CarlsenPuls Caroline O'Donoghue Læseprøve og uddrag Young Adult-romaner

Vores delte evner. Tyvstart din læsning af Caroline O’Donoghues overnaturlige og spændende roman her

Vores delte evner Caroline O'Donoghue

Vores delte evner er efterfølgeren til Caroline O’Donoghues bestseller Vores skjulte evner. Smuglæs i den medrivende roman her.


I Vores delte evner møder du Maeve og hendesvenner, som har et år tilbage af high school. De gør alt, hvad de kan, for sammen at kunne forbedre og udvikle de overnaturlige evner, de lige har opdaget.

LÆS OGSÅ: Caroline O’Donoghue: Kender du det, når det at skændes med din bedste ven føles som verdens undergang? I denne bog er det faktisk det

Men der begynder at ske en række mystiske ting på skolen, og gamle fjender begynder igen at dukke op. Det bliver tydeligt, at deres evner har tiltrukket sig uheldig opmærksomhed. Og det varer ikke længe, før Maeves magiske evner begynder at forsvinde …

Der er nogen – eller noget – det bliver ved med at undslippe hendes synske blik.

Du kan købe Vores delte evner online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 21 april.



Vores delte evner

Caroline O’Donoghue


KAPITEL 1

Jeg vil nok altid huske dette som sommeren, hvor Roe lærte at køre bil, og jeg lærte at læse tanker.

Roe fik sit kørekort i juni, hvor han også blev medforsikret i sin mors bil, og siden da har den været en del af ham. En del af os. Når skuespillere bliver interviewet, siger de altid sådan noget som „New York City var jo faktisk den femte karakter i serien“, og man kan nok overføre den samme logik til mrs. O’Callaghans Nissan Mikra. Roe kalder den Linda. Min mor kalder den for „den galoperende maddike“.

„Maeve,“ råber hun op til mig. „Den galoperende maddike er her.“

Jeg bumper tungt ned ad trappen, for jeg har ikke helt gået mine Doc Martens til endnu, og læderet gnaver i hælen. Mor er ved at dryppe hundens øjne, og hun forsøger at holde hans hoved fast, mens hun tvinger et øjenlåg op med fingrene. Jeg tager min lille taske med snørelukning fra knagerækken i gangen.

„Tag jakke på.“

„Det behøver jeg ikke,“ svarer jeg. „Det er dejlig varmt.“

„Hvad?“

Det går op for mig, at jeg er i gang med at svare på noget, der bare var en tanke, som hun ikke har sagt højt. Hun ser på mig med et mærkeligt blik.

Roe har måske nok lært at køre bil rimelig hurtigt, men telepati er en evne, der udvikler sig langsomt, ejendommeligt og, ideelt set, med masser af øjenkontakt. Man skal virkelig helst vide, hvornår nogens mund bevæger sig. Jeg møder hendes blik. Forsigtigt. Nervøst.

„Jeg troede, du sagde …“

Tutu vrister sit hoved fri og prøver at stikke af. Mor fanger ham hurtigt igen.

„Så varmt er det heller ikke.“

„Det er august!“

„Det er Irland.“

Jeg trækker på skuldrene og går over mod døren. Hendes stemme, igen. „Har du brug for … penge?“

Jeg forsøger at undvige. „Nej, jeg fik penge af Nuala i går, så jeg har.“ Jeg har arbejdet i Divination, byens butik med okkulte sager, siden ferien begyndte. Nuala har ikke råd til at betale mig særlig meget, men taget i betragtning af at jeg åbenbart aldrig køber andet end tarotkort og mad fra McDonald’s, er det som regel nok til mig.

Stilhed. „Der ligger en ti-euro i min taske, hvis du vil have den.“ „Det er fint nok, mor.“

„Kan du ikke …“ Hun har ladet hunden gå. Nu hvor hver eneste dråbe er blevet smurt nyttesløst ud rundt om hans øje, har hun opgivet at holde ham. „Tag den nu,“ siger hun. „For en sikkerheds skyld.“

Alle tror stadig, at ritualet var et selvmordsforsøg.

Jo, Fiona gjorde sit for at lyve. Hun spillede rollen som den skøre dramaelev, der sammen med sine venner forsøgte at opføre en scene med et knivstikkeri så godt, at vi var overbeviste om, at alle troede på os. Vi opdagede slet ikke, at de bare føjede os, mens de ventede på, at alting skulle falde til ro, så de kunne finde ud af, hvad der i virkeligheden var foregået. Det har gjort min telepati meget brugbar.

Når jeg koncentrerer mig, kan jeg se lyset i folk. Jeg finder min mors lys – en art lilla med sølvskær – og jeg følger det så langt, at jeg til sidst ved præcis, hvad hun gerne vil høre. Jeg ved, hvornår jeg skal berolige hende, hvornår jeg skal være undvigende, hvornår jeg skal antyde, at der er mere at fortælle, og at jeg nok skal fortælle hende det en anden dag.

Det er fem måneder siden, vi udførte ritualet. Fem måneder siden, Lily O’Callaghan forsvandt i hele februar. Siden en trylleformular og en kamp om en kniv næsten slog mig og Roe ihjel. Siden hun kravlede op af floden, drivvåd og vred. Hun er ikke interesseret i at lyve, ligesom vi andre er. Hun svarer klart og tydeligt hver gang. „Jeg var floden,“ siger hun med en snert af sorg i stemmen. „Og floden var mig.“

Den følelse, som min mor oftest har, er bekymring, hvilket ikke er overraskende, men det er måden, hun bekymrer sig på, derimod. Hun tænker konstant på, at jeg befinder mig i en tilstand, hun ikke forstår, en tilstand, hvor jeg helt sikkert er i fare. Hun vil virkelig gerne have, at jeg har brug for hende. Så hun prøver at give mig penge, og når jeg tager imod dem, bliver hun gladere.

„Okay,“ siger jeg og finder den i hendes taske. Jeg kysser hende på kinden. „Tak.“

Og det lilla lys gløder.

Fiona sidder på forsædet, og da hun ser mig komme ud ad døren, stiger hun ud for at sætte sig om til Lily på bagsædet. Det er meget tilfredsstillende, det her lille bilhierarki. Jeg er kæresten, og derfor sidder jeg på forsædet.

Jeg har altid beundret de piger på skolen, der havde en kæreste: måden, de udstråler en helt særlig energi på, som var de en ældre statskvinde. Kropsholdningen, som er en præsidentfrue værdig. Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive en af dem. Og nu, hvor jeg bestemt er sådan én – en pige med en kæreste – kan jeg ikke lade være med at føle mig ældre. Mere berettiget til at være der, på en måde.

Roe kan godt lide at bruge kønsneutrale udtryk, når han kan, og vi har endda også, uden held, prøvet at finde alternativer til kæreste. Vi har googlet det. Elsker er frastødende og teknisk set ikke korrekt. Partner er for trist, for voksent. Efter det når man til udtryk som udkårne, og tanken om at sige det højt foran andre, giver os begge to kvalme. Nogle gange siger jeg også ’kærling’, men for det meste siger jeg bare ’Roe’.

„Hva’ så, Chambers,“ siger Fiona, da hun vipper forsædet frem, så hun kan kravle ind bagi. „Har du stadig problemer med dine Docs?“

Jeg skærer ansigt ad mine fødder. Mine hæle bløder stadig, selvom jeg har to par strømper på. „Hvordan kunne du vide det?“

„Du går som en and på antidepressiver.“ „Kan du ordne det?“

„Det koster en milkshake.“

„Aftale.“

„Så sæt dig ind, og tag skoene af.“

Vi sætter os ind i bilen, og jeg kysser Roe på kinden. Hans lange øreringe strejfer min næse. Jeg købte dem til hans fødselsdag i juni. Guldkæder med små hvide perler, der ligner dem, han forelskede sig i, da vi så Shakespeare in Love. Han er vild med det elizabethanske look for tiden. Han prøver at opspore en pibekrave, som han kan have på på scenen.

„Hey,“ siger han og lægger armen om mig. „Hvordan går det med støvlerne?“

„Kan du også se det?“

„Du gik ud ad døren, som om du var en robot, der oplevede smerte for allerførste gang.“

Lily, der sidder omme på bagsædet, siger ingenting. Hun har ingen forslag til, hvordan jeg ser ud, når jeg går, og det er ikke, fordi hun ikke vil såre mine følelser. Da vi var små, og Lilys høreapparat ikke var lige så godt som det, hun har nu, havde hun svært ved gruppesamtaler. Hun kunne ikke følge med og meldte sig til sidst bare ud, så folk troede, at hun med vilje var uforskammet. Det er ikke det, der foregår her.

Hvis man så os alle fire sammen, ville man nok tro, at vi var fire bedste venner, og at venskabet var i balance. Men hvis man så bedre efter, virkelig studerede os, ville man se, at Lily sjældent taler direkte til mig og ofte ser ud ad vinduet, når jeg taler. Mit hjerte synker en smule, da jeg får øje på hendes blanke ansigtsudtryk i bakspejlet. Kom nu, tænker jeg. Lav sjov med mig.

„Fiona,“ siger hun i stedet. „Kan du hjælpe mig med mit matematikhalløj i morgen?“

„Matematik,“ siger jeg. „I sommerferien?“

Stilhed. Så siger Fiona: „Lily er i gang med et forberedelseskursus til afgangseksamen, ikke, Lil?“

„Jo,“ svarer hun kort.

Bare tanken om afgangseksamen giver mig dårlige nerver. Ingen forventede noget særligt af mig i slutningen af sidste skoleår. Alle gik ud fra, at jeg var alt for traumatiseret af Lilys pludselige forsvinden og min egen besynderlige rolle i det hele. En tarotlæsning, et mystisk kort, et offentligt skænderi, og så – puf – pigen var væk. Og så dukker hun op samme dag, som jeg blev indlagt med snitsår på håndleddene? Det var alt for underligt til, at nogen kunne forstå det.

Først holdt de hele tiden øje med mig, hvilket jeg hadede, og så ignorerede de mig, hvilket jeg elskede. Der er ikke noget mere irriterende end et er hun okay-blik, skarpt efterfulgt af hvor er du tapper, sagt med hovedet let på skrå.

Det bliver ikke det samme i år. Lærerne kommer ikke til bare at lade mig være i fred. Det er trods alt vores afgangsår.

„Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,“ siger jeg bistert.

„Det skal nok gå,“ siger Roe. „Det er ikke så slemt, som alle siger. De elsker at gøre et stort nummer ud af eksamen.“

„Det er let for dig at sige, du er jo nærmest et geni.“

Han hiver solskærmen med spejlet ned og begynder at lægge eyeliner i en sort ring om øjnene. Mit hjerte banker lidt hårdere. Jeg er en sucker for øjne, der gløder som brændende kul, selv hvis det skyldes en Rimmel-blyant. Rattet bevæger sig ubesværet, mens han lægger makeup, og gearstangen skifter uden hans berøring. Man forstår godt, at han lærte at køre bil så hurtigt, når nu han kan tale til den uden at lægge hænderne på rattet.

„Jeg er ikke et geni. Jeg er bare god til at gå til eksamen,“ svarer han. Sådan har han sagt hver eneste gang, jeg har nævnt den store forskel på vores skolegang. „Og altså, karaktererne kommer jo ikke før om flere uger.“

Hans tonefald er let. Roes problemer handler ikke så meget om karakterer, men om måden, han har tænkt sig at smide dem væk på. Alle forventer, at han vil få absolut topkarakterer, der vil være gode nok til at komme ind på nogle af de bedste universiteter i både Irland og Storbritannien.

Men Roe har allerede besluttet sig for, at han vil på Kilbeg University, som på ingen måde er et universitet i toppen. Hans band,Small Private Ceremony,er begyndt at nyde anerkendelse,og han synes, det ville være dumt at splitte bandet op nu, bare fordi han skal på universitetet. Hans forældre synes, ikke overraskende, det modsatte.

„Tager du de der torturredskaber af eller hvad, Maeve?“

„Ja, okay.“

Jeg tager mine støvler og strømper af, men overvejer så, hvordan jeg får mine fødder om til Fiona. Jeg krøller mig sammen til en kugle og drejer min krop, så jeg kan få benene ind mellem forsæderne.

„Hvad laver du?“ spørger Roe, da min fod næsten kolliderer med hans ansigt.

„Mine hæle smerter,“ siger jeg. „Fiona hæler dem.“ Så griner jeg, for jeg havde ikke tænkt på, at ordene næsten lyder ens. „Hun heler dem, mener jeg.“

„Kan I ikke vente til …?“

Fiona tager mine fødder i sine hænder.

„Seriøst, Maeve, du ved godt, at der er noget, der hedder neglelakfjerner, ikke? Du behøver ligesom ikke vente, til det bliver slidt af tåneglene.“ „Jeg har et arbejde, Fi. Jeg er en karrierekvinde.“

„Klart,“ siger hun, og jeg mærker hendes små, varme hænder lægge sig om mine ankler, mens jeg ligger omvendt på passagersædet med hovedet nedad.

Jeg mærker varmen fra hendes hænder, og det begynder at spænde underligt i mine ben, som om huden strikkes sammen. Jeg synes stadig, at det, hun kan, er helt utroligt, selvom hun efterhånden har hjulpet mig mange gange, for eksempel med at fjerne menstruationssmerter og få mine sting til at gå i opløsning.

„Du er fantastisk,“ siger jeg. „Tak, skat.“

Så prøver jeg at trække mine fødder til mig, og undervejs får jeg sparket Roe i hovedet. Bilen slingrer let, og vi udstøder alle et skrig. På et splitsekund er alt godt igen, og han har kontrol over bilen, men han er irriteret.

Maeve,“ siger han vrissent. „Kunne du ikke godt have ventet?“ „Ventet på hvad?“ svarer jeg. „Vi har ikke nogen andre steder.“

Og det er vores problem. Vores evner begynder at vokse, fra små killinger i papkasser til fuldvoksne hankatte. Vi har brug for at kunne være i fred. Vi kan ikke risikere, at almindelige mennesker ser os. Folk synes allerede, vi er mærkelige nok. Men det er svært: Vi kan ikke være hos Fiona, fordi hendes fætter Jos er der i løbet af dagen. Lily og Roes forældre er alt for ængstelige, og mrs. O’Callaghan arbejder hjemmefra. Min mor har sommerferie fra universitetet. Det eneste, der er tilbage, er bilen. Linda.

Lily rømmer sig. „Jeg har øvet mig,“ siger hun.

Fiona og jeg ser på hende. Roe ser op i bakspejlet og studerer nøje sin søster.

„Hvor?“ Vi stiller alle det samme spørgsmål i kor. „På skolen.“


KAPITEL 2

St. Bernadette’s er en skole, der aldrig burde have været en skole. Den består af to victorianske villaer på toppen af en bakke i midten af Kilbeg, og den har nærmest ingen faciliteter. Vi har ikke gymnastik, fordi der ikke er nogen steder, man kan dyrke sport.

Musiklokalet består ikke af andet end et ustemt klaver, så Lily er nødt til at få sin cello-undervisning på musikskolen, der ligger på den anden side af floden. Når det så er sagt, siger piger fra andre skoler altid, at vi er heldige. Heldige at være midt i byen og ikke i en eller anden spartansk indrettet bygning i udkanten af en af forstæderne.

I årevis havde St. Bernadette’s åbenbart et strålende ry for at uddanne piger på universitetsniveau. Det var dengang, det var lige så sjældent at sende sin datter på college, som det var at eje en væddeløbshest. Nu, hvor alles døtre er væddeløbsheste, og alle skoler konkurrerer om at agere stald, har Bernadette mistet sin glans. Nu er det bare en forfalden, gammel bygning, og folk betaler af uforklarlige årsager stadig et par tusind euro om året, for at deres datter kan blive undervist lige netop dér, selvom de fleste gratis skoler sikkert er lige så gode.

Roe kører i retning af St. Bernadette’s. Sommerskumringen er ved at blive til aften, og himlen nærmer sig mørkeblå. „Når du siger, at du har øvet dig på skolen,“ siger Fiona til Lily, „hvad mener …“

„Omme bagved,“ siger hun.

„Der er ikke andet end skrald omme bagved,“ siger jeg, mens jeg tænker på de sølle stykker græs, der engang havde været en gammel have. Nu er det bare der, skraldespandene står.

„De har ryddet det hele,“ svarer Lily, men ser på Roe, som om det var ham, der spurgte.

„De?“

„Jeg får ekstraundervisning på skolen, og der går håndværkere rundt og ordner ting. Miss Harris siger, at de er ved at sætte det hele i stand.“

„Og så bliver du hængende bagefter og øver dig på din magi?“ Roe løfter det ene øjenbryn og ser på sin søster.

Lily trækker på skuldrene. „Der er ingen, der lægger mærke til det. De er alle sammen taget hjem på det tidspunkt.“

Da vi når hen til skolens parkeringsplads, ser vi som det første en container, der er fyldt med brædder og skrammel, gamle gardiner og skimlet tapet. Roe parkerer uden for skolens område, hvis der nu skulle være overvågning. Vi går op mod skolens bygninger, der emmer af kaos, som en danser, der kun har nået at iføre sig halvdelen af sit kostume.

Vinduerne i stueetagen er blevet udskiftet. De tunge, gamle victorianske vinduer, som man skal være mindst to for at åbne, er erstattet af skinnende, nyt glas. Malingen er blevet skrabet af den gamle dør, og træet står nøgent og ubehandlet og skælver næsten i sin længsel efter et nyt lag maling.

„Kan vi ikke bare …“ begynder Fiona, men Roe er allerede på vej op ad trapperne. Hele sommeren har han savlet ved tanken om en låst dør. Men ingen har lyst til at risikere at begå indbrud.

„Vent,“ siger Lily. Hun kanter sig op ad trappen, læner sig ind mod metalgelænderet og klatrer så op på det som en gymnast på balancebommen. Jeg følger hende med blikket, og nu kan jeg se, hvad hun har retning mod: overvågningskameraet, der sidder vinklet over skolens dør. Hun er allerede høj, næsten en meter og firs, og med den ene hånd hvilende på muren kan hun nå ledningen, der forbinder kameraet med det elektriske system inde på skolen. Hun holder fast. Hun lukker øjnene.

Luften syder og smælder. Jeg stirrer på Lily. Hendes blik møder kortvarigt mit, og jeg sværger, at jeg ser et glimt af noget bag hendes pupiller. En feberagtig gul farve, der fremhæver de grågrønne irisser som en skovbrand.

„Så,“ siger hun bare. „Roe?“

Roe går hurtigt hen til døren. Jeg følger efter ham, fascineret af måden, hans evner manifesterer sig på. Med sin højre hånd på håndtaget og sin venstre tommelfinger over nøglehullet lægger han øret mod døren. Han lytter. Lytter efter de fire stifter i låsen, lytter efter lyden af metalringe, der sagte drejer rundt, efter det faste klik fra en fjeder. Jeg ser på mit ur. Tredive sekunder. Et minut. Halvandet. Ingen siger et ord.

Lige inden der er gået to minutter, åbner døren.

Det er sjovt sådan at snige sig rundt på skolen i sommerferien. Man opdager, at alle de ting, der normalt gør den genkendelig, handler om menneskene, ikke om stedet. Duften af parfume og deodorant og gamle sandwich og bøger og toiletrens og skraldespande – det mangler alt sammen. Der er ikke rigtig nogen særlig lugt nu, ud over en let stank af våd maling. Den eneste lyd kommer fra mine støvler, der stille piber mod det nye parketgulv.

„Der ser virkelig godt ud herinde,“ siger Fiona. „Hvor i alverden har de pengene fra?“

„Hvad mener du? Har de ikke masser af penge? Det koster da rigeligt at gå her.“

„Ikke nok til at betale for alt det her,“ svarer Fiona og ryster på hovedet. „Desuden er halvdelen af vores årgang væk. Jeg løb ind i Michelle Breen. Hun kommer heller ikke tilbage. Folk begynder at opdage, at Bernadette ikke er pengene værd.“

„Og,“ siger Lily og hæver brynene. „Der er ingen, der har lyst til at sende sin datter i skole med en, der er kuk i hovedet.“

Det er ikke helt forkert. Afslutningen på skoleåret var anspændt, og de fleste forældre følte sig utrygge over de mange historier om Lily O’Callaghan, der var i omløb. Elpærer, der sprang omkring hende. En lille brand i nogle elinstallationer på toiletterne. Hendes evner er vildere end vores, farligere. Og selvom Nuala er den eneste voksne, der ved, hvad hun kan, har de alle sammen en mistanke om, at der er noget, der ikke helt er, som det skal være.

Den sekskantede forhal rummer miss Harris’ kontor til venstre og søster Assumptas til højre. Roe undersøger den aflåste dør ind til søster Assumptas kontor, men jeg lægger min hånd på hans.

„Ikke den her,“ siger jeg. „Det ville hun ikke bryde sig om.“

Jeg føler en sær beskyttertrang over for den småsenile tidligere nonne, der ejer skolen. Hun er så omhyggelig med sit kontor. Han nikker og fortsætter videre mod et af de større klasselokaler.

„Hvordan har de fået råd til det her gulv?“ siger Fiona og støder skoene mod de skinnende nye planker, så de laver pibelyde.

„Hold da kæft,“ siger Roe inde fra klasselokalet. „Hvordan har de fået råd til en tennisbane?“

Vi følger hans stemme og ser ham stå foran et af vinduerne længst væk. Vi støder til ham, og Fiona udstøder et gennemtrængende fløjt.

„Wow,“ siger hun. „Jeg kan huske, da der ikke var andet end skraldespande derude.“

„De må have købt det stykke land, der ligger omme bagved,“ siger jeg forbløffet. „Det er godt nok stort.“

Og det er det. Jeg prøver at komme i tanke om, hvordan det så ud før.

En gammel kiosk, et par anonyme lejligheder, sådan noget? Nu er det hele blevet jævnet med jorden, og der ligger i stedet en rigtig tennisbane, som kun mangler at få monteret nettet. Det ser ud til, at de er ved at bygge omklædningsrum af noget, der ligner tindåser, og jeg gyser bare ved tanken om at skulle bruge dem. De kan da ikke tvinge afgangseleverne til at dyrke motion, kan de? Er det ikke lidt for sent?

De har plantet høje hække rundt om hegnet, der omkranser tennisbanen, og det ser bart og fremmed ud. Det virker, som om skolen er blevet trukket op ved rødderne og så er blevet dumpet ned på en anden planet.

„Lad os gå ud og kigge på den,“ siger Roe.

Vi går ud gennem branddøren omme bagved, så vi endnu en gang kommer ud i den varme sommerluft, og lågen ind til tennisbanen står åben.

„Har du øvet dig herude?“ spørger jeg Lily, og som sædvanlig vil hun ikke svare mig direkte. Hun tager bare sin rygsæk af, lyner den op og tager en flaske vand frem.

Klokken nærmer sig ti, og det begynder at blive mørkere. Solen går ned to minutter tidligere for hver dag, der går, og sommeren er til vores store ærgrelse langsomt ved at svinde bort. Jeg mærker en knude i maven.

Jeg er ikke klar til, at sommeren skal slutte. Til at Roe skal begynde på college, til at jeg skal i gang med mit sidste skoleår og til igen at føle mig knusende utilstrækkelig på daglig basis. Jeg kan godt lide livet, som det er lige nu. Jeg kan godt lide at have mit job, mine venner og mine faste rutiner.

Lily skruer låget af flasken og går langsomt ned i den anden ende af tennisbanen. Projektørerne lader ikke til at være tilsluttet endnu, så vi kan dårligt nok se hende. Det eneste, vi kan se, er månens stråler, der reflekteres i hendes lyse hår.

„Er I klar?“ råber hun.

„Ja!“ råber Fiona og Roe tilbage, mens jeg hvisker et stille nej.

Vi kan høre hende ryste flasken i luften, så vandet sprøjter i alle retninger. Og inden man kan nå at sige Var det alt? hører vi en knitrende lyd, og så bliver hele tennisbanen i et splitsekund oplyst af hvidt lys. I det øjeblik kan man ikke se andet end Lilys hænder, der rækker op og peger mod vanddråberne i luften. Dråberegnen leder hendes gnister og oplyser hende som et stroboskop.

Et øjeblik senere står vi alle igen i mørket.Vi kan høre vandet, der bliver smidt op i luften, og endnu en knitrende lyd. Hvide lys fylder luften, og Lilys ansigt befinder sig midt i det hele. Hun gør det igen og igen, mens vi andre står og stirrer lamslåede på hende.

Mørke. Vand. Knitren. Lys. Lily.

Mørke. Vand. Knitren. Lys. Lily.

Og vi står der, forblændet af dette lysshow og fyrværkeriet, der kun er til for os.

Ingen af os bryder sig om at føle sig overgået af Lily, så vi kaster os alle ud i at øve os og mødes på tennisbanen hver eneste aften, længe efter at håndværkerne er gået hjem. Hvis nogen har bemærket, at overvågningskameraerne ikke virker længere, har de ikke gjort noget ved det.

Det er blevet vores sted nu. Resten af sommeren har vi et sted, hvor vi kan være os selv.

„Hvem vil se et tryllenummer?“ spørger Fiona drillende på aften nummer to.

„Bare kom,“ råber jeg, mens jeg ligger på tennisbanens røde grus, der stadig er varmt af solens stråler. Jeg hviler mit hoved på Roes mave. Jeg kan dufte ham, den der særlige Roe-blanding af roser, jasmin, trækul og salt. Adidas Pure og Chanel No. 5.

Hun tager et æble op af tasken. „Kig godt efter: et æble.“ „Okay, Steve Jobs.“

Hun rækker tunge og tager en skarp køkkenkniv frem.

„Okay … Jack the Ripper.“

Hun begynder at skrælle det, og hun skærer skrællen af i ét langt stykke. Jeg kigger på hende. Solen skinner stadig nok til, at man kan se, hvad hun laver. Hun er dybt fokuseret og bider sig selv i læben i koncentration. Og nu kan jeg se, at mens skrællen bliver længere, så vokser skrællen på selve æblet sammen igen. Da den lange skræl rammer jorden, er æblet næsten perfekt igen. Urørt.

„Shit!“ udbryder jeg og kommer på benene. „Fi, det var fantastisk!“ Hun bukker dybt.

„Så du kan altså ikke kun hele menneskehud? Du kan også hele andre ting?“

„Ja! Mange andre ting, tror jeg. Den anden dag havde jeg hul i mine strømpebukser, og så pressede jeg det ligesom sammen og forestillede mig, at stoffet var hud. Og så forsvandt hullet.“

„Det er fantastisk,“ siger Lily. „Du er virkelig god til magi, Fiona.“ Hun siger det med så ublu beundring, at jeg mærker et stik af jalousi. Hun er meget glad for Fiona. De har ligesom fået deres eget venskab, uafhængigt af mig og Roe. Det er nok meget naturligt for to mennesker, der hænger ud med et kærestepar, men det får mig alligevel til at føle mig lidt udenfor.

Dengang Lily kom tilbage fra floden, var det rigtig svært for hende at tilpasse sig det virkelige liv. Det tog lidt tid, før hun fik styr på det med tøj igen. I flere uger efter ritualet kæmpede hun med knapper, lynlåse og snørebånd. Det var, som om hun fuldstændig havde glemt, hvordan de fungerede.

På et tidspunkt kom hun ned ad trappen derhjemme med sin fars arbejdsskjorte omvendt på og knapperne knappet hele vejen op ad ryggen. Uden BH. „Fiona,“ sagde hun vemodigt. „Det her er ikke helt rigtigt, vel?“

„Nej, skat,“ sagde Fi blidt. „Det er det ikke.“

Sammen gik de op på Lilys værelse, mens Roe og jeg bekymret sad nedenunder og spekulerede på, om Lily mon havde været for længe i floden. Hendes magi var stærk på en næsten bizar måde. Hvis vi andre havde fået mere magi blot ved at få adgang til Husholderskens verden, hvordan havde det så ikke påvirket hende at ligge i den i ugevis?

Fiona hjalp hende med at udvikle en tøjmetode. Hvis alting har samme farve, kan man ikke blive alt for forvirret. Så Lily valgte en farve, og nu er alting blåt. Hvis alting er blåt, så er der ikke noget, der stikker ud eller ser mærkeligt ud. Hvis alting er blåt, så er alting okay.

Jeg ville bare ønske, at det var mig, der havde hjulpet hende med det. „Godt, Maeve,“ siger Roe nu.

„Din tur.“

Jeg sukker. „Mine er ikke lige så seje som jeres.“

„Hallo, du kan læse tanker,“ svarer Fiona tørt.

„Det ved jeg godt, men det foregår ligesom … indvendigt, ikke? Det er ikke dramatisk som elektricitet eller maskiner eller healing. Der er ikke noget at se. Ingen cirkuskunster.“

„Jeg tænker på et tal,“ siger Fiona. „Kom nu.“

„Det er virkelig udmattende,“ protesterer jeg.

„Du bliver aldrig stærk, hvis du ikke arbejder for det,“ svarer hun skarpt, som om hun er min personlige træner.

„Prøv nu, Maeve,“ siger Roe opmuntrende. „I gang med Processen.“

Nogle gange sker det, at tilfældige små tanker fra dem, jeg kender godt, glider ind i mit øre, som om de hvisker mig en hemmelighed. Men for det meste skal jeg gøre mig virkelig umage. Jeg skal igennem en hel række af mentale øvelser, inden jeg kan se ordentligt ind i et andet menneskes hoved. Roe begyndte for sjov at kalde det for „Processen“. Det var noget, vi begyndte at sige på en ironisk måde, men som vi nu stadig siger. Processen begynder med, at jeg lukker øjnene og tømmer mit hoved for tanker.

„Tøm dit hoved for tanker“ er en af de der åndssvage ting, som man ofte hører folk på YouTube sige, når de beslutter sig for, at de pludselig går op i meditation, men det er den eneste måde, jeg kan forklare det på. Jeg visualiserer min hjerne som skrivebordsskærmen på min computer, og jeg flytter alting – mine venner, min familie, Irland, jorden – ned i papirkurven, nederst i højre hjørne. Når skærmen endelig er tom, bliver min hjerne sort som tjære. Og så tænder lysene.

Lysene er svære at forklare. Jeg prøvede at fortælle Fiona og Roe, hvordan de så ud, en million gange, men så så jeg en dag et billede af nordlyset. De endeløse striber og hvirvler af lys. En eksplosion af farver arrangeret fuldstændig fejlfrit uden at være den mindste smule planlagt.

Træk vejret ind. Pust ud.

Den del er let nok. Yndig nok. Men nu bliver det kompliceret. Roe må kunne mærke, hvordan jeg spænder op i skuldrene, for han begynder at stryge sin tommelfinger hen over det bløde stykke hud bag mit ene øre. Jeg læner mig ind mod ham og mærker, hvordan hans berøring giver genlyd gennem min rygmarv som strøm, der løber gennem en kobberledning.

Fokuser, Maeve. Fokuser. Tilbage til lysene.

Jeg leder efter Fionas lys og prøver at adskille det fra de utallige andre: Lilys er en dyb, glitrende blå, Roes er krystalhvidt, og de små glimt af brunt og grønt må repræsentere det bankende hjerte i hvert eneste lillebitte, usynlige liv. Insekterne, fugle, der sidder og hviler sig, rævene, der bor i byen og gemmer sig i buskene. Der er større hvirvler omkring dem. Farvestænk, der symboliserer de utallige sovende mennesker i byen omkring os.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal følge dem. Jeg kan ikke læse fremmedes tanker, og heller ikke dyrs eller andre, som jeg ikke kan se direkte. Det, der måske virker som en evne med ubegrænsede muligheder, er faktisk ret begrænset: Jeg kan læse tankerne hos dem, som jeg allerede kender ret godt, hvilket føles ret meget som spild af tid.

Fionas lys skinner svagt orange. Det er vigtigt at finde halen, at tage fat i den og så følge den, indtil det føles, som om man rider på den som en surfer på en bølge, lige til man pludselig brager ind mod kysten, som er ens bedste vens hjerne. Jeg forklarer det for mig selv, som om jeg er ved at skrive en guide til fremtidige telepater. Jeg aner ikke, om sådan nogle overhovedet eksisterer.

Og så finder jeg det. For enden af halen er der to sorte tal lige foran Fionas hjerne.

„Fiona.“

„Maeve.“

„Syvoghalvtreds.“
Hun sætter sig op, lige så lamslået, som hun plejer. „Har jeg nogensinde fortalt dig, at du er et geni?“

„Ikke nok.“

„Hvordan kan du vide det? Hvordan ser det ud?“ „Det har jeg fortalt dig.“

„Som nordlyset?“

„Præcis.“

„Wow.“ Hun lægger sig ned på tennisbanen igen og stirrer op på stjernerne, selvom hun godt ved, at vi er i det forkerte land, hvis vi skal se nordlys. Men hun kigger på dem alligevel. „Hvordan er min farve i dag?“ „Faktisk lidt mere jordfarvet, nu du spørger. En dybere farve. Mere som ler end orange, lidt som en potteskjuler.“

„Ih, jeg er vild med det! Hvad tror du, det betyder?“

„Aner det ikke,“ siger jeg og bider i en neglerod på min tommelfinger. „Det føles lidt, som om alle lys er lidt dybere i farven, når vi er på tennisbanen. Mere kraftige eller noget.“

Roe sætter sig op og strækker sig. „Hvad med mig, Mae? Hvad tænker jeg på?“

Nu hvor jeg er tunet ind på det, kan jeg let se Roe. „Jeres koncert i morgen,“ siger jeg.

„Ej, det er for nemt. Det kunne du selv have gættet.“

Jeg går lidt dybere ned. Og så tager jeg fat i noget mere konkret og holder fast i det med hænderne, som var det en sprællende hundehvalp.

Hvis Brigids Børn dukker op igen, tænker han, så er vi fucked. Jeg sætter mig op. „Hvorfor?“

„Hvorfor hvad?“

„Hvorfor er du bekymret for Brigids Børn?“

Efter at Lily kom tilbage, var Brigids Børn skræmmende aktive i et stykke tid. De afholdt en demonstration mod abort i Dublin og en protestaktion foran en homobar i Cork. Men den interesse, de havde haft i Kilbeg, lod til at være sivet ud. De var rædselsfulde. Men det var alt sammen så langt væk nu, de var uden for vores rækkevidde, og vi var – helt ærligt – trætte. Vi havde Lily at bekymre os om. En religiøs gruppe i den anden ende af landet virker ikke lige så presserende, som når ens bedste veninde glemmer, hvordan man tager tøj på.

„Jeg så ham den anden dag,“ siger Roe. „Aaron.“

Vi sidder i stilhed. Luften omkring os føles pludselig kold.

„Hvor?“ siger Fiona endelig.

„Han …“ Roe tøver et øjeblik. „Jeg så ham på rådhuset. Bare et glimt af ham. Han var sammen med nogen. Han havde et jakkesæt på. Det så meget formelt ud. Men … jeg ved det ikke. Jeg havde min ModCloth-nederdel på, og han … den måde, han så på mig på. Han vidste præcis, hvem jeg var.“

„Selvfølgelig ved han, hvem du er,“ siger jeg. „Han dukkede op til din koncert. Du dukkede op til hans møde.“

„Nej,“ siger Roe irettesættende. Så tøver han igen, fordi han heller ikke helt selv ved, hvad han mener. „Jeg mener … som om han kunne se lige igennem mig. Som om han bogstaveligt talt kunne se, hvem jeg var. Kan du ikke huske, hvordan han fik alle til at bekende deres mærkelige ikke-synder over for ham til mødet? Jeg havde det, som de må have haft det. Jeg følte mig blottet eller sådan. Det var forfærdeligt.“

Jeg lægger min hånd om hans nakke, og min arm glider ned om hans skulderblad. „Det er jeg ked af, babe.“

Hvis pigerne ikke var her, ville jeg lægge armene om ham. Hvis pigerne ikke var her, ville jeg fortælle ham, at der ikke er noget som helst forfærdeligt ved ham. At han er mere rolig og mere god end nogen anden, jeg nogensinde har mødt. At han har taget de bedste egenskaber, som jeg typisk forbinder med hvert køn, og blandet dem sammen. Den dybeste form for ridderlighed. Den ældste form for skønhed.

Men pigerne er her, så i stedet siger jeg: „Hvad skulle du på rådhuset?“ Han rødmer.

„Nåh,“ siger han. „Jeg ville egentlig vente til …“ Han slår ud med hænderne og antyder derved ordene vi var alene. „Men jeg ændrer mit navn. Sådan officielt, altså.“

„Roe!“ Vi gisper alle på én gang. „Hvor fantastisk!“

„Hvor voksent!“

„Ved mor det?“

„Nej, mor ved det ikke,“ siger han og svarer Lily som den første. „Men tanken om at skulle begynde på college og udfylde alle de forskellige papirer og tilmelde mig fagene og så, altså, at der skulle stå Rory O’Callaghan på det hele. Det føltes sådan lidt. Ugh. Ikke?“

Da Lily forsvandt tilbage i februar, var Roe et hemmeligt navn. Kun meget få mennesker i verden kendte til det. Mig, Miel og så et par stykker, som Roe talte med på nettet. Nu kender næsten alle ham som Roe.

Han er meget lidt interesseret i at leve et dobbeltliv. Det er nok det, der sker, når man næsten mister det ene liv, man faktisk har.

„Jeg var oppe og hente papirerne på rådhuset,“ siger han og vender sig mod mig. „Jeg bliver nødt til at tage til Dublin for at ændre det officielt. Vil du tage med mig?“

„Selvfølgelig!“ siger jeg og trækker ham ind i et kram. „Roadtrip!“ „Det her skal fejres,“ siger Fi og springer op.

„Jeg giver en McFlurry,“ siger jeg og tænker på de ti euro, jeg fik af mor.

Vi går samlet tilbage til bilen, mens vi lykønsker Roe. Vi fokuserer på fremtiden. Vi er taknemmelige for det, vi har. Så bliver vi tavse.

Jeg behøver ikke læse deres tanker for at vide, at vi alle tænker på Aaron. Hvorfor er han tilbage i Kilbeg?

„Jeg har tænkt på noget,“ siger Fiona pludselig og bryder stilheden.

„Der er en grund til, at vi har fået vores evner, ikke?“

„Jeg overlevede Husholdersken,“ siger Roe med påtaget skinger stemme, „og det eneste, jeg fik, var den her elendige T-shirt.“

„Nej, altså …“ Hun ser ud ad vinduet. „Brigids Børn kommer tilbage, ikke? Til Kilbeg. Vi kan ikke ignorere dem længere.“

Igen tavshed. „Nej,“ siger Roe.

I al den tid, vi kører, kan jeg mærke et mørke brede sig i min mave og presse sig på bag mine øjne. Det føles, som om jeg ville se Husholdersken stå på vejbroen foran os, hvis jeg kiggede ud ad forruden. Som om jeg måske ville se Aaron stå midt på vejen.

Jeg lægger mit hoved på Roes skulder og lukker øjnene, så jeg ikke behøver at se på noget som helst.



Caroline O’Donoghue: Vores delte evner

vi er uundgåelige, gamle forman

Vores delte evner er efterfølgeren til Vores skjulte evner, der udkom i 2021.

Maeve og hendes venner gør alt, de kan, for at forbedre og udvikle deres nyopdagede overnaturlige evner – og samtidigt nyde at de har et år tilbage før de er færdige med high school.

Men da der sker mystiske ting på skolen, og gamle fjender dukker op på ny, bliver det snart tydeligt, at deres evner tiltrækker uheldig opmærksomhed. Det varer ikke længe, før Maeves magiske talent begynder at fortage sig.

Nogen – eller noget – undslipper hendes synske blik …

Du kan købe Vores delte evner online, eller i din nærmeste boghandel.


Læs også

Vores skjulte evner

vores skjulte evner

Maeve er et udskud, som ingen venner har. Men en dag finder hun en pakke tarotkort i et skab på skolen, som hun har talent for at læse.

Alle på skolen vil have læst deres fremtid af Maeve. Hendes popularitet begynder at stige, lige indtil hun ser noget foruroligende i klassekammeraten Lilys kort – og dagen efter forsvinder Lily sporløst.

Politiet er bar bund, og Maeve må ty til kortene.

Det bliver begyndelsen på en farefuld og indviklet efterforskning, som bliver endnu mere kompliceret, da Maeve begynder at falde for Roe, som er Lilys søskende og har en flydende kønsidentitet.

Du kan købe Vores skjulte evner online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel.


Se trailer for Vores skjulte evner