Ny stemme i dansk litteratur debuterer med en velskrevet roman om en ung kvindes opgør med en opvækst i Pinsebevægelsen. Læs et uddrag af Sofie Dues roman Før vi ved af det vender lyset tilbage.
Hvad skal man gøre af Gud, hvis man ikke længere vil forholde sig til Ham?
Med blot ganske få ejendele under armen ankommer Leah til København – en by fyldt med muligheder og frihed. Bag sig har hun en familie og barndom stærkt forankret i Pinsekirken. Men kan Leah slippe alt hvad hun kommer fra? Og er det faktisk det, hun har lyst til?
LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaards sidste bog i trilogien om Tue. Smuglæs i Man skulle nok have været der
Før vi ved af det vender lyset tilbage er en livsbekræftende roman med sproglig lethed og en følsomhed i beskrivelsen af nære relationer – til fans af forfattere som Thomas Korsgaard, Sally Rooney og Marie Aubert. Smuglæs i de første kapitler af Sofie Dues roman her.
Du kan låne Før vi ved af det vender lyset tilbage på biblioteket eller finde den som lydbog eller e-bog.
Sofie Due
Før vi ved af det vender lyset tilbage
Jeg har én gang, siden jeg holdt op med at bede til Gud, oplevet den dirrende, sælsomme følelse, jeg forbinder med at mærke Helligånden i mig. Det skete i Maltes lejlighed. Vi havde drukket rødvin, og jeg, beruset, mærkede tyngden i kroppen og letheden i tankerne.
Jeg sad i vindueskarmen. Dér, hvor Malte året forinden havde kysset mig på munden som tak for en cigaret. Han sad i sofaen med sin spanske guitar, spillede lidt af én melodi, så en anden, indtil jeg genkendte introen til Alesund af Sun Kil Moon. Den sang han havde fortalt mig om på vores første gåtur sammen, en efterårsdag på Assistens Kirkegård. Jeg havde lyttet til den om og om igen i tiden efter. Malte kludrede lidt i fingerspillet, hans stemme var luftig.
Jeg lukkede øjnene. Mærkede en varme pumpe ud fra hjertet og videre til maven. En susen for ørerne. Noget, der løsnede sig i mit indre, så tårerne pressede på bag øjenlågene. Det var ikke fuldskab, det var ikke forelskelse, det var en følelse af ånd.
Jeg måtte åbne vinduet, mærke den kolde luft mod mit ansigt. Jeg havde ikke troet, at den følelse kunne slå ned i mig længere.
At øjeblikke stadig kunne føles kosmiske.
1
Da jeg flyttede til København, havde jeg ingen møbler med. Det kunne virke impulsivt, sådan som jeg ankom til Hovedbanegården med en enkelt kuffert. Min morfar ventede under uret. Han spejdede til begge sider, trak en kam frem fra inderlommen i jakken og kørte den igennem håret. Så opdagede han mig, vinkede. Han bar min kuffert ud til bilen og lagde den ind på bagsædet.
Han skævede til kufferten i bakspejlet. De havde lidt forskelligt stående i det gamle hønsebur derhjemme, sagde han. Borde, stole, malerier, ting, der var blevet skiftet ud gennem tiden. Hvis nu der var noget, jeg manglede.
Han omtalte sig selv som et vi, selvom min mormor var død for over fire år siden.
Alfred, min morfars golden retriever, gøede ved havelågen til amagervillaen. Jeg klappede den akavet på hovedet i et forsøg på at undgå dens tunge.
Ved første øjekast var alt i hønseburet skrammel. En havestol med sprungne fjedre. Mølædte ternede sofahynder. Et rustent cykelstel, lamper uden fatning eller skærme. Men jeg fandt to stole i mørkt træ gemt længst inde, under sofahynderne. Jeg fandt også et natbord, hvor malingen var skallet af. Det var mig selv, der havde pillet flager af tør maling af det som barn. Havde set, hvordan træfarven var kommet til syne under det hvide.
Min morfar tilbød at male det for mig. Men jeg kunne bedre lide det, som det var.
I kælderen fandt han en lampe, der kastede den rigtige slags lys. Ikke effektivt lys, men blødt, varmt lys.
Pinsekirken lå lige om hjørnet fra min nye adresse, bemærkede min morfar. Han pustede luft ud mellem læberne, når han kørte. Vi drejede ned ad Amager Boulevard. Gul betyder sæt farten op.
Jeg sagde til ham, at han ikke behøvede at komme med op i lejligheden. En af de andre piger, der boede der, ville gerne hjælpe med at bære.
Men min morfar ville sikre sig, at jeg kom godt på plads. Jeg ringede på, og vi ventede på den summende lyd af døren. Væggene i opgangen var mørkeblå, døren til lejligheden stod på klem. Jeg bankede på og gik et skridt indenfor, hvor jeg blev mødt af Mona. Min morfar stod bag mig i opgangen med hovedet tittende ind.
Hun sagde, det må være dig, der er Leah. Hendes hår var sat op i en tilfældigt udseende knold, som hoppede, når hun bevægede sig.
Jeg hilste og sagde, at jeg havde min morfar med. Han spurgte, om det var Mona, der skulle passe på mig, hans lille tulipan.
Mona grinede. Jeg var ikke sikker på, om hun forstod min morfars indgroede bornholmske dialekt.
Min morfar slog på rørene, kradsede i tapetet, trådte en ekstra gang på de brædder i gulvet, der knirkede. Det lod ikke til, at Mona tænkte nærmere over det.
Værelset vendte ud mod gården. Det var mindre, end jeg havde forestillet mig. En døsig solstråle faldt ind i rummet. Der var et klædeskab og en enkeltmandsseng, jeg havde fået lov at overtage. To af væggene var malet gule.
Jeg sagde, at der var hyggeligt. Satte mig på sengen. Jeg spurgte Mona, om det var hendes forældre, der ejede lejligheden. Mona svarede, at det var Kristines forældre, den anden, der også boede der. Kristine ville gerne have været der til at byde mig velkommen, men hun var ude og rejse det meste af sommeren. Lige nu var hun i Tyrkiet.
Jeg fulgte med Mona. Hun pegede, sagde køkken til det, der var køkkenet, stue til det, der var stue.
Før Mona viste mig Kristines værelse, tøvede hun. For fremtiden skulle jeg sikre mig, at det var okay, at jeg gik derind. Så blinkede hun til mig, som om der allerede var en indforståethed mellem os.
Et hvidt, ryddeligt rum dukkede op bag døren.
Så manglede jeg kun at se Monas værelse – plakater, planter, en guitar, tøj på gulvet.
Hun fortalte mig, at der havde været mange henvendelser om værelset, det var heldigt, at jeg havde skrevet med det samme.
Jeg sagde, at jeg følte mig heldig.
Vi stod lidt i stuen. Der var en fransk altan, der vendte ud til den store vej. En grøn sofa på et persisk tæppe i rødlige farver. Fra loftet voksede planter i hængepotter, i et hjørne stod en pladeafspiller. Alt passede sammen, med undtagelse af en stor, stribet Kählervase på gulvet.
Mona sagde, at det skulle nok blive godt.
Jeg sagde, at vi havde mere i bilen. Mona hev sine strømper af og pillede noget sort fnuller ud mellem tæerne, før hun stak fødderne i et par klipklappere. Min morfar var i gang med at stabilisere hylderne i det tøjskab, der stod på mit værelse. Jeg bad om bilnøglerne. Han slog hovedet mod en hylde på sin vej ud af skabet.
Ved bilen spurgte Mona mig, hvor jeg havde boet før. Hun virkede overrasket over, at jeg kom fra Odense. Selv var hun vokset op på Frederiksberg. Hun pegede ned ad gaden.
Hun syntes, min morfar var sød. Jeg sagde, at det var godt at have ham tæt på, når resten af familien boede på Fyn.
Mona kunne bære begge stole. Hun satte sig forpustet på en af dem, da vi nåede op. Hun sagde, at de var flotte. Min morfar tog fat i ryggen på den anden for at understrege robustheden. De var over 40 år gamle.
Mona foreslog, at vi kunne lede efter et bord en dag i en af genbrugsbutikkerne i nærheden.
Jeg tog afsked med min morfar ved bilen.
Så kommer du til at savne dit lyserøde værelse hos morfar i aften, sagde han. Jeg gav ham ret. Men det skulle nok gå.
Han kyssede mig på kinden, skægstubbene kradsede. Jeg svarede med et kys på issen.
Så satte han sig ind i bilen. Rullede vinduet ned og tilføjede, at jeg ikke måtte glemme min gamle morfar.
Jeg vinkede fra fortovet. Han bakkede ud fra kantstenen uden at se sig tilbage. Bremsede hårdt op, så bilen gik ud. Han fumlede med at starte den op igen. Bilisten bag ham trykkede hornet ind, en insisterende tuden, da min morfar kørte af sted.
2
Jeg havde tilladt mig selv en uges ferie. Jeg skulle ose. Mit kendskab til København begrænsede sig til turistattraktionerne og Amager, hvor min mormor og morfar havde boet hele mit liv.
Mona havde skrevet en liste til mig på et kaffefilter med hyggelige steder i området.
Jeg gik ned ad Nørrebrogade og drejede til højre, da jeg nåede Skt. Stefans kirke. Ude foran kirken hang et banner, der reklamerede for babysalmesang og kaffe den kommende lørdag.
I en lille interiørbutik fik jeg lyst til at købe et stykke sæbe. De små firkanter lå side om side på et bord, arrangeret i farver fra de lyseste til de mørkeste. Jeg udvalgte et stykke i olivengrøn, løftede det op med tommel- og pegefinger, som var det et fedtet stykke kage.
Jeg havde altid købt sæber til min mormor på vores familieferier sydpå. Lavendel var duften, jeg plejede at vælge. Siden leddegigten havde hun været for syg til at rejse. Hun udstillede sæberne på en hylde ved spejlet på badeværelset. Der lå en hverdagssæbe på kanten af vasken, de fine sæber brugte hun kun en gang imellem.
Sæber, stearinlys, servietter, det havde jeg givet hende hele livet igennem i rotation.
Ekspedienten pakkede sæben ind i et stykke silkepapir og puttede den i en brun papirspose. Hun klipsede et visitkort fast på posen. Måske troede hun, at det var en gave.
På en café med udsigt til Nørrebroparken lå der hynder i de brede vindueskarme. Jeg satte mig i en af dem. Lidt efter kom baristaen med den cappuccino og pain au chocolat, jeg havde bestilt. Han talte engelsk.
Jeg hældte det lille brev med sukker i kaffen og rørte rundt, til svanen blev visket ud.
Det hjalp på ensomheden at være i en by, hvor jeg ikke havde nogen venner. Der var ingen risiko for, at en bekendt ville træde ind ad døren og fange mig i min alenehed. Ingen mor til at fortælle mig, at jeg burde socialisere noget mere.
Jeg havde sendt en besked til både min far og min mor om, at jeg var landet godt. Min far havde svaret med en thumbs up efterfulgt af en række emojis.
Hus, sol, hammer, blomst, peacetegn.
Min mor havde jeg ikke hørt fra.
En mødregruppe baksede med at få plads til deres barnevogne udenfor. En efter en trak de babyer op fra vognene, gulerødder der høstedes.
En brise gik igennem cafeen. Kvinderne fyldte rummet med snak. Jeg så på de små, buttede ankler, der tittede frem fra bukser, der var blevet for korte. Jeg vinkede diskret til en af de små, der kiggede på mig med forvirrede øjne fra armen.
Min bror skulle være far. Han havde mødt Gry på bibelskole i tiende klasse. Kort før de var blevet studenter, havde Daniel friet. Han havde bedt om sin svigerfars velsignelse, havde han fortalt mig, samme aften som han viste mig ringen.
Mødregruppen voterede om, hvor de skulle sidde. Flere af dem kiggede på mig, som havde den ideelle plads ved vinduet med udsigt til barnevognene.
Jeg lod, som om jeg ikke mærkede presset, tog en bid af mit bagværk. Sprøde flager landede på min trøje. Endelig slog de sig ned. De fyldte det meste af cafeen.
På mit værelse pakkede jeg sæben ud af silkepapiret. Lagde den i en skål, jeg havde fundet i et af køkkenskabene. Jeg satte den i vindueskarmen. Sæben duftede af gran og noget mere, jeg ikke kunne bestemme. Jeg lagde mig i min seng. Kom i tanke om, at sæbens farve ville falme dér, i solen.
Jeg tænkte eukalyptus.
3
Jeg købte en cykel et sted på Frederikssundvej. Med sine bagere, solarier og frisører i udskiftning lignede Nordvest mere en forstad end Nørrebro. Grillbarer med pølsemix og grillkylling.
Jeg var fem år gammel, da min far forsøgte at lære mig at cykle. Han havde sat et kosteskaft fast til den slidte, limegrønne cykel, som jeg havde arvet efter Daniel. Men jeg ville ikke træde i pedalerne. Jeg hang, kun båret af min far, der holdt fast i skaftet. Han råbte af mig. Men jeg nægtede.
Flere år senere havde Daniel lært mig det. Han løb efter cyklen med en hånd under sadlen. Jeg kunne høre hans åndedræt bag mig, han var hos mig. En dag så jeg i konturen af min skygge, at jeg var på egen hånd. Så kunne jeg endelig cykle. Jeg havde fortsat med at tage bussen til alt.
Det var en rød damecykel med en kurv foran. Cyklisterne var aggressive. Jeg trak over fodgængerfeltet. Jeg var glad for den hjelm, jeg havde fået med i prisen.
Jeg tænkte på det, folk siger, om de ting, man aldrig glemmer, det er ligesom at cykle.
Vil du læse videre i Før vi ved af det vender lyset tilbage?
Leah kommer fra en konservativ og religiøs baggrund. Hendes familie er stærkt tilknyttet Pinsekirken. Hun flytter fra sin velkendte base, og ankommer til København med få ejendele.
Før vi ved af det vender lyset tilbage er en historie om et nyt liv, forelskelse, Nørrebro, tro, fælleskaber og nye møder.
Leah får nye erfaringer, og ser en verden der åbner sig op for hende. I hendes indre er der konflikt, for skal hun slippe alt det hun har lært og det hun kommer fra?
Hvad gør man med sin religion, når man lige pludselig bliver i tvivl?
Du kan låne Før vi ved af det vender lyset tilbage på biblioteket, eller finde den som lydbog eller e-bog.
Ny stemme i dansk litteratur debuterer med en velskrevet roman om en ung kvindes opgør med en opvækst i Pinsebevægelsen. Læs et uddrag af Sofie Dues roman Før vi ved af det vender lyset tilbage.
Hvad skal man gøre af Gud, hvis man ikke længere vil forholde sig til Ham?
Med blot ganske få ejendele under armen ankommer Leah til København – en by fyldt med muligheder og frihed. Bag sig har hun en familie og barndom stærkt forankret i Pinsekirken. Men kan Leah slippe alt hvad hun kommer fra? Og er det faktisk det, hun har lyst til?
LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaards sidste bog i trilogien om Tue. Smuglæs i Man skulle nok have været der
Før vi ved af det vender lyset tilbage er en livsbekræftende roman med sproglig lethed og en følsomhed i beskrivelsen af nære relationer – til fans af forfattere som Thomas Korsgaard, Sally Rooney og Marie Aubert. Smuglæs i de første kapitler af Sofie Dues roman her.
Du kan låne Før vi ved af det vender lyset tilbage på biblioteket eller finde den som lydbog eller e-bog.
Sofie Due
Før vi ved af det vender lyset tilbage
Jeg har én gang, siden jeg holdt op med at bede til Gud, oplevet den dirrende, sælsomme følelse, jeg forbinder med at mærke Helligånden i mig. Det skete i Maltes lejlighed. Vi havde drukket rødvin, og jeg, beruset, mærkede tyngden i kroppen og letheden i tankerne.
Jeg sad i vindueskarmen. Dér, hvor Malte året forinden havde kysset mig på munden som tak for en cigaret. Han sad i sofaen med sin spanske guitar, spillede lidt af én melodi, så en anden, indtil jeg genkendte introen til Alesund af Sun Kil Moon. Den sang han havde fortalt mig om på vores første gåtur sammen, en efterårsdag på Assistens Kirkegård. Jeg havde lyttet til den om og om igen i tiden efter. Malte kludrede lidt i fingerspillet, hans stemme var luftig.
Jeg lukkede øjnene. Mærkede en varme pumpe ud fra hjertet og videre til maven. En susen for ørerne. Noget, der løsnede sig i mit indre, så tårerne pressede på bag øjenlågene. Det var ikke fuldskab, det var ikke forelskelse, det var en følelse af ånd.
Jeg måtte åbne vinduet, mærke den kolde luft mod mit ansigt. Jeg havde ikke troet, at den følelse kunne slå ned i mig længere.
At øjeblikke stadig kunne føles kosmiske.
1
Da jeg flyttede til København, havde jeg ingen møbler med. Det kunne virke impulsivt, sådan som jeg ankom til Hovedbanegården med en enkelt kuffert. Min morfar ventede under uret. Han spejdede til begge sider, trak en kam frem fra inderlommen i jakken og kørte den igennem håret. Så opdagede han mig, vinkede. Han bar min kuffert ud til bilen og lagde den ind på bagsædet.
Han skævede til kufferten i bakspejlet. De havde lidt forskelligt stående i det gamle hønsebur derhjemme, sagde han. Borde, stole, malerier, ting, der var blevet skiftet ud gennem tiden. Hvis nu der var noget, jeg manglede.
Han omtalte sig selv som et vi, selvom min mormor var død for over fire år siden.
Alfred, min morfars golden retriever, gøede ved havelågen til amagervillaen. Jeg klappede den akavet på hovedet i et forsøg på at undgå dens tunge.
Ved første øjekast var alt i hønseburet skrammel. En havestol med sprungne fjedre. Mølædte ternede sofahynder. Et rustent cykelstel, lamper uden fatning eller skærme. Men jeg fandt to stole i mørkt træ gemt længst inde, under sofahynderne. Jeg fandt også et natbord, hvor malingen var skallet af. Det var mig selv, der havde pillet flager af tør maling af det som barn. Havde set, hvordan træfarven var kommet til syne under det hvide.
Min morfar tilbød at male det for mig. Men jeg kunne bedre lide det, som det var.
I kælderen fandt han en lampe, der kastede den rigtige slags lys. Ikke effektivt lys, men blødt, varmt lys.
Pinsekirken lå lige om hjørnet fra min nye adresse, bemærkede min morfar. Han pustede luft ud mellem læberne, når han kørte. Vi drejede ned ad Amager Boulevard. Gul betyder sæt farten op.
Jeg sagde til ham, at han ikke behøvede at komme med op i lejligheden. En af de andre piger, der boede der, ville gerne hjælpe med at bære.
Men min morfar ville sikre sig, at jeg kom godt på plads. Jeg ringede på, og vi ventede på den summende lyd af døren. Væggene i opgangen var mørkeblå, døren til lejligheden stod på klem. Jeg bankede på og gik et skridt indenfor, hvor jeg blev mødt af Mona. Min morfar stod bag mig i opgangen med hovedet tittende ind.
Hun sagde, det må være dig, der er Leah. Hendes hår var sat op i en tilfældigt udseende knold, som hoppede, når hun bevægede sig.
Jeg hilste og sagde, at jeg havde min morfar med. Han spurgte, om det var Mona, der skulle passe på mig, hans lille tulipan.
Mona grinede. Jeg var ikke sikker på, om hun forstod min morfars indgroede bornholmske dialekt.
Min morfar slog på rørene, kradsede i tapetet, trådte en ekstra gang på de brædder i gulvet, der knirkede. Det lod ikke til, at Mona tænkte nærmere over det.
Værelset vendte ud mod gården. Det var mindre, end jeg havde forestillet mig. En døsig solstråle faldt ind i rummet. Der var et klædeskab og en enkeltmandsseng, jeg havde fået lov at overtage. To af væggene var malet gule.
Jeg sagde, at der var hyggeligt. Satte mig på sengen. Jeg spurgte Mona, om det var hendes forældre, der ejede lejligheden. Mona svarede, at det var Kristines forældre, den anden, der også boede der. Kristine ville gerne have været der til at byde mig velkommen, men hun var ude og rejse det meste af sommeren. Lige nu var hun i Tyrkiet.
Jeg fulgte med Mona. Hun pegede, sagde køkken til det, der var køkkenet, stue til det, der var stue.
Før Mona viste mig Kristines værelse, tøvede hun. For fremtiden skulle jeg sikre mig, at det var okay, at jeg gik derind. Så blinkede hun til mig, som om der allerede var en indforståethed mellem os.
Et hvidt, ryddeligt rum dukkede op bag døren.
Så manglede jeg kun at se Monas værelse – plakater, planter, en guitar, tøj på gulvet.
Hun fortalte mig, at der havde været mange henvendelser om værelset, det var heldigt, at jeg havde skrevet med det samme.
Jeg sagde, at jeg følte mig heldig.
Vi stod lidt i stuen. Der var en fransk altan, der vendte ud til den store vej. En grøn sofa på et persisk tæppe i rødlige farver. Fra loftet voksede planter i hængepotter, i et hjørne stod en pladeafspiller. Alt passede sammen, med undtagelse af en stor, stribet Kählervase på gulvet.
Mona sagde, at det skulle nok blive godt.
Jeg sagde, at vi havde mere i bilen. Mona hev sine strømper af og pillede noget sort fnuller ud mellem tæerne, før hun stak fødderne i et par klipklappere. Min morfar var i gang med at stabilisere hylderne i det tøjskab, der stod på mit værelse. Jeg bad om bilnøglerne. Han slog hovedet mod en hylde på sin vej ud af skabet.
Ved bilen spurgte Mona mig, hvor jeg havde boet før. Hun virkede overrasket over, at jeg kom fra Odense. Selv var hun vokset op på Frederiksberg. Hun pegede ned ad gaden.
Hun syntes, min morfar var sød. Jeg sagde, at det var godt at have ham tæt på, når resten af familien boede på Fyn.
Mona kunne bære begge stole. Hun satte sig forpustet på en af dem, da vi nåede op. Hun sagde, at de var flotte. Min morfar tog fat i ryggen på den anden for at understrege robustheden. De var over 40 år gamle.
Mona foreslog, at vi kunne lede efter et bord en dag i en af genbrugsbutikkerne i nærheden.
Jeg tog afsked med min morfar ved bilen.
Så kommer du til at savne dit lyserøde værelse hos morfar i aften, sagde han. Jeg gav ham ret. Men det skulle nok gå.
Han kyssede mig på kinden, skægstubbene kradsede. Jeg svarede med et kys på issen.
Så satte han sig ind i bilen. Rullede vinduet ned og tilføjede, at jeg ikke måtte glemme min gamle morfar.
Jeg vinkede fra fortovet. Han bakkede ud fra kantstenen uden at se sig tilbage. Bremsede hårdt op, så bilen gik ud. Han fumlede med at starte den op igen. Bilisten bag ham trykkede hornet ind, en insisterende tuden, da min morfar kørte af sted.
2
Jeg havde tilladt mig selv en uges ferie. Jeg skulle ose. Mit kendskab til København begrænsede sig til turistattraktionerne og Amager, hvor min mormor og morfar havde boet hele mit liv.
Mona havde skrevet en liste til mig på et kaffefilter med hyggelige steder i området.
Jeg gik ned ad Nørrebrogade og drejede til højre, da jeg nåede Skt. Stefans kirke. Ude foran kirken hang et banner, der reklamerede for babysalmesang og kaffe den kommende lørdag.
I en lille interiørbutik fik jeg lyst til at købe et stykke sæbe. De små firkanter lå side om side på et bord, arrangeret i farver fra de lyseste til de mørkeste. Jeg udvalgte et stykke i olivengrøn, løftede det op med tommel- og pegefinger, som var det et fedtet stykke kage.
Jeg havde altid købt sæber til min mormor på vores familieferier sydpå. Lavendel var duften, jeg plejede at vælge. Siden leddegigten havde hun været for syg til at rejse. Hun udstillede sæberne på en hylde ved spejlet på badeværelset. Der lå en hverdagssæbe på kanten af vasken, de fine sæber brugte hun kun en gang imellem.
Sæber, stearinlys, servietter, det havde jeg givet hende hele livet igennem i rotation.
Ekspedienten pakkede sæben ind i et stykke silkepapir og puttede den i en brun papirspose. Hun klipsede et visitkort fast på posen. Måske troede hun, at det var en gave.
På en café med udsigt til Nørrebroparken lå der hynder i de brede vindueskarme. Jeg satte mig i en af dem. Lidt efter kom baristaen med den cappuccino og pain au chocolat, jeg havde bestilt. Han talte engelsk.
Jeg hældte det lille brev med sukker i kaffen og rørte rundt, til svanen blev visket ud.
Det hjalp på ensomheden at være i en by, hvor jeg ikke havde nogen venner. Der var ingen risiko for, at en bekendt ville træde ind ad døren og fange mig i min alenehed. Ingen mor til at fortælle mig, at jeg burde socialisere noget mere.
Jeg havde sendt en besked til både min far og min mor om, at jeg var landet godt. Min far havde svaret med en thumbs up efterfulgt af en række emojis.
Hus, sol, hammer, blomst, peacetegn.
Min mor havde jeg ikke hørt fra.
En mødregruppe baksede med at få plads til deres barnevogne udenfor. En efter en trak de babyer op fra vognene, gulerødder der høstedes.
En brise gik igennem cafeen. Kvinderne fyldte rummet med snak. Jeg så på de små, buttede ankler, der tittede frem fra bukser, der var blevet for korte. Jeg vinkede diskret til en af de små, der kiggede på mig med forvirrede øjne fra armen.
Min bror skulle være far. Han havde mødt Gry på bibelskole i tiende klasse. Kort før de var blevet studenter, havde Daniel friet. Han havde bedt om sin svigerfars velsignelse, havde han fortalt mig, samme aften som han viste mig ringen.
Mødregruppen voterede om, hvor de skulle sidde. Flere af dem kiggede på mig, som havde den ideelle plads ved vinduet med udsigt til barnevognene.
Jeg lod, som om jeg ikke mærkede presset, tog en bid af mit bagværk. Sprøde flager landede på min trøje. Endelig slog de sig ned. De fyldte det meste af cafeen.
På mit værelse pakkede jeg sæben ud af silkepapiret. Lagde den i en skål, jeg havde fundet i et af køkkenskabene. Jeg satte den i vindueskarmen. Sæben duftede af gran og noget mere, jeg ikke kunne bestemme. Jeg lagde mig i min seng. Kom i tanke om, at sæbens farve ville falme dér, i solen.
Jeg tænkte eukalyptus.
3
Jeg købte en cykel et sted på Frederikssundvej. Med sine bagere, solarier og frisører i udskiftning lignede Nordvest mere en forstad end Nørrebro. Grillbarer med pølsemix og grillkylling.
Jeg var fem år gammel, da min far forsøgte at lære mig at cykle. Han havde sat et kosteskaft fast til den slidte, limegrønne cykel, som jeg havde arvet efter Daniel. Men jeg ville ikke træde i pedalerne. Jeg hang, kun båret af min far, der holdt fast i skaftet. Han råbte af mig. Men jeg nægtede.
Flere år senere havde Daniel lært mig det. Han løb efter cyklen med en hånd under sadlen. Jeg kunne høre hans åndedræt bag mig, han var hos mig. En dag så jeg i konturen af min skygge, at jeg var på egen hånd. Så kunne jeg endelig cykle. Jeg havde fortsat med at tage bussen til alt.
Det var en rød damecykel med en kurv foran. Cyklisterne var aggressive. Jeg trak over fodgængerfeltet. Jeg var glad for den hjelm, jeg havde fået med i prisen.
Jeg tænkte på det, folk siger, om de ting, man aldrig glemmer, det er ligesom at cykle.
Vil du læse videre i Før vi ved af det vender lyset tilbage?
Leah kommer fra en konservativ og religiøs baggrund. Hendes familie er stærkt tilknyttet Pinsekirken. Hun flytter fra sin velkendte base, og ankommer til København med få ejendele.
Før vi ved af det vender lyset tilbage er en historie om et nyt liv, forelskelse, Nørrebro, tro, fælleskaber og nye møder.
Leah får nye erfaringer, og ser en verden der åbner sig op for hende. I hendes indre er der konflikt, for skal hun slippe alt det hun har lært og det hun kommer fra?
Hvad gør man med sin religion, når man lige pludselig bliver i tvivl?
Du kan låne Før vi ved af det vender lyset tilbage på biblioteket, eller finde den som lydbog eller e-bog.
Andre læste også: