Bjørn Poulsen debuterede som 60-årig med Opkald fra Mælkevejen, en roman om at vokse op med en psykisk syg mor og en kompliceret mor-søn-relation. En stærk og anmelderrost fortælling om sindssyge, ensomhed, klasseforskelle, mobning, kunst og krige.
Vi har talt med Bjørn Poulsen om hans usædvanlige opvækst, om hans arbejde med at skrive Opkald fra Mælkevejen – og om, hvorfor det har været nødvendigt for ham at få sin fortælling ned på papir.
Du er billedkunstner og en anerkendt en af slagsen. Hvorfor springer du nu ud som romanforfatter?
Jeg
har altid været bevidst om, at jeg havde en meget speciel opvækst. Jeg
er vokset op på tyve forskellige hoteller, et nonnekloster, to kostskoler, og
derefter endte min mor på herberg og sindssygehospital. Jeg vidste, at der i dette
stof var en mulighed for at fortælle en usædvanlig og varieret historie. Udfordringen
var at finde den rigtige form.
Og ja, jeg er billedhugger. I mange år har jeg brugt al min kunstneriske energi på at lave skulpturer. Der var ikke plads til andet, og jeg følte, at mine skulpturer udtrykte det, de skulle.
Mine skulpturer er mere eller mindre abstrakte, så de fortæller ikke noget om, at min mor var sindssyg, at jeg voksede op på hoteller, eller at jeg blev mobbet på Herlufsholm. Den tavshed havde jeg det godt med i mange år. Jeg vendte ryggen til min fortid. Men her i de senere år har det ændret sig, og det blev efterhånden meget vigtigt for mig at dele min historie.
Fordi min historie er så usædvanlig, var jeg ret overbevist om, at den kunne forløses litterært. Men samtidig var jeg pinligt bevidst om, at en god grundhistorie ikke er nogen garanti for, at der kommer en læsværdig roman ud af det.
“Selv den mest fantastiske historie kan stivne og dø, hvis den ikke er velskrevet.”
Og jeg er jo kunstner, så jeg ville først og fremmest
skrive en god bog. Det var ikke nok bare at fortælle min historie. At få
det ud. Det er afgørende, at det fungerer som litteratur. Derfor har
størstedelen af mit arbejde med bogen egentlig handlet om det sproglige: At
gøre stoffet levende og medrivende at læse.
Men det er også hårde emner, du skriver om. Undervejs i din opvækst bliver du bliver udsat for voldsom mobning, ensomhed, svigt. Hvordan var det at skrive om?
Det var ikke hårdt for mig at skrive bogen. Tværtimod var det en meget lystfuld proces. Den vigtigste drivkraft i realiseringen af bogen var, at jeg elsker at skrive. Når jeg skriver, er jeg fuldkommen fokuseret. Jeg tænker ikke på noget andet end handlingen og sproget. Det betyder også, at der på en vis måde er en distance til indholdet.
“På et plan er jeg fuldkommen levet ind i den situation, hvor handlingen foregår, men på et andet plan er jeg udenfor, i sproget. Selv den mest traumatiske situation bliver som et objekt, jeg holder ud i strakt arm, et objekt jeg vender og drejer for at få lige den betoning frem, jeg ønsker.”
Alligevel var der helt sikkert også noget andet på spil. I bogen skriver jeg om, hvordan jeg med økse og stemmejern huggede mine første skulpturer ud af nogle enorme træblokke nede på Lolland. Dengang var jeg 18-19 år gammel, og når jeg hamrede løs, havde jeg det, som om jeg ikke kun formede træblokkene, men også mig selv – at jeg skabte mig selv i en ny form. Det gav mig en følelse af berusende frihed.
Men senere blev jeg opmærksom på, at der i dette også er en udsathed. Man hviler ikke i sig selv. Ens identitet er ikke naturgivet via familien eller andre fællesskaber, men må skabes af en selv fra grunden.
Min bog er en del af det projekt: en måde atter at genskabe mig selv. Efterhånden som projektet udfoldede sig, var det tydeligt, at der var en mere personlig nødvendighed på spil – som om jeg kun ved at skrive denne bog kunne forblive hel.
Du fortalte før, at du har været på to kostskoler i løbet af din barndom; en af dem var Herlufsholm, og mens du går der, bliver du udsat for voldsom mobning. Er din roman et angreb på Herlufsholm?
Mine oplevelser på Herlufsholm fandt sted i begyndelsen af halvfjerdserne, for næsten halvtreds år siden. Det er sikkert en anden skole i dag, end det var dengang. Så bogen skal ikke opfattes som et angreb på Herlufsholm men som et vidnesbyrd, en del af historieskrivningen om denne institution. Det er vigtigt at kende sin historie. For lande, personer og også institutioner. Som en vaccine mod at gentage fejl.
“Det særligt mørke aspekt af Herlufsholms fortid, som jeg med udgangspunkt i mine egne erfaringer fortæller om, er aldrig blevet fortalt før. Ikke så udfoldet og kompromisløst. Så det er på tide, at det sker.”
Du er tres år, og Opkald fra Mælkevejen er din litterære debut. Hvorfor kommer bogen først nu?
For en fem-seks siden tænkte jeg, at skal jeg skrive
bogen om min opvækst, så skal det være nu. Inden jeg bliver for gammel og har
glemt det hele. Og så gik jeg i gang.
Min mor fylder jo en del i bogen, og mange har spurgt, om jeg har ventet til hun ikke længere var i live med at skrive bogen. Det er nu ikke tilfældet: Da jeg begyndte at skrive, levede hun stadigvæk, og jeg vidste ikke, at hun ville dø undervejs.
Bogen er dog på ingen måde tænkt som et angreb på hende. Jeg er ikke vred på hende. Hun var for syg til, at jeg for alvor kunne blive vred på hende. I den forstand var hun uskyldig. Og havde hun endnu levet i dag, når bogen udkommer, så ville jeg formentlig ikke have fortalt hende noget om den – for at skåne hende. Og så ville jeg have satset på, at et sådant litterært projekt ville gå under radaren på det plejehjem, hun boede på.
I romanen fortæller du lidt om det plejehjem, din mor boede på i sine sidste år – og det er ikke et særligt flatterende portræt, du tegner. Er der også en kritik af det psykiatriske system i din bog?
Min mor var indlagt på forskellige psykiatriske institutioner i sammenlagt fyrre år. I den periode var der både positive og negative oplevelser. Jeg har oplevet virkelig dygtige og dedikerede plejere, som klart har gjort en vigtig og positiv forskel for hende. Men det også klart, at den institution, hun tilbragte sine sidste år på, forekom mig stærkt dysfunktionel – især i de senere år.
Jeg vil dog ikke pege fingre af bestemte personer, som også arbejder under ekstremt vanskelige forhold. Jeg beskriver, hvad jeg ser og hører under mine besøg, mine konkrete erfaringer, men afsiger ingen domme.
Bjørn Poulsen: Opkald fra Mælkevejen
Professor ved Aarhus Universitet, Bjørn Poulsen har skrevet bogen Opkald fra Mælkevejen.
En opslugende og overvældende fortælling med erindringer om sin kaotiske og rodløse barndom i 1960’erne og 1970’erne og livet med en velhavende, skizofren mor.
Bjørns mor kom fra en velhavende familie, og havde en stor arv med sig. Men hun led dog af at være psykisk syg, og var skizofreni. Hun kunne derfor ikke skabe en normal hverdag for sine børn og flyttede fra hotel til hotel gennem 5-6 år.
Bjørn måtte derfor komme på kostskole. Men her fandt han ingen ro. Tværtimod. Han blev udsat for gedigen mobning.
Bjørn Poulsen debuterede som 60-årig med Opkald fra Mælkevejen, en roman om at vokse op med en psykisk syg mor og en kompliceret mor-søn-relation. En stærk og anmelderrost fortælling om sindssyge, ensomhed, klasseforskelle, mobning, kunst og krige.
Vi har talt med Bjørn Poulsen om hans usædvanlige opvækst, om hans arbejde med at skrive Opkald fra Mælkevejen – og om, hvorfor det har været nødvendigt for ham at få sin fortælling ned på papir.
Du er billedkunstner og en anerkendt en af slagsen. Hvorfor springer du nu ud som romanforfatter?
Jeg har altid været bevidst om, at jeg havde en meget speciel opvækst. Jeg er vokset op på tyve forskellige hoteller, et nonnekloster, to kostskoler, og derefter endte min mor på herberg og sindssygehospital. Jeg vidste, at der i dette stof var en mulighed for at fortælle en usædvanlig og varieret historie. Udfordringen var at finde den rigtige form.
Og ja, jeg er billedhugger. I mange år har jeg brugt al min kunstneriske energi på at lave skulpturer. Der var ikke plads til andet, og jeg følte, at mine skulpturer udtrykte det, de skulle.
Mine skulpturer er mere eller mindre abstrakte, så de fortæller ikke noget om, at min mor var sindssyg, at jeg voksede op på hoteller, eller at jeg blev mobbet på Herlufsholm. Den tavshed havde jeg det godt med i mange år. Jeg vendte ryggen til min fortid. Men her i de senere år har det ændret sig, og det blev efterhånden meget vigtigt for mig at dele min historie.
LÆS OGSÅ: Smuglæs i Bjørn Poulsens debutroman Opkald fra Mælkevejen
Fordi min historie er så usædvanlig, var jeg ret overbevist om, at den kunne forløses litterært. Men samtidig var jeg pinligt bevidst om, at en god grundhistorie ikke er nogen garanti for, at der kommer en læsværdig roman ud af det.
Og jeg er jo kunstner, så jeg ville først og fremmest skrive en god bog. Det var ikke nok bare at fortælle min historie. At få det ud. Det er afgørende, at det fungerer som litteratur. Derfor har størstedelen af mit arbejde med bogen egentlig handlet om det sproglige: At gøre stoffet levende og medrivende at læse.
Men det er også hårde emner, du skriver om. Undervejs i din opvækst bliver du bliver udsat for voldsom mobning, ensomhed, svigt. Hvordan var det at skrive om?
Det var ikke hårdt for mig at skrive bogen. Tværtimod var det en meget lystfuld proces. Den vigtigste drivkraft i realiseringen af bogen var, at jeg elsker at skrive. Når jeg skriver, er jeg fuldkommen fokuseret. Jeg tænker ikke på noget andet end handlingen og sproget. Det betyder også, at der på en vis måde er en distance til indholdet.
Alligevel var der helt sikkert også noget andet på spil. I bogen skriver jeg om, hvordan jeg med økse og stemmejern huggede mine første skulpturer ud af nogle enorme træblokke nede på Lolland. Dengang var jeg 18-19 år gammel, og når jeg hamrede løs, havde jeg det, som om jeg ikke kun formede træblokkene, men også mig selv – at jeg skabte mig selv i en ny form. Det gav mig en følelse af berusende frihed.
Men senere blev jeg opmærksom på, at der i dette også er en udsathed. Man hviler ikke i sig selv. Ens identitet er ikke naturgivet via familien eller andre fællesskaber, men må skabes af en selv fra grunden.
Min bog er en del af det projekt: en måde atter at genskabe mig selv. Efterhånden som projektet udfoldede sig, var det tydeligt, at der var en mere personlig nødvendighed på spil – som om jeg kun ved at skrive denne bog kunne forblive hel.
Du fortalte før, at du har været på to kostskoler i løbet af din barndom; en af dem var Herlufsholm, og mens du går der, bliver du udsat for voldsom mobning. Er din roman et angreb på Herlufsholm?
Mine oplevelser på Herlufsholm fandt sted i begyndelsen af halvfjerdserne, for næsten halvtreds år siden. Det er sikkert en anden skole i dag, end det var dengang. Så bogen skal ikke opfattes som et angreb på Herlufsholm men som et vidnesbyrd, en del af historieskrivningen om denne institution. Det er vigtigt at kende sin historie. For lande, personer og også institutioner. Som en vaccine mod at gentage fejl.
Du er tres år, og Opkald fra Mælkevejen er din litterære debut. Hvorfor kommer bogen først nu?
For en fem-seks siden tænkte jeg, at skal jeg skrive bogen om min opvækst, så skal det være nu. Inden jeg bliver for gammel og har glemt det hele. Og så gik jeg i gang.
Min mor fylder jo en del i bogen, og mange har spurgt, om jeg har ventet til hun ikke længere var i live med at skrive bogen. Det er nu ikke tilfældet: Da jeg begyndte at skrive, levede hun stadigvæk, og jeg vidste ikke, at hun ville dø undervejs.
LÆS OGSÅ: Amalie Langballe om sin romandebut: Man er nødt til at være nådesløs på en særlig måde
Bogen er dog på ingen måde tænkt som et angreb på hende. Jeg er ikke vred på hende. Hun var for syg til, at jeg for alvor kunne blive vred på hende. I den forstand var hun uskyldig. Og havde hun endnu levet i dag, når bogen udkommer, så ville jeg formentlig ikke have fortalt hende noget om den – for at skåne hende. Og så ville jeg have satset på, at et sådant litterært projekt ville gå under radaren på det plejehjem, hun boede på.
I romanen fortæller du lidt om det plejehjem, din mor boede på i sine sidste år – og det er ikke et særligt flatterende portræt, du tegner. Er der også en kritik af det psykiatriske system i din bog?
Min mor var indlagt på forskellige psykiatriske institutioner i sammenlagt fyrre år. I den periode var der både positive og negative oplevelser. Jeg har oplevet virkelig dygtige og dedikerede plejere, som klart har gjort en vigtig og positiv forskel for hende. Men det også klart, at den institution, hun tilbragte sine sidste år på, forekom mig stærkt dysfunktionel – især i de senere år.
Jeg vil dog ikke pege fingre af bestemte personer, som også arbejder under ekstremt vanskelige forhold. Jeg beskriver, hvad jeg ser og hører under mine besøg, mine konkrete erfaringer, men afsiger ingen domme.
Bjørn Poulsen: Opkald fra Mælkevejen
Professor ved Aarhus Universitet, Bjørn Poulsen har skrevet bogen Opkald fra Mælkevejen.
En opslugende og overvældende fortælling med erindringer om sin kaotiske og rodløse barndom i 1960’erne og 1970’erne og livet med en velhavende, skizofren mor.
Bjørns mor kom fra en velhavende familie, og havde en stor arv med sig. Men hun led dog af at være psykisk syg, og var skizofreni. Hun kunne derfor ikke skabe en normal hverdag for sine børn og flyttede fra hotel til hotel gennem 5-6 år.
Bjørn måtte derfor komme på kostskole. Men her fandt han ingen ro. Tværtimod. Han blev udsat for gedigen mobning.
Du kan købe Opkald fra Mælkevejen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: