Danske romaner Fiktion

Skizofreniens magt. Læs et uddrag af Opkald fra Mælkevejen


Bjørn Poulsen debuterer med en glasklar selvbiografisk roman om at vokse op med en mor, der var uhelbredeligt skizofren. Læs et uddrag af Opkald fra Mælkevejen her.


Opkald fra mælkevejen, Bjørn Poulsen, dansk roman, roman om psykiatrien

Bjørn Poulsens barndom var præget af hans mors psykiske sygdom. Moren var arving til en mindre formue og uhelbredeligt skizofren, og de første mange år af Bjørn Poulsens liv var derfor underlagt morens luner.

LÆS OGSÅ: “Der var en personlig nødvendighed på spil” – interview med Bjørn Poulsen

Gennem erindringsglimt fra familiens nomadeliv følgeren læseren familien gennem 60’erne og 70’erne, fra isflage til isflage, fra hotelværelser og forsømte boliger til livet på kostskolen Herlufsholm.

Opkald fra Mælkevejen er en stærk roman med et kunstnerisk islæt og en vildskab, som gør den svær at lægge fra sig.

Du kan købe Opkald fra Mælkevejen online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel fra den 27. februar.




Bjørn Poulsen

Opkald fra Mælkevejen



Gipsen i gummispanden er ved at være klar til brug, da min mobiltelefon ringer. Jeg bander lavmælt, denne tilstand, hvor gipsen hverken er for flydende eller stiv, men har en modellerbar ymerlignende konsistens, varer kun få minutter. Så hærder den, bliver først træg og derefter helt uanvendelig.

Jeg begynder at smøre gipsen på skulpturen. Jeg arbejder hurtigt og rutineret, men alligevel trækker processen mere ud end forventet, især en samling mellem to irregulære former æder minutterne. Et øjeblik overvejer jeg at tjekke, hvem det er, der ringer, men da den ringer syvende gang, ved jeg, det er hende. Kun hun kan finde på at kime mig ned på den måde. Min kone, min storesøster, venner eller forretningsforbindelser stopper ved femte eller sjette ring.

I ren trods træder jeg et skridt tilbage for at betragte skulpturen. Det er en større kompliceret sag, et krumt dobbeltrelief, der skal monteres på en rotunde. Jeg har arbejdet længe på den, og som processen er skredet frem, er den begyndt at minde om noget fra en science fiction-film.

Dens oprindelige cool, formelle formsprog er muteret over mod noget, der minder om en alien eller cyborg. Mange af mine skulpturer får det præg. Det er ikke sådan, at jeg bogstaveligt begynder at modellere muskler forbundet med ledninger og slanger eller langstrakte græskarlignende hoveder med sylespidse tænder, associationerne udspringer mere af den måde, jeg kobler geometriske og organiske former sammen på, måden de fletter sig ind i hinanden og smelter sammen.




Min gamle Nokia-mobil fortsætter sin ringen. Den udsender en hvæsende, vibrerende brummen, som var den en arrig hveps, der vågnede af sin dvale. Den er for længst forældet, en vittighed blandt mine yngre bekendtskaber, men samtidig uopslidelig.

Jeg tæller. Sytten, atten, nitten gange. Jeg tænker på, hvordan hendes mobilsignal trænger gennem værkstedets vægge og loft, fortsætter videre op gennem bøgetræets grene og den gråmelerede tåge, der hænger over gårdspladsen og det omgivende erhvervskvarter.

I et populærvidenskabeligt program i radioen fortalte de, at hvert eneste mobilsignal sendt fra jorden i princippet vil rejse uendeligt i rummet. Er mobilsignalet en gang sluppet ud i det interstellare rum, vil det fortsætte til Mælkevejens yderste grænser og videre ud i det mørke dyb mellem galakserne. Jeg forestiller mig, at hendes opkald om tusinder eller millioner af år når frem til Andromedagalaksen eller den Store Magellanske Sky. Måske er der et rumvæsen derude, som ligner min skulptur, der vil opsnappe det. Så vil hendes indsats ikke have været helt forgæves.




Gipsen er ved at være brugt op. Med spartlen prøver jeg at skrabe spanden for at fange de sidste rester, men selv ikke med den mest gnieragtige indsats kan jeg vride mere ud af denne portion. Jeg vender mig mod den emsige tyran på mit bord.

Jeg har opgivet at tælle, hvor mange gange den har ringet, men føler mig sikker på, at vi må være på vej mod en ny rekord. Måske er hun faldet i søvn, eller ringetonerne har fået hende til at gå i trance, en meditativ tilstand, pressionens udgave af nirvana. Uanset hvad er det på tide at få stoppet legen.

“Hej mor,” siger jeg. Jeg sørger for, at min stemmeføring er neutral. Der er en kort tavshed i den anden ende af røret. Så siger hun: “Hvorfor tager du ikke telefonen?”

Hun taler som sædvanlig langsomt, hvert ord udtales nærmest overdrevent korrekt, som var det at tale ikke længere spontant, men noget der krævede en bevidst viljeshandling. Jeg tager en dyb indånding. Tålmodig nu, tålmodig.

Så siger jeg: “Jeg stod bare med noget, jeg ikke kunne forlade. Noget gips, der var ved at størkne.”

“Jeg troede, du ikke ville tale med mig mere.”

Jeg har sat mig i min lænestol. Herfra har jeg overblik over min gipsskulptur. Lyset fra vinduerne i rulleporten kaster et sart blødt lys hen over dens hvide former. Det er et smukt lys, måske ikke perfekt arbejdslys, men godt til de mere kontemplative faser.

Jeg svarer: “Nu har jeg besøgt dig i alle de år, hvorfor tror du så pludselig, at jeg vil droppe dig?”

Hun ånder tungt ind i røret. En længere tavshed følger.

Så siger hun: “Der var noget vigtigt, jeg ville spørge om.”

Hendes stemme lyder højtidelig. Når hun anlægger den tone, ved jeg, at der er to muligheder. Den ene er den gamle klassiker med canceren i terminalt stadie, men den har ligget lidt underdrejet den sidste tid, så jeg satser på den anden mulighed og spørger:

“Vil du gerne bede om tilgivelse?”

“Hvordan kunne du vide, det var det, jeg ville spørge om?”

“Nåh, jeg havde en anelse.”

Der opstår igen en lille pause. Hun har svært ved at komme i omdrejninger i dag.

Jeg siger: “Måske det er bedre at tale en anden dag.”

“Nej, det er vigtigt. Det kan ikke vente.”

“Okay, hvad er det så, du vil have tilgivelse for?”

“Jo, først vil jeg bede om tilgivelse for, at jeg har brugt alle pengene,” siger hun.

Andre gange udtrykker hun sig i et mere arkaisk sprog, så siger hun: “At jeg formøblede hele min fædrene arv.”

Jeg rejser mig fra lænestolen, går lidt frem og tilbage og betragter skulpturen fra forskellige vinkler. Den er ikke kun ved at blive science fiction-agtig, den er også ved at få noget udpræget aggressivt og krigerisk over sig. Hvis den var en rekvisit i en Hollywoodfilm, ville den høre til i de onde rumvæseners lejr.

Kunstnerisk er det ikke noget problem. Hollywood har altid været bedre til at skildre det onde end det gode. Hvor forestillingen om det gode afstedkommer kreativ lammelse hos filmdesignerne, udløser forestillingen om det onde de vildeste ideer, rumskibe på størrelse med Amager og uhyrer med svovlsyredryppende kæber tilsat attrapforlængere, der skyder ud af munden som lange tunger. Så jeg har det fint med, at skulpturen tilhører the dark side, selvom jeg kan mærke et lille stik af uro over, om bestillerne af værket mon vil dele min begejstring.

Jeg siger: “Jamen, du ved da godt, at jeg har tilgivet dig.”

“Har du?”

“Det skal du ikke bekymre dig om,” siger jeg og tilføjer, at den million hun i min barndom fyrede af på at bo på hotel, spise på restauranter og køre taxa i dag ikke regnes for en større formue, ja, at man ikke engang kan få en etværelses lejlighed på Nørrebro for dette beløb.

“Er det virkelig sådan?” spørger hun. “Jeg troede, formuen var meget større.”

“Nu er der også gået totalt inflation i det københavnske boligmarked. I forhold til hvad folk i dag spenderer på en lejlighed, var din livsførelse det rene mådehold.”

Det kommenterer hun ikke. Jeg fortsætter: “Du skal også tænke på, at hvis der var noget tilbage af formuen, så ville du stadigvæk bo på Hotel Østerport.”

“Det ville da være frygteligt,” siger hun og gyser. “Frygteligt.”

“Det gør virkelig ikke noget, at pengene er væk. Måske er det faktisk bedst sådan,” siger jeg.

“Tror du?”

“Ja, det tror jeg. Og desuden er der da lidt tilbage,” siger jeg. Knap hundrede tusinde kroner. Penge, der er båndlagt helt tilbage fra hendes fars testamente. Det kommer man ikke langt for i dag, men var formuen større, er jeg ikke i tvivl om, at hun ikke ville kunne nære sig fra at bruge den som et pressionsmiddel. Disse pinagtigheder slipper vi for nu.

En overgang mellem to former på skulpturen irriterer mig. Den bryder flowet i kompositionen. Jeg samler et fragment af en halvkugle op fra gulvet og anbringer det i overgangen. Det passer perfekt. Det skaber lige det rette knæk i rytmen, men samtidig minder det også umiskendeligt om en biceps, en muskeludbuling. Hele den langstrakte form, det indgår i, begynder at ligne en bodybuilderarm. En cyborg-bodybuilder- arm.

“Der er også noget andet, jeg vil bede om tilgivelse for,” siger hun.

“Ja?”

“Jeg vil bede om tilgivelse for, at du og din storesøster ikke fik morgenmad og frokost.”

“Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg tror ikke, det var så slemt, som du gør det til,” svarer jeg, mens billeder fra rækkehuset i Virum panorerer forbi.

Den smalle, tilgroede forhave, stuen med sofaen og de to lænestole i gult betræk, de fine arvestykker, mahognimøblerne, reolen med alle hendes tykke romaner og kunstbøger, chatollet med krystalglassene, landskabsmalerierne, bornholmeruret og det regelmæssige tik-tak fra dets evigt svingende pendul. I hjørnet fjernsynet som en udslukt monolit. Her spiste vi aftensmad i hver sit møbel, i hver sit hjørne, spisestuen med det cirkelrunde spisebord stod ubenyttet hen, som var det for fint til cafeteriamad.

Overalt lå støvet i et tykt lag, på parketgulvene dannedes der bremsespor, når jeg i strømpesokker kurede hen over dem, og på spisebordet kunne jeg tegne figurer med min pegefinger, lige så tydelige som når jeg tegnede figurer på det duggede spejl i badeværelset.

Døren til køkkenet var altid lukket. En dag åbnede jeg den, og en sødlig, kvalm stank slog mig i møde, bordene og vasken var fyldt med stabler af gryder, pander, tallerkener, kopper og glas, brunlige og muggrønne belægninger bredte sig hen over madresterne og mælkeskjolderne.

Overalt var der fluer, summende i luften og kriblende og kravlende på de sovseindsmurte gryder og tallerkener, eller døde, små indtørrede kroppe, der lå drysset ud over køkkenet som sorte snefnug. En enkelt flue var blevet fanget i en sovserest, hvis klæbrige substans fungerede som en kviksandslignende dødsfælde. Ihærdigt forsøgte den at kæmpe sig fri, men benene og den ene vinge var begravet i sovsen, mens den anden vinge endnu svirrede i korte intense sekvenser.

Situationen mindede mig om en illustration i min dyrebog, Fortidens dyreliv, hvor sabeltandede tigre og mammutter var blevet fanget i tertiærtidens asfaltsumpe. Disse fortidskæmper havde jeg den største medfølelse for, men fluen udløste bare en sadistisk trang til at mase den yderligere ned sovsen. Jeg greb en tilfældig, ikke alt for uhumsk brødkniv, pressede med plastikskaftet på fluens ryg, langsomt, men vedholdende, indtil jeg hørte den velkendte kvasende lyd af dens spinkle kropshylster, der gav efter for trykket.

“Vi fik trods alt et solidt måltid mad hver dag. Fra Virumhallen. Kan du huske det?” siger jeg. Engelsk bøf med løg, wienerschnitzel, rødspættefilet, alle retter med kartofler og sovs, måske ikke nogen vitaminbombe, men rigeligt med både kulhydrater og proteiner.

Det var min opgave at hente maden fra sportshallens cafeteria. Der var knap en kilometer derned, det meste af vejen gik ad Hasselvej. Jeg cyklede langsomt og forsigtigt, så bakkerne med aftensmaden på bagagebæreren ikke blev rystet eller faldt af. Gadelygterne stod med ti-tolv meters mellemrum, lyste koldt og sølvmat på fortovsfliserne og asfalten, lige under neonlyset krympede min skygge sig sammen til en lavstammet dværg, for så som en harmonika at strække sig til en langlemmet kæmpe ude i de halvmørke mellemrum mellem lygterne.

Indimellem kastede jeg et blik bagud eller ned ad sidevejene, spejdede efter om der skulle gemme sig en løvinde mellem de parkerede biler eller i villahavernes buskads. Jeg vidste udmærket, at der ikke levede løver i Virum, men efter at jeg havde haft mareridt om hele kobler af hunløver, der spankulerede rundt på villavejene og nede omkring stationen, kunne jeg ikke helt frigøre mig fra den forestilling, at en løvinde havde låst sit gule radarblik fast på min ryg.

“Vi led ingen nød. Mange børn i den tredje verden lever af meget mindre, end vi gjorde,” siger jeg.

Hun sukker og siger: “Ja, er det ikke forfærdeligt?” Hun støtter både Røde Kors og Unicef med månedlige donationer, selvom hun ikke har råd til det.

“I virkeligheden kan man klare sig med meget mindre mad, end man tror. Det er bare her i de vestlige forbrugssamfund, man har den forestilling, at det er sundt at spise tre tunge måltider hver dag. Nogle forskere mener ligefrem, det er sundt at faste lidt en gang imellem.”

“Men da ikke for børn i voksealderen,” indvender hun.

“Det kan man godt tåle i en kortere periode. Og jeg tror kun, det varede et år, måske mindre.” Jeg siger det ikke bare for at berolige hende. På et tidspunkt googlede jeg Virumhallen og kunne på Wikipedia få oplyst, at den blev indviet i 1968. Da vores hoteleventyr stoppede i sommeren 1974 efter fem år på omkring tyve forskellige hoteller, betyder det, at vi må være flyttet fra Virum i 1969. Det levner plads til højst et år med cafeteriamad.

“Den eneste jeg nogensinde har været bekymret for blev fejlernæret, var Polle,” siger jeg og griner.

“Åh ja, stakkels Polle,” siger hun.

Polle var min hund. Oprindelig hed den Apollon, en minicollie af fin race, hvis forældre havde vundet flere hundekonkurrencer. Da vi købte den, havde ejerne indskærpet os, at den skulle have noget særligt hundefoder, hvis den skulle udvikle sig på den rigtige måde, men den levede kun af resterne af maden fra Virumhallen og hotellernes køkkener. Når jeg så dens stankelben, der stak ud under den tykke pels, frygtede jeg, at den var fejlernæret, og dens mulighed for at gå i sine forældres fodspor var endegyldigt forpasset.

“Og I voksede op i skidt og snavs,” siger hun.

“Ens immunforsvar har kun godt af at blive udsat for lidt bakterier. Vokser børn op i alt for sterile omgivelser, risikerer de at udvikle allergi,” siger jeg og tænker på marsmændene i H.G. Wells’ Klodernes kamp. Efter at de med største lethed har pulveriseret alt, hvad menneskeheden har sendt mod dem af militært isenkram, dør de af et bakterieangreb. Banal halsbetændelse eller noget i den stil. Deres højteknologiske rumskibe har sikkert været klinisk rene, rengøringsrobotter har fjernet hvert et støvkorn, men i denne isolation er deres immunforsvar forfaldet, så da de bliver eksponeret for jordens bakterier, er de forsvarsløse.

“Så du har det godt, du fejler ikke noget?” spørger hun.

“Nej, nej. Jeg er sund og frisk.”

“Det er du sikker på?”

“Ja, helt sikker. Synes du da, jeg har taget skade?” spørger jeg og griner.

“Nej, du og din søster virker jo så kernesunde,” siger hun. Stemmen lyder nu næsten munter, intet kan gøre hende glad som forestillingen om min søsters og mit formodede jernhelbred.

“Så har du altså tilgivet mig?”

Vi nærmer os finalen.

“Ja, det ved du. Du må ikke plage dig selv mere.”

“Kommer du så snart og besøger mig?” Nu har hun fundet sin pibestemme frem. Denne lavmælte, men alligevel på alle måder gennemtrængende diskant, som hun tager i anvendelse, når hun vil forsøge at presse et besøg igennem.

“Jah, nu må vi se.”

“Jeg ville blive meget glad for et lille besøg.”

“Det kunne også være hyggeligt, men jeg har meget travlt. Jeg har fået en stor opgave til PET.”

“Hvem?”

“PET, du ved efterretningstjenesten.”

“Arbejder du for efterretningstjenesten?” Hendes stemme lyder desorienteret. Jeg kunne have bidt tungen af mig selv. Hidtil har jeg holdt det hemmeligt for hende, at den skulptur, jeg arbejder på, er til PET.

Allerede i Virum udspionerede efterretningstjenesten hende fra haven. Når de var særlig påtrængende, blev min søster og jeg søvndrukne gennet op af vores senge og ind i hendes soveværelse, hvor vi barrikaderede os. Dørhåndtaget og nøglen i låsen blev surret fast med sejlgarn, så ingen indtrængende kunne dirke døren op. Mens vi slumrede ind, fortalte hun os, at agenterne ikke kun overvågede huset fra havens buskads, men også tændte bål midt på græsplænen, som var de en flok spejdere på lejrtur.

Senere på hotellerne fortsatte efterretningsagenterne deres overvågning af hende med vekslende intensitet. De implicerede kunne omfatte receptionister, tjenere, taxachauffører, andre gæster, helt tilfældige forbipasserende på gaden og sidst men ikke mindst fjernsynsspeakere. De eneste, hun kunne stole på, var mig og min søster.

Men åbenbart ikke længere. Nu er også jeg gået over til fjenden.

“Nej, jeg arbejder ikke for efterretningstjenesten. Jeg laver en skulptur til dem. Det er ikke det samme,” siger jeg.

“Er det ikke?”

“Nej, det er heller ikke PET, der betaler for skulpturen. Det er en privat fond. Det er dem, jeg arbejder for,” siger jeg og fortsætter med at prale af, hvor prestigefyldt det er, at netop denne fond har betroet mig opgaven. Jeg håber, at stoltheden over min succes vil få hende til at glemme den famøse opgavegiver.

“Det lyder meget fint,” hvisker hun. Meget lavt.

“Det er det også. Da jeg præsenterede opgaven, var selve chefen for efterretningstjenesten til stede.”

“Du spøger,” siger hun. “Du har altid været sådan en spøgefugl.”

“Nej, nej. Den er god nok. Jeg skal hilse fra ham og sige, at du ikke behøver at bekymre dig det næste halve år, for den afdeling, der overvåger dig, er blevet ramt af, at flere medarbejdere er gået samtidig på barsel, og de har ikke kunnet skaffe kvalificerede afløsere.”

Hun griner lidt usikkert ind i røret.

“Det er gas, det ved du godt, ikke?” siger jeg.

“Jo, jo.” Hun lyder ikke helt overbevist.

“De har slet ikke tid til at holde øje med dig længere. Ikke efter de skal holde øje med alle muslimerne.”

Hun stønner lidt ind i røret, tager tilløb. Så siger hun:

“Men tror du ikke, du alligevel kunne finde tid til at besøge din gamle mor en dag?”

Jeg begynder at forklare, hvor meget jeg mangler på skulpturen. Den skal jo have en finish, som var den et fragment fra en højteknologisk civilisation. At opnå det bare med rasp og sandpapir er enormt tidskrævende. Der mangler endnu ugers arbejde.

“Kommer du så ikke? Det er så længe siden, at du har været her.” Pibestemmen lyder om muligt endnu mere klagende og bedende.

Tidligere advarede hun mig ofte mod at blive stresset eller arbejde for hårdt, men nu er det, som hun er blevet for gammel til den slags hensyn. Tiden er ved at rinde ud. Skal hun vride kluden for de sidste dråber, er det nu, i morgen kan det være for sent.

Jeg har sat mig i lænestolen igen. Ser på mit science fiction-kunstværk. Skulle man lave en skulptur, der var i overensstemmelse med den videnskabelige erkendelse, så skulle den ikke forestille et eller andet avanceret galaktisk robotvæsen, men bakterier eller lignende primitive encellede organismer. De var de første, og de bliver de sidste. De dukkede op på jorden, da den endnu var en ung, kogende svovlpøl, og når jorden engang bliver svitset bort af den voksende sol, vil de være de sidste, der tjekker ud.

Da universet i kraft af Big Bang er det samme alle vegne, må man formode, at bakterierne er overalt, hvor livet har bare den mindste mulighed for at hage sig fast, på milliarder og atter milliarder af endnu uopdagede kloder. Til gengæld er avanceret liv sikkert meget sjældnere, og højteknologiske civilisationer, der udsender radiosignaler og taler i mobiltelefoner, findes sandsynligvis ikke. Ingen teleskoper har i hvert fald opfanget så meget som et pip endnu, og hvis det er rigtigt, at radiosignaler kan rejse uendeligt i rummet, så er denne stilhed jo meget talende, den fortæller os, at vi er alene.

“Jeg skal nok komme snart,” siger jeg.

“Din søster var her i sidste uge. Hun besøger mig oftere end du.”

“Det er sikkert rigtigt. Men det betyder ikke, at du må plage. Det har vi aftalt.”

“Nej, undskyld,” siger hun. “Jeg ved godt, jeg er en trættende gammel kone.”

“Så er det ikke værre.”

At vi er alene, skal vi nu nok ikke være så kede af. Hvis der virkelig fandtes en eller anden civilisation, der ubesværet kunne krydse rundt imellem solsystemerne og galakserne, ville vi for alvor være på den. Vi kommer jo af det samme stjernestøv, som man så poetisk siger, så det betyder også, at en ekspansiv ekstraterrestrisk civilisation ville udvikle sig lige så morderisk som vores. Det kan godt være, at det første møde ville være hyggeligt nok, lidt udvekslinger af lyde, fagter og gaver, som da Columbus gik i land på Hispaniola, men vi har ikke skullet vente mange lysår på, at Cortez the Killer dukkede op i horisonten med sin krigsflåde.

Måske er det det, min skulptur vil fortælle mig. At enten er universet bare gasarter, tyngdekraft og drifter, så primitivt at det unddrager sig enhver moral, eller også er det ondt.

Udenfor er solen ved at bryde gennem den tykke dis. En lysstråle går gennem carportens vindue og får skulpturens hvide gips til at skinne. Jeg kan lettet konstatere, at jeg har overdrevet, hvor meget der mangler. Den er ved at være færdig, i virkeligheden har jeg ikke så travlt.

“Okay, så ses vi på søndag.” Jeg skal lige til at tilføje: Du vinder, men hendes glæde er så overstrømmende og ægte, at jeg ikke nænner det.

Måske er det kærlighed. Det vil jeg gerne tro. Kærlighed er en stor og god ting. Dog er jeg bange for, at Paulus spænder buen lidt for hårdt, når han siger, at kærligheden udholder alt, tåler alt. Det tvivler jeg på, der findes ikke helt empirisk belæg for den påstand, til gengæld passer det glimrende på bakterierne, disse universets sejrherrer.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.