Sku’ det være en anden gang er en satirisk samtidsroman om livet i provinsen for en ung kvinde. Bogen foregår i en uge omkring den 1. december, hvor personalet i banken gør klar til den årlige julefrokost. Smuglæs i romanen her.
Maria arbejder som kasserer i Sydbank i Herning. Hun er single og barnløs og har en affære med sin gifte chef, mens hendes grænseoverskridende mor håbefuldt dækker op til en eventuel svigersøn ved familiefødselsdagene.
Livet er ikke helt blevet, som Maria havde forestillet sig. Herning er en by, hvor der tænkes stort, men det kan godt være et pres med al den succes, synes hun. Ikke engang øvelserne fra et mindfulness-kursus hjælper.
Sarah Skyt Perssons debutroman Sku’ det være en anden gang forløber over en uge i december og er en morsom og fed satire på det moderne liv.
Du kan købe Sku’ det være en anden gang online, f.eks. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16. august 2019.
Sarah Skyt Persson
Sku’ det være en anden gang
Mandag
Der er morgenmøde i Sydbanks privatafdeling. Maria står mellem de ansatte i det farvekoordinerede kontormiljø, beige, hvid og sort, og betragter afdelingslederen Jan. Han gør status over udlån og peger på en skærm med en opadgående kurve. Hænderne er brede og en smule behårede, og Maria ved, hvor blødt deres kærtegn kan være, hvor fast de kan gribe om arme og talje og baller, men det forsøger hun ikke at tænke på.
Hun forsøger at lytte, når han siger, at den næste måned bliver krævende. 1. december er lige om hjørnet, og allerede nu er aktiviteten hektisk. De skal huske at holde øje med røde kunders overtræk og begrænse udstedelsen af Mastercard, medmindre der er tale om grønne eller mørkegrønne kunder. De formuende har sandsynligvis ferieplaner, og de skal mindes om den udvidede rejseforsikring, som følger med Mastercard Gold og Platinum. Snak med dem, der veksler valuta ved kassen, foreslår Jan og ser på Maria. Hvis der er kø, så send dem ned til en rådgiver.
Hun nikker, og han fortsætter med et par ord om det kursus i mindfulness, som Trivselsudvalget afholdt for en måneds tid siden. Der var mange fine redskaber, som kan bruges i juleræset, siger han. Hvordan var det eksperten formulerede det? Noget med at selvindsigt og selvudvikling er nøglen til et effektivt og stressfrit arbejdsliv. De, der ikke allerede er begyndt på det ti- ugers træningsprogram, kan passende starte nu, siger Jan. Kom december i forkøbet, så kommer vi godt ud på den anden side. Han ser rundt og spørger, om der er nogen, der har noget, de vil tilføje. Det er der ikke, og så hæver han mødet og ønsker alle en god dag.
Banken åbner om tyve minutter, Maria kan godt nå en pause, og hun tager trappen op til kantinen på første sal. Duften af nybagte boller møder hende på vejen. De andre ansatte har fået morgenkaffe, mens hun har gjort døgnboksen op. Den skal afstemmes inden åbningstid, og om mandagen gør hun det selv, for der møder den anden kasserer først klokken halv tolv. Det løb op i godt en halv million, og hun låste de bundtede sedler af vejen, inden hun satte beløbene ind på erhvervskundernes konti.
Heldigvis har kantinedamen ikke ryddet pålægget væk, og der er et par boller tilbage i kurven. Maria smører to halve med ost og solbærmarmelade og finder en kop. Kaffeautomaten brummer et øjeblik, inden den går i gang. Sneen sidder langs kanten af det store vinduesparti, og ude i mørket kan hun skimte gågadens butikstage. Det er den koldeste november i otte år, siger meteorologerne, i nat var den tiende med frost, og på vej til arbejde knasede sneen under hendes sko. Hun skutter sig ved tanken, og imens drypper det sidste mælkeskum af.
Med koppen i den ene hånd og tallerkenen i den anden går hun tværs over parketgulvet og ind i rygerummet. Da banken byggede til for en del år siden, blev der føjet en glassøjle til facaden, og her på første sal er det ekstra lokale det sidste, hvor det er tilladt at tage en cigaret. Snart skal rygerne stå udenfor, for der er ikke ret mange tilbage, og resten af de ansatte vil have rygerummet nedlagt. Det er blevet Marias lod i banken at tilhøre en fraktion, som svinder ind. Snart lukker ledelsen også for kassebetjeningen, men det vil hun gerne se som starten på et spændende, nyt kapitel. Negative tanker er ikke produktive, sagde mindfulnesseksperten på kurset, og Maria har fulgt træningsprogrammet i fire uger.
I rygerummet sætter hun sig med ryggen til døren og tager en bid af bollen. Kantinedamen bager klassiske mormorboller, luftige og søde, og hun burde ikke spise den slags. Den mentale træning kan med fordel ledsages af sund kost og motion, bemærkede mindfulnesseksperten, men vinteren har sat sig som en stivhed i Marias krop. Systemet skal smøres for at klare en ny uge, og den bløde masse, hun synker, er lige det, der skal til. Den glider ubesværet ned, og hun skyller efter med kaffe. Så sætter hun høretelefonerne i og starter øvelsen til uge fem.
En panfløjte begynder at spille først højt, så skrues der ned for volumen, og en stemme går i gang. Slap af, siger den, og find en behagelig stilling. Hun tager pakken med cigaretter frem, tænder en og læner sig tilbage. Giv slip på alle tanker og ret opmærksomheden mod kroppen, fortsætter stemmen, mærk kroppen. Hun tager et hiv og lukker øjnene, koncentrerer sig om kropsdelene, der remses op. Fødder. Ben. Mave. Arme. Skuldre. Fornem, om der er spændinger eller ømme områder, siger stemmen, hvis der er, så slap af det pågældende sted.
Maria har ondt i nakken, hun lader hovedet falde ned mod brystkassen og strækker musklerne ud. Panfløjten tager over et øjeblik, og hun drejer hovedet langsomt fra side til side. Fortsæt med at trække vejret dybt, lyder den næste besked. Hun retter sig op og tager endnu et hiv, suger røgen iiiiiiiiiiind. Når du puster ud, løsnes der op for de sidste spændinger, siger stemmen, og det kan hun godt mærke. Kroppen er afslappet nu, og den tilstand skal hun holde fast i. Forsvinder den, skal hun stoppe op og kalde den frem igen. Roen er hendes udgangspunkt.
På kurset sagde eksperten, at afspænding var første skridt mod et mindfuldt liv og et ideelt middel mod stress. Hele filialen sad i kantinen, og han kaldte bankansatte ”en særlig udsat gruppe på arbejdsmarkedet”. Efter finanskrisen var de lige så forhadte som parkeringsvagter og ansatte hos SKAT, sagde han, og afspænding gav ro og fornyede kræfter. Maria noterede, selvom hun ikke er en af dem, der har det slemt. Hendes arbejdsbyrde bliver faktisk mindre og mindre, for de fleste benytter sig efterhånden af selvbetjening. Det er hovedsageligt de ældre, der er tilbage, og de røde kunder, hvis dankort er spærret. Den sidste gruppe stresser hende selvfølgelig, særligt her op til jul, hvor de er flere og mere aggressive, men hun minder samtidig sig selv om, at det ikke er hende, de er vrede på.
I fredags stod en ophidset mand ved kassen. Kinderne var frostbidte, og han spyttede ordene ud sammen med små dråber vand, der regnede ned på skranken. Hun pegede endnu en gang over mod privatafdelingen og sagde, at det var rådgiverens beslutning at lukke kortet, hun kunne ikke åbne det igen uden tilladelse. Kunden talte videre, som om han intet hørte, og Maria havde lyst til at forklare, at hun bare er et tandhjul i Sydbanks maskineri, som sætter i gang, når andre trykker start. Hun drejer rundt og rundt og rundt, og sådan har det været de sidste elleve år.
Det er det, der reelt stresser hende, at hun ikke formår at flytte sig. Seks måneder i Sydbank, tænkte hun efter gymnasiet, så var der penge nok til en tur til Thailand. Nu er hun enogtredive og har aldrig været i Sydøstasien, og hun har heller ikke taget en videregående uddannelse. Når kassererjobbet forsvinder, er hun nødt til at sætte skub i tingene, og tidspunktet nærmer sig.
Til sidste MUS-samtale sagde Jan, at det var en balancegang, for på den ene side var der god økonomi i at gå hundrede procent over til selvbetjening. På den anden side gik det galt for Nordeas filial i gågaden, fordi de droppede kassebetjeningen for hurtigt. Kunderne strømmede over i Sydbank. Men han kunne lige så godt være ærlig og sige, at på sigt lukkede kassen også her. I København var den service allerede droppet, og resten af landet ville følge trop. Det betød ikke nødvendigvis, at Maria blev arbejdsløs, der kom muligvis andre opgaver, og måske kunne der blive tale om en form for omskoling. Under alle omstændigheder skulle hun indstille sig på, at tingene kom til at se anderledes ud, og at der ikke var nogen garantier.
Man skal se muligheder i de udfordringer, man står overfor, sagde mindfulnesseksperten, og Maria gør sit bedste. Kurset blev for alvor interessant for hende, da eksperten forklarede, at mindfulness var mere end afspænding. Næste skridt var at træne sit fokus. Når man lærte at lukke alle distraktioner ude, blev man afklaret og målorienteret, og det var nøglen til succes. Eksperten viste et nærbillede af en mand med lukkede øjne og et smil i mundvigen. Denne mand befinder sig i et mentalt træningscenter, sagde han, han øver sig i at holde fokus ved at give åndedrættet sin fulde opmærksomhed.
I rygerummet gør Maria det samme, hun suger igen cigaretrøgen iiiiiiiiiiind og fornemmer, hvordan røgen bevæger sig ned gennem luftrøret og fylder lungerne. Det er svært ikke at tænke på andet, men hun prøver, for eksperten garanterede resultater. Hvis man gjorde sig umage, kunne man ende som Alan Wallace, sagde han, et levende eksempel på, hvad der var muligt med et højtydende sind. Wallace var den største vestlige autoritet inden for mindfulness, og han rejste og underviste ni ud af tolv måneder. Samtidig deltog han i adskillige internationale forskningsprojekter og udgav gennemsnitligt to bøger om året. Alt det kunne han præstere, fordi han var rolig og fokuseret. Hele dagen. Hver dag. Den tilstand var opnåelig, og mindfulness var vejen.
Maria tager den lunkne slat kaffe med hen til vinduet. Nede på parkeringspladsen kan hun se to kunder trippe utålmodigt i kulden. Den ældre dame kender hun ikke, manden hedder Gunnar. Han er mørkegrøn kunde, en pensioneret fabrikant, og i kassen ligger nye sedler fra Nationalbanken til ham. Hver mandag er han den første, Maria betjener, og hun sørger for, at pengene er klar. Han kan lide sedlerne stive og glatte, så de kan ligge i en pæn stak i pungen, og han foretrækker desuden nye sedler, fordi de er mere hygiejniske.
De er dækket af cirka to tusind firehundrede bakterier, har han fortalt Maria, hvor man i gennemsnit kan registrere seksogtyve tusind bakterier på dem, der har været i cirkulation. Tallene kom fra en undersøgelse, der omfattede elleve forskellige valutaområder, og næst efter kinesiske renminbi var danske kroner de mest snavsede. De udgjorde en decideret sundhedsrisiko, sagde Gunnar, og i hans alder var der ingen grund til at tage chancer.
Det gør Maria heller ikke, hun vasker hænder adskillige gange om dagen og gjorde det også, før Gunnar fortalte om undersøgelsen. Rene mennesker er glade mennesker, plejer hendes mor at sige, og hun er selv det reneste og nydeligste menneske, Maria kender. Hun dufter af sæbe med citron og hårlak og kan sidde på en måde, så tøjet ikke krøller, og da Maria var barn, sørgede moren for, at hun også var fri for snavs.
Hver aften fik Maria sæbet håret og kroppen ind, så hun kunne få en frisk start på den nye dag. Det sidste, der blev renset, inden hun kom op af badekarret, var ørerne. En vatpind blev ført minutiøst rundt i alle krogene, og som hun står her ved vinduet, får tanken ørerne til at kildre. Hun får lyst til at give dem en tur, selvom hun med alderen har indset, at det ikke er nok. Hun har brug for en mere effektiv indre rengøring, for skidtet bliver ved med at hobe sig op.
Det er næsten åbningstid, og Maria tager koppen og tallerkenen med tilbage til kantinen. Ved kaffeautomaten står Jan. Så er det mandag igen, konstaterer han. Det er hårdt at starte på en ny uge, men han er frisk, for han trodsede kulden og cyklede på arbejde. Der er femten kilometer, og det tog niogtyve minutter, ikke en helt dårlig tid, hvis man tager islaget i betragtning. Nej, det er fint, siger Maria og starter automaten.
Den fysiske form er i top til julefrokosten på fredag, fortsætter Jan og spørger, om festudvalget har styr på det hele. Det mener Maria bestemt. Hun sidder i udvalget sammen med Sofie og Mikael fra privatafdelingen og telefondamen Hanne, og Jan siger, han glæder sig meget til at se, hvad de har fundet på. Han vil gerne reservere en plads ved siden af Maria, hvis det er muligt. Hun trækker vejret iiiiiiiiiiind gennem næsen, og på en udånding svarer hun, at der bliver trukket lod. Det synes Jan er ærgerligt, men han er sikker på, at de nok skal finde tid til at snakke.
Til Sydbankdagen i sommer sad Maria og Jan ved siden af hinanden til middagen. Ansatte fra hele landet var samlet på et idrætsanlæg i Aabenraa, og om aftenen var de bænket ved langborde i sportshallen. Der var dækket op med hvide duge og blomster i glasvaser, og i ribberne langs væggen hang regnbuefarvede papirguirlander. Ovenlysvinduerne var blændet af, og under hovedretten pillede Jan ved et tændt fyrfadslys, mens han talte om sin karriere.
Han betroede hende, at han engang drømte om at blive politibetjent. Det var en drengedrøm med våben og biljagter, men han droppede den, da han fandt ud af, at uddannelsen lå i København. Det var heller ikke ambitiøst nok, så han læste økonomi på Erhvervsakademiet i Herning og fortsatte ind i bankverdenen. Her var karrierepotentialet større for ikke at tale om indtægtsmulighederne, som for alvor blev gode, når man bevægede sig op i ledelseshierarkiet.
Han var godt tilfreds med, at han, i en alder af treogtredive, var den yngste privatchef i filialens historie, men ambitionerne rakte videre, han ville helt til tops. Teste sin egen styrke. Samme stræben var brændstof, når han tog en tur på racercyklen, og om eftermiddagen havde han tænkt, at Maria også var typen, der ville frem.
Filialerne konkurrerede i diverse sportsdiscipliner, og han syntes, hendes angrebsspil var godt i fodboldkampen mellem Herning og Viborg, hun turde gå efter bolden, når det gjaldt. Hvis han kunne, ville han gerne hjælpe hende med karrieren, sagde han. Det var en skidt situation, hun stod i som kasserer, men han var ikke i tvivl om, at hun rummede et stort potentiale. Hun kunne blive lige det, hun gerne ville, og besluttede hun sig for at læse videre, skulle han nok sørge for, at der var en plads til hende i banken, når hun var færdig.
Senere droppede Jan karrieresnakken. Han lod hånden hvile på hendes lår og sagde, at hun så dejlig ud, den lyseblå sommerkjole og det lange brune hår, hun så altid dejlig ud, tilføjede han, og det havde han længe haft lyst til at sige til hende. De var færdige med desserten, og han var lige kommet tilbage fra baren. To fyre med kunstige blomsterkranse om halsen stod i et hjørne af hallen og miksede drinks. Jan havde valgt en ”Plus-på-kontoen” til hende og et ”Prioritetslån” til sig selv. Marias smagte af ananas og mynte, og han håbede, hun kunne lide den. Den er god, svarede hun, og så tog arrangøren mikrofonen og sagde, at det var ham en glæde at præsentere The Antonelli Orchestra, hvis nogen skulle have glemt det, så var det dem fra Vild med dans.
Folk klappede og begyndte at rejse sig. Også Jan, der rakte ud efter hendes hånd. Han førte dem ind i mængden og startede ude af takt. Maria smilede og tænkte, at hun godt kunne lide ham sådan, lidt ude af kontrol. Det var først, da de nåede til et langsomt nummer, at han fik styr på bevægelserne. Han trak hende ind til sig, og de gyngede roligt frem og tilbage. Skjorten var fugtig, og hans kind klæbede, men hun nød alligevel at have ham tæt på. Skægstubbene og favntaget og den lodne duft af mand. Sangen sluttede, og han foreslog, at de trak noget luft. Maria nikkede, og de bevægede sig ud af hallen.
Han førte dem ind i mængden og startede ude af takt. Maria smilede og tænkte, at hun godt kunne lide ham sådan, lidt ude af kontrol. Det var først, da de nåede til et langsomt nummer, at han fik styr på bevægelserne. Han trak hende ind til sig, og de gyngede roligt frem og tilbage. Skjorten var fugtig, og hans kind klæbede, men hun nød alligevel at have ham tæt på. Skægstubbene og favntaget og den lodne duft af mand. Sangen sluttede, og han foreslog, at de trak noget luft. Maria nikkede, og de bevægede sig ud af hallen.
Nu tager de trappen ned til stueetagen og skilles ved kassen. Maria kaster et blik ned i erhvervsafdelingen for at se, om de er færdige med deres morgenmøde. Erhvervschefen Thomas taler stadig, så hun lader kunderne vente lidt endnu. Hun stiller sig ved skranken og lukker øjnene. Hvis man efter øvelsen fandt det svært at forblive afspændt og fokuseret, foreslog mindfulnesseksperten, at man brugte en af de seks mentale strategier. Den første var visualisering. For deres indre øje skulle de se det, de gerne ville opnå.
Alt kan realiseres ved tankens kraft, sagde han, og de startede med at visualisere indre ro. De skulle fremkalde et enkelt og fredfyldt sted, og Maria fik ros for at vælge en grøn plæne med et stort egetræ. Det gode ved træet er, at det på én gang er et simpelt billede, og samtidig kan man udforske det, sagde eksperten, og Maria forestiller sig, at hun går rundt om træet nu. Hun ser sollyset bryde gennem det grønne og lytter til bladene, der rasler i vinden.
Lyden af kollegaernes stemmer forsøger hun ikke at høre, men det er svært, for stueetagen i banken er ét stort rum med privatafdelingen i den ene ende, erhverv i den anden og de to skranker til kassebetjening i midten. Koret består af godt fyrre stemmer, og en af dem er Jans. Han vender en lånesituation i privatafdelingen. Mikael vil gerne vide, om et ungt par skal have lov til at købe et hus til tre komma to millioner, og Jan er usikker, fordi deres rådighedsbeløb ikke helt er højt nok. Send papirerne over, så ser jeg på det, siger han.
Du kan købe Sku’ det være en anden gang online, f.eks. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16. august 2019.
Brug for mere inspiration til sommerlæsningen?
LÆS OGSÅ: 15 paperbacks til din sommer
Sku’ det være en anden gang er en satirisk samtidsroman om livet i provinsen for en ung kvinde. Bogen foregår i en uge omkring den 1. december, hvor personalet i banken gør klar til den årlige julefrokost. Smuglæs i romanen her.
Maria arbejder som kasserer i Sydbank i Herning. Hun er single og barnløs og har en affære med sin gifte chef, mens hendes grænseoverskridende mor håbefuldt dækker op til en eventuel svigersøn ved familiefødselsdagene.
Livet er ikke helt blevet, som Maria havde forestillet sig. Herning er en by, hvor der tænkes stort, men det kan godt være et pres med al den succes, synes hun. Ikke engang øvelserne fra et mindfulness-kursus hjælper.
Sarah Skyt Perssons debutroman Sku’ det være en anden gang forløber over en uge i december og er en morsom og fed satire på det moderne liv.
Du kan købe Sku’ det være en anden gang online, f.eks. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16. august 2019.
Sarah Skyt Persson
Sku’ det være en anden gang
Mandag
Der er morgenmøde i Sydbanks privatafdeling. Maria står mellem de ansatte i det farvekoordinerede kontormiljø, beige, hvid og sort, og betragter afdelingslederen Jan. Han gør status over udlån og peger på en skærm med en opadgående kurve. Hænderne er brede og en smule behårede, og Maria ved, hvor blødt deres kærtegn kan være, hvor fast de kan gribe om arme og talje og baller, men det forsøger hun ikke at tænke på.
Hun forsøger at lytte, når han siger, at den næste måned bliver krævende. 1. december er lige om hjørnet, og allerede nu er aktiviteten hektisk. De skal huske at holde øje med røde kunders overtræk og begrænse udstedelsen af Mastercard, medmindre der er tale om grønne eller mørkegrønne kunder. De formuende har sandsynligvis ferieplaner, og de skal mindes om den udvidede rejseforsikring, som følger med Mastercard Gold og Platinum. Snak med dem, der veksler valuta ved kassen, foreslår Jan og ser på Maria. Hvis der er kø, så send dem ned til en rådgiver.
Hun nikker, og han fortsætter med et par ord om det kursus i mindfulness, som Trivselsudvalget afholdt for en måneds tid siden. Der var mange fine redskaber, som kan bruges i juleræset, siger han. Hvordan var det eksperten formulerede det? Noget med at selvindsigt og selvudvikling er nøglen til et effektivt og stressfrit arbejdsliv. De, der ikke allerede er begyndt på det ti- ugers træningsprogram, kan passende starte nu, siger Jan. Kom december i forkøbet, så kommer vi godt ud på den anden side. Han ser rundt og spørger, om der er nogen, der har noget, de vil tilføje. Det er der ikke, og så hæver han mødet og ønsker alle en god dag.
Banken åbner om tyve minutter, Maria kan godt nå en pause, og hun tager trappen op til kantinen på første sal. Duften af nybagte boller møder hende på vejen. De andre ansatte har fået morgenkaffe, mens hun har gjort døgnboksen op. Den skal afstemmes inden åbningstid, og om mandagen gør hun det selv, for der møder den anden kasserer først klokken halv tolv. Det løb op i godt en halv million, og hun låste de bundtede sedler af vejen, inden hun satte beløbene ind på erhvervskundernes konti.
Heldigvis har kantinedamen ikke ryddet pålægget væk, og der er et par boller tilbage i kurven. Maria smører to halve med ost og solbærmarmelade og finder en kop. Kaffeautomaten brummer et øjeblik, inden den går i gang. Sneen sidder langs kanten af det store vinduesparti, og ude i mørket kan hun skimte gågadens butikstage. Det er den koldeste november i otte år, siger meteorologerne, i nat var den tiende med frost, og på vej til arbejde knasede sneen under hendes sko. Hun skutter sig ved tanken, og imens drypper det sidste mælkeskum af.
Med koppen i den ene hånd og tallerkenen i den anden går hun tværs over parketgulvet og ind i rygerummet. Da banken byggede til for en del år siden, blev der føjet en glassøjle til facaden, og her på første sal er det ekstra lokale det sidste, hvor det er tilladt at tage en cigaret. Snart skal rygerne stå udenfor, for der er ikke ret mange tilbage, og resten af de ansatte vil have rygerummet nedlagt. Det er blevet Marias lod i banken at tilhøre en fraktion, som svinder ind. Snart lukker ledelsen også for kassebetjeningen, men det vil hun gerne se som starten på et spændende, nyt kapitel. Negative tanker er ikke produktive, sagde mindfulnesseksperten på kurset, og Maria har fulgt træningsprogrammet i fire uger.
I rygerummet sætter hun sig med ryggen til døren og tager en bid af bollen. Kantinedamen bager klassiske mormorboller, luftige og søde, og hun burde ikke spise den slags. Den mentale træning kan med fordel ledsages af sund kost og motion, bemærkede mindfulnesseksperten, men vinteren har sat sig som en stivhed i Marias krop. Systemet skal smøres for at klare en ny uge, og den bløde masse, hun synker, er lige det, der skal til. Den glider ubesværet ned, og hun skyller efter med kaffe. Så sætter hun høretelefonerne i og starter øvelsen til uge fem.
En panfløjte begynder at spille først højt, så skrues der ned for volumen, og en stemme går i gang. Slap af, siger den, og find en behagelig stilling. Hun tager pakken med cigaretter frem, tænder en og læner sig tilbage. Giv slip på alle tanker og ret opmærksomheden mod kroppen, fortsætter stemmen, mærk kroppen. Hun tager et hiv og lukker øjnene, koncentrerer sig om kropsdelene, der remses op. Fødder. Ben. Mave. Arme. Skuldre. Fornem, om der er spændinger eller ømme områder, siger stemmen, hvis der er, så slap af det pågældende sted.
Maria har ondt i nakken, hun lader hovedet falde ned mod brystkassen og strækker musklerne ud. Panfløjten tager over et øjeblik, og hun drejer hovedet langsomt fra side til side. Fortsæt med at trække vejret dybt, lyder den næste besked. Hun retter sig op og tager endnu et hiv, suger røgen iiiiiiiiiiind. Når du puster ud, løsnes der op for de sidste spændinger, siger stemmen, og det kan hun godt mærke. Kroppen er afslappet nu, og den tilstand skal hun holde fast i. Forsvinder den, skal hun stoppe op og kalde den frem igen. Roen er hendes udgangspunkt.
På kurset sagde eksperten, at afspænding var første skridt mod et mindfuldt liv og et ideelt middel mod stress. Hele filialen sad i kantinen, og han kaldte bankansatte ”en særlig udsat gruppe på arbejdsmarkedet”. Efter finanskrisen var de lige så forhadte som parkeringsvagter og ansatte hos SKAT, sagde han, og afspænding gav ro og fornyede kræfter. Maria noterede, selvom hun ikke er en af dem, der har det slemt. Hendes arbejdsbyrde bliver faktisk mindre og mindre, for de fleste benytter sig efterhånden af selvbetjening. Det er hovedsageligt de ældre, der er tilbage, og de røde kunder, hvis dankort er spærret. Den sidste gruppe stresser hende selvfølgelig, særligt her op til jul, hvor de er flere og mere aggressive, men hun minder samtidig sig selv om, at det ikke er hende, de er vrede på.
I fredags stod en ophidset mand ved kassen. Kinderne var frostbidte, og han spyttede ordene ud sammen med små dråber vand, der regnede ned på skranken. Hun pegede endnu en gang over mod privatafdelingen og sagde, at det var rådgiverens beslutning at lukke kortet, hun kunne ikke åbne det igen uden tilladelse. Kunden talte videre, som om han intet hørte, og Maria havde lyst til at forklare, at hun bare er et tandhjul i Sydbanks maskineri, som sætter i gang, når andre trykker start. Hun drejer rundt og rundt og rundt, og sådan har det været de sidste elleve år.
Det er det, der reelt stresser hende, at hun ikke formår at flytte sig. Seks måneder i Sydbank, tænkte hun efter gymnasiet, så var der penge nok til en tur til Thailand. Nu er hun enogtredive og har aldrig været i Sydøstasien, og hun har heller ikke taget en videregående uddannelse. Når kassererjobbet forsvinder, er hun nødt til at sætte skub i tingene, og tidspunktet nærmer sig.
Til sidste MUS-samtale sagde Jan, at det var en balancegang, for på den ene side var der god økonomi i at gå hundrede procent over til selvbetjening. På den anden side gik det galt for Nordeas filial i gågaden, fordi de droppede kassebetjeningen for hurtigt. Kunderne strømmede over i Sydbank. Men han kunne lige så godt være ærlig og sige, at på sigt lukkede kassen også her. I København var den service allerede droppet, og resten af landet ville følge trop. Det betød ikke nødvendigvis, at Maria blev arbejdsløs, der kom muligvis andre opgaver, og måske kunne der blive tale om en form for omskoling. Under alle omstændigheder skulle hun indstille sig på, at tingene kom til at se anderledes ud, og at der ikke var nogen garantier.
Man skal se muligheder i de udfordringer, man står overfor, sagde mindfulnesseksperten, og Maria gør sit bedste. Kurset blev for alvor interessant for hende, da eksperten forklarede, at mindfulness var mere end afspænding. Næste skridt var at træne sit fokus. Når man lærte at lukke alle distraktioner ude, blev man afklaret og målorienteret, og det var nøglen til succes. Eksperten viste et nærbillede af en mand med lukkede øjne og et smil i mundvigen. Denne mand befinder sig i et mentalt træningscenter, sagde han, han øver sig i at holde fokus ved at give åndedrættet sin fulde opmærksomhed.
I rygerummet gør Maria det samme, hun suger igen cigaretrøgen iiiiiiiiiiind og fornemmer, hvordan røgen bevæger sig ned gennem luftrøret og fylder lungerne. Det er svært ikke at tænke på andet, men hun prøver, for eksperten garanterede resultater. Hvis man gjorde sig umage, kunne man ende som Alan Wallace, sagde han, et levende eksempel på, hvad der var muligt med et højtydende sind. Wallace var den største vestlige autoritet inden for mindfulness, og han rejste og underviste ni ud af tolv måneder. Samtidig deltog han i adskillige internationale forskningsprojekter og udgav gennemsnitligt to bøger om året. Alt det kunne han præstere, fordi han var rolig og fokuseret. Hele dagen. Hver dag. Den tilstand var opnåelig, og mindfulness var vejen.
Maria tager den lunkne slat kaffe med hen til vinduet. Nede på parkeringspladsen kan hun se to kunder trippe utålmodigt i kulden. Den ældre dame kender hun ikke, manden hedder Gunnar. Han er mørkegrøn kunde, en pensioneret fabrikant, og i kassen ligger nye sedler fra Nationalbanken til ham. Hver mandag er han den første, Maria betjener, og hun sørger for, at pengene er klar. Han kan lide sedlerne stive og glatte, så de kan ligge i en pæn stak i pungen, og han foretrækker desuden nye sedler, fordi de er mere hygiejniske.
De er dækket af cirka to tusind firehundrede bakterier, har han fortalt Maria, hvor man i gennemsnit kan registrere seksogtyve tusind bakterier på dem, der har været i cirkulation. Tallene kom fra en undersøgelse, der omfattede elleve forskellige valutaområder, og næst efter kinesiske renminbi var danske kroner de mest snavsede. De udgjorde en decideret sundhedsrisiko, sagde Gunnar, og i hans alder var der ingen grund til at tage chancer.
Det gør Maria heller ikke, hun vasker hænder adskillige gange om dagen og gjorde det også, før Gunnar fortalte om undersøgelsen. Rene mennesker er glade mennesker, plejer hendes mor at sige, og hun er selv det reneste og nydeligste menneske, Maria kender. Hun dufter af sæbe med citron og hårlak og kan sidde på en måde, så tøjet ikke krøller, og da Maria var barn, sørgede moren for, at hun også var fri for snavs.
Hver aften fik Maria sæbet håret og kroppen ind, så hun kunne få en frisk start på den nye dag. Det sidste, der blev renset, inden hun kom op af badekarret, var ørerne. En vatpind blev ført minutiøst rundt i alle krogene, og som hun står her ved vinduet, får tanken ørerne til at kildre. Hun får lyst til at give dem en tur, selvom hun med alderen har indset, at det ikke er nok. Hun har brug for en mere effektiv indre rengøring, for skidtet bliver ved med at hobe sig op.
Det er næsten åbningstid, og Maria tager koppen og tallerkenen med tilbage til kantinen. Ved kaffeautomaten står Jan. Så er det mandag igen, konstaterer han. Det er hårdt at starte på en ny uge, men han er frisk, for han trodsede kulden og cyklede på arbejde. Der er femten kilometer, og det tog niogtyve minutter, ikke en helt dårlig tid, hvis man tager islaget i betragtning. Nej, det er fint, siger Maria og starter automaten.
Den fysiske form er i top til julefrokosten på fredag, fortsætter Jan og spørger, om festudvalget har styr på det hele. Det mener Maria bestemt. Hun sidder i udvalget sammen med Sofie og Mikael fra privatafdelingen og telefondamen Hanne, og Jan siger, han glæder sig meget til at se, hvad de har fundet på. Han vil gerne reservere en plads ved siden af Maria, hvis det er muligt. Hun trækker vejret iiiiiiiiiiind gennem næsen, og på en udånding svarer hun, at der bliver trukket lod. Det synes Jan er ærgerligt, men han er sikker på, at de nok skal finde tid til at snakke.
Til Sydbankdagen i sommer sad Maria og Jan ved siden af hinanden til middagen. Ansatte fra hele landet var samlet på et idrætsanlæg i Aabenraa, og om aftenen var de bænket ved langborde i sportshallen. Der var dækket op med hvide duge og blomster i glasvaser, og i ribberne langs væggen hang regnbuefarvede papirguirlander. Ovenlysvinduerne var blændet af, og under hovedretten pillede Jan ved et tændt fyrfadslys, mens han talte om sin karriere.
Han betroede hende, at han engang drømte om at blive politibetjent. Det var en drengedrøm med våben og biljagter, men han droppede den, da han fandt ud af, at uddannelsen lå i København. Det var heller ikke ambitiøst nok, så han læste økonomi på Erhvervsakademiet i Herning og fortsatte ind i bankverdenen. Her var karrierepotentialet større for ikke at tale om indtægtsmulighederne, som for alvor blev gode, når man bevægede sig op i ledelseshierarkiet.
Han var godt tilfreds med, at han, i en alder af treogtredive, var den yngste privatchef i filialens historie, men ambitionerne rakte videre, han ville helt til tops. Teste sin egen styrke. Samme stræben var brændstof, når han tog en tur på racercyklen, og om eftermiddagen havde han tænkt, at Maria også var typen, der ville frem.
Filialerne konkurrerede i diverse sportsdiscipliner, og han syntes, hendes angrebsspil var godt i fodboldkampen mellem Herning og Viborg, hun turde gå efter bolden, når det gjaldt. Hvis han kunne, ville han gerne hjælpe hende med karrieren, sagde han. Det var en skidt situation, hun stod i som kasserer, men han var ikke i tvivl om, at hun rummede et stort potentiale. Hun kunne blive lige det, hun gerne ville, og besluttede hun sig for at læse videre, skulle han nok sørge for, at der var en plads til hende i banken, når hun var færdig.
Senere droppede Jan karrieresnakken. Han lod hånden hvile på hendes lår og sagde, at hun så dejlig ud, den lyseblå sommerkjole og det lange brune hår, hun så altid dejlig ud, tilføjede han, og det havde han længe haft lyst til at sige til hende. De var færdige med desserten, og han var lige kommet tilbage fra baren. To fyre med kunstige blomsterkranse om halsen stod i et hjørne af hallen og miksede drinks. Jan havde valgt en ”Plus-på-kontoen” til hende og et ”Prioritetslån” til sig selv. Marias smagte af ananas og mynte, og han håbede, hun kunne lide den. Den er god, svarede hun, og så tog arrangøren mikrofonen og sagde, at det var ham en glæde at præsentere The Antonelli Orchestra, hvis nogen skulle have glemt det, så var det dem fra Vild med dans.
Folk klappede og begyndte at rejse sig. Også Jan, der rakte ud efter hendes hånd. Han førte dem ind i mængden og startede ude af takt. Maria smilede og tænkte, at hun godt kunne lide ham sådan, lidt ude af kontrol. Det var først, da de nåede til et langsomt nummer, at han fik styr på bevægelserne. Han trak hende ind til sig, og de gyngede roligt frem og tilbage. Skjorten var fugtig, og hans kind klæbede, men hun nød alligevel at have ham tæt på. Skægstubbene og favntaget og den lodne duft af mand. Sangen sluttede, og han foreslog, at de trak noget luft. Maria nikkede, og de bevægede sig ud af hallen.
Han førte dem ind i mængden og startede ude af takt. Maria smilede og tænkte, at hun godt kunne lide ham sådan, lidt ude af kontrol. Det var først, da de nåede til et langsomt nummer, at han fik styr på bevægelserne. Han trak hende ind til sig, og de gyngede roligt frem og tilbage. Skjorten var fugtig, og hans kind klæbede, men hun nød alligevel at have ham tæt på. Skægstubbene og favntaget og den lodne duft af mand. Sangen sluttede, og han foreslog, at de trak noget luft. Maria nikkede, og de bevægede sig ud af hallen.
Nu tager de trappen ned til stueetagen og skilles ved kassen. Maria kaster et blik ned i erhvervsafdelingen for at se, om de er færdige med deres morgenmøde. Erhvervschefen Thomas taler stadig, så hun lader kunderne vente lidt endnu. Hun stiller sig ved skranken og lukker øjnene. Hvis man efter øvelsen fandt det svært at forblive afspændt og fokuseret, foreslog mindfulnesseksperten, at man brugte en af de seks mentale strategier. Den første var visualisering. For deres indre øje skulle de se det, de gerne ville opnå.
Alt kan realiseres ved tankens kraft, sagde han, og de startede med at visualisere indre ro. De skulle fremkalde et enkelt og fredfyldt sted, og Maria fik ros for at vælge en grøn plæne med et stort egetræ. Det gode ved træet er, at det på én gang er et simpelt billede, og samtidig kan man udforske det, sagde eksperten, og Maria forestiller sig, at hun går rundt om træet nu. Hun ser sollyset bryde gennem det grønne og lytter til bladene, der rasler i vinden.
Lyden af kollegaernes stemmer forsøger hun ikke at høre, men det er svært, for stueetagen i banken er ét stort rum med privatafdelingen i den ene ende, erhverv i den anden og de to skranker til kassebetjening i midten. Koret består af godt fyrre stemmer, og en af dem er Jans. Han vender en lånesituation i privatafdelingen. Mikael vil gerne vide, om et ungt par skal have lov til at købe et hus til tre komma to millioner, og Jan er usikker, fordi deres rådighedsbeløb ikke helt er højt nok. Send papirerne over, så ser jeg på det, siger han.
Du kan købe Sku’ det være en anden gang online, f.eks. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16. august 2019.
Brug for mere inspiration til sommerlæsningen?
LÆS OGSÅ: 15 paperbacks til din sommer
Andre læste også: