Ordene gør bogstaveligt talt forskel i bestseller baseret på den virkelige historie om The Oxford English Dictionarys tilblivelse. Smuglæs i De glemte ords bog her.
Pip Williams har skrevet De glemte ords bog med udgangspunkt i den virkelige historie om hvordan det legendariske opslagsværk The Oxford English Dictionary blev skabt.
Men fortællingen er ikke kun om hvordan sproget former den verden vi lever i, ligeledes er kvindekampen bagtæppe til De glemte ords bog, der udforsker de skjulte liv, der udspiller sig mellem linjerne i en historie skrevet af mænd.
LÆS OGSÅ: 8 bøger om bøger: De bedste fortællinger om bøgernes univers! Se vores anbefalinger her.
I 1901 blev de lærde mænd bag The Oxford English Dictionary gjort opmærksomme på, at der på trods af 40 års arbejde med at få udgivet A-B-bindene manglede et ord: bondmaid (et andet ord for slavepige).
Denne virkelige historie blev startskuddet for Pip Williams’ arbejde med De glemte ords bog.
Hovedpersonen Esme bliver født ind i en verden af ord. Som det moderløse barn hun er, tilbringer hun størstedelen af sin barndom i Skriptoriet: det haveskur i Oxford, hvor hendes far og et dedikeret hold af leksikografer indsamler ord til den allerførste udgave af Oxford English Dictionary.
LÆS OGSÅ: 10 stærke romaner til den danske sommer
Men Esme opdager, at det ikke er alle ord, der finder vej ind i det toneangivende storværk, og hun begynder at indsamle dem, der er blevet glemt eller afvist af de lærde mænd – typisk dem, der knytter sig til kvinders oplevelser. Hun skjuler ordene i en gammel kasse, og langsomt begynder en helt ny ordbog at tage form: De glemte ords bog.
Og den tegner et ganske andet billede af virkeligheden end den, hun er vokset op med.
Læs prologen og første kapitel af De glemte ords bog her.
Prolog
Februar 1886
Før det glemte ord var der et andet. Det ankom til Skriptoriet i en brugt kuvert, hvor den gamle adresse var streget ud, og man i stedet havde skrevet Dr. Murray, Sunnyside, Oxford.
Det var fars opgave at åbne posten og min at sidde på hans skød, som en dronning på sin trone, og hjælpe ham med forsigtigt at få hvert ord ud af dets foldede vugge. Han fortalte mig, hvilken bunke jeg skulle lægge det i, og sommetider standsede han op, lagde sin hånd over min og førte min finger op og ned og rundt langs bogstaverne, mens han sagde deres lyde ind i mit øre. Han sagde ordet, jeg gentog det, og så fortalte han mig, hvad det betød.
Dette ord var skrevet på en lap brunt papir med ujævne kanter, hvor det var blevet revet over, så det havde den størrelse, som dr. Murray foretrak. Far standsede op, og jeg gjorde mig klar til at lære ordet. Men hans hånd blev ikke lagt over min, og da jeg vendte mig om for at skynde på ham, fik hans ansigtsudtryk mig til at lade være; for selv om vi sad tæt sammen, så han ud til at være langt borte.
Jeg vendte tilbage til ordet og forsøgte at forstå. Uden hans hånd til at lede mig fulgte jeg hvert bogstav med fingeren.
”Hvad står der?” spurgte jeg.
”Lily,” sagde han.
”Ligesom mor?”
“Ja, ligesom mor.”
”Betyder det, at hun kommer med i ordbogen?”
”Ja, på en måde.”
”Kommer vi alle sammen med i ordbogen?”
”Nej.”
”Hvorfor ikke?”
Jeg kunne mærke, at min krop hævede og sænkede sig, når han trak vejret.
”Et navn skal betyde noget for at være med i ordbogen.”
Jeg så på ordet igen. ”Var mor ligesom en blomst?” spurgte jeg. Far nikkede. ”Den smukkeste blomst.”
Han tog ordet op og læste sætningen nedenunder. Så vendte han papiret og ledte efter mere.
”Den er ufuldstændig,” sagde han. Men han læste den igen, og hans øjne flakkede frem og tilbage, som om han måske kunne finde det, der manglede. Han lagde ordet oven på den mindste bunke.
Far skubbede sin stol ud fra sorteringsbordet. Jeg krøb ned af hans skød og gjorde mig klar til at stå og holde den første bunke papirlapper. Det var en anden opgave, jeg kunne hjælpe med, og jeg elskede at se hvert ord finde sin plads i rummene i dueslaget. Han tog den mindste bunke, og jeg forsøgte at gætte på, hvor mor skulle hen.
”Ikke for højt og ikke for lavt,” sang jeg for mig selv. Men i stedet for at lægge ordene i min hånd tog far tre lange skridt hen mod kaminen og smed dem ind i flammerne.
Der var tre stykker papir. Da de forlod hans hånd, blev hvert af dem sendt i en dans af den varme luftstrøm til forskellige hvilesteder. Jeg så lily begynde at krølle sig sammen, før det overhovedet var landet.
Jeg hørte mig selv skrige, mens jeg løb hen mod kaminen. Jeg hørte far brøle mit navn. Sedlen vred sig.
Jeg rakte hånden ind for at redde den, mens det brune papir allerede var ved at forkulle, og bogstaverne, som var skrevet på det, var blevet til skygger. Jeg troede, at jeg kunne holde det som et egeblad, falmet og vintersprødt, men da jeg lukkede fingrene omkring ordet, smuldrede det.
Jeg kunne have stået sådan for evigt, men far flåede mig væk med en kraft, der tog pusten fra mig. Han løb ud af Skriptoriet med mig og stak min hånd ned i sneen. Han var askegrå i ansigtet, så jeg sagde til ham, at det ikke gjorde ondt, men da jeg åbnede hånden, hang de sodsværtede stumper af ordet fast i min smeltede hud.
Nogle ord er vigtigere end andre – det lærte jeg ved at vokse op i Skriptoriet. Men det tog mig lang tid at forstå hvorfor.
De glemte ords bog
Første del
1887-1896
Batten – Distrustful
Maj 1887
Skriptoriet. Det lyder, som om det kunne have været en storslået bygning, hvor selv de letteste fodtrin ville give genlyd mellem marmorgulvet og den gyldne kuppel. Men det var bare et skur i baghaven ved et hus i Oxford.
I stedet for at rumme skovle og river var skuret oplagringssted for ord. Hvert ord i det engelske sprog var skrevet på et stykke papir på størrelse med et postkort. Frivillige sendte dem fra hele verden, og de blev opbevaret i bundter i de hundredvis af rum i dueslag langs skurets vægge. Det var dr. Murray, der havde kaldt det Skriptoriet – han måtte have syntes, at det var uværdigt for det engelske sprog at blive opbevaret i et haveskur – men alle, som arbejdede der, kaldte det for Skrippet.
Alle andre end mig.
Jeg kunne godt lide følelsen af ordet Skriptoriet, når det bevægede sig rundt i min mund og landede blødt mellem mine læber. Det tog lang tid, før jeg lærte at udtale det, og da det endelig lykkedes, var intet andet godt nok.
Far hjalp mig engang med at lede i dueslaget efter scriptorium. Vi fandt fem sedler med eksempler på, hvordan ordet var blevet brugt, hver af dem med citater, der ikke var meget mere end 100 år gamle. De var alle sammen mere eller mindre ens, og ingen af dem handlede om et skur i baghaven ved et hus i Oxford. Et skriptorium, fortalte sedlerne mig, var en skrivestue i et kloster.
Men jeg forstod godt, hvorfor dr. Murray havde valgt det. Han og hans assistenter var lidt ligesom munke, og da jeg var fem år gammel, var det let for mig at forestille mig ordbogen som en hellig bog.
Da dr. Murray fortalte mig, at det ville tage et helt liv at samle alle ordene, spekulerede jeg på hvis liv. Hans hår var allerede gråt som aske, og de var kun halvvejs igennem B.
Far og dr. Murray havde været lærere sammen i Skotland, længe før der var et skriptorium. Og fordi de var venner, og fordi jeg ikke havde nogen mor til at tage sig af mig, og fordi far var en af dr. Murrays mest betroede leksikografer, vendte alle det blinde øje til, når jeg var i Skriptoriet.
Skriptoriet føltes magisk; som om alt, hvad der nogensinde var og nogensinde ville blive, blev opbevaret inden for dets vægge. Der lå stabler af bøger på alle overflader. Gamle ordbøger, historier og fortællinger fra gamle dage fyldte reolerne, der adskilte skrivebordene fra hinanden eller dannede en krog med plads til en stol. Dueslagene med deres rum hævede sig fra gulv til loft.
De var propfulde af sedler, og far sagde engang, at hvis jeg læste hver eneste af dem, ville jeg vide, hvad alting betød.
Midt i det hele stod sorteringsbordet. Far sad ved den ene ende, og der var plads til tre assistenter ved hver side. Ved den anden ende stod dr. Murrays høje skrivebord, hvorfra han kunne se alle ordene og alle de mænd, der hjalp ham med at definere dem.
Vi kom altid inden de andre leksikografer, og i den korte tid havde jeg far og alle ordene helt for mig selv. Så sad jeg på fars skød ved sorteringsbordet og hjalp ham med at sortere papilapperne.
Hver gang vi stødte på et ord, jeg ikke kendte, læste han det citat, der fulgte med, og hjalp mig med at finde ud af, hvad det betød. Hvis jeg stillede de rigtige spørgsmål, forsøgte han at finde den bog, som citatet kom fra, og læse et længere stykke op for mig.
Det var ligesom en skattejagt, og sommetider fandt jeg guld.
”This boy had been a scatter-brained scapegrace from his birth.” – ”Den dreng havde været en tankeløs skarnsunge lige siden sin fødsel.” Far læste citatet fra en lap papir, som han lige havde taget op af en konvolut.
”Er jeg en tankeløs skarnsunge?” spurgte jeg.
”Sommetider,” sagde far og kildede mig.
Så spurgte jeg, hvem drengen var, og far viste mig, hvor det stod skrevet øverst på sedlen.
”Ala-ed-Din and the Wonderful Lamp” – ”Aladdin og den vidunderlige lampe,” læste han.
Da de andre assistenter kom, smuttede jeg ned under sorteringsbordet.
”Vær stille som en mus, og lad være med at gå i vejen,” sagde far. Det var let at forblive i skjul.
Da dagen var forbi, sad jeg på fars skød i varmen fra kaminen, og vi læste ”Aladdin og den vidunderlige lampe”.
Det var en gammel historie om en dreng, sagde far. Da jeg spurgte, om der var flere historier, sagde han, at der var 1.000 mere. Den historie lignede ikke noget, jeg havde hørt før, ingen steder, jeg havde været, og ingen mennesker, jeg kendte.
Jeg så mig omkring i Skriptoriet og forestillede mig, at det var en magisk lampe. Det var så almindeligt udenpå, men fuldt af undere indenfor.
Og nogle ting var ikke altid, hvad de så ud til at være.
Efter at have hjulpet med sedlerne den næste dag plagede jeg far om endnu en historie. I min begejstring glemte jeg at være stille som en mus; jeg forstyrrede ham.
”En skarnsunge får ikke lov til at blive,” advarede far, og jeg forestillede mig, at jeg blev forvist til Aladdins hule. Jeg tilbragte resten af dagen under sorteringsbordet, hvor en lille smule af en skat fandt mig.
Det var et ord, og det faldt ned fra enden af bordet. Når det lander, tænkte jeg, vil jeg redde det og selv række det til dr. Murray. Jeg betragtede det. I tusindvis af øjeblikke så jeg det ride på en usynlig luftstrøm.
Jeg forventede, at det ville lande på det ufejede gulv, men det gjorde det ikke. Det svævede som en fugl, var lige ved at lande, men steg så op igen og slog kolbøtter, som på en lampeånds befaling.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne lande i mit skød, at det på nogen måde kunne bevæge sig så langt.
Men det gjorde det.
Ordet lå i folderne på min kjole som en strålende genstand, der var faldet ned fra himlen. Jeg turde ikke røre ved det. Det var kun sammen med far, at jeg fik lov til at holde ordene.
Jeg overvejede at råbe til ham, men et eller andet låste min tunge. Jeg sad med ordet i lang tid og havde lyst til at røre ved det, men uden at gøre det.
Hvilket ord er det? spekulerede jeg. Hvis ord? Ingen bukkede sig ned for at gøre krav på det.
Efter lang tid samlede jeg ordet op, omhyggelig med ikke at mase dets sølvblanke vinger, og holdt det tæt op til ansigtet. Det var svært at læse i mit halvmørke gemmested. Jeg rykkede hen til et sted, hvor glitrende støv hang i luften mellem to stole.
Jeg holdt ordet op til lyset. Sort blæk på hvidt papir. Otte bog- staver, det første et B som i bi. Jeg formede resten med munden, sådan som far havde lært mig: O for orange, N for næsvis, D for dukke, M for Murray, A for abe, I for is, D for dukke, igen. Jeg udtalte dem hviskende.
Den første del af ordet var let: bond. Anden del tog lidt længere tid, men så huskede jeg, hvad A og I sagde tilsammen: maid.
Ordet var bondmaid, slavepige.
Under det stod andre ord, der løb sammen som sammenfiltret garn. Jeg kunne ikke se, om de dannede et citat, som var blevet indsendt af en frivillig, eller en definition, som var skrevet af en af dr. Murrays assistenter.
Far sagde, at alle de timer, han tilbragte i Skriptoriet, gik ud på at finde mening i de ord, som var blevet sendt ind af frivillige, for at ordene kunne blive defineret i ordbogen. Det var vigtigt, og det betød, at jeg kunne komme i skole, få tre varme måltider om dagen og vokse op og blive en fornem ung dame.
Ordene var for min skyld, sagde han.
”Bliver de alle sammen forklaret i ordbogen?” spurgte jeg engang. ”Nej, nogle bliver udeladt,” sagde far.
”Hvorfor?”
Han tøvede. ”De er bare ikke tilstrækkeligt dokumenteret.” Jeg rynkede panden, og han sagde: ”Der er ikke nok mennesker, der har skrevet dem ned.”
”Hvad sker der med de ord, der ikke kommer med?”
”De bliver lagt tilbage i dueslaget. Hvis der ikke er oplysninger nok om dem, bliver de kasseret.”
”Men måske bliver de glemt, hvis de ikke står i ordbogen.”
Han lagde hovedet på skrå og så på mig, som om jeg havde sagt noget vigtigt. ”Ja, det er rigtigt.”
Jeg vidste, hvad der skete, når et ord blev kasseret. Jeg foldede bondmaid omhyggeligt sammen og lagde det i lommen på mit forklæde.
Et øjeblik senere dukkede fars ansigt op under sorteringsbordet. ”Smut nu med dig, Esme. Lizzie venter på dig.”
Jeg kiggede ud mellem alle benene – stoleben, bordben, mandeben – og så familien Murrays unge tjenestepige stå uden for den åbne dør med forklædet bundet stramt om livet, med for meget stof foroven og for meget stof forneden.
Hun ville snart kunne passe det, havde hun sagt til mig, men når jeg kiggede på hende fra min plads under sorteringsbordet, mindede hun mig om nogen, der legede udklædningsleg.
Jeg krøb ud mellem alle benene og løb ud til hende.
”Næste gang skulle du tage at komme ind og lede efter mig, det ville være sjovere,” sagde jeg, da jeg nåede hen til Lizzie.
”Det er ikke et sted for mig.” Hun tog min hånd og førte mig hen i skyggen af asketræet.
”Hvad er så et sted for dig?”
Hun rynkede panden og trak så på skuldrene. ”Værelset ved toppen af trappen, velsagtens. Køkkenet, når jeg hjælper mrs. Ballard, men bestemt ikke, når jeg ikke gør det. St. Mary Mag- dalen-kirken om søndagen.”
”Og ikke andre steder?”
”Haven, når jeg passer dig – så vi ikke kommer i vejen for mrs. B. Og mere og mere også torvehallen på grund af hendes dårlige knæ.”
”Har Sunnyside altid været dit sted?” spurgte jeg.
”Ikke altid.” Hun så ned på mig, og jeg undrede mig over, hvad der var blevet af hendes smil.
”Hvor var det før?”
Hun tøvede. ”Hjemme ved mor og alle rollingerne.”
”Hvad er rollinger?”
”Børn.”
”Ligesom mig?”
”Ja, ligesom dig, Essymay.”
”Er de døde?”
”Kun min mor. Rollingerne blev sendt væk. Jeg ved ikke hvorhen. De var for små til at komme ud og tjene.”
”Hvad betyder det at komme ud og tjene?”
”Holder du aldrig op med at stille spørgsmål?” Lizzie tog mig under armene, løftede mig op og svingede mig rundt og rundt, til vi begge to var så svimle, at vi faldt om i græsset.
”Hvor er mit sted?” spurgte jeg, da svimmelheden tog af.
”I Skrippet, vel, hos din far. Haven, mit værelse og taburetten i køkkenet.”
”Og mit hus?”
”Selvfølgelig dit hus, selv om du lader til at være mere her end dér.”
”Jeg har ikke et søndagssted ligesom dig,” sagde jeg.
Lizzie rynkede panden. ”Jo, du har, St. Barnabas-kirken.”
”Det er kun nogle gange, vi går derhen. Og når vi gør, tager far en bog med. Han holder den foran salmebogen og læser i stedet for at synge.”
Jeg lo, når jeg tænkte på fars mund, der åbnede og lukkede sig for at efterligne de andre i menigheden, men uden at der kom en lyd ud.
”Det er ikke noget at le ad, Essymay.” Lizzie rørte ved det krucifiks, som jeg vidste, hun havde på inde under tøjet. Jeg blev bekymret for, at hun skulle tænke dårligt om far.
”Det er, fordi Lily døde,” sagde jeg.
Lizzies strenge mine blev til et bedrøvet udtryk, og det var heller ikke meningen.
”Men han siger, at jeg skal træffe min egen beslutning. Om Gud og himlen. Det er derfor, vi går i kirke.”
Hendes ansigt blev afslappet, og jeg besluttede at vende tilbage til nogle mindre alvorlige samtaleemner.
”Mit bedste sted er Sunnyside,” sagde jeg.
”I Skriptoriet. Og nummer to er på dit værelse og efter det i køk- kenet, når mrs. Ballard bager, især når hun bager plettede scones.”
”Du er en sjov lille en, Essymay – de hedder frugtscones; pletterne er rosiner.”
Far sagde, at Lizzie selv kun var et barn. Det kunne jeg se, når han talte til hende. Hun stod så stille, som hun kunne, og holdt hænderne sammen, så de ikke skulle pille nervøst ved noget, og nikkede til alting næsten uden at sige et ord.
Hun måtte være bange for ham, tænkte jeg, ligesom jeg var bange for dr. Murray. Men når far var gået, plejede hun at se på mig ud ad øjenkrogen og blinke.
Da vi lå i græsset, og verden drejede rundt over vores hoveder, lænede hun sig pludselig frem og trak en blomst frem bag mit øre. Som en tryllekunstner.
”Jeg har en hemmelighed,” sagde jeg.
”Og hvad er så det, min lille sveske?”
”Jeg kan ikke fortælle dig den her. Så flyver den måske væk.” Vi listede ind gennem køkkenet hen mod den smalle trappe, der førte op til Lizzies værelse. Mrs. Ballard stod bøjet over en melbøtte i spisekammeret, og det eneste af hende, jeg kunne se, var hendes meget store bagdel, indhyllet i lag af stof med marineblå tern.
Hvis hun så os, ville hun finde noget at lave til Lizzie, og min hemmelighed måtte vente. Jeg satte en finger op til læberne, men et fnis steg op i halsen på mig.
Lizzie kunne se det komme, så hun tog mig hurtigt op i sine magre arme og skyndte sig op ad trappen.
Der var koldt i værelset. Lizzie tog sengetæppet af sengen og lagde det på det bare gulv som et tæppe. Jeg spekulerede på, om der var nogen af familien Murrays børn i værelset på den anden side af Lizzies væg. Det var børneværelset, og sommetider hørte vi den lille Jowett græde, men ikke ret længe. Mrs. Murray kom hurtigt, eller et af de ældre børn.
Jeg holdt øret mod væggen og kunne høre den lille sige noget, små lyde, som ikke var rigtige ord. Jeg så for mig, at han åbnede øjnene og blev klar over, at han var alene. Han klynkede et stykke tid, så græd han. Denne gang var det Hilda, der kom.
Da gråden holdt op, genkendte jeg hendes klingrende stemme. Hun var 13 år gammel, ligesom Lizzie, og hendes yngste søstre, Elsie og Rosfrith, var aldrig langt borte.
Mens jeg sad på tæppet sammen med Lizzie, forestillede jeg mig dem alle gøre det samme på den anden side af væggen. Jeg spekulerede på, hvilken leg de mon legede.
Lizzie og jeg sad over for hinanden med korslagte ben, og vores knæ rørte lige akkurat hinanden. Jeg holdt begge hænder i vejret for at begynde på en klappeleg, men Lizzie standsede op ved synet af mine sjove fingre.
De var lyserøde og rynkede.
”De gør ikke ondt længere,” sagde jeg.
”Er du sikker?”
Jeg nikkede, og vi begyndte at klappe, selv om hun var for blid ved mine sjove fingre til, at det sagde den rigtige lyd.
”Nå, men hvad er så din store hemmelighed, Essymay?” spurgte hun.
Den havde jeg nær glemt. Jeg holdt op med at klappe, rakte ned i lommen på mit forklæde og tog den seddel op, der var landet i mit skød tidligere på formiddagen.
”Hvad skal det forestille at være for en hemmelighed?” spurgte Lizzie, idet hun tog papirlappen i hånden og vendte den om.
”Det er et ord, men jeg kan kun læse det her.” Jeg pegede på bondmaid. ”Kan du læse resten for mig?”
Hun bevægede en finger hen over ordene, præcis ligesom jeg havde gjort. Efter et stykke tid rakte hun ordet tilbage.
”Hvor fandt du det?” spurgte hun.
”Det fandt mig,” sagde jeg. Og da jeg så, at det ikke var nok, sagde jeg: ”En af assistenterne smed det væk.”
”Smed han det virkelig væk?”
”Ja,” sagde jeg uden at se ned, ikke engang kort. ”Nogle ord giver bare ikke mening, og dem smider de væk.”
”Nå, men hvad vil du så gøre med din hemmelighed?” spurgte Lizzie.
Det havde jeg ikke tænkt på. Det eneste, jeg havde villet gøre, var at vise sedlen til Lizzie. Jeg vidste, at jeg ikke skulle bede far om at passe på den, og den kunne ikke blive liggende i min forklædelomme for evigt.
”Kan du passe på den for mig?” spurgte jeg.
”Det kan jeg vel, hvis du gerne vil have mig til det. Men jeg ved da ikke, hvad der er så særligt ved den.”
Den var særlig, fordi den var kommet til mig. Den var næsten ingenting, men ikke helt. Den var lille og skrøbelig, og måske betød den ikke noget vigtigt, men jeg måtte beskytte den mod at komme i kaminen.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare noget af det for Lizzie, og hun insisterede ikke. I stedet lagde hun sig på alle fire, rakte ind under sin seng og trak en lille trækuffert ud.
Jeg så til, mens hun kørte fingeren gennem det tynde lag støv, der dækkede det ridsede låg. Hun havde ikke travlt med at åbne den.
”Hvad er der indeni?” spurgte jeg.
”Ikke noget. Alt det, jeg havde med, da jeg kom, er kommet ind i klædeskabet dér.”
”Får du ikke brug for den, når du skal på rejse?”
”Jeg får ikke brug for den,” sagde hun og åbnede låsen.
Jeg lagde min hemmelighed på bunden af kufferten og satte mig tilbage på hug. Den så lille og ensom ud. Jeg skubbede den ud til den ene side og så den anden. Til sidst tog jeg den op igen og holdt forsigtigt om den med begge hænder.
Lizzie strøg mig over håret. ”Du må finde nogle flere skatte til at holde den med selskab.”
Jeg rejste mig op, holdt papirlappen så højt op over kufferten, som jeg kunne, og gav slip. Derefter så jeg den svæve ned og gynge fra side til side, indtil den lagde sig til hvile i det ene hjørne af kufferten.
”Det er dér, den gerne vil være,” sagde jeg og bukkede mig ned for at glatte den ud. Men den ville ikke blive flad. Der var en bule under det papir, der dækkede bunden af kufferten. Kanten havde allerede løsnet sig, så jeg pillede papiret lidt mere løs.
”Den er ikke tom, Lizzie,” sagde jeg, da hovedet af en nål viste sig.
Lizzie lænede sig ind over mig for at se, hvad jeg snakkede om.
”Det er en hattenål,” sagde hun og rakte hånden ned for at samle den op. På hovedet havde den tre små perler, den ene oven på den anden og hver især et kalejdoskop af farver. Lizzie drejede den mellem sin tommel- og pegefinger. Mens den snurrede rundt, kunne jeg se, at hun huskede den.
Hun holdt den ind til sit bryst, kyssede mig på panden og lagde så forsigtigt nålen på sit natbord ved siden af det lille fotografi af sin mor.
Vores gåtur hjem til Jericho tog længere tid end nødvendigt, fordi jeg var lille, og fordi far godt kunne lide at slentre rundt, mens han røg på sin pibe. Jeg elskede duften af den.
Vi krydsede den brede Banbury Road og begyndte at gå ned ad St. Margaret’s, forbi høje huse, der hang sammen to og to, med smukke haver og træer, der kastede skygge over fortovet.
Så førte jeg os ad en zigzagrute gennem smalle gader, hvor husene lå tæt sammen, det ene presset ind mod det andet ligesom sedlerne i deres huller i dueslaget. Da vi drejede ind på Observatory Street, bankede far sin pibe ud mod en mur og stak den i lommen. Så løftede han mig op på sine skuldre.
”Du bliver snart for stor til det her,” sagde han.
”Holder jeg op med at være en rolling, når jeg bliver for stor?” ”Er det dét, Lizzie kalder dig?”
“Det er en af de ting, hun kalder mig. Hun kalder mig også sveske og Essymay.”
”Rolling kan jeg forstå, og Essymay, men hvorfor kalder hun dig sveske?”
Sveske blev altid ledsaget af et kærtegn og et venligt smil. Det gav fuldstændig mening, men jeg kunne ikke forklare hvorfor. Vores hus lå halvvejs nede ad Observatory Street, lige ved siden af Adelaide Street.
Da vi nåede hen til hjørnet, talte jeg højt: ”En, to, tre, fir’ skridt vi går, så ved vores hus vi står.”
Vi havde en gammel messingdørhammer, der var formet som en hånd. Lily havde fundet den på en loppemarkedsstand i torvehallen – far sagde, at den havde været anløben og ridset, og der havde været flodsand mellem fingrene på den, men han havde gjort den ren og sat den op på døren, den dag de blev gift.
Nu tog han sin nøgle op af lommen, og jeg lænede mig frem og dækkede Lilys hånd med min. Jeg bankede fire gange med den.
”Der er ingen hjemme,” sagde jeg.
”Det er der snart.” Han åbnede døren, og jeg dukkede mig, da han trådte ind i entreen.
Far løftede mig ned, lagde sin taske på skænken og bukkede sig ned for at samle brevene op fra gulvet. Jeg fulgte efter ham hen ad gangen og ind i køkkenet og sad ved bordet, mens han lavede vores aftensmad.
Vi havde en deltidsansat tjenestepige, der kom tre dage om ugen for at lave mad, gøre rent og vaske vores tøj, men i dag var ikke en af de dage.
”Skal jeg ud at tjene, når jeg ikke længere er en rolling?”
Far rystede panden for at vende pølserne og kiggede så over mod spisebordet, hvor jeg sad.
”Nej, det skal du ikke.”
”Hvorfor ikke?”
Han rystede pølserne igen. ”Det er svært at forklare.”
Jeg ventede. Han tog en dyb indånding, og bekymringsrynkerne mellem hans øjenbryn blev dybere.
”Lizzie er heldig at være i tjeneste, men for dig ville det være uheldigt.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Nej, det gør du vel ikke.” Han hældte vandet fra ærterne og mosede kartoflerne og lagde dem på vores tallerkener sammen med pølserne.
Da han endelig sad ved bordet, sagde han: ”Service, tjeneste, betyder forskellige ting for forskellige mennesker, Essy, afhængigt af deres position i samfundet.”
”Kommer alle de forskellige betydninger til at stå i ordbogen?”
Hans bekymrede træk slappede af. ”Vi leder i dueslaget i morgen, ikke?”
”Ville Lily have kunnet forklare service?” spurgte jeg.
”Din mor ville have haft ord til at forklare dig, hvordan verden hænger sammen, Essy,” sagde far. ”Men uden hende må vi sætte vores lid til Skrippet.”
Den næste morgen, før vi sorterede posten, løftede far mig op og lod mig lede i de små rum, hvor S-ordene lå.
”Lad os nu se, hvad vi kan finde.”
Far pegede på et rum, der næsten var for højt oppe, men ikke helt. Jeg tog en bunke sedler ud. På en af de øverste stod der service, tjeneste, og nedenunder: Flere betydninger.
Vi satte os ved sorteringsbordet, og far gav mig lov til at løsne snoren, der var bundet om sedlerne. De var delt op i fire mindre bundter med citater, som havde hver deres topseddel og en definition, der var foreslået af en af dr. Murrays mere betroede frivillige.
”Det er Edith, der har sorteret disse,” sagde far og lagde bun- kerne i orden på sorteringsbordet.
”Mener du tante Ditte?”
”Lige præcis.”
”Er hun leksi… leksiograf, ligesom dig?”
”Leksikograf. Nej. Men hun er en meget belæst dame, og vi er heldige, at hun har gjort ordbogen til sin hobby. Der går ikke en uge, uden at der kommer et brev fra Ditte til dr. Murray med et ord eller en kladde til den næste del.”
Der gik heller ikke en uge, uden at vi selv fik et brev fra Ditte. Når far læste dem højt, handlede de mest om mig.
”Er jeg også hendes hobby?”
”Du er hendes guddatter, og det er meget vigtigere end en hobby.”
Dittes rigtige navn var Edith, men jeg havde svært ved at udtale det, da jeg var helt lille. Der var andre måder, man kunne sige hendes navn på, havde hun sagt, og hun lod mig selv vælge den, jeg bedst kunne lide.
I Danmark ville hun blive kaldt Ditte. Ditte er sødere, tænkte jeg sommetider, og jeg kunne godt lide lyden af det. Jeg kaldte hende aldrig Edith igen.
”Lad os nu se, hvordan Ditte har defineret service,” sagde far.
Mange af definitionerne beskrev Lizzie, men ingen af dem forklarede, hvorfor det at tjene måske betød noget forskelligt for hende og for mig. Den sidste bunke, vi kiggede på, havde ikke nogen topseddel.
”Det er dubletter,” sagde far. Han hjalp mig med at læse dem.
”Hvad skal der ske med dem?” spurgte jeg. Men før far kunne nå at svare, gik døren til Skriptoriet op, og en af assistenterne kom ind i færd med at binde sit slips, som om han først lige havde taget det på.
Da han var færdig, sad det skævt, og han glemte at stoppe det inden for vesten.
Mr. Mitchell kiggede over min skulder på de bunker af papir- lapper, der var lagt ud på sorteringsbordet. En bølge af mørkt hår faldt ned over hans ansigt. Han strøg det tilbage, men der var ikke olie nok i til at holde det.
”Service,” sagde han. ”Tjeneste.”
”Lizzie er i tjeneste,” sagde jeg.
”Det er rigtigt.”
”Men far siger, at det ville være uheldigt for mig at være i tjeneste.”
Mr. Mitchell så på far, som trak på skuldrene og smilede. ”Når du bliver stor, Esme, tror jeg, at du vil kunne gøre, lige hvad du har lyst til,” sagde mr. Mitchell.
”Jeg vil være leksikograf.”
”Nå, men så er det her da en god start,” sagde han og pegede på alle papirlapperne.
Mr. Maling og mr. Balk kom ind i Skriptoriet i færd med at drøfte et ord, som de havde været uenige om dagen før. Så kom dr. Murray med den sorte akademikerkappe bølgende omkring sig. Jeg så fra den ene mand til den anden og tænkte på, om jeg kunne gætte, hvor gamle de var, ud fra længden og farven på deres skæg.
Fars og mr. Mitchells var de korteste og mørkeste. Dr. Murrays var ved at blive gråt og nåede helt ned til den øverste knap i hans vest. Mr. Malings og mr. Balks var et sted midtimellem. Nu hvor de alle sammen var her, var det på tide, at jeg forsvandt.
Jeg krøb ned under sorteringsbordet og holdt udkig efter vildfarne papirlapper. Jeg ønskede mere end noget andet, at endnu et ord skulle finde mig.
Det skete ikke, men da far sagde til mig, at jeg skulle gå med Lizzie, var mine lommer ikke fuldstændig tomme.
Jeg viste Lizzie sedlen. ”Endnu en hemmelighed,” sagde jeg.
”Burde jeg give dig lov til at tage hemmeligheder med ud fra Skriptoriet?”
”Far sagde, at den her er en dublet. De har en anden, hvor der står præcis det samme.”
”Hvad står der på den?”
”At du skal være ude at tjene, og at jeg skal sy korssting, indtil en fin herre ønsker at gifte sig med mig.”
”Er det rigtigt? Står der det?”
“Det tror jeg.”
”Nå, men jeg kan godt lære dig at sy korssting,” sagde Lizzie. Jeg overvejede det. ”Nej tak, Lizzie. Mr. Mitchell sagde, at jeg kunne blive leksikograf.”
De næste par formiddage, når jeg havde hjulpet far med posten, krøb jeg hen til den ene ende af sorteringsbordet for at vente på nedfaldne ord. Men når de faldt, kom der altid hurtigt en assistent og samlede dem op igen.
Efter et par dage glemte jeg at holde udkig efter ord, og efter nogle måneder glemte jeg alt om kufferten under Lizzies seng.
Pip Williams: De glemte ords bog
Esme bliver født ind i en verden af ord. Som det moderløse barn hun er, tilbringer hun størstedelen af sin barndom i Skriptoriet: det haveskur i Oxford, hvor hendes far og et dedikeret hold af leksikografer indsamler ord til den allerførste udgave af Oxford English Dictionary.
Men Esme opdager, at det ikke er alle ord, der finder vej ind i det toneangivende storværk, og hun begynder at indsamle dem, der er blevet glemt eller afvist af de lærde mænd – typisk dem, der knytter sig til kvinders oplevelser.
Hun skjuler ordene i en gammel kasse, og langsomt begynder en helt ny ordbog at tage form: De glemte ords bog.
De glemte ords bog er inspireret af virkelige hændelser, og Pip Williams er dykket dybt ned i Oxford English Dictionarys arkiver for at fortælle denne tankevækkende historie om sprogets evne til at forme den verden, vi lever i.
Ordene gør bogstaveligt talt forskel i bestseller baseret på den virkelige historie om The Oxford English Dictionarys tilblivelse. Smuglæs i De glemte ords bog her.
Pip Williams har skrevet De glemte ords bog med udgangspunkt i den virkelige historie om hvordan det legendariske opslagsværk The Oxford English Dictionary blev skabt.
Men fortællingen er ikke kun om hvordan sproget former den verden vi lever i, ligeledes er kvindekampen bagtæppe til De glemte ords bog, der udforsker de skjulte liv, der udspiller sig mellem linjerne i en historie skrevet af mænd.
LÆS OGSÅ: 8 bøger om bøger: De bedste fortællinger om bøgernes univers! Se vores anbefalinger her.
I 1901 blev de lærde mænd bag The Oxford English Dictionary gjort opmærksomme på, at der på trods af 40 års arbejde med at få udgivet A-B-bindene manglede et ord: bondmaid (et andet ord for slavepige).
Denne virkelige historie blev startskuddet for Pip Williams’ arbejde med De glemte ords bog.
Hovedpersonen Esme bliver født ind i en verden af ord. Som det moderløse barn hun er, tilbringer hun størstedelen af sin barndom i Skriptoriet: det haveskur i Oxford, hvor hendes far og et dedikeret hold af leksikografer indsamler ord til den allerførste udgave af Oxford English Dictionary.
LÆS OGSÅ: 10 stærke romaner til den danske sommer
Men Esme opdager, at det ikke er alle ord, der finder vej ind i det toneangivende storværk, og hun begynder at indsamle dem, der er blevet glemt eller afvist af de lærde mænd – typisk dem, der knytter sig til kvinders oplevelser. Hun skjuler ordene i en gammel kasse, og langsomt begynder en helt ny ordbog at tage form: De glemte ords bog.
Og den tegner et ganske andet billede af virkeligheden end den, hun er vokset op med.
Læs prologen og første kapitel af De glemte ords bog her.
Prolog
Februar 1886
Før det glemte ord var der et andet. Det ankom til Skriptoriet i en brugt kuvert, hvor den gamle adresse var streget ud, og man i stedet havde skrevet Dr. Murray, Sunnyside, Oxford.
Det var fars opgave at åbne posten og min at sidde på hans skød, som en dronning på sin trone, og hjælpe ham med forsigtigt at få hvert ord ud af dets foldede vugge. Han fortalte mig, hvilken bunke jeg skulle lægge det i, og sommetider standsede han op, lagde sin hånd over min og førte min finger op og ned og rundt langs bogstaverne, mens han sagde deres lyde ind i mit øre. Han sagde ordet, jeg gentog det, og så fortalte han mig, hvad det betød.
Dette ord var skrevet på en lap brunt papir med ujævne kanter, hvor det var blevet revet over, så det havde den størrelse, som dr. Murray foretrak. Far standsede op, og jeg gjorde mig klar til at lære ordet. Men hans hånd blev ikke lagt over min, og da jeg vendte mig om for at skynde på ham, fik hans ansigtsudtryk mig til at lade være; for selv om vi sad tæt sammen, så han ud til at være langt borte.
Jeg vendte tilbage til ordet og forsøgte at forstå. Uden hans hånd til at lede mig fulgte jeg hvert bogstav med fingeren.
”Hvad står der?” spurgte jeg.
”Lily,” sagde han.
”Ligesom mor?”
“Ja, ligesom mor.”
”Betyder det, at hun kommer med i ordbogen?”
”Ja, på en måde.”
”Kommer vi alle sammen med i ordbogen?”
”Nej.”
”Hvorfor ikke?”
Jeg kunne mærke, at min krop hævede og sænkede sig, når han trak vejret.
”Et navn skal betyde noget for at være med i ordbogen.”
Jeg så på ordet igen. ”Var mor ligesom en blomst?” spurgte jeg. Far nikkede. ”Den smukkeste blomst.”
Han tog ordet op og læste sætningen nedenunder. Så vendte han papiret og ledte efter mere.
”Den er ufuldstændig,” sagde han. Men han læste den igen, og hans øjne flakkede frem og tilbage, som om han måske kunne finde det, der manglede. Han lagde ordet oven på den mindste bunke.
Far skubbede sin stol ud fra sorteringsbordet. Jeg krøb ned af hans skød og gjorde mig klar til at stå og holde den første bunke papirlapper. Det var en anden opgave, jeg kunne hjælpe med, og jeg elskede at se hvert ord finde sin plads i rummene i dueslaget. Han tog den mindste bunke, og jeg forsøgte at gætte på, hvor mor skulle hen.
”Ikke for højt og ikke for lavt,” sang jeg for mig selv. Men i stedet for at lægge ordene i min hånd tog far tre lange skridt hen mod kaminen og smed dem ind i flammerne.
Der var tre stykker papir. Da de forlod hans hånd, blev hvert af dem sendt i en dans af den varme luftstrøm til forskellige hvilesteder. Jeg så lily begynde at krølle sig sammen, før det overhovedet var landet.
Jeg hørte mig selv skrige, mens jeg løb hen mod kaminen. Jeg hørte far brøle mit navn. Sedlen vred sig.
Jeg rakte hånden ind for at redde den, mens det brune papir allerede var ved at forkulle, og bogstaverne, som var skrevet på det, var blevet til skygger. Jeg troede, at jeg kunne holde det som et egeblad, falmet og vintersprødt, men da jeg lukkede fingrene omkring ordet, smuldrede det.
Jeg kunne have stået sådan for evigt, men far flåede mig væk med en kraft, der tog pusten fra mig. Han løb ud af Skriptoriet med mig og stak min hånd ned i sneen. Han var askegrå i ansigtet, så jeg sagde til ham, at det ikke gjorde ondt, men da jeg åbnede hånden, hang de sodsværtede stumper af ordet fast i min smeltede hud.
Nogle ord er vigtigere end andre – det lærte jeg ved at vokse op i Skriptoriet. Men det tog mig lang tid at forstå hvorfor.
De glemte ords bog
Første del
1887-1896
Batten – Distrustful
Maj 1887
Skriptoriet. Det lyder, som om det kunne have været en storslået bygning, hvor selv de letteste fodtrin ville give genlyd mellem marmorgulvet og den gyldne kuppel. Men det var bare et skur i baghaven ved et hus i Oxford.
I stedet for at rumme skovle og river var skuret oplagringssted for ord. Hvert ord i det engelske sprog var skrevet på et stykke papir på størrelse med et postkort. Frivillige sendte dem fra hele verden, og de blev opbevaret i bundter i de hundredvis af rum i dueslag langs skurets vægge. Det var dr. Murray, der havde kaldt det Skriptoriet – han måtte have syntes, at det var uværdigt for det engelske sprog at blive opbevaret i et haveskur – men alle, som arbejdede der, kaldte det for Skrippet.
Alle andre end mig.
Jeg kunne godt lide følelsen af ordet Skriptoriet, når det bevægede sig rundt i min mund og landede blødt mellem mine læber. Det tog lang tid, før jeg lærte at udtale det, og da det endelig lykkedes, var intet andet godt nok.
Far hjalp mig engang med at lede i dueslaget efter scriptorium. Vi fandt fem sedler med eksempler på, hvordan ordet var blevet brugt, hver af dem med citater, der ikke var meget mere end 100 år gamle. De var alle sammen mere eller mindre ens, og ingen af dem handlede om et skur i baghaven ved et hus i Oxford. Et skriptorium, fortalte sedlerne mig, var en skrivestue i et kloster.
Men jeg forstod godt, hvorfor dr. Murray havde valgt det. Han og hans assistenter var lidt ligesom munke, og da jeg var fem år gammel, var det let for mig at forestille mig ordbogen som en hellig bog.
Da dr. Murray fortalte mig, at det ville tage et helt liv at samle alle ordene, spekulerede jeg på hvis liv. Hans hår var allerede gråt som aske, og de var kun halvvejs igennem B.
Far og dr. Murray havde været lærere sammen i Skotland, længe før der var et skriptorium. Og fordi de var venner, og fordi jeg ikke havde nogen mor til at tage sig af mig, og fordi far var en af dr. Murrays mest betroede leksikografer, vendte alle det blinde øje til, når jeg var i Skriptoriet.
Skriptoriet føltes magisk; som om alt, hvad der nogensinde var og nogensinde ville blive, blev opbevaret inden for dets vægge. Der lå stabler af bøger på alle overflader. Gamle ordbøger, historier og fortællinger fra gamle dage fyldte reolerne, der adskilte skrivebordene fra hinanden eller dannede en krog med plads til en stol. Dueslagene med deres rum hævede sig fra gulv til loft.
De var propfulde af sedler, og far sagde engang, at hvis jeg læste hver eneste af dem, ville jeg vide, hvad alting betød.
Midt i det hele stod sorteringsbordet. Far sad ved den ene ende, og der var plads til tre assistenter ved hver side. Ved den anden ende stod dr. Murrays høje skrivebord, hvorfra han kunne se alle ordene og alle de mænd, der hjalp ham med at definere dem.
Vi kom altid inden de andre leksikografer, og i den korte tid havde jeg far og alle ordene helt for mig selv. Så sad jeg på fars skød ved sorteringsbordet og hjalp ham med at sortere papilapperne.
Hver gang vi stødte på et ord, jeg ikke kendte, læste han det citat, der fulgte med, og hjalp mig med at finde ud af, hvad det betød. Hvis jeg stillede de rigtige spørgsmål, forsøgte han at finde den bog, som citatet kom fra, og læse et længere stykke op for mig.
Det var ligesom en skattejagt, og sommetider fandt jeg guld.
”This boy had been a scatter-brained scapegrace from his birth.” – ”Den dreng havde været en tankeløs skarnsunge lige siden sin fødsel.” Far læste citatet fra en lap papir, som han lige havde taget op af en konvolut.
”Er jeg en tankeløs skarnsunge?” spurgte jeg.
”Sommetider,” sagde far og kildede mig.
Så spurgte jeg, hvem drengen var, og far viste mig, hvor det stod skrevet øverst på sedlen.
”Ala-ed-Din and the Wonderful Lamp” – ”Aladdin og den vidunderlige lampe,” læste han.
Da de andre assistenter kom, smuttede jeg ned under sorteringsbordet.
”Vær stille som en mus, og lad være med at gå i vejen,” sagde far. Det var let at forblive i skjul.
Da dagen var forbi, sad jeg på fars skød i varmen fra kaminen, og vi læste ”Aladdin og den vidunderlige lampe”.
Det var en gammel historie om en dreng, sagde far. Da jeg spurgte, om der var flere historier, sagde han, at der var 1.000 mere. Den historie lignede ikke noget, jeg havde hørt før, ingen steder, jeg havde været, og ingen mennesker, jeg kendte.
Jeg så mig omkring i Skriptoriet og forestillede mig, at det var en magisk lampe. Det var så almindeligt udenpå, men fuldt af undere indenfor.
Og nogle ting var ikke altid, hvad de så ud til at være.
Efter at have hjulpet med sedlerne den næste dag plagede jeg far om endnu en historie. I min begejstring glemte jeg at være stille som en mus; jeg forstyrrede ham.
”En skarnsunge får ikke lov til at blive,” advarede far, og jeg forestillede mig, at jeg blev forvist til Aladdins hule. Jeg tilbragte resten af dagen under sorteringsbordet, hvor en lille smule af en skat fandt mig.
Det var et ord, og det faldt ned fra enden af bordet. Når det lander, tænkte jeg, vil jeg redde det og selv række det til dr. Murray. Jeg betragtede det. I tusindvis af øjeblikke så jeg det ride på en usynlig luftstrøm.
Jeg forventede, at det ville lande på det ufejede gulv, men det gjorde det ikke. Det svævede som en fugl, var lige ved at lande, men steg så op igen og slog kolbøtter, som på en lampeånds befaling.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne lande i mit skød, at det på nogen måde kunne bevæge sig så langt.
Men det gjorde det.
Ordet lå i folderne på min kjole som en strålende genstand, der var faldet ned fra himlen. Jeg turde ikke røre ved det. Det var kun sammen med far, at jeg fik lov til at holde ordene.
Jeg overvejede at råbe til ham, men et eller andet låste min tunge. Jeg sad med ordet i lang tid og havde lyst til at røre ved det, men uden at gøre det.
Hvilket ord er det? spekulerede jeg. Hvis ord? Ingen bukkede sig ned for at gøre krav på det.
Efter lang tid samlede jeg ordet op, omhyggelig med ikke at mase dets sølvblanke vinger, og holdt det tæt op til ansigtet. Det var svært at læse i mit halvmørke gemmested. Jeg rykkede hen til et sted, hvor glitrende støv hang i luften mellem to stole.
Jeg holdt ordet op til lyset. Sort blæk på hvidt papir. Otte bog- staver, det første et B som i bi. Jeg formede resten med munden, sådan som far havde lært mig: O for orange, N for næsvis, D for dukke, M for Murray, A for abe, I for is, D for dukke, igen. Jeg udtalte dem hviskende.
Den første del af ordet var let: bond. Anden del tog lidt længere tid, men så huskede jeg, hvad A og I sagde tilsammen: maid.
Ordet var bondmaid, slavepige.
Under det stod andre ord, der løb sammen som sammenfiltret garn. Jeg kunne ikke se, om de dannede et citat, som var blevet indsendt af en frivillig, eller en definition, som var skrevet af en af dr. Murrays assistenter.
Far sagde, at alle de timer, han tilbragte i Skriptoriet, gik ud på at finde mening i de ord, som var blevet sendt ind af frivillige, for at ordene kunne blive defineret i ordbogen. Det var vigtigt, og det betød, at jeg kunne komme i skole, få tre varme måltider om dagen og vokse op og blive en fornem ung dame.
Ordene var for min skyld, sagde han.
”Bliver de alle sammen forklaret i ordbogen?” spurgte jeg engang. ”Nej, nogle bliver udeladt,” sagde far.
”Hvorfor?”
Han tøvede. ”De er bare ikke tilstrækkeligt dokumenteret.” Jeg rynkede panden, og han sagde: ”Der er ikke nok mennesker, der har skrevet dem ned.”
”Hvad sker der med de ord, der ikke kommer med?”
”De bliver lagt tilbage i dueslaget. Hvis der ikke er oplysninger nok om dem, bliver de kasseret.”
”Men måske bliver de glemt, hvis de ikke står i ordbogen.”
Han lagde hovedet på skrå og så på mig, som om jeg havde sagt noget vigtigt. ”Ja, det er rigtigt.”
Jeg vidste, hvad der skete, når et ord blev kasseret. Jeg foldede bondmaid omhyggeligt sammen og lagde det i lommen på mit forklæde.
Et øjeblik senere dukkede fars ansigt op under sorteringsbordet. ”Smut nu med dig, Esme. Lizzie venter på dig.”
Jeg kiggede ud mellem alle benene – stoleben, bordben, mandeben – og så familien Murrays unge tjenestepige stå uden for den åbne dør med forklædet bundet stramt om livet, med for meget stof foroven og for meget stof forneden.
Hun ville snart kunne passe det, havde hun sagt til mig, men når jeg kiggede på hende fra min plads under sorteringsbordet, mindede hun mig om nogen, der legede udklædningsleg.
Jeg krøb ud mellem alle benene og løb ud til hende.
”Næste gang skulle du tage at komme ind og lede efter mig, det ville være sjovere,” sagde jeg, da jeg nåede hen til Lizzie.
”Det er ikke et sted for mig.” Hun tog min hånd og førte mig hen i skyggen af asketræet.
”Hvad er så et sted for dig?”
Hun rynkede panden og trak så på skuldrene. ”Værelset ved toppen af trappen, velsagtens. Køkkenet, når jeg hjælper mrs. Ballard, men bestemt ikke, når jeg ikke gør det. St. Mary Mag- dalen-kirken om søndagen.”
”Og ikke andre steder?”
”Haven, når jeg passer dig – så vi ikke kommer i vejen for mrs. B. Og mere og mere også torvehallen på grund af hendes dårlige knæ.”
”Har Sunnyside altid været dit sted?” spurgte jeg.
”Ikke altid.” Hun så ned på mig, og jeg undrede mig over, hvad der var blevet af hendes smil.
”Hvor var det før?”
Hun tøvede. ”Hjemme ved mor og alle rollingerne.”
”Hvad er rollinger?”
”Børn.”
”Ligesom mig?”
”Ja, ligesom dig, Essymay.”
”Er de døde?”
”Kun min mor. Rollingerne blev sendt væk. Jeg ved ikke hvorhen. De var for små til at komme ud og tjene.”
”Hvad betyder det at komme ud og tjene?”
”Holder du aldrig op med at stille spørgsmål?” Lizzie tog mig under armene, løftede mig op og svingede mig rundt og rundt, til vi begge to var så svimle, at vi faldt om i græsset.
”Hvor er mit sted?” spurgte jeg, da svimmelheden tog af.
”I Skrippet, vel, hos din far. Haven, mit værelse og taburetten i køkkenet.”
”Og mit hus?”
”Selvfølgelig dit hus, selv om du lader til at være mere her end dér.”
”Jeg har ikke et søndagssted ligesom dig,” sagde jeg.
Lizzie rynkede panden. ”Jo, du har, St. Barnabas-kirken.”
”Det er kun nogle gange, vi går derhen. Og når vi gør, tager far en bog med. Han holder den foran salmebogen og læser i stedet for at synge.”
Jeg lo, når jeg tænkte på fars mund, der åbnede og lukkede sig for at efterligne de andre i menigheden, men uden at der kom en lyd ud.
”Det er ikke noget at le ad, Essymay.” Lizzie rørte ved det krucifiks, som jeg vidste, hun havde på inde under tøjet. Jeg blev bekymret for, at hun skulle tænke dårligt om far.
”Det er, fordi Lily døde,” sagde jeg.
Lizzies strenge mine blev til et bedrøvet udtryk, og det var heller ikke meningen.
”Men han siger, at jeg skal træffe min egen beslutning. Om Gud og himlen. Det er derfor, vi går i kirke.”
Hendes ansigt blev afslappet, og jeg besluttede at vende tilbage til nogle mindre alvorlige samtaleemner.
”Mit bedste sted er Sunnyside,” sagde jeg.
”I Skriptoriet. Og nummer to er på dit værelse og efter det i køk- kenet, når mrs. Ballard bager, især når hun bager plettede scones.”
”Du er en sjov lille en, Essymay – de hedder frugtscones; pletterne er rosiner.”
Far sagde, at Lizzie selv kun var et barn. Det kunne jeg se, når han talte til hende. Hun stod så stille, som hun kunne, og holdt hænderne sammen, så de ikke skulle pille nervøst ved noget, og nikkede til alting næsten uden at sige et ord.
Hun måtte være bange for ham, tænkte jeg, ligesom jeg var bange for dr. Murray. Men når far var gået, plejede hun at se på mig ud ad øjenkrogen og blinke.
Da vi lå i græsset, og verden drejede rundt over vores hoveder, lænede hun sig pludselig frem og trak en blomst frem bag mit øre. Som en tryllekunstner.
”Jeg har en hemmelighed,” sagde jeg.
”Og hvad er så det, min lille sveske?”
”Jeg kan ikke fortælle dig den her. Så flyver den måske væk.” Vi listede ind gennem køkkenet hen mod den smalle trappe, der førte op til Lizzies værelse. Mrs. Ballard stod bøjet over en melbøtte i spisekammeret, og det eneste af hende, jeg kunne se, var hendes meget store bagdel, indhyllet i lag af stof med marineblå tern.
Hvis hun så os, ville hun finde noget at lave til Lizzie, og min hemmelighed måtte vente. Jeg satte en finger op til læberne, men et fnis steg op i halsen på mig.
Lizzie kunne se det komme, så hun tog mig hurtigt op i sine magre arme og skyndte sig op ad trappen.
Der var koldt i værelset. Lizzie tog sengetæppet af sengen og lagde det på det bare gulv som et tæppe. Jeg spekulerede på, om der var nogen af familien Murrays børn i værelset på den anden side af Lizzies væg. Det var børneværelset, og sommetider hørte vi den lille Jowett græde, men ikke ret længe. Mrs. Murray kom hurtigt, eller et af de ældre børn.
Jeg holdt øret mod væggen og kunne høre den lille sige noget, små lyde, som ikke var rigtige ord. Jeg så for mig, at han åbnede øjnene og blev klar over, at han var alene. Han klynkede et stykke tid, så græd han. Denne gang var det Hilda, der kom.
Da gråden holdt op, genkendte jeg hendes klingrende stemme. Hun var 13 år gammel, ligesom Lizzie, og hendes yngste søstre, Elsie og Rosfrith, var aldrig langt borte.
Mens jeg sad på tæppet sammen med Lizzie, forestillede jeg mig dem alle gøre det samme på den anden side af væggen. Jeg spekulerede på, hvilken leg de mon legede.
Lizzie og jeg sad over for hinanden med korslagte ben, og vores knæ rørte lige akkurat hinanden. Jeg holdt begge hænder i vejret for at begynde på en klappeleg, men Lizzie standsede op ved synet af mine sjove fingre.
De var lyserøde og rynkede.
”De gør ikke ondt længere,” sagde jeg.
”Er du sikker?”
Jeg nikkede, og vi begyndte at klappe, selv om hun var for blid ved mine sjove fingre til, at det sagde den rigtige lyd.
”Nå, men hvad er så din store hemmelighed, Essymay?” spurgte hun.
Den havde jeg nær glemt. Jeg holdt op med at klappe, rakte ned i lommen på mit forklæde og tog den seddel op, der var landet i mit skød tidligere på formiddagen.
”Hvad skal det forestille at være for en hemmelighed?” spurgte Lizzie, idet hun tog papirlappen i hånden og vendte den om.
”Det er et ord, men jeg kan kun læse det her.” Jeg pegede på bondmaid. ”Kan du læse resten for mig?”
Hun bevægede en finger hen over ordene, præcis ligesom jeg havde gjort. Efter et stykke tid rakte hun ordet tilbage.
”Hvor fandt du det?” spurgte hun.
”Det fandt mig,” sagde jeg. Og da jeg så, at det ikke var nok, sagde jeg: ”En af assistenterne smed det væk.”
”Smed han det virkelig væk?”
”Ja,” sagde jeg uden at se ned, ikke engang kort. ”Nogle ord giver bare ikke mening, og dem smider de væk.”
”Nå, men hvad vil du så gøre med din hemmelighed?” spurgte Lizzie.
Det havde jeg ikke tænkt på. Det eneste, jeg havde villet gøre, var at vise sedlen til Lizzie. Jeg vidste, at jeg ikke skulle bede far om at passe på den, og den kunne ikke blive liggende i min forklædelomme for evigt.
”Kan du passe på den for mig?” spurgte jeg.
”Det kan jeg vel, hvis du gerne vil have mig til det. Men jeg ved da ikke, hvad der er så særligt ved den.”
Den var særlig, fordi den var kommet til mig. Den var næsten ingenting, men ikke helt. Den var lille og skrøbelig, og måske betød den ikke noget vigtigt, men jeg måtte beskytte den mod at komme i kaminen.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare noget af det for Lizzie, og hun insisterede ikke. I stedet lagde hun sig på alle fire, rakte ind under sin seng og trak en lille trækuffert ud.
Jeg så til, mens hun kørte fingeren gennem det tynde lag støv, der dækkede det ridsede låg. Hun havde ikke travlt med at åbne den.
”Hvad er der indeni?” spurgte jeg.
”Ikke noget. Alt det, jeg havde med, da jeg kom, er kommet ind i klædeskabet dér.”
”Får du ikke brug for den, når du skal på rejse?”
”Jeg får ikke brug for den,” sagde hun og åbnede låsen.
Jeg lagde min hemmelighed på bunden af kufferten og satte mig tilbage på hug. Den så lille og ensom ud. Jeg skubbede den ud til den ene side og så den anden. Til sidst tog jeg den op igen og holdt forsigtigt om den med begge hænder.
Lizzie strøg mig over håret. ”Du må finde nogle flere skatte til at holde den med selskab.”
Jeg rejste mig op, holdt papirlappen så højt op over kufferten, som jeg kunne, og gav slip. Derefter så jeg den svæve ned og gynge fra side til side, indtil den lagde sig til hvile i det ene hjørne af kufferten.
”Det er dér, den gerne vil være,” sagde jeg og bukkede mig ned for at glatte den ud. Men den ville ikke blive flad. Der var en bule under det papir, der dækkede bunden af kufferten. Kanten havde allerede løsnet sig, så jeg pillede papiret lidt mere løs.
”Den er ikke tom, Lizzie,” sagde jeg, da hovedet af en nål viste sig.
Lizzie lænede sig ind over mig for at se, hvad jeg snakkede om.
”Det er en hattenål,” sagde hun og rakte hånden ned for at samle den op. På hovedet havde den tre små perler, den ene oven på den anden og hver især et kalejdoskop af farver. Lizzie drejede den mellem sin tommel- og pegefinger. Mens den snurrede rundt, kunne jeg se, at hun huskede den.
Hun holdt den ind til sit bryst, kyssede mig på panden og lagde så forsigtigt nålen på sit natbord ved siden af det lille fotografi af sin mor.
Vores gåtur hjem til Jericho tog længere tid end nødvendigt, fordi jeg var lille, og fordi far godt kunne lide at slentre rundt, mens han røg på sin pibe. Jeg elskede duften af den.
Vi krydsede den brede Banbury Road og begyndte at gå ned ad St. Margaret’s, forbi høje huse, der hang sammen to og to, med smukke haver og træer, der kastede skygge over fortovet.
Så førte jeg os ad en zigzagrute gennem smalle gader, hvor husene lå tæt sammen, det ene presset ind mod det andet ligesom sedlerne i deres huller i dueslaget. Da vi drejede ind på Observatory Street, bankede far sin pibe ud mod en mur og stak den i lommen. Så løftede han mig op på sine skuldre.
”Du bliver snart for stor til det her,” sagde han.
”Holder jeg op med at være en rolling, når jeg bliver for stor?” ”Er det dét, Lizzie kalder dig?”
“Det er en af de ting, hun kalder mig. Hun kalder mig også sveske og Essymay.”
”Rolling kan jeg forstå, og Essymay, men hvorfor kalder hun dig sveske?”
Sveske blev altid ledsaget af et kærtegn og et venligt smil. Det gav fuldstændig mening, men jeg kunne ikke forklare hvorfor. Vores hus lå halvvejs nede ad Observatory Street, lige ved siden af Adelaide Street.
Da vi nåede hen til hjørnet, talte jeg højt: ”En, to, tre, fir’ skridt vi går, så ved vores hus vi står.”
Vi havde en gammel messingdørhammer, der var formet som en hånd. Lily havde fundet den på en loppemarkedsstand i torvehallen – far sagde, at den havde været anløben og ridset, og der havde været flodsand mellem fingrene på den, men han havde gjort den ren og sat den op på døren, den dag de blev gift.
Nu tog han sin nøgle op af lommen, og jeg lænede mig frem og dækkede Lilys hånd med min. Jeg bankede fire gange med den.
”Der er ingen hjemme,” sagde jeg.
”Det er der snart.” Han åbnede døren, og jeg dukkede mig, da han trådte ind i entreen.
Far løftede mig ned, lagde sin taske på skænken og bukkede sig ned for at samle brevene op fra gulvet. Jeg fulgte efter ham hen ad gangen og ind i køkkenet og sad ved bordet, mens han lavede vores aftensmad.
Vi havde en deltidsansat tjenestepige, der kom tre dage om ugen for at lave mad, gøre rent og vaske vores tøj, men i dag var ikke en af de dage.
”Skal jeg ud at tjene, når jeg ikke længere er en rolling?”
Far rystede panden for at vende pølserne og kiggede så over mod spisebordet, hvor jeg sad.
”Nej, det skal du ikke.”
”Hvorfor ikke?”
Han rystede pølserne igen. ”Det er svært at forklare.”
Jeg ventede. Han tog en dyb indånding, og bekymringsrynkerne mellem hans øjenbryn blev dybere.
”Lizzie er heldig at være i tjeneste, men for dig ville det være uheldigt.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Nej, det gør du vel ikke.” Han hældte vandet fra ærterne og mosede kartoflerne og lagde dem på vores tallerkener sammen med pølserne.
Da han endelig sad ved bordet, sagde han: ”Service, tjeneste, betyder forskellige ting for forskellige mennesker, Essy, afhængigt af deres position i samfundet.”
”Kommer alle de forskellige betydninger til at stå i ordbogen?”
Hans bekymrede træk slappede af. ”Vi leder i dueslaget i morgen, ikke?”
”Ville Lily have kunnet forklare service?” spurgte jeg.
”Din mor ville have haft ord til at forklare dig, hvordan verden hænger sammen, Essy,” sagde far. ”Men uden hende må vi sætte vores lid til Skrippet.”
Den næste morgen, før vi sorterede posten, løftede far mig op og lod mig lede i de små rum, hvor S-ordene lå.
”Lad os nu se, hvad vi kan finde.”
Far pegede på et rum, der næsten var for højt oppe, men ikke helt. Jeg tog en bunke sedler ud. På en af de øverste stod der service, tjeneste, og nedenunder: Flere betydninger.
Vi satte os ved sorteringsbordet, og far gav mig lov til at løsne snoren, der var bundet om sedlerne. De var delt op i fire mindre bundter med citater, som havde hver deres topseddel og en definition, der var foreslået af en af dr. Murrays mere betroede frivillige.
”Det er Edith, der har sorteret disse,” sagde far og lagde bun- kerne i orden på sorteringsbordet.
”Mener du tante Ditte?”
”Lige præcis.”
”Er hun leksi… leksiograf, ligesom dig?”
”Leksikograf. Nej. Men hun er en meget belæst dame, og vi er heldige, at hun har gjort ordbogen til sin hobby. Der går ikke en uge, uden at der kommer et brev fra Ditte til dr. Murray med et ord eller en kladde til den næste del.”
Der gik heller ikke en uge, uden at vi selv fik et brev fra Ditte. Når far læste dem højt, handlede de mest om mig.
”Er jeg også hendes hobby?”
”Du er hendes guddatter, og det er meget vigtigere end en hobby.”
Dittes rigtige navn var Edith, men jeg havde svært ved at udtale det, da jeg var helt lille. Der var andre måder, man kunne sige hendes navn på, havde hun sagt, og hun lod mig selv vælge den, jeg bedst kunne lide.
I Danmark ville hun blive kaldt Ditte. Ditte er sødere, tænkte jeg sommetider, og jeg kunne godt lide lyden af det. Jeg kaldte hende aldrig Edith igen.
”Lad os nu se, hvordan Ditte har defineret service,” sagde far.
Mange af definitionerne beskrev Lizzie, men ingen af dem forklarede, hvorfor det at tjene måske betød noget forskelligt for hende og for mig. Den sidste bunke, vi kiggede på, havde ikke nogen topseddel.
”Det er dubletter,” sagde far. Han hjalp mig med at læse dem.
”Hvad skal der ske med dem?” spurgte jeg. Men før far kunne nå at svare, gik døren til Skriptoriet op, og en af assistenterne kom ind i færd med at binde sit slips, som om han først lige havde taget det på.
Da han var færdig, sad det skævt, og han glemte at stoppe det inden for vesten.
Mr. Mitchell kiggede over min skulder på de bunker af papir- lapper, der var lagt ud på sorteringsbordet. En bølge af mørkt hår faldt ned over hans ansigt. Han strøg det tilbage, men der var ikke olie nok i til at holde det.
”Service,” sagde han. ”Tjeneste.”
”Lizzie er i tjeneste,” sagde jeg.
”Det er rigtigt.”
”Men far siger, at det ville være uheldigt for mig at være i tjeneste.”
Mr. Mitchell så på far, som trak på skuldrene og smilede. ”Når du bliver stor, Esme, tror jeg, at du vil kunne gøre, lige hvad du har lyst til,” sagde mr. Mitchell.
”Jeg vil være leksikograf.”
”Nå, men så er det her da en god start,” sagde han og pegede på alle papirlapperne.
Mr. Maling og mr. Balk kom ind i Skriptoriet i færd med at drøfte et ord, som de havde været uenige om dagen før. Så kom dr. Murray med den sorte akademikerkappe bølgende omkring sig. Jeg så fra den ene mand til den anden og tænkte på, om jeg kunne gætte, hvor gamle de var, ud fra længden og farven på deres skæg.
Fars og mr. Mitchells var de korteste og mørkeste. Dr. Murrays var ved at blive gråt og nåede helt ned til den øverste knap i hans vest. Mr. Malings og mr. Balks var et sted midtimellem. Nu hvor de alle sammen var her, var det på tide, at jeg forsvandt.
Jeg krøb ned under sorteringsbordet og holdt udkig efter vildfarne papirlapper. Jeg ønskede mere end noget andet, at endnu et ord skulle finde mig.
Det skete ikke, men da far sagde til mig, at jeg skulle gå med Lizzie, var mine lommer ikke fuldstændig tomme.
Jeg viste Lizzie sedlen. ”Endnu en hemmelighed,” sagde jeg.
”Burde jeg give dig lov til at tage hemmeligheder med ud fra Skriptoriet?”
”Far sagde, at den her er en dublet. De har en anden, hvor der står præcis det samme.”
”Hvad står der på den?”
”At du skal være ude at tjene, og at jeg skal sy korssting, indtil en fin herre ønsker at gifte sig med mig.”
”Er det rigtigt? Står der det?”
“Det tror jeg.”
”Nå, men jeg kan godt lære dig at sy korssting,” sagde Lizzie. Jeg overvejede det. ”Nej tak, Lizzie. Mr. Mitchell sagde, at jeg kunne blive leksikograf.”
De næste par formiddage, når jeg havde hjulpet far med posten, krøb jeg hen til den ene ende af sorteringsbordet for at vente på nedfaldne ord. Men når de faldt, kom der altid hurtigt en assistent og samlede dem op igen.
Efter et par dage glemte jeg at holde udkig efter ord, og efter nogle måneder glemte jeg alt om kufferten under Lizzies seng.
Pip Williams: De glemte ords bog
Esme bliver født ind i en verden af ord. Som det moderløse barn hun er, tilbringer hun størstedelen af sin barndom i Skriptoriet: det haveskur i Oxford, hvor hendes far og et dedikeret hold af leksikografer indsamler ord til den allerførste udgave af Oxford English Dictionary.
Men Esme opdager, at det ikke er alle ord, der finder vej ind i det toneangivende storværk, og hun begynder at indsamle dem, der er blevet glemt eller afvist af de lærde mænd – typisk dem, der knytter sig til kvinders oplevelser.
Hun skjuler ordene i en gammel kasse, og langsomt begynder en helt ny ordbog at tage form: De glemte ords bog.
De glemte ords bog er inspireret af virkelige hændelser, og Pip Williams er dykket dybt ned i Oxford English Dictionarys arkiver for at fortælle denne tankevækkende historie om sprogets evne til at forme den verden, vi lever i.
Du kan købe De glemte ords bog i din nærmeste boghandel eller online fx hos Bog og idé.
Andre læste også: