Amerikanske romaner Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Papirslottet er en fortælling fyldt med hemmeligheder, kærlighed og løgne. Tyvstart din læsning her

Papirslottet, Miranda Cowley Heller

Papirslottet er en gribende historie om en kvindes liv og svære valg, hvor hun skal vælge mellem sin første kærlighed og sin ægtemand. Smuglæs i bogen her.


I Papirslottet møder du Elle, der traditionen tro er på ferie med sin familie i Cape Cod.

Men alligevel er der noget, der er anderledes. Elle har en aften sneget sig væk fra resten af flokken for at have sex med sin barndomsven, Jonas.

LÆS OGSÅ: 15 skønne romaner om kærlighed, familie, venskab og livet

I løbet af ferien skal Elle træffe en stor og livsændrende beslutning: Skal hun blive hos Peter, som hun elsker? Eller skal hun forsøge at starte et nyt liv med Jonas, som var hendes første store kærlighed?

Som ung var hun sikker på, at de en dag ville gifte sig, men det var før en tragisk hændelse forandrede alt.

Læs et uddrag af Papirslottet herunder.

Du kan købe Papirslottet online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 15 september.




Papirslottet

Miranda Cowley Heller



FØRSTE BOG: Kapitel 1, Elle

I dag. 1. august, Back Woods.

6.30

Ting dukker op af ingenting. Sindet er helt tomt og så pludselig, inde i rammen: en pære. Perfekt, lysegrøn, en skæv stilk, et enkelt blad. Den ligger i en hvid metalskål sammen med limefrugterne midt på det medtagede havebord, på en gammel, overdækket veranda, ved bredden af en sø, midt inde i skoven, tæt ved havet. Ved siden af skålen står en messinglysestage dækket af stivnet stearin, foruden en lang vinters uundgåelige lag af støv efter at have stået på en åben hylde.

Halvspiste portioner pasta, en krøllet stofserviet, bundfald i en vinflaske, et håndlavet skærebræt, råt i kanterne, brødet brudt af med hænderne, ikke skåret. En skimlet bog ligger åben på bordet. Digtet ”To a Skylark” på himmelflugt op i det blå – smertefuldt, gribende – lyder i mine tanker, mens jeg stirrer på stillbilledet af gårsdagens middag. ”The world should listen then, as I am listening now.

Han læste det så smukt. ”Til Anna.” Og vi sad der, tryllebundne, og mindedes hende. Jeg kunne lytte til ham, med lukkede øjne, mærke hans åndedrag og hans ord skylle ind over mig, igen og igen og igen. Det er det eneste, jeg ønsker mig.

På den anden side af bordets kant bliver lyset svagere, idet det passerer gennem verandaens skærmede sider, før det igen lyser op på de spættede træer, søens klare blå, de dybsorte skygger fra tupelotræerne i vandkanten, hvor solens stråler aldrig rigtig når frem så tidligt på dagen. Jeg ser ned på en sjat kold espresso i bunden af en snavset kop og overvejer at drikke den. Luften er råkold.

Jeg ryster under den falmede lavendelfarvede badekåbe – min mors – som jeg tager på hver sommer, når vi vender tilbage til skoven. Den lugter af hende, men også hengemt med et strejf af museefterladenskaber. Det her er det bedste tidspunkt i Back Woods. Tidligt om morgenen ved dammen, før nogen andre er vågne. Sollyset er så klart, flinteskarpt, natravnene er endelig forstummet.

Uden for verandadøren har sandet samlet sig i revnerne mellem plankerne på den lille terrasse – der trænger til at blive fejet. En kost står lænet mod verandaen, klar til at blive brugt, men jeg ignorerer den og går ned på den smalle sti, der fører til vores lille strand. Bag mig hviner dørens hængsler i protest.

Jeg lader badekåben falde til jorden og står nøgen i vandkanten. På den anden side af søen, bag fyrretræerne og de krogede egetræer, er havet rasende, brølende. Det må bære en storm med sig fra det åbne hav. Men her i søen er vandet blikstille. Jeg venter, kigger, lytter … den tikkende, summende lyd af småbitte insekter, en vind, der blidt rusker i træerne. Så vader jeg ud til knæene og dykker derefter ned i det iskolde vand.

Jeg svømmer ud på det dybe, forbi åkanderne, drevet frem af en pirrende fornemmelse af frihed og adrenalinsuget fra en navnløs panik. Jeg har en irrationel frygt for, at skildpadder skal stige op fra dybet og bide i mine tunge bryster. Eller måske blive tiltrukket af duften af sex, når jeg åbner og lukker mine ben.

Jeg bliver pludselig overvældet af trangen til at komme tilbage til det lave, sikre vand, hvor jeg kan se sandbunden. Jeg ville ønske, jeg var modigere. Men jeg elsker også den stumme frygt, min trommende hjerterytme, idet jeg stiger op af vandet.

Jeg vrider så meget, jeg kan, af vandet fra mit lange hår, tager et luvslidt håndklæde fra den tørresnor, min mor har spændt ud mellem to pjuskede fyrretræer, lægger mig på det varme sand. En lysende blå guldsmed lander på min brystvorte og balancerer lidt der, før den flyver videre. En myre kravler hen over de ørkenklitter, min krop har dannet på dens vej.

I går aftes knaldede jeg endelig med ham. Efter at have forestillet mig det i alle disse år, uden at vide, om han stadig begærede mig. Og det øjeblik, hvor jeg vidste, det ville ske: al vinen, Jonas’ smukke digtlæsende stemme, min mand, Peter, i en grappatåge på sofaen, mine tre børn sovende i deres hytte, min mor allerede i gang med opvasken i sine solgule gummihandsker, tilsyneladende ligeglad med sine gæster. Vi så på hinanden, lidt for længe.

Jeg rejste mig fra det højrøstede bord, tog mine trusser af i spisekammeret og gemte dem i en brødkasse. Gik ud ad bagdøren, ud i natten. Jeg ventede mellem skyggerne, lyttede til de klirrende lyde af tallerken, vand, glas, bestik i opvaskebaljen. Ventede. Håbede. Og så var han der pludselig, pressede mig op mod husets mur, førte en hånd op under min kjole.

”Jeg elsker dig,” hviskede han. Jeg gispede, da han trængte op i mig. Og jeg tænkte: Nu er der ingen vej tilbage. Ingen fortrydelse over det, jeg ikke har gjort. Nu er der kun tilbage at fortryde det, jeg har gjort. Jeg elsker ham, jeg hader mig selv; jeg elsker mig selv, jeg hader ham. Det her er enden på en lang historie.

1966. December, New York.

Jeg skriger. Jeg skriger og gisper, indtil det til sidst går op for min mor, at der er noget helt galt. Hun skynder sig hen til lægen med mig, ser sig selv udefra som en miss Clavel-skikkelse, mens hun løber op langs Park Avenue og knuger sit tre måneder gamle spædbarn rædselsslagent ind til sig. Min far løber også, med dokumentmappen i hånden, op ad Madison Avenue fra Fred F. French-bygningen. Stammende tanker, bange for sin egen magtesløshed, nu, som i alt andet, han gør.

Lægen fortæller dem, at der ikke er tid – hvis de venter, vil barnet dø – og river mig ud af min mors arme. På operationsbordet skærer han min mave op som en moden vandmelon. En tumor har slynget sig rundt om mine tarme, og en giftig mængde lort har bygget sig op bag dens jerngreb, skubber giften tilbage ind i min lille krop. Lorten bygger sig altid op, og at overleve det er sådan set nøglen til det hele, men det lærer jeg først langt senere.

Mens lægen rumsterer inde i mig, kommer han til at lukke for en æggestok i sin forhastede iver efter at skære døden ud af livet. Også det opdager jeg først langt senere. Og da jeg gør, græder min mor over mig for anden gang. ”Undskyld,” siger hun. ”Jeg skulle have tvunget ham til at passe bedre på …” – som om hun havde magten til at ændre min skæbne, men havde valgt ikke at bruge den.

Senere ligger jeg i en hospitalsvugge med armene bundet fast til mine sider. Jeg skriger, græder, i live, edderspændt rasende over denne uretfærdighed. De vil ikke lade min mor amme mig. Mælken svinder ind. Der går næsten en uge, før de befrier mine hænder fra deres lænker. ”Du var sådan en glad pige,” siger min far. ”Bagefter,” siger min mor, ”skreg du konstant.”

7.30

Jeg ruller om på maven, lader hovedet hvile på underarmene. Jeg elsker den salt-søde duft, min hud får, når jeg har ligget i solen – en nøddegylden, moskusagtig lugt, som om jeg er blevet konserveret. Oppe fra stien, der fører fra hovedhuset ud til hytterne, hører jeg den lavmælte smækken af en dør. Nogen er stået op. Fødder mod tørre blade. Der bliver tændt for det udendørs brusebad. Rørene piber dagen i gang. Jeg sukker, griber min badekåbe og går tilbage til huset.

På grunden har vi et hovedhus – Det Store Hus – og fire små hytter langs en grannåledækket sti, der følger søbredden. Små træhytter, alle med vinkeltag for at holde sneen væk, et enkelt tagvindue, højtsiddende vinduer på hver side. Gammeldags, rustikt, uden pynt. Lige nøjagtig som New England-hytter skal se ud.

Mellem stien og søen er der en smal række skærmende træer og buske – blomstrende liljekonvalbusk, laurbærtræer og vilde blåbærbuske – der beskytter os mod blikke fra nysgerrige fiskere og de overentusiastiske svømmere, der præsterer at svømme over på vores side af søen fra den lille offentlige strand på den anden bred. De må ikke gå op på land, men indimellem træder de vande et par meter ude, direkte ud for vores træer, uden hensyn til den kendsgerning, at de trænger sig ulovligt ind på vores liv.

For enden af en separat sti, bag hytterne, ligger det gamle badehus. Afskallet maling, en rusten emaljevask dækket af beige pletter af døde natsværmere, der er blevet tiltrukket af ovenlyset om natten, et ældgammelt badekar med løvefødder, der har stået der, siden min morfar byggede husene, et udendørs brusebad – varme og kolde vandrør fæstnet til et tupelotræ, vand, der løber direkte ned på jorden og danner små bække på sandstien.

Det Store Hus har et enkelt stort rum – stue og køkken, med et separat spisekammer – bygget af slagger og tagpap. Gulve af brede planker, tunge bjælker, en stor stenpejs. På regnvejrsdage lukker vi døre og vinduer og sidder indenfor, lytter til den knitrende ild i pejsen, tvinger os selv til at spille Matador. Men der, hvor vi egentlig opholder os – hvor vi læser og spiser og diskuterer og bliver gamle sammen – er på verandaen, der er lige så bred som huset og vender ud mod søen.

Husene er ikke isolerede, ikke egnede til vinterbrug. Det er ikke nødvendigt. I slutningen af september, når vejret bliver køligt, og sommerhusene bliver lukket ned for sæsonen, er Back Woods et ensomt sted – stadig smukt i det skarpe lys, men alvorsfuldt og dystert. Ingen ønsker at være her, når først bladene falder af træerne. Men når sommeren kommer igen, og løvet er tæt, og de blå fiskehejrer vender tilbage for at yngle og vade rundt i den lysende sø, findes der ikke bedre sted på jorden.

I det øjeblik, jeg træder indenfor igen, op på terrassen, bliver jeg ramt af en sær længsel, en rislende fornemmelse i solar plexus, der minder om hjemve. Jeg ved, at jeg burde rydde til side, før de andre kommer ind for at spise morgenmad, men jeg vil huske synet af bordet – genopleve i går aftes krumme for krumme, tallerken for tallerken, lade det ætse ind i min hjerne som et syrebad.

Jeg lader fingerspidserne glide hen over en lilla rødvinsplet på den hvide dug, fører Jonas’ glas op til mine læber og forsøger at smage ham.

Jeg lukker øjnene, husker det lette pres fra hans lår mod mine under bordet. Før jeg var sikker på, at han ville have mig. Mens jeg stadig holdt vejret og overvejede, hvorvidt det var tilfældigt eller bevidst.

Inde i huset er alt præcis, som det altid har været: Der hænger gryder på væggen over komfuret, paletknive på kroge, et sylteglas med træskeer, en falmet liste med telefonnumre sat fast med en tegnestift på en hylde, to instruktørstole henne ved pejsen. Alt er det samme, og alligevel føler jeg, da jeg går gennem køkkenet til spisekammeret, at jeg går gennem et andet rum, jeg er mere fokuseret, som om selve luften lige er vågnet fra en dyb søvn.

Jeg går ud ad bagdøren i spisekammeret, stirrer på muren udenfor. Ingenting. Ingen spor, ingen beviser. Men det var her, vi var, her vi indprentede os i hinanden for altid. Skælvende, tavse, desperate. Jeg kommer pludselig i tanke om mine trusser i brødkassen og når lige at trække dem ind under badekåben, da min mor dukker op.

”Du er tidligt oppe, Elle. Er der kaffe?” En anklage.

”Jeg skulle lige til at lave den.”

”Bare ikke alt for stærk. Jeg kan ikke lide det der espressokaffe, du bruger. Jeg ved godt, at du synes, det smager bedre …” siger hun, i en falsk, munter tone, der driver mig til vanvid.

”Fint.” Jeg har ikke lyst til at skændes med hende.

Min mor sætter sig til rette i sofaen på terrassen. Det er bare en hård hestehårssofa betrukket med gammelt, gråt stof, men det er et eftertragtet sted at sidde. Herfra kan man se ud på søen, drikke sin kaffe, læse sin bog lænet mod de gamle puder, hvis bomuldsbetræk er dækket af rustpletter. Hvem kunne vide, at selv stof kan ruste med tiden?

Det er så typisk hende at lægge beslag på husets bedste plads.

Min mors hår, lysblond, nu med grå strejf, er sat op i en distræt, rodet knold. Hendes gamle småternede natkjole er flosset i kanterne. På trods af det lykkes det hende at se statelig ud – som galionsfiguren i forstavnen af en New England-skonnert fra 1800-tallet, smuk og streng, pyntet med laurbærblade og perler, udstikker hun kursen.

”Jeg skal bare lige have min kaffe, så rydder jeg bordet,” siger jeg.

”Hvis du rydder bordet, så tager jeg resten af opvasken. Mmmm,” siger hun, ”tak,” idet jeg rækker hende en kop kaffe. ”Hvordan var vandet?”

”Skønt. Koldt.”

Det bedste, min mor nogensinde har lært mig: Der er to ting i livet, man aldrig fortryder – et barn og en svømmetur. Selv på de koldeste dage tidligt i juni, når jeg står og ser ud over Atlanterhavet, irriteret over sælerne, der løfter deres grimme misformede hoveder og tiltrækker hvidhajer til disse vande, hører jeg stemmer inde i mit hoved, der opfordrer mig til at hoppe i.

”Jeg håber, du hængte dit håndklæde på tørresnoren. Jeg gider ikke se endnu en bunke våde håndklæder i dag. Sig det til børnene.”

”Det hænger på snoren.”

”For hvis du ikke råber ad dem, så gør jeg.”

”Forstået.”

”Og de skal også feje i deres hytte. Den er ulækker. Og det skal ikke være dig, der gør det for dem, Elle. De børn er så forkælede. De er gamle nok til …” Med en skraldepose i min ene hånd, min kaffekop i den anden, går jeg ud ad bagdøren og lader hendes klagesang blive opslugt af vinden. Hendes værste råd: Tænk Botticelli.

Vær som Venus, der stiger op fra muslingeskallen, med ærbart lukket mund, selv hendes nøgenhed er dydig. Det var min mors råd, da jeg flyttede sammen med Peter. Budskabet stod at læse bag på et falmet postkort, hun havde købt år tidligere i Uffizi-museets butik: Kære Eleanor, jeg kan vældig godt lide din Peter. Gør venligst en indsats for ikke at være så vanskelig hele tiden. Hold din mund lukket og se hemmelighedsfuld ud. Tænk Botticelli. Kærligst, mor.

Jeg smider affaldsposen i skraldespanden, lægger låget på og strammer elastikbåndet hårdt for at holde vaskebjørnene ude. De er behændige dyr med deres lange smidige fingre. Små menneskelige bjørne, klogere og mere udspekulerede, end de ser ud. Vi har ligget i krig med hinanden i årevis.

”Huskede du at spænde elastikken rundt om skraldespanden igen, Elle?” spørger min mor.

”Selvfølgelig.” Jeg smiler dydigt og går i gang med at rydde bordet.

1969. New York.

Min far kommer snart. Jeg gemmer mig – krummet sammen bag en indbygget bar, der adskiller vores stue fra entréen. Baren er delt op i firkanter. I en står der flasker, i en anden en grammofon, i endnu en min fars pladesamling, et par meget store kunstbøger, martiniglas, en sølvfarvet cocktailshaker. Firkanten med flaskerne er åben til begge sider som et vindue.

Jeg kigger gennem flaskerne, hypnotiseret af det topasfarvede slør – whisky, bourbon, rom. Jeg er tre år gammel. Ved siden af mig står min fars højtelskede lp’er og 78’ere. Jeg lader fingrene løbe hen over pladernes rygge, nyder den lyd, det frembringer, indsnuser deres slidte papduft, venter på, at det skal ringe på døren. Endelig kommer min far, og jeg har ikke tålmodighed til at forblive skjult bag baren. Jeg spæner ud i entréen, kaster mig ind i hans bjørneagtige favn.

Skilsmissen er ikke gået endeligt igennem, men næsten. De er nødt til at krydse grænsen til Juárez for at sætte punktum for den. Det vil ske, mens min storesøster Anna og jeg sidder tålmodigt på kanten af et ottekantet springvand med mexicanske fliser i hotellobbyen, helt opslugte af de guldfisk, der svømmer rundt om en ø af tropiske planter med mørke blade midt i springvandet.

Mange år senere fortæller min mor mig, at hun ringede til min far den morgen, med skilsmissepapirerne i hånden, og sagde: ”Jeg har skiftet mening. Lad os ikke gøre det.” Og på trods af at skilsmissen helt og holdent havde været hendes valg, og selv om han var sønderknust, havde han sagt: ”Nej. Nu er vi kommet så langt – vi kan lige så godt gennemføre det, Wallace.” Lige så godt: få stavelser med så stor betydning. De ændrede alt.

Men i det øjeblik, mens jeg sad der og fodrede guldfisk med krummer fra min muffin og sparkede hælene mod de mexicanske fliser, havde jeg ingen anelse om, at der svævede et sværd over mit hoved. At det kunne være gået helt anderledes.

Men Mexico er ikke sket endnu. For nu er min far falsk munter og stadig forelsket i min mor.

”Eleanor!” Han løfter mig op i sin favn. ”Hvordan har min lille kanin det?”

Jeg ler og klynger mig til ham med noget, der ligner desperation, mine lyse krøller blænder ham, da jeg presser mit ansigt ind mod hans.

”Far!” Anna kommer løbende som en tyr, vred over, at jeg var først fremme, skubber mig ud af hans arme. Hun er to år ældre end mig og har mere ret. Han lader ikke til at bemærke det. Han tænker kun på sit eget behov for at være elsket. Jeg lirker mig ind igen.

Min mor råber inde fra vores gullige lejlighed fra før krigen: ”Henry? Vil du have en drink? Jeg er ved at lave svinekoteletter.”

”Meget gerne,” råber han tilbage, som om intet mellem dem er foran- dret. Men hans øjne er triste.

8.15

”Nå, det var da en god aften, vi havde i går,” siger min mor bag en slidt roman af Dumas.

”Helt bestemt.”

”Jonas så godt ud.”

Mine hænder knuger den stak tallerkener, jeg står med.

”Jonas ser altid godt ud, mor.” Kraftigt sort hår, man kan gribe fat i, blege grønne øjne, hud, der er brændt af saft, kraft og fyrretræ, et vildt væsen, den smukkeste mand på jorden.

Min mor gaber. Det er et tegn – hun gør det altid, før hun siger noget ubehageligt. ”Han er god nok, jeg kan bare ikke udstå hans mor. Så selvretfærdig.”

”Det er hun.”

”Som om hun er den eneste kvinde i verden, der går op i klima og genbrug. Og Gina. Selv efter alle disse år kan jeg stadig ikke fatte, hvad han tænkte på, da han giftede sig med hende.”

”Hun er ung, hun er smuk? De er begge kunstnere?”

”Hun var ung,” siger min mor. ”Og behøver hun være så nedringet? Hun vimser jo rundt, som om hun er guds gave til menneskeheden. Hun sætter sandelig ikke sit lys under en skæppe.”

”Det er bemærkelsesværdigt,” medgiver jeg, mens jeg går ind i køkkenet for at sætte tallerkenerne på køkkenbordet. ”Så stort et selvværd. Hun må have haft nogle usædvanligt støttende forældre.”

”Tja, jeg finder det altså ret frastødende,” siger min mor. ”Er der noget appelsinjuice?”

”Hun er fra Delaware,” siger min mor, som om det lukker af for videre drøftelse. ”Ingen er fra Delaware.”

”Lige præcis,” siger jeg og rækker hende et glas juice. ”Hun er eksotisk.” Men i virkeligheden har jeg aldrig kunnet se på Gina uden at tænke: Var det, hvad han valgte? Var det, hvad han ville have? Jeg ser Gina for mig: hendes petite, perfekte lille bistik af en krop; platinblond hår med mørke rødder. Åbenbart er stonewash tilbage.

Min mor gaber igen. ”Du må i hvert fald indrømme, at hun ikke er den skarpeste kniv i skuffen.”

”Var der nogen ved middagen, du godt kunne lide?”

”Jeg er bare ærlig.”

”Jamen, så lad være med det. Gina er familie.”

”Kun fordi du ikke har andet valg. Hun er gift med din bedste ven. I har været som olie og vand, fra den dag I mødtes.”

”Det passer altså ikke. Jeg har altid godt kunnet lide Gina. Vi har måske ikke alverden tilfælles, men jeg respekterer hende. Og Jonas elsker hende.”

”Jamen, så siger vi det,” siger min mor med et lille, selvtilfredst smil.

”Nu holder du op.” Jeg er muligvis nødt til at slå hende ihjel.

”Kastede du ikke engang et glas rødvin i hovedet på hende?”

”Nej, mor. Jeg kastede ikke et glas rødvin i hovedet på hende. Jeg snublede til en fest og spildte vin ud over hende.”

”Du og Jonas talte sammen hele aftenen. Hvad talte I om?”

”Det ved jeg ikke. Ikke noget særlig.”

”Han var så forelsket i dig, da I var yngre. Jeg tror, du knuste hans hjerte, da du giftede dig med Peter.”

”Det er jo latterligt, mor. Han var jo nærmest et barn.”

”Næ, jeg tror nu, der er noget om det. Den stakkel.” Det sidste sukker hun nærmest, før hun vender tilbage til sin bog. Det er heldigt, at hun ikke ser på mig, for i det øjeblik ved jeg, at mit ansigt afslører mig.

Ude på søen er vandet fuldstændig stille. En fisk springer op og efterlader et spor af koncentriske ringe efter sig. Jeg betragter dem blive blødere i kanten, indtil de forsvinder, som om intet var hændt.


Kapitel 2

8.45

Da bordet er tømt, og tallerkenerne står stablet ved køkkenvasken, venter jeg på, at min mor signalerer, at det er tid til hendes morgenlige svømmetur – og lader mig være alene i ti minutter. Jeg har brug for lidt ro. Jeg har brug for at rense tankerne. Peter vågner snart. Børnene vågner snart. Jeg er sulten efter lidt tid. Men hun løfter koppen.

”Er du sød? Bare en halv kop.”

Hendes natkjole er gledet op, og jeg kan se det hele fra der, hvor jeg står. Min mor mener, at det er dårligt for helbredet at sove med trusser. ”Man skal give sig selv luft om natten,” fortalte hun os, da vi var små. Anna og jeg ignorerede selvfølgelig hendes råd. Det virkede så pinligt, så beskidt. Alene tanken om, at hun havde en vagina, var frastødende, og tanken om, at den blev luftet hver nat, var endnu værre.

”Han burde gå fra hende,” siger min mor.

”Hvem?”

”Gina. Hun er så kedelig. Jeg var lige ved at falde i søvn i går, mens hun plaprede løs. Hun ’laver’ kunst. Virkelig? Rager det os?” Hun gaber, før hun siger: ”De har ikke fået nogen børn endnu – det er ikke engang et rigtigt ægteskab. Han kan lige så godt komme ud, mens han kan.”

”Hvor er du streng. Det er da et fuldgyldigt ægteskab,” snerrer jeg. Men mens jeg siger det, tænker jeg: Kan hun læse mine tanker?

”Jeg ved virkelig ikke, hvorfor du forsvarer det så kraftigt, Elle. Han er jo ikke din mand.”

”Men det er jo idioti.” Jeg åbner køleskabet og lukker det igen, plasker mælk ned i min kaffe. ”Hvis der ikke er børn, er det ikke et ægteskab? Hvor kommer det fra?”

”Jeg har ret til min egen holdning,” siger hun i en behersket tone, der har til hensigt at hidse mig yderligere op.

”Der er da masser af ægteskaber uden børn.”

”Mmmm.”

”Nu må du holde op! Din svigerinde fik fjernet begge sine bryster. Er hun så ikke længere en kvinde?”
Min mor sender mig et tomt blik.

”Er du gået fra forstanden?” Hun rejser sig fra sofaen. ”Jeg tager en svømmetur. Du burde gå i seng igen og begynde på en frisk.”

Jeg har lyst til at slå hende, men i stedet siger jeg: ”De ville gerne have børn.” ”Guderne må vide hvorfor.” Hun lader døren smække bag sig.

1970. Oktober, New York.

Min mor har sendt os ind ved siden af til sin elskers lejlighed for at lege med hans børn, mens hans kone passer os. De forsøger at beslutte, hvorvidt han skal forlade sin kone eller ej. Jeg er ældre nu – ikke gammel nok til at forstå noget af alt det her, men gammel nok til, at det er underligt at kigge tværs over gården fra hans lejlighed og ind i vores og se mr. Dancy stå og holde om min mor.

I det lange smalle køkken sidder Dancy-parrets toårige søn i sin høje stol og leger med Tupperware. Mrs. Dancy stirrer på en gravid kakerlak, som er havnet på ryggen på dørtrinnet mellem køkkenet og spisestuen. Ud af den strømmer småbitte kakerlakker, som hurtigt forsvinder ned i parketgulvets revner. Anna kommer ud fra et af værelserne med Blythe, datteren. Anna græder.

Blythe har klippet hendes pandehår af med en legesaks. Øverst i Annas pande er der nu en høj, takket kant af mørkebrunt hår. Blythes selvtilfredse, triumferende smil får mig til at tænke på mayonnaisesandwicher. Hendes mor lader ikke til at have bemærket noget. Hun stirrer på det eksploderende insekt, mens tårerne triller ned over hendes kinder.

8.50

Jeg lader mig falde ned i sofaen, sætter mig til rette på den varme plads, min mor lige har forladt. Jeg kan allerede se et par skikkelser på den lille strand på den anden side af søen. Som regel er det nogen, der har lejet et af husene – turister, der på en eller anden måde har fundet vej dybt ind i skoven og er ellevilde over at have opdaget denne hemmelige idyl. Uvedkommende, tænker jeg irriteret.

Da vi var børn, kendte alle i Back Woods hinanden. Festerne rykkede fra hus til hus: barfodede kvinder i løse batikkjoler, flotte mænd i hvide lærredsbukser, der var rullet op ved anklerne, gin og tonic, billige kiks, Kraft-cheddar, summende myg og Cutter – endelig en insektspray, der virkede. De sandede markveje, der løb gennem skoven, var stiplede af solstråler, der blev filtreret gennem fyrretræer og graner.

Når vi gik til stranden, hvirvlede fint rødt støv op fyldt med duften af sommer: tør, bagt, evindelig, sød. Midt på vejen voksede der højt strandgræs og giftig efeu. Men vi vidste, hvad vi skulle undgå. Når der kom biler, satte de farten ned, tilbød os et lift på trinbrættet eller motorhjelmen. Ingen tænkte nogensinde på, at vi kunne falde af og havne under bilen. Ingen bekymrede sig om, at deres børn kunne blive trukket ned i havets stærke understrømme.

Vi løb frit omkring, badede i vandhullerne, som var overalt i skoven. Vi kaldte dem vandhuller, men det var faktisk søer – nogle var dybe og brede, andre var lavvandede med udsigt til bunden – ældgamle levn fra slutningen af istiden, da gletsjerne trak sig tilbage og efterlod gigantiske blokke af smeltende is, som var store nok til at bryde gennem jordskorpen – dybe vandskåle i landskabet, vandhuller fulde af det reneste vand.

Der var ni vandhuller i vores skov. Vi svømmede i dem alle, skød genvej gennem andre menneskers grunde for at nå frem til en lille, sandet bugt, klatrede ud over vandet på væltede træstammer. Sprang jublende i vandet. Ingen havde noget imod os.

Der herskede en form for allemandsret til de små, skyggefulde stier, der førte til bagdørene af gamle Cape-huse, bygget da de første markveje opstod i beskedne lysninger bevaret af sne og havluft og varme somre. Og brøndkarse plukket ved kanten af et vandløb – en andens vandløb, en andens brøndkarse.

I bugten var der mere pastoralt, mere civiliseret. Tranebærbuske, strandblommer og laurbær i de bølgende, lavtliggende bakker. Men her, på havsiden, var der vildt. Den voldsomme brænding og så tilpas høje klitter, at man kunne løbe ned fra højderne, se jorden ræse imod en, før man kastede sig ned i det varme sand.

Dengang var der, i modsætning til nu, ingen af min mors venner, der brokkede sig over, at børnene eroderede klitterne blot ved at lege på dem – som om deres små fodaftryk på nogen måde kunne konkurrere med de hårde vinterstorme, der æder landskabet i grådige bidder.

Siddende rundt om bålet om aftenen spiste voksne og børn burgere, der knasede af sand og var proppet med ketchup og syltede agurker, som stod på borde lavet af drivtømmer. Vores forældre drak gin af syltetøjsglas og forsvandt ud i mørket bag bålet for at kysse deres elskere i det høje strandgræs.

Med tiden lukkede dørene sig. Der kom skilte med PRIVAT EJENDOM. Børnene af de oprindelige beboere – de kunstnere og arkitekter og intellektuelle, der havde koloniseret stedet – begyndte at bekrige hinanden. Der opstod nabokrige over larm ved søen, over hvem der havde mere ret end andre til at elske det her sted. Folk blev asociale.

Efterhånden er selv strandene blevet overtaget af ADGANG FORBUDT-skilte: store arealer, der er spærret af for at beskytte ynglende kystfugle. Præstekraver er de eneste væsner, der har adgang nu. Men det er stadig min skov, min sø. Det sted, hvor jeg er kommet i halvtreds år – hver sommer i hele mit liv. Det sted, hvor Jonas og jeg mødte hinanden.

Fra sofaen på terrassen kan jeg se min mor svømme tværs over søen. Hendes regelmæssige svømmetag, arme, der kløver vandet, en nærmest mekanisk præcision. Min mor ser aldrig op, når hun svømmer. Det er, som om hun har en sjette sans, når det kommer til retning, en migrerende hval, der følger en ældgammel kurs. Jeg kommer til at tænke på, som jeg så ofte gør, hvorvidt hendes sonar opfanger mere end hvalsang. Han burde gå fra hende. Ønsker jeg det?

Gina og Jonas er vores ældste venner. Vi har tilbragt næsten hver sommer af vores voksne liv sammen. Plukket østers og slugt dem levende fra deres skaller. Betragtet fuldmånen over havet, mens vi har hørt Gina brokke sig over, at månen altid forværrer hendes menstruationssmerter. Bedt til, at de lokale fiskere ville begynde at tynde ud i sælerne. Stegt Thanksgiving-kalkuner i smadder, kommet op at skændes om Woody Allen. Gina er min datter Maddys gudmor, for fanden.

Hvad nu, hvis Jonas gik fra Gina? Ville jeg kunne forråde hende på den måde? Men det har jeg jo allerede gjort. Jeg kneppede hendes mand i går aftes. Og alene tanken giver mig lyst til at gøre det igen. Flyder igennem mig som giftig glimmer.

”Hej, kone.” Peter kysser mig i nakken.

”Hej, du,” begynder jeg, bestræber mig på at lyde normal.

”Du så ud, som om du sad i dybe tanker,” siger han.

”Der er kaffe.”

”Dejligt.” Han roder lidt rundt i sin brystlomme og trækker cigaretterne frem. Tænder en. Sætter sig i sofaen ved siden af mig. Jeg er vild med måden, hans lange ben stikker frem af hans falmede surfershorts på. Drenget. ”Tænk, at du lod mig falde i søvn på sofaen i går aftes.”

”Du var helt færdig.”

”Det må have været jetlag.”

”Jeg føler med dig,” siger jeg og himler med øjnene. ”Den ene times tidsforskel mellem her og Memphis var ved at slå mig ihjel.”

”Det passer altså. Jeg kunne nærmest ikke komme op her til morgen.

Uret viste ni, men jeg ville have sværget på, at den kun var otte.”

”Du er sjov.”

”Jeg drak for meget.”

”Lidt af en underdrivelse.”

”Gjorde jeg noget dumt?”

”Andet end at nægte at læse Shelley-digtet for Anna og indlede et skænderi om kvækerne?”

”Jamen, alle kan vel blive enige om, at de grundlæggende er fascister,” siger han. ”Et voldeligt folkefærd.”

”Du er et røvhul.” Jeg kysser ham på hans dejligt ubarberede kind. ”Du trænger til en barbering.”

Han skubber brillerne op på næsen, lader hånden løbe gennem sit krøllede mørkeblonde hår, der er blevet gråt ved tindingerne, prøver at få lidt styr på det.

Min mand er en tiltrækkende mand. Ikke smuk, men flot på en gammeldags filmstjerneagtig måde. Høj. Elegant. Britisk. En respekteret journalist. Typen, der ser sexet ud i jakkesæt. En Atticus. Tålmodig, men respektindgydende, når han bliver vred. Han kan holde på en hemmelighed. Han overser sjældent noget. Han ser på mig nu, som om han kan lugte sex på mig.

”Hvor er børnene?” Peter tager en af de store, hvide muslingeskaller, der står på den lille hylde foran vinduet, vender den om og skodder sin cigaret i den.

”Jeg lod dem sove længe. Min mor hader, når du gør det der.” Jeg tager muslingeskallen, bærer den ind i køkkenet, smider skoddet i skraldespanden, vasker skallen. Min mor er næsten nået over på den anden side.

”Hold kæft, den kvinde kan svømme,” siger Peter.

Det eneste menneske, jeg har kendt, der svømmede hurtigere end min mor, var Anna. Anna svømmede ikke tværs over søen – hun fløj. Efterlod alt bag sig. Jeg følger en fiskeørn med blikket, mens den flyver over himlen, efterfulgt af en lille, sort fugl. Vinden sætter åkanderne på søens overflade i bevægelse. De sukker, ånder ud.

9.15

Peter står i køkkenet og laver røræg. Fra terrassen kan jeg dufte de stegte løg. En stak tykke æbletrærøgede baconskiver ligger og drypper af på foldede stykker køkkenrulle på bordet. Der er ikke noget bedre end bacon og æg, når man har tømmermænd. Faktisk er der ikke rigtig noget, der er bedre end bacon. Gudeføde. Ligesom rucola og ufiltreret olivenolie og Patak’s Brinjal-pickle. Min øde-ø-mad. Det, og så pasta.

Jeg har ofte fantaseret om at overleve alene på en øde ø. Hvordan jeg ville leve af fisk, bygge en træhytte højt oppe over jorden, så ingen vilde dyr kunne få fat i mig, blive meget tynd og muskuløs. I min fantasi er Shakespeares samlede værker på en eller anden måde altid skyllet op på stranden, og uden noget andet at bruge mine dage til, læser jeg (og tænker over) hver en linje. Omstændighederne tvinger mig til at blive den bedste udgave af mig selv – det angiveligt potentielle selv.

Mine andre fantasier var fængsel eller hæren: et sted, hvor jeg ikke selv skulle træffe beslutninger, hvor hvert sekund af min dag var tilrettelagt på forhånd, hvor jeg konstant var bange for at fejle. Selvudvikling og hundrede armbøjninger og afmålte portioner af tørre kiks med vand til – det var min barndoms drømme. Jonas kom først ind i billedet senere.

Jeg går ind i køkkenet og rækker hånden ned for at tage et stykke bacon. Peter slår min hånd væk.

”Du må vente.” Han kommer revet ost i æggene, kværner peber ud over.

”Hvorfor bruger du den dybe pande?” Jeg hader den måde, englænderne laver røræg på. Det burde være så enkelt: en tefalpande og en masse smør. Den her tåbelige, slaskede, langsomme fremgangsmåde efterlader mig med en pande, der er fuldkommen umulig at rengøre. Den vil skulle stå i blød i to dage. ”Grrr.” Jeg stikker til ham med en paletkniv.

Peters bluse er dækket af fedtpletter nu. ”Skrid med dig, smukke. Jeg laver røræg.” Han går hen til brødkassen, tager en håndfuld toastbrød. ”Rist lige det her, så er du sød.”

Jeg kan mærke, at jeg bliver rød i hovedet, en pludselig varme i kinderne, da jeg forestiller mig mine trusser ligge i brødkassen, en lille bunke sorte blonder, fornemmelsen af at være nøgen under kjolen, hvordan hans finger gled op langs mit lår.

”Hallo? Jorden kalder Elle.”

Min mors brødrister kan rumme to skiver ad gangen. Den brænder brødet på den ene side og lader det være uristet på den anden. Jeg tænder ovnen på grill og lægger brødskiverne ved siden af hinanden på ovnristen. Jeg finder smørret frem, men ved ikke rigtig, om jeg skal smøre først eller senere.

”Hvad siger tiden?”

”Otte minutter,” svarer Peter. ”Højst tolv. Væk børnene.”

”Vi burde vente på min mor.”

”Så bliver æggene seje.”

Jeg ser ud på søen. ”Hun er halvvejs tilbage.”

”Hvis man vælger at tage en dukkert, må man acceptere konsekvenserne.”

”Ok. Du tager skideballen.” Når min mor føler sig tilsidesat, sørger hun for, at alle i hendes nærhed bliver straffet. Men Peter giver ikke en skid for hendes selvoptagede lort. Han griner bare ad hende, siger, hun skal tage sig sammen, og overraskende nok lytter hun til ham.

1952. New York.

Min mor var otte år gammel, da hendes mor, Nanette Saltonstall, giftede sig for anden gang. Nanette var en kendt skikkelse i New Yorks finere selskabsliv – hun var egoistisk og smuk, berømt for sine yppige, nådesløse læber.

Som barn havde min mormor været velhavende – forkælet af sin bankier-far. Men børskrakket forandrede alt. Hendes familie flyttede fra deres hus på Fifth Avenue til en mørk og trist lejlighed i Yorkville, hvor den eneste luksus, min oldefar George Saltonstall stadig tillod sig, var hver aften klokken seks at drikke en vodka martini, som han rørte rundt i med en lang sølvske i en krystalshaker.

Deres ældste datters skønhed var det eneste af værdi, de havde tilbage: Nanette skulle gifte sig med en rig mand og redde familien. Det var planen.

I stedet rejste hun til Paris for at studere mode og design og forelskede sig i min morfar, Amory Cushing, som på trods af at være rundet af den absolutte overklasse i Boston var en fattig kunstner, hvis eneste økonomiske sikkerhed bestod i et lidt pudsigt gammelt hus i Cape Cod ved bredden af en afsides ferskvandssø i Massachusetts’ skove. Han havde arvet huset og søen fra en fjern onkel.

Amory, min morfar, byggede vores ”lejr” i løbet af det korte stykke tid, han og min mormor var forelskede. Han valgte en lang smal kyststrækning, der lå skjult fra hans eget hus af en skarp krumning i landskabet. Han forestillede sig at leje hytterne ud om sommeren for at tjene lidt ekstra til at understøtte hans fortryllende unge kone og to små børn.

Udenpå er hytterne solide nok – traditionelle saltbox-huse, der har modstået endeløse, hårde vintre, storme og generationer af kævlende familier. Men min morfars midler var ved at være opbrugt, så han byggede de indvendige vægge og lofter af presset papir, et produkt ved navn Homasote, der var billigt og anvendeligt, og gav hovedhuset navnet Papirslottet.

Hvad han til gengæld ikke havde regnet med, var, at min mormor ville forlade ham, før han havde bygget det færdigt. Eller at Homasote var en lækkerbisken for mus, som gnavede huller i væggene og madede deres småbitte unger med det gennemtyggede papir, som mysli til morgenmad, nede i kommodeskufferne.

Hver sommer har den person, der først ankommer, til opgave at tømme musereder ud i skoven. Man kan ikke rigtig bebrejde musene: Vintrene her er hårde, som nybyggerne opdagede. Men musetis har en skarp stank, og jeg har altid hadet de skrækslagne, fortvivlede pibelyde, når de falder fra træskufferne og ned i skovbunden.

Efter min mormor Nanette blev skilt fra min morfar, tilbragte hun et par måneder med at flakke om i Europa, badede topløs i Cadaqués, drak kold sherry med gifte mænd, mens min mor og hendes lillebror Austin ventede i hotellobbyer. Da hendes penge slap op, besluttede Nanette, at det var tid til at tage hjem og gøre det, som hendes forældre hele tiden havde ønsket, hun skulle gøre. Så hun giftede sig med en bankmand. Jim. Han virkede okay. En upåklagelig baggrund, Andover og Princeton.

Han købte Nanette en lejlighed med udsigt over Central Park og en langhåret siameserkat. Min mor og Austin blev sendt på fine privatskoler, hvor drenge i første klasse skulle gå med jakke og slips, og min mor lærte at tale fransk og lave indbagt is.

Ugen før sin niårsfødselsdag udførte min mor sit første blowjob. Først så hun, hvordan lille Austin med sine små, seksårige, skælvende hænder holdt om deres stedfars pik, indtil den blev hård. Jim fortalte dem, at det var helt naturligt, og ville de ikke gerne gøre ham glad?

Det værste, sagde min mor, da hun endelig fortalte mig det, var den klistrede, hvide sæd. Resten havde hun, måske, kunnet udholde. Men hun hadede sæden og varmen fra hans penis, den svage lugt af urin. Jim truede dem med vold, hvis de nogensinde fortalte deres mor det.

De fortalte det alligevel, men hun beskyldte dem for at lyve. Nanette havde ingen andre steder at tage hen, ingen penge. Da hun afslørede sin mand i at knalde med stuepigen i pigeværelset bag køkkenet, bad hun ham om ikke at være så vulgær og lukkede døren.

En lørdag eftermiddag kom Nanette tidligt hjem fra en frokostaftale. Hendes veninde Maude havde hovedpine, og min mormor havde ikke lyst til at se udstillingen på The Frick alene. Lejligheden var tom – bortset fra katten, der snoede sig om hendes ankler ude i entréen og indbydende skød ryg.

Hun smed sin pels på bænken, tog sine høje hæle af og gik ned ad gangen mod sit soveværelse. Jim sad i øreklapstolen med bukserne nede om anklerne. Min mor sad på knæ foran ham. Min mormor skred gennem værelset og stak min mor en lussing.

Min mor fortalte mig historien, da jeg var sytten. Jeg var rasende, fordi hun havde givet Anna penge til at købe en ny lipgloss, mens jeg måtte blive hjemme og udføre mine pligter i huset. ”Åh, for himlens skyld, Elle,” sagde hun, mens jeg stod bøjet over vasken og skumlede over opvasken. ”Du skal vaske et par tallerkener … du får ikke en læbestift. Jeg skulle give min stedfar blowjobs. Austin skulle bare spille den af på ham. Hvad kan jeg sige? Livet er fuldt af uretfærdigheder.”

9.20

Det underlige er, tænker jeg nu, mens jeg går langs stien mod børnenes hytte, at min mor mistede respekten for kvinder, men ikke for mænd. Hendes stedfars perversioner var en hård sandhed, men det var hendes mors svaghjertede forræderi, der gjorde hende kold.

I min mors verden respekterer man mændene. Hun tror på glasloftet. Peter kan ikke gøre noget forkert. ”Hvis du gerne vil gøre Peter glad, når han kommer hjem fra arbejde,” rådede min mor mig til for flere år siden, ”så skifter du til en pæn bluse, sætter dit pessar op og smiler.”

Tænk Botticelli.




Miranda Cowley Heller: Papirslottet

Det er en dejlig sommermorgen på Cape Cod. Elle Bishop, lykkeligt gift med Peter og mor til tre. Hun har tilbragt alle somre i sit liv på Papirslottet: som barn, som ung og sammen med sin egen familie. Men denne morgen er anderledes. Aftenen før sneg Elle sig ud sammen med barndomsvennen Jonas og havde sex, mens deres intetanende familier opholdt sig indenfor.

I løbet af det næste døgn må Elle træffe en stor og livsændrende beslutning: Skal hun blive hos Peter, som hun elsker, eller skal hun starte et nyt liv med Jonas, som var hendes første store kærlighed? Som ung var hun sikker på, at de en dag ville gifte sig, men en tragisk hændelse forandrede alt. Papirslottet er en New York Times bestseller om hemmeligheder, kærlighed og løgne.

Du kan købe Papirslottet online, fx hos Bog & Idé eller i din nærmeste boghandel.