skulle lige til at præsentere sin kone, da premierministeren sagde: ”Goddag, Joyce, det glæder mig meget, at du kunne komme.”
”Om jeg kunne? Jeg har glædet mig til dette her hele ugen.” Hendes åbenhjertighed fik Raymond til at krympe sig. Han lagde ikke mærke til, at den fik Wilson til at klukke.
Raymond snakkede lidt med premierministerens kone om hendes nyeste digtsamling, til hun vendte sig fra ham for at tale med den næste gæst. Så fortsatte han ind i den store salon, hvor han snart kom i samtale med ministre, fagforeningsledere og deres koner, mens han hele tiden havde et vågent øje på Joyce, der åbenbart var blevet opslugt af at tale med formanden for LO.
Raymond fortsatte hen til den amerikanske ambassadør, der netop var ved at forklare et nyt parlamentsmedlem fra Skotland, Jamie Sinclair, hvor meget han havde nydt festspillene i Edinburgh den sommer. Raymond misundte Sinclair den afslappede evne til at gennemføre en sådan selskabelig konversation, som han åbenbart havde fra sin aristokratiske familie. Han brød kejtet ind i deres samtale: ”Det interesserede mig at læse Johnsons seneste udtalelser om Vietnam, og jeg må indrømme, at den eskalation …”
”Hvad er det, han krydsforhører Dem om?” spurgte en stemme bag ham, og da Raymond vendte sig om, stod premierministeren lige ved siden af ham. ”Jeg må vist hellere advare Dem, hr. ambassadør,” fortsatte mr. Wilson. ”Raymond Gould er noget af det kvikkeste på vores nye hold, og han kan nemt citere Dem ordret mange år efter, at De selv har glemt, hvad De troede, De havde sagt.”
”Det er ikke så længe siden, man gerne sagde det samme om Dem,” svarede ambassadøren.
Premierministeren klukkede, slog Raymond let på skulderen og fortsatte hen til en anden gruppe gæster.
Raymond ærgrede sig over den nedladende tone, han mente at have opfanget i premierministerens ord, og han var kun alt for godt klar over, at hans nervøsitet havde lokket ham til at optræde klodset. Som så ofte før gav hans ydmygelse sig hurtigt udslag i, at han blev vred på sig selv. Han var godt klar over, at der havde ligget et gran af ægte beundring i premierministerens bemærkning, for i løbet af sine første seks uger i parlamentet havde Raymond allerede fået et vist ry som en af arbejderpartiets nye intellektuelle. Men han mærkede den gammelkendte frygt for, at det i sidste instans ikke ville lykkes ham at omsætte sin teoretiske begavelse til politisk gangbar mønt. Mens nogle af de andre nye medlemmer, som for eksempel Simon Kerslake, havde holdt jomfrutaler, der havde fået veteraner i salen til at rette sig op på bænkene og høre efter, var Raymonds første forsøg ikke blevet godt modtaget. Han havde været nervøs og havde holdt sig til sit manuskript, og havde ikke formået at få underhuset til at hænge ved hvert ord, han sagde.
Nu gælder det om at være helt rolig, sagde Raymond til sig selv og blev stående på stedet, mens han mærkede den velkendte rødmen stige op i kinderne. Som så mange gange før gjorde han det klart for sig selv, at hans karriere simpelt hen måtte forløbe på en usædvanlig måde. Han var allerede begyndt at arbejde med den udvej, og hvis det lykkedes for ham, var der ikke mange medlemmer, der ville kunne overse ham eller anfægte hans position.
Da han havde samlet sig lidt, fortsatte han og blev snart præsenteret for en hel del mennesker, han indtil da kun havde læst om. Det forbavsede ham at opdage, at de behandlede ham som en ligemand. Efter selskabet, hvor han senere gjorde Joyce klart, at de nok var blevet lidt for længe, kørte han sin kone hjem til deres bolig på Lansdowne Road.
Undervejs talte han uophørligt om alle de mennesker, han havde truffet, hvad han mente om dem, hvad de lavede, og hvilket indtryk han havde fået af dem, næsten som om hun ikke selv havde været med.
De havde ikke set ret meget til hinanden under Simon Kerslakes første seks uger i parlamentet, så derfor skulle det være en helt særlig aften. Labour var nok vendt tilbage til magten efter tretten års konservativt styre, men kun med et flertal på fire, og det havde vist sig nærmest umuligt for Simon at komme i seng før midnat. Han kunne ikke se, hvordan man kunne få lettet presset, før et af partierne havde opnået et solidt flertal at arbejde med, og det ville ikke ske, før der havde været afholdt et valg. Men da Simon havde vundet sit mandat med et ganske snævert flertal, var det, han frygtede mest, at et sådant valg ville betyde, at han røg ud igen, så det endte med, at hans politiske karriere blev en af korteste, man nogen sinde havde hørt om.
Det var derfor, Lavinia var så udmærket for ham. Han nød at være sammen med den høje, slanke pige, der ikke kunne udtale sine w’er, og han ærgrede sig over den sladder, som deres samvær gav anledning til.
Det var selvfølgelig rigtigt, at hans politiske karriere var gået noget langsomt, til han mødte Lavinia Maxwell-Harrington. Efter Oxford havde han måttet aftjene sin værnepligt i to år, men han havde aldrig tabt sit mål af syne. Da han søgte ind ved BBC som programmedarbejder, sikrede hans medfødte evne til at klare sig godt ved ansættelsessamtalerne ham jobbet, men han brugte hvert eneste ledigt øjeblik til at fremme sine politiske ambitioner. Han kom hurtigt ind i en række konservative organisationer, skrev pjecer og holdt foredrag ved weekendkurser. Han var imidlertid aldrig blevet taget alvorlig som kandidatemne, før han under valget i 1959 ved hårdt slid gjorde sig fortjent til at blive partiformandens personlige medarbejder.
Under den valgkamp havde han truffet Lavinia Maxwell-Harrington ved et middagsselskab, der blev afholdt på Harrington Hall til ære for partiformanden. Lavinias far, Sir Rufus Maxwell-Harrington, havde også engang i ”en fjern fortid”, som Lavinia sagde, været formand for det konservative parti.
Da de konservative igen kom til magten, var Simon tit gæst på Harrington Hall i weekenderne. Da valget i 1964 blev udskrevet, havde Sir Rufus allerede fået meldt Simon ind i Carlton – den eksklusive konservative klub i St. James’s – og i sladderspalterne i bladene i London antydede man med regelmæssige mellemrum, at en forlovelse mellem Simon og Lavinia var nært forestående.
I sommeren 1964 havde Sir Rufus’ indflydelse endnu en gang vist sig at være afgørende, og Simon fik tilbuddet om at forsvare valgkredsen Coventry Central, hvor mandatet var på vippen. Simon genvandt mandatet for de konservative, men kun med et flertal på ni hundrede og enoghalvfjerds stemmer.
Simon parkerede sin MGB uden for Chelsea Square nummer fire og så på sit ur. Han bandede over, at han igen kom et par minutter for sent, selv om han var klar over, at Lavinia udmærket vidste, hvordan en politikers tidsskema så ud. Han skød den brune lok, der ustandseligt faldt ned i panden på ham, til side, knappede sin nye blazer og rettede på sit slips. Han bandede igen, da han trykkede på den lille messingknap til klokken. Han havde glemt de roser, han havde bestilt til Lavinia, selv om han var kørt lige forbi forretningen på vejen.
Butleren lukkede op, og Simon blev vist ind i dagligstuen, hvor han fandt Lavinia og Lady Maxwell-Harrington i færd med at diskutere det forestående Chelsea-bal.
”Simon, darling,” begyndte Lavinia og vendte sin slanke krop imod ham. ”Hvor er det helt skønt at se dig.”
Simon smilede. Han havde endnu ikke helt vænnet sig til det sprog, der taltes af unge piger, som boede mellem Sloane Square og Kensington.
”Jeg håber virkelig, at du er sluppet fri fra det rædsomme sted resten af aftenen,” sagde hun.
”Fuldstændig,” hørte han sig selv sige. ”Og jeg har endda fået bjærget et bord på Caprice.”
”Pragtfuldt,” sagde Lavinia. ”Regner de så med, at du skal komme og stemme for et eller andet åndssvagt lovforslag på slaget ti?”
”Nej, jeg er din hele natten, om det skal være,” sagde Simon, der fortrød sine ord i samme øjeblik, han havde sagt dem. Han nåede at opfange det kølige udtryk i Lady Maxwell-Harringtons ansigt og bandede for tredje gang.
Jeffrey Archers Rivalerne er en enkeltstående, dramatisk og lidenskabelig roman, som udenlandsk presse har dømt til at være en af Archers allerbedste.
Charles bliver aldrig jarl som sin far, men har arvet sin mors styrke og vilje til at bestemme sin egen skæbne. Simons far ofrede alt for at sikre, at hans søns drømme blev til virkelighed. Ray blev født i trange kår, men opdraget med stolthed. Han har et skarpt intellekt og ønsket om at nå det umulige.
De tre mænd har ingen fælles fortid, men alle går de ind i engelsk politik. Gennem tre årtier kæmper de tre rivaler om indflydelse, magt og nøglerne til Downing Street 10 – premierministerens bolig. Deres ære bliver testet, deres loyalitet forrådt og deres kærlighed til familie og fædreland udfordret.
Jeffrey Archers roman Rivalerne er en hæsblæsende og lidenskabelig roman om tre mænd, som kæmper om magten i den politiske top i Storbritannien.
Rivalerne af bestsellerforfatteren Jeffrey Archer, som blandt andet står bag Clifton-krøniken, er af udenlandsk presse dømt til at være en af Archers allerbedste.
LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer
Jeffrey Archers medrivende, politiske roman handler om tre mænd, som hver især kæmper om en dag at blive premierminister i England.
De tre mænd, der slås om den politiske magt er Charles, som aldrig bliver jarl som sin far, men derimod har arvet sin mors vilje til at bestemme sin egen skæbne.
Simon, hvis far ofrede alt for, at hans søn ville få ført sine drømme ud i virkeligheden. Og Ray, der kommer fra fattige kår, men som ivrigt kæmper for at opnå det umulige.
De tre mænd har ingen fælles fortid, men alle går de ind i engelsk politik. Gennem tre årtier følger vi deres indbyrdes kamp om indflydelse, magt og nøglerne til Downing Street 10 – premierministerens bolig.
Deres ære bliver testet, deres loyalitet forrådt og deres kærlighed til familie og fædreland udfordret.
Du kan købe Rivalerne online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Jeffrey Archer
Rivalerne
Oversat af Ib Christiansen
1
Hvis Charles Guerney Hampton var blevet født ni minutter før, ville han være blevet jarl og have arvet et slot i Skotland, ni tusind hektar jord i Somerset og en blomstrende bankvirksomhed i City i London.
Der skulle gå flere år, før den unge Charles helt fattede, hvad det betød at være blevet nummer to i livets første væddeløb.
Hans tvillingebroder Rupert kom med nød og næppe gennem den første prøvelse, og i de følgende år pådrog han sig ikke bare de sædvanlige børnesygdomme, men det lykkedes ham også at tilføje skarlagensfeber, difteri og meningitis, så hans mor, Lady Hampton, var bekymret for, om han kunne overleve.
Charles var derimod klart nok den type, der overlevede, og han havde arvet så meget af familien Hamptons ambitioner, at der var rigeligt til både ham og hans broder. Der gik kun få år, før de, der kom i forbindelse med brødrene for første gang, fejlagtigt gik ud fra, at det var Charles, der var arving til titlen som jarl.
Efterhånden som årene gik, prøvede Charles’ far desperat at finde frem til bare et eller andet, hvor Rupert kunne triumfere over sin broder – men forgæves. Da de to drenge var otte år, blev de sendt på forberedelsesskole på Summerfields, hvor generationer af Hamptons var blevet beredt til Etons prøvelser. I løbet af den første måned på skolen var Charles blevet valgt til klasserepræsentant, og ingen kunne forhindre hans videre færd frem mod posten som elevrådsformand som tolvårig. På det tidspunkt var Rupert blevet til ”Lille Hampton”. De to drenge fortsatte til Eton, og i det første skoleår blev Charles bedre end Rupert i hvert eneste fag, roede fra ham på floden og var lige ved at slå ham ihjel i bokseringen.
Da deres bedstefar, den trettende jarl af Bridgewater, endelig døde i 1947, overtog deres far hans titel, og som ældste søn blev den sekstenårige Rupert da automatisk vicomte Hampton, mens Charles måtte tage til takke med en intetsigende titulatur.
Den velbårne Charles Hampton følte vrede, hver gang han hørte sin broder ærbødigt tiltalt som ”Deres Nåde”.
På Eton fortsatte Charles med at udmærke sig, og han sluttede sin skolegang som præsident for den fornemme Eton klub Pop, hvorefter han blev tilbudt optagelse på Christ Church i Oxford, hvor han skulle læse historie. Rupert kom igennem de samme år uden at gøre sig bemærket på nogen som helst måde. Da den unge vicomte fyldte atten, vendte han tilbage til familiens gods i Somerset for at tilbringe resten af sit liv som jorddrot. En mand, der har udsigt til at skulle arve ni tusind hektar, kan ikke bare betegnes som landmand.
I Oxford fortsatte Charles, der nu ikke længere stod i skyggen af Rupert, som en ung mand, der nærmest fandt, at universitetet var noget af en antiklimaks. Han kunne bruge hele ugen til at læse om sine forfædres historie, og weekenderne til selskaber og rævejagter hjemme på godset. Da ingen et øjeblik havde antydet den mulighed, at Rupert skulle søge ind i finansverdenen, gik man ud fra, at når først Charles var færdig i Oxford, skulle han efterfølge sin far i Hamptons Bank, først som bestyrelsesmedlem og siden som formand – selv om det ville blive Rupert, der til sin tid skulle arve familiens aktiepost.
Men den antagelse blev revideret, da den velbårne Charles Hampton en aften blev halet med til et møde i Oxford Union af en giftefærdig studine fra Somerville, der forlangte, at han skulle høre Sir Winston Churchill, der for en sjælden gangs skyld ville medvirke i en debat om emnet: ”Hellere borgerlig i underhuset end adelig i overhuset.”
Charles sad nede bag i salen, der var tæt pakket med ivrige studenter, der var som hypnotiseret af den gamle statsmands optræden. Hans blik veg ikke fra den store leder fra krigsårene under det vittige og overbevisende foredrag, men den tanke, der igen og igen for igennem hans hjerne, var erkendelsen af, at det kun var ved et tilfælde, at Churchill ikke var blevet født til at være den niende hertug af Marlborough. Her var en mand, der havde domineret storpolitikken i hele verden gennem tre årtier, og derefter havde afslået enhver arvelig udmærkelse, som en taknemmelig nation kunne byde på, herunder titlen som hertug af London.
Charles lod sig aldrig siden titulere. Fra det øjeblik var hans endemål og ambitioner hævet over noget så uvæsentligt som titler.
En anden student, der hørte Churchill den aften, var også optaget af sin egen fremtid. Men han overværede ikke arrangementet klemt inde mellem de øvrige studenter nede bag i den fyldte sal. Den høje unge mand, der var i kjole og hvidt, sad for sig selv i en stor stol på en forhøjning, for det var hans ret som præsident for Oxford Union. Hans medfødte gode udseende havde ikke spillet nogen rolle for valget af ham, for man optog endnu ikke kvindelige medlemmer.
Simon Kerslake var ganske vist den førstefødte, men han nød ikke godt af nogle af de privilegier, Charles Hampton havde. Han var eneste søn af en familieadvokat, og han var helt klar over, hvilke ofre hans far havde bragt for at sikre, at hans søn kunne gennemføre sin skolegang på den lokale kostskole som dagelev. Simons far var død i sin søns sidste skoleår, og han efterlod sin enke en lille livrente og et pragtfuldt Mackinley standur. Simons mor solgte uret en uge efter begravelsen, for at hendes søn kunne komme igennem sit sidste år med alle de ekstra småting, som hans kammerater bare tog for givet.
Lige siden den dag, da Simon tog sine første skridt, havde han villet være den bedste til alt. Han var notorisk en stræber, og mange af hans kammerater mente, at han havde for skarpe albuer og var arrogant, alt efter hvor jaloux de var. Det sidste år på Lancing blev Simon forbigået som elevformand, og han tilgav aldrig rektoren denne mangel på forudseenhed. Senere samme år fik han at vide, at der lige akkurat ikke var plads til flere nye studenter på Magdalen College i Oxford det semester. Den afgørelse var Simon ikke meget for at acceptere.
Med samme post fik han tilbudt en legatplads ved Durham University, og den sagde han omgående nej tak til. ”Fremtidige premierministre uddannes ikke på Durham,” forklarede han sin mor.
”Hvad så med Cambridge?” spurgte hans mor forsigtigt.
”De har ingen politisk tradition,” svarede Simon.
”Men hvis der ikke er nogen mulighed for at få plads i Oxford, så…”
”Det var ikke det, jeg sagde, mor,” svarede den unge mand. ”Jeg er indskrevet i Oxford den dag, semesteret begynder.”
Efter atten år med utrolige sejre havde mrs. Kerslake lært at lade være med at spørge sin søn: ”Hvordan vil du bære dig ad med det?”
Cirka fjorten dage før julesemesteret i Oxford skulle begynde indlogerede Simon sig i et lille pensionat i nærheden af Iffley Road. På et bukkebord i hjørnet af sit værelse, som han agtede at beholde permanent, skrev han en liste over samtlige kollegier i Oxford, som han delte op i fem kolonner. Han agtede at besøge tre hver formiddag og tre hver eftermiddag, til han havde fået et positivt svar på det spørgsmål, han agtede at stille den universitetslærer, der stod for optagelse af nye studenter: ”Har De fået afbud fra nogen, som havde opnået at blive optaget i det nye semester?”
Det var den fjerde eftermiddag, netop da tvivlen var begyndt at melde sig, og Simon tænkte på, om han alligevel ville blive nødt til at rejse til Cambridge i den følgende uge, at han fik sit første bekræftende svar.
Lederen af indskrivningen af nye studenter ved Worcester College fjernede brillerne fra sin næsetip og stirrede op på den høje unge mand, hvis kraftige mørke hårlok blev ved med at falde ned over panden på ham. Den unge mands intense brune øjne veg ikke fra ham. Alan Brown var den toogtyvende universitetslærer, Simon havde besøgt i løbet af fire dage.
”Ja,” svarede han. ”Der er faktisk, sørgeligt nok, sket det, at en ung mand fra Nottingham High School, der havde fået tilbudt optagelse hos os, omkom ved en motorcykelulykke i sidste måned.”
”Hvilke fag skulle han have læst?” Simons ord kom lidt usikkert, hvilket ikke lignede ham. Han bad til, at det ikke var kemi, arkitektur eller klassiske sprog. Alan Brown søgte i et kartotek på et drejestativ på skrivebordet og nød åbenbart det lille krydsforhør. Han kiggede på kortet, da han fandt det. ”Historie,” meddelte han.
Simons puls gik op til ét hundrede og tyve. ”Jeg var lige på nippet til at komme ind ved Magdalen for at læse politik, filosofi og økonomi,” sagde han. ”Kunne jeg komme i betragtning til den ledige plads?”
Den ældre mand formåede ikke helt at skjule sit smil. Han havde aldrig i sine fireogtyve år i faget været ude for en sådan anmodning.
”Fulde navn?” sagde han og tog brillerne på igen, som om de nu skulle til at ordne det, deres møde egentlig handlede om.
”Simon John Kerslake.”
Dr. Brown tog sin telefon og drejede et nummer. ”Nigel?” sagde han. ”Det er Alan Brown. Har du på et eller andet tidspunkt overvejet at optage en ung mand ved navn Kerslake på Magdalen?”
Mrs. Kerslake blev ikke spor forbavset, da hendes søn med tiden blev præsident for Oxford Union. Det var vel bare endnu et skridt på vejen mod posten som premierminister, drillede hun. Gladstone, Asquith … Kerslake?
Ray Gould blev født i et lille mørkt rum uden vinduer oppe over faderens slagterforretning i Leeds. De første ni år af sit liv måtte han dele det værelse med sin svagelige bedstemor, til hun døde i en alder af enogtres år.
Rays nære forhold til den gamle kvinde, der havde mistet sin mand i den første verdenskrig, forekom ham først at være romantisk. Han lyttede betaget, når hun fortalte ham om sin heltemodige mand i hans smarte kakiuniform – en uniform, der nu lå lagt fint sammen i hendes nederste skuffe, men som stadig kunne ses på det falmede brune fotografi ved siden af hendes seng. Man snart begyndte bedstemoderens historier at fylde Ray med sorg, da det gik op for ham, at hun havde været enke i næsten tredive år. Til sidst stod hun for ham som en tragisk skikkelse, da han erkendte, hvor lidt hun havde oplevet af verden uden for det lille trange kammer, hvor hun levede omgivet af alle sine ejendele og en gul kuvert, der indeholdt fem hundrede uindløselige krigsobligationer.
Der havde ikke været nogen grund til, at Rays bedstemor skulle skrive testamente, for han arvede ikke andet end værelset. Fra den ene dag til den anden holdt det op med at være et soveværelse for to personer og blev til et studerekammer, der var fyldt med evigt skiftende biblioteksbøger og skolebøger. De førstnævnte blev tit afleveret for sent, så Rays sparsomme lommepenge måtte bruges til bøderne. Men for hver ny karakterbog, han kom hjem med, blev det mere og mere klart for hans far, at der ikke blev tale om at udvide skiltet over butikken, så der kom til at stå Gould og søn.
Da Ray var elleve år, fik han det største legat, der var at få til Roundhay latinskole. Iført sit livs første par lange bukser – som hans mor havde lagt flere centimeter op – og et par hornbriller, der ikke passede helt, drog han af til den første dag i sin nye skole. Rays mor håbede på, at der gik andre drenge i den, som var lige så tynde og fulde af filipenser som hendes søn, og at hans uregerlige røde hår ikke ville være årsag til, at han blev drillet hele tiden.
Da det første halvår var gået, opdagede Ray til sin forbavselse, at han var langt forud for sine kammerater, faktisk så meget, at rektoren fandt det klogest at lade ham rykke en klasse op ”for at give knægten noget at rive i,” som han forklarede hans forældre. Da skoleåret, som han næsten udelukkende tilbragte i klasselokalet, var forbi, var Ray blevet nummer tre i klassen, og han var nummer ét i latin og engelsk. Kun når der skulle vælges hold til de forskellige sportsgrene, måtte Ray affinde sig med at være den, der uvægerligt blev tilbage som den sidste. Hvor strålende hans hjerne end måtte være, kunne den åbenbart ikke klare koordinationen med hans krop.
Under alle omstændigheder var den eneste konkurrence, han gik ind for det år, prisopgaven for den bedste stil. Vinderen ville komme til at læse sit bidrag op for de forsamlede elever og forældre ved årsafslutningen. Endnu før han indleverede sit bidrag, var Ray begyndt at øve sig i fremførelsen i mundtlig form, når han var alene på sit kammer, for han var bange for, at han ikke kunne nå at forberede sig ordentligt, hvis han ventede, til vinderens navn blev meddelt.
Rays klasselærer havde forklaret eleverne, at der var helt frit emne for deres stile, men at de burde prøve at beskrive en oplevelse, der havde betydet noget enestående for dem. Efter at have læst Rays skildring af sin bedstemors liv i det lille kammer over slagterforretningen følte klasselæreren ikke trang til at tage fat på det næste manuskript. Efter at han pligtskyldigst havde kæmpet sig igennem de øvrige bidrag, var det uden tøven, at han anbefalede Rays stil som vinder. Det eneste forbehold, han røbede over for Ray, var valget af titel. Ray takkede ham for det gode råd, men titlen forblev uændret.
Ved årsafslutningen var salen stuvende fuld; der var ni hundrede børn med forældre. Da rektoren var færdig med sin tale, og bifaldet var døet hen, meddelte han: ”Og så vil jeg bede vinderen af stilekonkurrencen om at læse sit bidrag op: Ray Gould.”
Ray forlod sin plads i salen og gik fuld af selvtillid op på tribunen. Han stirrede ud over to tusind forventningsfulde ansigter, men viste ingen tegn på nervøsitet, måske blandt andet fordi han havde svært ved at se længere end til tredje række. Da han meddelte titlen på sin afhandling, begyndte nogle af de mindre elever at fnise, så Ray snublede lidt over de første få sætninger. Men da han nåede til sidste side, var der helt stille i den tætpakkede sal, og da han havde sluttet den sidste sætning, modtog han det første stående bifald i sit liv.
Den tolvårige Ray Gould forlod forhøjningen og sluttede sig igen til sine forældre nede i salen. Hans mor sad med bøjet hoved, men han kunne stadig se tårerne løbe ned ad hendes kinder. Hans far prøvede at lade være med at se stolt ud. Selv da Ray havde sat sig ned, blev bifaldet ved, så også han bøjede hovedet og så ned på overskriften over sin prisbelønnede stil: ”De første ændringer, jeg vil gennemføre, når jeg bliver premierminister.”
2
Torsdag, den 10. december 1964
Speakeren rejste sig og så ud over underhuset. Han trak i sin lange sorte silkekappe og hev lidt i den store paryk, der dækkede hans halvskaldede isse. Huset var på det nærmeste kommet ud af kontrol under en særlig ophidset runde af spørgsmål til premierministeren, og det var med virkelig glæde, at han så uret vise halv fire. Tiden var inde til at gå over til næste punkt på dagsordenen.
Han stod lidt og flyttede vægten fra fod til fod, mens han ventede på, at de omkring fem hundrede tilstedeværende parlamentsmedlemmer skulle finde på plads, før han højtideligt forkyndte: ”Nye medlemmer, der ønsker at aflægge ed.” Den tætpakkede forsamling flyttede blikket fra speakeren til den anden ende af salen som publikum ved en tenniskamp.
Det nyvalgte medlem af parlamentet stod ved indgangen til underhuset. Han var over en meter og halvfems høj og så ud som en mand, der var født til at være medlem af det konservative parti. Hans patricierhoved virkede aristokratisk indrammet af en manke af lyst hår, der var omhyggeligt friseret. Iført en mørkegrå, dobbeltradet habit og sit regimentsslips fra grenadergarden i rødbrunt og blåt trådte Charles Hampton fire skridt frem. Traditionen bød, at et medlem skulle anbefale ham, og at et andet skulle tilslutte sig anbefalingen og støtte den, og de to stod nu på hver sin side af ham. Som et velindstuderet hold ved et vagtskifte standsede de og bukkede, hvorefter de gik frem mod det lange bord, der stod foran speakerens stol mellem de to forreste bænke. Det forbavsede Charles at se, hvor lille den sal i virkeligheden var. Der var ikke meget mere end længden af et sværd mellem regeringens og oppositionens bænke. Charles huskede på, at historisk havde det engang været længden af et sværd, der havde udgjort sikkerheden for de bitre modstandere, der sad over for hinanden.
Han lod sine anbefalere blive stående tilbage og gik hen langs det lange bord, hvor han måtte skræve over premierministerens og udenrigsministerens ben, før han fik overrakt eden af protokolføreren.
Han stod med det lille kort i højre hånd og udtalte ordene så fast, som havde det været et ægteskabsløfte.
”Jeg, Charles Hampton, sværger herved, at jeg i huldskab og troskab vil tjene Hendes Majestæt Dronning Elizabeth, hendes arvinger og efterfølgere i henhold til loven, så sandt hjælpe mig Gud.”
Der lød bifaldsmumlen fra hans kolleger, da det nye parlamentsmedlem bøjede sig ned for at skrive sig på den liste af pergament, der lå på bordet, foldet sammen i bogform. Charles fortsatte hen til speakerens stol, hvor han standsede og bukkede.
”Velkommen i huset, mr. Hampton,” sagde speakeren og gav ham hånden. ”Jeg håber, at De vil komme til at tjene dette sted mange år frem i tiden.”
”Tak, mr. speaker,” sagde Charles og bukkede en sidste gang, før han fortsatte hen til det lille område bag speakerens stol. Han havde udført den lille ceremoni helt, som den konservative ”indpisker” havde indøvet den med ham i den lange gang uden for sit kontor.
”Til lykke med den flotte sejr, Charles,” sagde den tidligere premierminister og nuværende leder af oppositionen, Sir Alec Douglas-Home, der også gav ham et varmt håndtryk. ”Jeg er overbevist om, at De vil kunne yde meget for Deres parti og for landet.”
”Tak,” svarede det nye medlem, og efter at have ventet, til Sir Alec havde genindtaget sin plads på den forreste oppositionsbænk, begav han sig op ad midtergangen for at finde en plads på en af de bageste af de lange grønne bænke.
I de næste to timer fulgte Charles Hampton det, der foregik i underhuset, med en blanding af ærbødighed og ophidselse.
Han frydede sig over det enkle og retfærdige parlamentariske system, der udfoldede sig i den livlige debat foran ham. Labour mod Tory – arbejderpartiet mod de konservative, regering mod opposition, ministeren på bænken mod skyggeministeren på bænken overfor. Og ligesom når det drejede sig om to foldboldhold, vidste Charles, at der var opdækning på alle pladser – hvert regeringsmedlem blev hele tiden skarpt overvåget af sin skyggeminister. Han vidste også, at hvis de konservative vandt det næste parlamentsvalg, ville skyggeholdet være godt forberedt til at afløse den afgående Labour-regering.
Han så op mod tilskuergalleriet og fik øje på sin kone, Fiona, sin far, den fjortende jarl af Bridgewater, og sin broder, vicomte Hampton, der alle sad og så stolt ned på ham. For første gang i sit liv havde han fundet noget, som han ikke var født med retten til; noget han havde måtte gøre sig umage for at opnå.
Raymond Gould stirrede ned på indbydelsen. Han havde aldrig set Downing Street nr. 10 indvendigt. Under de sidste tretten års konservative styre var det meget få af Labours tilhængere, der havde det. Han rakte det prægede kort hen over morgenbordet til sin kone.
”Skal jeg sige ja eller nej, Ray?” spurgte hun med sin brede Yorkshire accent.
Hun var det eneste menneske, der stadig kaldte ham Ray, og selv hendes forsøg på at være morsom irriterede ham efterhånden. De græske tragedieforfattere havde ladet deres dramaer bygge på ”den skæbnesvangre fejltagelse”, og han var ikke i tvivl om, hvad hans havde bestået i.
Han havde truffet Joyce ved et bal for sygeplejerskerne på Leeds General Hospital. Han havde ikke haft lyst til at gå med, men en andenårsstuderende, som han kendte fra Roundhay, havde overbevist ham om, at det kunne være en morsom afveksling. I skolen havde han kun vist ringe interesse for piger, og, som hans mor hele tiden mindede ham om, den slags blev der rigelig tid til, når først han havde fået sin eksamen. Da han begyndte som student, følte han sig sikker på, at han var den eneste på hele universitetet, der endnu var jomfru.
Det var endt med, at han sad for sig selv i et hjørne af en sal, der var udsmykket med mere og mere slappe balloner, og trist til mode indtog en cola gennem et bøjet sugerør. Hver gang hans gamle skolekammerat dukkede op på dansegulvet – hele tiden med en ny partner – smilede Raymond bredt igen. Med sine sygekassebriller gemt af vejen i inderlommen kunne han ikke altid være sikker på, at det var den rigtige, han smilede til. Han begyndte at tænke på, hvornår han mon kunne være bekendt at tage hjem uden at være nødt til at indrømme, at aftenen havde været en total fiasko. Han ville være blevet bange for den pige, der kom hen og begyndte at tale til ham, hvis ikke det havde været for den velkendte brede dialekt.
”Er du så også på universitetet?”
”Ligesom hvem?” spurgte han uden at se direkte på hende.
”Ligesom din ven,” sagde hun.
”Ja,” svarede han og så op på en pige, der formodentlig var på hans egen alder.
”Jeg er fra Bradford.”
”Jeg er fra Leeds,” indrømmede han, og efterhånden som sekunderne gik, erkendte han, at hans ansigt var ved at blive lige så rødt som hans hår.
”Det kan man næsten ikke høre, synes jeg.”
Det passede ham udmærket.
”Mit navn er Joyce,” sagde hun uopfordret.
”Jeg hedder Ray,” sagde han.
”Skal vi danse?”
Han havde lyst til at sige, at han så godt som aldrig havde været på et dansegulv i hele sit liv, men det turde han ikke. Som en marionetdukke rejste han sig op og lod hende styre ham ud mod de dansende. Så meget for hans faste overbevisning om at være en født lederskikkelse.
Da først de var ude på dansegulvet, så han rigtigt på hende for første gang. Hun var såmænd ikke så værst; det måtte enhver normal knægt fra Yorkshire såmænd indrømme. Hun var omkring en meter og femoghalvfjerds, og det kastaniebrune hår, som sad samlet i en hestehale, stemte fint til de mørkebrune øjne, som hun havde sminket en smule for meget. Hun havde en lyserød læbestift på i samme farve som den korte nederdel, hvorfra der udgik et par meget kønne ben. De så endog endnu mere tiltrækkende ud, når hun svingede rundt til musikken fra det fire mand store studenterband. Raymond opdagede, at når han svingede Joyce meget hurtigt rundt, kunne han se det øverste af hendes strømper, og han blev på dansegulvet meget længere, end han ville have troet muligt. Da kvartetten havde pakket deres instrumenter sammen, kyssede Joyce ham godnat, før Ray vendte hjem til sit lille hummer over slagterbutikken.
Den følgende søndag gjorde han et forsøg på at klare sig noget bedre og tog hende med ud på en rotur på Aire, men hans præstation dér var ikke meget bedre end på dansegulvet, og han blev overhalet af alt, hvad der befandt sig på floden, inklusive en energisk svømmer. Han skævede ud ad øjenkrogen for at se, om der kom en drillende latter, men Joyce smilede bare og snakkede om, hvordan hun savnede Bradford og glædede sig til at vende hjem som sygeplejerske. Ray havde lyst til at forklare hende, at han længtes efter at gøre sig fri af Leeds. Han kunne dårligt nok vente på at komme til London. Men han var også klar over, at han ikke havde lyst til at lade den smukke pige blive tilbage. Da han til sidst havde afleveret robåden, inviterede Joyce ham med hjem til sit pensionat på en kop te. Han blev ildrød i hovedet, da han gik forbi værtinden, og Joyce gennede ham op ad den slidte stentrappe til sit lille værelse.
Ray sad på enden af den smalle seng, mens Joyce lavede to krus te uden mælk. Efter at de begge to havde ladet, som om de drak af den, satte hun sig ved siden af ham med hænderne i skødet. Han koncentrerede sig om at lytte efter en ambulance, hvis udrykningshorn var ved at forsvinde i det fjerne. Hun bøjede sig frem og kyssede ham, tog hans ene hånd og lagde den på sit knæ.
Hun skilte hans læber, og deres tunger mødtes. Han syntes, at det var en ejendommelig fornemmelse, men særdeles pirrende. Han holdt øjnene lukkede, mens hun blidt førte ham videre til nye oplevelser, indtil han ikke længere kunne lade være med at begå, hvad han var sikker på, at hans mor engang havde beskrevet som en dødssynd.
”Det bliver nemmere næste gang,” sagde hun genert, mens hun kravlede ud af den smalle seng for at fordele det krøllede tøj, der lå ud over hele gulvet, imellem dem. Det havde hun ret i. Han ville have hende igen mindre end en time efter, og denne gang havde han vidt åbne øjne hele tiden.
Der gik endnu seks måneder, før Joyce begyndte at komme med antydninger om fremtiden, og på det tidspunkt var Ray blevet træt af hende og havde kastet sine øjne på en kvik lille matematiker på sidste års holdet. Den matematikstuderende stammede fra Surrey.
Netop da Ray var ved at samle tilstrækkeligt mod til at sige til Joyce, at nu måtte det være forbi imellem dem, fortalte hun ham, at hun var gravid. Hans far ville være gået på ham med slagterøksen, hvis han havde foreslået en ulovlig abort. Han mor var bare lettet over, at det var en pige fra Yorkshire.
Ray og Joyce blev gift i St. Mary’s i Bradford i sommerferien. Da bryllupsbillederne blev fremkaldt, virkede Ray så nedtrykt og Joyce så lykkelig, at de snarere lignede far og datter end mand og kone. Efter en reception i et lokale ved siden af kirken tog det nygifte par til Dover for at nå natfærgen. Deres første nat som mr. og mrs. Gould blev en katastrofe. Ray viste sig at være utroligt lidt søstærk. Joyce håbede bare på, at Paris ville blive noget mindeværdigt – og det kom til at slå til. Hun aborterede den anden nat af deres hvedebrødsdage.
”Det er nok på grund af al den ophidselse,” sagde hans mor, da de kom hjem. ”Nå, men I kan jo altid få en anden, ikke sandt? Og så kan folk heller ikke sige, at det var …” Hun tog sig i det.
Ray viste ingen interesse for at prøve at få et barn igen. Han tog afgangseksamen med en tårnhøj førstekarakter i Leeds og flyttede så som planlagt til London for at få en praktisk uddannelse som advokat. Efter ganske få måneder i hovedstaden falmede hans erindring om Leeds, og da den toårige praktiske uddannelse var gennemført, var Ray blevet accepteret som en meget efterspurgt yngre advokat som medhjælp for ældre kolleger. Fra da af omtalte han kun sjældent sin nordengelske afstamning for sin omhyggeligt udvalgte nye omgangskreds, og de kammerater, der kaldte ham Ray, fik et skarpt ”Raymond” som tak for deres fortrolighed.
Den eneste undtagelse, Ray gjorde fra denne regel, var, når det tjente hans spirende politiske karriere. Leeds nordlige valgkreds – Leeds North – havde opstillet Raymond som Labours parlamentskandidat ud af et udvalg på syvogtredive emner. Folk i Yorkshire kan godt lide mennesker, der bliver hjemme, og Raymond havde været hurtig til – med en noget tydelig Yorkshire dialekt – at gøre det udvalg, der skulle foretage indstillingen, opmærksom på, at han havde gået på Roundhay gymnasiet lige i udkanten af valgkredsen, og at han havde sagt nej tak til et studielegat i Cambridge, fordi han foretrak at gøre sin uddannelse færdig ved universitetet i Leeds.
Der var gået ti år siden mr. og mrs. Goulds mindeværdige bryllupsrejse, og Raymond havde for længe siden erkendt, at han var bundet til Joyce på livstid. Selv om hun kun var toogtredive, var hun allerede nødt til at tildække de engang så slanke ben, der havde været det første, der virkede så tiltrækkende på ham.
Hvordan kunne man blive straffet så hårdt for sådan en patetisk fejltagelse? følte Raymond trang til at spørge guderne. Så moden, han selv havde ment at være; hvor umoden, han havde vist sig at være. En skilsmisse ville være det fornuftigste, men det ville have sat en stopper for hans politiske ambitioner. For slet ikke at tale om det problem, det ville betyde i forhold til hans forældre. Efter i ti år at have huset de unge Goulds, når de var på besøg i Leeds, var de kommet til at forgude deres svigerdatter. Nå, retfærdigvis måtte man sige, at det ikke havde været lige katastrofalt alt sammen; han måtte erkende, at de lokale også forgudede hende. Under valgkampen seks uger før havde hun langt bedre forstået at være sammen med fagforeningsfolkene og deres forfærdelige koner, end han selv nogen sinde havde formået, og han måtte anerkende, at hun havde været en vigtig medvirkende faktor til, at han havde vundet mandatet i Leeds med mere end nitten tusind stemmer. Det undrede ham, hvordan hun kunne lyde så oprigtig hele tiden; det faldt ham overhovedet ikke ind, at det var oprigtigt.
”Hvorfor køber du dig ikke en ny kjole til Downing Street?” sagde Raymond, da de rejste sig fra morgenbordet. Hun smilede. Han havde ikke på eget initiativ foreslået hende sådan noget så langt tilbage, som hun kunne huske. Joyce gjorde sig ingen illusioner om sin mand og hans følelser for hende. Hun håbede bare på, at han efterhånden ville forstå, at hun kunne hjælpe ham til at realisere sine uudtalte ambitioner.
Den aften, hvor de skulle til reception i Downing Street, gjorde Joyce sig al mulig umage for at tage sig så godt ud som muligt. Hun havde tilbragt formiddagen i Marks & Spencer for at finde noget at tage på, der passede til lejligheden, og hun sluttede med at vælge en kjole, som hun var faldet for i det øjeblik, hun trådte ind i afdelingen. Den sad ikke helt perfekt, men sælgeren forsikrede Joyce om, at ”fruen ser helt bedårende ud i den.” Hun håbede bare på, at Raymonds kommentarer ville være halvt så smigrende. Da hun endelig nåede hjem, gik det op for hende, at hun ikke havde noget, der passede til den usædvanlige farve.
Raymond kom sent hjem fra underhuset, og det glædede ham at se, at Joyce var klar til at gå, da han sprang ud af sit bad. Han bed en kritisk bemærkning i sig om, at hendes nye kjole stod meget dårligt til hendes gamle sko. Mens de kørte i retning af Westminster, terpede han navnene på samtlige kabinetsmedlemmer med hende og lod hende gentage dem, som om hun var en skolepige.
Det var en klar og kølig aften, så Raymond parkerede sin Volkswagen i den reserverede gård bag parlamentet, og de gik henover Whitehall til nummer 10. Der stod en enkelt politibetjent på vagt uden for premierministerens embedsbolig. Da han så Raymond nærme sig, slog han ét slag med dørhammeren, og så blev der lukket op for det unge medlem med frue.
Raymond og Joyce blev lidt forlegent stående i hallen, som om de ventede uden for rektors kontor, til de endelig blev vist videre op til første sal. De gik langsomt op ad trappen, der viste sig at være mindre storslået, end Raymond havde forventet. På væggen hang der fotografier af tidligere premierministre. ”Der er for mange konservative,” mumlede Raymond på vej forbi Chamberlain, Churchill, Eden, Macmillan og Home med Attlee som den eneste indrammede modvægt.
Foroven ved trappen stod Harold Wilsons tætte skikkelse med piben i munden og ventede på at modtage sine gæster. Raymond skulle lige til at præsentere sin kone, da premierministeren sagde: ”Goddag, Joyce, det glæder mig meget, at du kunne komme.”
”Om jeg kunne? Jeg har glædet mig til dette her hele ugen.” Hendes åbenhjertighed fik Raymond til at krympe sig. Han lagde ikke mærke til, at den fik Wilson til at klukke.
Raymond snakkede lidt med premierministerens kone om hendes nyeste digtsamling, til hun vendte sig fra ham for at tale med den næste gæst. Så fortsatte han ind i den store salon, hvor han snart kom i samtale med ministre, fagforeningsledere og deres koner, mens han hele tiden havde et vågent øje på Joyce, der åbenbart var blevet opslugt af at tale med formanden for LO.
Raymond fortsatte hen til den amerikanske ambassadør, der netop var ved at forklare et nyt parlamentsmedlem fra Skotland, Jamie Sinclair, hvor meget han havde nydt festspillene i Edinburgh den sommer. Raymond misundte Sinclair den afslappede evne til at gennemføre en sådan selskabelig konversation, som han åbenbart havde fra sin aristokratiske familie. Han brød kejtet ind i deres samtale: ”Det interesserede mig at læse Johnsons seneste udtalelser om Vietnam, og jeg må indrømme, at den eskalation …”
”Hvad er det, han krydsforhører Dem om?” spurgte en stemme bag ham, og da Raymond vendte sig om, stod premierministeren lige ved siden af ham. ”Jeg må vist hellere advare Dem, hr. ambassadør,” fortsatte mr. Wilson. ”Raymond Gould er noget af det kvikkeste på vores nye hold, og han kan nemt citere Dem ordret mange år efter, at De selv har glemt, hvad De troede, De havde sagt.”
”Det er ikke så længe siden, man gerne sagde det samme om Dem,” svarede ambassadøren.
Premierministeren klukkede, slog Raymond let på skulderen og fortsatte hen til en anden gruppe gæster.
Raymond ærgrede sig over den nedladende tone, han mente at have opfanget i premierministerens ord, og han var kun alt for godt klar over, at hans nervøsitet havde lokket ham til at optræde klodset. Som så ofte før gav hans ydmygelse sig hurtigt udslag i, at han blev vred på sig selv. Han var godt klar over, at der havde ligget et gran af ægte beundring i premierministerens bemærkning, for i løbet af sine første seks uger i parlamentet havde Raymond allerede fået et vist ry som en af arbejderpartiets nye intellektuelle. Men han mærkede den gammelkendte frygt for, at det i sidste instans ikke ville lykkes ham at omsætte sin teoretiske begavelse til politisk gangbar mønt. Mens nogle af de andre nye medlemmer, som for eksempel Simon Kerslake, havde holdt jomfrutaler, der havde fået veteraner i salen til at rette sig op på bænkene og høre efter, var Raymonds første forsøg ikke blevet godt modtaget. Han havde været nervøs og havde holdt sig til sit manuskript, og havde ikke formået at få underhuset til at hænge ved hvert ord, han sagde.
Nu gælder det om at være helt rolig, sagde Raymond til sig selv og blev stående på stedet, mens han mærkede den velkendte rødmen stige op i kinderne. Som så mange gange før gjorde han det klart for sig selv, at hans karriere simpelt hen måtte forløbe på en usædvanlig måde. Han var allerede begyndt at arbejde med den udvej, og hvis det lykkedes for ham, var der ikke mange medlemmer, der ville kunne overse ham eller anfægte hans position.
Da han havde samlet sig lidt, fortsatte han og blev snart præsenteret for en hel del mennesker, han indtil da kun havde læst om. Det forbavsede ham at opdage, at de behandlede ham som en ligemand. Efter selskabet, hvor han senere gjorde Joyce klart, at de nok var blevet lidt for længe, kørte han sin kone hjem til deres bolig på Lansdowne Road.
Undervejs talte han uophørligt om alle de mennesker, han havde truffet, hvad han mente om dem, hvad de lavede, og hvilket indtryk han havde fået af dem, næsten som om hun ikke selv havde været med.
De havde ikke set ret meget til hinanden under Simon Kerslakes første seks uger i parlamentet, så derfor skulle det være en helt særlig aften. Labour var nok vendt tilbage til magten efter tretten års konservativt styre, men kun med et flertal på fire, og det havde vist sig nærmest umuligt for Simon at komme i seng før midnat. Han kunne ikke se, hvordan man kunne få lettet presset, før et af partierne havde opnået et solidt flertal at arbejde med, og det ville ikke ske, før der havde været afholdt et valg. Men da Simon havde vundet sit mandat med et ganske snævert flertal, var det, han frygtede mest, at et sådant valg ville betyde, at han røg ud igen, så det endte med, at hans politiske karriere blev en af korteste, man nogen sinde havde hørt om.
Det var derfor, Lavinia var så udmærket for ham. Han nød at være sammen med den høje, slanke pige, der ikke kunne udtale sine w’er, og han ærgrede sig over den sladder, som deres samvær gav anledning til.
Det var selvfølgelig rigtigt, at hans politiske karriere var gået noget langsomt, til han mødte Lavinia Maxwell-Harrington. Efter Oxford havde han måttet aftjene sin værnepligt i to år, men han havde aldrig tabt sit mål af syne. Da han søgte ind ved BBC som programmedarbejder, sikrede hans medfødte evne til at klare sig godt ved ansættelsessamtalerne ham jobbet, men han brugte hvert eneste ledigt øjeblik til at fremme sine politiske ambitioner. Han kom hurtigt ind i en række konservative organisationer, skrev pjecer og holdt foredrag ved weekendkurser. Han var imidlertid aldrig blevet taget alvorlig som kandidatemne, før han under valget i 1959 ved hårdt slid gjorde sig fortjent til at blive partiformandens personlige medarbejder.
Under den valgkamp havde han truffet Lavinia Maxwell-Harrington ved et middagsselskab, der blev afholdt på Harrington Hall til ære for partiformanden. Lavinias far, Sir Rufus Maxwell-Harrington, havde også engang i ”en fjern fortid”, som Lavinia sagde, været formand for det konservative parti.
Da de konservative igen kom til magten, var Simon tit gæst på Harrington Hall i weekenderne. Da valget i 1964 blev udskrevet, havde Sir Rufus allerede fået meldt Simon ind i Carlton – den eksklusive konservative klub i St. James’s – og i sladderspalterne i bladene i London antydede man med regelmæssige mellemrum, at en forlovelse mellem Simon og Lavinia var nært forestående.
I sommeren 1964 havde Sir Rufus’ indflydelse endnu en gang vist sig at være afgørende, og Simon fik tilbuddet om at forsvare valgkredsen Coventry Central, hvor mandatet var på vippen. Simon genvandt mandatet for de konservative, men kun med et flertal på ni hundrede og enoghalvfjerds stemmer.
Simon parkerede sin MGB uden for Chelsea Square nummer fire og så på sit ur. Han bandede over, at han igen kom et par minutter for sent, selv om han var klar over, at Lavinia udmærket vidste, hvordan en politikers tidsskema så ud. Han skød den brune lok, der ustandseligt faldt ned i panden på ham, til side, knappede sin nye blazer og rettede på sit slips. Han bandede igen, da han trykkede på den lille messingknap til klokken. Han havde glemt de roser, han havde bestilt til Lavinia, selv om han var kørt lige forbi forretningen på vejen.
Butleren lukkede op, og Simon blev vist ind i dagligstuen, hvor han fandt Lavinia og Lady Maxwell-Harrington i færd med at diskutere det forestående Chelsea-bal.
”Simon, darling,” begyndte Lavinia og vendte sin slanke krop imod ham. ”Hvor er det helt skønt at se dig.”
Simon smilede. Han havde endnu ikke helt vænnet sig til det sprog, der taltes af unge piger, som boede mellem Sloane Square og Kensington.
”Jeg håber virkelig, at du er sluppet fri fra det rædsomme sted resten af aftenen,” sagde hun.
”Fuldstændig,” hørte han sig selv sige. ”Og jeg har endda fået bjærget et bord på Caprice.”
”Pragtfuldt,” sagde Lavinia. ”Regner de så med, at du skal komme og stemme for et eller andet åndssvagt lovforslag på slaget ti?”
”Nej, jeg er din hele natten, om det skal være,” sagde Simon, der fortrød sine ord i samme øjeblik, han havde sagt dem. Han nåede at opfange det kølige udtryk i Lady Maxwell-Harringtons ansigt og bandede for tredje gang.
Jeffrey Archers Rivalerne er en enkeltstående, dramatisk og lidenskabelig roman, som udenlandsk presse har dømt til at være en af Archers allerbedste.
Charles bliver aldrig jarl som sin far, men har arvet sin mors styrke og vilje til at bestemme sin egen skæbne. Simons far ofrede alt for at sikre, at hans søns drømme blev til virkelighed. Ray blev født i trange kår, men opdraget med stolthed. Han har et skarpt intellekt og ønsket om at nå det umulige.
De tre mænd har ingen fælles fortid, men alle går de ind i engelsk politik. Gennem tre årtier kæmper de tre rivaler om indflydelse, magt og nøglerne til Downing Street 10 – premierministerens bolig. Deres ære bliver testet, deres loyalitet forrådt og deres kærlighed til familie og fædreland udfordret.
Du kan købe Rivalerne online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: