Erotik Fiktion Læseprøve og uddrag Lillian Fishman Skønlitteratur

Tjenester af Lillian Fishman: Et sublimt portræt af menneskelig lyst og begær. Læs et uddrag her

Tjenester, Lillian Fishman, gode bøger

Tjenester har allerede fået stor opmærksomhed i både udlandet og herhjemme, hvor den er blevet hyldet på de sociale medier for at være grænsesøgende i forhold til både moral og seksualitet.


I Tjenester har Eve en kæreste, som elsker hende, men også en impulsiv side og en hemmelig frygt for at gå glip af noget ved kun at være sammen med én person. En aften beslutter hun sig for at lægge en række nøgenbilleder af sig selv online, hvilket fører hende til at møde Olivia og den karismatiske Nathan.

Selvom Eve har nogle forbehold, indleder de tre alligevel et forhold, der både udfordrer og betager hende på samme tid.

LÆS OGSÅ: Tjenester – erotisk og tankevækkende roman om parforholdets kompleksitet

I takt med at forholdet udvikler sig, bliver Eve tvunget til at reflektere over nogle grundlæggende spørgsmål, som hun aldrig tidligere har stillet sig selv: Hvad bringer vi med os ind i den seksuelle akt? Og hvordan kan vi forene det, vi ønsker, med det, vi burde ønske os?

Ifølge The Guardian er Tjenester “et mesterligt forsvar for sex for dets egen skyld”, og avisen skriver, at Tjenesters dristige projekt er at beskrive en lyst til sex, der ikke har noget at gøre med hverken forpligtelse eller romantiske forestillinger – og at denne lyst måske netop opstår i fraværet af disse ting.

Læs i Tjenester herunder.




Tjenester

Lillian Fishman


1

Jeg havde hundredvis af nøgenbilleder liggende på min telefon, men jeg havde aldrig sendt dem til nogen. Billederne var i sig selv ret almindelige: min ansigtsløse krop, der svævede i soveværelser og badeværelser, i spejle.

Hver gang jeg tog et billede, forelskede jeg mig kortvarigt i det. Og som jeg stod der, nøgen og bøjet over min lille skærm, følte jeg mig overvældet af en trang til at vise nogen denne nye gengivelse af min krop. Men hvert foto virkede mere privat og umuligt end det forrige.

I dem kunne man ane noget, der overskred begær, noget hårdere og mere ydmygende. Når jeg stod og børstede tænder, eller idet jeg trådte ud af badet, kunne jeg få øje på min krop og blive overvældet af en følelse af noget presserende, af forsømmelse.

Min krop skreg op om, at jeg ikke udfyldte mit formål. Det var meningen, at jeg skulle have sex – sikkert med et overvældende antal mennesker. Måske var det mere brutalt end det, måske var det meningen, at jeg ikke skulle kneppe, men blive kneppet.

Formålet med mit liv generelt vedblev at være et mysterium, men jeg havde vænnet mig til tanken om, at mit formål som krop betragtet var enkelt.

Jeg var for bange for verden til at gå ud og blive kneppet, for hjemsøgt af bekymringer, minder om dårlige kærester, angst for vold. I stedet tog jeg billeder. På billederne så min krop fantastisk ud, pletfri, hvælvet, som om den forsøgte at slippe ud af rammen opadtil.

Jeg var som en ængstelig, neurotisk pebermø, der var blevet sat til at være anstandsdame for en ung pige, som fandt ordningen ufatteligt urimelig.

En aften hvor jeg følte mig særligt smuk og isoleret, besluttede jeg mig for at begynde at dele mine nøgenbilleder. Jeg brugte en hjemmeside, der anonymiserede brugernavne og IP-adresser, og lagde tre billeder op uden nogen form for ledsagende tekst.

Jeg befandt mig på min kærestes badeværelse, da Olivia sendte mig en besked den følgende morgen. Mit opslag havde fået flere kommentarer, end jeg kunne nå at læse. Måske burde det ikke komme som nogen overraskelse, at hverken kommentarernes sjofelhed eller påskønnelse – ikke engang deres lejlighedsvise brutalitet – tilfredsstillede mig.

Billedernes anonymitet føltes fej, og afstanden til betragterne så enorm, at deres synspunkter blev meningsløse. Det eneste, der begejstrede mig, var at genindlæse siden for igen og igen at se billederne dukke op, ikke i en privat mappe på min telefon, men i et fælles, hvidt rum, der lod sig tilgå fra alle verdenshjørner.

At jeg gjorde mig skyldig i et slags bedrag over for min kæreste, Romi, stod klart – eftersom jeg gemte mig på hendes badeværelse, mens jeg genindlæste siden. Romis billige rensemælk stod på kanten af vasken. Hendes hospitalskittel hang på døren som en mislykket tegning af en person.

Men, ræsonnerede jeg og kiggede på min telefon, billederne havde ikke noget med hende at gøre. Det var kun min krop, der optrådte på dem, og min krop tilhørte ikke hende.

Hvordan ville Romi reagere, hvis jeg viste hende billederne? Hun ville blive en smule trist, en smule forvirret. Hvad kan jeg gøre? ville hun spørge, overbevist om, at mit behov for fremmede menneskers bekræftelse måtte være et udtryk for en utilstrækkelighed i hende.

Jeg antog, at langt størstedelen af svarene var fra mænd. Deres kommentarer var fulde af stavefejl og henvisninger til deres erektioner. Jeg smilede, scrollede. Da jeg genindlæste siden, var den øverste besked fra en bruger, der kaldte sig paintergirl1992.

Jeg læste beskedens første ord

– Undskyld mig – og undertrykte en latter.

Undskyld mig, lød beskeden, jeg er ked af at trænge mig på! Dine billeder er meget smukke. Tak for at dele dem. Jeg vil gerne invitere dig ud på en drink – er du i NY? Beklager, at jeg er så ligefrem. Jeg håber, du har en skøn dag – Olivia.

olivia, svarede jeg, hvor i ny bor du?

Skat? kaldte Romi ude fra gangen. Er alt okay derinde?

Alt er fint, svarede jeg.

Olivia svarede med det samme.

Clinton Hill, skrev hun. Brooklyn! Er du også i NY?

jep

Har du lyst til at mødes?

hvem er du

Olivia sendte et link til en profil på et socialt medie.

Vil du have kaffe? kaldte Romi gennem døren.

Jeg åbnede Olivias profil. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Jeg lagde min telefon ned og råbte:

Ja, over lyden af toilettet, der skyllede ud.

Det er åbenlyst, hvorfor jeg ikke kunne stole på mig selv. For det første var der ingen grund til, at jeg skulle føle mig så smuk og så isoleret. Jeg havde en dejlig kæreste – uselvisk, kærlig, fantastisk i sengen, med stærke arme og skuldre som følge af års rugbytræning.

Og alligevel havde jeg efter aftensmaden i går, af grunde, der endnu var uklare for mig selv, uploadet billederne, mens Romi sad og svarede på mails ikke engang en meter fra mig. Det eneste, jeg var sikker på, var, hvorfor jeg ikke havde vist Romi billederne.

Romi var det mest noble menneske, jeg nogensinde havde mødt. Jeg kunne godt lide ekstreme mennesker, mennesker, der legemliggjorde en utvetydig forestilling om livet. Hvordan føltes det at være urokkeligt god? Polerne i Romis nobelhed var hendes selvopofrende natur og en absolut upåvirkelighed over for det overfladiske.

Fra hun var ganske ung, havde hun næret en følelse af duelighed og en tro på, at hun var i stand til at gøre en forskel. Efter kort at have overvejet en karriere inden for politik besluttede hun sig for at læse til børnelæge. Når hun havde fri, arbejdede hun frivilligt som ambulanceredder.

Hun var så optaget af sit kald, at hun var immun over for skønhed. Det var aldrig faldet hende ind, at begrebet kunne findes uden for et begynderkursus i kunsthistorie. Hendes valg blev truffet ud fra funktion.

Bygningen, hun boede i, var dyr og smagløs, fuld af beige faciliteter. Ud over de særlige uniformer, som var påkrævet i forbindelse med træning eller jobsamtaler, var alt hendes tøj noget, hun havde fået gratis til et sportsstævne eller det årlige familietræf, til hvilket hendes sunde, muntre familie bestilte matchende polotrøjer til alle. Hun spiste sandwicher og salater, og hun spiste dem udelukkende på kæderestauranter.

Hendes pålidelighed var fuldkommen. Hun havde besluttet sig for, at hun var tiltrukket af mig, før hun overhovedet havde nogen idé om, hvordan jeg så ud – dengang hun, som jeg plejede at joke med, ikke vidste andet om mig, end at jeg var en kvinde med en særlig evne til at huske navnene på forfattere, hvis bøger jeg aldrig havde læst.

Vi havde mødt hinanden to år forinden på en krydsords-app, der matchede brugere med det samme niveau. Romi var langt bedre end jeg til krydsordsdelen, men hæmmet af manglen på tid og en aversion mod konkurrencepræget ondskabsfuldhed.

I løbet af de måneder vi chattede, kom jeg til at holde af, hvor gavmilde Romis beskeder var – selv når jeg fejlede på spektakulær vis, drillede hun mig aldrig – og hun vandt min hengivenhed med selve naturen af sin viden, som var fuld af huller, når det kom til kunst eller popkultur, men skarp på områder som politik, historie og de altafgørende synonymer. Jeg følte mig heldig, at hun var en ung lesbisk kvinde, kun fem år ældre end jeg og ikke mere end godt halvanden kilometer væk.

Hun elskede mig ikke for min krop, selvom hun, da vi først var blevet fortrolige, hævdede, at den besad en særlig skønhed. Jeg troede ikke på hende. Hun opfattede det ikke. Den forbindelse, vi havde skabt online, var åbenlyst fundamentet i Romis hengivenhed.

Fordi jeg så afgjort var overfladisk og altid havde været det – intet interesserede mig så meget som en forbipasserende piges skønhed – handlede en lille, men ubarmhjertig del af mit liv om at forudsige de mange måder, jeg kunne smadre vores kærlighed på.

Hvis jeg skulle fortjene hende, ville jeg blive nødt til at forblive lige så opmærksom som hende, lige så gavmild i sengen, lige så loyal. Jeg ville med andre ord være nødt til at undlade at dele mine nøgenbilleder online.

Men når man så bort fra Romi, var mit begær tørstigt og lunefuldt. Jeg var hverken loyal eller anarkistisk, men – eftersom jeg var ude af stand til at vælge mellem de to – skyldig og lusket.

I den primære fantasi, som fulgte mig overalt, stod jeg nøgen på en række sammen med tyve andre piger, hundrede piger, så mange piger, som der kunne være plads til i det rum, jeg befandt mig i – caféen, lobbyen i Romis lejlighedskompleks, kupéen i subwayen. Over for pigerne stod en mand, der granskede os. Han var ubestemmelig, symbolsk. Jeg knaldede ham aldrig. Efter omkring tredive sekunder pegede han, uden tøven, på mig.

Det var søndag. Min vagt på caféen begyndte klokken halv otte. I weekenderne holdt Romi mig, trods tidspunktet, altid med selskab på den femten minutter lange gåtur. Hun skyllede vores kaffekrus, stoppede et æble og en chokoladebar i min taske og greb to paraplyer fra gulvet foran døren.

Der var ingen knager eller møbler, hvor man kunne hænge jakker eller sætte paraplyer; efter at have boet i lejligheden i to år havde Romi ikke anskaffet sig noget særligt ud over gulvlamper og en smule køkkengrej. I stuen stod et ensomt sofabord og en lille stak politiske biografier under vinduet.

Vil du have din egen paraply? spurgte hun. Eller skal vi dele?

Hun gik ved siden af mig i det tidlige morgenlys og holdt den ene store paraply over os begge. Om natten var det begyndt at sne ganske let.

Jeg havde en særlig følelse, når jeg var sammen med Romi, når hun fulgte mig på arbejde eller lavede mad til mig eller bar min taske – visheden om, at mit liv ville blive bevidnet, sikkert, varmt. Jeg ville ikke blive udsat for små frustrationer; kærligheden ville beskytte mig mod livets råddenskab, sådan som kærligheden beskytter et barn.

I lighed med de bedste helte og mest ærefulde elskere ville Romi ikke nøjes med at udføre disse små handlinger for mig, hun ville også bringe ekstravagante, nødvendige ofre. Og hvad med mig – hvad var jeg villig til at ofre? Mens jeg mærkede min arm svinge ved siden af Romis, følte jeg mit bedrag helt fysisk, som et mærke, og undrede mig over, at Romi ikke kunne se det.

Vi talte, som vi indimellem gjorde, om hvordan vores liv havde set ud ti eller tolv år tidligere, længe før vi mødte hinanden. Vi delte en særlig følelse, som queerpersoner forestiller sig tilhører dem, fornemmelsen af, at vores første oplevelser med andre piger havde ført os til hinanden – at vi som unge kvinder var tumlet gennem en skjult lem ind i et lille, lyst sted og dér havde fået øje på hinanden blandt de få andre sjæle, der også havde opdaget dette sted.

Det var altid så anspændt dengang, sagde Romi. Svært. Min kæreste ville ikke have, at vi skulle have sex, så det var aldrig vores intention, vi hang bare ud og kyssede og så – du ved, så skete der noget. Det var aldrig min plan. Jeg tænkte ikke engang på det, når vi ikke var sammen – det var ikke på den måde. Det føltes bare så intenst at være i nærheden af hende, at jeg endte med at komme til at røre hende og spørge, om det var okay. Helt bestemt, svarede hun så, ja, fint, okay.

Og så blev hun ked af det bagefter?

Nej, sagde Romi og lo, bagefter sagde hun: Nå, men det her er jo ikke sex. Så for hver gang gik vi længere og længere og gjorde noget, som hun tidligere havde sagt, vi ikke måtte gøre. Og bagefter sagde hun, at det var lige meget, det var jo ikke sex. Og selvfølgelig endte det med, at vi åbenlyst havde sex. Altså, jeg kneppede hende virkelig! Kneppede hende med min hånd, slikkede hende.

På den ene side tænkte jeg, at jeg bare talte hende efter munden og gik med på idéen om, at der var en eller anden grænse. Og på den anden side tænkte jeg: Hvad var det, jeg gik glip af? Hvad var det, vi ikke gjorde? Fordi jeg syntes, det var redt fedt.

Romi tog min taske og svang den over skulderen. Vi gik forbi en enlig parkaklædt mand, i hælene på ham kom to hunde. Sneen fik deres strittende pels til at se selvlysende ud. Jeg undrede mig over Romi i hendes løbesko og tynde dunjakke. Ingen handsker, intet halstørklæde. Hun havde ingen interesse i at tilpasse sig vejret, eller også havde hun bare total tiltro til sin egen uigennemtrængelige stamina.

Jeg tror, at det, der bekymrede mig, sagde Romi langsomt, var, at der var noget galt med den måde, jeg så på hende på. Ikke med vores sex i sig selv, men – jeg ved det ikke helt – med det faktum, at jeg havde lyst til det, når jeg så på hende på en bestemt måde. Det generede mig ikke, at jeg var homo, men at jeg var creepy, du ved, på samme måde som en mand er creepy.

Men sådan er du slet ikke. Ikke engang, når du burde være det, sagde jeg drillende.

Romi smilede. Kæresten, hun talte om, havde været hendes første, forholdet varede i otte år. Denne eks var den eneste, Romi havde været sammen med ud over mig; i den forstand var der noget uskyldigt, noget provinsielt over hende.

Den eneste oplevelse, hun havde haft af sin egen seksualitet, af et forhold, var denne skrækindjagende første, i hvilken ethvert begær og enhver handling synes at determinere, hvem man skal være resten af sit liv. Men det var netop denne uskyld, der tiltrak mig, selv nu, mens hun talte. Jeg kunne mærke periodens betydningsfuldhed i hendes erindring.

For mig var det på en måde omvendt, sagde jeg. Så snart vi havde sex – pigen, jeg var sammen med i gymnasiet – vi havde ikke engang sex, vi hyggede os bare lidt. Men hun kom, og hun havde ikke engang forstået, at det var ved at ske, eftersom vi stadig havde alt tøjet på.

Måske var hun aldrig kommet før. Så snart det skete, var det, som om hun så noget, hun tidligere havde nægtet at se. Hun kunne ikke kigge væk. Vi vidste begge to, hvad det var, og vi havde ikke vidst, at det var sådan, det ville blive. Øjeblikket chokerede os begge to. Og det blev sådan, det sluttede.

Jeg kan huske, at jeg betragtede vores sko i sjappet, med en følelse af, at sex var et orakel. En sandsigerske, der før eller siden ville afsløre mig.

På arbejdet gik jeg på toilettet en gang i timen for at tjekke min telefon. Jeg scrollede ned forbi de nye kommentarer og beskedanmodninger, indtil jeg nåede Olivias. Profilen, hun havde sendt mig, virkede ægte.

Det faktum, at den gik fem år tilbage i tiden, tydede på, at den ikke var lavet af en person, der regelmæssigt skabte og slettede suspekte profiler. Men der var også noget oprigtigt ved den, en mangel på forfængelighed, endda en slags synlig generthed.

Olivia var lav og smal, med en enorm sky af krøllet hår, der gav hendes lidt nørdede ansigt et elegant anstrøg. Hun klædte sig i sort og mørkeblå, anstændige højhalsede kjoler og dyre bluser i tyk kashmir.

Hun var entusiastisk i sin dækning af dyr, hjemmebag og koncerter med indiepopsangere, som jeg selv holdt af, men aldrig kunne finde på at nævne online.

Det var svært at forestille sig nogen skabe en falsk profil med billeder af en så ligefrem, aseksuel person og lige så svært at forestille sig, at denne kvinde i det virkelige liv ikke bare havde frekventeret et forum for anonyme nøgenbilleder, men også mønstret modet til at sende mig en besked. På den anden side – var det ikke netop den formelle, undskyldende tone i hendes formuleringer, der havde vakt min nysgerrighed?

Før klokken blev to, var vi blevet enige om at mødes til en drink i Bed-Stuy dagen efter.

Den aften bevægede jeg mig stift omkring i mit livs velkendte rum, som en forvirret deltager i et quizshow, der netop har forstået, at hun bliver filmet. Da jeg fik fri fra arbejde, dukkede Romi op med sin store paraply og en cookie.

Selvom det kun var eftermiddag, blev luften omkring os hurtigt dybere. På vej hjem til hendes lejlighed var jeg stille, min mave føltes hul. Vi tog elevatoren i tavshed. Ding-lyden, da vi nåede tolvte sal, fik mig til at fare sammen. Jeg tjekkede min telefon, men der var ingenting.

Lad os hygge os lidt, sagde jeg, da Romi åbnede døren til sin lejlighed.

Jeg tog mine støvler og mit tøj af og lagde det i en bunke på gulvet. Jeg skjulte mig i et kostume og følte en hed trang til at krænge det af. Romi smilede og forvandt ud på badeværelset for at tage sin strap-on på. Hun foretrak at skifte for sig selv; der var noget usagt i vores forhold, en fornemmelse af, at snak om sex kunne forurene dens renhed.

Ud over madrassen, der lå direkte på gulvet, og en stor vandflaske i rustfrit stål var Romis soveværelse tomt. Jeg lagde mig ned, betragtede min krop. Jeg havde forsøgt at forestille mig Olivias krop under de højhalsede sweatre.

Drenget, endda barnlig. Mon Olivia ville synes, at min krop var perfekt? Gjorde hun ikke allerede det? Men ville hun bryde sig om dens form i virkeligheden, dens størrelse og vægt, dens måde at reagere på? Hvorfor ønskede jeg overhovedet at møde hende?

Jeg kunne ikke tro, hun ville være aggressiv eller krævende, sådan som manden i min fantasi om de opmarcherede kvinder var det. Det var hendes høflige blidhed, der havde tilladt mig at ryste angsten af mig og arrangere et møde. Hvad var det så? Var det ganske enkelt det faktum, at hun var et menneske, der havde valgt mig for min skønhed og kun for min skønhed, som om den var nok?

Romi kom ind i værelset iklædt en hvid T-shirt. Dildoen hang på hendes hofter som en arm. Hun dæmpede lyset, hendes bevægelser var på samme tid tøvende og målrettede, som om hun forberedte sig på at gøre noget, hun var opsat på at gøre, men som på ingen måde faldt hende naturligt.

Hendes krop var solid og så fuldt ud hendes egen, at den ikke behøvede at blive fremkaldt af sex. Idet hun knælede på madrassen, vendte jeg mig mod hende og åbnede hver eneste muskel i min krop.

Hun kneppede mig, sådan som hun bedst kunne lide det: som om vi havde været adskilt. Hun udskød øjeblikket, hvor hun gled ind i mig, så længe som muligt. Jeg begyndte at tale, lavmælt, for at få hende til at tale med mig. Jeg ville udvide det område, som hun gjorde uskyldsrent.

Fortæl mig, hvad der sker lige nu, sagde jeg ind i hendes øre.

Fortæl mig, hvordan din pik føles. Fortæl mig, hvordan jeg ser ud.

Skat, sagde hun, kun skat.

Rummet blev mørkt og blåt, fugtmættet, som om vores åndedræt havde frembragt en ny årstid. Jeg var lige ved at græde. Jeg var så opslugt, at jeg ikke kunne afgøre, om det var nydelsens crescendo eller hjertesorg.

Jeg knugede Romi ind til mig. Hun var atletisk bygget, men hendes bryster var store og for det meste gemt væk bag binders eller i sports-bh’er. Jeg kunne mærke sveden springe frem på hendes ryg under T-shirten, hvor min hånd hvilede. Åbenbaringen af hendes krop, blottet for forstillelse, var ikke længere en åbenbaring, men en påmindelse om et valg, jeg tog igen og igen, om den sikkerhed, der var Romis favn.

Lejligheden, som jeg delte med min ven Fatima, lå femten minutters gang fra Romis. I løbet af de år hvor Fatima og jeg havde boet i den lille toværelses, havde vi akkumuleret for mange møbler, der ikke passede sammen, nogle af dem med flæser, forskellige mønstrede puder og en stor samling planter, som Fatima holdt i live.

Lejligheden var sødlig og indelukket, der var en lugt af kakao og hør. Bortset fra en elkedel holdt vi køkkenbordet ryddet. I årevis havde vi haft et lille ritual – en kop te i sofaen, når vi begge to var hjemme på samme tid.

Fatima var overrasket over at se mig så sent på dagen. Jeg plejede at sove hos Romi, hvor vi havde det hele for os selv.

Gik det godt på arbejdet? spurgte hun.

Jeg viste hende Olivias profil med et fåret smil.

Hun er stamgæst på caféen, løj jeg. Hun gav mig sit nummer, da jeg betjente hende i dag.

Men hvorfor? sagde Fatima. Hvad med Romi, mener jeg.

Må jeg ikke tage imod et telefonnummer fra en pige?

Det virker lidt uærligt. På den anden side – Fatima løftede øjenbrynene – jeg ved jo, hvor meget du elsker at møde nye mennesker.

Fatima placerede tebrevene i to kopper. Hun var en køn, praktisk pige, der tiltrak loyale kærester. Jeg var både misundelig på og forbløffet over hendes tilsyneladende ubesværede stabilitet.

Ofte længtes hun efter præcis det, hun burde længes efter, og når hun fik det, satte hun pris på det. For eksempel: kærester, der tilbad hende. På det tidspunkt var hun forelsket i en programmør, der hed Jeremy.

Nå – hvad synes du om hende? sagde jeg. Olivia. Pigen.

Ikke rigtig din type.

Du mener, hun ser straight ud?

Ja, sagde Fatima og skænkede grinende vand fra elkedlen.

Det er nok det, jeg mener.

Jeg er i et mærkeligt humør, sagde jeg. Jeg ved ikke lige.

Hvad mener du? Er der noget galt mellem dig og Romi?

Jeg tog kopperne fra Fatima og bar dem ind i stuen. Jeg havde haft lyst til at tale med nogen om Olivia, men nu ville jeg ønske, jeg ikke havde nævnt hende. Jeg brød mig ikke om, at jeg havde løjet for Fatima og ikke sagt noget om billederne, og jeg brød mig endnu mindre om, at hun kunne se, jeg pønsede på noget. Det værste var, at hun ikke virkede overrasket.

I stedet for at sige noget om det spurgte jeg hende, hvordan man vidste, om man havde lyst til at gå i seng med et andet menneske.

Det ved du da godt selv.

Nej, jeg mener det. Er der en særlig ting, der gør det? En særlig måde, man ved det på? Eller ved man det ikke, før den anden lægger op til noget, eller før det faktisk sker?

Eve, det er ligesom at spørge dig om, hvordan det gik op for dig, at du var homo.

Jeg grinede. Men hvordan var det egentlig gået op for mig, at jeg var homo? Som femtenårig havde jeg forelsket mig i en pige, som jeg var vokset op med i en kedelig by i Massachusetts. Hendes mor ejede en vidtstrakt gård på byens nordside. Vi plejede at tilbringe eftermiddagene i laden, vi kyssede og trak forsigtigt i hinandens trøjer.

Hun var meget smuk, og jeg kendte hende bedre, end jeg kendte nogen anden. Sammen med hende mærkede jeg en beslutsomhed, som jeg indtil da havde forbundet med at løbe en bestemt distance, bevidst om at jeg ville komme i mål, med kursen mod en ren triumf, og pludselig forstod jeg, hvad min krop var skabt til at blive brugt til.

Den aften, jeg havde fortalte Romi om på vej til caféen, lod jeg min krop udfylde sin funktion. I de ti år der fulgte, havde jeg længtes efter at genopleve denne udsøgte vished, jeg ledte efter den i de kvinder, jeg mødte, deres værelser, deres kroppe.

Jeg var ikke i stand til at forene det, jeg havde følt, med det, det førte med sig – nemlig at pigen efter sin orgasme havde opgivet vores venskab, alle de år, vi havde tilbragt sammen, de mange spruttende svømmeture i søen, nætter, hvor vores lommelygter stødte mod hagerne, de samme timer tilbragt på de samme fodboldbaner, shorts og badedragter hængt til tørre i det samme badeværelse, de samme sko, der fulgte den samme sti gennem skoven. Måske lignede Olivia hende faktisk en lille smule.

Altså, sagde jeg til Fatima, jeg aner det faktisk ikke.

Jeg tror, at jeg først skal have fat i den ting, jeg gerne vil have, og så bagefter kan jeg måske finde ud af, hvorfor jeg ville have den, eller om den er god.




Tjenester

Eve har en kæreste, der elsker hende, en impulsiv side og en hemmelig frygt for, at hun spilder sin ungdom ved at være sammen med kun én person.
En aften poster hun en række nøgenbilleder af sig selv online. De bringer hende i kontakt med kvinden Olivia, og gennem hende, med den karismatiske Nathan. Trods Eves forbehold indleder de tre et forhold, som udfordrer Eve præcis lige så meget, som det tryllebinder hende.
I takt med at forholdet udvikler sig, tvinges Eve til at tage stilling til en række grundlæggende spørgsmål, hun aldrig før har stillet sig: Hvad bringer vi hver især med ind i begæret? Hvad afslører det om os selv – og om andre? Og hvordan forliger vi det, vi vil have med det, vi burde ønske os?

Tjenester tager livtag med alle vores givne forestillinger om sex og seksualitet. Lillian Fishmans medrivende debut er både modig og skamløs, saftig og tankevækkende – og pligtlæsning i sin allermest indbydende form. På dansk ved Caroline Minor.

Du kan købe Tjenester af Lillian Fishman i din lokale boghandel eller online fx hos Bog&idé




Vil du have endnu mere læseinspiration? Så besøg Lindhardt og Ringhofs Facebook-side

Tjenester