I bestsellerserien Clifton-krøniken fortæller Jeffrey Archer over syv bøger en episk historie om magt, forræderi og familiebånd. Nu afsluttes historien med det sidste bind i serien, Her var en mand. Læs de første tre kapitler her.
Her var en mand er sidste bind i Clifton-krøniken. Jeffrey Archer afslutter den medrivende saga om familierne Cliftons og Barringtons turbulente liv.
Den verdensberømte forfatter Harry Clifton er i fuld gang med at skrive sit næste store værk, mens hans hustru, Emma, afslutter sine ti år som bestyrrelsesformand for Bristol Royal Infirmary.
En uventet telefonopringning spænder imidlertid ben for dén plan. Sebastian Clifton og lady Virginia er meget imod deres vilje nødt til at opsøge gamle bekendte i fængslet. Giles Barrington er på vej ud af politik. Nye vinde blæser i England, og Giles må så småt indstille sig på et mere almindeligt familieliv sammen med sin østtyske kone Karin. Lady Virginia er til gengæld helt på vej ud af landet for at undslippe sine kreditorer, men så dør hertuginden af Hertford, og lady Virginia får en lys idé.
LÆS OGSÅ: Storslået og medrivende familiesaga af Jeffrey Archer
Du kan købe Her var en mand online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 9. august 2019.
Jeffrey Archer
Her var en mand
På dansk ved
Alis Friis Caspersen
Prolog
1978
Emma kiggede altid en ekstra gang på de skibe, der sejlede med det canadiske flag i bagstavnen. Bagefter tjekkede hun skibets navn, før hendes hjerte begyndte at banke normalt igen.
Da hun kiggede efter denne gang, begyndte hendes hjerte imidlertid at hamre, og benene nærmest eksede under hende. Hun kiggede efter en ekstra gang: Det var et navn, hun aldrig ville kunne glemme. Hun stod og så til, da to slæbebåde dampede ind i flodmundingen med sort røg op af skorstenene, mens de lodsede det gamle, rustne fragtskib hen til dets endestation.
Hun skiftede retning, men på vej hen mod ophugningspladsen kunne hun ikke lade være med at spekulere på de mulige konsekvenser af at kende sandheden så mange år efter. Det ville vel være mere fornuftigt bare at gå tilbage til kontoret i stedet for at rode op i fortiden … den fjerne fortid.
Men hun vendte ikke om, og da hun var kommet hen til ophugningspladsen, gik hun direkte hen til sjakbajsens kontor, som om det var en almindelig formiddagsrunde, hun var ude på. Hun gik op i togvognen og så til sin lettelse, at Frank ikke var på kontoret, men at der kun sad en sekretær og hamrede løs på en skrivemaskine. Sekretæren rejste sig omgående op, da hun fik øje på bestyrelsesformanden.
”Frank er her desværre ikke, mrs. Clifton. Skal jeg gå ud og finde ham?”
”Nej, det er lige meget,” sagde Emma. Hun kiggede på arbejdsplanen, der hang på væggen, og fik sin værste frygt bekræftet. Maple Leaf skulle hugges op, og arbejdet var planlagt til at gå i gang den kommende tirsdag. I det mindste kunne hun så nå at overveje, om hun skulle fortælle Harry om det, eller om hun, ligesom admiral Nelson, skulle sætte kikkerten for det blinde øje. Men hvis Harry fra anden side hørte, at Maple Leaf var kommet tilbage til skibskirkegården, og så spurgte, om hun havde vidst besked, ville hun ikke kunne lyve for ham.
”Mr. Gibson er sikkert tilbage om et par minutter, mrs. Clifton.”
”Bare rolig, det haster ikke. Men vil De bede ham om at banke på døren, næste gang han kommer forbi mit kontor?”
”Hvad må jeg sige, det drejer sig om?”
”Han ved besked.”
Karin kiggede ud ad togvinduet og så landskabet fare forbi på turen til Truro, men hendes tanker var gået på langfart, mens hun forsøgte at forlige sig med baronessens død.
Hun havde ikke haft kontakt med Cynthia i adskillige måneder, og MI6 havde ikke gjort anstalter til at udskifte hende som Karins føringsofficer. Havde de mistet interessen for hende? Cynthia havde i lang tid ikke givet Karin noget af betydning, som hun kunne fortælle videre til Pengelly, og deres tekomsammener var blevet mere og mere sporadiske.
Pengelly havde antydet, at det nok ikke varede længe, før han blev kaldt tilbage til Moskva. Det kunne efter hendes mening ikke gå hurtigt nok. Hun var led og ked af at bedrage Giles, den eneste mand, hun nogensinde havde elsket, og var også led og ked af at rejse ned til Cornwall under påskud af at skulle besøge sin far. Pengelly var ikke hendes far, kun hendes stedfar. Hun afskyede ham! Hun havde sådan håbet, at hendes mor ikke ville gifte sig med ham, men da først moderen var blevet til mrs. Pengelly, var det hurtigt gået op for Karin, at denne underordnede partifunktionær ville kunne hjælpe hende til at flygte fra et regime, som hun foragtede endnu mere, end hun foragtede ham, hvis det da overhovedet var muligt. Og så havde hun mødt Giles Barrington, der havde gjort drøm til virkelighed ved at forelske sig i hende.
Karin hadede, at hun ikke kunne fortælle Giles sandheden om, hvorfor hun så ofte drak te med baronessen i Overhuset, og nu da Cynthia var død, behøvede hun ikke længere at leve et liv, der var baseret på en løgn. Men ville Giles – når han hørte sandheden – tro på, at hun kun var flygtet fra det kommunistiske Østberlin, fordi hun ønskede at være sammen med ham? Havde hun løjet for ham én gang for meget?
Da toget kørte ind på stationen i Truro, bad hun en stum bøn om, at det blev sidste gang.
”Hvor mange år har De arbejdet for rederiet, Frank?” spurgte Emma.
”Næsten fyrre, mrs. Clifton. Under Deres far og før ham Deres farfar.”
”Så De kender historien om Maple Leaf?”
”Det var før min tid, men alle i havnen har hørt historien, selv om der ikke er mange, der taler om den længere.”
”Jeg vil bede Dem om en tjeneste, Frank. Vil De kunne sætte et mindre sjak sammen, som man kan stole på?”
”Jeg har to brødre og en fætter, der ikke har haft nogen anden arbejdsgiver end Barrington.”
”De bliver nødt til at møde på arbejde på søndag, hvor ophugningspladsen er lukket. Jeg vil give dem dobbelt løn, kontant, og de vil kunne se frem til en bonus af samme størrelsesorden om et års tid, men kun hvis jeg ikke har hørt det mindste om det arbejde, de udførte den dag.”
”Meget generøst, madam,” sagde Frank og satte en finger op til kasketten.
”Hvornår vil de kunne begynde?”
”Søndag eftermiddag. Mandag er helligdag, og pladsen åbner først igen på tirsdag.”
”De ved vel godt, at De ikke har spurgt, hvad jeg vil have Dem til at gøre?”
”Det behøver jeg ikke, madam. Og hvis vi finder det, De leder efter, inde i dobbeltskroget, hvad så?”
”Jeg ønsker ikke andet, end at Arthur Cliftons jordiske rester kan få en kristen begravelse.”
”Og hvis vi ikke finder noget?”
”I så fald bliver det en hemmelighed, som vi fem tager med os i graven.”
Karins stedfar åbnede gadedøren og bød hende velkommen med et usædvanlig kærligt smil.
”Jeg har en god nyhed til dig, men det må vente til senere,” sagde han, idet hun trådte ind i huset.
Kunne det virkelig tænkes, at dette mareridt langt om længe var forbi? tænkte Karin. Så så hun The Times ligge på køkkenbordet, slået op på siden med dødsannoncer og nekrologer. Hun stirrede på det velkendte foto af baronesse Cynthia Forbes-Watson og spekulerede på, om det bare var et tilfælde, eller om han havde slået op på siden for at provokere hende.
De talte om løst og fast over en kop kaffe, men Karin kunne ikke undgå at se de tre kufferter, der stod henne ved døren, og som tilsyneladende var et varsel om en nært forestående afrejse. Ikke desto mindre blev hun hele tiden mere og mere nervøs, fordi Pengelly virkede alt for afslappet og venlig, langt mere end hun brød sig om.
”Og nu er vi nødt til at tale om mere alvorlige ting,” sagde han og holdt en finger op foran læberne. Han gik ud i entréen og tog sin tunge frakke ned fra en knage ved siden af døren. Karin overvejede at tage benene på nakken, men hvis hun gjorde det, og det eneste, han ville, var at fortælle hende, at han var på vej tilbage til Moskva, ville hun være afsløret. Han hjalp hende i frakken og fulgte hende ud.
Karin blev forskrækket, da han tog hende hårdt om armen og nærmest marcherede hende hen ad den mennesketomme gade. Normalt stak hun hånden ind under hans arm, så en forbipasserende ville tro, at det var far og datter, der var ude at gå tur, men sådan var det ikke nu. Hun besluttede, at hun – hvis de mødte nogen, om det så var den gamle oberst – ville standse og tale med ham, fordi hun vidste, at Pengelly ikke ville gøre noget overilet, hvis der var et vidne til stede. Ligesom alle spioner gik han ud fra, at alle andre også var spioner.
Pengelly fortsatte med at tale muntert til hende. Det var så atypisk for ham, at Karin blev mere og mere bange, og i det skjulte kiggede hun sig desperat omkring, men kunne ikke få øje på nogen, der var ude at gå tur på denne triste grå dag.
Da de nåede ud til skovbrynet, kiggede Pengelly sig tilbage over skulderen for at se, om nogen var fulgt efter dem. Hvis det var tilfældet, ville de vende om og gå tilbage til huset. Men ikke denne eftermiddag.
Lyset var allerede ved at svinde, selv om klokken kun var lidt i fire, og det blev hele tiden mere og mere mørkt. Han tog hende endnu hårdere om armen, da de drejede væk fra vejen og ud på den sti, der førte ind i skoven. Hans stemme skiftede toneleje og blev lige så kold som vejret.
”Jeg ved, det vil glæde dig at høre, Karin …” – han kaldte hende aldrig Karin – ”… at jeg er blevet forfremmet og snart skal tilbage til Moskva.”
”Tillykke, kammerat direktør. Det er fuldt fortjent.”
Han løsnede ikke grebet om hendes arm. ”Det her er derfor vores sidste møde,” fortsatte han. Turde hun håbe på, at …? ”Men marskal Kosjevoj har bedt mig løse en sidste opgave.” Pengelly uddybede ikke, hvad denne sidste opgave gik ud på. Det var næsten, som om han gerne ville have hende til at gruble lidt over det. Jo længere de kom ind i skoven, jo mørkere blev det, så Karin knap nok kunne se en hånd for sig, men Pengelly så ud til at vide præcis, hvor de skulle hen, som om han havde gået turen igennem skridt for skridt.
”Chefen for kontraspionage har langt om længe afsløret den forræder i vores rækker, den person, der i årevis har forrådt fædrelandet,” sagde han roligt. ”Jeg er blevet beordret til at give vedkommende en passende straf.”
Langt om længe løsnede han grebet om hendes arm og slap til sidst helt. Instinktivt skulle hun til at stikke af, men han havde valgt stedet godt med en klynge træer bag dem, den nedlagte tinmine til højre for hende, til venstre en smal sti, som hun knap nok kunne se i mørket, og tårnende sig op foran hende Pengelly, der så ualmindelig rolig og årvågen ud.
Han tog langsomt en pistol op af frakkelommen og holdt den truende ned langs siden. Håbede han på, at hun ville forsøge at flygte, så der skulle mere end én kugle til at dræbe hende? Men hun stod som naglet til stedet.
”Du er den forræder, der har gjort vores sag mere skade end nogen anden agent,” sagde Pengelly. ”Du skal derfor dø en forræders død.” Han skævede hen mod mineskakten. ”Jeg vil være tilbage i Moskva, længe før de finder dit lig, hvis de da nogensinde gør det.”
Han hævede langsomt pistolen, indtil mundingen var lige ud for Karins øjne. Det sidste, hun tænkte på, før han trykkede på aftrækkeren, var Giles.
Lyden af et enkelt skud rungede gennem skoven, og en flok stære fløj højt op i luften, samtidig med at hun segnede om på jorden.
HARRY OG EMMA CLIFTON
1978-1979
1
Nummer 6 trykkede på aftrækkeren. Kuglen forlod løbet med næsten 350 kilometer i timen, ramte sit mål få centimeter under venstre kraveben og dræbte ham på stedet.
Den anden kugle borede sig ind i et træ få meter fra det sted, hvor de to mennesker var segnet om på jorden. Et øjeblik efter stormede fem faldskærmssoldater fra SAS-regimentet gennem underskoven forbi den nedlagte tinmine og stillede sig op rundt om de to kroppe. Som toptrænede mekanikere ved et servicestop under et Formel 1-løb klarede de hver især deres opgaver uden at tale sammen eller spørge om noget.
Nummer 1, en løjtnant og enhedens kommandofører, samlede Pengellys våben op og lagde det i en plasticpose, mens nummer 5, der var læge, knælede ned ved siden af kvinden og ledte efter hendes puls. Den var svag, men hun var i live. Hun måtte være besvimet, da hun hørte lyden af det første skud, hvilket var ganske normalt og grunden til, at mænd, der stod foran en peloton, ofte blev bundet til pælen.
Nummer 2 og 3, der begge var korporaler, løftede blidt den ukendte kvinde over på en båre og bar hende hen til en lysning i skoven omkring hundrede meter væk, hvor en helikopter allerede ventede på dem med drejende rotorblade. Da båren var blevet spændt fast derinde, klatrede nummer 5, lægen, om bord for at være sammen med sin patient. Helikopteren lettede, i samme øjeblik han havde spændt sikkerhedsbæltet. Han tog atter hendes puls; en smule bedre nu.
Nede på jorden løftede nummer 4, der var sergent og regimentets boksemester i sværvægtsklassen, den anden krop op og kastede den over skulderen, som var den en sæk kartofler. Sergenten småløb af sted i sit eget tempo og i modsat retning af sine kolleger, men på den anden side vidste han jo præcis, hvor han skulle hen.
Et øjeblik efter kom en ny helikopter til syne og kredsede rundt over hovederne på dem, mens den kastede en bred lysstråle ned over operationsområdet. Nummer 2 og 3 kom hurtigt tilbage fra deres båretjeneste og sluttede sig til nummer 6, skarpskytten, der i mellemtiden var klatret ned fra et træ med riflen slynget over skulderen. Sammen begyndte de tre mænd at lede efter de to kugler.
Den første havde boret sig ned i jorden kun få meter fra det sted, hvor Pengelly var segnet om. Nummer 6, der havde fulgt dens bane med øjnene, fandt den hurtigt. Selv om alle i enheden havde stor erfaring med at spotte rikochetteringsmærker og krudtslam, var de noget længere tid om at finde den anden kugle. En af korporalerne, der blot var ude på sin anden opgave af denne art, rakte en hånd op, i samme øjeblik han fandt den. Han brugte sin kniv til at grave den ud af træet og gav den til nummer 1, der lod den dumpe ned i en ny plasticpose; det var en souvenir, der ville blive sat fast på væggen i en messe, hvor der var adgang forbudt for gæster. Opgave løst.
De fire mænd løb tilbage forbi den gamle tinmine hen mod lysningen og dukkede ud af skoven, netop som helikopter nummer to landede.
Løjtnanten ventede, indtil hans mænd var klatret om bord, før han satte sig ind ved siden af piloten og spændte sikkerhedsbæltet. Da helikopteren lettede, trykkede han på stopuret.
”Ni minutter og treogfyrre sekunder. Det er godkendt!” råbte han for at overdøve larmen fra rotorerne – han havde forsikret sin chef, at de ikke alene ville løse opgaven, men også at de ville have løst den på under ti minutter. Han kiggede ned mod jorden under sig, og når man så bort fra enkelte fodspor, der ville forsvinde næste gang, det regnede, var der intet at se efter det, der var sket. Hvis nogen af de lokale havde set de to helikoptere flyve i hver deres retning, ville vedkommende ikke tænke nærmere over det. Flyvestationen på Bodmin Hede lå trods alt kun cirka tredive kilometer væk, og aktiviteterne dér var en del af dagligdagen for lokalbefolkningen.
Der var dog én af dem, der vidste præcis, hvad der var på færde. Den pensionerede oberst Henson, dekoreret med et Military Cross, havde ringet til flyvestationen få øjeblikke efter at have set Pengelly træde ud af sit hus med et fast greb om sin datters arm. Han havde ringet til det nummer, han havde fået besked på at ringe til, hvis han nogensinde fik indtryk af, at hun var i fare. Selv om han ikke anede, hvem der var i den anden ende af røret, havde han sagt ordet ’Vindheks’, hvorefter forbindelsen var blevet afbrudt. Otteogfyrre sekunder efter var de to helikoptere i luften.
Stationschefen gik hen til vinduet og kiggede efter de to Puma-helikoptere, da de fløj over kontorbygningen og videre mod syd. Han travede rundt i kontoret og kastede med korte mellemrum et blik ned på sit armbåndsur. Han var en handlingens mand, ikke en tilskuer, men han havde nølende set i øjnene, at han som 39-årig var blevet for gammel til hemmelige operationer. Også de, der kun står og venter, tjener landet.
Da de ti minutter langt om længe var gået, gik han tilbage til vinduet, men der gik yderligere tre minutter, før han fik øje på en helikopter, der sank ned gennem skyerne. Han ventede et par sekunder mere, før han følte, det var i orden ikke længere at krydse fingre, for hvis den anden helikopter var kommet ned efter den første, betød det, at operationen var slået fejl. Hans ordrer fra London havde i givet fald ikke været til at misforstå.
Hvis kvinden var død, skulle hendes lig flyves til Truro og lægges ind i en afsondret hospitalsfløj, hvor et tredje hold allerede havde fået deres ordrer. Hvis hun havde overlevet, skulle hun flyves til London, hvor et fjerde hold stod klar til at overtage kontrollen. Stationschefen vidste ikke, hvad deres opgave gik ud på, og anede ikke, hvem kvinden var. En mand i hans lønramme havde ikke adgang til den slags viden.
Stationschefen rørte sig stadig ikke ud af stedet, da helikopteren var landet. En dør gik op, og løjtnanten sprang ud og krummede sig sammen under de stadig drejende rotorblade. Han løb et par meter, før han rettede sig op, og ved synet af obersten i vinduet stak han en tommelfinger i vejret. Stationschefen udstødte et lettelsens suk og gik tilbage til sit skrivebord for at ringe til det nummer, han havde skrevet ned på en skriveblok. Det ville være anden og sidste gang, at han talte med ministersekretæren.
”Oberst Dawes, sir.”
”Godaften, hr. oberst,” sagde sir Alan.
”Operation Vindheks afsluttet med succes, sir. Puma 1 tilbage på basen. Puma 2 på vej hjem.”
”Mange tak,” sagde sir Alan og lagde på. Der var ikke et øjeblik at spilde. Hans næste aftale måtte være lige på trapperne. Som var han en spåmand, gik døren op, og hans sekretær meldte lord Barrington.
”Giles,” sagde sir Alan og rejste sig fra skrivebordsstolen for at række sin gæst hånden. ”Kunne du have lyst til en kop te eller kaffe?”
”Nej tak,” svarede Giles, der kun var interesseret i én ting: at høre, hvorfor ministersekretæren havde villet tale med ham ’omgående’.
”Du må undskylde, at jeg kaldte dig væk fra dit arbejde,” sagde sir Alan. ”Jeg havde brug for at tale med dig om en sag på kabinetniveau.”
Giles havde ikke hørt det ord, siden han var blevet medlem af kabinettet, men han behøvede ikke at blive mindet om, at det, han og sir Alan skulle til at tale om, aldrig måtte komme videre til en anden person, medmindre vedkommende også var medlem af kabinettet.
Giles nikkede. ”Lad mig begynde med at fortælle dig, at din kone Karin ikke er Pengellys datter,” sagde sir Alan.
En af dem knuste en rude, og et øjeblik efter var de seks mænd kommet indenfor. De vidste ikke præcis, hvad de ledte efter, men når de så det, ville de ikke være i tvivl. Majoren, der var kommandoføreren for denne anden enhed, også kendt som Renovationen, havde ikke et stopur med, eftersom han ikke havde travlt. Hans mænd havde lært at give sig god tid og sikre sig, at de ikke overså noget, fordi de aldrig fik mulighed for at komme igen.
I modsætning til kollegerne i den første enhed var de iført træningstøj og havde store sorte affaldssække med, bortset fra en af dem, nummer 4 – men han var heller ikke fast medlem af enheden. De trak alle gardiner for, før de tændte lyset, og ransagningen kunne begynde. Hurtigt og metodisk begyndte de derefter at gå alle værelser igennem med en tættekam og overlod intet til tilfældet. To timer senere havde de fyldt otte affaldssække. De lod sig ikke distrahere af liget, som nummer 4 havde lagt på tæppet i forstuen, bortset fra at en af dem rodede hans lommer igennem.
Det sidste, de gik igennem, var de tre kufferter, som deres ejermand havde ladet stå ude i entréen henne ved siden af gadedøren – en guldgrube. Indholdet i de tre kufferter kunne være i en enkelt sæk, men rummede langt flere oplysninger end de andre syv tilsammen: dagbøger, navne, telefonnumre, adresser og hemmeligstemplede dokumenter, som Pengelly uden tvivl havde haft til hensigt at tage med hjem til Moskva.
Enheden brugte derefter den næste time på at gå huset igennem en sidste gang, men fandt ikke mere af interesse, men de var jo også professionelle, der var trænet i at løse deres opgaver til punkt og prikke i første hug. Da kommandoføreren følte sig overbevist om, at der ikke var mere at finde, gik de seks mænd ud gennem køkkendøren og tilbage til depotet ad separate, forud aftalte veje. Kun nummer 4 blev tilbage, men han var på den anden side heller ikke renovationsarbejder. Han var ødelægger.
Da sergenten havde hørt køkkendøren gå i, tændte han en cigaret og tog et par hiv, før han smed den tændte cigaret ned på tæppet ved siden af liget. Derefter stænkede han benzin fra sin lighter ned på gløden, og et øjeblik efter skød en blå flamme op og satte ild til tæppet. Han vidste, at ilden hurtigt ville brede sig i det lille træhus, men han var nødt til at vide det med sikkerhed, så han gik ikke, før røgen fik ham til at hoste, hvorefter han hurtigt forlod rummet og gik hen til køkkendøren. Da han var kommet ud af huset, vendte han sig om, og efter til sin tilfredshed at have set, at ilden havde fået godt fat, begyndte han at løbe tilbage mod basen. Han havde ikke tænkt sig at ringe til brandvæsenet.
Alle tolv mænd kom tilbage til basen på forskellige tidspunkter og blev først til en enkelt enhed igen, da de senere samme aften mødtes i messen til en drink. Obersten sluttede sig til dem, da de skulle spise aftensmad.
Ministersekretæren stod ved kontorvinduet på første etage og ventede, indtil han havde set Giles Barrington komme ud ad døren og målbevidst gå ned ad Downing Street mod Whitehall. Derefter gik sir Alan tilbage til sit skrivebord og overvejede omhyggeligt, hvor meget han kunne afsløre i sin næste telefonsamtale.
Harry Clifton stod ude i køkkenet, da telefonen ringede. Han tog den, og da han hørte ordene: ”Nummer 10 på linjen, vent venligst,” gik han ud fra, at det var premierministeren, der ville tale med Emma. Han kunne ikke huske, om hun var på hospitalet eller til bestyrelsesmøde i Barrington House.
”God eftermiddag, mr. Clifton, De taler med Alan Redmayne. Forstyrrer jeg?”
Harry var lige ved at le højt. Han havde lyst til at sige: ’Nej, sir Alan, jeg er gået ud i køkkenet for at lave en kop te og kan ikke beslutte, om jeg skal putte en eller to sukkerknalder i, så hvad siger De til at ringe lidt senere?’ I stedet for slukkede han for kedlen. ”Selvfølgelig ikke, sir Alan, hvad kan jeg gøre for Dem?”
”Jeg syntes, De som den første skulle vide, at John Pengelly ikke længere er et problem, og selv om De aldrig er blevet fortalt sagens rette sammenhæng, skal De vide, at Deres betænkeligheder vedrørende Karin Brandt var grundløse, om end forståelige nok. Pengelly var ikke hendes far, og i de sidste fem år har hun været en af vores mest betroede agenter. Nu, da Pengelly ikke længere er et problem, vil hun blive fritstillet, og vi har ingen planer om at kalde hende tilbage på arbejde igen.”
Harry gik ud fra, at ’ikke længere et problem’ var en eufemisme for ’Pengelly er blevet elimineret’, og selv om spørgsmålene stod i kø, valgte han at bide dem i sig. Han vidste, at en mand, der holdt ting hemmeligt for selv premierministeren, ikke ville være tilbøjelig til at svare på hans spørgsmål.
”Mange tak, sir Alan. Er der andet, jeg bør vide?”
”Ja, Deres svoger har også lige fået besked om hans hustru, men lord Barrington ved ikke, at det var Dem, der i sin tid førte os til Pengelly. Faktisk ville jeg foretrække, at han aldrig fik det at vide.”
”Men hvad siger jeg så, når han selv kommer ind på emnet?”
”De behøver ikke at sige noget som helst. Hvad skulle dog give ham den tanke, at De faldt over navnet Pengelly, da De var i Moskva til en PEN-kongres, for jeg har helt bestemt ikke sagt noget om det.”
”Mange tak, sir Alan. Det var venligt af Dem at orientere mig om det.”
”Det var så lidt. Og for resten, mr. Clifton, tillykke. Det er fuldt fortjent.”
Efter at Giles havde forladt Downing Street 10, skyndte han sig hjem til Smith Square. Heldigvis var det Markmans fridag, og da han havde låst sig ind, gik han straks ovenpå til soveværelset. Han tændte sengelampen, trak gardinerne for og tæppede af. Klokken var kun lidt over seks, men lygterne ude på Smith Square var allerede blevet tændt.
Han var kommet halvt ned ad trappen, da det ringede på døren. Han løb ned og åbnede den og så en ung mand stå udenfor. Bag ham holdt en anonym sort varevogn med åbne bagdøre. Manden rakte ham hånden. ”Mit navn er dr. Weeden. De har ventet os, går jeg ud fra?”
”Det har jeg,” svarede Giles og så to mænd forsigtigt løfte en båre ud af varevognen.
”Denne vej,” sagde Giles og viste dem op til soveværelset. De to mænd flyttede den bevidstløse kvinde fra båren over på sengen. Giles trak tæppet op om sin kone, og de to mænd gik uden at sige en lyd.
Lægen tog hendes puls. ”Jeg har givet hende et sovemiddel, så hun kommer til at sove et par timer endnu. Når hun vågner, vil hun et øjeblik være konfus og tro, det hele var et mareridt, men når hun så ser, at hun er hjemme i sine vante omgivelser, vil hun hurtigt komme i tanke om, hvad der er sket. Hun vil naturligvis straks begynde at spekulere på, hvor meget De ved, så jeg vil anbefale, at De udnytter tiden til at forberede et svar.”
”Det har jeg allerede gjort,” sagde Giles og fulgte dr. Weeden nedenunder og åbnede døren. De to mænd trykkede igen hinanden i hånden, hvorefter lægen satte sig ind på forsædet i varevognen uden at se sig tilbage. Den anonyme bil kørte langsomt rundt på Smith Square, hvorefter den drejede til højre og kørte ud i den sene aftenmyldretrafik.
Da bilen var ude af syne, lukkede Giles døren og løb ovenpå. Han trak en stol hen til sengen og satte sig ved siden af sin sovende kone.
Giles måtte være faldet i søvn, for det næste, han så, var Karin, der sad op i sengen og stirrede på ham. Han blinkede, smilede og tog hende i sine arme.
”Det er overstået, min elskede. Du er i sikkerhed nu,” sagde han.
”Jeg troede ikke, du ville kunne tilgive mig, når du fandt ud af det,” sagde hun og klamrede sig til ham.
”Der er ikke noget at tilgive. Lad os glemme alt om fortiden og koncentrere os om fremtiden.”
”Men det er vigtigt, at jeg fortæller dig det alt sammen,” sagde Karin. ”Ikke flere hemmeligheder.”
”Alan Redmayne har allerede fortalt mig det hele,” sagde Giles og forsøgte at berolige hende.
”Ikke det hele,” sagde Karin og gav slip på ham. ”Selv han ved ikke det hele, og jeg vil ikke blive ved med at leve på en løgn.” Giles så bekymret på hende. ”Sandheden er, at jeg brugte dig til at slippe ud af Tyskland. Ja, jeg kunne godt lide dig, men jeg havde planlagt at stikke af fra både dig og Pengelly og begynde på et helt nyt liv, når først jeg var kommet til England. Og det ville jeg også have gjort, hvis ikke jeg var blevet forelsket i dig.” Giles tog hende i hånden. ”Men for at kunne beholde dig var jeg nødt til at overbevise Pengelly om, at jeg stadig arbejdede for ham. Det var Cynthia Forbes-Watson, der reddede mig.”
”Og mig,” sagde Giles. ”Men hvad angår mig, så forelskede jeg mig i dig den nat, vi var sammen i Berlin. Det var ikke min skyld, at du var lidt længere om at forstå, hvor heldig du var.” Karin brast i latter og slog armene om ham. ”Og nu går jeg ned og laver en kop te til dig,” sagde Giles, da hun havde sluppet ham igen.
Så typisk engelsk, tænkte Karin.
2
”Hvad tid er vi blevet tilsagt til dronningen?” spurgte Emma smilende og ville ikke indrømme, hvor stolt hun var af sin mand, og hvor meget hun glædede sig til det, der skulle ske. Det samme kunne ikke siges om det bestyrelsesmøde, hun havde indkaldt til senere på ugen, og som hele tiden lå og lurede i baghovedet.
”Når som helst mellem ti og elleve,” sagde Harry efter at have tjekket indbydelsen endnu en gang.
”Huskede du at bestille en bil?”
”I går eftermiddags. Og jeg dobbelttjekkede det som det første her til morgen,” tilføjede han. I det samme ringede det på døren.
”Det må være Seb,” sagde Emma. Hun kastede et blik på uret. ”Og for en gangs skyld kommer han til tiden.”
”Jeg tror ikke, det her er noget, han kunne finde på at komme for sent til,” sagde Karin.
Giles rejste sig op, da Markham åbnede døren ind til morgenmadsstuen og trådte til side, så Jessica, Sebastian og en højgravid Samantha kunne komme ind.
”Har I fået morgenmad?” spurgte Giles efter at have givet Samantha et kys på kinden.
”Ja tak,” sagde Sebastian, samtidig med at Jessica slog sig ned ved bordet og smurte et stykke ristet brød og rakte ud efter marmeladen.
”Åbenbart ikke alle,” sagde Harry og smilede til sit barnebarn.
”Hvor lang tid har jeg?” spurgte Jessica efter at have tygget af munden.
”Højst fem minutter,” sagde Emma strengt. ”Vi skal være på slottet senest halv elleve, unge dame.” Jessica smurte endnu et stykke ristet brød.
”Det var pænt af dig at give os husly i nat, Giles,” sagde Emma og kiggede på sin bror. ”Bare en skam, at du ikke må komme med.”
”Kun for den allernærmeste familie, siger reglerne, og det er helt i orden, for i modsat fald skulle man bruge et fodboldstadion for at kunne rumme alle dem, der gerne ville deltage.”
Det bankede på hoveddøren.
”Det må være vores chauffør,” sagde Emma. Hun kiggede efter en sidste gang, om Harrys slips sad lige, og børstede et gråt hår væk fra hans jaket.
”Så går vi,” sagde hun.
”Én gang formand, altid formand,” hviskede Giles, da han med Sebastian og Samantha i hælene fulgte sin svoger ud til hoveddøren. Jessica, der nu gumlede på sit tredje stykke toast, udgjorde bagtroppen.
Da Emma trådte ud på Smith Square, åbnede en chauffør bagdøren til en sort limousine. Hun gennede sin flok ind i bilen og satte sig selv ind på bagsædet ved siden af Harry og Jessica. Bilen drejede ud i morgentrafikken.
”Er du nervøs, farfar?” spurgte Jessica.
”Nej, ikke medmindre du har tænkt dig at begå statskup,” svarede Harry.
”Nu ikke noget med at give hende idéer, tak,” sagde Sebastian, da bilen kørte forbi Underhuset og videre ind på Parliament Square.
Selv Jessica blev stum, da bilen kørte gennem Admiralty Arch, og Buckingham Palace dukkede op foran dem. Bilen kørte langsomt op ad The Mall og rundt om statuen af dronning Victoria, før den holdt ind foran slotsporten. Chaufføren rullede vinduet ned og meldte mr. Harry Clifton og hans familie til den unge garderofficer.
Løjtnanten smilede og satte flueben ud for navnet på sit clipboard. ”Kør gennem porthuset nede til venstre, hvor en af mine kolleger står parat til at vise Dem, hvor De skal parkere.”
Chaufføren fulgte anvisningen og kom ind på en stor gårdsplads, der var fyldt med biler.
”Vær venlig at parkere ved siden af den blå Ford længst tilbage,” sagde en ny officer og pegede hen over gårdspladsen. ”Derfra er der nem adgang til slottet.”
Da Harry steg ud af bilen, kastede Emma et sidste kritisk blik på ham.
”Du nægter selvfølgelig at tro det, men du har glemt at lyne op,” hviskede hun.
Harry blev blodrød i hovedet og skyndte sig at lyne op, før de gik op ad trappen og ind på slottet. To infanterister i hoffets rødgyldne uniform stod ret for enden af en bred trappe med en rød løber. Harry og Emma gik langsomt op ad trappen, mens de forsøgte at fordøje det alt sammen. Da de var kommet op, stod to officerer parat til at tage imod dem. Harry lagde mærke til, at officererne blev mere og mere højtrangerende, for hver gang de blev stoppet.
”Harry Clifton,” sagde han, før de nåede at spørge om hans navn.
”Godmorgen, mr. Clifton,” sagde den ældste af officererne. ”Vær venlig at komme med mig. Min kollega vil vise Deres familie ind i tronsalen.”
”Held og lykke,” hviskede Emma, da Harry blev ført væk.
Familien gik op ad en ny, ikke helt så bred trappe, der endte oppe i et langt billedgalleri. Emma standsede et øjeblik, før hun trådte ind i det højloftede rum og stirrede på de mange tæthængende malerier, som hun ellers kun havde set i kunstbøger. Hun vendte sig om mod Samantha. ”Vi bliver nok ikke inviteret herind en anden gang, så mon ikke Jessica kunne tænke sig at høre lidt om Den Kongelige Kunstsamling?”
”Også mig,” sagde Sebastian.
”Mange konger og dronninger i England var kunstkendere og -samlere, så det her er kun en lille del af Den Kongelige Kunstsamling, der rent faktisk ejes af landet og ikke monarken. Som I kan se, består samlingen her i galleriet især af billeder af engelske kunstnere fra begyndelsen af det nittende århundrede. Et bemærkelsesværdigt billede fra Venedig, malet af Turner, hænger over for et udsøgt maleri af katedralen i Lincoln af hans livslange rival, Constable. Men det altdominerende maleri forestiller, som I kan se, Karl I til hest og er malet af Van Dyck, der dengang var hofmaler og boede på slottet.”
Jessica blev så opslugt, at hun næsten glemte grunden til, at de var der. Da de langt om længe nåede ned til tronsalen, fortrød Emma, at de ikke var kørt af sted noget før, fordi de første ti stolerækker allerede var optaget. Hun gik hurtigt ned gennem midtergangen, slog en klo i fire stole på den første ledige række og ventede på, at familien skulle indhente hende. Da de havde sat sig, begyndte Jessica at kigge sig omhyggeligt omkring i salen.
På begge sider af den brede midtergang var der stillet lidt over tre hundrede gyldenmalede stole op i rækker a seksten, og gangen endte foran nogle få trin, belagt med et rødt tæppe, der førte op til en kæmpemæssig trone, som stod og ventede på sin retmæssige indehaver. Den nervøse snak i rummet gik i stå seks minutter i elleve, da en høj, elegant mand i jaket kom ind, stillede sig for foden af trappen og vendte sig om for at se på forsamlingen.
”God formiddag, de damer og de herrer,” begyndte han. ”Velkommen til Buckingham Palace. Dagens investitur begynder om få minutter. Jeg må bede Dem om ikke at tage billeder og ikke forlade salen, før ceremonien er forbi.” Derefter forlod han salen lige så diskret, som han var trådt ind i den.
Jessica lukkede sin taske op og tog en lille blok og en blyant op af den. ”Han sagde ikke noget om ikke at tegne, farmor,” hviskede hun.
Da klokken slog elleve, trådte Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II ind i tronsalen, og alle rejste sig op. Hun stillede sig på det øverste trin foran tronen, men uden at sige noget. Et nik fra ceremonimesteren og den første modtager af en begunstigelse kom ind fra den modsatte side af salen. I løbet af den næste time modtog mænd og kvinder fra Det Forenede Kongerige og Commonwealth-landene deres tildelte begunstigelse af monarken, som talte kortvarigt med hver enkelt, før ceremonimesteren nikkede igen, og en ny person kom ind.
Jessica sad klar med blyanten, da hendes farfar kom ind i salen. Da han gik hen mod dronningen, stillede ceremonimesteren en lille stol hen foran majestæten og rakte hende et sværd. Jessicas blyant fløj hen over papiret og indfangede hele sceneriet, da Harry faldt ned på ét knæ og bøjede hovedet. Dronningen lagde let spidsen af sværdet på hans højre skulder, løftede det igen og lagde det derefter over på hans venstre skulder, før hun sagde: ”Rejs jer, sir Harry.”
”Hvad skete der så, efter at du var blevet kørt til Tower?” ville Jessica vide, da de lagde slottet bag sig og kørte tilbage ad The Mall med kurs mod Harrys yndlingsrestaurant, hvor de skulle fejre dagen over en frokost.
”Først blev vi alle sammen vist ind i et forværelse, hvor en ceremonimester i detaljer fortalte, hvad der skulle ske. Han var overordentlig høflig og sagde, at vi – når vi hilste på dronningen – skulle bukke fra halsen og ikke i livet som en page,” sagde Harry og demonstrerede, hvordan man skulle bukke. ”Så sagde han, at vi ikke måtte række hende hånden, skulle tiltale hende med Deres Majestæt og i øvrigt vente på, at hun henvendte sig til en. Under ingen omstændigheder måtte vi spørge hende om noget.”
”Hvor ærgerligt,” sagde Jessica. ”Der er rigtig mange ting, jeg gerne ville have spurgt hende om.”
”Og når vi svarede på et af hendes spørgsmål, skulle vi tiltale hende med ’ma’am’, der rimer på Sam,” fortsatte Harry og ignorerede sit barnebarn. ”Når audiensen var forbi, skulle vi bukke igen.”
”Fra halsen,” sagde Jessica.
”Og derefter skulle vi gå.”
”Hvad ville der ske, hvis du ikke gik?” spurgte Jessica. ”Eller hvis du begyndte at spørge hende om noget?”
”Ceremonimesteren fortalte os meget høfligt, at han havde ordre til at hugge hovederne af os, hvis vi blev stående længere end vores tildelte tid.”
Alle undtagen Jessica brast i latter.
”Jeg ville nægte at bukke og sige Deres Majestæt til hende,” sagde Jessica bestemt.
”Dronningen bærer over med rebeller og har accepteret, at amerikanerne har været ude af kontrol siden 1776,” sagde Sebastian og forsøgte at føre samtalen ind i knap så hajfyldt farvand.
”Hvad sagde hun så til dig?” spurgte Emma.
”Hun fortalte mig, at hun godt kunne lide mine bøger, og spurgte, om der kom en ny William Warwick til jul. ’Ja, ma’am,’ svarede jeg, ’men måske vil De ikke bryde Dem synderligt om den næste bog, for jeg har tænkt mig at tage livet af William.’”
”Hvad sagde hun til det?” spurgte Sebastian.
”Hun mindede mig om det, hendes tipoldemor, dronning Victoria, havde sagt til Lewis Carroll efter at have læst Alice i eventyrland. Jeg forsikrede hende så om, at min bog ikke ville være en lærebog om Euklid.”
”Hvad svarede hun til det?” spurgte Samantha.
”Hun smilede for at antyde, at samtalen var forbi.”
”Hvad kommer din næste bog til at handle om, hvis du agter at tage livet af William Warwick?” spurgte Sebastian, da bilen i det samme holdt ind foran restauranten.
”Jeg lovede engang din farmor, at jeg ville forsøge at skrive en litterær bog, som, med hendes ord, ville leve længere end nogen bestseller og ikke så hurtigt gå i glemmebogen. Jeg bliver jo ikke yngre, Seb, så når jeg har afleveret min nye bog, vil jeg forsøge at finde ud af, om jeg overhovedet kan leve op til hendes forventninger.”
”Har du en idé, et emne eller bare en titel?” ville Sebastian vide, da de trådte in i Le Caprice.
”Ja, ja og ja,” sagde Harry, ”men mere vil jeg for nærværende ikke fortælle dig,” tilføjede han.
”Men du vil da godt fortælle mig det, ikke også, farfar?” spurgte Jessica og viste ham blyantstegningen af ham, da han lå på knæ foran dronningen, og hun havde lagt sværdet på hans højre skulder.
Harry gispede, og hele familien smilede og klappede. Han skulle lige til at svare på hendes spørgsmål, da overtjeneren trådte frem og reddede ham.
”Deres bord er klart, sir Harry.”
3
”Fuldkommen udelukket,” sagde Emma. ”Behøver jeg at minde dig om, at sir Joshua grundlagde Barrington Shipping Line i 1839, og at han det første år havde et overskud på –”
”Treogtredive pund, fire shillings og to pence, hvad du fortalte mig første gang, da jeg bare var fem år gammel,” sagde Sebastian. ”Men selv om det lykkedes os at skrabe penge sammen til et rimeligt udbytte til aktionærerne sidste år, så er sandheden jo, at det bliver sværere og sværere at hamle op med sværvægtere på markedet såsom Cunard og P & O.”
”Jeg gad godt vide, hvad din oldefar ville have sagt til tanken om at sælge Barrington til en af vores værste konkurrenter?”
”Ud fra det, jeg har læst og hørt om den gode forretningsmand, han var, så ville han have vejet for og imod og vurderet, hvad der ville være gunstigst for aktionærerne og de ansatte, før han traf en beslutning,” sagde Sebastian og så op på portrættet af sir Walter, der hang på væggen bag hans mor.
”Jeg vil selvfølgelig nødig afbryde et familieskænderi, men skulle vi ikke hellere tale om, hvorvidt Cunards bud er godt nok eller ej?” spurgte admiral Summers.
”Det er et fint bud,” sagde Sebastian nøgternt. ”Jeg er dog ret sikker på, at jeg vil kunne få dem til at hæve det med mindst 10 %, muligvis 15, hvilket faktisk er mere, end vi burde håbe på. Det eneste, vi i virkeligheden skal beslutte i dag, er, om vi vil tage deres henvendelse alvorligt eller simpelthen feje deres bud af bordet.”
”Så er tiden måske inde til at høre, hvad direktionen mener,” sagde Emma og lod blikket glide bordet rundt.
”Vi kan selvfølgelig godt sige vores mening om det, der uden tvivl vil være den vigtigste beslutning nogensinde i rederiets historie, mrs. Clifton,” sagde direktionssekretæren Philip Webster. ”På den anden side er det jo kun Dem og Deres familie, der som hovedaktionærer kan beslutte, hvad vej vinden blæser.”
De andre direktører nikkede, men det forhindrede dem ikke i at bruge de næste fyrre minutter på at sige deres mening, og bagefter kunne Emma konstatere, at ja- og nejsiden stod lige.
”Udmærket,” sagde hun, efter at et par af direktørerne var begyndte at gentage sig selv. ”Clive, jeg vil bede dig om som chef for pr-afdelingen at udfærdige to pressemeddelser, som bestyrelsen kan tage stilling til. Den første skal være kort og kontant og fortælle Cunard på en måde, der ikke kan misforstås, at vi er smigret, men at Barrington er et familieejet rederi og ikke til salg.”
Admiralen så tilfreds ud, hvorimod Sebastian ikke fortrak en mine.
”Og den anden?” spurgte Clive Bingham efter at have noteret Emmas ord ned på en blok.
”At bestyrelsen kalder Cunards bud for lavt, og at alt er, som det plejer at være.”
”Men det kan få Cunard til at tro, at du måske ville være interesseret, hvis de bød mere,” sagde Sebastian advarende.
”Hvad er der galt med det?” spurgte admiralen.
”Tæppet går, og forestillingen begynder,” sagde Sebastian. ”Nu vil Cunards bestyrelsesformand vide, at vores kvindelige hovedkraft har ladet sit lommetørklæde falde på gulvet i den klare forventning, at bejleren vil samle det op og indlede det gammelkendte kurmageri, der med en smule held kan ende med et ægteskabstilbud, som hun føler sig i stand til at acceptere.”
”Hvor lang tid har vi at løbe på?” spurgte Emma.
”Finansverdenen ved, at vi holder bestyrelsesmøde i dag for at tale om Cunards overtagelsestilbud, og forventer at få et svar, før børsen lukker i aften. Markedet kan klare alt, tørke, hungersnød, et uventet valgresultat, tilmed statskup, men ikke ubeslutsomhed.”
Emma åbnede sin taske, tog et lommetørklæde op og lod det falde ned på gulvet.
”Hvad syntes du om prædikenen?” spurgte Harry.
”Vældig interessant,” sagde Emma. ”Men pastor Dodswells prædikener er jo altid værd at lytte til,” tilføjede hun, da de forlod kirkegården og gik tilbage mod Manor House.
”Jeg ville gerne have talt med dig om hans mening om den vantro Thomas, hvis bare du havde hørt et eneste ord af det, han sagde.”
”Jeg syntes, hans mening var vældig spændende,” protesterede Emma.
”Nej, du gjorde ikke. Han kom overhovedet ikke ind på den vantro Thomas, og jeg vil ikke gøre dig yderligere forlegen ved at spørge dig, hvad hans prædiken rent faktisk handlede om. Jeg må bare bede til, at Vorherre vil bære over med, at du ikke engang i kirken kan lægge spekulationerne om rederiets fremtid til side.”
De gik lidt videre uden at sige noget. ”Det er ikke rederiets fremtid, der spøger,” sagde Emma så.
”Hvad er det så?” spurgte Harry og lød overrasket. Emma tog ham i hånden.
”Så slemt?” spurgte han.
”Mable Leaf er kommet tilbage til Bristol og ligger på ophugningspladsen.” Hun tav et øjeblik. ”De begynder at hugge det op på tirsdag.”
De gik videre lidt uden at sige noget. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” spurgte Harry så.
”Jeg synes ikke, der er så meget at diskutere, hvis vi ikke vil gå rundt resten af vores liv og spekulere …”
”Og det ville kunne besvare det spørgsmål, som hele vores liv har pint os. Så hvorfor går du ikke i gang og forsøger så diskret som muligt at finde ud af, om der gemmer sig noget i skibets dobbeltskrog?”
”Arbejdet kan gå i gang med det samme,” indrømmede Emma. ”Men jeg ville ikke give grønt lys, før du havde sagt god for det.”
Clive Bingham var blevet henrykt, da Emma opfordrede ham til at tage plads i Barrington Shipping Lines bestyrelse, og selv om det ikke havde været særlig nemt at gå i sin fars fodspor, følte han, at rederiet havde haft gavn af hans erfaring og viden om markedsføring. Indtil hans indtræden i bestyrelsen havde en sådan viden stort set været fraværende. Samtidig var han ikke i tvivl om, hvad sir Walter Barrington ville have sagt til, at en pr-mand tog plads i bestyrelsen: Det ville i hans øjne kunne sammenlignes med at invitere en salgsrepræsentant til middag.
Clive havde sit eget markedsføringsbureau inde i Londons forretningskvarter med elleve ansatte, der alle sammen på et tidspunkt havde været involveret i firmaovertagelser. Han havde imidlertid indrømmet over for Sebastian, at Barrington-sagen fik ham til at ligge søvnløs om natten.
”Hvorfor? Det er ikke usædvanligt for et familieforetagende at gå videre. Det sker hele tiden nu om dage.”
”Helt enig,” sagde Clive. ”Men her er det personligt. Din mor troede tilstrækkeligt på mig til at bede mig overtage min fars bestyrelsespost, og det er jo helt ærligt ikke det samme som, at jeg skal til at fortælle medierne om en ny krydstogtrute til Bahamas eller om, hvordan vi knytter vores kunder til os eller for den sags skyld, at vi overvejer at bygge et tredje krydstogtskib. Hvis jeg fumler nu –”
”Indtil videre har din strategi været lige i øjet, og Cunard er ved at lægge op til deres sidste bud,” sagde Sebastian. ”Vi ved det, og de ved det, så du kunne ikke have håndteret det bedre.”
”Det er pænt af dig at sige det, Seb, men jeg føler mig som en hækkeløber i opløbet. Jeg kan se målstregen, men der er stadig en sidste forhindring, jeg skal over.”
”Og den kommer du over i fin stil.”
Clive tøvede et øjeblik, før han svarede. ”Jeg føler mig ikke overbevist om, at din mor ønsker at sælge.”
”Du har muligvis ret,” sagde Sebastian. ”Der er dog én god ting at sige om det hele, som du måske ikke har taget med i beregningerne.”
”Såsom?”
”Hun er blevet mere og mere optaget af sit bestyrelsesarbejde for hospitalet, der – glem ikke det – har flere ansatte og et langt større budget end rederiet, foruden at hospitalet er statsejet og ikke vil kunne sælges, hvilket måske nok er det vigtigste her.”
”Men hvad siger Giles og Grace? De er trods alt tilsammen hovedaktionærer.”
”De har givet hende frie hænder, hvilket sikkert er grunden til, at hun spurgte mig, hvordan jeg havde det med det. Og jeg fortalte med rene ord, at jeg af natur er bankmand, ikke skibsreder, og at jeg hellere ville være formand for Farthings Kaufman end for Barrington. Det kan ikke have været nemt for hende, men hun har langt om længe set i øjnene, at jeg ikke kan være begge dele. Bare jeg dog havde haft en lillebror.”
”Eller søster,” sagde Clive.
”Shh … du må helst ikke sætte Jessica fluer i hovedet.”
”Hun er kun tretten år.”
”Det ville vist ikke holde hende tilbage.”
”Hvordan går det i den nye skole?”
”Hendes tegnelærer har indrømmet, at hun er nødt til at komme rygterne i forkøbet og meddele offentligt, at skolen har en elev, der allerede er bedre end sin underviser.”
Da Emma kom tilbage fra ophugningspladsen sent mandag aften, var det vel vidende, at hun var nødt til at fortælle Harry, hvad Frank Gibson og hans mænd havde fundet, da de skar Maple Leafs dobbeltskrog op.
”Det var, som vi havde frygtet,” sagde hun, idet hun satte sig over for Harry. ”Tilmed værre.”
”Værre?” gentog Harry.
Hun så ned. ”Arthur havde ridset en besked på siden af skroget.” Hun tav lidt og kunne ikke få ordene frem.
”Du behøver ikke fortælle mig det,” sagde Harry og tog hende i hånden.
”Jo, jeg gør, for ellers fortsætter vi med at leve resten vores liv på en løgn.”
Der gik en rum tid, før hun kunne fortsætte. ”Han havde skrevet: ’Stan havde ret. Sir Hugo vidste, at jeg var herinde og ikke kunne komme ud.’ … Min far myrdede med andre ord din far,” sagde hun med brudt stemme.
”Det ved vi ikke med sikkerhed, og, elskede, måske er det bedre ikke at …” sagde Harry efter en længere pause.
”Jeg ønsker ikke længere at få det at vide, men den stakkels mand skal i det mindste have en kristen begravelse. Det ville din mor med fuld ret have forventet af os.”
”Jeg taler i al diskretion med præsten om det.”
”Hvem skal ellers med?”
”Kun os to,” sagde Harry straks. ”Det giver ingen mening at udsætte Seb og Jessie for den smerte, vi har måttet leve med i så mange år. Lad os krydse fingre for, at det her sætter punktum for sagen.”
Emma kiggede på sin mand. ”Du har tydeligvis ikke hørt om nogle videnskabsmænd på Cambridge, der forsker i noget, de kalder for DNA.”
VI ER NÆSTEN I MÅL,
SIGER BARRINGTONS TALSMAND
”Fandens,” sagde Clive efter at have læst artikeloverskriften i Financial Times. ”Hvordan kan jeg have været så dum?”
”Hold op med at punke dig selv,” sagde Sebastian. ”Vi er jo næsten i mål.”
”Det ved du, og det ved jeg,” sagde Clive. ”Men det var ikke meningen, at Cunard skulle vide det.”
”De vidste det længe før, de så overskriften,” sagde Sebastian. ”Faktisk skal vi prise os lykkelige, hvis vi kan klemme mere end et enkelt procentpoint ud af denne handel. Jeg tror ikke, de kan gå højere op.”
”Men din mor vil ikke være tilfreds, og det er der ikke noget at sige til,” sagde Clive.
”Hun vil tro, det er en del af slutspillet, og det bliver ikke mig, der river hende ud af vildfarelsen.”
”Tak for støtten, Seb. Den sætter jeg pris på.”
”Det er vel det, man har venner til. I øvrigt kan det udmærket tænkes, at en sådan overskrift vil bekomme min mor ret godt.”
”Hvad mener du?”
”Jeg føler mig stadig ikke overbevist om, hun ønsker at afhænde rederiet.”
”Kommer det til at skade salget?” spurgte Emma efter at have læst artiklen.
”Vi bliver måske nødt til at ofre et procentpoint, muligvis to,” sagde Sebastian. ”Men husk nu Cedric Hardcastles visdomsord om køb og salg af en virksomhed. Hvis man ender med at få mere, end man havde regnet med, samtidig med at modparten føler, at han har gjort en god handel, så rejser alle sig smilende fra bordet.”
”Hvad tror du, Giles og Grace vil sige til det?”
”Onkel Giles suser rundt i landet i sin fritid for at besøge alle usikre kredse og forsøge at overtale dem til at stemme Labour til magten ved næste valg, for hvis Margaret Thatcher bliver næste premierminister, bliver han formentlig aldrig minister igen.”
”Og Grace?”
”Jeg tvivler på, hun nogensinde har læst Financial Times, og i betragtning af at hun i øjeblikket kun tjener tyve tusind pund om året, ville hun med sikkerhed ikke ane, hvad hun skulle stille op, hvis du gav hende en check på tyve millioner.”
”Hun får brug for hjælp og gode råd, Seb.”
”Bare rolig, Mama. Farthings Kaufman vil placere dr. Barringtons penge i bundsolide selskaber vel vidende, at hun går på pension om ganske få år og får brug for en fast indtægt samt et sted at bo.”
”Hun kan flytte ned til os i Somerset,” sagde Emma. ”Maisies gamle hus passer perfekt til hende.”
”Det er hun for stolt til at sige ja til, og det ved du godt, Mama,” sagde Sebastian. ”Faktisk har hun allerede fortalt mig, at hun leder efter et sted i Cambridge, så hun kan være i nærheden af sine venner.”
”Men når salget er gået igennem, vil hun have nok til at kunne købe et slot.”
”Jeg tør vædde på, at hun ender med at købe et lille rækkehus i nærheden af sit gamle college,” sagde Sebastian.
”Du er faretruende tæt på at være familiens kloge hoved,” sagde Emma og spekulerede på, om hun skulle fortælle sin søn om det nye problem.
Du kan købe Her var en mand online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 9. august 2019.
I bestsellerserien Clifton-krøniken fortæller Jeffrey Archer over syv bøger en episk historie om magt, forræderi og familiebånd. Nu afsluttes historien med det sidste bind i serien, Her var en mand. Læs de første tre kapitler her.
Her var en mand er sidste bind i Clifton-krøniken. Jeffrey Archer afslutter den medrivende saga om familierne Cliftons og Barringtons turbulente liv.
Den verdensberømte forfatter Harry Clifton er i fuld gang med at skrive sit næste store værk, mens hans hustru, Emma, afslutter sine ti år som bestyrrelsesformand for Bristol Royal Infirmary.
En uventet telefonopringning spænder imidlertid ben for dén plan. Sebastian Clifton og lady Virginia er meget imod deres vilje nødt til at opsøge gamle bekendte i fængslet. Giles Barrington er på vej ud af politik. Nye vinde blæser i England, og Giles må så småt indstille sig på et mere almindeligt familieliv sammen med sin østtyske kone Karin. Lady Virginia er til gengæld helt på vej ud af landet for at undslippe sine kreditorer, men så dør hertuginden af Hertford, og lady Virginia får en lys idé.
LÆS OGSÅ: Storslået og medrivende familiesaga af Jeffrey Archer
Du kan købe Her var en mand online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 9. august 2019.
Jeffrey Archer
Her var en mand
På dansk ved
Alis Friis Caspersen
Prolog
1978
Emma kiggede altid en ekstra gang på de skibe, der sejlede med det canadiske flag i bagstavnen. Bagefter tjekkede hun skibets navn, før hendes hjerte begyndte at banke normalt igen.
Da hun kiggede efter denne gang, begyndte hendes hjerte imidlertid at hamre, og benene nærmest eksede under hende. Hun kiggede efter en ekstra gang: Det var et navn, hun aldrig ville kunne glemme. Hun stod og så til, da to slæbebåde dampede ind i flodmundingen med sort røg op af skorstenene, mens de lodsede det gamle, rustne fragtskib hen til dets endestation.
Hun skiftede retning, men på vej hen mod ophugningspladsen kunne hun ikke lade være med at spekulere på de mulige konsekvenser af at kende sandheden så mange år efter. Det ville vel være mere fornuftigt bare at gå tilbage til kontoret i stedet for at rode op i fortiden … den fjerne fortid.
Men hun vendte ikke om, og da hun var kommet hen til ophugningspladsen, gik hun direkte hen til sjakbajsens kontor, som om det var en almindelig formiddagsrunde, hun var ude på. Hun gik op i togvognen og så til sin lettelse, at Frank ikke var på kontoret, men at der kun sad en sekretær og hamrede løs på en skrivemaskine. Sekretæren rejste sig omgående op, da hun fik øje på bestyrelsesformanden.
”Frank er her desværre ikke, mrs. Clifton. Skal jeg gå ud og finde ham?”
”Nej, det er lige meget,” sagde Emma. Hun kiggede på arbejdsplanen, der hang på væggen, og fik sin værste frygt bekræftet. Maple Leaf skulle hugges op, og arbejdet var planlagt til at gå i gang den kommende tirsdag. I det mindste kunne hun så nå at overveje, om hun skulle fortælle Harry om det, eller om hun, ligesom admiral Nelson, skulle sætte kikkerten for det blinde øje. Men hvis Harry fra anden side hørte, at Maple Leaf var kommet tilbage til skibskirkegården, og så spurgte, om hun havde vidst besked, ville hun ikke kunne lyve for ham.
”Mr. Gibson er sikkert tilbage om et par minutter, mrs. Clifton.”
”Bare rolig, det haster ikke. Men vil De bede ham om at banke på døren, næste gang han kommer forbi mit kontor?”
”Hvad må jeg sige, det drejer sig om?”
”Han ved besked.”
Karin kiggede ud ad togvinduet og så landskabet fare forbi på turen til Truro, men hendes tanker var gået på langfart, mens hun forsøgte at forlige sig med baronessens død.
Hun havde ikke haft kontakt med Cynthia i adskillige måneder, og MI6 havde ikke gjort anstalter til at udskifte hende som Karins føringsofficer. Havde de mistet interessen for hende? Cynthia havde i lang tid ikke givet Karin noget af betydning, som hun kunne fortælle videre til Pengelly, og deres tekomsammener var blevet mere og mere sporadiske.
Pengelly havde antydet, at det nok ikke varede længe, før han blev kaldt tilbage til Moskva. Det kunne efter hendes mening ikke gå hurtigt nok. Hun var led og ked af at bedrage Giles, den eneste mand, hun nogensinde havde elsket, og var også led og ked af at rejse ned til Cornwall under påskud af at skulle besøge sin far. Pengelly var ikke hendes far, kun hendes stedfar. Hun afskyede ham! Hun havde sådan håbet, at hendes mor ikke ville gifte sig med ham, men da først moderen var blevet til mrs. Pengelly, var det hurtigt gået op for Karin, at denne underordnede partifunktionær ville kunne hjælpe hende til at flygte fra et regime, som hun foragtede endnu mere, end hun foragtede ham, hvis det da overhovedet var muligt. Og så havde hun mødt Giles Barrington, der havde gjort drøm til virkelighed ved at forelske sig i hende.
Karin hadede, at hun ikke kunne fortælle Giles sandheden om, hvorfor hun så ofte drak te med baronessen i Overhuset, og nu da Cynthia var død, behøvede hun ikke længere at leve et liv, der var baseret på en løgn. Men ville Giles – når han hørte sandheden – tro på, at hun kun var flygtet fra det kommunistiske Østberlin, fordi hun ønskede at være sammen med ham? Havde hun løjet for ham én gang for meget?
Da toget kørte ind på stationen i Truro, bad hun en stum bøn om, at det blev sidste gang.
”Hvor mange år har De arbejdet for rederiet, Frank?” spurgte Emma.
”Næsten fyrre, mrs. Clifton. Under Deres far og før ham Deres farfar.”
”Så De kender historien om Maple Leaf?”
”Det var før min tid, men alle i havnen har hørt historien, selv om der ikke er mange, der taler om den længere.”
”Jeg vil bede Dem om en tjeneste, Frank. Vil De kunne sætte et mindre sjak sammen, som man kan stole på?”
”Jeg har to brødre og en fætter, der ikke har haft nogen anden arbejdsgiver end Barrington.”
”De bliver nødt til at møde på arbejde på søndag, hvor ophugningspladsen er lukket. Jeg vil give dem dobbelt løn, kontant, og de vil kunne se frem til en bonus af samme størrelsesorden om et års tid, men kun hvis jeg ikke har hørt det mindste om det arbejde, de udførte den dag.”
”Meget generøst, madam,” sagde Frank og satte en finger op til kasketten.
”Hvornår vil de kunne begynde?”
”Søndag eftermiddag. Mandag er helligdag, og pladsen åbner først igen på tirsdag.”
”De ved vel godt, at De ikke har spurgt, hvad jeg vil have Dem til at gøre?”
”Det behøver jeg ikke, madam. Og hvis vi finder det, De leder efter, inde i dobbeltskroget, hvad så?”
”Jeg ønsker ikke andet, end at Arthur Cliftons jordiske rester kan få en kristen begravelse.”
”Og hvis vi ikke finder noget?”
”I så fald bliver det en hemmelighed, som vi fem tager med os i graven.”
Karins stedfar åbnede gadedøren og bød hende velkommen med et usædvanlig kærligt smil.
”Jeg har en god nyhed til dig, men det må vente til senere,” sagde han, idet hun trådte ind i huset.
Kunne det virkelig tænkes, at dette mareridt langt om længe var forbi? tænkte Karin. Så så hun The Times ligge på køkkenbordet, slået op på siden med dødsannoncer og nekrologer. Hun stirrede på det velkendte foto af baronesse Cynthia Forbes-Watson og spekulerede på, om det bare var et tilfælde, eller om han havde slået op på siden for at provokere hende.
De talte om løst og fast over en kop kaffe, men Karin kunne ikke undgå at se de tre kufferter, der stod henne ved døren, og som tilsyneladende var et varsel om en nært forestående afrejse. Ikke desto mindre blev hun hele tiden mere og mere nervøs, fordi Pengelly virkede alt for afslappet og venlig, langt mere end hun brød sig om.
”Og nu er vi nødt til at tale om mere alvorlige ting,” sagde han og holdt en finger op foran læberne. Han gik ud i entréen og tog sin tunge frakke ned fra en knage ved siden af døren. Karin overvejede at tage benene på nakken, men hvis hun gjorde det, og det eneste, han ville, var at fortælle hende, at han var på vej tilbage til Moskva, ville hun være afsløret. Han hjalp hende i frakken og fulgte hende ud.
Karin blev forskrækket, da han tog hende hårdt om armen og nærmest marcherede hende hen ad den mennesketomme gade. Normalt stak hun hånden ind under hans arm, så en forbipasserende ville tro, at det var far og datter, der var ude at gå tur, men sådan var det ikke nu. Hun besluttede, at hun – hvis de mødte nogen, om det så var den gamle oberst – ville standse og tale med ham, fordi hun vidste, at Pengelly ikke ville gøre noget overilet, hvis der var et vidne til stede. Ligesom alle spioner gik han ud fra, at alle andre også var spioner.
Pengelly fortsatte med at tale muntert til hende. Det var så atypisk for ham, at Karin blev mere og mere bange, og i det skjulte kiggede hun sig desperat omkring, men kunne ikke få øje på nogen, der var ude at gå tur på denne triste grå dag.
Da de nåede ud til skovbrynet, kiggede Pengelly sig tilbage over skulderen for at se, om nogen var fulgt efter dem. Hvis det var tilfældet, ville de vende om og gå tilbage til huset. Men ikke denne eftermiddag.
Lyset var allerede ved at svinde, selv om klokken kun var lidt i fire, og det blev hele tiden mere og mere mørkt. Han tog hende endnu hårdere om armen, da de drejede væk fra vejen og ud på den sti, der førte ind i skoven. Hans stemme skiftede toneleje og blev lige så kold som vejret.
”Jeg ved, det vil glæde dig at høre, Karin …” – han kaldte hende aldrig Karin – ”… at jeg er blevet forfremmet og snart skal tilbage til Moskva.”
”Tillykke, kammerat direktør. Det er fuldt fortjent.”
Han løsnede ikke grebet om hendes arm. ”Det her er derfor vores sidste møde,” fortsatte han. Turde hun håbe på, at …? ”Men marskal Kosjevoj har bedt mig løse en sidste opgave.” Pengelly uddybede ikke, hvad denne sidste opgave gik ud på. Det var næsten, som om han gerne ville have hende til at gruble lidt over det. Jo længere de kom ind i skoven, jo mørkere blev det, så Karin knap nok kunne se en hånd for sig, men Pengelly så ud til at vide præcis, hvor de skulle hen, som om han havde gået turen igennem skridt for skridt.
”Chefen for kontraspionage har langt om længe afsløret den forræder i vores rækker, den person, der i årevis har forrådt fædrelandet,” sagde han roligt. ”Jeg er blevet beordret til at give vedkommende en passende straf.”
Langt om længe løsnede han grebet om hendes arm og slap til sidst helt. Instinktivt skulle hun til at stikke af, men han havde valgt stedet godt med en klynge træer bag dem, den nedlagte tinmine til højre for hende, til venstre en smal sti, som hun knap nok kunne se i mørket, og tårnende sig op foran hende Pengelly, der så ualmindelig rolig og årvågen ud.
Han tog langsomt en pistol op af frakkelommen og holdt den truende ned langs siden. Håbede han på, at hun ville forsøge at flygte, så der skulle mere end én kugle til at dræbe hende? Men hun stod som naglet til stedet.
”Du er den forræder, der har gjort vores sag mere skade end nogen anden agent,” sagde Pengelly. ”Du skal derfor dø en forræders død.” Han skævede hen mod mineskakten. ”Jeg vil være tilbage i Moskva, længe før de finder dit lig, hvis de da nogensinde gør det.”
Han hævede langsomt pistolen, indtil mundingen var lige ud for Karins øjne. Det sidste, hun tænkte på, før han trykkede på aftrækkeren, var Giles.
Lyden af et enkelt skud rungede gennem skoven, og en flok stære fløj højt op i luften, samtidig med at hun segnede om på jorden.
HARRY OG EMMA CLIFTON
1978-1979
1
Nummer 6 trykkede på aftrækkeren. Kuglen forlod løbet med næsten 350 kilometer i timen, ramte sit mål få centimeter under venstre kraveben og dræbte ham på stedet.
Den anden kugle borede sig ind i et træ få meter fra det sted, hvor de to mennesker var segnet om på jorden. Et øjeblik efter stormede fem faldskærmssoldater fra SAS-regimentet gennem underskoven forbi den nedlagte tinmine og stillede sig op rundt om de to kroppe. Som toptrænede mekanikere ved et servicestop under et Formel 1-løb klarede de hver især deres opgaver uden at tale sammen eller spørge om noget.
Nummer 1, en løjtnant og enhedens kommandofører, samlede Pengellys våben op og lagde det i en plasticpose, mens nummer 5, der var læge, knælede ned ved siden af kvinden og ledte efter hendes puls. Den var svag, men hun var i live. Hun måtte være besvimet, da hun hørte lyden af det første skud, hvilket var ganske normalt og grunden til, at mænd, der stod foran en peloton, ofte blev bundet til pælen.
Nummer 2 og 3, der begge var korporaler, løftede blidt den ukendte kvinde over på en båre og bar hende hen til en lysning i skoven omkring hundrede meter væk, hvor en helikopter allerede ventede på dem med drejende rotorblade. Da båren var blevet spændt fast derinde, klatrede nummer 5, lægen, om bord for at være sammen med sin patient. Helikopteren lettede, i samme øjeblik han havde spændt sikkerhedsbæltet. Han tog atter hendes puls; en smule bedre nu.
Nede på jorden løftede nummer 4, der var sergent og regimentets boksemester i sværvægtsklassen, den anden krop op og kastede den over skulderen, som var den en sæk kartofler. Sergenten småløb af sted i sit eget tempo og i modsat retning af sine kolleger, men på den anden side vidste han jo præcis, hvor han skulle hen.
Et øjeblik efter kom en ny helikopter til syne og kredsede rundt over hovederne på dem, mens den kastede en bred lysstråle ned over operationsområdet. Nummer 2 og 3 kom hurtigt tilbage fra deres båretjeneste og sluttede sig til nummer 6, skarpskytten, der i mellemtiden var klatret ned fra et træ med riflen slynget over skulderen. Sammen begyndte de tre mænd at lede efter de to kugler.
Den første havde boret sig ned i jorden kun få meter fra det sted, hvor Pengelly var segnet om. Nummer 6, der havde fulgt dens bane med øjnene, fandt den hurtigt. Selv om alle i enheden havde stor erfaring med at spotte rikochetteringsmærker og krudtslam, var de noget længere tid om at finde den anden kugle. En af korporalerne, der blot var ude på sin anden opgave af denne art, rakte en hånd op, i samme øjeblik han fandt den. Han brugte sin kniv til at grave den ud af træet og gav den til nummer 1, der lod den dumpe ned i en ny plasticpose; det var en souvenir, der ville blive sat fast på væggen i en messe, hvor der var adgang forbudt for gæster. Opgave løst.
De fire mænd løb tilbage forbi den gamle tinmine hen mod lysningen og dukkede ud af skoven, netop som helikopter nummer to landede.
Løjtnanten ventede, indtil hans mænd var klatret om bord, før han satte sig ind ved siden af piloten og spændte sikkerhedsbæltet. Da helikopteren lettede, trykkede han på stopuret.
”Ni minutter og treogfyrre sekunder. Det er godkendt!” råbte han for at overdøve larmen fra rotorerne – han havde forsikret sin chef, at de ikke alene ville løse opgaven, men også at de ville have løst den på under ti minutter. Han kiggede ned mod jorden under sig, og når man så bort fra enkelte fodspor, der ville forsvinde næste gang, det regnede, var der intet at se efter det, der var sket. Hvis nogen af de lokale havde set de to helikoptere flyve i hver deres retning, ville vedkommende ikke tænke nærmere over det. Flyvestationen på Bodmin Hede lå trods alt kun cirka tredive kilometer væk, og aktiviteterne dér var en del af dagligdagen for lokalbefolkningen.
Der var dog én af dem, der vidste præcis, hvad der var på færde. Den pensionerede oberst Henson, dekoreret med et Military Cross, havde ringet til flyvestationen få øjeblikke efter at have set Pengelly træde ud af sit hus med et fast greb om sin datters arm. Han havde ringet til det nummer, han havde fået besked på at ringe til, hvis han nogensinde fik indtryk af, at hun var i fare. Selv om han ikke anede, hvem der var i den anden ende af røret, havde han sagt ordet ’Vindheks’, hvorefter forbindelsen var blevet afbrudt. Otteogfyrre sekunder efter var de to helikoptere i luften.
Stationschefen gik hen til vinduet og kiggede efter de to Puma-helikoptere, da de fløj over kontorbygningen og videre mod syd. Han travede rundt i kontoret og kastede med korte mellemrum et blik ned på sit armbåndsur. Han var en handlingens mand, ikke en tilskuer, men han havde nølende set i øjnene, at han som 39-årig var blevet for gammel til hemmelige operationer. Også de, der kun står og venter, tjener landet.
Da de ti minutter langt om længe var gået, gik han tilbage til vinduet, men der gik yderligere tre minutter, før han fik øje på en helikopter, der sank ned gennem skyerne. Han ventede et par sekunder mere, før han følte, det var i orden ikke længere at krydse fingre, for hvis den anden helikopter var kommet ned efter den første, betød det, at operationen var slået fejl. Hans ordrer fra London havde i givet fald ikke været til at misforstå.
Hvis kvinden var død, skulle hendes lig flyves til Truro og lægges ind i en afsondret hospitalsfløj, hvor et tredje hold allerede havde fået deres ordrer. Hvis hun havde overlevet, skulle hun flyves til London, hvor et fjerde hold stod klar til at overtage kontrollen. Stationschefen vidste ikke, hvad deres opgave gik ud på, og anede ikke, hvem kvinden var. En mand i hans lønramme havde ikke adgang til den slags viden.
Stationschefen rørte sig stadig ikke ud af stedet, da helikopteren var landet. En dør gik op, og løjtnanten sprang ud og krummede sig sammen under de stadig drejende rotorblade. Han løb et par meter, før han rettede sig op, og ved synet af obersten i vinduet stak han en tommelfinger i vejret. Stationschefen udstødte et lettelsens suk og gik tilbage til sit skrivebord for at ringe til det nummer, han havde skrevet ned på en skriveblok. Det ville være anden og sidste gang, at han talte med ministersekretæren.
”Oberst Dawes, sir.”
”Godaften, hr. oberst,” sagde sir Alan.
”Operation Vindheks afsluttet med succes, sir. Puma 1 tilbage på basen. Puma 2 på vej hjem.”
”Mange tak,” sagde sir Alan og lagde på. Der var ikke et øjeblik at spilde. Hans næste aftale måtte være lige på trapperne. Som var han en spåmand, gik døren op, og hans sekretær meldte lord Barrington.
”Giles,” sagde sir Alan og rejste sig fra skrivebordsstolen for at række sin gæst hånden. ”Kunne du have lyst til en kop te eller kaffe?”
”Nej tak,” svarede Giles, der kun var interesseret i én ting: at høre, hvorfor ministersekretæren havde villet tale med ham ’omgående’.
”Du må undskylde, at jeg kaldte dig væk fra dit arbejde,” sagde sir Alan. ”Jeg havde brug for at tale med dig om en sag på kabinetniveau.”
Giles havde ikke hørt det ord, siden han var blevet medlem af kabinettet, men han behøvede ikke at blive mindet om, at det, han og sir Alan skulle til at tale om, aldrig måtte komme videre til en anden person, medmindre vedkommende også var medlem af kabinettet.
Giles nikkede. ”Lad mig begynde med at fortælle dig, at din kone Karin ikke er Pengellys datter,” sagde sir Alan.
En af dem knuste en rude, og et øjeblik efter var de seks mænd kommet indenfor. De vidste ikke præcis, hvad de ledte efter, men når de så det, ville de ikke være i tvivl. Majoren, der var kommandoføreren for denne anden enhed, også kendt som Renovationen, havde ikke et stopur med, eftersom han ikke havde travlt. Hans mænd havde lært at give sig god tid og sikre sig, at de ikke overså noget, fordi de aldrig fik mulighed for at komme igen.
I modsætning til kollegerne i den første enhed var de iført træningstøj og havde store sorte affaldssække med, bortset fra en af dem, nummer 4 – men han var heller ikke fast medlem af enheden. De trak alle gardiner for, før de tændte lyset, og ransagningen kunne begynde. Hurtigt og metodisk begyndte de derefter at gå alle værelser igennem med en tættekam og overlod intet til tilfældet. To timer senere havde de fyldt otte affaldssække. De lod sig ikke distrahere af liget, som nummer 4 havde lagt på tæppet i forstuen, bortset fra at en af dem rodede hans lommer igennem.
Det sidste, de gik igennem, var de tre kufferter, som deres ejermand havde ladet stå ude i entréen henne ved siden af gadedøren – en guldgrube. Indholdet i de tre kufferter kunne være i en enkelt sæk, men rummede langt flere oplysninger end de andre syv tilsammen: dagbøger, navne, telefonnumre, adresser og hemmeligstemplede dokumenter, som Pengelly uden tvivl havde haft til hensigt at tage med hjem til Moskva.
Enheden brugte derefter den næste time på at gå huset igennem en sidste gang, men fandt ikke mere af interesse, men de var jo også professionelle, der var trænet i at løse deres opgaver til punkt og prikke i første hug. Da kommandoføreren følte sig overbevist om, at der ikke var mere at finde, gik de seks mænd ud gennem køkkendøren og tilbage til depotet ad separate, forud aftalte veje. Kun nummer 4 blev tilbage, men han var på den anden side heller ikke renovationsarbejder. Han var ødelægger.
Da sergenten havde hørt køkkendøren gå i, tændte han en cigaret og tog et par hiv, før han smed den tændte cigaret ned på tæppet ved siden af liget. Derefter stænkede han benzin fra sin lighter ned på gløden, og et øjeblik efter skød en blå flamme op og satte ild til tæppet. Han vidste, at ilden hurtigt ville brede sig i det lille træhus, men han var nødt til at vide det med sikkerhed, så han gik ikke, før røgen fik ham til at hoste, hvorefter han hurtigt forlod rummet og gik hen til køkkendøren. Da han var kommet ud af huset, vendte han sig om, og efter til sin tilfredshed at have set, at ilden havde fået godt fat, begyndte han at løbe tilbage mod basen. Han havde ikke tænkt sig at ringe til brandvæsenet.
Alle tolv mænd kom tilbage til basen på forskellige tidspunkter og blev først til en enkelt enhed igen, da de senere samme aften mødtes i messen til en drink. Obersten sluttede sig til dem, da de skulle spise aftensmad.
Ministersekretæren stod ved kontorvinduet på første etage og ventede, indtil han havde set Giles Barrington komme ud ad døren og målbevidst gå ned ad Downing Street mod Whitehall. Derefter gik sir Alan tilbage til sit skrivebord og overvejede omhyggeligt, hvor meget han kunne afsløre i sin næste telefonsamtale.
Harry Clifton stod ude i køkkenet, da telefonen ringede. Han tog den, og da han hørte ordene: ”Nummer 10 på linjen, vent venligst,” gik han ud fra, at det var premierministeren, der ville tale med Emma. Han kunne ikke huske, om hun var på hospitalet eller til bestyrelsesmøde i Barrington House.
”God eftermiddag, mr. Clifton, De taler med Alan Redmayne. Forstyrrer jeg?”
Harry var lige ved at le højt. Han havde lyst til at sige: ’Nej, sir Alan, jeg er gået ud i køkkenet for at lave en kop te og kan ikke beslutte, om jeg skal putte en eller to sukkerknalder i, så hvad siger De til at ringe lidt senere?’ I stedet for slukkede han for kedlen. ”Selvfølgelig ikke, sir Alan, hvad kan jeg gøre for Dem?”
”Jeg syntes, De som den første skulle vide, at John Pengelly ikke længere er et problem, og selv om De aldrig er blevet fortalt sagens rette sammenhæng, skal De vide, at Deres betænkeligheder vedrørende Karin Brandt var grundløse, om end forståelige nok. Pengelly var ikke hendes far, og i de sidste fem år har hun været en af vores mest betroede agenter. Nu, da Pengelly ikke længere er et problem, vil hun blive fritstillet, og vi har ingen planer om at kalde hende tilbage på arbejde igen.”
Harry gik ud fra, at ’ikke længere et problem’ var en eufemisme for ’Pengelly er blevet elimineret’, og selv om spørgsmålene stod i kø, valgte han at bide dem i sig. Han vidste, at en mand, der holdt ting hemmeligt for selv premierministeren, ikke ville være tilbøjelig til at svare på hans spørgsmål.
”Mange tak, sir Alan. Er der andet, jeg bør vide?”
”Ja, Deres svoger har også lige fået besked om hans hustru, men lord Barrington ved ikke, at det var Dem, der i sin tid førte os til Pengelly. Faktisk ville jeg foretrække, at han aldrig fik det at vide.”
”Men hvad siger jeg så, når han selv kommer ind på emnet?”
”De behøver ikke at sige noget som helst. Hvad skulle dog give ham den tanke, at De faldt over navnet Pengelly, da De var i Moskva til en PEN-kongres, for jeg har helt bestemt ikke sagt noget om det.”
”Mange tak, sir Alan. Det var venligt af Dem at orientere mig om det.”
”Det var så lidt. Og for resten, mr. Clifton, tillykke. Det er fuldt fortjent.”
Efter at Giles havde forladt Downing Street 10, skyndte han sig hjem til Smith Square. Heldigvis var det Markmans fridag, og da han havde låst sig ind, gik han straks ovenpå til soveværelset. Han tændte sengelampen, trak gardinerne for og tæppede af. Klokken var kun lidt over seks, men lygterne ude på Smith Square var allerede blevet tændt.
Han var kommet halvt ned ad trappen, da det ringede på døren. Han løb ned og åbnede den og så en ung mand stå udenfor. Bag ham holdt en anonym sort varevogn med åbne bagdøre. Manden rakte ham hånden. ”Mit navn er dr. Weeden. De har ventet os, går jeg ud fra?”
”Det har jeg,” svarede Giles og så to mænd forsigtigt løfte en båre ud af varevognen.
”Denne vej,” sagde Giles og viste dem op til soveværelset. De to mænd flyttede den bevidstløse kvinde fra båren over på sengen. Giles trak tæppet op om sin kone, og de to mænd gik uden at sige en lyd.
Lægen tog hendes puls. ”Jeg har givet hende et sovemiddel, så hun kommer til at sove et par timer endnu. Når hun vågner, vil hun et øjeblik være konfus og tro, det hele var et mareridt, men når hun så ser, at hun er hjemme i sine vante omgivelser, vil hun hurtigt komme i tanke om, hvad der er sket. Hun vil naturligvis straks begynde at spekulere på, hvor meget De ved, så jeg vil anbefale, at De udnytter tiden til at forberede et svar.”
”Det har jeg allerede gjort,” sagde Giles og fulgte dr. Weeden nedenunder og åbnede døren. De to mænd trykkede igen hinanden i hånden, hvorefter lægen satte sig ind på forsædet i varevognen uden at se sig tilbage. Den anonyme bil kørte langsomt rundt på Smith Square, hvorefter den drejede til højre og kørte ud i den sene aftenmyldretrafik.
Da bilen var ude af syne, lukkede Giles døren og løb ovenpå. Han trak en stol hen til sengen og satte sig ved siden af sin sovende kone.
Giles måtte være faldet i søvn, for det næste, han så, var Karin, der sad op i sengen og stirrede på ham. Han blinkede, smilede og tog hende i sine arme.
”Det er overstået, min elskede. Du er i sikkerhed nu,” sagde han.
”Jeg troede ikke, du ville kunne tilgive mig, når du fandt ud af det,” sagde hun og klamrede sig til ham.
”Der er ikke noget at tilgive. Lad os glemme alt om fortiden og koncentrere os om fremtiden.”
”Men det er vigtigt, at jeg fortæller dig det alt sammen,” sagde Karin. ”Ikke flere hemmeligheder.”
”Alan Redmayne har allerede fortalt mig det hele,” sagde Giles og forsøgte at berolige hende.
”Ikke det hele,” sagde Karin og gav slip på ham. ”Selv han ved ikke det hele, og jeg vil ikke blive ved med at leve på en løgn.” Giles så bekymret på hende. ”Sandheden er, at jeg brugte dig til at slippe ud af Tyskland. Ja, jeg kunne godt lide dig, men jeg havde planlagt at stikke af fra både dig og Pengelly og begynde på et helt nyt liv, når først jeg var kommet til England. Og det ville jeg også have gjort, hvis ikke jeg var blevet forelsket i dig.” Giles tog hende i hånden. ”Men for at kunne beholde dig var jeg nødt til at overbevise Pengelly om, at jeg stadig arbejdede for ham. Det var Cynthia Forbes-Watson, der reddede mig.”
”Og mig,” sagde Giles. ”Men hvad angår mig, så forelskede jeg mig i dig den nat, vi var sammen i Berlin. Det var ikke min skyld, at du var lidt længere om at forstå, hvor heldig du var.” Karin brast i latter og slog armene om ham. ”Og nu går jeg ned og laver en kop te til dig,” sagde Giles, da hun havde sluppet ham igen.
Så typisk engelsk, tænkte Karin.
2
”Hvad tid er vi blevet tilsagt til dronningen?” spurgte Emma smilende og ville ikke indrømme, hvor stolt hun var af sin mand, og hvor meget hun glædede sig til det, der skulle ske. Det samme kunne ikke siges om det bestyrelsesmøde, hun havde indkaldt til senere på ugen, og som hele tiden lå og lurede i baghovedet.
”Når som helst mellem ti og elleve,” sagde Harry efter at have tjekket indbydelsen endnu en gang.
”Huskede du at bestille en bil?”
”I går eftermiddags. Og jeg dobbelttjekkede det som det første her til morgen,” tilføjede han. I det samme ringede det på døren.
”Det må være Seb,” sagde Emma. Hun kastede et blik på uret. ”Og for en gangs skyld kommer han til tiden.”
”Jeg tror ikke, det her er noget, han kunne finde på at komme for sent til,” sagde Karin.
Giles rejste sig op, da Markham åbnede døren ind til morgenmadsstuen og trådte til side, så Jessica, Sebastian og en højgravid Samantha kunne komme ind.
”Har I fået morgenmad?” spurgte Giles efter at have givet Samantha et kys på kinden.
”Ja tak,” sagde Sebastian, samtidig med at Jessica slog sig ned ved bordet og smurte et stykke ristet brød og rakte ud efter marmeladen.
”Åbenbart ikke alle,” sagde Harry og smilede til sit barnebarn.
”Hvor lang tid har jeg?” spurgte Jessica efter at have tygget af munden.
”Højst fem minutter,” sagde Emma strengt. ”Vi skal være på slottet senest halv elleve, unge dame.” Jessica smurte endnu et stykke ristet brød.
”Det var pænt af dig at give os husly i nat, Giles,” sagde Emma og kiggede på sin bror. ”Bare en skam, at du ikke må komme med.”
”Kun for den allernærmeste familie, siger reglerne, og det er helt i orden, for i modsat fald skulle man bruge et fodboldstadion for at kunne rumme alle dem, der gerne ville deltage.”
Det bankede på hoveddøren.
”Det må være vores chauffør,” sagde Emma. Hun kiggede efter en sidste gang, om Harrys slips sad lige, og børstede et gråt hår væk fra hans jaket.
”Så går vi,” sagde hun.
”Én gang formand, altid formand,” hviskede Giles, da han med Sebastian og Samantha i hælene fulgte sin svoger ud til hoveddøren. Jessica, der nu gumlede på sit tredje stykke toast, udgjorde bagtroppen.
Da Emma trådte ud på Smith Square, åbnede en chauffør bagdøren til en sort limousine. Hun gennede sin flok ind i bilen og satte sig selv ind på bagsædet ved siden af Harry og Jessica. Bilen drejede ud i morgentrafikken.
”Er du nervøs, farfar?” spurgte Jessica.
”Nej, ikke medmindre du har tænkt dig at begå statskup,” svarede Harry.
”Nu ikke noget med at give hende idéer, tak,” sagde Sebastian, da bilen kørte forbi Underhuset og videre ind på Parliament Square.
Selv Jessica blev stum, da bilen kørte gennem Admiralty Arch, og Buckingham Palace dukkede op foran dem. Bilen kørte langsomt op ad The Mall og rundt om statuen af dronning Victoria, før den holdt ind foran slotsporten. Chaufføren rullede vinduet ned og meldte mr. Harry Clifton og hans familie til den unge garderofficer.
Løjtnanten smilede og satte flueben ud for navnet på sit clipboard. ”Kør gennem porthuset nede til venstre, hvor en af mine kolleger står parat til at vise Dem, hvor De skal parkere.”
Chaufføren fulgte anvisningen og kom ind på en stor gårdsplads, der var fyldt med biler.
”Vær venlig at parkere ved siden af den blå Ford længst tilbage,” sagde en ny officer og pegede hen over gårdspladsen. ”Derfra er der nem adgang til slottet.”
Da Harry steg ud af bilen, kastede Emma et sidste kritisk blik på ham.
”Du nægter selvfølgelig at tro det, men du har glemt at lyne op,” hviskede hun.
Harry blev blodrød i hovedet og skyndte sig at lyne op, før de gik op ad trappen og ind på slottet. To infanterister i hoffets rødgyldne uniform stod ret for enden af en bred trappe med en rød løber. Harry og Emma gik langsomt op ad trappen, mens de forsøgte at fordøje det alt sammen. Da de var kommet op, stod to officerer parat til at tage imod dem. Harry lagde mærke til, at officererne blev mere og mere højtrangerende, for hver gang de blev stoppet.
”Harry Clifton,” sagde han, før de nåede at spørge om hans navn.
”Godmorgen, mr. Clifton,” sagde den ældste af officererne. ”Vær venlig at komme med mig. Min kollega vil vise Deres familie ind i tronsalen.”
”Held og lykke,” hviskede Emma, da Harry blev ført væk.
Familien gik op ad en ny, ikke helt så bred trappe, der endte oppe i et langt billedgalleri. Emma standsede et øjeblik, før hun trådte ind i det højloftede rum og stirrede på de mange tæthængende malerier, som hun ellers kun havde set i kunstbøger. Hun vendte sig om mod Samantha. ”Vi bliver nok ikke inviteret herind en anden gang, så mon ikke Jessica kunne tænke sig at høre lidt om Den Kongelige Kunstsamling?”
”Også mig,” sagde Sebastian.
”Mange konger og dronninger i England var kunstkendere og -samlere, så det her er kun en lille del af Den Kongelige Kunstsamling, der rent faktisk ejes af landet og ikke monarken. Som I kan se, består samlingen her i galleriet især af billeder af engelske kunstnere fra begyndelsen af det nittende århundrede. Et bemærkelsesværdigt billede fra Venedig, malet af Turner, hænger over for et udsøgt maleri af katedralen i Lincoln af hans livslange rival, Constable. Men det altdominerende maleri forestiller, som I kan se, Karl I til hest og er malet af Van Dyck, der dengang var hofmaler og boede på slottet.”
Jessica blev så opslugt, at hun næsten glemte grunden til, at de var der. Da de langt om længe nåede ned til tronsalen, fortrød Emma, at de ikke var kørt af sted noget før, fordi de første ti stolerækker allerede var optaget. Hun gik hurtigt ned gennem midtergangen, slog en klo i fire stole på den første ledige række og ventede på, at familien skulle indhente hende. Da de havde sat sig, begyndte Jessica at kigge sig omhyggeligt omkring i salen.
På begge sider af den brede midtergang var der stillet lidt over tre hundrede gyldenmalede stole op i rækker a seksten, og gangen endte foran nogle få trin, belagt med et rødt tæppe, der førte op til en kæmpemæssig trone, som stod og ventede på sin retmæssige indehaver. Den nervøse snak i rummet gik i stå seks minutter i elleve, da en høj, elegant mand i jaket kom ind, stillede sig for foden af trappen og vendte sig om for at se på forsamlingen.
”God formiddag, de damer og de herrer,” begyndte han. ”Velkommen til Buckingham Palace. Dagens investitur begynder om få minutter. Jeg må bede Dem om ikke at tage billeder og ikke forlade salen, før ceremonien er forbi.” Derefter forlod han salen lige så diskret, som han var trådt ind i den.
Jessica lukkede sin taske op og tog en lille blok og en blyant op af den. ”Han sagde ikke noget om ikke at tegne, farmor,” hviskede hun.
Da klokken slog elleve, trådte Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II ind i tronsalen, og alle rejste sig op. Hun stillede sig på det øverste trin foran tronen, men uden at sige noget. Et nik fra ceremonimesteren og den første modtager af en begunstigelse kom ind fra den modsatte side af salen. I løbet af den næste time modtog mænd og kvinder fra Det Forenede Kongerige og Commonwealth-landene deres tildelte begunstigelse af monarken, som talte kortvarigt med hver enkelt, før ceremonimesteren nikkede igen, og en ny person kom ind.
Jessica sad klar med blyanten, da hendes farfar kom ind i salen. Da han gik hen mod dronningen, stillede ceremonimesteren en lille stol hen foran majestæten og rakte hende et sværd. Jessicas blyant fløj hen over papiret og indfangede hele sceneriet, da Harry faldt ned på ét knæ og bøjede hovedet. Dronningen lagde let spidsen af sværdet på hans højre skulder, løftede det igen og lagde det derefter over på hans venstre skulder, før hun sagde: ”Rejs jer, sir Harry.”
”Hvad skete der så, efter at du var blevet kørt til Tower?” ville Jessica vide, da de lagde slottet bag sig og kørte tilbage ad The Mall med kurs mod Harrys yndlingsrestaurant, hvor de skulle fejre dagen over en frokost.
”Først blev vi alle sammen vist ind i et forværelse, hvor en ceremonimester i detaljer fortalte, hvad der skulle ske. Han var overordentlig høflig og sagde, at vi – når vi hilste på dronningen – skulle bukke fra halsen og ikke i livet som en page,” sagde Harry og demonstrerede, hvordan man skulle bukke. ”Så sagde han, at vi ikke måtte række hende hånden, skulle tiltale hende med Deres Majestæt og i øvrigt vente på, at hun henvendte sig til en. Under ingen omstændigheder måtte vi spørge hende om noget.”
”Hvor ærgerligt,” sagde Jessica. ”Der er rigtig mange ting, jeg gerne ville have spurgt hende om.”
”Og når vi svarede på et af hendes spørgsmål, skulle vi tiltale hende med ’ma’am’, der rimer på Sam,” fortsatte Harry og ignorerede sit barnebarn. ”Når audiensen var forbi, skulle vi bukke igen.”
”Fra halsen,” sagde Jessica.
”Og derefter skulle vi gå.”
”Hvad ville der ske, hvis du ikke gik?” spurgte Jessica. ”Eller hvis du begyndte at spørge hende om noget?”
”Ceremonimesteren fortalte os meget høfligt, at han havde ordre til at hugge hovederne af os, hvis vi blev stående længere end vores tildelte tid.”
Alle undtagen Jessica brast i latter.
”Jeg ville nægte at bukke og sige Deres Majestæt til hende,” sagde Jessica bestemt.
”Dronningen bærer over med rebeller og har accepteret, at amerikanerne har været ude af kontrol siden 1776,” sagde Sebastian og forsøgte at føre samtalen ind i knap så hajfyldt farvand.
”Hvad sagde hun så til dig?” spurgte Emma.
”Hun fortalte mig, at hun godt kunne lide mine bøger, og spurgte, om der kom en ny William Warwick til jul. ’Ja, ma’am,’ svarede jeg, ’men måske vil De ikke bryde Dem synderligt om den næste bog, for jeg har tænkt mig at tage livet af William.’”
”Hvad sagde hun til det?” spurgte Sebastian.
”Hun mindede mig om det, hendes tipoldemor, dronning Victoria, havde sagt til Lewis Carroll efter at have læst Alice i eventyrland. Jeg forsikrede hende så om, at min bog ikke ville være en lærebog om Euklid.”
”Hvad svarede hun til det?” spurgte Samantha.
”Hun smilede for at antyde, at samtalen var forbi.”
”Hvad kommer din næste bog til at handle om, hvis du agter at tage livet af William Warwick?” spurgte Sebastian, da bilen i det samme holdt ind foran restauranten.
”Jeg lovede engang din farmor, at jeg ville forsøge at skrive en litterær bog, som, med hendes ord, ville leve længere end nogen bestseller og ikke så hurtigt gå i glemmebogen. Jeg bliver jo ikke yngre, Seb, så når jeg har afleveret min nye bog, vil jeg forsøge at finde ud af, om jeg overhovedet kan leve op til hendes forventninger.”
”Har du en idé, et emne eller bare en titel?” ville Sebastian vide, da de trådte in i Le Caprice.
”Ja, ja og ja,” sagde Harry, ”men mere vil jeg for nærværende ikke fortælle dig,” tilføjede han.
”Men du vil da godt fortælle mig det, ikke også, farfar?” spurgte Jessica og viste ham blyantstegningen af ham, da han lå på knæ foran dronningen, og hun havde lagt sværdet på hans højre skulder.
Harry gispede, og hele familien smilede og klappede. Han skulle lige til at svare på hendes spørgsmål, da overtjeneren trådte frem og reddede ham.
”Deres bord er klart, sir Harry.”
3
”Fuldkommen udelukket,” sagde Emma. ”Behøver jeg at minde dig om, at sir Joshua grundlagde Barrington Shipping Line i 1839, og at han det første år havde et overskud på –”
”Treogtredive pund, fire shillings og to pence, hvad du fortalte mig første gang, da jeg bare var fem år gammel,” sagde Sebastian. ”Men selv om det lykkedes os at skrabe penge sammen til et rimeligt udbytte til aktionærerne sidste år, så er sandheden jo, at det bliver sværere og sværere at hamle op med sværvægtere på markedet såsom Cunard og P & O.”
”Jeg gad godt vide, hvad din oldefar ville have sagt til tanken om at sælge Barrington til en af vores værste konkurrenter?”
”Ud fra det, jeg har læst og hørt om den gode forretningsmand, han var, så ville han have vejet for og imod og vurderet, hvad der ville være gunstigst for aktionærerne og de ansatte, før han traf en beslutning,” sagde Sebastian og så op på portrættet af sir Walter, der hang på væggen bag hans mor.
”Jeg vil selvfølgelig nødig afbryde et familieskænderi, men skulle vi ikke hellere tale om, hvorvidt Cunards bud er godt nok eller ej?” spurgte admiral Summers.
”Det er et fint bud,” sagde Sebastian nøgternt. ”Jeg er dog ret sikker på, at jeg vil kunne få dem til at hæve det med mindst 10 %, muligvis 15, hvilket faktisk er mere, end vi burde håbe på. Det eneste, vi i virkeligheden skal beslutte i dag, er, om vi vil tage deres henvendelse alvorligt eller simpelthen feje deres bud af bordet.”
”Så er tiden måske inde til at høre, hvad direktionen mener,” sagde Emma og lod blikket glide bordet rundt.
”Vi kan selvfølgelig godt sige vores mening om det, der uden tvivl vil være den vigtigste beslutning nogensinde i rederiets historie, mrs. Clifton,” sagde direktionssekretæren Philip Webster. ”På den anden side er det jo kun Dem og Deres familie, der som hovedaktionærer kan beslutte, hvad vej vinden blæser.”
De andre direktører nikkede, men det forhindrede dem ikke i at bruge de næste fyrre minutter på at sige deres mening, og bagefter kunne Emma konstatere, at ja- og nejsiden stod lige.
”Udmærket,” sagde hun, efter at et par af direktørerne var begyndte at gentage sig selv. ”Clive, jeg vil bede dig om som chef for pr-afdelingen at udfærdige to pressemeddelser, som bestyrelsen kan tage stilling til. Den første skal være kort og kontant og fortælle Cunard på en måde, der ikke kan misforstås, at vi er smigret, men at Barrington er et familieejet rederi og ikke til salg.”
Admiralen så tilfreds ud, hvorimod Sebastian ikke fortrak en mine.
”Og den anden?” spurgte Clive Bingham efter at have noteret Emmas ord ned på en blok.
”At bestyrelsen kalder Cunards bud for lavt, og at alt er, som det plejer at være.”
”Men det kan få Cunard til at tro, at du måske ville være interesseret, hvis de bød mere,” sagde Sebastian advarende.
”Hvad er der galt med det?” spurgte admiralen.
”Tæppet går, og forestillingen begynder,” sagde Sebastian. ”Nu vil Cunards bestyrelsesformand vide, at vores kvindelige hovedkraft har ladet sit lommetørklæde falde på gulvet i den klare forventning, at bejleren vil samle det op og indlede det gammelkendte kurmageri, der med en smule held kan ende med et ægteskabstilbud, som hun føler sig i stand til at acceptere.”
”Hvor lang tid har vi at løbe på?” spurgte Emma.
”Finansverdenen ved, at vi holder bestyrelsesmøde i dag for at tale om Cunards overtagelsestilbud, og forventer at få et svar, før børsen lukker i aften. Markedet kan klare alt, tørke, hungersnød, et uventet valgresultat, tilmed statskup, men ikke ubeslutsomhed.”
Emma åbnede sin taske, tog et lommetørklæde op og lod det falde ned på gulvet.
”Hvad syntes du om prædikenen?” spurgte Harry.
”Vældig interessant,” sagde Emma. ”Men pastor Dodswells prædikener er jo altid værd at lytte til,” tilføjede hun, da de forlod kirkegården og gik tilbage mod Manor House.
”Jeg ville gerne have talt med dig om hans mening om den vantro Thomas, hvis bare du havde hørt et eneste ord af det, han sagde.”
”Jeg syntes, hans mening var vældig spændende,” protesterede Emma.
”Nej, du gjorde ikke. Han kom overhovedet ikke ind på den vantro Thomas, og jeg vil ikke gøre dig yderligere forlegen ved at spørge dig, hvad hans prædiken rent faktisk handlede om. Jeg må bare bede til, at Vorherre vil bære over med, at du ikke engang i kirken kan lægge spekulationerne om rederiets fremtid til side.”
De gik lidt videre uden at sige noget. ”Det er ikke rederiets fremtid, der spøger,” sagde Emma så.
”Hvad er det så?” spurgte Harry og lød overrasket. Emma tog ham i hånden.
”Så slemt?” spurgte han.
”Mable Leaf er kommet tilbage til Bristol og ligger på ophugningspladsen.” Hun tav et øjeblik. ”De begynder at hugge det op på tirsdag.”
De gik videre lidt uden at sige noget. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” spurgte Harry så.
”Jeg synes ikke, der er så meget at diskutere, hvis vi ikke vil gå rundt resten af vores liv og spekulere …”
”Og det ville kunne besvare det spørgsmål, som hele vores liv har pint os. Så hvorfor går du ikke i gang og forsøger så diskret som muligt at finde ud af, om der gemmer sig noget i skibets dobbeltskrog?”
”Arbejdet kan gå i gang med det samme,” indrømmede Emma. ”Men jeg ville ikke give grønt lys, før du havde sagt god for det.”
Clive Bingham var blevet henrykt, da Emma opfordrede ham til at tage plads i Barrington Shipping Lines bestyrelse, og selv om det ikke havde været særlig nemt at gå i sin fars fodspor, følte han, at rederiet havde haft gavn af hans erfaring og viden om markedsføring. Indtil hans indtræden i bestyrelsen havde en sådan viden stort set været fraværende. Samtidig var han ikke i tvivl om, hvad sir Walter Barrington ville have sagt til, at en pr-mand tog plads i bestyrelsen: Det ville i hans øjne kunne sammenlignes med at invitere en salgsrepræsentant til middag.
Clive havde sit eget markedsføringsbureau inde i Londons forretningskvarter med elleve ansatte, der alle sammen på et tidspunkt havde været involveret i firmaovertagelser. Han havde imidlertid indrømmet over for Sebastian, at Barrington-sagen fik ham til at ligge søvnløs om natten.
”Hvorfor? Det er ikke usædvanligt for et familieforetagende at gå videre. Det sker hele tiden nu om dage.”
”Helt enig,” sagde Clive. ”Men her er det personligt. Din mor troede tilstrækkeligt på mig til at bede mig overtage min fars bestyrelsespost, og det er jo helt ærligt ikke det samme som, at jeg skal til at fortælle medierne om en ny krydstogtrute til Bahamas eller om, hvordan vi knytter vores kunder til os eller for den sags skyld, at vi overvejer at bygge et tredje krydstogtskib. Hvis jeg fumler nu –”
”Indtil videre har din strategi været lige i øjet, og Cunard er ved at lægge op til deres sidste bud,” sagde Sebastian. ”Vi ved det, og de ved det, så du kunne ikke have håndteret det bedre.”
”Det er pænt af dig at sige det, Seb, men jeg føler mig som en hækkeløber i opløbet. Jeg kan se målstregen, men der er stadig en sidste forhindring, jeg skal over.”
”Og den kommer du over i fin stil.”
Clive tøvede et øjeblik, før han svarede. ”Jeg føler mig ikke overbevist om, at din mor ønsker at sælge.”
”Du har muligvis ret,” sagde Sebastian. ”Der er dog én god ting at sige om det hele, som du måske ikke har taget med i beregningerne.”
”Såsom?”
”Hun er blevet mere og mere optaget af sit bestyrelsesarbejde for hospitalet, der – glem ikke det – har flere ansatte og et langt større budget end rederiet, foruden at hospitalet er statsejet og ikke vil kunne sælges, hvilket måske nok er det vigtigste her.”
”Men hvad siger Giles og Grace? De er trods alt tilsammen hovedaktionærer.”
”De har givet hende frie hænder, hvilket sikkert er grunden til, at hun spurgte mig, hvordan jeg havde det med det. Og jeg fortalte med rene ord, at jeg af natur er bankmand, ikke skibsreder, og at jeg hellere ville være formand for Farthings Kaufman end for Barrington. Det kan ikke have været nemt for hende, men hun har langt om længe set i øjnene, at jeg ikke kan være begge dele. Bare jeg dog havde haft en lillebror.”
”Eller søster,” sagde Clive.
”Shh … du må helst ikke sætte Jessica fluer i hovedet.”
”Hun er kun tretten år.”
”Det ville vist ikke holde hende tilbage.”
”Hvordan går det i den nye skole?”
”Hendes tegnelærer har indrømmet, at hun er nødt til at komme rygterne i forkøbet og meddele offentligt, at skolen har en elev, der allerede er bedre end sin underviser.”
Da Emma kom tilbage fra ophugningspladsen sent mandag aften, var det vel vidende, at hun var nødt til at fortælle Harry, hvad Frank Gibson og hans mænd havde fundet, da de skar Maple Leafs dobbeltskrog op.
”Det var, som vi havde frygtet,” sagde hun, idet hun satte sig over for Harry. ”Tilmed værre.”
”Værre?” gentog Harry.
Hun så ned. ”Arthur havde ridset en besked på siden af skroget.” Hun tav lidt og kunne ikke få ordene frem.
”Du behøver ikke fortælle mig det,” sagde Harry og tog hende i hånden.
”Jo, jeg gør, for ellers fortsætter vi med at leve resten vores liv på en løgn.”
Der gik en rum tid, før hun kunne fortsætte. ”Han havde skrevet: ’Stan havde ret. Sir Hugo vidste, at jeg var herinde og ikke kunne komme ud.’ … Min far myrdede med andre ord din far,” sagde hun med brudt stemme.
”Det ved vi ikke med sikkerhed, og, elskede, måske er det bedre ikke at …” sagde Harry efter en længere pause.
”Jeg ønsker ikke længere at få det at vide, men den stakkels mand skal i det mindste have en kristen begravelse. Det ville din mor med fuld ret have forventet af os.”
”Jeg taler i al diskretion med præsten om det.”
”Hvem skal ellers med?”
”Kun os to,” sagde Harry straks. ”Det giver ingen mening at udsætte Seb og Jessie for den smerte, vi har måttet leve med i så mange år. Lad os krydse fingre for, at det her sætter punktum for sagen.”
Emma kiggede på sin mand. ”Du har tydeligvis ikke hørt om nogle videnskabsmænd på Cambridge, der forsker i noget, de kalder for DNA.”
VI ER NÆSTEN I MÅL,
SIGER BARRINGTONS TALSMAND
”Fandens,” sagde Clive efter at have læst artikeloverskriften i Financial Times. ”Hvordan kan jeg have været så dum?”
”Hold op med at punke dig selv,” sagde Sebastian. ”Vi er jo næsten i mål.”
”Det ved du, og det ved jeg,” sagde Clive. ”Men det var ikke meningen, at Cunard skulle vide det.”
”De vidste det længe før, de så overskriften,” sagde Sebastian. ”Faktisk skal vi prise os lykkelige, hvis vi kan klemme mere end et enkelt procentpoint ud af denne handel. Jeg tror ikke, de kan gå højere op.”
”Men din mor vil ikke være tilfreds, og det er der ikke noget at sige til,” sagde Clive.
”Hun vil tro, det er en del af slutspillet, og det bliver ikke mig, der river hende ud af vildfarelsen.”
”Tak for støtten, Seb. Den sætter jeg pris på.”
”Det er vel det, man har venner til. I øvrigt kan det udmærket tænkes, at en sådan overskrift vil bekomme min mor ret godt.”
”Hvad mener du?”
”Jeg føler mig stadig ikke overbevist om, hun ønsker at afhænde rederiet.”
”Kommer det til at skade salget?” spurgte Emma efter at have læst artiklen.
”Vi bliver måske nødt til at ofre et procentpoint, muligvis to,” sagde Sebastian. ”Men husk nu Cedric Hardcastles visdomsord om køb og salg af en virksomhed. Hvis man ender med at få mere, end man havde regnet med, samtidig med at modparten føler, at han har gjort en god handel, så rejser alle sig smilende fra bordet.”
”Hvad tror du, Giles og Grace vil sige til det?”
”Onkel Giles suser rundt i landet i sin fritid for at besøge alle usikre kredse og forsøge at overtale dem til at stemme Labour til magten ved næste valg, for hvis Margaret Thatcher bliver næste premierminister, bliver han formentlig aldrig minister igen.”
”Og Grace?”
”Jeg tvivler på, hun nogensinde har læst Financial Times, og i betragtning af at hun i øjeblikket kun tjener tyve tusind pund om året, ville hun med sikkerhed ikke ane, hvad hun skulle stille op, hvis du gav hende en check på tyve millioner.”
”Hun får brug for hjælp og gode råd, Seb.”
”Bare rolig, Mama. Farthings Kaufman vil placere dr. Barringtons penge i bundsolide selskaber vel vidende, at hun går på pension om ganske få år og får brug for en fast indtægt samt et sted at bo.”
”Hun kan flytte ned til os i Somerset,” sagde Emma. ”Maisies gamle hus passer perfekt til hende.”
”Det er hun for stolt til at sige ja til, og det ved du godt, Mama,” sagde Sebastian. ”Faktisk har hun allerede fortalt mig, at hun leder efter et sted i Cambridge, så hun kan være i nærheden af sine venner.”
”Men når salget er gået igennem, vil hun have nok til at kunne købe et slot.”
”Jeg tør vædde på, at hun ender med at købe et lille rækkehus i nærheden af sit gamle college,” sagde Sebastian.
”Du er faretruende tæt på at være familiens kloge hoved,” sagde Emma og spekulerede på, om hun skulle fortælle sin søn om det nye problem.
Du kan købe Her var en mand online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 9. august 2019.
Andre læste også: