For sent er som den seneste bog i Colleen Hoovers samlede forfatterskab nu ude på dansk, og denne her – den er ikke for børn!
For sent af Colleen Hoover er en psykologisk suspense-roman om besættelse og farlig kærlighed.
Sloan vil gøre alt for dem, hun elsker. Hun er i et forhold med den farlige narkogangster Asa, som hun er følelsesmæssigt og økonomisk afhængig af. Han udvikler sig i en foruroligende retning, og samtidig sker der det, at undercoveragenten Carter kommer ind i billedet.
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Colleen Hoovers forfatterskab. Se alle bøgerne her
Der er god kemi mellem Sloan og Carter, men Sloan er bange for, hvad der vil ske, hvis Asa opdager, at hun er tiltrukket af en anden mand. For Asa er besat af Sloan. Og ingen står nogensinde i vejen for Sloan. Ingen før Carter.
For sent af Colleen Hoover er til de læsere, der kan lide de mørke Hoover-bøger som Verity – Mørkt bedrag, og ikke til de yngre Hoover-fans. Der er skruet op for kriminalitet, vold, stoffer og farlig forelskelse i For sent.
Forfatteren Colleen Hoover har solgt over 20 millioner bøger på verdensplan, og hendes bøger trender som aldrig før på TikTok. Også i Danmark har Hoover en stor fanskare, og hendes bøger og hende selv er blevet et globalt fænomen.
Smuglæs de tre første kapitler af For sent herunder:
For sent
Colleen Hoover
ET
SLOAN
Varme fingre fletter sig ind mellem mine og borer mine hænder længere ned i madrassen. Mine øjenlåg er for tunge til, at jeg kan åbne dem ovenpå en hel uges søvnunderskud. Eller rettere en hel måneds søvnunderskud. Et helt års, fandeme.
Jeg stønner og prøver at klemme benene sammen, men jeg kan ikke. Min krop er tynget ned. Der er pres på mit bryst, min kind og ind mellem mine ben. Det tager mig et par sekunder at komme ud af døsen, men jeg er vågen nok til at opfatte, hvad han har gang i.
”Asa,” mumler jeg irriteret. ”Hold nu op.”
Han støder med gentagende bevægelser sin krop ind mod min og stønner ind i mit øre. Morgenstubbene kradser mod min kind.
”Jeg er næsten færdig, babe,” hvisker han mod min hals.
Jeg prøver at vriste hænderne fri, men han klemmer hårdere om dem, som en påmindelse om at jeg bare er en fange i min egen seng, og at han er soveværelsets fangevogter. Asa har altid givet mig følelsen af, at min krop var til rådighed for ham. Det er aldrig ondskabsfuldt eller voldsomt; han er bare begærlig – og jeg føler, at det er enormt ubelejligt.
Som for eksempel lige nu. Klokken seks om morgenen, sgu.
Jeg kan regne ud, hvad klokken er, fordi lyset trænger ind ad sprækken under døren, og fordi Asa først kommer i seng nu efter festen i aftes. Jeg skal selv være i skole om mindre end to timer. Det er ikke sådan, jeg havde drømt om at vågne efter kun tre timers søvn.
Jeg vikler benene om livet på ham og håber, at han tror, jeg er tændt. Han bliver hurtigere færdig, når jeg lader, som om jeg er lidt interesseret. Han lægger hånden om mit højre bryst, og jeg stønner som forventet, da han begynder at skælve.
”Fuck,” stønner han og begraver med langsomme, vuggende bevægelser ansigtet i mit hår.
Efter nogle sekunder falder han sammen ovenpå mig og sukker tungt, hvorefter han kysser mig på kinden og triller over i sin side af sengen. Han rejser sig op, fjerner kondomet og smider det i affaldsspanden, hvorefter han snupper en vandflaske fra sengebordet.
Han fører flasken op til munden og lader blikket glide hen over min nøgne krop. Han smiler dovent. Han stiller sig selvsikkert og nøgen ved siden af sengen og hælder resten af vandet i sig.
Han ser godt ud, men han har sine fejl. Faktisk er hans udseende nok det eneste ved ham, jeg ikke kan sætte en finger på. Han er selvfed, temperamentsfuld og indimellem vanskelig at have med at gøre. Men han elsker mig.
Han elsker mig helt vildt meget. Og det ville være løgn at påstå, at jeg ikke også elsker ham. Der er så mange ting, jeg ville ændre ved ham, hvis jeg kunne, men lige nu er han den eneste, jeg har, så jeg lever med det.
Han gav mig et sted at bo, da jeg ikke havde andre steder at gå hen. Ingen at gå til. Alene af den grund finder jeg mig i ham. Jeg har ikke noget valg.
Han tørrer sig om munden og kyler den tomme vandflaske over i affaldsspanden. Han kører hånden gennem sit tykke, brune hår og blinker til mig, hvorefter han kaster sig ned i sengen igen og kysser mig blidt på læberne.
”Godnat, babe,” siger han og triller om på ryggen.
”Godmorgen, mener du,” siger jeg og rejser mig modvilligt fra sengen.
Min T-shirt er skubbet op under mine arme, så jeg hiver den ned og snupper et par trusser og en ny bluse. Jeg går ned ad gangen til badeværelset, det eneste på vores etage, og bliver lettet over, at det ikke er optaget af en af vores utallige roommates.
Jeg tjekker tiden på min telefon og ærgrer mig, da jeg opdager, at jeg ikke engang kan nå at få kaffe. Det er semesterets første undervisningstime, og jeg har allerede planlagt at bruge den på at indhente lidt søvn. Det tegner ikke godt.
Jeg kan umuligt blive ved på denne måde. Asa går ikke regelmæssigt til undervisning, men alligevel får han næsten altid topkarakterer. Jeg kæmper med at holde hovedet oven vande og missede ikke en eneste dag sidste semester. Fysisk, altså.
Desværre bor vi sammen med så mange andre, at der aldrig er stille i huset. Det er mere en regel end en undtagelse, at jeg falder i søvn i timerne. Det er det eneste tidspunkt, hvor der er fred og ro. Det er, som om der er fest alle døgnets timer, uanset hvem der skal til undervisning næste dag.
Hjemme hos os er der ikke forskel på ugedage og weekender, og husleje er uden betydning i forhold til antallet af beboere. Halvdelen af tiden ved jeg ikke engang, hvem der bor her. Asa ejer huset, men han elsker at have mennesker omkring sig, så han lever efter den åbne dørs princip.
Jeg ville skaffe min egen bolig, hvis jeg havde råd til det. Men det har jeg ikke. Så det betyder ét år mere i helvede, før jeg dimitterer. Et år indtil jeg er fri.
Jeg trækker blusen op over hovedet, smider den på gulvet og trækker bruseforhænget fra. Jeg rækker hånden ud for at tænde for hanen, men i stedet skriger jeg af mine lungers fulde kraft. I badekarret ligger Dalton, vores nyeste fuldtids-roommate, fuldt påklædt og bevidstløs.
Han vågner med et sæt, knalder panden ind mod vandhanen ovenover og udstøder et brøl. Jeg snupper min bluse fra gulvet, i samme øjeblik som døren går op, og Asa kommer brasende ind.
”Er du okay, Sloan?” spørger han oprørt og drejer mig rundt for at se, om jeg er kommet noget til.
Jeg nikker febrilsk og peger på Dalton i karret.
Dalton stønner. ”Jeg er ikke okay.”
Han tager sig til sin sårede panden og prøver at kravle op af karret. Asa kigger på mig, på min nøgne krop, der kun er dækket af T-shirten i mine hænder, og derefter på Dalton igen. Jeg er bange for, at han er ved at danne sig et forkert indtryk, så jeg begynder at forklare, men han afbryder mig med en uventet, høj latter.
”Er det dig, der har gjort det der?” Han peger på Daltons ansigt.
Jeg ryster på hovedet. ”Han stødte hovedet mod vandhanen, da jeg skreg.”
Asa griner endnu mere, rækker hånden ned til Dalton og hiver ham op fra badekarret.
”Kom, du skal have en øl, mand. Tømmermandskuren.”
Han puffer Dalton ud af badeværelset og følger efter ham, idet han lukker døren bag sig.
Jeg er stivnet med blusen ind mod brystet. Det sørgelige er, at det er tredje gang, det sker. Hver gang er det en ny idiot, der er drattet om i badekarret. Jeg laver en mental note til mig selv om fra nu af at tjekke, inden jeg tager tøjet af.
TO
CARTER
Jeg tager skemaet op af lommen og folder det ud for at finde nummeret på lokalet.
”Det er noget pis,” siger jeg ind i telefonen.
”Det er tre år siden, jeg blev færdig med college. Jeg meldte mig ikke til det her lort for at lave lektier.”
Dalton ler højt, så jeg må holde telefonen nogle centimeter ud fra øret.
”Tag en tudekiks,” siger han. ”Jeg sov fandeme i et badekar i nat. Æd den. Det hører med til jobbet at spille rollen.”
”Det kan du sagtens sige. De har givet dig én time om ugen. Jeg fik tre. Hvorfor gav Young dig kun én?”
”Måske er jeg klogere?” siger Dalton.
Jeg kigger ned på mit skema og op på tallet på døren foran mig. Det stemmer.
”Jeg er nødt til at smutte. La clase de español.”
”Vent, Carter.”
Han lyder mere alvorlig. Dalton rømmer sig og gør klar til sin ”partner-pep-talk.” Dem har jeg været tvunget til at høre på dagligt, siden vi begyndte at arbejde sammen. Han behøver ikke at minde mig om, hvorfor vi er her. Jeg kender min opgave.
Den er at udføre det arbejde, jeg bliver betalt for … hvilket er at infiltrere universitetshistoriens største campus-narkoring. Narkoproblemet på det lokale universitet er vokset tifold på bare tre år.
Ifølge rygterne hedder årsagen Asa Jackson. Asa og alle dem i hans kreds, hvilket er grunden til, at Dalton og jeg er her: Vi skal identificere hovedaktørerne. Dalton og jeg er kun en lille del af operationen, men de små dele udgør et samlet hele, og alle roller har betydning.
Også den rolle, der går ud på at spille studerende. Igen. Jeg ville bare ønske, at jeg var begyndt på semesteret i sidste uge ligesom alle andre på holdet, men departementet var en evighed om at oprette mig i systemet.
”Prøv at få noget sjovt ud af det, mand,” siger Dalton.
”Vi er så tæt på at have alt, hvad vi skal bruge … du skal højst være her i to måneder. Find en hottie at sidde ved siden af, så går tiden hurtigere.”
Jeg kigger ind gennem ruden i døren til undervisningslokalet. Der er næsten fyldt og kun tre tomme pladser. Mit blik falder straks på en pige, som sidder bagerst i lokalet ved siden af en af de tomme pladser.
Hendes mørke hår falder ned over hendes ansigt, og hun hviler hovedet på armene. Hun sover. Jeg kan godt sidde ved siden af en, der sover; jeg kan til gengæld ikke klare dem, der hele tiden snakker.
”Der kan man bare se. Jeg har allerede fundet en røvlækker dame at sidde ved siden af. Jeg ringer efter frokost.”
Jeg lægger på, og åbner døren, idet jeg sætter telefonen på lydløs. Jeg hanker op i min rygsæk og går op ad trappen til det bageste af lokalet. Jeg maser mig forbi hende og ned på den tomme plads, idet jeg smider rygsækken på gulvet og telefonen på bordet.
Pigen vågner med et sæt ved lyden, da min telefon rammer træbordet. Hun retter sig op, spærrer øjnene op, kigger hektisk og forvirret rundt i lokalet, derefter ned på kladdehæftet på bordet foran os og til sidst på mig.
Hendes hår er uglet, og der løber en lille stribe savl fra hendes mundvig og ned ad hagen. Hun glor på mig, som om jeg har afbrudt det ene minuts søvn, hun har fået i sit liv.
”Hård nat?” spørger jeg. Jeg bøjer mig frem, åbner rygsækken og tager spanskbogen, som jeg sikkert kan udenad, op.
”Er timen slut?” spørger hun og ser med missende øjne på bogen, som jeg har lagt på bordet foran mig.
”Det kommer an på.”
”På hvad?”
”På hvor længe du har sovet,” siger jeg. ”Jeg ved ikke, hvilket fag du er her for, men det her er spansk klokken ti.”
Hun støtter albuerne på bordet foran os og stønner, mens hun gnider sig i ansigtet.
”Har jeg sovet i fem minutter? Ikke mere?” Hun læner sig tilbage i stolen og glider ned, indtil hendes baghoved hviler mod ryglænet. ”Væk mig, når det er slut, okay?”
Hun ser på mig og venter på, at jeg siger ja. Jeg banker fingeren let mod min hage.
”Du har noget lige her.”
Hun tørrer sig om munden og inspicerer sin hånd. Jeg forventer, at hun vil blive flov over at have savl i ansigtet, men i stedet ruller hun med øjnene, trækker ærmet på sin bluse ned over tommelfingeren og tørrer den lille sø af savl op fra bordet. Derefter læner hun sig tilbage i stolen igen og lukker øjnene.
Jeg har gået på universitetet før. Jeg kender alt til de lange aftener, festerne, studierne og at man aldrig har tid til det hele. Men pigen her virker topstresset. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det skyldes nattevagter, eller om hun fester for meget.
Jeg stikker hånden ned i rygsækken og tager energidrikken op, som jeg købte på vej herhen i morges. Hun har nok mere brug for den, end jeg har.
”Værsgo.” Jeg sætter den på bordet foran hende. ”Drik denne her.”
Hun åbner langsomt øjnene, som om hendes øjenlåg vejer hundred kilo stykket. Hun kigger ned på energidrikken, snupper den og åbner den. Så hælder hun hektisk indholdet i sig, som om det er første gang i mange dage, hun får noget at drikke.
”Selv tak.” Jeg ler.
Hun tømmer den og stiller den på bordet igen, mens hun tørrer sig om munden med samme ærme, som hun lige før tørrede savl af med. Jeg vil ikke lyve; jeg bliver på en eller anden mærkelig måde tændt af hendes uhygiejniske, sløset-sexede opførsel.
”Tak,” siger hun og stryger håret væk fra øjnene.
Hun ser op på mig og smiler, hvorefter hun strækker armene bagud og gaber. Døren til undervisningslokalet går op, og alle rører på sig i stolene, som tegn på at det er underviseren, der kommer ind – men jeg kan ikke løsrive blikket fra hende for at få det bekræftet.
Hun reder fingrene gennem sit hår. Det er stadig en lille smule fugtigt, og jeg fornemmer blomsterduften fra hendes shampoo, da hun kaster håret tilbage over skuldrene. Det er langt og mørkt og kraftigt, ligesom hendes øjenvipper. Hun kigger lige frem for sig og åbner sit hæfte, så jeg gør det samme.
Underviseren hilser på os på spansk, og vi svarer gebrokkent i kor. Han begynder at give nogle retningslinjer til en opgave, da min telefon lyser op på bordet imellem os. Jeg kigger ned på en sms fra Dalton.
Har den røvlækre dame ved siden af dig et navn?
Jeg skynder mig at vende telefonen om og håber, at hun ikke nåede at læse det. Hun holder hånden op for munden for at skjule sin latter.
Pis. Hun læste det.
”Røvlækker, hva?” siger hun.
”Beklager. Min ven … Han tror, han er sjov. Og nyder at gøre mit liv til et helvede.”
Hun løfter øjenbrynene og vender sig om mod mig. ”Du synes altså ikke, at jeg er røvlækker?”
Først da hun kigger direkte på mig, får jeg chancen for at se rigtigt på hende. Lad os bare sige, at jeg er officielt forelsket i det her hold nu. Jeg trækker på skuldrene.
”Du har, med al respekt, siddet ned, siden jeg mødte dig. Jeg har ikke engang set din røv endnu.”
Hun ler igen. ”Sloan,” siger hun og rækker hånden frem.
Jeg tager den. Hun har et lille, måneformet ar på tommelfingeren. Jeg stryger min egen tommelfinger hen over det og vipper hendes hånd frem og tilbage, mens jeg inspicerer arret.
”Sloan,” gentager jeg og smager på navnet.
”Det plejer at være på omtrent det her tidspunkt i en præsentation, at den anden part afslører sit navn,” siger hun.
Jeg kigger på hende, og hun trækker hånden til sig og ser nysgerrigt på mig.
”Carter,” svarer jeg, og lever mig ind i rollen som den, jeg skal forestille at være.
Det har været svært nok at referere til Ryan som Dalton de seneste seks uger, men jeg har vænnet mig til det. At kalde mig selv for Carter er en anden sag. Det er glippet mere end én gang, hvor jeg har været tæt på at bruge mit rigtige navn.
”Mucho gusto,” siger hun med næsten perfekt accent og retter opmærksomheden mod den forreste del af rummet.
Nej, fornøjelsen er helt og aldeles min. Tro mig.
Underviseren beder eleverne om at vænne sig om mod deres sidemand og sige tre ting om den anden person på spansk. Det er fjerde år, jeg har spansk, så jeg beslutter mig for at lade Sloan begynde for ikke at intimidere hende. Vi vender os om mod hinanden, og jeg nikker.
”Las señoras primera,” siger jeg.
”Nix, vi skiftes,” siger hun. ”Dig først. Kom nu, fortæl mig noget om mig selv.”
”Okay,” siger jeg og ler over måden, hun lige tog styringen på.
”Usted es mandona.”
”Det er en holdning, ikke et faktum,” siger hun. ”Men okay.”
Jeg lægger hovedet på skrå.
”Forstod du, hvad jeg lige sagde?”
Hun nikker.
”Hvis du kaldte mig dominerende, så ja.”
Hun kniber øjnene sammen, men smiler.
”Min tur,” siger hun. ”Su compañera de clase es bella.”
Jeg ler. Gav hun lige sig selv en kompliment ved at fortælle mig, at min holdkammerat er smuk? Jeg nikker og er helt enig.
”Mi compañera de clase esta correcta.”
Jeg kan se, at hun rødmer under sin solbrune hud.
”Hvor gammel er du?” spørger hun.
”Det er et spørgsmål, ikke et faktum. Og du spurgte ikke engang på spansk.”
”Jeg er nødt til at stille et spørgsmål for at nå frem til faktum. Du ser lidt ældre ud end de fleste andetårselever i spansk.”
”Hvor gammel tror du, jeg er?”
”Treogtyve? Fireogtyve?” siger hun.
Det er ikke skudt helt ved siden af. Jeg er femogtyve, men det behøver hun ikke at vide.
”Toogtyve,” siger jeg.
”Tiene veintidos años,” siger hun som sit andet faktum om mig.
”Du snyder,” svarer jeg.
”Du er nødt til at sige det på spansk, hvis det er en af dine facts om mig.”
”Usted engańa.”
Jeg kan se på hendes løftede øjenbryn, at hun ikke havde regnet med, at jeg kunne det på spansk.
”Det var tre til dig,” siger hun.
”Du mangler stadig en.”
”Usted es un perro.”
Jeg ler. ”Kom du lige til at kalde mig en hund?”
Hun ryster på hovedet.
”Det var ikke noget, jeg kom til.”
Hendes telefon vibrerer, og hun tager den op af lommen og retter opmærksomheden mod den. Jeg læner mig tilbage i stolen, snupper min egen telefon og lader, som om jeg gør det samme.
Vi er tavse, mens resten af holdet bliver færdige med opgaven. Jeg betragter hende ud ad øjenkrogen, mens hun sms’er, og hendes tommelfingre flyver hen over skærmen. Hun er lækker. Det er fedt, at jeg glæder mig til de her timer nu. Pludselig virker tre dage om ugen ikke som nok.
Der er cirka et kvarter tilbage af timen, og jeg må anstrenge mig for ikke at stirre på hende. Hun har ikke sagt noget, siden hun kaldte mig en hund. Jeg betragter hende, mens hun tegner kruseduller i sit kladdehæfte og ikke hører et eneste ord af, hvad underviseren siger.
Enten keder hun sig for vildt, eller også er hun et helt andet sted. Jeg læner mig frem for bedre at kunne se, hvad hun skriver. Jeg føler, at jeg snager, men på den anden side læste hun min besked tidligere, så jeg synes, jeg har ret til det.
Hendes pen bevæger sig hektisk hen over papiret, muligvis som resultat af den energidrik, hun bundede. Jeg læser sætningerne, mens hun skriver dem. De giver overhovedet ingen mening, uanset hvor mange gange jeg læser dem.
Tog og busser stjal mine sko og nu må jeg spise rå blæksprutte.
Jeg ler af alle de underlige sætninger, der er skriblet på siden, og hun ser op på mig. Jeg møder hendes blik, og hun smiler frækt. Hun kigger ned i sit kladdehæfte og trommer pennen let ned mod den.
”Jeg keder mig,” hvisker hun. ”Min koncentrationsevne er ikke supergod.”
Min egen koncentrationsevne plejer at være fin, men ikke når jeg sidder ved siden af hende, åbenbart.
”Det sker også for mig,” siger jeg.
Jeg rækker hånden hen over bordet og peger på hendes ord.
”Hvad er det? Er det en hemmelig kode?”
Hun trækker på skuldrene, lægger pennen fra sig og skubber kladdehæftet hen mod mig.
”Det er bare noget fjollet noget, jeg laver, når jeg keder mig. Jeg synes, det er sjovt at se, hvor mange tilfældige ting, jeg kan finde på uden reelt at tænke. Jo mindre mening de giver, jo mere vinder jeg.”
”Jo mere vinder du?” spørger jeg og håber, hun vil uddybe.
Pigen er en gåde. ”Hvordan kan du tabe, hvis du er den eneste, der leger legen?”
Hendes smil fortoner sig, og hun kigger væk og ned i kladdehæftet foran sig. Hun stryger forsigtigt fingrene hen over et af ordene. Gad vide, hvad fanden jeg lige sagde, som fik hende til at ændre opførsel så hurtigt og drastisk. Hun tager pennen op, rækker mig den og ryster de tanker af sig, som lige lagde en dæmper på hende.
”Prøv,” siger hun. ”Man bliver dybt afhængig.”
Jeg tager imod pennen og finder et blankt område på siden.
”Skal jeg bare skrive hvad som helst? Hvad som helst, jeg kommer i tanke om?”
”Nej,” siger hun. ”Det stik modsatte. Prøv at lade være med at tænke. Prøv at lade være med at tænke på noget som helst. Bare skriv.”
Jeg trykker pennen ned mod papiret og gør præcis, som hun siger. Jeg skriver bare. Jeg smed en dåse majs ned i vasketøjsskakten, nu græder min mor regnbuer.
Jeg lægger pennen ned og føler mig en lille smule dum. Hun holder sig for munden for at undertrykke en latter, da hun har læst det. Så bladrer hun om på en ny side og skriver:
Du er et naturtalent, og rækker mig pennen igen.
Tak. Enhjørningesaft gør mig i stand til at trække vejret, når jeg lytter til disko.
Hun ler igen og tager pennen ud af hånden på mig, i samme øjeblik som underviseren meddeler, at timen er slut. Alle kyler deres bøger ned i taskerne og rejser sig hurtigt op fra stolene.
Alle undtagen os. Vi stirrer begge ned på siden, smiler, flytter os ikke.
Hun lægger hånden på kladdehæftet og lukker det langsomt i, hvorefter hun lader det glide hen over bordet og ned i sin rygsæk. Så ser hun på mig igen.
”Du skal ikke rejse dig op endnu,” siger hun, idet hun selv rejser sig.
”Hvorfor ikke?”
”Fordi. Du er nødt til at blive siddende der, mens jeg går, så du kan afgøre, om jeg virkelig er røvlækker.”
Hun blinker til mig og vender sig om.
Oh my God. Jeg gør nøjagtigt, som hun siger, og lader blikket hvile på hendes røv. Den er til alt held perfekt. Hver eneste centimeter af hendes krop er perfekt. Jeg sidder helt stille, mens jeg ser hende gå ned ad trappen.
Hvor fanden kom denne her pige fra? Og hvor fanden har hun været hele mit liv? Jeg bander over, at der ikke kommer til at ske mere end det, der lige er sket mellem os.
Et forhold må aldrig begynde med løgne. Slet ikke med løgne som mine.
Hun ser sig tilbage, inden hun går ud ad døren, og jeg flytter blikket op til hendes øjne igen. Jeg giver hende thumbs up. Hun ler og forsvinder ud af døren.
Jeg samler mine ting sammen og prøver at få hende ud af hovedet. Jeg skal være i topform i aften. Der er for meget på spil til, at jeg må lade mig distrahere af en så smuk, perfekt røv.
TRE
SLOAN
Jeg laver dagens lektier i biblioteket, for jeg ved, at jeg ikke vil være i stand til at koncentrere mig, når jeg er hjemme i huset igen.
Da jeg flyttede ind hos Asa, var jeg én nat fra at blive smidt ud fra den sofa, jeg crashede på … for ikke at nævne alle de andre økonomiske problemer, jeg kæmpede med. Vi havde kun datet i to måneder, men jeg havde ingen andre steder at tage hen.
Det er over to år siden.
Jeg vidste, ud fra de biler han kørte i og størrelsen på hans hus, at han havde penge. Men det, jeg ikke vidste, var, om der var tale om ’gamle penge’ eller, om han var rodet ind i noget, han ikke skulle være rodet ind i.
Jeg håbede, der var tale om det første, men håb og jeg har aldrig været et godt match. De første par måneder var han ret god til at skjule, at han solgte stoffer, og forklarede sit store forbrug med, at han havde en stor arv. Jeg troede på ham i et stykke tid. Jeg havde ikke andet valg end at tro på ham.
Da folk jeg ikke kendte, begyndte at dukke op på mærkelige tidspunkter om natten, og Asa kun talte til dem bag lukkede døre, blev det mere og mere tydeligt. Han forsøgte at forklare sine grunde og svor, at han kun solgte harmløse stoffer til mennesker, der alligevel ville skaffe dem et andet sted. Jeg ville ikke være en del af det, så da han nægtede at stoppe, skred jeg.
Det eneste problem var, at jeg ikke havde noget sted at gå hen. Jeg sov på nogle venners sofa, men ingen af dem havde plads eller råd til at blive ved med at forsørge mig. Jeg ville hellere have valgt et værested for hjemløse end at vende tilbage til Asa, men det var ikke mit eget liv, der bekymrede mig. Det var min lillebrors.
Stephen har aldrig haft det nemt. Der var en hel masse galt med ham, både fysisk og psykisk, allerede fra fødslen. Han fik offentlig forsørgelse og var omsider kommet på et godt bosted, som jeg havde tillid til, men da det blev sparret væk, kunne jeg ikke risikere, at han blev sendt hjem til vores mor igen.
Han skulle ikke tilbage til det liv, og jeg ville gøre hvad som helst for at sikre, at han aldrig nogensinde kom det.
Jeg var væk i to uger, da støtten til min brors bosted blev stoppet. Jeg var ikke i stand til at have Stephen boende, og hvis jeg fjernede ham fra det bosted, det havde været så svært at få ham ind på, ville han miste den pleje, han havde brug for.
Jeg havde ingen andre end Asa at henvende mig til, for han var den eneste, der var villig til at hjælpe os. Det sværeste, jeg nogensinde har gjort, var at gå ind ad den dør igen og bede om hjælp. At løbe ind i hans favn igen var ensbetydende med at give køb på min selvrespekt.
Han lod mig flytte ind igen, men ikke uden konsekvenser. Nu hvor han vidste præcis, hvor afhængig jeg var af, at han betalte for Stephens pleje, holdt han op med at dække over sin livsstil. Her kom flere og flere mennesker, og handelen foregik åbenlyst og ikke bag lukkede døre.
Nu er der en konstant strøm af mennesker ind og ud af huset, så det er umuligt at vide, hvem der bor her, hvem der crasher her, og hvem der er totalt fremmede. Hver nat er en fest, og hver fest er mit mareridt.
Stemningen bliver mere og mere farlig for hver uge, og jeg er mere desperat end nogensinde for at komme væk. Jeg har haft et deltidsjob på biblioteket på campus, men dette semester har de ikke noget studentermedhjælperjob til mig.
Jeg står på venteliste, og jeg har søgt andre jobs og desperat forsøgt at spæde kontanterne op, så jeg får råd til at slippe væk. Det ville ikke være så slemt, hvis det kun var mig selv, jeg skulle forsørge, men på grund af Stephen koster det penge, jeg ikke har. Penge, som jeg ikke får lige foreløbig.
I mellemtiden opretholder jeg facaden og lader, som om jeg stadig står i taknemlighedsgæld til Asa, mens jeg i virkeligheden føler, at han smadrer mit liv. Misforstå mig ikke, for jeg elsker ham virkelig.
Jeg elsker det menneske, jeg tror, at han kan blive en dag, men jeg er heller ikke naiv. Jeg ved godt, at alle hans løfter om at udfase forretningen og opgive den ikke holder. Jeg har prøvet at tale ham til fornuft, men når man har både magt og penge, er det svært at bakke ud.
Han kommer aldrig til at droppe det. Han kommer til at fortsætte med det, indtil han sidder i fængsel … eller indtil han dør. Og jeg har ikke lyst til at opleve nogen af delene.
Jeg prøver ikke engang at identificere bilerne i indkørslen længere. Der er en ny hver dag. Jeg parkerer Asas bil, snupper mine ting og går ind til endnu en nat i helvede.
Der er uhyggeligt stille i huset, da jeg træder ind. Jeg lukker døren bag mig, smiler og nyder, at alle er omme bagved ved poolen. Jeg har aldrig mulighed for at være alene, så nu griber jeg den, tager høretelefoner i og begynder at gøre rent.
Jeg ved godt, at det ikke lyder som noget, der er hyggeligt, men for mig er det den eneste flugtmulighed. Desuden er huset en evig svinesti.
Jeg begynder i stuen og fylder en 100 liters affaldssæk med ølflasker. Da jeg kommer ud i køkkenet og ser bjergene af opvask, kan jeg ikke lade være med at smile. Det bør tage mindst en time. Jeg stabler de beskidte ting til venstre for vasken og begynder at fylde vand i baljen.
Jeg vugger frem og tilbage til musikken, der strømmer ud af mine høretelefoner. Jeg har ikke følt mig så godt tilpas i huset, siden de første to måneder, jeg boede her. Dengang den gode Asa boede her. Den Asa, der sagde søde ting til mig og tog mig på date og satte mig over alt og alle.
Jeg mindes en tid, hvor vi indimellem var alene i huset sammen. Hvor han bestilte aftensmad, og vi hyggede på sofaen og havde filmaften.
Jeg er sunket hen i minderne om Asa, da jeg mærker hans arme om mig bagfra. Jeg får først et chok. Men så kan jeg dufte hans aftershave, den samme Dior-duft, han havde på på vores første date.
Han begynder at vugge til musikken sammen med mig, mens han holder blidt om mig. Jeg smiler med lukkede øjne, tager ham i hånden og læner mig tilbage mod hans bryst.
Han kysser mit øre, fletter fingrene ind mellem mine og drejer mig rundt, så jeg står overfor ham. Da jeg åbner øjnene, smiler han ned til mig og ser oprigtigt sød ud. Det er meget længe siden, jeg har set det udtryk i hans øjne, og jeg mærker et stik af savn.
Måske prøver han virkelig. Måske er han også træt af det her liv.
Han tager fat om mit ansigt og kysser mig – et langt, passioneret kys, som jeg havde glemt, han overhovedet var i stand til. Her på det seneste er jeg kun blevet kysset, når han ligger ovenpå mig i sengen.
Jeg slår armene om hans hals og gengælder hans kys. Jeg kysser ham desperat. Jeg kysser den gamle Asa og ved ikke, hvor længe jeg har ham.
Han trækker sig tilbage og tager høretelefonerne ud af mine ører.
”Nogen har nok lyst til at fortsætte det fra i morges, hva’?”
Jeg kysser ham igen, smiler og nikker. Det har jeg. Hvis det er denne Asa, jeg får med i seng, så har jeg.
Han lægger hænderne på mine skuldre og ler.
”Ikke foran gæsterne, Sloan.”
Gæsterne?
Jeg kniber øjnene i, tør ikke vende mig om, var ikke klar over, at vi bliver iagttaget.
”Her er en, du skal møde,” siger han.
Han drejer mig rundt, og jeg åbner først det ene øje, så det andet, og håber, at det chok, jeg mærker i maven, ikke står mejslet i min pande. Der står selveste Carter i sin fulde højde og læner sig op ad dørkarmen med armene over kors og et hårdt blik i øjnene.
Fyren, som jeg for kort tid siden flirtede med i timen.
Jeg gisper, mest fordi han er det sidste menneske, jeg forventede at se her. Det er mere intimiderende at stå foran ham nu, end det var at sidde ved siden af ham til timen i morges. Han er meget højere, end jeg troede – ovenikøbet højere end Asa.
Han er ikke lige så veltrænet som Asa, men Asa træner også hver dag og dypper sig sikkert i steroider, at dømme ud fra størrelsen på hans biceps. Carter er mere naturligt bygget med mørkere hud og mørkere hår. Og lige nu et vredt, mørkt blik.
”Hey,” siger Carter og bløder sit udtryk op med et smil, idet han rækker mig hånden uden at afsløre det mindste tegn på genkendelse.
Jeg er klar over, at han for min skyld lader, som om han ikke kender mig – eller måske for sin egen skyld, så jeg tager hans hånd og præsenterer mig for ham for anden gang i dag.
”Jeg hedder Sloan,” siger jeg skælvende, og håber, at han ikke kan mærke min hurtige puls gennem håndfladen.
Jeg trækker hurtigt hånden til mig igen.
”Hvorfra kender du og Asa hinanden?”
Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at kende svaret, men spørgsmålet ryger alligevel ud af mig. Asa lægger armen om livet på mig, og snurrer mig rundt i modsat retning af Carter.
”Han er min nye forretningspartner, og lige nu har vi nogle forretninger at få styr på. Smut hen og gør rent et andet sted.”
Han klapper mig i røven, som om han vil genne mig væk som en hund. Jeg vender mig om og skuler til ham, men det er ikke nær så intenst som det skulende, hadefulde blik, Carter betragter Asa med.
Jeg plejer ikke at fremprovokere en situation med Asa, særligt ikke foran andre, men lige nu løber temperamentet af med mig. Jeg er rasende over, at han så nonchalant bare inddrager et andet menneske, nu hvor han havde lovet mig, at han var på vej ud af det.
Jeg kan heller ikke benægte, at jeg er sur over, at det er Carter. Jeg er vred på mig selv over at have fået et forkert førstehåndsindtryk af ham i timen i dag. Jeg troede, at jeg var bedre til at læse folk, men det at han har noget med Asa at gøre, viser mig, at jeg ikke længere ved en skid om at gennemskue nogen.
Han er præcis ligesom alle de andre, men det burde jeg også forvente nu. Jeg føler mig dum, for uanset hvor hårdt jeg kæmper, og hvor hårdt jeg har kæmpet for at slippe væk mit barndomshjem, så er jeg bare havnet i præcis samme livsstil.
Mine forældre var misbrugere, og jeg svor, at så snart jeg kunne slippe væk fra deres farlige livsstil, så ville jeg skride og aldrig se mig tilbage. Men her er jeg nu, enogtyve år gammel, og lever allerede et liv, som ikke er bedre end det, jeg voksede op i.
Hvordan kan jeg arbejde så hårdt og stræbe efter et normalt liv og alligevel falde direkte tilbage i det her lort? Det er en forbandelse.
”Asa, du lovede.”
Jeg gør tegn mod Carter.
”Det er ikke vejen ud at begynde at hyre nye folk, det er vejen direkte …”
Jeg føler mig dobbeltmoralsk ved at bede ham stoppe med det, han laver. Jeg giver ham lov til at sende en check hver måned for Stephens pleje med lige præcis de beskidte penge, som jeg ville ønske, han ikke tjente.
Men det er lettere for mig at leve med, eftersom pengene ikke er til mig. Jeg ville tage imod verdens mest beskidte penge, hvis jeg vidste, at de kom min lillebror til gavn.
Asa ser dyster ud og træder et skridt hen imod mig. Han lægger forsigtigt hænderne på mine arme og gnubber dem. Han fører munden ind til mit øre, idet han strammer grebet om mine arme og trykker til af alle kræfter, indtil jeg hviner af smerte.
”Du skal ikke ydmyge mig,” hvisker han så stille, at kun jeg kan høre ham.
Han slipper grebet og lader hænderne glide ned til mine albuer, hvorefter han for syns skyld kysser mig kærligt på kinderne.
”Tag den sexede, røde kjole på. Vi holder fest i aften for at fejre det.”
Han tager et skridt tilbage og slipper mig helt. Jeg skæver til Carter, der stadig står i døren og ser på Asa, som om han har lyst til at flå hovedet af ham. Så kigger han hen på mig, og hans blik bløder kortvarigt op, men jeg bliver ikke stående længe nok til at være sikker på det.
Jeg vender mig om og løber op ad trappen til soveværelset. Jeg smækker døren i bag mig og dumper ned på sengen. Musklerne i mine arme dunker ovenpå smerten, og jeg prøver at gnubbe den væk.
Det er første gang, han har gjort fysisk skade på mig foran andre, men min sårede stolthed gør meget mere ondt. Jeg burde aldrig have irettesat ham foran en anden. Jeg ved bedre end det.
Jeg har sikkert blå mærker på armene i morgen, men de er i det mindste ikke permanente, i modsætning til de ar mine forældre har givet mig. Jeg stirrer ned på det halvmåneformede ar på min tommeltot og mindes dengang, jeg var tolv, og min mor forsøgte at brænde mig med bilens cigarettænder.
Jeg anede ikke, hvorfor hun var vred på mig, men jeg trak hånden til mig, så snart det gik op for mig, hvad hun havde gang i. Jeg var bare ikke hurtig nok. Nu bliver jeg mindet om hende, hver gang jeg kigger på arret.
De nye mærker forsvinder i det mindste, men hvor længe vil der gå, før Asa begynder at efterlade mere permanente ar på mig? Jeg ved, at jeg ikke har fortjent det, han lige gjorde. Det er der ingen, der har. Men hvis jeg ikke snart slipper væk, bliver det bare værre.
Situationer som denne forandrer sig sjældent til det bedre. Jeg har lyst til at finde mine tasker og pakke alt, jeg ejer. Jeg vil væk og aldrig vende tilbage. Jeg vil væk. Jeg vil væk, jeg vil væk, jeg vil væk.
Men jeg kan ikke rejse endnu. For det ville ikke kun påvirke mig.
Colleen Hoover: For sent
En psykologisk suspenseroman om besættelse og farlig kærlighed.
Sloan vil gøre alt for dem, hun elsker. Og det gør hun – hver evig eneste dag. Hun forelsker sig i den forførende men farlige narkogangster Asa Jackson, som giver hende et holdepunkt i livet, selvom det er på bekostning af hendes værdier. Hun bliver følelsesmæssigt og økonomisk afhængig af Asa, og han bliver besat af hende – på en foruroligende og stadig mere farlig måde.
Da undercoveragenten Carter kommer ind i billedet, føler Sloan en øjeblikkelig og overraskende tiltrækning. Men hvis Asa opdager det, slår han Sloan ihjel. Og Asa er altid et skridt foran alle i sit liv – inklusive Sloan. Ingen står nogensinde i vejen for ham. Ingen før Carter.
For sent er som den seneste bog i Colleen Hoovers samlede forfatterskab nu ude på dansk, og denne her – den er ikke for børn!
For sent af Colleen Hoover er en psykologisk suspense-roman om besættelse og farlig kærlighed.
Sloan vil gøre alt for dem, hun elsker. Hun er i et forhold med den farlige narkogangster Asa, som hun er følelsesmæssigt og økonomisk afhængig af. Han udvikler sig i en foruroligende retning, og samtidig sker der det, at undercoveragenten Carter kommer ind i billedet.
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Colleen Hoovers forfatterskab. Se alle bøgerne her
Der er god kemi mellem Sloan og Carter, men Sloan er bange for, hvad der vil ske, hvis Asa opdager, at hun er tiltrukket af en anden mand. For Asa er besat af Sloan. Og ingen står nogensinde i vejen for Sloan. Ingen før Carter.
For sent af Colleen Hoover er til de læsere, der kan lide de mørke Hoover-bøger som Verity – Mørkt bedrag, og ikke til de yngre Hoover-fans. Der er skruet op for kriminalitet, vold, stoffer og farlig forelskelse i For sent.
Forfatteren Colleen Hoover har solgt over 20 millioner bøger på verdensplan, og hendes bøger trender som aldrig før på TikTok. Også i Danmark har Hoover en stor fanskare, og hendes bøger og hende selv er blevet et globalt fænomen.
Smuglæs de tre første kapitler af For sent herunder:
For sent
Colleen Hoover
ET
SLOAN
Varme fingre fletter sig ind mellem mine og borer mine hænder længere ned i madrassen. Mine øjenlåg er for tunge til, at jeg kan åbne dem ovenpå en hel uges søvnunderskud. Eller rettere en hel måneds søvnunderskud. Et helt års, fandeme.
Jeg stønner og prøver at klemme benene sammen, men jeg kan ikke. Min krop er tynget ned. Der er pres på mit bryst, min kind og ind mellem mine ben. Det tager mig et par sekunder at komme ud af døsen, men jeg er vågen nok til at opfatte, hvad han har gang i.
”Asa,” mumler jeg irriteret. ”Hold nu op.”
Han støder med gentagende bevægelser sin krop ind mod min og stønner ind i mit øre. Morgenstubbene kradser mod min kind.
”Jeg er næsten færdig, babe,” hvisker han mod min hals.
Jeg prøver at vriste hænderne fri, men han klemmer hårdere om dem, som en påmindelse om at jeg bare er en fange i min egen seng, og at han er soveværelsets fangevogter. Asa har altid givet mig følelsen af, at min krop var til rådighed for ham. Det er aldrig ondskabsfuldt eller voldsomt; han er bare begærlig – og jeg føler, at det er enormt ubelejligt.
Som for eksempel lige nu. Klokken seks om morgenen, sgu.
Jeg kan regne ud, hvad klokken er, fordi lyset trænger ind ad sprækken under døren, og fordi Asa først kommer i seng nu efter festen i aftes. Jeg skal selv være i skole om mindre end to timer. Det er ikke sådan, jeg havde drømt om at vågne efter kun tre timers søvn.
Jeg vikler benene om livet på ham og håber, at han tror, jeg er tændt. Han bliver hurtigere færdig, når jeg lader, som om jeg er lidt interesseret. Han lægger hånden om mit højre bryst, og jeg stønner som forventet, da han begynder at skælve.
”Fuck,” stønner han og begraver med langsomme, vuggende bevægelser ansigtet i mit hår.
Efter nogle sekunder falder han sammen ovenpå mig og sukker tungt, hvorefter han kysser mig på kinden og triller over i sin side af sengen. Han rejser sig op, fjerner kondomet og smider det i affaldsspanden, hvorefter han snupper en vandflaske fra sengebordet.
Han fører flasken op til munden og lader blikket glide hen over min nøgne krop. Han smiler dovent. Han stiller sig selvsikkert og nøgen ved siden af sengen og hælder resten af vandet i sig.
Han ser godt ud, men han har sine fejl. Faktisk er hans udseende nok det eneste ved ham, jeg ikke kan sætte en finger på. Han er selvfed, temperamentsfuld og indimellem vanskelig at have med at gøre. Men han elsker mig.
Han elsker mig helt vildt meget. Og det ville være løgn at påstå, at jeg ikke også elsker ham. Der er så mange ting, jeg ville ændre ved ham, hvis jeg kunne, men lige nu er han den eneste, jeg har, så jeg lever med det.
Han gav mig et sted at bo, da jeg ikke havde andre steder at gå hen. Ingen at gå til. Alene af den grund finder jeg mig i ham. Jeg har ikke noget valg.
Han tørrer sig om munden og kyler den tomme vandflaske over i affaldsspanden. Han kører hånden gennem sit tykke, brune hår og blinker til mig, hvorefter han kaster sig ned i sengen igen og kysser mig blidt på læberne.
”Godnat, babe,” siger han og triller om på ryggen.
”Godmorgen, mener du,” siger jeg og rejser mig modvilligt fra sengen.
Min T-shirt er skubbet op under mine arme, så jeg hiver den ned og snupper et par trusser og en ny bluse. Jeg går ned ad gangen til badeværelset, det eneste på vores etage, og bliver lettet over, at det ikke er optaget af en af vores utallige roommates.
Jeg tjekker tiden på min telefon og ærgrer mig, da jeg opdager, at jeg ikke engang kan nå at få kaffe. Det er semesterets første undervisningstime, og jeg har allerede planlagt at bruge den på at indhente lidt søvn. Det tegner ikke godt.
Jeg kan umuligt blive ved på denne måde. Asa går ikke regelmæssigt til undervisning, men alligevel får han næsten altid topkarakterer. Jeg kæmper med at holde hovedet oven vande og missede ikke en eneste dag sidste semester. Fysisk, altså.
Desværre bor vi sammen med så mange andre, at der aldrig er stille i huset. Det er mere en regel end en undtagelse, at jeg falder i søvn i timerne. Det er det eneste tidspunkt, hvor der er fred og ro. Det er, som om der er fest alle døgnets timer, uanset hvem der skal til undervisning næste dag.
Hjemme hos os er der ikke forskel på ugedage og weekender, og husleje er uden betydning i forhold til antallet af beboere. Halvdelen af tiden ved jeg ikke engang, hvem der bor her. Asa ejer huset, men han elsker at have mennesker omkring sig, så han lever efter den åbne dørs princip.
Jeg ville skaffe min egen bolig, hvis jeg havde råd til det. Men det har jeg ikke. Så det betyder ét år mere i helvede, før jeg dimitterer. Et år indtil jeg er fri.
Jeg trækker blusen op over hovedet, smider den på gulvet og trækker bruseforhænget fra. Jeg rækker hånden ud for at tænde for hanen, men i stedet skriger jeg af mine lungers fulde kraft. I badekarret ligger Dalton, vores nyeste fuldtids-roommate, fuldt påklædt og bevidstløs.
Han vågner med et sæt, knalder panden ind mod vandhanen ovenover og udstøder et brøl. Jeg snupper min bluse fra gulvet, i samme øjeblik som døren går op, og Asa kommer brasende ind.
”Er du okay, Sloan?” spørger han oprørt og drejer mig rundt for at se, om jeg er kommet noget til.
Jeg nikker febrilsk og peger på Dalton i karret.
Dalton stønner. ”Jeg er ikke okay.”
Han tager sig til sin sårede panden og prøver at kravle op af karret. Asa kigger på mig, på min nøgne krop, der kun er dækket af T-shirten i mine hænder, og derefter på Dalton igen. Jeg er bange for, at han er ved at danne sig et forkert indtryk, så jeg begynder at forklare, men han afbryder mig med en uventet, høj latter.
”Er det dig, der har gjort det der?” Han peger på Daltons ansigt.
Jeg ryster på hovedet. ”Han stødte hovedet mod vandhanen, da jeg skreg.”
Asa griner endnu mere, rækker hånden ned til Dalton og hiver ham op fra badekarret.
”Kom, du skal have en øl, mand. Tømmermandskuren.”
Han puffer Dalton ud af badeværelset og følger efter ham, idet han lukker døren bag sig.
Jeg er stivnet med blusen ind mod brystet. Det sørgelige er, at det er tredje gang, det sker. Hver gang er det en ny idiot, der er drattet om i badekarret. Jeg laver en mental note til mig selv om fra nu af at tjekke, inden jeg tager tøjet af.
TO
CARTER
Jeg tager skemaet op af lommen og folder det ud for at finde nummeret på lokalet.
”Det er noget pis,” siger jeg ind i telefonen.
”Det er tre år siden, jeg blev færdig med college. Jeg meldte mig ikke til det her lort for at lave lektier.”
Dalton ler højt, så jeg må holde telefonen nogle centimeter ud fra øret.
”Tag en tudekiks,” siger han. ”Jeg sov fandeme i et badekar i nat. Æd den. Det hører med til jobbet at spille rollen.”
”Det kan du sagtens sige. De har givet dig én time om ugen. Jeg fik tre. Hvorfor gav Young dig kun én?”
”Måske er jeg klogere?” siger Dalton.
Jeg kigger ned på mit skema og op på tallet på døren foran mig. Det stemmer.
”Jeg er nødt til at smutte. La clase de español.”
”Vent, Carter.”
Han lyder mere alvorlig. Dalton rømmer sig og gør klar til sin ”partner-pep-talk.” Dem har jeg været tvunget til at høre på dagligt, siden vi begyndte at arbejde sammen. Han behøver ikke at minde mig om, hvorfor vi er her. Jeg kender min opgave.
Den er at udføre det arbejde, jeg bliver betalt for … hvilket er at infiltrere universitetshistoriens største campus-narkoring. Narkoproblemet på det lokale universitet er vokset tifold på bare tre år.
Ifølge rygterne hedder årsagen Asa Jackson. Asa og alle dem i hans kreds, hvilket er grunden til, at Dalton og jeg er her: Vi skal identificere hovedaktørerne. Dalton og jeg er kun en lille del af operationen, men de små dele udgør et samlet hele, og alle roller har betydning.
Også den rolle, der går ud på at spille studerende. Igen. Jeg ville bare ønske, at jeg var begyndt på semesteret i sidste uge ligesom alle andre på holdet, men departementet var en evighed om at oprette mig i systemet.
”Prøv at få noget sjovt ud af det, mand,” siger Dalton.
”Vi er så tæt på at have alt, hvad vi skal bruge … du skal højst være her i to måneder. Find en hottie at sidde ved siden af, så går tiden hurtigere.”
Jeg kigger ind gennem ruden i døren til undervisningslokalet. Der er næsten fyldt og kun tre tomme pladser. Mit blik falder straks på en pige, som sidder bagerst i lokalet ved siden af en af de tomme pladser.
Hendes mørke hår falder ned over hendes ansigt, og hun hviler hovedet på armene. Hun sover. Jeg kan godt sidde ved siden af en, der sover; jeg kan til gengæld ikke klare dem, der hele tiden snakker.
”Der kan man bare se. Jeg har allerede fundet en røvlækker dame at sidde ved siden af. Jeg ringer efter frokost.”
Jeg lægger på, og åbner døren, idet jeg sætter telefonen på lydløs. Jeg hanker op i min rygsæk og går op ad trappen til det bageste af lokalet. Jeg maser mig forbi hende og ned på den tomme plads, idet jeg smider rygsækken på gulvet og telefonen på bordet.
Pigen vågner med et sæt ved lyden, da min telefon rammer træbordet. Hun retter sig op, spærrer øjnene op, kigger hektisk og forvirret rundt i lokalet, derefter ned på kladdehæftet på bordet foran os og til sidst på mig.
Hendes hår er uglet, og der løber en lille stribe savl fra hendes mundvig og ned ad hagen. Hun glor på mig, som om jeg har afbrudt det ene minuts søvn, hun har fået i sit liv.
”Hård nat?” spørger jeg. Jeg bøjer mig frem, åbner rygsækken og tager spanskbogen, som jeg sikkert kan udenad, op.
”Er timen slut?” spørger hun og ser med missende øjne på bogen, som jeg har lagt på bordet foran mig.
”Det kommer an på.”
”På hvad?”
”På hvor længe du har sovet,” siger jeg. ”Jeg ved ikke, hvilket fag du er her for, men det her er spansk klokken ti.”
Hun støtter albuerne på bordet foran os og stønner, mens hun gnider sig i ansigtet.
”Har jeg sovet i fem minutter? Ikke mere?” Hun læner sig tilbage i stolen og glider ned, indtil hendes baghoved hviler mod ryglænet. ”Væk mig, når det er slut, okay?”
Hun ser på mig og venter på, at jeg siger ja. Jeg banker fingeren let mod min hage.
”Du har noget lige her.”
Hun tørrer sig om munden og inspicerer sin hånd. Jeg forventer, at hun vil blive flov over at have savl i ansigtet, men i stedet ruller hun med øjnene, trækker ærmet på sin bluse ned over tommelfingeren og tørrer den lille sø af savl op fra bordet. Derefter læner hun sig tilbage i stolen igen og lukker øjnene.
Jeg har gået på universitetet før. Jeg kender alt til de lange aftener, festerne, studierne og at man aldrig har tid til det hele. Men pigen her virker topstresset. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det skyldes nattevagter, eller om hun fester for meget.
Jeg stikker hånden ned i rygsækken og tager energidrikken op, som jeg købte på vej herhen i morges. Hun har nok mere brug for den, end jeg har.
”Værsgo.” Jeg sætter den på bordet foran hende. ”Drik denne her.”
Hun åbner langsomt øjnene, som om hendes øjenlåg vejer hundred kilo stykket. Hun kigger ned på energidrikken, snupper den og åbner den. Så hælder hun hektisk indholdet i sig, som om det er første gang i mange dage, hun får noget at drikke.
”Selv tak.” Jeg ler.
Hun tømmer den og stiller den på bordet igen, mens hun tørrer sig om munden med samme ærme, som hun lige før tørrede savl af med. Jeg vil ikke lyve; jeg bliver på en eller anden mærkelig måde tændt af hendes uhygiejniske, sløset-sexede opførsel.
”Tak,” siger hun og stryger håret væk fra øjnene.
Hun ser op på mig og smiler, hvorefter hun strækker armene bagud og gaber. Døren til undervisningslokalet går op, og alle rører på sig i stolene, som tegn på at det er underviseren, der kommer ind – men jeg kan ikke løsrive blikket fra hende for at få det bekræftet.
Hun reder fingrene gennem sit hår. Det er stadig en lille smule fugtigt, og jeg fornemmer blomsterduften fra hendes shampoo, da hun kaster håret tilbage over skuldrene. Det er langt og mørkt og kraftigt, ligesom hendes øjenvipper. Hun kigger lige frem for sig og åbner sit hæfte, så jeg gør det samme.
Underviseren hilser på os på spansk, og vi svarer gebrokkent i kor. Han begynder at give nogle retningslinjer til en opgave, da min telefon lyser op på bordet imellem os. Jeg kigger ned på en sms fra Dalton.
Har den røvlækre dame ved siden af dig et navn?
Jeg skynder mig at vende telefonen om og håber, at hun ikke nåede at læse det. Hun holder hånden op for munden for at skjule sin latter.
Pis. Hun læste det.
”Røvlækker, hva?” siger hun.
”Beklager. Min ven … Han tror, han er sjov. Og nyder at gøre mit liv til et helvede.”
Hun løfter øjenbrynene og vender sig om mod mig. ”Du synes altså ikke, at jeg er røvlækker?”
Først da hun kigger direkte på mig, får jeg chancen for at se rigtigt på hende. Lad os bare sige, at jeg er officielt forelsket i det her hold nu. Jeg trækker på skuldrene.
”Du har, med al respekt, siddet ned, siden jeg mødte dig. Jeg har ikke engang set din røv endnu.”
Hun ler igen. ”Sloan,” siger hun og rækker hånden frem.
Jeg tager den. Hun har et lille, måneformet ar på tommelfingeren. Jeg stryger min egen tommelfinger hen over det og vipper hendes hånd frem og tilbage, mens jeg inspicerer arret.
”Sloan,” gentager jeg og smager på navnet.
”Det plejer at være på omtrent det her tidspunkt i en præsentation, at den anden part afslører sit navn,” siger hun.
Jeg kigger på hende, og hun trækker hånden til sig og ser nysgerrigt på mig.
”Carter,” svarer jeg, og lever mig ind i rollen som den, jeg skal forestille at være.
Det har været svært nok at referere til Ryan som Dalton de seneste seks uger, men jeg har vænnet mig til det. At kalde mig selv for Carter er en anden sag. Det er glippet mere end én gang, hvor jeg har været tæt på at bruge mit rigtige navn.
”Mucho gusto,” siger hun med næsten perfekt accent og retter opmærksomheden mod den forreste del af rummet.
Nej, fornøjelsen er helt og aldeles min. Tro mig.
Underviseren beder eleverne om at vænne sig om mod deres sidemand og sige tre ting om den anden person på spansk. Det er fjerde år, jeg har spansk, så jeg beslutter mig for at lade Sloan begynde for ikke at intimidere hende. Vi vender os om mod hinanden, og jeg nikker.
”Las señoras primera,” siger jeg.
”Nix, vi skiftes,” siger hun. ”Dig først. Kom nu, fortæl mig noget om mig selv.”
”Okay,” siger jeg og ler over måden, hun lige tog styringen på.
”Usted es mandona.”
”Det er en holdning, ikke et faktum,” siger hun. ”Men okay.”
Jeg lægger hovedet på skrå.
”Forstod du, hvad jeg lige sagde?”
Hun nikker.
”Hvis du kaldte mig dominerende, så ja.”
Hun kniber øjnene sammen, men smiler.
”Min tur,” siger hun. ”Su compañera de clase es bella.”
Jeg ler. Gav hun lige sig selv en kompliment ved at fortælle mig, at min holdkammerat er smuk? Jeg nikker og er helt enig.
”Mi compañera de clase esta correcta.”
Jeg kan se, at hun rødmer under sin solbrune hud.
”Hvor gammel er du?” spørger hun.
”Det er et spørgsmål, ikke et faktum. Og du spurgte ikke engang på spansk.”
”Jeg er nødt til at stille et spørgsmål for at nå frem til faktum. Du ser lidt ældre ud end de fleste andetårselever i spansk.”
”Hvor gammel tror du, jeg er?”
”Treogtyve? Fireogtyve?” siger hun.
Det er ikke skudt helt ved siden af. Jeg er femogtyve, men det behøver hun ikke at vide.
”Toogtyve,” siger jeg.
”Tiene veintidos años,” siger hun som sit andet faktum om mig.
”Du snyder,” svarer jeg.
”Du er nødt til at sige det på spansk, hvis det er en af dine facts om mig.”
”Usted engańa.”
Jeg kan se på hendes løftede øjenbryn, at hun ikke havde regnet med, at jeg kunne det på spansk.
”Det var tre til dig,” siger hun.
”Du mangler stadig en.”
”Usted es un perro.”
Jeg ler. ”Kom du lige til at kalde mig en hund?”
Hun ryster på hovedet.
”Det var ikke noget, jeg kom til.”
Hendes telefon vibrerer, og hun tager den op af lommen og retter opmærksomheden mod den. Jeg læner mig tilbage i stolen, snupper min egen telefon og lader, som om jeg gør det samme.
Vi er tavse, mens resten af holdet bliver færdige med opgaven. Jeg betragter hende ud ad øjenkrogen, mens hun sms’er, og hendes tommelfingre flyver hen over skærmen. Hun er lækker. Det er fedt, at jeg glæder mig til de her timer nu. Pludselig virker tre dage om ugen ikke som nok.
Der er cirka et kvarter tilbage af timen, og jeg må anstrenge mig for ikke at stirre på hende. Hun har ikke sagt noget, siden hun kaldte mig en hund. Jeg betragter hende, mens hun tegner kruseduller i sit kladdehæfte og ikke hører et eneste ord af, hvad underviseren siger.
Enten keder hun sig for vildt, eller også er hun et helt andet sted. Jeg læner mig frem for bedre at kunne se, hvad hun skriver. Jeg føler, at jeg snager, men på den anden side læste hun min besked tidligere, så jeg synes, jeg har ret til det.
Hendes pen bevæger sig hektisk hen over papiret, muligvis som resultat af den energidrik, hun bundede. Jeg læser sætningerne, mens hun skriver dem. De giver overhovedet ingen mening, uanset hvor mange gange jeg læser dem.
Tog og busser stjal mine sko og nu må jeg spise rå blæksprutte.
Jeg ler af alle de underlige sætninger, der er skriblet på siden, og hun ser op på mig. Jeg møder hendes blik, og hun smiler frækt. Hun kigger ned i sit kladdehæfte og trommer pennen let ned mod den.
”Jeg keder mig,” hvisker hun. ”Min koncentrationsevne er ikke supergod.”
Min egen koncentrationsevne plejer at være fin, men ikke når jeg sidder ved siden af hende, åbenbart.
”Det sker også for mig,” siger jeg.
Jeg rækker hånden hen over bordet og peger på hendes ord.
”Hvad er det? Er det en hemmelig kode?”
Hun trækker på skuldrene, lægger pennen fra sig og skubber kladdehæftet hen mod mig.
”Det er bare noget fjollet noget, jeg laver, når jeg keder mig. Jeg synes, det er sjovt at se, hvor mange tilfældige ting, jeg kan finde på uden reelt at tænke. Jo mindre mening de giver, jo mere vinder jeg.”
”Jo mere vinder du?” spørger jeg og håber, hun vil uddybe.
Pigen er en gåde. ”Hvordan kan du tabe, hvis du er den eneste, der leger legen?”
Hendes smil fortoner sig, og hun kigger væk og ned i kladdehæftet foran sig. Hun stryger forsigtigt fingrene hen over et af ordene. Gad vide, hvad fanden jeg lige sagde, som fik hende til at ændre opførsel så hurtigt og drastisk. Hun tager pennen op, rækker mig den og ryster de tanker af sig, som lige lagde en dæmper på hende.
”Prøv,” siger hun. ”Man bliver dybt afhængig.”
Jeg tager imod pennen og finder et blankt område på siden.
”Skal jeg bare skrive hvad som helst? Hvad som helst, jeg kommer i tanke om?”
”Nej,” siger hun. ”Det stik modsatte. Prøv at lade være med at tænke. Prøv at lade være med at tænke på noget som helst. Bare skriv.”
Jeg trykker pennen ned mod papiret og gør præcis, som hun siger. Jeg skriver bare. Jeg smed en dåse majs ned i vasketøjsskakten, nu græder min mor regnbuer.
Jeg lægger pennen ned og føler mig en lille smule dum. Hun holder sig for munden for at undertrykke en latter, da hun har læst det. Så bladrer hun om på en ny side og skriver:
Du er et naturtalent, og rækker mig pennen igen.
Tak. Enhjørningesaft gør mig i stand til at trække vejret, når jeg lytter til disko.
Hun ler igen og tager pennen ud af hånden på mig, i samme øjeblik som underviseren meddeler, at timen er slut. Alle kyler deres bøger ned i taskerne og rejser sig hurtigt op fra stolene.
Alle undtagen os. Vi stirrer begge ned på siden, smiler, flytter os ikke.
Hun lægger hånden på kladdehæftet og lukker det langsomt i, hvorefter hun lader det glide hen over bordet og ned i sin rygsæk. Så ser hun på mig igen.
”Du skal ikke rejse dig op endnu,” siger hun, idet hun selv rejser sig.
”Hvorfor ikke?”
”Fordi. Du er nødt til at blive siddende der, mens jeg går, så du kan afgøre, om jeg virkelig er røvlækker.”
Hun blinker til mig og vender sig om.
Oh my God. Jeg gør nøjagtigt, som hun siger, og lader blikket hvile på hendes røv. Den er til alt held perfekt. Hver eneste centimeter af hendes krop er perfekt. Jeg sidder helt stille, mens jeg ser hende gå ned ad trappen.
Hvor fanden kom denne her pige fra? Og hvor fanden har hun været hele mit liv? Jeg bander over, at der ikke kommer til at ske mere end det, der lige er sket mellem os.
Et forhold må aldrig begynde med løgne. Slet ikke med løgne som mine.
Hun ser sig tilbage, inden hun går ud ad døren, og jeg flytter blikket op til hendes øjne igen. Jeg giver hende thumbs up. Hun ler og forsvinder ud af døren.
Jeg samler mine ting sammen og prøver at få hende ud af hovedet. Jeg skal være i topform i aften. Der er for meget på spil til, at jeg må lade mig distrahere af en så smuk, perfekt røv.
TRE
SLOAN
Jeg laver dagens lektier i biblioteket, for jeg ved, at jeg ikke vil være i stand til at koncentrere mig, når jeg er hjemme i huset igen.
Da jeg flyttede ind hos Asa, var jeg én nat fra at blive smidt ud fra den sofa, jeg crashede på … for ikke at nævne alle de andre økonomiske problemer, jeg kæmpede med. Vi havde kun datet i to måneder, men jeg havde ingen andre steder at tage hen.
Det er over to år siden.
Jeg vidste, ud fra de biler han kørte i og størrelsen på hans hus, at han havde penge. Men det, jeg ikke vidste, var, om der var tale om ’gamle penge’ eller, om han var rodet ind i noget, han ikke skulle være rodet ind i.
Jeg håbede, der var tale om det første, men håb og jeg har aldrig været et godt match. De første par måneder var han ret god til at skjule, at han solgte stoffer, og forklarede sit store forbrug med, at han havde en stor arv. Jeg troede på ham i et stykke tid. Jeg havde ikke andet valg end at tro på ham.
Da folk jeg ikke kendte, begyndte at dukke op på mærkelige tidspunkter om natten, og Asa kun talte til dem bag lukkede døre, blev det mere og mere tydeligt. Han forsøgte at forklare sine grunde og svor, at han kun solgte harmløse stoffer til mennesker, der alligevel ville skaffe dem et andet sted. Jeg ville ikke være en del af det, så da han nægtede at stoppe, skred jeg.
Det eneste problem var, at jeg ikke havde noget sted at gå hen. Jeg sov på nogle venners sofa, men ingen af dem havde plads eller råd til at blive ved med at forsørge mig. Jeg ville hellere have valgt et værested for hjemløse end at vende tilbage til Asa, men det var ikke mit eget liv, der bekymrede mig. Det var min lillebrors.
Stephen har aldrig haft det nemt. Der var en hel masse galt med ham, både fysisk og psykisk, allerede fra fødslen. Han fik offentlig forsørgelse og var omsider kommet på et godt bosted, som jeg havde tillid til, men da det blev sparret væk, kunne jeg ikke risikere, at han blev sendt hjem til vores mor igen.
Han skulle ikke tilbage til det liv, og jeg ville gøre hvad som helst for at sikre, at han aldrig nogensinde kom det.
Jeg var væk i to uger, da støtten til min brors bosted blev stoppet. Jeg var ikke i stand til at have Stephen boende, og hvis jeg fjernede ham fra det bosted, det havde været så svært at få ham ind på, ville han miste den pleje, han havde brug for.
Jeg havde ingen andre end Asa at henvende mig til, for han var den eneste, der var villig til at hjælpe os. Det sværeste, jeg nogensinde har gjort, var at gå ind ad den dør igen og bede om hjælp. At løbe ind i hans favn igen var ensbetydende med at give køb på min selvrespekt.
Han lod mig flytte ind igen, men ikke uden konsekvenser. Nu hvor han vidste præcis, hvor afhængig jeg var af, at han betalte for Stephens pleje, holdt han op med at dække over sin livsstil. Her kom flere og flere mennesker, og handelen foregik åbenlyst og ikke bag lukkede døre.
Nu er der en konstant strøm af mennesker ind og ud af huset, så det er umuligt at vide, hvem der bor her, hvem der crasher her, og hvem der er totalt fremmede. Hver nat er en fest, og hver fest er mit mareridt.
Stemningen bliver mere og mere farlig for hver uge, og jeg er mere desperat end nogensinde for at komme væk. Jeg har haft et deltidsjob på biblioteket på campus, men dette semester har de ikke noget studentermedhjælperjob til mig.
Jeg står på venteliste, og jeg har søgt andre jobs og desperat forsøgt at spæde kontanterne op, så jeg får råd til at slippe væk. Det ville ikke være så slemt, hvis det kun var mig selv, jeg skulle forsørge, men på grund af Stephen koster det penge, jeg ikke har. Penge, som jeg ikke får lige foreløbig.
I mellemtiden opretholder jeg facaden og lader, som om jeg stadig står i taknemlighedsgæld til Asa, mens jeg i virkeligheden føler, at han smadrer mit liv. Misforstå mig ikke, for jeg elsker ham virkelig.
Jeg elsker det menneske, jeg tror, at han kan blive en dag, men jeg er heller ikke naiv. Jeg ved godt, at alle hans løfter om at udfase forretningen og opgive den ikke holder. Jeg har prøvet at tale ham til fornuft, men når man har både magt og penge, er det svært at bakke ud.
Han kommer aldrig til at droppe det. Han kommer til at fortsætte med det, indtil han sidder i fængsel … eller indtil han dør. Og jeg har ikke lyst til at opleve nogen af delene.
Jeg prøver ikke engang at identificere bilerne i indkørslen længere. Der er en ny hver dag. Jeg parkerer Asas bil, snupper mine ting og går ind til endnu en nat i helvede.
Der er uhyggeligt stille i huset, da jeg træder ind. Jeg lukker døren bag mig, smiler og nyder, at alle er omme bagved ved poolen. Jeg har aldrig mulighed for at være alene, så nu griber jeg den, tager høretelefoner i og begynder at gøre rent.
Jeg ved godt, at det ikke lyder som noget, der er hyggeligt, men for mig er det den eneste flugtmulighed. Desuden er huset en evig svinesti.
Jeg begynder i stuen og fylder en 100 liters affaldssæk med ølflasker. Da jeg kommer ud i køkkenet og ser bjergene af opvask, kan jeg ikke lade være med at smile. Det bør tage mindst en time. Jeg stabler de beskidte ting til venstre for vasken og begynder at fylde vand i baljen.
Jeg vugger frem og tilbage til musikken, der strømmer ud af mine høretelefoner. Jeg har ikke følt mig så godt tilpas i huset, siden de første to måneder, jeg boede her. Dengang den gode Asa boede her. Den Asa, der sagde søde ting til mig og tog mig på date og satte mig over alt og alle.
Jeg mindes en tid, hvor vi indimellem var alene i huset sammen. Hvor han bestilte aftensmad, og vi hyggede på sofaen og havde filmaften.
Jeg er sunket hen i minderne om Asa, da jeg mærker hans arme om mig bagfra. Jeg får først et chok. Men så kan jeg dufte hans aftershave, den samme Dior-duft, han havde på på vores første date.
Han begynder at vugge til musikken sammen med mig, mens han holder blidt om mig. Jeg smiler med lukkede øjne, tager ham i hånden og læner mig tilbage mod hans bryst.
Han kysser mit øre, fletter fingrene ind mellem mine og drejer mig rundt, så jeg står overfor ham. Da jeg åbner øjnene, smiler han ned til mig og ser oprigtigt sød ud. Det er meget længe siden, jeg har set det udtryk i hans øjne, og jeg mærker et stik af savn.
Måske prøver han virkelig. Måske er han også træt af det her liv.
Han tager fat om mit ansigt og kysser mig – et langt, passioneret kys, som jeg havde glemt, han overhovedet var i stand til. Her på det seneste er jeg kun blevet kysset, når han ligger ovenpå mig i sengen.
Jeg slår armene om hans hals og gengælder hans kys. Jeg kysser ham desperat. Jeg kysser den gamle Asa og ved ikke, hvor længe jeg har ham.
Han trækker sig tilbage og tager høretelefonerne ud af mine ører.
”Nogen har nok lyst til at fortsætte det fra i morges, hva’?”
Jeg kysser ham igen, smiler og nikker. Det har jeg. Hvis det er denne Asa, jeg får med i seng, så har jeg.
Han lægger hænderne på mine skuldre og ler.
”Ikke foran gæsterne, Sloan.”
Gæsterne?
Jeg kniber øjnene i, tør ikke vende mig om, var ikke klar over, at vi bliver iagttaget.
”Her er en, du skal møde,” siger han.
Han drejer mig rundt, og jeg åbner først det ene øje, så det andet, og håber, at det chok, jeg mærker i maven, ikke står mejslet i min pande. Der står selveste Carter i sin fulde højde og læner sig op ad dørkarmen med armene over kors og et hårdt blik i øjnene.
Fyren, som jeg for kort tid siden flirtede med i timen.
Jeg gisper, mest fordi han er det sidste menneske, jeg forventede at se her. Det er mere intimiderende at stå foran ham nu, end det var at sidde ved siden af ham til timen i morges. Han er meget højere, end jeg troede – ovenikøbet højere end Asa.
Han er ikke lige så veltrænet som Asa, men Asa træner også hver dag og dypper sig sikkert i steroider, at dømme ud fra størrelsen på hans biceps. Carter er mere naturligt bygget med mørkere hud og mørkere hår. Og lige nu et vredt, mørkt blik.
”Hey,” siger Carter og bløder sit udtryk op med et smil, idet han rækker mig hånden uden at afsløre det mindste tegn på genkendelse.
Jeg er klar over, at han for min skyld lader, som om han ikke kender mig – eller måske for sin egen skyld, så jeg tager hans hånd og præsenterer mig for ham for anden gang i dag.
”Jeg hedder Sloan,” siger jeg skælvende, og håber, at han ikke kan mærke min hurtige puls gennem håndfladen.
Jeg trækker hurtigt hånden til mig igen.
”Hvorfra kender du og Asa hinanden?”
Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at kende svaret, men spørgsmålet ryger alligevel ud af mig. Asa lægger armen om livet på mig, og snurrer mig rundt i modsat retning af Carter.
”Han er min nye forretningspartner, og lige nu har vi nogle forretninger at få styr på. Smut hen og gør rent et andet sted.”
Han klapper mig i røven, som om han vil genne mig væk som en hund. Jeg vender mig om og skuler til ham, men det er ikke nær så intenst som det skulende, hadefulde blik, Carter betragter Asa med.
Jeg plejer ikke at fremprovokere en situation med Asa, særligt ikke foran andre, men lige nu løber temperamentet af med mig. Jeg er rasende over, at han så nonchalant bare inddrager et andet menneske, nu hvor han havde lovet mig, at han var på vej ud af det.
Jeg kan heller ikke benægte, at jeg er sur over, at det er Carter. Jeg er vred på mig selv over at have fået et forkert førstehåndsindtryk af ham i timen i dag. Jeg troede, at jeg var bedre til at læse folk, men det at han har noget med Asa at gøre, viser mig, at jeg ikke længere ved en skid om at gennemskue nogen.
Han er præcis ligesom alle de andre, men det burde jeg også forvente nu. Jeg føler mig dum, for uanset hvor hårdt jeg kæmper, og hvor hårdt jeg har kæmpet for at slippe væk mit barndomshjem, så er jeg bare havnet i præcis samme livsstil.
Mine forældre var misbrugere, og jeg svor, at så snart jeg kunne slippe væk fra deres farlige livsstil, så ville jeg skride og aldrig se mig tilbage. Men her er jeg nu, enogtyve år gammel, og lever allerede et liv, som ikke er bedre end det, jeg voksede op i.
Hvordan kan jeg arbejde så hårdt og stræbe efter et normalt liv og alligevel falde direkte tilbage i det her lort? Det er en forbandelse.
”Asa, du lovede.”
Jeg gør tegn mod Carter.
”Det er ikke vejen ud at begynde at hyre nye folk, det er vejen direkte …”
Jeg føler mig dobbeltmoralsk ved at bede ham stoppe med det, han laver. Jeg giver ham lov til at sende en check hver måned for Stephens pleje med lige præcis de beskidte penge, som jeg ville ønske, han ikke tjente.
Men det er lettere for mig at leve med, eftersom pengene ikke er til mig. Jeg ville tage imod verdens mest beskidte penge, hvis jeg vidste, at de kom min lillebror til gavn.
Asa ser dyster ud og træder et skridt hen imod mig. Han lægger forsigtigt hænderne på mine arme og gnubber dem. Han fører munden ind til mit øre, idet han strammer grebet om mine arme og trykker til af alle kræfter, indtil jeg hviner af smerte.
”Du skal ikke ydmyge mig,” hvisker han så stille, at kun jeg kan høre ham.
Han slipper grebet og lader hænderne glide ned til mine albuer, hvorefter han for syns skyld kysser mig kærligt på kinderne.
”Tag den sexede, røde kjole på. Vi holder fest i aften for at fejre det.”
Han tager et skridt tilbage og slipper mig helt. Jeg skæver til Carter, der stadig står i døren og ser på Asa, som om han har lyst til at flå hovedet af ham. Så kigger han hen på mig, og hans blik bløder kortvarigt op, men jeg bliver ikke stående længe nok til at være sikker på det.
Jeg vender mig om og løber op ad trappen til soveværelset. Jeg smækker døren i bag mig og dumper ned på sengen. Musklerne i mine arme dunker ovenpå smerten, og jeg prøver at gnubbe den væk.
Det er første gang, han har gjort fysisk skade på mig foran andre, men min sårede stolthed gør meget mere ondt. Jeg burde aldrig have irettesat ham foran en anden. Jeg ved bedre end det.
Jeg har sikkert blå mærker på armene i morgen, men de er i det mindste ikke permanente, i modsætning til de ar mine forældre har givet mig. Jeg stirrer ned på det halvmåneformede ar på min tommeltot og mindes dengang, jeg var tolv, og min mor forsøgte at brænde mig med bilens cigarettænder.
Jeg anede ikke, hvorfor hun var vred på mig, men jeg trak hånden til mig, så snart det gik op for mig, hvad hun havde gang i. Jeg var bare ikke hurtig nok. Nu bliver jeg mindet om hende, hver gang jeg kigger på arret.
De nye mærker forsvinder i det mindste, men hvor længe vil der gå, før Asa begynder at efterlade mere permanente ar på mig? Jeg ved, at jeg ikke har fortjent det, han lige gjorde. Det er der ingen, der har. Men hvis jeg ikke snart slipper væk, bliver det bare værre.
Situationer som denne forandrer sig sjældent til det bedre. Jeg har lyst til at finde mine tasker og pakke alt, jeg ejer. Jeg vil væk og aldrig vende tilbage. Jeg vil væk. Jeg vil væk, jeg vil væk, jeg vil væk.
Men jeg kan ikke rejse endnu. For det ville ikke kun påvirke mig.
Colleen Hoover: For sent
En psykologisk suspenseroman om besættelse og farlig kærlighed.
Sloan vil gøre alt for dem, hun elsker. Og det gør hun – hver evig eneste dag. Hun forelsker sig i den forførende men farlige narkogangster Asa Jackson, som giver hende et holdepunkt i livet, selvom det er på bekostning af hendes værdier. Hun bliver følelsesmæssigt og økonomisk afhængig af Asa, og han bliver besat af hende – på en foruroligende og stadig mere farlig måde.
Da undercoveragenten Carter kommer ind i billedet, føler Sloan en øjeblikkelig og overraskende tiltrækning. Men hvis Asa opdager det, slår han Sloan ihjel. Og Asa er altid et skridt foran alle i sit liv – inklusive Sloan. Ingen står nogensinde i vejen for ham. Ingen før Carter.
Du kan købe For sent online, hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: