Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Under magnoliatræerne er en gribende coming-of-age-fortælling fra 1980’ernes sydstater. Smuglæs i romanen her

Under magnoliatræerne T.I. Lowe

Under magnoliatræerne af T.I. Lowe er en medrivende roman om at blive voksen i South Carolina, hvor lysende håb, hårde livsvilkår og triumferende kærlighed er i centrum. Tyvstart din læsning af bogen her.


Lyt til begyndelsen af Under magnoliatræerne her:

I Under magnoliatræerne møder du Ox, som vokser op i en religiøs familie på en tobaksfarm i South Carolina i 1980’erne. Men en dag dør hendes mor i barselssengen, og hendes fars helbred forværres. Ox, som stadig er teenager, tvinges herefter til at blive voksen og passe på sine seks søskende.

LÆS OGSÅ: 20 forslag til gode romaner du kan læse

Hun har lært, at man altid skal holde hovedet højt, benene nede og familiens hemmeligheder skjulte – og hun må kæmpe hårdt for at klare den.

Men Ox begynder at finde enkelte glimt af ungdom og lykke, da hun møder borgmesterens søn. Og da hendes fars maniske episoder tager til, må hun sande, at ikke alle hemmeligheder kan holdes skjult for evigt.

Læs et uddrag af Under magnoliatræerne herunder.

Du kan købe Under magnoliatræerne online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d.



Under magnoliatræerne

T.I. Lowe


KAPITEL 1: Spåkonen

Oktober, 1980

Edith Foster var det perfekte billede på hippielivsstilen. Hen-des gyldenbrune øjne havde ofte et glasagtigt skær, men hun var aldrig høj af andet end livet. Hun var en fri sjæl, og det betød ikke noget, at et nyt årti havde meldt sin ankomst og insisterede på, at mere var bedre. At alting skulle være større og mere farverigt. Ikke Mama. Niks.

Hun blev ved med at lave midterskilning i sit lange, lyse hår og ignorerede de nye trends med kraftig makeup og stort pandehår. Hun indstillede altid radioen på popmusik fra 60’erne og 70’erne i stedet for al den hiphop og new wave, der ellers var overalt på sendefladen.

Hun og Papa sagde altid, at jeg lignede hende på en prik, minus hendes drømmende ansigtsudtryk og glade, lille smil. Jeg stod på grænsen til teenageårene, og mit ansigt lod til at sidde fast i en forbeholden surmulen. Lige nu surmulede jeg for fulde gardiner, mens hun snakkede med den dér spinkle stemme tilsat lidt sværmeri. Hun sad i sin og Papas seng og lignede alle blomsterbørns dronning, mens hun justerede margueritten bag sit øre, som Charlotte havde givet hende tidligere.

“Austin, det er et smukt overgangsritual, som alle kvinder går igennem.” Mama lukkede fingrene om mit håndled og prøvede at trække mig ind i en samtale, som jeg for alt i verden ville undgå. Jeg sænkede blikket til humørringen på hendes pegefinger og så, at stenen var blå. Den var altid blå. Jeg mindedes engang at have drillet hende med, at den var noget bras og ikke kunne vise andre farver end blå, så hun insisterede på, at jeg tog den på. Jeg gjorde det, og farven blev straks sort som kul.

“Mama –”

“Det er din krops naturlige proces for at forberede sig til –”

“Mama!” Jeg prøvede at trække mig væk fra hende, men hun gav sig ikke, og jeg måtte blive siddende på min plads på kanten af hendes seng.

“Jeg mener det. Din blomst kan når som helst –”

“Hvorfor skal vi absolut snakke om noget, der ikke engang er sket endnu?”

“For at være forberedte.” Endelig gav hun slip og satte sig bedre til rette på sengen. Hun hvilede på en bunke af bløde tæpper og puder. Det så ud, som om sengen forsøgte at opsluge hende, med undtagelse af den gigantiske bold, der var hendes mave.

“Stop nu, Mama. Det er helt vildt klamt.” Mine skuldre skælvede.

Hun fniste, alt for underholdt af mit ubehag. “Jeg glæder mig sådan til at se dig med dine egne unger. Der er en talemåde, der siger, at ens egne børn bliver ti gange værre, end man selv var som barn.”

Et hånligt fnys undslap mig, mens jeg lod blikket glide over toppen af kommoden. Der stod nok billedrammer til at skabe en lavine, hvis man trampede hårdt nok forbi. “Nå, men jeg skal slet ikke have nogen unger, så der er ingen grund til bekymring.” Jeg skævede mod hende tidsnok til at se smilet falme en smule.

“Hvorfor ikke?”

Jeg vinkede mod billederne, som om de var bevismateriale. “Du har fået rigeligt for os begge to.” Jeg rettede fingeren med hendes enorme mave, som indeholdt baby nummer seks og syv. “Og du og Papa burde overholde den dér del med at kontrollere jeres drifter, som I nævnte, da I fortalte mig om blomsterne og bierne. Det er tid til at sætte farten ned, unge dame.”

Smilet vendte tilbage, da hun begyndte på et af sine grineanfald. Hun holdt om maven med begge hænder og fremstønnede: “Hvis du får mig til at grine sådan her, så ender de med at komme ud før tid.”

“Kun to uger mere. De må være næsten klar allerede.”

“Jeg er klar til at komme ud af den her seng.” Hun flyttede på sig, så hun lå mere på siden, men den grimasse, der fór over hendes ansigt, afslørede, hvor elendigt hun havde det.

Da lægen diagnosticerede Mama med præeklampsi – et ord, jeg aldrig havde hørt før – cyklede jeg hele vejen ind i byen og fik miss Jones på biblioteket til at hjælpe mig med at finde en bog om det. Jeg endte med en bog om graviditet, som dækkede alt fra undfangelse til fødsel til komplikationer. Jeg læste den fra ende til anden og lærte ting, jeg ville ønske, jeg kunne glemme igen.

Jeg vidste også, at folk, som kaldte hele den naturlige proces smuk, var fulde af fup og gamle aviser. Det havde ikke noget med blomster at gøre. Mama kunne dække over det rod alt det, hun ville, og udsmykke det med blomster og smukke ord, men jeg faldt ikke for det.

“Du kommer til at skifte mening.” Hun trak sit skulderlange hår, der havde samme farve som sand og solskin, over skulderen og begyndte at flette det. De eneste tidspunkter, hvor jeg havde set hende med andre frisurer end løst og frit, var, når hun tørrede tobak eller lavede mad. Det lod til, at graviditetens sidste stadier var endnu en undtagelse. “Jeg spår, at du får mindst tre børn selv en dag.”

“Hvad? Er du en spåkone eller sådan noget?” Jeg himlede med øjnene.

“Nej, frøken næsvis. Men jeg har hørt, at der er en i det omrejsende tivoli. Måske skulle du tage at besøge hende. Se, hvad hun siger.” Mama fniste. Det var hende, der var den egentlige frøken næsvis.

Jeg rejste mig, så sengens messingstel knirkede, og trak et brev op af baglommen. “Det her kom i dag.”

Mor tog det, som jeg allerede vidste var et landkort, og begyndte at folde det ud. “Det er Tennessee!”

Jeg tittede op over kanten på det gigantiske rektangel, hun holdt op med begge arme strakt helt ud til siden. “Har du overvejet reservenavne, bare i tilfælde af, at du tager fejl ligesom sidste gang?”

Mama havde været sikker på, at det sidste par tvillinger ville være to piger, så hun havde tegnet cirkler om byerne Charlotte og Elizabeth på kortet over North Carolina. Nå, men “Elizabeth” kom ud tre minutter efter Charlotte, og alle gispede, da det stod klart, at hun faktisk var en han. Den stakkels dreng var navnløs i en uge, indtil Mama besluttede sig for Raleigh. Det er ret sjovt, men vi må ikke drille ham med det. Mama sagde, at han kunne få en identitetskrise, hvis vi gjorde. Men han havde store ører, og det emne nedlagde hun ikke forbud mod, så det var altid noget.

Mama rakte brummende ud mod sengebordet og fandt en kuglepen i dets lille skuffe. “De her to er drenge. Jeg tror endda, de kommer til at være identiske. Der bliver ingen overraskelser med Nashville og Knoxville.” Jeg var ikke så sikker. Vi fik trods alt et blandet par sidste gang, da hun forudså to piger.

Hun bed sig i læben, mens hun tegnede omhyggelige cirkler rundt om bynavnene, og jeg bed mig i tungen for ikke at protestere over de forfærdelige navnevalg.

Edith Foster var ikke bare en hippie; hun var også et hjemmemenneske, hvis udlængsel aldrig bragte hende længere end til biblioteket. Hun havde en kæmpestor samling af kort og National Geographic-magasiner, men hun havde aldrig forladt staten South Carolina. Og af en eller anden sær grund havde hun valgt at opkalde os alle sammen efter byer, hun fandt interessante.

Larm fra etagen nedenunder gav genlyd op gennem gulvbrædderne og mindede mig om, at jeg havde andre ting at tage mig til end at snakke med Mama. Men vores alenetid var praktisk talt ikkeeksisterende, og jeg var grådig. Jeg ville have hvert eneste sekund, jeg kunne få med hende.

Det havde tæret på hende at bære to par tvillinger i træk, men I guder, den kvinde elskede at være mor. Hun forgudede os og havde et naturligt instinkt for, hvad vi havde brug for. Boston havde brug for masser af kram og et lyttende øre. Phoenix havde brug for en skrappere tilgang, og hun pylrede ikke om ham på grund af hans handicap, ligesom hun ikke lod ham slippe afsted med at være rapkæftet.

Jeg tænker, at hun nok ofte valgte en drillende og pjattende tone over for mig, fordi hun vidste, at jeg var for alvorlig og havde brug for at få lettet stemningen. Charlotte og Raleigh var de snart detroniserede babyer – en eftertragtet rolle, de havde haft for sig selv de sidste syv år, så de var møgforkælede. Jeg spekulerede på, hvordan hun havde tænkt sig at lave om på det, men jeg vidste, at hun nok skulle finde ud af det. For pokker, hun forkælede også far som et lille barn, og han var en voksen mand.

Jeg havde helt klart ikke arvet min mors moderinstinkter. Hele idéen interesserede mig cirka lige så meget som at få revet en tand ud eller snakke om min menstruation – og begge dele gav mig kvalme. Jeg ville meget hellere pløje marken eller sidde ved spisebordet sammen med far og studere Bondens almanak.

“Jeg ville ønske, du kunne komme med os,” mumlede jeg, idet tunge fodtrin lød på trapperne.

Mama grinede over kanten på kortet. “Også mig. Jeg er sikker på, at de tivolifolk kommer fra hele landet eller måske hele verden.” Hendes øjne fik det dér drømmende skær igen. “Sørg for at spørge dem, hvor de kommer fra.” Det var et andet af hendes små særpræg. Hver gang hun mødte et nyt menneske, var hendes første spørgsmål altid, hvor vedkommende kom fra.

“Okay …” Jeg børstede håret væk fra mit ansigt og sukkede. “Er du sikker på, jeg skal passe tvillingerne i aften?”

“Ja. Din far har brug for lidt Boston-tid. Det muntrer ham altid op. Vil du ikke godt gøre det for min skyld?”

Jeg havde lyst til at spørge, hvad i alverden Papa havde at være trist over. Det var Mama, der fortjente at have det sjovt. Men det holdt jeg for mig selv, ligesom de sære navnevalg, og mumlede: “Ja, ma’am.” De tunge skridt blev til en hurtig række bump, som om personen på trappen kurrede ned igen på rumpen. “Ugh. Jeg må hellere gå ned og hjælpe Papa.” Før jeg kunne nå at træde væk, tog Mama mine hænder i sine.

“Skat, jeg ved godt, der er visse ting, du ikke kan lide at snakke om, men du er stadig nødt til at være forberedt. Jeg har skabt et lager til dig. Det er øverst i linnedskabet.”

Jeg vidste, at hun bare ville hjælpe, så jeg valgte for én gangs skyld at springe brokkeriet over og være medgørlig i stedet. “Tak.” Jeg kyssede hende på kinden og banede mig vej til døren, hvor jeg standsede et øjeblik for at drille hende en sidste gang. “Du er nødt til at love, at de her to babyer er de sidste to!”

Hun gned sin mave og fniste. “Jeg lover ikke noget.” Hun rakte tunge.

Jeg rakte tunge tilbage, inden jeg smuttede ned ad trapperne for at hjælpe med at holde styr på flokken af vilde dyr. De havde et aldersspænd fra fjorten til syv. Og med én, der havde mentale udfordringer, og én, der havde fysiske udfordringer, havde jeg hænderne fulde. Phoenix sad foran i trucken sammen med Papa og tvillingerne, mens Boss og jeg klatrede op bagpå. Det var en varm efterårsaften, og selvom Boss elskede at plapre om ingenting, var det meget mere fredfyldt end at sidde inde i bilen.

Papa kørte ind på tivolipladsen, og musikken fra en karrusel fyldte luften, lige så tyk og sød som aromaen af candyfloss og kandiserede æbler. Vinden bar det hele imod os, sammen med glædesskrig fra rutsjebanen. Hvert dyk udløste nye brøl fra passagererne, bølge efter bølge, som bekræftede mig i, at den tingest havde alt for mange fald til min smag.

På trods af hvor meget jeg brokkede mig til Mama tidligere, var det spændende at gøre noget, der ikke var en del af gårdens daglige rutine, som bestod i at fodre den lille flok høns og andre kræ, inden skolebussen kom, en kedelig skoledag og så pligterne efter skole, som at sikre, at de andre lavede deres lektier og passede deres egne pligter, hjælpe med aftensmad og få de små i bad. Nu, hvor mor var sengeliggende, følte jeg mig mere som en husholderske end som en ung pige.

Ved billetlugen fordelte Papa poletter til forlystelser og spil sammen med tre dollar per næse. “Det burde være nok til en sodavand og mindst to snacks. Jeg prøver nogle forlystelser sammen med Boss, så hvis I løber tør for penge, kan I komme og finde mig eller Ox. Hvis I opfører jer som fornuftige mennesker, så får I lov at vælge en souvenir, inden vi smutter.”

Han rakte mig endnu et bundt dollars. “Din mor sagde, at du gerne ville tage tvillingerne med i forlystelser?”

Gerne ville var måske så meget sagt, men jeg nikkede alligevel. “Ja, sir.” Selvom 14-årige Boston tænkte som en fireårig, så var han høj nok og eventyrlysten nok til at prøve en hvilken som helst forlystelse. Jeg ville virkelig ønske, at han var min tivolipartner i aften.

“Peg, er du okay? Du er velkommen til at hænge ud med os to.” Papa pegede med tommelfingeren mod Boston.

“Ellers tak. Jeg har tænkt mig at vinde en guldfisk. Sådan noget kræver koncentration, og I to vil bare distrahere mig.” Phoenix snurrede om på hælen og haltede over mod spilleområdet, hvor han øjeblikkeligt blev opslugt af menneskemængden.

“Mød os lige her om to timer,” råbte Papa, og hans dybe stemme slog smut over folks hoveder for at nå frem til en målrettet dreng på guldfiskemission.

“Ja, sir!” På én eller anden måde nåede Phoenix’ stemme frem til os, selvom vi havde tabt ham af syne.

Der var mere trods i Phoenix end i noget andet menneske, jeg nogensinde havde mødt. Han skulle have været født med rødt hår, men hans hoved var lige så mørkt som resten af mine søskendes. De lignede alle sammen Papa med varierende nuancer af brunt hår og blå øjne. En ulykke, da han var tre, hvor han var faldet, mens han løb efter traktoren, havde efterladt Phoenix med et ben mindre.

Hans højre ben var blevet fanget i skærene, inden det gik op for Papa, at han var faldet. Efter adskillige måneder med operationer og genoptræning vendte Phoenix hjem med et ben, der stoppede ved knæet og en kynisk attitude, der ikke passede til hans alder. Nu, som 11-årig, holdt han som oftest sit smil for sig selv og blev mere og mere kværulantisk over selv de mindste ting.

Boston besluttede sig hurtigt for, at Phoenix lignede en pirat, og omdøbte ham til Peg. Ingen, ikke engang vores nyolme bror, sagde Boss imod. Det er far, der har givet ham det kaldenavn, efter Bostons yndlingssanger, Bruce Springsteen. Så navnet Peg sad bedre fast end den første protese, han var nødt til at gå med. Den del fik lægerne heldigvis endelig styr på med hjælp fra Shriners-hospitalet.

“Vi vil prøve karrusellen,” sagde Charlotte på vegne af både sig selv og Raleigh, ligesom hun altid gjorde.

Jeg så over på min lillebror. Han nikkede samtykkende. “Så snupper vi karrusellen.” Jeg holdt dem i hånden, mens jeg bevægede mig gennem menneskemængden og begyndte min aften på tivolipladsen sammen med alle de andre småbørn og deres mamaer.

Efter at have kørt på karrusellen to gange tog vi os tid til at kigge på radiobilerne. Hver gang en bil stødte ind i en anden, fik lyden tvillingerne til at gispe og grine. Og i begivenhedernes centrum var borgmesterens søn, Vance Cumberland, som havde travlt med at styre sin bil ind i de andres, mens Malorie Fitzgerald sad ved siden af og klyngede sig til hans arm.

Hendes far ejede det ene af de to advokatfirmaer i Magnolia og var også i familie med skaberne af Duke’s Mayonnaise, så selvfølgelig anså byen Vance og Malorie for at være trolovede, inden de havde lært at kravle. Jeg forstod det ikke. En politisk familie, der slog sig sammen med et dyppelsesimperium? Nej. Hvad med Duke’s Mayo og dem, der stod for Merita-brødene? Tilføj en tomatbonde. Se, det ville være en gudsbenådet forening.

Selvom Vance gik en klasse over mig, vidste jeg mere om ham end om nogen dreng i min egen klasse, og det var Malories skyld. Hun og jeg gik i samme klasse. Og eftersom vores efternavne startede med samme bogstav, var det vores skæbne altid at have opbevaringsskabe ved siden af hinanden. Eller måske skulle jeg hellere kalde det vores forbandelse, for jeg havde allerede hørt rigeligt om alt, der havde med Vance Cumberland at gøre. Det var altid Vance dit og Vance dat.

Vance er lige blevet udnævnt til spejder af højeste rang.

Vance er den bedste første base-mand, landet nogensinde har set.

Vance arbejdede frivilligt hos YMCA.

Vance, Vance, Vance … Adr, adr, adr …

Malorie hvinede og daskede drillende til Vances arm, da han stødte frontalt sammen med to andre biler. Jeg himlede med øjnene og begyndte at genne tvillingerne væk fra det utåleligt perfekte par og hen mod snackboderne.

Tiden gik hurtigt. Jeg hjalp tvillingerne op og ned fra børneforlystelserne, købte mere slik og så popcorn for at udligne sukkeret. De delte en slushice med vindruesmag, mens jeg i smug kiggede efter mine klassekammerater, som frit løb rundt fra den ene vilde forlystelse til den næste. Ringspillet blev aftenens højdepunkt, og jeg brugte resten af vores penge på at vinde tre af de dér sygt høje sodavandsflasker med kurvet hals.

Da de to timer var gået, var tvillingerne trætte og klynkende, min ryg værkede af at slæbe rundt på tre mærkeligt formede sodavandsflasker, og Phoenix var blevet væk. Da han ikke dukkede op ved billetstanden som lovet, tog Papa os med på jagt forbi alle Phoenix’ yndlingssteder. Da ingen af dem gav noget udbytte, fulgte vi efter Papa til udkanten af tivolipladsen, hvor spøgelseshuset, hurlumhejhuset og andre kuriositeter var sat op. Det var også mørkere i det område, bortset fra én forlystelse.

Et glitrende, lilla telt pyntet med en million lyskæder tiltrak os som natsværmere om en lygte. To teltflapper var trukket tilbage og afslørede et rundt bord dækket af sort velour med en krystalkugle i midten. Først blev mit blik tiltrukket af kuglens glød, men så fik jeg øje på de to personer, der sad ved bordet. Uimponerende, almindelige Peg sad i en stol over for en pragtfuld spåkone.

“Se, Papa.” Jeg pegede. “Peg er i spåkonens telt.”

“Den dreng,” mumlede Papa og gennede gruppen over til det bord, hvor Peg lod til at være fordybet i samtale med kvinden. “Peg, hvad i alverden laver du?” Papa nikkede til spåkonen, som var draperet i glitrende rober og iført en fantastisk, perlebesat turban, som jeg glædede mig til at fortælle mor om. “Jeg beklager, hvis min søn har gjort dig nogen ulejlighed, ma’am. Hvor meget skylder jeg dig?” Han begyndte at fiske sin pung frem.

“Meget,” sagde Peg. “Jeg vil have, at Foxy er min souvenir. Jeg bli’r aldrig mere vred over ik’ at vinde en fisk, hvis bare jeg kan få hende.”

Alles øjne rettedes mod den smukke kvinde. Hendes mørke ansigt glødede på grund af lyskæderne og hendes iriserende makeup, men hendes ansigtsudtryk var neutralt. Vinden slog om og førte lugten af popcorn og jord bort, så vi i stedet blev mødt af en besnærende krydret duft, der hvirvlede omkring os. Den var eksotisk og ny sammenlignet med det enkle landliv, vi var vant til, så jeg vidste, at den var lige så meget en del af den her kvinde som det silkemateriale, der var viklet om hendes hoved.

Pa undskyldte igen, inden han sendte Peg et strengt blik. “Sønnike, en souvenir er ligesom de flasker, Ox har, eller en bamse eller sådan noget. Ikke et menneske. Og det er ubehøvlet overhovedet at foreslå. Du skylder –” Pa læste skiltet, der stod lænet mod bordet – “mrs. Deveraux en undskyldning.”

Spåkonen vinkede afvisende med hånden. “Phoenix har intet at undskylde for. Og kald mig endelig Foxy.” Hendes stemme var hypnotisk med en anden klang end vores Carolina-dialekt. Den var dyb og fyldt med selvsikker autoritet, men stadig feminin nok til at være besnærende, og det fik mig til at spekulere på, om den var en del af hendes rolle. Tvillingerne lod til at være lige så tryllebundne som resten af os og tog adskillige skridt for at komme tættere på hende.

“Dave Foster.” Papa rakte hånden frem, og hun tog den.

“Du’ virkelig en pæn sort kvinde,” kommenterede Boss, og et grin bredte sig på hans læber.

“Tak, unge mand.” Foxys læber krusedes i et lille smil.

“Boss!” Papa skubbede til hans skulder. “Mrs. Foxy, han mente ikke noget med det. For himlens skyld. Du tror sikkert, jeg opdrager en flok hedninge uden manerer.”

“Nej, jeg tror, du opdrager sandsigersker. Jeg er sort. En kvinde. Og min Jinx siger også, at jeg er smuk.” Foxy lagde diskret en stak kort ned i en trææske, da Boston rakte ud efter dem. Hun gav ham en halskæde med perler, og han glemte straks alt om kortene. Resten af os fik også halskæder.

“Phoe- nix prøvede at overtale mig til at komme med ham hjem. Sagde, at hans mor ikke engang kan stå ud af sengen, og at Ox ikke laver lige så god mad.” Hendes tonefald havde en drilsk underklang, men hendes ansigt forholdt sig neutralt, da hendes ibenholtsorte øjne fandt mine. Hun blinkede. “Jeg fortalte ham, at jeg heller ikke er en god kok.”

Jeg forventede, at Papa ville skælde Phoenix ud, samle flokken og tage hjem. I stedet greb han en stol og satte sig til at snakke med spåkonen. “Min kone skal snart have tvillinger. Vi driver en gård, og Edie arbejder nok for to fuldvoksne mænd, men hun får hænderne fulde, når babyerne kommer. I kunne ikke tilfældigvis ønske jer lidt luftforandring fra det her, vel?” Papa slog ud med hånden mod teltet.

“Forandring er en del af livet. Det leder jeg altid efter.” Hun trommede en lang, lilla negl mod sine mørkerøde læber. “Men min Jinx er ikke så vild med forandring.”

Da Foxy fortalte Papa, at hendes mand arbejdede i børnezooen og kvægudstillingen, efterlod han ungerne hos mig og satte af som skudt ud af en kanon. Jeg forstod ikke, hvorfor han pludselig var så besat af at finde hjælp til gården. Men han var kendt for sine besættelser, og det var ikke unormalt for ham at tilbyde gårdens gæstehus til alle mulige mennesker.

Senere vendte Papa tilbage med en mand med rynket pande. Jinx Deveraux var af middelhøjde, men tynd som et fugleskræmsel, og stod i skarp kontrast til sin elegante kone. Han glattede det tykke overskæg over sine læber, mens Papa forsøgte at sælge ham idéen om gårdlivet.

“Min farfar og min far arbejdede for chefen hele deres liv. Min skønne dronning skal ik’ leve i undertrykkelse.” Jinx bøjede sig ned og plantede et kys på Foxys kind og fortsatte så med at afvise Papas tilbud om kost og logi i bytte for hjælp på gården.

“Men der kan ikke være meget frihed her.” Papa bredte armene ud, og vi så alle rundt på tivoliets kaos og blinkende lys. “Har du ikke lyst til at slå rødder med din dronning? I ville endda have jeres eget hus og et stykke land, hvor I kunne gøre det. Vores møde er Guds vilje, min ven. Ka’ du ikke se det?”

De fortsatte rundt og rundt i cirkler, indtil tivoliet begyndte at lukke ned for natten. Efter at Deveraux-parret sagde, at de ville tænke over det, og Papa fortalte dem, hvordan de fandt gården, så bøjede han sit hoved og bad til, at Gud ville føre Foxy og Jinx til os. Da jeg løftede blikket, fangede jeg et glimt af et smil i Foxys mundvig. Det så ud, som om hun var enig, men hun satte ikke ord på det. Vi måtte vente og se.

Vi tog afsked og begyndte at gå, men jeg snurrede om og spurgte: “Hvor er du fra, mrs. Foxy?”

“New Orleans,” svarede Foxy, og jeg vidste, at Mama ville elske det svar.

Jeg vinkede og var lige ved at tabe en af de forbandede flasker, og så vendte jeg mig om for at indhente min familie. Det var lidt koldt på turen hjem, men jeg var alt for spændt til at være generet af det. Livet var så rutinepræget, at noget så ordinært som at møde en ny person føltes ekstraordinært, ikke bare for mig, men for hele Foster-klanen. Vi snakkede alle sammen i munden på hinanden, og Boss og jeg stak hovederne ind gennem truckens åbne bagvindue for at diskutere det med de andre, hele vejen hjem til gården.

Så snart Papa holdt ind ved huset, krammede jeg de akavede flasker ind til brystet og løb op for at fortælle Mama om Foxy og hendes fantastiske kostume. Hvert hurtige skridt fik flaskerne til at slå mod hinanden i et klingende varsel om min ankomst. Jeg opsummerede alle de detaljer, jeg gerne ville dele med hende, og håbede, at jeg ikke glemte noget. Jeg vidste, hvor let det var for et øjeblik at blive rodet sammen. Dele af det forrykkede sig, mens andre dele falmede som sneakers, der havde stået for længe i solen, indtil mindet kun var en mudret spejling af sandheden.

Jeg braste ind gennem døren for at dele et minde, kun for at indfange et andet, som jeg ville bruge år på at fordreje, omforme og ønske at glemme. Mine arme blev slappe, glas knustes, væske gennemblødte mine fødder, og min hals brændte af det skrig, der rev sig fri.

En blå baby på sengen, ved at kvæles i et skrig.

Den anden baby græd svagt fra sin plads i min mors livløse arme.

Margueritten visnet og uglet ind i hendes svedige hår. En blodrød strøm, der flød fra min mors ubevægelige krop. Tennessee-kortet på gulvet, plettet af blod.

Alle detaljerne blev øjeblikkeligt lagret i min hukommelse, og jeg blev mindet om de ting, vi skulle have tænkt på, inden vi tog afsted til tivoliet.

Vi skulle aldrig have efterladt hende helt alene. Ovenpå, når den eneste telefon i huset var helt nede i køkkenet. Jeg skulle have gjort mere end bare at drille hende og række tunge ad hende i vores sidste minde sammen …

“Peg! Peg, hent hjælp!” skreg jeg og prøvede at få mine fødder til at bevæge sig, så jeg kunne nå hen til den blå baby.


“Gud velsigne dig.”

“Lille skat, vi beder for jer alle sammen.”

“Den Første Metodistkirke kommer med aftensmad om lidt.”

“Sig til, hvis I har brug for noget, min ven.”

Hvert eneste akavede kram blev fulgt op med en form for kondolence, mens folk bevægede sig forbi mig, og alligevel sad jeg på bagerste række, stivere end træbænken, uden at svare eller kramme igen. Jeg kunne ikke. At finde Mama død havde stjålet min stemme, mit hjerte, mit håb, min –

“Sødeste du, vil du ikke hen til din familie?” hviskede Morty Lawson med sin bløde stemme. Han stod i spidsen for begravelsen og forsøgte vel at få den til at forløbe efter planen. Papa havde gennet mine søskende ud bag kisten og kistebærerne for lidt siden uden overhovedet at opdage, at han manglede mig. Der var gået fire dage, siden Mama gik bort, og han havde gået i søvne lige siden. Det gjorde vi alle sammen i én eller anden grad.

Jeg rystede på hovedet og holdt blikket rettet mod hans blanke loafers. Den pertentlige mand lagde armene om mig og trykkede mit ansigt mod sin silkeskjortes kølige stof. Jeg ville gerne opleve det luksuriøse stof med mine håndflader, men jeg knugede mine hænder i skødet.

Morty klappede mig på skulderen, inden han slap mig og forsvandt udenfor sammen med de andre. Der var et par andre, som forsøgte at dele et sorgfuldt øjeblik med mig, men jeg ville ikke dele min sorg med andre end Mama, så jeg bøjede hovedet og lod mit lange hår falde som et skjold om mit ansigt.

Den dæmpede snak begyndte at forsvinde udenfor, da nogen rømmede sig foran mig. Gennem en smal sprække i mit hårgardin kunne jeg se, at han stod foran mig med det ene knæ lænet mod kirkebænken, mens han ligesom lænede sig ind mod mig. Jeg sænkede hovedet endnu mere i håb om, at han ville forstå hentydningen.

Han rømmede sig igen. “Jeg hedder Vance Cumberland.” Jeg sank, inden jeg mumlede: “Okay.” Ordet stak i halsen. Da jeg ikke sagde andet, åbnede han munden igen. “Og du er Austin?”

Selvom han bad mig om at bekræfte, gentog jeg bare et skrattende “Okay.”

Bag mig klemte en fast hånd om min skulder. Der kom ikke mere, ingen trøstende ord, før personen trampede bort. Og så ramte en velkendt lyd mine ører fra uden for døren. En lyd, jeg var begyndt at forvente over de sidste adskillige år.

Vance gispede. “Den gamle dame har lige spyttet på kirkens trappe.”

“Ja.” Jeg bekræftede, hvad jeg allerede vidste.

“Ja? Men hvorfor?”

Med et suk holdt jeg hovedet bøjet, men strøg hårgardinet om bag ørerne. “Det er miss Wise. Det er okay.”

Jeg er sikker på, at han gerne ville stille flere spørgsmål om miss Wise og hendes sære opførsel, men jeg var taknemmelig for, at han lod være. Jeg havde hverken energi eller trang til at forklare det kvindemenneske, især når jeg ikke selv forstod mig på hende.

Kirken tømtes for mennesker, så der kun var os to tilbage.

Stilheden føltes sødere end de kager og tærter, der dækkede køkkenbordene og alle andre tomme flader hjemme i huset. De sidste tre nætter var blevet brugt på at passe de nyfødte sammen med mine andre søskende, mens vi slog lejr på mit værelse for i det mindste at finde trøst i hinanden, hvilket betød, at jeg ikke havde sovet ret meget. Det føltes, som om der altid var nogen, som græd og havde brug for, at jeg holdt om dem. Eller nogen, som var tørstige og havde brug for, at jeg hentede dem et glas vand. Eller nogen, som var sultne og havde brug for, at jeg hentede dem en tallerken med mad.

Så snart Morty kørte væk fra huset den nat med Mama bag i sin bedemandsvogn, var Papa forsvundet til en anden dimension. Og han var ikke kommet tilbage endnu. Vi havde ingen bedsteforældre, så jeg var alene. Papas forældre var gået bort få måneder efter hinanden, da jeg gik i børnehave, og Mama kendte ikke sine, fordi hun voksede op på et børnehjem.

Nogle af Mamas venner var kommet på besøg fra Nebraska for at sige farvel og havde tilbudt at passe de nyfødte under begravelsen, så min plan var at sidde her alene i lige så lang tid, som jeg kunne slippe afsted med. Vance gjorde ikke mine til at gå, så muligheden for alenetid gled hurtigt ud mellem hænderne på mig.

“Hør, Austin …” Hans varme hånd gav mit knæ et hurtigt klem, før den trak sig tilbage til den anden side af kirkebænken. “Jeg … Jeg ville ønske, jeg aldrig finder ud af, hvordan du har det lige nu.”

Jeg havde forventet endnu en gennemtygget kondolencereplik, så hans ærlige ord fik mine øjne til at flyve op til hans. Grønne som en græseng på en sommerdag, og de så ikke mig, men ind i mig og overtog en portion af den smerte, jeg kæmpede for at bære alene.

“Vance, min dreng, vi skal afsted.” Hans mors stemme lød et sted bag mig. Den afbrød øjeblikket og fik mig til at sænke hovedet igen.

“Ja, ma’am.” Kirkebænken knagede, da Vance rejste sig. Han gik sin vej.

Det var sidste gang, vi sagde noget til hinanden i årevis. Det var kun en håndfuld ord, men de trøstede mig, da det føltes, som om intet andet kunne.


Jeg lærte nogle barske kendsgerninger i det forfærdelige efterår. Én kendsgerning var, at en person kan være død, selvom de stadig har en puls. Stanken, der drev fra mine forældres soveværelse, var bevis. Jeg havde ladet det fortsætte i en uge efter begravelsen, men i dag var der ikke andet valg end at sætte en stopper for det.

Jeg havde sendt alle afsted i skole, og nu tog jeg en dyb indånding, skubbede døren op og var lige ved at brække mig. Værelset lignede og lugtede som en mordscene. Kras kropslugt, billedrammer væltet som dominobrikker, et par af dem knust mod gulvet, tøj kastet skødesløst omkring, og en livløs krop på sengen.

Jeg skyndte mig hen for at flå vinduet op for at lukke noget frisk luft ind og forhåbentlig fordrive lidt af stanken. Min mave slog knuder på sig selv, da jeg fik øje på det blodige sengetøj, der lå i en bunke i hjørnet. Jeg vendte ryggen til det og koncentrerede mig om sengen og den ubevægelige kæmpe. Han var stadig iført jakkesættet fra begravelsen. Skoene var blevet snøret op, men sad stadig på hans fødder. Hans ene arm var draperet over ansigtet.

“Hvordan har du kunnet holde ud at have dem på i al den tid?” Jeg trak hans sko af, og den nye stank, som blev frigivet af den handling, sendte mig i knæ. Jeg smed dem gennem rummet, inden det gik op for mig, at larmen kunne vække babyerne længere nede ad gangen. Jeg krympede mig og spidsede ører med tilbageholdt åndedræt. Heldigvis forblev huset tavst.

“Papa, du er nødt til at stå op.” Min bøn fik ikke noget svar, så jeg rystede hans ben. Endelig bevægede han sig en smule. “Please, Papa. Jeg har virkelig brug for, at du står op. Babyerne mangler modermælkserstatning og bleer.”

Intet svar.

Uanset hvor meget jeg tryglede ham, blev han bare liggende uden at reagere, og til sidst blev jeg godt gammeldags rasende. Jeg marcherede ud på badeværelset og fyldte et glas med vand. Da jeg kom tilbage, tømte jeg det ud over hans fedtede hoved. Han blinkede knap nok. Drejede ikke engang hovedet for at undgå vandet. Jeg ville have foretrukket, at han sprang op og ruskede mig.

Idet jeg sank mine tårer, gik endnu en barsk kendsgerning op for mig.

Mama var her ikke længere til at beskytte os mod Papas mørke perioder. Et hårdt spørgsmål efterfulgte den barske kendsgerning: Ville jeg være i stand til at træde ind i hendes rolle og beskytte mine søskende mod dem?

Uanset hvad det var, der skete med Papa, så rakte det ud over almindelig sorg, men jeg var for ung til at forstå, præcis hvad det var. Nu, hvor Mamas skjold ikke længere var der, oplevede jeg for første gang den fulde styrke af de skygger, som fars tilstedeværelse kastede. Det var et dunkelt sted, mørknet af manglende forståelse.

Men Mama havde aldrig givet ham lov til at gemme sig så længe, så jeg vidste, at jeg ikke kunne vende ryggen til og lade ham rådne op i det her rum.

De nyfødtes næste fodringstidspunkt nærmede sig, og jeg begyndte at gå i panik. Frygten krøb op ad min nakke og spændte i mine skuldre, mens jeg behandlede min far på en måde, som jeg aldrig havde gjort før. Min Papa var ikke et ondskabsfuldt menneske, men jeg kendte ikke den hule mand, der lå ubevægelig på sengen. Jeg havde ikke andet valg end at fortsætte fremad og tage de konsekvenser, der måtte opstå.

Jeg hviske-råbte med hård stemme: “Du skal holde op med at opføre dig som et barn!” Da det ikke virkede, prøvede jeg at være endnu ledere. “Du skulle skamme dig. Mama ville være så skuffet over, at du gør det her mod os unger.” Tårer brændte i mine øjne, men jeg nægtede at give slip på dem. “Så tag dig sammen, og løft din usle bagdel fra den her seng.”

Jeg måtte mase og trække og skubbe til hans dødvægt, men endelig lykkedes det mig at få ham op af sengen og ud på badeværelset. “Og du stinker. Virkelig, virkelig meget. Som dengang Boss blev oversprøjtet af stinkdyret og så troede, at mudderet fra svinestien kunne overdøve det …” Jeg gryntede, da jeg placerede ham på det lukkede toiletbræt. Hele hans skikkelse så så sammensunket og fortabt ud, at medlidenheden prikkede min vrede på armen, men jeg holdt fast i raseriet for at komme igennem det her.

Medlidenhed ville ikke udrette andet end at skubbe mig ind i hans skygger, og det ville ikke hjælpe nogen af os. “Eller nej, faktisk. Du stinker endnu værre. Så du har værsgo at bruge sæben op.” Jeg pegede mod brusekabinen, efter at jeg havde gjort vandet varmt, og stormede ud. Jeg havde lyst til at smække med døren bare for en god ordens skyld, men huskede babyerne tidsnok til at dæmpe lyden.

Mens han vaskede sig, fjernede jeg det sure sengetøj fra sengen og hentede det stive, blodige sæt fra hjørnet. Da jeg havde smidt det sure i vaskemaskinen og det plettede i skraldespanden, hentede jeg rent tøj til Papa og lagde det lige inden for døren til badeværelset og ventede, mens han klædte sig på. Jeg stod der og instruerede ham i at børste tænder, som om han aldrig havde gjort den slags før. Da jeg var nødt til at åbne tandpastatuben og klemme noget af den på tandbørsten for ham, begyndte mine tanker at kredse.

Da jeg havde fået placeret Papa ved spisebordet og var i gang med at made ham med majsgrød, ramte udmattelsen mig som et godstog, men de sagte vræl fra mit værelse fortalte mig, at der ikke var tid til træthed. Jeg stirrede ind i min fars hule, blodskudte øjne, som slet ikke reagerede på hans nyfødte sønners gråd, og endnu en barsk kendsgerning fik min mave til at snøre sig sammen.

Jeg var blevet en mor, inden jeg overhovedet var blevet en kvinde.

Jeg tænkte på min snak med Mama den aften, inden hun døde, og jeg vidste med sikkerhed, at hun ikke var nogen spåkvinde. Hun havde forudset, at jeg ville få tre børn, men det kom helt sikkert aldrig til at ske. Jeg havde allerede syv at tage mig af, og ét af dem var en voksen mand.



T.I. Lowe: Under magnoliatræerne

Teenageren Ox vokser op i en religiøs familie på en tobaksfarm i South Carolina i 1980erne.

Da hendes mor dør i barselssengen, forværres hendes fars mentale helbred, og Ox tvinges til at være den voksne og passe på sine seks søskende. Hun må kæmpe alt hun har lært for at holde hovedet oppe, benene nede og familiens hemmeligheder skjulte. Da Ox finder små glimt af ungdom og lykke i selskab med borgmesterens søn, tager hendes fars maniske episoder til, og hun må sande, at ikke alle hemmeligheder kan holdes skjult for evigt.

Under magnoliatræerne er en hjerteskærende, men også opløftende coming-of-age-roman af sydstatsforfatteren T.I. Lowe. Fuld af lysende håb, hårde livsvilkår og triumferende kærlighed.

Under magnoliatræerne kan købes online hos Bog & Idé eller i den nærmeste boghandel.