Vi kan ikke fortsætte med at leve, som vi gør nu, hvis vi vil redde klimaet. Det kræver et opgør med kapitalismen og en erkendelse af, at grøn vækst er en illusion. Verden skal på forbrugsskrump, siger den anerkendte journalist og bestsellerforfatter Ulrike Herrmann.
Konklusionen er klar: “Det er kun muligt at vinde klimakampen, hvis økonomien skrumper”. Sådan skriver Ulrike Herrmann i sin nye bog, Kapitalismens afslutning, der netop er udkommet på dansk. Ulrike Herrmann, der er født i 1964 og er økonomikommentator på avisen Taz, har skrevet en bog om klimakrisen, og hvorfor grøn vækst ikke er vores redning. Ifølge Herrmann er den eneste vej frem, at vi skruer ned for vores forbrug og giver afkald på noget af det, som vi har nu.
Det lyder som en dyster fremtid, men det behøver det ikke at være, konkluderer Herrmann i bogen, hvor hun kalder vejen vi skal gå fremover for “overlevelsesøkonomien”; en model, der er inspireret af den britiske krigsøkonomi fra 1939 og som vil afslutte kapitalismen, som vi kender den.
Hun beroliger os: “En bæredygtig, cirkulær økonomi kan være fantastisk. Den vil kunne byde på alt, hvad der skal til for at leve et godt liv: motivation, afveksling, venskab, kærlighed, anerkendelse, sjov, nydelse, afslapning, leg og idræt. Men også sikkerhed, mobilitet, pleje, arbejde og tilfredsstillelse”.
Bogen er dedikeret til den næste generation. Vi bringer her bogens forord:
Unge mister tilliden
Mange unge har mistet tilliden til de voksne. Klimakrisen truer deres fremtid, men alligevel bliver der fortsat udledt store mængder drivhusgasser. ”Vi spørger os selv: Hvad er det dog, der gør vores forældre så rådvilde?” skriver for eksempel klimaaktivisten Luisa Neubauer. Hun kan heller ikke forstå, hvorfor den tyske kansler i 16 år ikke rigtig gjorde noget ved klimakrisen. ”Merkel er fysiker. Burde hun så ikke vide, hvad det betyder, når klimakurverne stiger til vejrs?”
De unge er ikke de eneste, der er bekymrede og forundrede. Primatologen Jane Goodalls ord er berømte: ”Hvordan kan det være, at det klogeste væsen, der nogensinde har betrådt Jorden, ødelægger sit eget hjem?” Videnskabeligt set er der ikke længere nogen som helst tvivl om, at klimakatastrofen er ekstremt faretruende, og at menneskeheden kan gå til grunde. Klimaforskeren Hans Joachim Schellnhuber bruger det dramatiske billede, ”at vi skubber vores børn ind i en global skolebus, som med 98 procents sandsynlighed kører dem alle i døden”.
De unge er også så skuffede, fordi mange videnskabsfolk antyder, at det egentlig ville være ret nemt at bekæmpe klimaforandringerne. Således skriver solaringeniøren Volker Quaschning: ”De nødvendige teknologier og modeller er for længst udviklet. Og vi har også råd til at foretage de nødvendige forandringer. Der er altså ingen uovervindelige tekniske og økonomiske hindringer.” Og meteorologen Mojib Latif hævder, at det alene er ”korrupte politikere” og ”skruppelløse koncerner”, der kan forhindre, at klimaet bliver reddet.
Ulrike Herrmann, fotograf: Andrew James Johnston
Follow the science
Eftersom det angiveligt ikke er særlig vanskeligt at bekæmpe klimaforandringer, drager mange unge meget logisk den konklusion, at de politiske partier svigter klimaet. Ellers ville planeten jo for længst være reddet. Derfor skal politikerne ikke længere selv have noget at sige, men blot gøre, hvad videnskaben siger. ”Follow the science”, lyder det centrale slagord. Det stammer fra den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og er nu motto for ”Fridays for Future”.
De unge klimaaktivister formoder, at det udelukkende drejer sig om at finde de nødvendige økonomiske midler til at afværge klimakatastrofen. En populær vending lyder: ”Hvis Jorden var en bank, ville I for længst have reddet den.” Klimakatastrofen bliver altså betragtet, som om den var en normal krise som for eksempel en finanskrise. Den er ganske vist en eksistentiel krise, men angiveligt også en krise, som man hurtigt kan løse – hvis blot man begynder at bruge de milliarder, der skal til for at løse den.
Problemet stikker dybere
Det er desværre ikke så enkelt. Kampen mod klimaforandringer mislykkes ikke, fordi politikerne er korrupte eller ikke vil bruge tilstrækkeligt med penge til at løse klimakrisen. Viljen til at redde planeten er bestemt til stede. Den tyske sundhedsminister fra SPD, Karl Lauterbach, skriver rystet: ”Ingen ville varme sit eget hjem så meget op, at der er 30 procents sandsynlighed for, at det ville gå i brand om 30 år. Netop det gør vi dog lige nu med vores hjem, Jorden.”
Menneskeheden brænder sit eget hjem ned til grunden, fordi det ikke er nok at kende de videnskabelige fakta. Problemet stikker langt dybere. Det er kun muligt at beskytte fremtidens klima, hvis vi afskaffer kapitalismen. I modsætning til, hvad mange kapitalismekritikere mener, er det ikke en god nyhed.
Kapitalismen har været usædvanligt gavnlig for os mennesker. Med kapitalismen opstod de første samfund i historien, som kontinuerligt har skabt velstand. Før kapitalismen var der ikke den store vækst. Dengang var mennesker henvist til en ganske jammerlig landbrugsøkonomi, der opstod hyppigt sultkatastrofer, og den gennemsnitlige levealder var ikke mere end 35 år.
Kapitalismen var et fremskridt, men er behæftet med en grundlæggende svaghed: Den skaber ikke blot vækst, men er også nødt til konstant at vokse for at være stabil. Uden bestandig ekspansion bryder kapitalismen sammen. Men økonomien kan ikke vokse uendeligt i en endelig verden. For tiden opfører verdens industrilande sig, som om de kan forbruge flere planeter.
Men der findes som bekendt kun én jord. Indtil videre har industrilandenes regeringer satset på, at det på en eller anden måde er muligt at forene økonomisk vækst og bekæmpelse af klimaforandringer. De typiske slagord er ”Green New Deal” eller ”afkobling” mellem vækst og energiforbrug. Det store håb er, at hele økonomien kan omstilles til kun at bruge ”grøn strøm”, det vil sige elektricitet udvundet af vedvarende energikilder – hvad enten det handler om transport, industri eller opvarmning.
Den ”grønne vækst” er dog en illusion, for der vil ikke være nok grøn strøm. Påstanden vil måske i første omgang overraske nogen, eftersom solen sender 5.000 gange så meget energi til Jorden, som de otte milliarder mennesker har brug for, hvis de alle kunne nyde godt af samme levestandard som europæere.
Der er altså ikke mangel på fysisk energi, men som bekendt må solenergien først indfanges. Solpaneler og vindmøller leverer kun strøm, når solen skinner og vinden blæser. For at tage højde for vindstille perioder og mørke må energien lagres – og processen er så bekostelig, at der vil være knaphed på grøn strøm. Hvis den grønne energi skal række, er der kun ”grøn skrump” tilbage.
Kapitalismens afslutning
Det er ikke en ny tanke, at permanent vækst ikke har nogen fremtid. Mange klimaaktivister har længe været af den overbevisning, at naturen kun kan overleve, hvis kapitalismen bringes til en afslutning. De har også fundet på et iørefaldende slogan: ”System change, not climate change”.
Det skorter heller ikke på visioner om, hvordan en bæredygtig, cirkulær økonomi kunne se ud, hvor man kun forbruger så meget, som man kan genbruge. Nogle af nøglebegreberne her er bytteøkonomi, økonomi med fokus på det fælles gode, afkald på forbrug, nedsættelse af arbejdstiden og borgerløn.
Men hvordan kan man skabe en bæredygtig, cirkulær økonomi? Det forbliver uklart, for visionen bliver for det meste forvekslet med vejen. Målet skal på en og samme tid også være overgangen. Kun sjældent stilles det spørgsmål, hvordan man egentlig skal tage afsked med en konstant voksende kapitalisme uden at forårsage en stor økonomisk krise og sende millioner af mennesker ud i arbejdsløshed. Broen fra en dynamisk nutid til en statisk fremtid er endnu ikke bygget.
Grøn skrump
Mange klimaaktivister har en forståelse for, at afskeden med kapitalismen bliver svær. Greta Thunberg blev for nylig spurgt af en tilhænger, hvordan det fremtidige system skal se ud. ”Det ved jeg ikke,” svarede hun. ”Det er endnu ikke blevet opfundet.”
For at forestille sig den ”grønne skrump” – modvæksten – kan det være nyttigt at tage udgangspunkt i slutmålet. Hvis der også i fremtiden er knaphed på grøn strøm, vil det ikke længere være muligt at rejse med fly eller eje sin egen bil. Banker vil ligeledes i vidt omfang være overflødige, for lån kan kun betales tilbage, hvis økonomien vokser.
Klimaneutral økonomi eller kaos
I en klimaneutral økonomi vil ingen sulte – men millioner af arbejdstagere er nødt til at se sig om efter et nyt job. Der vil for eksempel være brug for meget mere arbejdskraft inden for landbruget og også i skovene for at dæmpe konsekvenserne af klimaforandringerne. Det syn på fremtiden kan forekomme radikalt, men der findes virkelig ingen andre muligheder, ingen andre alternativer.
Hvis vi ikke reducerer de udledte drivhusgasser til netto nul, vil vi ende i en tid med så store temperaturstigninger, at økonomien helt af sig selv vil skrumpe. I dette klimakaos vil det sandsynligvis komme til en alles kamp mod alle, som vores demokrati ikke vil overleve.
Den britiske krigsøkonomi som forbillede
Demonteringen af kapitalismen må ske på en ordnet måde. Til alt held findes der allerede en historisk model, der kan tjene som forbillede, og det er den britiske krigsøkonomi, der så dagens lys i 1939. Dengang stod briterne over for en monstrøs udfordring. De havde ikke forventet Anden Verdenskrigs udbrud og måtte på kort tid indrette deres økonomi til at tjene militæret, uden at befolkningen sultede.
Næsten fra den ene dag til den anden opstod der en planøkonomi, som fungerede bemærkelsesværdigt godt. Fabrikkerne forblev på private hænder, men staten styrede produktionen – og organiserede fordelingen af de knappe goder. Goderne blev rationeret, men der var ikke mangel på noget. Briterne opfandt altså en privat og demokratisk planøkonomi, som ikke havde noget at gøre med den dysfunktionelle socialisme i Sovjetunionen.
Klimakampen skal vindes globalt
For at undgå misforståelser: Ikke alle krigsøkonomier egner sig som forbillede. Det gælder i lige så høj grad for Hitlers plyndringspolitik som for Putins angreb på Ukraine. Briterne derimod udviklede en model, som man kan lære meget af.
Klimakampen kan kun vindes globalt, for drivhusgasser kender ingen grænser. Til trods for det beskriver denne bog kun en plan for Tyskland. Formålet med dette er ikke at fremme et nationalt tunnelblik, men derimod at lette forståelsen. Den økonomi, der kræves for at bekæmpe klimaforandringer, er svær nok i forvejen. Så hjælper det, hvis rammerne i det mindste er overskuelige og nogenlunde velkendte. Udfordringerne i forbindelse med udbygningen af vedvarende energi vil også blive forklaret ved hjælp af det tyske eksempel.
Mange sætter ganske vist også spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at reflektere over bekæmpelse af klimaforandringer på et nationalt niveau. De frygter, at andre lande ovenikøbet vil udnytte det, hvis vi reducerer vores drivhusgasser. Økonomen Hans-Werner Sinn skriver: ”Hvad enten vi taler om kul, olie eller naturgas: Hvis Tyskland køber og forbrænder mindre, kan kineserne jo bare købe og forbrænde mere.”
Forstå kapitalismens historie
Mistroen er forståelig, men er også forbundet med en manglende erkendelse af, at næsten alle andre lande lider endnu mere som følge af klimakatastrofen end Tyskland. Det er også i andre landes interesse at reducere deres udledninger af drivhusgasser. I klimadebatten bliver det konstant antydet, at vi allerede har løsningerne og alene mangler den politiske vilje. Men rent faktisk findes der endnu ikke en plan for, hvordan man på en fredelig måde kan bringe kapitalismen til en afslutning. Debattens parter skændes for nuværende kun om ikkeløsninger.
Den, der vil forstå kapitalismens afslutning, må også forstå kapitalismens historie. Bogen indledes med at beskrive, hvordan det moderne økonomiske system er opstået, og hvordan det fungerer. Her vil det vise sig, at kapitalismens afslutning er uundgåelig. Kapitalismen er fascinerende, men har ikke nogen fremtid. Den næste epoke vil være en epoke drevet af en overlevelsesøkonomi.
Kapitalismens afslutning
Kapitalismen har ført mange positive udviklinger med sig, men vi må vinke farvel til den, hvis vores samfund skal undgå at kollapse i fremtiden. Sådan lyder det i et klart og tydeligt sprog fra den respekterede tyske erhvervsredaktør Ulrike Hermann. I denne bog behandler hun tidens to mest presserende emner på tværs af grænser og generationer: økonomi og klimakrise.
Med sit kritiske og konstruktive blik på både klimakrise og kapitalisme leverer den internationale bestsellerforfatter en tankevækkende bog. Den grønne omstilling er ikke nok, og derfor er en afslutning på kapitalismens tidsalder nødvendig. For kapitalismens fokus på vækst er ikke bæredygtigt. Men hvordan skaber vi så en ny, global og grøn økonomi? Og hvordan undgår vi at ødelægge vores liberale demokratier i processen?
Svaret skal ifølge Ulrike Herrmann findes i historien, hvor hun peger hun på cirkulær økonomi og afvækst. Vi skal simpelthen alle sammen på forbrugsskrump – med den britiske krigsøkonomi som forbillede, mener forfatteren.
Vi kan ikke fortsætte med at leve, som vi gør nu, hvis vi vil redde klimaet. Det kræver et opgør med kapitalismen og en erkendelse af, at grøn vækst er en illusion. Verden skal på forbrugsskrump, siger den anerkendte journalist og bestsellerforfatter Ulrike Herrmann.
Konklusionen er klar: “Det er kun muligt at vinde klimakampen, hvis økonomien skrumper”. Sådan skriver Ulrike Herrmann i sin nye bog, Kapitalismens afslutning, der netop er udkommet på dansk. Ulrike Herrmann, der er født i 1964 og er økonomikommentator på avisen Taz, har skrevet en bog om klimakrisen, og hvorfor grøn vækst ikke er vores redning. Ifølge Herrmann er den eneste vej frem, at vi skruer ned for vores forbrug og giver afkald på noget af det, som vi har nu.
Det lyder som en dyster fremtid, men det behøver det ikke at være, konkluderer Herrmann i bogen, hvor hun kalder vejen vi skal gå fremover for “overlevelsesøkonomien”; en model, der er inspireret af den britiske krigsøkonomi fra 1939 og som vil afslutte kapitalismen, som vi kender den.
Hun beroliger os: “En bæredygtig, cirkulær økonomi kan være fantastisk. Den vil kunne byde på alt, hvad der skal til for at leve et godt liv: motivation, afveksling, venskab, kærlighed, anerkendelse, sjov, nydelse, afslapning, leg og idræt. Men også sikkerhed, mobilitet, pleje, arbejde og tilfredsstillelse”.
Bogen er dedikeret til den næste generation. Vi bringer her bogens forord:
Unge mister tilliden
Mange unge har mistet tilliden til de voksne. Klimakrisen truer deres fremtid, men alligevel bliver der fortsat udledt store mængder drivhusgasser. ”Vi spørger os selv: Hvad er det dog, der gør vores forældre så rådvilde?” skriver for eksempel klimaaktivisten Luisa Neubauer. Hun kan heller ikke forstå, hvorfor den tyske kansler i 16 år ikke rigtig gjorde noget ved klimakrisen. ”Merkel er fysiker. Burde hun så ikke vide, hvad det betyder, når klimakurverne stiger til vejrs?”
De unge er ikke de eneste, der er bekymrede og forundrede. Primatologen Jane Goodalls ord er berømte: ”Hvordan kan det være, at det klogeste væsen, der nogensinde har betrådt Jorden, ødelægger sit eget hjem?” Videnskabeligt set er der ikke længere nogen som helst tvivl om, at klimakatastrofen er ekstremt faretruende, og at menneskeheden kan gå til grunde. Klimaforskeren Hans Joachim Schellnhuber bruger det dramatiske billede, ”at vi skubber vores børn ind i en global skolebus, som med 98 procents sandsynlighed kører dem alle i døden”.
De unge er også så skuffede, fordi mange videnskabsfolk antyder, at det egentlig ville være ret nemt at bekæmpe klimaforandringerne. Således skriver solaringeniøren Volker Quaschning: ”De nødvendige teknologier og modeller er for længst udviklet. Og vi har også råd til at foretage de nødvendige forandringer. Der er altså ingen uovervindelige tekniske og økonomiske hindringer.” Og meteorologen Mojib Latif hævder, at det alene er ”korrupte politikere” og ”skruppelløse koncerner”, der kan forhindre, at klimaet bliver reddet.
Follow the science
Eftersom det angiveligt ikke er særlig vanskeligt at bekæmpe klimaforandringer, drager mange unge meget logisk den konklusion, at de politiske partier svigter klimaet. Ellers ville planeten jo for længst være reddet. Derfor skal politikerne ikke længere selv have noget at sige, men blot gøre, hvad videnskaben siger. ”Follow the science”, lyder det centrale slagord. Det stammer fra den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og er nu motto for ”Fridays for Future”.
De unge klimaaktivister formoder, at det udelukkende drejer sig om at finde de nødvendige økonomiske midler til at afværge klimakatastrofen. En populær vending lyder: ”Hvis Jorden var en bank, ville I for længst have reddet den.” Klimakatastrofen bliver altså betragtet, som om den var en normal krise som for eksempel en finanskrise. Den er ganske vist en eksistentiel krise, men angiveligt også en krise, som man hurtigt kan løse – hvis blot man begynder at bruge de milliarder, der skal til for at løse den.
Problemet stikker dybere
Det er desværre ikke så enkelt. Kampen mod klimaforandringer mislykkes ikke, fordi politikerne er korrupte eller ikke vil bruge tilstrækkeligt med penge til at løse klimakrisen. Viljen til at redde planeten er bestemt til stede. Den tyske sundhedsminister fra SPD, Karl Lauterbach, skriver rystet: ”Ingen ville varme sit eget hjem så meget op, at der er 30 procents sandsynlighed for, at det ville gå i brand om 30 år. Netop det gør vi dog lige nu med vores hjem, Jorden.”
Menneskeheden brænder sit eget hjem ned til grunden, fordi det ikke er nok at kende de videnskabelige fakta. Problemet stikker langt dybere. Det er kun muligt at beskytte fremtidens klima, hvis vi afskaffer kapitalismen. I modsætning til, hvad mange kapitalismekritikere mener, er det ikke en god nyhed.
Kapitalismen har været usædvanligt gavnlig for os mennesker. Med kapitalismen opstod de første samfund i historien, som kontinuerligt har skabt velstand. Før kapitalismen var der ikke den store vækst. Dengang var mennesker henvist til en ganske jammerlig landbrugsøkonomi, der opstod hyppigt sultkatastrofer, og den gennemsnitlige levealder var ikke mere end 35 år.
HØR OGSÅ: Ulrike Herrmann i samtale med Informations chefredaktør Rune Lykkeberg i podcasten Langsomme samtaler
Kapitalismens svaghed
Kapitalismen var et fremskridt, men er behæftet med en grundlæggende svaghed: Den skaber ikke blot vækst, men er også nødt til konstant at vokse for at være stabil. Uden bestandig ekspansion bryder kapitalismen sammen. Men økonomien kan ikke vokse uendeligt i en endelig verden. For tiden opfører verdens industrilande sig, som om de kan forbruge flere planeter.
Men der findes som bekendt kun én jord. Indtil videre har industrilandenes regeringer satset på, at det på en eller anden måde er muligt at forene økonomisk vækst og bekæmpelse af klimaforandringer. De typiske slagord er ”Green New Deal” eller ”afkobling” mellem vækst og energiforbrug. Det store håb er, at hele økonomien kan omstilles til kun at bruge ”grøn strøm”, det vil sige elektricitet udvundet af vedvarende energikilder – hvad enten det handler om transport, industri eller opvarmning.
MØD ULRIKE HERRMANN PÅ LOUISIANA: Klima eller kapitalisme? I samtale med Marc-Christoph Wager. Læs mere her og køb billet
Grøn vækst er en illusion
Den ”grønne vækst” er dog en illusion, for der vil ikke være nok grøn strøm. Påstanden vil måske i første omgang overraske nogen, eftersom solen sender 5.000 gange så meget energi til Jorden, som de otte milliarder mennesker har brug for, hvis de alle kunne nyde godt af samme levestandard som europæere.
Der er altså ikke mangel på fysisk energi, men som bekendt må solenergien først indfanges. Solpaneler og vindmøller leverer kun strøm, når solen skinner og vinden blæser. For at tage højde for vindstille perioder og mørke må energien lagres – og processen er så bekostelig, at der vil være knaphed på grøn strøm. Hvis den grønne energi skal række, er der kun ”grøn skrump” tilbage.
Kapitalismens afslutning
Det er ikke en ny tanke, at permanent vækst ikke har nogen fremtid. Mange klimaaktivister har længe været af den overbevisning, at naturen kun kan overleve, hvis kapitalismen bringes til en afslutning. De har også fundet på et iørefaldende slogan: ”System change, not climate change”.
Det skorter heller ikke på visioner om, hvordan en bæredygtig, cirkulær økonomi kunne se ud, hvor man kun forbruger så meget, som man kan genbruge. Nogle af nøglebegreberne her er bytteøkonomi, økonomi med fokus på det fælles gode, afkald på forbrug, nedsættelse af arbejdstiden og borgerløn.
Men hvordan kan man skabe en bæredygtig, cirkulær økonomi? Det forbliver uklart, for visionen bliver for det meste forvekslet med vejen. Målet skal på en og samme tid også være overgangen. Kun sjældent stilles det spørgsmål, hvordan man egentlig skal tage afsked med en konstant voksende kapitalisme uden at forårsage en stor økonomisk krise og sende millioner af mennesker ud i arbejdsløshed. Broen fra en dynamisk nutid til en statisk fremtid er endnu ikke bygget.
Grøn skrump
Mange klimaaktivister har en forståelse for, at afskeden med kapitalismen bliver svær. Greta Thunberg blev for nylig spurgt af en tilhænger, hvordan det fremtidige system skal se ud. ”Det ved jeg ikke,” svarede hun. ”Det er endnu ikke blevet opfundet.”
For at forestille sig den ”grønne skrump” – modvæksten – kan det være nyttigt at tage udgangspunkt i slutmålet. Hvis der også i fremtiden er knaphed på grøn strøm, vil det ikke længere være muligt at rejse med fly eller eje sin egen bil. Banker vil ligeledes i vidt omfang være overflødige, for lån kan kun betales tilbage, hvis økonomien vokser.
Klimaneutral økonomi eller kaos
I en klimaneutral økonomi vil ingen sulte – men millioner af arbejdstagere er nødt til at se sig om efter et nyt job. Der vil for eksempel være brug for meget mere arbejdskraft inden for landbruget og også i skovene for at dæmpe konsekvenserne af klimaforandringerne. Det syn på fremtiden kan forekomme radikalt, men der findes virkelig ingen andre muligheder, ingen andre alternativer.
Hvis vi ikke reducerer de udledte drivhusgasser til netto nul, vil vi ende i en tid med så store temperaturstigninger, at økonomien helt af sig selv vil skrumpe. I dette klimakaos vil det sandsynligvis komme til en alles kamp mod alle, som vores demokrati ikke vil overleve.
Den britiske krigsøkonomi som forbillede
Demonteringen af kapitalismen må ske på en ordnet måde. Til alt held findes der allerede en historisk model, der kan tjene som forbillede, og det er den britiske krigsøkonomi, der så dagens lys i 1939. Dengang stod briterne over for en monstrøs udfordring. De havde ikke forventet Anden Verdenskrigs udbrud og måtte på kort tid indrette deres økonomi til at tjene militæret, uden at befolkningen sultede.
Næsten fra den ene dag til den anden opstod der en planøkonomi, som fungerede bemærkelsesværdigt godt. Fabrikkerne forblev på private hænder, men staten styrede produktionen – og organiserede fordelingen af de knappe goder. Goderne blev rationeret, men der var ikke mangel på noget. Briterne opfandt altså en privat og demokratisk planøkonomi, som ikke havde noget at gøre med den dysfunktionelle socialisme i Sovjetunionen.
Klimakampen skal vindes globalt
For at undgå misforståelser: Ikke alle krigsøkonomier egner sig som forbillede. Det gælder i lige så høj grad for Hitlers plyndringspolitik som for Putins angreb på Ukraine. Briterne derimod udviklede en model, som man kan lære meget af.
Klimakampen kan kun vindes globalt, for drivhusgasser kender ingen grænser. Til trods for det beskriver denne bog kun en plan for Tyskland. Formålet med dette er ikke at fremme et nationalt tunnelblik, men derimod at lette forståelsen. Den økonomi, der kræves for at bekæmpe klimaforandringer, er svær nok i forvejen. Så hjælper det, hvis rammerne i det mindste er overskuelige og nogenlunde velkendte. Udfordringerne i forbindelse med udbygningen af vedvarende energi vil også blive forklaret ved hjælp af det tyske eksempel.
Mange sætter ganske vist også spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at reflektere over bekæmpelse af klimaforandringer på et nationalt niveau. De frygter, at andre lande ovenikøbet vil udnytte det, hvis vi reducerer vores drivhusgasser. Økonomen Hans-Werner Sinn skriver: ”Hvad enten vi taler om kul, olie eller naturgas: Hvis Tyskland køber og forbrænder mindre, kan kineserne jo bare købe og forbrænde mere.”
Forstå kapitalismens historie
Mistroen er forståelig, men er også forbundet med en manglende erkendelse af, at næsten alle andre lande lider endnu mere som følge af klimakatastrofen end Tyskland. Det er også i andre landes interesse at reducere deres udledninger af drivhusgasser. I klimadebatten bliver det konstant antydet, at vi allerede har løsningerne og alene mangler den politiske vilje. Men rent faktisk findes der endnu ikke en plan for, hvordan man på en fredelig måde kan bringe kapitalismen til en afslutning. Debattens parter skændes for nuværende kun om ikkeløsninger.
Den, der vil forstå kapitalismens afslutning, må også forstå kapitalismens historie. Bogen indledes med at beskrive, hvordan det moderne økonomiske system er opstået, og hvordan det fungerer. Her vil det vise sig, at kapitalismens afslutning er uundgåelig. Kapitalismen er fascinerende, men har ikke nogen fremtid. Den næste epoke vil være en epoke drevet af en overlevelsesøkonomi.
Kapitalismens afslutning
Kapitalismen har ført mange positive udviklinger med sig, men vi må vinke farvel til den, hvis vores samfund skal undgå at kollapse i fremtiden. Sådan lyder det i et klart og tydeligt sprog fra den respekterede tyske erhvervsredaktør Ulrike Hermann. I denne bog behandler hun tidens to mest presserende emner på tværs af grænser og generationer: økonomi og klimakrise.
Med sit kritiske og konstruktive blik på både klimakrise og kapitalisme leverer den internationale bestsellerforfatter en tankevækkende bog. Den grønne omstilling er ikke nok, og derfor er en afslutning på kapitalismens tidsalder nødvendig. For kapitalismens fokus på vækst er ikke bæredygtigt. Men hvordan skaber vi så en ny, global og grøn økonomi? Og hvordan undgår vi at ødelægge vores liberale demokratier i processen?
Svaret skal ifølge Ulrike Herrmann findes i historien, hvor hun peger hun på cirkulær økonomi og afvækst. Vi skal simpelthen alle sammen på forbrugsskrump – med den britiske krigsøkonomi som forbillede, mener forfatteren.
Du kan købe Kapitalismens afslutning i din nærmeste boghandel eller online fx hos Bog og idé.
Andre læste også: