Pio – Flugten til Amerika er en gribende fortælling om en ildsjæl, og en fantast, hvis kamp for retfærdighed har haft afgørende betydning.
Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio, blev i begyndelsen af 1870’erne arresteret af de danske myndigheder på grund af sit store engagement og sin skarpe pen. Da han blev løsladt i 1875, begyndte han at planlægge socialistiske eksperimenter i Amerika.
Bestukket af politiet tog Pio den 23. marts 1877 flugten til Amerika og kastede sig straks ind i kampen for et mere retfærdigt samfund.
LÆS OGSÅ: Henrik Berings “Den perfekte officer” viser, hvad krigshistorien kan lære os om ledelse
I Pio – Flugten til Amerika beskrives at Pio i tæt på et årti var en del af den amerikanske arbejderbevægelse, og oplevede som arbejderleder, journalist og forfatter nogle af verden største arbejderslag og arbejderbevægelsens racemæssige spændinger på tætteste hold.
Pio – Flugten til Amerika er baseret på et omfattende og nyskabende arkivarbejde på begge sider af Atlanten, og bogen udfolder en hidtil ukendt fortælling om Louis Pios liv og aktivisme i Amerika.
Læs de to første kapitler af Pio – Flugten til Amerika herunder:
Pio – Flugten til Amerika
Anders Bo Rasmussen
1
Dynamit i maj
Ti år efter Louis Pios flugt fra Danmark vibrerede vreden i Amerika. En international sitren af Karl Marx, fransk revolution og amerikansk oprør bevægede byer som Chicago. Den landsdækkende generalstrejke var trådt i kraft 1. maj 1886, og spændingen mellem arbejdere, strejkebrydere og politiet kulminerede nu efter næsten to årtiers kamp for en ottetimers arbejdsdag.
På papiret var kravet nået på nationalt niveau, men loven var hullet. Gang på gang havde arbejdsgivere og lokale militser, hjulpet af dommerkendelser, bajonetspidser og projektiler, nedkæmpet de strejkende. I stigende grad svarede arbejderne igen med køller.
Midt i disse enorme sammenstød af mennesker og ideer samleden tidligere dansk socialistleder Chicagos skandinaviske medlemmer til møde i den hemmelighedsfulde og magtfulde arbejderbevægelse Knights of Labor.
I årevis havde denne arbejderleder talt og organiseret i Chicagos foreningslokaler for at samle tusindvis af skandinaviske arbejdere i organisationens underafdelinger, og selvom hans berømte retoriske gnist ikke længere overstrålede alt, så lyste hans sociale indignation stadig.
Manden var Louis Pio, stifteren af det danske socialdemokrati. En mand, der talte ti sprog flydende og fængslede sine tilhøreremed bidende, humoristiske angreb på kapitalisterne. I disse truende tider, hvor arbejdere over hele landet samlede sig til en afgørende kamp mod kapitalens overgreb, kunne skandinaverne ikke stå udenfor, fastslog Pio.
Således heller ikke denne aften, søndag den 2. maj, i Odd Fellow-lokalerne på 428 West Chicago Avenue, hvor Pio stillede sig frem og rådede flere end 200 medarbejdere hos den rige sæbefabrikant James S. Kirk til at organisere sig forud for den forestående kamp.
Ikke langt derfra, i Zepf’s Hall, stod den flammende tyskfødte socialist- og anarkistleder August Spies og talte foran mindst 300 skræddere og syersker som optakt til morgendagens demonstrationer. Målene var nogle af USA’s mest slående symboler på grådig monopoliseret velstand.
Rundtomkring i landet var vreden rettet mod ”røverbaroner” eller ”industriens titaner” (afhængig af øjnene, der så) som oliemagnaterne John D. Rockefeller og Henry Flagler, stålindustriens Andrew Carnegie og finansmændene J. P. Morgan og Jay Gould.
Men i Chicago var det Cyrus McCormick Jr., manden i spidsen for det familieejede McCormick Harvesting Machine Company, som i disse dage blev lagt for had.
Ved McCormick-fabrikken på Western og Blue Island Avenue ulmede urolighederne. Ledelsen hyrede strejkebrydere, da fabrikkens jernstøbere nedlagde arbejdet, og i protest mødte fagforeningsfolk med polsk og tysk baggrund, anarkister og også et antal ”blacklistede” McCormick-arbejdere frem ved fabrikken på Chicagos sydside den 3. maj.
Vel vidende at McCormick var i arbejderbevægelsens sigtekorn, accepterede ejerne endelig en ottetimers arbejdsdag (seks dage om ugen), men nyheden nåede ikke demonstranterne i tide. Da arbejdsdagen sluttede, blev strejkebryderne på McCormick-fabrikken angrebet af demonstranter med sten og køller.
Flere end 200 betjente ankom hurtigt, men kunne ikke dæmpe volden med ord. I stedet åbnede politiet ild. Først op i luften også ind i menneskemængden. Angrebet tvang demonstranterne på flugt, men to lå livløse tilbage.
Rasende indkaldte arbejderbevægelsen til møde den følgende aften. Fra Spies’ indflydelsesrige dagblad Arbeiter-Zeitung (der i perioder havde samarbejdet med Pios arbejderavis), blev der tilmed udgivet et ”hævncirkulære” med opfordring til at gengælde fremtidige angreb.
Den hastigt eskalerende vold i Chicago var kulminationen på en kamp, som Pio og hans allierede i ”Arbejdets Riddere” i årevis havde forsøgt at kæmpe med fredelige midler. På skrift og i tale havde Pio gang på gang understreget vigtigheden af forhandling som midlet til at opnå en kortere arbejdsdag og højere løn.
Målet var en ”overenskomst” om otte timers dagligt arbejde uden ”voldsomheder”, skrev Pio. Samme besked gav han til sæbearbejderne den 2. maj. Men da volden brød ud ved McCormick-fabrikken, slap arbejderbevægelsens militante anarkist-ånd ud af flasken.
Mange europæiske arbejdere havde oplevet politiet slå på kvinder og børn under sporvognsstrejken året forinden, og især tysktalende revolutionære var klar til en mere offensiv fortolkning af selvforsvar. Dynamit ville kunne udligne myndighedernes magtmonopol.
Pio kendte flere af disse yderliggående nordeuropæiske immigranter i Chicago, men han advarede også direkte mod at ”drive sagen igennem” med dynamit. Af samme grund holdt den danske arbejderleder sig – formentlig – på afstand af Haymarket Square den 4. maj.
Tæt ved 3.000 arbejdere og sympatisører begyndte til gengæld at samles hen mod klokken 20, og Chicagos mangfoldighed understregedes endnu en gang denne aften. Nordeuropæiske socialister, tyskfødte anarkister og amerikanske arbejdere mødte op for at høre blandt andre Spies og den tidligere sydstatssoldat Albert Parsons, der, sammen med sin hustru, Lucy, var flygtet fra racismen i Texas efter borgerkrigens afslutning.
Chicagos flamboyante borgmester, Carter Harrison, ridende på sin hvide hest, overværede ved selvsyn dele af aftenens program og konstaterede, at begivenheden virkede ”tam”. Men trods de tandløse taler rykkede tæt ved 200 bevæbnede politibetjente ind på pladsen fra den nærliggende Desplaines Street Station lidt efter klokken 22 og beordrede forsamlingen til at spredes.
Politiets fremfærd provokerede en reaktion med verdensomspændende konsekvenser. Skjult bag nogle fiskekasser kastede en demonstrant, formentlig anarkisten Rudolph Schnaubelt, en bombe mod politiet.
Som han senere huskede det, observerede den danskfødte politibetjent Jacob Hansen en lille, mørk kartoffellignende ting med ildgnister på jorden.
”Hva’ faen”, tænkte han og sparkede til den.
Eksplosionen var øredøvende.
Bomben dræbte øjeblikkeligt fem politibetjente og slyngede dusinvis af andre, heriblandt Jacob Hansen, til jorden. Efter eksplosionen landede Hansen oven på en kollega, som ”var skåren tværs over”.
Kammeraten Niels Hansen faldt om ved siden af, ”smadret lige op i skrævet”. Han var færdig, tænkte Jacob Hansen og tog sig til benet. Øjeblikkeligt tog larmen, råbene og skrigene til omkring danskeren.
”Kuglerne peb i luften”.
I mørket skød politiet vildt omkring sig. Også Jacob Hansen.
Jeg ville rejse mig, og skønt jeg ikke kunne støtte på det ene ben, arbejdede jeg mig dog så langt op, at jeg fik tre kugler gennem ryggen og én tværs igennem det andet ben. Det svalede i lemmerne.
Til sidst blev jeg gnaven, trak revolveren og fyrede seks skud af i bagstykkerne på dem, der spærrede udsigten. Det luftede.
I dette momentane, røgfyldte kaos faldt mænd, ifølge en lokal skandinavisk avis, ”som strå for en mejemaskine”.
Da krudttågerne drev bort få minutter senere, var pladsen bestrøet med døde (syv politifolk og mindst fire arbejdere) og utallige sårede.
”Århundredets forbrydelse”, blev bomben ved Haymarket Square kaldt, og den ideologiske trykbølge spredte sig verden over. Rasende politifolk ransagede arbejdernes samlingssteder, og godt hjulpet af pressen offentliggjorde de historier om fund af våbenlagre med dynamitstænger.
I Chicago blev otte anarkister, heriblandt Spies og Parsons, med tilknytning til arbejderbevægelsenanholdt i løbet af få uger, og fra anklagemyndighedens perspektiv bar disse mænd ansvaret for tragedien ved Haymarket Square.
Begivenhederne nærede frygt, og frygten nærede rygter, som underbyggede historien om en større arbejdersammensværgelse, der ville omstyrte det eksisterende samfund.
Den historie – tvivlsomme anklager, modstand mod arbejderne og myndighedernes brug af vold – kendte Pio kun alt for godt. Den var grunden til, at han nu befandt sig midt i den måske vigtigste begivenhed i international arbejderhistorie.
I denne situation kunnePio, trods sin egen konfliktfyldte historie, ikke lade være med at sende tanker hjem til Danmark. Hans kone, Augusta, og datter, tiårige Sylvia, blev sendt tilbage til København, mens Haymarket-retssagen – og alle dens bølgeslag – opslugte Chicago.
Den ensidige retssag, der fulgte, bestyrkede Pio i hans frygt for myndighederne. Syv blev dømt til døden, og selvom to senere blev benådet, medførte henrettelserne i 1887 sorg og protester blandt arbejdere verden over.
På langs af Amerika og Europa blev de tiltalte i Haymarket-retssagen martyrer i kampen for retfærdighed, og i 1889 besluttede en international arbejdersammenslutning i Paris at videreføre de amerikanske arbejderes kamp for en ottetimers arbejdsdag den 1. maj.
Da tæt ved 30.000 danske arbejdere i 1890 mødtes på Fælleden for første gang med kravet om ”otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile”, var forbindelsen til Louis Pios kamp for en kortere arbejdsdag svær at overse.
Siden 1870’erne havde Pio kæmpet kampen i København og Chicago, og nu blev kravet igen rejst på Fælleden. Som Politikens velskrivende (og til tider fabulerende) stjernejournalist Henrik Cavling skarpsindigt observerede, kunne ingen, i kølvandet på kampene i Chicago, længere nægte, at ”arbejderspørgsmålet” var tidens eneste store spørgsmål.
Der manglede dog noget (eller måske nærmere nogen), mente Cavling. Denne 1. maj – hvor talerstolen nærmest var placeret lige der, hvor militæret havde taget opstilling mod arbejderne i 1872 – var der mere liv i tilhørerne end i talerne.
”Den store masse har et lydt øre”, skrev Cavling, men ”den har siden Louis Pios dage manglet instrument”.
Louis Pios dage havde Cavling selv været vidne til.
Næsten 20 år tidligere var Cavling blandt de ”tusindvis af arbejdere”, der på Pios opfordring mødtes – og kom i kamp – på Fælleden den 5. maj 1872.
2
Fælleden
”I kongens og lovens navn tilbage”, brølede betjente og husarer. Hestepærer og sten fløj gennem luften. Med støtte fra infanterister, artillerister – og natvægtere – mødte ordensmagten de ophidsede arbejderne med knipler og sabler.
Det var eftermiddag søndag den 5. maj 1872, og slaget om Fælleden var i gang. Tusinder af arbejdere protesterede mod myndighedernes forbud mod et ”folkemøde” til støtte for strejkende murere og kampen for en titimers arbejdsdag.
Arm i arm var flere syngende demonstranter brudt igennem afspærringen til Nørre Fælled og havde sat en kædereaktion i gang. I et forsøg på at rydde området huggede husarerne til højre og venstre med sablernes flade side, mens arbejderne med stor kraft kylede sten til gengæld.
En rytter blev kvæstet af et træf bag venstre øre, en anden blødte fra et sår i panden, og en tredje blev ramt af så mange sten i ryggen, at han flere dage senere stadig døjede med smerter.
Blandt de mange unge københavnere, der var gået mod Fælleden med en ”eventyrlig følelse” af revolution brusende under huden, var 14-årige Henrik Cavling. På denne forårsdag, hvor temperaturen kun lige sneg sig over ti grader, befandt Cavling sig pludselig midt i begivenheder, der hurtigt gav varme i kroppen.
Da en ung husarofficer ramtes af et projektil, kommanderede han:
’Frem’.
Et voldsomt sammenstød fandt sted, men det blev uafgjort, i det et nyt og uanet våben blev bragt i anvendelse. En sværm af mænd, belæssede med snus i pakker, uddelte disse og styrede selv frem og slog husarer, betjente, dyr og mennesker snus i øjnene.
Et øjeblik tumlede snuskastere og soldater, betjente og militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser rundt mellem hinanden i vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene og under hyl og hvinen trampet på af politi og rytteri.
I timevis bølgede folkemængden frem og tilbage ad Blegdamsvej, Tagensvej og over Trianglen.
”Pøbelen hujede, peb og skreg, og hånede såvel husarerne, som politiet med vittigheder og på anden måde”, skrev en politiinspektør om kampen, hvor sten og skærver fra vejkanten regnede ned over ordensmagten.
Men på selve Fælleden, et græsningsareal med plads til familieudflugter, håndhævede ordensmagten hårdhændet adgangsforbuddet.
Hen under aften kommanderede politiinspektøren ”staven frem” for de 70 politibetjente i hans umiddelbare nærhed. Med al magt angreb politiet ”pøbelen” og splittede de forsamlede. Trods et kortvarigt forsøg på modstand blev folkemængden drevet mod Sankt Johannes Kirke.
Som politiinspektøren beskrev det, brugte betjentene kniplerne på en så ”alvorlig og eftertrykkelig måde”, at det ikke kunne undgås, at ”grumme mange, navnlig af politistavene have fået slemme hug”.
Henrik Cavling gik heller ikke fri. Nærmest blind af tobak i øjnene blev han flere gange væltet omkuld, fik revet et trøjeærme i stykker og mistede sin kasket. Fortumlet styrtede Cavling afsted mellem knytnæveslag og spark, og først da han befandt sig i sikkerhed, kunne han samle tankerne og konstatere, at han havde oplevet noget ekstraordinært, og at hans ”møre lemmer” længe ville minde ham om det.
Men anderledes kunne det ikke være, skrev Cavling senere, når man gik ”til revolution”.
Revolution var sammenstødet, eller slaget, på Fælleden dog langtfra. Skønt tæt ved 100 husarer og politifolk blev ramt af sten, og et ukendt antal arbejdere forslået, beskrev utallige politirapporter efterfølgende, hvor lidt samfundsomstyrtende og truende stemningen havde været.
En del gadelygter og vinduer blev smadret, men Fælleden var sikret om aftenen, og de fleste vendte fredeligt tilbage til byen. Flertallet af de tilstedeværende blev beskrevet som drenge og nysgerrige, og selvom en del af de anholdte arbejdere var provokerende, var de færreste lovovertrædere.
Alligevel var København reelt i undtagelsestilstand. Husarer, politi, artilleri og flåden bevogtede strategiske knudepunkter som Amalienborg, Christiansborg, Rådhuset, Kastellet, Tøjhuset og bankerne. Og natten før Fælledmødet var arbejderbevægelsens ledere blevet anholdt. Først Louis Pio, Den Internationale Arbejderforenings formand, så Povl Geleff, foreningens kasserer, og til sidst sekretæren Harald Brix.
Set udefra kunne det undre, at situationen i Danmark var kommet så vidt, men netop begivenheder uden for landets grænser – ikke mindst det franske arbejderoprør kendt som Pariserkommunen – var en del af svaret.
Da Napoleon III’s kejserrige kollapsede i starten af 1871 som følge af nederlaget til Tyskland, overtog arbejderne den 18. marts kontrollen med Paris. Drømmen var at skabe et nyt Frankrig baseret på socialistiske idealer.
Trods intern uenighed organiserede de såkaldte kommunarder sig ud fra principper om gratis skolegang, huslejehensættelse og ligestilling, men samtidig samlede konservative politikere deres modstand og tropper ved Versailles-slottet vest for byen.
Den 21. maj gik hæren til angreb. Den danske godsejersøn Vilhelm Dinesen – der kortvarigt havde gjort tjeneste på fransk side – overværede slagets gang fra tæt hold og blev nærmest fysisk syg af oplevelserne i den franske hovedstad.
”Det er den blodigste, den mest lovstridige hævn, der nogen sinde er taget”, skrev den oprevne aristokrat om de henrettelser, der i løbet af en uge kostede tæt ved 20.000 ”kommunarder” livet.
Myndighedernes massakre rystede også Louis Pio. I sin første politiske udgivelse, Socialistiske Blade, der blev trykt i slutningen af maj 1871, knyttede Pio, som havde franske aner, den årelange, altfortærende fattigdom i Paris til forholdene på tværs af Europa. I Pios fortælling skulle man tilbage til ”stormen i 1848” for at forstå den nuværende situation.
I Paris gik ”tætsluttede skarer af tavse, blege arbejdere” dengang på gaden anført af en ”gråhåret olding” og en kæmpestor mand med en barnetromme, klar til kamp på liv og død.
”Enhver læste sulten og nøden på mændenes ansigter”, skrev Pio.
På kort tid rystede denne revolution Europas grundpiller (selvom den med tiden blev nedkæmpet), og nu, i kølvandet på endnu en opstand i Paris, understregede Pio vigtigheden af, at arbejderne blev rustet til at ”beskytte sig mod kapitalens overgreb”.
Også i Danmark var lønnen nu så lav og arbejdsforholdene så elendige, at arbejderne måtte finde sammen. Dårlig kost, usunde boliger, hullet beklædning, lange arbejdsdage og mangelfuld undervisning formede arbejderfamiliernes dagligdag.
Fra Pios synspunkt var det i 1871 fuldstændig umuligt at skabe sig en bedre tilværelse ved at hive sig op fra sumpen i ”hårtoppen”. Bedre livsvilkår krævede en stat, der var villig til at hjælpe, så arbejderne ikke blev fysisk og åndeligt ødelagt. Først da kunne man begynde at gøre noget ved fattigdommen.
Der måtte struktur på arbejdsmarkedet: en fastsat normal arbejdstid, forbud mod søndagsarbejde, indskrænkning af kvindens arbejde (så hun kunne tage sig af hjemmet), og ophør af børnearbejde i fabrikkerne.
Disse reformer var en ”jernhård nødvendighed”, skrev Pio med tanker inspireret af den afdøde tyske arbejderleder Ferdinand Lassalle. Problemet, som Pio så det, var, at arbejdsgiverne stort set ingen motivation havde for at beskytte deres arbejdskraft.
Mens ”den sorte slave” i Amerika repræsenterede en værdi for ejeren, havde fabriksejeren, ifølge Pio, sin ”hvide slave” til en dagløn, der kun lige var tilstrækkelig til et eksistensminimum. Og fordi arbejdsudbuddet var større end efterspørgslen, kunne arbejderen ingenting opnå ved sparsommelighed. Lønnen ville blot falde tilsvarende.
Arbejdsgiveren betalte kun ”smørelsen og kullene” uden tanke på det daglige slid og det uundgåelige ”brud på maskinen”. Hvisén arbejder brød sammen, hyrede arbejdsgiveren blot en erstatning. Der var med andre ord ingen grund til at passe på arbejderen eller beskytte ham mod overanstrengelse. Det var disse forhold, Louis Pio ville bekæmpe.
I sit første skrift, som Pio blot underskrev ”en arbejder”, lovede han at blive ved med at fremsætte arbejdernes ønsker og arbejde for, at de blev ført igennem, ”sent eller tidligt, med loven eller – uden den!”
***
De forhold, som Pio kritiserede så stærkt, drejede sig især om de flere end 100.000 arbejdere, inklusive børnearbejdere, der i starten af 1870’erne var beskæftiget i håndværk og industri. Endnu flere arbejdede i landbruget. Og arbejdede længe.
Arbejdsdagen varede omtrent 11 timer (13 timer, når man talte de selvbetalte pauser med), arbejdsugen var mindst seks dage lang, og ferie var ukendt.
Samtidig var arbejdet ofte sæsonbetonet, og selv de arbejdere, der tjente penge, havde svært ved at få dem til at række, eftersom leveomkostningerne i hovedstaden, hvor befolkningstallet voksede med over 20 procent mellem 1860 og 1870, var støt stigende. Forholdene på Christianshavn, som Pio også bemærkede, var i særdeleshed forfærdelige.
”At nød og elendighed ligefrem slår mennesker ihjel”, kunne måske lyde som en stor overdrivelse, skrev en lokal præst i 1868, men realiteten var, at antallet af selvmord i København var stigende, og ”næringssorg”, bekymringen for fremtiden, var den sandsynligegrund til størstedelen af dem.
Endnu værre var den store dødelighed ”blandt de fattiges små børn”. I præstens menighed på Christianshavn døde flere end et ud af tre børn, før de blev to år gamle.
Når stadslægen i København analyserede dødsårsager i Ugeskrift for Læger, fandt han ofte ”lungesvindsot”, lungebetændelse og ”tæring hos småbørn” – alle luftvejssygdomme – som de hyppigste dødsårsager. Men også krampetrækninger, kolera og akut diarré kostede så mange små livet, at børn udgjorde mellem 10 og 15 procent af alle dødsfald i København.
Af samme grund vandt Pios synspunkter udbredelse. ”Kapitalens jernåg”, skrev Pio i juli 1871 med en henvisning til den jernstang, der benyttedes til trækdyr, havde i for mange menneskealdre hvilet tungt. ”Som en uhyre edderkop” havde den spændt sit net ud over hele den civiliserede verden, mens arbejderne ”dødtrætte segnede til jorden”.
Noget måtte gøres. Gratis uddannelse, politiske rettigheder og kvindernes frigørelse var blandt mærkesagerne.
Den 18. september 1871 skrev Pio, sammen med sin fætter Harald Brix og sønderjyden Povl Geleff, til Karl Marx i håbet om optagelse i ”the International Workingmen’s Association”. Marx viderebragte henvendelsen til ”Internationale”s generalråd, som enstemmigt accepterede danskernes medlemskab.
I den danske forenings love fremhævedes vigtigheden af ”lige adgang for alle til denne jords nydelse” og bekæmpelse af undertrykkelse. Foreningen skulle styres af en centralkomité, der bestod af ”en formand med titel af stormester”, en sekretær, kasserer og syv kredsformænd med det formål at ”udbrede og gennemføre” foreningens mærkesager.
Der var dog også skeptikere blandt arbejderne, eksempelvis en tillidsmand på skibsværftet Burmeister & Wain, der senere beskrev Pios blade som ”bloddryppende” med ”brandrødt” indhold.
Tillidsmanden havde blandt andet overværet et offentligt arbejdermøde, som Pio havde indkaldt til.
Da denne tillidsmand ankom til dansesalonen Phønix i Walkendorffsgade den 4. oktober 1871, var der sort af mennesker, men han nåede at få et glimt af ”en ung mand med sydlandsk ydre”. Manden var en af de tre ”bekendte” arbejderledere, men han holdt sig denne aften i baggrunden.
Mandens fætter, Harald Brix, gik til gengæld på scenen, og da de strejkende skibsbyggere gjorde ham selskab, lød der så overdøvende bifald og råb, at tillidsmanden aldrig mente at have hørt noget lignende. Skaren skræmte ham. Og skræmte også magtens mænd.
Den 15. oktober dannedes de første fagforeninger, de såkaldte sektioner, officielt på Tømrerkroen i Adelgade. Disse sektioner havde hver sin formand og blev en del af Den Internationale Arbejderforening i Danmark med Pio som ”stormester”.
Ved en fælles indsats, hvor Geleff hvervede mange nye kampfæller vest for Storebælt, noterede den nystiftede forening sig for tæt ved 9.000 medlemmer, og flere vundne strejker, forud for foråret 1872.
I endnu et brev til Karl Marx beskrev Geleff i starten af 1872 stemningen – og problemerne – i den gryende arbejderbevægelse. De danske arbejderledere berettede stolt, at ugebladet Socialisten nu blev trykt i 4.000 eksemplarer, på trods af myndighedernes hetz.
Eksempelvis var det endnu ikke lykkedes at finde et stabilt trykkeri, da politiet sørgede for, at ingen i København ville trykke bladet, og udgifterne ved at trykke det i Sverige førte til så store pengeproblemer, at Geleff nu måtte spørge Marx om muligheden for et lån fra Generalrådet.
Trods de økonomiske udfordringer og kritikken fra skeptikerne var tilliden til bevægelsens leder, Louis Pio, dog støt stigende i foråret 1872. Det samme var arbejderlederens tro på egne evner. Gang på gang høstede Pio bifald og anerkendende tilråb, når han slog fast, at ”det var nu eller aldrig”, hvis bedre forhold skulle sikres.
Med en pen, der var som ”dyppet i fråde”, og taler, der virkede, som om han stod ”over for en flok rasende kommunarder”, skræmte Pio de danske myndigheder.
I Socialisten skrev Pio den 2. april om den uformuende klasse, der ville rejse sig i en kamp ”på liv og død mellem den rige og den fattige”. Målet var ikke fuldstændig ligestilling mellem mennesker, men målet var ”lige adgang til erhverv for alle” og lighed for loven.
Samtidig udtrykte Socialistens redaktion et levende ønske om, at Danmark ikke måtte blive ”skuepladsen for så blodige omvæltninger” som dem, der var foregået andre steder, men formuleringen var ikke en utvetydig afstandtagen fra vold.
I ugerne efter, som murernes strejke spidsede til, understregedes vigtigheden af at benytte ”ethvert lovligt middel”, men blodige metaforer flød også regelmæssigt fra Socialistens spalter.
”Skal vi da som lam lade os føre til kapitalens slagterbænk?” spurgte Pio retorisk den 2. maj og opfordrede alle arbejdere til at mødes på Nørre Fælled tre dage senere.
Den verserende konflikt mellem murere og mestre var blot et enkelt eksempel på den undertrykkelse, som arbejderklassen for længe havde fundet sig i, mente Pio. Det var tid til bedre vilkår. Kortere arbejdstid. Højere løn.
Magthaverne havde ”med eller uden loven” travlt med en sammensværgelse mod folket, og de hjalp derfor murermestrene i kampen for at sikre, at andre fagrupper ikke fik ”mod til at forsøge at forbedre deres”.
Men nu skulle alle frie arbejdere, som var klar til ”kampen mod kapitalen” og ”de idiotiske magthavere”, mødes søndag den 5. maj, så arbejderbevægelsen kunne få en fornemmelse af egen magt og dens ”fjenders svaghed”.
Samlede i tusindvis ville arbejderne fremsætte deres krav og love hinanden at stå last og brast, indtil sejren var inden for rækkevidde. Men ”guldets dyrkere”, de ”fattiges udsugere”, skulle vogte sig. I årtusinder havde de skænket arbejderne ”en bitter livsdrik”, men nu var bægeret fuldt.
”Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller – det flyder over!”, skrev Pio.
Med frygten for Pariserkommunen i baghovedet læste myndighederne Louis Pios mødeindkaldelse som en opfordring til revolution og forbød ”den såkaldte internationale Arbejderforening” at samles. Ansvaret hvilede bekvemt – især hvis der blev brug for en politisk syndebuk – på politidirektør Vilhelm Crone.
Efter at have læst Socialisten sammen med arbejderforeningens love og foredrag konkluderede politidirektøren, at ”en omstyrtelse af de bestående samfundstilstande”, heriblandt ”statsforfatningen”, ikke kunne undgås, hvis mødet på Fælleden blev afholdt.
Arbejderbevægelsen mente til gengæld, at politidirektør Crone læste mødeindkaldelsen, som Fanden læste Bibelen, og at han dermed reelt tilsidesatte grundlovens garanti for ytrings- og forsamlingsfrihed.
Samfundsdebattøren Georg Brandes var af samme mening. Som han senere udtrykte det, var det grundlovsstridigt, at myndighederne forbød mødet, hvis der overhovedet skulle være ”nogen mening i grundlovens ord om borgernes ret til at samles ubevæbnede”.
Alligevel blev forbuddet mod foreningens møder bekendtgjort i København lørdag den 4. maj klokken 12. En politiassistent og to menige betjente mødte fysisk op på Socialistens kontor i Gothersgade 55 for at læse en skrivelse fra politidirektør Crone og pålægge redaktionen at trykke en aflysning af mødet i søndagens udgave.
Trodsigt og idealistisk, grænsende til det naive, kæmpede arbejderlederne videre. Geleff og en anden af foreningens ledere, Anthon Mundberg, blev sendt afsted til Amalienborg for at overbevise kronprins Frederik, der fungerede som regent under Christian IX’s ophold i Athen, om at ophæve forbuddet.
Men kronprinsen, der få dage forinden havde anbefalet anholdelse af – og stor militær mobilisering mod – arbejderlederne, nægtede at mødes med arbejderbevægelsens udsendinge og kommunikerede kun med demgennem en adjudant, inden han sendte dem videre til justitsminister Andreas Krieger.
Justitsministeren viftede dem videre til politidirektør Crone, som afviste at hæve forbuddet, men gav indtryk af, at der måske kunne gives tilladelse til et møde i fremtiden.
Kongehuset, regeringen og ordensmagten dannede dermed fælles front mod arbejderbevægelsen og tvang ledelsen til endnu en rådslagning om eftermiddagen den 4. maj.
Pio, der holdt på vigtigheden af grundlovens forsamlingsfrihed, stemte sammen med Brix for afholdelsen af mødet, Geleff var neutral, og Mundberg imod. Alle vidste, at beslutningen ville føre til en konfrontation med politiet.
Måske af samme grund skrev Pio i forbindelse med mødet en artikel til Socialistens søndagsnummer, hvor han fremhævede vigtigheden af et roligt møde og generel tilbageholdenhed for ikke at give myndighederne noget påskud til ”den væbnede indskriden, som de synes at ønske”.
Efter at have færdiggjort artiklen ud på aftenen mødtes Pio med Geleff og hundredvis af tilhørere i foreningens lokaler på hjørnet af Lille Kirkestræde og Nikolaj Plads, hvor der blev holdt taler og sunget socialistiske sange for fuld kraft.
Interessen for mødet var så stort, at de, der ikke kunne være inde i selve lokalet på 2. sal, fyldte gaden og de tilstødende lokaler til bristepunktet. Da Pio steg op på talerstolen, blev han, ifølge en politispion, modtaget med ”stormende hurraråb”.
Med en ”nervøs ild”, der ”virkede stærkt”, og en stemme, der skar klart igennem de tætte tobaksskyer og den sveddunstende luft i lokalet, indledte Pio med en oplæsning af politiinspektørens forbud. Pio anså forbuddet for ulovligt, da det forhindrede arbejderne i at samles under åben himmel på Fælleden, og besluttede, at mødet skulle afholdes – Fælleden tilhørte folket – og han opfordrede alle arbejdere til at møde frem dagen efter.
”Som svirrende pile fløj hans skarptslebne fraser hen over tilhørernes hoveder, hidsende og æggende den sammenpressede menneskemasse til rungende leveråb”, skrev en tilhører senere. Som Pio selv huskede det, blev talen mødt med et ”tusindstemmigt bifaldsråb”.
Da mødet blev hævet omkring midnat, var det planen at trodse myndighedernes forsamlingsforbud om søndagen.
Efter at have lyttet til Pios tale eskorterede flere hundrede tilhørere personligt Pio og Geleff tilbage til Socialistens trykkeri i Ravnsborgsgade, inden de gik hver til sit. Geleff gik hjem, mens Pio overnattede i kontorlokalet.
Klokken lidt over to bankede det hårdt på trykkeriets dør.
”Det er politiet, hr. løjtnant”.
Pio tog tøj på, lukkede op og indså, at først han, derefter Geleff og til sidst Brix ikke fik mulighed for at tale næste dag på Fælleden.
I en drosche blev de danske arbejderledere ført til Domhusets kælder og senere civilarresten på Nytorv kendt som ”Tivoli” – her var den største forlystelse, ifølge Geleff, at få en tand plomberet.
Anders Bo Rasmussen: Pio – Flugten til Amerika
Nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2023!
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Banebrydende og vigtigt historisk værk” – Altinget
“Et imponerende grundigt og velfortalt værk” – Weekendavisen
“Et kompetent historisk værk … anbefales på det varmeste” Historie-online
Pio – Flugten til Amerika er fortællingen om en ildsjæl og en fantast, hvis kamp for retfærdighed fik en enorm betydning for samtiden og eftertiden.
Det er en beretning om personlig og samfundsmæssig udvikling, om lighed og ulighed, inklusion og eksklusion, og samtidig historien om et af de helt store spørgsmål inden for de seneste 100 års historieskrivning: Why is there no socialism in the United States?
Pio – Flugten til Amerika er en gribende fortælling om en ildsjæl, og en fantast, hvis kamp for retfærdighed har haft afgørende betydning.
Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio, blev i begyndelsen af 1870’erne arresteret af de danske myndigheder på grund af sit store engagement og sin skarpe pen. Da han blev løsladt i 1875, begyndte han at planlægge socialistiske eksperimenter i Amerika.
Bestukket af politiet tog Pio den 23. marts 1877 flugten til Amerika og kastede sig straks ind i kampen for et mere retfærdigt samfund.
LÆS OGSÅ: Henrik Berings “Den perfekte officer” viser, hvad krigshistorien kan lære os om ledelse
I Pio – Flugten til Amerika beskrives at Pio i tæt på et årti var en del af den amerikanske arbejderbevægelse, og oplevede som arbejderleder, journalist og forfatter nogle af verden største arbejderslag og arbejderbevægelsens racemæssige spændinger på tætteste hold.
Pio – Flugten til Amerika er baseret på et omfattende og nyskabende arkivarbejde på begge sider af Atlanten, og bogen udfolder en hidtil ukendt fortælling om Louis Pios liv og aktivisme i Amerika.
Læs de to første kapitler af Pio – Flugten til Amerika herunder:
Pio – Flugten til Amerika
Anders Bo Rasmussen
1
Dynamit i maj
Ti år efter Louis Pios flugt fra Danmark vibrerede vreden i Amerika. En international sitren af Karl Marx, fransk revolution og amerikansk oprør bevægede byer som Chicago. Den landsdækkende generalstrejke var trådt i kraft 1. maj 1886, og spændingen mellem arbejdere, strejkebrydere og politiet kulminerede nu efter næsten to årtiers kamp for en ottetimers arbejdsdag.
På papiret var kravet nået på nationalt niveau, men loven var hullet. Gang på gang havde arbejdsgivere og lokale militser, hjulpet af dommerkendelser, bajonetspidser og projektiler, nedkæmpet de strejkende. I stigende grad svarede arbejderne igen med køller.
Midt i disse enorme sammenstød af mennesker og ideer samleden tidligere dansk socialistleder Chicagos skandinaviske medlemmer til møde i den hemmelighedsfulde og magtfulde arbejderbevægelse Knights of Labor.
I årevis havde denne arbejderleder talt og organiseret i Chicagos foreningslokaler for at samle tusindvis af skandinaviske arbejdere i organisationens underafdelinger, og selvom hans berømte retoriske gnist ikke længere overstrålede alt, så lyste hans sociale indignation stadig.
Manden var Louis Pio, stifteren af det danske socialdemokrati. En mand, der talte ti sprog flydende og fængslede sine tilhøreremed bidende, humoristiske angreb på kapitalisterne. I disse truende tider, hvor arbejdere over hele landet samlede sig til en afgørende kamp mod kapitalens overgreb, kunne skandinaverne ikke stå udenfor, fastslog Pio.
Således heller ikke denne aften, søndag den 2. maj, i Odd Fellow-lokalerne på 428 West Chicago Avenue, hvor Pio stillede sig frem og rådede flere end 200 medarbejdere hos den rige sæbefabrikant James S. Kirk til at organisere sig forud for den forestående kamp.
Ikke langt derfra, i Zepf’s Hall, stod den flammende tyskfødte socialist- og anarkistleder August Spies og talte foran mindst 300 skræddere og syersker som optakt til morgendagens demonstrationer. Målene var nogle af USA’s mest slående symboler på grådig monopoliseret velstand.
Rundtomkring i landet var vreden rettet mod ”røverbaroner” eller ”industriens titaner” (afhængig af øjnene, der så) som oliemagnaterne John D. Rockefeller og Henry Flagler, stålindustriens Andrew Carnegie og finansmændene J. P. Morgan og Jay Gould.
Men i Chicago var det Cyrus McCormick Jr., manden i spidsen for det familieejede McCormick Harvesting Machine Company, som i disse dage blev lagt for had.
Ved McCormick-fabrikken på Western og Blue Island Avenue ulmede urolighederne. Ledelsen hyrede strejkebrydere, da fabrikkens jernstøbere nedlagde arbejdet, og i protest mødte fagforeningsfolk med polsk og tysk baggrund, anarkister og også et antal ”blacklistede” McCormick-arbejdere frem ved fabrikken på Chicagos sydside den 3. maj.
Vel vidende at McCormick var i arbejderbevægelsens sigtekorn, accepterede ejerne endelig en ottetimers arbejdsdag (seks dage om ugen), men nyheden nåede ikke demonstranterne i tide. Da arbejdsdagen sluttede, blev strejkebryderne på McCormick-fabrikken angrebet af demonstranter med sten og køller.
Flere end 200 betjente ankom hurtigt, men kunne ikke dæmpe volden med ord. I stedet åbnede politiet ild. Først op i luften også ind i menneskemængden. Angrebet tvang demonstranterne på flugt, men to lå livløse tilbage.
Rasende indkaldte arbejderbevægelsen til møde den følgende aften. Fra Spies’ indflydelsesrige dagblad Arbeiter-Zeitung (der i perioder havde samarbejdet med Pios arbejderavis), blev der tilmed udgivet et ”hævncirkulære” med opfordring til at gengælde fremtidige angreb.
Den hastigt eskalerende vold i Chicago var kulminationen på en kamp, som Pio og hans allierede i ”Arbejdets Riddere” i årevis havde forsøgt at kæmpe med fredelige midler. På skrift og i tale havde Pio gang på gang understreget vigtigheden af forhandling som midlet til at opnå en kortere arbejdsdag og højere løn.
Målet var en ”overenskomst” om otte timers dagligt arbejde uden ”voldsomheder”, skrev Pio. Samme besked gav han til sæbearbejderne den 2. maj. Men da volden brød ud ved McCormick-fabrikken, slap arbejderbevægelsens militante anarkist-ånd ud af flasken.
Mange europæiske arbejdere havde oplevet politiet slå på kvinder og børn under sporvognsstrejken året forinden, og især tysktalende revolutionære var klar til en mere offensiv fortolkning af selvforsvar. Dynamit ville kunne udligne myndighedernes magtmonopol.
Pio kendte flere af disse yderliggående nordeuropæiske immigranter i Chicago, men han advarede også direkte mod at ”drive sagen igennem” med dynamit. Af samme grund holdt den danske arbejderleder sig – formentlig – på afstand af Haymarket Square den 4. maj.
Tæt ved 3.000 arbejdere og sympatisører begyndte til gengæld at samles hen mod klokken 20, og Chicagos mangfoldighed understregedes endnu en gang denne aften. Nordeuropæiske socialister, tyskfødte anarkister og amerikanske arbejdere mødte op for at høre blandt andre Spies og den tidligere sydstatssoldat Albert Parsons, der, sammen med sin hustru, Lucy, var flygtet fra racismen i Texas efter borgerkrigens afslutning.
Chicagos flamboyante borgmester, Carter Harrison, ridende på sin hvide hest, overværede ved selvsyn dele af aftenens program og konstaterede, at begivenheden virkede ”tam”. Men trods de tandløse taler rykkede tæt ved 200 bevæbnede politibetjente ind på pladsen fra den nærliggende Desplaines Street Station lidt efter klokken 22 og beordrede forsamlingen til at spredes.
Politiets fremfærd provokerede en reaktion med verdensomspændende konsekvenser. Skjult bag nogle fiskekasser kastede en demonstrant, formentlig anarkisten Rudolph Schnaubelt, en bombe mod politiet.
Som han senere huskede det, observerede den danskfødte politibetjent Jacob Hansen en lille, mørk kartoffellignende ting med ildgnister på jorden.
”Hva’ faen”, tænkte han og sparkede til den.
Eksplosionen var øredøvende.
Bomben dræbte øjeblikkeligt fem politibetjente og slyngede dusinvis af andre, heriblandt Jacob Hansen, til jorden. Efter eksplosionen landede Hansen oven på en kollega, som ”var skåren tværs over”.
Kammeraten Niels Hansen faldt om ved siden af, ”smadret lige op i skrævet”. Han var færdig, tænkte Jacob Hansen og tog sig til benet. Øjeblikkeligt tog larmen, råbene og skrigene til omkring danskeren.
”Kuglerne peb i luften”.
I mørket skød politiet vildt omkring sig. Også Jacob Hansen.
Jeg ville rejse mig, og skønt jeg ikke kunne støtte på det ene ben, arbejdede jeg mig dog så langt op, at jeg fik tre kugler gennem ryggen og én tværs igennem det andet ben. Det svalede i lemmerne.
Til sidst blev jeg gnaven, trak revolveren og fyrede seks skud af i bagstykkerne på dem, der spærrede udsigten. Det luftede.
I dette momentane, røgfyldte kaos faldt mænd, ifølge en lokal skandinavisk avis, ”som strå for en mejemaskine”.
Da krudttågerne drev bort få minutter senere, var pladsen bestrøet med døde (syv politifolk og mindst fire arbejdere) og utallige sårede.
”Århundredets forbrydelse”, blev bomben ved Haymarket Square kaldt, og den ideologiske trykbølge spredte sig verden over. Rasende politifolk ransagede arbejdernes samlingssteder, og godt hjulpet af pressen offentliggjorde de historier om fund af våbenlagre med dynamitstænger.
I Chicago blev otte anarkister, heriblandt Spies og Parsons, med tilknytning til arbejderbevægelsenanholdt i løbet af få uger, og fra anklagemyndighedens perspektiv bar disse mænd ansvaret for tragedien ved Haymarket Square.
Begivenhederne nærede frygt, og frygten nærede rygter, som underbyggede historien om en større arbejdersammensværgelse, der ville omstyrte det eksisterende samfund.
Den historie – tvivlsomme anklager, modstand mod arbejderne og myndighedernes brug af vold – kendte Pio kun alt for godt. Den var grunden til, at han nu befandt sig midt i den måske vigtigste begivenhed i international arbejderhistorie.
I denne situation kunnePio, trods sin egen konfliktfyldte historie, ikke lade være med at sende tanker hjem til Danmark. Hans kone, Augusta, og datter, tiårige Sylvia, blev sendt tilbage til København, mens Haymarket-retssagen – og alle dens bølgeslag – opslugte Chicago.
Den ensidige retssag, der fulgte, bestyrkede Pio i hans frygt for myndighederne. Syv blev dømt til døden, og selvom to senere blev benådet, medførte henrettelserne i 1887 sorg og protester blandt arbejdere verden over.
På langs af Amerika og Europa blev de tiltalte i Haymarket-retssagen martyrer i kampen for retfærdighed, og i 1889 besluttede en international arbejdersammenslutning i Paris at videreføre de amerikanske arbejderes kamp for en ottetimers arbejdsdag den 1. maj.
Da tæt ved 30.000 danske arbejdere i 1890 mødtes på Fælleden for første gang med kravet om ”otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile”, var forbindelsen til Louis Pios kamp for en kortere arbejdsdag svær at overse.
Siden 1870’erne havde Pio kæmpet kampen i København og Chicago, og nu blev kravet igen rejst på Fælleden. Som Politikens velskrivende (og til tider fabulerende) stjernejournalist Henrik Cavling skarpsindigt observerede, kunne ingen, i kølvandet på kampene i Chicago, længere nægte, at ”arbejderspørgsmålet” var tidens eneste store spørgsmål.
Der manglede dog noget (eller måske nærmere nogen), mente Cavling. Denne 1. maj – hvor talerstolen nærmest var placeret lige der, hvor militæret havde taget opstilling mod arbejderne i 1872 – var der mere liv i tilhørerne end i talerne.
”Den store masse har et lydt øre”, skrev Cavling, men ”den har siden Louis Pios dage manglet instrument”.
Louis Pios dage havde Cavling selv været vidne til.
Næsten 20 år tidligere var Cavling blandt de ”tusindvis af arbejdere”, der på Pios opfordring mødtes – og kom i kamp – på Fælleden den 5. maj 1872.
2
Fælleden
”I kongens og lovens navn tilbage”, brølede betjente og husarer. Hestepærer og sten fløj gennem luften. Med støtte fra infanterister, artillerister – og natvægtere – mødte ordensmagten de ophidsede arbejderne med knipler og sabler.
Det var eftermiddag søndag den 5. maj 1872, og slaget om Fælleden var i gang. Tusinder af arbejdere protesterede mod myndighedernes forbud mod et ”folkemøde” til støtte for strejkende murere og kampen for en titimers arbejdsdag.
Arm i arm var flere syngende demonstranter brudt igennem afspærringen til Nørre Fælled og havde sat en kædereaktion i gang. I et forsøg på at rydde området huggede husarerne til højre og venstre med sablernes flade side, mens arbejderne med stor kraft kylede sten til gengæld.
En rytter blev kvæstet af et træf bag venstre øre, en anden blødte fra et sår i panden, og en tredje blev ramt af så mange sten i ryggen, at han flere dage senere stadig døjede med smerter.
Blandt de mange unge københavnere, der var gået mod Fælleden med en ”eventyrlig følelse” af revolution brusende under huden, var 14-årige Henrik Cavling. På denne forårsdag, hvor temperaturen kun lige sneg sig over ti grader, befandt Cavling sig pludselig midt i begivenheder, der hurtigt gav varme i kroppen.
Da en ung husarofficer ramtes af et projektil, kommanderede han:
’Frem’.
Et voldsomt sammenstød fandt sted, men det blev uafgjort, i det et nyt og uanet våben blev bragt i anvendelse. En sværm af mænd, belæssede med snus i pakker, uddelte disse og styrede selv frem og slog husarer, betjente, dyr og mennesker snus i øjnene.
Et øjeblik tumlede snuskastere og soldater, betjente og militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser rundt mellem hinanden i vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene og under hyl og hvinen trampet på af politi og rytteri.
I timevis bølgede folkemængden frem og tilbage ad Blegdamsvej, Tagensvej og over Trianglen.
”Pøbelen hujede, peb og skreg, og hånede såvel husarerne, som politiet med vittigheder og på anden måde”, skrev en politiinspektør om kampen, hvor sten og skærver fra vejkanten regnede ned over ordensmagten.
Men på selve Fælleden, et græsningsareal med plads til familieudflugter, håndhævede ordensmagten hårdhændet adgangsforbuddet.
Hen under aften kommanderede politiinspektøren ”staven frem” for de 70 politibetjente i hans umiddelbare nærhed. Med al magt angreb politiet ”pøbelen” og splittede de forsamlede. Trods et kortvarigt forsøg på modstand blev folkemængden drevet mod Sankt Johannes Kirke.
Som politiinspektøren beskrev det, brugte betjentene kniplerne på en så ”alvorlig og eftertrykkelig måde”, at det ikke kunne undgås, at ”grumme mange, navnlig af politistavene have fået slemme hug”.
Henrik Cavling gik heller ikke fri. Nærmest blind af tobak i øjnene blev han flere gange væltet omkuld, fik revet et trøjeærme i stykker og mistede sin kasket. Fortumlet styrtede Cavling afsted mellem knytnæveslag og spark, og først da han befandt sig i sikkerhed, kunne han samle tankerne og konstatere, at han havde oplevet noget ekstraordinært, og at hans ”møre lemmer” længe ville minde ham om det.
Men anderledes kunne det ikke være, skrev Cavling senere, når man gik ”til revolution”.
Revolution var sammenstødet, eller slaget, på Fælleden dog langtfra. Skønt tæt ved 100 husarer og politifolk blev ramt af sten, og et ukendt antal arbejdere forslået, beskrev utallige politirapporter efterfølgende, hvor lidt samfundsomstyrtende og truende stemningen havde været.
En del gadelygter og vinduer blev smadret, men Fælleden var sikret om aftenen, og de fleste vendte fredeligt tilbage til byen. Flertallet af de tilstedeværende blev beskrevet som drenge og nysgerrige, og selvom en del af de anholdte arbejdere var provokerende, var de færreste lovovertrædere.
Alligevel var København reelt i undtagelsestilstand. Husarer, politi, artilleri og flåden bevogtede strategiske knudepunkter som Amalienborg, Christiansborg, Rådhuset, Kastellet, Tøjhuset og bankerne. Og natten før Fælledmødet var arbejderbevægelsens ledere blevet anholdt. Først Louis Pio, Den Internationale Arbejderforenings formand, så Povl Geleff, foreningens kasserer, og til sidst sekretæren Harald Brix.
Set udefra kunne det undre, at situationen i Danmark var kommet så vidt, men netop begivenheder uden for landets grænser – ikke mindst det franske arbejderoprør kendt som Pariserkommunen – var en del af svaret.
Da Napoleon III’s kejserrige kollapsede i starten af 1871 som følge af nederlaget til Tyskland, overtog arbejderne den 18. marts kontrollen med Paris. Drømmen var at skabe et nyt Frankrig baseret på socialistiske idealer.
Trods intern uenighed organiserede de såkaldte kommunarder sig ud fra principper om gratis skolegang, huslejehensættelse og ligestilling, men samtidig samlede konservative politikere deres modstand og tropper ved Versailles-slottet vest for byen.
Den 21. maj gik hæren til angreb. Den danske godsejersøn Vilhelm Dinesen – der kortvarigt havde gjort tjeneste på fransk side – overværede slagets gang fra tæt hold og blev nærmest fysisk syg af oplevelserne i den franske hovedstad.
”Det er den blodigste, den mest lovstridige hævn, der nogen sinde er taget”, skrev den oprevne aristokrat om de henrettelser, der i løbet af en uge kostede tæt ved 20.000 ”kommunarder” livet.
Myndighedernes massakre rystede også Louis Pio. I sin første politiske udgivelse, Socialistiske Blade, der blev trykt i slutningen af maj 1871, knyttede Pio, som havde franske aner, den årelange, altfortærende fattigdom i Paris til forholdene på tværs af Europa. I Pios fortælling skulle man tilbage til ”stormen i 1848” for at forstå den nuværende situation.
I Paris gik ”tætsluttede skarer af tavse, blege arbejdere” dengang på gaden anført af en ”gråhåret olding” og en kæmpestor mand med en barnetromme, klar til kamp på liv og død.
”Enhver læste sulten og nøden på mændenes ansigter”, skrev Pio.
På kort tid rystede denne revolution Europas grundpiller (selvom den med tiden blev nedkæmpet), og nu, i kølvandet på endnu en opstand i Paris, understregede Pio vigtigheden af, at arbejderne blev rustet til at ”beskytte sig mod kapitalens overgreb”.
Også i Danmark var lønnen nu så lav og arbejdsforholdene så elendige, at arbejderne måtte finde sammen. Dårlig kost, usunde boliger, hullet beklædning, lange arbejdsdage og mangelfuld undervisning formede arbejderfamiliernes dagligdag.
Fra Pios synspunkt var det i 1871 fuldstændig umuligt at skabe sig en bedre tilværelse ved at hive sig op fra sumpen i ”hårtoppen”. Bedre livsvilkår krævede en stat, der var villig til at hjælpe, så arbejderne ikke blev fysisk og åndeligt ødelagt. Først da kunne man begynde at gøre noget ved fattigdommen.
Der måtte struktur på arbejdsmarkedet: en fastsat normal arbejdstid, forbud mod søndagsarbejde, indskrænkning af kvindens arbejde (så hun kunne tage sig af hjemmet), og ophør af børnearbejde i fabrikkerne.
Disse reformer var en ”jernhård nødvendighed”, skrev Pio med tanker inspireret af den afdøde tyske arbejderleder Ferdinand Lassalle. Problemet, som Pio så det, var, at arbejdsgiverne stort set ingen motivation havde for at beskytte deres arbejdskraft.
Mens ”den sorte slave” i Amerika repræsenterede en værdi for ejeren, havde fabriksejeren, ifølge Pio, sin ”hvide slave” til en dagløn, der kun lige var tilstrækkelig til et eksistensminimum. Og fordi arbejdsudbuddet var større end efterspørgslen, kunne arbejderen ingenting opnå ved sparsommelighed. Lønnen ville blot falde tilsvarende.
Arbejdsgiveren betalte kun ”smørelsen og kullene” uden tanke på det daglige slid og det uundgåelige ”brud på maskinen”. Hvisén arbejder brød sammen, hyrede arbejdsgiveren blot en erstatning. Der var med andre ord ingen grund til at passe på arbejderen eller beskytte ham mod overanstrengelse. Det var disse forhold, Louis Pio ville bekæmpe.
I sit første skrift, som Pio blot underskrev ”en arbejder”, lovede han at blive ved med at fremsætte arbejdernes ønsker og arbejde for, at de blev ført igennem, ”sent eller tidligt, med loven eller – uden den!”
***
De forhold, som Pio kritiserede så stærkt, drejede sig især om de flere end 100.000 arbejdere, inklusive børnearbejdere, der i starten af 1870’erne var beskæftiget i håndværk og industri. Endnu flere arbejdede i landbruget. Og arbejdede længe.
Arbejdsdagen varede omtrent 11 timer (13 timer, når man talte de selvbetalte pauser med), arbejdsugen var mindst seks dage lang, og ferie var ukendt.
Samtidig var arbejdet ofte sæsonbetonet, og selv de arbejdere, der tjente penge, havde svært ved at få dem til at række, eftersom leveomkostningerne i hovedstaden, hvor befolkningstallet voksede med over 20 procent mellem 1860 og 1870, var støt stigende. Forholdene på Christianshavn, som Pio også bemærkede, var i særdeleshed forfærdelige.
”At nød og elendighed ligefrem slår mennesker ihjel”, kunne måske lyde som en stor overdrivelse, skrev en lokal præst i 1868, men realiteten var, at antallet af selvmord i København var stigende, og ”næringssorg”, bekymringen for fremtiden, var den sandsynligegrund til størstedelen af dem.
Endnu værre var den store dødelighed ”blandt de fattiges små børn”. I præstens menighed på Christianshavn døde flere end et ud af tre børn, før de blev to år gamle.
Når stadslægen i København analyserede dødsårsager i Ugeskrift for Læger, fandt han ofte ”lungesvindsot”, lungebetændelse og ”tæring hos småbørn” – alle luftvejssygdomme – som de hyppigste dødsårsager. Men også krampetrækninger, kolera og akut diarré kostede så mange små livet, at børn udgjorde mellem 10 og 15 procent af alle dødsfald i København.
Af samme grund vandt Pios synspunkter udbredelse. ”Kapitalens jernåg”, skrev Pio i juli 1871 med en henvisning til den jernstang, der benyttedes til trækdyr, havde i for mange menneskealdre hvilet tungt. ”Som en uhyre edderkop” havde den spændt sit net ud over hele den civiliserede verden, mens arbejderne ”dødtrætte segnede til jorden”.
Noget måtte gøres. Gratis uddannelse, politiske rettigheder og kvindernes frigørelse var blandt mærkesagerne.
Den 18. september 1871 skrev Pio, sammen med sin fætter Harald Brix og sønderjyden Povl Geleff, til Karl Marx i håbet om optagelse i ”the International Workingmen’s Association”. Marx viderebragte henvendelsen til ”Internationale”s generalråd, som enstemmigt accepterede danskernes medlemskab.
I den danske forenings love fremhævedes vigtigheden af ”lige adgang for alle til denne jords nydelse” og bekæmpelse af undertrykkelse. Foreningen skulle styres af en centralkomité, der bestod af ”en formand med titel af stormester”, en sekretær, kasserer og syv kredsformænd med det formål at ”udbrede og gennemføre” foreningens mærkesager.
Der var dog også skeptikere blandt arbejderne, eksempelvis en tillidsmand på skibsværftet Burmeister & Wain, der senere beskrev Pios blade som ”bloddryppende” med ”brandrødt” indhold.
Tillidsmanden havde blandt andet overværet et offentligt arbejdermøde, som Pio havde indkaldt til.
Da denne tillidsmand ankom til dansesalonen Phønix i Walkendorffsgade den 4. oktober 1871, var der sort af mennesker, men han nåede at få et glimt af ”en ung mand med sydlandsk ydre”. Manden var en af de tre ”bekendte” arbejderledere, men han holdt sig denne aften i baggrunden.
Mandens fætter, Harald Brix, gik til gengæld på scenen, og da de strejkende skibsbyggere gjorde ham selskab, lød der så overdøvende bifald og råb, at tillidsmanden aldrig mente at have hørt noget lignende. Skaren skræmte ham. Og skræmte også magtens mænd.
Den 15. oktober dannedes de første fagforeninger, de såkaldte sektioner, officielt på Tømrerkroen i Adelgade. Disse sektioner havde hver sin formand og blev en del af Den Internationale Arbejderforening i Danmark med Pio som ”stormester”.
Ved en fælles indsats, hvor Geleff hvervede mange nye kampfæller vest for Storebælt, noterede den nystiftede forening sig for tæt ved 9.000 medlemmer, og flere vundne strejker, forud for foråret 1872.
I endnu et brev til Karl Marx beskrev Geleff i starten af 1872 stemningen – og problemerne – i den gryende arbejderbevægelse. De danske arbejderledere berettede stolt, at ugebladet Socialisten nu blev trykt i 4.000 eksemplarer, på trods af myndighedernes hetz.
Eksempelvis var det endnu ikke lykkedes at finde et stabilt trykkeri, da politiet sørgede for, at ingen i København ville trykke bladet, og udgifterne ved at trykke det i Sverige førte til så store pengeproblemer, at Geleff nu måtte spørge Marx om muligheden for et lån fra Generalrådet.
Trods de økonomiske udfordringer og kritikken fra skeptikerne var tilliden til bevægelsens leder, Louis Pio, dog støt stigende i foråret 1872. Det samme var arbejderlederens tro på egne evner. Gang på gang høstede Pio bifald og anerkendende tilråb, når han slog fast, at ”det var nu eller aldrig”, hvis bedre forhold skulle sikres.
Med en pen, der var som ”dyppet i fråde”, og taler, der virkede, som om han stod ”over for en flok rasende kommunarder”, skræmte Pio de danske myndigheder.
I Socialisten skrev Pio den 2. april om den uformuende klasse, der ville rejse sig i en kamp ”på liv og død mellem den rige og den fattige”. Målet var ikke fuldstændig ligestilling mellem mennesker, men målet var ”lige adgang til erhverv for alle” og lighed for loven.
Samtidig udtrykte Socialistens redaktion et levende ønske om, at Danmark ikke måtte blive ”skuepladsen for så blodige omvæltninger” som dem, der var foregået andre steder, men formuleringen var ikke en utvetydig afstandtagen fra vold.
I ugerne efter, som murernes strejke spidsede til, understregedes vigtigheden af at benytte ”ethvert lovligt middel”, men blodige metaforer flød også regelmæssigt fra Socialistens spalter.
”Skal vi da som lam lade os føre til kapitalens slagterbænk?” spurgte Pio retorisk den 2. maj og opfordrede alle arbejdere til at mødes på Nørre Fælled tre dage senere.
Den verserende konflikt mellem murere og mestre var blot et enkelt eksempel på den undertrykkelse, som arbejderklassen for længe havde fundet sig i, mente Pio. Det var tid til bedre vilkår. Kortere arbejdstid. Højere løn.
Magthaverne havde ”med eller uden loven” travlt med en sammensværgelse mod folket, og de hjalp derfor murermestrene i kampen for at sikre, at andre fagrupper ikke fik ”mod til at forsøge at forbedre deres”.
Men nu skulle alle frie arbejdere, som var klar til ”kampen mod kapitalen” og ”de idiotiske magthavere”, mødes søndag den 5. maj, så arbejderbevægelsen kunne få en fornemmelse af egen magt og dens ”fjenders svaghed”.
Samlede i tusindvis ville arbejderne fremsætte deres krav og love hinanden at stå last og brast, indtil sejren var inden for rækkevidde. Men ”guldets dyrkere”, de ”fattiges udsugere”, skulle vogte sig. I årtusinder havde de skænket arbejderne ”en bitter livsdrik”, men nu var bægeret fuldt.
”Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller – det flyder over!”, skrev Pio.
Med frygten for Pariserkommunen i baghovedet læste myndighederne Louis Pios mødeindkaldelse som en opfordring til revolution og forbød ”den såkaldte internationale Arbejderforening” at samles. Ansvaret hvilede bekvemt – især hvis der blev brug for en politisk syndebuk – på politidirektør Vilhelm Crone.
Efter at have læst Socialisten sammen med arbejderforeningens love og foredrag konkluderede politidirektøren, at ”en omstyrtelse af de bestående samfundstilstande”, heriblandt ”statsforfatningen”, ikke kunne undgås, hvis mødet på Fælleden blev afholdt.
Arbejderbevægelsen mente til gengæld, at politidirektør Crone læste mødeindkaldelsen, som Fanden læste Bibelen, og at han dermed reelt tilsidesatte grundlovens garanti for ytrings- og forsamlingsfrihed.
Samfundsdebattøren Georg Brandes var af samme mening. Som han senere udtrykte det, var det grundlovsstridigt, at myndighederne forbød mødet, hvis der overhovedet skulle være ”nogen mening i grundlovens ord om borgernes ret til at samles ubevæbnede”.
Alligevel blev forbuddet mod foreningens møder bekendtgjort i København lørdag den 4. maj klokken 12. En politiassistent og to menige betjente mødte fysisk op på Socialistens kontor i Gothersgade 55 for at læse en skrivelse fra politidirektør Crone og pålægge redaktionen at trykke en aflysning af mødet i søndagens udgave.
Trodsigt og idealistisk, grænsende til det naive, kæmpede arbejderlederne videre. Geleff og en anden af foreningens ledere, Anthon Mundberg, blev sendt afsted til Amalienborg for at overbevise kronprins Frederik, der fungerede som regent under Christian IX’s ophold i Athen, om at ophæve forbuddet.
Men kronprinsen, der få dage forinden havde anbefalet anholdelse af – og stor militær mobilisering mod – arbejderlederne, nægtede at mødes med arbejderbevægelsens udsendinge og kommunikerede kun med demgennem en adjudant, inden han sendte dem videre til justitsminister Andreas Krieger.
Justitsministeren viftede dem videre til politidirektør Crone, som afviste at hæve forbuddet, men gav indtryk af, at der måske kunne gives tilladelse til et møde i fremtiden.
Kongehuset, regeringen og ordensmagten dannede dermed fælles front mod arbejderbevægelsen og tvang ledelsen til endnu en rådslagning om eftermiddagen den 4. maj.
Pio, der holdt på vigtigheden af grundlovens forsamlingsfrihed, stemte sammen med Brix for afholdelsen af mødet, Geleff var neutral, og Mundberg imod. Alle vidste, at beslutningen ville føre til en konfrontation med politiet.
Måske af samme grund skrev Pio i forbindelse med mødet en artikel til Socialistens søndagsnummer, hvor han fremhævede vigtigheden af et roligt møde og generel tilbageholdenhed for ikke at give myndighederne noget påskud til ”den væbnede indskriden, som de synes at ønske”.
Efter at have færdiggjort artiklen ud på aftenen mødtes Pio med Geleff og hundredvis af tilhørere i foreningens lokaler på hjørnet af Lille Kirkestræde og Nikolaj Plads, hvor der blev holdt taler og sunget socialistiske sange for fuld kraft.
Interessen for mødet var så stort, at de, der ikke kunne være inde i selve lokalet på 2. sal, fyldte gaden og de tilstødende lokaler til bristepunktet. Da Pio steg op på talerstolen, blev han, ifølge en politispion, modtaget med ”stormende hurraråb”.
Med en ”nervøs ild”, der ”virkede stærkt”, og en stemme, der skar klart igennem de tætte tobaksskyer og den sveddunstende luft i lokalet, indledte Pio med en oplæsning af politiinspektørens forbud. Pio anså forbuddet for ulovligt, da det forhindrede arbejderne i at samles under åben himmel på Fælleden, og besluttede, at mødet skulle afholdes – Fælleden tilhørte folket – og han opfordrede alle arbejdere til at møde frem dagen efter.
”Som svirrende pile fløj hans skarptslebne fraser hen over tilhørernes hoveder, hidsende og æggende den sammenpressede menneskemasse til rungende leveråb”, skrev en tilhører senere. Som Pio selv huskede det, blev talen mødt med et ”tusindstemmigt bifaldsråb”.
Da mødet blev hævet omkring midnat, var det planen at trodse myndighedernes forsamlingsforbud om søndagen.
Efter at have lyttet til Pios tale eskorterede flere hundrede tilhørere personligt Pio og Geleff tilbage til Socialistens trykkeri i Ravnsborgsgade, inden de gik hver til sit. Geleff gik hjem, mens Pio overnattede i kontorlokalet.
Klokken lidt over to bankede det hårdt på trykkeriets dør.
”Det er politiet, hr. løjtnant”.
Pio tog tøj på, lukkede op og indså, at først han, derefter Geleff og til sidst Brix ikke fik mulighed for at tale næste dag på Fælleden.
I en drosche blev de danske arbejderledere ført til Domhusets kælder og senere civilarresten på Nytorv kendt som ”Tivoli” – her var den største forlystelse, ifølge Geleff, at få en tand plomberet.
Anders Bo Rasmussen: Pio – Flugten til Amerika
Nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2023!
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Banebrydende og vigtigt historisk værk” – Altinget
“Et imponerende grundigt og velfortalt værk” – Weekendavisen
“Et kompetent historisk værk … anbefales på det varmeste” Historie-online
Pio – Flugten til Amerika er fortællingen om en ildsjæl og en fantast, hvis kamp for retfærdighed fik en enorm betydning for samtiden og eftertiden.
Det er en beretning om personlig og samfundsmæssig udvikling, om lighed og ulighed, inklusion og eksklusion, og samtidig historien om et af de helt store spørgsmål inden for de seneste 100 års historieskrivning: Why is there no socialism in the United States?
Du kan købe Pio – Flugten til Amerika hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: