I romanen Før vi ved af det vender lyset tilbage af debutant Sofie Due møder vi Leah, der forlader fællesskabet i Pinsekirken. En enorm frihed … men ikke uden omkostninger.
Sofie Due fortæller i sin debutroman Før vi ved af det vender lyset tilbage om Leah, som flytter fra barndomshjemmet i Odense til Nørrebro i København. I barndomshjemmet efterlader hun ikke kun forældre og søskende, men også den opdragelse, hun har modtaget i Pinsekirken.
Men hvad gør man egentlig af Gud, når man ikke længere ønsker at forholde sig til Ham? Og kan man uden videre udskifte ét fællesskab med et andet?
Vil du ikke starte med at præsentere os for Leah?
Jo. Leah er vokset op i frikirken Pinsekirken, hvor hendes far har været præst. Hendes forældre er blevet skilt, og hendes far er holdt op med at komme i Pinsekirken, og Leah har boet med sin mor i Odense.
I romanens begyndelse flytter hun til København for at komme lidt væk fra Pinsekirkemiljøet – og egentlig kommer hun til København lidt uden en plan; hun kommer for eksempel ikke for at studere. Hun ankommer med en kuffert, har ikke noget job og kender ikke dem, hun skal flytte ind sammen med, hun har bare fundet et værelse på Nørrebro.
Så vi møder hende på et tidspunkt, hvor hun skal til at tage hul på en meget blank side.
Leah forlader altså Pinsekirken og bryder ud af et religiøst fællesskab. En del fortællinger om netop den slags brud er ret dramatiske – men sådan er det ikke for Leah?
Jeg er selv vokset op i Pinsekirken, og det er egentlig min fornemmelse, at mange oplever sådan en lidt glidende bevægelse ud af den her slags religiøse miljøer. Altså, det er ikke altid sådan:
“Så vågnede jeg op en dag og kunne mærke, at nu skal jeg ikke være her mere, og så annoncerede jeg det, og så var der en masse konflikt med familien.”
Jeg tror egentlig, at det ofte sker mere i det små – og måske ikke engang rigtig bliver afklaret.
I min roman er Leah også konfliktsky, så hun siger ikke til sin familie:
”Jeg ved ikke om jeg er troende længere.” – hun fjerner sig bare fra situationen og skaber sig et nyt liv.
Så der er ikke drama i familien, der er ikke smækken med dørene eller vrede fra forældrenes side. Men der er noget, der ligger og ulmer.
Hvad mister Leah, når hun forlader det religiøse fællesskab?
Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, når man læser romanen, at det Leah mister er følelsen af et fællesskab – og et meget særligt fællesskab. For det er et fællesskab, hvor man går meget dybt ind på livet af hinanden, og hun beskriver også selv, hvordan det er en særlig kemi eller relation, man har, når man har troen til fælles.
Da hun kommer til København får hun egentlig ret hurtigt venner, job, et socialt liv – og hun bliver forelsket. Men den dybe relation, hun kender fra sit liv i kirken, den oplever hun er sværere at finde, end hun måske lige havde regnet med.
Og så kommer der jo en afstand til familien. Især hendes mor har nok svært ved at forstå de valg, Leah træffer. Så: det er nogle af de ting, hun mister.
Får hun noget i stedet?
Ja, hun får en oplevelse af, at hun får taget ejerskab over sit liv. Som der står i bogen:
”Beslutningerne var blevet mine egne.”
I Pinsekirken har Leah lært, at Gud har en plan for vores liv. Når hun fjerner sig fra kirken, oplever hun, at hun selv kan vælge og selv skal navigere i, hvad hun vil og har lyst til. Og det er faktisk svært. Leah griber ud efter forelskelser eller feminisme eller – hun rækker ud efter ting, der kan give en ny form for mening.
Så det med, hvad man mister og hvad man får: det er jo dobbelt, for det er begge dele på én gang:
Leah savner fællesskabet, men oplever også en lettelse fordi hun nu faktisk er fri til at leve, som hun selv vil.
Men de to følelser – savnet og lettelsen – de eksisterer samtidig.
I Leahs møde med Nørrebro oplever hun både et håb, der ligger i, at der findes alle de her dejlige mennesker, hun kan lære at kende, hun kan skabe sig et nyt liv. Men samtidig er der en smerte over det, der har været, og som man ikke kan få med længere.
Sofie Due, foto: Daniel Hjorth
Så Leah er faktisk nødt til at opføre sig lidt forskelligt afhængig af, om hun er sammen med mennesker fra sin fortid eller sine nye venner i København?
Ja, og det er nok også dér, hun oplever en egentlig konflikt. For hun får følelsen af:
Hvor kan jeg være mig selv? Hvor hører jeg hjemme? Og det bunder rigtig meget i, at hun heller ikke ved det endnu, hun ved simpelthen ikke, hvem hun er på den anden side af den her opvækst.
Og det er en ting, jeg håber folk også får med sig fra min roman: jeg forsøger at beskrive det filter, man kommer til at leve med, når man er vokset op i et sådant miljø.
Når Leah er i København, så ser hun alt igennem det filter, der er hendes kristne opvækst. Og det kan være på alle mulige måder – når hun er hjemme hos sin kristne morfar og hendes veninde udbryder:
”Gud! Vi havde nær glemt…” så kan Leah med det samme se reaktionen i morfarens ansigt på dét udbrud. Og når hun sidder på en bar, og vennerne snakker om et band, så har hun ingen idé om, hvad de taler om, for hendes opvækst er en helt anden.
Og på samme måde når hun kommer hjem til familien eller er sammen med venner fra sin kristne barndom, så skal hun tilpasse sig den måde, hun plejede at tale på, plejede at være på.
Folk omkring hende kan ikke se det. Men det er et filter, hun bærer rundt på, og det fylder enormt meget for hende selv.
Sofie Due, foto: Daniel Hjorth
Du er selv vokset op i Pinsekirken – og har forladt den. I hvor høj grad er Leahs historie DIN historie?
Ligesom Leah kommer jeg ikke selv i Pinsekirken længere. Og jeg bor i København og har, som Leah, taget min tørn i Amagercenteret, så det er klart, jeg bruger de miljøer, jeg kender, dem kan jeg jo skrive om på en troværdig måde.
Men Leahs historie ER fiktion – og netop fiktionen har gjort det muligt for mig at fortælle meget mere end jeg ellers kunne; jeg har kunnet skrue op for noget drama og nogle følelser og ned andre steder.
Og så har jeg ikke skullet tænke på, at hvis jeg skrev om en oplevelse, så ville der sidde nogle virkelige mennesker og spekulere over, om det nu var sådan, det var, var det det, der blev sagt. Så jeg tror egentlig ikke, jeg havde kunnet skrive den her bog, hvis ikke det var fiktion.
I pressemeddelelsen til bogen står der: ”Hvad gør man af Gud, når man ikke længere ønsker at forholde sig til Ham?” Har du selv et svar på det spørgsmål?
For mig har det været en utrolig lettelse at lære at sige: ”Det ved jeg ikke”.
For når man vokser op med tro på den måde, som jeg er vokset op med det, så lærer man jo, fra man er lille, at man faktisk har svar på ting: hvordan verden er blevet skabt, hvordan man skal opføre sig og hvordan ting hænger sammen. Og også at den Gud, jeg tror på, er den rigtige Gud – sådan nogle ting.
Det kan være enormt svært at aflære sig og acceptere, at nu når jeg faktisk til et sted i mit liv, hvor jeg ikke har svarene. Og hvor jeg ikke skal stå til ansvar for alt, hvad mennesker kan tænke om tro eller om Gud. Jeg skal ikke stå til ansvar for alt, hvad der står i Biblen.
Det har været vigtigt for mig at tillade mig selv at leve med den tvivl og åbenhed og ikke skulle svare hverken overfor mig selv eller andre i forhold til, hvad jeg er. Det er jo det Leah også kæmper med, at andre gerne vil forstå: er du kristen nu, eller er du ikke kristen.
Og der tror jeg, det kan være rigtig godt at lære at sige: jeg behøver faktisk ikke skulle give et konkret svar på det til nogen.
Sofie Due: Før vi ved af det vender lyset tilbage
Leah kommer fra en konservativ og religiøs baggrund. Hendes familie er stærkt tilknyttet Pinsekirken. Hun flytter fra sin velkendte base, og ankommer til København med få ejendele.
Før vi ved af det vender lyset tilbage er en historie om et nyt liv, forelskelse, Nørrebro, tro, fælleskaber og nye møder.
Leah får nye erfaringer, og ser en verden der åbner sig op for hende. I hendes indre er der konflikt, for skal hun slippe alt det hun har lært og det hun kommer fra?
Hvad gør man med sin religion, når man lige pludselig bliver i tvivl?
I romanen Før vi ved af det vender lyset tilbage af debutant Sofie Due møder vi Leah, der forlader fællesskabet i Pinsekirken. En enorm frihed … men ikke uden omkostninger.
Sofie Due fortæller i sin debutroman Før vi ved af det vender lyset tilbage om Leah, som flytter fra barndomshjemmet i Odense til Nørrebro i København. I barndomshjemmet efterlader hun ikke kun forældre og søskende, men også den opdragelse, hun har modtaget i Pinsekirken.
LÆS OGSÅ: Hernan Diaz imponerer med debutromanen I det fjerne
Men hvad gør man egentlig af Gud, når man ikke længere ønsker at forholde sig til Ham? Og kan man uden videre udskifte ét fællesskab med et andet?
Vil du ikke starte med at præsentere os for Leah?
Jo. Leah er vokset op i frikirken Pinsekirken, hvor hendes far har været præst. Hendes forældre er blevet skilt, og hendes far er holdt op med at komme i Pinsekirken, og Leah har boet med sin mor i Odense.
I romanens begyndelse flytter hun til København for at komme lidt væk fra Pinsekirkemiljøet – og egentlig kommer hun til København lidt uden en plan; hun kommer for eksempel ikke for at studere. Hun ankommer med en kuffert, har ikke noget job og kender ikke dem, hun skal flytte ind sammen med, hun har bare fundet et værelse på Nørrebro.
Så vi møder hende på et tidspunkt, hvor hun skal til at tage hul på en meget blank side.
Leah forlader altså Pinsekirken og bryder ud af et religiøst fællesskab. En del fortællinger om netop den slags brud er ret dramatiske – men sådan er det ikke for Leah?
Jeg er selv vokset op i Pinsekirken, og det er egentlig min fornemmelse, at mange oplever sådan en lidt glidende bevægelse ud af den her slags religiøse miljøer. Altså, det er ikke altid sådan:
“Så vågnede jeg op en dag og kunne mærke, at nu skal jeg ikke være her mere, og så annoncerede jeg det, og så var der en masse konflikt med familien.”
LÆS OGSÅ: Ny stemme i dansk litteratur. Smuglæs i Sofie Dues roman Før vi ved af det vender lyset tilbage
Jeg tror egentlig, at det ofte sker mere i det små – og måske ikke engang rigtig bliver afklaret.
I min roman er Leah også konfliktsky, så hun siger ikke til sin familie:
”Jeg ved ikke om jeg er troende længere.” – hun fjerner sig bare fra situationen og skaber sig et nyt liv.
Så der er ikke drama i familien, der er ikke smækken med dørene eller vrede fra forældrenes side. Men der er noget, der ligger og ulmer.
Hvad mister Leah, når hun forlader det religiøse fællesskab?
Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, når man læser romanen, at det Leah mister er følelsen af et fællesskab – og et meget særligt fællesskab. For det er et fællesskab, hvor man går meget dybt ind på livet af hinanden, og hun beskriver også selv, hvordan det er en særlig kemi eller relation, man har, når man har troen til fælles.
LÆS OGSÅ: Tro, videnskab og kærlighed forenes i den historiske roman Uhyret i Essex
Da hun kommer til København får hun egentlig ret hurtigt venner, job, et socialt liv – og hun bliver forelsket. Men den dybe relation, hun kender fra sit liv i kirken, den oplever hun er sværere at finde, end hun måske lige havde regnet med.
Og så kommer der jo en afstand til familien. Især hendes mor har nok svært ved at forstå de valg, Leah træffer. Så: det er nogle af de ting, hun mister.
Får hun noget i stedet?
Ja, hun får en oplevelse af, at hun får taget ejerskab over sit liv. Som der står i bogen:
”Beslutningerne var blevet mine egne.”
I Pinsekirken har Leah lært, at Gud har en plan for vores liv. Når hun fjerner sig fra kirken, oplever hun, at hun selv kan vælge og selv skal navigere i, hvad hun vil og har lyst til. Og det er faktisk svært. Leah griber ud efter forelskelser eller feminisme eller – hun rækker ud efter ting, der kan give en ny form for mening.
LÆS OGSÅ: Du er nødt til at være nådesløs. Amalie Langballe om at debutere
Så det med, hvad man mister og hvad man får: det er jo dobbelt, for det er begge dele på én gang:
Leah savner fællesskabet, men oplever også en lettelse fordi hun nu faktisk er fri til at leve, som hun selv vil.
Men de to følelser – savnet og lettelsen – de eksisterer samtidig.
I Leahs møde med Nørrebro oplever hun både et håb, der ligger i, at der findes alle de her dejlige mennesker, hun kan lære at kende, hun kan skabe sig et nyt liv. Men samtidig er der en smerte over det, der har været, og som man ikke kan få med længere.
Så Leah er faktisk nødt til at opføre sig lidt forskelligt afhængig af, om hun er sammen med mennesker fra sin fortid eller sine nye venner i København?
Ja, og det er nok også dér, hun oplever en egentlig konflikt. For hun får følelsen af:
Hvor kan jeg være mig selv? Hvor hører jeg hjemme? Og det bunder rigtig meget i, at hun heller ikke ved det endnu, hun ved simpelthen ikke, hvem hun er på den anden side af den her opvækst.
LÆS OGSÅ: Der var en personlig nødvendighed på spil. Bjørn Poulsen om at debutere
Og det er en ting, jeg håber folk også får med sig fra min roman: jeg forsøger at beskrive det filter, man kommer til at leve med, når man er vokset op i et sådant miljø.
Når Leah er i København, så ser hun alt igennem det filter, der er hendes kristne opvækst. Og det kan være på alle mulige måder – når hun er hjemme hos sin kristne morfar og hendes veninde udbryder:
”Gud! Vi havde nær glemt…” så kan Leah med det samme se reaktionen i morfarens ansigt på dét udbrud. Og når hun sidder på en bar, og vennerne snakker om et band, så har hun ingen idé om, hvad de taler om, for hendes opvækst er en helt anden.
LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om sin debut: Den bog er skrevet på ren sult!
Og på samme måde når hun kommer hjem til familien eller er sammen med venner fra sin kristne barndom, så skal hun tilpasse sig den måde, hun plejede at tale på, plejede at være på.
Folk omkring hende kan ikke se det. Men det er et filter, hun bærer rundt på, og det fylder enormt meget for hende selv.
Du er selv vokset op i Pinsekirken – og har forladt den. I hvor høj grad er Leahs historie DIN historie?
Ligesom Leah kommer jeg ikke selv i Pinsekirken længere. Og jeg bor i København og har, som Leah, taget min tørn i Amagercenteret, så det er klart, jeg bruger de miljøer, jeg kender, dem kan jeg jo skrive om på en troværdig måde.
Men Leahs historie ER fiktion – og netop fiktionen har gjort det muligt for mig at fortælle meget mere end jeg ellers kunne; jeg har kunnet skrue op for noget drama og nogle følelser og ned andre steder.
LÆS OGSÅ: 12 dragende debuter
Og så har jeg ikke skullet tænke på, at hvis jeg skrev om en oplevelse, så ville der sidde nogle virkelige mennesker og spekulere over, om det nu var sådan, det var, var det det, der blev sagt. Så jeg tror egentlig ikke, jeg havde kunnet skrive den her bog, hvis ikke det var fiktion.
I pressemeddelelsen til bogen står der: ”Hvad gør man af Gud, når man ikke længere ønsker at forholde sig til Ham?” Har du selv et svar på det spørgsmål?
For mig har det været en utrolig lettelse at lære at sige: ”Det ved jeg ikke”.
For når man vokser op med tro på den måde, som jeg er vokset op med det, så lærer man jo, fra man er lille, at man faktisk har svar på ting: hvordan verden er blevet skabt, hvordan man skal opføre sig og hvordan ting hænger sammen. Og også at den Gud, jeg tror på, er den rigtige Gud – sådan nogle ting.
LÆS OGSÅ: Oprør er også for pæne piger. Naiha Khiljee debuterer med digtsamlingen Kære søster
Det kan være enormt svært at aflære sig og acceptere, at nu når jeg faktisk til et sted i mit liv, hvor jeg ikke har svarene. Og hvor jeg ikke skal stå til ansvar for alt, hvad mennesker kan tænke om tro eller om Gud. Jeg skal ikke stå til ansvar for alt, hvad der står i Biblen.
Det har været vigtigt for mig at tillade mig selv at leve med den tvivl og åbenhed og ikke skulle svare hverken overfor mig selv eller andre i forhold til, hvad jeg er. Det er jo det Leah også kæmper med, at andre gerne vil forstå: er du kristen nu, eller er du ikke kristen.
Og der tror jeg, det kan være rigtig godt at lære at sige: jeg behøver faktisk ikke skulle give et konkret svar på det til nogen.
Sofie Due: Før vi ved af det vender lyset tilbage
Leah kommer fra en konservativ og religiøs baggrund. Hendes familie er stærkt tilknyttet Pinsekirken. Hun flytter fra sin velkendte base, og ankommer til København med få ejendele.
Før vi ved af det vender lyset tilbage er en historie om et nyt liv, forelskelse, Nørrebro, tro, fælleskaber og nye møder.
Leah får nye erfaringer, og ser en verden der åbner sig op for hende. I hendes indre er der konflikt, for skal hun slippe alt det hun har lært og det hun kommer fra?
Hvad gør man med sin religion, når man lige pludselig bliver i tvivl?
Du kan låne Før vi ved af det vender lyset tilbage på biblioteket, eller finde den som lydbog eller e-bog.
Andre læste også: