Amerikanske romaner Fiktion Læseprøve og uddrag

Tillid er en spændende fortælling om 1920’ernes New York. Tyvstart din læsning af romanen her

hernan diaz, tillid, gode bøger, anmelderroste bøger

Tillid er en vild historie om begær, ambitioner og hemmeligheder i New York i det 20. århundrede. Smuglæs i Hernan Diaz’ roman herunder.


I Tillid møder du Helen og Benjamin Rask, der gjorde sig bemærkede som det ultimative power-par i 1920’ernes New York. Han er berygtet på Wall Street, mens hun er født ind i det velhavende aristokrati. Sammen har de bevæget sig til toppen af samfundet. Men der begynder at opstå rygter om deres velstand og position.

For hvordan er de egentlig kommet til deres rigdom, og hvem står reelt set bag deres succes?

LÆS OGSÅ: Tillid. Ny roman fra supertalentet Hernan Diaz blandt 2022s mest ventede

Fortællingen om Rask-parret er det centrale mysterium i en succesfuld roman fra 1938, som hele New York synes at have læst. Én kvinde dykker ned i historien bag parret, og til alles overraskelse finder hun hemmeligheder og bedrag, der overgår selv den vildeste fantasi.

Læs et uddrag af Tillid herunder.


Se traileren til bogen her


Du kan købe Tillid online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 17 august.




Tillid

Hernan Diaz



DEL 1: Forpligtelser

Da han lige fra fødslen havde nydt godt af nærmest enhver tænkelig fordel i livet, var det at komme heltemodigt frem i verden et af de få privilegier, som var nægtet Benjamin Rask; der var i hans tilfælde hverken tale om modstandskraft og udholdenhed eller om i kraft af en iboende jernvilje at kæmpe sig op af dyndet og frem mod en guldbestrøet fremtid.

Ifølge bagsiden på familien Rasks bibel var hans fars forfædre i 1662 migreret fra København til Glasgow og der begyndt at handle med tobak fra kolonierne. I løbet af det næste århundrede voksede deres virksomhed og udvidede sig i en sådan grad, at en del af familien flyttede til Amerika for bedre at kunne holde opsyn med deres leverandører og kontrollere samtlige aspekter af produktionen.

Tre generationer senere købte Benjamins far, Solomon, samtlige sine slægtninge og andre investorer ud. Under hans eneherredømme fortsatte firmaet med at vokse og gjorde ham inden længe til en af de førende tobaksgrossister på Østkysten.

Men selv om hans varelager meget vel kan have hidrørt fra de fineste producenter på kontinentet, var nøglen til Solomons succes snarere end produkternes kvalitet hans evne til at drage fordel af den indlysende kendsgerning, at selv om der naturligvis også var et epikuræisk aspekt forbundet med tobakken, røg de fleste mænd for derigennem at få mulighed for at tale med andre mænd.

Solomon Rask var derfor heller ikke kun leveringsdygtig i de mest udsøgte cigarer, cigarilloer og pibetobakker, men også (og frem for alt) i begavet konversation og politiske forbindelser. Han nåede til tops i sin branche og formåede at fastholde sin position i kraft af sin selskabelighed og de venskaber, han havde opdyrket i rygesalonen, hvor han ofte blev set dele en figurado med nogle af sine fornemste kunder, der omfattede Grover Cleveland, William Zachary Irving og John Pierpont Morgan.

Da hans succes var på sit højeste, fik Solomon bygget et hus på West 17th Street, der formåede at stå færdigt akkurat tids nok til Benjamins fødsel. Alligevel blev Solomon sjældent set i familiens residens i New York. Hans arbejde førte ham fra den ene plantage til den anden, og han var konstant optaget af at kontrollere rulleprocessen forskellige steder eller besøge forretningsforbindelser i Virginia, North Carolina og Caribien. Han var sågar også ejer af en lille hacienda på Cuba, hvor han hvert år tilbragte det meste af vinteren. Rygterne om hans liv på øen gav ham ry for at være eventyrlysten og have smag for det eksotiske, hvilket i hans branche kun var en fordel.

Mrs. Wilhelmina Rask betrådte aldrig sin mands ejendom på Cuba. Også hun var i lange perioder væk fra New York, som hun forlod i samme øjeblik, Solomon vendte tilbage, for derefter at opholde sig hele sæsoner af gangen i sine venners sommerhuse på Hudsonflodens østlige bred eller deres hytter i Newport. Tilsyneladende var det kun sin lidenskab for cigarer, hun var fælles med Solomon om, og dem var hun nærmest besat af at ryge.

Da det var en højst usædvanlig kilde til nydelse for en kvinde, hengav hun sig kun til den under private former, det ville sige i selskab med sine veninder. Dem var hun imidlertid konstant omgivet af, så det var på ingen måde en hæmsko for hende. Willie, som hun i de pågældende kredse blev kaldt, indgik i en fast sammentømret gruppe kvinder, der syntes at udgøre en slags nomadestamme.

De kom ikke kun fra New York, men også fra Washington, Philadelphia, Boston og endda så langt væk som Chicago. De bevægede sig i flok, besøgte hinandens hjem og ferieboliger alt efter årstiden – i et par måneder fra slutningen af september, hvor Solomon tog afsted til sin hacienda, blev således også West 17th Street flokkens tilholdssted. Men uanset i hvilken del af landet damerne måtte befinde sig, holdt kliken sig for sig selv og fremstod som en gennemført lukket kreds.

Som følge af altovervejende kun at opholde sig i enten sit eget eller sin barnepiges værelse havde Benjamin kun en vag fornemmelse af resten af det byhus, han voksede op i. Når hans mor og hendes veninder var der, blev han holdt væk fra de rum, hvor de røg, spillede kort og drak sauternes til langt ud på natten, og når de var væk, henlå de nederste etager i et halvmørke af tilskoddede vinduer, tildækkede møbler og indhyllede lysekroner.

Ifølge alle sine barnepiger og guvernanter var han et eksemplarisk barn, hvilket samtlige af hans privatlærere også kunne bekræfte. Aldrig havde manerer, intelligens og lydighed været kombineret på lige så harmonisk vis som hos dette elskværdige barn. Den eneste brist, som enkelte af hans plejere efter megen selvransagelse kunne komme på, var Benjamins modvilje mod at være sammen med andre børn. Da en af hans privatlærere begrundede sin elevs mangel på venner med ren og skær frygt, affejede Solomon den pågældendes bekymringer med en bemærkning om, at drengen blot var ved at blive mand på sin egen måde.

Kostskoletilværelse havde hans ensomme opvækst dog ikke forberedt ham på. Det første semester var han genstand for daglige drillerier og ondskabsfuldheder. Efterhånden opdagede hans klassekammerater imidlertid, at han i kraft af sin passivitet var et utilfredsstillende offer, og lod ham derfor være i fred. Han holdt sig for sig selv og brillerede i samtlige fag uden for alvor at interessere sig for dem. Efter hvert skoleår at have begavet ham med høje karakterer og alle mulige udmærkelser, mindede hans lærere ham konsekvent om, at han var udset til at skulle kaste hæder over læreanstalten.

Da han gik på sidste årgang, døde hans far af et hjerteanfald. Ved bisættelsen hjemme i New York lod både slægtninge og bekendte sig imponere af Benjamins fattede optræden, men sandheden er, at sorgen blot lod hans naturlige karakteregenskaber komme til udtryk i en socialt genkendelig form. Som tegn på en fremmelighed, der kom fuldstændig bag på hans fars advokater og bankforbindelser, anmodede drengen om at få testamentet og alle dermed forbundne opgørelser til gennemlæsning.

Mr. Rask havde været en samvittighedsfuld og omhyggelig mand, og hans søn kunne ikke finde nogen brist i papirerne. Efter at være færdig med dem og nået frem til en erkendelse af, hvad han kunne forvente i forbindelse med engang at komme til skelsår og alder og få fuld rådighed over sin arv, vendte han tilbage til New Hampshire for at afslutte sin skolegang.

Hans mor tilbragte sin korte periode som enke på Rhode Island sammen med sine veninder. Hun tog afsted i maj, kort tid inden Benjamins translokation, og døde inden sommerens udgang af emfysem. Familiemedlemmerne og vennerne til denne anden og langt mere afdæmpede bisættelse vidste knap nok, hvad de skulle sige til den unge mand, der i løbet af blot få måneder var blevet forældreløs. Heldigvis var der mange praktiske spørgsmål at diskutere – betroede midler, eksekutorer og de juridiske udfordringer i forbindelse med at gøre boet op.

Benjamins oplevelser som collegestuderende var et forstærket ekko af skoleårene i de lavere klasser. Hans svagheder og talenter var de samme, men efterhånden havde han tilsyneladende tillagt sig en slags kølig glæde over førstnævnte og en slags afdæmpet foragt for sidstnævnte. Nogle af hans slægts mere markante træk var tilsyneladende uddøde med ham. Han kunne dårligt adskille sig mere fra sin far, der havde formået at tage et hvilket som helst lokale i besiddelse blot ved at gå ind i det, ligesom han ikke havde noget tilfælles med sin mor, der antagelig aldrig havde været alene en eneste dag i sit liv.

Efter hans eksamen kom disse diskrepanser i forhold til hans forældre kun til at træde endnu tydeligere frem. Han flyttede fra storbyen tilbage til Long Island og oplevede fiasko i de fleste af de sammenhænge, hvor hans bekendte klarede sig godt – han var dårlig til sport, for sløv til at spille baseball, for ligeglad med at spille hasard og en uengageret elsker. På trods af at skylde tobakken sin formue røg han ikke engang. Dem, der havde anklaget ham for at være overdrevent nærig, var ude af stand til at indse, at han for så vidt heller ikke havde nogen appetit at undertrykke.

*

Intet kunne have interesseret Benjamin mindre end tobaksbranchen. Han brød sig hverken om produktet – den vulgære sugen og pusten, den primitive fascination af røg, den bittersøde stank af rådne blade – eller om det samvær i forbindelse med indtagelsen, som hans far havde sat så stor pris på og udnyttet så dygtigt. Intet forargede ham mere end rygelokalets omtågede indforståethed.

Hvor meget han end forsøgte, var han ude af stand til at argumentere blot tilnærmelsesvis overbevisende for en Lonsdale som værende at foretrække for en Diadema, ligesom han var ude af stand til at lovprise de Robustoer, han producerede på sit gods i Vuelta Abajo, med den ihærdighed, som kun førstehåndskendskab kan udvirke. Plantager, tørrelader og cigarfabrikker tilhørte en fjern verden, som han ikke havde nogen som helst interesse i at lære nærmere at kende.

Han ville selv have været den første til at indrømme, at han var en håbløs ambassadør for firmaet, og overlod derfor den daglige ledelse til den direktør, som gennem to årtier havde tjent hans far trofast. Det var på trods af den pågældede direktørs råd, at Benjamin gennem agenter, han aldrig havde mødt, solgte sin fars hacienda på Cuba og alt dertil hørende til underpris og uden så meget som at gøre aktiverne op. Hans bankier satte pengene i aktier sammen med hans øvrige opsparing.

Der gik et par passive år, hvor han gjorde halvhjertede forsøg på at opbygge forskellige slags samlinger (mønter, porcelæn, venner), forsøgte sig en smule med søvnløshed, prøvede at udvikle en interesse for heste og mislykkedes med at blive en laps.

Tiden blev ham en kilde til konstant irritation.

I strid med sine sande tilbøjeligheder begyndte han at planlægge en rejse til Europa. Alt det for ham interessante ved Den Gamle Verden havde han allerede tilegnet sig gennem bøger, og det betød intet for ham at opleve de pågældende ting og steder ved selvsyn. Han så heller ikke frem til at skulle være spærret inde i dagevis på et skib sammen med vildfremmede mennesker.

Ikke desto mindre bedyrede han over for sig selv, at hvis han nogensinde skulle tage afsted, ville det være det rigtige øjeblik at gøre det nu – stemningen i New York var generelt temmelig dyster efter en række finanskriser og den deraf følgende konjunkturafmatning, som landet de sidste to år havde været hensunket i.

Da nedgangsperioden ikke påvirkede ham direkte, havde Benjamin kun en vag fornemmelse af årsagerne til den – efter hans opfattelse var det alt sammen begyndt, da jernbaneboblen brast, hvilket på en eller anden måde havde ført til et senere sølvkrak og derefter igen til en pludselig efterspørgsel på guld, som havde ført til adskillige bankers konkurs under det, der blev kendt som panikken i 1893.

Uanset hvordan begivenhederne reelt måtte hænge sammen, lod Benjamin sig ikke anfægte. Han havde en generel forestilling om, at markeder bevægede sig op og ned, ligesom han var overbevist om, at den ene dags tab var den næstes fortjeneste. I stedet for at afskrække ham fra at tage til Europa blev finanskrisen – den værste af sin slags siden Den Lange Depression tyve år forinden – tværtimod en af hans stærkeste bevæggrunde til at rejse.

Netop som han skulle til at fastlægge en dato for afrejsen, oplyste hans bankier ham om, at han igennem nogle ”forbindelser” var lykkedes at købe obligationer udstedt med henblik på at reetablere landets guldreserver, hvis forringelse havde drevet så mange banker ud i insolvens. Den samlede udstedelse var blevet solgt på blot en halv time, og allerede efter den første uge havde Rask skabt sig et pænt overskud.

På denne måde kom uforudset held i form af gunstige politiske initiativer og bevægelser på markedet til at afstedkomme en pludselig og tilsyneladende spontan vækst i Benjamins i forvejen respektable arv, som han ellers aldrig havde interesseret sig for at forøge. Men da først tilfældet havde gjort det for ham, kunne han konstatere et behov dybt inde i sig, som han hidtil aldrig havde anet eksistensen af, før det altså nu blev lokket med en tilstrækkelig stor madding til at lade sig vække til live. Europa måtte vente.

Rasks aktiver blev forvaltet efter konservative principper af firmaet J.S. Winslow & Co., som altid havde varetaget familiens interesser. Firmaet var grundlagt af en af hans fars venner og blev nu ledet af John S. Winslow jr., som uden held havde forsøgt at blive venner med Benjamin. Forholdet mellem de to unge mænd var som følge heraf blevet lettere anspændt. Ikke desto mindre arbejdede de tæt sammen – om det så også kun var per bud eller over telefonen, hvilket Benjamin i begge tilfælde foretrak frem for overflødige og omstændelige møder ansigt til ansigt.

Benjamin blev hurtigt ferm til at læse strimlen fra børstelegrafen og finde mønstre i noteringerne, gribe ind i dem og opdage skjulte årsagssammenhænge mellem tilsyneladende uafhængige tendenser. I erkendelse af sin klients lærenemhed fik Winslow tingene til at se endnu mere kryptiske ud, end de i virkeligheden var, og afviste hans forudsigelser. På trods heraf begyndte Rask selv at tage beslutninger, der ofte var i modstrid med firmaets rådgivere. Han blev tiltrukket af kortsigtede investeringer og gav Winslow besked på at foretage højrisikohandler inden for optioner, futures og andre finansinstrumenter af spekulativ karakter.

Winslow sørgede altid for at mane til forsigtighed og komme med indvendinger mod sådanne dumdristige planer; han nægtede at bringe Benjamin i en situation med risiko for at miste hans samlede kapital på hasarderede forehavender.

I endnu højere grad end at være bekymret for sin klients aktiver var Winslow åbenbart også optaget af ydre fremtræden og indstillet på at udvise en vis økonomisk plisom han på et tidspunkt selv udtrykte det, ledsaget af en hul latter over sit eget vid, var han bogholder og ikke bookmaker, og havde ansvar for en finansoperation og ikke en hasardoperation. Fra sin far havde han arvet et ry for at foretage sunde investeringer, og denne arv havde han tænkt sig at leve op til. Alligevel endte han altid med at adlyde Rasks direktiver og på denne måde beholde sin kommission.

På under et år nåede Rask at blive træt af sin rådgivers pedanteri og tungsindige tempo, afskedigede Winslow og begyndte at handle på egen hånd. At klippe alle bånd over til den familie, der gennem to generationer havde stået hans egen så nær, øgede kun Rasks følelse af, da han selv overtog ansvaret for sine forhold, for første gang virkelig at have opnået noget i tilværelsen.

*

De to nederste etager i hans hus blev omdannet til midlertidigt kontor. Det var på ingen måde planlagt, men snarere en følgevirkning af at skulle opfylde uforudsete behov et ad gangen, efterhånden som de viste sig, indtil der uventet viste sig at være opstået en form for arbejdsplads med adskillige ansatte. Det begyndte med et bud, som Benjamin satte til at styrte rundt i byen med aktier, obligationer og andre dokumenter. Efter få dage erklærede drengen, at han var nødt til at få hjælp.

Ud over endnu et bud hyrede Benjamin også en pige til at passe telefonen og en kontorist, der snart lod ham vide, at det var umuligt for ham at overkomme alene. At administrere personalet begyndte at tage for meget dyrebar tid fra Benjamins forretning, så han ansatte også en assistent. Og da bogholderiet ganske enkelt blev for tidskrævende, ansatte han en revisor. Da hans assistent også fik sig en assistent, mistede Rask overblikket over nyansættelserne og ulejligede sig derefter ikke længere med at huske folks ansigter og navne.

Efter i årevis at have stået urørt og tildækket blev møblerne nu behandlet uærbødigt af sekretærer og bydrenge. På anretterbordet af valnøddetræ var der blevet installeret en børstelegraf, det meste af løvtapetet med indlagt bladguld var nu dækket af kurslister, avisdynger havde afsat pletter på en hørgul fløjlssofa, en skrivemaskine havde lavet hakker i et chatol af satintræ, sorte og røde blækpletter skæmmede det broderede betræk på divaner og sofaer, og travle sko havde skrammet løvefødder af egetræ og for altid tilsølet de persiske løbere.

Hans forældres værelser var derimod efterladt intakt. Selv sov han på øverste etage, som han i sin barndom ikke havde besøgt en eneste gang.

Det blev ikke svært af finde en køber til hans fars firma. Benjamin lokkede en producent fra Virginia og et handelsselskab fra Storbritannien til at byde hinanden op. Ud fra et ønske om at lægge afstand til denne del af sin fortid glædede det ham at se briterne sejre og dermed sende tobaksfirmaet tilbage til udgangspunktet. Det virkelig tilfredsstillende for ham var imidlertid, at han med overskuddet fra salget blev i stand til at arbejde på et højere niveau, operere med større risici og finansiere langsigtede transaktioner, som han tidligere ikke havde haft mulighed for at overveje.

Til deres forbløffelse kunne hans omgivelser konstatere, at hans besiddelser aftog omvendt proportionelt med hans velstand. Han solgte alle familiens tilbageværende ejendomme, heriblandt byhuset på West 17th Street, og alt inventar. Hans tøj og papirer kunne være i to kufferter, som blev sendt til hotel Wagstaff, hvor han lejede et antal lokaler.

Han begyndte at blive fascineret af pengenes elasticitet – hvordan det var muligt at få dem til at bevæge sig i ring og tvangsfodre sig selv. Det isolerede og selvtilstrækkelige ved at spekulere tiltalte hans gemyt og var både en kilde til undren og et mål i sig selv, helt uafhængigt af hans indtægters størrelse eller de muligheder, de gav ham. Luksus var en vulgær byrde. Hans sky temperament higede ikke efter nye oplevelser. Politik og magtbegær spillede ingen rolle for hans enegængermentalitet. Strategiske spil som skak eller bridge havde aldrig interesseret ham. Hvis han var blevet spurgt, havde Benjamin antagelig haft vanskeligt ved at forklare, hvad han egentlig fandt tiltrækkende ved finansverdenen.

Det var kompleksiteten i den, javist, men også det forhold, at han betragtede kapital som en antiseptisk livsform. Den bevæger sig, spiser, vokser, formerer sig, bliver syg og kan muligvis dø. Men den er ren. Det kom med tiden til at stå mere og mere klart for ham. Jo større en operation var, desto længere væk var han også fra de konkrete detaljer i forbindelse med den.

Han havde ikke behov for at røre ved en eneste pengeseddel eller engagere sig i de ting og mennesker, hans transaktion påvirkede. Han behøvede udelukkende at tænke, tale og måske skrive. Derpå ville det levende væsen blive sat i bevægelse for på sin vej ind i stadig mere abstrakte områder ved egen kraft at skabe de smukkeste mønstre, som Benjamin aldrig selv kunne have forudset – hvilket også glædede ham, således at se væsenet prøve at handle frit. Selv når det skuffede ham, beundrede og forstod han det.

Det sydlige Manhattan havde Benjamin nærmest intet kendskab til – kun lige akkurat nok til ikke at bryde sig om dets kløfter af kontorbygninger og beskidte, snævre gader med horder af spankulerende forretningsmænd, som var travlt optaget af at demonstrere deres egen travlhed. I erkendelse af det nyttige ved at være til stede i finansdistriktet valgte han ikke desto mindre at flytte sit kontor til Broad Street. Efterhånden som hans interesseområde udvidede sig, fik han kort tid efter også plads på New Yorks børs.

Det gik hurtigt op for hans ansatte, at han var lige så lidt tilbøjelig til dramatik som til glædesudbrud. Så kortfattede samtaler som overhovedet muligt blev gennemført i et hviskende tonefald. Hvis der opstod en pause i maskinskrivningen, kunne man høre en læderstol knirke eller et silkeærme rasle i den anden ende af lokalet. Alligevel blev luften konstant forstyrret af lydløse krusninger. Det stod klart for alle, at de agerede i forlængelse af Rasks vilje, og at det var deres pligt at tilfredsstille og helst også forudse hans behov, men til gengæld aldrig henvende sig til ham med deres egne.

Mange unge børshandlere fik ganske vist ambitioner om at handle hos Rask, men når de forlod ham igen ud fra en forestilling om nu at have annammet alt, det overhovedet var muligt at lære, formåede de ikke desto mindre aldrig helt at kopiere deres nu tidligere arbejdsgivers succes.

Til hans store ærgrelse begyndte man i finanskredse at omtale hans navn med ærbødig forundring. Nogle af hans fars gamle venner henvendte sig til ham med forretningsideer, som han nogle gange indvilligede i, og med tip og forslag, som han konsekvent ignorerede. Han handlede med guld og guano, med børsvalutaer og bomuld, med obligationer og oksekød. Hans interesser var ikke længere begrænset til USA.

England, Europa, Sydamerika og Asien kom til at udgøre et samlet territorium for ham. Fra sit kontor overvågede han verden på udkig efter vovelige højrisikolån og forhandlede om statsobligationer med en række lande, hvis respektive skæbne på grund af hans aktiviteter blev uløseligt forbundet. Nogle gange lykkedes det ham at sætte sig på samlede obligationsudstedelser. Hans få nederlag blev efterfulgt af store sejre. Alle på samme side af transaktionerne nød godt af dem.

I det, som i stadig større grad og imod hans vilje var begyndt at blive Benjamins ”verden,” var intet mere iøj- nefaldende end anonymitet. Selv om Rask aldrig lyttede til sladder, var han klar over, at han – med sin pedantisk uinteressante fremtoning, sine asketiske vaner og sin klosterlignende hoteltilværelse – måtte blive anset for lidt af en ”personlighed”. Af skræk for at blive opfattet som en særling besluttede han i stedet at indfri folks forventninger til en mand i hans position.

På hjørnet af Fifth Avenue og 62nd Street lod han bygge et beaux arts-palæ i kalksten og hyrede Ogden Codman til at indrette det i visheden om, at hans ornamentale resultater ville blive udbasuneret på samtlige sider med societystof. Da huset var færdigt, gjorde han forsøg på at arrangere et bal, men måtte erkende at være ude af stand til at gennemføre det – han gav op, da han under udarbejdelsen af gæstelisten sammen med en sekretær måtte se i øjnene, at sociale forpligtelser er tilbøjelige til at vokse eksponentielt. Han kom med i adskillige klubber, bestyrelser, velgørende foreninger og sammenslutninger, hvor han sjældent lod sig se. Det bød ham alt sammen inderligt imod.

Det havde dog budt ham endnu mere imod at blive opfattet som en ”original”. Han endte med at blive en velhavende mand, der spillede rollen som velhavende mand. At hans omstændigheder faldt sammen med hans kostume, fik ham ikke til at føle sig spor bedre tilpas.




Hernan Diaz: Tillid

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – KRISTELIGT DAGBLAD
❤️❤️❤️❤️❤️ – POLITIKEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – BERLINGSKE
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – JYLLANDS-POSTEN

Helen og Benjamin Rask gør sig bemærkede som det ultimative power-par i 1920’ernes New York. Han arbejder på Wall Street, og hun er født ind i det velhavende aristokrati. Sammen har de placeret sig sikkert i toppen af samfundet.

Fortællingen om Helen og Benjamin er det centrale mysterium i en succesfuld roman fra 1938, som hele New York synes at have læst. Én kvinde dykker ned i historien bag, og til sin og læserens store overraskelse finder hun hemmeligheder og bedrag, der overgår selv den vildeste fantasi.

Du kan købe Tillid online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.


Læs også

I det fjerne

I det fjerne, Hernan Diaz

★★★★★ “Et brag af en debutroman” – Jyllands-Posten

I det fjerne er den hjertegribende roman om en ung svensk immigrants rejse gennem Amerika i 1800-tallet. To unge brødre rejser sammen fra Sverige mod New York. Undervejs bliver brødrene væk fra hinanden, og Håkan ender med at befinde sig i Californien. Han sætter kursen tværs gennem Amerika med en ambition om at nå til New York og genfinde sin elskede storebror.

Hans rejse er ikke nem, og undervejs møder han kriminelle, religiøse fanatikere, svindlere, indianere og lovens håndhævere – og masser af immigranter på jagt efter lykken i det store land.

Du kan købe I det fjerne online, fx hos Bog & idé, eller i din nærmeste boghandel.