Selv hvis alt forsvinder af Jens Liljestrand er en gribende roman om klimaforandringer, hvor menneskers relationer, drama og moralske dilemmaer bliver sat på spidsen. Læs i bogen her.
Selv hvis alt forsvinder begynder, da store dele af Sverige pludselig står i flammer. Det er sommer, og alle feriegæsterne i området må evakueres. De er intetanende om, at klimakatastrofen er eskaleret, da de bliver drevet på flugt som klimaflygtninge.
LÆS OGSÅ: Selv hvis alt forsvinder. Ny, stærk roman om klimakrisens største dilemma
Men på trods af klimakatastrofens konsekvenser, fortsætter hverdagslivet for gruppen af mennesker, og selvom det hele er ved at falde fra hinanden, har de stadig ægteskabsproblemer, identitetskriser og forældreoprør.
Selv hvis alt forsvinder handler om samspillet med verdenskriser og hverdagsliv, og Jens Liljestrand har formået at skrive en skræmmende aktuel, relaterbar og spændende roman om et liv der fortsætter, selvom alt ved verden ændrer sig.
Læs et uddrag af Selv hvis alt forsvinder herunder.
Selv hvis alt forsvinder
Af Jens Liljestrand
1: Første dag i resten af dit liv
Den sidste gang jeg var lykkelig, stod vi i en forretning. Samfundet var endelig åbnet, og vi tog bilen ud til indkøbscentrene med børnene, ved rundkørslerne en Ikea, en forretning med elektronik, en anden med hårde hvidevarer, et stort supermarked og så forretningen, hun havde fundet, den sidste fysiske butik for den slags, nu hvor alting var rykket over på nettet, vi ville være på stedet, i rummet, lade os beruse af længslen efter vores barn.
Carola stod i hjørnet med barnevogne, ansigtet blankt af fremmedheden hos et menneske, der er trådt ind i en helligdom for en religion, hun ganske vist kender, men aldrig selv har tilhørt, vuggende og tung, mens børnene, der snart skulle have en lillesøster, fór rundt mellem hylderne; der var bamser og tæpper i pastelblåt og flamingolyserødt, og pusleborde og vugger og senge, sutter og olier og flasker, der var brystpumper og ammebh’er og ammebluser og ammestole, der var pædagogisk trælegetøj og elektroniske sendere og modtagere, hvor man kunne høre, om barnet var vågnet, eller kigge på barnet, mens det sov, og aflæse temperaturen og kuldioxidindholdet i luften omkring barnet.
Ungerne stoppede pludselig op midt i forretningen. Aj, se lige, sagde de. Se lige der.
De pegede på rækkerne af små nuttede sparkedragter og huer og ubegribeligt små strømper, der var en sårbarhed i disse små stykker tøj, som var næsten uudholdelig, og de aede tekstilerne, borede næserne ned og snusede, som om stoffet var et barn, som om deres søster allerede var hos os, og vi kiggede på hinanden hen over hylderne og smilede over, at vi havde gjort det rigtige ved at køre ud til det her vanvittige, kommercielle sted, ved at tage børnene med herud, for at de skulle forstå, med deres egne øjne og fingerspidser mærke den flonelsbløde vind, der lige om lidt ville feje gennem vores liv og forandre det for altid, og jeg hørte mig selv sige tag, hvad I vil have.
Min familie kiggede forvirret på mig, vi skulle jo egentlig bare kigge på en barnevogn, have noget at sammenligne med, inden vi købte en brugt, vi købte altid brugt, og Carola nåede at sige noget om vores aftryk, om en kusine, hvis datter var ved at vokse ud af sit tøj, men jeg sagde bare søde, bare for denne ene gangs skyld, søde søde tag, hvad I vil have.
Hun rørte sig ikke ud af flækken, så bare hjælpeløst til, mens børnene med lysende øjne og små henrykte udråb fyldte deres næver og favne med sutteklude og bæretørklæder og et stort babylegetæppe i gråblå kashmir, og til sidst begyndte hun at se sig omkring og spurgte damen i kassen om stofbleer, om økologiske materialer og fairtrademærket og klimakompenseret tøj, om der fandtes badeolier, der var lidt mindre plasticagtige, om hvor bomulden kom fra til den der fine prikkede pude, og alt det, hun ville have, var dobbelt så dyrt som alt andet, og jeg lo og hentede en kundevogn, og mens hun stod med ryggen til, tog jeg mobilen frem og overførte flere penge.
Da kurvene var fulde, og kærligheden til det nuttede og søde var mættet til en mat tilfredshed, gik hun og jeg tilbage til barnevognene, og nu var der ikke længere noget alternativ til den franske luksusmodel, der var blevet bedst i test med et chassis, som det havde taget fem år at udvikle. Vi valgte stof til den bløde lift og kalechen og regnslaget, vi valgte mobilholder, kopholder, taskeholder, vi valgte alt det ekstraudstyr, der var at få.
Damen i kassen slog det hele ind, og det lykkedes hende på en eller anden ubegribelig måde at finde luftige ord for at formulere, at vi kunne levere vognen tilbage og få pengene igen, hvis noget skulle ske, og trods hendes sorgløse og glatte tone, vi skal bare se en lille attest, var det, som om alt standsede, og vi så for os blodet i toiletkummen, en skrigende ambulancetur, en barnekiste, en træt og rynket gammel gynækolog, der pudser sine briller og skriver en lille attest, at være nødt til at køre tilbage herud, at være nødt til at bringe vognen med de fine designstoffer og de cognacfarvede skinddetaljer ved håndtaget tilbage ud til det her groteske indkøbstempel, og jeg hørte hende hviske ud i tomheden, at det der må mor gøre i så fald.
Men selv den angst forsvandt, selv det øjeblik sluttede, og så var der kun summen tilbage, tallene på kasseapparatets display, et beløb en anelse større end prisen på min første bil.
”Skal vi tage den på afbetaling?” sagde damen med et strålende, indbydende smil, og jeg så mig omkring i forretningen, så for første gang de andre fædre, den stressede fodboldfyr med fantrøje, indvandreren i krøllet jakkesæt, den ældre mand i skindjakke og med tapede briller, og forstod, at det er sådan her, det hænger sammen, folk er nødt til at låne til de her ting, de er nødt til at betale sms-lån, renter, oprettelsesgebyrer, rykkergebyrer, de sidder i deres små forstæder og betaler af på deres bamser og tæpper og barnevogne, en månedsløn ad gangen, og stoltheden voksede i mig.
”Nej nej,” sagde jeg og rakte kortet frem, ”det hele nu.”
Og Carola stod tæt ind til mig, lagde hånden mod min pande, som om jeg havde feber, og mumlede, at vi kunne tjekke andre steder, måske kunne vi finde en næsten ny vogn på nettet, men det eneste, jeg følte og hørte, var hendes hænder i mit hår, hendes fingre i min nakke og er det okay, er du sikker på, det er okay, hun rørte ved mig, endelig rørte hun ved mig, jeg kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde rørt ved mig, bare rolig, skat, jeg har styr på det og hendes blik på mig, den, jeg var i hendes øjne lige der, da alt var tilgivet, da alt var perfekt og så helt igennem velfortjent.
MANDAG 25. AUGUST
Der er en plet mellem pandens glatte flade, udspændt af kraniet, og det allerede nu tykke mørke hår, et dunet, ubestemmeligt område, som nogle gange – særligt i varmen og halvmørket som nu – flytter over til tindingen eller om bag øret eller fontanellerne eller endda om i nakken, hvor jeg kan bore næsen ned og mærke duften af lodden blød hud og sød indtørret mælk, efter nogle dage en anelse skarpere, næsten som lagret ost, til man vasker hende ren.
Tyngden i mine arme som en sæk varm, friskrørt kødfars, en konsistens som rå pølse, luftigt stoppet i skindets hylster med varsomme våde hænder for ikke at få den skrøbelige overflade til at sprække, ingenting er spændt eller hævet, ingen muskler, ingen hård hud, og i dvalen forsvinder grænserne mellem hende og mig, og alt bliver åndedrag og blødt, varmt, klistret væv, hun er nøgen bortset fra bleen, det er måneder siden, hun sov i pyjamas, det er alt for varmt.
Becka har drukket sin flaske og bøvset over min skulder, og vi er slumret ind sammen, da de første sirener toner frem af drømmen, først fjerne og uvedkommende, som bippen fra en opvaskemaskine eller tørretumbler der har kørt sit program færdigt, en del af den bestandige baggrundsstøj, efter et halvt minuts tid tydeligere, skærende gennem filteret, gennem boblen, ind til os.
”Det er sikkert bare en bilbombe,” siger Carola med ryggen til mig, en gammel vits fra det semester i Malmö, et par vi kom sammen med der, levede tæt på volden, med kriminaliteten lige uden for døren, og den ældste af kvinderne var fra landet og skrækslagen, men hendes kæreste var født og opvokset i Möllevången og udstrålede en urokkelig flegmatisk ro så typisk for Malmö, det der konstante skuldertræk, ahr hva’ så, og hun beskrev med synlig stolthed, hvordan hun havde lært at acceptere de sociale problemer som et naturligt indslag i et urbant bybillede, det var kun racister, der brokkede sig over kriminaliteten og volden, hvis det knalder om natten behøver det ik’ være et skyderi jo, fortsatte hun med den piercede underlæbe kruset i mild foragt, tit er det bare en bilbombe jo, og efter de var gået, grinede vi af den påklistrede butchattitude, og siden da er alt, der forstyrrer om natten, bare en bilbombe.
Sirenerne kommer nærmere, de må være herude på småvejene nu, måske skal de ned til den ensomme gamle mand i det blå hus, ham der har psoriasis i hele ansigtet, han må være over halvfjerds. Men ambulance og politi kommer vel ikke med udrykning ved en naturlig død?
Jeg lægger Becka på madrassen, hun giver sig, strækker armene i vejret, den lille krop spændt som en bue, jeg sætter fødderne på det gamle trægulv og går hen til det åbne vindue. Det er ikke helt lige så varmt som i går, måske kun tredive grader, og det lufter dejligt, jeg ser, hvordan toppen af det store grantræ svajer og krænger i vinden. Varmen er taget af, det er blæst op, endelig er luften lidt mindre trykkende.
”I dag bliver en fin dag,” siger jeg til slet ingen.
Inde fra børnenes værelse er der musestille, jeg banker på og åbner, og de ligger i hver sin seng med skærme og hovedtelefoner, lugten af vasketøj og slik og deres slappe små kroppe er så tyk, at man kunne skære i den med en kniv, og jeg siger mekanisk til dem, at de skal slukke og komme ned, klokken er halv elleve. Vilja glor bare surt på mig som sædvanligt, men Zack lyser op og holder triumferende en lille glasdåse frem, han har stående på sit sengebord. Ved siden af tanden ligger en lille guldglinsende mønt.
Content_9788727007090.indd
”Tandfeen har været her og lagt en guldtier i min dåse!” ”Ej, er det rigtigt? Men tanden er der stadig?”
”Ja, for hun ved godt, at jeg samler! At jeg gemmer dem!” ”Det er jo helt fantastisk.”
”Far?”
Han smiler, det er et sukkeragtigt, lidt overdrevent smil, det der han er begyndt med, efter at Becka er kommet, og han ikke længere er den yngste, når han er alt for bevidst om sin barnlighed, ved, at han gør noget, som han egentlig er for stor til, et lille teaterstykke, han opfører for at få lov til at føle sig lille.
”Far, tror du, tandfeen også findes i Thailand?”
Jeg purrer op i det fugtige hår, spiller med på det nuttede, måske fordi jeg også har brug for det.
”Ja, dét gør hun, skat. Hun er ligesom julemanden, flyver rundt, bare ikke med rensdyr, men med …”
”Tandtrolde!”
”Ja! Tandtrolde, som hun har … fanget. Med …?”
Han behøver ikke tænke mere end et sekund.
”Med tandtråd!”
Vi griner begge to af den fælles fantasi, begge lige forelskede i det fjollede billede af en tandfe i en vogn – konstrueret af tabte tænder? med tandpastaen som lim? – der bliver trukket af en håndfuld hidsige, men stærke, tandtrolde, det er sådan noget her, vi gør, gjorde. Da han var lille, kunne vi improvisere historier i timevis, og jeg tænkte tit, at jeg burde skrive dem ned, men det blev selvfølgelig aldrig til noget.
Nede i køkkenet står alt stadig fra i går, gryder, pander, fedtede tallerkener og vinglas, vi glemmer altid at gemme vand til opvasken. Matadorspillet, hvor bunkerne af pengesedler minder om, hvordan Carola lod børnene vinde, om vores skænderi bagefter, jeg var bekymret og talte om regler og konsekvenser, at okay, Zack er ti, men en fjortenårig som Vilja må lære, at man ikke bare kan tage en håndfuld sedler fra banken, når ens egne penge er sluppet op, og hun smilede bare det der sørgmodige, opgivende smil og sagde, at hun lærer tids nok, hvordan kapitalismen fungerer, det er nok ikke til at undgå, desværre.
Tjekker per refleks vandhanen. Kun en svag susen, stadigvæk. Det generer mig mindre, end det plejede at gøre, vi har flaskevand, vi har drikkevarer til børnene og øl til os. Pisse kan man gøre ude bag træet, tøj kan man skylle op nede i søen, opvasken kan man tørre af med lidt papir.
Det eneste virkelig belastende, det, jeg gerne ville betale for at slippe for, er lortene, der ligger og flyder i toilettet, der langsomt fyldes med mere lort, mere papir og endnu mere lort, vi forsøger at lære børnene at sige til, så vi kan hjælpe dem med en potte, men Zack glemmer det, og Vilja nægter bare, så til sidst må det hele tømmes med en kasserolle og en gulvspand, mens jeg hører musik i hovedtelefonerne, trækker vejret gennem munden og sætter hjernen på standby.
Zack står her nu og har allerede fået badebukserne på, i flere uger har han ikke gået i andet end badebukser, og jeg giver ham et glas mælk og ser på, mens han drikker det. Så går vi, han småløber foran mig, ud på den lille grusvej, næsten hvid af støv, den tørre, lune vind som stryger mod armene og benene som nyvasket sengetøj, disse dejlige sommermorgener, gulnede buske, vildtvoksende, stubbede græsplæner, døde blomsterbede, den klare blå himmel og stilheden, over det hele stilheden, lige før var der sirener, men nu ingenting.
Den gamle mand er ikke død, han står og misser med øjnene i solskinnet, da vi kommer ned til badebroen, vinden leger med hans grå vindjakke, de blegrøde skorper i ansigtet er mindre fremtrædende, end jeg husker dem, solen hjælper selvfølgelig.
”Er I her stadig?” siger han og lyder næsten irriteret.
”Ja, vi er,” svarer jeg. ”Vi har lejet vores hus ud hen over som- meren, så vi …”
”I er her stadig,” siger han bare igen, samme bebrejdende tonefald. ”De fleste tog af sted i weekenden.”
”Fungerer faktisk helt okay.” Jeg bliver irriteret på den gamle, men endnu mere over min egen reaktion, at jeg føler, jeg skal forsvare mig, som om jeg søger hans bekræftelse. ”Kan være sundt for børn at se effekterne med egne øjne. Når de kun lærer om det i skolen, bliver det så abstrakt.”
Zack løber ubekymret forbi manden, ud på den lille plet med sand ved siden af broen, og leder efter vores ting. Under en gammel afskallet bænk ligger den oppustelige plasticdelfin og luftmadrassen, som vi altid leger med og en lille toilettaske med sæbe og shampoo til saltvand, han synes, det er så sjovt at vaske sig, når han bader, sæbeskummet der flyder på bølgerne, far, kan vi vaske hår, hujer han og ser ud over den tomme sø med det stolte blik hos et barn, der lige har været ejer af et hotel i Diplomatstaden og tre huse på Norrmalmstorg.
Manden kigger på drengen, der farer rundt. En umærkelig hovedrysten.
”Kan du ikke mærke det?”
Han løfter hånden over hovedet og peger bagud, mod søen, med et tungt blik på mig.
”Kan du ikke se det? Den har flyttet sig flere kilometer i nat.”
Søen, bølgerne, skummet længere ude. På den anden side, skoven, grønt, der changerer i gult og brunt. Og længere inde, blandt trætoppene, en mørk dis mod den tomme himmel, som en tordensky, men i bevægelse, en fejende, ulmende formation.
Den gamle snuser højlydt med opspilede næsebor, så jeg gør automatisk det samme. Det stikker.
Røg.
Zack sidder allerede på kanten af broen, han har plasticdelfinen i favnen og snakker med den, hans evige nasale, barnlige, indadvendte sludren, luften er gået ud af legetøjet, så delfinkroppen næsten formes til et V i hans arme.
*
I en hel time føler jeg mig mere levende end længe. Der er en puls af eventyr i det hele, jeg tager en selfie med Zack ved broen med søen i baggrunden og skriver Deromme i skoven brænder det. Vi må se at komme væk herfra – nu er også vi klimaflygtninge. Sørgeligt, men sandt. #climatechange og lægger det op, og straks kommer der hjerter og emojier og beskeder om hvor er I? og åh nej, kan vi hjælpe jer på nogen måde? og Carolas mor ringer og gennemgår alle værdigenstande, hvad der absolut skal med i bilen hvis nu at, hendes søster ringer, hendes veninder ringer, ingen ringer til mig.
Jeg føler mig fokuseret, handlekraftig, jeg giver de store børn besked om, at de har nøjagtig en halv time til at pakke deres tasker og beder Vilja om at hjælpe sin lillebror med at pakke og desuden sætte alle familiens mobiler og powerbanks til opladning, jeg beder Carola om at forberede alt til Becka, flasker, tøj, bleer, det kan vare flere timer, inden vi kommer til en butik eller et sted, hvor der er et toilet.
Min familie lader sig kommandere med uden så meget som en antydning af kævl, det er, som om vi af rent instinkt søger ind i vores mest primitive roller. Jeg tjekker på nettet, indprenter mig de bedste veje, læser informationen hos redningstjenesten. Jeg tænder for radioen og finder en lokalradiostation, der taler om flammer dobbelt så høje som domkirker, det er en så voldsom hændelse, det er så apokalyptisk, det der sker, og vi er midt i det.
Carola kommer ned med vores rullekuffert og en Ikeapose og strejfer min skulder og kysser mig hurtigt, det her klarer vi, ikke også? og jeg mærker, at hun føler det samme, at det her fører os sammen på en ny og smuk og adrenalinberusende måde.
Sms’er og likes bliver ved at strømme ind. Jeg går ud til bilen for at pakke alting, radioen ringer, en stresset producer spørger, om jeg vil lade mig interviewe, og pludselig er jeg med i en direkte udsendelse, Didrik von der Esch, til daglig pr-konsulent, befinder sig med sin familie i det brandhærgede område nord for Siljan, Didrik fortæl, hvad sker der omkring dig lige nu?
Jo, vi har jo været her i min svigermors hus på landet i Dalarna i nogle uger, og det er jo blevet værre og værre her på grund af tørken og varmen, og nu har vi fået at vide, at vi af sikkerhedsmæssige hensyn skal tage væk herfra omgående.
Didrik, er du tilfreds med den information, du har fået af myndighederne?
Jeg kobler telefonen til mit headset og langer ting ind i bagagerummet, mens jeg fortsætter interviewet, bevægelsen får stemmen til at gå en anelse op i tempo, skaber en bedre dramatik, jeg siger undskyld, det larmer, men jeg står og pakker bilen, vi må skynde os væk herfra nu … information, altså det kommer an på, hvad du mener. Selvfølgelig har vi fået information om, at vi skal forlade stedet og så videre, men i et bredere perspektiv skyldes den her ekstreme varme jo en klimakrise, som alle myndigheder i den vestlige verden har kendt til i årtier, uden at man har handlet, så der synes jeg, at man havde kunnet INFORMERE bedre, altså ikke nu, men for ti eller tyve eller tredive år siden, i det mindste kunne man have INFORMERET om, at staten ikke har tænkt sig at tage sig af sin måske vigtigste opgave, det vil sige at beskytte verdens befolkning mod en lang række af fuldstændig forudsigelige katastrofer.
Jeg nyder samtalen, smager på ordene, klapper barnevognen sammen og får den ind øverst i bagagerummet og hører den imponerede tavshed hos kvinden i studiet, som laver en fin lille kunstpause, inden hun siger, at Didrik, du virker stadig fattet, trods den alvorlige situation?
Ja, vi skal selvfølgelig nok klare os, og vores ejendele og ejendomme er forsikrede, det er ikke som i fattige dele af verden, hvor klimakatastroferne kræver millioner af ofre hvert år, millionbyerne i Indien og Afrika, hvor vandet er sluppet op, det vestlige USA og Canada, hvor i princippet hele delstater er brændt ned, måske er det den her slags hændelser, der skal til, for at vi i Sverige vågner op og forstår, hvor vi er på vej hen.
Studiet takker for, at jeg har taget mig tid, og det var altså Didrik von der Esch, der var ved at evakuere sig selv og sin familie fra deres sommerhus i Dalarna på grund af den storbrand nord for Siljan, som redningstjenesten nu siger, de har mistet kontrollen over, vi går nu videre til, og jeg lægger på og smækker bagsmækken i, og efter det høje smæld runger stilheden.
Ingen fugle. Ingen biler. Bare suset af vinden i træerne.
Tjekker telefonen igen. Der er kommet mange flere likes, men ingen sms’er. Folk tænker vel, at vi er kørt.
”Er alle ved at være klar til at tage af sted?” råber jeg ind i huset og er stolt over, hvor afslappet jeg lyder.
Carola og Vilja kommer ud med Becka, og vi løfter hende ind på bagsædet og spænder hende fast med babyselen. Zack står inde i gangen med sin Spidermanrygsæk, og jeg er ved at følge ham ud til bilen, da jeg opdager, at han græder, stille, sammenbidt, det gør han ellers aldrig. Jeg sætter mig ned på hug foran ham.
”Lille mand, hvad er der? Du er vel ikke bange? Alt er okay, vi kører nu.”
”Jeg kan ikke finde den.”
Jeg tager rygsækken, vejer den i hånden, den er fuld af tøj, bøger, i forlommen kan jeg mærke noget hårdt og firkantet, hans tablet.
”Men det hele er her jo, du har jo pakket supergodt?”
To store tårer løber parallelt ned ad kinderne.
”Min guldtier. Og tanden. Jeg har ledt over det hele, og Vilja siger, at vi ikke kan lede mere, ellers brænder vi ihjel.”
”Men Zacharias, nej. Der er ikke noget her, der kommer til at brænde. Vi kører lidt tidligere hjem, det er vel okay? Kom, så sætter vi os ind i bilen. Hvad vil du høre? Fantomet i operaen? Eller skal vi tage Tryllefløjten igen?”
Ansigtet en stiv maske af fortvivlelse og trods.
”Min guldtier. Og tanden. Jeg ville jo gemme den.”
Jeg hører bildørene blive åbnet, Carola og Vilja er ved at sætte sig ind. Rejser mig op, mærker, hvordan det kramper i lårene, hvordan det strammer i ryggen, hvorfor fik jeg et tredje barn?
”Okay, skat, så lad os lige tænke efter, den var der ved siden af sengen, da du vågnede i morges, ikke?”
Med det nytter ikke at være pædagogisk og vandre rundt i huset i tankerne sammen med ham, det er for lille, børnenes værelse, vores værelse, badeværelset og så det lille køkken og værelset dernede, det er det hele, man har ledt det igennem på to minutter. Og jeg kan se det på ham, han ved det godt, tør bare ikke sige det. Han er for bange.
Den lille tynde krop der løb ud på badebroen, shampooen og det oppustelige badedyr, han sad længst ude på kanten, da han så disen og røgen på den anden side af søen, nakken der stivnede, hovedet der blev drejet for at se på mig, søge trøst eller tryghed og i et kort øjeblik, inden jeg havde nået at fatte omfanget af det, som den gamle pegede på, og komme op med en plan, var jeg der ikke for ham, jeg var lige så rådvild og fortabt som ham.
”Jeg ville vise Delfinis tanden,” snøfter han.
”Selvfølgelig ville du det.”
”Og nu er tanden dernede og brænder op.”
”Selvfølgelig gør den ikke det. Den ligger der i dåsen og venter på dig, indtil vi kommer herop næste gang.”
Zack kigger ned i jorden, nikker. Går stille hen mod bilen med sin taske. Carola sidder på bagsædet med åben dør i den ulidelige varme og ser spørgende på mig.
”Han glemte sin tand nede ved badebroen.”
Måske er det på grund af det strejf af rædsel i hendes øjne, måske på grund af det der øjeblik for lidt siden, da hun kom med Ikeaposen, da hun kyssede mig på den måde, da der var en gnist mellem os, at jeg siger fem minutter, okay? og uden at vente på svar går jeg i rask tempo samme vej, som jeg har vandret så mange gange efter skovjordbær, efter blåbær, efter papiravisen i postkassen, hånd i hånd med små børn i morgenkåber, redningsveste, pyjamasser, der lugter let af tis, og drømme, der må fortælles, inden de når at opløse sig og forsvinde.
Jens Liljestrand: Selv hvis alt forsvinder
Store dele af Sverige står i flammer og må evakueres en sommer, hvor klimakatastrofen er eskaleret voldsomt og intetanende feriegæster ender som klimaflygtninge. Men på trods af dette inferno fortsætter hverdagen med ægteskabsproblemer, identitetskriser og forældreoprør, selv om det hele er ved at falde fra hinanden.
Jens Liljestrand blander temaer som miljø, global opvarmning og klimaforandringer med relationer, drama og moralske dilemmaer, så det både er skræmmende aktuelt, relaterbart og spændende som en thriller. Han spidder vores samtid på godt og ondt og beskriver almindelige menneskers liv og kampe, der fortsætter, selv om verden, som vi kender den, er ved at forsvinde.
Selv hvis alt forsvinder af Jens Liljestrand er en gribende roman om klimaforandringer, hvor menneskers relationer, drama og moralske dilemmaer bliver sat på spidsen. Læs i bogen her.
Selv hvis alt forsvinder begynder, da store dele af Sverige pludselig står i flammer. Det er sommer, og alle feriegæsterne i området må evakueres. De er intetanende om, at klimakatastrofen er eskaleret, da de bliver drevet på flugt som klimaflygtninge.
LÆS OGSÅ: Selv hvis alt forsvinder. Ny, stærk roman om klimakrisens største dilemma
Men på trods af klimakatastrofens konsekvenser, fortsætter hverdagslivet for gruppen af mennesker, og selvom det hele er ved at falde fra hinanden, har de stadig ægteskabsproblemer, identitetskriser og forældreoprør.
Selv hvis alt forsvinder handler om samspillet med verdenskriser og hverdagsliv, og Jens Liljestrand har formået at skrive en skræmmende aktuel, relaterbar og spændende roman om et liv der fortsætter, selvom alt ved verden ændrer sig.
Læs et uddrag af Selv hvis alt forsvinder herunder.
Du kan købe Selv hvis alt forsvinder handler online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 25 maj.
Selv hvis alt forsvinder
Af Jens Liljestrand
1: Første dag i resten af dit liv
Den sidste gang jeg var lykkelig, stod vi i en forretning. Samfundet var endelig åbnet, og vi tog bilen ud til indkøbscentrene med børnene, ved rundkørslerne en Ikea, en forretning med elektronik, en anden med hårde hvidevarer, et stort supermarked og så forretningen, hun havde fundet, den sidste fysiske butik for den slags, nu hvor alting var rykket over på nettet, vi ville være på stedet, i rummet, lade os beruse af længslen efter vores barn.
Carola stod i hjørnet med barnevogne, ansigtet blankt af fremmedheden hos et menneske, der er trådt ind i en helligdom for en religion, hun ganske vist kender, men aldrig selv har tilhørt, vuggende og tung, mens børnene, der snart skulle have en lillesøster, fór rundt mellem hylderne; der var bamser og tæpper i pastelblåt og flamingolyserødt, og pusleborde og vugger og senge, sutter og olier og flasker, der var brystpumper og ammebh’er og ammebluser og ammestole, der var pædagogisk trælegetøj og elektroniske sendere og modtagere, hvor man kunne høre, om barnet var vågnet, eller kigge på barnet, mens det sov, og aflæse temperaturen og kuldioxidindholdet i luften omkring barnet.
Ungerne stoppede pludselig op midt i forretningen. Aj, se lige, sagde de. Se lige der.
De pegede på rækkerne af små nuttede sparkedragter og huer og ubegribeligt små strømper, der var en sårbarhed i disse små stykker tøj, som var næsten uudholdelig, og de aede tekstilerne, borede næserne ned og snusede, som om stoffet var et barn, som om deres søster allerede var hos os, og vi kiggede på hinanden hen over hylderne og smilede over, at vi havde gjort det rigtige ved at køre ud til det her vanvittige, kommercielle sted, ved at tage børnene med herud, for at de skulle forstå, med deres egne øjne og fingerspidser mærke den flonelsbløde vind, der lige om lidt ville feje gennem vores liv og forandre det for altid, og jeg hørte mig selv sige tag, hvad I vil have.
Min familie kiggede forvirret på mig, vi skulle jo egentlig bare kigge på en barnevogn, have noget at sammenligne med, inden vi købte en brugt, vi købte altid brugt, og Carola nåede at sige noget om vores aftryk, om en kusine, hvis datter var ved at vokse ud af sit tøj, men jeg sagde bare søde, bare for denne ene gangs skyld, søde søde tag, hvad I vil have.
Hun rørte sig ikke ud af flækken, så bare hjælpeløst til, mens børnene med lysende øjne og små henrykte udråb fyldte deres næver og favne med sutteklude og bæretørklæder og et stort babylegetæppe i gråblå kashmir, og til sidst begyndte hun at se sig omkring og spurgte damen i kassen om stofbleer, om økologiske materialer og fairtrademærket og klimakompenseret tøj, om der fandtes badeolier, der var lidt mindre plasticagtige, om hvor bomulden kom fra til den der fine prikkede pude, og alt det, hun ville have, var dobbelt så dyrt som alt andet, og jeg lo og hentede en kundevogn, og mens hun stod med ryggen til, tog jeg mobilen frem og overførte flere penge.
Da kurvene var fulde, og kærligheden til det nuttede og søde var mættet til en mat tilfredshed, gik hun og jeg tilbage til barnevognene, og nu var der ikke længere noget alternativ til den franske luksusmodel, der var blevet bedst i test med et chassis, som det havde taget fem år at udvikle. Vi valgte stof til den bløde lift og kalechen og regnslaget, vi valgte mobilholder, kopholder, taskeholder, vi valgte alt det ekstraudstyr, der var at få.
Damen i kassen slog det hele ind, og det lykkedes hende på en eller anden ubegribelig måde at finde luftige ord for at formulere, at vi kunne levere vognen tilbage og få pengene igen, hvis noget skulle ske, og trods hendes sorgløse og glatte tone, vi skal bare se en lille attest, var det, som om alt standsede, og vi så for os blodet i toiletkummen, en skrigende ambulancetur, en barnekiste, en træt og rynket gammel gynækolog, der pudser sine briller og skriver en lille attest, at være nødt til at køre tilbage herud, at være nødt til at bringe vognen med de fine designstoffer og de cognacfarvede skinddetaljer ved håndtaget tilbage ud til det her groteske indkøbstempel, og jeg hørte hende hviske ud i tomheden, at det der må mor gøre i så fald.
Men selv den angst forsvandt, selv det øjeblik sluttede, og så var der kun summen tilbage, tallene på kasseapparatets display, et beløb en anelse større end prisen på min første bil.
”Skal vi tage den på afbetaling?” sagde damen med et strålende, indbydende smil, og jeg så mig omkring i forretningen, så for første gang de andre fædre, den stressede fodboldfyr med fantrøje, indvandreren i krøllet jakkesæt, den ældre mand i skindjakke og med tapede briller, og forstod, at det er sådan her, det hænger sammen, folk er nødt til at låne til de her ting, de er nødt til at betale sms-lån, renter, oprettelsesgebyrer, rykkergebyrer, de sidder i deres små forstæder og betaler af på deres bamser og tæpper og barnevogne, en månedsløn ad gangen, og stoltheden voksede i mig.
”Nej nej,” sagde jeg og rakte kortet frem, ”det hele nu.”
Og Carola stod tæt ind til mig, lagde hånden mod min pande, som om jeg havde feber, og mumlede, at vi kunne tjekke andre steder, måske kunne vi finde en næsten ny vogn på nettet, men det eneste, jeg følte og hørte, var hendes hænder i mit hår, hendes fingre i min nakke og er det okay, er du sikker på, det er okay, hun rørte ved mig, endelig rørte hun ved mig, jeg kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde rørt ved mig, bare rolig, skat, jeg har styr på det og hendes blik på mig, den, jeg var i hendes øjne lige der, da alt var tilgivet, da alt var perfekt og så helt igennem velfortjent.
MANDAG 25. AUGUST
Der er en plet mellem pandens glatte flade, udspændt af kraniet, og det allerede nu tykke mørke hår, et dunet, ubestemmeligt område, som nogle gange – særligt i varmen og halvmørket som nu – flytter over til tindingen eller om bag øret eller fontanellerne eller endda om i nakken, hvor jeg kan bore næsen ned og mærke duften af lodden blød hud og sød indtørret mælk, efter nogle dage en anelse skarpere, næsten som lagret ost, til man vasker hende ren.
Tyngden i mine arme som en sæk varm, friskrørt kødfars, en konsistens som rå pølse, luftigt stoppet i skindets hylster med varsomme våde hænder for ikke at få den skrøbelige overflade til at sprække, ingenting er spændt eller hævet, ingen muskler, ingen hård hud, og i dvalen forsvinder grænserne mellem hende og mig, og alt bliver åndedrag og blødt, varmt, klistret væv, hun er nøgen bortset fra bleen, det er måneder siden, hun sov i pyjamas, det er alt for varmt.
Becka har drukket sin flaske og bøvset over min skulder, og vi er slumret ind sammen, da de første sirener toner frem af drømmen, først fjerne og uvedkommende, som bippen fra en opvaskemaskine eller tørretumbler der har kørt sit program færdigt, en del af den bestandige baggrundsstøj, efter et halvt minuts tid tydeligere, skærende gennem filteret, gennem boblen, ind til os.
”Det er sikkert bare en bilbombe,” siger Carola med ryggen til mig, en gammel vits fra det semester i Malmö, et par vi kom sammen med der, levede tæt på volden, med kriminaliteten lige uden for døren, og den ældste af kvinderne var fra landet og skrækslagen, men hendes kæreste var født og opvokset i Möllevången og udstrålede en urokkelig flegmatisk ro så typisk for Malmö, det der konstante skuldertræk, ahr hva’ så, og hun beskrev med synlig stolthed, hvordan hun havde lært at acceptere de sociale problemer som et naturligt indslag i et urbant bybillede, det var kun racister, der brokkede sig over kriminaliteten og volden, hvis det knalder om natten behøver det ik’ være et skyderi jo, fortsatte hun med den piercede underlæbe kruset i mild foragt, tit er det bare en bilbombe jo, og efter de var gået, grinede vi af den påklistrede butchattitude, og siden da er alt, der forstyrrer om natten, bare en bilbombe.
Sirenerne kommer nærmere, de må være herude på småvejene nu, måske skal de ned til den ensomme gamle mand i det blå hus, ham der har psoriasis i hele ansigtet, han må være over halvfjerds. Men ambulance og politi kommer vel ikke med udrykning ved en naturlig død?
Jeg lægger Becka på madrassen, hun giver sig, strækker armene i vejret, den lille krop spændt som en bue, jeg sætter fødderne på det gamle trægulv og går hen til det åbne vindue. Det er ikke helt lige så varmt som i går, måske kun tredive grader, og det lufter dejligt, jeg ser, hvordan toppen af det store grantræ svajer og krænger i vinden. Varmen er taget af, det er blæst op, endelig er luften lidt mindre trykkende.
”I dag bliver en fin dag,” siger jeg til slet ingen.
Inde fra børnenes værelse er der musestille, jeg banker på og åbner, og de ligger i hver sin seng med skærme og hovedtelefoner, lugten af vasketøj og slik og deres slappe små kroppe er så tyk, at man kunne skære i den med en kniv, og jeg siger mekanisk til dem, at de skal slukke og komme ned, klokken er halv elleve. Vilja glor bare surt på mig som sædvanligt, men Zack lyser op og holder triumferende en lille glasdåse frem, han har stående på sit sengebord. Ved siden af tanden ligger en lille guldglinsende mønt.
Content_9788727007090.indd
”Tandfeen har været her og lagt en guldtier i min dåse!” ”Ej, er det rigtigt? Men tanden er der stadig?”
”Ja, for hun ved godt, at jeg samler! At jeg gemmer dem!” ”Det er jo helt fantastisk.”
”Far?”
Han smiler, det er et sukkeragtigt, lidt overdrevent smil, det der han er begyndt med, efter at Becka er kommet, og han ikke længere er den yngste, når han er alt for bevidst om sin barnlighed, ved, at han gør noget, som han egentlig er for stor til, et lille teaterstykke, han opfører for at få lov til at føle sig lille.
”Far, tror du, tandfeen også findes i Thailand?”
Jeg purrer op i det fugtige hår, spiller med på det nuttede, måske fordi jeg også har brug for det.
”Ja, dét gør hun, skat. Hun er ligesom julemanden, flyver rundt, bare ikke med rensdyr, men med …”
”Tandtrolde!”
”Ja! Tandtrolde, som hun har … fanget. Med …?”
Han behøver ikke tænke mere end et sekund.
”Med tandtråd!”
Vi griner begge to af den fælles fantasi, begge lige forelskede i det fjollede billede af en tandfe i en vogn – konstrueret af tabte tænder? med tandpastaen som lim? – der bliver trukket af en håndfuld hidsige, men stærke, tandtrolde, det er sådan noget her, vi gør, gjorde. Da han var lille, kunne vi improvisere historier i timevis, og jeg tænkte tit, at jeg burde skrive dem ned, men det blev selvfølgelig aldrig til noget.
Nede i køkkenet står alt stadig fra i går, gryder, pander, fedtede tallerkener og vinglas, vi glemmer altid at gemme vand til opvasken. Matadorspillet, hvor bunkerne af pengesedler minder om, hvordan Carola lod børnene vinde, om vores skænderi bagefter, jeg var bekymret og talte om regler og konsekvenser, at okay, Zack er ti, men en fjortenårig som Vilja må lære, at man ikke bare kan tage en håndfuld sedler fra banken, når ens egne penge er sluppet op, og hun smilede bare det der sørgmodige, opgivende smil og sagde, at hun lærer tids nok, hvordan kapitalismen fungerer, det er nok ikke til at undgå, desværre.
Tjekker per refleks vandhanen. Kun en svag susen, stadigvæk. Det generer mig mindre, end det plejede at gøre, vi har flaskevand, vi har drikkevarer til børnene og øl til os. Pisse kan man gøre ude bag træet, tøj kan man skylle op nede i søen, opvasken kan man tørre af med lidt papir.
Det eneste virkelig belastende, det, jeg gerne ville betale for at slippe for, er lortene, der ligger og flyder i toilettet, der langsomt fyldes med mere lort, mere papir og endnu mere lort, vi forsøger at lære børnene at sige til, så vi kan hjælpe dem med en potte, men Zack glemmer det, og Vilja nægter bare, så til sidst må det hele tømmes med en kasserolle og en gulvspand, mens jeg hører musik i hovedtelefonerne, trækker vejret gennem munden og sætter hjernen på standby.
Zack står her nu og har allerede fået badebukserne på, i flere uger har han ikke gået i andet end badebukser, og jeg giver ham et glas mælk og ser på, mens han drikker det. Så går vi, han småløber foran mig, ud på den lille grusvej, næsten hvid af støv, den tørre, lune vind som stryger mod armene og benene som nyvasket sengetøj, disse dejlige sommermorgener, gulnede buske, vildtvoksende, stubbede græsplæner, døde blomsterbede, den klare blå himmel og stilheden, over det hele stilheden, lige før var der sirener, men nu ingenting.
Den gamle mand er ikke død, han står og misser med øjnene i solskinnet, da vi kommer ned til badebroen, vinden leger med hans grå vindjakke, de blegrøde skorper i ansigtet er mindre fremtrædende, end jeg husker dem, solen hjælper selvfølgelig.
”Er I her stadig?” siger han og lyder næsten irriteret.
”Ja, vi er,” svarer jeg. ”Vi har lejet vores hus ud hen over som- meren, så vi …”
”I er her stadig,” siger han bare igen, samme bebrejdende tonefald. ”De fleste tog af sted i weekenden.”
”Fungerer faktisk helt okay.” Jeg bliver irriteret på den gamle, men endnu mere over min egen reaktion, at jeg føler, jeg skal forsvare mig, som om jeg søger hans bekræftelse. ”Kan være sundt for børn at se effekterne med egne øjne. Når de kun lærer om det i skolen, bliver det så abstrakt.”
Zack løber ubekymret forbi manden, ud på den lille plet med sand ved siden af broen, og leder efter vores ting. Under en gammel afskallet bænk ligger den oppustelige plasticdelfin og luftmadrassen, som vi altid leger med og en lille toilettaske med sæbe og shampoo til saltvand, han synes, det er så sjovt at vaske sig, når han bader, sæbeskummet der flyder på bølgerne, far, kan vi vaske hår, hujer han og ser ud over den tomme sø med det stolte blik hos et barn, der lige har været ejer af et hotel i Diplomatstaden og tre huse på Norrmalmstorg.
Manden kigger på drengen, der farer rundt. En umærkelig hovedrysten.
”Kan du ikke mærke det?”
Han løfter hånden over hovedet og peger bagud, mod søen, med et tungt blik på mig.
”Kan du ikke se det? Den har flyttet sig flere kilometer i nat.”
Søen, bølgerne, skummet længere ude. På den anden side, skoven, grønt, der changerer i gult og brunt. Og længere inde, blandt trætoppene, en mørk dis mod den tomme himmel, som en tordensky, men i bevægelse, en fejende, ulmende formation.
Den gamle snuser højlydt med opspilede næsebor, så jeg gør automatisk det samme. Det stikker.
Røg.
Zack sidder allerede på kanten af broen, han har plasticdelfinen i favnen og snakker med den, hans evige nasale, barnlige, indadvendte sludren, luften er gået ud af legetøjet, så delfinkroppen næsten formes til et V i hans arme.
*
I en hel time føler jeg mig mere levende end længe. Der er en puls af eventyr i det hele, jeg tager en selfie med Zack ved broen med søen i baggrunden og skriver Deromme i skoven brænder det. Vi må se at komme væk herfra – nu er også vi klimaflygtninge. Sørgeligt, men sandt. #climatechange og lægger det op, og straks kommer der hjerter og emojier og beskeder om hvor er I? og åh nej, kan vi hjælpe jer på nogen måde? og Carolas mor ringer og gennemgår alle værdigenstande, hvad der absolut skal med i bilen hvis nu at, hendes søster ringer, hendes veninder ringer, ingen ringer til mig.
Jeg føler mig fokuseret, handlekraftig, jeg giver de store børn besked om, at de har nøjagtig en halv time til at pakke deres tasker og beder Vilja om at hjælpe sin lillebror med at pakke og desuden sætte alle familiens mobiler og powerbanks til opladning, jeg beder Carola om at forberede alt til Becka, flasker, tøj, bleer, det kan vare flere timer, inden vi kommer til en butik eller et sted, hvor der er et toilet.
Min familie lader sig kommandere med uden så meget som en antydning af kævl, det er, som om vi af rent instinkt søger ind i vores mest primitive roller. Jeg tjekker på nettet, indprenter mig de bedste veje, læser informationen hos redningstjenesten. Jeg tænder for radioen og finder en lokalradiostation, der taler om flammer dobbelt så høje som domkirker, det er en så voldsom hændelse, det er så apokalyptisk, det der sker, og vi er midt i det.
Carola kommer ned med vores rullekuffert og en Ikeapose og strejfer min skulder og kysser mig hurtigt, det her klarer vi, ikke også? og jeg mærker, at hun føler det samme, at det her fører os sammen på en ny og smuk og adrenalinberusende måde.
Sms’er og likes bliver ved at strømme ind. Jeg går ud til bilen for at pakke alting, radioen ringer, en stresset producer spørger, om jeg vil lade mig interviewe, og pludselig er jeg med i en direkte udsendelse, Didrik von der Esch, til daglig pr-konsulent, befinder sig med sin familie i det brandhærgede område nord for Siljan, Didrik fortæl, hvad sker der omkring dig lige nu?
Jo, vi har jo været her i min svigermors hus på landet i Dalarna i nogle uger, og det er jo blevet værre og værre her på grund af tørken og varmen, og nu har vi fået at vide, at vi af sikkerhedsmæssige hensyn skal tage væk herfra omgående.
Didrik, er du tilfreds med den information, du har fået af myndighederne?
Jeg kobler telefonen til mit headset og langer ting ind i bagagerummet, mens jeg fortsætter interviewet, bevægelsen får stemmen til at gå en anelse op i tempo, skaber en bedre dramatik, jeg siger undskyld, det larmer, men jeg står og pakker bilen, vi må skynde os væk herfra nu … information, altså det kommer an på, hvad du mener. Selvfølgelig har vi fået information om, at vi skal forlade stedet og så videre, men i et bredere perspektiv skyldes den her ekstreme varme jo en klimakrise, som alle myndigheder i den vestlige verden har kendt til i årtier, uden at man har handlet, så der synes jeg, at man havde kunnet INFORMERE bedre, altså ikke nu, men for ti eller tyve eller tredive år siden, i det mindste kunne man have INFORMERET om, at staten ikke har tænkt sig at tage sig af sin måske vigtigste opgave, det vil sige at beskytte verdens befolkning mod en lang række af fuldstændig forudsigelige katastrofer.
Jeg nyder samtalen, smager på ordene, klapper barnevognen sammen og får den ind øverst i bagagerummet og hører den imponerede tavshed hos kvinden i studiet, som laver en fin lille kunstpause, inden hun siger, at Didrik, du virker stadig fattet, trods den alvorlige situation?
Ja, vi skal selvfølgelig nok klare os, og vores ejendele og ejendomme er forsikrede, det er ikke som i fattige dele af verden, hvor klimakatastroferne kræver millioner af ofre hvert år, millionbyerne i Indien og Afrika, hvor vandet er sluppet op, det vestlige USA og Canada, hvor i princippet hele delstater er brændt ned, måske er det den her slags hændelser, der skal til, for at vi i Sverige vågner op og forstår, hvor vi er på vej hen.
Studiet takker for, at jeg har taget mig tid, og det var altså Didrik von der Esch, der var ved at evakuere sig selv og sin familie fra deres sommerhus i Dalarna på grund af den storbrand nord for Siljan, som redningstjenesten nu siger, de har mistet kontrollen over, vi går nu videre til, og jeg lægger på og smækker bagsmækken i, og efter det høje smæld runger stilheden.
Ingen fugle. Ingen biler. Bare suset af vinden i træerne.
Tjekker telefonen igen. Der er kommet mange flere likes, men ingen sms’er. Folk tænker vel, at vi er kørt.
”Er alle ved at være klar til at tage af sted?” råber jeg ind i huset og er stolt over, hvor afslappet jeg lyder.
Carola og Vilja kommer ud med Becka, og vi løfter hende ind på bagsædet og spænder hende fast med babyselen. Zack står inde i gangen med sin Spidermanrygsæk, og jeg er ved at følge ham ud til bilen, da jeg opdager, at han græder, stille, sammenbidt, det gør han ellers aldrig. Jeg sætter mig ned på hug foran ham.
”Lille mand, hvad er der? Du er vel ikke bange? Alt er okay, vi kører nu.”
”Jeg kan ikke finde den.”
Jeg tager rygsækken, vejer den i hånden, den er fuld af tøj, bøger, i forlommen kan jeg mærke noget hårdt og firkantet, hans tablet.
”Men det hele er her jo, du har jo pakket supergodt?”
To store tårer løber parallelt ned ad kinderne.
”Min guldtier. Og tanden. Jeg har ledt over det hele, og Vilja siger, at vi ikke kan lede mere, ellers brænder vi ihjel.”
”Men Zacharias, nej. Der er ikke noget her, der kommer til at brænde. Vi kører lidt tidligere hjem, det er vel okay? Kom, så sætter vi os ind i bilen. Hvad vil du høre? Fantomet i operaen? Eller skal vi tage Tryllefløjten igen?”
Ansigtet en stiv maske af fortvivlelse og trods.
”Min guldtier. Og tanden. Jeg ville jo gemme den.”
Jeg hører bildørene blive åbnet, Carola og Vilja er ved at sætte sig ind. Rejser mig op, mærker, hvordan det kramper i lårene, hvordan det strammer i ryggen, hvorfor fik jeg et tredje barn?
”Okay, skat, så lad os lige tænke efter, den var der ved siden af sengen, da du vågnede i morges, ikke?”
Med det nytter ikke at være pædagogisk og vandre rundt i huset i tankerne sammen med ham, det er for lille, børnenes værelse, vores værelse, badeværelset og så det lille køkken og værelset dernede, det er det hele, man har ledt det igennem på to minutter. Og jeg kan se det på ham, han ved det godt, tør bare ikke sige det. Han er for bange.
Den lille tynde krop der løb ud på badebroen, shampooen og det oppustelige badedyr, han sad længst ude på kanten, da han så disen og røgen på den anden side af søen, nakken der stivnede, hovedet der blev drejet for at se på mig, søge trøst eller tryghed og i et kort øjeblik, inden jeg havde nået at fatte omfanget af det, som den gamle pegede på, og komme op med en plan, var jeg der ikke for ham, jeg var lige så rådvild og fortabt som ham.
”Jeg ville vise Delfinis tanden,” snøfter han.
”Selvfølgelig ville du det.”
”Og nu er tanden dernede og brænder op.”
”Selvfølgelig gør den ikke det. Den ligger der i dåsen og venter på dig, indtil vi kommer herop næste gang.”
Zack kigger ned i jorden, nikker. Går stille hen mod bilen med sin taske. Carola sidder på bagsædet med åben dør i den ulidelige varme og ser spørgende på mig.
”Han glemte sin tand nede ved badebroen.”
Måske er det på grund af det strejf af rædsel i hendes øjne, måske på grund af det der øjeblik for lidt siden, da hun kom med Ikeaposen, da hun kyssede mig på den måde, da der var en gnist mellem os, at jeg siger fem minutter, okay? og uden at vente på svar går jeg i rask tempo samme vej, som jeg har vandret så mange gange efter skovjordbær, efter blåbær, efter papiravisen i postkassen, hånd i hånd med små børn i morgenkåber, redningsveste, pyjamasser, der lugter let af tis, og drømme, der må fortælles, inden de når at opløse sig og forsvinde.
Jens Liljestrand: Selv hvis alt forsvinder
Store dele af Sverige står i flammer og må evakueres en sommer, hvor klimakatastrofen er eskaleret voldsomt og intetanende feriegæster ender som klimaflygtninge. Men på trods af dette inferno fortsætter hverdagen med ægteskabsproblemer, identitetskriser og forældreoprør, selv om det hele er ved at falde fra hinanden.
Jens Liljestrand blander temaer som miljø, global opvarmning og klimaforandringer med relationer, drama og moralske dilemmaer, så det både er skræmmende aktuelt, relaterbart og spændende som en thriller. Han spidder vores samtid på godt og ondt og beskriver almindelige menneskers liv og kampe, der fortsætter, selv om verden, som vi kender den, er ved at forsvinde.
Du kan købe Selv hvis alt forsvinder online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: