Skønlitteratur

Selv hvis alt forsvinder. Ny, stærk roman om klimakrisens største dilemma

jens liljestrand, selv hvis alt forsvinder

Sverige rammes af en skovbrand, der gør svenske feriegæster til klimaflygtninge. Den prisnominerede svenske forfatter Jens Liljestrand sætter i sin ny roman – Selv hvis alt forsvinder – ord på vores værste mareridt, og bringer klimakrisen tæt på en genkendelig virkelighed af frygt og fornægtelse.


Jens Liljestrands romandebut Selv hvis alt forsvinder bringer klimakrisen ind i en virkelighed, vi genkender alt for godt. En svensk familie går fra en tilværelse som privilegerede stockholmere i sommerhus til en liv som klimaflygtninge, der må kæmpe for deres egen og fællesskabets overlevelse.

LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger

De uslukkelige skovbrande, der får desperationen og anarkiet frem til overfladen, splitter familien ad i mere end én forstand. For selvom verden, som de kender den, går op i røg, forsvinder det trivielle og banale, der gnaver i den menneskelige bevidsthed ikke. Det får bare en anden lyd.

jens liljestrand, selv hvis alt forsvinder
Jens Liljestrands debutroman Selv hvis alt forsvinder har stor international succes og er allerede oversat til 22 sprog.
Foto: Fredrik Hjerling / Ahlander Agency

Jalousi, forsmåelse og følelsen af svigt forsvinder ikke. For selvom verden står i flammer, holder vi ikke op med at være mennesker, som Jens Liljestrand formulerer det Selv hvis alt forsvinder:

”Det er menneskets evne til tilpasning, som skaber den største lidelse. Havde vi været en anden dyreart, var vi bare uddøde, og så havde det været det. Nu brænder vi regnskoven ned for at dyrke sojabønner, tvinger børneslaver ned i koboltminer for at få billigere batterier til vores elbiler, maser os sammen på vores lossepladser af samfund i vores absurde jagt på mere liv.”

LÆS OGSÅ: 14 stærke fortællinger om at være på flugt

Følelserne er til stede i varierende grad i romanens skiftende hovedkarakterer; de er forståelige, normale og naturlige reflekser på den klimakatastrofe, der udspiller sig for øjnene af dem – og adskiller dem.

Fra panik til modstand

Romanen er struktureret omkring fire centrale menneskelige psykiske reaktioner: Chok og panik i første del af romanen, benægtelse og egoisme i anden, sorg og had i tredje – og modstand og handlekraft i fjerde og sidste del.

I sidste ende kredser romanen om klimakrisens helt store dilemma: Mennesket har kun en planet, men hvert menneske har kun et liv. Så hvad gør du?

Selv hvis alt forsvinder er den første selvstændige roman i en planlagt serie om klimakrisens indvirkning på den menneskelige psyke og handlemønstre – set fra forskellige perspektiver. Romanen er allerede oversat til 22 sprog.

LÆS OGSÅ: Nye romaner der udkommer i foråret 2022

Forfatter og journalist Jens Liljestrand har modtaget stor anerkendelse for sin debutroman i den svenske presse, der fremhæver romanen skarpe og unikke blik på klimaforandringernes indvirkning på vores hverdag:

Selv hvis alt forsvinder er ikke en klassisk dystopi, den er mere en realistisk roman, der tilfældigvis foregår i en dystopisk tidsalder: vores egen.”
Svenska Dagbladet 


Selv hvis alt forsvinder

Selv hvis alt forsvinder. Ny, stærk roman om klimakrisens største dilemma

Store dele af Sverige står i flammer og må evakueres en sommer, hvor klimakatastrofen er eskaleret voldsomt og intetanende feriegæster ender som klimaflygtninge. Men på trods af dette inferno fortsætter hverdagen med ægteskabsproblemer, identitetskriser og forældreoprør, selv om det hele er ved at falde fra hinanden.

Jens Liljestrand blander temaer som miljø, global opvarmning og klimaforandringer med relationer, drama og moralske dilemmaer, så det både er skræmmende aktuelt, relaterbart og spændende som en thriller. Han spidder vores samtid på godt og ondt og beskriver almindelige menneskers liv og kampe, der fortsætter, selv om verden, som vi kender den, er ved at forsvinde.

Du kan købe Selv hvis alt forsvinder online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.