Aktuelt Amerikanske romaner Bestsellere Colleen Hoover Romantiske bøger

Det begynder med os er opfølgeren til det globale romance-hit Det ender med os. Smuglæs i bogen her!

hoover, det begynder med os, det ender med os, it starts with us, coho

Colleen Hoover er endelig tilbage med Det begynder med os, der starter, hvor Det ender med os sluttede. Tyvstart din læsning af historien om Lily, Atlas og Ryle herunder.


Det begynder med os er den længe ventede fortsættelse af Det ender med os, der har ramt hele verdens romancelæsere lige i hjertekulen.

LÆS OGSÅ: Ny roman af Colleen Hoover: Det begynder med os

Hvis du også var vild med historien om Lily, Ryle og Atlas, er Det begynder med os et klokkeklart must read. Endelig tager Colleen Hoover læseren tættere på Atlas, hvis historie nu bliver fortalt.

Læs et uddrag af Det begynder med os herunder.

Du kan købe Det begynder med os online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 4 november.




Det begynder med os

Colleen Hoover


KAPITEL 1: ATLAS

Den måde, røv hul er skrevet forkert med rød spraymaling hen over bagdøren ind til Bib’s, får mig til at tænke på min mor. Hun lavede altid en lille pause mellem stavelserne, så det kom til at lyde som to adskilte ord. Jeg var altid lige ved at grine, når jeg hørte det, men det var svært at finde humoren i det som barn, hvor det altid var mig, fornærmelsen blev kylet efter.

”Røv … hul,” mumler Darin. ”Det må være et barn. Alle voksne ved, hvordan ordet staves.”

”Du skulle bare vide.” Jeg rører ved malingen, men den klæber ikke til mine fingre. ”Den, der gjorde det her, må have gjort det lige efter, at vi lukkede i går aftes.”

”Tror du, det er skrevet forkert med vilje?” spørger han. ”Antyder de, at du er så meget et røvhul, at du er en hel røv?”

”Hvorfor går du ud fra, at det er møntet på mig? Det kan også være dig eller Brad, det er møntet på.”

”Det er din restaurant.” Darin tager sin jakke af og bruger den til at lirke et stort, spidst glasskår ud af den knuste rude. ”Måske var det en utilfreds ansat.”

”Har jeg utilfredse ansatte?” Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste på lønningslisten, der kunne finde på noget som det her. Det er fem måneder siden, jeg sidst fyrede en, og hun rejste uden sure miner, da hun havde bestået en collegeeksamen.

”Der var ham dér, der vaskede op, før du ansatte Brad. Hvad var det, han hed? Han var opkaldt efter et eller andet mineral eller noget, det var vildt mærkeligt.”

”Quartz,” siger jeg. ”Det var et kælenavn.” Det er meget længe siden, jeg sidst tænkte på ham, og jeg tvivler på, at han bærer nag til mig efter så lang tid. Jeg fyrede ham, lige efter at vi åbnede, fordi jeg fandt ud af, at han ikke vaskede tallerkenerne op, medmindre han decideret kunne se mad på dem. Glas, fade, bestik – alt, hvad der kom ud i køkkenet fra et bord og så rimelig rent ud, stillede han bare direkte hen på tørrebakken.

Havde jeg ikke fyret ham, ville han have fået os lukket af sundhedsmyndighederne.

”Du må hellere ringe til politiet,” siger Darin. ”Vi er nødt til at melde det på grund af forsikringen.”

Før jeg når at protestere, dukker Brad op ved bagdøren, hvor det knuste glas knaser under hans fødder. Han har været inde for at se, om der er blevet stjålet noget.

Han klør sig i skægstubbene på sin hage. ”De har taget croutonerne.”

Der opstår en forvirret pause.

”Sagde du croutoner?” spørger Darin.

”Ja. De har taget alle de croutoner, vi lavede i går aftes. Men der ser ikke ud til at mangle andet.”

Det var overhovedet ikke det, jeg regnede med, at han ville sige. Hvis nogen brød ind i en restaurant og ikke tog dyrt udstyr eller andet af værdi, havde de sikkert gjort det, fordi de var sultne.

Den form for desperation havde jeg førstehåndskendskab til. ”Jeg melder det ikke.”

Darin vender sig om mod mig. ”Hvorfor ikke?”

”Det kan være, de fanger den, der gjorde det.”

”Det er ligesom hele pointen.”

Jeg tager en tom papkasse op af skraldespanden og begynder at samle glasskår op. ”Jeg er engang brudt ind i en restaurant. Og stjal en kalkunsandwich.”

Nu står både Brad og Darin og glor på mig. ”Var du fuld?” spørger Darin.

”Nej. Jeg var sulten. Og jeg vil ikke have, at der er nogen, der bliver anholdt for at stjæle croutoner.”

”Okay, men måske er mad kun begyndelsen. Hvad hvis de vender tilbage efter udstyr næste gang?” siger Darin. ”Er overvågningskameraet stadig i stykker?”

Han har været efter mig for at få det repareret i flere måneder efterhånden. ”Jeg har ikke haft tid.”

Darin tager papkassen ud af hånden på mig og begynder at samle glas op. ”Du skulle tage at gå ind og gøre noget ved dét, før de kommer igen. For fanden, det kan være, de prøver at komme ind i Corrigan’s i aften, når nu det gik så nemt i Bib’s.”

”I Corrigan’s fungerer kameraerne og alarmerne. Og jeg tvivler på, at den eller de, der gjorde dét her, vil vandalisere min nye restaurant. Det blev her, fordi det var nemt, ikke fordi der var tale om et målrettet indbrud.”

Håber du,” siger Darin.

Jeg åbner munden for at svare, men bliver afbrudt af sms-lyden fra min telefon. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har hevet telefonen frem så hurtigt. Da jeg ser, at beskeden ikke er fra Lily, synker jeg en anelse sammen.

Jeg løb ind i hende i morges, da jeg var ude at købe ind. Det var halvandet år siden, vi sidst havde set hinanden, men hun var ved at komme for sent på arbejde, og jeg havde lige fået beskeden fra Darin om, at vi havde haft indbrud. Vi skiltes lidt akavet med løftet om, at hun ville skrive til mig, når hun kom på arbejde.

Det er halvanden time siden, og jeg har stadig ikke hørt fra hende. Halvanden time er ingenting, men jeg kan ikke ignorere den nagen i brystet, der prøver at overbevise mig om, at hun tvivler på alt, hvad der blev sagt mellem os i de fem minutter, vi stod og talte sammen på fortovet.

Jeg er ikke i tvivl om noget af det, jeg sagde. Det er muligt, at jeg blev grebet af øjeblikket – da jeg så, hvor glad hun så ud, og fandt ud af, at hun ikke er gift mere. Men jeg mente hvert et ord, jeg sagde til hende.

Jeg er klar til det her. Mere end klar.

Jeg finder hendes kontaktinfo frem på min telefon. Jeg har haft lyst til at skrive til hende masser af gange det seneste halvandet år, men da jeg talte med hende sidste gang, lod jeg næste træk være hendes. Der skete så meget i hendes liv, og jeg ville ikke komplicere det yderligere.

Men hun er single nu, og hun fik det til at lyde, som om hun omsider er klar til at give det, der kunne blive mellem os, en chance. Men hun har haft halvanden time til at tænke over vores snak, og halvanden time er masser af tid til at trække i land. Hvert eneste minut, der går uden en besked, føles sgu som en hel dag.

Hun står stadig anført som Lily Kincaid i min telefon, så jeg trykker ”Rediger” på hendes kontaktinfo og ændrer efternavnet, så det igen bliver Bloom.

Jeg kan mærke Darin bag mig, hvor han står og kigger mig over skulderen. ”Er det vores Lily?”

Brad retter sig op. ”Skriver han til Lily?”

Vores Lily?” spørger jeg forvirret. ”I har mødt hende én gang.” ”Er hun stadig gift?” spørger Darin.
Jeg ryster på hovedet.

”Godt,” siger han. ”Hun var gravid, ikke? Hvad endte hun med at få? En dreng eller en pige?”

Jeg har ikke lyst til at tale om Lily, for der er ikke noget at tale om endnu. Jeg har ikke lyst til at gøre det til mere, end det måske kan blive. ”Det blev en pige, og det er det sidste spørgsmål, jeg svarer på.” Jeg ser på Brad. ”Kommer Theo i dag?”

”Det er torsdag. Han skal nok komme.”

Jeg går ind i restauranten. Hvis jeg skal diskutere Lily med nogen, bliver det med Theo.


KAPITEL 2: LILY

Jeg ryster stadig på hænderne, selv om det snart er to timer siden, jeg løb ind i Atlas. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er befippet, eller fordi jeg har haft for travlt til at spise noget, siden jeg kom. Jeg har dårligt nok haft fem sekunder til at bearbejde det, der skete i morges, og slet ikke til at spise den morgenmad, jeg havde med.

Skete det rent faktisk lige? Spurgte jeg rent faktisk Atlas om alt mulig mærkeligt, så jeg vil være dødsens flov langt ind i næste år?

Men han virkede ikke forlegen. Han så ud til at blive rigtig glad for at se mig, og da han gav mig et kram, føltes det, som om en del af mig, der havde ligget i dvale, pludselig vågnede op igen.

Det er først nu, jeg har tid til at gå på toilettet, og da jeg har set mig selv i spejlet, er jeg lige ved at græde. Jeg er spættet i hovedet, jeg har gulerodspletter på blusen, og min neglelak har skallet siden, jah, januar.

Ikke at Atlas forventer eller går efter perfektion. Det er kun, fordi jeg har forestillet mig at løbe ind i ham rigtig mange gange, men i ingen af fantasierne havde jeg hovedrollen som hende, der stødte ind i ham en hektisk morgen en halv time efter, at jeg havde været skydeskive for en elleve måneder gammel pige med en håndfuld babymad.

Han så virkelig godt ud. Han duftede virkelig godt.

Jeg lugter sandsynligvis af modermælk.

Jeg er så nervøs over, hvad vores tilfældige møde kan betyde, at det tog mig dobbelt så lang tid som ellers at gøre alting klar til buddet her til morgen. Jeg har ikke engang tjekket vores website for at se, om der er kommet nye bestillinger i dag. Jeg kaster et sidste blik på mig selv i spejlet, men det eneste, jeg ser, er en udmattet, overanstrengt enlig mor.

Jeg går ud fra toilettet og hen til kasseapparatet. Jeg tager en bestilling ud af printeren og begynder at lave kortet. Jeg har nærmest aldrig haft mere brug for noget andet at tænke på, så jeg er glad for, at det har været en travl morgen.

Bestillingen lyder på en buket roser til en, der hedder Greta fra en, der hedder Jonathan. På kortet skal der stå: ”Jeg er ked af det i går aftes. Tilgiv mig.”

Jeg stønner. Undskyldningsbuketter er ikke dem, jeg bedst kan lide at binde. Jeg ender altid med at spekulere for meget på, hvorfor de siger undskyld. Dukkede han ikke op til deres date? Kom han for sent hjem? Var de oppe at skændes?

Slog han hende?

Af og til får jeg lyst til at skrive nummeret på det lokale krisecenter for kvinder på kortene, men så må jeg minde mig selv om, at det ikke er alle undskyldninger, der knytter sig til noget lige så hæsligt, som de undskyldninger jeg fik før i tiden. Måske er Jonathan en af Gretas venner og prøver at muntre hende op. Måske er han hendes mand og gik lidt for vidt med et drilleri i går.

Uanset, hvad grunden til blomsterne er, håber jeg, at de betyder noget godt. Jeg lægger kortet i konvolutten og stikker den ned mellem roserne. Jeg lægger dem på leveringshylden og er ved at tage den næste ordre frem, da jeg får en besked.

Jeg kaster mig hen efter telefonen, som om beskeden er ved at selvdestruere, og jeg kun har tre sekunder at læse den i. Men øv. Da jeg kigger på skærmen, er beskeden ikke fra Atlas, men fra Ryle.

Må hun spise pomfritter?

Jeg sender et hurtigt svar. De bløde.

Jeg lader telefonen falde ned på disken med et bump. Jeg synes ikke, hun skal have pomfritter alt for tit, men Ryle har hende kun en eller to dage om ugen, så jeg prøver at sørge for, at hun får sundere mad, når hun er hos mig.

Det var dejligt ikke at tænke på Ryle i nogle minutter, men hans besked mindede mig om, at han eksisterer. Og så længe han gør det, er jeg bange for, at et forhold eller bare et venskab mellem mig og Atlas er helt udelukket. Hvordan vil Ryle tage det, hvis jeg begynder at se Atlas? Hvordan vil han reagere, hvis de nogensinde er nødt til at være sammen?

Nu foregriber jeg vist tingene.

Jeg stirrer på min telefon og spekulerer på, hvad jeg skal skrive til Atlas. Jeg sagde til ham, at jeg ville sende en besked, når jeg havde åbnet forretningen, men der stod kunder og ventede, da jeg kom for at låse op. Og nu, hvor Ryle har skrevet, er jeg blevet mindet om, at Ryle også er med i det her scenarie, hvilket får mig til at tøve med overhovedet at skrive til Atlas.

Butiksdøren går op, og omsider dukker Lucy op. Hun virker altid så samlet, også selv når jeg kan se, at hun er i dårligt humør.

”Godmorgen, Lucy.”

Hun svirper håret væk fra øjnene og sætter sin taske på disken med et suk. ”Er det?”

Lucy er ikke i sit venligste hjørne her til morgen. Det er derfor, Serena eller jeg som regel står ved kassen, indtil i hvert fald klokken elleve, mens Lucy binder buketter ude bagved. Hun er meget bedre sammen med kunder efter en kop kaffe eller fem.

”Jeg har lige fundet ud af, at vores bordkort aldrig kom, fordi de ikke produceres længere, og det er for sent at bestille flere. Og brylluppet er om mindre end en måned.”

Der er så meget, der er gået galt op til det her bryllup, at jeg har overvejet at foreslå hende at droppe det. Men jeg er ikke overtroisk. Det er hun forhåbentlig heller ikke.

”Hjemmelavede bordkort er flotte,” siger jeg opmuntrende.

Lucy himler med øjnene. ”Jeg hader sådan noget kreativt halløj,” mumler hun. ”Jeg vil slet ikke have et bryllup nu. Det føles, som om vi har planlagt det i længere tid, end vi overhovedet datede.” Dét passer. ”Måske skulle vi bare aflyse det og stikke af til Las Vegas. Det gjorde I, ikke? Har du fortrudt det?”

Jeg ved ikke, hvilket af det jeg skal svare på først. ”Hvordan kan du hade at lave noget kreativt? Du arbejder i en blomsterforretning. Og jeg er skilt; selvfølgelig fortryder jeg, at vi stak af. Jeg rækker hende en lille stak bestillinger, jeg ikke har fået ekspederet endnu. ”Men det var sjovt,” indrømmer jeg.

Lucy fortsætter ud i baglokalet for at tage fat på de sidste bestillinger, og jeg går igen i gang med at tænke på Atlas. Og Ryle. Og et brag af en konflikt, for det er sådan, det føles at have dem begge to i hovedet på én gang.

Jeg aner ikke, hvordan det her skal kunne fungere. Da Atlas og jeg løb på hinanden, var det, som om alt andet blegnede væk, også Ryle. Men nu begynder Ryle at sive tilbage i mine tanker. Ikke på den måde, som tanker om Ryle førhen optog mig, men mere som noget, der føles som en vejspærring. Mit kærlighedsliv har omsider været på en lige vej uden bump og skarpe sving, hovedsageligt fordi det har været ikkeeksisterende i lidt over halvandet år, men nu føles det, som om der ikke venter andet end barskt terræn, forhindringer og klippestykker forude.

Er det det værd? Selvfølgelig er Atlas det værd.

Men er vi det værd? Kan det med os potentielt blive noget, der er den stress værd, som det uundgåeligt vil medføre på alle andre områder i mit liv?

Det er meget længe siden, jeg sidst har følt mig så splittet. Der er en del af mig, der har lyst til at ringe til Allysa og fortælle hende, at jeg mødte Atlas, men det kan jeg ikke. Hun ved, hvordan Ryle stadig har det med mig. Hun ved, hvordan han vil have det, hvis jeg bringer Atlas ind i billedet.

Jeg kan ikke tale med min mor om det, fordi hun er min mor. Uanset hvor tæt vi er kommet på hinanden på det seneste, vil jeg aldrig kunne tale frit med hende om mit datingliv.

Faktisk er der kun én kvinde, som jeg ubesværet kan snakke med om Atlas.

”Lucy?”

Hun stikker hovedet ud ad døren fra baglokalet og tager en høretelefon ud af øret. ”Kaldte du?”

”Kan du tage min plads lidt? Der er lige noget, jeg skal ordne. Jeg er tilbage om en time.”

Hun går om bag disken, og jeg griber min taske. Jeg har ikke meget alenetid, nu hvor jeg har Emerson, men det sker, at jeg stjæler en time her og der i løbet af arbejdsugen, når jeg har en, der kan passe forretningen imens.

Af og til kan jeg godt lide at sidde i mine egne tanker, og dét er det umuligt at gøre, når der er et barn, for selv når hun sover, er jeg i mor-mode. Og med den stadige strøm af kunder i forretningen er det sjældent, at jeg kan finde fred i længere tid uden at blive forstyrret.

Jeg har fundet ud af, at en stund alene i min bil med musik på og nogle gange en skive dessert fra The Cheesecake Factory, sommetider er alt, hvad der skal til for at vikle knuderne i min hjerne op.

Da jeg har parkeret med et fint udsyn til Boston Havn, lægger jeg ryglænet lidt ned og tager den notesblok og kuglepen, jeg har taget med. Jeg ved ikke, om det her vil hjælpe lige så meget, som dessert undertiden gør, men jeg har brug for at slippe tankerne fri på samme måde, som jeg gjorde før i tiden. Metoden har hjulpet mig før, når jeg havde brug for, at tingene skulle falde pænt og nydeligt på plads. Men denne gang håber jeg bare, at den kan være med til at forhindre, at det hele falder fuldstændig fra hinanden.

Kære Ellen

Gæt, hvem der er dukket op igen? Mig.

Og Atlas.

Os begge to.

Jeg løb ind i ham, da jeg var på vej hen til Ryle med Emmy i morges.

Det var dejligt at se ham igen. Det var virkelig bekræftende at se ham og at vide, hvor vi begge står på det her tidspunkt i vores liv, men det sluttede lidt akavet. Han havde en eller anden mindre krise i sin restaurant og skulle skynde sig. Jeg var ved at komme for sent til at åbne forretningen. Vi skiltes med løftet om, at jeg skulle skrive til ham.

Jeg har lyst til at skrive til ham. Det har jeg. Især fordi, at da jeg så ham igen, mindede det mig om, hvor meget jeg savner den følelse, jeg får, når jeg er sammen med ham.

Jeg var ikke klar over, hvor ensom jeg har været, før i de få minutter sammen med ham i morges. Men efter at Ryle og jeg blev skilt … åh, vent.

Wow. Jeg har ikke fortalt dig om skilsmissen.

Det er alt for længe siden, jeg har skrevet til dig. Lad mig lige spole lidt tilbage.

Jeg besluttede mig for, at separationen fra Ryle skulle gøres permanent, da jeg havde født Emmy. Jeg bad om skilsmisse lige efter fødslen. Jeg var ikke ude på at være led med min timing – jeg vidste bare ikke, hvad jeg ville beslutte, før jeg holdt hende i mine arme og vidste, med hver en fiber i min krop, at jeg ville gøre alt, hvad der skulle til for at bryde overgrebscirklen.

Ja, det gjorde ondt at bede om skilsmisse. Ja, jeg var dybt ulykkelig. Men nej, jeg fortryder det ikke. Min beslutning fik mig til at indse, at af og til vil de sværeste beslutninger, et menneske kan træffe, føre til de bedste resultater.

Jeg kan ikke lyve og sige, at jeg ikke savner ham, for det gør jeg. Jeg savner det, vi sommetider var. Jeg savner den familie, vi kunne have været for Emerson. Men jeg ved, at jeg traf den rigtige beslutning, selv om jeg til tider bliver overvældet af det, den førte med sig. Det er svært, fordi jeg stadig er nødt til at interagere med Ryle. Han har stadig alle de gode egenskaber, som jeg forelskede mig i, og nu, hvor jeg ikke længere er i et forhold med ham, er det sjældent, jeg ser de negative sider, som i sidste ende gjorde en ende på vores ægteskab.

Jeg tror, det skyldes, at han opfører sig så godt, han overhovedet kan. Han var nødt til at være velvilligt indstillet og ikke lave for meget ballade, fordi han vidste, at jeg kunne have meldt ham for de mange tilfælde af hustruvold, han udsatte mig for. Han kunne have mistet meget mere end sin kone, så da der skulle aftales samkvemsordning, foregik det meget venligere, end jeg havde regnet med.

Det skyldtes måske, at jeg kæmpede mindre, end han gjorde. Min advokat var meget klar i spyttet, da jeg sagde, at jeg ville have forældremyndigheden alene. Hvis ikke jeg var villig til at bringe det hæsligste fra vores allerdårligste tid ind i en retssal, var der ikke ret meget, jeg kunne gøre for at forhindre Ryle i at få samkvemsret med Emerson. Og selv hvis jeg bragte hustruvold ind i billedet, var det ifølge min advokat meget sjældent, at en succesrig far med ren straffeattest, som betalte børnebidrag og gerne ville være sammen med sit barn, ville blive frataget nogen af sine rettigheder.

Jeg havde to muligheder. Jeg kunne vælge at melde ham og trække det her igennem retssalen – og med stor sandsynlighed blive mødt med en aftale om fælles forældremyndighed. Eller jeg kunne prøve at få en aftale i stand med Ryle, som vi begge kunne være tilfredse med, mens vi bevarede den fælles forældremyndighed.

Man kan vel sige, at vi nåede frem til et kompromis, selv om der ikke findes én eneste aftale i verden, som ville kunne få mig til at være helt rolig ved tanken om at sende min datter af sted sammen med en, som jeg ved har et voldsomt temperament. Men jeg kan ikke gøre andet end at vælge det mindste af to onder, når det gælder forældremyndighed, og håbe, at Emmy aldrig får den side af ham at se.

Jeg ønsker for Emmy, at hun får et nært forhold til sin far. Jeg har aldrig været ude på at holde hende væk fra ham. Jeg vil bare være sikker på, at der ikke sker hende noget, og det var derfor, jeg tiggede Ryle om at gå med til samkvem uden overnatning de første par år. Jeg har aldrig sagt direkte til ham, at det er fordi, jeg ikke helt har tillid til ham, når det gælder hende. Jeg brugte vist min amning og det faktum, at han er på vagt hele tiden, som forklaring, men inderst inde er jeg sikker på, at han godt ved, hvorfor jeg ikke syntes, hun skulle overnatte hos ham.

De tidligere overgreb er noget, vi ikke taler om. Vi taler om Emmy, vi taler om arbejde, vi klistrer smilene på, når vi er sammen med vores datter. Af og til føles det påtvunget og uægte, i hvert fald hos mig, men det er bedre end det, der kunne have været resultatet, hvis jeg havde slæbt ham i retten og tabt. Jeg faker et smil, indtil hun bliver atten, hvis det betyder, at jeg ikke regelmæssigt skal udsætte min datter for hendes fars værste sider.

Det har fungeret okay indtil nu, hvis man ser bort fra den gaslighting og uønskede flirten, der af og til kommer fra ham. Selv om jeg gennem den her skilsmisse har gjort det helt klart, hvad jeg føler, håber han stadig. Indimellem siger han ting, som viser, at han ikke helt har sluppet tanken om os. Jeg kan frygte, at en kæmpemæssig del af Ryles samarbejde skyldes den tanke, at han med tiden kan få mig tilbage, hvis han er flink nok længe nok. Han er overbevist om, at jeg vil blive blødgjort med tiden.

Men det kommer ikke til at ske, Ellen. På et tidspunkt vil jeg finde mig en ny mand, og hvis jeg skal være ærlig, håber jeg, at det bliver Atlas. Det er for tidligt at sige, om det er en mulighed, men jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig går tilbage til Ryle, uanset hvor lang tid der går.

Det er næsten et år siden, jeg sagde til Ryle, at jeg ville skilles, men der er gået næsten nitten måneder siden det skænderi, der blev årsagen til separationen. Og det vil så sige, at jeg har været single i over halvandet år.

Halvandet år mellem potentielle forhold virker umiddelbart som masser af tid, og det ville det måske også være med enhver anden end Atlas. Men hvordan skal jeg overhovedet få det til at fungere? Hvad hvis jeg skriver til Atlas, og han inviterer mig på frokost? Og frokosten så går skønt, hvilket jeg er sikker på, at den ville gøre, og frokost fører til middag? Og middagen fører til, at vi falder direkte tilbage til dér, hvor vi slap, da vi var yngre? Og vi begge to er lykkelige og bliver forelskede igen, og han bliver en permanent del af mit liv?

Jeg ved godt, at det lyder, som om jeg foregriber begivenhedernes gang, men det er Atlas, vi taler om her. Medmindre han har fået en personlighedstransplantation, ved både du og jeg vist godt, hvor nemt det er for mig at elske Atlas, Ellen. Det er derfor, jeg tøver sådan – for jeg er bange for, at det vil fungere.

Og hvis det fungerer, hvordan vil Ryle så have det med mit nye forhold? Emerson er næsten et år, og vi er kommet igennem næsten hele det her år uden alt for meget drama, men jeg ved også, at det er vi, fordi vi har fundet et godt flow, som ikke er blevet forstyrret af noget. Så hvorfor føles det så, som om bare det at sige Atlas’ navn højt vil forårsage en tsunami?

Det er ikke, fordi Ryle har fortjent, at jeg lige nu er bekymret for den her situation, men han kan, hvis han vil, gøre mit datingliv til et helvede på jord. Hvorfor fylder Ryle stadig en hel væg i mine mange tankelag? Det er sådan, det føles – som om de her vidunderlige ting sker, men så snart jeg for alvor begynder at fatte det, når de ind til en del af mig, som stadig træffer beslutninger baseret på Ryle og hans mulige reaktioner.

Hans reaktioner er det, jeg frygter mest. Jeg ville gerne håbe, at han ikke blev jaloux, men det bliver han. Hvis jeg begynder at date Atlas, vil han gøre det svært for alle. Selv om jeg ved, at det var rigtigt af mig at blive skilt, er det et valg, der har konsekvenser. Og en af konsekvenserne er, at Ryle altid vil betragte Atlas, som om det var ham, der ødelagde vores ægteskab.

Ryle er min datters far. Uanset hvilken mand, der kommer og går i mit liv fra nu af, er Ryle den konstante faktor, som jeg skal få til at falde til ro, hvis jeg ønsker den fredeligste hverdag for min datter. Og hvis Atlas Corrigan er tilbage i mit liv – vil Ryle aldrig kunne bringes til at falde til ro.

Jeg ville ønske, du kunne fortælle mig, hvad jeg skal. Skal jeg ofre det, jeg ved, vil gøre mig lykkelig for at undgå den ballade, som uundgåeligt følger med, hvis Atlas kommer ind i mit liv?

Eller skal jeg for altid have et Atlasformet hul i mit hjerte, medmindre jeg giver ham lov til at fylde det?

Han regner med, at jeg skriver til ham, men jeg tror, jeg har brug for noget mere tid til at bearbejde det her. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige til ham. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg skal nok fortælle dig det, hvis jeg finder ud af det.

– Lily




Colleen Hoover: Det begynder med os

Endelig!

Det begynder med os starter, hvor Det ender med os sluttede — Colleen Hoover fortsætter historien om Lily og Ryle og ikke mindst fanfavoritten Atlas, hvis historie vi endelig hører.

Colleen Hoover er ikke mindre end et viralt fænomen på bl.a. kortvideomediet TikTok. Hashtagget for Det ender med os alene (#itendswithus) har rundet 1,1 mia views, og selvom Det begynder med os endnu ikke er udkommet i USA (18. oktober) er hashtagget (#itstartswithus) allerede meget populært – 70,5 mio views siden den blev offentliggjort i midten af februar.

Du kan købe Det begynder med os online her fra 4. november eller i din lokale boghandel.