Karen M. McManus Læseprøve og uddrag Young Adult-romaner

Karen M. McManus er tilbage med Ikke mere at sige, der er en nervepirrende YA-thriller til dig, der elsker true crime. Tyvstart din læsning her

ikke mere at sige, karen m. mcmanus header

Ikke mere at sige er en ny YA-thriller af krimidronningen Karen M. McManus, som også står bag bestsellere som En af os lyver. Smuglæs i bogen herunder.


Ikke mere at sige er en fortælling om at holde dine venner tæt på, og dine hemmeligheder endnu tættere. Brynn forlod sin skole for fire år siden, efter Mr. Larkin, hendes yndlingslærer, på mystisk vis blev myrdet. Tre af skolens elever fandt liget, men sagen er stadig uopklaret.

LÆS OGSÅ: 5 grunde til Karen M. McManus’ nye bog Ikke mere at sige skal lægge i toppen af din tbr

Brynn flytter hjem til byen Styrgis igen, hvor hun skal starte i praktik på et true crime-show. Hun er stærkt optaget af at finde svar på hvad der skete med mr. Larkin, og hvorfor sagen aldrig blev opklaret.

Brynns tidligere bedste ven, Tripp Talbot, var en af eleverne, som fandt liget. Og havde det ikke været for Tripps vidneudsagn, var de to andre måske blevet dømt for mordet. De glemte aldrig, hvad han gjorde for dem den dag. Og Tripp hare aldrig glemt, at alt, hvad han fortalte politiet, var løgn.

Du kan købe Ikke mere at sige online eller i din nærmeste boghandel fra d. 25 oktober.




Ikke mere at sige

Karen M. McManus


KAPITEL 1: Brynn

“Hvad er din yndlingsforbrydelse?”

Pigen, der sidder ved siden af mig i den rummelige reception, stiller spørgsmålet med så stort et smil, at jeg er sikker på, at jeg må have hørt forkert. “Min yndlingshvad?” spørger jeg.

“Forbrydelse,” siger hun og smiler stadig.

Okay. Jeg hørte ikke forkert. “Sådan generelt, eller …” begynder jeg forsigtigt.

“Fra programmet,” siger hun en anelse utålmodigt, hvilket er forståeligt nok. Jeg burde have vidst, hvad hun mente, eftersom vi sidder midt i Motives midlertidige kontorlokaler.

Jeg prøver at genvinde fatningen. “Nå ja, selvfølgelig. Svært at vælge. De er alle sammen så …” Hvad er det rigtige ord her? “Fascinerende.”

“Jeg er besat af Story-sagen,” siger hun, og bang – så er hun i gang. Jeg er imponeret over alle de små detaljer, hun kan huske fra et program, der blev sendt for mere end et år siden. Hun er tydeligvis Motive-ekspert, hvorimod jeg selv nærmere er en slags ny-konvertit udi true crime-genren. Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg ikke regnet med at blive kaldt til samtale om den her praktikplads. Min ansøgning var … utraditionel, for at sige det mildt. Men jeg var nok en anelse desperat.

For mindre end to måneder siden, i oktober og ikke så langt inde i mit sidste år på high school, kørte mit liv på skinner. Jeg boede i Chicago, var chefredaktør på skolebladet og sendte en tidlig ansøgning til mit drømmeuniversitet, Northwestern.

To af mine bedste veninder havde også planer om at blive i området, så vi var allerede begyndt at drømme om at finde en lejlighed sammen. Og så: den ene katastrofe efter den anden. Jeg blev fyret fra bladet, kom på venteliste til Northwestern og blev af mine forældre informeret om, at min fars arbejde havde besluttet at flytte ham tilbage til firmaets hovedkontor.

Det betød, at vi skulle tilbage til min hjemby i Sturgis, Massachusetts, og flytte ind i det hus, som mine forældre havde fremlejet til min onkel Nick, mens vi var væk. “Så kan du begynde på en frisk,” sagde min mor og glemte meget belejligt, at jeg for fire år siden havde været desperat efter at komme væk.

Siden da har jeg kæmpet for at finde en praktikplads, der måske kunne få Northwestern til at kigge på min ansøgning igen. De første ti afslag var alle sammen korte, upersonlige standardbreve. Ingen havde mod til at sige det, de alle sammen i virkeligheden tænkte: Kære ms. Gallagher, eftersom din mest læste artikel som redaktør på skolebladet var en samling dickpics, er du ikke egnet til denne stilling.

Bare lige for at gøre det klart, så har jeg hverken taget eller postet de dickpics. Jeg er bare hende idioten, der lod bladets kontordør stå ulåst og glemte at logge af computeren. Men det gør ikke rigtig nogen forskel, for det var mit navn, der stod som afsender, og som blev screenshottet tusindvis af gange for til sidst at ende på BuzzFeed under overskriften SKOLESKANDALE I CHICAGO: PRANK ELLER PORNO?

Begge dele, tydeligvis. Efter det syvende høflige afslag gik det op for mig, at når det er det første, der dukker op i en Google-søgning på mit navn, giver det ikke mening at skjule det. Så da jeg sendte min ansøgning til Motive, valgte jeg en anden tilgang.

Pigen ved siden af mig taler stadig og er ved at afslutte en imponerende, dybdegående analyse af sagaen om Story-familien. “Hvilket universitet går du på?” spørger hun. Hun har en flot, kort læderjakke, en T-shirt med print og sorte jeans på, og det trøster mig lidt, at vi næsten ser ens ud. “Jeg er i gang med mit andet år på Emerson. Hovedfag i mediefag, tilvalg i journalistik, men jeg overvejer at bytte rundt på dem.”

“Jeg går stadig på high school,” siger jeg.

“Gør du?” Hun gør store øjne. “Wow, jeg troede ikke engang, at man kunne søge stillingen, hvis man gik på high school.”

“Det kom også bag på mig,” siger jeg.

Motive stod ikke på den liste over praktikpladser, jeg havde sammensat med hjælp fra min tidligere studievejleder. Min fjortenårige søster, Ellie, og jeg faldt over den, da vi nærstuderede Boston.com. Inden vi googlede Motive, anede jeg ikke, at værten på programmet, Carly Diaz, midlertidigt var flyttet fra New York til Boston sidste sommer for at være tættere på sin ene forælder, der var syg.

Motive er ikke ligefrem landskendt, men det er et spændende, nyt true crime-program. Lige nu bliver det kun sendt på en lille kabel-tv-station, men der går rygter om, at det måske snart bliver købt af en af de store streamingtjenester.

Artiklen fra Boston.com havde overskriften CARLY DIAZ LAVER SINE EGNE REGLER og var ledsaget af et billede af Carly, der står midt på Newbury Street med hænderne i siden,

iført en pink trenchcoat. Hun lignede ikke en, der ville dømme andre for lidt offentlig modgang. Hun lignede snarere en, der ville forvente, at man stod ved det.

“Arbejder du så for jeres skoleblad?” spørger pigen.

Du skulle bare lige dreje kniven rundt i såret, hva’, Emerson-pige? “Ikke lige nu, nej.”

“Nej?” Hun rynker panden. “Hvordan …”

“Brynn Gallagher?” siger receptionisten. “Carly er klar til at se dig nu.”

“Carly?” Emerson-pigen spærrer øjnene op, da jeg rejser mig. “Wow. Jeg vidste ikke, at hun selv stod for samtalerne.”

“Så er det nu,” siger jeg. Pludselig føles Emerson-pigen og hendes endeløse spørgsmål som en tryg havn, og jeg smiler til hende, som om hun er en gammel ven, da jeg løfter skuldertasken op over hovedet. “Kryds fingre for mig.”

Hun sender mig to thumbs up. “Du har styr på det.”

Jeg går med receptionisten ned ad en kort, smal gang, der fører ind i et stort mødelokale med vinduer, der vender ud mod Back Bay, fra gulv til loft. Men jeg kan ikke koncentrere mig om udsigten, for Carly Diaz rejser sig med et blændende smil fra sin stol for enden af bordet, mens hun rækker hånden frem. “Velkommen, Brynn,” siger hun.

Jeg er så forfjamsket, at jeg næsten siger Velbekomme, men formår at tøjle mig selv i sidste øjeblik. “Tak,” siger jeg, mens jeg holder fast i hendes hånd. “Det er virkelig godt at møde dig.” Ordet megastjerne dukker op i mine tanker, selvom Carly ville være lillebitte uden sine ti centimeter høje hæle. Hun udstråler en energi, som om hun bliver oplyst indefra. Hendes mørke hår er helt utroligt tykt og skinnende, hendes makeup er fejlfri, og hendes enkle, elegante kjole giver mig lyst til at smide hele min garderobe ud og starte forfra.

“Værsgo at sætte dig,” siger Carly og læner sig tilbage i sædet, mens receptionisten går ud ad døren igen. “Tag endelig noget at drikke, hvis du har lyst.”

Der står nogle vandglas foran os på hver sin side af en kande, der er fyldt helt op til randen med vand og is. Jeg vurderer, om min tørst er større end chancen for, at jeg kommer til at spilde kandens indhold ud over mig selv eller – endnu værre – ud over computeren, der står ved siden af Carly. “Ellers tak, det er fint.”

Carly folder hænderne og lægger dem på bordet foran sig, og jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til hendes ringe. Der sidder næsten en på hver eneste finger, alle modige designs i guld. Hendes negle er skinnende med mørkerød neglelak, og selvom de er korte, er de perfekt rundede. “Godt,” siger hun og smiler en smule smørret. “Du ved godt, hvorfor du er her, ikke?”

“Til en samtale?” spørger jeg håbefuldt.

“Klart.” Smilet bliver større. “Vi fik næsten femhundrede ansøgninger til stillingen. De fleste fra lokale universitetsstuderende, men der var også nogle, der var villige til at flytte efter muligheden.” Mit hjerte synker lidt, da hun tilføjer: “Det er svært at skille sig ud, når der er så massiv konkurrence, men jeg må indrømme, at jeg aldrig er stødt på en ansøgning som din. En af mine producere, Lindzi, så den først og sendte den med det samme videre til mig.”

Carly trykker på en tast på computeren, vinkler skærmen mod mig, og – der er den. Min e-mail. Alle ti ord. Ikke det bedste, jeg har bedrevet, skrev jeg med et direkte link til dickpics-artiklen på BuzzFeed. Tak for jeres opmærksomhed.

Jeg bliver varm i kinderne, da Carly siger: “Du gjorde flere interessante ting med den mail. For det første fik du mig til at grine, da jeg klikkede på linket. Højt. Derefter gik jeg rent faktisk i gang med at søge efter nogle af dine artikler, for du havde jo ikke ulejliget dig med at vedhæfte nogle. Jeg brugte et kvarter af en meget travl dag på at slå dig op.” Hun læner sig tilbage i stolen med hagen hvilende på fingerspidserne, mens hendes mørke øjne borer sig ind i mine. “Det er aldrig sket før.”

Jeg vil gerne smile, men jeg er ikke helt sikker på, om det er en kompliment. “Jeg håbede, at du ville sætte pris på ærligheden,” siger jeg forbeholdent. “Og at den var, øh, kortfattet.”

“Det var lidt af et sats,” siger Carly. “Men modigt, og det respekterer jeg. Det er i øvrigt totalt bullshit, at de fyrede dig for det. Har du nogen anelse om, hvem der lagde det op?”

“Jeg ved præcis, hvem det var,” siger jeg og lægger armene stramt over kors. Jeg havde arbejdet på en historie om et rygte om karakter-fixing, der involverede nogle af spillerne på vores basketballhold, som havde vundet statsmesterskaberne. Deres anfører, en idiot ved navn Jason Pruitt, trængte mig en dag op mod mit skab efter en engelsktime og sagde de eneste tre ord, han nogensinde havde sagt til mig: Bland dig udenom. Det gjorde jeg ikke, og en uge senere blev dickpicsene lagt op, nogenlunde samtidig med at basketballtræningen sluttede. “Men fyren nægtede, og jeg kunne ikke bevise det.”

“Det er jeg ked af at høre,” siger Carly. “Du fortjente mere støtte end det. Og dit arbejde er fremragende.” Jeg slapper lidt af og smiler næsten, for samtalen går meget bedre, end jeg havde forventet, men så tilføjer hun: “Men jeg havde nu ikke tænkt mig at ansætte en high school-elev.”

“Der stod ikke noget i opslaget om, at man skulle gå på universitetet,” påpeger jeg.

“Det var en forglemmelse,” siger Carly.

Jeg mister modet, men kun et kort øjeblik. Hun ville ikke have inviteret mig, hvis ikke hun i det mindste overvejede at se bort fra den betingelse. “Jeg skal nok arbejde dobbelt så hårdt, som en universitetsstuderende ville,” lover jeg. “Jeg kan komme herind på alle de tidspunkter, hvor jeg ikke er i skole, også om aftenen og i weekenden.”

For jeg har ikke noget liv her, er jeg lige ved at tilføje, men Carly behøver ikke at vide alt det. “Jeg ved godt, at jeg ikke har lige så meget erfaring, som mange af de andre, du har til samtale, har, men jeg har arbejdet på at blive journalist, siden jeg gik i ottende klasse. Det er det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til at være.”

“Hvorfor?”

Fordi det er det eneste, jeg nogensinde har været god til.

Jeg kommer fra en familie, hvor alle bare er født talentfulde. Far er en fremragende forsker, mor er en prisvindende børnebogsillustrator, og Ellie er nærmest et musikalsk vidunderbarn på fløjte. De har stort set vidst, hvad de ville, fra fødslen.

I det meste af min barndom for jeg rundt for at finde ud af, hvad jeg var god til – for at finde det talent, der skulle definere mig – mens jeg i al hemmelighed var bekymret for, om jeg ville blive ligesom onkel Nick. “Han ved jo ikke, hvad han vil med sit liv,” sukkede min far, hver gang hans lillebror igen skiftede hovedfag. “Det har han aldrig gjort.”

Det virkede, som om det allerværste karaktertræk for en Gallagher var ikke at vide, hvad man ville. Og selvom jeg elsker onkel Nick, så havde jeg ikke lyst til at ende ligesom ham. Derfor var det også en lettelse, da jeg begyndte i ottende klasse, og min engelsklærer fremhævede mine skriverier. “Du burde arbejde på skolebladet,” foreslog han.

Det gjorde jeg så, og for første gang fandt jeg noget, der faldt mig naturligt. Det har været hele min identitet lige siden – “Vi kommer til at se Brynn på CNN en dag,” siger mine forældre tit – og det var skræmmende at miste det i efteråret. At se noget, som jeg havde arbejdet så hårdt for og været så stolt af, blive forvandlet til en joke.

Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det på en jobsamtale-venlig måde. “Fordi man med hver eneste historie kan gøre en reel forskel og give en stemme til dem, der ellers ikke ville have en,” siger jeg i stedet.

“Godt sagt,” siger Carly høfligt. Men for første gang, siden vi satte os, ligner hun en, der keder sig lidt, og jeg rødmer. Jeg gav hende det, som jeg troede var et sikkert svar, men det var nok en fejl over for en som Carly. Hun kaldte mig ikke til samtale, fordi min ansøgning var sikker. “Men du ved godt, at vi ikke er The New York Times, ikke? True crime-journalistik er en helt særlig niche, og hvis man ikke brænder for det …”

“Men det gør jeg.” Jeg løber en risiko ved at afbryde hende, det ved jeg godt, men jeg kan ikke lade hende affærdige mig. Jo mere jeg undersøgte Motive, jo mere indså jeg, at det var præcis den chance, jeg havde brug for – et sted, hvor jeg kunne gøre mere end bare at forbedre min college-ansøgning. “Det var det, jeg gerne ville tale med dig om. Jeg har erfaring med alt det, I efterspørger i jobopslaget – sociale medier, korrekturlæsning, faktatjek osv. Jeg kan også vise dig et CV med referencer. Men hvis du er interesseret, så har jeg også en idé til en historie.”

“Okay?” siger Carly.

“Ja.” Jeg roder lidt i min taske og hiver en mappe op, som jeg omhyggeligt har samlet sammen som forberedelse til samtalen. “Et uopklaret mord i min hjemby.”

Carly hæver brynene. “Sidder du og pitcher? Midt i samtalen?”

Jeg stivner med den halvt åbne mappe i hånden og er ude af stand til at afgøre på hendes tonefald, om hun er imponeret, underholdt eller irriteret. “Ja,” indrømmer jeg. “Er det okay?”

“Ja, endelig,” siger hun med et overrasket udtryk. “Værsgo.” Underholdt. Kunne være værre.

Det udklip, jeg leder efter, ligger øverst. Det er et bille-de fra Sturgis Times med overskriften Saint Ambrose-eleverne Brynn Gallagher og Noah Talbot vinder skrivekonkurrence for alle ottendeklasser i Massachusetts. Mit trettenårige jeg står mellem to andre, mens jeg smiler bredt og viser medaljen om min hals frem, som var jeg en olympisk mester.

“Nåhr, hvor var du sød,” siger Carly. “Tillykke.”

“Tak, men jeg har ikke gemt det på grund af præmien. Jeg gemte det for hans skyld.” Jeg peger på manden på billedet – ung, flot og smilende. Selv i den todimensionelle form på billedet stråler han af energi. “Det her var min engelsklærer, William Larkin. Det var hans første år som lærer på Saint Am- brose, og det var ham, der insisterede på, at jeg skulle deltage i skrivekonkurrencen. Det var også ham, der fik mig i gang på skolebladet.”

Min hals snører sig sammen, da jeg hører mr. Larkins stemme i mit hoved. Den er lige så tydelig, som den var for fire år siden. Du har talent, sagde han, og jeg tror ikke, at han var klar over, hvor meget de ord betød for mig. Jeg fortalte ham det aldrig, og det har jeg altid fortrudt. “Han prøvede altid at få sine elever til at udfolde deres potentiale,” siger jeg. “Eller finde det, hvis de ikke selv troede, at de havde et.”

Jeg ser op for at sikre mig, at jeg har hendes fulde opmærksomhed. Så tilføjer jeg: “To måneder senere var han død. Slået ned med en sten inde i skoven bag Saint Ambrose. Tre af mine klassekammerater fandt ham.” Denne gang peger jeg på drengen på billedet, der har en medalje om halsen, som er identisk med min. “Han var en af dem.”


KAPITEL 2: Brynn

Jeg holder en pause, så mine ord kan nå at synke ind hos Carly, mens jeg betragter billedet af mr. Larkin. Han er iført sit karakteristiske slips med citroner på, og de ellers så klare farver er nedtonede på det sort-hvide billede.

Jeg spurgte ham engang, hvorfor han godt kunne lide det, og han fortalte mig, at det mindede ham om hans yndlingsmotto: Når livet giver dig citroner, så bag citronkage. “Det er ikke sådan, det er,” sagde jeg til ham og mærkede et lille gys ved tanken om, at jeg vidste mere end en lærer. “Det hedder ’lav limonade’.”

“Ja, men jeg hader limonade,” sagde han og trak på skuldrene. “Og jeg elsker kage.”

Carly lægger benene over kors og banker let den ene sko ind mod bordbenet, inden hun rækker ud efter computeren. “Og det er uopklaret?” spørger hun.

Min puls stiger, da hun viser interesse. “Stort set, ja.”

Hun hæver brynene. “Det er som regel et ja-eller-nej-spørgsmål.”

“Jamen teorien er, at han blev slået ihjel af en omstrejfende vagabond,” forklarer jeg. “Et par uger inden mr. Larkin døde, var der en fyr, som begyndte at hænge ud nede i byen. Han råbte og skreg ad folk. Ingen vidste, hvem han var, eller hvad der var galt med ham. En dag kom han forbi Saint Ambrose og begyndte at råbe ad eleverne i pausen, så mr. Larkin tilkaldte politiet, som arresterede manden. Han tilbragte et par dage i fængsel, og mr. Larkin døde, kort efter at han blev løsladt.” Jeg glatter udklippets ene krøllede hjørne. “Bagefter forsvandt han, så folk tror, at han slog mr. Larkin ihjel som hævn og stak af.”

“Jamen det var da en nydelig forklaring,” siger Carly. “Du tror ikke på det?”

“Det gjorde jeg engang,” indrømmer jeg. Da jeg gik i ottende klasse, gav det mening på en måde, som jeg havde brug for. Tanken om den voldelige fremmede, der blot var på gennemrejse, var på mærkværdig vis næsten betryggende, for det betød, at faren var ovre. Og at faren ikke var os – min by, mine naboer, de mennesker, som jeg havde kendt hele mit liv.

Jeg tænkte meget på mr. Larkins død i årene efter, men af en eller anden grund så jeg aldrig på det med journalistiske briller, før jeg havde binget en hel sæson Motive som forberedelse til min samtale. Mens jeg sad og så Carly pille spinkle alibier og halvfærdige teorier metodisk fra hinanden, var min eneste tanke: Det var der aldrig nogen, der gjorde for mr. Larkin.

Og så slog det mig endelig, at jeg selv kunne gøre det.

“Men jeg har tænkt meget på det, siden jeg flyttede tilbage til Sturgis,” fortsætter jeg. “Og det føles bare for … ja, som du sagde. Nydeligt.”

“Bestemt.” Carly er tavs et øjeblik, mens hun taster på computeren. “Jeg kan ikke se nogen særlig mediedækning af det. Kun jeres lokalavis og et par korte bemærkninger i Boston Globe. Den sidste historie var i maj, et par uger efter at han døde.” Hun kniber øjnene sammen, mens hun ser på skærmen og læser: “’Sammentømret skole rystet over lærers død’. De kaldte det ikke engang for mord.”

Mine venner og jeg vendte dengang øjne over ordet sammentømret, selvom Saint Ambroses motto bogstaveligt talt er Sammen er vi stærkere. Saint Ambrose går fra første klasse til high school, så i teorien kan eleverne være stærkere sammen, indtil de skal på college.

Men Saint Ambrose er en lidt underlig privatskole. Det koster mange tusind dollars at gå der, men den ligger i nedslidte, uglamourøse Sturgis. Alle de dygtige børn fra lokalområdet søger ind i håbet om at få dækket skolepengene af et stipendium, så de kan undgå det lavtrangerede offentlige skolesystem i Sturgis. Den er dog ikke prestigefyldt nok for dem, der kan vælge og vrage mellem privatskoler, så de betalende elever har en tendens til at være dovne. Det skaber en kløft mellem dem, der har penge, og dem, der ikke har, og som var næsten umulig at krydse, da jeg gik der.

Inden far blev forfremmet og sendt til Chicago, var Ellie og jeg stipendie-elever. Nu har vi selv råd til skolepengene, og mine forældre ville ikke høre tale om, at vi skulle gå på den lokale high school i stedet. Så om et par uger vender vi tilbage til Saint Ambrose. Sammen er vi stærkere.

“Ja, der var ikke nogen andre, der skrev om det. Jeg ved ikke helt hvorfor,” siger jeg.

Carly stirrer stadig på sin skærm. “Heller ikke mig. Sagen har alt det, vi elsker i true crime-genren. Dyr privatskole, smuk, ung lærer myrdet, tre rige elever finder liget?” Hun banker let på billedet fra Sturgis Times med pegefingeren. “Inklusive din ven der – hvad hedder han? Noah Talbot?”

“Tripp,” svarer jeg. “Han bliver kaldt Tripp. Og han er ikke rig.” Og heller ikke min ven.

Carly glipper med øjnene. “Siger du, at en fyr ved navn Tripp Talbot ikke er rig?”

“Det er, fordi han var den tredje Noah i sin familie,” forklarer jeg. “Hans far hedder Junior, og han hedder Tripp. Ligesom triple. Han går der på et stipendium, ligesom jeg plejede at gøre.”

“Hvad med de to andre?” Carly vender igen blikket mod sin skærm, mens hun scroller ned. “Jeg kan ikke se nogen andre navne, selvom det ikke er så overraskende, deres alder taget i betragtning.”

“Shane Delgado og Charlotte Holbrook,” siger jeg.

“Havde de også fået stipendier?”

“På ingen måde. Shane var nok den rigeste elev på Saint Ambrose,” siger jeg. I fjerde klasse lavede vi stamtræer, og Shane fortalte os, at hans forældre havde adopteret ham, da han var lille. Jeg plejede at forestille mig, hvordan det måtte være – at gå fra et liv fyldt med usikkerhed til et liv i sus og dus. Men Shane var så ung, at han sikkert ikke engang kan huske det. “Og Charlotte var …”

Jeg ved ikke helt, hvordan man bedst kan beskrive Charlotte. Rig, ja, og næsten chokerende smuk af en trettenårig at være, men mit tydeligste minde om Charlotte er, hvor forgabt hun var i Shane, som aldrig lod til at bemærke det. Men det føles ikke som en væsentlig detalje at dele, så jeg siger bare: “Også rig.”

“Så hvad er historien?” spørger Carly. “Om de tre elever, mener jeg. Hvorfor var de ude i skoven den dag?”

“De var i gang med at indsamle blade til et biologiprojekt,” svarer jeg. “Tripp var Shanes makker, og Charlotte … Charlotte var stort set altid i nærheden af Shane.”

“Hvem var Charlottes makker?” spørger Carly.

“Mig,” svarer jeg.

“Dig?” Hun spærrer øjnene op. “Men du var ikke sammen med dem?”

Jeg ryster på hovedet, og hun spørger: “Hvorfor ikke?”

“Jeg var optaget.” Mit blik flakker hen mod billedet, og jeg betragter Tripps trettenårige jeg: ikke andet end skind og ben, bøjle på tænderne og alt for kortklippet, lyst hår. Da jeg fik at vide, at vi skulle flytte tilbage til Sturgis, blev jeg overvældet af nysgerrighed. Jeg fandt ham på de sociale medier, og det chokerede mig at se, at han havde forandret sig helt vildt, siden jeg så ham sidst.

Han er nu høj og bredskuldret, og håret, der altid plejede at være helt karseklippet, er længere og pjusket på en pæn måde. Frisuren indrammer hans klare, blå øjne, der altid har været hans bedste ansigtstræk. Bøjlen er væk, og hans smil er bredt og selvsikkert – nej, arrogant, blev jeg enig med mig selv om. Tripp Talbot blev ganske uretmæssigt og ufortjent lækker, og det værste er, at han godt selv ved det. Jeg tilføjer det til min liste over grunde til at afsky ham.

“For travlt med lektierne?” spørger Carly.

“Jeg var ved at skrive en historie til skolebladet færdig,” siger jeg.

Det er rigtigt nok. Dengang var jeg altid ved at skrive en historie færdig. Vores skoleblad, Saint Ambrose Sentinel, var blevet hele mit liv, og jeg arbejdede på det de fleste eftermiddage. Jeg kunne nok godt have fundet tid til at indsamle blade. Men det gjorde jeg ikke, fordi jeg vidste, at Tripp ville være der.

Engang var vi venner. Faktisk løb vi så ofte ind og ud af hinandens huse mellem sjette og ottende klasse, at hans far plejede at joke med at ville adoptere mig, og mine forældre sørgede altid for at have et lager liggende af Tripps yndlingssnacks. Vi tog alle de samme fag og konkurrerede venskabeligt om karaktererne.

Og så, dagen inden mr. Larkins død, sagde Tripp højlydt til mig – foran alle dem, vi havde idræt sammen med – at jeg skulle holde op med at følge efter ham og spørge, om vi skulle være kærester. Da jeg begyndte at grine, fordi jeg troede, at han sagde det for sjov, kaldte han mig for en stalker.

Selv nu får jeg myrekryb alene ved tanken om ydmygelsen. Hvor forfærdeligt det føltes at høre mine klassekammerater fnise, mens træner Ramirez forsøgte at afdramatisere situationen. Og det værste var, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvorfor Tripp sagde, som han gjorde. Jeg havde været hjemme hos ham for at lave lektier dagen inden, og vi havde haft det fint sammen. Jeg havde ikke sagt eller gjort noget, som han kunne have misforstået. Jeg havde aldrig nogensinde så meget som flirtet med ham. Tanken havde ikke engang strejfet mig.

Efter at Charlotte, Shane og Tripp havde fundet mr. Larkin, var der pludselig noget mærkeligt glamourøst over dem – som om de var blevet ti år ældre i skoven og vidste ting, som vi andre umuligt kunne forstå. Tripp, der på ingen måde havde været venner med Shane og Charlotte inden, blev indlemmet i deres gruppe, som om han altid havde været en del af den.

Jeg talte aldrig til ham igen. Folk plejede at himle med øjnene, hvis jeg så meget som så i hans retning, som om min såkaldte forelskelse var endnu mere ynkelig nu, hvor han var semi-kendt. Derfor var det også en lettelse, da min fars forfremmelse gik igennem to måneder senere, og vi flyttede.

Jeg har dog ikke tænkt mig at gå så meget i detaljer over for Carly. Intet skriger Jeg går stadig på high school som at være vred på en dreng for at gøre dig til grin i idræt.

“Synes du ikke, at det er fascinerende at tænke på, at du næsten var vidne til et mord?” Hun kniber øjnene sammen og ser igen på computeren. “Der står her, at der ikke blev efterladt nogen fysiske beviser på gerningsstedet, ud over fingeraftrykkene fra en af de to drenge, der samlede gerningsvåbnet op. Var det Tripp?”

“Nej, det var Shane.”

Hun hæver det ene bryn. “Var der nogen, der troede, at det måske var ham, der havde gjort det?”

“Nej,” siger jeg. Det gjorde jeg helt sikkert ikke dengang, og selvom jeg ikke har set Shane siden ottende klasse, er det stadig svært at forestille sig. Ikke fordi Shane var rig og populær, men fordi han altid havde virket så afslappet og, ja, ukompliceret. “Han var bare et barn, og han havde et rigtig godt forhold til mr. Larkin. Han havde ingen grund til at gøre ham fortræd.”

Carly nikker bare, som om hun vil vente med at afsige sin dom. “Var der nogen, der havde det?”

“Ikke hvad jeg ved af.”

Carly peger på skærmen. “Denne artikel siger, at din lærer havde undersøgt et tyveri, der netop havde fundet sted på skolen?”

“Ja. Der var nogen, der stjal en kuvert fuld af penge, som var blevet samlet ind til en tur til New York for alle ottende-klasserne. Det var mere end tusind dollars,” siger jeg. Det var i slutningen af marts, og jeg var virkelig begejstret over at skulle rapportere ægte nyheder. Mr. Larkin blev bedt om at lede den interne efterforskning på Saint Ambrose, så jeg interviewede ham næsten dagligt. “Skolen gennemsøgte vores skabe efter mr. Larkins død, og de fandt kuverten i Charlottes skab.”

“Charlotte fra skoven?” spørger Carly en smule skeptisk. “Lad mig lige se, om jeg har forstået det rigtigt. Et af vidnerne efterlader sine fingeraftryk på gerningsvåbnet, en anden tog de penge, som din lærer ledte efter, og – hvad? Der skete ikke noget med nogen af dem?” Jeg nikker, og hun lægger armene over kors. “Nu skal jeg fortælle dig noget. Det havde set helt anderledes ud, hvis det ikke havde været hvide børn, der var involveret.”

“Jeg ved det.” Dengang havde jeg ikke overvejet det, men det gjorde jeg, da jeg tænkte på sagen, mens jeg bingede Motive – måden, som Tripp, Charlotte og Shane havde fået lov til at være børn på. De blev ikke betvivlet eller set efter i sømmene eller fængslet på et tyndt grundlag, selvom ingen andre kunne bekræfte deres historie. “Men Charlotte sagde, at hun ikke vidste, hvordan kuverten var endt der,” tilføjer jeg.

Jeg havde håbet at få lov til at interviewe hende, men jeg fik aldrig chancen. Da mr. Larkin døde, blev alle skolens fritidsaktiviteter sat på pause i flere uger, og da de startede op igen, sagde forstanderen, mr. Griswell, at jeg ikke længere måtte skrive om tyveriet. “Skolen har brug for at hele,” sagde han, og jeg var alt for chokeret over mordet på mr. Larkin til at sige ham imod.

“Okay.” Carly læner sig tilbage i stolen og drejer langsomt lidt frem og tilbage. “Tillykke, Brynn Gallagher, du har officielt fanget min interesse.”

Jeg springer næsten op af sædet. “Vil du gerne lave et program om mr. Larkin?”

Carly løfter hænderne op foran sig. “Wow, vent lige. Der skal meget mere til, før vi kan tage sådan en beslutning. Det der er ikke nok.” Hun vifter med hånden foran min mappe, og jeg rødmer. Jeg føler mig pludselig meget naiv og på dybt vand. Carly ser ud til at bemærke det, for hun tilføjer lidt mildere: “Men jeg kan godt lide dine instinkter. Vi ville helt klart overveje en sag som denne. Desuden er din portefølje solid, og du lader ikke et par dickpics slå dig ud af kurs. Så, hvad fanden. Hvorfor egentlig ikke?”

Hun tier og ser afventende på mig, men ud fra de få informationer kan jeg ikke helt vurdere, hvordan jeg skal reagere. “Hvorfor egentlig ikke hvad?” spørger jeg.

Content_9788727005812.indd

Carly holder op med at dreje rundt på stolen. “Jeg har lige tilbudt dig jobbet.”

“Har du?” siger jeg skingert.

“Det har jeg,” bekræfter Carly, og en bølge af glæde – blan- det med lettelse – skyller gennem mig. Det er de første gode nyheder, jeg har fået i lang tid, og det første tegn på, at jeg må- ske, muligvis, ikke har ødelagt hele min fremtid. Carly skæver til en kalender, der hænger på whiteboardet på væggen, hvor december måned er så overtegnet, at det fra min plads er helt umuligt at læse noget af det. “Går du i skole for tiden, eller er ferien begyndt?”

“Nej. Altså, ferien er ikke begyndt endnu, men vi er kun lige flyttet tilbage hertil i sidste uge, så mine forældre syntes ikke, at vi skulle begynde før til januar, når det nye semester starter.”

“Super. Hvad med at du kommer ind omkring klokken ti i morgen, og så kan vi vise dig rundt og komme i gang?” Jeg nikker bare, for jeg stoler ikke helt på min stemme. Så tilføjer hun: “Og du skal være velkommen til at skrive alt det, vi har talt om vedrørende din lærer, ned, så får jeg en af vores producere til at kigge på det, når de har tid. Det kan jo ikke skade, vel? Og hvem ved.” Carly lukker sin computer og rejser sig for at vise mig, at tiden er gået. “Måske får vi en historie ud af det.”




Karen M. McManus: Ikke mere at sige

Det er fire år siden, at Brynns yndlingslærer, mr. Larkin, blev fundet myrde tpå skolen. Tre elever fandt liget, men sagen blev aldrig opklaret. Nu, hvor Brynn flytter hjem for at begynde i praktik på et true crime-show, vil hun opklare sagen.

Hendes tidligere bedste ven Tripp Talbot, var en af dem, der fandt liget. Og havde det ikke været for Tripps vidneudsagn, var de to andre sandsynligvis blevet dømt for mordet. De har aldrig glemt, hvad han gjorde for dem den dag, og det har han heller ikke. Ligesom han ikke har glemt, at alt, hvad han fortalte politiet, var løgn.

Brynn ripper op i fortiden og kommer tættere på at afsløre hemmeligheder, der kan ændre alt.

Du kan købe Ikke mere at sige online eller i din nærmeste boghandel fra d. 25 oktober.