Aktuelt Fagbøger Samfund og debat

Hvis vi vil redde klimaet, må kapitalismen afskaffes, skriver Ulrike Herrmann i ny bog

Kapitalismens afslutning Ulrike Herrmann

Vi kan ikke fortsætte med at leve, som vi gør nu, hvis vi vil redde klimaet. Det kræver et opgør med kapitalismen, og en erkendelse af, at grøn vækst er en illusion. Verden skal på forbrugsskrump, siger den anerkendte journalist og bestsellerforfatter Ulrike Herrmann.  

Kapitalismen har været usædvanlig gavnlig for os mennesker og skabt velstand og forlænget vores levealder. Men selvom kapitalismen på mange måder har været et fremskridt for menneskeheden, så er der indbygget en svaghed i det konstante krav om vækst. Det kan vores planet ikke holde til; klimakrisen er en realitet, som vi må reagere mere vidtrækkende på.

Hvis vi vil redde klimaet, må kapitalismen afskaffes, skriver Ulrike Herrmann i ny bog
Ulrike Herrmann, fotograf: Andrew James Johnston

Den tyske journalist og forfatter Ulrike Herrmann siger det lige ud i sin nye bog: Verden er ved at blive ødelagt, og kapitalismens afslutning er uundgåelig. “For tiden opfører verdens industrilande sig, som om de kan forbruge flere planeter. Men der findes oms bekendt kun én jord”, skriver hun i sit forord.

Grøn vækst er desværre ikke svaret på udfordringerne: uanset, hvor mange vindmøller og solcelleanlæg vi stiller op, om vi producerer flere elbiler eller tilvælger atomkraft, vil der ikke være nok “grøn strøm” til at opretholde vores nuværende levemåde. Vi kommer derfor ikke udenom at skrue ned for vores forbrug.

“Dette syn på fremtiden kan forekomme radikalt, men der findes virkelig ingen andre muligheder, ingen andre alternativer”, skriver Herrmann i bogen, der har solgt over 95.000 eksemplarer i Tyskland.

LÆS OGSÅ: Verden brænder i din bogreol. Ny tendens i litteraturen bringer klimakrisen tæt på.

Den britiske krigsøkonomi er forbillede

Ulrik Herrmann peger også på en vej videre herfra og giver et bud på, hvordan vi skal leve i fremtiden. Løsningen finder hun ved at kigge tilbage i historien. Et forbillede er den britiske krigsøkonomi fra 1939, hvor man formåede at rationere, uden at der blev mangel på noget. Demonteringen af kapitalismen skal nemlig ske på en ordnet måde, så vi undgår en stor økonomisk krise, massiv arbejdsløshed og global sult.  

Hvis vi vil redde klimaet, må kapitalismen afskaffes, skriver Ulrike Herrmann i ny bog

Det kommer uden tvivl til at gøre ondt at tage afsked med kapitalismen, men det er nødvendigt og uundgåelig, konkluderer Ulrike Herrmann i sin bog, der er tilegnet den næste generation. 

Du kan høre Rune Lykkeberg i samtale med Ulrike Herrmann i podcasten Langsomme samtaler. Kapitalismen er forudsætningen for demokrati, kvindefrigørelse og de sidste 100 års sociale fremskridt, forklarer den tyske forfatter Ulrike Herrmann i samtalen med Rune Lykkeberg. Men hun vil have den afskaffet, fordi den bygger på fortløbende ødelæggelse af vores naturgrundlag.

Mød Ulrike Herrmann i Danmark

Ulrike Herrmann kan opleves live i Danmark to gange i den kommende tid. Første gang den 9. maj på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i samtale med Marc-Christoph Wagner. Læs mere her og køb billet for bare 20 kroner.

Derudover gæster hun også Heartland Festivalen 9. juni, hvor hun bliver interviewet af politisk kommentator Lars Trier Mogensen. Læs mere om samtalen og festivalen her.


KAPITALISMENS AFSLUTNING:

Hvis vi vil redde klimaet, må kapitalismen afskaffes, skriver Ulrike Herrmann i ny bog

Kapitalismen har ført mange positive udviklinger med sig, men vi må vinke farvel til den, hvis vores samfund skal undgå at kollapse i fremtiden. Sådan lyder det i et klart og tydeligt sprog fra den respekterede tyske erhvervsredaktør Ulrike Hermann. I denne bog behandler hun tidens to mest presserende emner på tværs af grænser og generationer: økonomi og klimakrise. 

Med sit kritiske og konstruktive blik på både klimakrise og kapitalisme leverer den internationale bestsellerforfatter en tankevækkende bog. Den grønne omstilling er ikke nok, og derfor er en afslutning på kapitalismens tidsalder nødvendig. For kapitalismens fokus på vækst er ikke bæredygtigt. Men hvordan skaber vi så en ny, global og grøn økonomi? Og hvordan undgår vi at ødelægge vores liberale demokratier i processen?

Svaret skal ifølge Ulrike Herrmann findes i historien, hvor hun peger hun på cirkulær økonomi og afvækst. Vi skal simpelthen alle sammen på forbrugsskrump – med den britiske krigsøkonomi som forbillede, mener forfatteren. 

Du kan købe Kapitalismens afslutning i din nærmeste boghandel eller online fx hos Bog og idé.


Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.