I bestsellerserien Clifton-krøniken fortæller Jeffrey Archer over syv bøger en episk historie om magt, forræderi og familiebånd. Men der kommer en time, sjette og næstsidste bind i serien udkommer 1. marts, og lige her kan du læse de første kapitler af den ventede roman.
I Clifton-krøniken følger vi familien Clifton og familien Barrington gennem århundredets vigtigste begivenheder – historiske såvel som personlige.
Vi kommer helt tæt på, når seriens karakterer kæmper for at overleve Anden Verdenskrig, hvad enten det er som soldat ved fronten eller i hjemmet langt fra krigens rædsler.
”Alle parter i sagen lady Virginia Fenwick mod mrs. Emma Clifton …”
”Nævningene må have voteret færdig,” sagde Trelford og var allerede begyndt at gå.
Han kiggede tilbage for at sikre sig, at de var lige i hælene på ham, og bumpede ind i en eller anden. Han undskyldte, men den unge mand var allerede gået videre. Sebastian holdt døren ind til retssal 14, så hans mor og hendes advokat kunne sætte sig på deres vante pladser på forreste bænk.
Emma var så nervøs, at hun ikke kunne få et ord frem. Hun frygtede det værste og blev ved med at se sig over skulderen på Harry, der sad lige bag hende, mens de ventede på, at nævningene skulle komme ind.
Da dommer Lane trådte ind, rejste alle sig. Hun bukkede, før hun satte sig på en højrygget, rød læderstol oppe på forhøjningen. Emma flyttede blikket hen til den lukkede dør ved siden af nævningeboksen. Det varede ikke længe, før den gik op, og retsbetjenten kom ind med sine tolv disciple i hælene.
De var længe om at komme på plads og trådte hinanden over tæerne ligesom teatergængere, der kom i allersidste øjeblik. Retsbetjenten ventede, indtil de havde sat sig, før han bankede sin stav tre gange i gulvet og råbte:
”Talsmanden bedes rejse sig!”
Talsmanden foldede hele sin en meter og femogtres høje krop ud og så op på dommeren. Dommer Lane lænede sig frem.
”Er nævningene blevet enige om en kendelse?” spurgte hun.
Emma troede, hendes hjerte ville gå i stå, mens hun ventede på hans svar.
”Nej, høje dommer.”
”Er nævningene blevet enige om en kendelse med et flertal på mindst ti mod to?”
”Det var vi, høje dommer, men desværre skiftede en af os mening i sidste øjeblik,” sagde talsmanden. ”Afstemningsresultatet er nu, efter yderligere en time, ni mod tre. Efter min vurdering står dette ikke til at ændre, og derfor beder jeg endnu en gang om at blive vejledt i, hvordan vi kommer ud af dødvandet.”
”Tror De, De ville kunne nå frem til et ti mod to-resultat, hvis jeg gav Dem en smule mere tid?”
”Det gør jeg, høje dommer, for vi er alle tolv enige om én ting.”
”Som er?”
”Hvis vi fik lov til at høre, hvad major Fisher skrev til mr. Trelford, før han begik selvmord, ville vi måske kunne nå frem til en kendelse forholdsvis hurtigt.”
Alles øjne klæbede til dommeren, bortset fra lady Virginias advokat, sir Edward Makepeace, der i stedet for klæbede til Donald Trelford, Emmas forsvarsadvokat. Enten var denne en formidabel pokerspiller, eller også ønskede han ganske enkelt ikke, at nævningene fik at vide, hvad der stod i brevet.
Trelford rejste sig op og stak hånden ind til inderlommen blot for at opdage, at brevet var forsvundet. Han kiggede over mod den anden side af retsslokalet og så, at lady Virginia sad og så smilende på ham.
Han gengældte smilet.
HARRY OG EMMA CLIFTON 1970-71
1
Nævningene var ikke blevet enige.
Dommeren havde bedt de syv mænd og fem kvinder om at gøre et sidste forsøg på at nå frem til en kendelse og derved undgå, at sagen skulle gå om, og havde så tilsagt dem til næste morgen.
I samme øjeblik hun rejste sig op, gjorde alle i salen det samme og bukkede. Dommeren gengældte den høflige hilsen, og det var først, da hun havde forladt retssalen, at snakken brød ud.
”Vil De være venlig at gå med tilbage til mit kontor, mrs. Clifton, så vi kan tale om det, major Fisher skrev i sit brev, og beslutte, om det skal offentliggøres?” sagde Trelford.
Emma nikkede.
”Hvis det er i orden, vil jeg gerne have min mand og min bror med. Sebastian skal tilbage på arbejde.”
”Selvfølgelig,” sagde Trelford og samlede sine papirer sammen, hvorefter han uden at sige mere viste dem ud af retssalen og ned ad den brede marmortrappe til stueetagen.
Da de trådte ud på The Strand, blev de igen omringet af et kobbel blitzende journalister, der fulgte efter hele vejen hen til kronjuristens kontor.
De slap først af med dem, da de nåede hen til Lincoln’s Inn, et ældgammelt bygningskompleks fyldt med nydelige byhuse, der rent faktisk alle var indrettet som advokatkontorer.
Trelford gik foran dem op ad en knirkende trappe i nummer 11 og forbi en række navne, der var skrevet med sort på snehvide vægge.
Da Emma første gang så Trelfords kontor, var hun blevet overrasket over, så lille det var, men der var ingen store kontorer i Lincoln’s Inn, ikke engang til kronjuristerne.
Da alle havde sat sig, så Trelford på den kvinde, der havde sat sig over for ham. Mrs. Clifton virkede rolig og fattet, ja ligefrem stoisk, hvilket var usædvanligt for en, der risikerede at lide et ydmygende nederlag, medmindre … Han låste øverste skrivebordsskuffe op, tog en mappe op og rakte mr. og mrs. Clifton samt sir Giles Barrington en kopi af major Fishers brev.
Originalbrevet blev liggende i hans pengeskab, men han tvivlede ikke et øjeblik på, at lady Virginia på en eller anden måde havde fået fingre i den kopi, han havde haft med i retten.
Da de alle havde læst brevet, der var skrevet i hånden på Underhusets brevpapir, sagde Trelford med myndig stemme:
”Mrs. Clifton, jeg er overbevist om, at De vil vinde sagen, hvis De vil give mig lov til at fremlægge dette brev som en sagsakt.”
”Udelukket,” sagde Emma og gav Trelford sin kopi af brevet tilbage. ”Det går jeg aldrig med til,” tilføjede hun værdigt, vel vidende, at den beslutning ikke alene ville kunne ødelægge hendes eget omdømme, men også forære hendes modstander sejren.
”Vil De i det mindste give Deres mand og sir Giles mulighed for at sige, hvad de mener om den beslutning?”
Giles afventede ikke Emmas tilladelse.
”Selvfølgelig skal nævningene have brevet at se, for først da vil de enstemmigt afgøre sagen til din fordel, og hvad der er vigtigere: Virginia vil aldrig igen kunne vise sig offentligt.”
”Det er muligt,” sagde Emma roligt, ”men du vil samtidig være nødt til at trække dig fra suppleringsvalget, og denne gang vil premierministeren ikke tilbyde dig en plads i Overhuset som kompensation. Og du ved jo godt, at din ekskone vil regne det for en større sejr at ødelægge din politiske karriere end at vinde over mig i sagen. Nej, mr. Trelford,” fortsatte hun uden at se på sin bror, ”dette brev forbliver en familiehemmelighed uanset konsekvenserne.”
”Nu er du dumstædig, Emma,” sagde Giles og vendte sig om mod hende. ”Måske har jeg ikke lyst til at være skyld i, at du ikke alene taber sagen, men også at du er nødt til at træde tilbage som formand for Barrington-bestyrelsen. Samt ikke at forglemme: Du vil jo også blive pålagt at betale Virginias sagsomkostninger, for ikke at tale om den kompensation for tort og svie, som nævningene kan finde på at idømme dig.”
”Det er der ikke noget at gøre ved,” sagde Emma.
”Dumstædig,” gentog Giles en anelse højere. ”Og jeg tør vædde på, at Harry er enig.”
De kiggede alle på Harry, der ikke havde behov for at genlæse brevet, eftersom han kunne have gengivet det ordret.
Han følte sig imidlertid splittet mellem ønsket om at støtte sin ældste ven og ikke være årsag til, at hans kone tabte sin injuriesag. Han følte sig som den berømte lus mellem to negle.
”Det er ikke op til mig at afgøre,” sagde han så. ”Men hvis det var min fremtid, der hang i en tynd tråd, ville jeg bede om at få Fishers brev lagt frem i retten.”
”To mod en,” sagde Giles.
”Min fremtid hænger ikke i en tynd tråd,” sagde Emma. ”Og, elskede, du har jo ret i, at det er mig, der har det endelige ord i sagen.”
Derefter rejste hun sig op, rakte sin advokat hånden og sagde: ”Mange tak, mr. Trelford. Vi ses i retten i morgen for at høre, i hvilken vægtskål nævningene har lagt deres stemmer.”
Trelford bukkede og ventede, indtil de havde lukket døren efter sig.
”Hun skulle have heddet Portia,” mumlede han så for sig selv.
”Hvor har De det fra?” spurgte sir Edward.
Virginia smilede. Sir Edward havde lært hende, at man i en vidneafhøring skal holde mund, hvis et svar skader ens egen sag.
Sir Edward gengældte ikke smilet.
”Hvis dommeren giver mr. Trelford tilladelse til at fremlægge dette brev som en sagsakt,” sagde han og viftede med brevet, ”så tror jeg ikke længere, at vi kommer til at vinde sagen. Faktisk er jeg sikker på, at vi ender med at tabe den.”
”Mrs. Clifton vil aldrig tillade, at det bliver fremlagt som en sagsakt,” sagde Virginia selvsikkert.
”Hvorfor ikke?”
”Hendes bror agter at melde sig som kandidat i suppleringsvalget i Bristol Havn efter major Fishers død. Hvis dette brev kom til offentlighedens kendskab, ville han være nødt til at trække sit kandidatur. Det ville betyde afslutningen på hans politiske karriere.”
Advokater forventedes at have en mening om alt, undtagen om deres klienter. Ikke i denne sag. Sir Edward vidste præcis, hvad han mente om lady Virginia, og det var ikke en mening, der tålte at blive luftet, hverken i retten eller udenfor.
”Hvis De har ret, lady Virginia,” sagde den ældre kronjurist, ”og de ikke fremlægger brevet som en sagsakt, vil nævningene gå ud fra, at det risikerede at skade mrs. Clifton i hendes sag, og dette vil utvivlsomt få vægtskålen til at gå ned til fordel for Dem.”
Virginia rev brevet i stykket og smed stumperne i papirkurven. ”Jeg er enig, sir Edward.”
Desmond Mellor havde endnu en gang reserveret et mindre mødelokale i et nedslidt hotel, hvor ingen ville kunne genkende dem.
”Lady Virginia er favorit til at vinde,” sagde Mellor henne fra bordenden. ”Det ser ud til, at Alex Fisher for en gangs skyld gjorde noget nyttigt.”
”Han kunne ikke have timet det bedre,” sagde Adrian Sloane. ”Men vi er stadig nødt til at have alt klappet ordentligt af, hvis overtagelsen af Barrington Shipping Line skal gå gnidningsløst.”
”Jeg er meget enig,” sagde Mellor, ”hvilket er grunden til, at jeg allerede har skrevet udkastet til en pressemeddelelse, som jeg vil bede dig sende ud, når dommen er blevet forkyndt.”
”Men alt det kan nå at ændre sig, hvis mrs. Clifton giver sin tilladelse til at få Fishers brev læst op i retten.”
”Jeg kan forsikre dig for, at det brev aldrig kommer til at se dagens lys,” sagde Mellor.
”Du ved, hvad der står i det, ikke også?” spurgte Jim Knowles.
”Lad mig nøjes med at sige, at jeg er sikker på, at mrs. Clifton ikke ønsker, at nævningene får det at se. Hvilket blot vil overbevise dem om, at vores elskede bestyrelsesformand har noget at skjule. Hvorefter de med sikkerhed vil dømme til fordel for lady Virginia, og det var så dét.”
”Jeg har indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag morgen, da der formentlig falder dom i løbet af dagen i morgen. Der kommer kun til at stå to punkter på dagsordenen. Det første handler om at imødekomme mrs. Cliftons ønske om at fratræde som formand, det næste handler om at udpege Des som formand for det nye selskab.”
”Og det første, jeg gør i min egenskab af formand, er at udnævne Jim til næstformand.” Sloane rynkede panden. ”Derefter vil jeg bede Adrian om at træde ind i bestyrelsen, hvilket vil overbevise banker og aktionærer om, at Barrington er under omkalfatring.”
”Når de andre bestyrelsesmedlemmer har læst den her,” sagde Knowles og holdt pressemeddelelsen op foran sig, som om det var en dagsorden, ”varer det ikke længe, før admiralen og hans bonkammerater må se i øjnene, at de er nødt til at træde tilbage.”
”Hvad jeg vil acceptere,” sagde Mellor og tilføjede: ”Selvfølgelig med tungt hjerte.”
”Jeg føler mig ikke overbevist om, at Sebastian Clifton vil være lige så imødekommende, Des,” sagde Sloane. ”Det bliver måske ikke en nær så gnidningsløs virksomhedsovertagelse, som du forestiller dig, hvis han vælger at blive siddende i bestyrelsen.”
”Jeg kan ikke tro, at Clifton har lyst til at sidde i bestyrelsen for Mellor Shipping Company, efter at hans mor er blevet offentligt ydmyget af lady Virginia, ikke alene i retten, men også i alle de landsdækkende aviser.”
”Du ved altså, hvad der står i det brev,” gentog Knowles.
Giles forsøgte ikke at overtale sin søster til at ændre mening, for han vidste, at det var omsonst.
Et af Emmas mange positive karaktertræk var en indædt loyalitetsfølelse over for sin familie og enhver sag, hun troede på. Den anden side af den medalje var en stædighed, der en gang imellem satte hendes sunde fornuft ud af kraft, og som nu betød, at hun både ville tabe sin sag samt blive nødt til at træde tilbage som bestyrelsesformand for Barrington.
Giles vidste dette, for han kunne også selv være dumstædig. Det måtte være nedarvet, forestillede han sig. Harry var derimod langt mere pragmatisk indstillet.
Han ville have vejet for og imod og vurderet mulige alternativer, før han traf en afgørelse. Giles havde imidlertid en mistanke om, at Harry følte sig splittet mellem en trang til at støtte sin kone og at optræde loyalt over for sin ældste ven.
De trådte ud på Lincoln’s Inn Fields, da de første gaslamper blev tændt af lygtemændene.
”Vi ses til aftensmaden,” sagde Giles. ”Jeg har et par ærinder. Og Emma, for resten, tak.”
Harry prajede en taxa, og han og hans kone satte sig ind på bagsædet. Giles rørte sig ikke, før taxaen drejede om et hjørne og forsvandt ud af syne. Derefter gik han i rask trav i retning af Fleet Street.
2
Sebastian stod tidligt op næste dag og kunne efter at have læst Financial Times og Daily Telegraph ikke se, hvordan hans mor skulle kunne gøre sig håb om at vinde injuriesagen.
The Telegraph påpegede over for sine læsere, at det ville skade mrs. Cliftons sag, hvis offentligheden ikke fik at vide, hvad der stod i major Fishers brev.
Financial Times koncentrerede sig om Barrington Shipping Lines vanskelige situation, hvis bestyrelsesformanden tabte sagen og derfor var nødt til at træde tilbage.
Aktiekursen var allerede faldet en shilling, fordi mange aktionærer åbenbart regnede det for givet, at lady Virginia vandt sagen. Det bedste, Sebastians mor kunne håbe på, var efter hans mening, at sagen måtte gå om, fordi nævningene ikke kunne blive enige.
Ligesom hos alle andre kredsede hans tanker om, hvad der mon stod i det brev, som mr. Trelford ikke havde villet lade ham læse, og hvem af parterne der kunne have fordel af, at det blev lagt frem i retten.
Da han efter arbejde dagen før havde ringet til sin mor, havde hun ikke villet tale om emnet. Han havde ikke gidet spørge sin far.
Sebastian mødte op i banken tidligere end normalt, men da han satte sig og skulle til at arbejde sig igennem morgenposten, kunne han ikke koncentrere sig.
Efter at Rachel, hans sekretær, havde stillet ham en hel række spørgsmål og ikke fået svar på nogen af dem, gav hun op og foreslog ham at gå hen til domhuset og først komme tilbage, når nævningene havde afgivet deres kendelse.
Det gik han modstræbende med til.
Da taxaen drejede ind på Fleet Street, fik Sebastian øje på en spiseseddel fra Daily Mail og råbte:
”Stop!”
Taxachaufføren kørte ind til siden og bremsede hårdt op.
Sebastian sprang ud og løb over til avissælgeren.
Han rakte ham fire pence og tog en avis. Mens han stod der på fortovet og læste forsideartiklen, fyldtes han med modstridende følelser: glæde på sin mors vegne, fordi hun nu med sikkerhed ville vinde sagen og få oprejsning, og sorg på sin onkel Giles’ vegne, der havde ofret sin politiske karriere for at gøre det, han regnede for det mest ærefulde at gøre … for Sebastian vidste, at hans mor aldrig ville have givet sin tilladelse til, at andre end familien fik brevet at se.
Han satte sig ind i taxaen igen og sad og kiggede ud gennem vinduet, mens han spekulerede på, hvordan han selv ville have handlet, hvis han havde stået i samme situation.
Lod førkrigsgenerationen sig lede af et andet moralsk kompas?
Han var ikke i tvivl om, hvad hans far ville have gjort, og vidste også, hvor vred hans mor nu ville være på Giles.
Han tænkte på Samantha, der var rejst hjem til Amerika, da han havde svigtet hende. Hvad ville hun have gjort i denne situation?
Han ville ikke begå den samme fejl igen, hvis hun blot ville give ham en ny chance.
Sebastian kastede et blik på sit ur.
De fleste gudfrygtige mennesker i Washington lå stadig i deres sødeste søvn, så han kunne selvfølgelig ikke ringe til sin datter Jessicas rektor, dr. Wolfe, for at høre, hvorfor hun så indtrængende havde bedt ham ringe. Kunne det tænkes …?
Taxaen holdt ind foran landsretten på The Strand.
”Fire seks, tak,” sagde taxachaufføren og brød ind i Sebastians grublerier.
Sebastian rakte ham fem shillings.
Da han steg ud af taxaen, blev han blændet af en hel masse blitzlys, og de eneste ord, han kunne skelne i den larmende virak, var:
”Har De læst major Fishers brev?”
Da dommer Lane trådte ind i retssal 14 og satte sig i sin højryggede stol på forhøjningen, var det med et yderst utilfreds udtryk i ansigtet.
Dommeren havde på det bestemteste instrueret nævningene i ikke at læse aviser, så længe sagen verserede, men hun tvivlede ikke et sekund på, at det eneste, de nu sad og talte om inde i forsamlingsværelset, var det, der stod på forsiden af Daily Mail.
Hun vidste ikke, hvem der havde lækket major Fishers brev, men det forhindrede hverken hende eller alle andre i retssalen i at have et kvalificeret gæt.
Brevet var blevet sendt til mr. Trelford, men hun var helt sikker på, at det ikke kunne være ham. Han ville aldrig have tyet til den slags lusk.
Hun kendte advokater, der ville have sat kikkerten for det blinde øje, ja, tilmed have sanktioneret en sådan handling, men ikke Donald Trelford.
Han ville hellere tabe en sag end trampe rundt i den slags søle.
Hun var lige så sikker på, at det ikke kunne være lady Virginia Fenwick, fordi det skadede hendes egen sag.
Hvis det omvendt havde hjulpet hendes sag at få brevet offentliggjort, ville hun have været dommerens hovedmistænkte.
Dommer Lane kiggede ned på mrs. Clifton, der sad og så ned i gulvet.
Hun var i den sidste uges tid kommet til at beundre sagsøgte og havde tænkt, at hun – når sagen var overstået – godt kunne have lyst til at lære hende lidt bedre at kende, men det var selvfølgelig en umulighed. Faktisk ville hun aldrig kunne henvende sig til mrs. Clifton igen.
Gjorde hun det, ville det utvivlsomt udløse en ny retssag.
Hvis dommer Lane skulle have gættet på, hvem der havde lækket brevet, ville hun have sat en lille sum penge på Giles Barrington, men dommeren beskæftigede sig hverken med gætværk eller hasardspil; for hende drejede det sig kun om beviser.
Det, at sir Giles ikke var til stede i retten her til morgen, kunne regnes for bevis på hans skyld, om end det kun var indirekte.
Dommeren kiggede på sir Edward Makepeace, der som altid var fuldkommen umulig at afkode.
Den begavede kronjurist havde ført sagen på fremragende vis, og der var ingen tvivl om, at hans skarpe hoved havde været en umådelig hjælp for lady Virginia.
Men det var før, mr. Trelford fortalte retten om et brev, han havde modtaget fra major Fisher.
Dommeren kunne godt forstå, hvorfor hverken mrs. Clifton eller lady Virginia ville have brevet læst op i retssalen, selv om hun var helt overbevist om, at mr. Trelford indstændigt havde bedt sin klient om lov til at lade det indgå som en sagsakt.
Det var trods alt Emma Clifton og ikke hendes bror, der var hans klient. Dommer Lane troede ikke, det varede længe, før nævningene kom ud med en kendelse.
Da Giles samme morgen ringede til valgbestyrelsen i Bristol, behøvede han og hans kampagneleder Griff Haskins ikke at trække pinen i langdrag. Griff havde læst artiklen i Daily Mail og accepterede modvilligt, at Giles var nødt til at trække sig som Labours kandidat i det kommende suppleringsvalg i Bristol Havn-kredsen.
”Typisk Fisher,” sagde Giles. ”Fyldt med halve sandheder, overdrivelser og insinuationer.”
”Helt enig, men vil du kunne bevise det inden valgdagen?” spurgte Griff. ”For én ting er helt sikker: De Konservative vil aftenen før valget smide en kopi af Fishers brev ind gennem alle brevsprækker i kredsen.”
”Ja, og vi ville i givet fald have gjort det samme,” indrømmede Giles.
”Men hvis du kan bevise, at det er løgn fra ende til anden …” sagde Griff og nægtede at give op.
”Det er der ikke tid til, og selv om der var, tror jeg ikke, det ville kunne overbevise alle. En død mands ord er så meget mere overbevisende end en levende mands.”
”Så er der kun én ting tilbage at gøre,” sagde Griff. ”Vi må drikke os i hegnet og drukne sorgerne.”
”Det var, hvad jeg gjorde i går,” indrømmede Giles. ”Samt guderne må vide hvad mere.”
”Godt, når vi så har valgt en ny kandidat,” sagde Griff og gik hurtigt i kampagnemodus igen, ”vil jeg bede dig om at briefe ham eller hende, for den, vi vælger, får brug for din hjælp og ikke mindst din erfaring.”
”Det vil omstændighederne taget i betragtning ikke nødvendigvis være en fordel for vedkommende,” sagde Giles forsigtigt.
”Hold op med det snøfteri,” sagde Griff. ”Så nemt bliver det vist ikke at slippe af med dig. Labourpartiet ligger dig i blodet. Og var det ikke Harold Wilson, der sagde, at en uge er lang tid i politik?”
Da paneldøren gik op, forstummede al samtale i retssalen, og alle vendte sig om for at se retsbetjenten træde til side, så de syv mænd og fem kvinder kunne komme ind i salen og tage plads i nævningeboksen.
Dommeren ventede, indtil de var kommet på plads. Derefter lænede hun sig frem og bad talsmanden rejse sig.
”Er nævningetinget nået frem til en kendelse?” spurgte hun.
Talsmanden rejste sig langsomt op, rettede på sine briller, kiggede op på dommeren og sagde:
”Ja, høje dommer, det er vi.”
”Og kendelsen er enstemmig?”
”Ja, høje dommer.”
”Går kendelsen imod sagsøger lady Virginia Fenwick eller mod sagsøgte, mrs. Emma Clifton?”
”Kendelsen går imod sagsøger,” sagde talsmanden, der efter at have udført den pålagte opgave satte sig på bænken igen.
Sebastian sprang op at stå og skulle lige til at juble højt, da han opdagede, at både hans mor og dommeren så vredt på ham. Han skyndte sig at sætte sig igen og så hen på sin far, der blinkede til ham.
I den anden ende af retssalen sad en kvinde og gloede på nævningene og kunne ikke skjule sin misfornøjelse, mens hendes advokat sad uanfægtet med foldede arme. Da sir Edward havde læst artiklen i Daily Mail samme morgen, havde han straks erkendt, at hans klient umuligt ville kunne vinde sagen.
Han kunne have forlangt en ny retssag, men faktisk ville sir Edward have frarådet sin klient at udsætte sig for denne fornyede prøvelse, fordi chancerne for at vinde ville være meget små.
Giles sad alene hjemme i morgenmadsstuen på Smith Square, men uden at gøre det, han plejede at gøre.
Ingen cornflakes, ingen appelsinjuice, intet blødkogt æg, ingen Times, ingen Guardian, kun en Daily Mail slået op på bordet foran ham.
Men der kommer en time er sjette og næstsidste bog i den medrivende saga Clifton-krøniken.
Endnu engang følger vi familierne Cliftons og Barringtons turbulente liv i tiden under Den Kolde Krig i 1970’erne.
Giles Barrington og Emma Clifton kolliderer på mange måder, ikke mindst politisk. Giles kæmper for at få Karin, som er kvinden, han elsker, smuglet ud af Østtyskland. Harry Clifton ved ikke, hvad han skal mene om sagen. Han har selv nok at se til, da han skal forsøge at få Anatolij Babakov løsladt fra en sibirisk arbejdslejr.
Samtidig kæmper Emma for at holde Barrington Shipping på familiens hænder.
I bestsellerserien Clifton-krøniken fortæller Jeffrey Archer over syv bøger en episk historie om magt, forræderi og familiebånd. Men der kommer en time, sjette og næstsidste bind i serien udkommer 1. marts, og lige her kan du læse de første kapitler af den ventede roman.
I Clifton-krøniken følger vi familien Clifton og familien Barrington gennem århundredets vigtigste begivenheder – historiske såvel som personlige.
Vi kommer helt tæt på, når seriens karakterer kæmper for at overleve Anden Verdenskrig, hvad enten det er som soldat ved fronten eller i hjemmet langt fra krigens rædsler.
Kender du ikke allerede til Clifton-krøniken? Så læs om serien her.
I sjette bind fortsætter den medrivende familiesaga i tiden under Den Kolde Krig.
Forudbestil Men der kommer en time online her.
Men der kommer en time
PROLOG
Det begyndte at knitre i højtaleranlægget.
”Alle parter i sagen lady Virginia Fenwick mod mrs. Emma Clifton …”
”Nævningene må have voteret færdig,” sagde Trelford og var allerede begyndt at gå.
Han kiggede tilbage for at sikre sig, at de var lige i hælene på ham, og bumpede ind i en eller anden. Han undskyldte, men den unge mand var allerede gået videre. Sebastian holdt døren ind til retssal 14, så hans mor og hendes advokat kunne sætte sig på deres vante pladser på forreste bænk.
Emma var så nervøs, at hun ikke kunne få et ord frem. Hun frygtede det værste og blev ved med at se sig over skulderen på Harry, der sad lige bag hende, mens de ventede på, at nævningene skulle komme ind.
Da dommer Lane trådte ind, rejste alle sig. Hun bukkede, før hun satte sig på en højrygget, rød læderstol oppe på forhøjningen. Emma flyttede blikket hen til den lukkede dør ved siden af nævningeboksen.
Det varede ikke længe, før den gik op, og retsbetjenten kom ind med sine tolv disciple i hælene.
De var længe om at komme på plads og trådte hinanden over tæerne ligesom teatergængere, der kom i allersidste øjeblik. Retsbetjenten ventede, indtil de havde sat sig, før han bankede sin stav tre gange i gulvet og råbte:
”Talsmanden bedes rejse sig!”
Talsmanden foldede hele sin en meter og femogtres høje krop ud og så op på dommeren. Dommer Lane lænede sig frem.
”Er nævningene blevet enige om en kendelse?” spurgte hun.
Emma troede, hendes hjerte ville gå i stå, mens hun ventede på hans svar.
”Nej, høje dommer.”
”Er nævningene blevet enige om en kendelse med et flertal på mindst ti mod to?”
”Det var vi, høje dommer, men desværre skiftede en af os mening i sidste øjeblik,” sagde talsmanden. ”Afstemningsresultatet er nu, efter yderligere en time, ni mod tre. Efter min vurdering står dette ikke til at ændre, og derfor beder jeg endnu en gang om at blive vejledt i, hvordan vi kommer ud af dødvandet.”
”Tror De, De ville kunne nå frem til et ti mod to-resultat, hvis jeg gav Dem en smule mere tid?”
”Det gør jeg, høje dommer, for vi er alle tolv enige om én ting.”
”Som er?”
”Hvis vi fik lov til at høre, hvad major Fisher skrev til mr. Trelford, før han begik selvmord, ville vi måske kunne nå frem til en kendelse forholdsvis hurtigt.”
Alles øjne klæbede til dommeren, bortset fra lady Virginias advokat, sir Edward Makepeace, der i stedet for klæbede til Donald Trelford, Emmas forsvarsadvokat. Enten var denne en formidabel pokerspiller, eller også ønskede han ganske enkelt ikke, at nævningene fik at vide, hvad der stod i brevet.
Trelford rejste sig op og stak hånden ind til inderlommen blot for at opdage, at brevet var forsvundet. Han kiggede over mod den anden side af retsslokalet og så, at lady Virginia sad og så smilende på ham.
Han gengældte smilet.
HARRY OG EMMA CLIFTON
1970-71
1
Nævningene var ikke blevet enige.
Dommeren havde bedt de syv mænd og fem kvinder om at gøre et sidste forsøg på at nå frem til en kendelse og derved undgå, at sagen skulle gå om, og havde så tilsagt dem til næste morgen.
I samme øjeblik hun rejste sig op, gjorde alle i salen det samme og bukkede. Dommeren gengældte den høflige hilsen, og det var først, da hun havde forladt retssalen, at snakken brød ud.
”Vil De være venlig at gå med tilbage til mit kontor, mrs. Clifton, så vi kan tale om det, major Fisher skrev i sit brev, og beslutte, om det skal offentliggøres?” sagde Trelford.
Emma nikkede.
”Hvis det er i orden, vil jeg gerne have min mand og min bror med. Sebastian skal tilbage på arbejde.”
”Selvfølgelig,” sagde Trelford og samlede sine papirer sammen, hvorefter han uden at sige mere viste dem ud af retssalen og ned ad den brede marmortrappe til stueetagen.
Da de trådte ud på The Strand, blev de igen omringet af et kobbel blitzende journalister, der fulgte efter hele vejen hen til kronjuristens kontor.
De slap først af med dem, da de nåede hen til Lincoln’s Inn, et ældgammelt bygningskompleks fyldt med nydelige byhuse, der rent faktisk alle var indrettet som advokatkontorer.
Trelford gik foran dem op ad en knirkende trappe i nummer 11 og forbi en række navne, der var skrevet med sort på snehvide vægge.
Da Emma første gang så Trelfords kontor, var hun blevet overrasket over, så lille det var, men der var ingen store kontorer i Lincoln’s Inn, ikke engang til kronjuristerne.
Da alle havde sat sig, så Trelford på den kvinde, der havde sat sig over for ham. Mrs. Clifton virkede rolig og fattet, ja ligefrem stoisk, hvilket var usædvanligt for en, der risikerede at lide et ydmygende nederlag, medmindre … Han låste øverste skrivebordsskuffe op, tog en mappe op og rakte mr. og mrs. Clifton samt sir Giles Barrington en kopi af major Fishers brev.
Originalbrevet blev liggende i hans pengeskab, men han tvivlede ikke et øjeblik på, at lady Virginia på en eller anden måde havde fået fingre i den kopi, han havde haft med i retten.
Da de alle havde læst brevet, der var skrevet i hånden på Underhusets brevpapir, sagde Trelford med myndig stemme:
”Mrs. Clifton, jeg er overbevist om, at De vil vinde sagen, hvis De vil give mig lov til at fremlægge dette brev som en sagsakt.”
”Udelukket,” sagde Emma og gav Trelford sin kopi af brevet tilbage. ”Det går jeg aldrig med til,” tilføjede hun værdigt, vel vidende, at den beslutning ikke alene ville kunne ødelægge hendes eget omdømme, men også forære hendes modstander sejren.
”Vil De i det mindste give Deres mand og sir Giles mulighed for at sige, hvad de mener om den beslutning?”
Giles afventede ikke Emmas tilladelse.
”Selvfølgelig skal nævningene have brevet at se, for først da vil de enstemmigt afgøre sagen til din fordel, og hvad der er vigtigere: Virginia vil aldrig igen kunne vise sig offentligt.”
”Det er muligt,” sagde Emma roligt, ”men du vil samtidig være nødt til at trække dig fra suppleringsvalget, og denne gang vil premierministeren ikke tilbyde dig en plads i Overhuset som kompensation. Og du ved jo godt, at din ekskone vil regne det for en større sejr at ødelægge din politiske karriere end at vinde over mig i sagen. Nej, mr. Trelford,” fortsatte hun uden at se på sin bror, ”dette brev forbliver en familiehemmelighed uanset konsekvenserne.”
”Nu er du dumstædig, Emma,” sagde Giles og vendte sig om mod hende. ”Måske har jeg ikke lyst til at være skyld i, at du ikke alene taber sagen, men også at du er nødt til at træde tilbage som formand for Barrington-bestyrelsen. Samt ikke at forglemme: Du vil jo også blive pålagt at betale Virginias sagsomkostninger, for ikke at tale om den kompensation for tort og svie, som nævningene kan finde på at idømme dig.”
”Det er der ikke noget at gøre ved,” sagde Emma.
”Dumstædig,” gentog Giles en anelse højere. ”Og jeg tør vædde på, at Harry er enig.”
De kiggede alle på Harry, der ikke havde behov for at genlæse brevet, eftersom han kunne have gengivet det ordret.
Han følte sig imidlertid splittet mellem ønsket om at støtte sin ældste ven og ikke være årsag til, at hans kone tabte sin injuriesag. Han følte sig som den berømte lus mellem to negle.
”Det er ikke op til mig at afgøre,” sagde han så. ”Men hvis det var min fremtid, der hang i en tynd tråd, ville jeg bede om at få Fishers brev lagt frem i retten.”
”To mod en,” sagde Giles.
”Min fremtid hænger ikke i en tynd tråd,” sagde Emma. ”Og, elskede, du har jo ret i, at det er mig, der har det endelige ord i sagen.”
Derefter rejste hun sig op, rakte sin advokat hånden og sagde: ”Mange tak, mr. Trelford. Vi ses i retten i morgen for at høre, i hvilken vægtskål nævningene har lagt deres stemmer.”
Trelford bukkede og ventede, indtil de havde lukket døren efter sig.
”Hun skulle have heddet Portia,” mumlede han så for sig selv.
”Hvor har De det fra?” spurgte sir Edward.
Virginia smilede. Sir Edward havde lært hende, at man i en vidneafhøring skal holde mund, hvis et svar skader ens egen sag.
Sir Edward gengældte ikke smilet.
”Hvis dommeren giver mr. Trelford tilladelse til at fremlægge dette brev som en sagsakt,” sagde han og viftede med brevet, ”så tror jeg ikke længere, at vi kommer til at vinde sagen. Faktisk er jeg sikker på, at vi ender med at tabe den.”
”Mrs. Clifton vil aldrig tillade, at det bliver fremlagt som en sagsakt,” sagde Virginia selvsikkert.
”Hvorfor ikke?”
”Hendes bror agter at melde sig som kandidat i suppleringsvalget i Bristol Havn efter major Fishers død. Hvis dette brev kom til offentlighedens kendskab, ville han være nødt til at trække sit kandidatur. Det ville betyde afslutningen på hans politiske karriere.”
Advokater forventedes at have en mening om alt, undtagen om deres klienter. Ikke i denne sag. Sir Edward vidste præcis, hvad han mente om lady Virginia, og det var ikke en mening, der tålte at blive luftet, hverken i retten eller udenfor.
”Hvis De har ret, lady Virginia,” sagde den ældre kronjurist, ”og de ikke fremlægger brevet som en sagsakt, vil nævningene gå ud fra, at det risikerede at skade mrs. Clifton i hendes sag, og dette vil utvivlsomt få vægtskålen til at gå ned til fordel for Dem.”
Virginia rev brevet i stykket og smed stumperne i papirkurven. ”Jeg er enig, sir Edward.”
Desmond Mellor havde endnu en gang reserveret et mindre mødelokale i et nedslidt hotel, hvor ingen ville kunne genkende dem.
”Lady Virginia er favorit til at vinde,” sagde Mellor henne fra bordenden. ”Det ser ud til, at Alex Fisher for en gangs skyld gjorde noget nyttigt.”
”Han kunne ikke have timet det bedre,” sagde Adrian Sloane. ”Men vi er stadig nødt til at have alt klappet ordentligt af, hvis overtagelsen af Barrington Shipping Line skal gå gnidningsløst.”
”Jeg er meget enig,” sagde Mellor, ”hvilket er grunden til, at jeg allerede har skrevet udkastet til en pressemeddelelse, som jeg vil bede dig sende ud, når dommen er blevet forkyndt.”
”Men alt det kan nå at ændre sig, hvis mrs. Clifton giver sin tilladelse til at få Fishers brev læst op i retten.”
”Jeg kan forsikre dig for, at det brev aldrig kommer til at se dagens lys,” sagde Mellor.
”Du ved, hvad der står i det, ikke også?” spurgte Jim Knowles.
”Lad mig nøjes med at sige, at jeg er sikker på, at mrs. Clifton ikke ønsker, at nævningene får det at se. Hvilket blot vil overbevise dem om, at vores elskede bestyrelsesformand har noget at skjule. Hvorefter de med sikkerhed vil dømme til fordel for lady Virginia, og det var så dét.”
”Jeg har indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag morgen, da der formentlig falder dom i løbet af dagen i morgen. Der kommer kun til at stå to punkter på dagsordenen. Det første handler om at imødekomme mrs. Cliftons ønske om at fratræde som formand, det næste handler om at udpege Des som formand for det nye selskab.”
”Og det første, jeg gør i min egenskab af formand, er at udnævne Jim til næstformand.” Sloane rynkede panden. ”Derefter vil jeg bede Adrian om at træde ind i bestyrelsen, hvilket vil overbevise banker og aktionærer om, at Barrington er under omkalfatring.”
”Når de andre bestyrelsesmedlemmer har læst den her,” sagde Knowles og holdt pressemeddelelsen op foran sig, som om det var en dagsorden, ”varer det ikke længe, før admiralen og hans bonkammerater må se i øjnene, at de er nødt til at træde tilbage.”
”Hvad jeg vil acceptere,” sagde Mellor og tilføjede: ”Selvfølgelig med tungt hjerte.”
”Jeg føler mig ikke overbevist om, at Sebastian Clifton vil være lige så imødekommende, Des,” sagde Sloane. ”Det bliver måske ikke en nær så gnidningsløs virksomhedsovertagelse, som du forestiller dig, hvis han vælger at blive siddende i bestyrelsen.”
”Jeg kan ikke tro, at Clifton har lyst til at sidde i bestyrelsen for Mellor Shipping Company, efter at hans mor er blevet offentligt ydmyget af lady Virginia, ikke alene i retten, men også i alle de landsdækkende aviser.”
”Du ved altså, hvad der står i det brev,” gentog Knowles.
Giles forsøgte ikke at overtale sin søster til at ændre mening, for han vidste, at det var omsonst.
Et af Emmas mange positive karaktertræk var en indædt loyalitetsfølelse over for sin familie og enhver sag, hun troede på. Den anden side af den medalje var en stædighed, der en gang imellem satte hendes sunde fornuft ud af kraft, og som nu betød, at hun både ville tabe sin sag samt blive nødt til at træde tilbage som bestyrelsesformand for Barrington.
Giles vidste dette, for han kunne også selv være dumstædig. Det måtte være nedarvet, forestillede han sig. Harry var derimod langt mere pragmatisk indstillet.
Han ville have vejet for og imod og vurderet mulige alternativer, før han traf en afgørelse. Giles havde imidlertid en mistanke om, at Harry følte sig splittet mellem en trang til at støtte sin kone og at optræde loyalt over for sin ældste ven.
De trådte ud på Lincoln’s Inn Fields, da de første gaslamper blev tændt af lygtemændene.
”Vi ses til aftensmaden,” sagde Giles. ”Jeg har et par ærinder. Og Emma, for resten, tak.”
Harry prajede en taxa, og han og hans kone satte sig ind på bagsædet. Giles rørte sig ikke, før taxaen drejede om et hjørne og forsvandt ud af syne. Derefter gik han i rask trav i retning af Fleet Street.
2
Sebastian stod tidligt op næste dag og kunne efter at have læst Financial Times og Daily Telegraph ikke se, hvordan hans mor skulle kunne gøre sig håb om at vinde injuriesagen.
The Telegraph påpegede over for sine læsere, at det ville skade mrs. Cliftons sag, hvis offentligheden ikke fik at vide, hvad der stod i major Fishers brev.
Financial Times koncentrerede sig om Barrington Shipping Lines vanskelige situation, hvis bestyrelsesformanden tabte sagen og derfor var nødt til at træde tilbage.
Aktiekursen var allerede faldet en shilling, fordi mange aktionærer åbenbart regnede det for givet, at lady Virginia vandt sagen. Det bedste, Sebastians mor kunne håbe på, var efter hans mening, at sagen måtte gå om, fordi nævningene ikke kunne blive enige.
Ligesom hos alle andre kredsede hans tanker om, hvad der mon stod i det brev, som mr. Trelford ikke havde villet lade ham læse, og hvem af parterne der kunne have fordel af, at det blev lagt frem i retten.
Da han efter arbejde dagen før havde ringet til sin mor, havde hun ikke villet tale om emnet. Han havde ikke gidet spørge sin far.
Sebastian mødte op i banken tidligere end normalt, men da han satte sig og skulle til at arbejde sig igennem morgenposten, kunne han ikke koncentrere sig.
Efter at Rachel, hans sekretær, havde stillet ham en hel række spørgsmål og ikke fået svar på nogen af dem, gav hun op og foreslog ham at gå hen til domhuset og først komme tilbage, når nævningene havde afgivet deres kendelse.
Det gik han modstræbende med til.
Da taxaen drejede ind på Fleet Street, fik Sebastian øje på en spiseseddel fra Daily Mail og råbte:
”Stop!”
Taxachaufføren kørte ind til siden og bremsede hårdt op.
Sebastian sprang ud og løb over til avissælgeren.
Han rakte ham fire pence og tog en avis. Mens han stod der på fortovet og læste forsideartiklen, fyldtes han med modstridende følelser: glæde på sin mors vegne, fordi hun nu med sikkerhed ville vinde sagen og få oprejsning, og sorg på sin onkel Giles’ vegne, der havde ofret sin politiske karriere for at gøre det, han regnede for det mest ærefulde at gøre … for Sebastian vidste, at hans mor aldrig ville have givet sin tilladelse til, at andre end familien fik brevet at se.
Han satte sig ind i taxaen igen og sad og kiggede ud gennem vinduet, mens han spekulerede på, hvordan han selv ville have handlet, hvis han havde stået i samme situation.
Lod førkrigsgenerationen sig lede af et andet moralsk kompas?
Han var ikke i tvivl om, hvad hans far ville have gjort, og vidste også, hvor vred hans mor nu ville være på Giles.
Han tænkte på Samantha, der var rejst hjem til Amerika, da han havde svigtet hende. Hvad ville hun have gjort i denne situation?
Han ville ikke begå den samme fejl igen, hvis hun blot ville give ham en ny chance.
Sebastian kastede et blik på sit ur.
De fleste gudfrygtige mennesker i Washington lå stadig i deres sødeste søvn, så han kunne selvfølgelig ikke ringe til sin datter Jessicas rektor, dr. Wolfe, for at høre, hvorfor hun så indtrængende havde bedt ham ringe. Kunne det tænkes …?
Taxaen holdt ind foran landsretten på The Strand.
”Fire seks, tak,” sagde taxachaufføren og brød ind i Sebastians grublerier.
Sebastian rakte ham fem shillings.
Da han steg ud af taxaen, blev han blændet af en hel masse blitzlys, og de eneste ord, han kunne skelne i den larmende virak, var:
”Har De læst major Fishers brev?”
Da dommer Lane trådte ind i retssal 14 og satte sig i sin højryggede stol på forhøjningen, var det med et yderst utilfreds udtryk i ansigtet.
Dommeren havde på det bestemteste instrueret nævningene i ikke at læse aviser, så længe sagen verserede, men hun tvivlede ikke et sekund på, at det eneste, de nu sad og talte om inde i forsamlingsværelset, var det, der stod på forsiden af Daily Mail.
Hun vidste ikke, hvem der havde lækket major Fishers brev, men det forhindrede hverken hende eller alle andre i retssalen i at have et kvalificeret gæt.
Brevet var blevet sendt til mr. Trelford, men hun var helt sikker på, at det ikke kunne være ham. Han ville aldrig have tyet til den slags lusk.
Hun kendte advokater, der ville have sat kikkerten for det blinde øje, ja, tilmed have sanktioneret en sådan handling, men ikke Donald Trelford.
Han ville hellere tabe en sag end trampe rundt i den slags søle.
Hun var lige så sikker på, at det ikke kunne være lady Virginia Fenwick, fordi det skadede hendes egen sag.
Hvis det omvendt havde hjulpet hendes sag at få brevet offentliggjort, ville hun have været dommerens hovedmistænkte.
Dommer Lane kiggede ned på mrs. Clifton, der sad og så ned i gulvet.
Hun var i den sidste uges tid kommet til at beundre sagsøgte og havde tænkt, at hun – når sagen var overstået – godt kunne have lyst til at lære hende lidt bedre at kende, men det var selvfølgelig en umulighed. Faktisk ville hun aldrig kunne henvende sig til mrs. Clifton igen.
Gjorde hun det, ville det utvivlsomt udløse en ny retssag.
Hvis dommer Lane skulle have gættet på, hvem der havde lækket brevet, ville hun have sat en lille sum penge på Giles Barrington, men dommeren beskæftigede sig hverken med gætværk eller hasardspil; for hende drejede det sig kun om beviser.
Det, at sir Giles ikke var til stede i retten her til morgen, kunne regnes for bevis på hans skyld, om end det kun var indirekte.
Dommeren kiggede på sir Edward Makepeace, der som altid var fuldkommen umulig at afkode.
Den begavede kronjurist havde ført sagen på fremragende vis, og der var ingen tvivl om, at hans skarpe hoved havde været en umådelig hjælp for lady Virginia.
Men det var før, mr. Trelford fortalte retten om et brev, han havde modtaget fra major Fisher.
Dommeren kunne godt forstå, hvorfor hverken mrs. Clifton eller lady Virginia ville have brevet læst op i retssalen, selv om hun var helt overbevist om, at mr. Trelford indstændigt havde bedt sin klient om lov til at lade det indgå som en sagsakt.
Det var trods alt Emma Clifton og ikke hendes bror, der var hans klient. Dommer Lane troede ikke, det varede længe, før nævningene kom ud med en kendelse.
Da Giles samme morgen ringede til valgbestyrelsen i Bristol, behøvede han og hans kampagneleder Griff Haskins ikke at trække pinen i langdrag. Griff havde læst artiklen i Daily Mail og accepterede modvilligt, at Giles var nødt til at trække sig som Labours kandidat i det kommende suppleringsvalg i Bristol Havn-kredsen.
”Typisk Fisher,” sagde Giles. ”Fyldt med halve sandheder, overdrivelser og insinuationer.”
”Helt enig, men vil du kunne bevise det inden valgdagen?” spurgte Griff. ”For én ting er helt sikker: De Konservative vil aftenen før valget smide en kopi af Fishers brev ind gennem alle brevsprækker i kredsen.”
”Ja, og vi ville i givet fald have gjort det samme,” indrømmede Giles.
”Men hvis du kan bevise, at det er løgn fra ende til anden …” sagde Griff og nægtede at give op.
”Det er der ikke tid til, og selv om der var, tror jeg ikke, det ville kunne overbevise alle. En død mands ord er så meget mere overbevisende end en levende mands.”
”Så er der kun én ting tilbage at gøre,” sagde Griff. ”Vi må drikke os i hegnet og drukne sorgerne.”
”Det var, hvad jeg gjorde i går,” indrømmede Giles. ”Samt guderne må vide hvad mere.”
”Godt, når vi så har valgt en ny kandidat,” sagde Griff og gik hurtigt i kampagnemodus igen, ”vil jeg bede dig om at briefe ham eller hende, for den, vi vælger, får brug for din hjælp og ikke mindst din erfaring.”
”Det vil omstændighederne taget i betragtning ikke nødvendigvis være en fordel for vedkommende,” sagde Giles forsigtigt.
”Hold op med det snøfteri,” sagde Griff. ”Så nemt bliver det vist ikke at slippe af med dig. Labourpartiet ligger dig i blodet. Og var det ikke Harold Wilson, der sagde, at en uge er lang tid i politik?”
Da paneldøren gik op, forstummede al samtale i retssalen, og alle vendte sig om for at se retsbetjenten træde til side, så de syv mænd og fem kvinder kunne komme ind i salen og tage plads i nævningeboksen.
Dommeren ventede, indtil de var kommet på plads. Derefter lænede hun sig frem og bad talsmanden rejse sig.
”Er nævningetinget nået frem til en kendelse?” spurgte hun.
Talsmanden rejste sig langsomt op, rettede på sine briller, kiggede op på dommeren og sagde:
”Ja, høje dommer, det er vi.”
”Og kendelsen er enstemmig?”
”Ja, høje dommer.”
”Går kendelsen imod sagsøger lady Virginia Fenwick eller mod sagsøgte, mrs. Emma Clifton?”
”Kendelsen går imod sagsøger,” sagde talsmanden, der efter at have udført den pålagte opgave satte sig på bænken igen.
Sebastian sprang op at stå og skulle lige til at juble højt, da han opdagede, at både hans mor og dommeren så vredt på ham. Han skyndte sig at sætte sig igen og så hen på sin far, der blinkede til ham.
I den anden ende af retssalen sad en kvinde og gloede på nævningene og kunne ikke skjule sin misfornøjelse, mens hendes advokat sad uanfægtet med foldede arme. Da sir Edward havde læst artiklen i Daily Mail samme morgen, havde han straks erkendt, at hans klient umuligt ville kunne vinde sagen.
Han kunne have forlangt en ny retssag, men faktisk ville sir Edward have frarådet sin klient at udsætte sig for denne fornyede prøvelse, fordi chancerne for at vinde ville være meget små.
Giles sad alene hjemme i morgenmadsstuen på Smith Square, men uden at gøre det, han plejede at gøre.
Ingen cornflakes, ingen appelsinjuice, intet blødkogt æg, ingen Times, ingen Guardian, kun en Daily Mail slået op på bordet foran ham.
Men der kommer en time er sjette og næstsidste bog i den medrivende saga Clifton-krøniken.
Køb den online her eller i din foretrukne boghandler fra 1. marts.
Endnu engang følger vi familierne Cliftons og Barringtons turbulente liv i tiden under Den Kolde Krig i 1970’erne.
Giles Barrington og Emma Clifton kolliderer på mange måder, ikke mindst politisk. Giles kæmper for at få Karin, som er kvinden, han elsker, smuglet ud af Østtyskland. Harry Clifton ved ikke, hvad han skal mene om sagen. Han har selv nok at se til, da han skal forsøge at få Anatolij Babakov løsladt fra en sibirisk arbejdslejr.
Samtidig kæmper Emma for at holde Barrington Shipping på familiens hænder.
Andre læste også: